BRIAN TRAANTOFT RAS M USSEN
THO M AS GRÆSBØLL SVANEBORG HISTORIEN
Flugten fra Stalin
Historien om de baltiske flygtninge i Danmark og den lange vej hjem
GADS FORLAG
Flugten fra Stalin
Copyright © Brian Traantoft Rasmussen og Thomas Græsbøll Svaneborg
Denne udgave © Gads Forlag 2025
Forlagsredaktion: Anne Mette Palm
Omslag: Rasmus Funder
Forsideillustration: Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix
Grafisk tilrettelæggelse: Demuth grafisk
Tryk og indbinding: ScandBook 1. udgave, 1. oplag
ISBN: 978-87-12-07747-3
For enkelte illustrationers vedkommende har det været umuligt at finde den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret af forlaget, som om der var indgået aftale i forvejen.
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Bogen er blevet til med støtte fra Jyllands-Postens Fond og Farumgaard-Fonden
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
G.E.C Gads Forlag A/S
Fiolstræde 31-33
1171 København K reception@gad.dk www.gad.dk
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
Forord 7
INDHOLD
DEL 1: FLUGTEN 21
Den store flugt 22
I krigens skygge 26
“Nu bliver jeg skudt” 29
En uendelig karavane 36
De svære minder 43
Under angreb 46
Redning forude 52
Mellem isflager i et kulsort hav 53
Mod en ukendt destination 58
Som fra en drøm 68
Bare et hul, lidt jord på, og så videre 71
Danmark frit – for nogle 73
DEL 2: DANMARKS GÆSTER 79
De første dage 80
Mellem frygt og fascination 88
Hvem er egentlig “sovjetisk statsborger”? 93
En flygtning til forskel 98
6 .000 bliver 12 .500 , 18 .500 , 24 .000 og 30 .995 105
En svær balancegang 110
Varme hænder 120
Verden i Varde 127
Så tænk dog lidt på økonomien 134
Hvornår tager de hjem igen? 137
Et gudsforladt sted eller et paradis? 141
En ung ester i Danmark 148
Baltersagen i Faxe 154
Fra nødarbejdskraft til pligtarbejdere 162
DEL 3: AFSKED 175
En husalf fra Memel 176
En flygtning møder Gud. En anden Hermann Hesse 193
Den sidste million 197
“Rystende forhold i Røde Kors-Lejrene” 202
Kritik og censur 210
The hot potato 219
Nyt hjemland i Australien? 225
Du kan slet ikke forestille dig, hvor mange tårer jeg har grædt 231
Med hjælp fra IRO 233
Nye screeninger – nye kategorier – nye flygtninge 243
Youth and skills 250
Australien-emigranterne 258
“De har det jo godt” 265
Gulerod eller pisk? 268
Alderdomshjemmet i Dragsbæk 273
En afsked med konsekvenser 276
Glimt fra en utryg barndom 277
Hjem igen 281
Tak 293
Anvendte forkortelser 296
Arkiver og kilder 297
Litteratur 304
Noter 311
Personregister 345
FORORD
En solrig og blæsende lørdag i maj 2022 besøgte
Jacob Svaneborg sin lillebror Johan på fødegården i Nordjylland for sidste gang. De to mænd på 92 og 90 år talte uafbrudt hele dagen. Fotoalbummer og kort over matriklen blev studeret. Den korte tur hen over stuehusets loft med de gamle værelser og videre ned i stalden tog mere end en time. De gik en tur forbi familiegravstedet ved Vust Kirke og blev blæst godt igennem, da de nød udsigten over Vesterhavet fra Bulbjerg. For en gangs skyld skulle de ikke have en middagslur, da de havde spist frokost. Det var der ikke tid til. Jacob var syg af kræft, og der var meget, de to brødre skulle nå at tale om og udforske.
Da Jacob tog afsked sidst på eftermiddagen, havde han støvsuget sit barndomshjem for gamle minder i en grad, så de væltede frem, da han blev kørt sydpå og hjem mod Skjern af sin søn, Thomas, den ene af denne bogs forfattere. På vej ud af Thisted havde de afsluttet en diskussion om, hvorvidt verden var blevet et bedre sted at leve, siden Jacob blev født, eller om Putin på få år havde ødelagt alt det gode, der var sket siden Berlinmurens fald. De var fortsat over i en snak om, hvorvidt de gule rapsmarker var ægte natur eller bare flotte landskaber, da Jacob pludselig pegede til venstre og afbrød sig selv. Derinde, lidt længere nede ad vejen, i Dragsbæklejren, havde Hertha boet, fortalte han. Thomas mente ikke, at han havde hørt om Hertha før, så Jacob måtte forklare, at hun var en litauisk flygtning, der efter Anden Verdenskrig havde tjent på den gård i Vust, de lige havde forladt. Hun var tilmed blevet gravid, og Jacob huskede, at hun havde fået en søn med en rumænsk flygtning i den korte tid, hun havde boet hos familien. Hun havde tydeligvis gjort et stort indtryk på Jacob, der senere i livet ofte engagerede sig i arbejdet med forfulgte, og nu blussede interessen for hendes skæbne op igen. De næste par måneder fandt han en masse gamle breve, som han forsøgte at sortere og organisere efter dato, afsender, modtager og emne – som
læge i mere end en menneskealder var journalisering en velkendt disciplin for ham. Nogle af brevene var fra Hertha, andre var fra ham selv, og endnu flere var fra hans mor, Emma.
Da Jacob døde 22. august samme år, lå brevene i plastlommer og i gulnede kuverter på hans skrivebord. Det sidste brev fra Hertha til familien Svaneborg var et julekort fra 1962. På brevets kuvert havde Jacob noteret, at familien havde skrevet tilbage til hende uden at modtage noget svar. I dagene omkring begravelsen kunne Thomas ikke slippe de tætskrevne breve og det drama, der tydeligvis gemte sig i dem. For at komme tættere på Herthas historie og hendes tid i Dragsbæklejren skrev han til Orla Poulsen på Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune:
“Jeg er undersøgende erhvervsjournalist/forfatter, og denne historie er uden for min normale komfortzone, men jeg har fået lyst til at undersøge Hertha Rechenbergers historie, fordi den dels kan fortælle mig noget om det menneskesyn, som min farmor plantede hos min far, dels give endnu et billede af, hvordan vi har behandlet flygtninge gennem tiden, og sikkert meget mere.”
Orla Poulsen svarede få dage senere:
“I første omgang ville jeg ringe til Brian Traantoft Rasmussen, der sidste år gik i gang med at skrive speciale om Dragsbæklejren. Vores materiale rækker ikke til at finde konkrete navngivne personer. Lejren sorterede under staten, så hvis der er optegnelser, skal du nok lede hos Rigsarkivet.”
Brian havde allerede udviklet en passion for de såkaldt allierede flygtninge, der sad fanget i Danmark efter befrielsen 5. maj 1945, særligt de mere end 6.000 baltere, der ikke længere havde et sted at kalde hjem. Det havde de simpelthen mistet under krigen, forklarede han, da vi kort efter talte sammen for første gang, inden han kort forklarede sagens rette sammenhæng, og hvorfor det overhovedet havde været muligt for familien Svaneborg at rende ind i den unge Hertha fra Litauen i nordjyske Vust:1
I sommeren og efteråret 1944 indledte Stalin en storstilet offensiv på Østfronten og igangsatte en klapjagt på de tyske tropper. De skulle trænges ud af det vestlige Sovjetunionen, ud af Baltikum, ud af Polen
