Mikael Simpson, interview by Gerd Svenningsen

Om følelsesventiler, rørende øjeblikke & smukke kvinder

Mikael Simpson Første gang han spillede i Lille VEGA, var det for 39 betalende gæster. Senere har han fyldt Store VEGA ved flere lejligheder samt mange af landets andre store scener. Han har stået på Roskilde Festivals Orange Scene og mærket suset om ørerne fra de mange tilhøreres tilråb. Han har oplevet den helt store kærlighed strømme fra publikum, da han vendte hjem fra tsunamien på krykker og endelig stod på scenen i VEGA igen. Mikael Simpson har haft mange bevægende koncertoplevelser, men det sker faktisk sjældent, at han stiller op live med sin egen musik. Der går nemlig for meget projekt i den, og det der med at skulle forløse alle følelserne i løbet af en times koncert skaber et pres, der både giver sommerfugle i maven og ufrivillig tissetrang.

Tekst Gerd Svenningsen

Foto stefano galli

I en baggård allerdybest inde på en hemmelig adresse på Nørrebro ligger Mikael Simpsons studie. Det kan være meget svært at finde, hvis man ikke ved præcis hvor det er, og den nedslidte, smalle trappeopgang vidner da heller ikke om, at den huser en succesfuld dansk musikers arbejdsplads. Da jeg træder ind ad døren, bliver jeg ramt af en ægte bohemeånd, og jeg funderer over, om dette mon er fremtidens moderne arbejdsplads, hvis man er noget ved musikken? De nikotingule persienner er trukket for, og cigaretrøgen hænger tungt i luften helt ned til de tykke orientalske tæpper, der dækker det meste af det rå betonfundament og skaber en huleagtig dagligstuestemning. Mixerpulte blander sig med forstærkere, guitarer med tangenter, sofaer med små borde og hyggebelysning, og jeg bliver pludselig helt i tvivl, hvad der er mest dekorativt: de sammenrullede jack-jack-kabler eller de mange billeder, plakater og udklip på væggen?

”Nogle gange går jeg af scenen og undrer mig over, at jeg ikke har tisset i bukserne.”

Det er her, Mikael Simpson har både skrevet og indspillet musikken til sin nye plade Slaar Skaar. Simpson drømte åbenbart om et andet sted, for hans soveværelse - hvor alle foregående albums er indspillet på laptoppen - er blevet skiftet ud med dette baggårdsbohemestudie, som han deler med sit band Sølvstorm, og som nu fungerer som hans andet hjem. ”Jeg blev simpelthen for psykisk stresset af, at arbejde og hjem er det samme,” forklarer han på sin jyske, nærmest messende facon, der sikkert ikke bliver mindre dreven af, at han lige er stået ud af sengen, selvom klokken er 14. Dine andre plader er blevet til hjemme i din lejlighed, fordi du ikke følte, at du bare kunne lave musik på kommando. Har det gjort processen vanskeligere at lave musikken i studiet frem for derhjemme? ”Det har faktisk været nemt, fordi jeg havde lyst til at lave den her plade efter at have holdt ”pause” fra min egen musik i flere år, så det er kommet ud af sådan en form for leg. Efter den sidste plade spillede jeg meget i udlandet med Trentemøller - det tog næsten halvandet år - og da vi var færdige med det, lavede jeg en plade med Jørgen Leth. Så der har været nogle store afbræk, som gjorde, at jeg vendte meget frisk tilbage… eller…

jeg ved ikke, om jeg var frisk, men jeg vendte i hvert fald tilbage med lysten til at lave noget musik.” En helt anden musik end Simpsons strømmer ud i rummet, mens levende billeder projiceres op på væggen bag os. Det er hans kollega Frithjof, som er i gang med at komponere musik til en DR-dokumentar om en ung dansk-afrikansk kvinde, der tager tilbage til sit fødeland. Den afdæmpede, stemningsfulde musik lægger sig som et blødt lydtæppe rundt om os. En smuk og sørgelig verden Selvom Simpsons sangskrivning er flyttet hjemmefra, er det melankolske stemningsunivers forblevet det samme. For det er stadig en lavmælt, dybsindige mand, der står bag. En mand, der har sat nye standarder inden for dansk musik ved at blande electronica og dubstep med singer-songwriting og mantraagtige, poetiske tekster. Hvor kommer det her meget melankolske udtryk fra? ”Jeg tror, det kommer fra en eller anden form for skuffelse over den verden, vi lever i... jeg synes, det er en meget smuk og meget sørgelig verden,” svarer han eftertænksomt. Netop i det øjeblik fader Frithjofs stemningsfulde underlægningsmusik op og får Simpsons grublen og stemningen til at svæve helt op under loftet og udgøre det perfekte lydtapet til situationen og rummet. ”Der er noget terapi over at lave musik. Jeg tænker nok tit på ting, som ikke er så rare, det kan jeg ikke rigtig styre, men så har jeg denne her ventil, jeg bruger - og som jeg har fundet ud af er meget heldigt at have.”

Hvor ville du være, hvis du ikke havde musikken? ”Det er et godt spørgsmål. Jeg tør ikke sige, hvor jeg havde siddet henne, hvis jeg havde et brændende ønske om at være med i Paradise Hotel og drikke en masse tequila… hvordan jeg så ville være eller se ud.” Det funderer vi lidt over. Og her sidder vi så, godt plantet i et par bløde sofaer, omringet af jack-jack-kabler og tykke tæpper på gulvet, mens Rigets helikopter flyver hen over hovederne på os. Og vi snakker videre om den nye plade, forventningspres, andre musikeres fede plader, B-menneskesamfund og livet i al almindelighed. Stemningen er helt, helt afslappet, og jeg synker dybere og dybere ned i den bløde sofa og tænker, at jeg hellere lige må pifte samtalen lidt op. Du har udtalt, at debutalbummets succes var som at få et blowjob fra den smukkeste kvinde. Hvordan føles det så at have færdiggjort det her album? ”Ja, den bliver svær at følge op på. Jamen, det ved jeg faktisk ikke endnu, for det er simpelthen så nyt, altså jeg afleverede den for en uge siden. Jeg vil sige: Den smukke kvinde er nok ikke trådt ind i rummet endnu. Men det lyder da meget forløsende det andet der.” Sommerfugle i maven og ufrivillig tissetrang At Mikael Simpson nu skal sende sit nye udspil ud i verden bringer nye perspektiver på banen og sætter nye tanker i gang hos den lavmælte musikpoet. Det skal han lige vænne sig til. Frigivelsen involverer pludselig en masse mennesker og kræver en helt anden, mere udadgående energi, hvor han skal kommunikere med pressen og ikke mindst med sit livepublikum. Men Simpson er ikke en kunstner, der turnerer særlig

”Jeg tør ikke sige, hvor jeg havde siddet henne, hvis jeg havde et brændende ønske om at være med i Paradise Hotel.” meget - det er blevet til omkring ti koncerter i løbet af de sidste tre-fire år. Hvad er årsagen til, at du ikke spiller livekoncerter særlig tit? ”Ja, der er jeg sådan ret atypisk i forhold til mange andre, men der går simpelthen for meget projekt i den - jeg skal sætte en hel masse mennesker i stævne. Der er mange ting, der skal klappe, og det synes jeg godt kan være sådan lidt pres. Du ved, jeg har siddet og lavet en hel plade, og så er jeg så heldig, at der er nogen, som køber den, og så kommer de ind og ser koncerten, og så står man inde i Store VEGA, og så skal det hele ligesom forløses lige dér. Det er ret vildt, det er et stort pres, og det kan godt give sommerfugle i maven.” Hvordan har du det så, lige inden du går på scenen? ”Vi har nogle ritualer i Sølvstorm, hvor vi giver hinanden et knus og prøver at få en god fælles stemning op at køre. Men et af ritualerne, som jeg ikke selv har styr over, er, at jeg føler, jeg skal tisse, men det skal jeg ikke. Det er nok det, jeg husker bedst. Nogle gange går jeg af scenen og undrer mig over, at jeg ikke har tisset i bukserne, men jeg er meget glad for at opdage, at det ikke er sket.” Ligger der et kunstnerkompleks med indgroet indadvendthed gemt i din beskedne koncertaktivitet? ”Det er nok mere noget med, at det er meget svært at oversætte alle de der følelser til en times komprimeret event. Og faktisk har jeg været ude at spille nogle gange, hvor jeg har været i så godt humør, at jeg har været ekstremt udadvendt. Det skulle du komme og opleve,” opfordrer han spøgefuldt.

