3 minute read

120 m høje udsigtstårne

Hvem har ikke stået ved en sø eller et andet naturområde og ønsket sig et bedre overblik? Hvor er jeg i forhold til søen? Hvor kunne det være interessant at tage et billede? Man kunne jo kigge på et kort, men det har alligevel sine begrænsninger.

AF RONNI FJORDVALD SØE, SKANDERBORG KOMMUNE

I Skanderborg Kommune har vi brugt droner til at skabe dette overblik ved at lave en række virtuelle udsigtstårne i et naturområde ved Tåstrup sø.

Bedre overblik over naturen

Idéen til projektet udsprang af en forespørgsel fra en kollega, som havde et projekt i gang for bedre adgang til søen og naturområdet. Han kunne godt tænke sig en dronefilm fra området, som han kunne lægge på kommunens hjemmeside. En dronefilm er jo ikke en dårlig ide og kan være rigtig flot. En film er imidlertid ikke særlig inddragende, og har man set den en gang eller to, så får man ikke så meget mere ud af den.

Vi havde i en række forudgående projekter eksperimenteret med at lave 360 graders billeder med en drone og havde således gode erfaringer med teknikken. Det var derfor nærliggende at foreslå, at vi lavede en serie af 360 graders billeder ude i området, som vi efterfølgende kunne formidle via en hjemmeside.

En tur i felten med dronen…

Efter en kort snak om idéen og om hvor i området, det kunne være interessant at få taget billederne, kørte vi ud til området og satte dronen i luften. Vi brugte en DJI Phantom 4 Pro, som vi fra et centralt placeret fugletårn kunne flyve hen til de positioner, vi havde udvalgt. Den app, vi brugte, var DJI GO 4, og heri er der en funktion, der kan automatisere billedoptagelsen, så billederne får det overlap, der skal til for at kunne sættes sammen til et sfærisk billede. Hele turen tog et par timer.

… og overblikket bliver skabt

Tilbage på kontoret brugte vi programmet 3DVista til at flette billederne sammen til syv sfæriske billeder; ét fra hver position. Programmet gav os mulighed for at koble billederne sammen til en interaktiv tur. Ved at placere markører på de steder i billederne, hvor de andre billeder er taget fra, kunne vi tillade brugeren at springe fra position til position. Vi lavede herudover en lille kortfunktion, som viser på et luftfoto, hvor billederne er taget. Det giver samtidig muglighed for, at man navigerer mellem billederne ved at trykke i kortet. Det sidste trin i processen var at få programmet til at skabe en hjemmeside ud af turen og lægge den på vores hjemmeside.

Efter en lille dags tid havde vi således skabt syv 120 m høje virtuelle tårne, som kan bidrage til, at områdets besøgende får en ny oplevelse af området. Se projektet på: https://bit.ly/3FpHNnO

SPATIAL SUITE ÅRSMØDE 2022

Så er der åbent for tilmeldingen til vores traditionsrige Spatial Suite årsmøde på Hindsgavl Slot. Er du nysgerrig på vores nye mobilløsning til Spatial Suite, 3D-redigering og webSSM, eller vil vide mere om IoT eller LER 2.0, kan du allerede godt glæde dig. Vi inviterer til to inspirerende dage, hvor vi ser ind i fremtiden for jeres Spatial Suite, hvor du får viden om mulighederne med FME og hvor du kommer hjem med inspiration til bedre at kunne udnytte potentialet i jeres webGIS løsning. Årsmødet er for dig, der er GIS-koordinator, GIS-medarbejder, systemejer, administrator eller bruger af Spatial Suite. Sæt kryds i kalenderen den 26 - 27 april 2022. Vi glæder os meget til at se dig! Du er velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.

Kontaktperson: Kristoffer Waage Beck kristofferwaage.beck@sweco.dk

This article is from: