Bygningsarkæologiske rapport Kælderen Ørslev Kloster
Denne rapport blev udarbejdet over flere måneder i efteråret 2007. De grundlæggende bygningsarkæologiske undersøgelser blev foretaget den 8-10. august med deltagelse af bygningsforsker Jens Christian Holst, Lübeck, arkitekt Erik Einar Holm M.A.A. og middelalderarkæolog Garry Keyes. Vores undersøgelser sammen med resten af klostrets bygningsarkæologi blev drøftet under et bygningsseminar holdt på klostret den 15. september med deltagelse af en vidensgruppe. Gruppen består af en ældre del fra holdet, der udførte de første undersøgelser på klostret mellem 1975-1980 og en ny del bestående af middelalderarkæolog lektor Hans Krongaard Kristensen, Jens Christian Holst, Erik Einar Holm, klostrets arkitekt Jens A. Baumann og Garry Keyes. Konklusionerne fra undersøgelserne og seminaret blev efterfølgende bearbejdet og sammenfattet af Garry Keyes. Original dokumentation fra denne undersøgelse bliver deponeret hos KUAS med kopier på Skive Museum og Ørslev Kloster. Kopier af samtlige billeder og opmålinger benyttede i rapporten samt yderligere materiale er gjort offentligt tilgængeligt på http://www.flickr.com/photos/oerslev-kloster/ hvorfra man kan kopierer materialet. Alle billeder, tegninger og grafik er lavet af Garry Keyes med mindre andet er anført.
Figur 1. Seminarmøde med Vidensgruppen på Ørslev KLoster, september 2007
Tak til: Velux Fondene og Farumgård fonden, hvis bevillinger gjorde det muligt at gennemføre projektet. Bendt Friis, Kulturarvsstyrelsen, Erik Einar Holm M.A.A., Jens Baumann M.A.A. og Peter Carstens M.A.A. fra Erik Einar Holms Tegnestue. Lektor Lars Bock og alle de medvirkende studerende i 2006 og 2007 fra Arkitektskolen Århus. Thomas Bertelsen P.hD, Danmarkskirker og alle medlemmerne af vidensgruppen.
Indholdsfortegnelse Forskningshistorie Personhistorie Kronologi i hovedpunkter Undergrundsforhold Fundamenter Bygningshistorien: Kælderen Ørslev Kloster Kælderens hvælv Kælderens døre Kælderens vinduer Kælderens gulve Kælderens mure Kælderens trapper Ildsteder Kulturlag under gulvene
Figur 2. Kældervindue under terrassen
Forskningshistorie Kælderen er i lighed med resten af Ørslev Klosters bygninger kun blevet sparsomt undersøgt eller dokumenteret. Man har antaget, at de middelalderlige bygninger blev nedrevet til grunden af Johan Rantzau i 1600-tallet, fordi samme mand opsatte en stentavle over hovedindgangen, hvorpå der stod, at han opbyggede Ørslev Kloster fra grunden. Det barokke præg, Rantzau satte på anlægget, mente man derfor var en tydelig indikation om, at tavlen talte sandt. Tabet af klostrets middelalderlige dokumentation til flammerne i Viborgs bybrand af 1726 gjorde, at der kun har været sparsomt med kilder, der kunne fortælle om klosteret. Første gang klosteret nævnes er i dokument fra 1275.
Figur 3. Gouache af Rasmus Kruse malet i 1830’erne. Landevejen til Vioborg i forgrunden og de nedrevne avlsbygninger til højre.
Det var først ved udarbejdelsen af Vilhelm Lorentsens Danske benediktiner nonneklostre fra 1933, at man opdagede senmiddelalderlige vinduer under barokkens puds. I tidsrummet mellem 1926 og 1934 blev der foretaget omfattende istandsættelsesarbejder af det forfaldne bygningsanlæg under ledelse af arkitekt Søren Vig Nielsen. Arbejderne resulterede i mange vigtige iagttagelser og beskrivelser af kælderen, som alle foreligger i hans korrespondance og personarkiv på Landsarkivet for Nørrejylland og på Nationalmuseet. Provst Brandt fra Viborg var meget historisk interesseret og skrev i 1949 en fin gennemgang af de skriftlige kilder vedrørende klostret med iagttagelser fra jordarbejde omkring klostret. I 1950 blev store partier af vestfløjens gulv opgravede i forbindelse med indlæggelse af vand og varme til fløjen, hvorfra der foreligger upublicerede skitser og værdifulde notater fra den lokale pastor Thorsens hånd. I forbindelse med de arkæologiske undersøgelser på klostret 1974-1978 blev kælderen opmålt og der blev udførte nogle få bygningsarkæologiske undersøgelser i rum 004 og en enkelt udgravning i lagene under rum 009. Disse undersøgelser var dog kun punktundersøgelser og resulteret ikke i nogen form for samlet dokumentation udover nogle opsummerende artikler1.
Figur 4. Luftfoto af klostret taget i 1934 lige før avlsbygningerne blev revet ned.
Formålet med de nuværende undersøgelser er at få et mere detaljeret kendskab til de stående mure og deres udvikling. Målet var at kunne tegne et billede af kælderens udvikling i sine hovedtræk. Kælderens er blevet opmålt og flere snit, opstalter og detailopmålinger er blevet udført for at afklare bygningshistorien. Der er overordnet blevet set på synlige spor i murenes sten, skiftegange, mørteltype, opbygninger, hvilke er sammenholdt med arkivalske studier. Nogle få pudsafbankninger er blevet foretaget, hvor det syntes nødvendigt for at opnå en bedre forståelse. Figur 4b . Litografi af Ferdinand Richardt laveet i 1857.
Ørslev Kloster har overordnet set været overset i sin betydning for vores viden og forskning i middelalderens bygningskultur og klostervæsen. Nonneklostre og nonners rolle i deres samtid har generelt været et uopdyrket forskningsfelt i europæisk forskning, hvor interessen for munkeklostre og klosterstifelser i byerne altid har været væstentligt større. I de seneste 20 år har der dog været en begyndende interesse i udlandet for denne del af kvindens historie i middelalderens samfund. I Danmark har der siden Lorentsens opsamlende værk i 1933 kun været større undersøgelser ved Ring, Ørslev, Dalum og Randers nonneklostre1. For Ørslev Klosters vedkommende mangler der generelt et bredere grundlag for at kunne diskutere spørgsmålene omkring klostrets grundlæggelse, ordensbestemmelse og sagnet om at klostret overgår til en ursalin stiftelse ved reformationen. Der savnes en samlet behandling af især gruppen af nonneklostre omkring Limfjorden i forhold til de stiftelserne i landets ældste byer, som regel stiftsbyerne, og hele forholdet til landadlen. Rantzaus indskrift hvor han hævder at have fjernet klosterbygningerne blev en længe varende dom over de stående bygningers alder og betydning, men de nuværende undersøgelser i kælderen og østfløjen viser derimod, at man i Ørslev Kloster har det bedste bevarede nonnekloster fra det nuværende Danmark.
Figur 5. Øst vest tværsnit gennem øst og vest fløjene med sydfløjen i baggrunden. Opmålt af Søren Vig-Nielsen 1934.
Personhistorie: I næsten 800 år har utallige mennesker haft et liv tilknyttet bygningerne ved Ørslev Kloster kirke. Klostret har dannet rammen om dele af deres liv, hvor de har afsat deres spor. Bygningsarkæologien og kulturlagene under gulvene vidner om deres liv. Vi har ikke mange personlige vidnesbyrd fra denne lange historie, men nogle stærke skikkelser træder frem. Af de mange kvinder, som hørte til i klostret, kender vi kun navnene på enkelte af dem, og heraf særligt på priorinder. Resten af søstrene ligger endnu navneløse begravet ved deres kloster. Figur 6. Benediktiner priorinde modtager nye novicer til nonneklostret. Fransk manuskript 1300tallet. Til højre. Bedende nonner og en prior munk modtager benediktinernonner. Fransk manuskript 1300-tallet. Enkelte, som priorinde Kristine i 1500-tallet, viste sig som stærke og snu personer, som kunne kæmpe for sin ret og for klostret i en tid med mange omvæltninger. I Viborg kendtes gravstenen fra en nonne, som valgte at træde ud af klostret ved reformationen. Andre nonner blev boende ligesom Mette Mogensdatter, der som den sidste nonne på Ørslev Kloster afsluttede omtrent 400 års klosterhistorie i 1584. Figur 7. Illustreret kopi af Jyske Lov skrevet på Ørslev Kloster i 1400-tallet. Universitetsbiiblioteket Stockholm.
Ved overgangen til kongeligt len og senere adeligt gods har en lang og noget bedre belyst række personer og slægter haft en tæt tilknytning til godset og klostret. Det gods, som havde vokset organisk frem op gennem middelalderen ved den enkelte nonnes medgift af noget jord ved sin indtrædelse, var en forhandlingsvare mellem kongen og sin lensmand. Det blev kongens lensmand på Bergenhus og Hammershus, Hans Lindenov, som fra 1584 indledte den nye funktion som herregårdsejer ved Ørslev Kloster. Han havde allerede et kloster, som var et af Norges ældste og mest betydningsfulde, Munkeliv, som en del af sit len. At skulle til at ombygge et nonnekloster til sit nyt adelshjem har ikke ligget ham så fjernt. Lindenov var dog mere kendt i sin samtid for en retssag angående sin handelskompagnon fra Bergen - den færøske Mogens Heinesen. Heinesen blev dømt til døden og mistede hovedet i København - anklaget for at misbruge sit embede. Lindenov ankede dommen og fik medhold mod kongen og sørgede for en genrejsning af Heinesens ære. Liget blev opgravet og ligger i dag i koret i kirken, med ikke så få besøgende fra Færøerne til følge. Slægten Lindenov beholdt klostret i flere generationer og det er først da generalmajor Johan Rantzau overtager klosteret i 1682, at vi møder en virkelig markant skikkelse. Han overtager dog kun klostret takket være sin kone. Hun, Sophie Amalie Friis, havde arvet godset, mens han, veteranen fra den skånske og spanske
arvefølgekrig, understregede sin overtagelse af klostret og kirken ved at skjule middelalderen bag en streng og mørk barok pudsfacade i tidens ånd og dertil påførte omfattende ændringer i stueetagen og kælderen. Samme markante personlighed påtog sig æren for at have genopført klostret fra ruin, hvilket udtryktes i den bygningsindskrift, han fik sat op over hovedindgangen.
Figur 8. under re Figur 9. on fra Ø Danica.
En generation senere, i 1725, købte en anden krigsveteran klostret i skikkelse af Oberstløjtnant Frederik Bjerregård, som dog døde kun 11 dage efter skødet blev underskrevet. Det blev hans enkefrue Marie Lasson, som kom til at sætte sit præg på især kirken og østfløjen, hvis interiør har holdt sig stort set intakt frem til i dag. Lasson var endnu en i rækken af stærke og iværksættende kvinde på klostret, og var bland andet med til at starte de første skoler i herredet. Enkens søn Frederik Bjerregård den yngre voksede op til at blive en betydningsfuld og velhavende mand. Til hans uddannelse på klostret blev en ung franskmand hentet til egnen. Læreren overtog senere Strandet gods, som hørte under Ørslev Kloster, og blev stamfader til La Cour slægten her i landet. Den yngre Bjerregård blev til en dannet og berejst person, som også blev kammerherre og dansk gesandt i Polen og Saschen
Figur 10. Frederik Bjerregaard til Ørslev Kloster omkring 1740.
I godsets sidste storhedstid skal især nævnes klostrets ejer købmand Levetzau, som kom til at bygge den ene af Amalienborgs fire palæer, som er under restaurering til kronprinseparret under ledelse af klostrets nuværende arkitekt Jens Andrew Baumann. Men der skulle endnu en stærk kvindelige skikkelse til for både at sikre huset og give klostret en ny funktion efter godsets ophør i starten af 1900-tallet. Komtessen kom bogstavelig talt cyklende fra Viborg til Ørslev Kloster en sommerdag i 1928, hvor hun med egne ord straks blev bjergtaget af stilheden i det forladte og nedrivningstruede hus. Hun spiste sin madpakke i vejgrøften lige overfor østfløjen og kirken, og tog direkte hjem til sin fader og bad om tilladelse til at købe klosteret. Hun fik ikke tilladelsen og måtte derfor vente til hans død, hvor hun i kraft af arven kunne købe stedet og flytte ind den 1. april 1934 i en alder af 59 år. Hun påbegyndte straks en redning og sikring af bygningen sammen med den kendte Viborg-arkitekt Søren Vig Nielsen. Ved sin død juleaften 1964 havde hun indfriet sin drøm og udpeget en bestyrelse til at realisere et af hendes største ønsker. Dette var,
at klostret skulle blive en fri og inspirerende ramme for personer, der arbejdede med kunst, kultur og videnskab. Ideen om et refugium var stærkt præget af ønsket om at skabe en dansk pendant til San Cataldo klostret ved Amalfibugten i Syditalien.
Figur 11. Komtessen Olga Sponneck Figur 12. Peter Seeberg i kælderen på klostret januar 1965 lige efter komtessens død juleaften 1964.
Det var et heldig sammentræf, at man i Viborg blot et par år forinden havde ansat en ung forfatter og museumsmand med navnet Peter Seeberg til at lede det nyoprettede Viborg Stiftsmuseum. Seeberg blev udpeget til komtessens første bestyrelse og han kunne straks se potentialet i stedet og komtessens idé. Det var især Seeberg, der var idémand bag oprettelsen af refugiet Ørslev Kloster. Figur. 13. Sydfløjen i klostret januar 1934. Figur 13b. Vestfløjen før restaurering 1934. Overgangen til refugium markerer det første store brud i klostrets funktion siden 1584. Det er i den forbindelse et pudsigt tilfælde, at Hammershus og Bergen igen skulle optræde i overgangsfasen. Bergen var et af de få rejsemål, som komtessen vendte tilbage til, før hun kom til klostret. Men hvordan Hammershus? Da Peter Seeberg som bestyrelsesmedlem skulle arbejde for en møblering af de tomme klostrerum til det kommende arbejdsrefugium, hørte han om statens nedrivning af et stort gammelt hotel, hvorfra han erhvervede sig senge, borde, stole, bestik og service. Navnet på hotellet var Hotel Hammershus!
Figur 14. Service fra Hammershus Hotel, som Peter Seeberg hentede til klostret før refugiet åbnede 1967.
Kronologi: 1100-tallet Kirken opføres som sognekirke med skib, kor og apsis. Et klostersamfund kommer sandsynligvis til i løbet af samme århundrede, hvor koret forlænges mod vest og et kor eller kapel bygges mod nord. 1200-tallet Den første skriftlige omtale af klostret i 1275. De første klosterbygninger er endnu ukendte, men har formentlig været bindingsværkshuse. Deres placering er ukendt for perioden før 1300, men resterne findes formentlig under den nuværende vestfløj. 1300-tallet: Et grundmuret hus bygges i østfløjen mod syd. bindingsværkshuse på syldsten bygges nord for stenhuset og vest for det. Bygninger mod vest er endnu ikke påvist. 1400-tallet: Kirkens kor og apsis bliver forhøjet og et tårn bygges. Den nuværende vestfløj opføres. Kort derefter bygges den nuværende sydfløj som binder vest og østfløjen sammen til den nuværende form. 1500-tallet: Dele af østfløjens stenhus nedrives og genopbygges mod syd, mens bindingsværkshuset mod nord bliver erstattet af det nuværende hus. 1600-tallet: Trappenedgange fra gården til rum 012 og 001 i kælderen etableres, og hvælv indsættes mod vest. Derefter bliver den østlige del af kælderen skalmuret indvendigt og trapper og hele kælderen overhvælves i tre faser. Nye ildsteder anlægges med køkken i rum 010 og et i rum 003. Der er køkkentrapper fra kælderen til østfløjen fra rum 012. 1700-tallet: Kælderen er i perioder opdelt i to afdelinger til at holde to separate husholdninger. 1800-tallet: Mange køkkenfunktioner flyttes op til stueetagen, men kælderen benyttes fortsat. Der etableres køkkentrappe fra rum 006. En ny bageovn etableres i rum 002-003 og vinduet i rum 002 lukkes. 1900-tallet: Kælderen går ud af brug efter godsets ophør. Kælderen får støbejernsvinduer. 1920-1978: Kælderen bruges som fyrrum og til opbevaring i forbindelse med frugtplantagevirksomhed, men vedligeholdes. 1978: Kælderen opmåles og undersøges delvist. Kælderen vedligeholdes ikke. 2004- : Kælderens tilstand undersøges og nye tanker for kælderen udarbejdes.
Figur 15. Nord syd snit gennem klostret, haven og skoven. Opmålt AAA 2006.
Undergrundsforhold: Hele klostret er opbygget på en delvis kunstigt anlagt banke opbygget af murbrokker og jord ovenpå det naturlige glaciale sand- og gruslag, der naturligt falder jævnt mod syd ned mod engen. Banken blev undersøgt i 1974-76 ved flere nord-syd gående snit på gårdspladsen syd for kirken og syd for klostret ned mod engen. GEUS udførte tre boringer på banken på toppen af banken mod øst, vest og syd i foråret 2007. Banken fik sandsynligvis sit nuværende udseende i begyndelsen af 1600-tallet, da man afgravede jord omkring østfløjens nordlige del for at skabe en portåbning til gårdspladsen. Den blev ligeledes jævnet og planeret ud til sin nuværende form på samme tid. Banken er opbygget af muld og sand med betydelige lag murbrokker imellem.
velålt 1972
nem 05 med tekmed det med
Ældre sydfløjs fundament
Oprindelig terræn
Flise
Ørselv Kloster Nordsyd snit gennem kirken og sydfløjen setmod vest
Fundamenter: Klostrets udvendige fundamenter mod vest, syd og øst blev udgravet, erstattet og understøbt med to meter beton under restaureringsarbejdet udført 1920-34 under arkitekt Søren Vig Nielsen, Viborg. De ældre fundamenter blev opmålt og tegnet. Murværkets revner og skader blev ligeledes anført. Dette materiale er en primær kilde til en vurdering af fundamenterne, bygningstilstanden og skadernes omfang før restaurering. Der er to steder, hvor man ikke har fritlagt og understøbt ydermurens fundament. Det ene er omtrent midt for østfløjen og det anden under den i 1934 tilførte terrasse. Fundamenterne er gennemgående ikke dybe og sætninger i den underliggende banke har flere gange nødvendiggjort enten totale ombygninger af ydermure eller skalmuring. Fundamenterne var opbygget af tre skifter kampesten ovenpå genbrugte granitkvadre. GEUS boringer viser, at stabile undergrundsforhold blot ligger en halv til en hel meter længere nede end de benyttede fundamentsdybder ved østfløjen. Dette tyder på en høj grad af genbrug i de mange ombygninger. Stensyldsfundamenter fra østfløjens bindingsværksfløj kom dermed til at stå inde i huset, da man opførte den nuværende østmur uden om dem. Disse mure er flere gange blevet svækket af bankens bevægelser og utilstrækkelige fundering. Syd- og vestfløjens fundamenter har ligeledes sænket sig og dermed trukket hvælvene og ydermurene ud af lod. Dette resulterede i en gennemgående øst vest revne gennem alle sydfløjens hvælv og resulterede ydermere i, at hvælvet mod vest, i rum 003 og 002, er svækket og i dag delvis er under nedstyrtning. Dele af de aktive skader blev standset ved undermuring med beton i 1934. Det typiske fundament på klostret kan ses i gården mod nord i både øst og vestfløjen grundet afgravninger i 1600-tallet, hvorved fundamenterne blev gravet fri og kom til syne.
Figur 18. Mur skader og revner med bygnings oprindelige fundamenter opmålt af Søren Vig Nielsen i 1934 før restaureringen.
Figur 19. Foto af sydfløjens fundament fra Felt D mod syd. I forgrunden det ældre fundament fra en tidligere sydfløj af lettere konstruktion. Foto Hans Langballe 1978.
Kælderens bygningshistorie Den nuværende kælder på Ørslev Kloster er sammensat af flere forskellige bygninger fra forskellige perioder. Den er i lighed med resten af klosteranlægget et meget sammensat og komplekst helhed, som er nærmest vokset organisk sammen over flere hundrede år.
002
011
012
001
008 003
004
005
006
010 009
007
0
5
10m
Klostrets fuldkomne bygningshistorie kan endnu ikke beskrives i detaljer, da bygning kun har været sporadisk undersøgt først i 1920’erne ved en undersøgelse af facaden. Det var først her at man kunne konstatere betydelige rester af det middelalderlige kloster til trods for en bygningsindskrift fra slutning af 1600-tallet, som tog æren for en total genopbygning af klostret fra faste grund.