og Østtyskland og bombes helt tilbage til Berlin, det var planen. Som noget af det første erobrede Den Røde Hær derfor hele Baltikum, som de også havde gjort det fire år forinden, og snart buldrede sovjetiske styrker videre og vandt nyt terræn dag for dag, mens masseflugten fra øst mod vest blev mere og mere intens. Hundredtusindvis af baltere, polakker, ukrainere, hviderussere og tyskere fra Østpreussen i alle aldre flygtede over hals og hoved af skræk for Den Røde Hær og i håbet om at finde tryghed og sikkerhed et sted i Tyskland eller Nordeuropa. Mange blev evakueret ombord på overfyldte skibe og under kaotiske omstændigheder sammen med sårede soldater og tyske tropper, der blev trukket tilbage fra den smuldrende front. Da den tyske hær kapitulerede betingelsesløst 8. maj 1945, havde Stalin ingen intentioner om at opgive kontrollen med Baltikum endnu en gang. Estland, Letland og Litauen var sovjetisk territorium og balterne sovjetiske statsborgere. Det mente Stalin i hvert fald. De allierede stormagter – og balterne selv – var af en anden opfattelse. For selvom de allierede sejrherrer allerede i Jaltaaftalen fra februar 1945 var blevet enige om, at alle sovjetiske statsborgere skulle sendes tilbage til Sovjetunionen efter krigen, havde ingen haft lyst til officielt at afklare, hvordan man definerede “sovjetisk”. Briterne viste sig dog at være klare i spyttet, da Sovjetunionen senere forlangte, at balterne skulle sendes “hjem”. Balterne var statsløse, ikke sovjetiske borgere. Og nu sad en del af Stalins nye statsløse sovjetborgere så i Danmark efter mere end et halvt år på flugt, som uønskede gæster hos en mellemfornøjet vært. De havde overlevet flyangreb, vinterkulde og hungersnød, deportationer, uhumske gennemgangslejre og undgået druknedøden i Østersøens kolde bølger. De havde overlevet, jo, men hvor skulle de leve? Hvor var hjem? Ikke i Danmark, i hvert fald. Det understregede de danske myndigheder ret tidligt i processen.
I sit speciale på historiestudiet ved Københavns Universitet behandlede Brian den komplicerede tværnationale proces, der gik i gang, da det stod klart, at de baltiske flygtninge ikke kunne vende tilbage og heller ikke kunne blive i Danmark. Det var en proces, hvor internationale aftaler skulle tilpasses nationale og samfundsøkonomiske hensyn, og hvor den danske gæstfrihed blev alvorligt udfordret. De baltiske flygtninge
udgjorde kun en del af de over 30.000 krigsfanger og civile flygtninge fra mere end 35 forskellige lande, der af forskellige årsager sad fanget i Danmark, da befrielsesbudskabet rungede euforisk i gader og stræder i de tidlige majdage 1945. Efter lange diskussioner blev de mange flygtninge under ét betegnet som “ikke-tyske flygtninge”. Både de allierede sejrherrer og danske myndigheder betragtede nemlig denne brogede blanding af flygtninge fra hele verden som væsensforskellige fra de over 200.000 tyske flygtninge, der også befandt sig i Danmark ved tyskernes kapitulation. Disse ikke-tyske flygtninge – baltiske, polske, sovjetiske, rumænske, schweiziske, bessarabiske, bulgarske, ungarske, belgiske, tjekkoslovakiske, franske, italienske, hollandske, georgiske og mange, mange andre – blev ikke opfattet som en del af krigens årsag. De var krigens ofre og skulle behandles som sådan. Derfor skulle flygtningelejrene ikke bevogtes, flygtningene måtte bevæge sig frit omkring, og de fik lige så mange daglige kalorier som danskerne omkring dem. Deres fremtid var dog stadig usikker. Ved at inddrage elementer fra faget Globale Flygtningestudier, som Brian i forvejen havde en kandidatgrad i fra Aalborg Universitet, havde han undersøgt, hvordan særligt de uønskede baltiske besøgende blev modtaget i alt fra lokalforeninger, civilsamfund og det nationale apparat til det internationale flygtningesystem, og han havde diskuteret, hvordan den slags uventede kulturmøder kan påvirke forholdet mellem gæst og vært både juridisk, økonomisk og socialt.
