1. Geografien

Da Europa for omtrent 20 millioner år siden nogenlunde antager sin nuværende form, er det mærkeligt uformeligt og forskelligartet. Øst for Karpaterne åbner landet sig til enorme sletter, sumpe og skove uden væsentlige højdedrag indtil Ural og Kaukasus. I vest er kontinentet derimod kendetegnet ved bjergrige halvøer og øgrupper, der stritter i alle retninger – Skandinavien, de iberiske og italienske halvøer, Balkan og Middelhavets talrige øer og øgrupper. Medregnet de europæiske dele af Rusland er Europa med sine godt 9,5 millioner km2 af nogenlunde samme størrelse som både Kina og USA.

Havet

Vesteuropa er et vandland formet af hav, ismasser og gletsjere og gennemstrømmet af utallige floder. Længe er De Britiske Øer forbundet med kontinentet af det såkaldte Doggerland, en landbro, der dækker den sydlige del af Nordsøen. Da klimaet bliver varmere, og de ismasser, der dækker Nordeuropa, forsvinder, stiger vandstanden i havene, og Doggerland begynder at blive oversvømmet. For små 8.000 år siden er det helt dækket af Nordsøen, og briterne bliver øboere.

Nederlandene er først opstået for godt 4.500 år siden gennem aflejringer, som floderne har ført med sig fra Alperne. Siden har befolkningen ihærdigt forsøgt at udvide deres klejne land gennem

Den såkaldte Jernport ved Donau på grænsen mellem Serbien og Rumænien. Romerne byggede den første bro over Donau – dengang verdens længste bro.

store drænings- og dæmningsprojekter. Ligeledes har store dele af dagens København været havbund i historisk tid. Uanset hvor du befinder dig i Vesteuropa, er vandet altid nærværende, og på den måde adskiller det sig fra både Østeuropa og mange andre dele af verden.

Europas ældste nedskrevne litteratur, de græske fortællinger om Iliaden og Odysseen, handler om mennesker, der sejler over havet, og havet har gennem historien enorm betydning for Europa – som forsyningskammer af alt fra østers, salt, sild, torsk, koraller og hvaler til olie og naturgas, og som vejen til handel, plyndringstogter og kolonisering.

Hav er dog ikke bare hav. I Nordatlanten er der mange grunde og banker, hvor fiskene kan stimle sammen. Derfor har Nordeuropa gennem historien haft mange fiskersamfund og dermed også en stor pulje af søfolk. I dag kommer 75 procent af Europas fiskeri fra dette område, og fiskerettigheder har været en af de store knaster mellem EU og Storbritannien i forbindelse med Brexit. Middelhavet er derimod et dybt hav, hvor fiskeri aldrig har spillet samme rolle. Men store dele af Europas middelhavskyster, fra Portugal til Grækenland, består af en smal stribe land afgrænset fra indlandet af høje bjerge, og befolkningerne i denne del af Europa har derfor været drevet ud på havet, og over havet, som handelsfolk og erobrere.

Europas have har ikke mindst været transportvej til den store verden. Før opfindelsen af jernbaner og flyvemaskiner er havet langt den hurtigste vej til Indien, Kina og Afrika og den eneste vej til Nord- og Sydamerika. Europa har over 107.000 km kystlinje, fraregnet Rusland. Det er over fem gange så meget som både USA og Kina. Lille Danmark er eksempelvis nummer 16 på listen over lande med den længste kyststrækning i verden.

For europæerne er havet en stadig kilde til rigdom, men det er også en bestandig bekymring og trussel. Farvandene omkring Europa er gravplads for et ukendt, men enormt antal søfolk og fartøjer lige fra

fiskerbåde og handelsskuder til stolte orlogsskibe. En del skyldes naturligvis krig og pirater, men uden at vi kan anslå det samlede antal forlis gennem tiden, kan vi roligt fastslå, at langt de fleste skyldes naturen – storme, strømme, lumske skær og sandbanker. De samler sig naturligt nok om de store handelsruter i Middelhavet, Den Engelske Kanal og Østersøen. Dertil kommer det antal europæiske søfolk og vrag, som hviler på bunden af Det Caribiske Hav, Det Indiske Ocean og alle mulige andre steder på kloden.

Selv for de europæere, som bliver på land, er havet en lunefuld nabo. Langs især Nordatlantens kyster har stormfloder i tidens løb dræbt tusindvis af europæere og trukket hele samfund med sig i undergangen. I 1287 rammer den såkaldte Skt. Lucia-flodbølge op til 100.000 mennesker i Nederlandene, Tyskland og England og forvandler den nuværende Zuiderzee øst for Amsterdam fra en indsø til en havbugt. I 1953 oversvømmer en tilsvarende stormflod godt 20 procent af Nederlandene og forretter samtidig store ødelæggelser langs Themsen. Ved ”Den Store Manddrukning” i Vadehavet i 1362 omkommer tusindvis af mennesker, og hele samfund går til grunde. Den travle havneby Rungholt forsvinder i havet i løbet af en nat med det meste af den ø, den ligger på.

Som den tyske digter Detlev von Liliencron 500 år senere udtrykker det:

Et eneste skrig – byen er sunket, og hundrede tusinde druknet! Hvor i går endnu larm og lystigt bord, svømmed’ næste dag den stumme fisk.

Men folk på de kanter giver ikke op og begynder igen at befolke, hvad havet har efterladt. Så kommer i 1634 ”Den Anden Manddrukning”, og endnu en gang går mennesker og samfund til grunde. For de mange europæere, som lever ved havet, er det omskifteligt, men uomgængeligt. Og den evige vekslen mellem hav og land bestemmer deres livsvilkår.

I vikingetiden er Limfjorden formentlig et saltvandssund, som kan gennemsejles. Det er angiveligt her, Knud den Hellige i 1085 samler sin flåde til angrebet på England. Både før vikingerne og efter bevirker sandflugt imidlertid, at Agger og Harboøre Tange i perioder lukker Limfjorden fra havet i vest. Det har ikke kun betydning for skibsfarten, men også for vandets saltindhold og dermed i høj grad for dyrelivet og de mennesker, der lever af det.

Øresund er ligeledes påvirket af forandringer i middelalderen. Fra omkring år 1000 og flere hundrede år frem er sildefiskeriet omkring Øresund så indbringende, at København, Malmø, Helsingør, Helsingborg og flere andre byer opstår og vokser. Grundet klimaforandringer ændres saltindholdet i Øresund imidlertid. Silden vandrer til Nordsøen og kommer derefter især hollænderne til gode og lægger grunden for deres enorme økonomiske ekspansion fra 1500-tallet og frem. Man kan hævde, at silden er forudsætningen for, at Indonesien i 400 år var hollandsk. Havet er en fundamental faktor i forståelsen af Europas historie og kultur.

Europas indre hav

I Østeuropa spiller havet ikke nær samme rolle, og temperatursvingningerne mellem sommer og vinter er langt mere markante. I hele Europa er floderne imidlertid vigtige.

På den østlige halvkugle er de ældste civilisationer opstået omkring mægtige flodsystemer. Sumerisk og babylonsk kultur opstår mellem Eufrat og Tigris. I dag hedder landet Irak, men de gamle grækere kaldte det Mesopotamien, ”landet mellem floderne”. Ægyptisk kultur opstår omkring Nilen, indisk og pakistansk kultur omkring Indus og Ganges. Nogle forskere mener, at behovet for at tæmme de livsvigtige floder og kontrollere vandressourcer ligefrem er årsag til centraliseringen i Ægypten, Mesopotamien, Nordvestindien og Kina.

Det enorme land Kina har i virkeligheden kun tre store flodsystemer, Den Gule Flod i nord, Yangtze i midten og Perlefloden i syd – siden middelalderen har de første to af disse flodsystemer endda været forbundet af den såkaldte Kejserkanal. De løber alle fra vest

mod havet i øst, og det er omkring disse floder, at kinesisk civilisation vokser frem. Fortællingerne om Kinas legendariske grundlægger, Yu, ”Han, som behersker floden”, er muligvis knyttet til en historisk oversvømmelse af Den Gule Flod for 3.943 år siden. Hankineserne, den etniske gruppe, der i dag udgør over 90 procent af Kinas befolkning, henter deres navn fra en biflod til Yangtze.

