
3 minute read
Leder
by Geoforum
Værdien af åbne data kommer ikke af sig selv
AF MADS BJØRN-MØLDRUP, GEOFORUMS NÆSTFORMAND
LEDER
Vi har som samlet geodata-branche meget at være stolte af, når vi taler om åbne data. Vi har på mange måder været tidligt ude i forhold til at “åbne døren” til vores datasamlinger og dele vores data til glæde og gavn for andre. De åbne adressedata var tilbage i 2002 med til at starte bølgen og i 2012 kom aftalen om gode grunddata til alle. Allerede 1. januar 2013, længe før de øvrige grunddatamyndigheder, var Kortforsyningen således klar til at dele de frie grunddata. Der var god efterspørgsel efter harddiske med data såvel som en sand eksplosion af nye brugere, der ville ind i “geodata-butikken”. En af de medvirkende årsager til, at vi som branche har været frontløber i forhold til at dele, er formentlig, at hovedparten af vores data ikke indeholder personfølsomme oplysninger. Det har gjort det lettere for myndigheder at træffe beslutning om at dele organisationens data med andre myndigheder og med eksterne samarbejdspartnere, herunder også kommercielle virksomheder. Tilsvarende var Open Geospatial Consortium (OGC) også tidligt ude med nogle gode standarder for webservice-baseret udveksling af geodata, fx WMS og WFS, som hurtigt blev adopteret af både kommercielle GIS-leverandører og open source-området. Der er fortsat ikke mange andre brancher, hvor det er så let og ligetil at få adgang til og udveksle data med hinanden. Det er dog værd at holde sig for øje, at værdiskabelsen afde åbne data ikke kommer afsig selv. Det er således ikke tilstrækkeligt blot at stille de åbne data frem og vente på, at innovative hoveder finder frem til data og laver smarte, værdiskabende løsninger. Det kræver en kontinuerlig indsats og ressourcer til at løfte opgaven. Der er således kommet gode, langtidsholdbare løsninger ud affællesoffentlige samarbejder, hvor vi løfter i flok. Geodanmark er et godt eksempel på, hvordan kommunerne og SDFE i fællesskab løfter den store opgave med at indsamle, ajourføre og ikke mindst udstille værdiskabende data om bygninger, veje, vandløb m.v. Danmarks Miljøportal er et tilsvarende godt eksempel på, hvordan kommuner, regioner og statslige myndigheder i samarbejde understøtter den grønne omstilling gennem udstilling afnatur- og miljødata –og snart suppleret med en ny,
fællesoffentlig IoT-platform. Det er svært at skrive en leder i et temanummer af GEOFORUM med fokus på åbne data uden også at berøre Grunddataprogrammet og Datafordeleren. I december sidste år satte vi således fokus på grunddata og på, hvordan vi som branche kan udnytte potentialerne i anvendelsen af grunddata på tværs af offentlige myndigheder, forsyningsselskaber og private virksomheder. Selv om færdiggørelsen af Grunddataprogrammet og ibrugtagning af Datafordeleren har taget længere tid end oprindeligt estimeret, er der grund til, at vi som geodata-branche ranker ryggen. Vi har haft en stor aktie i tilblivelsen af Grunddataprogrammet, en stor del af grunddata er geodata, og ansvaret for forvaltning og videreudvikling af Datafordeleren ligger godt og trygt hos SDFE. Og så må vi ikke glemme, at Grunddataprogrammet er en løftestang til, at geodata i højere grad end tidligere kan kobles til andre fagdata og registerdata og derigennem være lettere tilgængelige for andre uden for geodata-branchen.
Rigtig god læselyst!
Temanumre
I dette nummer af GEOFORUM tuner vi ind på anvendelsen af åbne data i vores branche. Fra den lovgivningsmæssige driver med EU’s ”åbne data direktiv” til de praktiske anvendelser af åbne data i kommuner, hos rådgivere, i staten og hos iværksættere. Med opfordring til at sætte jeres data fri – for de er en kilde til innovation. Vi har haft stor hjælp fra Suzette Glanz Støvring, Københavns Kommune, og Steffen Svinth Thommesen, COWI, i tilblivelsen af denne temaudgivelse.
Næste temanummer bliver om brugstedet.dk. Hvis du har en god idé til et emne, der bør berøres, og har lyst til at bidrage med en artikel, så send en e-mail til redaktør, Mette Borg, mbo@geoforum.dk.