0
5
10m
1300-tallet
1600-tallet - Fase 1
1800-tallet
1400-tallet - Fase 1
1600-tallet - Fase 2
1900-tallet
1400-tallet - Fase 2
ØRSLEV KLOSTER
Undersøgelser fra 1975-80 kunne med flere små udgravninger og enkelte bygningsarkæologiske studier fastlå omfanget og en skitsemæssige udvikling i de middelalderlige mure, der var gemt bag klostrets nuværende barok facade fra slutning af 1600-tallet. Kælderen var dog kun berørt af enkelte pudsafbankninger og to udgravningsfelter, som klargjorde den grundlæggende bygningshistorie. Figur 23. Plan over klostret med felterne fra de arkæologiske undersøgelser foretaget på klostret 1974-1980.
1100-1200-tallet: Den ældste bygning på området er en sognekirke fra 1100-tallet placeret på kanten af en naturlig morænebakke med en stejl skråning mod syd ned til et fugtigt engareal. Et klostersamfund bliver tilknyttet i 1100- eller 1200-tallet, men vi har endnu ingen spor efter bygninger fra denne periode udover et nu nedrevet kor eller kapel på kirkens nordside og en ombygninger af kirkens kor og apsis. De første bygninger fra andre nonneklostre på landet var af lette bindingsværkskonstruktion, og det samme har formentlig været tilfældigt her. Det er mest nærliggende at de ligger under klostrets vestfløj, som har aldrig været undersøgt 1300-tallet. Fra 1300-tallet er der spor efter et fornemt stenhus mod sydøst bygget på en kunstig tilkastet banke på den eksisterende sydskrænt. Murene fra dette hus er synlige i kælderens gulvniveau. Bygningen har dermed haft en kælder over terræn mod syd. Der er spor af et let stensyldsfundament til en tidligere sydfløj i bindingsværk med en anden orientering end den nuværende. Denne bygnings omfang og afgrænsning er endnu ukendt, men bunden af fundamentet ligger mere end en halv meter over det nuværende kældergulvs niveau. Dette tyder på, at den erkendte bygning er en let bygning uden kælder. Der er endnu ingen sikre spor efter en tidlig stenbygning mod sydvest med kælder. Undersøgelser i efteråret 2007 har yderligere påvist spor af et hidtil ukendt bindingsværkshus med teglgulv under østfløjen nord for stenhuset.
0
5
10m
1300 tallet
Figur 24. Spor af murværk fra 1300-tallet i kælderen. GMK 2007.
1400-tallet: I løbet af 1400-tallet er der en omfattende byggekampagne, som omfatter både kirken og klostret. Med et nyt tårn kommer der sandsynligvis et nyt konventshus mod vest med kælder. Kort tid efter bliver den nuværende sydfløj opført. Begge fløje er opført af et meget stort antal genanvendte romanske stenkvadre af endnu ukendt oprindelse. Kælderen er uden trappeopgange til gårdspladsen. Meget tyder på, at kælderens nuværende nordmur i den østligste del af kælderen er ældre end hvælvet, der er fra 1600-tallet. Det samme er tilfældet i den vestlige del af kælderen, så det er muligt, at kælderen allerede i middelalderen har haft sin nuværende udstrækning. Kælderen havde bræddelofter, som ville have fået rummene til at virke større end i dag, hvor rummene er med hvælv. Der har været en enkelt dør ud til haven i den vestlige del af sydfacaden. Døren åbner sig ud mod en i november 2007 erkendt brønd fra klostertiden, der ligger midt ude i det nuværende engareal. Brønden er meget stor – op mod 270cm i diameter – og er opbygget af egetømmer af betydelige dimensioner. Der er kun et enkelt fortilfælde i Danmark af en lignende nonneklosterbrønd. Denne er fra Asmild nonnekloster i Viborg. Vi håber at kunne erhverve midler til at undersøge jordprøver fra brønden, så vi kan blive klogere omkring miljøet i brøndområdet. Vi har ikke mange synlige spor omkring rumfordeling og funktionen i klostertiden - disse ligger gemt under gulvene. Klostrets sydfløj må dog typisk have dannet rammen om ikke mindst køkkener og refektorium (spisesal), med et muligt nescessarium (toiletanlæg) i terrænnet mod sydvest.
ærk fra opdelt i r.
0
5
10m
Fase 1 1400-tallet
Fase 2 1400-tallet
1500-tallet: Klosterfunktionen fortsatte usædvanligt lang tid efter, reformationen havde ført til opløsning af de fleste klostre. Den sidste nonne forlod klostret i 1584, hvorefter klostret overgik til at blive herregård med et adeligt gods. Ved denne lejlighed nævnes kælderen for første gang i en synsberetning i forbindelse med den kongelige overtagelse af klostret og godset. De skriftlige kilder er dog ikke så detaljerede angående kælderen og der nævnes blot, at der er kælder mod syd uden hvælv. Et dybere kendskab til kælderen i klostertiden kan kun erhverves via arkæologiske undersøgelser. Kælderens hovedfunktion i herregårdstiden synes at have været som køkken, hvortil der har været andre funktioner tilknyttet forbundet med herreskabets dagligliv. Det firefløjede ladegårdsanlæg nordøst for kirken har rummet godsets almindelige økonomifunktioner. 1600-tallet: Perioden efter kloster funktionens ophør i 1584 og overgangen til adelig gods må have krævet betydelige ændringer til bygningsindretning, der ikke mindst har omfattet kælderen. Det er i denne periode at kælderen får en ny indretning og nyt udtryk, som har holdt sig helt til nutiden.
Figur fra 1 opde
0
5
10m
1600-tallet - Fase 1 1600-tallet - Fase 2
Ombygningerne er dog forekommet i mindst tre faser. Hovedparten af murene i rum 010 bliver revet ned til fundamenterne og et helt nyt østfløj opføres i den første halvdel af 1600-tallet. Til den samme fase hører lukning af syddøren ud fra kælderen med opførslen af et skillemuren mellem rum004 og 005, hvori der er indeholdt et kaminanlæg. Grathvælvene i rum001 til 004 bliver også anlagt i samme ombæring. Især de fornemme grathvælv på midtepille i rum003 og 004 skiller sig ud. Rum001 og 002 har også haft karakter af en fritstående midterpille, men det kan næsten ikke ses for senere ovnanlæg og skillemur. Det er muligt at der har været en kældernedgang fra stueetagen til rum006. Men der er ingen spor efter den i dag udover de to murpartier, som er ældre end hvælvene. Den næste fase hører til slutning af 1600-tallet med en indvendig skalmuring af kælderrummene 005-010, opførslen af en ny kamin i rum010, dobbeltkamin i rum009 og grathvælv i rum005-010. Der er ingen spor efter nogen udgangsdøre fra kælderen i denne periode udover opgangen til gårdspladsen. Anlæggelsen af disse kældertrapper er vanskeligt at placere præcist. Men det må være sket enten samtidig eller kort efter indsættelsen af hvælvene under syd og østfløjene. Køkken anlægget mod vest i rum003 får karakter af grovkøkken med bagerovn med en fin pikstensbelægning. Mens køkkenet mod øst synes at fungere som herreskabskøkken med teglgulv og står i forbindelse med stueetagen via en trappe. Rumfordeling har holdt sig næsten statisk fra denne tid, hvor den midterste del af sydfløjen har stået som et større åbent rum og endnu beholdt oplevelsen af klostertidens refektorium. Kælderen er dermed opdelte i flere store rum alle med større kamin anlæg. 1700-tallet: Der er ingen spor efter større ombygninger i denne periode. Vi ved at kælderen var opdelt i to husholdninger i denne periode. Det er muligt at dette førte til en videre udvikling af køkkenet i rum003. 1800-tallet: Til denne fase hører en større omlægning af køkkenfunktionerne i huset. Et nyt køkken bliver anlagt i stueetagen midt i sydfløjen og en ny trappe gennembryder hvælvet for at give adgang til rum 006. En ny skorsten kræver en lukning af den vestlige del af dobbeltkaminen i rum 009 og en delvis nordsyd opdeling af det store kælderrum midt i sydfløjen. Bageovnen i rum 002 bliver opført,
hvilket lukker vinduet i vestfacaden. En mur opføres mellem rum 001 og 002 og ildstedet i rum 003 bliver ombygget.
0
5
10m
1800 tallet
Figur 27. Spor af murværk fra 1800-tallet i kælderen.
Figur 28. Maleri af Anton Thorenfeldt malet i kælderen 1876 fra rum 001 mod rum003. Original på Ørslev Kloster. Figur 29. Foto fra slutning af 1800tallet af godsejeren Herskind og familien foran den gamle terrasse på østfløjen. 1900-tallet: Inden godsets ophør omkring første verdenskrig har den sidste generation, der har levet på stedet, efterladt en detaljeret beskrivelse af kælderens funktioner i form af en tegning, der er lavet i samtale med to etnologer i 1975. Selv om der er tale om nedskrevne erindringer efter mere end 50 år, er tegningen et interessant indblik i de funktioner, kælderen rummede, efter de fleste køkkenfunktioner var flyttede op til stueetagen.
0
5
10m
1900 tallet
Figur 30. Spor af murværk fra 1900-tallet i kælderen. GMk 2007.,
Figur 31. Rekonstruktion af kælderindretning 1906 efter mundtlige beskrivelser. Peter Dragsbo 1975. Figur 32. Opmåling af syd og vestfacaden fra bladet Måleren, 1915. Kælderen mistede sine hverdagsfunktioner ved godsets opløsning i 1916, og har siden kun været benyttet til fyrrum og opbevaring. Klostret havde på det tidspunkt været misvedligeholdt i årtier grundet manglende midler, og efter godsets ophør udviklede forfaldet sig så hurtigt, at alle fløje var så forfaldne, at ejeren allerede i 1920’erne truede med at nedrive dem. Det særlige bygningssyn og især Nationalmuseets leder M. Mackeprang tog derefter særligt fat på at ville bevare huset. Midler blev i slutningen af 1920erne givet af staten til at sikre taget på klostrets østfløj og dele af sydfløjen, og bygningsarbejderne blev udført under ledelse af arkitekt Søren Vig Nielsen. De gamle barokke trævinduer i kælderen blev taget ud og vinduesåbningerne blev formindskede, idet der blev indsat moderne staldvinduer i støbejern. Det var dog først da Komtesse Olga Sponneck efter sin omtalte cykeltur i 1928 viste interesse for at købe klostret, at man fandt en løsningsmodel til en sikring af det gamle hus i sin helhed. I et privat brev mellem Mackeprang og Vig Nielsen udtrykker den gamle direktør sin lettelse over udsigten til at have reddet bygningerne for fremtiden.
Figur. 33. Folkeholdet på klostret omkring 1910. Foto taget foran indgangen til klostergården.
Figur 34. Klostret før restaureringen af vestfløjen i 1934. Taget på østfløjen og del af sydfløjen var blevet istandsat af staten i løbet af 1920’erne. Den fremskredne forfald er meget markant.
1933-1964: Komtesse Sponnecks levetid på klostret Hele klostret og i særdeleshed kælderen undergår en markant men utrolig nænsom sikring og restaurering under ledelse af arkitekt Søren Vig Nielsen mellem 1933-35. Alle kælderens udvendige mure havde på det tidspunkt over længere tid lidt under store sætningsskader, og det manglende tag førte store mængder vand ind i murkernen. Resultaterne af skaderne var, at kælderens hvælv var revnede øst-vest gennem hele kælderen. Gjordbuen i hvælvet i rum 003 var revnet og var på vej til at falde ned grundet sætninger i vestmuren. Alle klostrets udvendige fundamenter blev derefter sikret og understøbt med beton bortset fra partiet under den terrasse, der i 1934 blev opført på sydfacaden. Vig Nielsen udførte en detaljeret registrering af facaderne med alle synlige revner og skadede partier, som nu er en primær kilde til forståelse af bygningens tilstand før restaureringen. Murskaderne krævede også ommuringer af dele af kældermurene udvendigt. Vig Nielsen gennembrød vest- og sydfacaden i to eksisterende vinduespartier, for at skabe nye udgange fra kælderen til haven. Fjernelse af en 1800-tals terrasse fra østfacaden, medførte ændringer på vinduerne i rum 010. Kælderen blev reguleret med oprettelsen af en øst-vest gennemgangsakse gennem kælderen langs nordmuren med nye skillemur og døre. Kælderen blev dermed præget af mange mindre aflukkede rum til opbevaring. Dette opløste den sidste fornemmelse af det store åbne rum i midten af sydfløjen, klostertidens refektorium. Klostret havde indtil 1960’erne en stor frugtplantage med deraf følgende behov for opbevaring og lagerplads. Gulvene i rum 005-008 blev støbt i beton sammen med den sydvestlige del af rum 003. Indførslen af vand, el og oliefyr krævede nogle få lokale indgreb i kældergulvene, murene og hvælvene til rørforløb. Disse udgør tilsammen de eneste moderne forstyrrelser i kælderen.
1964-1978: De to indvendige trapper mellem stue og kælder blev lukket senest i henholdsvis 1930’erne og 1968. Kælderen har herefter ingen daglig funktion i refugiet udover opbevaring, men kælderen bliver kalket jævnligt indtil midten af 1970’erne. 1978-2004: Kælderen bliver ikke vedligeholdt og forfalder langsomt. Den manglende kalkning fører til en nedslidning af mange af murstenenes overflader grundet salt krystalliseringer og det voldsomme varmeudstråling fra oliefyret.
Figur Komtessen Olga Sponneck taget i Viborg 1939.
Kælderens hvælv: Indsættelsen af kælderens hvælv er grundet en nu forsvunden inskription historisk set tilknyttet ombygninger foretaget under Johannes Rantzau, hvor han skulle have genopbygget klostret helt fra grunden. Inskriptionen har i sin helhed vist sig langt fra at være sand, men hvælvene i den nuværende kælder er alle af efterreformatorisk type og hører til en fase mellem klosterfunktionens ophør og slutning af 1700-tallet, hvorfor de i princippet kan være indsat i Johan Rantzaus ejertid.
002
012
001
008 003
004
005
006
011
010 009
007
0
5
10m
Fase 1 Fase 2 Fase 3
Der er grundlæggende tre forskellige hvælvudformninger, men alle er ribbeløse grathvælv. Alle hvælv er kommet til efter klostertidens ophør i 1584 og i løbet af 1600-tallet men i tre forskellige byggekampagner. Den første omfatter rum 001-004 med indsættelse af hvælv i alle de nævnte rum. Især hvælvene i rum 001 - 004 adskiller sig markant fra resten af kælderens hvælv - både hvad angår deres udformning med fire grathvælv hvilende på en profileret midtersøjle samt deres byggemåde og kvalitet. Indsættelsen af hvælvene i disse rum hører til en omfattende byggefase på klostret, hvor en ny bred skillemure mellem rum 004 og 005 opføres, for at give plads til en skorsten til kaminer i kælderen og etagen ovenover samt en hemmelighed. Kælderen bliver dermed delt op i mindre rum, og indsættelsen af hvælv i rum 003 og 004 kræver, at de middelalderlige døråbninger i sydmuren rum 004 og mellem rum003 og 004 bliver lukket. Den anden fase omfatter rum 005-008 og består ligeledes af indsættelse grathvælv, men disse er mere forenklede i deres udtryk. Hvælvene har krævet en indvendig skalmuring til vederlag for hvælvene. Hvælvene i denne del af huset er noget skjult af især 1900-tallets skillemure, så det oprindelige åbne langstrakte rum er vanskeligt at fornemme. Den tredje og formentlig yngste fase omfatter rum 009-012. Især de store og lidt snoede grathvælv i rum 009 og 010 har en særpræget udformning i deres afsats fra muren. Hvælvene har en bred afsats og en noget mere spinkel overdel, som om der enten har været et tidligere nu nedrevet hvælv, eller fordi man havde planlagt en anden type hvælv. Planerene blev i så fald forenklet undervejs i byggeriet hvor de nuværende grathvælv blev opført. Der foreligger endnu ingen absolut kronologi for rækkefølgen i opførelsen.
Rum: 001-002: Ribbeløse grathvælv indhugget i en stående mur med skarpt optrukne kappesøm. Hører til den første fase af hvælv i kælderen efter klostertidens ophør. Hvælvet er i dag delvis skjult af en 1800-tals nord-syd gående skillemur samt en samtidig bageovn. Rummet ved trappeopgangen til gårdspladsen har oprindeligt været et rum med et vindue mod vest i ydermuren. Hvælvet er afgrænset mod syd af en kraftig øst-vest gående skillemur med plads til skorsten og mod nord af kælderens ydermur sammensat af kvadre, kampesten og mursten, som holder på jordtrykket fra skrænten bagved. Hvælvet er noget svækket af bevægelser i ydermurene mod vest. Vestmuren har bevæget sig ud mod vest, indtil de utilskrækkelige fundamenter blev understøbt i 1934. Det kan tydeligt ses, hvordan hvælvkappen grundet disse bevægelser ligefrem har givet slip på vestmuren. Disse har været så omfattende, at hvælvkappen er revnet og delvis er styrtet sammen over bageovnen. To murede støttepiller mellem bageovenen og hvælvet fungerer som en midlertidig sikring, men det er tydeligt, at bevægelserne er aktive.
Figur 38. Slip mellem vestmuren og hvælvet i Figur 37. Skade i hvælvet i rum002 rum002. Rum: 003: Fornemt grathvælv med halvstens vederlag til hvælvpille midt på vest, syd og øst murene og i hjørnerne på en stående mur med skarpt optrukne kappesøm. De fire hvælv hviler på en profileret midterpille. Hører til den første fase af hvælv, der kommer til efter klostertidens ophør. Indsættelse af hvælv har krævet lukning af en sengotisk dør mod vest og gennembrydning til en ny i østmuren. Hvælvet er noget svækket af bevægelser i Figur 39. Hvælv i rum003 ydermurene mod syd og vest. Sydmuren har bevæget mod vest sig ud mod syd, indtil de utilskrækkelige fundamenter blev understøbt i 1934. Det kan tydeligt ses, hvordan midterpillen er blevet trukket ud af lod mod syd af disse bevægelser. Gjordbuen mod vest er ligefrem knækket på grund af bevægelserne i vestmuren. Disse har været forsøgt kilet i starten af 1900-tallet, men man opførte en støttemur under gjordbuen som en ekstra sikkerhed. Vig Nielsen har åbenbart ikke turdet fjerne den i 1934. Muren fratager noget af det oprindelige rums oplevelse og skønheden i hvælvet. figur 40. Hvælv i rum003 mod øst
Figur 41. Hvælv i rum004 mod syd.
Figur 42. Kælderrum 003 set mod nordøst. Stregtegning fra omkring 1900.
Rum: 004: Samme type grathvælv som i rum 003, men med lidt anderledes profileringer. Hvælvene er hugget ind i muren uden halvstens vederlag langs murene som i rum 003, men hviler også på profileret midterpille med en lidt anderledes profil og ligeledes med skarpt optrukne kappesøm. Hører til den første fase af hvælv i kælderen, der kommer til efter klostertidens ophør. Indsættelse af hvælv hører sammen med opførelse af en ny kraftig skillemur med plads til skorsten og hemmelighed mod øst. Det har desuden krævet lukning af en sengotisk dør i sydfacaden og østmuren ind mod rum 003, samt nye vinduenicher mod syd. Hvælvet er revnet i en øst-vest gående retning på grund af bevægelser i ydermurene mod syd. Revnen er gennemgående i alle rum fra rum 004-010. Sydmuren har bevæget sig ud mod syd, indtil de utilskrækkelige fundamenter blev understøbt i 1934. Det kan tydeligt ses, hvordan midterpillen er blevet trukket ud af lod og mod syd af disse bevægelser.
Figur 46. Hvælvafsats i rum004 mod vest. Hvælvets opførsel krævede lukkning af den sengotiske dør i vestfløjen fra 1400tallet. Foto Hans Langballe fra pudsafbankning i 1974.
Figur 43. Hvælv i rum004 mod øst
Figur 44. Hvælv i rum004 mod vest
Figur 45. Hvælv i rum004 mod syd.
Rum: 005: To store grathvælv, som spænder nord-syd over bygningens bredde. Hvælvene hviler på en hel stens forskalling på 24 cm langs nord- og sydmurene. Hvælvene er langstrakte med mere afrundede kappesøm. Hvælvene hører til den anden hvælvfase, som omfatter rum 005-008 og består ligeledes af grathvælv, som dog er noget mere forenklede, men som stadigvæk er veludførte. Hvælvene i denne del af huset er noget skjult af især 1900-tallets skillemure, så det oprindelige åbne rum er vanskeligt at fornemme. De kurvehanksbuede smigede vinduesnicher er her samtidige med hvælvene. Figur 50. Nord syd snit gennem sydfløjen rum005 og teknikrum syd for klostret. Baggrunden er vestfløjen og det oprindelige terræn før opfyldninger i løbet af middelalderen. GMk 2007.
Figur 48. Hvælv i rum 005 mod vest.
Figur 49. Hvælv i rum 005 mod vest.