Mikael Simpson har dog også oplevet at gå ned på at spille live i nogle ellers uformelle og beskedne rammer. Det har bl.a. gjort, at han helt er stoppet med at stille alene op med en akustisk guitar: ”Jeg har haft nogle ret forfærdelige oplevelser med at spille solo med min guitar, hvor jeg lige pludselig følte, at jeg ikke havde lyst til at være i rummet mere. Det var på Klub Mini VEGA, og det var et ret hårdt slag. Det var bare klappen, der gik ned.” Gik du i panik? ”Nej, jeg er sådan rimelig rolig. Jeg forsøgte bare at stoppe det med det samme, og så har jeg aldrig været der siden. Jeg mistede simpelthen lysten til at spille solo akustisk.” Har du nogen virkelig gode koncertminder? ”For helvede mange, mand - bl.a. første gang jeg spillede i Store VEGA, det var en fantastisk oplevelse. Jeg tror den bedste koncert, jeg nogensinde har spillet, er ude på Jagtvej 69 i Ungdomshuset, hvor stemningen bare var fuldkommen massiv. Og Roskilde Festival, hvor du kigger ud, og der ikke er et øje et kvarter inden, du skal spille, og så et kvarter senere går du ud på scene, og så er der bare denne der: woaaaaahhhhhh fra publikum. Det giver en strålende følelse af lykke, når der er en særlig kontakt.” Overvældende kærlighed i svære tider Mikael Simpson har været med i rigtig mange år både som kunstner og publikum; han har oplevet cremen af cremen på den københavnske koncertscene. Han husker tydeligt det nu nedlagte Saga, som lå på Vesterbrogade, hvor der i dag ligger en REMA 1000. Et fan-

tastisk spillested, hvor han dengang oplevede idolerne Morrissey og Kraftwerk. Eller Saltlageret, som lå der, hvor Planetariet ligger i dag, og hvor Depeche Mode spillede sin legendariske koncert i 1983. Han er ikke i tvivl om, at det i dag er VEGA, der trumfer, og at stedet har tilført byen 100 procent, som han udtrykker det. ”Der er mange gode bud i København, men VEGA er spillestedet for mig. Det er jo bare pisseflot, altså, det er et helt fantastisk hus med nogle helt fantastiske sale, der er holdt i sådan noget mørkt træ, som jeg også selv har derhjemme - det holder jeg meget af.” Det mørke træ er dog ikke den eneste grund til, at Mikael Simpson føler sig hjemme i VEGA. Han har rigtig mange forskellige oplevelser tilknyttet til stedet og kan ligefrem blive meget rørt, når han træder indenfor. ”Første gang jeg spillede på Lille VEGA, var der vel 39 betalende, hvor folk stod op ved sådan nogle caféborde, og sidste gang jeg spillede der, var der rigtig mange mennesker inde i den store sal, så jeg synes, jeg har prøvet lidt af hvert. Altså hele kombinationen af at gå mentalt ned i Klub Mini VEGA til at starte min egentlige karriere på Lille VEGAs scene i 2002, fem dage inden mit allerførste soloalbum kom, og videre frem til i dag. Der har været mange rørende oplevelser.” Er der en koncert i VEGA, som har haft særlig stor betydning for dig? ”Jeg glemmer aldrig, da jeg spillede i Store VEGA i starten af 2005 - det var en meget, meget bevægende koncert! Salen var fyldt, og det var kæmpe stort. Jeg havde været ude for en ulykke nogle få måneder forinden - inden da havde jeg ikke nogen penge eller noget som helst, og jeg havde udgivet en plade, og pludselig gik den bare pisse godt, og så tog jeg ned til Thailand for at fejre det, og så kom Tsunamien, og jeg kom hjem på krykker og alt muligt pis og lort. Og så i marts måned stod jeg derinde i Store VEGA, og da jeg kom ind på scenen, blev jeg mødt med en kæmpe stor kærlighed, som var meget overvældende. Det var kæmpe, kæmpe stort for mig, og jeg blev virkelig rørt. Kan du huske det Frithjof?” spørger han og vender sig mod den stemningsskabende lydskulptør. ”Det var fuldstændig vildt!”

