7 minute read

FORMANDENS

Next Article
LEDER

LEDER

2022 blev et år med mange valg……………

Vi startede i GKF med 2 ekstraordinære generalforsamlinger om, at det fremadrettet også blev en mulighed med enten en hel eller delvis digital generalforsamling, hvis der f.eks. kom et forsamlingsforbud igen. Det er en god fremtidssikring af Gentofte Kommunalforening, og vi kan dermed sikre, at driften kan opretholdes, selvom vi ikke kan samles fysisk.

Gentofte Kommune fik også 2 nye direktører. For Klima, Miljø og Teknik fik vi Marie Louise Madsen, og for Økonomi og Digitalisering fik vi Mikkel Solgaard Bojsen-Møller. Velkommen til dem begge to og Gentofte Kommunalforening kan kun sige, at vi har oplevet et godt og konstruktivt samarbejde med begge nye direktører.

Kursus for tillidsrepræsentanterne var det endeligt muligt at gennemføre fysisk i år, og det var nogle udbytterige dage vi havde på Bautahøj i Jægerspris. Der var dejligt at have alle tillidsrepræsentanterne samlet, så vi kunne blive klogere sammen i undervisningen, og der var mulighed for også at blive rystet sammen via den quiz, som var lavet til om aftenen. Tak for et super fint engagement til alle deltagerne.

Også et fælles kursus for fælles- og tillidsrepræsentanterne hos FKF – Frederiksberg Kommunalforening og Gentofte Kommunalforening. Her var det medlemmerne og medlemshvervning, der var i fokus. En udbytterig dag, hvor der også var mulighed for at netværke mellem vores tillidsvalgte.

Forhandling er noget af det, som Gentofte Kommunalforening bruger rigtigt meget tid på, hvad enten det er lønforhandlinger eller forhandlinger om ansættelse eller afsked. Derfor er det også vigtigt, at vores forhandlere er ”klædt på” på bedste vis. Der har været 5 af sted på forhandleruddannelsen hos Søren Viemose, som af mange betragtes som førende indenfor forhandling. Det er en rigtig god investering både på den korte og den lange bane.

I det nordiske samarbejde mellem fagforeningerne var der for første gang i 3 år også mulighed for at samles, og denne gang var vi 120 personer i Gøteborg. Vi var 3 af sted med toget til nogle gode, lange dage med et meget spændende indhold om, hvordan man tackler hjemmearbejde, free seeting, distanceledelse, og hvordan man kigger på de forskellige problemstillinger, som følger med disser nye arbejdsformer.

Arbejdsmiljøorganisationerne i henholdsvis Norge og Sverige har fundet ud af, at der mange, der ikke trives, når der ikke er en fast plads at møde ind til. At det faktisk kan være et rekrutteringsmiddel at møde ind på en fast plads, hvor den enkelte møder sine kolleger hver dag. Og hvordan det at møde ind var med til, at det var nemmere både ledelsesmæssigt og socialt for såvel ledere som medarbejdere. Dette var jo ret interessant i forhold til, at Gentofte Kommune netop nu er i gang med at se på og indrette fremtidens arbejdspladser mere fleksibelt, end de har været hidtil.

Der er ingen tvivl om, at hjemmearbejde som mulighed er kommet for at blive, men der er mange uafklarede ting, som der skal tages stilling til; skal medarbejderne have kompensation for brug af el? Skal man som medarbejder have udleveret bord og stol hjemme hos sig selv ? Og kan man sige nej til det ? Hvad hvis man falder derhjemme eller får en rygskade af at sidde på en forkert stol? Er det så arbejdsskader? Skal arbejdstilsynet have adgang til dit hjem – og hvis de finder noget, som de ikke synes er godt for dig – skal du så følge deres påbud eller må du bo som du gerne vil? Der er så mange problematikker, som der kan findes ud af, før jeg tænker, at hjemmearbejde er mindre uproblematisk, end det er nu. Men Gentofte Kommunalforening er meget opmærksom på ovenstående.