Ældre sydfløjs fundament
Oprindelig terræn
Flise
Ørselv Kloster Nordsyd snit gennem kirken og sydfløjen setmod vest
Rum: 006, 007, 008: To store grathvælv, som spænder nord-syd over bygningens bredde. Hvælvene hviler på en mindre dyb forskalling på 18 cm, der er opført efter den dobbelte skorsten mellem rum009 og 007-008. Hvælvet er senere gennembrudt af en trappenedgang i rum 006 mod syd. Hvælvene hører til den anden fase, som omfatter rum 005-008, og består ligeledes af grathvælv, som dog er noget mere forenklede, men som stadigvæk er veludførte. Hvælvene i denne del af huset er noget skjult af især 1900-tallets skillemure, så det oprindelige åbne rum er vanskeligt at fornemme. De kurvehanksbuede smigede vinduesnicher er her samtidige med hvælvene.
Figur 53. Hvælv i rum006-008 mod øst.
Figur 51. Hvælv i rum 006 mod syd.
Figur 52. Hvælv i rum007 mod øst.
Figur 54. Hvælv i rum006 mod vest.
Rum: 009: To store langstrakte grathvælv, som spænder nord-syd over bygningens bredde. Hvælvene hviler på en hel stens forskalling. Hvælvene hører til den tredje og formentlig yngste fase, som omfatter rum 009-012. De store og lidt snoede grathvælv i rum009 og 010 har en særpræget udformning i deres afsats fra muren. Hvælvene har en bred afsats og en noget mere spinkel overdel, som om der enten har været et tidligere nu nedrevet hvælv eller fordi man havde planlagt en anden type hvælv. Planerne blev i så fald forenklede undervejs i byggeriet, da de nuværende grathvælv blev opført. De kurvehanksbuede smigede vinduesnicher er her samtidige med hvælvene.
Figur 55. Hvælv i rum 009 mod vest Figur 57. Hvælv i rum 009 mod syd. Figur 56. Hvælv i rum009. Detail af hvælv afsatsen.
Figur 58. Nord syd snit gennem sydfløjen rum 009 set mod vest. GMK 2007.
Felt D
Felt E
ÆLdre sydfløjs fundament
Felt F
Rum: 010: Fire store grathvælv, som spænder øst-vest over bygningens bredde. Hvælvene er sat på en hel stens forskalling langs øst og syd murene efter den store kamins opførsel mod nord med en skarpt optrukne kappesøm. Hvælvene hører til den tredje og formentlig yngste fase, som omfatter rum 009-012. De store og lidt snoede grathvælv i rum 009 og 010 har en særpræget udformning i deres afsats fra muren. Hvælvene har en bred afsats og en Figur 60. Hvælv i noget mere spinkel overdel, som om der rum010 mod syd. enten har været et tidligere nu nedrevet hvælv eller fordi man havde planlagt en anden type hvælv. Planerne blev i så fald forenklede undervejs i byggeriet, da de nuværende
Figur 59. Hvælv i rum010 mod syd.
grathvælv blev opført. De kurvehanksbuede smigede vinduesnicher er her ældre end hvælvene mod syd.
Figur 61. Nord syd snit gennem rum 010 og 011 med havestuen og kaminstuen, set mod vest. GMK 2007.
Figur 62. Øst vest snit gennem rum 011012 set mod nord. GMK 2007.
Rum 011, 012: Grathvælv sat på piller, der er indhugget i rummets hjørner. Senere er hvælvene gennemskåret af en trappeåbning i rum 012 mod nordvest, som også har krævet opførelsen af en nord-syd gående skillemur mellem rum 011 og 012. De to rum og hvælvet skal forstås som et samlet rum. Hvælvene hører til den tredje og yngste fase i hvælvbyggeriet. Hvælvet er afgrænset mod syd af en lidt yngre øst-vest gående kraftig skillemur med skorsten. Mod nord er det afgrænset af kælderens ydermur, der er sammensat af kvadre, kampesten og mursten, som holder på jordtrykket fra skrænten bagved. Den nederste del af denne mur er ældre end hvælvet, mens de øverste skifter mursten er samtidige med dette.
Udvendige døre: Kælderen har kun få spor efter indgange fra perioden før 1930. Opmålinger af kælderen fra 1930erne viser kun de to nuværende trappenedgange fra gården, som de eneste adgangsveje til kælderen. Arkitekt Søren Vig Nielsen skabte de nuværende udgangsdøre mod vest og syd ved at gennembryde muren, hvor der tidligere havde været vinduesfag. Der var også planlagt en udgang mod syd fra rum 004, men denne blev opgivet til fordel for udgangen mod vest i rum 003. Fra herregårdstiden er der ingen bevarede spor efter udgange fra kælderen udover trapperne til gården, som må være lavet i 1600-tallet. Fra perioden før er der blot halvdelen af et dørstik synligt i sydmuren mellem rum 004 og 005. Den sengotiske dør blev tilmuret og delvis udslettet. Dette skete allersenest ved indsætning af skillemur og hvælv i rum 004 omkring år 1600. Fra perioden før den nuværende sydfløj blev opført, er der en dør i den oprindeligt fritstående vestfløjs østmur, som gav adgang ud til det fri.
002
011
012
001
008 003
004
005
006
Figur 63. Døren i sydfløjen fra rum009 skabt af Søren vig Nielsen i 1934.
010 009
007
0
5
10m
Indvendige døre: En grundplan af kælderen fra en opmåling i 1968 viser døre i døråbningerne ved indgangen til alle kælderens rum. Men der er synlige spor af dør åbninger fra alle perioder på mange af åbningerne. Trappenedgangene: Dobbelte revledøre mod vest og øst, som åbner ud ad mod gården. De nuværende døre er fra 1930’erne og erstattede døre af samme facon men af ukendt datering. Rum 001-002: 1800-tals mur med et rundbuestik, der i 1900tallet er formindsket, så falsen er 84 cm. Dørhullet var forsynet med en dør med en bredde på 60 cm og en højde på 200 cm, som åbnede udad til rum 001, og som var hængslet på nordsiden. Døren er nedtaget efter 1968. Rum 001-003: 1600-tals murede dørsmige, som er formindskede i 1800-tallet og forsynet med en dørkarm. Bredden er 71 cm og højden 174 cm. Karmen er opbygget af genbrugte fodtrin, der er vendt. Døren åbnede indad til rum 003 med hængsler på østsiden. Døren er nedtaget efter 1968.
Figur 64. Trappenedgangen mod vest. Figur 65. Døren mellem rum001 og 003 med genbrugstømmer.
Rum 003: Højde 185 og bredde 97cm. Revledør med genbrugte håndsmedede beslag og hængsler og lås fra 1930. Åbner ind ad mod rum 003, hængsler på sydsiden.
Figur 67. Dør mellem rum 003 og 004 med flere dør synlig mod øst i baggrunden.
Figur 66. Dør mod vest i rum003, skabt af Søren Vig Nielsen i 1934
Rum 003-004: En 1600-tals muret dørsmig, som blev formindsket i 1800-tallet og forsynet med en indmuret dørkarm til en dør, som åbnede indad til rum 004, og som var hængslet på sydsiden. Den nuværende døråbning har en højde på 171cm og en bredde på 98cm. Karmen er nu væk. Døren er senest nedtaget i 1968.
Rum 003-004: Et sengotisk kurvehanksbuet dørstik er synligt i vestmuren i rum 004. Døren er formentlig med fals, men er nu tilmuret. Størrelse og præcis udformning er ukendt. Døråbningen som den kan måles i østfacaden er 135 cm bred og 187 cm høj. Denne må være samtidig med opbygning af konventhuset og har givet adgang til sydfløjen fra vestfløjen i kælderen efter sydfløjens opførsel. Muren er tilmuret og delvis slettet ved hvælvslagning i 1600-tallet. Døren skal ses i sammenhæng med udgangsdøren mod syd bag den nuværende skillemur mellem rum 004 og 005
Figur 68. Hvælvet i rum 004 førte til lukning af døren til venstre og åbningen af den til højre.
Rum 004-005: Døren ind til rum 005 er fra en sekundær hvælv fase formentlig i slutning af 1600-tallet. Den har en muret smig mod syd og kurvehanksbuestik. Åbningen blev formindsket og forsynet med en dør i 1930’erne, som lukkede glat ind imod muren. Døren åbnede indad mod rum 004 og har moderne hængsler på nordsiden og haspebeslag på sydsiden. Døren er nedtaget senest 1968.
Rum 005: Et opbevaringsrum for enden af kul og koks skakten op til gården med dør mod syd, blev fjernet i 1930’erne. Et nyt rum op mod øst muren blev lavet i stedet for med en dør i vest muren. Døren og hovedparten af væggen blev nedtaget i 1968. Rum 005-006: Skillevæggen mellem de to rum er først opmuret i 1930’erne nord og syd for en 1600-tals muret pille midt på østvæggen. Den fladbuede stik også fra 1930’erne er forsynet med to moderne hængsler mod syd og haspebeslag mod nord til en dør, som lukkede fladt imod væggen uden fals. . Døren åbnede indad mod rum 005. Døren er nedtaget senest 1968.
Figur 69. Dør i rum 005 mod vest og mod øst.
Figur 70. Døre i rum 006 mod øst.
Figur 71. Dør mod vest i rum 006.
Rum 006-007-008: De to fladbuede dørstik i østmuren blev først påmuret i 1930’erne til en 1600 tals muret pille midt i skillevæggen tilsvarende den i vestmuren, blot noget bredere her. Døråbningen mod syd er 198 cm i højden og 91 cm i bredden, og har to moderne hængsler mod nord og haspebeslag mod syd til en dør, som lukkede fladt ind til muren uden fals. Døren åbnede indad mod rum 007. Døren er nedtaget senest 1968. Åbningen mod nord har et kurvehanksbuet stik, der er 198 cm i højden og 94 cm i bredden. Der er ingen synlige spor i åbningen efter en dør.
Rum 007-009: En gennemgang syd om kaminen stod åben indtil 1930-erne dog uden nogen form for dør.
Figur 72. Dør ind til rum 007 mod øst.
Rum 008-009: Et 1600-tals fladbuet stik nord for kaminen er 100 cm i bredden og 198 cm i højden. Dette har to moderne hængsler mod nord og et haspebeslag mod syd til en dør, som lukkede fladt ind mod muren uden fals. Døren åbnede ind mod rum 008.
Rum 009: Smal og lav rundbuet døråbning mod syd er lavet i 1934 ved at gennembryde sydmuren i et tidligere vinduesfag og niche. Højde er 154,5 cm og bredden er 60 cm. Der er to moderne hængsler mod vest og et øje mod øst til at lukke døren. Døren passer præcist i åbningen og sidder yderst i sydmuren. Dørens højde respekterer den samtidige nye terrasse, hvis trappenedgang har bestemt højden på døren. Rum 009: En skillemur delte rummet nord-syd med en enkelt ukendt døråbning frem til væggens nedtagelse i 1968. Rum 009-010: 1600-tals murede smige indtil en indmuret firkantet åbning med dørkarme. Dørkarmen har en høvlet fals på 25 mm mod vest. Døren åbnede ud mod rum 009. Der er to ældre håndsmedede hængsler mod syd, men ingen beslag mod nord - kun et mindre moderne øje. Den sydlige karm er et genbrugt fodtrin med rektangulære spor efter en lukkemekanisme og et hul til en stang. Døren er nedtaget senest 1968.
Rum 010-011: Kurvehanksbuet åbning, som blev opmuret samtidigt med den øst-vest gående mur, der blev muret forud for kaminen. Der er ingen spor efter en dør eller karm. Rum 010-012: Kurvehanksbuet åbning, som blev opmuret samtidigt med den øst-vest gående mur, der blev muret forud for kaminen. Svage aftryksspor efter en mulig indmuret dørkarm ved nordmurens nordside.
Figur 73. Dør i rum009 mod vest.
Figur 74. Dør mellem rum009 og 010 mod øst.
Vinduer: En opmåling fra 1911 viser kælderen med trævinduer i en størrelse, der svarer til det nederste vinduesfag af de nuværende vinduer i stueetagen. Alle disse vinduer er blevet skiftet mellem 1922 og 1930 og er erstattet med støbejerns staldvinduer, som ikke udfylder arealet for de tidligere vinduesåbninger. Der er stadig trævinduer i rum 010 og 011, som ikke blev udskiftet med støbejernsvinduer. Disse har dog et anderledes udseende end vinduerne fra sydfløjen. Opførelsen af en terrasse i 1800-tallet tildækkede det sydligste vindue i østmuren. Terrassen blev først fjernet i 1934, hvor en ny blev opført mod syd. To nye trævinduer af samme type med tykke rammer blev dermed indsat i østmuren. Kælderens flotte smigede vinduesnicher med kurvehanksbuer er ældre end hvælvene, men der er flere faser i dem. Nogle, som det vestlige i rum003, er sat af genanvendte romanske stenkvadre og må være fra 1400-tallet eller ældre, mens vinduerne i de to i rum 004 er fra efter tilmuringen af døren i sydmuren og efter opførelsen af skillemuren ind til rum 005, hvorfor de må være fra 1600-tallet. Derimod er vinduesnicherne i rum 010 delvis skjult bag hvælvene og må derfor være ældre end de nuværende hvælv fra 1600-tallet. En kortlægning af de forskellige perioders vinduesåbninger ville kræve omfattende pudsafbankninger. Man kan dog konstatere, at de nuværende vinduesnicher har været der siden 1600tallet.
Figut 75. Udsnit af maleri af Anton Thorenfeldt, malet 1876. Viser det østlige vindue i rum003. Figur 76. Samme sted idag.
Figur 77. Vindue mod syd i rum004.
Figur 79. Vindue mod syd i rum006.
Figur 78. Vindue mod syd i rum009.
Figur 80. Udnist af opmåling fra bladet Måleren 1915, som viser trævinduer i facaden før støbejernsvinduerne blev indsat i 1920’erne.
Støbejernsvindue i rum 010 mod syd
Trævindue i rum 010 i østmuren
Gulve: Kælderens nuværende gulvbelægninger er vanskelige at datere, men grundet det betydelige slid og patina, som er tydeligt i gulvenes overflader, må de være af en betydelig alder. En intensivt brug af kælderen og deraf medfølgende trafik til at skabe slid af denne karakter, har ikke været til stede i kælderen siden starten af 1800tallet. Der er dog enkelte fornyelser i belægningerne og i flere rum er der betonforseglinger.
002
011
012
001
008 003
004
005
006
010 009
007
0
5
10m
Teglgulv Betongulv Pikstenbelægning
Gulvene er opbygget af henholdsvis piksten, kvadre, tegl, fliser og kampesten. Deres slid og patina rummer en yderst bevaringsværdig ressource for kælderen. Variationen i belægningerne siger i sig selv noget om de forskellige funktioner, som har været tilknyttet rummene. Pikstensbelægningen med klare afvandningsrender i rum 003 vidner om en grovkøkkenfunktion, hvorimod gulvet i den gamle folkestue er af slidte genbrugstegl med enkelte felter med kvadre og piksten, der er indsat ved særligt udsatte steder. En arkæologisk udgravning foretaget i rum 009 i 1978 understregede, hvor dybe og intakte kulturlag, der er bevaret under gulvene. Undersøgelsen viste blandt andet to ældre tegl- og flisegulve samt mange tynde lergulve og et pikstensgulv.
Figur 81. Udsnit af tegflgulvet fra rum009
Figur 82. Detail af gulvet i rum001.
Rum 001: Pikstensbelægning med tre genbrugte romanske kvadre med den glatte side opad. Rum 002: Nyere gult teglstensgulv lagt i sand. Rum 003: Ældre pikstensbelægning, opdelt i felter, forseglet af beton mod syd og vest. Flere meget slidte kvadre ved bagerovnen. Rum 004: Teglfliser med reperationsfelter af nyere tegl i det særlige trafikeret felt langs nordmuren. Rum 005: Beton forseglet. Formentlig rest af et teglgulv under betonen, men dette er ubekræftet. Rum 006: Beton forseglet. Formentlig rest af et teglgulv under betonen, men dette er ubekræftet. Rum 007: Beton forseglet. Formentlig rest af et teglgulv under betonen, men dette er ubekræftet. Rum 008: Tegl gulv. Rum 009: Meget slidt ældre tegl gulv dog omsat af nedgravning til nord syd gående dræn og udgravning til Felt E i 1980. Rum 010: Tegl gulv med brøndsten samt kampesten, kvadre og tynde renæssance sten på slidte partier.
Figut 83. Pikstensbelægning i rum001 med genanvendte romanske granitkvader og kampesten.
Rum 011: Teglstensgulv Rum 012: Teglstensgulv
Figur 85. Pikstensbelægning i rum003.
Figur 84. Tegl gulv i rum009 mod syd.
Trapper mellem kælder og stueetagen: Der er i dag ingen indvendige trappe forbindelse mellem stueetagen og kælderen. Men der er tydelig spor efter to trappe åbninger i kælderens hvælv i Rum 006 og Rum 012. Den første nævnt blev lukket så sent som i 1968, hvor trappen blev sløjfet og hullet lukket til med et bræddegulv. Den anden blev lukket i forbindelse med ombygninger i 1930’erne. Klostertiden Vi har ingen synlige spor efter nogen trappe mellem stueetagen og kælderen fra perioden før 1600-tallet, og det er dermed ikke muligt at afklare de middelalderlige forhold på nuværende tidspunkt. Da sydfløjen typisk rummer klostrets refektorium eller spisesal, og køkkenet har været i kælderen, har der været behov for gode adgangsforhold mellem etagerne. Vi ved ikke, om refektoriet har været i kælder- eller stueetagen. Begge dele er kendt fra udenlandske nonneklostre, men der er en særlig tradition for placering af et refektorium i den øverste etage, hvorom der også berettes i en historie fra bibelen. For Ørslev Klosters vedkommende synes en placering i stueetagen dog at være mest sandsynlig i forhold til resten af anlægget. Køkkenfunktionen har dog været lokaliseret omkring rum 010 også efter klostertiden. Indsættelse af hvælv i kælderen har skjult eller slettet spor efter eventuelt ældre trapper. Der har været behov for indvendige trapper mellem etagerne, mens de udvendige kældernedgange fra klostergård tydeligt er efterreformatoriske og samtidige med den første fase af hvælv i kælderen i 1600-tallet. Det eneste spor efter en mulig trappe fra før 1600 er to murede piller i rum 006 midt i sydfløjen. Pillerne har ingen rolle i kælderen i dag men kan have haft en understøttende funktion for en tidligere trappe, før denne del af kælderen blev overhvælvet. Omvendt kan pillerne forklares som understøttelse for en påtænkt tungere trappe end den barokke trætrappe, som blev opført mellem stueetagen og loftsetagen i 1600-tallet.
0
5
10m
1300-tallet
1600-tallet - Fase 1
1800-tallet
1400-tallet - Fase 1
1600-tallet - Fase 2
1900-tallet
1400-tallet - Fase 2
ØRSLEV KLOSTER
Rum 006 – 1800 tals køkkentrappe Trappen er synlig på Vig Nielsens tidligste grundplaner af de eksisterende forhold i 1934, og han udarbejdede flere forslag til en kvartsvingstrappe. Trappen blev dog ikke opført, men den eksisterende ligeløbstrappe fik lov til at stå indtil 1968. Den synlige trappeåbning i hvælvet er et smal rektangulært øst-vest orienteret hul. Dertil er der en synlig bueformet ældre træbjælke, der stadig er siddende i hvælvet, som tyder på en noget større åbning til netop en kvartsvingstrappe. Trappeåbningens datering hænger sammen med flytning af køkkenfunktionerne til stueetagen fra kælderen i 1800-tallet og anlæggelse af anrettergangen ved østfløjen. Behovet for adgang mellem stue og kælderetag efter hvælvenes indsættelse i 1600-tallet synes at have været dækket af trappen i rum 012 suppleret af de udvendige trappenedgange fra gården til rum 001 og 012. 1600-tallets ombygninger tilføjede den flotte barokke trappe i træ til loftsetagen, og en fortsættelse af trappen til kælderen i rum 006 ville umiddelbart være nærliggende. Dog har der ikke været et udpræget behov for en sådan, idet trappens primære funktion ville være at forbinde køkkenet med stueetagen, og køkkenet lå på det tidspunkt i Rum 010 serviceret af trappen i Rum 012.
Figur 86. Det nuværende hul i hvælvet fra 18ootallets køkkentrappen set mod øst.
Figur 87. Det nuværende hul i hvælvet til 1800tallets køkkentrappe set mod nord med spor i hvælvet efter en større åbning i hvælvet.
Figur 88. Skitse fra søren Vig Nielsens privatarkiv med en arbejdsskitse til en kældertrasppe set mod vest i rum 006.
