Håndslag / NO. 1 2017

Page 1

DE UNGES RADIO PRESSER GHANAS POLITIKERE

NY MANUAL HJÆLPER UNGE IVÆRKSÆTTERE

GHANA HÅNDSLAG NO.1 APR/2017

GHANA VENSKAB 1

Partnerskaber for Forandring


VI HAR BRUG FOR DE GODE HISTORIER AF LENE MARIE ANDREASEN, GENERALSEKRETÆR I GV

Hvert år laver Danida en analyse af danskernes holdninger og kendskab til udviklingssamarbejdet og forholdene i udviklingslandene. I år viste analysen, som lige er kommet ud, at 60 procent af danskerne bakker op om udviklingssamarbejdet. Det svarer til niveauet de seneste tre år. Det er ikke så ringe endda, men tilslutningen og kendskabet til udviklingssamarbejdet kunne sagtens være bedre. Det er en af grundene til, at vores oplysningsarbejde i Ghana Venskab er så vigtigt. Når vi har bragt danske og ghanesiske uddannelsesfolk sammen i forbindelse med lærerudvekslingen, så har vi været med til at skabe en dybere forståelse af udviklingsbistanden. På samme måde har vi bidraget til, at eleverne på Hald Ege

2

Efterskole har fået global dannelse. Der er mange andre eksempler på, hvordan Ghana Venskab når langt ud med vores oplysning. Det skyldes i høj grad de engagerede frivillige, som bidrager på den ene eller anden måde. Det går faktisk bedre i udviklingslandene end mange mennesker tror. Det kommer også til udtryk i Danida’s undersøgelse. Kun en tredjedel ved, at der i dag er færre fattige i verden end for 25 år siden. Og kun én procent af danskerne er klar over, at 9 ud af 10 børn i udviklingslandene kommer i skole i dag. Derfor har vi brug for flere historier, om de tiltag der virker og de fremskridt, der sker. Den slags historier kan Ghana Venskab levere både i eget regi, men også som medlem af Verdens Bedste Nyheder. Vi har også brug for, at flere danskere kender til i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, der handler om at løse nogle af verdens største udfordringer. Det er vigtigt, at så mange danskere som muligt kender målene, så flere er med til at presse på for resultater og løsninger. God læsning.

Læs mere om FNs 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling, på www.verdensbedstenyheder.dk


I DETTE NUMMER: SIDE 20 De unge har taget kontrollen over radiobølgerne og de sociale medier i Ghana - det presser politikere til at levere bedre ydelser, det sætter de unges problemer på dagsordenen og det bidrager til informerede og fredelige valg.

SIDE 10 Nordghanas unge drømmer om at starte egen virksomhed, men snubletrådene er mange. Leila Schmidt fra Via University College har udviklet en ny model for entreprenørskab og har med succes testet manualen på “boot camps” i Ghana.

SIDE 14 To unge kalder sig “velgørende iværksættere” - de stiftede Afrobatic, der får syet tøj i Ghana . Tøjet er batikfarvet og festligt, og det er på samme tid både meget afrikansk og meget dansk i snittet. Og de unge er vilde med det.

SIDE 18 Andre faggrupper end lærere skal nu have chancen for at deltage i Ghana Venskabs udvekslingsprogram. Hvis du arbejder med sundhed og fødevarer kan du i år blive vært for en ghaneser og senere rejse til det nordlige Ghana.

02

LEDER: VI HAR BRUG FOR DE GODE HISTORIER

04

GHANA OVERBLIK: NY REGERING MED 110 NYE MINISTRE

06

ENDNU EN VELLYKKET DANNELSESREJSE

08

AKTIVITETSKALENDER & BOGOMTALER

10

IVÆRKSÆTTERE BLIVER BEDRE KLÆDT PÅ

13

GV NOTER I

14

AFROBATICS - VI RAMTE NOK EN BØLGE

17

GV NOTER II

18

NYE FAGGRUPPER KAN KOMME PÅ UDVEKSLING

20

#UNGEFORANDRER -NORDGHANA

22

NY KAMPAGNE: “STYRK MADEN - HJÆLP FEJLERNÆREDE BØRN I NORDGHANA”

24

BAGSIDEN


NY REGERING – MED 110 MINISTRE “GHANA OVERBLIK” AF THOMAS GROTKJÆR NIELSEN

Den 7. december sidste år gik ghaneserne igen til valgurnerne og viste, at Ghana er et velfungerende demokrati. Godt nok havde der ikke været et egentlig offentligt valgmøde mellem hovedkandidaterne som i de to tidligere valg, men valgkampen op til valgdagen havde været intensiv og rig i detaljer og emner. Og fredelig. Ghaneserne viste, at deres demokrati lever og har det fint. Dels vandt oppositionspartiet NPP valget og dels er transitionsprocessen fra den tidligere NDC regering foregået som planlagt, fredsommeligt og uden de store forsinkelser eller overraskelser.

BEN SUTHERLAND

4

Det er faktisk en større proces end når en dansk regering overtager fra en tidligere regering. I Ghana besætter den nye regering også de øverste administrative positioner i ministerierne som f.eks. departementschefer i ministerier og direktører i styrelser. Så mange ledende folk i det politiske system skiftes ud i transitionsprocessen. På det punkt følger Ghana lande som USA og England. Men det stopper ikke her. I Ghana vælges borgmestrene ikke gennem kommunevalg som i Danmark. De indsættes af præsidenten. Så vi kan godt regne med at alle 216 kommuner også får nye borgmestre i de næste måneder.

KUN FÅ SIDDER LÆNGE Der kommer også nye ansigter i den nye NPP regering. En dansk regering har normalt mellem 20 og 25 ministre. Vores nuværende har 22 ministre. Ind til videre har den nye regering i Ghana indsat 110 ministre. Det lyder jo af mange. Og det er blevet kritiseret. Regeringen er blevet kaldt ”Elefant-regeringen”. NPP har godt nok elefanten som sit logo, men kælenavnet er ikke ment flatterende. Og en minister for ’regional omstrukturering og udvikling’ og


en anden minister for ’monitorering og evaluering’ er også særsyn på vores egne breddegrader. Der er ikke bare mange nye ministre. Der er generelt mange nye folk i det nationale parlament – som der også var valg til i december. Men mange nye ansigter efter et valg er faktisk normal kutyme. Der er nemlig en forholdsvis stor udskiftning af f.eks. medlemmer af parlamentet. Faktisk er det usædvanligt, hvis et parlamentsmedlem har siddet mere end 3 valgperioder, dvs. 12 år. NPP har kun et enkelt medlem, som har siddet i parlamentet siden 1997. NDC har kun et medlem som har siddet der siden 1993. Til sammenligning har vores nuværende statsminister siddet i det danske folketing siden 1994. Og 12 af det nuværende folketingets medlemmer har mere end 20 års erfaring. Bertel Haarder har mere end 36 år. Og er stadigvæk medlem. Ud af de 275 medlemmer i det nye ghanesiske parlament er 182 nye medlemmer. Drillende bliver de få medlemmer, som har siddet i parlamentet i Ghana i en længere periode kaldt en ’Mugabe’. Den nye præsident er dog ikke et nyt ansigt. Han har været i ghanesisk politik i mere end en menneskealder. Han blev valgt ind i parlamentet for første gang i 1996, og har stort set prøvet alt i det ghanesiske politiske system. Han var også aktiv inden han blev parlamentsmedlem. Tilbage i 1978 var han en af de ledende personer i en græsrodsbevægelse mod det dengang gældende etpartisystem. Så blandt de mange nye ansigter, fremstår den nye præsident som den erfarne leder.

opgørelse viser dybden af problemet; alle landene i subSahara producerer tilsammen mindre energi end Sydkorea – og befolkningstallet er 18 gange større end antallet af sydkoreanere. Et sted har den nye regering dog taget et initiativ. Den påtænker at reducere den del af den årlige nationale indkomst, som tilgår kommunerne fra de nuværende 7,5 procent til 5 procent. Man argumenterer med at der er brug for flere ressourcer til såkaldte ”ambitiøse projekter”. Da den nye opposition jo ikke har et blokerende flertal i parlamentet, har den i stedet for truet med at tage sagen op i retssystemet. Det er dog tvivlsomt, om det er en brugbar vej, da republikkens grundlov netop nævner, at det kommunale niveau som minimum skal modtage 5 procent af den årlige nationale indkomst. Så de nye borgmestre må nok forvente at skulle gennemføre betydelige nedskæringer i de kommende kommunale budgetter.

GHANAS 60 ÅRS-FØDSELSDAG Den 6. marts fejrede Ghana sin uafhængighed fra England. Det blev markeret rundt om i landet og mange lande sendte deres lykønskninger. Det er dog ikke lykkedes denne forfatter at finde mange lykønskninger fra Danmark, endsige fra det officielle Danmark.

MEN PROBLEMERNE BESTÅR En masse ”nye” ansigter i det politiske system, men ellers går livet videre som normalt. Og problemerne er her stadigvæk. Godt nok har økonomi stabiliseret sig efter den dybe krise i 2015 og 2016. Det statslige budgetunderskud er blevet halveret, men det er stadigvæk på cirka 5 procent af BNP. Og cedi’en vedbliver med at tabe i værdi. Fra årsskiftet og til midt i marts måned har den tabt i værdi til alle vigtige valutaer. I forhold til dollaren har den tabt 6 procent.

Logoet symboliserer Ghanas 60 år som selvstændig nation

Der er heller ikke mange, som tror på løfterne om at dumsor er på retræten. Dumsor er det ghanesiske ord for elektricitet som kommer og går. Efter 159 såkaldte dumsor-dage i 2016 er det svært at tro på, at tingene pludselig bliver bedre i 2017, trods en ny regering. En ny 5


ENDNU EN VELLYKKET DANNELSESREJSE AF IB SALOMON

Samtlige elever fra Hald Ege Efterskole besøgte Ghana - og denne gang startede alle med at besøge Nordghana Det var noget af en invasion, men en festlig en af slagsen, der ventede indbyggerne i landsbyen Malshegu i nærheden af Tamale, da 180 elever og lærere fra Hald Ege Efterskole i to omgange besøgte byen. Det vrimlede med mennesker, for alle landsbyens børn, unge og voksne skulle naturligvis følge med og hilse på de unge danskere. Landsby-besøget var en nyskabelse, men ellers var opskriften for efterskolens besøg i Ghana stort set den samme som i 2016, da Hald Ege for første gang valgte at tage samtlige elever og lærere med på en ti dage lang rejse til Ghana. Rejsen blev, både i år og sidste år, tilrettelagt i samarbejde med Ghana Venskab, og fra efterskolens side er den tænkt som en dannelsesrejse, forstået som en rejse, hvor eleverne drager ud og vender hjem forandrede.

Hald Ege Efterskole er en idrætsefterskole, så eleverne er meget kropslige - og gode til både håndbold og fodbold. Ikke desto mindre fik de danske fodboldpiger kamp til stregen af det lokale pigehold, fortæller Birgitte Dahl, der var med til at arrangere udvekslingsdagene. Hun fortæller, at arrangementet blev grebet meget uformelt an, bl.a. med gode opvarmningslege, og selv om det var dage med fuldt tryk på, var det også dage, der gav en masse erfaringer til brug ved fx ungdomsstævner i Ghana. Ud over workshops var der også arrangeret besøg i School For Life, hvor de danske unge kunne følge undervisningen i nogle timer.

NY REJSE IGEN I 2018 Den lokale presse fra bl.a. Daily Graphic fulgte med interesse besøget fra Danmark, ligesom unge fra Youth Speak Up udnyttede chancen til at interviewe nogle af gæsterne til radioindslag og indlæg på de sociale medier. Inden rejsen holdt hele Hald Ege Efterskole i januar en indsamlings-event, hvor det lykkedes at samle næsten 250.000 kr. ind. De fleste penge gik til skolerejsen, men også Ghana Venskab fik glæde af eventen i form af en gave på 10.000 kr. Forstander Erik Junker oplyser, at der også i 2018 er planlagt en efterskole-dannelsesrejse til Ghana.