De fleste af disse floder er flere tusinde kilometer lange. På deres rejse fra de høje bjerge fører de næringsstoffer med sig, som aflejres langs flodbredderne og skaber frugtbare bælter, der bliver kerneområder i de forskellige kulturer. Hinsides de frugtbare bredder ligger ofte markant mere ufrugtbare områder – ørkener og græssletter. Ægypterne har ligefrem en sondring mellem Osiris, som er guddom for det frugtbare Nilland, og Set, som regerer over den omkringliggende ørken.

Flodlandene får en helt afgørende tyngde i disse kulturer. Man kan erobre Mesopotamien, Kina eller Ægypten ved at løbe det centrale flodland over ende, og en stat, der udgår fra disse flodlande, har nemt ved at dominere resten af riget.

Europa har aldrig haft en flodkultur af tilsvarende betydning, og floderne har ikke samme mytologiske status som i Kina eller Ægypten. Den græske kultur og Romerriget er centreret omkring Middelhavet, og Volga, Donau, Dnepr, Elben, Rhinen, Rhône og alle de andre europæiske floder er diminutive i forhold til, hvad Asien og Afrika kan opbyde. Da havet er alle vegne omkring Europa, løber floderne også i alle mulige retninger. Mens Kinas tre store flodsystemer alle løber mod øst og ender i Det Kinesiske Hav, ender Europas floder i særegne og forskellige farvande. Inden for et lille område i Alperne har både Donau, Rhinen og Rhône deres udspring, men ender i henholdsvis Sortehavet i øst, Nordsøen i nord og Middelhavet i syd.

Europa har derfor intet naturligt geografisk kerneområde, og dets flodlande er ikke markant mere frugtbare end andre områder. Det er der to grunde til. De kortere floder kommer fra bjerge, der

ikke kan matche Himalaya, og derfor aflejres der færre næringsstoffer langs deres bredder. Dertil bevirker klimaet, at Europa ikke har mange egentligt ufrugtbare områder. Der er tørt i det sydlige Spanien og Portugal og i dele af Ukraine og Rusland, men det meste af kontinentet ligger nær havet og får dermed mere regn end Mellemøsten og det vestlige Kina. Lige så vigtigt nyder Vesteuropa godt af Golfstrømmen, som bevirker, at vintrene i især Nordeuropa er mildere, end det ellers er tilfældet på vores breddegrader.

Men selv om Europa ikke er domineret af store flodkulturer, er floderne vigtige. Deres navne er nogle af de ældste, vi europæere har i vores sprog. Europas største floder er sejlbare og har gennem historien haft afgørende betydning som transportveje for varer, mennesker og ideer, som udløb for kloakker og som energikilder siden opfindelsen af vandmøller og vandkraftværker. Derfor er de fleste store byer også anlagt ved floder. Alene langs Donaus flodsystem ligger seks af dagens europæiske hovedstæder – Wien, Bratislava, Budapest, Beograd, Sofia og Bukarest.

Floder er omskiftelige ligesom havet. Med tiden kan de ændre deres løb, eller deres mundinger kan blive fyldt med ophobet materiale, så de ikke længere er sejlbare. Brügge i Flandern bliver i middelalderen en af Europas vigtigste handelsbyer, som købmænd fra hele Europa rejser til. Byen ligger oprindelig ved en fjord, som giver den adgang til havet, når det er højvande. Fjorden opfyldes i tidens løb med slam, men flamlænderne bygger den såkaldte Zwin-kanal, som i nogle århundreder sikrer byens vækst. I starten af 1500-tallet er denne kanal dog også blevet fyldt med slam, og Brügge er ikke længere forbundet med havet. Byens gyldne tid er forbi, og handlen rykker til Antwerpen ved Scheldefloden mod nordøst, indtil hollænderne i 1600-tallet blokerer flodmundingen, og handlen skubbes yderligere nordpå – til Amsterdam.

Floderne er afgørende for Europa, længe før verdenshavene, og flodernes skæbne bestemmer også byers skæbne. Den argentinske forfatter José Luis Borges har poetisk kaldt disse flodnetværk for ”Europas indre hav”.

