Nord Academic
DANNER AF DANMARK
Redigeret af
Lone Kølle Martinsen
og Mette Houlberg Rung
Værket er udgivet i samarbejde med
DANNER AF DANMARK
Frihed, fremtid og folkestyre
Redigeret af Lone Kølle Martinsen og Mette Houlberg Rung
Nord Academic
Redaktørernes forord
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og
gøre den til sin. Prolog
Danner af Danmark
Lone Kølle Martinsen og Mette Houlberg Rung
Bo Lidegaard
Lone Kølle Martinsen
En national kamæleon og Mette Houlberg Rung
Bastard og lensgrevinde
En rejse gennem stand og rang
Breve fra Odense
Kærlighedens geografi
Entreprenant modehandler
Mogens Kragsig Jensen
Camilla Schjerning
Hanne Schaumburg Sørensen
Et fransk forretningseventyr og Kjerstin Vedel
I en mandsverden
Følelsernes politik
Et kærligt hjem på
Frederiksborg
Væk fra København
Grevinden, kongen og den
Claus Møller Jørgensen
Marie Møller Christensen
Hans Fabricius-Rahbek, politiske skandinavisme Rasmus Glenthøj
Kongelig udenrigspolitik og Morten Nordhagen Ottosen
Louises museum på Marie Laulund
Jægerspris Slot
Til varigt minde om et ægteskab
Forladte pigebørn Jesper Lundsby Skov
og fattige fruentimmere
Den filantropiske arv
For Gud, Kongen
Else Marie Wiberg Pedersen og Folkestyret
Grevinde Danners tro
Monument for Kirsten Justesen
grevinde Danner
Epilog
Noter
Danner i historieskrivningen
Litteratur og kilder
↑ David Monies: Grevinde Danner iført brudedragt, 1850. Olie på lærred, 230 × 141 cm. Jægerspris Slot.
Maleriet er så tæt, vi kommer på et officielt bryllupsbillede af Frederik 7. og grevinde Danner. Hun ses her sammen med en buste af Frederik 7. Fordi Louise Rasmussen ikke var af fyrstelig slægt, kunne hun ikke gifte sig officielt med kongen – og dermed kunne de heller ikke afbildes sammen. Monies’ maleri er en sympatisk skildring af Danner, der ser blid og tænksom ud.
Hvad har man ikke fortalt om hende mumlende og skumlende, privat og offentligen, blandt Aristokrater, Demokrater og Demagoger eller Folkeforførere, i de Fornemmes og Riges Høisale, i Middelstandens Stuer, i Almuens Hytter, paa offentlige Steder, i Barbeerstuer, Ølstuer, Viinkjeldere, hos Caffeverter, Restaurateurer, Tracteurer, Conditorer o. s. v.!1
Johan Henrik Philaretes: Om de skammelige Rygter ..., 1852
Redaktørernes forord
Ideen til et forskningsprojekt om grevinde Danner udsprang på Aarhus Universitet 25. november 2021 ved et seminar, Kvinder, politik og magt, hvor Kirstine Dyrmann, Sine Krogh, Kjerstin Vedel, Marie Laulund, Claus Møller Jørgensen og Lone Kølle Martinsen deltog. På Frederiksborg i 2023 gik Marie Møller Christensen, Lone Kølle Martinsen, Mette Houlberg Rung, Bente Vinge Pedersen og Jeppe Schmidt fra Frederiksborg ind i projektet, bidrog med nye vinkler og besluttede at udvikle en udstilling om Danner.
Resultatet foreligger i denne bog, hvor femten forskere og en kunstner – hver fra sit perspektiv – har arbejdet med Danner og den rolle, som hun historisk har spillet. Hvert kapitel indeholder ny viden fra arkiver i både Danmark og udlandet og kommer med nye synsvinkler på Danner, hendes politiske indflydelse og den modernitet, som hun repræsenterede.
Bo Lidegaards prolog rammesætter grevinde Danner og hendes liv. Første kapitel fremsætter tesen om Danner som en central modernitetsfigur i danmarkshistorien. Inden for mange felter fremstår grevinde Danner nemlig i dag som en moderne kvinde, og det har hun gjort lige siden sin samtid. Denne modernitet, mener vi, er blevet brugt som løftestang for forskellige bevægelser i de seneste 175 år. I kapitlet læses receptionen af Danner gennem arbejderbevægelsen, kulturradikalismen og kvindebevægelsen – med den pointe, at bevægelserne til tider overlapper hinanden, især jo længere vi kommer frem mod vor egen tid. Tesen er også omdrejningspunkt for Frederiksborg · Nationalhistorisk Museums store særudstilling i 2025, som vi i et tæt og givende forløb har arbejdet sammen med udstillingskurator Bente Vinge Pedersen om.
Mogens Kragsig Jensen behandler standsophøjelsen af det uægte barn, og den form for følelsespolitik, som grevinden, kongen og Carl Berling førte sammen, analyseres af Claus Møller Jørgensen. Den følelseshistoriske tilgang er også udgangspunkt i Camilla Schjernings analyse af Louise Rasmussens tid i Odense og Marie Møller Christensens kapitel om Frederik 7. og grevinde Danner på Frederiksborg. Danners virke som modehandler behandles af Hanne Schaumburg Møller og Kjerstin Vedel, mens
Danner af Danmark Frihed, fremtid og folkestyre
Hans Fabricius-Rahbek, Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen med kilder fra svenske arkiver kan fremlægge ny viden om Danners skandinavistiske ageren. Marie Laulund fortolker Jægerspris Slot, Danners sidste hjem, mens Jesper Lundsby Skov beskriver hendes filantropiske virke. Danners relation til tro og kirkeliv er omdrejningspunktet for Else Marie Wiberg Pedersens kapitel.
Bogens epilog udfolder den seneste reception af grevinden, nemlig det store monument, som billedhugger Kirsten Justesen har skabt, og som blev afsløret 25. november 2024. Justesen parafraserer over sin tale fra begivenheden og udpeger detaljer for os i monumentet, hvor Danners historie smelter sammen med kvindehistorien. Monumentet er således ikke et egentligt portræt af Danner, men et monument for hende og den betydning, hun har haft ud fra et feministisk perspektiv.
De seneste års forskning i grevinde Danners liv, virke og receptionshistorie, som denne bog præsenterer, har været som at åbne en Pandoras æske. Mange mennesker har henvendt sig til os for at dele deres viden om grevinden. Af bogens sider pibler et væld af nye forskningsspørgsmål frem – bolden er hermed givet op.
Frederiksborg, april 2025
Lone Kølle Martinsen og Mette Houlberg Rung
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og gøre den til sin.
Prolog
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og gøre den til sin. Prolog
Af Bo Lidegaard
”[J]eg føler ofte en mandig Aand røre sig hos mig, en utrættelig Stræben, en Flid i Tanken [...]”.2 Få personer delte i sin samtid vandene mere end grevinde Danner. Og få har vi i dag sværere ved at forstå og begribe ud fra nutidens målestok og norm. Her skal gøres et forsøg ved at tegne et portræt af pigen, kvinden, politikeren, velhaveren og filantropen, der blev rummet i grevindens imposante person.
Figurantinden
Louise Christine Rasmussen var ikke født til noget stort, da hun i 1815 kom til verden som resultat af forbindelsen mellem hendes mor, tjenestepigen Juliane Caroline Rasmussen, og manden i det hus, hvor hun tjente, grosserer Gotthilf Ludewig Køppen. På
Fødselsstiftelsens attest 337 er anført, at ”nærværende Pigebarn” allerede den 22. april ”uden at dets
Forældre ere angivne, paa Stiftelsen døbt og kaldet: Christine Lovise”.3 Der stod ikke skrevet, at pigebarnet skulle blive sin tids mest magtfulde, rigeste og mest forhadte kvinde.
Forholdet, der havde ført til pigens undfangelse og fødsel, var lige så banalt som konsekvenserne for moderen skæbnesvangre i et samfund, hvor det var kvinder, ikke mænd, der i sådanne tilfælde havde syndet. Hun stod alene med barnet, fik måske en erkendtlighed af faderen, som ikke siden interesserede sig hverken for barn eller mor; måtte flytte hjem til sin mor, der begyndte at sy for folk. Med tiden blev hun pyntekone på Det Kgl. Teater, en forbindelse, som fik afgørende betydning for datteren.
Da lille Louise var 11, blev hun nemlig i 1826 optaget på balletskolen, hvor hendes lærer blev August Bournonville – og blandt klassekammeraterne var navne, som vi endnu husker: Johanne Luise Heiberg og en vis Hans Christian Andersen. Louise dansede, og endnu inden hun fyldte 15 og kunne få elevgage, mødte hun tilsyneladende den 20-årige prins Frederik og dennes ven og fortrolige, den 17-årige Carl Berling, der var arving til Det Berlingske Bogtrykkeri og den dertilhørende avis, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. Omstændighederne for dette første møde mellem de unge fløse fra samfundets absolutte top og de purunge danserinder fra dets bund kan man forestille sig. De var ikke usædvanlige. Det var det til gengæld, at de tre unge i de følgende
år blev venner og knyttet til hinanden med bånd, der kom til at vare resten af livet.
Venskabet blev beseglet hjemme hos Louises veninde Jensine, som var prinsens purunge elskerinde, og hvor Berling og Louise blev kærester. De fire tumlede rundt, som unge gjorde og gør, men med den afgørende forskel, at standsforskellene mellem drengene og pigerne var uoverstigelige. Den hovedrige Berling kunne ikke få sine forældres tilladelse til at indlede et formelt forhold til en fattig balletdanserinde som Louise, og det var utænkeligt for tronarvingen at så meget som overveje at gifte sig med Jensine, så meget desto mindre som en af hans vigtigste roller i tilværelsen var at producere en tronarving, der kunne holde den mandlige arvefølge i lige linje ubrudt. Til den ende blev arrangeret ikke mindre end to fornuftsægteskaber, som til hoffets umådelige skuffelse og bekymring ikke kom til at bære frugt.
Efter seks års ægteskab med Frederik 6.s datter blev den nu 28-årige prins Frederik separeret i 1834 og af sin svigerfar sendt på en længere rejse til blandt andet Island. Da han kom hjem, sørgede hoffet for, at han blev udstationeret til garnisonen i Fredericia, alt sammen for at få ham til at opgive Jensine og interessere sig for mere standsmæssige muligheder for at blive far til en tronarving. Det virkede, men dog ikke helt efter hensigten. Ganske vist gled forholdet til Jensine gradvist i baggrunden, men prinsen begyndte i stedet for at interessere sig mere for vennens veninde, Louise.