I FH – vores hovedorganisation - var der kongres i år den 31/10 og den 1/11 2022. Lizette Risgaard blev genvalgt som formand for hovedorganisationen uden modkandidat. Da FTF og LO blev lagt sammen til FH, var der 1 formand Lizette Risgaard og 6 næstformand.

2 fra FTF: Bente Sorgenfrey og Majbrit Berlau, og 4 fra LO: Arne Grevsen, Einer Holst, Nanna Højlund og Morten Skov. Ved denne kongres var Arne Grevsen, Einar Holst fratrådt grundet pension. Majbrit Berlau var fratrådt, da hun havde fået andet job, og Bente Sorgenfrey meddelte inden kongressen, at hun også ville gå på pension. Dette gjorde, at FH besluttede at indstille til kongressen, at der fremover kun blev 2 næstformænd i stedet for 6.

Så de to nye næstformænd blev Nanna Højlund og Morten Skov. Begge to er nogle, som Gentofte Kommunalforening har et rigtigt godt samarbejde med. Og den nye ordning med 2 næstformænd giver også langt bedre mening.

Dog var det et vemodigt farvel til Bente Sorgenfrey, som var min første og sidste formand i FTF. Bente Sorgenfrey har været en forkæmper for, at de faglige organisationer fik en stemme uanset størrelse. Vores identitet som fagligorganisation var vigtig at holde fast i. Gentofte Kommunalforening har ikke altid været enig med Bente Sorgenfrey, men hendes dør har været åben, og der er blevet lyttet til os – det har vi været meget glade for gennem årene.

I forbindelse med Kongressen blev jeg/Gentofte Kommunalforening opfordret til at stille op til Hovedbestyrelsen i FH. Der skulle lige en lille mellemregning til, før det blev et ja fra min side til at stille op som kandidat. Der var 11 kandidater til 9 pladser. 2 kandidater trak deres kandidatur og bakkede op om min opstilling. Det skal de have stor tak for og tak for tilliden. Så Gentofte Kommunalforening har nu fået en plads i FH’s Hovedbestyrelse.

Det store og gennemgående tema på FH’s Kongres var og er: Medlemshvervning – fagbevægelsen mangler medlemmer og har brug for flere og nye medlemmer, hvis vi stadig skal have en relevans som samarbejdspartner for DA - Dansk Arbejdsgiverforening, KL – Kommunernes landsforening og politikerne på Christiansborg.

I bestyrelsen har vores fokus også været på medlemshvervning. Det er alfa og omga, at der kan komme flere medlemmer ind i Gentofte Kommunalforening. Hvad skal der til for, at flere har lyst til, at være en del af fællesskabet?

I øjeblikket bliver der kigget mere på forringelser af de nuværende overenskomster, end der kigges på forbedringer. De sidste 3 overenskomster har der været talt om betalt frokost, tillæg og løn. Og ikke alle kom i mål med deres lønønsker ved sidste overenskomst, og der er stadig en del, som er uafklaret.

Der blev nedsat en Lønkommission til at kigge på de offentlige lønninger siden 1969. Arbejdet blev desværre sat i stå, da der blev udskrevet valg til Folketinget. Det var super ærgerligt, da vi alle i fagbevægelsen har en interesse i, at spørgsmålene var besvaret, og der var fundet en løsnings på hængepartierne, inden vi skal i gang med OK24.

At det så yderligere tog så lang tid, før der blev dannet en ny regering, gjorde, at overenskomsterne på det private arbejdsmarked blev startet op, så nu afventer Lønkommisionen afslutningen af disse forhandlinger, før den starter sit arbejde igen. Det vil sige, at det er realistisk, at arbejdet går fuldt i gang efter sommerferien 2023.

Det giver nogle problemer i, at vi skal aflevere vores krav i november 2023, og hvis Lønkommissionen ikke er færdig, så vil der være nogle uafklarede punkter fra OK21, som måske kommer ind i OK24. Gentofte Kommunalforening håber inderligt, at Lønkommissionen kommer i mål med et resultat, så alle parter kan komme videre og få en frisk start på OK 24.

