
9 minute read
Formandens beretning
by GKF
FORMANDENS SKRIFTLIGE BERETNING
,
EN VERDEN MED CORONA
Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Covid-19 skulle fylde så meget og så længe i 2020, som det har gjort. Det har vendt vores kendte verden på hovedet, og vi har alle i den grad skulle arbejde under helt andre vilkår.
Måske er det lidt naivt, men jeg tror, at vi er mange, der håbede, at det hele havde lagt sig enten inden sommerferien eller i hvert fald efter. Desværre blev vores ønsker ikke hørt, og vi har været igennem en del restriktioner og nye ændringer fra april og til 31/12 2020.
Uanset titel eller job har alle været pressede. I den første tid kunne man se enden på, hvor længe det ville stå på, og der var en forhåbning og en fleksibilitet. Fælleserklæringen, som alle de faglige organisationer havde skrevet under på, udløb, og der var ikke tiltag til en ny aftale. Det virkede som om, at alle tænkte, at det ville der nok ikke blive brug for - måske en smule for optimistisk.
Men smittetallene er nu steget hen over efteråret, og at det nu her til jul 2020 er blevet endnu mere presserende med, at der mangler hænder i forskellige jobs, så tænker jeg, at alle har sovet i timen i forhold til at være klar med aftaler, hvis vi skulle få brug for dem.
I stedet for en fællesaftale blev der i sidste øjeblik lavet en aftale om, at de faglige organisationer selv skal forhandle, når det bliver aktuelt. En sådan ”alle mod alle aftale” er ikke god for nogen. Hen over sommeren og efteråret kunne man mærke, at der begyndte at vise sig en træthed og nogle gange også noget modløshed. Alle ville vi gerne have vores hverdag tilbage, og var det nu nødvendigt med alle de restriktioner? Nogle af vores medlemmer havde fået nok af at arbejde hjemme, nogle følte sig isolerede og nogle manglede faglig sparing og ledelse.
NYE KOMPETENCER – NYE ARBEJDSVILKÅR
Det hele blev nok heller ikke bedre af, at det var svært at se en ende på det hele. Men vi kommer igennem det, og vi kommer ud på den anden side igen. Vores kompetencer er på IT området blevet udviklet med lynets hast. Skype-, Zoom-og Teams-møder - noget som vi ikke brugte før - er blevet en hel naturlig del af
vores hverdag. Vi må tro på det bedste.
Vi har accepteret, at vores kolleger nu sidder i hvert sit lille billede, når vi melder ind til møde. Vi er kommet tættere på hinanden på distancen – vi er inviteret med helt ind i vores kollegers hjem.
Der er kommet en accept af det muliges kunst, at tingene tager en smule længere tid end sædvanligt, at man ønsker at hjælpe hinanden på en anderledes måde end i den gamle hverdag.
Opdagelsen af, hvor afhængige vi er af hinanden, både fagligt og socialt, har måske været en rigtig sund øvelse for os alle sammen. Vi tager ikke hverdagen for givet mere, privilegierne er blevet mere synlige, og måske blev Dan Turèlls ord: ”Hverdagen – allermest holder jeg af hverdagen” aktuelle på en helt ny måde.
Når vi kommer tilbage igen, er der mange ting, der skal samles op på, og måske har vi opdaget, at det, der før var det vigtigste, måske ikke er det alligevel. Måske skal vi sammen med ledelsen og vores kolleger lave en anden prioritering end før.
OK-21
Alle de ting, som Covid-19 førte med sig, gjorde også, at al forberedelse til OK-21 blev forsinket, både for Kommunernes Landsforening (KL) og for de faglige organisationer. Ingen hemmelighed, at alle de faglige organisationer, undtagen sygeplejerskerne (DSR) og pædagogerne (BUPL), ønskede en forlængelse af de nuværende overenskomster frem for, at der blev indgået en måske 3-årig overenskomst uden penge pga. den økonomiske situation i Danmark.