Specialet blev godt modtaget, og Brian var allerede dykket længere ned i emnet og havde bl.a. skrevet en artikel om Nymindegablejren i Vestjylland, en af landets største lejre for baltiske flygtninge.2 Vi blev hurtigt enige om at pulje Thomas’ meget konkrete og personlige tilgang til historien med det store arbejde, Brian i forvejen havde gjort, i et projekt, der skulle fortælle historien om de baltiske flygtninge gennem dem selv og de danskere, der tog imod dem. Det er i første omgang endt med denne bog, der handler om de mennesker, der betaler prisen, når stormagter slås, og flugt er den eneste mulighed. Om de mennesker, der ufrivilligt kastes ind i den store historie, og som stadig er på flugt, når krigen slutter, og freden begynder. Og om de lokale, nationale og internationale kræfter, der påvirkes og må forsøge at navigere i en uventet og
uønsket situation, når geopolitikkens tektoniske plader forskubbes og sender rystelser ud i den verden, vi troede, vi kendte.
De seneste 50 år er der blevet skrevet og fortalt meget om de tyske flygtninge i Danmark, så meget, at forskningen har fået sine egne “skoler” og forskningstraditioner.3 Måske har den fuldt ud forståelige interesse været en af årsagerne til, at de ikke-tyske flygtninge er gledet i baggrunden i fortællingen om efterkrigstidens flygtningesituation i Danmark. De seneste 10-15 år har flere forfattere og lokalhistorikere imidlertid bidraget til at tegne dem frem fra glemslen i artikler og bøger, der hver især bidrager med vigtige, dog både geografiske, tematiske og tidsligt afgrænsede brudstykker af viden om den store historie.4 Flugten fra Stalin er den første samlede udgivelse om de baltiske ikke-tyske flygtninge i Danmark.
Vores historie trækker tydelige tråde til situationen i Baltikum og Østeuropa lige nu. Det er vi hyppigt blevet mindet om undervejs i vores research. I foråret 2024 blev vi f.eks. inviteret til at deltage på en konference i Vilnius, arrangeret af et internationalt netværk for flygtninge og efterkommere fra Baltikum, BaltherNet. Deltagerne var baltiske forskere samt efterkommere af baltiske flygtninge fra USA, Canada, Tyskland, Holland og Australien. Mødet med de mange mennesker satte vores research ind i et nyt perspektiv, for de over 30 foredrag og endnu flere samtaler gjorde det hurtigt klart for os, at vi ud over at skrive en historisk bog også var i færd med at skrive et samtidsværk. Mange af deltagerne på konferencen havde stadig Anden Verdenskrig tæt inde på livet. De var vokset op i Stalins skygge som børn eller børnebørn af baltiske flygtninge i eksil, og de var formet af familiens traumer og tumultariske livshistorie. Og nu så de med rædsel, hvordan en russisk diktators aggressive fremfærd igen trængte østeuropæere på flugt, og de oplevede, hvordan Putins fuldskalainvasion af Ukraine antændte en latent og nedarvet frygt i dem og deres familier. “Putin er nu en værre diktator end Hitler. Han har overhalet ham. Hitler brød sig ikke om visse folk og typer. Putin hader alle, der ikke er russere.” Sådan sagde en af konferencens deltagere, en baltisk historiker, over kartoffelsuppen på den lokale restaurant. Vi mærkede tydeligt fortidens indignation
og genoplivede frygt.5 I 1939 havde verden bare set til, mens Stalin og Hitler delte Polen, Estland, Letland og Litauen imellem sig, “som i en studehandel”, forklarede historikeren os. Men det ville ikke gentage sig. “For verden har ændret sig, og i dag har vi NATO i ryggen. Forsvarspagten vil komme os til undsætning i det øjeblik, Putin sender sine tropper ind i Baltikum.” Hvis historikeren tvivlede på sandheden i sine ord, var det godt skjult.
