Håndslag no. 2 DEC/2016 by Ghana Venskab

GHANA HÅNDSLAG NO.2 DEC/2016

KØB Å R

ETS

JULEG

AVER

OG S GVS P TØT SAMT ID ROJEK TER I G IG HANA

www.g

vstoet.

TEMA: MIGRATION - FOLK I BEVÆGELSE

DE EFTERLADTE KVINDER MIGRATION HAR DYBE RØDDER

GHANA VENSKAB 1

Partnerskaber for Forandring

NU IGEN - NYE TIDER FOR ULANDSBISTANDEN AF LENE MARIE ANDREASEN, GENERALSEKRETÆR I GV Som ansat på sekretariatet og medlem af bestyrelsen er det vigtigt at holde sig orienteret om dansk udviklingspolitik og holde styr på hvad vores største donor, Danida, finder på. I de seneste år har de fundet på en hel del og vi har haft travlt med at følge med. Ghana Venskab er gået fra at have en række enkeltprojekter til at være en programorganisation og nu en såkaldt rammeorganisation, hvilket har været et emne på flere medlemsmøder og i artikler i Ghana Håndslag. Der har med andre ord været flere skift i modaliteter. Modalitet er et ord, der ofte dukker op. Det handler om, hvordan vi samarbejder med Udenrigsministeriet, hvordan vi får vores penge og på hvilke betingelser. I begyndelsen af 2015 gik vi som nævnt over til at være en rammeorganisation og dermed er Ghana Venskabs bevilling på finansloven. Det har medført nogle fordele, herunder større fleksibilitet og bedre mulighed for at følge egne strategier. Det har dog også betydet, at vores bevilling fik et godt hak nedad i forbindelse med finansloven for 2016.

formodentlig blive lavet en programlignende modalitet, men det er ikke fastlagt, hvem der skal administrere den eller hvad vilkårene bliver. Udenrigsministeriet har igangsat en konsultationsproces med civilsamfundsorganisationerne, forløbet blev igangsat med en såkaldt ’modalitetsproces-workshop’ 2. november i Eigtveds Pakhus. Et team af konsulenter er blevet hyret og vil arbejde på højtryk i de kommende måneder med at skabe rammerne om det fremtidige samarbejde. Vi følger processen tæt og deltager i alle relevante møder og workshops. Der er enighed om, at vi ønsker at fastholde en bevilling på mindst den nuværende størrelse (8,1 mill.) og at vi arbejder for at få de bedst mulige vilkår for GV. Vi har foreløbig været i stand til at leve op til kravene til rammeorganisationer og som sådan har vi ikke et ønske om en ny modalitet. Hvis kravene til de strategiske partnere ændrer sig væsentligt, kan det dog være nødvendigt for os at søge et andet sted hen. I den forbindelse er det vigtigt for os at få klarhed over mulighederne hurtigst muligt for at kunne arbejde i den rigtige retning. Desuden er vi optaget af, at vi kan få lov til at videreføre så meget så muligt af vores nuværende program som er planlagt frem til udgangen af 2018. Det er gået meget tid og energi i at skabe programmet både hos os og partnerne, så det ville være ærgerligt at starte forfra.

I finanslovsudkastet for 2017 er der lagt op til store forandringer af ulandsbistanden herunder en gentænkning af samarbejdet med rammeorganisationerne. Ordningen blev åbent op i 2013 og der er siden kommet elleve nye organisationer, herunder Ghana Venskab, til de oprindelige seks rammeorganisationer. Vi ved ikke endnu, hvad gentænkningen kommer til betyde for os, men Udenrigsministeriet har givet udtryk for, at de ønsker færre ramme-organisationer eller strategiske partnerskaber som det også kaldes. Der er også lagt op til, at de fremtidige rammeorganisationers arbejde i højere grad skal flugte med regeringens udviklingspolitiske prioriteter. Det er et brud med tidligere praksis, hvor organisationerne i høj grad selv har defineret deres arbejdsområder. Ifølge finanslovsudkastet opsiges alle gældende rammeaftaler ved udgangen af 2017, hvorefter der vil blive lavet et ansøgningsforløb i begyndelsen af året. Det er et åbent spørgsmål, hvad der skal ske for de organisationer, der ikke ønsker eller ikke bliver godkendt til at indgå i et strategisk partnerskab med Udenrigsministeriet. Der vil

Lene Marie Andreasen, Generalsekratær i GV

I DETTE NUMMER:

01 SIDE 12

De kaldes verdens største nomadefolk, for de er op imod 30 millioner mennesker. Fulanierne kan man i dag møde i 15-16 afrikanske lande, deriblandt Ghana, men de er ekstremt uvelkomne mange steder.

SIDE 22 Timbuktu-prisen på 100.000 kr. går til kritisk ulandsjournalistik. I år blev den tildelt Journalistbureauet TANK, hvis næste mål er at beskrive nye tiltag i Ghanas økonomi.

AKTIVITETSKALENDER & KULTURNEDSLAG FRA RODLØS TIL RÅDMAND

FAKTA OM MIGRATION

KORRIDOR SKAL HINDRE KONFLIKTER

DRØMMEN OM DET GODE LIV

17 18

I Vestafrika har man altid rejst og bosat sig, hvor der er efterspørgsel på arbejdskraft. Fiskerlandsbyen Senya Beraku i Ghana er ingen undtagelse. Mændene rejser, og deres rejser er farefulde men kvinderne, der bliver tilbage sammen med børnene, bakker dem op.