Hun var i 1835 som 20-årig blevet figurantinde på Den Kongelige Ballet, samtidig med at hun var Berlings faste kæreste, sikkert med et forfængeligt håb om en dag at kunne overstige de sociale barrierer og blive hans lovformelige hustru. Men Berling ville ikke bryde med sin familie, og de to opretholdt forbindelsen uden formaliteter, alt imens Louises venskab med prins Frederik voksede sig stærkere og
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og gøre den til sin. Prolog
ændrede karakter. Da Frederik 6. døde i 1839, blev kronprins Christian Frederik konge som Christian 8., og prins Frederik rykkede op som kronprins med sæde i Odense.
For at sikre arvefølgen var hoffet mere interesseret end nogensinde i at få kronprinsen gift – denne gang med en prinsesse fra Mecklenburg – men Frederik havde ikke lyst og skrev i stedet til Louise, hvem han 1840-1841 erklærede sin troskab og kærlighed og direkte friede til, idet han forsikrede hende, at han ikke ville lade sig ”hovmesterere” til at indgå et nyt ægteskab. Det var ”enten du eller ingen”.4 Det var nye tider og ikke så indlysende, som det tidligere havde været, at effektuere dynastiske ægteskaber efter arvefølgens protokol. Den sociale og politiske uro ulmede i hele Europa, og frihedsidealer blomstrede om kap med en voksende nationalfølelse, både i Danmark, i hertugdømmerne – og i Det Tyske Forbund.
Var tanken om ægteskab med den rige, borgerlige Berling, en luftig drøm, var forestillingen om at takke ja til kronprinsens frieri slet ikke af denne verden, hvilket Louise tilsyneladende indså. I hvert fald takkede hun nej – og året efter nedkom hun i 1841 med en søn, som fik navnet Frederik Carl Christian Louis Berling. Berling vedkendte sig faderskabet og tog sig af drengens underhold, men som forholdene var, blev han sat i pleje, og han emigrerede senere til England.
Efter fødslen opgav Louise i 1842 sin karriere som danser. Hun tog med Berlings støtte til Paris for at studere mode hos Emmy Lecharpentier og oprettede en butik med parisermode på Vimmelskaftet i København. Magistraten og lavet var ikke meget for det, men prins Frederik lod forstå, at han lagde vægt på, at tilladelsen blev givet. Det gjorde den så. Butikken åbnede i 1844, og den blev tilsyneladende hurtigt en succes. Som 29-årig synes Louise at være kommet ganske godt i vej med selvbevidsthed og kundskaber
til at kunne drive egen forretning og med et venskab ikke kun til Berling, men også til kronprins Frederik, der kun voksede sig stærkere. Det står klart, at hun allerede på dette tidspunkt har været en meget selvstændig og selvbevidst kvinde, som ud over at pleje et intimt forhold til de to venner også havde etableret sig som selvstændig forretningsdrivende med et internationalt modeagentur på et tidspunkt, hvor det mildest sagt ikke var normalen for unge kvinder.
Planen
Kronprins Frederik havde i mellemtiden ladet sig presse til fornuftsægteskab nummer to, men heller ikke det blev en succes, og prinsessen rejste i 1844 på familiebesøg hjem til Mecklenburg, hvorfra hun aldrig vendte tilbage. Hun var næppe savnet i Odense, hvor i stedet Louise i 1845 gjorde kronprinsen sin opvartning, mens hendes ansatte passede butikken.
1846 blev et skæbneår i Louise Rasmussens liv. I januar blev hun ruineret, da hendes butik brændte. Samtidig begyndte Berling at gøre det klart, at det aldrig ville blive til ægteskab mellem dem, selv om han fortsat støttede hende økonomisk, blandt andet med en ny rejse til Paris, hvor Louise må have oplevet den begyndende sociale uro som følge af stigende priser på basale fødevarer. Mens hun var på rejse, blev Frederiks skilsmisse formaliseret, og tankerne om et ægteskab med kronprinsen begyndte igen at få næring.
I september 1846 skrev hun i et brev fra Paris til Berling, at hun havde lagt grunden for en plan, hun ville udføre.5 Planen var et ægteskab med kronprinsen, og det fremgår af flere breve til Berling, at hun havde taget kontakt til fremtrædende embedsmænd ved hoffet og havde skaffet sig allierede til sit forehavende. Fra da af blev Louises liv de næste 17 år koncentreret om at blive – og ikke mindst at blive anerkendt som
Danner af Danmark Frihed, fremtid og folkestyre
– den danske tronarvings hustru. Det første lykkedes som bekendt. Det sidste kun delvist.
Fra begyndelsen var Berling indviet i detaljerne og hensigterne med denne plan, som Louise i sine breve til sin fortrolige i høj grad fremstillede som et ”kald” og som en bestræbelse på ”at erstatte ham” – altså kronprinsen – ”en for tidlig tabt mors kærlighed”.6 Louise var sig bevidst, at hun havde en sjælden evne til at berolige den opfarende og drikfældige tronarving, og at hun bragte det bedste op i den snart 40-årige mand, der ud fra enhver betragtning var uskikket til det høje hverv, der ventede ham.
De samtidige kilder samstemmer om denne stærke indflydelse, Louise havde på kronprinsen – og senere fik på Frederik 7. Hendes – få – beundrere og hendes meget mere talrige fjender beskriver næsten enslydende, hvordan Frederiks urolige og forrevne sind faldt til ro i Louises nærvær, og hvorledes hun kunne få ham til – ja, må man forstå – næsten hvad som helst. For de førstnævnte beundrere aftvang denne indflydelse respekt – for de sidstnævnte blev den en kilde til største uro og indignation. Mest væsentlig i denne sammenhæng er imidlertid, at Louise tydeligvis fra første færd var helt klar over, at det var denne rolle, hun kunne og skulle spille.
Den 31-årige kvinde var ikke naiv. Hun havde tilbagelagt en lang social opstigning. Hun var belæst og berejst. Hun havde kendt kronprinsen intimt, siden hun var 15, og havde i de forløbne år set og oplevet lidt af hvert. Få mennesker – om nogen – kendte ham bedre – det skulle da lige være deres fælles ven og fortrolige, Carl Berling, der i en alder af 34 endnu var ugift, og som gennem hele den samme periode havde levet i fast forhold til Louise. Der er ingen grund til at være snerpet. Men heller ingen grund til, at vi næsten 200 år senere er bornerte med hensyn til karakteren af de tres indbyrdes forhold. Selv takkede hun med karakteristisk tvetydighed Gud for at have gjort hende
”så lykkelig netop i min måde at leve på at have truffet den, som er mig den kæreste, og som ene stemmer med min tilbøjelighed”.7
Den 9. december 1847 satte Louise Rasmussen sig ned med et skrivebogshæfte med grønt omslag og skrev: ”Digte og Sætninger uddragne af forskjellige Bøger.”8 Det blev begyndelsen til en dagbog, som hun først for alvor skrev nogle år senere, og hvorfra også ovennævnte citat stammer. Hendes optegnelser og uddrag i dagbogen viser, at den unge kvinde læste dansk, svensk, tysk, engelsk og fransk litteratur, dels i oversættelse, dels i original. Det var ikke så lidt, hun havde fået ud af sit forhold til bogtrykkersønnen.
Louise arbejdede målrettet for at realisere sin plan, som på sin vis også var en art fornuftsægteskab, men som modsat de to tidligere, som hoffet havde trumfet igennem mod kronprinsens vilje, var et, han ville trumfe igennem mod hoffets. Overvejelserne faldt sammen med det voksende pres for at gøre op med enevælden og indføre en fri forfatning, tanker, som også vandt fremme i lyset af kronprinsens åbenbare mangel på de personlige egenskaber, der skulle til for at være enevældig monark. Kronprinsens far, Christian 8., synes at have anerkendt disse problemer, og i slutningen af 1847 stod det statsledelsen klart, at der måtte ske en dybtgående forandring i statsforfatningen. Christian 8. døde imidlertid efter kort tids sygdom i januar 1848, hvorved kronprinsen, før nogen havde ventet, blev konge som Frederik 7.
Få dage efter han var udråbt, udsendtes det såkaldte Januarreskript, som bekendtgjorde, at enevælden var afskaffet, og som udstak de næste skridt i retning af vedtagelsen af en ny forfatning, en længe forberedt beslutning, som den nye konge fik æren for. Endnu få dage senere brød Februarrevolutionen løs i Paris, hvorfra uroligheder og krav om frie forfatninger bredte sig til andre europæiske storbyer – i Tyskland og i hertugdømmerne under den danske konge blan-
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og gøre den til sin. Prolog
det med nationale strømninger og krav om samling af det tyske rige.
Det sidstnævnte krav stillede Danmark i et uløseligt dilemma, som med få års mellemrum blev årsag til to blodige krige, Treårskrigen 1848-1851 og krigen i 1864. I meget enkel form var problemet, at de fleste i Danmark gerne gav slip på de to tyske hertugdømmer, Holsten og Lauenborg, som begge var medlemmer af Det Tyske Forbund, og hvis befolkninger var tysksindede og tysktalende, hvis Danmark til gengæld kunne indlemme det tredje hertugdømme, Slesvig, i riget, så det blev en del af Danmark. Men befolkningen i Slesvig var blandet, og de fleste i den sydlige del ville hellere knytte sig nærmere til Holsten, så meget desto mere, som de ikke var tilhængere af den frie forfatning, der nu var i støbeskeen i Danmark. Derfor modsatte Slesvig sig med støtte fra Holsten en adskillelse af de to hertugdømmer, og Danmark satte i marts 1848 hæren ind for at bekæmpe oprørerne og separatisterne. Treårskrigen om Slesvigs fremtid var i gang.
Krigen førte til en kraftig opblussen af nationalismen også i Danmark, hvor Frederik 7. nød stor popularitet, ikke mindst da han i efteråret 1848 i overensstemmelse med regeringens ønske lod holde valg til en grundlovgivende rigsforsamling – som skulle udforme en grundlov, der altså i dansk optik skulle omfatte Slesvig, uanset om de ret ligeligt splittede slesvigere ville det eller ej.
Den populære konge gav Louise Rasmussen titlen fru Danner og udnævnte Carl Berling til sin privatsekretær og snart efter også til generalkasserer ved hoffet, der så med største skepsis på denne fremmede fugl. Fru Danner flyttede ind i en lejlighed på Christiansborg, der var kongens residens, og arrangementet kunne formentlig have passeret uden mange hævede øjenbryn, hvis kongen havde ladet forholdet køre efter den norm, der gjaldt for friller, som bestemt ikke var et ukendt fænomen ved hoffet.
Men det gjorde han ikke. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, som i lyset af den revolutionære bevægelse fra kontinentet blev friere end de fleste, med en vidtgående valgret, der afspejlede, at det var bøndernes sønner, der kæmpede i den slesvigske krig. Kongen brugte grundloven som springbræt til at spørge premierminister Adam Wilhelm Moltke om muligheden for at indgå ægteskab til venstre hånd med fru Danner. Den tanke var regeringschefen mildest talt ikke begejstret for. Ganske vist kendte man udmærket til fortilfælde med kongelige ægteskaber til venstre hånd, men det var typisk bigami, hvor kongen samtidig sikrede arvefølgen gennem legale, dynastiske ægteskaber. Hvis den to gange fraskilte Frederik 7. nu giftede sig med fru Danner, kunne der komme afkom, hvis ret til tronen kunne hævdes i mangel af andre. Et ægteskab til venstre hånd ville også i praksis sætte en stopper for videre forsøg på at finde en passende dronning til kongen, hvilket ud fra enhver dynastisk og politisk betragtning var langt at foretrække. Det kunne Moltke ikke anbefale.
Frederik 7. valgte at følge rådet, men ophøjede fru Danner til baronesse og gjorde hende til sin universalarving, alt imens han – og må vi formode, også baronessen af Dannerfeldt – afventede et gunstigt øjeblik til at vende tilbage til sagen. Det indtraf, da de danske styrker i slaget ved Isted den 25. juli 1850 vandt over de slesvigske oprørere, der på grund af stormagternes intervention ikke fik den forventede støtte fra Det Tyske Forbund. Danmark udlagde det som en storslået militær sejr, og kongen var nu mere populær end nogen sinde. Han satte hårdt mod hårdt og lod regeringen forstå, at han ville abdicere, hvis han ikke fik sin Louise. Den 7. august 1850 lod han sig ægtevie til baronessen af Dannerfeldt, som dermed fik titlen grevinde Danner.
Første del af planen var fuldbragt. Den 35-årige datter af tjenestepigen Juliane Rasmussen var blevet
Danner af Danmark Frihed, fremtid og folkestyre
Danmarks mest magtfulde kvinde, der med sin stærke indflydelse på kongen i praksis kunne udøve beføjelser som denne.
Hadet
Nu fulgte en indædt kamp for anerkendelsen af denne position. Fronterne var fra begyndelsen trukket hårdt op. Hoffet, aristokratiet, den nationalliberale regering og de nationalkonservative borgere bekæmpede med hver deres motiver af al magt grevindens anerkendelse som Frederik 7.s legitime hustru. Parallelt løb en rygte- og smædekampagne, der også langt ind i borgerskabet fremstillede grevinden som magtsyg, begærlig, vederstyggelig, intrigant, arrogant og nederdrægtig. Det bedre borgerskabs kvinder mobbede hende uden skånsel og frøs hende ude med åbenlys foragt og spot. Ved enhver given lejlighed, hvor grevinden optrådte ved sin mands side, blev hun bevidst ydmyget, og der var ikke ende på de måder, samfundets øverste lag viste hende og kongen deres foragt for opkomlingen, til tider fantasifuldt og sublimt nederdrægtigt, til andre plumpt og ubehøvlet fornærmende.
Kongen skumlede, tog sin hustru med og insisterede på, at der måtte vises hende den anstand og respekt, hun havde krav på. Men han kunne ikke sætte sig igennem, og hun måtte tåle uendelige ydmygelser. Hendes omdømme var i de højeste kredse det værst tænkelige, og det er i eftertiden umuligt at afgøre, om det var hende selv, kongen eller dem begge i samråd med Berling, der pressede på for, at hun igen og igen trådte frem sammen med kongen, selv om det gik hårdt ud over begge.
Udenlandske diplomater, der typisk tilhørte aristokratiet, gjorde det ligesom deres fyrstelige foresatte til en specialitet at vise grevinden deres foragt ved officielle modtagelser og besøg, og det er i det lys nok ikke helt forkert, når skiftende regeringer over for
kongen påpegede, at hendes tilstedeværelse ved hans side udgjorde en belastning for Danmarks forhold til omverdenen – ikke, at hun gjorde noget forkert. Hun var ganske enkelt forkert.
Medvirkende til det veritable had, der mødte grevinden ved hoffet og i regeringen, var uden tvivl også modviljen over for Berling og dennes rolle i fremtrædende embeder, for ikke at tale om den menage a trois, som ingen af de tre gjorde noget forsøg på at skjule. Det forekom ganske enkelt mange anstødeligt, at kongens ægteviede hustru åbenlyst stadig stod i et fortroligt forhold til sin mangeårige elsker Carl Berling, og at de to sammen var kongens nærmeste fortrolige. Det hjalp kun lidt, da Berling i 1854 giftede sig standsmæssigt.
Rygterne ville ikke dø, og fornærmelserne ingen ende tage. Den systematiske mobning vakte hos dens offer ikke bare sorg og fortvivlelse, men i høj grad også modvilje og trods. Grevinden bed tænderne sammen, så det knasede, og holdt øjnene stift rettede mod den plan, der holdt Frederik 7. kørende, og som samtidig var i færd med at gøre hende til enearving til den umådelige velstand, som var opsamlet i kongefamiliens oldenborgske linje. En af anklagerne mod hende var, at hun var en simpel golddigger. Om et menneskes inderste motiver må enhver tænke sit, og den foragtede grevinde gjorde ikke noget forsøg på at skjule, hvad hun selv tænkte om den ”verden” af overklasse, der havde så travlt med at forstøde hende og drage hendes motiver i tvivl:
Hvor jeg beklager hele denne indbildske saakaldte sociale Verden, som strider saameget for at jeg ikke skal indtrænge mig i den; vidste den blot hvorledes jeg betragter den saa ville den kunde spare sig alle sine Bekymringer! Den troer at ydmyge mig. Og
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og gøre den til sin. Prolog
jeg betragter den med medlidende Øine; troer den saalidt om min Aand at jeg savner dens Selskab? Jeg maae smile over denne forkeerte Anskuelse, jeg som kun vil holde af Folk for hvad jeg kan beundre hos dem, jeg som kun ønsker at omgaaes Folk som jeg interesserer mig for [...]”.9
loven. Dermed havde opgøret med grevinde Danner fået en politisk dimension, som tilmed greb ind i det mest følsomme af alle politiske spørgsmål: forfatningen og dens betydning for at bevare helstaten eller løsrive Slesvig fra de øvrige hertugdømmer.
Grevinden
Den tilspidsede situation fik politisk udløsning. Efter den danske sejr i Treårskrigen var problemet med helstaten uløst. Junigrundloven gjaldt kun i Danmark, mens hertugdømmerne, der stod under kongen, havde hver deres forfatning. Holsten og Lauenborg ønskede stadig at knytte tættere bånd med den fremvoksende tyske nation, mens Slesvig var splittet på det nationale spørgsmål. I København var mange – også blandt de nationalliberale – på tilbagetog i forhold til den meget vidtgående Junigrundlov, og strømmen trak i retning af en grundlovsrevision, der kunne begrænse den folkelige indflydelse og give ”de begavede, de dannede og de rige”10 den privilegerede position, de selv mente at fortjene.
Over for denne reaktion var Bondevennerne forsvarere af den frie forfatning, der især kom det store flertal af bønder til gavn. Bondevennerne var i opposition, og de var generelt uglesete som udannet pøbel, til hvem man ikke kunne betro magt og ansvar – selv om de var mange. Bondevennerne var imidlertid også de eneste, der ikke havde vendt sig mod Frederik 7.s ægteskab med grevinde Danner, og de eneste, der ikke deltog i kampagnen mod den kongelige hustru til venstre hånd. Berling så de sammenfaldende interesser og knyttede forbindelse til fremtrædende politikere blandt Bondevennerne, med hvem han, grevinden og kongen indgik en alliance til forsvar for Junigrund-
Bondevennerne begyndte systematisk at arbejde for at genopbygge grevinde Danners position og anseelse, blandt andet ved at opfordre hende til at engagere sig i socialt hjælpearbejde som støtte til mindrebemidledes skolegang med videre. Det høje par, som Frederik 7. og grevinden blev kaldt, indledte en forsigtig goodwill-tur i landet, først og med nogen succes i de yderste provinser, hvor Bondevennerne stod stærkest. Alt dette forstærkede kun overklassens kampagne mod grevinden, måske også for at forsøge at fremtvinge Frederik 7.s abdikation og et deraf følgende opgør med Junigrundloven. 1852 købte kongen Skodsborg Slot og to år senere Jægerspris Slot for at have rolige steder i provinsen, hvor det forfulgte par kunne trække sig tilbage. Sidst i sin dagbog har grevinden i 1854 skrevet et citat på fransk:
Når det ikke drejer sig om andet end kærlighed, er der ingen fare ved at lade sig forføre af hinandens charme og fortrin, men når det drejer sig om ægteskab, er det vigtigt, at begge gør sig klart, om de kan udholde hinandens fejl.11
1853-1854 slog reaktionen til under ledelse af den nye regeringschef Anders Sandøe Ørsted, der ikke var nogen tilhænger af Junigrundloven, og som arbejdede ihærdigt for en konservativ revision, der skulle kunne rumme helstaten, det vil sige også hertugdømmerne, der ikke ville acceptere den liberale Junigrundlov. Valgretten ville i så fald blive betydeligt indskrænket. Da den reviderede grundlov ikke kunne samle flertal
Danner af Danmark Frihed, fremtid og folkestyre
i Rigsdagen, hvor Bondevennerne stemte mod den, blev den gennemført ved dekret. Det krævede Frederik 7.s samtykke, og kampen mellem regeringen og grevinden om, hvem der rådgav den vægelsindede konge, brød ud i lys lue. Ørsted vandt første runde og fik kongens tilslutning til den konservative revision.
Dagbogen for de dramatiske år 1853-1854, da forfatningskampen rasede, vidner om en grevinde, der er dybt involveret i det politiske, hele tiden bekymret for kongens helbred og sindstilstand – og som er Berling inderligt hengiven. Hun efterlader ikke indtryk af, at det er hende, der presser på for at stå ved kongens side ved officielle lejligheder – men det er svært at afgøre, for dagbogen er uden tvivl også ført med vores læsning i eftertiden in mente. For omverdenen var sagen klar, og den drejede sig ikke om protokollen ved hoffet: ”Sladderen i kongens klub og blandt adjudanterne er, at kongen holdes således omgiven i denne tid, at ingen kan tale med ham uden i grevindens og Berlings nærværelse!”,12 som det hed i et politisk dagbogsnotat midt i den tilspidsede politiske krise.
Bondevennerne, Berling og grevinde Danner var ikke slået. De allierede sig med den dygtige embedsmand Ludvig Nicolaus von Scheele, der i slutningen af 1854 gennem en række taktiske manøvrer fik Ørsted-regeringen væltet og afløst af en ny regering, hvori Scheele selv blev udenrigsminister og minister fra Holsten og Lauenborg. København sydede med rygter om grevinde Danners aktive deltagelse i disse politiske intriger, og hendes dagbog afspejler både hendes frygt for, at kongen vil blive udmanøvreret, hendes skarpe blik for, at hans stærkeste kort var hans stadig betydelige folkelige popularitet – og hendes bevidste bestræbelse på at rense sig selv fra mistanken om politisk manipulation: ”Man har tillagt mig Planer og Intriguer, paa hvilke jeg aldrig har tænkt.”13 Det skal nok være rigtigt. Men det modsiger ikke, at grevinden som den vigtigste kanal til kongen stod Scheele
nær i dennes politiske overvejelser og manøvrer, som blandt andet førte til, at den nye regering i oktober 1855 kunne gennemføre en grundlovsrevision, der nok var konservativ i forhold til Junigrundloven, men ikke nær så konservativ som Ørsteds.
Grevinden fik et nært forhold til Scheele – i det giftige hofmiljø løb der rygter om, at det også var for nært. Hvordan det end var, blev Scheele grevinden en vigtig støtte, som også udvirkede kongens længe nærede ønske om hendes officielle anerkendelse ved optagelse i Hof- og Statskalenderen. Det var i denne intrikate sag, grevinde Danner i sin dagbog drog en evigt gyldig konklusion om ledelse:
[Det er ikke] tilstrækkeligt at sige ”jeg vil det”, men at der, for at udføre et eller andet som kan have Vanskeligheder, behøves fremfor Alt, Besindighed, at tænke længe over ethvert Skridt som skal udføres, da man ikke ved hvad dette kan trække efter sig.14
Da Scheele også foreslog, at grevinden som kongens hustru skulle modtage apanage, modsatte hans ministerkolleger sig, og et halvt år senere blev Scheele udstødt af regeringen. Herefter blev det Berlings tur, og presset voksede mod kongen for at afskedige sin upopulære toprådgiver. I første omgang blev der sat en frist til 1. april 1859. Da den ikke blev overholdt, og Berling blev grebet i en formel fodfejl, forstærkedes presset, selv om den nye nationalliberale regering under ledelse af Carl Christian Hall var mindre fjendtlig over for grevinden end de tidligere. For Hall var det afgørende, at hun – og Berling og Scheele – ikke blandede sig i politik, hvilket netop var, hvad de gjorde. Krisen kulminerede med en modoffensiv fra grevindens hold, der fik udvirket en ny regering under ledelse af Bondevennernes C.E. Rotwitt, der kan be-
At møde skæbnen og gøre den til sin. Prolog
Grevinde Danner 1815-1874
tegnes som Danmarks første Venstre-regering – eller, som den foragteligt hed i samtiden, grevindens særlige ministerium. Eksperimentet kom ikke til at vare længe, og bonderegeringens død blev fremskyndet af den voldsomme brand, der raserede Frederiksborg Slot natten til den 17. december 1859. Uerstattelige kunstgenstande gik tabt, og grevinden, der opholdt sig på slottet sammen med kongen, blev beskyldt for ikke at have gjort, hvad hun kunne og burde for at redde dem. På årets sidste dag måtte Berling efter en voldsom kampagne mod sin person trække sig fra alle embeder, og nytårsnat var der demonstrationer og uroligheder på Christiansborg Slotsplads, hvor mængden krævede regeringens afsked og råbte ”ned med grevinden” og ”leve kongen”.15 Midt i den uafklarede situation døde konseilspræsident Rotwitt 6. februar 1860, og en ny nationalliberal regering under Hall trådte til.
Godt tre år senere, 15. november 1863, døde Frederik 7. under en rejse sammen med grevinden i Slesvig, få dage efter vedtagelsen i Rigsdagen af Novemberforfatningen, der én gang for alle skulle hugge den gordiske knude med hertugdømmerne over. Danmark lagde op til krig – og mod syd tog Prøjsens kansler, Otto von Bismarck, som bekendt med glæde handsken op. Enken
Krigen i 1864 blev på en måde enkegrevinde Danners held. Med et vanskeligt tronskifte og i den tilspidsede internationale krise var der kun lidt opmærksomhed om hendes rolle efter kongens død, og ingen anfægtede Frederik 7.s testamente og den uhyrlige sum på 600.000 rigsdaler og godser og slotte, hun arvede efter den sidste monark i den oldenborgske linje, der havde regeret Danmark gennem mere end 400 år fra 1448-1863.
Den politiske indflydelse var væk med ét slag, men den hovedrige enke indledte en række rejser til europæiske lande og hovedstæder, hvor hun fik kontakt til fremtrædende personer og blandt andet kom i audiens hos paven. Hun havde ikke brudt båndene til Berling, og i 1871 rejste han med hende til Egypten, hvor han blev syg og døde, 59 år gammel. Hun sendte det afsjælede legeme af den mand, der efter alt at dømme havde været hendes livs kærlighed fra de mødte hinanden mere end 40 år tidligere, retur til Danmark og fortsatte selv rejsen til Det Hellige Land.