Putins angreb på Ukraine satte også gang i en indædt kamp om historien og retten til at udlægge den.6 Putin-sindede verden over har ihærdigt forsøgt at omskrive fortiden og Sovjetunionens negative påvirkning på den, og også de baltiske eksilsamfund, der i dag arbejder aktivt for at bevare den fælles hukommelse om balternes flugt og udbrede kendskabet til den, er visse steder blevet truet på deres eksistens af Putin-tro støtter. “Vi befinder os i informationsbranchen, og for nogle er det, vi laver, meget sensitivt. Derfor modtager vi dødstrusler. Vi er vitterligt i krig,” sagde en af oplægsholderne, dr. Andris Kesteris fra Canadian Latvian Archive and Museum, trist og konstaterende, men også med et lille glimt i øjet. Dødstrusler og den russiske propaganda var ikke noget nyt for ham. Det var det tydeligvis heller ikke at tage usikkerheden med et gran humor. Måske ligger den form for forsvarsmekanisme latent hos dem, der begyndte livet på trods. Andris Kesteris blev født i en flygtningelejr i Nürnberg omkring 1946 som barn af lettiske flygtninge.
Mens vi skriver dette forord, tvinges russiske og ukrainske unge mænd igen i krig, grænser rykkes, familier, venner og naboer splittes og må tage stilling til spørgsmål, der under normale omstændigheder virker forrykte: Hvilken side er vi på? Tør vi blive? Skal vi flygte eller satse på, at fronten rykker sig den rigtige vej? Indtil august 2024 havde flere end 45.000 ukrainske flygtninge fået opholdstilladelse i Danmark. Næsten 11.000, altså godt hver fjerde, har forladt landet igen. Selvom undersøgelser viser, at størstedelen af ukrainerne ønsker at blive i Danmark permanent, vurderer eksperter, at mange ukrainske flygtninge føler sig tvunget til at rejse hjem eller videre ud i verden.7 Nogle savner deres familier for meget, andre har svært ved at falde til her i landet grundet en kombination af PTSD og sproglige og kulturelle udfordrin-
ger, og atter andre frygter for, hvad der skulle blive af dem, hvis Ukraine-særloven fra marts 2022 en dag ikke bliver forlænget.8
Formelt set vil de færreste ukrainerne kunne kvalificere sig som flygtninge under den fortolkning, som de danske asylmyndigheder har af grundstenene i international flygtningelovgivning: FN’s Flygtningekonvention af 1951 og protokollen af 1967. Efter dansk asylpraksis kan man normalt ikke opnå opholdstilladelse, alene fordi man flygter fra krig eller generelle tilstande af konflikt, og det vil også være en diskvalificerende faktor, så længe der er dele af Ukraine, der opfattes som sikre at opholde sig i. Kun enkelte kategorier af asylansøgere vil kunne leve op til kriterierne for at blive betragtet som flygtning i Danmark. Det gælder f.eks. militærnægtere eller politiske modstandere af styret i Ukraine.9 Kun to uger efter Putins invasion vedtog EU-Kommissionen i marts 2022 imidlertid at aktivere et direktiv om midlertidig beskyttelse til ukrainske flygtninge.10 Danmark er ikke forpligtet til at følge EU på dette punkt, men valgte alligevel at implementere en tilsvarende model. Derfor har ukrainerne gennem Ukraine-særloven i snart tre år haft mulighed for lovligt opholdt i Danmark med mange, udvidede rettigheder sammenlignet med andre grupper, inden de skal rejse hjem eller ud igen ved særlovens udløb – medmindre de får opholdstilladelse på andet grundlag end særloven eller asyl. Den skrøbelige særlov, der giver dem adgang til det danske arbejdsmarked, til at benytte skoler, dagtilbud og sundhedsvæsen, er altså deres primære garanti på beskyttelsen her i landet. Lige nu er den gældende indtil foråret 2026, men hvis den på et tidspunkt ikke forlænges, må de finde et andet sted at være. Paragraffer, særlove og kategoriseringer er altafgørende for ens ret til beskyttelse.
Sådan var det i 1945; sådan er det i 2025.
Også indbyggerne i Polen, Estland, Letland og Litauen føler sig truet på deres eksistens.11 Ruslands massive angreb i bl.a. det vestlige Ukraine med krydsermissiler, ballistiske missiler og droner har sat Polens militær i højeste alarmberedskab.12 NATO har desuden øget sin tilstedeværelse og kampkraft i alle fire lande og Østersøen.13 Ikke alle tør stole så meget på NATO som den estiske historiker på konferencen i Vilnius. Mange i regionen peger mod den eskalerende situation i Ukraine og deres fælles fortid som sovjetiske satellitstater, når de understreger, at
de aldrig kan vide sig helt sikre. De har været der før. Og dengang var historien ikke på deres side.
De baltiske flygtninge under og efter Anden Verdenskrig tog kampen op mod tilværelsen. Selvom deres liv og fremtid i høj grad var betinget af konstruerede ideer om nationalstater, grænser og aftaler om, hvad en “rigtig” flygtning var, forsøgte de på bedste måde at manøvrere gennem tilværelsen for at passe på sig selv og de mennesker, der stod dem nær. Akkurat som flygtninge gør det i dag. De var ikke bare en ansigtsløs masse af mennesker, en “flygtningestrøm”, der passivt tog imod den skæbne, som systemer, strukturer og stormagter udstak for dem. De forsøgte efter bedste evne at navigere i malstrømmen, de forhandlede, forhalede og forsøgte at afkode de skiftende dagsordener, de trak i tråde, brugte netværk, skiftede identitet hvis nødvendigt og gjorde, hvad de kunne for mere end bare at overleve. De elskede, savnede, grinede og græd, var passionerede, angste og viljestærke, hadefulde og kærlige. De var ganske enkelt mennesker på godt og ondt. Og i bogen møder vi et lille udsnit af dem.
Vi møder bl.a. seks unge baltere, der alle flygtede med deres familier mod Danmark, da Den Røde Hær tvang dem til det: Roald Volmer fra Estland, Laimonis Zakis fra Letland, Herbert Neimanas fra Litauen og Melita Krause, Gerda Torkel og Hertha Rechenberger fra Memel, et lille landområde i det sydvestlige Litauen, der fik en helt særlig betydning i efterkrigstidens komplicerede flygtningepolitik og spørgsmålet om, hvem der egentlig havde krav på international beskyttelse. Deres fortælling suppleres af en række bipersoner, der dukker op hist og her i fortællingen for at bidrage med små stykker til den store historie. Det gælder en datter af lettiske flygtninge, Anita Rand-Jørgensen, der fortæller om alkoholisme, selvmord og traumer i de danske flygtningelejre; den svensk-finske præst Konstantin Koch, der engagerede sig så intenst i sjælesorg og papirarbejde blandt de protestantiske flygtninge, at myndighederne blev trætte af ham; Livija Kla¯ns-Kovalevskis, der oplevede tiden i Danmark som både god og spændende. Algirdas Tamašauskas, der blev skilt fra sin far under flugten og først mødte ham igen 43 år senere, og Maria Kristiansen, der blev født i det danske flygtningesy-
stem i 1946, og som emigrerede til Australien med hele sin familie kun få år senere. Marias forældre turde ikke blive i Danmark af frygt for tvangshjemsendelse til Sovjetunionen, men næsten 80 år senere sendte Maria sin søn, svigerdatter og tre børnebørn til fødebyen i Vestjylland for at skaffe den dåbsattest, der kunne sikre hende et litauisk pas og en ny forbindelse til det tabte fædreland.
Vi møder også nogle af de danskere, der kom til at spille en rolle i flygtningenes liv i Danmark, herunder udenrigsminister Gustav Rasmussen, der blev involveret i en prekær sag om mediecensur; lægen Esther Ammundsen, der fik hovedansvaret for alle de ikke-tyske flygtninge i Danmark; den pensionerede oversygeplejerske Johanne Møller-Larsen, der igen måtte trække i uniformen, da hendes tidligere arbejdsplads blev fyldt til randen med sårede flygtninge og krigsfanger, og lejrchefen Henri Kaas-Larsen, der gik langt i sin ledelse af en flygtningelejr ved Vesterhavet for at skabe lidt ro og tryghed for de mange martrede skæbner. Vi møder også komponisten Gunnar Berg, der rejste rundt i flygtningelejrene og gav koncerter og blev inspireret til nye kompositioner, familien Svaneborg fra Vust i Nordjylland, der åbnede deres hjem og hjerter for den unge alenemor Hertha Rechenberger, og den dansk-jødiske teenager Salli Besiakov, der ude ved Vesterhavets bølger og klitlandskab fik etableret et helt særligt og sprængfarligt bånd til sovjetiske krigsfanger i Blåvandlejren.14
Bogen bygger på en række interview med flygtninge og efterkommere i Sverige, Tyskland, Australien, USA og Danmark, indsamlede beretninger, erindringsværker, avisartikler, fotos, forskningslitteratur og ikke mindst kilder fra arkiver i ind- og udland. Over 30 arkiver, museer og forskningsinstitutioner har på en eller anden måde bidraget til vores research med nye indsigter og dokumenter: fra Blaabjerg Lokalhistoriske Arkiv, Museum Vestfyn og Niels Bohr Archive over Rigsarkivet og Stadsarkiverne i Aarhus, Vejle og København til Stadtarchiv Ochsenfurt, Estonian Institute of Historical Memory i Tallinn, National Archive of Australia og Lithuanian Research Center i Chicago. Undervejs har vi jævnligt delt vores fund med forskere og eksperter fra både Danmark, Tyskland, Baltikum og USA, og de har venligt og ivrigt kommenteret,
forklaret og suppleret vores viden. Vi er enormt glade og taknemmelige for al den hjælp, vi har fået, og den store interesse, vi er blevet mødt med.
Vi har så vidt muligt forsøgt at fastholde nutidens stavemåder for stednavne, da vores hovedpersoner gjorde netop det i vores interview med dem, og da vi i de afsluttende afsnit trækker deres fortællinger op til i dag og samtidens verdenskort. Mange af bogens centrale byer, områder og floder skiftede desuden navn flere gange i den periode, vi arbejder med, og de havde derfor både tyske, polske, baltiske og russiske navne. For både at simplificere den i forvejen komplekse fortælling, respektere interviewpersonernes ordvalg og gøre det lettere for os selv at citere fra vores interviews og trække tråde til i dag har vi valgt denne fremgangsmåde. Vi skriver derfor Gdynia i stedet for Gotenhafen, Gdan´sk i stedet for Danzig, Wisła i stedet for Vistula og så videre. De steder, hvor vi finder det relevant, gør vi opmærksom på samtidens stavemåde i en parentes, første gang stednavnet nævnes. I 1940-1950’erne skrev man desuden ofte, dog ikke konsekvent, “Rusland” og “russer”, når man mente “Sovjetunionen” og “sovjetisk statsborger”.15 Medmindre der står andet i kilderne, vil vi skrive Sovjetunionen og sovjetisk statsborger/krigsfange/flygtning for at respektere, at Sovjetunionen bestod af mange andre etniciteter end etniske russere.
Vi har i vores form og sprog tilstræbt en overvejende dramatisk og personbåret stil. Det betyder, at den store historie så vidt muligt udspiller sig gennem vores persongalleri og på en måde, så læseren føler sig tættere på de mennesker, de læser om, og alt det, de oplever undervejs. I ny og næ hæver vi blikket og sætter den enkeltes oplevelser ind i en større både national og international kontekst. Vi har desuden tænkt bogens opbygning som en form for teaterstykke, hvor skiftende karakterer træder ind på scenen, præsenterer nye perspektiver og fører både den personlige og den større historie et stykke videre i kronologi og tematik, inden de træder ud og overlader podiet til den næste. Vi har fundet det oplagt at bruge denne metode, da mange af “vores” flygtninge rent fysisk bevægede sig ad de samme flugtruter, sad i de samme flygtningelejre og mødte de samme mennesker i det danske og inter-
nationale flygtningesystem. Nogle af dem blev venner for livet, og de fleste dukker op på scenen flere gange i løbet af bogen.