Europas største floder.

Barrierer

Dernæst har Europa heller ingen naturlige barrierer. Kina møder i syd Østasiens tætte urskove og i vest Himalayas ugennemtrængelige bjerge og Centralasiens store ørkener. I Latinamerika og Afrika har jungler, ørkener og bjergkæder bremset kontakten mellem civilisationer. Forskere har blandt andet fæstnet sig ved, at udvekslingen af ideer og teknologi mellem de indianske civilisationer i Syd- og Nordamerika synes at have været minimal.

Bortset fra Den Skandinaviske Halvø består hele Nordeuropa af én lang slette fra Frankrig til Rusland. Op gennem tiden har den været præget af vældige skove, men da de efterhånden bliver ryddet, er der åbent land hele vejen fra Pyrenæerne til Ural og Kaukasus.

Bjergkæderne udgør heller ikke barrierer. Alperne, Pyrenæerne,

Karpaterne, og hvad de ellers hedder, har aldrig skabt væsentlige hindringer for mennesker, varer eller ideer. Havet har som beskrevet heller aldrig været en barriere. Tag bare antallet af folkeslag, der siden oldtiden har invaderet De Britiske Øer, eller de mange krige, som har været ført på tværs af Middelhavet. Først med udviklingen af moderne flåder i renæssancen bliver havet en forsvarsbarriere for lande som England og Danmark, men ikke for ideer, og som vi skal se, er det ikke havet, der kommer til at afgrænse Europa fra Nordafrika og Mellemøsten.

I Europa har man kunnet nå de fleste steder på kontinentet med skib eller flodbåd inden for rimelig tid, og på de store vidder mellem Europa og Kina, som i dag primært dækkes af de tidligere sovjetstater, er der ingen naturlige grænser. Uralbjergene, der undertiden regnes som Europas østgrænse, er ikke en barriere for noget som helst. I 1517 skriver den polske geograf Maciej af Miechów ligefrem, at Østeuropa slet ikke har bjerge.

Det frodige Europa

Langt op i tiden er Europa væsentligt mere grønt og vådt end i dag. Især Nordeuropa er dækket af mægtige skove og vådområder, som nok kan bremse samfærdslen, og som skræmmer romerne fra vid og sans. Resterne af disse løvskove er en del af UNESCOs verdensarv, som består af ældgamle løvskove i 12 forskellige europæiske lande fra Spanien til Ukraine – de største i Karpaterne.

Længe har Europa et tilbagestående landbrug og forekommer uciviliseret i forhold til Mellemøsten og Kina, hvor man i umindelige tider har hentet vand fra floderne til at indrette sindrige vandingssystemer. Disse er nu ikke ubetinget en fordel, fordi det salt, der findes i flodvandet, trænger ned i agerjorden og risikerer at ødelægge den. Det sker blandt andet i Mesopotamien og anses af nogle forskere som årsagen til det sumeriske imperiums undergang for godt 4.000 år siden. Det samme sker ikke i Europa, hvor man de fleste steder ikke har behov for at kunstvande, men for at dræne.

Der er områder i Europa, som nok er frugtbare, men som man

længe ikke har teknologien til at opdyrke. Da europæerne imidlertid først får fældet skovene, drænet sumpene, tæmmet floderne ved hjælp af dæmninger, sluser og kanaler og udviklet plove til at pløje Nordeuropas fede og fugtige jorde, giver geografien, i bagklogskabens lys, Europa nogle klare fordele. På den ene side klimaet, righoldigheden af vand, havenes rigdom og fraværet af naturlige barrierer for udvekslingen af varer og ideer. På den anden side den omstændighed, at Europa fra naturens hånd ikke har noget naturligt centrum.

Mesopotamien bliver gang på gang erobret allerede i antikken. Ægypten bliver i tidens løb erobret af assyrere, persere, grækere, romere, arabere og mange andre. Hele Kina bliver erobret af mongolerne i 1276. Mogulerne erobrer i 1500-tallet hele Nordindien. Ingen har nogensinde formået at erobre – og samle – hele Europa. Geografien er en af de ting, som skaber kontinentets diversitet.