HELLE ROSENLØV, NETE FISKER
Kæft, trit og relationer



–om børns
trivsel og livsduelighed








Helle Rosenløv, Nete Fisker og Pernille Wieland
Kæft, trit og relationer –
Gads Forlag
Kæft, trit og relationer – om børns trivsel og livsduelighed 1. udgave, 1. oplag
© 2025 Forfatterne og Gads Forlag
Projektledelse og forlagsredigering: An-Magritt Erdal
Tekstredaktion: Laura Trojel
Omslag: Rasmus Funder
Sats og grafisk layout: LYMI DTP-Service
Illustrationer: Helle Rosenløv
Tryk: ScandBook
ISBN: 978-87-12-07665-0
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk.
Nye bøger fra Gads Forlag
Tilmeld dig vores nyhedsbrev på www.gad.dk og få information om nye bøger. Og følg Gad Sundhedsfag på Facebook og LinkedIn.
G.E.C. Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Indhold
Forord 9
– Bogens opbygning: 12
Del 1: Vis vej for dit barn – børn og voksnes roller 15
Kapitel 1. Hjælp dit barn til at trives og blive livsdueligt 17
– 1) Positivt fokus 20
– 2) Indsigt 21
– 3) Træning, træning og træning 23
Kapitel 2. Tidens tendenser – og hvordan det påvirker børn og voksne 26
– Onlinekultur 27
– Det perfekte 29
– Overfokus på børns signaler 31
– Kedsomhed er yt! 33
Kapitel 3. Voksnes ansvar 37
– Ligeværdighed og ansvar 37
– Retningsanvisende og tydelige voksne 39
– Forældre i tjenerrollen – dit barn kan mere, end du tror 42
– Straf, belønning eller naturlig konsekvens 45
– Konflikthåndtering 49
Kapitel 4. At være i følelser 55 – Din rolle, når dit barn øver sig 59 – Når det bliver ekstra svært 61 – Udvikling af selvregulering 65
Del 2: Kom i gang med forandringer – hvordan indsigt kan skabe udvikling for dig og dit barn 75
Kapitel 5. Børn og voksnes psykologiske behov 77 – At opleve autonomi 77 – At føle sig kompetent 80 – At mærke samhørighed 84 – Model for behovsstøtte 88
Kapitel 6. Kæft, trit og relationer 91 – Lær dit barn at indgå i fællesskaber 92 – At se sig selv udefra og andre indefra – mentalisering 97 – Mentaliseringssvigt 103
Kapitel 7. Brug hjernen som medspiller 111 – Forstå hjernen 111 – Tankernes sushibånd 119 – Kan, kan næsten-cirklen 122
Del 3: Handling giver forvandling – praktiske øvelser
til fælles træning 127
Kapitel 8. Tegn og tal sammen – mentale billeder 129
– Træning ved hjælp af tegninger 129
– A. Selvregulering 132
– B. Udholdenhed 143
– C. Grænsesætning 145
– D. Positionering og rollefordeling 151
– E. Forandringsmuligheder 160
Kapitel 9. Afsluttende bemærkninger 175
– Den voksende spiral 176
Litteraturliste 179
Forord
Vi har skrevet denne bog, fordi vi brænder for at hjælpe forældre og andre voksne, der gerne vil støtte børns udvikling i retning af højere grad af trivsel og livsduelighed.
Vi har verdens bedste job. På Familieskolen i PPR i Norddjurs Kommune hjælper vi familier med børn, der ikke trives. Det unikke ved vores arbejde er at opleve, at forældre opdager deres egen handlekraft.
Gennem vores arbejde som familievejledere har vi mødt hundredvis af børn og deres familier. Vi samarbejder tæt med lærere, pædagoger, psykologer, socialrådgivere og andre relevante fagpersoner for at skabe de bedste rammer for børnenes udvikling.
Vores erfaring er tydelig: Forældre har det største forandringspotentiale, når det gælder børns trivsel og livsduelighed. Når forældre i samspil med andre voksne tager ansvar for at skabe nye muligheder, kan det føre til varige forandringer.
Bogen er skrevet til og om familier med skolebørn, og målgruppen er primært forældre, men også fagprofessionelle såsom pædagoger, lærere, psykologer, familievejledere, socialrådgivere eller andre, der arbejder med børn.
Vores vision er at vise, hvordan man ud fra tre grundprincipper: positivt fokus, indsigt og træning, kan påvirke børns trivsel i en positiv retning. Midt i hverdagens rutiner ligger der nemlig et stort potentiale for at kunne igangsætte en udvikling for hele familien.
Børns adfærd er en del af deres måde at kommunikere på. Når børn ikke trives, viser de os det, de ikke lykkes med.
Vores mål er at hjælpe jer forældre med at forstå, hvad der kan ligge bag børnenes adfærd og ikke mindst at finde veje, der kan skabe positive forandringer, og som altid starter hos jer voksne omkring barnet.
Forældre har et unikt indblik i sit barns følelser, styrker og udfordringer. Det kan være frustrerende at opleve sit barn kæmpe i skolen, hvilket både kan være fagligt, socialt og følelsesmæssigt. Når et barn mister glæden ved at gå i skole eller til fritidsaktiviteter, føler sig uden-
for, giver op ved den mindste modstand og måske endda begynder at tvivle på sit eget værd, rammer det forældre dybt.
Vi er også selv forældre (og bedsteforældre) og kender følelsen af tvivl og utilstrækkelighed.
Det er hjerteskærende som forældre at se sit barn, der ikke trives og derfor viser forskellige former for problematisk adfærd. Når gentagne forsøg på at hjælpe barnet virker forgæves, mærkes følelsen af magtesløshed endnu stærkere.
Kender du følelsen af at stå op til et barn, der har ondt i maven hver morgen, når skolen kalder? Har du et barn, der ikke får udbytte af undervisningen, eller hvor bekymrende skolefravær begynder at snige sig ind? Havner dit barn i konflikter med andre børn eller voksne? Er dit barn uroligt og har svært ved at koncentrere sig? Måske er dit barn stille og indadvendt eller har svært ved at finde venner? Vil dit barn helst have dig ved siden af sig hele tiden eller anerkender måske ikke, at det er dig der bestemmer?
Lærere og pædagoger ser barnet i en anden sammenhæng i skolehverdagen. Måske ser de et barn, der klarer sig fagligt og socialt, mens man hjemme oplever et barn, der er stresset, ked af det eller trækker sig. Det kan også være, at barnet viser den samme adfærd både i skolen og hjemme, men at det er svært at finde ud af, hvad der skal til for at hjælpe barnet. Ved at skabe en tæt dialog med de voksne i skolen og afdække, hvad der ligger bag barnets adfærd, kan I sammen gøre en stor forskel. Som forælder ønsker du selvfølgelig at se dit barn trives og blomstre.
Alle børn skal kunne finde glæde i skolen og i andre fællesskaber med venner og klassekammerater. Hvis det ikke fungerer for dem, skal de selvfølgelig have hjælp.
Vi hører tit forældre sige: jeg er usikker på, hvad der er det rigtige at gøre. Kan man blive “uvenner” med sit barn? Jeg er så bange for at komme til at forværre situationen. Hvad er normalt? Hvordan får man sit barn til at gøre noget, som det ikke vil eller ikke selv tror, at det kan magte? Konflikter og tvivl er normalt. Det er måden, det håndteres på, der har betydning. Mennesker udvikler sig over tid, og både børn og forældre vil altid møde nye udfordringer og muligheder.
Vi fokuserer her i bogen på opbygning af livsduelighed, men hvad betyder det? Vi ser livsduelighed som børns evne til at trives og håndtere de almindelige udfordringer og krav, de bliver stillet overfor. Færdig-
heder som selvregulering, problemløsning, empati, sociale kompetencer og evnen til at håndtere modgang er nogle af de vigtige områder for opbygning af livsduelighed. Udvikling af et sundt selvværd og selvtillid samt at kunne danne gode relationer i et fællesskab er centralt for alle børn og afgørende for deres trivsel og livsduelighed.
I de sidste årtier er der sket en ændring i vores samfund i retning af et meget individorienteret fokus og en perfekthedskultur. Børn og forældre bliver bombarderet med alle mulige holdninger til, hvordan man klarer sig godt, og alt skal helst være perfekt. Det åbner for alverdens muligheder for at udfolde sig, og lægger et stort pres på den enkelte.
Vi kalder bogen “Kæft, trit og relationer”; ikke “Kæft, trit og retning”, som er et gammelt militærisk udtryk, der refererer til en hård disciplineret tilgang til opdragelse, hvor børn skal tie stille og gøre, hvad de får besked på. Vi mener på ingen måde, at vi skal tilbage til den gammeldags opdragelsesmetode, men bogens titel indikerer, at opbygning af trivsel og livsduelighed også kræver, at man lærer at ytre sig, når det er relevant samt holde mund (kæft) og være lyttende og respektfuld, når det er passende. Denne balance er vigtig at træne, fordi den er afgørende for god kommunikation og social forståelse. Det kan skabe basis for at kunne holde trit med resten af flokken og være en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle.
Vores udgangspunkt er, at når man skal håndtere et barns mistrivsel, handler det ikke kun om barnet. Det handler først og fremmest om dig som forælder og andre voksne omkring barnet.
At hjælpe dit barn handler ikke om at undgå alle konflikter eller problemer, men om at lære barnet at navigere igennem dem.
Vi inviterer dig til, med denne bog i hånden, at finde nye måder at støtte dit barn på. Dermed vil du forhåbentlig begynde at se små forandringer, ved at du aktivt kan bidrage til at påvirke barnets trivsel, og turde håbe på, at fremtiden kan se anderledes ud.
Det kan være svært at vide, hvad der er “normalt”, når man ser sit barn kæmpe. Måske spørger du dig selv: Hvordan ved jeg, om mit barn trives? Svaret ligger ofte i de små tegn: Når dit barn viser glæde, er nysgerrigt og engageret, eller når det tør prøve nye ting, selvom det er udfordrende. At se dit barn opsøge fællesskaber, vise tillid til andre og dele sine følelser, er stærke indikatorer på trivsel.
Det er vigtigt at skabe plads til at øve sig – både for jer forældre og for jeres barn. Det betyder, at I skal give jer selv lov til at prøve nye tilgange, justere, og vigtigst af alt: acceptere, at forandring tager tid. Vær ikke bange for at lave fejl undervejs; vis dit barn at det hører med til at udvikle sig.
Bogens opbygning:
I denne bog har vi samlet de metoder og redskaber, vi synes virker bedst, og som vi ønsker at give videre til jer læsere.
Vi har delt bogen ind i tre dele:
Del 1: Vis vej for dit barn – børn og voksnes roller:
• Vi gennemgår vores trivselsmodel, som beskriver tre fokuspunkter; 1) positivt fokus, 2) indsigt og 3) træning. Det er fundamentet for vores tilgang til at arbejde med at opbygge trivsel og livsduelighed for børn.
• En model kan ikke stå alene, så vi forholder os til “tidens tendenser”. Perfektheds- og onlinekultur, overfokus på børns signaler samt undgåelse af kedsomhed er de tendenser vi oplever, fylder og ind imellem spænder ben for børn og forældre.
• Voksnes ansvar er essentielt, og der er stort behov for retningsanvisende, tydelige og omsorgsfulde voksne, især når det i perioder kan være svært at være barn.
• Hvordan er det så voksne kan støtte børn i opbygning af selvregulering og hvad med de følelser alle hele tiden skal forholde sig til?
Del 2: Kom i gang med forandringer – hvordan indsigt kan skabe udvikling for dig og dit barn:
• Vi går ind for gennemgang af teori for både børn og voksne. Normal praksis er oftest, at voksne taler om børn, og hvad der skal til, for at de kan ændre sig. Vi vil gerne give både børn og voksne forståelse for, hvilke mekanismer der er på spil i alle mennesker.
• Hvilke grundlæggende psykologiske behov har mennesker brug for at få opfyldt, for at kunne trives og opbygge livsduelighed? Gennemgang af selvbestemmelsesteorien.
• Hvorfor er relationer så vigtige, og hvad skal der til for at indgå i fællesskaber? Teorien om mentalisering – at kunne se bagom adfærd, både ens egen og andres.
• Brug hjernen som medspiller – hvordan virker hjernen, når der skal ændres vaner og opbygges nye og mere hensigtsmæssige strategier?
Del 3: Handling giver forvandling – praktiske øvelser til fælles træning.
• Med tegninger som redskab kan voksne og børn klippe gamle mønstre i stykker og træne nye handlemuligheder. Tegninger danner indre mentale billeder – en ekstra dimension til fælles træning.
Det er vigtigt for os at nævne de helt basale behov som søvn, mad og drikke, samt betydningen af at børn får disse behov dækket. Vi har gang på gang været vidne til, hvordan børn, der er trætte og uoplagte, sultne eller med et blodsukker, der svinger, ikke er i stand til at udnytte deres kompetencer.
Vi vil også understrege, at børn, der oplever forskellige former for massiv mistrivsel, skal I forældre eller andre voksne søge professionel hjælp til. Det kan være børn, der bliver mobbet, isolerer sig, er selvskadende, virker depressive eller noget tilsvarende alvorligt. Det kan være tilstande hos børn, som kan være dybt skadelige mentalt og fysisk både på kort og lang sigt. Søg hellere hjælp en gang for meget end en gang for lidt.
Vi har mange gange været medvirkende til, at det er lykkedes for forældre at klippe uhensigtsmæssige mønstre i stykker og få gang i nye og mere brugbare samværsformer med fokus på øget trivsel og livsduelighed for både børn og voksne. Det håber vi også, at denne bog kan medvirke til. Vi bruger mange cases, enkelte modeller, kort beskrevne teorier og en del tegninger. Bagerst i bogen findes en litteraturliste til jer, der har lyst til at gå mere i dybden med de forskellige teorier og beskrivelser vi inddrager.
Husk, at I forældre og andre nære voksne rummer det største forandringspotentiale for jeres barn, men at der ikke findes en endegyldig opskrift på hverken forældreskab eller trivsel. Det handler om at skabe de bedste betingelser for, at jeres barn kan blomstre, og det begynder
med jer. I kan finde ressourcer, I måske ikke vidste, I havde – både i jer selv og i jeres barn.
Vi ønsker, at denne bog kan være en støtte til at skabe en hverdag, hvor hele familien arbejder med trivsel. Den slags trivsel som ikke opstår pga. fraværet af konflikter, almindeligt ubehag eller udfordringer, men gennem udvikling af evnen til at tackle de bump, der opstår hen ad vejen.
God fornøjelse med at komme i arbejdstøjet.
Helle Rosenløv, Nete Fisker og Pernille Wieland Maj 2025
Del 1:
Vis vej for dit barn
– børn og voksnes roller

Forældre og andre voksne er afgørende for at hjælpe børn og unge med at blive livsduelige, selvstændige mennesker, som kan trives og navigere i en kompleks og omskiftelig verden. Det er ikke så ligetil, men i de kommende kapitler vil vi udfolde nogle centrale temaer og give vores bud på, hvordan du som forælder skaber det bedste fundament for dit barn.
Mange børn og voksne oplever, at de i deres hverdag prøver at leve op til ofte urealistiske standarder, som konstant bliver forstærket af de sociale medier. Vi mener, at flere tendenser i samfundet lægger et stort pres på familien. Det påvirker fx både børn og voksne, hvis hverdagen fyldes med underholdning og forskellige præstationskrav.
Indledningsvist vil vi gerne beskrive, hvordan du som forælder både kan være tydelig og retvisende uden dog at være autoritær.
Hvad gør du, når du og dit barns følelser bliver intense, og der opstår en konflikt? Hvordan kan du støtte dit barn samtidig med, at du selv bevarer roen?
Selvregulering er en livskompetence, som man kan lære gennem træning og støtte. Udvikling af denne evne er vigtig, hvis dit barn skal lære at reagere hensigtsmæssigt, når det skal indgå i fællesskaber.
Du kan som forælder træne dit barn i at mærke og regulere egne følelser. Undervejs vil du forhåbentlig opleve, at det også bliver nemmere for dig at bevare roen i de konflikter, der opstår.
Vi starter med vores trivselsmodel.