Argumenterne fra sygeplejerskerne og pædagogerne var, at de havde været frontpersonale, og det var nu eller aldrig, hvis de skulle honoreres for den ekstra indsats. Hvis de var tilbageholdende og først lagde et lønkrav ind til næste overenskomst, nok i 2024, ville alt være glemt, mens det lige nu var i frisk hukommelse.
3-ÅRIG OVERENSKOMST
Resten af de faglige organisationer har været bekymrede for, at vi, hvis det bliver en 3-årig overenskomst, og når hjulene igen kommer i gang i Danmark, så vil stå med et dårligere overenskomstresultat, end vi behøver. Et af kompromiserne kunne være, at der halvvejs i overenskomsten bliver lavet et tjek eller en miniforhandling, hvis økonomien har ændret sig betydeligt. Således kunne alle blive tilgodeset. Desværre blev det ikke sådan, og vi skal nu forhandle en 3-årig overenskomst.
En af de store spillere på banen vedrørende overenskomster gennem 18 år var Anders Bondo Christensen (ABC), der stoppede som formand for Lærerne. Samtidig har Anders Bondo Christensen været formand for FK-K, den kommunale del af vores hovedorganisation FH. Både Elisa Rimpler, formand for pædagogerne, og Gordon Ørskov, nyvalgt formand for Lærerne, stillede op som formandskandidater.
Det blev Forhandlingskartellet med undertegnede som formand, der blev tungen på vægtskålen. En af de væsentlige forskelle på, hvad de to formandskandidater stod for var, om vi skulle forhandle kronetillæg eller procentuelle stigninger ved overenskomstforhandlingerne.
Er det så vigtigt? Ja, det sidste giver mest til vores medlemmer i Forhandlingskartellet, og det var vigtigt for os, at vores medlemmer får det bedste. Det var måske ikke med til, at fællesskabsfølelsen var i top, men man må aldrig tage tingene for givet. Og på den anden side affødte det også respekt og satte Forhandlingskartellet på landkortet på en anden måde.
SER FREM TIL SAMARBEJDET Gentofte Kommunalforening glæder sig til at begynde et samarbejde med den nye formand for Lærerne, Gordon Ørskov. Gordon er matematiklærer, det er vel ikke så dårligt, når der er overenskomstforhandling, og har i mange år været med i hovedbestyrelsen i Lærerforeningen. Så det er en formand, der kender til at sidde med i
forhandlinger. Det gør det også lidt nemmere for alle os andre, når nu formandsskiftet sker så tæt på en overenskomstforhandling.
KRAV AFLEVERET HOS KL
Der blev afleveret krav, som vi plejer, denne gang rent digitalt hos KL. Gentofte Kommunalforening sendte ind et par dage før fristen, så vi var sikre på, at kravene var modtaget, og at vi havde fået en kvittering på modtagelsen af kravene.
Datoerne for forhandlingerne er også kommet – denne gang skal vi ikke ind og forhandle i en weekend eller ind over en helligdag - altså som det ser ud lige nu. Men uanset hvad, så skal vi nok være klar.
FORHANDLING SOM VI PLEJER
Vi forhandler, som vi plejer, sammen med vores søsterorganisation Frederiksberg Kommunalforening. Jeg regner med, at det også i år er en styrke, da der er mange nye ansigter rundt om forhandlingsbordet. Der er behov for, at der også er nogle, der kender historikken.
Der er altid en spænding, en forventning, en koncentration omkring overenskomstforhandlingerne, som er helt særegen. Man glæder sig, ønsker at forhandlingerne bliver gode, selvom kasketterne og perspektiverne er forskellige, og man ønsker, at begge parter kommer hjem med en aftale, de er glade for. I forhold til tidligere forhandlinger, har der denne gang været et krav fra Forhandlingsfællesskabet om, at de enkelte organisationer kunne stå igennem en periode med konflikt. Gentofte Kommunalforening kan sætte hak ved denne boks. Når det er sagt, så er det absolut ikke et ønske fra vores side, at det skal nå der til.
OK-18 var nok det nærmeste, Gentofte Kommunalforening nogen siden har været på at komme ud i en konflikt, og det er ikke et mål i sig selv. Det var en periode med usikkerhed om, hvad der skulle og kunne ske. Der skal vi ikke hen igen, hvis det står til bestyrelsen.
Gentofte Kommunalforening håber på hurtige, givtige, men realistiske og konstruktive forhandlinger ved forhandlingsbordet for OK-21.
ET ANDERLEDES EFTERÅR/ ROS TIL KONTORET
Vores efterår har været præget af, at det ikke har været muligt at være ret meget på kontoret. Både Pia, Kim og jeg har arbejdet hjemme, og kontakt har været via telefon og PC. Det har på den måde været et tosset år, men der skal lyder en KÆMPE ros til kontoret, for der er ikke meget, som vi har skullet samle op på. Det har kørt og fungeret, selv om betingelserne ikke har været optimale.
Det er med ro i sindet, at kontoret har kørt, og det har gjort det muligt som formand at bruge tid på nogle af de politiske sager, der har været andre steder.
UDSKUDT GENERALFORSAMLING
Året har været uden afholdelse af generalforsamling, TR-kurser, medlemsmøder, bankospil, pensionistsammenkomster. Vi har hele tiden håbet, at tingene ville ændre sig, men det skulle vise sig at være til den mere restriktive side, og ikke så vi kunne forsamles flere.
Det har været et afsavn, at vi ikke kunne afholde vores sædvanlige arrangementer, og det har været en udfordring, at generalforsamlingen ikke kunne afholdes. Så snart vi må – bliver der indkaldt til generalforsamling, måske bliver det to generalforsamlinger. Én for 2020 og én for 2021 med kort tid i mellem. Det vil tiden vise. Vi gør, hvad vi kan, men sikkerheden for vores medlemmer står øverst på vores liste, og vi tager ingen chancer.
BESTYRELSEN UDFORDRET
Bestyrelsen har også været udfordret af, at de har været hjemsendt i større eller mindre grad. Der har været længere til medlemmerne.
Nogle af de medlemssager, som vi har været inde over gennem året, har mange gange handlet om dårlig kommunikation. Regeringens ”bør” i
stedet for ”skal” udmeldinger har givet en del forviklinger på nogle arbejdspladser.
Jeg vil dog nævne, at vores direktion og borgmester har været gode til at skrive ud til både chef, leder og medarbejdere omkring Covid-19, og HR har stået til rådighed hver gang, der har været spørgsmål. Det har været en kæmpe hjælp, da vi alle sammen har været på noget af en gyngetur.
Bestyrelsen, vores fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og kontoret har været utroligt fleksible for, at vi har kunnet servicere vores medlemmer. Opfindsomheden har været stor, og I skal alle sammen have en kæmpe tak for jeres ekstra indsats. Der er blevet kørt nogle kilometer på den konto, men det har været det hele værd. Telefonerne har også været ekstra åbne i dette år, så vores medlemmer kunne træffe os, når og hvis der opstod et behov. Da en del medlemmer var i en situation, hvor de blev anvist andet arbejde, skulle vi være til rådighed, hvis der var brug for det.

Jeg håber, at vores medlemmer, når de kigger tilbage på året 2020, ser en fagforening, som gjorde deres bedste for, at alle skulle komme så godt igennem dette mærkværdige år som muligt.
TAK
Gentofte Kommunalforening gjorde, hvad der var muligt på det givne tidspunkt, og alle, der har været en del af det, skal have en stor tak for deres indsats.
Jeg vil gerne takke vores interne samarbejdspartnere for et rigtigt godt samarbejde gennem året. Vi stod godt sammen, da krisen ramte, og de åbne døre, vi så ofte taler om, var åbne. Er der sket fejl? Helt sikkert, men vi har gjort vores bedste, og vi har lært noget både hver for sig og sammen.
En stor tak til vores samarbejdspartenere gennem året, FH, Forhandlingsfællesskabet, FK-K, Forhandlingskartellet, KOS, PFA, FTF-A, Interesseforeningen, Arbejdermusset og KL. Vi fik det til at lykkes, uanset om vi har været fire eller 120 til et møde på skærmen. Men jeg glæder mig alligevel til, at vi kan ses rigtigt igen.
Vibeke Bredsdorff Sørensen formand