Fra 1869 arbejdede grevinde Danner med oprettelsen af en stiftelse, der i tilknytning til Jægerspris Slot skulle drive børnehjem, i første omgang i kavalerfløjen. I 1873 oprettede grevinden to velgørende stiftelser. På Jægerspris Slot lod hun indrette Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn især af Almuen. Fundatsen gjorde det klart, at der ikke måtte tages hensyn til forældrenes stand og vilkår eller skeles til, om pigerne var ægte eller uægte fødte. Det indgik også som en bestemmelse, at hjemmet skulle ledes af en kvinde – en klausul, der dog efter grevindens død blev sløjfet – af den mandlige bestyrelse. Næsten samtidig oprettede hun Frederik den Syvendes Stiftelse for ubemidlede og trængende Fruentimmer af Arbejderklassen på hjørnet af Nansensgade og den nuværende Gyldenløvesgade i København. Begge stiftelser lever endnu.
Under en rejse til Italien det følgende år døde grevinde Danner i Genova natten til den 6. marts 1874, få uger før, hun ville være fyldt 59 år.
Skæbnen
Louise Rasmussens udførlige dagbog fra 1853-1854 afslører et vidende, reflekteret og belæst menneske –og samtidig en dreven strateg, som har været særdeles bevidst om, at dagbogen kunne, og på et tidspunkt helt
Danner af Danmark Frihed, fremtid og folkestyre
sikkert ville, blive læst af andre, som deri ville søge svar på alle de spørgsmål om hendes karakter og hensigter, som fulgte af hendes helt usædvanlige skæbne.
Tværs gennem de mange lag af selvfremstilling, selvrefleksion og sikkert også selvbedrag efterlader dagbogen billedet af en selvbevidst kvinde, der først og fremmest havde taget sin skæbne til sig og gjort den til sin. Louise Rasmussen havde valgt ikke at lade sig selv stå i vejen for det, som kunne opnås ved at stå til. Hun bedømte selv i 1854 sig selv således:
Man har sagt mig at Gud har nedlagt store Evner hos mig, jeg kan altsaa ikke betragte mig liig med de fleste, thi har jeg større Evner end de, da maae min Virken og mit liv ogsaa i meget være anderledes; jeg maae da som en Missionair drage hen hvor min Trang kalder mig og søge at gjøre disse Evner frugtbringende ved at hjælpe mine Medmennesker, jeg kan ikke som en anden Quinde leve som Hustrue og Moder, gaae min rolige Gang uberørt af Livets Storme. – Nei denne Vej er mig ikke anvist, mit Liv har fra Vuggen været mere bevæget, jeg har bevæget en større Virkekreds, end den Quinden almindelig anviste; jeg føler ofte en mandig Aand røre sig hos mig, en utrættelig Stræben, en Flid i Tanken […]. Det er min natur, jeg er ej selv Herre over Aandens Virksomhed, det er mig saalet at tænke, at see ligesom med et aandigt Blik, da stiller sig ofte min Anskuelse efter dette Blik, og Udfaldet viser som oftest at min Opfattelse var rigtig og mit Blik sundt! Er det en Anmasselse at jeg bedømmer mig
selv saaledes, saa tilgive Gud mig denne Ubeskedenhed, men Erfaringen har indgivet mig denne Tro; gid jeg ikke maae have taget feil!16
Louise Rasmussen var hverken emanciperet, ideologisk optændt eller politisk engageret. Men hun var selvbevidst, og hun nægtede at lade andre skrive den rolle, hun var udset til at spille som statist helt nede i bunden af det danske samfund, ligesom hun nægtede at affinde sig med ingen muligheder at få eller forvente. Hun har været klar over, at hun aldrig blev solodanserinde, aldrig feteret skuespiller og aldrig verdensberømt digter. Men ligesom sine helt usædvanlige klassekammerater på balletskolens årgang 1821 trådte hun med samme forbløffende frimodighed og livskraft som de ind i en verden, som i det strengt socialt opdelte samfund var forbeholdt de ganske få.
Modsat en Johanne Luise Heiberg og en H.C. Andersen anglede Louise Rasmussen ikke efter publikums anerkendelse og applaus. Hun stolede på sig selv og holdt sig til de to mænd, der havde taget hende på vejen, men som hun aldrig slap – og som aldrig slap hende. Med deres hjælp – og ved at hjælpe dem til at udfylde de roller, de var født til i det øverste borgerskab og i det øverste aristokrati – blev Louise Rasmussen til grevinde Danner.
Denne enestående opstigen til samfundets allerøverste position er ikke mindre usædvanlig og ikke et mindre kunststykke end det, skuespilleren og digteren samtidig udførte. Mens de to sidste vandt samtidens nåde, tog Louise Rasmussen sig selv til rette uden at forvente hverken applaus eller nåde. Hun satte sin lid til egne evner, og det tjener hende til ære, at hun, da alt dette var gjort og sket, gav den umådelige formue, hun derved tilfaldt, tilbage til dem, der oprindeligt havde skabt den: Den almue, hvoraf hun selv var rundet.
Grevinde Danner 1815-1874
At møde skæbnen og gøre den til sin. Prolog