ALLE BEGYNDTE I NORD Det lykkedes også i år, siger forstander Erik Junker - og turen blev gennemført uden uheld og uden alvorlig sygdom. Belært af erfaringerne fra 2016 havde skolen og Ghana Venskab i år valgt at lade alle elever påbegynde rejsen i det nordlige Ghana og afslutte den i det sydlige Ghana. Sidste år følte nogle elever, at det var meget hårdt at komme fra det relativt velstående sydlige Ghana og op til det fattige Nordghana.

KAMP TIL STREGEN I år begyndte alle med tre døgns ophold i Dalun, hvor det lokale ungdomsudvalg var koblet på besøget. De mange efterskoleelever kunne sammen med lokale unge deltage i en af fire workshops: De kunne fremstille kunstværker ved hjælp af Lego, de kunne lave visuel storytelling ved hjælp af mobiltelefoner, de kunne prøve kræfter med trommedans eller de kunne spille fodbold.

6

Så er der gæster! Eleverne fra Hald Ege på vej til landsbyen Malshegu


NY HØJSKOLE SATSER OGSÅ PÅ GHANA

Lego er et universelt sprog – det kunne de unge ghanesere og danskere konstatere, da de blev bedt om at bygge et kunstværk af Lego.

Om alt går vel, åbner en helt ny højskole med plads til ca. 40 elever til august. Den skal hedde Hald Ege Højskole og får til huse i en helt ny bygning nær efterskolen. Højskolen tilbyder linjer med fodbold, håndbold og mountainbike, men også faget “Life skills” bliver en del af konceptet. Som et led i det 20 uger lange højskoleophold skal eleverne 9 dage til Ghana. Også Friskolen Hald Ege har planer om at tage til Ghana med skolens 7. klasse, men det bliver i givet fald først i 2019.

Fodboldkampe stod der også på programmet - og der blev gået til den!

BIRGITTE DAHL


AKTIVITETSKALENDER GHANA SANGAFTEN PÅ FAIR BAR (AARHUS / 22. MAJ) Ghana bliver temaet denne aften, hvor der bliver fællessang af Leif Rasmussens Ghana-sange. Der vil også blive vist videoklip om Ghana, alle er velkomne. Fair Bar holder til på Nørre Allé 66, den drives af frivillige og på nonprofit-basis.

CHALE WOTE (ACCRA / 14-20. AUGUST) Der bliver gang i den i Jamestown, en i forvejen livlig bydel i Ghanas hovedstad Accra, når der i en hel uge i august afholdes Chale Wote Street Art Festival. Chale Wote betyder “man, let’s go” og der er lagt op til både film, gøgl, street art og parader. Læs mere om festivallen på www.accradotaltradio.com/ chale-wote-street-art-festival

Det foregår fra kl 19.30 - Entréen er fri.

COLEUR CAFÉ KØBENHAVN / 10. JUNI) Der bliver både trommer, dans og parader - plus en masse boder, når der er Coleur Café på Nørrebro i København. En af boderne står Ghana Venskab for, og her vil der være et tema om sundhed, vist på en interaktiv måde og en måde, så også børn kan være med. Normalt holdes arrangementet i Nørrebrohallen, men på grund af ombygning bliver det i år hos VerdensKulturCentret på Nørre Allé 7, tæt ved Skt. Hans Torv, fra kl. 12. Læs mere på www.couleurcafe.dk

Følg Ghana Venskab på Facebook, og bliv opdateret om arrangementer og Ghana relateret stof:

WWW.FACEBOOK.COM/GHANAVENSKAB 8


BOGOMTALER

HÅBET AF MICH VRAA Forlag: Lindhardt og Ringhof

AF BRITTA BITSCH

HJEMFÆRD AF YAA GYASI Forlag: Lindhardt og Ringhof

Fantastisk debutroman af en helt ung forfatter som er født i Ghana og vokset op i USA. Hendes tilknytning til de to lande kommer på flotteste vis frem i bogen Romanen fortæller om to halvsøstre og deres slægt igennem syv generationer. Effia og Esi er født i Ghana midt i 1700 tallet, men de kender ikke noget til hinanden. Effia er datter af en høvding, som handler med briterne, blandt andet leverer han slaver fra en anden stamme. Esi bliver taget til fange, solgt som slave og sendt til Amerika. Romanen følger nu de to grene af slægten gennem 7 generationer frem til årtusindskiftet. Der er et kapitel fra hvert kontinent for hver generation.

Håbet af Mich Vraa er en fantastisk bog om det gode slaveskib med det misvisende navn ”Håbet” Bog er skrevet ved at lade fiktive kilder tale i form af dagbogsnotater og logbøger og lignende, og på den måde får både slaver, søfolk og modstandere af slaveriet stemmer i bogen. Uhyrlighederne bliver beskrevet, men samtidig gør Mich Vraa ikke alle danskere til uhyrer. Selv nogle af plantageejerne beskrives på en forstående måde, uden at slavehandlen gøres legitim. En meget fin balance som giver en spændende og tankevækkende bog. Bogen kommer hele vejen rundt om slavetrekanten med beskrivelser fra både Danmark, Guldkysten og De Vestindiske Øer. Kan varmt anbefales.

I USA får vi fortalt historien om de sorte slavers vilkår, om håb og drømme, om flugt og frihed. Selv om slaveriet bliver forbudt, er trængslerne ikke forbi. En af Esis efterkommere bliver dømt til ni års arbejde i kulminerne i Alabama, og senere slægtsled møder fattigdom og misbrug i Harlem. Effias efterkommere på guldkysten oplever briternes forsøg på at underlægge sig landet, krigene mellem de forskellige stammer og dermed udviklingen i Ghana.

9


IVÆRKSÆTTERE BLIVER BEDRE KLÆDT PÅ AF IB SALOMON

Mange af Nordghanas unge drømmer om at starte egen virksomhed, men snubletrådene er mange. Leila Schmidt fra Via University College har udviklet en ny model for entreprenørskab og hendes manual er med held testet på “boot camps” i Ghana Viljen fejler ikke noget. De unge i Nordghana er fyldt med energi, og mange har lyst til at starte deres egen virksomhed - men alligevel lykkes det kun for få. Men en ny model for entreprenørskab ser ud til at give gode resultater. Modellen er udviklet af ingeniør Leila Kæmsgaard Pagh Schmidt fra Via University College, og hun fortalte om den på et GV-medlemsmøde i Horsens. Leila var første gang i Nordghana i juni 2015. Hun mødte og interviewede mange af de unge, der har deltaget i de kurser, som YEfL (Youth Empowerment for Life) arrangerer i entreprenørskab, og ud fra samtalerne med dem kunne hun konstatere, at der er ganske mange snubletråde, de unge kan falde over, når de prøver at opbygge deres egen virksomhed: Mangel på start-op kapital er en af dem. En anden skyldes uddannelsessystemet, for over halvdelen af de unge havde slet ingen formel skolegang. Kulturen og traditionen er heller ikke understøttende - mange af de unge bor fx hjemme og dermed underlagt de ældre generationers normer. Generelt har de unge desuden et lavt niveau af tillid til andre. Mange kvindelige iværksættere stopper desuden, når de bliver mødre, viser erfaringen.

MANGE ”VENTER PÅ REGN” “Og endelig har mange en afventende attitude. De venter på regn, som jeg kalder det, altså på at et eller andet udefra skal ske og skubbe dem i gang”, forklarede Leila. Et andet problem, hun kunne se, var at man hidtidig på kurserne i entreprenørskab er startet med at få de unge til at udarbejde en stor og forkromet businessplan. Det går ikke, kan hun fastslå på baggrund af sine mange års arbejde med iværksættere og en master i positiv psykologi. Det er fint med en businessplan, men den skal være afslutningen på et træningsforløb - det skal ikke være den, de unge lægger ud med. ”Det største problem var, at de businessplaner, de fik lavet, var alt for ambitiøse og urealistiske og at projektet derfor faldt til jorden ret hurtigt”. Besøget i 2015 skete i samarbejde med Ghana Venskab, og med sig hjem havde hun dels de unges udsagn, dels den manual, der hidtil er blevet brugt af Youth Empowerment for Life i deres kurser for unge, der vil være selvstændige. “Der var mange gode ting i den gamle manual, og nogle af dem har jeg brugt i en ny manual, der nu er dels er blevet afprøvet i en uge på en “boot camp” for unge i alderen 1835 år fra Sang dels på kurser i to andre byer i henholdsvis Karaga og Saboba-distriktet - og de unge tog vildt godt imod”, fortæller Leila.

Manualen indeholder bl.a. flere kreative øvelser. Den er på engelsk, og er tilgængeligt på YEfLs hjemmeside: www.yefl-ghana.org/youthentrepreneurship 10


SMÅ KÆRLIGE SKUB

FLYTTER SIG MENTALT

Overordnet set går den nye manual ud på - trin for trin - at klæde de unge bedre på, inden de vælger at gå i gang med at realisere deres drøm. De skal, som Leila Schmidt udtrykker det, have små kærlige skub, så de tager overkommelige skridt og ikke kaster sig selv ud på dybt vand. Noget af det, den nye manual lægger vægt på, er at få de unge til at indse, at man ikke kan lave en virksomhed helt alene, og at formålet med en virksomhed er at skabe værdi for nogen. De unge skal desuden være mere bevidste om deres styrker og svagheder - og være parate til at gribe de chancer, der byder sig. “If life gives you lemon - make lemonade”, som en sætning i manualen lyder. At lære de unge at spare op og turde forklare dem, hvorfor lidt kapital er nødvendig, og hvorfor der skal sættes penge af til vedligeholdelse og nye indkøb af råvarer er andre emner i den nye manual - i mange tilfælde vil en ung iværksætter kunne låne penge af lokale lånegrupper.

Af de unge fra Sang, som har testet manualen, erkendte 72 %, at de nok “ventede på regn”, altså på at noget eller nogen skulle skubbe dem i gang. Mange var også nervøse for at fejle, men efter kurset var frygten for at fejle langt mindre, ligesom rigtig mange havde indset, at de skulle holde op med “at vente på regn”. “Deltagerne har med andre ord virkelig flyttet sig mentalt”, siger Leila, der understreger, at det efter kurserne i entreprenørskab er vigtigt ikke helt at slippe folk, fx ved at tilbyde dem en follow-up træning. i juni rejser Leila Kæmsgaard Pagh Schmidt igen til Ghana, denne gang for at samle kvalitative data i form at interviews med unge fra de tre distrikter, der har afprøvet den nye manual. Hun glæder sig også over, at to andre organisationer allerede har henvendt sig, fordi de har hørt om hendes model og fattet interesse for den.

LISE GRAUENKÆR 11

11


UNGE MED MANGE IDEER Arbejdsløsheden blandt unge i Nordghana er skyhøj. En af vejene ud af arbejdsløshed er at starte egen virksomhed, noget som Ghana Venskab arbejder for sammen med YEfL, Youth Empowerment for Life. 400 unge er blevet trænet som iværksættere, og mange har startet egen virksomhed. De unge har mange ideer - nogle begynder at reparere cykler, andre påtager sig at ordne og reparere installationer, nogle ønsker at holde høns eller opkøber ris, som så sælges i mindre portioner. En prøver lykken som opkøber af sko, mens mange kvinder går i gang med madprojekter. I Nordghana er 90 % af befolkningen afhængige af landbrug, men også på det felt prøver nogle unge at gå nye veje. “Dry season farming” har fx skabt en del nye arbejdspladser.

12


GV NOTER I UDVIKLING - GODT OG GRATIS MAGASIN Vil du gerne følge med i den globale udvikling, især i den tredje verden, så glem ikke, at du helt gratis kan tegne abonnement på Udvikling, “Danmarks globale magasin”. Magasinet udgives af Udenrigsministeriet og udkommer fem gange årligt, og udover at være oplysende, er det også et flot layoutet magasin, der flere gange har vundet priser for både form og indhold. Det trykte oplag er på cirka 20.000, hvortil kommer, at magasinet ligger på nettet. Ca. 500 eksemplarer sendes til danskere bosat i udlandet og cirka 500 distribueres til danske ambassader. Bor du ikke i Danmark, på Færøerne eller i Grønland, koster det dog forsendelsen at modtage magasinet. Du kan tegne abonnement på www.udvikling.dk eller sende en mail til distribution@rosendahls.dk

indsamlingen. For Ghana Venskab betød det, at vi fik ca. 1,2 millioner kroner, hvor håbet lød på 1,75 mill. kr. Pengene skal bl.a. bruges til at give kvindegrupper mulighed for at producere olie af soyabønner. “Vi har lovet kvinderne at de får et sæt til at producere olie, og det står vi ved, så nu er det endnu vigtigere at indsamle midler til GV”, siger Lene Marie Andreasen, generalsekretær.

GV DELTOG I COMPANY DATING Da Aarhus Universitet tidligere på året holdt “Company Dating” var også GV’s sekretariat med. Hovedformålet med dagen var at skabe forbindelse mellem virksomheder og studerende, der leder efter job, men Ghana Venskab søgte i stedet frivillige og havde to konkrete opslag med: Et om at tage aktivt del i GV’s kampagner, og et om feltarbejde i Ghana. Sekretariatet oplevede stor interesse for begge muligheder og har efterfølgende holdt møde med et par seriøse ansøgere. En studerende, der arbejder med miljø- og konfliktanalyse er fx meget interesseret i at udføre sit feltarbejde i Ghana og et par studerende har meldt, at de er interesserede i at blive GV-aktivister.

TIL KALENDEREN:

GV HOLDER GENERALFORSAMLING Søndag den 11. juni holder Ghana Venskab sin årlige generalforsamling. Den finder som sædvanlig sted i Odense. Alle medlemmer indkaldes senest 14 dage før generalforsamlingen, og på GV’s hjemmeside vil dagsordenen fremgå.

TIL KALENDEREN:

GHANA-SEMINAR OM SUNDHED

INDSAMLING GAV MINDRE END HÅBET Vinterens store “Danmarksindsamling” indbragte 96 millioner kroner - et flot resultat, men mindre end de ca. 125 millioner kroner, der var forventet. Det betød også, at der blev mindre overskud at dele ud af til de seks mindre organisationer, der var godkendt til at modtage midler fra

Et Ghana-seminar i efteråret er en solid tradition, men i år holdes seminariet lidt senere end normalt. Det finder sted i weekenden 7. -8. oktober og som vanligt på Ømborgen ved Ry. Årets tema er sult, sundhed og samfund. Der vil bl.a. være indlæg om den “skjulte sult”, den sult, hvor man nok bliver mæt, men hvor kosten er så ensidig, at der opstår mangel på vigtige næringsstoffer. Det fulde program for seminaret bliver lagt på www.ghanavenskab. dk, når det er klar.

13


AFROBATIC AFROBATIC er et samfundsansvarligt tøjbrand drevet af unge iværksættere. Nøgleordene for deres design er colorful simplicity, og fælles for alle vores produkter er et simpelt, skandinavisk snit i traditionelt og farverigt batik-stof. Alt tøj er produceret lokalt i Ghana.

AFROBATIC

14


VI RAMTE NOK EN BØLGE AF IB SALOMON

Sisssel og Signe kalder sig “velgørende iværksættere” - de stiftede Afrobatic, der får syet tøj i Ghana, tøjet solgte de på højskoler og festivaler i Danmark. Her blev det nærmest revet væk, og overskuddet går nu til at hjælpe unge ghanesiske iværksættere i gang.

DYGTIGE SKRÆDDERE OVERALT

Tøjet er batikfarvet og festligt, og det er på samme tid både meget afrikansk og meget dansk i sit snit. Og de unge er vilde med det. “Vi ramte nok en bølge, for vi har solgt næsten alt det tøj, vi fik syet i Ghana”, fortæller Sissel Iversen Aboagye. Sammen med veninden Signe Wulff Kelstrup stiftede hun sidste år firmaet Afrobatic uden at de dengang havde nogen anelse om, hvor krævende det er at blive iværksætter. “Vi var nok lidt naive”, siger hun i dag.

Signe og Sissel boede i byen Ho i Volta-regionen, hvor der produceres meget batikstof, men de rejste også meget rundt for at finde det bedste stof. Fra sit første ophold vidste Sissel, at det sværeste var at finde det gode stof dygtige skræddere er der overalt i Ghana. De to lyse pigers ophold byen rygtedes hurtigt, de boede på et hotel og kontakten med de lokale skræddere gik nærmest af sig selv, for de kom og bankede på og tilbød at sy for dem. Ejeren af hotellet syntes i øvrigt så godt om deres projekt, at han lod dem bo gratis.

SPURGTE EFTER STOFRESTER

Signe var i Ghana en måned, mens Sissel blev halvanden måned mere og samlede det færdige tøj. “Så stod jeg der med en kæmpe portion varer, der skulle eksporteres på lovlig vis til Danmark. På den måde fandt jeg ud af, at speditører er vigtige - inden da kendte jeg ikke engang ordet. Så jeg skrev på Facebook om nogen havde kontakt til en speditør, og efter fire dage skrev en fra højskolen, at hendes kusines studiekammerat var speditør - og i øvrigt var i Ghana lige nu”.

De to havde mødt hinanden på Egmonthøjskolen, hvor de begge var elever og samtidig hjælpere for hver sin handicappede elev. Sissel fortalte Signe, hvordan hun i 2015 var rejst til Ghana sammen med en anden veninde for at arbejde som frivillig på et børnehjem i Voltaregionen: “Men det blev et mærkeligt ophold, for vi følte ikke rigtigt, at der var brug for os, så vi kedede os og begyndte at gå rundt til de lokale skræddere og spørge efter stofrester. Jeg kan vildt godt lide at sy, så vi syede bl.a. en masse små punge”, siger Sissel. Hendes far er fra Ghana, men han bor nu i USA, og indtil opholdet på børnehjemmet havde Sissel kun været i Ghana, da hun var fem år. Da hun kom hjem, fik hun i løbet af to måneder solgt rub og stub - salget skete via venner og bekendte og via Facebook.

15

“De penge, vi tjente, brugte vi til en vandpumpe til børnehjemmet”, forklarer Sissel. Det var det forløb, hun fortalte Signe Wulff Kelstrup om og Signes reaktion var, at det var en kanon idé. “Så vi kikkede hinanden i øjnene, brainstormede og registrerede navnet Afrobatic, og så havde vi pludselig et firma. Da vi var færdige på Egmonthøjskolen, tog vi i sommerhus, hvor vi sad og lagde forretningsplaner og budget og lavede en hjemmeside. Vi lavede også skabeloner til det tøj, vi ville få syet i Ghana, og i februar sidste år rejste vi så til Ghana - for Signe var det første gang, hun var i landet”.

Takket være speditøren blev der betalt afgifter og tøjet sendt til Danmark, hvor det nok engang viste sig, at Afrobatic havde ramt en bølge. Signe og Sissel drog rundt til højskoler og festivaler, og de har nu solgt stort set alt. De har også gjort regnskabet op: De har hver især investeret 25.000 kr., og de har solgt tøj for 60.000 kr. Overskuddet på 10.000 kr. har de besluttet at give til Youth Empowerment for Life, GV’s projekt for unge, ghanesiske iværksættere.


OVERSKUD FRA UNG TIL UNG “Vi er selv sådan nogle overskuds-unge, og vi havde aldrig prøvet selv at starte noget op. I Ghana har de unge det samme drive og den samme interesse, men de har ikke de samme forudsætninger som os, og derfor synes vi, det var rigtigt at give overskuddet fra ung til ung”, siger Sissel. Om Afrobatic fortsætter, ved hun ikke. “Det kunne være vildt sjovt at gøre det igen men det var også sindssygt arbejdskrævende, vi arbejdede nærmest non-stop i et halvt år”. Signe læser nu erhvervsøkonomi og projektledelse, mens Sissel indtil videre arbejder i en vuggestue.

Danske unge i tøj fra Afrobatic. Alt tøjet er syet lokalt af skræddere i Ghana.

16

De to iværksættere, Signe og Sissel. Læs mere om deres initiativ på facebooksiden AFROBATIC og www.afrobatic.dk


GV NOTER II NU OGSÅ PÅ ENGELSK Ghana Venskabs hjemmeside er på dansk. Men mange har ønsket en engelsk version, og en del af teksterne vil derfor kunne læses på engelsk fremover. Tjek selv på www.ghanavenskab.dk, den engelske version finder du i bjælken øverst under welcome.

GLOBALT SPISESTED PÅ VESTERBRO Street food er populært, og maden må gerne være global. Det er den i høj grad også i WestMarket på Vesterbro i København, hvor hele 62 boder tilbyder mad og drikke fra hele verden. Der er dog langt imellem tilbuddene om at smage på Afrika - undtagelsen er en bod med street food som den kendes fra Kampala i Uganda. WestMarket har adressen Vesterbrogade 97, men det store marked strækker sig hele vejen til Matthæusgade. Også i Aarhus er street food populært, her findes bl.a. et stort spisested ved Rutebilstationen - og også her er der mad fra Uganda.

800 MILLIONER FOR LIDT I ULANDSBISTAND I finansloven for 2016 aftalte de borgerlige partier at afsætte 0,71 % af BNI, bruttonationalprodukt-indkomsten til ulandsbistand. Men med i beløbet var bl.a. udgifter til asylansøgere, men da der kom langt færre asylansøgere end ventet, nåede en pæn del af pengene ikke at blive brugt. Det betød, at Danmark i 2016 reelt kun brugte 0,67 % af BNI på ulandsbistand, har Altinget regnet ud - målt i kroner svarer det til at bistanden blev 800 millioner kroner mindre. Udviklingsminister Ulla Tørnæs fra Venstre forsikrer overfor Altinget, at Danmark i år vil leve op til 0,7 % af BNI.

GHANA FÅR DANSK HJÆLP TIL SKAT OG TOLD De kommende år skal Ghana forsøge at opbygge et moderne told- og skattesystem, og det skal ske med dansk hjælp. Der er afsat 140 millioner kroner til projektet, der blandt andet skal hindre ulovlige udførsler af penge fra Ghana. Det anslås, at der ulovligt udføres et beløb på 1,5 millarder US-dollars, eller svarende til 58 % af den udviklingshjælp, Ghana modtager. Toldmyndighederne har også tit svært ved at fastsætte værdien af en vare, så for at hjælpe dem, skal der oprettes en database med de internationale priser på en række varer. Indbyggerne i Ghana har ikke personnumre, og heller ikke virksomhederne er ret godt registreret - fx viste en undersøgelse i Accra at ud af 48.000 virksomheder var de 32.000 ikke registreret af myndighederne.

VANDMÅLERE KAN SPARE VAND Street food fra Uganda et af tilbuddene på Vesterbro

FORSIDEN DENNE GANG Sibri fra Tong i Karaga er med i en lytterkomite. Hun med til at finde emner til radioprogrammerne og mobilisere andre unge. Foto: Lise Graunkær.

Den danske virksomhed Kamstrup har indgået en aftale med Ghana Water om at levere 40.000 intelligente vandmålere. Målerne kaldes sådan, fordi de selv kan give besked, hvis der fx sker brud på et rør, så vandet fosser ud. Ghana Water er ejet af staten, og formålet med de nye målere er at mindske spildet af vand. Investeringen er støttet af Verdensbanken og det er det første projekt med “smart meteren” i Afrika, fortæller magasinet Udvikling.

17


NYE FAGGRUPPER KAN KOMME PÅ UDVEKSLING AF IB SALOMON

Hidtil har GV’s udvekslingsprogram været for lærere - nu kan også personer, der arbejder med sundhed og fødevarer komme med. Rigtig mange lærere har gennem årene deltaget i Ghana Venskabs udvekslingsprogram, for programmet har efterhånden kørt i 14 år. Udvekslingen har hidtil fulgt en fast skabelon, hvor fire lærere fra Ghana kom til Danmark og boede to uger hos en dansk lærer, inden turen gik den anden vej og de danske lærere rejste til Ghana, hvor de så boede hos deres ghanesiske kollega. Skabelonen er fortsat den samme, for den har vist sig at fungere godt. Men Ghana Venskabs arbejdsgruppe har nu besluttet, at også andre faggrupper end lærere skal have chancen for at deltage i en udveksling. Det betyder, at også personer, der arbejder med sundhed og fødevarer i år kan blive værter for en ghaneser og senere rejse med til det nordlige Ghana og bo privat hos en kollega. Udvekslingen vil fremover ske mellem fire ansatte i Empowerment for Life i Ghana og fire danskere. I begge lande vil to af deltagerne være tilknyttet undervisning og to deltagere vil være tilknyttet et bestemt område, i år er det som nævnt sundhed og fødevarer, men det kan fx også blive landbrug.

STOR KULTUREL OPLEVELSE Formålet med udvekslingsprogrammet er, nu som før, at udveksle erfaringer om såvel arbejde som kultur og daglig levevis i de to lande. Under opholdet i Danmark er det vigtigt, at ghaneserne får et billede af den danske deltagers arbejdsvirkelighed, men også, at ghaneserne får mulighed for at fortælle om Ghana og Empowerment for Life, for et vigtigt formål med udvekslingen er netop at styrke Empowerment for Life.

18

Erfaringen viser, at mange deltagere i udvekslingen har fået et meget nært venskab med deres ghanesiske gæst, men også at mødet mellem dem har krævet stor åbenhed og imødekommenhed fra begge sider. “Det er en kolossal stor kulturel oplevelse at gæste et helt fremmed land på et fremmed kontinent. Det gælder både for ghanesere, som besøger Danmark og for danskere som besøger Ghana - en oplevelse som kan være med til at præge én for resten af livet”, skriver Pia Sonnenborg og Inge-Lis Holst fra arbejdsgruppen i den nye beskrivelse af ideen med udvekslingen – de tilføjer også, at erfaringen viser, at en ghanesisk gæst på en dansk arbejdsplads kan tilføre stor indsigt i en meget anderledes kultur.

STØVEDE OG UJÆVNE VEJE At være gæst i Nordghana vil for de fleste være helt specielt. Der vil være arrangeret både fælles og individuelle programmer for de danske deltagere, men de skal være forberedt på, at de ghanesiske deltagere ofte vil bo langt fra en storby, så transporten til arbejde vil ofte ske bag på en motorcykel, “så du skal som dansk deltager have mod på at lade dig udfordre på de støvede og ujævne veje”. Deltagerne bor meget forskelligt, nogle i lidt større byer, andre i landsbyer, hvor befolkningen bor i runde lerhytter uden den luksus og de fornødenheder, som vi er vant til i Danmark. Udvekslingsprogrammet er støttet af Danida, og det betyder at de ghanesiske deltagere får økonomisk støtte - det gør de danske ikke, så danske deltagere må påregne en samlet udgift på 13.000-15.000 kr. På mange arbejdspladser ser man positivt på udvekslingen fx ved at give et tilskud til rejsen og/eller give fri til deltagelsen. For de danske deltagere holdes der informationsmøde i Valby den 17. juni, deltagerne fra Ghana ankommer 28. september, og 15. oktober er der fælles afrejse til Ghana for danske og ghanesiske deltagere. 7. og 8. oktober er alle med på årets Ghana Seminar, hvor temaet i år er ernæring, sult og samfund.

Arbejdet med fødevarer kan være meget konkret i Ghana – her gælder det tilberedning af grøntsager til en frokostordning på en skole i Yipelinaayili lidt uden for Kumbungu.


LINE AGERLIN TROLLE


#UNGEFORANDRER -NORDGHANA AF LISE GRAUENKÆR

De unge har taget kontrollen over radiobølgerne og de sociale medier i Ghana – det presser politikere til at levere bedre ydelser, det sætter de unges problemer på dagsordenen og det bidrager til informerede og fredelige valg Siden projekt Youth Speak Up begyndte, er der udsendt mere end 120 ungdomsradioprogrammer produceret af unge på 5 radiostationer, der når ud i hele den nordlige region i Ghana. Hundreder af tweets er postet, nye WhatsApp-grupper summer af aktivitet, og Facebook er et centralt medie til at skabe debat, opmærksomhed og mobilisere andre i kampen for retfærdighed og lighed. Ungdomsjournalisterne, der er uddannet af projektet, opsøger, researcher og producerer selv radioprogrammerne. I en time hver uge – på fem forskellige stationer – diskuteres der vidt og bredt om sociale, poliske og økonomiske problemer, samt muligheder for hvordan disse kan løses.

RADIOENS MAGT Radio er det mest udbredte medie i Ghana, og resultaterne af ungdomsprogrammerne har allerede vist sig. Det går lige fra flere læger udstationeret i Karaga-distriktet til el- og vandforsyninger til marginaliserede landsbyer. Én forklaring på, hvorfor resultater hurtigt viser sig er, at politikere og andre ansvarlige stilles til ansvar direkte on air. Her skal de forklare, hvorfor de ikke har løst problemerne, og hvad de vil gøre for at ændre situationen. Dette høres af tusindvis i deres valgkredse, og særligt i år hvor der er valg i Ghana – er de meget interesserede i at stå i et godt lys. En anden grund er, at der bliver skabt opmærksomhed og debat – også om de svære emner, som for eksempel vold mod kvinder, som stadig er et stort problem i det nordlige Ghana. Her får både kvinder og mænd mulighed for at skabe dialog og dermed øge viden og mindske tabuer om emnet.

20

NO ROAD - NO VOTE Et godt eksempel er i Kumbungu-distriktet, hvor hovedvejen er i så dårlig stand, at befolkningen ikke kan færdes mellem landsbyerne. Det betyder, at folk ikke kan komme på arbejde eller i skole og bønder kan ikke få varer på markedet. Det har været et problem i mange år, men ingen af de lokale politikere har levet op til løfter om at udbedre vejen. Youth Speak Up-journalisterne producerede flere radioprogrammer om emnet, og mobiliserede gennem WhatsApp og Facebook lokale til en fredelig demonstration. Hundredvis af mennesker mødte op og overrakte distrikslederen anmodninger om at løse problemet. Både lokale og nationale radioer, aviser og tv-stationer var blevet involveret inden demonstrationen af Youth Speak Up og dækkede begivenheden massivt. Nu – fire måneder senere – er arbejdet i gang med at lave vejen som forventes færdig i år.

STÆRKE OG MODIGE UNGE For halvandet år siden følte størstedelen af de unge deltagere i projektet ikke, at de kunne bidrage reelt til at løse større problemer eller at de blev hørt. Nu er deltagerne unge foregangsmænd – og kvinder, der er med til at sætte dagsordenen – og som bliver set som en stor ressource i deres lokalsamfund. Som en af de kvindelige ungdomsjournalister Ellen fra Saboba fortalte, ”Før i tiden turde jeg aldrig at sige noget offentligt – men nu stiller jeg op og er i radioen hver uge – det har givet mig en helt ny selvtillid”. Ellen og andre af hendes kvindelige kolleger i projektet har særligt mærket en forandring. De har fået selvtillid, bliver inkluderet og hørt af både mænd og kvinder. Det er ikke ufarligt at sætte uretfærdigheder på dagsordenen. Flere gange har de unge deltagere oplevet modstand i deres lokalområder, hvis de har afsløret sager, der helst ikke skulle diskuteres. Men de har lært at håndtere dette konstruktivt, og som de selv siger; Hvis vi ikke peger på korruption, misbrug, eller brud på rettigheder – hvem gør så?” Følg Youth Speak Up på www.facbook.com/ysugh


” I Youth Speak Up-projektet bruger unge nordghanesere radiobølgerne og de sociale medier til at holde politikere ansvarlige, hjælpe deres lokalsamfund og sætter emner på dagsordenen – og deres stemmer høres i hele Ghana.”

Youth Speak Up har eget logo

21

LISE GRAUENKÆR


ANNE BIRGITTE HAAHR

22


KAMPAGNE

ALLE BØRN HAR RET TIL IKKE AT GÅ SULTNE I SENG Sult er et reelt problem for befolkningen i den nordlige og meget fattige del af Ghana. I landsbyerne lever næsten alle af landbrug, og i tørkeperioder er der ganske enkelt ikke mad nok. I de perioder, hvor der er nok mad, rammes alt for mange børn af det, der kaldes den skjulte sult. De bliver måske nok mætte, men kosten er for ensidig og indeholder ikke de proteiner, vitaminer og mineraler, som de har brug for. Resultatet er, at mere end hvert tredje barns vækst er hæmmet, indlæring er vanskeligere, og dermed deres muligheder for en bedre fremtid. Støt derfor vores nye kampagne:

STØT EN LANDSBY MADDAG MED 200 KR. På en fælles mad-dag i en landsby lærer folk at tilberede nyt og ernæringsrigtigt mad med deres egne lokale råvarer. Børneklubber vil også teaterforestillinger, der oplyser om børns ret til ordentlig mad. Dagen sluttes af med fællesspisning.

BYG EN OLIEMØLLE, EN MURSTEN KOSTER 10 KR. PER STYK. Vi vil støtte kvindergrupper med at producere vegetabilsk olie af de afgrøder, de selv dyrker.

“STYRK MADEN - HJÆLP FEJLERNÆREDE BØRN I NORDGHANA”

Det er for eksempel sojaolie, baobabolie og

Det er en samlet indsats, men du har mulighed

produktionsbygning/oliemølle.

jordnøddeolie. Det kan de sælge med mere fortjeneste end selve råvaren. Kvinderne har brug for din hjælp til at kunne opføre en

for at støtte direkte disse tre specifikke indsatser:

STØT ET MADKURSUS TIL MØDRE MED 200 KR. En af de populære råvarer, som folk selv dyrker, er de proteinrige sojabønner. Sojabønnens mange kvaliteter er dog ikke almen kendt, så på kurset lærer folk blandt andet at tilberede sojamælk, yoghurt, tofu og grød.

Bestem selv, hvor meget du vil bidrage med. Læs mere om kampagnen på:

WWW.GHANAVENSKAB.DK/STOET


Ghana Venskab Klosterport 4 C, 3. 8000 Århus C.

DEN

STYRK MA

DE JLERNÆRE - HJÆLP FE RDGHANA BØRN I NO ab.dk/stoet ghanavensk

GHANA VENSKAB I DANMARK (GV)

GHANA HÅNDSLAG

Sekretariat:

Ghana Håndslag udgives af Oplysningsudvalget. Håndslag udkommer to gange årligt. Kontakt redaktionen på mail: ibsalomon8300@gmail.com.

Klosterport 4C, 8000 Århus C, tlf. 61 41 71 52 Mail: info@ghanavenskab.dk Medlemskab: 200 kr. om året (100 kr. for studerende), det tegnes ved henvendelse til Sekretariatet eller ved at indbetale beløbet på 9762- 4785773964 Svanemærket tryksag 5041 0661 GP-Tryk A/S

TILMELD DIG NYHEDSBREVET PÅ

WWW.GHANAVENSKAB.DK

Redaktion: Inger Anneberg, Ib Salomon, Helene Jepsen, Birgitte Dahl og Thomas Grotkjær Nielsen. Layout: Dahl Grafisk Design Tryk: digitalprint.dk Forsidefoto: Lise Grauenkær Oplag: 350 eksemplarer

FACEBOOK.COM/GHANAVENSKAB


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.