I vores sprog, form og dramaturgi trækker vi på en levende fortælletradition. Vi har altså forsøgt at undgå, hvad professor i historie Ulrik Langen kalder for “teoretisk parfumering”, og i stedet fokuseret på at ramme den balance, som Ulrik Langen og hans kollega, professor i historie Poul Duedahl, mestrer i deres forskningsformidling, hvor man både underholder og udvider læserens historiske samfundsforståelse ved at bruge personlige fortællinger og litterære greb fra dramaer og tragedier.16 Om det er lykkedes os at ramme den rigtige balance, må være op til den enkelte læser at vurdere. Intet bliver dog sagt eller beskrevet, som der ikke er belæg for i kilderne. Mange af de særligt detaljemættede scener bygger på en blanding af interview, avisartikler, reportager, rapporter, officielle skrivelser og i visse tilfælde billed- og videomateriale. På baggrund af en række dagbøger, biografier, breve og privatarkiver har vi desuden forsøgt at tegne mere dybdegående portrætter af de karakterer, som vi synes, læseren burde lære bedre at kende for at kunne afkode og vurdere deres handlinger og bidrag til både den lille og lidt større historie. Det gælder bl.a. for Esther Ammundsen, Emma og Jacob Svaneborg og Johanne Møller-Larsen.
Det kræver grundige overvejelser at skrive et historisk værk om hændelser, der ligger næsten 80 år tilbage, baseret delvist på mundtlige interview med nogle af historiens aktører. Særligt når emnet er storpolitisk betændt og potentielt personligt traumatiserende. I forhold til det etiske har vi begge mange års erfaringer med at interviewe mennesker i sårbare situationer, bl.a. fra interview med flygtninge og arbejdsmigranter i Danmark, Libanon, Algeriet, Filippinerne, på Balkan og i Indien, og vi har i alle henseender mødt vores interviewpersoner der, hvor de var, og forsøgt at skabe så trygt, roligt og behageligt et rum som muligt. Derfor er alle interview foretaget i interviewpersonernes eget hjem og i det tempo, de ønskede det. Nogle interview tog en time, andre sekssyv timer fordelt over en eller flere dage. Det kan tage tid at genskabe forbindelsen til barndommen og ungdommens flugt og flygtningeliv, særligt hvis man ikke har lukket op for minderne i en samlet fortælling
før. Hukommelsen er desuden en drilsk og forunderlig størrelse; det ved vi alle og særligt de psykologer, der arbejder med livshistorier, vores indre fortælling om vores eget livsforløb.17 Disse forskere påpeger, at vores livshistorier altid er dynamiske fortællinger, der tilpasses situationens ydre omstændigheder og vores egne mere personlige behov.18 Vores livshistorie er en fortælling, der har til formål at forbinde fortid, nutid og fremtid og skabe mening i tilværelsen, og derfor vil vores livshistorier altid variere og tilpasses løbende.19
Som tilhængere af forskningsmetoden Oral History, der indsamler, dokumenterer og fortolker erindringer gennem netop det mundtlige vidnesbyrd, påpeger, betyder det ikke, at vi må skrotte mundtlige interview som kildemateriale til historiske fremstillinger.20 Slet ikke. Som altid i arbejdet med kilder skal man bare huske at bruge sin sunde fornuft og historikerens og journalistens børnelærdom om kildekritik og så ellers være særligt opmærksom på den rolle, man selv spiller i interviewsituationen og derfor i selve kildeindsamlingen.21 Som forskere i livshistorier påpeger, er langt de fleste af vores erindringer udtryk for virkelige hændelser, men når vi forsøger at sætte dem på ord, kan samtalen påvirke, hvilke dele og aspekter der får en mere fremtrædende rolle end andre.22 Vi har derfor i den udstrækning, det har været muligt, efterprøvet, suppleret og når nødvendigt korrigeret flygtningenes fortællinger på baggrund af forskningslitteratur, flugtberetninger fra indog udland og fund fra både lokale, nationale og internationale arkiver.
Brian Traantoft Rasmussen og Thomas Græsbøll Svaneborg København, 3. februar 2025