Rum 012 – 1600-1700 tals køkkentrappe Trappeåbningen er placeret midt i den nordlige hvælvkappe. Hullet er hugget i hvælvkappen, hvilket formentlig er sket kort tid efter opførelsen, men det er svært at angive en præcis datering af hændelsen. Trappen har givet adgang fra folkekøkkenet i Rum 010 til herskabets stuer i østfløjen. Trappen har været en smal ligeløbstrappe, som endte langs østvæggen i østfløjens gang med en åbning i gulvet midt mellem dørene til panelstuen og kaminstuen. Trappens funktion ophørte i forbindelse med flytning af køkkenet til stueetagen i 1800-tallet, men åbningen blev først endegyldigt lukket i 1930’erne med støbning af et betondæk under østfløjens gang og tilmuring af trappeåbningen.
Trapper mellem kælderen og gårdspladsen: Klostret har i dag to murede trappenedgange med tilhørende trappehus henholdsvis mod øst og vest i gården. Nedgangene er efterreformatoriske og er yngre eller næsten samtidige med kælderens overhvælving, idet murene i kælderen tydeligvis er gennembrudte. Trappehusene fik deres nuværende udseende i 1800-tallet, mens deres oprindelige udseende er ukendt. Den østlige nedgang blev noget forstyrret af den midt i 1800tallet opførte forbindelsesgang eller anrettergang mellem syd- og østfløjen. Klostret i herregårdstiden har ikke haft nogen forbindelse med engen og haven, så kældernedgangene har været adgangsvejene for herreskabets tjenestefolk og daglige gøremål forebundet herreskabets husholdning.
Figur 89. Rum012 mod nord med placering af den tidligere kældertrappe.
Figur 90. Den vestlige kældertrappe set mod nord. Opmålt EEH tegnestue 2005.
Figur 91. Den østlige kældertrappe set mod nord. Opmålt GMK 2007.
Ildsteder: Den nuværende kælder har fire synlige åbne ildsteder. Kaminen i rum 009 er som den eneste uforandret, mens de tre andre er helt eller delvis tilmurede. Ud over de åbne ildsteder er der en bageovn og to gruekedler i rum 003. Alle ildsteder og ovne kan føres tilbage til den omfattende ombygning af kælderen i forbindelse med indsættelse af hvælv i den sidste halvdel af 1600-tallet. Især bageovnene og gruekedlerne i rum 003 samt den store kamin i rum 010 er dog fornyet og repareret i 1800 og 1900-tallet. Alle kendetegnes ved at være bygget af meget lavt brændte sten og en lys mellem til grovkornet mørtel med skarpt tilslag. Disse sten er særlig hårdt medtaget af saltskader og fremstår meget nedbrudte.
002
011
012
001
008 003
004
005
006
010 009
007
1600-tallet 0
5
10m
1800-tallet 1900-tallet
Rum 003: - Bagerovn opmuret med tegl med opmurede vanger. Fornyet i 1800-tallet. Har formentlig erstattet en tidligere ovn med muligheden for at erkende en middelalderlig hypocaust på samme sted. Nordmuren har en betydelig tykkelse til at rumme både denne kamin og mindst en i etagen ovenover. - Gruekedel opmuret i 1900-tallet. - Oprindelig apside formede niche til gruekedel fra 1600-tallets anden fase med aftrak til skorsten nu tilmuret. Rum 005: - Spor i vestvæggen efter en kamin, som nu næsten er udslettet af senere ommuringer. Må være yngre end skillevæggen og kælderens hvælv og dermed ikke ældre end slutning af 1600-tallet. Har været i funktion indtil indsættelse af oliefyr i 1932-34, hvor skorstenen ommures til at kunne håndtere oliefyret. - Kaminen her oprindelig været en fremtrædende blokke murværk på 80cm i bredde med to murede hjørnepiller. Men disse er næsten helt udslettet idag.
Figur 92. Ildstedet, bagerovn og gruekedel i rum003.
Figur. 93. Den næsten helt udslettet ildsted i rum005.
Rum 008-009: - En dobbelt kamin midt i kælderens bredderetning, hvoraf den vestlige kamin er nu tilmuret og lukket af en skorsten til en moderne kamin fra 1900-tallet til køkkenet i etagen ovenover. - Den østlige del er uberørt, men i en meget dårlig tilstand. Kaminen hviler på to hjørne piller, med en støbejerns overligger lagt på træ oven over pillerne. Kamin åbningen måler 80cm i bredden, 60 i dybden og 80 i højden. Bunden er lagt i tegl og kampesten, mens væggene er pudset i nyere tid. Teglstenene er brændte ved lave temperaturer, og på grund af manglende kalkning (offerkalk), er teglstenene angrebet af salt og er meget nedbrudte. Smedejernsoverliggeren er ligeledes meget rustangrebet og svækket. Rum 010: - Stort ildsted midt på nordmuren, som er åbent til to sider. Ildstedet har fungeret som det primære madlavningssted fra mindst 1700-tallet indtil slutningen af 1800-tallet, hvis ikke i hele herregårdsperioden. - To kvadersten med den glatte side opad er sat som fundament mod vest. - Væggene har været pudsede. - Skorstenen og kaminen er kommet til efter hvælvene. - Den store skorsten benyttedes 7 m længere oppe af en vindovn i havestuen. Alderen på nordmuren, hvori kaminen er indmuret, er ikke afklaret endnu, men synes at stamme fra 1600-tallet.
Figur 94. Ildstedet i rum009.
Vægge: Alle vægge og hvælve har været hvidkalket i nyere tid. Der er spor efter en grålig kalklag i flere rum. Det er uvist om kælderen har oprindeligt stået i blankt mur gennem længere tid. Det er også uvist i hvor høj grad ældre kalklag er blevet banket af. Kælderen blev sidst kalket midt i 1970’erne og har taget betydelig skade af den manglende vedligeholdelse. Rum 001: Dette rum skal ses i sammenhæng med rum002 og 003. Rummet var oprindeligt åbent med en fritstående midterpille ligesom i rum003. Det nuværende lille rum forenden af kældertrappen er først opstået i 1800tallet ved opførslen af en nord syd gående skillemur af meget lavbrændte sten 26x6,5cm i kopskifte uden fuge markering. Mørtlen i murværket er saltskadet og hele væggen står uden kalk. Meget hvid mørtel, hård med fint korn.Vestvæggen er yngre end sydvæggen, men sydmuren er fra samme fase. Mørtlen og stenene er det samme. Rummets øst og nord mur er langt ældre og var opført i forbindelse med konventhuset i 1400-tallet. Østmuren blev dog gennembrudt til kældertrappen og skalmuret i løbet af 1600-tallet. Gennembrydning til trappen er sket efter indsættelsen af hvælv og østmuren er ikke i forbandt med den ældre nordmur. Der er oplagret tagsten langs nordmuren, så det er ikke muligt at undersøge den. Den er sammensat af kvader, kampesten og tegl og synes at have den samme karakter som nordmuren i rum 011. Rum002: Dette rum skal ses i sammenhæng med rum002 og 003. Rummet var oprindeligt åbent med en fritstående midterpille ligesom i rum003. Det nuværende lille rum opstod med opmuring af et ovnanlæg mod syd i 1600tallet og fik sin nuværende karakter ved opførslen af et bagerovn i 1800-tallet sammen med skillemuren mod øst, se rum001. Der er flere tilmurede åbninger i sydmuren og det ser ud til der er tale om en fornyede ovnfase eller noget andet på samme placering. Ovnen er sat op af gule og røde sten i en lermørtel med en senere kalkpuds og derefter cement fin puds. Mod vest er der en kurvehanksbuede åbning i muren, som er ældre end ovnen, som sandsynligvis er et ombygget vindue til rummet. Vestmuren har givet slip på hvælvet. Nordmuren er som i rum001. Rum003 Rummet har oprindeligt været sydlige del af kælderrummet under 1400-tallets konventhus uden hvælv med en dør midt i østvæggen, to vinduesnicher mod syd og en vægniche i vestmuren. Rummet er usædvanligt i at den er sat af genbrugte granitkvader både indvendigt og udvendigt i vest og sydmuren. Der er en usikkerhed om dette i sig selv er en rest af et ældre romansk stenhus, som man har bygget videre på i 1400-tallet. Adskillelsen mod nord ind til rum001 og 002 opstod ved et 1600-tals ovnanlæg. Der er vanskeligt at se meget af muren, på grund af dør, ildsted og to gruekedler. Den østlige gruekedel er nu væk, men dens apsideformet niche er der endnu. Denne er ældre end ovnen og samtidig med hvælvet. Der er en kurvehanksbuede døråbning med smige, men døren er senere gjort mindre. Døren havde sin nuværende størrelse i 1876, da den kan ses på et maleri. Mod øst er væggen delsvis fornyede i nyere tid nord for døren indtil rum 004. Der er anvendt gule sten til en 28 cm tyk skalmur. Bagved er der en nedbrudt ældre overflade som danner dørsmigen. Mørtlen er gråhvid og mellem- til grovkornet med en del skarpt tilslag. Der er muligvis tale om en renæssanceoverflade. Rester af rummets oprindelig sengotisk dør kan tydeligt ses på murens østfacade, men er mere forstyrret af hvælvet i rum003. Den nuværende døråbning er dermed gennembrudt den middelalderlige mur samtidig med hvælvet. Skarp fugeridsning, brændte fuger i en fint- til mellemkornet kalkmørtel. I Sydmuren tæt på det nuværende vestvindue ses kanten af et middelalderligt vindue af 2-3 romanske kvadre med romansk smig. En fint- til mellemkornet gullig brun mørtel, der er strøget let i overfladen, men uden fugemarkering. Den østlige smig i vestvinduet dannes i 2 kvaders højde af genbrugte romanske kvadre med romanske smige, der er lidt forskudt fra hinanden. Mens den vestlige smig i det samme vindue er også dannet af granitkvadre, der dog er uden smig. Hele væggen er opmuret ind- og udvendigt med genbrugte granitkvadre i mindst 3 skifters højde over nuværende terræn. Muren mod vest er som nævnt dannet af kvadre - også på indersiden - i to skifters højde. Ovenover er der enkelte natursten og ellers tegl. Fra det nuværende gulv til over 2 kvadres højde lige til venstre for hvælvafsatsen er der en niche, der er tildannet af 2 romanske kvadre med smige sat mod hinanden. Den nederste del er dannet af 2 firkantede kvader. Funktionen er ikke klar, men der kan være tale om en mulig smal vægniche. Den dækkes
af vandrette teglløbere, og der findes brokker i bagvæggen af smigen mellem kvadrene. Der er spor af ældre kalkninger inde i smigen, samt en ældre overflade på syd- og nordvæggen.Døren til haven er skabt i 1930’erne ved at gennembryde muren ved pladsen for et tidligere vindue. Rum 004: Rummet er først opstået i 1600-tallet samidigt med indsættelsen af hvælv. På det tidspunkt blev rummets bred østmur dannet til at rumme en skorsten og skilte rummet fra synes at være et større åbent kælderrum. Vi har ingen synlige spor efter indvendige skillemur fra perioden før 1600-tallet, men vi har rester af en sengotisk dørstik i sydmuren. Den blev lukket og delvis slettet af opførslen af skillemuren og indsættelse af hvælv i rummet. Østmuen er gennembrudt flere gange i nyere tid og er delvis kalket og revnet. Den oprindelig døråbning ind til rum 005 er en kurvehanksbuede åbning med smige, men dørfalsen inde i rum 005 er moderne. Der er svage spor efter en mulig kamin åbning i muren mod syd. Der er en kamin på den anden side af muren i rum005. Skorstenen blev dog flyttet i 1800-tallet til dens nuværende placering midt på væggen. Mod vest er der et sengotisk kurvehanksbuet dørstik, som blev tilmuret og delvis nedbrudt ved hvælvslagning. Mørtlen er fin- til mellemgrov, er brungul og er strøget glat over stenene. Der er brændte fuger. Der er en synlig kampestenssokkel mod syd. Døråbningen ind til rum 003, der bliver etableret efter overhvælvingen, er blevet gjort mindre, og en dørkarm blev indmuret ind mod rum 004. Den er senere fjernet, men den mindre døråbning er der stadigvæk. Mod syd er der en sengotisk mur, der udvendigt er muret med genbrugte kvadre og indvendigt med tegl og kampesten. Mod nord ligeledes en sengotisk mur af kampesten og tegl. Rum005: Rummet er først opstået i 1934 ved opførslen af en halv skillemur mod øst med en kurvehanksbuede døråbning. Midt i muren er der dog en klart ældre murpille med en mørtel som ligner mørtlen fra hvælvene. Pillen har ingen funktion idag. Men den kan have været del af en understøttelse til noget tungt i etagen ovenover. Muligvis til en påtænkt eller nu forsvundet trappe. Det er uklart om pillen er ældre end hvælvet. I dette rum begynder der en forskalning i en stens dybde langs yder murerne til at bære hvælvene. I vestmuren er der en fremtrædende murværksblokke syd for den moderne skorsten er en ældre kamin med en meget hvid mørtel. Den nederste del af nordmuren er muligvis den ældre sengotisk mur hvorpå der er muret en forskalning til vederlag for hvælvene. Der er en 1800-tal gennembryd til kulskakt op til gården. Mod syd er der en sengotisk mur udvendigt af genbrugte romanske kvadre og indvendigt af sten. Rum006: Det smalle rum er først opstået i 1934 ved opførslen af flere skillemur. Rummet var førhen et større åbent rum omfattende rum005-008. Rummets vestmur er omtalt foroven. Der er også en pille i kopskifte midt i østmuren, som er dog bredere end den i vestmuren. Mørtlen oprindelige kant synlige på begge sider af pillen, så der har været åbne gennemgang til begge sider. Mod syd er der en sengotisk mur udvendigt af genbrugte romanske kvadre og skalmuret indvendigt af tegl til vederlag for hvælv. Muren mod nordhar den samme skalmuring til vederlag for hvælv, men meget mindre kun 8cm mod 25cm i rum 005. Rum 007-08: Rum fordelingen i denne del af kælderen er først opstået i 1934 ved opførslen af flere skillemur. Rummet var førhen et større åbent rum omfattende rum005-008. Østmuren indeholder et dobbelt ildsted med den anden åbning i rum 009. Den er opbygget af meget lavt brændte sten og er meget hvid, hård mørtel med enkelte skarpe tilslag. Begge røgkapper bæres af smedejerns overliggere, som er alle stærkt rustskadet. Særlige salt koncentrationer ved stenene. Der er en oprindelig gennemgang på nordsiden af kaminen og en tilmuret gennemgang på syd side af kaminen. Midt i rummet er der en yngre kaminblok. Den har gule lyse orange sten sat i stærk lerholdig mørtel. Stenene er håndlavet, formentlig fra sidste halvdel af 1800-tallet. Den nuværende skorsten midt i rummet er tilføjet under Sponneck midt i rummet med en samtidig øst-vest gående skillemur. Rum009:
Rummet opstod i 1600-tallet ved opmuring af dobbeltkaminen i vestmuren. Den har en oprindelig fladbuet døråbning mod nord og en ny skillemur syd for kaminen. Mod øst cirka en halv meter fra NØ hjørne afbryder den nuværende mur en ældre mur. Muren har en stærkt beskadiget mørtel med en fin til mellem kornet brun gul mørtel. Skaderne var allerede skete, da muren forlængedes mod syd med de samme sten men med en grovkornet grågul mørtel. Kurvehanksbuede åbningen ind til rum 010, er senere gjort mindre med en indmuret dørkarme. Mod syd er det muret udvendigt med kvadre og indvendigt med tegl og en skalmur på en stens tykkelse til vederlag for hvælv. Det østligste fag er forandret i 1934, hvor muren blev gennembrudt ved et tidligere vindues placering til at danne en dør. Rum010: Rummets grundplan skulle efter de skriftlige kilders udsagn markere placering af det ældste stenhus på klosterområdet. Hovedparten af de nuværende mure er dog blevet flere gange på grund af ustabile fundamenter sidst i 1600-tallet. Der er dog spor flere steder efter en ældre mur, som er nedbrudt helt ned til gulvniveau, så det går i et med den nuværende gulv. Muren i gulvet har også en finere gul mørtel end muren over gulvet.Ved den Nordre og SØ niche er denne ældre mur synlig. På samme sted kan man på nichens mur tydelig se hvordan 1600-tallets muren har bevæget sig på grund af de ustabile fundamenter. Vest kanten svarer dermed til mur overfladen før rummets skalmuring og overhvælving sidst i 1600-tallet. Vestmuren indeholder betydelige rester af denne ældre mur, som ses i gulvet mod øst, se rum009 foroven. Mod nord er der et stort ildsted med bred åbning mod syd og en mindre mod øst. Overspændt med en smedejerns anker. Ildstedet er opført før hvælvet men i 1600-tallet og er opbygget på samme måde og med den samme mørtel som de andre kaminer. Den sydøstlige hjørne er fornyede med lavebrændte sten med brune ler mørtel med store og svære salt skader. Kaminen blev lukket i 1900-tallet. Rum011 – 012 De to små rum opstod i 1600-tallet med opførslen af ildstedet i rum010. Mens skillemuren mellem de to rum er sket efter denne del af kælderen får hvælvformentlig samtidig efter åbning af en trappe op til østfløjen. De har oprindeligt udjort den nordlige del af kælderrummet i et ældre stenhus på stedet. Man har tidligere opfattet dette bred mur mod syd til at være husets nordmur. Men det er ikke tilfældet, muren er yngre end den nuværende østmur og bredden er grundet af den store kamin til køkkenet i rum010. Fra dette ældre hus har vi ingen synlige rester af murene i gulvet som i rum010. Men den nederste del af den stående nordmur er ældre end hvælvet og den nuværende østmur. Den er en groft opbygget mur af cirka en meters bredde af genbrugte granitkvader, kampesten og øverst en yngre del af seks skifter teglsten, som hører sammen med indsættelsen af hvælvene. Bag muren er der en betydelige lag murbrokker og under dem muld og omrodede gulvlag ovenpå den oprindelige sydskranings kompakte sand. Opførslen af hvælvet og senere en kamin i rummet ovenover har desværre totalt omrodet de vigtige lag og de stratigrafiske forhold op til denne nordmur. Mod øst i rum011 er der en 1600tals mur med oprindelige vinduesniche. Mens vestmuren i rum012 er blevet gennembrudt efter hvælvenes indsættelse.
Kulturlag under gulvene: Der er kun foretaget en enkelt udgravning indenfor kælderen, og denne er foretaget i rum 009. Udgravningsfeltet, Felt E fra 1978, påviste betydelige bevarede kulturlag på op mod halvanden meter med spor efter tidligere fundamentsforløb, skillerum og et betragteligt antal teglgulve, lergulve, opfyldningslag og affaldslag. Lagene er meget velbevarede og er kun lokalt forstyrrede på enkelte steder. Der er dermed gode forhold til at kunne udtage naturvidenskabelige prøver fra gulvlagene, og alle eventuelle indgreb i gulvene må tage hensyn til denne kulturressource. Overordnet set rummer kælderen både over, under og omkring gulvene et værdifuldt kulturmiljø, som i hovedtræk er forblevet upåvirkede af anlægsarbejder. Man har føjet lag ovenpå de bestående, og på denne måde har man opbygget en uhyre værdifuld helhed. Arbejdet med kælderen på Ørslev Kloster kan med benyttelse af de rigtige og skånsomme arbejdsmetoder realisere et stort potentiale for at bidrage med afgørende viden indenfor et overset forskningsfelt både herhjemme og i Europa. Kælderen rummer
dermed et helstøbt kulturmiljø i lighed med resten af klostret, som har betydning for vores nationale kulturarv, og som skal varetages med omhu.
Litteratur: Arentoft, E.: Dalum Klosters vestfløj. Fynske Minder, 1995. .: Dalum Kloster. Fynske Minder, 1996. Brandt, M.: Gammelt og nyt fra Ørslev Kloster, Viborg Stifts Årbog, 1949, s. 51-74. Ingvordsen, J.: Ring klosters nordøsthjørne i 1300 årene. Et rekonstruktonsforsøg. Hikuin 14, 1988. -: De gode nonners konvent. Ring Klosters middelalderlige bygningshistorie belyst primært udefra de arkæologiske levn, 1991. Langballe, H. og R. Olsen: Ørslev Kloster 1975. Langballe, H. og R. Olsen: Ørslevkloster status 1978. MIV 9, 1979, s. 92-102. Mikkelsen, H.: Vor Frue Kloster, Randers, 2002. Olsen, R.: Nonneliv – især i Jylland. Skalk, nr. 6 1972. Pontoppidan, H.: Marmora Danica II, s. 218. -: Danske Atlas IV, s. 685. Lorentsen, V.: Ørslev Nonnekloster, i: De Danske Benediktinerklostres bygningshistorie. De Danske Klostres Bygningshitorie X, København 1933. -: Dansk herregårdsarkitektur fra Braoktiden, 1930, s. 118ff.