GHANA OVERBLIK: SLUTSPURTEN SAT IND I VALGKAMPEN

20 22

SIDE 18

LEDER: NU IGEN - NYE TIDER FOR ULANDSBISTANDEN

TEMA: MIGRATION HAR DYBE RØDDER DE EFTERLADTE KVINDER I GHANA GV NOTER NÆSTE STOP GHANA - TIMBUKTU PRISEN ØJEBLIKSBILLEDE: UNDERVISNING TIL MERE END 230.000 BØRN BAGSIDEN

SLUTSPURTEN SAT IND I VALGKAMPEN “GHANA OVERBLIK” AF THOMAS GROTKJÆR NIELSEN

Lige nu raser valgkampen i Ghana op til valgdagen den 7. december. Der er fire kandidater til præsidentposten i år, mens alle de 275 medlemmer af parlamentet er på valg. Der bliver afholdt det ene store vælgermøde efter det andet, og løfter og kontraløfter bliver givet og taget. En ting står dog fast: En diskussion mellem partilederne bliver ikke afholdt. Det er der ikke tradition for i Ghana, men ikke desto mindre blev der afholdt sådan en diskussion under de sidste to valgkampe. I 2012 fandt diskussionen faktisk sted i Tamale. I denne valgkamp har de to store partier ind til videre afvist det.

Den ghanesiske grundlov siger at alle ghanesere over 18 år kan stemme, undtagen folk som er erklæret sindssyge. Så modsat f.eks. USA, så kan folk i fængsel godt komme til at stemme i Ghana. Det kræver dog noget papirarbejde, inden at det er muligt. Ligesom Danmark har Ghana holdt fast i, at man afgiver sin stemme på et stykke papir. Elektronisk stemmeafgivelse er endnu ikke muligt i Ghana. Ghana bruger dog biometrisk data, når ghanesere skal identificere sig for at blive registeret som vælgere til et præsidentvalg. Det foregår ved, at man tager fingeraftryk af personen, når folk registrerer sig, og igen, når de skal afgive stemme på valgdagen. Det skal sikre at folk kun kan stemme én gang.

MIGRANTER KAN IKKE STEMME En gruppe af ghanesere over 18 år, som ikke kan stemme til valget den 7. december, er alle de ghaneserne, som ikke opholder sig i Ghana på valgdagen. Så det gælder for eksempel alle ghanesiske migranter. Det er nemlig ikke muligt at afgive sin stemme uden for Ghana. Kun for ghanesere, som arbejder på landets ambassader og i FN-systemet rundt om i verden, er det muligt at afgive stemme, det skler via et sindrigt papirsystem. Det anslås, at mellem 2,5 og 3 millioner ghanesere bor uden for Ghana. De fleste af dem er nok over 18 år. Så det er en stor gruppe ghanesere, som er afskåret fra at kunne stemme, da der kun blev afgivet i alt 11,3 millioner gyldige stemmer ved det sidste valg i 2012. Ghanesiske migranter kan ikke stemme, fordi de skal også være hjemme for at lade sig registrere, og det foregår nogle måneder før selve valgdagen. Det er nok de færreste ghaniske migranter, der kan eller vil foretage rejser hjem kun for denne grund. Så når ghanesere vælger at migrere ud af Ghana, og måske helt til Europa eller andre steder, så fravælger de samtidig deres ret til at stemme til valg hjemme i Ghana. Som beskrevet andet sted i bladet, så er migration ud af Ghana en mindre del af den samlede migration, da den største del foregår indenfor Ghanas grænser. Folk flytter sig på kryds og tværs af landet af alle mulige grunde. Nogle folk er midlertidig væk fra deres normale adresse. Nogle er væk i flere år.

Det kan godt lade sig gøre at flytte sin valgret fra et valgområde til et nyt valgområde, hvor man måtte befinde sig. Men det kræver igen en del papirarbejde. Og det er usikkert hvor mange folk der faktisk benytter sig af denne mulighed, hvis de ikke er flyttet mere eller mindre permanent til et nyt sted i Ghana.

Valghandling Foto: Erik Cleves Kristensen, Bolgatanga.

GHANAS NYE MIGRATION POLITIK Ghanas nye helhedsorienterede migrationspolitik kommer hverken ghanesiske immigranter eller folk, som er flyttet internt i Ghana i møde på dette område. Så immigranternes ret til at stemme, som faktisk blev taget op i en bekendtgørelse i 2006 kaldt ROPAA (Representation of the People’s Amentment Act) er endnu ikke blev udmøntet. Dette er et område, hvor Ghana ikke er en leder af udviklingen i Afrika, da mere end 10 afrikanske lande, som f.eks. Kenya og Sydafrika, har gennemført initiativer på dette område i de senere år. Så også på dette område er det et fravalg at være immigrant.

AKTIVITETSKALENDER & KULTURNEDSLAG AF HELENE JEPSEN

AFRIKANSK KUNST I KOLDING (11. FEB - 28. NOV) Du kan stadig nå at opleve den afrikanske udstilling, ”When things fall apart,” der handler om de globale problemer, der sender folk på flugt og som er del af kunstsamarbejdet Images 2016. Det er på Trapholt Kunstmuseum i Kolding.

