Slavehandel, kolonialisme og underudvikling i Ghana by Ghana Venskab

slavehandel, kolonialisme og underudvikling i nordghana

slavehandel, kolonialisme og underudvikling i det nordlige Ghana Er der en sammenhæng mellem slavehandel, kolonialisme og underudvikling i det nordlige Ghana? Relationerne imellem Europa (og Nordamerika) og Afrika kan opdeles i fire faser. Den første var i perioden med slaveri, fra 1450 til 1850. Den anden var perioden med kolonisering, 1850-1960. Den tredje var i begyndelsen af uafhængigheden fra 1960 til 1980. Den fjerde var i perioden med strukturtilpasningen, 1980 til i dag. Walter Rodney beskriver i hans klassiske værk “How Europe Underdeveloped Africa”, hvordan denne proces fungerede mellem Europa og Afrika med henblik på at kvæle den interne udvikling af de afrikanske samfund.

Perioden med slaveri, fra 1450 til 1850 Basil Davidson beskriver i sin bog “The African Slave Trade”, at den direkte virkning af affolkningen i Afrika var mindre ødelæggende end de økonomiske, sociale og politiske konsekvenser. Dette er naturligvis ingen trøst for de millioner af mennesker, hvis liv blev ødelagt af handelen. Et skøn over antallet af bortførte er på 12 millioner, plus 2 millioner, der døde under sejladsen på Atlanterhavet og 7 mio., der døde før udskibningen, i alt 21 mio. i 1650-1850. Det var et ødelæggende tab, og der er tegn på at affolkningen fik en varig effekt. I områder, hvor folk var ude af stand til at forsvare sig mod slaveriet, er der lavere befolkningstæthed, end dér hvor folk var i stand til at forsvare sig.

I Page

Forskellige virkninger i det økonomiske liv Den store efterspørgsel fra de europæiske slavehandlere efter afrikansk menneskelig last tjente som en forstyrrende faktor i det økonomiske liv i de afrikanske samfund. Handlen med slaver viste sig at være mere rentabel end den traditionelle handel med guld, der var den oprindelige grund til at portugiserne gik i land langs Guinea-kysten. Der var mange i den afrikanske elite monarker og købmand - der var interesseret i at bytte sig til europæiske varer såsom geværer, ammunition, klæde, køkkenredskaber og alkoholiske drikke. De blev opmuntret af de europæiske slavehandlere til at indfange afrikanere til gengæld for disse varer, og blev således partnere i den europæiske slavehandel. Slavehandlen marginaliserede alle andre former for intern økonomisk aktivitet, pga. den usikkerhed den bragte i sit kølvand. Den demografiske skævhed modarbejdede også væksten i landbruget og andre produktive aktiviteter i det nordlige Ghana. 1970’ernes litteratur, fx Walter Rodney i hans bog ”How Europe Underdeveloped Africa”, fortalte hvordan slaveriet undertrykte den interne udvikling af de afrikanske samfund, og påpegede at mens slavehandel førte til underudvikling af Afrika, lagde den grunden til den kapitalistiske økonomi og den rivende udvikling i Europa og Amerika. Eric Williams ‘Slavery and Capitalism (1964) havde de samme konklusioner som Walter Rodney.

Interne slaver Guldminedriften fortsatte i de Asante dominerede områder, og i første omgang købte Asante slaver, som portugiserne bragte langs kysten til guldgravning, men den gradvise udvikling i Den Nye Verden førte til, at den transatlantiske handel med slaver blev mere indbringende. De vigtigste områder for erhvervelse af slaver både til Asantes hjemlige brug og til eksportmarkedet var det nordlige Ghana og nutidens Ewe områder, såsom Atakpor og deres områder tæt på kysten.

Ved begyndelsen af det attende århundrede (1700-1710) anslås det, at den årlige udskibning fra Guldkysten, nu Ghana, mod Den Nye Verden var på 5.000 til 6.000 slaver. Da antallet faldt ved udgangen af århundredet, havde konsekvenserne af slavehandlen allerede manifesteret sig i Ghana.

Slaveriets hverdag Virkningen af slavehandlen i det nordlige Ghana kunne klassificeres som politiske, økonomiske og sociale, og de er stadig tydelige. Først de demografiske ændringer: Indfangning og fysisk flytning af hovedsagelig de unge raske og rørige mænd og kvinder bragte landbrugsproduktionen til stilstand. Usikkerheden ramte også besøgende i området, der oplevede frygten for indfangning og slaveri. Historien om ”Prince Amongst Slaves” er et klart eksempel, hvor en prins af Timbu, formodentlig Timbuktu, på vej hjem fra en ekspedition med sit følge, blev overfaldet, fanget og drnrtr solgt som slaver i Virginia, USA. I et sådant miljø blev høvdinge og andre folk af fornemt blod ikke sparet. Affolkningen af det nordlige Ghana, skyldes dog også økologiske faktorer, som ikke kan henføres til slavehandel, som jog mange væk fra regionen. Den generelle usikkerhed gjorde de nævnte områder ugæstfri ikke kun for menneskelig beboelse, men også for landbrug og andre økonomiske aktiviteter. Den erhvervsaktive befolkning i området bekymrede sig mere om at undvige de plyndrende slaverøvere end om at forbedre det lokale landbrug og håndværk.

500.000 på 160 år De tre nordlige regioner optager 40 % af Ghanas landområde, men tegner sig for mindre end 16 % af befolkningen. Dette tilskrives slavehandlen, der førte til affolkning af regionen. Selvom forskere er ikke sikre på tallene for antal solgte og bortførte nordlige ghanesere, anslås det at omkring 500.000 raske nordlige ghanesere blev solgt på Salaga slavemarkedet mellem 1732 og 1892, til den videre rejse mod den Nye Verdens samfund og plantager.

De mennesker, der blev eksporteret ud af Afrika til Europa og Amerika i løbet af slavehandlen havde ingen idé om, hvad der ventede dem på bestemmelsesstedet. Afrikanske slavehandlere blev opmuntret til at handle slaver for våben og våbenmagt blandt andet på grund af to ting: Enten pga. de økonomiske fordele, der fulgte, eller som et biprodukt af territorial ekspansion. Asante blev engageret af begge grunde, men folk i det nordlige Ghana blev tvunget ind i det. Det var f.eks. det dilemma, som Dahomey oplevede på et bestemt tidspunkt i deres historie, hvor en beslutning om ikke at involvere sig i slavehandel ville fratage landet våben og våbenmagt, og reducerede landet til et nemt offer for indfangning af dets folk til slaveri.

Deltag eller bliv selv slave Det var denne situation, de nordghanesiske etniske grupper blev tvunget ind i. Der var således ingen vej ud af slavehandlen: Du deltager, eller du bliver selv gjort til slave. Det var bekymringen over at sælge de raske og rørige personer og ødelæggelserne i landbrugsarbejdet og den lokale økonomi, der førte Dahomey til at opgive handlen - og til at vende tilbage til den igen senere. Det nordlige af Ghana ligger langt fra kysten, men havde sin egen andel af slaverovdyr, så fx Babatu, der plyndrede de øvre områder for slaver. Jo nærmere en stat var ved kysten jo bedre adgang var der til geværer og våbenmagt, indtil Asante etablerede monopol på forbindelsen med europæerne ved kysten. Disse betingelser tvang således de nordlige ghanesiske stater til at deltage i menneskehandlen: Involvering i handlen var et mindre onde end en ikkeindblandingspolitik. Selvfølgelig er det klart, at handlen begyndte med tyveri og så senere udviklede sig til et samspil mellem europæere og afrikanske monarker og de handlende klasser.

Page

Bedrageriet i Atakpor Handlen sluttede formelt i 1807, men aftog først gradvist efter 1820, hvor det sidste hold slaver blev røvet fra Atakpor, i dag Volta Region. De blev snydt til at komme om bord på skibet i 1856, hvor de skulle tromme for besætningen. Trommeslagerne blev tilbudt nogle kiks og alkoholiske drikkevarer, der gjorde dem berusede. Trommeslagerne vågnede fra rusen og opdagede at de var taget som slaver da skibet var langt væk fra kysten. Befolkningen i Atakpor husker stadig denne hændelse. Der var forræderi og bedrag i handlen med slaver, men nogle afrikanske monarker er også skyldige. Der er ingen tvivl om, at de indre kongeriger, såsom Dagbon, Gonja og Mamprugu fx led mere end deres modparter ved kysten. Slaveindkøb antog flere former, lige fra krigsfanger, som var den mest almindelige, til bandekriminalitet og kidnapning.

Massive omkostninger Når man forsøger at måle effekten af europæiske slavehandel på det afrikanske kontinent, er det vigtigt at indse, at man måler effekten af social vold, snarere end handel i enhver normal forstand. Nogle anser måske dette for handel, fordi der indgik varer og folk var klar til at betale eller bytte, men det er et moralsk spørgsmål at sælge andre mennesker. Omkostningerne ved eksport af afrikanske slaver var enorme; Det er umuligt at beregne selv omtrentlige tal for den kapital, de europæiske handelsinteresser akkumulerede som følge af deres medvirken ved slaveriet. Det gjorde støt og roligt afgørende skade på den økonomiske og teknologiske udvikling i Afrika. Med Davidsons ord “Afrikas eksport produktion var en monokultur af mennesker”. De mennesker, der skulle have bidraget med deres arbejdskraft i Afrika, udvikle færdigheder, teknikker og lokale industrier, blev fjernet. De var ude af stand til selv at betale noget tilbage til Afrika, på den måde migrantarbejdere ellers har gjort.

I Page

Asantes slavekilder i perioden mellem 1837-1842, diskuteres af Lovejoy (2000), der bemærker, at i en samling på 657 slaver, købt af den hollandske hær som rekrutter, kom 21,6 procent fra de nordlige provinser i Asante imperiet [Dagomba, Gonja, Mamprussi og Acephalous folkeslag (Gurunshi) stjålet af de tidligere grupper i det nordlige Ghana].

Den “lovlige” slavehandel Ved afslutningen af slavehandelen, søgte europæerne stadig at fortsætte deres kontrol og udnyttelse af afrikanerne. De indførte, hvad der blev kendt som “lovlig” handel. Slavehandel blev endelig forbudt i 1874, men i Asante var der stadig indenlandske slavehandel, der tog længere tid at stoppe. Det var Briternes kampe mod franskmændene i nord, der førte til oprettelsen af den Neutrale Zone i Salaga, som tidligere var et af de største slavemarkeder i Vestafrika. Ved indgåelse af traktater blev det nordlige Ghana britisk protektorat i 1890. Slavehandel forstærkede de mest konservative elementer i de afrikanske samfund, og gav dem mulighed for at handle folk til gengæld for ødelæggende våben og endnu mere slaveri. Det gav høvdinge en måde at slippe af med kritikere, samt fjerne de afgørende elementer af modstand og pres, der driver forandring og fremskridt i ethvert samfund. Slaveriet gjorde landet klar til kolonialismen Det er muligt, at Afrika kunne have overvundet de lange og ødelæggende forhold, hvis det var blevet fulgt op af et nyt forhold med lighed, teknologiske fremskridt og en udvidelse af den økonomiske frihed. Men slaveriet gødede jorden for kolonialisme, med de ødelagte samfund og beskadigede sociale strukturer. Perioden forud for indførelsen af det britiske styre havde været præget af uro og udmattelse af både menneskelige og naturlige ressourcer i Nord pga. hærgende af slaverøvere, især Samory og Babatu. Livet var derfor usikkert, folk var mistænksomme over for fremmede, og de dårlige betingelser begrænsede både handel og landbrug.

Indirekte styre

Udvikling stivnede

Briterne ønskede at beskytte den nordlige del mod, hvad de betragtede som forstyrrende påvirkning udefra. Dette blev for det meste udtryk i fremme af traditionelle værdier og institutioner, og det blev indbegrebet af det indirekte styre.

Det er påviseligt sandt, at det britiske kolonieventyr i det nordlige Ghana ikke bragte nogen konkrete udviklinger til området. Den engelsk-franske konvention fra 1898 optegnede de territoriale grænser for Northern Territories (NT), mens NT Order in Council 1901 definerede sin retslige status som formelt uafhængig protektorat. Briterne havde bragt NT under deres kontrol for at forhindre de europæiske rivaler (franskmænd og tyskere) i etablere sig langs handelsruterne fra Kumasi mod nord.

Man hævdede at det indirekte styre ville muliggøre en gradvis tilegnelse af de færdigheder, der er nødvendige for de traditionelle magthavere for at udøve større grader af politisk autoritet, mens de resterende var fast forankret i traditionelle politiske institutioner og praksis. Dette system, udtænkt af Lord Lugard, var ikke spor uegennyttigt, men skulle sikre, at briterne var i stand til effektivt at kontrollere og udnytte med de mindst mulige omkostninger. For det begrænsede britiske personel, var styret gennem lokale og deres egne institutioner det bedste, på en nem og meningsfuld måde.

Missionærer forsøgt holdt borte fra nord En anden isolationistisk politik var strategien for missioner og europæisk uddannelse. Mens kristne missioner fik uhindret muligheder for at starte skoler, og mens regeringen selv åbnede mange skoler i kolonien og Asante, blev uddannelse stramt kontrolleret i nord. Bortset fra The White Fathers og Wesleyan missionerne var der ikke andre, der fik lov til at operere i det nordlige protektorat. Det hævdedes, at med kontrollen med uddannelserne ville man undgå nedbrydningen af traditionelle myndigheder, som havde fundet sted i Asante og Kolonien på grund af “fejladresseret” uddannelsesmæssig ekspansion. I den nordlige del blev der lagt megen vægt på fremme af “respekt for indfødte herskere og institutioner” at undgå “afnationaliseringen” og skabelsen af “halvgjorte europæere.” Udelukkelsen af missionærer fra nord med undtagelse af The White Fathers bidrog væsentligt til den langsomme udvikling af området, på både det sociale og uddannelsesmæssige område. En af de vigtigste virkninger af dette var, at det nordlige Ghana blev arbejdskraftreserve for hele landet.

Briterne bestemte fra begyndelsen, at administrationen af NT skulle koste så lidt som muligt. Interne indtægter skulle anvendes til administration af protektoratet. En anden omkostningsfri politik var brugen af tvangsarbejdere til bygning og vedligeholdelse af veje. Selv husene britiske kommissærer blev bygget af de traditionelle høvdinge og andre lokale.

Ingen uddannelse Som en del af den britiske politik blev befolkningen i NT nægtet uddannelse og andre infrastrukturelle udviklinger. Det var en bevidst politik udviklet til at holde nordboerne uvidende og tilbagestående. De få, der havde antydning af formel uddannelse blev udelukkende tiltænkt tjeneste i den “indfødte administration”. For de britiske koloniale myndigheder var nordboerne kun egnet til manuelt arbejde og intet andet. Det gjorde at NT måske var en af de største arbejdskraft reserver i fredstid.

Kompensation? Paramount chief Kuoru Limann, høvding for det traditionelle Gwollu område i Upper Westregionen, siger at det nordlige Ghana har lidt under koloniseringen, og man har stadig ikke indhentet syden på grund af den bevidste politik fra de britiske kolonisatorer. Han opfordrede regeringen i Ghana og det civile samfund til at søge erstatning til ofre for slaveri fra de udenlandske modtagere af slavehandel. En sådan erstatning skulle være i form af en bevidst udviklingsdagsorden specifikt rettet mod at fremskynde udviklingen af Nordghana.

Page

Ghana Venskabs Klosterport 4 C, 3. 8000 Ă&#x2026;rhus C.