GHANA VENSKAB 40 ÅR

GHANA VENSKAB 40 ÅRS JUBILÆUM 40 PERSONLIGE FORTÆLLINGER FRA DANMARK OG GHANA

GHANA VENSKAB Partnerskab for Forandring

40 ÅR MED STÆRKE BÅND MELLEM GHANA OG DANMARK

håb er, at deres fortællinger tilsammen giver et retvisende billede af en NGO, der har opnået rigtig meget siden efteråret 1979, hvor de første venskabsgrupper blev dannet.

I april 1983 blev der sendt 12.000 blyanter fra Silkeborg til landsbyskoler i Ghana, og et par måneder senere blev blyanterne godt modtaget i Ghana. Oplysningen fremgår af et hæfte om Ghana Venskabsgruppernes historie, som gruppen i Silkeborg udgav i 1991, og hæftet viser tydeligt, at samarbejdet mellem Nordghana og grupperne i Danmark på den tid var meget konkret. Det var fx klinikudstyr og renoverede cykler, der blev sendt af sted, og i Ghana blev der bygget dæmninger og indrettet klinikker.

Ideen var udtænkt af Johannes Holm. Han var dr. med. og en særdeles aktiv mand og blev ikke mindst kendt for at planlægge og gennemføre den redningsaktion, der med hvide busser hentede danske og norske fanger hjem fra de tyske koncentrationslejre. I en alder af 76 år udtænkte han et nyt koncept for udviklingsarbejde - det skulle foregå i øjenhøjde: Borgere fra danske kommuner skulle udvikle personlige venskaber med borgere fra kommuner i udviklingslandene.

Ideen slog an. Der opstod venskabsgrupper i Silkeborg, Glamsbjerg, Ølgod, Maribo og senere også i Farsø og Aarhus. I 1980, året efter de første grupper var dannet, blev det på et fællesmøde vedtaget at etablere venskabsbånd mellem Danmark og byer i den nordlige del af Ghana, og i 1984 blev den 21-årige Thomas Ravn-Pedersen udstationeret i Ghana som (ulønnet!) koordinator.

I årene efter skete der en langsom professionalisering af hele organisationen, der fx i 1988 fik et lille sekretariat. Silkeborg Højskole sendte elevhold til Ghana og ghanesere rejste den anden vej for blandt andet at deltage i demokratikurser i Danmark. Senere fulgte også årlige udvekslinger af lærere, hvor ghanesiske og danske lærere boede hos hinanden og gennem nogle uger fulgte hinandens arbejde.

I dag er arbejdet mere abstrakt, det handler fx om at etablere ungdomscentre, hvor unge kan mødes om sociale og politiske aktiviteter eller etablere låne-og sparegrupper ude i landsbyerne.

Overordnet set er fokus nu rettet på at organisere og sætte i gang og så stole på, at indbyggerne selv kan og vil videreføre indsatsen.

Men grundtanken er præcis den samme som for 40 år siden: Der er tale om et reelt samarbejde, som bygger på gensidig tillid. Og 40 års tæt samarbejde har ført til mange langvarige venskaber og relationer og dermed skabt stærke bånd mellem Ghana og Danmark.

Nu som før er Ghana Venskab (som vi har heddet siden 2016) drevet af dybt engagerede frivillige, og arbejdet foregår som altid i tæt samarbejde med vores mangeårige ghanesiske partnerorganisationer. Siden 1985 har arbejdet været støttet af Danida.

UDVIKLINGSARBEJDE I ØJENHØJDE Vi har valgt at markere 40-års jubilæet med 40 personlige beretninger, 20 fra Ghana og 20 fra Danmark. Fortællerne er valgt, så de både beretter om fortid, nutid og fremtid, og vores

2

I Ghana førte venskabsarbejdet også til en helt ny skoleform: School for Life, hvor børn, der ellers ikke kom i skole, på ni måneder lærte at læse og skrive på deres eget sprog. 230.000 børn har været igennem School for Life.

Ghana Venskab har idag over 300 medlemmer, og mange af dem er særdeles trofaste. Ikke så få har faktisk været med i samtlige 40 år. I dette jubilæumsmagasin vil du møde et udpluk af dem.

INDHOLD GHANA VENSKAB

Venskab er centralt Konflikterne har bragt os videre - og styrket os Høfdingen i Dalun - I har gjort det godt Ghana Venskab gav mig et godt fundament Vi satte skub i kommunikationen

GDCA - GHANA DEVELOPING COMMUNITIES ASSOCIATION Kunsten at balancere Jeg udbreder gode idéer Små lån - store forandringer

YEFL - YOUTH EMPOWERMENT FOR LIFE Manualen hjælper iværksættere Fra bager til fotograf Fra praktikant til bestyrelsesmedlem Kunsten skaber udvikling Jeg er stolt af at være en rollemodel

CLIP- CHANGING LIVES IN INNOVATIVE PARTNERSHIPS

SFL - SCHOOL FOR LIFE 4 6 8 10 12

Sådan opstod idéen om School for Life School for Life som fredsmægler Jeg var vild med School for Life Mit møde med en landsbyskole i Ghana Det var min drøm at blive skolelærer

DALUN SIMLI CENTRE 14 16 18

Sådan kom højskolen igang Fortællinger som værktøj 30 år på Dalun Simli Centre Køkken med fuldt blus

SIMLI RADIO 20 22 24 26 28

Et langt liv med vand 30 Brønden gav os renere vand 32 Bedre ernæring er min hjertesag 34 Korridorer til kvæget vil gøre vores liv lettere 36 Bedre mad til børnene, med en ny fabrik 38

Jeg var sikker - vi skulle have en radiostation Radioen giver stemme til de tavse

UDVEKSLING

Samarbejde fører til gode venskaber Svært at vende hjem med nye idéer Rejser hvor alt er anderledes Grupper er sagen - det lærte jeg i Danmark Fra korttidsfrivillig til aktivt medlem De studerende får indblik i ghanesisk kultur Formidling gennem sang

SAMARBEJDE

Vi er gode til at skabe relationer Det var min pligt at være kritisk Altid i samspil med de frivillige Samarbejdet er kommet for at blive

40 42 44 46 48

50 52 54 56

58 60

62 64 66 68 70 72 74

76 78 80 82

GHANA VENSKAB

VENSKABET ER CENTRALT Langsigtede og stabile partnerskaber giver arbejdet i Ghana en særlig værdi, skriver Katrine Skamris – forperson for Ghana Venskab siden 2015.

Jeg har kun kendt til Ghana Venskab (GV) i lidt mere end 10 år, men for mig er det en hel del – ja, faktisk en tredjedel af mit liv. De sidste par år er GV kommet til at fylde mere og mere, og for knap fire år siden gik det op for mig, at jeg først nu er begyndt at føle mig som en rigtig Ghana-ven – det tager tid og indsigt. Det er der nok mange i GV, der kender til. Fundamentet for GV er en lyst til venskab. Vores donorer gennem tiden har altid haft som krav, at vi skulle have en partner. For GV har det været en fundamental ting i forhold til, hvordan vi har lyst til at arbejde. Der er ikke mange af os, der ville gide at knokle frivilligt i over 40 graders varme i den hårdt optjente ferie og så endda selv betale for det, hvis det ikke var fordi, at man også tog til Ghana for at være sammen med sine venner.

Venskab som en vigtig del af navnet

Venskabet i GV er derfor centralt, og da vi skulle skifte navn, var det også meget tydeligt, at den del af navnet kunne vi ikke skille os af med, da det er en så stor del af vores identitet. Ikke desto mindre er det meget svært at forklare, hvilke kvaliteter venskabet tilfører samarbejdet. Vi gør det så alligevel, når vi skal skrive ansøgninger til vores donorer. For hvorfor er det, at vi arbejder sammen med den samme organisation i Ghana gennem 40 år? Nogen kunne mene, at vi ikke udførte vores arbejde ordentligt. For hvorfor har vi ikke formået at lave den fornødne kapacitetsopbygning, så vores partner kan stå på egne ben? Mit svar vil være, at vores partner, GDCA (Ghana Developing Communities Association) er velforankret i Nordghana, velanset og yderst kompetent i deres udførelse af projekter,

4

så hvorfor skulle vi skifte partner, når vi allerede har noget, der er velfungerende? At vi skal redegøre for vores vedvarende valg virker ikke altid fair, men sådan er betingelserne, når det er skattekroner, der bliver bevilget. Så i stedet for at gøre det til et problem ser jeg det altid som en positiv ting, at vi skal forklare os. På den måde får vi som organisation mulighed for at fortælle om en af vores største styrker: Nemlig det langvarige partnerskab med GDCA og som årene går også snart YEfL (Youth Empowerment for Life).

Vi komplementerer hinandens viden

Partnerskabet har for GV gjort det muligt at fortsætte en stabil og bæredygtig udvikling. Vi har som organisation skullet ændre os fra at lave konkrete projekter med f.eks. bygning af klasselokaler til i dag at lave programmer, hvor god regeringsførelse, fortalervirksomhed og basale menneskerettigheder er i fokus. Et skift, der kræver meget udvikling af os som organisation i Danmark, men også af vores partnere i Nordghana. Vi har formået at udvikle os, og det skyldes i den grad, at vi har haft et samarbejde, hvor vi har kunnet lave udvikling sammen og ikke starte forfra hele tiden med kapacitetsopbygning. Vi har formået at udvikle vores projekter sammen med partnerne, og det er fordi vi har kunnet komplementere hinandens viden.

I de sidste par år har GV i samarbejde med GDCA og YEfL formået at lave flere Best Practice guides, lavet større evalueringer, som har bidraget til videre arbejde også for andre organisationer og fået implementeret vores School for Life-model som en del af Ghanas uddannelsespolitik på landsplan som blot nogle eksempler på vores succesfortællinger.

Historien om hvordan vores langsigtede partnerskaber skaber værdi, nyder jeg at fortælle, når vi bliver spurgt. Og i GV arbejder jeg videre med, at YEfL og GDCA bliver ved med at kunne finde værdi i at investere deres tid i os. Ikke kun som partnere men også som venner.

Få forpersoner på 40 år: Den første fællesformand for Ghana Venskab var Thomas RavnPedersen. Han blev valgt i 1985 og fortsatte til 2006, hvor han blev afløst af Mette Brandt.

Siden 2015 har Katrine Skamris været GVs forperson. I en kort periode var Leif Frandsen dog formand, det samme var GVs næstformand gennem rigtig mange år, Erik Fyhn.

DE LANGSIGTEDE PARTNERSKABER GIVER VÆRDI

KATRINE SKAMRIS

Hvis vi havde skiftet partnere op til flere gange over de sidste 40 år, er jeg helt sikker på, at vi ikke havde nået så mange gode bæredygtige resultater. Jeg vil derfor konkludere, at langsigtede partnerskaber giver værdi. Vi opnår flere resultater for de midler, vi får bevilget – Value for money - og resultaterne er af sådan en kvalitet, at de lever op til bæredygtighedskriteriet.

5

GHANA VENSKAB

KONFLIKTERNE HAR BRAGT OS VIDERE - OG STYRKET OS Som bare 21-årig blev Thomas RavnPedersen i 1984 udsendt som Ghana Venskabs første koordinator. Arbejdet i Ghana har i den grad præget hans liv - fra 1985 til 2006, altså i hele 21 år, var han foreningens formand.

Jeg var virkelig pioneren, da jeg blev udstationeret i Nordghana. Jeg fik betalt kost og logi, og efter nogle måneder fik jeg også en motorcykel - men ingen løn. Jeg var 21 år og blev hurtigt betaget af Ghana, for jeg kunne se, at her kunne jeg udrette noget. Men det var også barsk. Der var ingen telefon, og breve var seks uger undervejs, og der var stort set ikke andre hvide, så man fik ikke lov at gå i fred.

Malaria – og et vendepunkt

Jeg var blevet opfordret til at bosætte mig i en af venskabsbyerne, og det blev Dalun, for her var der vand i hanerne og strøm, dog ikke alle dage.

Jeg boede i en bolig, der hørte til vandværket og delte køkken og stue med to vandværksansatte, men de flyttede, og så boede jeg alene i huset - og jeg havde lidt hjemvé. Jeg fik malaria flere gange, og en af gangene var jeg virkelig alvorligt medtaget. Men på tredjedagen, da jeg lå syg, bankede det på døren. ”Høvdingen vil gerne vide, hvordan du har det”.

Det blev mit vendepunkt, det at nogen havde holdt øje med mig og bekymrede sig for mig fik mig straks til at føle mig bedre - og føle mig hjemme. Jeg organiserede byggeriet af en dæmning og var med til at starte byggeriet af Daluns sundhedsklinik, og jeg blev gode venner både med høvdingen i Dalun og med Doktor, Dr. Abubakar Al-Hassan, formanden for den ghanesiske søsterorganisation til Ghana Venskab.

6

Grundtillid fra Danida

Vi begyndte i 1985 at få penge fra Danida, og efter vores tredje ansøgning ville Danida ned at se, hvad vi faktisk lavede. Det førte til en meget positiv evaluering og skabte en grundtillid, som har holdt lige siden. På et tidspunkt modtog vi bevillinger på tilsammen 50 millioner kroner inden for et år. Det var helt vildt, og jeg fatter det næsten ikke i dag, men Danida må have kunnet mærke, at vi arbejdede anderledes og at der var en folkelig forankring. Men vi har også været tilsmilet af held - og vi har ikke haft nogen skandaler nogensinde.

Men i 1993 mødte vi for første gang modstand. Et konsulentfirma kunne ikke anbefale Danida-støtte til de lange kurser, vi havde oprettet på højskolen.

Deres rationale var, at fattige bønder ikke har råd til at bruge så meget tid på et højskoleophold. Det kom som en bombe, for derhjemme var højskolen hjerteblod, og holdningen var, at staten ikke skulle blande sig, men det endte med, at pragmatikerne vandt og vi justerede kurserne, så de blev korte.

Krise i foreningen

Konflikten var ikke den eneste. Der kom også et dansk oprør mod Doktor, han havde fået for stor magt, mente mange. Det førte til krise i foreningen, og forvirringen bredte sig til Danida, der satte en undersøgelse af foreningen i gang. Den fik os virkelig til at stå sammen, og vi fik faktisk kæmperos og et skulderklap af Danida, der for første gang anerkendte venskabsdimensionen i en officiel evaluering. Så konflikterne har virket til at bringe os videre - og alle gangene styrket.

Mit ophold i Ghana har præget hele mit liv. Det var også i Ghana, jeg traf Annelie, som er mor til mine fire børn. Og jeg lærte hvor vigtigt, det er med ligeværdighed i et samarbejde. Jo, vi er sorte og vi er hvide, men vi er altså sammen om det her. Jeg lærte også i Ghana, at man i en konflikt skal undgå, at nogen taber ansigt, og at man nogle gange med fordel kan vælge ikke at sige tingene direkte. Så ja, jeg har bestemt taget noget ghanesisk kultur med mig.

THOMAS RAVN-PEDERSEN

LANG KARRIERE SOM JOURNALIST

Efter sit ophold i Ghana holdt Thomas Ravn-Pedersen omkring 100 foredrag, og formidling er i det hele taget blevet hans levevej, for han valgte at blive journalist og det førte til seks års ansættelse på Østjyllands Radio. Senere fulgte 10 års arbejde som kommunikationschef for Folkekirkens Nødhjælp og fire år som dokumentar- og montageredaktør på P1. De seneste ni år har han været leder af Verdens Bedste Nyheder.

7

GHANA VENSKAB

HØVDINGEN I DALUN: I HAR GJORT DET GODT Ghana Venskab har bidraget til udviklingen i hele Nordghana, mener Mahama Singa, høvdingen i Dalun.

Gennem 40 år har han haft tæt kontakt til danskerne.

Nogle gange har han undret sig over dem, men alt i alt er han yderst tilfreds med samarbejdet.

Jeg kan huske, at der for 40 år siden kom en besøgende fra Danmark. Det var Thomas Ravn-Pedersen (der senere blev formand for Ghana Venskab) og han sagde, at de ønskede at opbygge et venskab. Han boede på vandværket og cyklede rundt til de nærliggende byer. Jeg gav ham land, for i vores tradition siger vi, ”at når nogen bader din ryg, skal der også være nogen, der vasker dit bryst”. Med andre ord: Giver man noget, kan man også forvente at få noget igen, og jeg kunne se visionen, at det kunne bringe udvikling til vores område og at Ghana Venskab kunne vise os vej.

Og nu, efter 40 år, ser jeg en masse udvikling.

Analfabetismen var udbredt, men så kom der besøgende som talte med landmændene og fortalte, hvad landmænd i Danmark gjorde, og det førte til højere udbytte. Vi havde også meget uro blandt de unge, men nu har de fået deres eget stykke jord og deres eget center, og mange har fået en uddannelse. Jeg er glad for de livlige og energiske unge, og jeg deltager i møder med dem og er med til at tage beslutninger. De unge er i stand til at gøre en masse.

8

Etableringen af Simli Centre var også visionært, og centret har givet liv til en masse aktiviteter, men det er desværre ikke så aktivt, som det har været. Vi burde gøre det samme som I gør i Danmark med at betale til den slags over skatten.

Radioen på centret sender dagligt, og via den får folk en masse interessant information, og selv regeringen lytter til radioen.

Jeg var den første høvding i Danmark

Efter nogen tid blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme til Danmark og se, hvordan landet er. Senere rejste også andre høvdinge til Danmark, men jeg var den første.

En af mine sønner blev gift med en dansk kvinde, så på den måde er jeg blevet en del af familien.

Som høvding har jeg mange roller. Jeg er landmand, og jeg har været med til at etablere nye landbrug, så unge mænd kan få arbejde.

Jeg har også givet jord til fulanier, så de kan slå sig ned med deres kvæg.

Hele dagen kommer der besøgende, og jeg skal i det hele taget koordinere mange ting her i vores samfund, men jeg skal jo også have tid til at møde familien, det gør jeg så morgen og aften. Jeg skal også holde justits, men er der tale om noget alvorligt, bliver politiet tilkaldt.

Her til sidst vil jeg gerne sige, at I har gjort rigtig meget godt for vores samfund, og centret har bidraget til udviklingen i hele Nordghana - ja, det har ændret folks liv.

HØVDINGEN I DALUN

HØVDINGE FYLDER MINDRE

Da Ghana Venskab i sin tid begyndte at arbejde i det nordlige Ghana, gik kontakterne tit igennem landsbyernes høvdinge. De var den traditionelle autoritet og dermed en god indgang til lokalsamfundene. Siden er vægten i arbejdet skiftet, så der i stedet samarbejdes med myndigheder og politikere og dermed også i langt højere grad med demokratisk valgte ledere. Høvdingens magt bygger i høj grad på, at han har rettighederne til jorden, som han fx kan vælge at forære bort eller lease ud. I Nordghana er det også forbeholdt høvdingene at have heste - de er et symbol på hans magt.

9

GHANA VENSKAB

GHANA VENSKAB GAV MIG ET GODT FUNDAMENT I fem år arbejdede Birgitte Rasmussen som ”liaison coordinator” i Ghana. Det lagde fundamentet til hendes videre karriere, først som programdirektør for IBIS, siden som regionaldirektør for IBIS i hele Vestafrika - og nu som mellemleder i Folkekirkens Nødhjælp Som barn var jeg meget optaget af tvudsendelser om børns vilkår i andre lande, og som 14-årig blev jeg medlem af både Greenpeace og Amnesty International. Jeg har altid haft en drøm om at prøve kræfter med u-landsarbejde, så da jeg i 1996 så, at Ghana Venskab søgte en ”liaison coordinator” søgte jeg jobbet. Jeg havde været i Ghana i forbindelse med mit studie og kort forinden afleveret mit speciale i kulturgeografi. Dagen før min kandidateksamen blev jeg kaldt til samtale - og samme aften blev jeg ringet op med besked om, at jeg havde fået jobbet, så jeg gik glad til eksamen, og den gik rigtig godt.

Jobbet var to-årigt, men på grund af min unge alder ville Ghana Venskab i første omgang kun give mig et år, men det havde jeg det fint med - og det endte faktisk med, at jeg blev i fem år.

Jeg fik mit eget hus i Dalun, hvor jeg opbyggede et meget godt og tæt samarbejde med Tanko, der var programkoordinator og havde det overordnede ansvar. Jeg var linket hjemadtil, men jeg blev også en integreret del af den daglige ledelse og var bl.a. med rundt for at etablere lokale lånegrupper.

Hele tiden nogen på besøg

Kontakten til Danmark var besværlig, meget kommunikation foregik stadig pr. brev, og der gik ofte to måneder, inden vi fik en tilbagemelding.

Til gengæld kom der hele tiden nogen på besøg, det kunne være Glamsbjerg-gruppen eller Farsøgruppen, Silkeborg Højskole, studerende eller

10

folk fra ambassaden - jeg har mødt vildt mange mennesker.

Jeg var også i Dalun under den alvorlige konflikt mellem dagombaerne og konkombaerne. Det var meget voldsomt, og i en periode måtte vi holde de etniske grupper adskilt, når vi kørte kurser, men vi besluttede også på et tidspunkt, at nu skulle der mægles. Jeg var aldrig bange, men det var en anspændt periode. Tiden i Dalun lærte mig virkelig at forstå de udfordringer, de fattigste står overfor, men også hvor meget man kan gøre med begrænsede midler og hvor langt man kan nå ved at organisere folk, fx kvinderne i en landsby. Vi stod virkelig face-to-face med problemerne, så jeg fik dem helt ind under huden.

Single i mandsdomineret samfund

At være singlekvinde på omkring de 30 i et mandsdomineret samfund kunne godt være svært, det var jo lidt usædvanligt. Jeg har oplevet mænd, der ikke ville give hånd, og jeg har nok fået 1000 tilbud om ægteskab. Men jeg har brugt humor, haft begge ben på jorden, holdt fast i mine egne værdier, og forklaret, at jeg selv havde valgt at leve, som jeg gjorde - og på den måde opbyggede jeg respekt.

Efter fem år forlængede jeg ikke kontrakten, men de fem år med GV havde givet mig en god ballast og lagt hele fundamentet til mit arbejdsliv. Jeg var lige hjemme og vende i Danmark, men blev så tilbudt jobbet som programdirektør for IBIS med base i Tamale. Her var jeg to et halvt år, inden jeg søgte og fik jobbet som regionaldirektør for IBIS i hele Vestafrika og nu med kontor i Accra.

På en rejse til Sierra Leone mødte jeg Rooben, og vi flyttede sammen i Accra og fik i 2006 vores søn Iruven. Han voksede op i Ghana, men nu bor vi i København, hvor jeg arbejder i Folkekirkens Nødhjælp som leder af strategiudvikling og kvalitetssikring.

BIRGITTE RASMUSSEN

CDCP - GVS FØRSTE UDVIKLINGSPROJEKT

Ghanaian Danish Communities Programme (GDCP) var GVs første udviklingsprojekt i Ghana.

Det startede allerede i 1984 og fik Danida-støtte gennem 6 faser (1986-2009). GDCP arbejdede med landsbyudvikling gennem hjælp til selvhjælp, og drev en højskole, en låneinstitution primært for kvinder og en lokalradio. Siden 2009 har GDCA selv fortsat aktiviteterne.

Det lille foto: Birgitte i Dalun, da hun var ansat som Liiasson Coordinator for Ghana Venskab.

11

GHANA VENSKAB

VI SATTE SKUB I KOMMUNIKATIONEN Nyhedsbreve, hjemmeside, presseberedskab. I dag er Ghana Venskab blevet langt mere udadvendt og den udvikling var Annegrete Larsen og Poul Kattler med til at skubbe i gang. De var udsendte i 1986-88 og meget opsatte på at dokumentere indsatsen i Ghana.

Poul Kattler fortæller: Da vi blev ansat, lød en del af aftalen, at vi skulle være med til at køre en ny landrover-pickup til Ghana. Vi var 7-8 dage undervejs, og i Nordafrika oplevede vi på en og samme dag høje snevolde i Atlasbjergene og hede i Sahara - og bag i bilen lå i øvrigt vores madrasser. Vi faldt hurtigt til i Dalun, og vores to år var en spændende brydningstid, hvor demokratiseringen af Ghana for alvor kom i gang. Det er svært at forestille sig i dag, men kommunikationen hjem til Danmark bestod af telex og breve, og Ghana Venskabsgrupperne var ikke altid en nem arbejdsgiver, for selv småting skulle behandles af forretningsudvalget.

Bog, billeder og lydoptagelser

Vi skrev rapporter til GV og opdagede, at vi var ret gode til det med pennen, så vi begyndte også at skrive på en bog om bl.a. landbrug, traditioner og årets gang - og den blev faktisk trykt, da vi kom hjem, men i et meget lille antal.

Vi tog også en masse billeder, og med vores walkman lavede vi lydoptagelser. Derhjemme kunne vi lave en lyd/dias-serie, der kan ses på YouTube den dag i dag.

Da vi kom hjem i 1988 syntes vi, at vi havde så meget at fortælle, så jeg kastede mig relativt kort tid efter ud i at lave et nyhedsbrev, for det fandtes ikke. Senere fik GV også et oplysningsudvalg, som jeg kom med i - og det var nok ikke et tilfælde.

12

I forbindelse med ulandskalenderen i 1994 fik vi ligefrem en hjemmeside, endda en avanceret en af slagsen med både flash-film og et lille spil. Vi gik på skyerne, for vi blev inviteret med på kurser for at fortælle andre om vores hjemmeside.

Presseberedskab og podcasts

Der har alle dage været folk i GV med talent for at holde foredrag, men der var ingen tanker om at opbygge pressekontakt og den slags, og jeg synes stadig det kniber gevaldigt med at erkende, at vi har noget interessant at sige til offentligheden, for selv om vi ikke er nogen stor organisation, så er vi så velfunderede i Ghana, at vi kunne give historier fra landet stor tyngde.

At vi kan gøre det, er filmen Guldkysten et oplagt eksempel på. Op til premieren på filmen lavede vi et presseberedskab, og jeg var stolt af, at vi på den måde blev tidssvarende. Senest har vi været med på at podcaste - noget, jeg synes er en kæmpegod idé.

Da vi kom tilbage til Danmark i 1988, blev Annegrete gymnasielærer, mens jeg blev informationsmedarbejder i Lysteknisk Selskab, seks år senere kom jeg til Experimentarium, hvor jeg er udstillings-udvikler og i øvrigt ansat til at lave vores medlemsmagasin. Jeg har også stået for vores hjemmesider, så for mig har det frivillige og det professionelle arbejde været gensidigt befrugtende. Jeg bruger ting i mit frivillige arbejde, som jeg har lært på mit arbejde - og omvendt.

Ud over Ghana Venskab og mit arbejde, er jeg også meget aktiv for at få de klimavenlige nattog tilbage - og så er jeg vandreguide om sommeren Jeg er nok en lidt speciel type, for jeg kan ikke lade være med at gå fuldt og helt ind for det, jeg med stor entusiasme går ind i.

Poul var udsendt i Ghana, i årene 1986-88 (lille foto)

13

POUL KATTLER

GHANA DEVELOPING COMMUNITIES ASSOCIATION UDVEKSLING

KUNSTEN AT BALANCERE Det kræver diplomati at arbejde i krydsfeltet mellem en ghanesisk og en dansk bestyrelse, for begge sider har stærke ønsker og krav. Den balancekunst mestrer Alhaji Osman - siden 2001 har han været direktør for det, der nu hedder GDCA, Ghana Developing Communities Association.

Min første erfaring med Ghana Venskab (GV), eller Ghana Venskabsgrupperne som det hed dengang, var et møde i Aarhus i 1997. Der opstod et større skænderi, det var på dansk, så jeg forstod ikke ret meget. Uenigheden handlede om det rimelige i at starte et nyt program som GV kunne blive ansvarlig for. Jeg forstod dog, at det dybest set handlede om, hvordan arbejdet i Ghana kunne gøre størst mulig gavn. Siden har der været mange andre diskussioner, men jeg har lært, at det er i orden og at det netop er del af partnerskabet. Hvis der opstår et problem, så er min holdning, at du enten selv er en del af problemet, eller at du er en del af løsningen, og jeg sagde tidligt til mig selv, at jeg gerne ville være en del af løsningen - så ja, jeg er noget af en diplomat, og det er nok derfor jeg stadig er direktør.

I begyndelsen var jeg usikker. Jeg ville gerne gøre mit arbejde så godt som muligt og valgte at søge råd hos høvdingen i Dalun. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men jeg opsøgte ham, og nogle af hans vigtigste råd var, at jeg skulle tro på mig selv, tage imod rådgivning og være ærlig. I en periode ringede jeg til ham en gang om ugen, og jeg har stadig kontakt til ham. Kun en enkelt gang har jeg været uenig med ham, det var da vi opdagede uregelmæssigheder i nogle regnskaber. Høvdingen mente, vi selv skulle klare det uden at blande politiet ind i det, men jeg følte, jeg måtte vise lederskab og inddrage politiet - og det er jeg glad for, at jeg gjorde. I det hele taget er det vigtigt at sende klare signaler som leder.

14

En usædvanlig konstruktion

Jeg arbejder jo i en struktur, hvor der både er en ghanesisk bestyrelse og en dansk bestyrelse.

Det er en meget usædvanlig konstruktion, for i andre organisationer er der mere et donormodtagerforhold, men til gengæld har de så ikke det reelle partnerskab, vi har. Og vel at mærke et partnerskab med langvarige relationer. Mange andre programmer her i Ghana er meget kortvarige.

Konstruktionen giver en masse diskussioner, men den giver også stor fleksibilitet, så alt i alt synes jeg, det giver en masse energi, og jeg er glad for, at vi mindst en gang om året mødes ansigt til ansigt - det er altså bedre end Skype-møder.

Og apropos kommunikation. Den er jo langt bedre nu, men tidligere var det et problem overhovedet at ringe eller sende en e-mail. Men det skete jo, at vi gjorde noget, der kunne skabe uro i Danmark, så jeg sendte nogle gange en e-mail og bad om gode råd, men jeg var bange for at åbne min mail, når der kom svar tilbage og jeg måtte altid vurdere, hvem det kom fra. Og når vi så skulle svare tilbage, drøftede vi nogle gange ord for ord, hvad der skulle stå, så det kunne tage timer at skrive en e-mail. Vi drøftede også timingen, hvornår skulle vi sende vores svar og til hvem?

Jeg synes det var hårdt i starten med alle de beslutninger, jeg skulle træffe, men jeg er blevet mere afslappet efterhånden, og det har været en lettelse, at vi i 2008 fik formuleret en fælles strategi.

Det kan være svært at forklare andre organisationer om vores struktur, men jeg er glad for, at ordet venskab indgår, og da I diskuterede navneskift, tillod vi os at kommentere ved at sige, at vi gerne så ordet venskab forblive en del af navnet. Når vi oversætter noget om vores arbejde til lokale sprog, bruger vi altid ordet venskab, for det forstår folk, og samtidig understreger det, at her er der ikke tale om, at den ene part arbejder for den anden.

ALHAJI OSMAN

AKTIV I KAMPEN MOD KORRUPTION

Alhaji Osman er uddannet indenfor landbrug, men han har også været gymnasielærer. Sidste år trådte han også i karakter i kampen mod korruption, for den 9. december 2018, dagen der er udnævnt til verdens antikorruptionsdag, gik han i spidsen for en stor demonstration i Tamale: Omkring 1000 mennesker fra ca. 25 organisationer marcherede 10 km i protest mod korruption. Og som Alhaji Osman sagde i sin tale, mens han pegede rundt: Korruptionen begynder med mig, og med dig, dig og dig.

15

GHANA DEVELOPING COMMUNITIES ASSOCIATION UDVEKSLING

JEG UDBREDER DE GODE IDÈER ”Advocacy” eller ”fortalervirksomhed” er blevet et nøglebegreb i udviklingsarbejdet - og det er præcis hvad Mohammed Abdul Jabaru arbejder med. Han skal sørge for, at gode ideer bliver formidlet videre og brugt til gavn for lokalsamfundene.

Jeg er ikke ekspert i landbrug, men jeg er ekspert i ”advocacy”, og jeg er dermed også den nøgleperson, der finder eksperterne.

Landmændene er gode til at dele viden indbyrdes, men jeg kan hjælpe med at få den bredt endnu bedre ud og dermed forstærke og forbedre det arbejde, de gør ude i distrikterne.

Jeg arbejder med vidt forskellige emner, lige fra nye metoder i landbruget til fravær blandt lærere, alt afhængigt af, hvad man ude i landsbyerne oplever som et problem. Nogle gange er det landsbyerne, der kontakter mig, og så er det som regel noget, der haster, andre gange hører jeg om problemerne, når jeg tager ud til landsbyerne. Vi har jo mange grupper derude, og nogle gange er jeg bare ude for at besøge en af dem. Mit arbejde er at vurdere, om der er tale om et lokalt problem eller et mere generelt problem, og for at finde ud af det, foretager vi en vis research, inden vi beslutter, hvad vi gør.

Sociale medier et godt redskab

Udbredelse af nye metoder i landbruget Noget af det, vi forsøger at udbrede, er nye metoder i landbruget - og det er noget, der virkelig optager de lokale landmænd. Vi får en ekspert ud til at fortælle om en ny teknik, men det er ikke nok. Landmænd er skeptiske.

De vil se resultater, så vi dyrker fx et areal ved hjælp af den nye metode og et tilsvarende areal uden, og først når de kan se, at det virker, er de parat til at ændre praksis. For øjeblikket arbejder vi fx med økologisk dyrkning og med at lave kompost uden brug af kemikalier, men vi arbejder også med så-metoder og bedre opbevaring af høsten, alt sammen i lyset af klimaforandringerne, som har gjort vejret mere uforudsigeligt - nu får vi regn af kortere varighed eller meget voldsom regn.

16

Det sker blandet andet ved hjælp af de sociale medier, som vi nu for alvor er ved at lære at bruge. Der var et hul i personalets viden, så sidste år gav eksperter fra Tamale Technical University os et kursus i at bruge de sociale medier, og nu bruger vi dem virkelig meget i vores arbejde med ”advocacy” - det er alt lige fra Facebook til Instagram, Twitter og WhatsApp. Radioen er dog stadig et medie, vi er afhængige af. Vi sender fra flere stationer, og nogle har større rækkevidde end andre, men vi sørger for at bruge samme jingle, uanset om det er et program fra Empowerment for Life eller Youth Speak Up. Radioerne sender på folks eget sprog, og vi kan se, at radioen er god til at mobilisere folk, for de reagerer fx ved at sende sms’er - radioen er også stadig en god måde til at komme i kontakt med de ansvarlige.

Jeg kan se, at vores arbejde virkelig sætter aftryk og at vores grupper for alvor har opdaget deres potentiale, og meget af mit arbejde er netop at se på organiseringen af grupperne, fx undersøge om de har mulighed for at opnå finansiering ved at åbne en bankkonto, men også at tjekke de manualer, vi arbejder med - er de opdaterede?

I 2012 blev Mohammed Abdul Jabaru ansat til at arbejde med ”advocacy” for GDCA, Ghana Developing Communities Accociation. Han har en master i Community Health and Development.

MOHAMMED ABDUL JABARU

ADVOCACY PÅ ALLE NIVEAUER

Advocacy, eller fortalervirksomhed, foregår på alle niveauer. Det kan fx være, når man ude i landsbyerne taler for, at børn skal gå i skole eller når man på nationalt plan prøver at påvirke politikerne og deres nationale programmer. På lokalt plan handler ”advocacy” ikke mindst om at gøre folk kritiske, give dem mod til at kontakte myndighederne og i det hele taget styrke dem, så de også selv kan udøve fortalervirksomhed.

17

GHANA DEVELOPING COMMUNITIES ASSOCIATION UDVEKSLING

SMÅ LÅN STORE FORANDRINGER Fati Alhassan kommer gående med en stor kasse på hovedet. Det er byens spare- og lånekasse, og den bestyres af en lånegruppe. Snart fortæller både Fati Alhassan, Martha Iddrisu, Abdulai Fuseina, Abibata Yakubu og J.K. Mahama om lånegruppens betydning for dem og for deres landsby, Jimli: Vi mødes i lånegruppen hver mandag, og alle transaktioner foregår foran alle medlemmerne.

Der er tre låse på kassen, og nøglerne er fordelt på tre medlemmer af bestyrelsen. Man kan indskyde mellem 2 og 10 cedis, men ikke alle er i stand til at skyde penge ind, så vi laver individuelle aftaler.

Hvis man gerne vil låne, tjekker vi bogen for at se, om der er sikkerhed, og så skal man tilbagebetale efter tre måneder. Låner du fx 200 cedis, betaler du 20 i rente. Man skal fortælle, hvad lånene bruges til. Det kan fx være til at betale skoleafgifter eller til medicin, hvis en i familien er syg. Vi kender jo hinanden rigtig godt, så vi vurderer og sikrer os, inden et lån udbetales, herunder også, hvor meget den enkelte kan låne - vi har en ledelses-komité, som står for det.

Nogle har også fået lån, så de kan udvide deres forretning og fx begynde at sælge sojamælk på markedet. Før i tiden gik man til venner, hvis man var i bekneb for penge og fortalte dem historier, nu går man bare til gruppen, så det har virkelig gjort en forskel. Før vi havde lånekassen, havde børnene fx ingen chance for at komme på Senior High School

18

Der er tre lånegrupper her i Jimli. Vores gruppe er en blandet gruppe med både mænd og kvinder, vi er 21 kvinder og 4 mænd, og hvis mændene er medlem af gruppen, kan de også få lån.

1 Cedi svarede i begyndelsen af 2019 til ca. 1,40 kroner.

POPULÆRE LÅNEGRUPPER Der findes omkring 190 låne- og sparegrupper i landsbyerne, og der oprettes jævnligt nye. En gruppe skal være på 25 personer, fordi det har vist sig at fungere godt. Hvis flere ønsker at være med, splittes gruppen derfor op.

I begyndelsen bestod lånegrupperne alene af kvinder, men efter ønske fra grupperne selv, er mange af dem nu blandede - inden en mand bliver medlem, sker der dog en vurdering, og ikke alle mænd bliver vurderet egnede til at være med. Erfaringen med de blandede grupper er god, mændene har vist sig at fungere som et stabiliserende element i grupperne.

Spare-lånegrupperne erstatter de mikrokreditter, det tidligere var muligt at opnå. De byggede på penge udefra, mens spare-lånegrupperne er baseret på de midler, medlemmerne selv kan rejse.

Som indbygger i en landsby er det så godt som umuligt at opnå banklån, da de færreste kan stille nogen form for garanti.

FATI ALHASSAN

19

YOUTH EMPOWERMENT FOR LIFE

MANUALEN HJÆLPER UNGE IVÆRKSÆTTERE Leila Kæmsgaard Pagh Schmidt overvandt sin flyskræk, og har nu været i Ghana tre gange. Hun arbejder med entreprenørskab og har udarbejdet en manual for iværksættere. Den har foreløbig hjulpet 270 unge ghanesere i gang.

Jeg er uddannet diplomingeniør og arbejder blandt andet med foretagsomhed og entreprenørskab på VIA University i Horsens.

Under studiet lærte jeg Lise Grauenkær fra GVs sekretariat at kende. Hun spurgte mig flere gange, om jeg ikke ville være med i Ungdomsudvalget og forsikrede mig om, at jeg ikke behøvede at rejse til Ghana, men kunne sidde hjemme i Danmark og arbejde. Siden en rigtig dårlig oplevelse for 10 år siden har jeg lidt af flyskræk, så jeg skulle ikke til Ghana, men det lykkedes alligevel Lise at så et frø, fordi hun foreslog et projekt, der kunne bruges i Ghana, hvor der i forvejen havde været kurser i entreprenørskab.

Aftryk på verden

Ud over min ingeniøruddannelse har jeg taget en master i positiv psykologi, så jeg står med ét ben i den naturvidenskabelige verden og ét ben i den humanistiske. På VIA University har vi studerende fra hele verden, og en del af vores strategi lyder, at vi skal sætte aftryk på verden, så jeg spurgte min forskningsleder om et projekt i Ghana kunne være en mulighed. ”Det lyder megaspændende”, sagde hun.

Det var endnu et skub, så jeg overvandt min flyskræk og har nu været i Ghana tre gange.

Første gang var i 2015, og det var ren research. Jeg var ude i en masse landsbyer, sad under et træ og snakkede med mange unge, typisk i grupper, men også enkeltvis, og nogle gange med tolk, andre gange uden.

Jeg havde en spørgeguide, og de unge var

20

meget åbne. Jeg besøgte også Polytech i Tamale og Universitetet i Accra, hvor de arbejder med entreprenørskab.

Hjemme igen analyserede jeg materialet og fandt frem til de fem forhindringer, der er fælles for de fleste unge. En af dem er ”waiting for rain”, altså at man hele tiden venter på noget udefra, en anden er manglende tillid til andre. Lise og jeg tog så fat på, hvordan man kan ændre de unges ”mindset”, deres måde at tænke på, og vi lavede en manual med otte steps og med øvelser. Den var køreklar ved mit andet besøg i Ghana, hvor vi i en uge trænede 15-20 facilitatorer fra YEfL, Youth Empowerment for Life og arbejdede os gennem manualen.

Dygtige facilitatorer

Facilitatorerne købte manualen fra dag 1. De var vildt dygtige og sugede bare til sig, og ugen efter brugte de manualen på en bootcamp for 25 unge fra samme by. Jeg var med, men kun som backup, for de kunne selv.

Det var megasjovt, jeg var jo spændt på om manualen ville virke, for der var sket radikale ændringer i forhold til tidligere manualer - hele tankegangen var anderledes, fx arbejdede de unge efter den gamle tilgang meget med business-planer på et tidligt tidspunkt, og det resulterede ofte i helt urealistiske planer, så vi vendte tingene lidt på hovedet, og gjorde det at lave en businessplan til noget af det sidste.

Op til mit tredje besøg i Ghana arbejdede jeg med små justeringer af manualen og de tilhørende øvelser, og nu har ca. 270 unge været på bootcamps, hvor de har fulgt modellen, stort set lige mange mænd og kvinder, og jeg har fået positive tilbagemeldinger. De unge flytter sig meget mentalt, når vi undersøger deres holdninger før og efter en bootcamp - og for mig har det været en kæmpevild proces, hvor jeg har lært meget, både metodemæssigt og forskningsmæssigt.

Leila på besøg hos Karaga ungdomscenter .

LEILA KÆMSGAARD PAGH SCHMIDT

MODELLEN UDBYGGES FORTSAT

Manualen for unge iværksættere er ikke statisk, men udbygges tværtimod løbende, efterhånden som der indsamles erfaringer.

Leila Schmidt har fx fundet ud af, at der er behov for followup, ligesom modellen er blevet udbygget med et regnskabsmodul.

Hun overvejer også et særligt modul for farmere, fordi de er så mange i Nordghana. Særlige kurser i ”socialt entreprenørskab”, inspireret af andelsbevægelsen er også under overvejelse.

21

YOUTH EMPOWERMENT FOR LIFE

FRA BAGER TIL FOTOGRAF Jeg måtte i gang med noget helt nyt, da min mor døde - og jeg var heldig at komme med på et af kurserne for unge iværksættere, fortæller Abukari Musah. Før var jeg bager, nu arbejder jeg som fotograf.

Min bror, min mor og jeg havde et bageri, hvor vi bagte til folk i vores by, Sang. Men alting forandrede sig, da vores mor døde. Vi kunne ikke længere klare at bage, det hele gik i opløsning, og jeg følte sådan et pres på mig, at jeg valgte at skifte til noget helt andet. Så nu står bageriet tomt og forladt, men jeg håber da, det kommer i gang igen på et tidspunkt.

Jeg er 27 eller 28 år. Jeg ved det ikke med bestemthed, men allerede i 2005 var jeg begyndt at tage billeder, dengang var de med film men nu er det rent digitalt. Det var foto, jeg helst ville arbejde med - det kunne jeg mærke.

Jeg var med i en ungdomsgruppe, og det var gennem den jeg var så heldig at blive udvalgt til et af kurserne i entreprenørskab.

Vi lærte virkelig meget, og jeg bruger meget af min nye viden, fx lærte jeg at føre regnskab og hvordan jeg kunne opbygge gode relationer til mine kunder, og hvordan jeg kan holde på dem ved at tilbyde dem ekstra service. Og det virker, for vi er to fotografer her i Sang, men de fleste kommer altså til mig!

Det var også gennem kurset, jeg lærte at købe udstyr, så nu ejer jeg selv boden her ved hovedgaden og den store farvekopimaskine og jeg har klaret det uden at tage lån, for ved siden af at være fotograf er jeg også landmand, og det er indkomsten fra landbruget, jeg har brugt. Fire-fem måneder om året arbejder jeg med mit landbrug, men jeg kan fint kombinere det med at fotografere.

22

Jeg tager ikke pressefotos, men jeg tager gerne ud til bryllupper og begravelser for at tage billeder, og bagefter printer jeg dem og kører rundt med dem til folk. Jeg laver altid så mange billeder, at familierne selv kan distribuere dem, når jeg har været ude med dem.

Der kommer også mange kunder her i boden for at få lavet fotokopier eller få printet billeder, de selv har taget, for selv om mange nu har mobiltelefoner og selv tager billeder, så kan de ikke selv printe dem - og så kommer de til mig.

400 UNGE IVÆRKSÆTTERE MED MANGE IDÉER Arbejdsløsheden blandt unge i Nordghana er skyhøj. En af vejene ud af arbejdsløshed er at starte egen virksomhed, noget som Ghana Venskab arbejder for sammen med YEfL, Youth Empowerment for Life.

Foreløbig er 400 unge blevet trænet som iværksættere, og mange har startet egen virksomhed. Træningen foregår på ”boot camps” og følger i høj grad en manual udviklet af Leila Schmidt fra Via University.

De unge har mange ideer - nogle begynder at reparere cykler, andre påtager sig at ordne og reparere installationer, nogle ønsker at holde høns eller opkøber ris, som så sælges i mindre portioner. En prøver lykken som opkøber af sko, mens mange kvinder går i gang med madprojekter. På kurserne lærer de blandt andet betydningen af at have en vis opsparing, at der skal sættes penge af til vedligeholdelse og at deres virksomhed skal skabe værdi for nogen, hvis den skal være levedygtig.

ABUKARI MUSAH

23

Abukari Musah driver sin forretning her fra boden ved Hovedgaden i Sang.

YOUTH EMPOWERMENT FOR LIFE

FRA PRAKTIKANT TIL BESTYRELSESMEDLEM Ved et heldigt tilfælde blev Michael Hansson praktikant hos Ghana Venskab - og i løbet af kort tid gik han fra at være praktikant til at blive medlem af bestyrelsen.

Jeg havde faktisk hørt om Ghana Venskab på forhånd, for GV var med på en lang liste over mulige praktiksteder for os, der læste antropologi.

Jeg endte dog i første omgang med at få en praktikplads hos IBIS i Liberia - eller rettere: Det troede jeg, at jeg havde, men så udbrød der ebola, og jeg kom ikke af sted. Min bolig havde jeg sagt op, så nu stod jeg både uden bolig og praktikplads - det var noget af en krise.

Vigtig samtale på blaffertur

Før jeg fik besked om, at jeg alligevel ikke skulle til Liberia, var jeg på ferie i Norge. Jeg blaffede, og ved Aarhus blev jeg samlet op af Leif Rasmussen, en af Ghana Venskabs veteraner. Han skulle til Randers, men vi nåede at få en fantastisk god samtale om både Liberia og Ghana Venskab, og den førte til, at jeg sendte en uopfordret ansøgning til GV - og kort tid efter fik jeg beskeden ”jamen, du skal da af sted til Ghana”.

Det var helt fantastisk, for Ghana Venskab arbejder med nogle af de samme områder, som jeg skulle have arbejdet med hos IBIS, ikke mindst Community Based Organisations, altså hvordan man mobiliserer lokalforeninger. Det endte jeg med at beskæftige mig med i knap fem måneder, hvor jeg boede i en compound i Tamale, omkranset af ghanesiske familier.

Da jeg kom hjem, startede jeg på kandidatstudiet efter et halvt år, men jeg blev også frivillig i GV, der gerne ville genskabe Ungdomsudvalget - så jeg var med til generalforsamlingen og blev valgt ind i bestyrelsen. Så der var ikke langt fra at være praktikant til at sidde i bestyrelsen.

Jeg er antropolog og efter studiet ville jeg gerne

24

arbejde hos en NGO, men det er svært at finde lønnet arbejde, så nu arbejder jeg for Koncern IT, der er en del af af Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Det stod ikke lige skrevet i stjernerne, at jeg skulle arbejde med IT, men omvendt kan jeg se, at kodning og IT kan passe godt ind i en udviklingskontekst på et tidspunkt, måske i et GVprogram?

Man vil gerne have unge kræfter ind

Jeg er blevet taget godt imod som ung i GV, men det har da krævet noget vilje, for der er ingen tvivl om, at det at mange har været frivillige i så mange år har givet dem et ejerskab. På det sociale plan har jeg mærket, at mange er af en anden generation, men samtidig har jeg også mærket, at man gerne ville have unge kræfter ind, så jeg er blevet set som et frisk pust.

Nu har jeg været i organisationen i fem år, og jeg føler efterhånden et ejerskab og forstår, hvad der er GV’s dna, og jeg synes jeg har fået stor indflydelse, jeg var fx med til at lave en ”Best Practice”-rapport på Youth Speak Up-programmet og repræsenterede GV ved de årlige, strategiske partnermøder i 2018.

Min erfaring er, at hvis man selv tager noget initiativ, kan man få meget igennem, jeg var fx med til at starte ideen om, at GV skulle få produceret nogle podcasts. På de første mange bestyrelsesmøder var jeg meget opmærksom på, hvilket input jeg kunne give og hvordan vi gør tingene, for jeg havde ikke så meget erfaring med bestyrelsesarbejde dengang.

Sideløbende med mit arbejde i GV har jeg blandt andet været voksenven hos Red Barnet Ungdom og lige nu er jeg meget aktiv i Dansk Flygtningehjælps Ungdom, hvor jeg også er med i bestyrelsen.

Jeg har efterhånden været i Ghana tre gange, en af gangene som sagt for at repræsentere GV, hvilket jeg var både glad og beæret over. Jeg var oven i købet ordstyrer på det samlede programmøde, og det var fedt at få det ansvar, for jeg trives godt med ansvar - og så viste det også, at vi unge bliver værdsat i Danmark.

MICHAEL HANSSON

PODCASTSERIE OM AFRIKAS MILLENNIALS

Afrikas Millennials er Ghana Venskabs podcastserie produceret i samarbejde med Anders Bjerrum og Caroline Nørkjær. Igennem 5 episoder følger vi deres oplevelser og møder med Ghanas millennials. Hvad laver de? Hvad drømmer de om? Er de egentlig så forskellige fra os? Og hvordan ser fremtiden ud for de mange milioner af unge i Afrika? Podcastserien kan høres på www. ghanavenskab.dk

25

På besøg i krokodillefarmen i Bolgatanga. Michael Hansson sammen med Kamal Deen Habib, So Abapa Boateng og Akolibila Julius.

YOUTH EMPOWERMENT FOR LIFE

KUNSTEN SKABER UDVIKLING Kunstneren Phuc van Dang kom med i Ungdomsudvalget og er nu med til at lære børn og unge i Ghana at visualisere deres hverdag og dermed udvikle dem.

Jeg er bådflygtning fra Vietman, og som barn sagde min mor altid, at jeg skulle give det videre til folk, som jeg nu kunne, og jeg kunne tegne.

Jeg kom med i Ungdomsudvalget, og det første møde inspirerede mig meget. Vi i udvalget var meget forskellige, men vi havde alle fælles fokus på at indgå i et projekt i det nordlige Ghana. Og jeg tænkte, at det ville jeg meget gerne være med til.

Jeg er et visuelt menneske, og så spurgte jeg mig selv, hvordan jeg kunne give historier visuelt liv, og havde meget lyst til at tænke ud af boksen, og se hvad sådan en proces kunne blive til - at gå fra en fortælling eller en historie til et visuelt udtryk var vigtigt for mig. Da jeg første gang kom til Ghana, så jeg, at man slet ikke prioriterede tegning i skolerne. Lærerne lagde meget vægt på at børnene kunne skrive og regne, men ikke at tegne, og så tænkte jeg: Nej det er da synd, at man ikke kan vise dem andre måder at lære på. Når man visualiserer sin hverdag, så udvikler man sig – og det blev min indgang i Ghana.

Kunst som redskab til udviking

Senest blev jeg bedt om at være med i det nye projekt ”Fighting aginst child hunger”, og det var meget spændende og lærerigt - også for mig selv. I Danmark arbejder vi med madpyramiden.

Men kan vi komme til Ghana og bruge denne pyramide? Det tror jeg ikke – derfor lavede jeg hjemmefra nogle billedkort: bananer – appelsiner – helt vildt smukke. Men børnene forstod ikke mine kort, så jeg måtte sammen med en ghanesisk lærer starte forfra, og tænkte, hold

26

op, hvor jeg lærer meget af det her selv. Man kan ikke gå ud fra de ting, man kender fra Danmark, og sige det her er rigtigt – det er sådan en banan ser ud, men i stedet spørge, hvad er deres lokale frugt, og hvordan bruger de den. Bananer dyrkes mest i det sydlige Ghana, og så ligner de slet ikke dem vi køber i Danmark, så det var min misforståelse, at jeg troede jeg vidste meget.

Så jeg brugte to dage på at lave det om – til de grøntsager og frugter, som børnene i det nordlige Ghana kan genkende visuelt. Og så tænkte jeg, nu starter vi forfra. GV-programmet havde udvalgt nogle børn, som jeg fik lov at arbejde med. De fik lov at ”overmale” en hel skole. Først snakkede vi om, hvad de spiser hjemme, og så malede vi disse frugter. Jeg elsker at koble disse ting sammen, så kunsten bliver offentlig tilgængelig – det kunne også være som street art, men her blev det så wall-art. Alle kan se hvad det er.

Aktive og stolte børn

Vi tog altså udgangspunkt i ernæring, og før vi begyndte at tegne, snakkede vi om vitaminer, proteiner osv. Børnene prøvede også at modellere grøntsagerne - også i den proces måttet vi bruge hvad vi kunne finde, så vi lavede modellervoks af mel, vand og frugtfarve.

Børnene fortalte bagefter, at de havde oplevet, at det kan være både sjovt og lærerigt på samme tid. Det var noget andet end bare at kopiere, hvad læreren skriver op. Her kan de både være aktive og være stolte over det de selv laver. En sådan kunstproces kan være for alle, både børn og ældre, men jeg elsker at arbejder med børn og unge. Jeg håber, at Ghana også vil inddrage kunsten selv om det er et fattigt land.

Med en kunstproces kan man måske også tale til en anden slags elever, og ikke kun til dem, som er meget boglige. Livet er meget større end tests og facitlister.

PHUC VAN DANG

KUNST UDEN DYRE MATERIALER

I juni 2019 faciliterede Phuc en street art workshop for 25 unge, der kulminerede i en live street art event på et hektisk gadehjørne i downtown Tamale.

27

Jeg tror også det kan ses i en større sammenhæng. Kunst er formidling – der er også en historie bag det man formidler, og netop i processen fra historie til udtryk skabes der en udvikling, som er mere end bare for den enkelte. Og kunst er nemt at komme til, du tager hvad du har for hånden. Du kan jo bare bruge en pind og tegne i sandet. Vi behøver ikke at have store eller dyre materialer – det er ikke det, kunst handler om. Når du bruger tegning, dans eller musik kommer der en ny fortælling ud af den oprindelige.

YOUTH EMPOWERMENT FOR LIFE

JEG ER STOLT AF AT VÆRE EN ROLLEMODEL Engang var jeg en stille pige, fortæller 30-årige Helen Udanbila Kayil. Det er jeg ikke mere - jeg har engageret mig og arbejder for et bedre samfund. Tit har jeg så travlt, at jeg slet ikke ser min familie.

Som barn var jeg rigtig meget sammen med min bedstefar, og dengang kunne jeg ikke drømme om at tale i en forsamling. Jeg var en stille pige. Nu er jeg 30, og jeg er hverken bange for at tage ordet eller opsøge myndigheder eller politikere, jeg har lært at gå ind på et kontor på en selvsikker måde, men jeg er også blevet mere tålmodig og udholdende, og jeg lader mig ikke slå ud, hvis jeg undervejs møder modstand eller kritik for jeg føler, at jeg arbejder for hele samfundet, ikke bare for min egen eller min families skyld.

Mit vendepunkt kom, da jeg kom med i en ungdomsgruppe og i samarbejde med Ghana Venskab blev aktiv i Youth Speak Up. Jeg blev trænet i journalistik og radioproduktion og i at bruge sociale medier som Facebook og WhatsApp, og nu arbejder jeg flere dage om ugen for Radio Gaakii i Saboba, hvor jeg bor.

Min første udsendelse handlede om de dårlige toiletforhold i vores område.

Jeg bor lige ved grænsen til Togo, og vi har også lyttere på den anden side af grænsen.

Ghana Venskab er meget populær i mit område, faktisk så populær, at vi har en sang, hvor vi takker Ghana Venskab for alt det, de har gjort her i Northern Region.

28

Underviser på pigeskole

Radioen er meget populær, og jeg møder tit nogen der siger ”åh, jeg har hørt dig i radioen”, og på den måde er jeg blevet en lokal rollemodel, og det er jeg faktisk ret stolt af. Jeg har en travl hverdag. Jeg står op ved 5.30-tiden, og ved 7-tiden er jeg klar til at tage på arbejde, men inden har jeg lige hørt nyhedsoversigten i radioen. Jeg er uddannet lærer og underviser hver dag på en pigeskole frem til 14.30. Når jeg kommer hjem, plejer jeg at slappe af en times tid, men det lykkes ikke altid, og nogle dage ser jeg slet ikke min familie. Jeg bor hjemme og har to brødre og en søster - men ingen kæreste.

Mine forældre er farmere, og hele min familie bakker mig heldigvis op. Nogle gange minder de mig om, at jeg bør tage den lidt mere med ro, og min mor synes, at jeg gør mig for mange bekymringer.

Ud over at arbejde på radioen arbejder jeg også for Ghanas Røde Kors og kommer ofte ud til kvindegrupper i landsbyerne - det foregår på motorcykel og mest i weekenderne, hvor jeg også kommer i kirken og er med i dens søndagsskole og kirkekoret. I Røde Kors har vi blandt andet gang i et projekt, der skal overbevise kvinderne ude i landsbyerne om, at det er mere sikkert at føde på sygehuset end derhjemme.

Jeg er også med i det ungdomsparlament, vi har oprettet her i Northern Region - en idé der faktisk kom fra os unge. Jeg repræsenterer en mindretalsgruppe, og inden vi mødes, samler vi informationer om de emner, vi skal drøfte, det kan fx være teenage-graviditeter. Jeg synes, at parlamentariske løsninger er langt at foretrække fremfor oprør.

Det lyder måske voldsomt, alt det jeg er med i, men jeg kan lide min tilværelse. Jeg lærer noget nyt hver dag og føler i det hele taget, at jeg kan udfolde mit potentiale - så jeg er dybt taknemmelig over de muligheder, jeg har fået.

HELEN UDANBILA KAYIL

YOUTH SPEAK UP Takket være midler fra Danmarks Indsamlingen kunne Ghana Venskab i 2015, sammen med YEfL og to andre organisationer i det nordlige Ghana, tilbyde 25 unge en uddannelse, der gjorde dem i stand til at producere radio og indslag på sociale medier. Youth Speak Up blev projektet døbt. Radio er det mest udbredte medie i Ghana, og de unges indslag når via fem radiostationer ud til hele Northern Region.

I nogle udsendelser bliver politikerne stillet til ansvar ”on air”, altså i direkte radio.

29

CHANGING LIVES IN INNOVATIVE PARTNERSHIPS

ET LANGT LIV MED VAND Hvis en landsby skal udvikles, skal den have vand. Civilingeniør Kurt Klitten arbejdede med vandforsyning på Danmarks ambassade i Accra fra 1999 til 2003 - på den måde kom han i kontakt med Ghana Venskab, og det satte i den grad skub i anlægget af brønde. 125 blev det til.

Jeg blev civilingeniør i 1964, men det var tilfældigt, at jeg kom til at arbejde med geologi og herunder ikke mindst hydrogeologi, altså geologisk viden om grundvand. Men jeg har altid været interesseret i geologi og vand, så da jeg midt i 70’erne læste om en FN-konference om vandforsyning i udviklingslandene, hvor Danida medvirkede, kontaktede jeg dem for at høre, om de ikke havde brug for en geologisk vinkel på vand. Det havde de, så jeg lavede kurser, hvor jeg bl.a. inddrog en række rådgivende ingeniørfirmaer. Kurserne hed ”hydrogeologi og anvendt geofysik”.

Gennem kurserne fik jeg en række nyttige kontakter i fimaerne, ligesom jeg var med Danida ude på missioner til flere af deres vandforsyningsprojekter. Jeg var dengang lektor på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, men jeg fik to gange orlov for at medvirke ved Danida-projekter for vandforsyning af landsbyer i Sri Lanka og Sydindien.

Et frugtbart samarbejde

I 1999 fik jeg en stilling som sektorkoordinator for Danidas vandprogram på ambassaden i Ghana. Her blev jeg kontaktet af CLIP (Community Life Improvement Programme) CLIP var startet af Ghana Venskab, og de ville gerne have hjælp til CLIP’s nye vand-team.

Men i første omgang havde jeg kun tid til at sende dem nogle artikler om etablering af landsby-vandforsyning.

30

Fra Danida kendte jeg Erik Sjørslev, der var Danida’s ”Mr. Vand”, og han opfordrede mig til at melde mig ind i Ghana Venskabsgrupperne, som det jo hed dengang. Det blev til et frugtbart samarbejde om etablering af brønde ude i landsbyerne. Vi havde også stor nytte af en anden erfaren vandingeniør, Bent Kjellerup.

Ned gennem hårde klipper

Der ligger hårde faste bjergarter (klipper) under hele Ghana, og CLIP’s metode var at grave ned til klippen. Ofte når man den efter bare 2-3 meter.

Med kompressor-håndboreudstyr bores der så sprænghuller ca 1 m ned i klippen, hvorefter denne sprænges løs med dynamit. Man kommer ca 1 m dybere efter hver sprængning. Ved fyraften blev brønden så pumpet tom, og tommelfingerregelen var, at hvis der næste morgen stod to meter vand i brønden, så var den dyb nok.

CLIP lærte, hvor vigtigt det var at komme ind i landsbyen på den rigtige måde, dvs. starte med kontakt til byens ældreråd. De havde ofte et ønske til, hvor brønden skulle ligge, ligesom der kunne være andre hensyn at tage ved placeringen.

Landsbyen kunne have hellige områder, eller der var affaldspladser eller latrin-områder, hvor brønde ikke skulle placeres.

I 2005 gik jeg på pension fra GEUS. Ikke fordi jeg ikke kunne lide mit arbejde, tvært imod, det er hele mit liv, så jeg fortsatte, nu bare uden løn. Derfor mere frit stillet, så jeg har været i Ghana mange gange siden, dels som vejleder for ghanesiske ph.d.-studerende ved University of Ghana, og dels på vegne af Ghana Venskabs CLIP-udvalg.

Jeg er 79 nu, så det har været et langt liv med vand. Jeg har 8 børnebørn, hvoraf de 6 er blevet konfirmeret. Alle har fået en konfirmationsrejse til et af de lande, jeg har arbejdet i, så vi har været på kombinerede kultur- og dannelsesrejser til både Sri Lanka, Sydindien og Ghana.

Det store foto: Der srpænges ud til en ny brønd i 2004.

KURT KLITTEN

REGNEN ER MERE UFORUDSIGELIG

Der falder mellem 1000 og 1100 millimeter regn om året i Nordghana. ”Så man kan ikke sige, at der ikke er regn nok. Men problemet er, at den i dag kommer mere spredt og dermed mere uforudsigeligt for landmændene”, siger Kurt Klitten, der helt aktuelt har engageret sig i et universitetsprojekt omkring Nasia floden, som jo løber gennem nogle af de distrikter, hvor GDCA har aktiviteter. I dette projekt skal der som forsøg anlægges foreløbig tre brønde med henblik på at øge landbrugsproduktionen. Derfor anlægges sådanne brønde ude i markerne og altså ikke i eller ved landsbyerne.

31

CHANGING LIVES IN INNOVATIVE PARTNERSHIPS

BRØNDEN GAV OS RENERE VAND Oprettelse af vand-komiteer, boring og anlæg af brønde var i Ghana Venskabs unge år en vigtig arbejdsopgave. Senere fulgte tjek og renovering af de mange brønde. Bawa Mahia er medlem af vandkomitéen i landsbyen Mbatinga i Mion-distriktet: Det er svært at finde vand her i området, vi måtte gå langt for at hente det i en dam, så vi besluttede at danne en vandkomité. Den kom jeg med i, og den har vi stadig. Efter en række diskussioner kontaktede vi myndighederne og bad om støtte. Vi fik at vide, at vi selv skulle skaffe fem procent af udgifterne for at vi skulle føle ejerskab til brønden.

Vi valgte en i komitéen, der havde forstand på vand, men der kom også en geolog. Der blev boret mange steder, men denne her boring var den eneste, der gav vand. Den er 36 meter dyb, og vandet er renere end det fra dammen, og brønden giver godt. Alligevel kniber det. I regntiden er der vand nok, men i tørtiden er der problemer, og så må kvinderne kun bruge den om morgenen og igen om aftenen, resten af dagen er der lås på brønden, for vandet skal have tid til at bygge op igen.

Jeg kan ikke rigtig huske, hvornår brønden blev anlagt, men det var omkring 1986, og det var en canadisk NGO, der gjorde det. Senere kom CLIP og renoverede den.

Vi holder øje med om vandet ser rent ud, og vi smager på det for at tjekke, om det er i orden.

Vandet her fra brønden må kvinderne kun bruge til drikkevand eller til madlavning. Vand til dyrene må de hente i dammen, og det er også ude ved dammen, vi vasker tøj.

32

125 BRØNDE I perioden 1997-2011 blev der i alt etableret 125 brønde i tre distrikter i Nordghana. Det var en ”knopskydning” af Ghana Venskab, CLIP, der stod for anlægget af brønde. CLIP stod for Community Life Improvement Programme men har nu ændret navn til Changing Lives in Innovative Partnerships - stadig CLIP. Midlerne stammede fra Danida. Brøndene blev anlagt ved at grave, indtil man nogle meter nede stødte på klippegrund.

Derefter blev der sprængt hul ned gennem klippen. I gennemsnit blev brøndene 12 meter dybe, men der var stor variation, nogle var kun 6 meter dybe, andre 18 meter. Metoden med at grave og sprænge blev valgt, fordi den var billigere end at bore. I den enkelte landsby stod en komité for brønden, men inden den overtog ansvaret, blev nogle indbyggere på et to-dages kursus oplært i at bruge og vedligeholde brønden og den tilhørende håndpumpe.

I 2012 blev samtlige brønde gennemgået og tjekket, to af dem var delvis kollapset og 35 pumper var brudt ned, syv af dem blev dog samtidig sat i stand. Kun få af brøndene tørrede helt ud i tørtiden, og ydelsen fra de 13 bedste brønde var over 150 liter i timen.

BAWA MAHIA

33

CHANGING LIVES IN INNOVATIVE PARTNERSHIPS

BEDRE ERNÆRING ER MIN HJERTESAG Kvinderne i Nordghana skal genopdage værdien af urter, blade og olier, for på den måde kan både de og deres børn opnå et langt sundere liv, mener Madam Boboobo.

Jo, vi har stadig sult, især på landet i Upper East, Upper West, Northern Region og Volta.

Her er der mange, der ikke har mad nok hele året. Men vi har også masser af fejlernæring, for du kan ikke bare leve af ris eller majs hele året - du er er nødt til at berige maden. I byen er problemet, at maden er dyr og at mange derfor ikke har råd til at variere kosten. Mange ser måske også det at købe importerede produkter så som hvid ris som et symbol på en bedre tilværelse. Men der er altså mere fiber i vores lokale, grove ris.

Jeg begyndte som almindelig farmer, men i min familie har traditionel viden om planter og olier altid spillet en stor rolle. Da jeg var omkring tre år begyndte jeg at følge min mor, når hun samlede blade og planter, og af hende lærte jeg at ”hvis du tilsætter det og det, så....”. Vi har samlet en stor viden om planter i min familie, og vi har givet den videre fra generation til generation.

Jeg forlod skolen, da jeg var 13, og siden har jeg levet af min viden om traditionel kost for jeg opdagede, at min viden kunne forbedre livet for mange, fx kunne jeg fortælle ammende mødre, at hvis de tilsatte bestemte ting til kosten, ville deres børn blive både sundere og større.

34

11 kvinder ansat hos mig

Nu producerer jeg mange af tilsætningerne selv.

Det kan fx være olie fra baobabtræets frugter, sojaolie eller sesamolie. Jeg har 11 kvinder ansat permanent her på stedet, men somme tider er vi op til 50. Det kan fx være, når vi tørrer frugt på vores store tørreanlæg. Langt det meste dyrker jeg selv, for ud over stedet her i Tamale har jeg en farm længere nordpå.

På et tidspunkt blev jeg kontaktet af Camilla Almblom, en dansk pige, der var i praktik hos CLIP. Hun havde hørt meget godt om moringa - altså bladene fra moringa-træet - og hun spurgte mig, om jeg kunne hjælpe hende med at komme i kontakt med en gruppe kvinder på landet. Det kunne jeg, og jeg arbejder i forvejen meget med moringa - faktisk har jeg en hel plantage med moringa-træer.

På den måde kom jeg i kontakt med Ghana Venskab, og nu bruger de mig som konsulent, også på den nye sojabønnefabrik i Sang, hvor jeg har været med til at sammensætte de produkter, de skal fremstille.

Vi har holdt kurser for landsbykvinder her på mit sted i Tamale, men mange havde problemer med at komme herind eller skaffe overnatning, så nu kommer jeg i stedet rundt i landsbyerne og holder kurser for grupper af kvinder. Vi arbejder bl.a. med at lære dem at lave mad, der er nem at tilberede, så ingen børn bliver sendt sultne i skole. Mine kurser handler om grøntsager, frugt, planter og blade. Kød bringer vi ikke på bane, for det hører ikke til kvindernes hverdag og er slet ikke noget, de får særlig tit.

MADAM BOBOOBO

SPREDER VIDEN OM ERNÆRING Ghana Venskab er ikke den eneste NGO, Madam Boboobo er i kontakt med. Hun er desuden kommet med i en paraplyorganisation, der arbejder med bedre ernæring i hele denne del af Afrika, her igennem har hun blandt andet været til en workshop i Burkina Faso. Og så har hun også været i Danmark, på Ghana-seminar.

35

CHANGING LIVES IN INNOVATIVE PARTNERSHIPS

KORRIDORER TIL KVÆGET VIL GØRE VORES LIV LETTERE Alima Seidu er fulani - hun ejer 100 stykker langhornet kvæg og oplever masser af konflikter med lokale landmænd, når kvægflokkene bevæger sig for at finde græs og vand.

Jeg plejede selv at følge med kvæget i tørtiden, typisk begyndte vi at flytte os i februar, og i den periode boede vi i telte - vi havde nogle lange stolper med, så vi hurtigt kunne slå et telt op. Men efter jeg blev gift og fik børn, er det min mand og vores ældste sønner, der følger kvæget. Jeg har tre sønner og en datter, den ældste dreng er 12 og de to andre er 8 og 4 år - datteren er 5 år.

Tidligere var vi på farten hele året, men nu er det kun i tørtiden, vi flytter os. Vi er omkring 400 fulanier her - vi bor på den jord, som høvdingen i Bagurugu har været så venlig at stille til vores rådighed.

Tilsammen er her 1500 stykker kvæg, som er opdelt i mindre hjorde, og det er sådan en hjord på 100 stykker kvæg, jeg ejer og som en hyrde følger. I tørtiden kan de vandre op til 100 kilometer, for kvæget skal jo have både græs og vand, men en hyrde kan komme til at ødelægge en landmands afgrøde, så vi har en masse konflikter, og de kan være alvorlige - det kan godt være fysiske angreb. Mange steder bliver græsset desuden brændt af i tørtiden, og det gør det ekstra svært at finde føde til kvæget. Som det er nu, har vi ingen faste ruter at følge, så det vil gøre det hele lettere, når der bliver etableret nogle korridorer, vi kan følge.

Vand er det største problem

Vand er det største problem, for vandet tilhører lokalsamfundet og i tørtiden vogter hvert lokalsamfund over sit vand. Vi flytter os jo hele tiden sammen med kvæget, så vi er hele tiden afhængige af at finde nye damme med vand,

36

og jeg regner desværre med, at det i fremtiden bliver endnu mere besværligt at skaffe adgang til vand og græsning, så jeg håber på en løsning med korridorer til kvæget, men jeg ved også, at det kræver mange forhandlinger, både med de høvdinge, der ejer jorden og de lokale landmænd.

Også vores hyrder er med i forhandlingerne - og ja, det bliver svært, men vi prøver.

Vi malker køerne og sælger mælken til folk i Bagurugu, landsbyen, vi bor ved. Vi slagter normalt ikke selv, men er der for eksempel et bryllup, så gør vi. Ellers sælger vi til slagtere, nogle af dem kommer kørende helt herud fra Savelugu eller Tamale.

KORRIDORERNE KOMMER Indsamling af data har de senere år ført til et langt bedre overblik over antallet af kvæg, kvægets vandringer og hvornår på året vandringerne finder sted. Desuden er der indsamlet data om kvægmarkederne, og på nogle af dem er der udført forbedringer, fx i form af læsseramper og indhegninger.

Desuden går en række dialogmøder i gang, hvor alle involverede mødes - det gælder både kvæghyrderne, lokale landmænd og de lokale myndigheder. Med tiden vil en række korridorer blive afmærket, ligesom der vil blive udpeget ”waterpoints”, hvor kvæget kan få vand. Afmærkningen af korridorer er gået i gang i nogle lande i Vestafrika, men endnu ikke i Ghana.

Ghana Venskab arbejder sammen med vores ghanesiske partnere og den franske NGO Acting for Life om bedre forhold for fulanierne og deres kvæg - aftalen rækker fire år frem. Projektet kaldes PAMOBARMA.

ALIMA SEIDU

VERDENS STØRSTE NOMADE-GRUPPE

Fulanierne er den største nomadegruppe i verden. Den tæller over 16 millioner mennesker fordelt over Sahel-området syd for Sahara og videre i et bredt bælte, der strækker sig helt til Østafrika. Langt de fleste er muslimer, og flere og flere fulanier er blevet fastboende agerbrugere, en udvikling, der for alvor tog fart efter langvarige tørkeperioder i 70’erne og 80’erne. Tørken ramte fulanierne og deres kvæg meget hårdt. En hel del fulanier lever dog fortsat nomadisk eller seminomadisk.

37

CHANGING LIVES IN INNOVATIVE PARTNERSHIPS

BEDRE MAD TIL BØRNENE, MED EN NY FABRIK I byen Sang er et kvindekooperativ klar til at producere nem og næringsrig mad til børn - maden er baseret på sojabønner. I den helt nye fabrik mødte vi en af kvindegrupperne: Abiba Mumuni, Mariama Abukari, Sanu Zimling, Lamatu Yusuf, Fusheina Kwabena og Amabu Adam. De fortæller stolte om planerne: Tidligere var det svært at sælge sojabønner, for der var ikke rigtig noget marked for dem.

Men nu har vi set potentialet i dem og indset betydningen af dem, herunder hvor vigtige de kan være for børns ernæring. Den erkendelse har Madam Boboobo hjulpet os med, hun er en lokal kvinde med et stort kendskab til planter og ernæring, så nu ved vi, at der både kan laves suppe, sojamælk og Tombrown af bønnerne, Tombrown er en meget næringsrig blanding af bl.a. majs, jordnødder og sojabønner til både børn og voksne. Vi har fabrikken og maskinerne til at både rense og tilberede sojabønnerne, andre gør det manuelt, men for tiden er vi den eneste fabrik her i området, og takket være maskinerne kan vi sikre kvaliteten - så ja, vi kan levere en bedre kvalitet og en sund blanding, for vi har også adgang til andre ingredienser såsom sukkermajs, mælkepulver og jordnødder. Det betyder, at vi kan levere en blanding, der er nem og hurtig at tilberede, for du skal bare tilsætte varmt vand. Vores blanding er lavet, så den kan holde sig i seks måneder.

Vi skal arbejde på skift

Fabrikken er ejet af kvindekooperativet. To operatører skal arbejde fast på fabrikken, som skal køre hele året, og udover dem skal en gruppe kvinder arbejde på skift. Vi er i alt 24 kvinder, og vi har delt os op i grupper på fire.

38

En gruppe skal arbejde her en uge ad gangen, og i løbet af den uge skal selve produktionen stå på i tre dage.

Salget skal give overskud, og maden vi vil sælge til skoler og på lokale markeder, men vi vil også gerne sælge længere væk i både Yendi og Tamale - og hvem ved, måske er også Accra og Kumasi en mulighed? Og hvis efterspørgslen stiger, og vi ikke selv kan levere råvarer nok, kan vi inddrage andre farmere.

BETALT AF DANMARKS INDSAMLINGEN ”Intet barn må sulte”, lød overskriften for Danmarks Indsamlingen i 2017. Ghana Venskab søgte 1,7 millioner kroner til projektet, der kan være med til at hindre fejlernæring i det nordlige Ghana.

Udover fabrikken bliver 24 kvindegrupper trænet i at lave ernæringsrigtig mad til deres familier af lokale råvarer, og deres landsbyer og nogle lokale skoler er involveret i at udbrede denne viden og prioritere børns ernæring.

Landsindsamlingen gav dog mindre end forventet, så GV endte med at få 1,2 millioner kroner. Hovedparten af midlerne til at opbygge fabrikken i Sang blev derfor skaffet fra Ghana Venskabs private fundraising. Det første spadestik blev taget i januar 2018. Fabrikken har også haft besøg af Danmarks ambassadør i Ghana, Tove Degnbol.

Nogle af de 24 kvinder i kooperativet viser deres produkter frem.

39

KVINDEKOOPERATIV

SCHOOL FOR LIFE

SÅDAN OPSTOD IDÉEN OM SCHOOL FOR LIFE Hvordan skal et uddannelsessystem se ud, hvis det skal forsøge at favne nogle af de børn som på grund af skolegebyrer eller andet ikke kommer i den ordinære skole? Stig Skovbo fortæller her om nogle af de overvejelser, der førte til School for Life: Da min kone Mette og jeg kom hjem efter to års ansættelse i Ghana, havde vi en ambition om at få Ghana Venskabs arbejde ud til en bredere kreds, og snart kom uddannelsessystemet i fokus. Vi havde kontakt til den sagsbehandler, som sad i Udenrigsministeriet, og det faldt sammen med, at der kom besøg fra Ghana.

De besøgte os her i Them, hvor vi bor. Vores formand, Thomas Ravn-Pedersen, kom også, og vi sad inde i vores stue og diskuterede, om vi kunne magte flere projekter end dem, som tog udgangspunkt i Dalun.

Vi snakkede frem og tilbage om de fundamentale behov i Ghana. Og de to ghanesere var enige om, at der var en masse dilemmaer i uddannelsessystemet. Det var inspireret af kolonimagten, og det var uformående og mangelfuldt funderet – og midlerne var få. Vi snakkede om, at vi måske kunne give et boost til landets primary school, så jeg ringede til vores sagsbehandler i Danida. Hun lyttede venligt, og sagde så: ”Det der, det duer overhovedet ikke. Der er ingen formidlingsmæssig værdi i det. Det kan godt være, at der er et behov for flere ressourcer til primary school, men det duer ikke.”

Hvad med et uformelt skolesystem?

Det budskab kunne jeg så vende tilbage med, og vi måtte tænke videre. Hvordan skulle et uddannelsessystem så se ud, hvis det skulle være komplementært men ikke

40

konkurrerende, men forsøge at favne nogle af de børn som på grund af skolegebyrer eller andet ikke kom i den ordinære skole?

Vi brugte det meste af en eftermiddag, og jeg fik så opgaven igen at ringe over til vores sagsbehandler og sige: Hvad nu hvis vi laver et uformelt skolesystem, et skolesystem som kombinerer praktik og teori, og er meget tættere på hverdagslivet for børnene?

Hun købte øjeblikkelig ideen, og det skulle selvfølgelig være et system bygget på elevernes eget modersmål. Hun sagde, at hvis vi kunne favne vore ideer i en ansøgning, så ville hun kigge positivt på det. Og som hun også sagde: Der er noget nyhedsværdi i det, og der er noget formidlingsværdi i det i forhold til en dansk offentlighed. Den sidste vinkel havde vi jo ikke haft særlig megen fokus på, men vi erkendte, at det var en vigtig del.

Vi valgte distrikter på begge sider af fronten

Vi fik en håndsrækning til at lave et pilotprojekt til det, som senere kom til at hedde School For Life, men pludselig opstod den etniske og meget voldelige konflikt i Dagbon. Den adskilte de etniske grupper, så der nærmest var et ingenmandsland på 50 km imellem Tamale og Yendi, hvor ingen stort set turde befinde sig. Danida tøvede også med at implementere programmet. Langt det letteste ville have været at blive i den hjemlige lejr, altså hvor Dagombaerne stort set udgør hele befolkningen. Vi blev dog enige om at gøre det kontroversielle i stedet, så vi valgte et distrikt på hver side af frontlinjen. Det betød så, at projektet fik stor goodwill, fordi det blev set som en forsonende faktor, der kunne medvirke til at minimere etniske forskelligheder - det var selvfølgelig et vovestykke, men det lykkedes jo som bekendt.

STIG SKOVBO

NAVNET FIK VI FRA NIGERIA

Navnet School for Life var en arbejdstitel, som vi lånte fra Nigeria. Her havde en tidligere undervisningsminister, efter at have været i Danmark, etableret et Grundtvig-institut. Det byggede på den forestilling, at et skolesystem skal afspejle det samfund, det er en del af. Han kaldte skolen School for Life, så det brugte vi som en foreløbig titel, men selv efter 14 dage i Ghana blev vi ikke i stand til at finde et bedre, så vi konkluderede: Hvad sker der egentlig ved at bruge samme navn? Og umiddelbart er det mit indtryk, at det har haft en bærekraft. Så det var lykkeligt nok et navn som både havde appel og mening i Ghana og Danmark.

41

SCHOOL FOR LIFE

SCHOOL FOR LIFE SOM FREDSMÆGLER I 1994 udbrød der regulær krig mellem dagomba- og konkomba-stammerne i det nordlige Ghana. Tusinder blev dræbt.

School for Life var godt i gang med at etablere sig blandt både dagombaer og konkombaer og endte faktisk med at spille en vigtig rolle for den fred, der fulgte. Alhaji Baba fortæller: I 1995 var vi i fuld gang med at udvide det område, som School for Life dækkede. Vi oprettede mange nye skoler, men vi fandt ud af, at ingen dagombaer ville bevæge sig ind på et område, hvor der boede konkombaer, selv om vi forsikrede dem om, at vi kun havde fredelige hensigter med skolerne. Krigen var stadig alt for tæt på, selv om den formelt var slut.

Vi kørte ikke desto mindre fra landsby til landsby for at fortælle om School for Life, og med os havde vi ansatte, der kunne tale begge sprog. Vi forklarede om ideen bag skolen og at vi havde brug for, at landsbyen udpegede en facilitator, altså en ulønnet lærer som vi så ville oplære på Simli Centre i Dalun.

De var ikke meget for at sende en kommende facilitator til ”fjendeland”, men jeg var med til at overbevise dem, og måske hjalp det også, at jeg dengang havde været politiker i mange år og dermed var en person, de kendte.

Vi endte med at finde 25 dagombaer og 25 konkombaer, men de 25 konkombaer var meget skræmte ved udsigten til at krydse ”grænsen”, så jeg kørte dem til Dalun i en bus midt om natten.

42

Beroliget af høvdingen

Vi ankom i mørke, men næste dag tog jeg dem allesammen med til høvdingen i Dalun.

Han er dagomba, men beroligede dem ved at byde dem velkommen og forsikre dem om, at dette sted også var deres. Det blev de rigtig glade for at høre.

Kurset varede tre uger, og vi havde lærere, der talte begge sprog. Vi var sammen dag og nat, og oplæringen gik rigtig fint. Via radioen sendte vi hilsner hjem med besked til deres folk om at vi havde det godt.

Vi sagde farvel til høvdingen og kørte dem hjem igen, denne gang om dagen og med en tur omkring Tamale, hvor vi blandt andet besøgte lærerseminariet. Resultatet var, at de vendte meget trygge hjem.

Senere fulgte flere kurser, men også møder mellem de skolekomitéer, der blev dannet i landsbyerne. Vi holdt fx et stort komité-møde i Yendi for forældre med begge baggrunde, og det var virkelig med til at bringe folk sammen - i det hele taget tror jeg, at uddannelse og det at bringe folk sammen er et vigtigt værktøj i en stammekonflikt. Når folk er sammen, opstår der både tillid og venskaber, og jeg er sikker på, at School for Life spillede en afgørende rolle i at bilægge konflikten.

ALHAJI BABA

43

SCHOOL FOR LIFE

JEG VAR VILD MED SCHOOL FOR LIFE Mange af mine veninder er allerede blevet gift og har fået børn - men for mig kommer uddannelse før ægteskab og børn, siger 20-årige Arahina Fusheini Først som 12-årig kom hun i skole.

Jeg er vokset op i Wulensi, en ret stor by, som ligger fem timer i bus fra Tamale. Her boede jeg hos min bedstemor og en onkel, og indtil jeg var 12 år, havde jeg ikke gået i skole. I stedet legede jeg og mine veninder rundt omkring i byen, når vi ikke hjalp til derhjemme.

En dag gik min onkel til et møde, hvor der blev nedsat en komité og oprettet et samarbejde med School for Life i vores by. Da han kom hjem fra mødet, sagde han, at jeg gerne måtte begynde at gå i skole, og på den måde kom jeg med i den første School for Life klasse i Wulensi.

Jeg kunne lide det lige fra første dag. Om morgenen hjalp jeg til derhjemme, men klokken to mødte jeg i skole. Skolen blev holdt i skyggen under et stort træ, og jeg kendte facilitatoren, altså vores lærer, og undervisningen var på mit eget sprog, dagbani. Vi var lige mange drenge og piger, og vi fik udleveret både blyanter og bøger. Vi skulle ikke gå i uniform og vi sang meget.

Vi lærte at læse vores eget sprog, og for mig betød det, at det var nemmere at læse engelsk, da jeg senere fik brug for det.

44

Både stolt og glad

Skolen varede ni måneder, og vi sluttede med at få overrakt diplomer, mens vores familier så til. Jeg var både stolt og meget glad den dag, og min facilitator sagde, at jeg burde fortsætte med at gå i skole - og det gjorde de fleste fra klassen faktisk, men mange af mine veninder kom aldrig i skole, og nu kan jeg se, at mange af dem allerede er blevet gift og har fået børn. Men for mig kommer uddannelse før ægteskab og børn.

Jeg fortsatte direkte i den offentlige skole, her er sproget engelsk og vi skulle gå i uniform.

Vi fik råd, fordi alle i familien bidrog - og det er jeg glad for, for jeg har tre brødre og tre søstre, og jeg er den yngste.

Nu er jeg flyttet til Tamale, hvor jeg går på andet år på Islamic Senior High, en kostskole på gymnasieniveau. Jeg går på en linje, hvor vi blandt andet lærer om husholdningsøkonomi og ernæring, og jeg drømmer faktisk om at arbejde med bedre ernæring. Men jeg vil også gerne ud at se verden - allerhelst USA. Et par af mine søstre nåede også at gå i School for Life, og jeg synes virkelig det er et problem, hvis ikke flere får lov til at gå i School for Life.

Arahina Fusheini går nu på et islamisk gymnasium - her er tørklædet obligatorisk for pigerne.Det lille foto viser en School for Life klasse.

ARAHINA FUSHEINI

230.000 ELEVER I SCHOOL FOR LIFE

I alt er over 230.000 børn i Nordghana blevet uddannet gennem School for Life - for at sætte tallet lidt i perspektiv tæller en hel årgang danske skolebørn ca. 68.000 børn. I School for Life lærer børn på 8-14 år i løbet af ni måneder både at læse og skrive, og det fungerer for mange børn som en bro til fortsat uddannelse i den offentlige skole. Undervisningen foregår om eftermiddagen og på børnenes eget sprog. Modellen har vist sig at være så effektiv, at der i Ghana er vedtaget en national politik for ”komplementæruddannelse” netop baseret på School for Life-modellen.

Der er ikke midler til klasser p.t. men der arbejdes på at skaffe flere.

45

SCHOOL FOR LIFE

MIT MØDE MED EN LANDSBYSKOLE I GHANA Anne Birgitte Haahr er lærer på Friskolen i Hinnerup og en af de mange lærere, som har deltaget i Ghana Venskabs udveksling af lærere. Hun boede i efteråret 2007 i landsbyen Npansu og fortæller her om besøget: Endelig! Efter næsten et halvt års venten og forberedelse var jeg fremme i landsbyen Npansu i det nordlige Ghana, hvor jeg skulle på lærerudveksling. Jeg skulle se og opleve en af de landsbyer, der havde fået hjælp fra Ghana Venskab til at starte en lille skole op i et område, hvor der ikke var tradition for at gå i skole, og hvor ca. 95 % af den voksne befolkning dermed var analfabeter.

Madam Bekina kommer nu!

En flok drenge kom løbende nysgerrigt mod mig, og en ung mand stoppede op og satte min rygsæk fast på bagagebæreren. Jeg fulgtes med dem ad den lille sti mod byen, mens de kappedes om at bære min vandflaske og taske. Da jeg kom til landsbyens mødested, under mangotræet mellem de små lerklinede hytter, strømmede alle i byen nysgerrigt til.

De mindste børn skreg dog og gemte sig bag deres mor. Min anderledes hudfarve skræmte dem…Anthony fortalte mig senere, at hvide mennesker enkelte gange kommer på besøg, bliver et par timer, og derefter tager hjem igen.

De overnatter aldrig.

Som optakt til besøget i landsbyen havde jeg og min familie i tre uger haft besøg af Anthony Kwasi Biwatey på 33 år, som var School for Life-lærer for landsbyens eneste skoleklasse med 25 tilmeldte børn. Børnene var glade, stolte og meget motiverede for at gå i skole.

Anthony sagde ofte: “School for Life is the way out of poverty!”

46

Vores kultur set gennem Anthonys øjne

Anthonys oplevelse af livet hos os i Danmark blev en stor oplevelse og øjenåbner for både min familie og ikke mindst for børnene på Friskolen i Hinnerup, hvor Anthony var med mig på arbejde hver dag. Via hans spørgsmål og undren over livet her blev vi konfronteret med de store forskelle, vi vokser op med i hver vores kultur. Han undrede sig over viadukten under vejen, spisebestikket fordi han plejede at spise med fingrene, de bugnende forretninger med mad, Storebæltsbroen ”Did they build that bridge before the water?”, mændenes rolle i køkkenet, den menneskeforladte villavej, de små kernefamilier, plejehjemmene, genbrugspladsen, det teknologiserede landbrug osv. Hver dag sine historier og grin med glimt i øjet… det var et kulturchok - og et lignende oplevede jeg!

I en uge levede jeg i en lille compound omgivet af bedsteforældre, børn og børnebørn, sov på en madras i en lille lerhytte, vågnede op til hanegal, gedernes brægen og kvindernes tidlige arbejde med at hente vand og brænde til optænding. Jeg lærte at spise fufu med fingrene, gik med kvinderne til flodstedet for at vaske tøj, var med i marken, hvor redskaberne blot var en hakke og en lang kniv, og selvfølgelig var jeg også med i skole. Men denne lille skole i landsbyen nåede jeg langt fra at opleve hver dag, fordi Anthony havde travlt med at vise mig eksempler på deres spændende kultur og traditioner. En dag skulle hele byen fx drive ånder ud, så man det kommende år kunne færdes trygt i byen. I løbet af ugen fik jeg stor respekt for, hvor stor en udfordring det er at lave et vellykket skoleprojekt i et område, hvor der ikke er tradition for at gå i skole. Efter ca. fem dage i landsbyen, blev jeg utålmodig og insisterede overfor Anthony, at det nu var tid til at se det skoleprojekt, som jeg var kommet langvejs fra for at opleve. Han så forundret på mig og sagde ”Dont worry, Bekina, they learn so fast!”… Denne bemærkning er fantastisk. Den ramte mig, for den viser så tydeligt vores kulturers meget forskellige tilgang til livet.

ANNE BIRGITTE HAAHR

LÆRERUDVEKSLING GAV STOF TIL EFTERTANKE

Lærerudvekslingen ændrede på mange måder mit verdensbillede og gav meget stof til eftertanke.

Jeg har siden holdt god kontakt med Anthony og hans familie. I 2017 tog jeg og min mand på et uforglemmeligt genbesøg i landsbyen, Npansu, der stadig lå ved flodstedet, hvor drengene bader og kvinderne vasker tøj.

47

SCHOOL FOR LIFE

DET VAR MIN DRØM AT BLIVE SKOLELÆRER Allerede som helt ung drømte Khadija Issifu om at blive skolelærer. Nu er hun det - og fem år som facilitator i School for LIfe har rustet hende godt til jobbet.

Jeg har boet længe her i Gmanicheri i Gushegu-området, men det er ikke så længe siden, at vi flyttede til et ”family house”, altså en compound. Her bor jeg sammen med min mand, hans kone nr. 2 og mine fire børn. De er nu 21, 17, 11 og 8, men desuden er jeg plejemor for to adopterede børn, så vi er en 11-12 stykker i compounden.

Lige fra jeg var helt ung, drømte jeg om at blive lærer. Jeg hørte om School for Life og muligheden for at blive facilitator, og det var jo lidt i den retning, så jeg søgte om at blive det - en komité skulle dog først acceptere mig, men jeg fik stillingen og blev så sendt på et 21 dage langt træningsophold i Dalun.

Vi lærte meget om metoder og hvordan man håndterer en klasse, og jeg var meget opsat på at medvirke til, at børn virkelig lærer noget, for det er der et rigtig stort behov for.

Børnene lærte at læse flydende

I min første School for Life landsby var jeg i to år, men i 2003 flyttede jeg til en ny landsby, hvor jeg så havde klasser de følgende tre år.

Metoderne var meget forskellige fra dem, vi bruger i den offentlige skole, men de fungerede godt. Vi underviste i både regning, læsning og skrivning, og især bøgerne med historier gjorde, at børnene lærte at læse flydende. Der var også et godt samspil med det omgivende samfund og i det hele taget nogle gode regler, fx at der ikke blev

48

brugt skoleuniformer, fordi udgiften til dem kunne afholde nogle forældre fra at sende deres børn i skole. At det var gratis, og at undervisningen fandt sted om eftermiddagen var også godt. Generelt havde jeg ikke problemer med disciplinen, og var der noget, som var svært for børnene at forstå, gav jeg mig god tid til at forklare.

Nogle forældre var ikke i stand til at sende deres børn i den offentlige skole, og derfor var det godt, at School for Life fandtes, og til min glæde fortsatte alle mine elever fra min første klasse i den offentlige skole. Året efter var der dog nogen, der droppede ud.

Det blev som sagt til fem år i School for Life, inden jeg skiftede og blev lærer i den offentlige skole. Jeg synes, det var meget nemt at skifte. Jeg bruger stadig nogle af metoderne fra School for Life, jeg forklarer fx gerne noget på elevernes modersmål selv om sproget i skolen er engelsk. Vi synger og danser også, men nu foregår det på engelsk.

I School for Life var eleverne 8-14 år, og der var højst 25 i en klasse. Nu har jeg dem i alderen 6-14 år, og nogle af klasserne er meget store, jeg har fx en med 46 elever.

Jeg er ked af, at School for Life er stoppet, for vi har stadig brug for et alternativ til den offentlige skole, især i nogle samfund. Jeg vil meget gerne takke for støtten til både mig, min familie og til hele samfundet her i Northern Region - hvor uddannelsesniveauet desværre stadig er lavt.

KHADIJA ISSIFU

NEMT AT SKAFFE FACILITATORER

At være facilitator i School for Life er en krævende opgave. Man har ansvaret for en klasse med 25 børn i de ni måneder, et forløb varer, og man får kun en symbolsk betaling. Ikke desto mindre har det aldrig været svært af finde frivillige, der vil arbejde som facilitatorer. Mange af dem har været unge, der er blevet færdige med gymnasiet, men som ikke har fået så gode karakterer, at de umiddelbart kan læse videre - for dem har et år som facilitator givet mening, og ofte har det fungeret som en vej til en læreruddannelse, så på den måde er 69 facilitatorer gennem årene blev lærere.

49

DALUN SIMLI CENTRE

SÅDAN KOM HØJSKOLEN IGANG Lis Brandt fortæller om etableringen af DNK – højskolen på savannen: Jeg vil gerne fortælle om en slags paradis i Ghana.

I daglig tale kaldte vi det DNK. Forkortelsen stod for Dagbon Ninneesim Karimzon. På dagbani betyder det ”det øjen-åbnende-lærested for Dagbon”, og og man kan ikke forestille sig noget bedre ord for en højskole.

Vi hentede eleverne fra 8 forskellige landsbyer.

Vi havde kun 16 elever, ikke mange, men nok til at vi kunne køre et 7 måneders kursus.

Eleverne blev fundet ved at Abukari Imoro og jeg tog ud i landsbyerne og holdt rallies. Det gjorde vi om sommeren, og Abukari kunne tale varmt, ja, jeg kender ingen som kunne tale så varmt som han. Han fik folk opflammet til at komme, selv om det ikke var nemt, for hvordan kunne de overhovedet være hjemmefra i 7 måneder, men det lykkedes faktisk. Hver elev fik tildelt et lille jordlod. Vi havde en landbrugskoordinator, som hjalp dem, men det var meget learning by doing. Eleverne passede deres jord ved siden af, at de gik i skole, inden de om eftermiddagen fik mere teoretisk undervisning. De lærte f. eks. at væve, og de fik sundhedslære i den grad. De lærte fx at bruge kondomer.

Diskussioner om emner fra radioen

Om aftenen samlede vi dem tit til historiefortælling – den gamle måde at fortælle historier på i Ghana, hvor en begynder med en remse, og så er der en som tager teten, og siger – eah, jeg vil gerne fortælle en historie om det og det. Han fortæller så nogle få minutter, og så er der en anden som siger, at det kunne han da også fortælle noget om, og sådan kommer der historier hele tiden. Om morgenen startede vi med - jeg vil ikke sige morgensang,

50

men det mindede faktisk om morgensang.

Alle havde fået udleveret en radio på deres værelse – de boede vist 6 mand på samme værelse så det var meget primitive forhold, og vi bad dem så om hver morgen at høre lokal radio. Det gjorde de. Og efter morgenmaden spurgte vi, hvad de havde hørt, og hvad de ville diskutere. Og vi diskuterede alt, fra politik til seksualmoral, sygdomme, ja alt muligt.

Al undervisning foregik på Dagbani. Vi havde overhovedet ikke et ord engelsk i undervisningen. Eleverne kom ude fra landsbyerne og kunne ikke engelsk. Disse såkaldte lange kurser fik ikke lov til at køre længe. Danida, som jo igennem alle årene havde støttet vores projekt, fandt det for kostbart i forhold til udbyttet. Jeg var meget skuffet over denne beslutning, for måske havde vi ikke mange elever, men dem som kom fik helt givet et stort udbytte ud af opholdet.

Kongen kom til den officielle indvielse

En del ghanesere kom også på to måneders demokrati-ophold i Danmark, og da de kom tilbage, lavede vi en kæmpefest på DNK, en slags demokratifest over et par dage. Festen faldt samtidig med, at vi sluttede et hold af på DNK, og minsandten om ikke selve overhovedet for hele Dagbon kom, fordi vi ved den lejlighed skulle indvie DNK officielt efter ghanesisk tradition. Det var jo kæmpestort, at kongen kom. Da økonomaen (Safia) hørte det, begyndte hun at græde. Jeg spurgte hvorfor hun græd, vi var jo alle glade for at kongen skulle komme. Hun sagde gennem tårer: ”Åh madam Lis, du ved ikke hvor mange særbehandlinger, der skal til - så kan den ene høvding ikke spise sammen med den anden, så skal der serveres i mange forskellige rum og til mange forskellige tidspunkter”. Men kongen kom, og det gik helt eminent godt.

På det indsatte foto ses Lis og hendes mand Gunnar, der begge var en del af de bærende aktive kræfter i Ghana Venskab genenm mange år.

DANMARKS-SEMINARER SIDEN 1995

I Danmark holdt vi Ghana-seminarer, og i Ghana opstod der i 1995 en parallel – Danmarksseminarer. Sådan et Danmarks-seminar er noget ganske specielt. Et opbud af høvdinge ankommer med pomp og pragt ledsaget af trommer, men så er der også foredrag og fortællinger fra forskellige indkaldte personer. Alt sammen på dagbani og med ivrige diskussioner. Jeg husker, hvordan en kvinde efter et foredrag rev mikrofonen ud af hånden på en mand, og så fik hun ellers sagt, hvad hun ville. Det var fantastik befriende at se, hvordan en kvinde her viste noget om ligeret mellem kønnene. Jeg er stolt over, at GV lagde rammer til den slags diskussioner, for det var ellers helt uvant i ghanesisk sammenhæng.

51

LIS BRANDT

DALUN SIMLI CENTRE

FORTÆLLINGER SOM VÆRKTØJ Roland Yahaya blev i 1994 forstander for Dagbon Centre for General Learning, også kendt som DNK - et oplysnings- og undervisningscenter, der var inspireret af danske højskoler. På centret indgik fortællinger som et vigtigt element. Mr. Yahaya forlod centret i 2012 og er nu på pension: Historier er meget vigtige. Vi fortæller historier for at underholde hinanden, for at gøre hinanden klogere og for at give viden videre til vores børn.

Historiefortælling er en del af livet her i Afrika, især på landet. Vi fortæller historier om livet, døden og hvordan vi bør leve. Disse historier bliver normalt fortalt, fordi vi gerne vil videregive et bestemt budskab. Vi har historier, der handler om latter, om grådighed og om at dele, for vi deler meget. Ghana er normalt et land, der hænger godt sammen og hvor vi støtter hinanden, og for at understrege det bruger vi fortællingerne. Hvis en person er grådig, så ved vi også, hvordan det vil gå ham. Og hvis en person er rar, ved vi også, hvad vi kan forvente.

Det samme er tilfældet, hvis en person er svag.

Fortælle foran klassen

Jeg kan huske, hvordan fortællinger var en del af skemaet i min grundskole. Eleverne blev trænet i at fortælle, men inden de skulle stå frem foran hele klassen, skulle de præsentere historien i en gruppe - det var en stor hjælp, også for dem som ikke kunne lide at fortælle. Det hjalp også dem, der ikke kunne finde ud af, hvad de skulle sige, og når historien først var fortalt, var der fri diskussion om den. Så fortællinger er et godt værktøj i undervisningen. Når vi fortæller historier, inddrager vi også vores omgivelser og vores miljø.

Vi henter figurer fra omgivelserne, vi fortæller fx om fuglene omkring os eller vi fortæller om dyrene eller insekterne i vores omgivelser - ja, om

52

alt levende. I fortællingerne opbygger vi relationer mellem fortælleren og de karakterer, vi har skabt. I Ghana har vi edderkopper, harer og skildpadder, og vi bruger dem til at beskrive bestemte situationer.

Så historiefortælling er en del af vores liv. En ung kvinde eller en ung mand vil måske ikke lytte til det, du siger, men hvis du former det som en fortælling, giver det anderledes mening for ham eller hende.

På den måde når de selv frem til en konklusion eller en løsning. Havde du i stedet været mere direkte og sagt ”det må du ikke gøre”, havde han eller hun ikke lyttet. Men ved at bruge dyr, fugle o.s.v. rammer du vedkommende, så nu tænker pigen måske: Hvis jeg gør sådan og sådan, så vil der ske det og det.

Haren og skildpadden

Historien om haren og skildpadden er et godt eksempel. De bliver jo enige om at løbe om kap, og haren kan hurtigt se, at skildpadden er langt bagud, så den lægger sig i græsset og tager en lur, men da den vågner, opdager den, at skildpadden stille og roligt er på vej over målstregen. Når jeg havde fortalt de studerende på højskolen denne historie, spurgte jeg altid bagefter: Hvem er du - haren, som er hurtig, men som ofte glemmer sin opgave eller er du skildpadden, der ved, at den kun kan vinde ved at bruge sin intelligens?

Historien kan også ses som et billede på situationen her i Ghana: Nogle gange sender vi for mange i skole, nogle bliver meget kloge og opnår høje stillinger, andre kommer måske i gymnasiet og bliver siden tømrere. Men ofte er det den med den korteste uddannelse, der ender med at blive hjørnestenen i et hjem. Når de bliver voksne, er det dem, der tager sig af hjemmet, hvorimod hurtigløberne måske aldrig kommer tilbage til deres hjem. Så hvem af dem udviser størst ansvarlighed? Lad mig løfte historien endnu et trin opad, for nogen mener vi lever i en tid, hvor der er for mange harer i samfundet, harer, der aldrig tvivler på deres egen evne til at løbe stærkt, men som samtidig har glemt, hvorfor de løber. Men det siger jeg selvfølgelig kun som historiefortæller.

Det er op til dig, der hører historien, at dømme.

ROLAND YAHAYA

5000 PÅ KURSUS

Omkring 3000 kvinder og 2000 mænd tog en række kurser på Dagbon Centre for General Learning, inden højskolen lukkede og blev omdannet til det nuværende Simli Centre.

Roland Yahaya blev i 1994 ansat som forstander, fordi han havde en uddannelse i både kultur og engelsk/ dagbani fra universitetet i Cape Coast.

53

DALUN SIMLI CENTRE

30 ÅR SOM ALTMULIGMAND PÅ DALUN SIMLI CENTRE Leo blev i 1989 ansat som altmuligmand på Simli Centre, der dengang fungerede som en højskole på savannen. Nu er Simli Centre et kursuscenter. Leo er kristen, langt de fleste kolleger er muslimer - men de går fint i spænd sammen.

Jeg hedder Leo. Egentlig hedder jeg Leonard Yeltuonoba, men jeg er altid bare blevet kaldt Leo. Jeg blev født i 1965 i Upper West, i en region, der hedder Wa. Jeg kommer fra en kristen familie, og efter at have afsluttet teknisk skole kom jeg til Tamale. Her hørte jeg om en gruppe unge håndværkere kaldet Panajof, og sammen med dem tog jeg ud til Simli Centre, det dansk-ghanesiske projekt, for at søge arbejde.

Da vi kom derud, blev vi budt velkommen af en dansker, der hed Rudolf Møller, og han sagde, at vi kunne begynde at arbejde dagen efter, men også, at han først ville prøve os af.

Jeg så meget ung ud

Næste morgen viste Rudolf mig en væg, der skulle pudses op, og da han senere på dagen kom tilbage fra Tamale, så han at væggen var pudset helt perfekt op. Men så så han på mig og jeg så virkelig meget ung ud - og sagde, at det umuligt kunne være mig, der havde udført arbejdet - ja, han tvivlede endda på, at jeg havde nogen uddannelse, netop fordi jeg virkede så ung. Men han blev overbevist, og så sagde han: ”Leo, du bliver den sidste, der bliver fyret herfra”.

Og sådan blev det faktisk, for nu er jeg den eneste håndværker, der er tilbage på projektet, og det takker jeg Gud for.

Vi har hver vores tro

Dengang jeg flyttede til Tamale, fandt jeg ud af, at jeg befandt mig i et område, hvor langt de fleste er muslimer, men jeg fandt min egen måde

54

at begå mig på, vi har alle vores personlige tro, og jeg behøver ikke at blande mig i de andres, ligesom de ikke blander sig i min, så vi har hele tiden arbejdet sammen uden problemer.

Nu har jeg efterhånden været her på Simli Centre i 30 år, og jeg tror, jeg har prøvet alle slags opgaver. Jeg har lagt fundamenter, og jeg har lagt tag på bygninger, for slet ikke at nævne blikkenslager-arbejde eller elektriker-arbejde. Jeg har prøvet det hele, og jeg tror, det er derfor, jeg stadig er her. Jeg er blevet tilbudt arbejde andre steder masser af gange, men jeg holder af det her sted. Jeg har det godt her, og ingen bekymrer sig over min tro, ligesom jeg ikke bekymrer mig om de andres. Jeg har aldrig oplevet problemer, der har med min tro at gøre. Når vi arbejder, går muslimerne til bøn indimellem, men sådan er deres regler jo.

Når vi holder offentlige møder her på stedet, bliver der ikke diskrimineret. Er der en kristen til stede, bliver vedkommende bedt om at sige en åbningsbøn eller en bøn, der afslutter mødet. Det har jeg gjort masser af gange.

Om fredagen går muslimerne i moskéen, men fredagen er ikke en helligdag som søndagen er det, så efter fredagsbønnen kommer de tilbage for at arbejde videre. Jeg har altid vidst, at der er mange kristne trosretninger, men det er først for nylig, jeg har fundet ud af, at der også er mange islamiske retninger - og jeg blev meget overrasket over den store variation.

Jeg kan lide at bo her i Dalun. Folk er venlige.

Jeg blander mig som sagt ikke i deres tro, men selvfølgelig diskuterer vi indimellem eller prøver at overbevise hinanden. Når der er problemer i lokalsamfundet, er det tit en enkeltperson, en ballademager, der ikke kan finde ud af at argumentere og derfor prøver at søge støtte i religionen. Men jeg har som sagt boet her i 30 år, og jeg har ikke problemer.

LEONARD YELTUONOBA

SIMLI CENTRE Dalun Simli Centre er stadig et populært sted til undervisning, møder, konferencer og kurser med mulighed for overnatning til 200 personer. Billedet viser elever og lærere fra Hald Ege Efterskole, der har benyttet Simli Centre som base for udvekslingsaktiviteter med unge fra YEFLs ungdomsklubber gennem tre besøg i de seneste år.

55

DALUN SIMLI CENTRE

KØKKEN MED FULDT BLUS At bespise 200 mennesker er noget af en udfordring. Men det klarer Madam Azara i fin stil. For nogle år siden påtog hun sig ansvaret for køkkenet på Simli Centre.

Når vi har mange gæster, står vi op klokken fire, for normalt skal alting være klar inden klokken syv, men der er også nogle som hellere vil have morgenmad klokken 8 eller 9. Vi er fire i køkkenet, og vi kan bespise op til 200 gæster, men det er ikke nok at kunne lave mad, for først skal jeg regne ud, hvad der skal købes af råvarer. Vi køber gerne ris, der er dyrket lokalt, men det meste køber vi på markedet i Tamale. Jeg regner ud, hvor meget vi skal bruge, og så tager jeg og en af de andre kvinder af sted - og så er det mig, der holder regnskab med indkøbene, mens vi handler.

Jeg havde husgerning i skolen, men ellers er jeg selvlært - men jeg har været her længe og lært mig meget undervejs. Jeg har fem drenge, men de er voksne nu, og den ene har selv fået børn. Min mand er landmand og bor i Dalun, men det meste af tiden bor jeg alene i et værelse her på centret. Det er mest praktisk.

Gæster med vidt forskellig smag

Vi bruger rigtig mange krydderier, men de mest populære er chili, ingefær, salt, bouillonterninger og eddike, men vi er også nødt til at tilpasse os gæsternes smag. Den kan være meget forskellig, alt efter om folk er fra det sydlige Ghana eller Danmark.

Danskerne kan fx ikke så godt lide chilli, men

56

til gengæld er ris og spaghetti deres favoritter.

TZ, tuo zaafi, en majsret, er min personlige favorit, men det er ikke alle danskere, der kan lide den. Fisk er meget populært, det samme er oksekød og perlehøne - men det er ikke alle, der sætter pris på gedekød. Vi har også gæster, der gerne vil undgå kød, og så serverer vi bønner og æg i stedet.

Maden laver vi for det meste over gas, for det er for risikabelt at bruge elektricitet, fordi strømmen har det med at forsvinde. Men det hænder også, at vi laver mad på bål. Nogen ovn, der virker, har vi desværre ikke. Men frysere har vi, og de er så gode, at de holder sig kolde længe, selv om der er strømsvigt.

Gassen skulle vi lige lære at kende, og en dag var vi kommet til at skrue så højt op for den, da vi skulle stege grøntsager i noget olie, at der gik ild i olien, så køkkenet nærmest stod i flammer. En anden gang havde vi fået nyt gulv i det lokale, hvor folk spiser, men det var så glat, at vi faldt med maden.

Normalt klarer vi fire kvinder det hele selv, også rengøringen her på Simli Center står vi for. Men når der er et af de helt store arrangementer, fx det årlige Danmarksseminar, får vi ekstra hjælp i køkkenet.

De fleste er glade for vores mad. Vi havde fx en workshop med omkring 40 deltagere, og hver dag kom der nogle ind i køkkenet for at takke for maden og for at høre, om vi var fra Tamale eller Accra, siden vi kunne lave så god mad. Men vi er altså her fra Dalun!

MADAM AZARA

TRE STEN PÅ GÅRDSPLADSEN Et køkken er altid et centralt sted på et kursussted, men da Simli Centre startede, bestod køkkenet groft sagt af tre sten og et ildsted på gårdspladsen – maden blev dengang tilberedt over bål.

57

SIMLI RADIO

JEG VAR SIKKER - VI SKULLE HAVE EN RADIOSTATION Stædighed betaler sig. Alhaji Abukari Imoro insisterede på, at Ghana Venskab skulle være med til at etablere en radiostation, men danskerne var inderligt imod. De kunne ikke se nytten af en ”kolonihave-radio”, men Imoro endte med at få sin radio - og siden 1997 er Simli Radio nået bredt ud med sine budskaber.

Jeg var i Danmark første gang i 1987 og besøgte Østjyllands Radio. Her så jeg billeder af en lokal radiostation i Sri Lanka, støttet af Danmarks Radio, der havde en lille afdeling, som hjalp radioer i udviklingslande, DANICOM. Jeg blev nysgerrig og fik noget materiale med hjem. Tre år senere var jeg igen i Danmark og hørte igen om den mobile radiostation i Sri Lanka og hvordan den blev brugt til gavn for indbyggerne i landet, hvor der på den tid var sult. Og så besluttede jeg, at sådan en skulle vi også have.

Jeg var egentlig meteorolog og arbejdede for Ghana Meteorological Service ved lufthavnen i Tamale, men jeg var sideløbende blevet involveret i at etablere centret i Dalun, og i 1991 sagde jeg mit statslige job op. Jeg var mere og mere opsat på, at vi skulle have en radiostation og blev blandt andet inspireret af en hollandsk kvinde, der var lægelig direktør i Tamale. Hun syntes, at en radio var en god måde at få sundhedsbudskaber ud på og bakkede mig op.

Der var modstand fra dansk side, fordi de lokale radiostationer i Danmark ikke sendte ret mange seriøse udsendelser, men jeg fik efterhånden støtte fra den danske formand, Thomas Ravn-Pedersen. Han er selv

58

journalist og arbejdede på Østjyllands Radio.

Verdensbanken kom også på banen, for de sagde, at man burde støtte Ghana ved at oprette FM-stationer, fx i Tamale. Men det var ikke det, jeg ville. Sådan en station ville ikke involvere folk, for jeg ville, at folk skulle høre deres egen stemme i radioen - på deres eget sprog.

I 1995 var jeg i Danmark for tredie gang. Ole Åbenhus fra DANICOM påtog sig at oplære mig som producer og gennemgik alt udstyr og viste mig, hvordan det skulle bruges.

Sammen med ham kørte jeg rundt i Danmark for at producere programmer - jeg lavede blandt andet et program om mælkens vej fra ko til butik. Vi havde en mobil radiosender med, og jeg nød det virkelig.

Vi optog og lod folk lytte til det

”Okay, tag til Ghana og få det i gang”, sagde han, men der gik nu et år mere, for vi skulle først have ansat nogle folk og øve os. Alt udstyret var sponseret af Danmarks Radio, og vi tog det med ud i landsbyerne, optog folk og lod dem bagefter lytte til det. De sagde ”ja, det er sådan en slags radio, vi ønsker”. Vi diskuterede fx teenage-graviditeter.

Udsendelserne lå på kassettebånd, og i starten måtte vi bruge senderen i Tamale, når de skulle broadcastes, men vi kopierede og distribuerede også kassetter til School for Life, for hver klasse havde en kassettebåndoptager.

Vi har aldrig sendt egentlige reklamer, men siden 2004 har man mod betaling kunnet få udsendt personlige meddelelser, fx om begravelser.

Alhaji Abukari Imoro forlod i 2005 radioen for at gå på pension.

ALHAJI ABUKARI IMORO

FØRSTE UDSENDELSE I 1997

I 1997 blev den første udsendelse sendt fra vores egen sender i Dalun, og Simli Radio blev hurtigt populær. Vi lavede programmer om byudvikling, kurmageri og familieplanlægning, men radioen arrangerede også kulturaftener, hvor vi kørte ud til en by og sendte fra den. Det var med dans, musik og historier fra byen, og det førte så til henvendelser fra andre byer, som også ville have os ud. Jeg oprettede også lytterklubber, hvor vi gav landsbyen en radio og lod dem diskutere vores udsendelse - og den diskussion kunne vi bagefter følge, redigere og udsende.

59

SIMLI RADIO

RADIOEN GIVER STEMME TIL DE TAVSE Simli Radio har taget mange kontroversielle emner op, og den giver stemme til de mange, som ellers ikke bliver hørt. Også i fremtiden kan radioen være med til at skabe udvikling, mener Abdul Razak Abukari, daglig leder af radiostationen.

I begyndelsen tog jeg rundt i landsbyerne og samlede stof til radioudsendelser, nu er jeg leder af Simli Radio, og den er virkelig en succes-historie. Jeg holder rigtig meget af vores lokalsamfund, og jeg nyder at forsyne dem med informationer, der gør dem bedre oplyste - man kan sige, at mit arbejde er at forstærke deres stemme og involvere dem i samfundet.

Vi havde noget besvær med at få vores egen frekvens, men i 2005 lykkedes det, og siden har vi sendt en bred vifte af programmer - alle sammen nogle, der skal gavne samfundet.

Vi sender programmer om uddannelse, om landbrug, om at styrke kvindernes rolle, og vi tager også kontroversielle emner op, vi har fx haft udsendelser om kvinder, der blev udsat for vold af deres mænd. I programmerne fortæller vi, hvordan mænd bør behandle kvinder, og når vi nu kommer rundt i landsbyerne, ser det ud til at have virket.

Mange landmænd ringer ind

Landbrug spiller jo en afgørende rolle for Ghanas udvikling, så vi sender en del om landbrug, og mange af vores lyttere er landmænd. Vi trækker på eksperter i disse programmer, og jeg tror, at vi gennem dem videregiver vigtig viden.

Jeg er selv landmand, og jeg har lært meget ved at lytte til de eksperter, vi får i studiet, fx fra Institut for Landbrug i Kumbungu, og de stiller gerne op, når vi inviterer dem. Vi inviterer også veluddannede landmænd, men ofte er det begrænset, hvad de kan bidrage med af nyt, men det fører tit til spændende samtaler, når folk ringer ind for at diskutere med dem. Og vi får virkelig

60

god respons. Når vi åbner for telefonen efter vores landbrugsprogrammer om onsdagen, får vi gerne 30 opringninger.

Også vores programmer om uddannelse spiller en vital rolle. Mange havde svært ved at forstå, hvorfor de skulle sende deres børn i skole, når der var brug for dem i landbruget, men efterhånden er der skoler i selv de mest afsidesliggende landsbyer.

Også politiske diskussioner

Ghana er et fredeligt land takket være vores politiske stabilitet. Vi tror vi kan forstærke demokratiet ved at engagere folk, så op til et valg er vi ikke kun her i studiet, så tager vi rundt og sætter grupper til at diskutere forskellige emner, ligesom vi inviterer politikere i studiet og lader dem diskutere og fortælle, hvad de vil gøre for vores lokalsamfund, hvis de bliver valgt. På den måde er vi med til at forstærke demokratiet gennem Simli Radio. I en valgkamp er der dog begrænsninger på, hvad vi kan sige i radioen. Vi må på ingen måde fornærme nogen, og tilbage i 2008 måtte vi lukke radioen i en periode, fordi høvdingen i Dalun sagde, at det var bedre at lukke, fordi folk ringede ind med meget skarpe, politiske synspunkter. Det kunne være farligt og skabe kaos, mente han. Vi er ikke bundet til noget politisk parti, selv om nogle siger det. Vi er uafhængige og ønsker bare at sikre, at alle får del i udviklingen. Som leder af radioen er det mit ansvar at sikre stabilitet, fred og harmoni iblandt os, men også at sikre udvikling til gavn for alle, så vi på et tidspunkt kan se bagud og konstatere, at fattigdommen er blevet udryddet, og at der ikke er mangel på vand eller skoler.

Min vision

Min vision er, at vi fortsat skal være en spillevende radio som giver stemme til dem ude i landsbyerne, der ellers ikke bliver hørt - og gerne med tv koblet til, så folk også kan se os. Alle, der arbejder her, er frivillige, men vi har en fælles vision om at udvikle vores samfund.

ABDUL RAZAK ABUKARI

RADIOEN HAR VUNDET FLERE PRISER

Simli Radio har gennem årene fået meget anerkendelse, senest fik den i 2018 prisen for bedste ”community radio station”. Det skete i en konkurrence udskrevet af Hyperlink Media i Ghana, en konkurrence, hvor man på internettet kunne stemme på sin favorit inden for en række kategorier.

61

UDVEKSLING

SAMARBEJDE FØRER TIL GODE VENSKABER Utallige gæster fra både Ghana og Danmark har gennem årene nydt godt af Pia Sonnenborgs gæstfrihed - og mange netværk og venskaber er udsprunget af de møder, hun har arrangeret - ofte hjemme i villaen i Valby Jeg er barn af en familie, som var meget gæstfri - og så har jeg jo god plads. Så ja, det er blevet til vildt meget snak omkring bordet her og rigtig mange gæster, både danskere og ghanesere.

Og når nu de her fantastiske mennesker er her, skal de jo gerne møde nogle lige så fantastiske mennesker, så jeg er god til at bringe folk sammen - og til at holde kontakter. Jeg er vokset op som enebarn, så jeg lærte, at vil man have relationer, er man nødt til selv at skabe dem og at fastholde dem.

Meldte mig ind som nybagt lærer

Jeg var nybagt lærer og arbejdede på Balleskolen ved Silkeborg, da jeg første gang hørte om Ghana Venskab. Jeg var også spejderleder for piger på 9 -11 år og troede, jeg kunne inddrage dem, men jeg indså, at det var svært at forpligte piger i den alder. Men så sagde min veninde Estrid, at jeg da bare selv kunne melde mig ind, så det gjorde jeg i 1980.

Vi havde utallige gæster fra Ghana, og mange af dem havde jeg med i skole, så alle de klasser, jeg har haft, har hørt en masse om Ghana og Venskabsgrupperne. Senere flyttede jeg til København, hvor vi viste gæsterne fra Ghana rundt i byen, men jeg havde dem også med i skole. Jeg havde fået arbejde på et voksenuddannelsescenter, og gæsterne fra Ghana underviste i engelsk på forskellige hold.

Jeg har været heldig og fået rigtig god støtte fra mine arbejdsgivere, når jeg bad om fri til at rejse til Ghana, for jeg kom jo med i bestyrelsen og var i Ghana cirka en gang om året, første gang i 1986.

62

Forrygende smuk tur gennem Sahara

I 1991 var jeg med til at køre en projektbil til Ghana. Vi havde fundet ud af, at det ville koste det samme at sende den som fragt som at køre den derned, så 2. juledag kørte vi fra Silkeborg i en spritny bil. 15 dage tog den 10.000 km lange rejse, og jeg husker turen gennem Sahara som forrygende smuk. Undervejs sov vi i telt. På hele turen var det mig, der førte regnskaberne - i syv forskellige valutaer.

Meget af det, jeg har lært i Ghana Venskab, har jeg bragt ind i mit professionelle liv. Som lærer ved man fx ikke nødvendigvis noget om mødeledelse, regnskaber eller betydningen af gode referater, så jeg har brugt GV-viden i undervisningen, men omvendt har jeg også brugt min pædagogiske viden i School for Lifesammenhæng.

Jeg ser potentialer

Jeg tror også, at min pædagogiske viden gør, at jeg somme tider kan se nogle potentialer, som andre ikke kan og på den måde opbygge netværk. Jeg pegede fx på Mette Brandt som potentiel kandidat til formandsposten, da Thomas Ravn-Pedersen stoppede som formand - og det førte til otte år med hende som formand. Senere var jeg også med til at foreslå vores nuværende formand, Katrine Skamris.

Ghana Venskab er for mig at se virkelig et venskabsprojekt, der handler om at binde nord og syd sammen. Og det at samarbejde i lang tid med nogle mennesker med en fælles interesse giver nogle fantastiske venskaber, måske netop fordi du gennem samarbejdet møder nogle med en helt anden baggrund. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg aldrig i mit professionelle liv har haft et kursus, der har lært mig lige så meget som Ghana Venskab har gjort.

PIA SONNENBORG

Lille foto: Silkeborg,1990.

Leif Rasmussen, Henning Lindberg, Anette Kornø og Pia Sonnenborg klar til afgang. 15 dage og 11.000 km senere ankom de med den nye projektbil i Dalun.

OVER 100 PÅ UDVEKSLING

I 2004 begyndte en årlig udveksling af lærere, så ghanesiske lærere kom til Danmark nogle uger og boede hos danske kolleger, hvorefter turen gik den anden vej. I mange år deltog fire lærere fra Ghana og fire fra Danmark i disse udvekslinger, og tæller man sammen, bliver det til 56 ghanesere og 53 danskere.

I 2017 besluttede GV at bruge to pladser til lærere og to til danskere med viden om fødevarer, men det lykkedes ikke at finde to med fødevare-viden, der kunne deltage, og også i 2018 kneb det at finde danske deltagere i udvekslingen.

63

UDVEKSLING

SVÆRT AT VENDE HJEM MED NYE IDÈER Shani Mahama er søn af høvdingen i Dalun. Han er dansk gift med Ulla, og sammen har de børnene Pumaja og Sigli.

Shani fortæller: Jeg blev jo nærmest født ind i Ghana Venskab, og jeg husker nogle af de første dansker-besøg i Dalun, for det var tit mig eller nogle af mine brødre, som skulle tolke for min far. Og nogle af danskerne fandt ud af, at jeg var ret god til at oversætte mellem engelsk og dagbani, så jeg blev hurtigt fast oversætter. Danskerne var rigtig gode til at sige ”wauw Shani, du er god til at tale engelsk”, og det har styrket mig.

Jeg husker ikke det var mærkeligt, at der kom sådan en flok hvide mennesker ind i min dagligdag, men derimod spændende, og mange gange kom danskerne jo også med nogle gaver. Jeg er fx vild med kuglepenne, også i dag. Det var også spændende med nogle, som kom fra en anden verden, og med en anden fortælling og gerne ville hjælpe det samfund, hvor jeg voksede op.

Min egen kultur i nyt lys

På et tidspunkt inviterede Silkeborg Højskole to unge ghanesere til Danmark for at opleve højskolen og en anden kultur, og jeg blev én af dem. Og højskolen har faktisk omdannet min personlighed.

Jeg har altid været interesseret i samfundsudvikling, og haft en del holdninger til det, men jeg var måske ikke så god til at udtrykke dem, eller turde måske ikke fordi jeg kom fra en kultur, hvor børn og unge mest skal lytte frem for at have noget at sige. På højskolen havde lærerne og eleverne en dialog, en samtale, hvor der var aktiv deltagelse også fra eleverne, og det startede noget i mig: Jeg fik virkelig lyst til også at udtrykke mine holdninger, og jeg så min egen kultur i et nyt lys. Det fik jeg dog aldrig lov at sige noget om i Ghana. Man syntes, det var som om jeg kritiserede min egen kultur, og måske fik jeg også sagt det på en måde,

64

som provokerede nogle. Jeg havde lyst til at sige tingene, som jeg oplevede dem, men mødte modstand. Selv den dag i dag kan jeg opleve det, og den modstand har været rigtig hård. Jeg kom hjem engageret og med nye ideer, men jeg var jo stadig bare en small boy. Det irriterede mig helt vildt.

Bedre plads til unge i dag

Heldigvis fik jeg mod til at engagere nogle unge på forskellige måder og dele mine erfaringer med dem, så på den måde har det været godt. Men det at komme tilbage med andre erfaringer har altid været den største udfordring. Det danske samfund åbner op og giver gæstfrit plads til de ghanesiske unge, der kommer til Danmark - men når vi kommer tilbage til Ghana, så er der ingen, der tager imod.

Jeg tror dog, at der i dag er større lydhørhed, og at vi har formået at skabe plads for unge mennesker i Ghana. Der er stadig en slags mur mellem unge og ældre, men den ældre generation - hvad enten de kan lide det eller ej - kan ikke længere begrænse de unges deltagelse i beslutningsprocesser, og det kan man godt se. Der er skabt rum for de unge. Nu er der måske 2-3 unge, som den tilbagevendende kan tale med, og som også er engagerede, fx er der ungdomsaktiviteter alle mulige steder. Noget af det største, som er sket i kulturmødet mellem Danmark og Ghana, er en stor bevidstgørelse. I Dalun er der fx rigtig mange oplyste mennesker. Det skaber måske også lidt forvirring - en bevidstgørelse, hvor man kender sine rettigheder kan skabe forvirring.

Men kulturmødet, hvor der kommer unge danskere, som blander sig med unge ghanesere har skabt noget. Og det er også rigtigt, at min far har været enormt god til at opdage dette. Uden at rose mig selv for meget, mener jeg også, at jeg har gjort noget. Der skal være nogle, som fanger bolden og så skyder til de andre. Jeg tror, jeg har været god til at fange det der: Hvorfor er de her? Jo, for at hjælpe. Så må vi også gøre noget for at hjælpe os selv.

SHANI MAHAMA

65

Shani i sit danske hjem og øverst på besøg hos moderen og familen i Dalun.

UDVEKSLING

REJSER HVOR ALT ER ANDERLEDES Som lærer på Silkeborg Højskole har Maren Gadegaard ledsaget adskillige hold elever på lange rejser til Ghana.

Rejserne indebar ophold hos familier i landsbyer, og her var der virkelig tale om kulturmøder. Maren fortæller: De første år blev rejserne til Ghana udbudt som en slags linjefag med start på højskolen i august, hvor vi sammen forberedte turene, både praktiske ting, men også kulturmødet. Det gjorde vi frem til november, hvor jeg så rejste med 12 elever som enelærer – første gang i 2002. Vi begyndte altid med en uges ophold på centret i Dalun for at blive introduceret til sproget, kulturen, maden og varmen. Derefter kørte jeg sammen med en medarbejder i projektet rundt til de udvalgte landsbyer og satte eleverne af to eller tre sammen.

Intens oplevelse af Ghana

Der skete næsten altid det samme ved ankomsten til en landsby: Vi blev bænket foran hele den kæmpestore familie og blev præsenteret samt anvist en compound, hvor eleverne skulle sove.

Jeg husker hvordan Stine kom skrigende ud fra den mørke compound efter bare at have stukket næsen indenfor. Jeg syntes , jeg havde fortalt meget om netop dette første møde, men måske ikke ligefrem, at edderkopper kunne være det første man stødte ind i ved indgangen til sådan en mørk beboelse. Hun kom over det, men bare dette lille eksempel siger noget om, hvordan alt er anderledes. Og her skulle de så bo i 3 måneder.

De fik lov at opleve Ghana langt mere intenst end jeg selv gjorde, for jeg tog bare tilbage til min base på Centret. Det skulle samtidig også være et nødlazaret. Hvis nogle blev syge, hentede jeg dem hjem til centret. På et tidspunkt havde jeg syv elever liggende rundt om med malaria.

66

Omgivet af mennesker døgnet rundt.

Jeg havde ikke planlagt mange aktiviteter ude i landsbyerne. Hovedformålet med opholdet var at de skulle leve med den familie de boede hos, opleve at tiden næsten stod stille, opleve frustration over ikke hele tiden at være aktiv. Jeg har nogle gange haft den mærkelige oplevelse, at jeg på den ene side kunne sige ”godt det ikke er mig” og på den anden side sige ”bare det var mig”, for det er en enestående mulighed for at erfare og opleve noget helt fremmedartet og være omgivet af mennesker konstant og genstand for nysgerrige blikke nærmest døgnet rundt. Så fra den dag jeg satte dem af i en landsby og til jeg hentede dem igen, skete der rigtig meget. Det var jo næsten ikke de samme mennesker, jeg tog med hjem, og de havde sindsygt meget at fortælle. Efter jul flyttede eleverne ind i School for Life projektet. Her kom de til at bo i de centre, som var knyttet til projektet. På mange måder blev det en lettere opgave: Nu kendte de lidt til kulturen. De skulle følge en facilitator i hans eller hendes arbejde.

Nogle havde endda lavet undervisningsmateriale hjemmefra. Hvor nogle før måske havde stået uforstående, og dermed afvisende, vendte det hele for alle. Nu blev der tid til at holde af tingene. Med den større forståelse kom også et større overskud.

Jeg har forsøgt at følge eleverne efter endt højskole, og det har været dejligt at se, at mange dels holder fast i de relationer, de indgik i Ghana, dels at mange har fået øje for de globale udfordringer, vi står overfor.

Straks efter hjemkomsten fik en del et omvendt kulturchok. Fra at have levet med begrænsede ressourcer kom de nu hjem til et samfund med overflod af alt, på nær tid. Det krævede en ny omstillingsproces, men det betød også en ny retning for mange i deres videre uddannelse. Nogle lagde fx et stort engagement i Ghana Venskab, andre valgte en hel anden uddannelsesretning end først antaget, andre er siden taget ud som u-landsfrivillige i nye dele af verden. Så man kan sige, at disse rejser var Skolen for Livet.

MAREN GADEGAARD

De smĂĽ fotos viser nogle af de udvekslingselever som Maren har vĂŚret kontaktperson for.

67

UDVEKSLING

GRUPPER ER SAGEN DET LÆRTE JEG I DANMARK Sadick Musah er en af de efterhånden mange unge ghanesere der har fået tilbudt et ophold på Silkeborg Højskole. Her lærte han bl.a. en masse om gruppedynamik og nu opfordrer han unge i landsbyerne til at oprette grupper.

Jeg havde en rød peber med hjem fra Danmark, for vi har en gruppe her i min landsby, som driver en fælles have. Jeg tog frøene, og min stedmoder vandede dem morgen og aften, men jeg troede aldrig, de ville spire - men det gjorde de.

Det er næsten helt symbolsk, for der er også andre af de ting, jeg lærte på Silkeborg Højskole, der nu begynder at spire. Jeg lærte fx meget om teambuilding og gruppedynamik og hvor meget en gruppe kan udrette, og det synes jeg, at folk her i Ghana skal have gavn af, så jeg er blevet dybt involveret - jeg har efterhånden besøgt mange byer og opfordret dem til at nedsætte grupper, der kan tage del i samfundsdebatten, og der bliver faktisk nedsat mange - vores havegruppe her i Karaga er bare et eksempel.

Man kunne spørge om hvad som helst

Jeg er 26 år. Min kone, Zuweira, er 24, og vi venter vores første barn. Bare en måned efter vores bryllup blev jeg kontaktet af Youth Empowerment for Life med et tilbud om et ophold på Silkeborg Højskole.

Det var min kone ikke så vild med, men hun endte med at acceptere det. Jeg havde aldrig før været uden for Ghana og havde besvær med at få visum, men det gik.

Jeg så frem til at møde folk fra andre dele af verden, men jeg så også frem til at få en form for bevis (certificate) på opholdet. Når det gælder undervisning, er der store forskelle på Ghana og Danmark, opdagede jeg. Vi er vant til at holde os til specifikke lærebøger, men på Silkeborg Højskole handlede det meget om at følge sit hjerte. Jeg

68

var frustreret, for det var et helt nyt system, jeg skulle vænne mig til, men jeg fandt ud af, at det danske uddannelsessystem er mere fleksibelt, og at de studerende kan spørge om hvad som helst, også mere personlige ting, jeg blev fx spurgt om hvordan jeg mødte min kone - den slags kan man ikke spørge om her i Ghana.

Den største overraskelse var, at der ikke var nogen eksaminer. Det havde jeg ellers troet, så jeg fik bare et papir, der viste, at jeg havde deltaget i kurset. Her i Ghana ville der også have været nogle personlige bemærkninger. Men alt i alt har jeg lært meget, blandt andet at man gerne må være sig selv og klæde sig som man selv synes.

Jeg er også blevet bedre til at snakke med andre, fx har jeg lige snakket med en fyr, jeg kender, om hvordan han kan gøre livet lettere for sig selv, og han har det fint nu og sover bedre.

Jeg er uddannet lærer, men lige nu gør jeg samfundstjeneste ved at arbejde for National Service - det er obligatorisk, og det er et års arbejde uden løn - jeg mangler stadig fire måneder.

Min samfundstjeneste består i at undervise.

SAMARBEJDET MED SILKEBORG HØJSKOLE 25 kursister fra Ghana har gennem årene deltaget i højskolens lange kurser, derudover har nogle været med på højskolens korte kurser. Skolen har betalt opholdene, fordi den altid har haft en international profil og ønskede, at eleverne skulle møde unge med anden kulturel og religiøs baggrund. Desuden sendte Silkeborg Højskole i en længere periode elever på et længere ophold i Ghana hvert andet år.

SADICK MUSAH

YOUTH SPEAK UP RADIOJOURNALIST

Sadick er en af de 25 unge radiojournalister der blevet trænet som en del af Youth Speak Up projektet. Sammen med 3 andre unge fra Karaga producerer han ungdomsradio, der sendes på Zaa Radio. Formålet med projektet var at give unge en stemme og en stærk platform til at bringe deres problemer på dagsordenen. Projektet var en stor succes, der bragte mange forandringer for både de unge selv, men ikke mindst for deres lokalsamfund. Projektet og Sadick er i dag en del af E4L programmet.

69

UDVEKSLING

FRA KORTTIDSFRIVILLIG TIL AKTIVT MEDLEM Birgitte Dahl var korttidsfrivillig i Ghana - det førte til et omfattende engagement i Ghana Venskab. Hun er i dag aktiv frivillig i ungdomsudvalget og benytter bl.a. sine kompetencer som multimediedesigner til at videreudvikle Ghana Venskabs visuelle udtryk, gennem udarbejdelse af hjemmesider og oplysningsmateriale - både i Danmark og Ghana.

Jeg arbejder til dagligt som presse- og kommunikationsansvarlig hos et arkitektfirma, og driver derudover mit eget lille freelance kommunikationsvirke ved siden af. Mine arbejdsgivere bakker op om mit frivillige arbejde, også når det indebærer rejseaktiviteter og deltagelse i kurser. De ser hvordan mine faglige kompetencer bliver styrket ved at bruge dem i andre sammenhænge, og hvordan jeg ofte bringer ny inspiration med tilbage til mit arbejde. Bl.a. når jeg udfører opgaver som at organisere events, udstillinger og workshops i Danmark eller Ghana - eller når jeg deltager i kurser på vegne af Ghana Venskab, som eksempelvis det seneste om videoproduktion til sociale medier.

Korttidsfrivillig i Dalun

Jeg rejste i 2011 til Ghana som korttidsfrivillig for Ghana Venskab, efter at have hørt om ordningen gennem en bekendt der var tilknyttet venskabsforeningen i Silkeborg. Jeg boede 8 mdr. på Simli Centre i Dalun, der på daværende tidspunkt var GDCPs (Ghanian Danish Community Programme) base, med et meget aktivt landsbyuddannelsescenter og den populære lokalradio Simli Radio.

Min rolle som korttidsfrivillig var at bidrage til forenings- og kulturudveksling mellem de to

70

foreninger i Danmark og Ghana og bistå Ghana Venskabs Liaison Coordinator og GDCAs stab i forefaldende opgaver. Opgaverne var mange og brede, alt fra at organisere en affaldssortering på Simli Centre, køre ærinder, deltage i ceremonier, skrive referater og hjælpe til i kayayoo programmet samt være vikar i Model School, når der manglede lærere.

Jeg har siden min første rejse til Ghana været aktiv i flere af Ghana Venskabs udvalg. Ved min hjemkomst kom jeg ind i GDCP udvalget, senere rykkede jeg videre til oplysningsudvalget og i dag er jeg i ungdomsudvalget hvor jeg har nydt at følge bl.a. Youth Speak Up! og andre fantastisk spændende ungdomsaktiviteter tæt på.

Samarbejdet med YEFLs personale er utroligt givende og inspirerende ligesom jeg også nyder at komme helt ud i ungdomscentrene, når jeg er i Ghana – og opleve de mange kreative og entreprenante tiltag og den smittende energi blandt de unge.

Jeg bruger min faglighed

Det er utrolig spændende at have fulgt Ghana Venskab og vores partnerorganisationer samt Tamale og hele Nordghanas udvikling i gennem de år jeg har været med.

Det jeg holder allermest af, er dog de relationer jeg har skabt i Ghana gennem årene. Skønne og dygtige kolleger, der brænder for deres arbejde – den gensidige interesse og udveksling, både fagligt og socialt. Der er kommet mange gode folk til gennem tiden, som jeg samarbejder rigtig godt med - ikke mindst inden for mit fag, kommunikation. Jeg har også stadig kontakt til mange af mine kolleger helt tilbage fra GDCPs tid i Dalun – flere af dem arbejder i dag i andre programmer inde i Tamale.

GHANA HÅNDSLAG

Fra Wall of Sound festival i Horsens, 2018.

Ghana Venskab bød bl.a. besøgende på en udstilling om satirisk kunst fra Ghana og en statement badge workshop.

BIRGITTE DAHL

GHANA HÅNDSLAG

En del af Birgitte Dahls frivillige arbejde er at stå for layout af Ghana Håndslag. Magasinet udgives i 500 eksemplarer to gange årligt og sendes ud til Ghana Venskabs medlemmer og kontakter. Magasinet indeholder nyt fra programområdet, Nordghana og Ghana generelt og er tilrettelagt af en redaktion drevet af frivillige Ghana Venskab medlemmer. Du kan læse alle numre af Håndslag på Ghana Venskabs hjemmeside.

71

UDVEKSLING

DE STUDERENDE FÅR INDBLIK I GHANESISK KULTUR Helle Stensgaard Karlsen er international koordinator på Via University College. Hun fortæller her, hvordan ideen med at sende studerende på praktikophold i Nordghana opstod. Tre hold studerende fra en række sundhedsuddannelser har foreløbig været af sted, og et fjerde er på vej.

Ideen opstod faktisk tilbage på et Ghanaseminar for nogle år siden, men grundlæggende har jeg lige siden jeg selv startede på sygeplejeuddannelsen, og siden jeg blev international koordinator, tænkt, at hvor kunne det være interessant at rejse ud med en gruppe og bo i landsbyer, akkurat som vi gjorde, da jeg arbejdede på Silkeborg Højskole.

Lærer at tænke ud af boksen

Som international koordinator arbejder jeg for at give studerende mulighed for at udveksle med store dele af Europa, Afrika eller Asien.

Jeg faciliterer de processer, der ligger i at sende studerende ud i verden med henblik på at give dem både nationale og internationale kulturelle perspektiver på deres felter. Det er i mødet med de andre og det andet, at man også får sat et spejl op for sin egen profession og derved bliver klogere på, hvad man selv kommer ud af og hvad ens fag har at byde på. Når de studerende kommer hjem, er de faktisk blevet klogere på, hvad det vil sige at være sygeplejerske i Danmark – hvad er det for værdier, jeg har med mig? De har også grundlæggende fået kompetence til at ”tænke ud af boksen” - de kan se, at tingene kan gøres på andre måder og stadigvæk være gode.

Men tilbage til Ghana-seminaret. Her mødte jeg Francois Tronche, som er GV-medlem.

Han har igennem flere år rejst til Ghana med elever fra Marselisborg Gymnasium, når de var færdige med gymnasiet, og jeg tænkte, at

72

noget lignende måtte kunne lade sig gøre med sygeplejestuderende. Vi mødtes nogle gange og begyndte en proces, om hvordan et forløb kunne se ud. Jeg præsenterede det på et internationalt koordinator-møde og fik ret hurtigt opbakning til det. En chef, der er meget nytænkende, syntes det lød interessant og så det som en anden måde at samarbejde med en NGO på – en NGO, der har banet rigtig mange veje og er fast forankret i Nordghana. Så det formede sig til et projekt, som blev præsenteret for en tværfaglig international ledergruppe, og derefter udarbejdede vi en samarbejdskontrakt med Ghana Venskab. GV er enormt åbne og positive over for projektet.

Nyt hold med stor, faglig bredde

Det var en lidt vild idé, det med at få sygeplejestuderende ud at bo i en hytte i en landsby og herfra tage rundt og besøge nogle sundhedsklinikker. Men i ledelsesgruppen sad der modige og visionære ledere, som sagde: Lad os se, om det holder – og det ser ud til at holde. Vi har været i stand til at sende tre hold af sted, og det fjerde står klar, oven i købet med en meget stor tværfaglig bredde. På næste hold er der således en bioanalytiker, studerende fra ”global nutrition”, en fysioterapeut og så sygeplejestuderende. Det hele kan kun lade sig gøre, fordi GV gør en kæmpeindsats.

De studerende går, når de tager af sted, på 7. semester, og der er bestemte faglige krav de skal opfylde. Alt efter uddannelse er der beskrevet et læringsudbytte med eksempelvis samfundsmæssige, kulturelle og sundhedsmæssige perspektiver i form af organisering, forebyggelse mv. Den studerende skal lære noget i mødet med den fremmede kultur.

De skal ikke undervise i Ghana. Det er langt hen ad vejen et observations-studie på 30 dage. Hjemme laver de en skriftlig opgave ud fra opholdet og prøver at sætte det ind i en større sammenhæng. Så det er en udveksling, som både rummer personlig og faglig oplevelse.

HELLE STENSGAARD KARLSEN

73

UDVEKSLING

FORMIDLING GENNEM SANG Leif Rasmussen har været aktiv i alle de 40 år, GV har eksisteret. Undervejs har han blandt andet grundlagt det, der nu er blevet en solid tradition: Ghanasangaftener på Silkeborg Højskole.

I 1981 deltog jeg i en rejse til Ghana, hvor kontakterne til det, som senere skulle blive venskabsbyer, blev etableret. Da jeg vendte hjem, var jeg klar over, at jeg stod over for en vanskelig opgave – at formidle oplevelserne.

Jeg var dengang ansat på Silkeborg højskole, så det var et nærliggende sted at starte. Det blev til mange fortællinger blandt både lærere og elever, ligesom oplevelserne i Ghana gav inspiration til undervisningen i flere fag. Kunstlæreren bad således et grafikhold om at illustrere de historier, jeg havde fortalt. Hæftet kom til at hedde: Nyankpala, en landsby i Ghana. Det blev solgt for 20 kr. og overskuddet gik ind på en Ghana-konto.

Hæfte nr. 286 står stadig på min hylde.

Samfundsfag om Ghana

Men skulle projektet virkelig funderes lokalt, måtte der mere til. Vi fik etableret en Ghana-gruppe i Silkeborg. Jeg kendte på forhånd nogle i gruppen, andre havde jeg aldrig mødt før, men det blev en gruppe, hvor helt nye venskaber opstod. Her 40 år efter er mange stadig med fra dengang, og det havde jeg ikke kunnet forudse.

En del af gruppens medlemmer var lærere, så det var nærliggende at se på, hvorledes vi kunne bringe formidlingen ind i undervisningen og rundt på skolerne. Jeg kontaktede lærere på Silkeborg Seminarium, og Ghana kom til at indgå som en mulighed i samfundsfag.

Fyldt sal på højskolen

Men den væsentligste idé om formidling opstod i et samarbejde med musiklæreren på Silkeborg

74

Højskole, Hans Holm. Han havde stor erfaring med at lave børnemusicals og foreslog derfor, at vi skulle samle børn fra Silkeborgs skoler til en sangdag. Temaet skulle være u-landsforhold. Jeg syntes, at vi skulle endnu tættere på Ghana-projektet, og jeg foreslog derfor, at sangene skulle relatere til forholdene i det nordlige Ghana. Problemet var bare, at sådan nogle sange slet ikke fandtes. Der var masser af ghanesisk musik, men på et sprog som ingen danske børn forstod.

Fra starten var vi klar over, at der skulle være to formål: En sangdag skulle rent musikalsk være til glæde for de børn, som medvirkede, og dernæst skulle de igennem sangene blive klogere på forholdene i Nordghana.

Eneste mulighed for at begge dele skulle lykkes, var at jeg begyndte at skrive sangtekster om det, jeg havde oplevet på rejserne til Ghana, hvorefter Hans skulle sætte teksterne i musik. Det lykkedes os at samle omkring 200 børn fra forskellige skoler i Silkeborg. De mødte kl. 9 om morgenen og gik i gang med at øve de nye sange. Efter 5 timers øvning blev børnene sendt hjem for dernæst at møde op om aftenen til stor koncert, og forhåbentlig medbringende så mange voksne som muligt. Det blev til en fuldstændig fyldt sal på Silkeborg Højskole, og vi sang om troperegnen, der sætter ind efter 9 måneders tørke i det nordlige Ghana. Sangen blev et hit og har været fast på repertoiret alle efterfølgende år. Min opgave blev hurtigt at skrive én ny sang hvert år om noget, som havde overrasket mig på mine rejser til Ghana.

Allerede efter første sangaften opdagede vi, at formidlingsopgaven så at sige var vendt en omgang.

Normalt er det den voksne, måske læreren, som beretter om forholdene rundt på kloden, og så kan børnene stille spørgsmål, men under koncerten blev det børnene, der igennem sangene fortalte de voksne om vilkårene i det nordlige Ghana. Man kunne næsten kalde det en omvendt formidlingsproces, fordi der jo ikke er noget så lydhørt som et forældrepublikum. Det blev en kæmpesucces fra første færd, og nu efter så mange år, er sangaftenerne stadig noget som skolerne i Silkeborg efterspørger. Min betænkelighed er selvfølgelig, om jeg kan blive ved med at skrive sange om forholdene i det nordlige Ghana, men indtil nu er det lykkedes – altså at skrive en ny tekst hvert år, om den så også har været god nok, må andre jo bedømme.

LEIF RASMUSSEN

Det lille foto er fra en af de mange sangdage, hvor Leif Rasmussens ghana-sange bliver opført.

75

SAMARBEJDE

VI ER GODE TIL AT SKABE RELATIONER Arbejdet i Ghana Venskab fungerer rigtig godt, og vi er gode til at tilpasse os, så vi kan sagtens fortsætte indsatsen i Ghana, lyder det optimistisk fra Lene Marie Andreasen, generalsekretær siden 2014: Jeg synes, at vi i Ghana Venskab har været gode til at tilpasse os og er rigtig gode til at lave noget, der er brug for i Ghana, hvor vi har gode partnere.

Vi er en relativt lille NGO, så vi kan ikke trække på et stærkt internationalt brand, men vi laver vigtigt og relevant arbejde og kan sagtens fortsætte i Ghana. Vores force er det relationelle, at vi er gode til at skabe relationer mellem mennesker, både her i Danmark og i Ghana. Det giver os en enorm styrke, og det skal vi udvikle yderligere, og foreløbig er der intet, der peger på, at vores indsats bliver overflødig. Ghana har udviklet sig positivt i de 40 år, GV har eksisteret, men der er fortsat grundlæggende uligheder i Ghana og brug for et stærkt civilsamfund, og det kan vi bidrage til.

Medlemmerne skal føle ejerskab

Jeg blev ansat første gang i 2004, og siden 2014 har jeg været generalsekretær, et job som kræver stor respekt for Ghana Venskab, foreningen bag det hele, for den består af nogle fantastiske mennesker, folk som altid har gang i alt muligt og som kan så meget - arrangere seminarer, jubilæumsrejse og samarbejde med alt fra efterskoler til universiteter. Men foreningen kan ikke overleve, hvis medlemmerne ikke bliver ved med at føle ejerskab, så i sekretariatet prioriterer vi samarbejde og involvering af medlemmer og frivillige på den rigtige måde og på de rigtige tidspunkter. Det forventes, at jeg som generalsekretær er retningsgivende, men jeg forventes også at give bestyrelsen plads, for det er jo i sidste ende de frivillige, der bestemmer. Det kan være en balancegang, men det er også en af foreningens styrker, og som regel går det godt.

76

Som generalsekretær har jeg det daglige ansvar for ledelse af sekretariatet og jeg har dermed mange typer opgaver. Jeg er med til alle bestyrelsesmøder, arbejder med regnskaber, programudvikling og meget mere. Generelt forventes det, at vi alle tre i sekretariatet går på med krum hals og sætter os ind i nye områder som fx fundraising. Til gengæld har vi stor selvbestemmelse og gode muligheder for at udvikle os og i det hele taget selv skabe variation.

Fik job i Accra

Frem til 1999 havde jeg aldrig været i Ghana, og jeg kendte heller ikke Ghana Venskab. Men som nyuddannet cand. scient. pol. fik jeg et FN-job i Accra, så jeg ville gerne vide mere om landet og var bl.a. ude at spise med to ghanesere, der var på et fellowshipophold i Danmark. To høje, danske fyre var også med, og den ene - Søren Asboe- var udover at være antropolog også aktiv i Ghana Venskab og havde været udstationeret for School for Life. At jeg senere blev gift med ham, kunne jeg dengang ikke ane.

Jeg boede tre år i Accra og fik undervejs Markus.

Hans far er fra Tanzania, og i 2002 boede jeg en kort periode i Tanzania, men vendte så hjem. På nettet havde jeg læst om Ghana-seminarerne, og i 2003 var jeg med af egen drift, for jeg savnede at snakke Ghana med nogen, og jeg følte mig utrolig godt taget imod - og året efter blev jeg ansat som programmedarbejder.

Jeg tog suppleringsfag i organisations-antropologi, det samme gjorde Søren Asboe, og tilfældet gjorde, at vi kom i samme læsegruppe. Kort efter var vi par, og sammen fik vi Jacob. Søren havde i forvejen Sofus og Ane på 12 og 17, og jeg havde jo Markus på 5, så vi blev en stor, sammenbragt familie.

I 2013 forlod jeg for en kort periode Ghana Venskab for at prøve noget andet, et job på Aarhus Universitet, hvor vi skulle tage os af kapacitetsudvikling i Syd, men Danida ændrede vilkårene, og da jeg året efter blev opfordret til at vende tilbage, gjorde jeg det - og siden da som generalsekretær.

LENE MARIE ANDREASEN

SEKRETARIAT I AARHUS

Ghana Venskabs første kontor var på ganske få kvadratmeter. Det lå i Silkeborg og var bemandet af frivillige. Det flyttede så til en kælder under Daghøjskolen i Silkeborg og herfra videre til Vestergade i Aarhus.

Den nuværende adresse er Klosterport i Aarhus, hvor sekretariatet deler faciliteter med en række andre ulands-organisationer. Sekretariatet har tre ansatte: Lene Marie Andreasen (generalsekretær), Lise Grauenkær (programkoordinator) og Inger Millard (programkoordinator).

77

SAMARBEJDE

DET VAR MIN PLIGT AT VÆRE KRITISK Som fuldmægtig i Danida har Grethe Dittmer behandlet mange ansøgninger fra Ghana Venskab - og dermed fulgt GV fra sidelinjen gennem mange år.

Hun fortæller: Da jeg første gang stødte på Ghana Venskabsgrupperne, sad jeg i et af Danidas Afrika-kontorer. Først senere fik man et separat NGO-kontor. Det var den daværende formand, Thomas Ravn-Pedersen, der søgte om Danidamidler, og det blev indledningen til mange års samarbejde. Jeg lærte GV at kende som en samling af ildsjæle, og i betragtning af GV’s størrelse må jeg sige, at man over årene har håndteret et stort volumen.

Jeg var i Dalun flere gange

Jeg er selv rundet af NGO-verdenen, for jeg arbejdede fem år i Folkekirkens Nødhjælp før jeg blev ansat af Danida og sendt til Tanzania fra 1975 til 1979. Senere har jeg været i Ghana og Mozambique. Efter Tanzania begyndte jeg at læse jura samtidig med at jeg jobbede, så jeg er - udover at være kontoruddannet i shippingbranchen - cand.jur. Fra 1992 til 1995 arbejdede jeg på ambassaden i Accra og var i den forbindelse i Dalun flere gange - dengang var det især højskolen, det handlede om. Også Danidas styrelse var på besøg i Dalun i den periode og var bl.a. på høflighedsbesøg hos høvdingen, som overrakte formanden den traditionelle dragt. Den minibus, ambassaden havde lejet, kunne ikke klare strabadserne, så vi måtte bede GV om hjælp for at komme ud i området. GV’s bil punkterede også et par gange, men bidrog til at give styrelsen et indtryk af forholdene.

78

Bønnen blev hørt

Som ansatte i Danida har vi tilsynspligt i forhold til de organisationer, som får tilskud, og det var i det hele taget min pligt at være kritisk. Det forklarede jeg altid NGO’erne på den måde, at når de kom med ansøgninger, sad vi i starten på hver sin side af bordet, men senere rykkede jeg billedligt talt om på den anden side, for når man indstiller et projekt til godkendelse, står man på en måde også selv inde for det. Jeg kan huske en gang, hvor en af de store bevillinger til GV skulle forelægges for styrelsen. Kontorchefen kom forbi mit kontor på vej til mødet. ”Jeg har lige talt med GV - og hele Nordghana ligger i bøn” fortalte jeg - så vidt jeg husker, var det en bevilling til School for Life, og bønnerne blev hørt!

Jeg har været med på et Ghana-seminar, og GV har flere gange besøgt Danida med partnere, der var i Danmark, herunder Doktor, der jo var med helt fra starten og en stor personlighed.

Ham havde jeg også i min tid i Ghana tæt kontakt til.

Mit indtryk er, at der er noget reelt i navnet Ghana Venskab, for selvfølgelig er der mange kortvarige bekendtskaber, men også mange langvarige venskaber og god, lokal inddragelse i Ghana.

Jeg gik på pension for tre år siden, og mens jeg arbejdede for Danida, kunne jeg naturligvis ikke være medlem af Ghana Venskab, men i afskedsgave fik jeg et års medlemskab, og det har jeg holdt ved. Så jo, jeg følger stadig med og ønsker god vind fremover.

Poul var udsendt i Ghana, i årne 1986-88 (lille foto)

GRETHE DITTMER

GHANA VENSKABS UDVIKLING

GV’s udvikling afspejler til en vis grad hele udviklingen på bistandsområdet, for i gamle dage var det eksempelvis nok at have som formål at bygge en skole, mens vi i dag interesserer os mere for, hvad der sker inde i skolen. Man fulgte med og blev mere procesorienterede og gode til borgerinddragelse og til det at give folk en stemme. Jeg synes bestemt, at GV har været meget lydhøre og gode til at finde nicher i det nordlige Ghana. Man har også været gode til at tilpasse sig, også selv om det nogle gange har været af nød – f.eks. når udviklingsbistanden blev beskåret under skiftende regeringer.

79

SAMARBEJDE

ALTID I SAMSPIL MED DE FRIVILLIGE Inger Millard er programkoordinator og en af de bare tre ansatte på Ghana Venskabs sekretariat i Aarhus. Meget af hendes arbejde foregår i tæt samarbejde med frivillige. Og uden de frivillige og deres mange kompetencer ville Ghana Venskab ikke fungere, understreger hun.

Som ung drømte jeg om at arbejde med ulande.

Men jeg boede i Ry midt i Jylland, og jeg troede, at alt u-landsarbejde udgik fra København.

Men en fredag købte jeg Kristeligt Dagblad, der dengang havde et ugentligt tillæg om ulande, og her læste jeg et interview med Søren Asboe, der arbejdede for Ghana Venskabsgrupperne, som vi hed dengang. De holdt til i Silkeborg, kunne jeg læse - og det var første gang, jeg læste om dem. Det endte med, at jeg i 1996 blev ansat som kontorassistent. Søren Asboe var på deltid, og jeg var på endnu mere deltid. Vi sad i en kælder under Daghøjskolen i Silkeborg, og en af mine første opgaver var at flytte kontoret til Aarhus. Vi sendte rigtig meget materiale ud til de frivillige, og dengang foregik det jo ved at kopiere og sende som almindelig post, og fra Ghana fik vi regnskabs-rapporteringer ind på papir, de skulle så tastes ind. Det var et kæmpearbejde.

Da Søren Asboe holdt, blev jeg kontorleder - det var i 1998. Det betød, at jeg blev meget mere involveret i projekter og projektansøgninger, og det skete i et meget, meget tæt samarbejde med de frivillige.

Jeg er uddannet cand. ling. merc., men det er ikke selvskrevet, at man derfor kan arbejde med ulande eller frivillige, så jeg tog en masse kurser.

Mere komplekst for de frivillige

De frivillige var meget på banen, typisk i mindre enkeltprojekter, som vi dengang havde mange af. Administrativt var det tungt med alle de enkeltprojekter, for man var altid i proces,

80

enten med at afrapportere eller søge et projekt.

I dag har vi programmer, der strækker sig over en årrække, og det giver bedre sammenhæng i indsatserne, men det gør det også mere komplekst for de frivillige at følge dem i detaljer.

Det er klart, at Ghana Venskab ikke er noget uden de frivillige, vi har brug for deres kompetencer i bred forstand, og vi har store ambitioner i Ghana. Frivillige i GV har typisk arbejdet i dybden og virkelig investeret tid og energi i arbejdet, men rent samfundsmæssigt er der sket et skift i frivillighed. Der er større udskiftning blandt de frivillige, og man engagerer sig i en kortere periode, så vi skal hele tiden tænke på nye måder at engagere nye og gerne unge - og også det er de frivillige med til. Heldigvis oplever vi, at mange efter at have været i Ghana får et stærkt engagement i landet, det går ind under huden på dem - også de unge. Selv har jeg efterhånden været i Ghana omkring 40 gange.

I 2006 blev jeg generalsekretær, det var en ny titel i foreningen. Det var jeg så til 2008, hvor jeg syntes, jeg skulle prøve noget andet efter 12 år i GV. Det blev til to år, hvor jeg var ansat i Danfoss, inden jeg i 2010 vendte tilbage til sekretariatet, nu som programrådgiver - senere blev min titel programkoordinator.

Mange nye muligheder

Når nogen brænder for noget, skal det udnyttes, og det kan trække os i nye, spændende retninger som vi bl.a. har set det med de podcasts, der er kommet.

Vi får mange henvendelser her i sekretariatet, så man får mange kompetencer i spil i løbet af en dag. Nogle gange får vi også nogle mere kuriøse spørgsmål, en skoleklasse ville fx vide, hvordan børn i Ghana fejrer deres fødselsdag, og en mand ringede bekymret for at høre, om man mon kan købe solcreme i Ghana.

Inger har været i Ghana omkring 40 gange. På det lille foto ser hun sammen med direktør Alhaji Osman fra GDCA (t.v.) og en entreprenør på tegninger af fabrikken i Sang.

VI ER MERE PROFESSIONELLE

INGER MILLARD

Vi er jo et lille sekretariat, så vi skal varetage alle mulige funktioner. Vi har fået mange flere arbejdsopgaver gennem årene, blandt andet fundraising. Alting er også blevet mere professionelt og med nye krav - jeg fandt fx lige en gammel projektansøgning om syv millioner kroner - den fyldte syv sider. I dag er vi typisk oppe på 50 sider plus en masse bilag, og det kan derfor være svært for de frivillige at have overblik over alle de strategier, vi arbejder med, for de sidder i sagens natur ikke med dem hver dag - de har undertiden lyst til at gøre noget, der ikke nødvendigvis passer ind i strategierne, og det skal der virkelig også være plads til.

81

SAMARBEJDE

SAMARBEJDET ER KOMMET FOR AT BLIVE I Ghana snakker man meget om ”Ghana beyond aid”, men sandheden er, at vi bor i en global landsby, og at vi også fremover er nødt til at samarbejde - bare på nye måder, mener programkoordinator IbrahimTanko. Han har stor erfaring fra forskellige positioner i det civile samfund og er en gammel kending af Ghana Venskab: Jeg hedder Amidu Ibrahim-Tanko, men alle kalder mig bare Tanko. Jeg blev i år 2000 ansat i GDCP, Ghanian-Danish Community Programme, som det hed dengang. Jeg var programkoordinator, og for mig har det været en udfordring at få to så forskellige samfund, det danske og det ghanesiske, til at arbejde sammen på venskabelig vis - men det har også været meget spændende at arbejde på den måde. Vi har haft hver vores perspektiv på tingene, men samtidig har vi været meget opsatte på at arbejde på de samme mål.

Og selv om samarbejdet med tiden er blevet mere formaliseret for at leve op til Danidas krav, så har det været en spændende udfordring, både at følge Danidas anvisninger og samtidig holde fast i det, som har gjort vores samarbejde så specielt.

Samarbejde er andet end penge

For mig er vores måde at samarbejde netop et eksempel på , hvad ”Ghana beyond aid” handler om. Vi har vist, at samarbejde ikke kun handler om penge, men at det handler om at forbedre livsvilkårene og livskvaliteten for folk, og jeg tror at vores samarbejde har åbnet folks øjne i Danmark for andre kulturer. Som jeg ser det, handler ”Ghana beyond aid” om, at vi her i Ghana netop skal lære at samarbejde med andre lande på alle niveauer. Pengene er selvfølgelig vigtige, men der har også hele tiden været en fælles forståelse af at være to samfund, der arbejder sammen. Var vi begyndt med at fokusere på pengene, ville det have medført en helt anden arbejdsform.

82

Vi bor i et globalt samfund

Vi har nu arbejdet sammen i 40 år. Er tiden inde til at stoppe? Jeg tror, at relationer udvikler sig gennem tiden, så det fokus man havde på det dansk-ghanesiske samarbejde i 80´erne og 90´erne er anderledes end det fokus, vi vil have i 2020, men det ændrer ikke ved det faktum, at vi lever i en global landsby. Det, der sker i Ghana, påvirker Danmark, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Så vi kan ikke bare krybe i ly og kun tænke på os selv, for fælder vi skoven her i Ghana, er det med til at skabe klimaforandringer og usikkerhed ikke alene hos os, men snart efter skaber det også usikkerhed i Danmark.

I taler meget om migration i Danmark for tiden, men at bygge mure eller hegn rundt om jeres land vil ikke hindre migration, det er kun gennem samarbejde med samfundet her i Ghana og i andre lande I kan opbygge bæredygtige løsninger, for vi vender ikke tilbage til en verden, hvor vi bare lever i hver vores silo. Vi bor i et globalt samfund, hvor vi må søge globale løsninger.

Brug for klare regler

Jeg kan forstå, at der I Danmark nu er meget fokus på at samarbejde med den private sektor og virksomhederne her i Ghana, men det er altså ikke helt let, for det kræver at der er klare regler, at der ikke bruges bestikkelse, og at konkurrencen på det private marked er fair. For mig er det kunstigt at fokusere så meget på den private sektor, for den er også afhængig af udviklingsarbejdet, og I danskere må fortælle jeres politikere, at man ikke kan skille den private sektor ud, for også den har brug for at samarbejde med NGO’er. Men vi skal se på hele tonen i samarbejdet - hvad kan Ghana lægge på bordet, og hvad kan Danmark lægge på bordet, og hvad får vi ud af det, og hvad får Danmark ud af det? ”Ghana beyond aid” er efter min mening ikke et Ghana uden samarbejde.

AMIDU IBRAHIM-TANKO

VISIONEN OM ”GHANA BEYOND AID”

Lige siden uafhængigheden i 1957 har Ghana været afhængig af bistand fra andre lande. Uden store donorer ville statsbudgettet ganske enkelt ikke hænge sammen, og det er den situation som landets præsident Akufo-Addo ønsker at gøre op med. Han mener, at tiden nu er inde til et ”Ghana beyond aid”, altså et Ghana der kan klare sig uden hjælp. Men han understreger også, at der er tale om en vision - først når landet bliver langt mere industrialiseret og bedre til at forædle landets råvarer, vil økonomien blive seriøst forbedret. Desuden skal systemet til opkrævning af skatter blive langt mere retfærdigt og effektivt.

83

GHANA VENSKAB 40 ÅRS JUBILÆUM Udgivet i september 2019 i anledning af Ghana Venskabs 40-års jubilæum.

Historierne i Ghana er indsamlet af Leif Rasmussen, Inger Anneberg og Ib Salomon, de danske af Leif Rasmussen og Ib Salomon.

Teksterne er redigeret af Ib Salomon.

Illustration: Inger Anneberg Fotos: Clement Boateng, Leif Rasmussen, Inger Anneberg, Poul Kattler, Lars Aarø og Ib Salomon. Der er desuden brugt fotos fra Ghana Venskabs arkiv samt private fotos fra de mange, der har bidraget med fortællinger.

Layout: Birgitte Dahl Tryk: Grafisk Forum Oplag: 500 stk