Hvad er det særlige ved at spille på VEGA? ”Oplevelsen er en ny hver gang. Første gang jeg står på scenen, foregår hele koncerten på 30 sekunder, anden gang er det ligesom om, jeg fornemmer rummet omkring mig, og så er koncerten slut. Så går der ti måneder, og så står jeg derinde igen, og der bliver jeg lige pludselig bevidst om, at der er balkoner derinde, og der står nogle folk deroppe, og så bliver jeg bevidst om, hvor bred scenen er - så på den måde udvikler det sig hele tiden. Hvis man skal blive i det der med den smukke kvinde, så er det det samme som den første gang, man ser hende; der er der et fragment af hende, som man synes er meget smukt og lægger mærke til, og så næste gang du ser hende, er der endnu mere, og næste gang igen bliver du helt blændet af hendes skønhed.” Hvad betyder det som kunstner at spille på VEGA? ”Der sker noget i ens bevidsthed sådan rent karrieremæssigt, når du finder ud af, at nu er det altså Store VEGA. Så ringer de nede fra bookingselskabet og siger: Der er udsolgt gange tre inde i Lille VEGA, så du bliver nødt til at få din røv op på den store scene. Så er det, at man puster sig op og føler sig…” - han tager en dyb vejrtrækning ind gennem næsen, skyder brystkassen frem, holder vejret et øjeblik og puster ud igen, mens han veltilfreds afslutter: ”… very strong.” Vores samtale er slut, og jeg føler mig alt andet end mandig (forståeligt nok) og very strong. Min krop føles derimod tung og afslappet, næsten som var jeg blevet hypnotiseret eller dopet. Jeg er helt nede i gear, og sofaen har taget form efter min krop, da jeg snøvlende får rejst mig. Måske var der andet end cigaretrøg i luften? Eller også er det bare den effekt, det har, når man snakker med en meget rolig mand med messende jysk accent og morgenhår i en blød sofa til et lydspor af stemningsfuld underlægningsmusik. Jeg kører derfra halvt i tåger og når akkurat lige at afværge mig et sammenstød med en fodgænger i frit løb, mens jeg tænker: Gad vide hvordan Mikael Simpson egentlig ville se ud, hvis han var med i Pardise Hotel?!

Mikael Simpson om Titlen Slaar Skaar Jeg synes, det er hårdtslående - altså så hårdtslående det kan blive, når det kommer fra en forholdsvis lille næve. Sangen handler om, at man bare har lyst til at rydde bordet og sige noget meget hårdt eller gøre noget meget drastisk for at ændre situationen. Og det synes jeg er fedest at sige i en stille sang i stedet for heavy metal. Fascinationen af dobbelt a Jeg har altid skrevet mine tekster med dobbelt a i stedet for å. Det kommer sig af, at jeg engang havde en gammel Underwood-skrivemaskine, som ikke havde æ, ø og å, og så synes jeg bare, det ser bedre ud, at det ligner noget, der kunne være skrevet i 1928. Det er nogle af de ting ved det gamle danske sprog, som jeg ynder at holde af (siges affekteret). Definitionen på en fed koncert En fed koncert er, når musikken har spillet godt, og man har ramt publikum. Der må meget gerne have været en eller anden særlig kontakt eller sket et eller andet, man ikke havde regnet med, som så er blevet forløst. Det værste, der kan ske, er, hvis det er sådan en maskine, der bare går i gang - så bliver det afviklet, og så går man hjem.

Bedste koncertoplevelser i VEGA Spiritualized, Devendra Banhart, Erasure, Morrissey, The Knife. Forbilleder Massive Attack, the innocence mission, C.V. Jørgensen, Radiohead, Depeche Mode og mange andre. Hører lige nu Lulu Rouge, Talk Talk’s Spirit of Eden og Laughing Stock, Portishead, Radiohead… alle dem, der hedder noget med head.