CHARLOTTENBORG KLÆDT I SÆKKE. UDSTILLING PÅ CHARLOTTENBORG KUNSTHAL (16. SEP - 17. JAN) Kunsthal Charlottenborg i København er et af byens hæderkronede udstillingssteder. Siden 1883 har der været udstillinger, men ingen ligner den nuværende, for frem til midten af januar er hele Kunsthallens facade klædt i sække. Sækkene er godt slidte kakaosække fra Ghana, og kunstværket er udført af Ibrahim Mahama, der i 1987 blev født i Tamale. Han er kendt for sine omfattende og utraditionelle kunstværker. De mange sække indgår i udstillingen ”An age of our own making”. Sækkene begyndte som kakaosække, men er senere blevet brugt til både ris og trækul, så de er godt slidte og fungerer dermed ifølge Ibrahim Mahama som vidner om vores tid og om hårdt arbejde. Hør Ibrahim Mahama forklare på denne video: https://youtu.be/VAc3vx0YXVA

MØDE I KØBENHAVNERGRUPPEN (24. NOV) Som altid mødes frivilliggruppen i København i Valby Medborgerhus, lokale 1, 3. sal. Her vil være oplæg med Rashid, der læser pædagogisk antropologi og undersøger, hvad der sker med folk, der har været involveret i School for Life. Aftenen starter kl. 19.30 og varer til 21.30.

AFRODANMARK I RADIOEN I radiodokumentaren ”Baglandet: Afrodanmark” sætter P1 fokus på forskellige perspektiver fra den afrikanske diaspora i Danmark. Radioværten tager på besøg hos ghanesiske James Commey, der som præst forsøger at kristne danskerne med en gudstjeneste, der ikke ligner den som danske kirkegængere er vant til. Ligeledes besøges frisørsalonen Ethnic House i Aarhus, ejet af Stella Skærbæk Nielsen med nigeriansk baggrund, der i mange år har knoklet for at få sin salon op at stå. I et andet program besøges ”Mogadishu Street” (også kendt som Griffenfeldsgade) på Nørrebro og hjemløse afrikanske flaskesamlere, der sover i Folkets Park lige ved siden af. Programmet kan findes på dr.dk og giver mulighed for indblik i, hvordan det også kan opleves at leve i Danmark.

De fire lærere fra Ghana, der har været på udveksling i Danmark, lagde naturligvis vejen forbi det sække-klædte Charlottenborg. Fotos: Inge-Lis Holst

Følg Ghana Venskab på facebook, og bliv opdateret om arrangementer og Ghana relateret stof:

WWW.FACEBOOK.COM/GHANAVENSKAB 7

FRA RODLØS TIL RÅDMAND AF IB SALOMON

Rabih Azad-Ahmad var på flugt gennem det meste af barndommen men som 15-årig traf han en afgørende beslutning. Nu er han radikal rådmand i Aarhus Kommune. Temaet for årets Ghana-seminar var ”folk i bevægelse”. En af oplægsholderne var den radikale rådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, som i en meget personlig beretning fortalte om sin mildt sagt omtumlede barndom,– en barndom præget af flugt og bevægelse fra sted til sted. Rabih Azad-Ahmads forældre flygtede fra Palæstina til Libanon, hvor Rabih i 1976 blev født i en flygtningelejr. Fra Libanon besluttede familien at søge mod Europa. Inden da havde den dengang 6-årige Rabih mistet sin storebror på 14 år, og gang på gang måtte familien flygte til en ny lejr - ”i alt flygtede vi 16-17 gange internt i Libanon, og jeg mistede også min anden bror”, fortalte Rabih AzadAhmad. En tredje bror blev såret. ”Skolerne var lukkede, og det var jeg glad for. Men du er nødt til at opfinde noget at gå op i, og for mig blev det duer. Jeg elsker duer, og jeg kunne iagttage dem i timer. Jeg holdt også meget af min farmor, som fortalte historier fra Palæstina”.

KULTURCHOK I LUFTHAVNEN ”Som 13-årig fik jeg at vide, at min far skulle rejse til et land, der hed Danmark. Vi blev tilbage, men efter cirka 10 måneder blev vi familiesammenført. I lufthavnen i Billund fik jeg et kulturchok, for vi ser et par unge, der sidder og kysser i det offentlige rum. Hvad er det for et land, jeg er kommet til?, tænkte jeg.” I det hele taget følte Rabih sig ikke hjemme. Det var oktober, og det var koldt. ”Jeg kunne ikke fatte, at det kunne være så koldt og så tidligt mørkt”. På asylcentret havde han ingen venner og ingen cykel. Han havde ellers glædet sig, fordi han havde hørt, at man kunne få en gratis cykel. ”Så min storesøster og jeg tudede, og alle var forkølede”.

Familien blev flyttet til ”noget, der hed Aarhus”, og Rabih begyndte i Nordgårdsskolen, men han var ret ligeglad med skolen og slet ikke optaget af dansk. ”Vi regnede jo med at rejse tilbage”, som han forklarer. Vendepunktet kom, da han var 15. En ven spurgte ham ”hvad med dig hvad vil du egentlig?” og det fik Rabih til at spekulere: ”Jeg følte, at jeg var havnet i en ond cirkel. Jeg var dårlig til dansk, men begyndte så at se dansk tv. Det var kedeligt, men jeg begyndte at forstå lidt og besluttede, at jeg ville lære dansk og gå på en skole, hvor der gik danskere. Jeg fik lov at få en prøveperiode på Åby Skole, hvor jeg fik ros for min første stil. Den var overtegnet med røde streger, men indholdet var godt, fik jeg at vide, og stilen blev læst op for en masse vikinge-danskere”. Rabih Azad-Ahmad tog 9. og 10. klasse på en tredje skole og kom på Nørgårds Højskole i Bjerringbro.

UDDANNET JURIST ”Jeg udviklede mig meget på højskolen, både sprogligtog socialt. Og jeg blev gode venner med min værelseskammerat, Rasmus, selv om han i starten sagde, at han syntes, jeg skulle rejse hjem.” Senere blev det til en HF-eksamen, to års arbejde i en børnehave og et jura-studium. Som jurist har Rabih Azad-Ahmad blandt andet arbejdet for Gellerupparkens Retshjælp, og takket være sit politiske engagement kom han i byrådet i 2007, valgt for de radikale, og i dag er han som nævnt rådmand, nærmere bestemt rådmand for kulur- og borgerservice. Han har fået gennemført en af sine mærkesager, lukning af Nordgårdsskolen, fordi han af egen erfaring vidste, at man ikke fik lært det, man skulle. Han er meget optaget af at opbygge et bedre samarbejde med forældre og i det hele taget give folk medansvar. Eller som han sagde på seminaret: ”Alle skal have en chance for at bruge deres potentiale”.

Som 15-årig besluttede Rabih Azad-Ahmad at lære dansk indtil da talte han hellere engelsk, for han regnede med, at familien skulle rejse tilbage til Libanon. Foto: Ib Salomon.

KORRIDOR SKAL HINDRE KONFLIKTER AF IB SALOMON

Millioner af fulanier bevæger sig fra sted til sted med deres kvæg men i dag er de ekstremt uvelkomne mange steder. Ghana Venskab er med i projekt, der kan mindske spændingerne. De kaldes verdens største nomadefolk, for de er op imod 30 millioner mennesker. Fulanierne kan man i dag møde i 15-16 afrikanske lande, deriblandt Ghana. En stor del er med tiden blevet fastboende jorddyrkere og kvægavlere, andre lever i en ”sæter-kultur”, hvor de noget af året drager af sted med deres kvægflok, inden de vender tilbage til deres base. Endelig er der en stor gruppe, som bevæger sig fra land til land med deres store flokke af

I dag er fulanierne ekstremt uvelkomne mange steder, fortæller Thyge Christensen.

kvæg. Og det er den gruppe, der skaber konflikter. ”For 40 år siden var forholdet mellem de fastboende og fulanierne nærmest symbiotisk, køerne spiste rester på markerne og efterlod til gengæld gødning”, fortalte forfatter Thyge Christensen, der har boet i Vestafrika i 20 år og har et indgående kendskab til fulanierne. ”Siden er presset på jorden steget markant, og det giver mange konflikter, og i dag er fulanierne ekstremt uvelkomne mange steder, og flere er blevet dræbt de senere år i væbnede konflikter”, fortsatte Thyge Christensen.

KVÆGETS SKØNHED ER VIGTIG ”Fulanierne føler sig mere og mere diskriminerede, og deres erhvervsgrundlag er truet. Men bønderne er også fattige, og de føler sig også pressede på deres udkomme”. Thyge Christensen fortalte, at i 1990’erne forsøgte politiet i Ghana at jage fulanierne ud af landet og at der i det hele taget er store problemer med at forstå fulaniernes kultur, fx at den er knyttet til kvægets antal og skønhed, men ikke til afkast fra kvæget. Hans konklusion er, at fulanierne bliver nødt til at tilpasse sig, så noget af deres kvægtradition kan føres videre, men at vi aldrig må give køb på ligeværdigheden i synet på deres kultur.

AFMÆRKEDE KORRIDORER

BØRNENE KOMMER IKKE I SKOLE

Håbet er, at der kan etableres godkendte og afmærkede korridorer på tværs af landegrænserne, hvor der er adgang til både vand og græsning, kunne projektmedarbejder Inger Millard fra Ghana Venskab fortælle. Ghana Venskab har indledt et samarbejde med den fransk baserede organisation Acting for Life og håbet er, at problemerne kan løses, hvis parterne sætter sig sammen. I bedste fald kan der blive tale om en winwin situation, for efterspørgslen på kød er stigende i Ghana, som i dag importerer meget kød. Det kan fulanierne i stedet levere – slagterne i Tamale har ligefrem holdt en pressekonference, hvor de gjorde opmærksom på, at allerede i dag kommer 70 % af det kød, de sælger, fra fulanierne. Mange fulanier tager også lokalt kvæg i en slags kommission og aflaster på den måde de lokale bønder.

Radiomedarbejder Haruna al Hassan fra Dalun fortalte på Ghana-seminaret om sit syn på fulanierne. Han understregede, at der ingen problemer er lokalt, og at høvdingen i Dalun har gode relationer til fulanierne – men også at der opstår konflikter, når fulanierne kommer med stor flokke kvæg med store horn. De kan blive farlige, hvis der ikke er adgang til mad og vand.

Acting for Life har projekter i syv lande og arbejder for øjeblikket med at identificere de primære transitruter for dermed at finde ud af, hvor konflikterne opstår. Desuden samles der data om kvægmarkeder, ligesom der uddannes facilatorer, der skal oplyse folk om korridorerne. Alene i Ghana er 20 facilatorer blevet trænet i at føre lokale dialoger.

”Nogle fulanier betaler høvdingen med penge eller kvæg for at få lov til at være i et område”, fortalte Haruna al Hassan, som har været med til at interviewe en række fulanier og dermed også afdække problemer. Et af dem er, at børnene generelt ikke kommer i skole, fordi de skal tage sig af kvæget. ”Tidligere tog vores børn sig også af kvæget, men nu kan de gå i skole. Vi har nu fået lov at tage ét fulani-barn med os, en pige, som nu bor i min mors hus og har boet der i tre år, måske kan hun blive en rollemodel”, sagde Haruna al Hassan.

Haruna al Hassan har som radiomedarbejder interviewet en række fulanier.

DRØMMEN OM DET GODE LIV AF IB SALOMON

Det store flertal kunne ikke drømme om at forlade Ghana, men et sted mellem 1,5 og 2 millioner gør det og en del vender skamfulde tilbage, fortalte sociolog Nauja Kleist. Langt det meste migration foregår internt i Ghana eller går til et af Ghanas nabolande. Og migranterne kommer primært fra Northern Region eller landbrugsområder i Ghana. ”Men det store flertal kunne ikke drømme om at migrere, og de forstår slet ikke, at nogen tør”, sagde sociolog Nauja Kleist på årets Ghana-seminar. Hun arbejder som seniorforsker hos DIIS, Institut for Internationale Studier, og har de sidste ni år haft fokus på Ghana og lige nu har hun særligt fokus på den ufrivillige returmigration, altså

når folk vender tilbage efter at have opgivet drømmen om det gode liv i et andet land. ”Afrika har en lang tradition for migration, og oftest er det en familiebeslutning at sende en af sted, og oftest går rejsen til nabolandet og mere udvikling giver ikke nødvendigvis mindre migration”, forklarede Nauja Kleist. Ofte splejser man i familien til at sende en af sted. Nogle vælger rejser med høj risiko, fx gennem Libyen, og generelt er migranterne meget bevidste om risikoen, de kender fx alle nogle, der er døde undervejs gennem Sahara, men de er ikke altid bevidste om omfanget af farerne, fx risikoen for at blive kidnappet i Libyen.

VENDER TOMHÆNDEDE HJEM Drivkraften er manglen på sikre og legale muligheder for migration, men også fraværet af lokale muligheder spiller en stor rolle. Mange har set deres forældre pukle med smålandbrug hele livet, og det ønsker de ikke, viser Nauja Kleist’ forskning. De tager af sted med håbet om et bedre liv, og selv om de sjældent ved helt præcis, hvor de vil hen, så er deres håb meget konkret. De drømmer om eget hus, en stabil indtægt, at have en bil og at kunne sende deres børn i skole. Man forestiller sig generelt, at man hurtigere tjener penge end tilfældet faktisk er. For en hel del brister drømmen. De bliver ”ufrivillige returmigranter” og vender tomhændede hjem. Det er skamfuldt, for de går fra forsørger til blive forsørget, og det påvirker hele husholdningen, især rammer det hårdt i fattige familier. Returmigraten gemmer sig bort og isolerer sig socialt og generelt ser han det derfor mere som en afbrydelse end som en afslutning, så det er meget almindeligt, at man tager af sted igen, kunne Nauja Kleist oplyse med den tilføjelse, at der i Ghana ikke er stor politisk bevågenhed på de migranter, der kommer retur.

“Udviklingsbistand stopper ikke migration, men mere udvikling kan gøre migrationen mere sikker”, sagde Nauja Kleist. Foto: Ib Salomon

TEMA:

MIGRATION HAR DYBE RØDDER AF IB SALOMON

Alene i 1847 forlod 1,5 millioner irere deres fødeland for at rejse til USA. Årsagen var hungersnøden i Irland, men i det hele taget var der i perioden 1850 til 1910 en sand folkevandring fra den gamle til den nye verden i Amerika. Da migrationen toppede, var den på mere end 2 millioner mennesker om året. Magasinet New Scientist bragte i foråret en stor oversigtsartikel om migration, og af den fremgår det tydeligt, at migration langt fra er et nyt fænomen – men også, at uanset forholdene, så vælger langt de fleste mennesker at blive i det land, hvor de er født. Selv i EU, hvor der er fri bevægelighed bor kun 14 millioner mennesker, svarende til 2,8 % af befolkningen, i et andet land end deres fødeland. På globalt plan er 3,3 % af befolkningen migranter – omsat til tal svarer det til 244 millioner mennesker. Af dem udgør flygtninge mindre end 10 procent. Af de 244 millioner mennesker er 82 millioner flyttet fra et udviklingsland til et andet. I langt de fleste tilfælde bliver mennesker migranter af to årsager: Enten ønsker de at finde arbejde, eller også ønsker de at slutte sig til familie i et andet land. Trods de relativt lave tal vækker migration stærke følelser. New Scientist fremhæver ligefrem Danmark som eksempel på et land, hvor befolkningen frygter at migranterne vil ødelægge den kulturelle homogenitet i landet. Rent objektivt burde vi være glade for migranterne. Uden dem vil Europas befolkning falde med hele 17 % frem til 2050, og til den tid vil næsten en tredjedel af befolkningen være så gammel, at de ikke længere arbejder. Ønsker vi at opretholde den nuværende befolkning i Europa er der faktisk brug for 850.000 migranter hvert år.

Illustration: Sam Falconer

www.newscientist.com

PÅ FELTARBEJDE I GHANA Henriette Redhead Ahm og Maj-Lil Bjørn Saggau er antropologi-studerende på Københavns Universitet. Artiklen er baseret på deres 13 uger lange feltarbejde i Senya Beraku i Ghana. Feltarbejdet danner baggrund fort de to studerendes speciale.

TEMA:

DE EFTERLADTE KVINDER TEKST OF FOTO AF HENRIETTE REDHEAD AHM & MAJ-LIL BJØRN SAGGAU

Mændene rejser, og deres rejser er farefulde – men kvinderne, der bliver tilbage sammen med børnene, bakker dem op I Vestafrika har man altid rejst og bosat sig, hvor der er efterspørgsel på arbejdskraft. Fiskerlandsbyen Senya Beraku i Ghana er ingen undtagelse herfra rejser mange mænd mod Libyen, hvor enkelte fortsætter den farefulde rejse over Middelhavet mod Italien. At finde et arbejde er nøglen til et bedre liv: “Der er intet håb for fremtiden i Senya. Intet kan holde de lokale i byen, så folk bliver nødt til at kigge andre steder efter arbejde. Det er derfor, at folk rejser”. Sådan beskriver tømreren Kojo livet i Senya. Det er onsdag eftermiddag, solen står lavt på himlen, og vi kan høre kirkekoret i det fjerne. Vi befinder os i kystbyen Senya Beraku i Ghanas centrale region kun to timers kørsel vest for hovedstaden Accra. Vi sidder i lobbyen på det gamle slavefort, som fungerer som byens eneste vandrehjem med en betagende udsigt over kysten. I dag emmer den østvendte strand af liv - unge fyre og stærke kvinder kæmper om dagens fangst, som bliver læsset af de farverige træbåde. Andre dage ligger stranden stille hen, og bådene ligger som spøgelsesskibe langs kysten. Med havet som baggrundsstøj begynder vi vores interview med Abna. Abna har indvilliget i at mødes med os til en snak om sit liv med sin mand Kwame, som tidligere har været i Libyen, og nu er ved at planlægge en ny afrejse. Hun fortæller, at Kwame denne gang håber at rejse hele vejen til Europa. Ifølge Abna er det dog kun muligt, hvis Gud er med ham. Abna er en lille kvinde på 28 år, som er uddannet frisør. Hun har redt håret stift tilbage bag ørerne og sidder foran os med foldede hænder og benene samlet iklædt sin lange, hvide kjole. Hun har et venligt ansigt og smiler forsigtigt. “Der er mange udfordringer ved livet her i Ghana. Da Kwame fortalte mig, at han igen ville rejse mod Libyen, valgte jeg at støtte op om hans beslutning”.

Kwames beslutning om at rejse mod Libyen for at finde arbejde er ikke enestående blandt mændene i Senya Beraku. I byen bor omkring 8,000 indbyggere, og fiskeri har altid været hovederhvervet, men det seneste årti har fiskerne haft vanskeligere ved at fange tilstrækkeligt med fisk. Fiskerne føler sig nødsaget til at tage nye illegale fangstmetoder i brug, og de bliver tvunget til at sejle så langt ud på havet som deres lille båd tillader det i jagten på den næste fangst. Hvis man spørger byens beboere, hvad de ønsker for deres børns fremtid, handler det aldrig om fiskeri. Den nye generation skal uddannes og have et ‘ordentlig arbejde’ helst som læge eller på et kontor i en bank.

LIBYEN ER IKKE FOR SARTE SJÆLE Det drejer sig om at finde arbejde andre steder end Senya Beraku for landsbyens mange arbejdsløse mænd. Hvis de ikke søger mod nabolandene, så er rejsen mod Libyen og potentielt videre til Europa en mulighed. Dog er livet i Libyen ikke for sarte sjæle. Selve turen gennem ørkenen fra Niger til Libyen beskrives som et rent helvede. Flere af de hjemvendte migranter fortæller, at de under turen har set lig i ørkenen, eller at deres chauffør har måttet overlade en syg passager til ørkenens skæbne. Ingen i bussen ved på forhånd, hvor lang turen gennem ørkenen bliver. Måske køretøjet og passagerne skal gemme sig i flere dage et sted i ørkenen – det hele afhænger af, om man møder de bevæbnede kriminelle, som med alle midler vil forsøge at fratage folks deres ejendele. Grænseovergangen til Libyen er også vanskelig at krydse: Korruptionspengene skal være klar, og papirerne mere eller mindre i orden. Det kræver således meget forberedelse at begive sig af sted fra Ghana og videre nordpå til Burkina Faso, så til Niger og derfra videre til Libyen. Vi er blevet fortalt, at rejsen kan tage mellem et par dage og op til flere uger. Som Kojo fortalte os en sen aften over en maltøl: “Det hele er op til Gud. Jeg beder både før jeg rejser fra Senya Beraku, men også undervejs. Det kræver en stærk tro at nå frem i god behold”. I Libyen venter hårdt fysisk arbejde seks dage om ugen. Hjemvendte migranter fortæller os, at de som sorte afrikanere ikke kan gå rundt alene på gaden, for man er et nemt offer for bevæbnede grupper af libyske fyre. Mange fortæller, at hvis de får muligheden for at rejse over Middelhavet til Italien, så vil de gøre det. Kwame fortæller

energisk: “Min onkel har gjort det, så hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Jeg kommer fra et fiskersamfund og jeg kan svømme, så hvis jeg blot lærer at bruge et kompas og et par andre småting, så vil jeg rejse videre”. Han er en lav og muskuløs fyr, og øjnene gløder af alvor, mens Kwame fortæller, hvordan han vil gøre alt for at finde et arbejde.

Kvinderne bliver tilbage i landsbyen de er bekymrede for deres mænd, men de bakker dem op.

Tilbage i den svagt oplyste lobby sidder vi sammen med Abna. Solen er næsten forsvundet. Abna er blandt de mange kvinder, som bliver tilbage i Senya Beraku med børnene, mens manden rejser nordpå. Mændene bliver ofte i Libyen i et par år, før de udmattede vender hjem til landsbyen forhåbentlig med en lille opsparing. Drømmen er at købe et stykke land og bygge et hus til familien. I lobbyen har samtalen drejet sig hen på, hvilke forventningerne Abna har til Kwame. Abna forklarer os først, hvordan hun mødte ‘sin Kwame’, og fortæller videre: “En god mand bør være stærk af sind, og han skal være i stand til at tage svære beslutninger. Det vigtigste er, at manden er arbejdsom. Han skal ikke sidde dovent hen, men være hårdtarbejdende”. Abna smiler lidt genert og tilføjer: “og så er det vigtigt, at han elsker mig”. Abna og Kwame har sammen to små børn, og Abna fortæller, at det er vigtigt for deres søn at lære at være frygtløs og modig. Vi har talt med fem andre hustruer til tidligere og nuværende migranter, og Abna’s beskrivelse af, hvad hun forventer af sin mand, står langtfra alene. Manden skal finde et arbejde og forsørge sin primære familie, men i vid udstrækning også sin udvidede familie. Hvis han ikke er i stand til det, så er og bliver han ikke en ’rigtig mand’.

KVINDERNE BAKKER MÆNDENE OP Den første gang manden beslutter sig for at rejse, har beslutningen sjældent været i samråd med hustruen. Både mænd og kvinder fortæller os, at nogle af de vigtigste karaktertræk hos en god hustru er, at hun skal være lydig og støttende overfor mandens beslutninger, selv når hun er uenig. Kvinderne, som lades tilbage i Senya Beraku, er ofte meget bevidste om, hvilke farer deres mænd udsættes for både under rejsen, men også i Libyen. Vi har mødt Ekua på 39 år, som til dagligt sælger suppe langs de røde og støvede gader i Senya. Hun har fire børn i skolealderen sammen med Kwesi, som i øjeblikket er

Ekua har fire børn, alle i skolealderen. Hendes mand bor for tiden i Libyen og det er hun ikke tryg ved.

bosat i Libyen, men som overvejer at rejse videre mod Europa. Vi sidder sammen med Ekua i skyggen af et stort træ foran familiehuset. Her bor hun sammen med Kwesi’s udvidede familie. Der går geder, høns og hunde rundt mellem os, og røgen stiger op af den lille rygeovn ved siden af huset. “Man hører disse forfærdelige historier om folk, som er døde på vejen til Libyen. Andre historier fortæller om skibene, som synker på vej til Italien. Når jeg hører eller tænker på sådanne historier, så bliver jeg panikslagen! Ikke bare for min egen mand, men også for andre kvinders mænd. Jeg beder til Gud for, at de er og bliver i sikkerhed.” Ekua forklarer, at livet for hendes mand i Libyen hverken er sikkert eller nemt. Når hun hører om

andre, som overvejer at rejse til Libyen, fraråder hun dem at gøre det. Rejsen dertil er for farlig, og forholdene er kun blevet værre i Libyen efter Gaddafis fald. Dengang Kwesi først besluttede sig for at rejse til Libyen, støttede hun hans valg med bønner, men hvis det stod til hende, ville hun helst have, at han var blevet i Senya Beraku. “Børnene savner virkelig deres far, når han er væk. Vi ringer sammen flere gange om ugen, og han sender penge hjem når han kan. Men når han fortæller, at livet er hårdt i Libyen, så siger jeg, at han jo altid kan komme hjem”. Ekua’s blik er sænket og hun sukker lavt, mens hun knuger sin telefon i den ene hånd.

UNDERVISNING TIL MERE END 230.000 BØRN School for Life er et undervisningskoncept (og navnet på Ghana Venskabs lokale uddannelsespartner), som blev igangsat i 1995 med midler fra Børnenes Ulandskalender og Udenrigsministeriet. Konceptet bygger på eftermiddagsskoler hvor børn og unge, der ikke har haft mulighed for at komme i skole, får ni måneders undervisning som forberedelse til folkeskolen. Undervisningen foregår på børnenes eget sprog, og varetages af frivillige lærere - typisk unge mænd og kvinder med en studentereksamen - som udvælges af landsbyen. School for Life’s arbejde har ført til et solidt og respekteret undervisningskoncept, som 230.000 børn foreløbig har fået glæde af, og som nu rulles ud over hele Ghana med loven om komplementær basisuddannelse.

LISE GRAUENKÆR 19

NÆSTE STOP BLIVER GHANA AF IB SALOMON

Timbuktu-prisen på 100.000 kr. går til kritisk ulandsjournalistik. I år blev den tildelt Journalistbureauet TANK, hvis næste mål er at beskrive nye tiltag i Ghanas økonomi. En af landets store priser, Timbuktu Prisen, går i år til de tre journalister Sven Johannesen, Sune Gudmundsson og Lasse Wamsler. De er uddannet på RUC og er efterfølgende gået sammen i et kooperativt bureau, de kalder TANK. De har specialiseret sig i omfattende reportager fra udviklingslande, og det gør de så godt, at magasinet Udvikling havde indstillet dem til prisen. Magasinet har bl.a. bragt bureauets artikler fra to af Afrikas mest folkerige nationer, Etiopien og Nigeria. Prisen er på 100.000 kr. Den blev uddelt under Folkemødet på Bornholm, meget passende i “det globale telt”, hvor Thomas Ravn-Pedersen stod for overrækkelsen. Thomas Ravn-Pedersen er formand for Timbuktu Fonden, men er desuden kendt som mangeårig formand for Ghana Venskabsgupperne. I sin tale sagde Thomas Ravn-Pedersen bl.a. at “mange danskere - ja og mange journalister - har ualmindelig svært ved at kapere, at Afrika i dag er meget mere end bare sult, nød og elendighed”. Om prisvinderne fra TANK sagde Thomas Ravn-Pedersen, at man bliver suget ind i de historier, de fortæller. “Det er spændende læsning. Barskt. Men med håb, og med mennesker af kød og blod, garneret med elegant grafik og video”.

PRISEN ER ET ARBEJDSLEGAT Timbuktu Prisen gives for at fremme kritisk formidling, der bidrager til nye indsigter, og den er at betragte som et arbejdslegat. I forbindelse med overrækkelsen, som fandt sted i juni, sagde Svend Johannesen fra TANK, at prisen skal være med til at finansiere en kommende produktion fra Ghana, og det står stadig ved magt, fortæller han:

“Planen er stadig en reportagerejse til Ghana i foråret 2017, hvor vi vil fokusere på, hvordan landet prøver at gøre sig mindre afhængigt af råvare-eksport og i stedet prøver at opbygge en tekstil-eksport og udvikle modetøj”. Ud over artikler regner TANK med at producere en webdokumentar fra Ghana. Det var syvende gang at Timbuktu Prisen blev uddelt, men det er første gang, den er gået til et journalistbureau.

Ulands-journalistik er ofte besværlig og tidskrævende - prisen på de 100.000 kr. er derfor en rigtig god hjælp - Thomas Ravn-Pedersen overrakte på Folkemødet prisen til Sven Johannesen og Sune Gudmundsson. Det tredie medlem af TANK, Lasse Wamsler, var i London. Thomas Ravn tale kan læses på: http://www.timbuktufonden.dk/timbuktu-prisen-2016 Foto: Jacob Crawford / www.timbuktufonden.dk/timbuktu-prisen-2016

GV NOTER SENERE SEMINAR I 2017

BAMBUSCYKEL PRÆSENTERET

Ghana-seminariet har i mange år ligget i slutningen af september. I 2017 finder seminariet dog først sted i weekenden 8. og 9. oktober, fordi Ømborgen er optaget i september. Temaet ligger allerede fast: Det bliver sundhed i bred forstand.

Denne cykel har et stel af bambus, og den er produceret i Ghana. Foreløbig er der tale om en prototype, som virksomheden Recykel fra København præsenterede på Folkemødet på Bornholm. Bambuscyklen er udviklet i samarbejde med Ghana Bamboo Bikes og Hammerhus Fairtrade.

TEMA PÅ CPH PIX: BLACK DREAMS Filmfestivalen CPH PIX har som del af årets program haft temaet Black Dreams. Her blev sat fokus på nye filmtalenter fra bl.a. Øst- og Vestafrika. Særligt var der fokus på det kenyanske filmkollektiv ”The Nest”. Gruppen har fået stor international opmærksomhed og deres film kunne ses på CPH PIX, ligesom de sideløbende har en kunstinstallation på Charlottenborg Kunsthal. Kunstinstallationen Black Fantasia sætter fokus på drømme hos den afrikanske ungdom og viser et andet billede end, at alle unge afrikanere drømmer om Europa.Film under temaet Black Dreams talte blandt andet filmen ”Nakom” fra Ghana, der handler om en ung mands valg mellem at prioritere uddannelse i storbyen og familien på landet. Ligesom film af gruppen ”The Nest” er der her også fokus på at skildre unge afrikaneres dilemmaer, der ikke drejer sig om drømmen om at migrere til Europa.

UNGE PÅ ARBEJDE Et hold unge, der i sommer blev studenter på Marselisborg Gymnasium i Aarhus, har i efteråret været på arbejde i Malshegu i nærheden af Tamale i det nordlige Ghana. De unge danskere arbejder her sammen med unge fra byens ungdomscenter. Samarbejdet mellem gymnasiet og de unge i Malshegu har stået på i en årrække. Under opholdet er der også tid til sportslige aktiviteter.

FORSIDEN DENNE GANG Ekua er mor til fire børn i skolealderen - hendes mand er rejst til Libyen i håb om arbejde, så hun er nu alene med børnene i kystbyen Senya Beraku. Her mødte Henriette Redhead Ahm og Maj-Lil Bjørn hende - læs artiklen om de efterladte kvinder.

DITDRAG

EBI T T Ø T S TIGT ER VIG ORES NÅ V T A R FO MMÅL A R G PRO A I GHAN

EG AV E, L U J N E GIV DER SOM S EN E T BARN I S KO LE I G HANA

GIV E

N GOD G AV E E LLE R TIL DI G SEL E T FA V M I LI E MEDL E LLE R E M EN VE N:

60 0 K RS E T BA I K RER RN EN K VAL ITETS U DDA NN I ET Å R I E N E LS E ”SCH OO L- F OR S KO L - LI FE” E H ve r t b id rag Stø - li ll En p ri tte b id ra g : B e s o m s to r n t- s e lv t - t æ ll ru g w w e g k o n v o a v e k v it te ri w.g v s to et. d r. n lu k g ti l a t t som w w w.g læ g gav v s to et. d k /# e f in d e s h e g e i e n !u d d a n n e ls e r : /c 8 k 2

Ghana Venskab Klosterport 4 C, 3. 8000 Århus C.

KØB ÅR E

JULEGAV

OG STØ T SAMT GVS PR IDIG OJEKTE R I GHAN A

www.gvs

toet.dk

GHANA VENSKAB I DANMARK (GV)

GHANA HÅNDSLAG

Sekretariat:

Ghana Håndslag udgives af Oplysningsudvalget. Håndslag udkommer to gange årligt. Bidrag eller kontakt på mail: ghanahandslagsredaktion@gmail.com.

Klosterport 4C, 8000 Århus C, tlf. 61 41 71 52 Mail: info@ghanavenskab.dk Medlemskab: 200 kr. om året (100 kr. for studerende), det tegnes ved henvendelse til Sekretariatet eller ved at indbetale beløbet på 9762- 4785773964 Svanemærket tryksag 5041 0661 GP-Tryk A/S

TILMELD DIG NYHEDSBREVET PÅ

WWW.GHANAVENSKAB.DK

Redaktion: Inger Anneberg, Ib Salomon, Helene Jepsen, Birgitte Dahl og Thomas Grotkjær Nielsen. Layout: Dahl Grafisk Design Tryk: digitalprint.dk Forsidefoto: Henriette Redhead Ahm & Maj-Lil Bjørn Saggau Oplag: 350 eksemplarer

FACEBOOK.COM/GHANAVENSKAB