I samarbejdet i KOS og i Forhandlingskartellet blev det til et genvalg til formandsposterne for mig personligt og Gentofte Kommunalforening. Der er ingen tvivl om, at jeg er stolt af, Gentofte Kommunalforening igen har fået tilliden til at stå i spidsen for henholdsvis KOS og Forhandlingskartellet. Tak for tilliden.

Det har også været vores første år i OAO valggruppen, og det har været et godt år. Vi har fået en fin service og blevet mødt med en stor hjælpsomhed af hele sekretariatet. Det samme gælder vores samarbejde med formanden Lene Roed. Så det var et godt skifte, som blev foretaget 1/1 2022.

Vi skulle have haft vores første sociale arrangement den 1/11 2022 - vores bankospil, som vi havde glædet os til. Der plejer altid at være en god stemning, og det bliver en hyggelig aften. Desværre blev det forpurret af et valg til Folketinget på netop denne dag, så bankospillet måtte vige pladsen og blive flyttet til først i det nye år.

Til gengæld var det for første gang i 3 år muligt at afholde vores arrangement for pensionisterne. Gensynsglæden var stor, og da vi så også var så heldige, at hele 2 borgmestre kom og hilste på, henholdsvis Michael Fenger og Birthe Phillip samt vores kommunaldirektør Torben Frølich, så blev det ikke meget bedre. Lidt sjovt, da Birthe Phillip også er æresmedlem og har stiftet et legat til medarbejderne, der uddeles via Gentofte Kommunalforening.

Da regeringen endelig blev dannet efter 45 dages forhandlinger, så var der i regeringens udspil en besked om, at regeringen havde tænkt sig at fjerne St. Bededag og lave helligdagen om til en almindelig arbejdsdag.

Det er en helligdag, som arbejdstagerne har haft siden 1670. En dag, hvor mange konfirmationer er placeret, hvor mange danskere stadig spiser varme hveder, og hvor mange har mulighed for at være sammen med deres familier.

Det er ikke noget, som Gentofte Kommunalforening på nogen måde bakker op om - tværtimod. Det er ikke ok at gå ind og røre ved de få helligdage, som vi har tilbage i Danmark.

Og det er heller ikke noget, der gavner noget som helst at blive sat på dagsordenen lige op til en overenskomstforhandling. Godt nok på det private område men det kommer jo også til vores overenskomst i 2024, med mindre forslaget bliver trukket tilbage.

Det giver ikke mening, at vi skal kunne holde længere på arbejdsmarkedet, og så bliver en af de få muligheden for at få flere kræfter og lade op, taget fra dem, som er på arbejdsmarkedet. Det er absolut en ommer.

Et andet tiltag, som en af vores regeringer i 2022 kom med, var at varmen skulle sænkes til 19 grader på offentlige arbejdspladser, hvor der ikke var små børn eller sårbare mennesker såsom på hospitaler og plejehjem. Det gjorde, at vi som medarbejdere fandt de uldne trøjer frem, og Gentofte Kommune købte tæpper ind for at afhjælpe problemet. Nogle tænkte kreativt og fik strikket halvhandsker til at tage kulden, men alt i alt har der ikke været mange klager over ændringen, som jo var et vilkår Gentofte

Kommune kun kunne rette ind efter.

Nu står 2023 for døren, og vi er i Gentofte Kommunalforening klar til at komme videre med både opgaver, som strækker sig fra 2022 og ind i 2023 og de helt nye, som vi vil møde i 2023.

Jeg vil gerne på Gentofte Kommunalforening og egne vegne sige en stor tak til alle vores samarbejdspartnere, som vi har haft gennem 2022. Både vores interne og alle de eksterne som vi møder i vores hverdag; vores søster organisation Frederiksberg Kommunalforening, Forhandlingskartellet, OAO, FH, NTR, PFA, FTF-A, TJM, Interesseforeningen og

Forbrugsforeningen. Alle som en er de med til at udvikle og gøre en positiv forskel for vores medlemmer i deres hverdag. Det er en fornøjelse, at arbejde sammen med jer.

Så tak og farvel til 2022 og goddag til 2023.

This article is from: