GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur

nr. 3 / juni 2014 – 76. årgang

magasin for mindretal, sprog og kultur

AT SPEJLE DET NÆRE I DET STORE

PORTRÆT AF METTE BOCK

ET UKRAINSK DYBBØL? KARSTEN FLEDELIUS SAMMENLIGNER

2

nr. 3 / juni 2014

INDHOLD PORTRÆT AF GRÆNSEFORENINGENS NYE FORMAND Mette Bock fra Liberal Alliance er Grænseforeningens nye formand. Foreningen står således med en formand inden for Christiansborgs mure, hvor de store beslutninger tages, men kan man godt sådan skifte kasketter løbende – politisk aktiv, apolitisk formand?

GRÆNSEN tegner et portræt.

SIDE 14

FRA DYBBØL TIL KRIM OG DONETSK

Situationen på Krim ligner i uhyggelig grad hændelserne i Danmark i 1864. Lektor Karsten Fledelius skriver om lighederne og frygter, at vi bevæger os mod et ukrainsk Dybbøl.

Men en diplomatisk løsning med et mindre, vestvendt Ukraine er også stadig en mulighed.

SIDE 4

SYDSLESVIG I VÆLTEN De seneste måneder har der været premiere på et par større kunstneriske projekter om Sydslesvig. Forfatteren Egon Clausen har udgivet bogen “I grænselandet – rejsebreve fra Sydslesvig”, og dokumentarfilmen “De glemte danskere” har haft premiere på DR. GRÆNSEN anmelder begge.

SIDE 22 OG 24

LÆS OGSÅ SIDE 12 NYT FRA POLITIKKENS VERDEN SIDE 20 NYT FRA EUROPA SIDE 28 1864. SØNNER AF DE SLAGNE SIDE 30 GLEM IKKE

WWW.GRÆNSEN.DK

NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

nr. 3 / juni 2014

LEDER

DET HANDLER OM MENNESKER Af Mette Bock, formand

Tak for den overvældende opbakning, jeg fik som ny formand for Grænseforeningen. Det er en ære og en opgave, som jeg med stor glæde påtager mig.

For der er noget vigtigt på spil!

Da jeg kom træt og glad hjem fra Sendemandmødet i Vingsted, fladede jeg ud på sofaen over et afsnit af den pragtfulde engelske tv-serie Downton Abbey. Pludselig siger den kloge svigersøn en bemærkning, der har rumsteret i mit hoved siden: Jeg interesserer mig ikke for institutioner – men for mennesker!

Det er som talt ud af mit hjerte. Vi har naturligvis brug for institutioner og organisationer som gode og understøttende rammer. Men netop kun som rammer.

Jeg har i mange år beskæftiget mig med journalistik og ved, at hvis man vil finde de interessante, spændende og udfordrende historier, skal man ikke kigge mod institutionerne, men opsøge menneskene. Min far, der var historiker, sagde altid, at hvis man søger nøglen til at forstå og fortolke historien, skal man prøve at finde ud af, hvem der kunne lide hinanden og formåede at samarbejde – og hvem der bekæmpede hinanden. Det er ikke institutionerne, men relationer mellem levende mennesker, der kan forklare stort set alle historiske begivenheder. Om det går godt eller skidt, om det vækster eller visner. Nord for grænsen, syd for grænsen, på tværs af grænser.

Sådan er det i det store og i det små. Institutioner er egentlig bedst, når vi ikke rigtig mærker dem, men kan koncentrere os om det levede liv.

Grænseforeningen skal som organisation være en god og understøttende ramme for alle, der er optaget af foreningens formål: At støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. For i Grænseforeningen arbejder vi for en åben danskhed. Stærkere kan det ikke formuleres.

En af de første opgaver, vi sammen skal tage fat på, er at formulere Grænseforeningens politiske strategi for de kommende fem år. Det lyder kompliceret, men handler såmænd blot om at få fastlagt retning, pejlemærker og prioritering af opgaver, så vi kan åbne flere menneskers

øjne for, at der er noget vigtigt på spil og en sag at kæmpe for. Men sådan en strategi risikerer nemt at ende sit liv som et stykke glittet papir i en skrivebordsskuffe, der kun ser lyset ved festlige lejligheder og ellers bare samler støv.

I umiddelbar forlængelse af Sendemandsmødet holdt vi det første møde i den nyvalgte bestyrelse, og vi er enige om, at så mange som muligt skal inddrages i diskussionen om de kommende års pejlemærker. Strategien skal ligge klar, inden vi træder ind i 2015.

Jeg vil derfor opfordre alle til at tænke over, hvad I finder vigtigt. Hvor skal vi tænke nyt, hvad skal der være

Det er ikke institutionerne, men relationer mellem levende mennesker, der kan forklare stort set alle historiske begivenheder. Om det går godt eller skidt, om det vækster eller visner mere eller mindre af? Ude i lokalforeningerne, hvor planlægningen af efterårets aktiviteter sikkert allerede er i fuld gang, må I meget gerne afsætte tid til et par timers debat på et medlemsmøde i efteråret. Vi skal nok udsende et debatoplæg. Jeg er sikker på, at I kan yde vigtige bidrag, når kursen skal sættes, så vi i de kommende år kan koncentrere os om det væsentlige: Mødet mellem mennesker, der vil hinanden og det danske – også på tværs af grænsen. Det er det, der skal bære. Det er her, det vigtige sker.

3

4

nr. 3 / juni 2014

ET U

KRA I N DYBBØL? SK

Situationen på Krim ligner i uhyggelig grad hændelserne i Danmark i 1864. Karsten Fledelius skriver om lighederne og frygter, at vi bevæger os mod et ukrainsk Dybbøl. Men en diplomatisk løsning med et mindre, vestvendt Ukraine er også stadig en mulighed.

Hvad har Sortehavs-halvøen Krim at gøre med tabet af Sønderjylland for 150 år siden?

Mere end man skulle tro.

For det første minder striden mellem Ukraine og Rusland om Krim og det østlige Ukraine faktisk en del om striden mellem Danmark og Tyskland om de med Danmark forbundne hertugdømmer Slesvig og Holsten. Krim kan sammenlignes med Holsten.

Halvøen havde været en russisk besiddelse i 170 år, da den af en russisk leder, uden at spørge befolkningen, blev overdraget nabostaten Ukraine. Det spillede ikke den store rolle, at Ukraine også var en del af Rusland og rent faktisk blev regeret på russisk.

Holsten fik fælles hersker med Danmark i 1460, sammen med Slesvig, da kong Christian I arvede hertugdømmerne fra sin holstenske onkel Adolf. Formelt var Holsten en del af det Tyske Rige, Slesvig af det Danske Rige. Det Tyske Rige opløstes i 1806, som Sovjetunionen i 1991. Men hvor Holsten ikke blev formelt indlemmet i Danmarks Rige i 1806, blev Krim bekræftet som en del af Ukraine i 1992, endda ved en folkeafstemning og med et garanteret hjemmestyre.

Flertallet af den tysktalende befolkning i Holsten var længe loyalt over for Danmark, således som flertallet af den russisktalende befolkning i Ukraine, også på Krim, ifølge meningsmålingerne har været loyale over for Ukraine lige indtil begyndelsen af dette

Foto: Scanpix

Af Karsten Fledelius

år. Det er blandt andet den aggressive sprogpolitik hos de ukrainske oprørere, som tog magten i Kiev i slutningen af februar i år, og som gav sig udtryk i, at man ophævede den sproglov, som havde ligestillet russisk med ukrainsk i områder

nr. 3 / juni 2014

5

Ukrainsk vagt tæt på den russiske grænse i Kharkiv.

Lektor Karsten Fledelius ser mange paralleller mellem Bismarck og Putin.

med et stort mindretal eller flertal af russisktalende. Den nye, midlertidige præsident nægtede at underskrive ophævelsen, men skaden var sket og blev signalet til det oprør på Krim, som førte til halvøens løsrivelse fra Ukraine og (gen)forening

med Rusland, og som siden har bredt sig til store dele af det østlige og sydlige Ukraine med store russisktalende befolkningsgrupper.

FRA SLESVIG TIL UKRAINE: SPROG OG KULTUR

Forholdet mellem russisk og ukrainsk er næsten som mellem dansk og tysk. Og som det var tilfældet i det dansk-slesvig-holstenske monarki, havde man gennemgående

6

nr. 3 / juni 2014

samme religion, selv om man var organiseret i forskellige kirkesamfund. Men lige som tilfældet med Sønderjylland er der tale om en konflikt mellem brugere af et “verdenssprog”, russisk (analogt med tysk), over for brugere af et mindre sprog, ukrainsk (analogt med dansk), som kæmper for sin status som nationalsprog og selvstændig kulturbærer.

I tilfældet Sønderjylland/Slesvig førte de tysktalendes udfordring af monarkiets daværende “forfatning” som bekendt til treårskrigen 1848-51, som formelt førte situationen tilbage til før krigen, men reelt underkastede både danskere og slesvigholstenere sig nogle traktatlige forpligtelser – i dansk debat ofte betegnet “Den europæiske Nødvendighed” – som Danmark ensidigt frigjorde sig fra i slutningen af 1863. Kong Christian IX’s underskrivelse kort efter sin tronbestigelse af den såkaldte Novemberforfatning, en fællesforfatning for Danmark og Slesvig under udelukkelse af Holsten, blev det signal som udløste krigen i 1864.

militær intervention, hvis denne stat ikke trak sin støtte til de slesvig-holstenske oprørere tilbage, og det gjorde det muligt for den danske hær at besejre dem i det blodige slag ved Isted i 1850. Det blev også i høj grad Rusland, som dikterede den ordning af hertugdømmernes forhold, herunder den glyksborgske tronfølge for alle det danske monarkis dele, som blev resultatet af treårskrigen.

Nederlaget i Krimkrigen 1853-56 svækkede Rusland afgørende og blottede dets indre svagheder. Samtidig irriterede de danske nationalliberales Ejder-danske

ved ekspansion i Asien og Kaukasus.

Putins negative holdning til det folkelige oprør i Kiev og dets manglende hensyn til russiske interesser har meget tilfælles med den daværende russiske regerings holdning.

FØLELSERNE OMKRING KRIM

Men også på et andet punkt er Krimkrisen 2014 beslægtet med den slesvigske situation. De følelser, der fra russisk side næres i forhold til halvøen Krim, minder meget om de Ejder-danske holdninger.

Engang var Rusland og Ukraine den samme stat, med hovedstad i Kiev. Mongolerne i 1200-tallet gjorde kål på denne enhed – i øvrigt det samme århundrede, hvor Slesvig kom under holstensk herredømme.

Krim er det sted, hvor fyrst Vladimir den Hellige af Kiev i 988 blev døbt og ægtede en byzantinsk prinsesse – en begivenhed, som det ateistiske Sovjetunionen i 1988 fejrede som landets optagelse i “det europæiske hus”. For Putin, som har samme Vladimir som navnehelgen (han blev faktisk døbt som barn), er Krim symbolet på den russiske, kristne identitet, og halvøen indtager i mange russeres bevidsthed præcis den samme rolle som Slesvig med Dannevirke. Krim, som gennem århundreder havde været under tyrkisk herredømme, blev generobret og annekteret af Rusland i 1783, og hårdnakket forsvaret af dette både i 1854-56 og under Anden Verdenskrig. Af Sovjetunionens 13 byer med heltestatus fra Anden Verdenskrig ligger faktisk de to på Krim, hhv.

Sevastopol i halvøens sydvestlige ende og Kertj i den østlige.

Putin har ramt helt rigtigt over for en stor del af den russiske befolkning, som

I dette spil kan de mindre nationalstater uhyggelig let komme til kort. Som vi gjorde i 1864

FRA TREÅRSKRIGEN TIL 1864

Der er flere grunde til, at Danmark kunne holde skansen mod tyskerne i 1850, men ikke i 1864. En af de vigtigste var Rusland.

I begge krige var Preussen den stærkeste aktør fra tysk side. Men den russiske zar Nikolaj I var modstander af folkelige revolutioner og i øvrigt positivt indstillet over for Danmark, hvis tronfølger Christian af Glyksborg havde gjort et godt indtryk ved fejringen af zarens sølvbryllup i 1842. Rusland, som dengang var Europas stærkeste militærmagt, truede følgelig under Treårskrigen Preussen med

politik det stabilitetsorienterede Rusland.

Den københavnske dannede offentligheds åbent udtalte sympati for den polske rejsning mod Rusland i 1863 og kritikken af dens hårdhændede nedkæmpelse svækkede yderligere sympatien for den danske sag i St. Petersborg. Dertil kom, at Preussen havde fået en ny leder, Otto von Bismarck, som tidligere havde været gesandt i St. Petersborg og set betydningen af at have Rusland på plads, hvis Preussen ville gribe ind i hertugdømmerne. Da den danske regering så yderligere med Novemberforfatningen brød med en international aftale, var tålmodigheden opbrugt fra russisk side, i en situation, hvor landet i øvrigt selv arbejdede på at genoprette sin internationale prestige

ser Sortehavet som Ruslands Ejderflod, og Krim som dets Dannevirke. Mange har reageret på halvøens snuptags-indlemmelse i Rusland på samme måde, som man i Danmark i 1920 sang: “En røvet datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage!” At dette så i Krims tilfælde er en ren konstruktion, da halvøen under ukrainsk overhøjhed har haft et tolerant og ret velfungerende, hovedsagelig russisksproget selvstyre, er en anden sag.

GRÆNSEFLYTNINGENS FRISTELSE

Situationen kunne minde om, hvad den danske statsminister Knud Kristensen havde haft lyst til at gøre i 1945-46, benytte Tysklands nederlag og opløsning til at “bringe Flensborg hjem”, evt. også resten af Mellemslesvig. Men flertallet af den danske regering holdt sig, lige som i øvrigt også tidligere Hitlers Tyskland, til den grænse, som blev fastlagt ved folkeafstemningen i 1920. Og som har skabt en af det moderne Europas mest stabile grænser.

Det forstemmende ved Krim-annekteringen er, at folkeafstemningen foregik helt modsat den i Slesvig i 1920. Den var ikke “fair and free”, den blev fremskyndet flere gange, og der var ikke mulighed for at stemme for en fortsættelse af de hidtidige forhold. Det er ikke nok, at over 50% af Krims beboere har været registreret som russisktalende – som vi ved fra vort grænseland, behøver sprog og nationalt tilhørsforhold ikke at være identisk.

Faktisk synes Krim-afstemningens utilstrækkelige form at være motiveret af, at meningsmålinger så sent som omkring årsskiftet pegede på et lille flertal på Krim for den hidtidige ordning med lokalt selvstyre inden for rammerne af Ukraine.

Den forhastede og ikke internationalt overvågede folkeafstemning på Krim førte til en uafhængighedserklæring samt

7

Foto: Wikimedia Commons

nr. 3 / juni 2014

ansøgning til Rusland om optagelse i den Russiske Halvøen Krim set med satellitfoto.

Føderation. Et døgn var Krim en selverklæret suveræn stat, inden den velvilligt blev optaget i sit nye moderland. Det rings politik i forhold til de tyske stater hele bar præg af, at nu skulle momentum omkring årsskiftet 1863/64 i erindring. udnyttes og mulighedens vindue bruges, EN NY BISMARCK? mens det stadig stod på vid gab.

Den nye regering i Ukraine havde i starten FRA KRIM TIL ØSTUKRAINE tilsyneladende det meste af den vestlige verdens opbakning. Men når det kom til Siden har presset mod det øvrige østlige stykket, ville hverken USA, EU eller NATO og sydlige Ukraine, med troppekoncentrationer bag grænsen og støtte til lokale give mere end moralsk og økonomisk støtte til det nye, vestvendte regime i Kiev. pro-russiske paramilitære enheder, Og over for sig har dette en modstander, været med til at få verdensoffentlighesom mere og mere minder om Danmarks dens opmærksomhed væk fra Krim til hovedmodstander i 1864, den preussiske fordel for den langt større risiko for en premierminister Otto von Bismarck – borgerkrig på det ukrainske fastland.

Måske havde det været værd at ofre mere præsident Vladimir Putin. Som Bismarck har Putin vist sig som ekspert i at se og opmærksomhed på de meget uheldige udnytte sine modstanderes svagheder og konsekvenser for halvøens befolkning, uenigheder og i at udnytte og kontrollere den forhastede indlemmelse i det langt sit eget lands medier. Mange har undermere bureaukratiske Rusland har medvurderet Putin, som man engang underført. Godt nok har Krim kun været en vurderede Bismarck. Og det har faktisk vist del af Ukraine i 60 år. Men ikke mindst siden kommunismens fald for over 20 år sig at blive en del af deres politiske kapital.

Begge ledere fører nøje regnskab med siden har udviklingen i lovsystemerne i de to lande været temmelig forskellig. Og modstandernes manglende eller utilstrækforsyningsmæssigt har Krim hidtil været kelige overholdelse af indgåede aftaler og er hurtige til at bruge det som retfærdigdybt afhængig af det nære Ukraine, som gørelse for ikke selv at overholde tidligere halvøen er landfast med, mens et sund udmeldinger og forpligtelser. Hvad der har adskiller Krim fra den nærmeste del af kunnet holde dem tilbage fra at gå videre, er Rusland. ene og alene en fornuftsmæssig kalkulation Det sidste kan naturligvis ændre sig. af, hvad der kan betale sig og hvad ikke. MeHvis urolighederne i det østlige og sydlige Ukraine er forspillet til nye annekte- get tyder på, at Putin i lighed med Bismarck er en nationalkonservativ realpolitiker, ringer, kan der blive skabt direkte landsom i høj grad spiller på identitet og kultur forbindelse mellem det område, som de som redskaber, men samtidig forsøger at pro-russiske propagandisters allierede stille de store økonomiske aktører tilfreds. (med en betegnelse fra zar-tiden) kalder For begge ledere er revolutioner noget møg, “Nova Rossija”, Ny-Rusland. Presset er mens iscenesatte og velstyrede medieopestort på den nye regering i Kiev, som i slutningen af februar førte en hasarderet rationer og magtdemonstrationer er fuldt legitime midler. politik, som bringer den danske rege-

8

nr. 3 / juni 2014

En ung mand holder tale 3. marts 2014 i Simferopol på Krim foran Lenin-statuen.

Den midlertidige præsident i Kiev, Oleksandr V. Turtjynov, synes at have forstået disse mekanismer bedre end den ulyksalige D.G. Monrad i 1864. Turtjynov forsøgte at gyde olie på vandene først ved at nægte at underskrive annulleringen af sprogloven, derefter ved at åbne mulighed for en hel eller delvis føderalisering af Ukraine, så snart der har været præsidentog parlamentsvalg. Principielt anerkender regeringen i Kiev ikke, at Krim er blevet del af Rusland, men den har først og fremmest blikket rettet mod truslen fra det østlige

Ukraine, hvor bevæbnede grupper, nogle af dem fra Krim, siden har grebet magten efter Krim-modellen og efter uautoriserede folkeafstemninger den 11. maj allerede dagen efter udråbt to nye “selvstændige” republikker: “Donetsk-folkerepublikken” og “Lukjansk-folkerepublikken”, med eget flag, som ligner det russiske, bortset fra, at den øverste hvide stribe er udskiftet med en sort! “Donetsk-folkerepublikken” har allerede markeret sig internationalt ved at proklamere indrejseforbud for fire vestlige toppolitikere, USA’s præsident

Barack Obama, Tysklands forbundskansler Angela Merkel, Englands premierminister David Cameron og EU’s “udenrigsminister” Catherine Ashton – unægtelig et trodsigt og aggressivt “svar” på vestlige staters og organisationernes indrejseforbud og andre sanktioner mod en række navngivne ukrainere og russere tæt på Janukovitj og Putin – men karakteristisk nok ikke Putin selv.

EN SLESVIGSK LØSNINGSMODEL?

Det dilemma, der nu stiller sig for de ukrainske politikere, er, om de skal

nr. 3 / juni 2014

9

I konflikten mellem de to broder- og nabofolk er der dukket toner af civilisationskamp og “hellig krig” op

Foto: Gregor Fischer / Demotix / Scanpix

bemærke, at netop folkeafstemningen om Sønderjylland i 1920 foregik under allieret militær kontrol. Hvis afstemningerne i de dele af Ukraine, hvor bevæbnede pro-russiske enheder allerede har taget magten, skal have nogen som helst rimelighed, skal disse enheder afvæbnes og de pågældende områder sættes under troværdig international kontrol. Ellers bliver afstemningerne en gentagelse af Østrigs Anschluss til Tyskland i 1938, som foregik efter tyske styrkers indmarch, og som i øvrigt gav stemmetal på mellem 99 og 100 % for indlemmelse i “Stortyskland”.

forholde sig offensivt eller defensivt, og hvad de kan få ud af disse alternativer.

Den mindst ringe løsning ville være en international konference, hvor man enten bevarede Ukraine (uden Krim) som en overordnet stat med en føderal struktur eller enedes om internationalt overvågede regulære folkeafstemninger, som gav områder i det østlige og sydlige Ukraine mulighed for at træffe bestemmelse om deres fremtid. Med andre ord en gentagelse af Slesvig i 1920.

I den forbindelse er det dog værd at

DET TYSKE SPØGELSE

Præsident Putin er blevet rasende, når vestlige statsmænd som den polske og den spanske udenrigsminister har sammenlignet hans Ukraine-politik med Hitlers ekspansionspolitik i 1938. Han ville nok hellere sammenlignes med Bismarck. For dennes indflydelsesrige rolle i verdenspolitikken fra 1863 til 1890 svarer nok meget godt til Putins billede af en genfødt og alment respekteret og frygtet russisk stormagt, der hviler på en kombination af diplomatisk, økonomisk, militær og moralsk styrke. Ganske som det Tyskland, Bismarck skabte.

Hvilke valg levner det den svagere nabostat Ukraine? Hvis den skal bevare mest muligt af sit territorium, må den tilpasse sig Ruslands interesser, uanset hvor lidt den formelt er forpligtet til det.

Den vil blive en lydstat, lidt som ØstrigUngarn blev det i forhold til Tyskland efter sit nederlag i 1866. Rusland har store økonomiske og strategiske interes-

ser i Ukraine, dels olie- og gastransitten til Centraleuropa, dels den våbenindustri i Østukraine, som først og fremmest betjener Rusland. Idéen for Putin med at få Ukraine med i hans “eurasiske toldunion” var netop at sikre Ukraines totale afhængighed af Rusland – det der formentlig var blevet resultatet, hvis det dansk-slesvigholstensk-lauenburgske monarki i sin helhed var blevet en del af den nordtyske toldunion, som lededes af Preussen.

Putin tænker som Bismarck i toldunioner, derfor skulle Ukraine efter hans mening ikke associeres (og senere måske forenes) med EU, Europas nye stormagt, men med den toldunion, som de sidste år har forenet Rusland med Hviderusland, Kazakhstan og senest Armenien. Det var denne vision, oprørerne på Majdan i Kiev vendte sig imod.

Alternativet for Ukraine kan være, efter en kortere eller længere konflikt eller ligefrem krig, at acceptere tabet af en større del af Ukraine, men til gengæld opnå større udenrigspolitisk handlefrihed og etnisk homogenitet. Altså lidt det som blev resultatet for Danmark af 1864.

NABO TIL EN STORMAGT

Ukraines grundvilkår forbliver imidlertid det samme som Danmarks: Selvom Ukraine selv uden Krim er det største land målt i areal, som alene ligger inden for Europas grænser (det er således større end Frankrig), ligger det i skyggen af klodens største sammenhængende land, Rusland, som det tilmed har et nært kulturelt, religiøst og sprogligt fællesskab med. Meget parallelt til Danmarks forhold til Tyskland. De ukrainske nationalisters modvilje mod “russiskhed” har mange træk, som minder om de danske

10

nr. 3 / juni 2014

anti-tyske strømninger i 1800-tallet. De dæmoniserer “det russiske”, ganske som man i 1800-tallet i Danmark dæmoniserede “det tyske”. På den anden side ligger der i russiske geopolitikeres, kirkefolks og politikeres øjne en opfattelse af, at ukrainerne ved at vende sig mod vesten “forråder” nationernes fælles oprindelse og arv. I konflikten mellem de to broder- og nabofolk er der dukket toner af civilisationskamp og “hellig krig” op – dels kampen for det ukrainske sprogs ligeberettigelse som kultursprog med det hidtil dominerende, og internationale, russiske, dels den stigende skepsis over for den “liberalt-vestlige livsform”, som har bredt sig i intellektuelle kredse i Rusland. Disse tendenser er blevet stærkere efter den såkaldte “orange revolution” i Ukraine i 2004-5. Da lykkedes det en folkelig opstand ledet af den karismatiske politiker Julija Tymosjenko at afsætte den samme Janukovitj og give Ukraine en ny regering, som sikrede landet en vis bevægelsesfrihed i forhold til Rusland.

Men uenighed lammede snart ukrainsk politik på samme måde som dansk politik i 1850’erne og 1860’erne, og ved præsidentvalget i 2010 kom Janukovitj til magten igen og indledte en stigende tilnærmelse til Rusland, som landet stadig stod i et økonomisk afhængighedsforhold til. Samtidig brugte den nye præsident retsvæsnet til at sætte sin farligste politiske modspiller i Ukraine, Julija Tymosjenko, og flere andre centrale medlemmer af den “vestvendte” opposition ud af spillet. Dette kombineret med stigende korruption og økonomisk griskhed

fra kredsen omkring præsidenten bragte harmen i store dele af befolkningen til at koge over.

FRA REFORMKAMP TIL OVERLEVELSESKAMP

Hvad der startede som en kamp for et velfungerende demokrati, som var fælles for de fleste ukrainere, ukrainsktalende som russisktalende, er altså nu endt som en nationalistisk konflikt mellem en stormagt og dens mindre nabo – en nabo, som tidligere har hørt under stormagten og stadig rummer store befolkningsgrupper af samme nationalitet som dens dominerende befolkning. Ukraines politiske ledelse var under novemberkri-

danske øverstkommanderende som trak sine styrker væk fra Dannevirke i februar 1864), altså som en mand, der forstod, at en kamp om Sevastopol ville have ført til et blodbad og tabet af nogle af Ukraines mest loyale styrker. Nu er spørgsmålet, om vi bevæger os mod et ukrainsk Dybbøl, eller om man vil kunne finde en diplomatisk løsning inden. En aftale som muligvis kunne indebære en delvis ukrainsk anerkendelse af de østukrainske løsrivelsesrepublikker.

DE DIPLOMATISKE MULIGHEDER

Danmark stod ikke helt isoleret i april 1864, før Dybbøl. Det gør Ukraine heller ikke i dag. Og hvis valget i maj fører til valget af en mere demokratisk præsident og regering, er noget vundet. Men det er som i 1864 meget begrænset, hvor meget støtte Ukraine kan hente fra sine venner i vesten – de har trods alt interesser, som går væsentligt ud over Ukraines territoriale og politiske skæbne. Et mindre, vestvendt Ukraine vil formentlig i højere grad være i de fleste “vestmagters” interesse end opretholdelsen af Ukraines territoriale integritet til gengæld for en faktisk opgivelse af landets økonomiske (og dermed også politiske) selvstændighed og dets integration i et restaureret russisk imperium i form af Putins “Eurasiske Toldunion”. Med andre ord: endnu et eksempel på klassisk europæisk imperie- og ligevægtspolitik, som vi så det i 1800-tallet. Og i det spil kan de mindre nationalstater uhyggelig let kommet til kort. Som vi gjorde i 1864.

Et mindre, vestvendt Ukraine vil formentlig i højere grad være i de fleste “vestmagters” interesse end opretholdelsen af Ukraines territoriale integritet sen 2013, hvor den skulle tage stilling til EU’s associeringstilbud, under så stort pres fra Rusland, at den valgte at give efter for det. Resultatet blev den opstand, som i slutningen af februar tog magten fra præsident Janukovitj, og derefter kom til at stå ansigt til ansigt med den prorussiske opstand på Krim og snart også i det østlige Ukraine.

Den nye regering valgte at undlade at sætte sit militær ind mod oprørerne på Krim, den ansvarlige minister, forsvarsministeren, som viste total passivitet, er siden blevet fyret. Men måske skal man se ham som en anden de Meza (den

Karsten Fledelius er universitetslektor og formand for Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder.

nr. 3 / juni 2014

GRÆNSEN.DK NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

KRONIKK ONKURR FREMT

Foto: Colourbox

IDSVISIO

N SLESVI

ENCE:

G 2064.

GRÆNSENs kronikkonkurrence løber til 15. september, og alle danske og tyske unge til og med 26 år kan deltage. Læs mere på Grænsen.dk.

11

12

nr. 3 / juni 2014

NYT FRA POLITIKKENS VERDEN DET TYSKE MINDRETAL SIKRET FORTSAT TILSKUD

FORFATTER: GØR SØNDERJYLLAND TYSK I anledning af 150-året for Slaget ved Dybbøl opfordrer forfatteren Erling Jepsen til at tænke over, hvorvidt Sønderjylland i virkeligheden er mere tysk end dansk. Derfor mener Jepsen nu, at man bør lade Sønderjyllands status afgøre af en folkeafstemning.

“Krigen i 1864 bliver anset for at være et ar på Danmarks sjæl. Men ud over de mange døde var det slet ikke en tragedie, at Sønderjylland blev en del af et Østrig-Preussiske rige i 1864. Det var en tragedie, da Sønderjylland igen blev dansk i 1920,” siger Erling Jepsen til Jyllands-Posten.

Fraværet af folk med tilknytning til København i det sønderjyske, kombineret med den massive tilstedeværelse af tyskere, får Jepsen til at tale om en form for sønderjysk fremmedgjorthed over for resten af Danmark, og ikke mindst København.

Og derfor kunne man lige så godt lade folket afgøre, hvilket pas man ønsker sig, mener han:

Der er en følelse af forsmåethed i Sønder-jylland. Det er jo de tyske turister, der afholder det hele fra at gå nedenom og hjem

Der er glæde i det tyske mindretal i Danmark, der tæller godt 15.000 mennesker. Den tyske regering har nemlig besluttet at sige god for en ekstraordinær bevilling til mindretallet på 350.000 euro. Og det er noget, som vækker glæde.

“Det er dejligt, at vi ikke længere behøver at frygte nedskæringer på det tyske statstilskud i indeværende år,” siger formanden for det tyske mindretals hovedorganisation, Bund Deutscher Nordschleswiger, Hinrich Jürgensen, til Flensborg Avis.

Hos mindretallet kommer den ekstraordinære bevilling, som også blev givet sidste år, dog langt fra som nogen overraskelse. “Vi er hele tiden gået ud fra, at disse penge også fremover ville stå til rådighed, så der var grund til nervøsitet, da vi i første omgang fik at vide, at det ikke kunne betragtes som en selvfølge. Uden de 350.000 euro ville vi efter de omfattende sparerunder i de senere år have været nødsaget til at afskedige yderligere medarbejdere,” understreger Hinrich Jürgensen.

ERHVERVSLIVET VIL HAVE DANMARK MED I EUROEN Hvis Danmark fortsat skal have indflydelse på det europæiske marked, er vi nødt til at skifte kronen ud med euroen. Det er den klare besked fra de store danske erhvervsorganisationer.

“En stor del af vores virksomheder handler med Europa og er afhængige af euromarkeder. For de virksomheder vil euroen give sikkerhed for, at valutakursen ligger fast, og usikkerheden med valutaudsving vil være væk i samhandlen med eurolandene,” siger Thomas Søby, cheføkonom i Landbrug og Fødevarer, til Berlingske.

Det er blandt andet prisgennemsigtighed samt muligheden for at tiltrække internationale virksomheder og investeringer, som er hovedargumenterne fra interesseorganisationerne.

Et andet af de centrale argumenter er, at Danmark med indførsel af euroen for alvor vil komme til at sidde med der, hvor europolitikken diskuteres. Og samtidig er Danmark bundet så tæt til euroen, at det for det første er vigtigt at være med, hvor tingene besluttes, og for det andet reelt ikke vil have en negativ konsekvens, i tilfælde af krise, lyder det.

“Fordi vi er et lille land, er vi dybt afhængige af, hvad der foregår i eurozonen. Når der virkelig er krise i Europa, rammer det Danmark lige så meget som eurolandene, fordi vi har en fastkurspolitik. Derfor er det vigtigt, at vi kommer til at sidde med ved bordet,” vurderer Thomas Bustrup fra Dansk Industri over for Berlingske.

Foto: Lars Salomonsen

nr. 3 / juni 2014

Venstres Bertel Haarder er ikke tilfreds med mediernes dækning af markeringen ved Dybbøl.

BERTEL HAARDER: SKANDALØS DÆKNING AF DYBBØL-MARKERING Fredag d. 18. april blev 150-året for det danske nederlag ved Dybbøl i 1864 markeret med et storslået arrangement. Tidligere minister og medlem af Folketingets præsidium Bertel Haarder (V) er dog dybt skuffet over tv-mediernes dækning af begivenhederne, som Haarder kalder ’en skandale’. Bertel Haarder skulle egentlig have deltaget ved arrangementet, men var nødt til at blive hjemme på grund af et brækket kraveben.

Det, han så i fjernsynet, var dog langt fra noget, der behagede ham: “Når jeg tænker på, hvordan medierne følger selv de mindste begivenheder i yderste led af kongefamilien med daglange reportager, så var det den mest elendige dækning af en af de tre største begivenheder i Danmarks historie, vi blev udsat for den dag,” siger Haarder til Berlingske.

Det er blandt andet uvidende studieværter og dårlig journalistik, som ifølge

Haarder gennemsyrede de fleste mediers dækning af begivenheden.

Han er særlig fortørnet over, at journalisterne på TV2 News dominerede lydfladen.

“TV2 News havde ligefrem indført stumfilm: Vi kunne se det sønderjyske pigekor og se, at regionsformand Carl Holst holdt tale. Men vi kunne ikke høre dem, fordi journalisterne talte ind over det hele. Det var en traumatiserende oplevelse.”

13

14

nr. 3 / juni 2014

AT SPEJLE DET NÆRE I

DET STORE Mette Bock fra Liberal Alliance er Grænseforeningens nye formand. Hun afløser Finn Slumstrup, der har siddet i 8½ år, og Grænseforeningen har dermed for første gang siden den konservative Erik Haunstrup Clemmensen en politisk aktiv formand. En formand inden for Christiansborgs mure, hvor de store beslutninger tages, men kan man godt sådan skifte kasketter løbende – politisk aktiv, apolitisk formand?

Af Rasmus Vangshardt Fotos: Les Kaner

Efter en del forhandlinger med Mette Bocks sekretær er det lykkedes at få en interviewaftale på plads.

GRÆNSEN går således op ad den store stentrappe på Christiansborg, bliver hentet i porten af samme sekretær og har derefter en halv time til at kigge sig rundt i de store haller, mens Mette Bock afslutter dagens første møder.

De trækker en smule ud, men ventetiden bliver ikke dagens eneste forhindring. Da Mette Bock dukker op, må hun kæmpe sig forbi flere politikerkolleger og

pressefolk, der alle vil trykke hånd eller hviske hende noget i øret. Indtrykket er umiskendeligt: Mette Bock er typen, der har et enormt netværk og samtidig en person, der formår at udnytte sine dage.

Således også denne tirsdag, hvor hun, inden klokken har passeret 10, har nået at holde møder med både udenrigsministeren, der orienterede om situationen i Ukraine, og med premierministeren for den tibetanske eksilregering, dr. Lobsang Sangay.

I løbet af tiden op til formandsvalget i Grænsefor-

16

nr. 3 / juni 2014

eningen har flere udtrykt tvivl om, hvorvidt det er muligt at være aktiv politiker samtidig formand for Grænseforeningen. Kan Mette Bock håndtere de forskellige kasketter? Og er tiden til det? Oven på dagens indtryk får GRÆNSENs udsendte i hvert fald det indtryk, at sidstnævnte ikke bliver et problem: Grænseforeningens nye formands arbejdskapacitet virker høj. Meget høj. Selv ser hun det som en styrke, at hun er aktiv politiker: “Jeg har et godt netværk og let adgang til beslutningstagerne i det danske samfund. Det er en stor fordel. Det er jo vigtigt at have gode kontakter i en forening som Grænseforeningen. Mange problemer og uenigheder kan løses, inden det når at udvikle sig. Mine møder her til morgen (udenrigsministeren om Ukraine og den tibetanske eksilminister, red.) er jo begge i høj grad grænsekonflikter. Det, at jeg har den mulighed, fordi jeg arbejder med det udenrigspolitiske, er en kæmpe styrke.

Man skal jo altid spejle det nære i det store, det nationale i det internationale. Både i forhold til at læse vores eget perspektiv i Grænseforeningen ind i sagerne og til at trække vores forening ud i verden. Jeg kan jo se, at man gør det samme overalt i grænselande med mindretal som Ukraine og Tibet. Det er alle de klassiske ting. Man fratager mindretallene retten til sprog, borgerrettigheder, selvstyre, og man tager deres jord og ejendom.”

Man skal jo altid spejle det nære i det store, det nationale i det internationale

LØFTET OVER PARTIPOLITIK

Som den opmærksomme læser måske bemærker, siger Mette Bock allerede “vi” om Grænseforeningen. Det er hun også i sin gode ret til. Ikke kun, fordi hun har været medlem af foreningen i flere år. Men især fordi hun netop er blevet valgt som foreningens nye formand. Eftertrykkeligt. Med hele 105 ud af 108 mulige stemmer (tre blanke) fik hun 11. maj et solidt mandat til at sætte sig i formandsstolen. Det glæder hun sig naturligvis over: “Jeg ser det da som den første, lille bekræftelse på, at medlemmerne har tillid til, at jeg kan skelne mellem de kasketter, jeg har på. De har vidst, hvem jeg er, og hvilket parti jeg repræsenter. Og det opfatter jeg som en meget stor tillidserklæring.”

Partiet, hun repræsenterer, er Liberal Alliance. Det giver anledning til det oplagte spørgsmål om, hvordan det hænger sammen at være medlem af et økonomisk set liberalistisk parti og så støtte, at den danske stat sender i omegnen af en halv milliard til Sydslesvig hvert år?

“Det, vi taler om her, det er løftet over partipolitik. Det handler om noget natio-

nr. 3 / juni 2014

17

nalt, om dansk kultur og sprog. Der kan du ikke tage afsæt i økonomiske analyser. Det handler om at holde af sit land, at holde af sit mindretal, derfor skal det tolkes i en anden sammenhæng.”

FRA SF TIL LA

På sin vis har Mette Bock selv altid været løftet over partipolitik. Hun har været kandidat for både Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og nu Liberal Alliance. Det har for hende aldrig handlet om partier, men om folkelighed: “Jeg mener jo, at jeg har præcis de samme grundholdninger, som da jeg stillede op for SF. Jeg har altid været optaget af det folkelige. At mennesker tager situationen i egen hånd, taler om deres grundlæggende værdier, gør sig klart, hvad de vil med deres liv. Med andre ord er optaget af deres egen dannelse.”

“Hvis man så tilstrækkeligt mange gange har fået at vide, at man jo står på sidelinjen som chefredaktør og så videre og blot kritiserer, at det hele bliver gjort forkert, så må man jo på et tidspunkt tage kampen op.

Derfor blev jeg politiker. Men i det hele taget er højrevenstre-opdelingen ikke noget for vores samfund i dag, og derfor ser man nye partier opstå. Det folkelige og viljen til at tage sagen i egen hånd. Ellers bliver både folkeligheden og Sydslesvig til et frilandsmuseum, og det er det for vigtigt til.”

Men kan du ikke risikere at sidde i en situation i Folketingssalen, hvor du skal stemme for eller imod en reduktion af midler til Sydslesvigudvalget?

“Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Det er klart, at inden jeg sagde ja til at stille op som formandskandidat, havde jeg en drøftelse med mit parti.

Der er fuld opbakning til at leve op til vores løfte om ikke at glemme de danske i Sydslesvig. I det hele taget vil jeg sige, at man ikke skal reducere det her til penge og økonomi. Det handler om noget, der er meget vigtigere. Selvfølgelig skal vi støtte økonomisk, men hvis det hele reduceres til flere eller færre penge, så glemmer vi det væsentlige. Det institutionelle er jo kun rammer. Det væsentlige er at få det frem i lyset, hvor stort et liv og engagement der er.”

18

nr. 3 / juni 2014

Er det så ikke også et problem, at du som aktiv politiker i Liberal Alliance skal forhandle med Sydslesvigudvalget om flere midler?

“Nej. Jeg er overbevist om, at de, der sidder dér, kender mig. De ved, at jeg kan finde ud af at skifte kasket. De ved, at jeg er apolitisk, når jeg kommer som formand for Grænseforeningen.”

ET SMUKT VÆVET TÆPPE

56-årige Mette Bock er nået vidt omkring i sin karriere. Hun har været direktør i Muskelsvindfonden, chefredaktør på JyskeVestkysten, direktør i Danmarks Radio og prorektor på Aarhus Universitet. Og selvom stillinger som disse taler deres eget sprog om en kompetent og bredtfavnende ny formand, har hun også en forholdsvis nær relation til grænselandet og Sydslesvig.

Hendes mand, seminarielektor Hans Jørn Bock, er født i Flensborg og fik først efter mange år dansk statsborgerskab. Hans oldefar kom til

Det institutionelle er jo kun rammer. Det væsentlige er at få det frem i lyset, hvor stort et liv og engagement der er Flensborg i 1889 og var direktør for et gasværk i 43 år. Det resulterede senere i, at hans barnebarn, som er Mette Bocks svigerfar, blev sendt til Danmark under besættelsen i tysk tjeneste. Det kunne han ikke udholde og bad derefter om at blive forflyttet til Østfronten, hvor han fungerede som læge. Efter krigen flyttede han til Flensborg, hvor Mette Bocks mand således er født. “Familiehistorien rummer sorger og glæder, tragedier og lykke, konfrontation og kærlighedshistorier på kryds og tværs af det danske og det tyske. Et smukt vævet tæppe. Og sådan er det for mennesker i grænselandet,” som hun sagde i sin tale inden formandsvalget til Sendemandsmødet.

DET FUNDAMENTALE VALG

Dermed har hun en solid ballast med sig, og hun har høje ambitioner for Grænseforeningen: “Jeg er optaget af at sikre bevidsthed og viden om, at vi har et grænseland. At det ikke bare er historisk. Hvordan vi får bragt

den bevidsthed til live? Det er det væsentligste, vi skal arbejde på,” fortæller hun.

Skal Grænseforeningen satse på medlemsfremgang?

“Vi kan jo se, at der har været tilbagegang de sidste mange år. Det handler om, at erindringen er vigende i den forstand, at der er færre, der har oplevet på tæt hold, hvad der skete i grænselandet. De unge i Sydslesvig har jo heller ikke erindringen om, hvordan det er at leve i en undertrykkelsessituation. Det er vigtigt, at de udvikler en moderne bevidsthed om at være mindretal.

Det må de selv finde ud af, det skal vi ikke blande os i. Det er væsentligt at have en respekt for, at medlemmerne af mindretallet er vidt forskellige.

Så nej, der skal ikke satses på medlemsfremgang?

“Det ville da være dejligt med medlemsfremgang. Jeg overvejer, at hvis hvert medlem af Grænseforeningen skaffede ét nyt medlem… Tænk hvis det skete! Sådan en kampagne kunne jeg godt tænke mig.“ Hvor kritisk kan og skal Grænseforeningen være over for mindretallets institutioner?

“Nu er jeg jo lige tiltrådt. For mig er det afgørende, at jeg kommer med åbne øjne og ører. Institutionelle spørgsmål syd for grænsen vil jeg holde total armslængde til. Men kan vi være fødselshjælpere i forhold til nogle af de ting, mindretallet gerne vil, så vil jeg gerne være med. Men jeg håber da, at man bruger kræfterne på udvikling frem for interne diskussioner.”

Men mener du eksempelvis, at man kan kræve, at forældre, der sætter deres børn i danske institutioner, skal lære dansk?

“Jeg synes, at man skal formulere det på en anden måde. Sproget, der tales og undervises på i danske skoler, det er dansk. Og så må forældrene jo træffe et valg.

Og jeg tror, at de allerfleste forældre gerne vil støtte deres børn i skolegangen, og forudsætningen for det er jo, at man læser dansk. Og så må man jo tage et valg aktivt fra eller til.”

“Jeg synes, det er positivt, at der er så mange, der vælger danske skoler til. Det er jo et tilvalg af dansk

nr. 3 / juni 2014

sprog og kultur og ikke mindst af den danske pædagogiske tradition.

Det er et meget aktivt tilvalg, et fundamentalt valg.”

MINISTER ELLER FORMAND?

Som tidligere nævnt er det ikke første gang i Grænseforeningens historie, at der sidder en aktiv politiker for bordenden. Det gjorde konservative Erik Haunstrup Clemmensen også, da han var formand fra 1966 til 1972.

Han skal efter sigende være blevet tilbudt en ministerpost, men takkede nej, fordi han ville passe sit hverv hos Grænseforeningen.

Denne udsendte kan ikke lade være med at slutte med at spørge Mette Bock, hvorvidt hun ville gøre det samme?

Efter en munter latter svarer hun ydmygt: “Det er en fuldstændig teoretisk situation. For jeg er for gammel, og mit parti er for ungt!”

METTE BOCKS TALE TIL SENDEMANDSMØDET I UDDRAG Ja, men skal vi ikke stille krav til de danske syd for grænsen? Skal vi ikke sikre, at de virkelig er dansksindede som betingelse for fortsat støtte i bredeste forstand? Nej. Det vil, bogstavelig talt, være grænseoverskridende, hvis vi, der har rod nord for grænsen, skal fortælle og belære mindretallet syd for grænsen om, hvad danskhed er, og hvilken identitet der er den “rigtige”.

Vi kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Men afsættet må være virkeligheden. Og den er, at de danske syd for grænsen – for de flestes vedkommende – er dansksindede, tyske statsborgere, der er tosprogede og har en hverdag i det tyske samfund. Kultur og identitet kan ikke sættes på formel. Når verden forandrer sig, forandrer menneskene sig også.

Mindretals- og flertalshistorie er også identitetshistorie. Og mindretallets identitet er mindretallets egen identitet. Det betyder ikke, at mindretallets institutioner og foreninger ikke har dansk kultur og dansk sprog som det urokkelige fundament og pejlemærke. Der undervises naturligvis på dansk i de danske skoler, der tales dansk i børnehaverne og i det rige foreningsliv, ligesom der prædikes på dansk i de danske kirker.

Men vi skal ikke være kede af, at også familier uden historiske rødder i Danmark vælger at slutte sig til vores mindretal. De skal naturligvis vide, at vi taler dansk, og at der ikke, i misforstået hensyntagen, kan ændres på dette, ligesom de skal vide, at den pædagogiske tilgang i børnehaver og skoler bygger på dansk kultur og dansk uddannelses- og dannelsestradition.

19

20

nr. 3 / juni 2014

NYT FRA EUROPA MONUMENT FOR MORDER

BBC PÅ WALISISK BBC præsenterede den 22. maj det spritnye walisisksprogede medie, BBC Cymru Fyw, der skal bringe friske nyheder om politik, sport og kunst til den moderne medieforbruger i form af eksempelvis korte videoopdateringer og inddragelse af de sociale medier. Sian Gwynedd, chef for BBC’s walisiske programmer, gjorde opmærksom på vigtigheden af, at “tjenesten er tilgængelig på alle platforme og nem at bruge, så flere mennesker vil benytte sig af muligheden for at læse og se indhold af høj kvalitet på walisisk.”

BBC-journalist, nyhedsoplæser og waliser, Huw Jenkins, der eksempelvis var med til at dække OL i London, udtalte i forbindelse med præsentationen: “Jeg husker tydeligt lanceringen af den walisiske radiokanal i 1977 og S4C’s succes i 1982, to markante milepæle i sprogets historie. Man kunne sige, at denne lancering er ligeså vigtigt som disse begivenheder. [...] At tilbyde en omfattende webtjeneste er essentiel for brugerens tilgang til en bred vifte af nyhedskanaler.

Den 28. juni, på 100-års-dagen for mordet på den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, afslører den serbiske regering to monumenter, der hylder morderen, en, dengang 19-årig, nationalist ved navn Gavrilo Princip. Det ene monument opføres i Sarajevo, hvor skuddet blev affyret, og det andet i Serbiens hovedstad, Beograd.

Mordet udløste Første Verdenskrig, der kostede millioner af mennesker livet, men de serbiske nationalister, der sidder på magten, anser Serbien som et historisk offer og derfor Princip som en helt, der blot reagerede på østrig-ungarsk pres. Om afsløringen af de to kontroversielle monumenter vil påvirke arbejdet for Serbiens optagelse i EU må tiden vise.

Foto: Wikimedia Commons

STAFETLØB FOR BRETONSK Fra 24. til 31. maj afholdes Redadeg, et stafetløb, som krydser Bretagne dag og nat for at symbolisere et “livligt, kreativt og dynamisk bretonsk sprog, der går tværs gennem generationer og områder.”

Stafetløbet, der siden 2008 har været afholdt hvert andet år, krydser over 1.500 km fem departementer og 300 kommuner. Menigmand kan købe sig ind til en kilometer med stafetten for 100 €; penge, som indgår i en pulje, der bruges på bretonsk undervisning og kultur. Puljen er steget gradvist siden 2008, hvor man rejste 50.000 € til 93.000 € i 2010 og senest 121.000 € i 2012.

Redadeg beskrives som en lillesøster til det baskiske stafetløb Korrika, som så sin første målstreg i 1980 og siden har inspireret stafetløb i Galicien, Catalonien og Irland.

Stafetten bærer på et hemmeligt budskab, der læses op – naturligvis på bretonsk – ved målstregen.

Skitse af attentatmanden Gavrilo Princip (1894-1918), der myrdede den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, og dermed gav startskuddet til Første Verdenskrig.

21

Foto: Wikimedia Commons

nr. 3 / juni 2014

Maleri af slaget ved Vigo-bugten i 1702. I samme Vigo har 3.000 mennesker netop demonstreret imod fyringen af hundredvis af undervisere i galicisk.

SPROGKAMP I SPANIEN Den 17. maj er Galiciens Litteraturdag, hvor man markerer, at digteren Rosalía de Castro i 1863 udgav sin første digtsamling på galicisk og dermed indledte en kulturel renæssance for sproget, der i vid udstrækning minder om portugisisk.

Den første litteraturdag blev afholdt i 1963 og markerede dermed hundredåret for de Castros udgivelse. Hvert år uddeles en pris til en galicisk forfatter, men i år har fokus også været rettet mod protester omkring fyringen af 476 undervisere på officielle galiciske sprogkurser. Alene i byen Vigo, tæt ved den portugisiske grænse, var mere end 3.000 mennesker mødt op til en demonstration mod fyringerne.

Og også hos catalonierne er der liv i debatten. Den colombianske sangerinde Shakira hvirvlede sig for nyligt ind i den ophe-

dede debat om Cataloniens selvstændighed, da hun i forbindelse med præsentationen af sit nye album valgte at afsynge én af de nye sange på catalansk. Sangen blev af mange opfattet som en direkte støtte til den catalanske uafhængighedskamp, hvilket affødte hundredvis af vrede reaktioner via de sociale medier.

Sangerinden bor i Barcelona og er kæreste med fodboldspilleren Gerard Piqué, der repræsenterer FC Barcelona, fodboldklubben med stærke bånd til den catalanske separatistbevægelse.

Debatten om Cataloniens fremtid er brandvarm qua en planlagt afstemning om uafhængighed den 9. november i år. 2014 har således budt på talrige demonstrationer, protester mod nedskæringer i regionale medier og sågar en sultestrejke for den catalanske sag.

22

nr. 3 / juni 2014

NOGET BØVLET N Dokumentaren “De glemte danskere” om det danske mindretal fortæller historien om et nationalt mindretal i en verden, hvor det bliver mindre og mindre vigtigt, hvilken nationalitet man har.

Af Johanne Mygind

Grundtonen i Mads Kamp Thulstrups dokumentarfilm “De glemte danskere” er melankolsk. Filmen fortæller om det danske mindretal i Sydslesvig og er dermed en film om et nationalt mindretal i en verden, hvor nationalstaten har mistet betydning.

“Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvad det vil sige at være dansk. Det er noget følelsesmæssigt,” siger Hella Lassen, som har været aktiv i alle de danske mindretalsforeninger hele sit liv. Hun har modstræbende sat slægtsgården til salg.

Her har der ellers boet danskere i generation efter generation, men nu er huset for stort: “400 kvadratmeter til to personer,” bemærker hendes tyske ægtemand stilfærdigt, da han forsøger at overtale sin kone til at sælge. Deres børn vil ikke overtage slægtsgården. De er for længst taget ind til de store byer for at studere, og en enkelt datter er endda på vej til Australien

og har ikke meget tilovers for sin mors konstante snak om vigtigheden af at høre til et sted. “Hvad med de sydslesvigske platter?” spørger Hella Lassen sit datter, men datteren svarer, at hun bare kan pakke dem ned eller smide dem væk. De skal i hvert fald ikke med til Australien.

TYSKERSVIN

Anderledes er det for Claas Johannsen, som er SSW’s unge håb. Han vil gerne have de unge til at interessere sig for sagen, men selvom han ihærdigt deler blomster ud i Flensborgs gader, lykkes det ikke. På valgaftenen må han konstatere, at han mangler syv stemmer for at blive valgt.

Siden siger han farvel til sin bedstemoder for at tage til København for at studere.

Måske kommer han en dag tilbage og kæmper videre for sit mindretal, måske finder han sig til rette i majoritetslandet.

Den gamle Karl Otto Meyer har haft en

lang politisk karriere som forsvarer af mindretallets interesser i Sydslesvig og håber stadigvæk på, at han og de andre danskere kan komme hjem til moderlandet. Han mistede sin storebroder i Anden Verdenskrig, fordi broderen alligevel ikke kunne få sig selv til at flygte til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste. Det var startskuddet til et liv, dedikeret til det danske mindretal. Alligevel erkender han, at det at være mindretal er “noget bøvlet noget”. Hvad betyder det egentligt at holde fast i sin danskhed, når danskerne på den anden side af grænsen har glemt deres gamle landsmænd, og tyskerne undrer sig over, at de ikke for længst har assimileret sig? Det er der ingen af de medvirkende, som kan give et klart svar på.

Det danske mindretal kæmper nemlig til stadighed med at finde ud af, hvad der virkeligt definerer dem. Claas Johannsen har gået på Duborg-skolen, som oplever

nr. 3 / juni 2014

23

Dokumentarfilmen “De glemte danskere” er alt i alt en lidt langsom og samtidig overfladisk film om en spændende problemstilling, mener Johanne Mygind.

T NOGET stor søgning fra tyske familier, som er glade for den danske pædagogiske tradition, men Claas Johannsen er i tvivl, om disse nu dansketalende børn skal regnes for “danskere”. Er det nu ikke lidt for nemt? Journalisten Mark Peetz arbejder for Flensborg Avis, men må høre for, at han spiller med i en tysk fodboldklub.

Når klubben spiller i Danmark, må han finde sig i at blive kaldt “tyskersvin”, og da Danmark vandt EM over Tyskland, tog det et stykke tid, før han turde folde dannebrog ud.

Som journalist i grænselandet skriver han på dansk, men har alligevel dristet sig til at spørge, om samtalen skal foregå på dansk eller tysk, når han tager ud for at interviewe de dansksindede. Det er nemlig langt fra alle, som taler dansk godt nok til at kunne lade sig interviewe på “modersmålet”.

REGION FREM FOR NATION

At det danske mindretal har haft sin storhedstid og nu nærmest må betragtes som et historisk fænomen, understreges af Mads Kamp Thulstrups flittige brug af arkivbilleder, som dokumenterer mindretallets historie. Ligesom instruktøren også må bruge en del tid på at fortælle mindretallets historie til de danske seere, som skulle have glemt alt om deres landsmænd på den anden side. Desværre betyder filmens grundige historieundervisning også, at filmen ikke rigtigt får rejst alle de spørgsmål og konflikter, som også gemmer sig i nutiden. EU nævnes for eksempel ikke med et ord, selvom det grænseoverskridende samarbejde kan få stor betydning for mindretallene overalt i Europa. Kan man

måske i højere grad finde indflydelse ved at se sig selv som et regionalt flertal frem for et nationalt mindretal? Måske ville det netop for disse mindretal være langt gunstigere, hvis man opløste det nationales betydning totalt?

Og hvad betyder de andre indvandrergrupper i Danmark og Tyskland for oplevelsen af at være et mindretal? Har man måske i højere grad noget til fælles med muslimerne i Danmark, som også kæmper med at skabe en tosproget identitet, end man har med majoritetsdanskerne?

DE STEDSBUNDNE SOM TABERNE

Desværre går filmen heller ikke i dybden med de personlige historier, som filmen også er rig på. Særligt historien om Hella Lassens afsked med slægtsgården er rørende, men fortælles lidt for overfladisk. Som seer ville man gerne have hørt mere om den historie, som fandtes på gården. Hvordan er Hella selv blevet opdraget som “dansker” i Tyskland, og hvad sagde hendes familie for eksempel til, at hun giftede sig med en tysker? Ligesom man gerne ville vide mere om forholdet mellem mor og datter og det skift fra stedsbundet identitet til den kosmopolitiske, som datteren repræsenterer. Det er en generationstypisk konflikt, som ikke bare udspiller sig i grænselandet, men som foregår verden over, som regel med de stedsbundne som taberne.

“De glemte danskere” er alt i alt en lidt langsom og samtidig overfladisk film om en spændende problemstilling. Hvordan forbliver man en national minoritet, når nationalstaten skifter betydning? Titlen antyder, at nogle har glemt danskerne syd for grænsen, men den fortæller egentlig ikke historien om et hukommelsestab. Måske er det ikke et spørgsmål om, at man har glemt sin nationale identitet? Måske er det bare ikke længere så vigtigt, om man er dansk eller tysk?

De glemte danskere. Produceret af Lars Feldballe og Studieafdelingen & Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Instruktion: Mads Kamp Thulstrup.

Johanne Mygind er journalist på Weekendavisen.

24

nr. 3 / juni 2014

SYDSLESVIG SOM HISTORISK OG KULTUREL IDYL MED BISMAG AF

VIRKELIGHEDENS MALURT Egon Clausen fortæller smukt om Sydslesvig som natur- og kulturlandskab, men også om nepotisme og en kamp for økonomiske midler, mener Anja Rykind-Eriksen. Og så savner hun de unge.

Af Anja Rykind-Eriksen

Forfatter Egon Clausen har rejst rundt i Sydslesvig. På kryds og tværs. På cykel og i bil. Og besøgt høj og lav for at få en fornemmelse af, hvad Sydslesvig består af.

Og hvem der udgør det danske mindretal syd for grænsen i dag. Det er der kommet en varm og velskreven bog ud af, som med lune og nærvær giver et øjebliksbillede af mindretallets hverdag og udfordringer. Der er beskrivelser af landskabet og naturen samt et overskueligt historisk rids af mindretallets opståen og udvikling.

Clausen indsamler viden og oplevelser ved at deltage i blandt andet skolemøder, et medlemsmøde hos SSW’s lokale afdeling i Jaruplund, det danske årsmøde, et foredrag om sydslesvigsk litteratur på det danske centralbibliotek, besøg på tre skoler, en gudstjeneste i Lyksborg Danske Kirke og et besøg hos det danske spejderkorps i Slesvig. Derudover får vi mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af mindretallets trofaste støtter, som gerne stiller sig til rådighed i dagligdagen, og som beredvilligt lukker Egon Clausen ind i deres hjem og liv.

Bogen efterlader et sympatisk billede af

et velfunderet mindretal, som er sig sin historie bevidst, og som anstrenger sig dagligt for at værne om sine traditioner og sin eksistensberettigelse. Vi får beskrivelser af et smukt natur- og kulturlandskab, som i sig selv er et besøg værd, og som er fyldt med mindesten og gravhøje.

Så alt i alt er Sydslesvig en skøn plet på jord.

ET TOPSTYRET FORENINGSLIV

Men har man med glæde i sindet læst om de smukke landskaber og de venlige, imødekommende mennesker, Clausen møder på sin færd, får man dog halvvejs inde i bogen en bitter sydslesvigsk smag i munden. Og det er, da fortællingen runder mindretallets forskellige organisationer, deres indbyrdes forhold til hinanden samt den interne kamp om det årlige danske statstilskud til mindretallets arbejde. Der er udtalelser med i bogen om, at Sydslesvig er et kunstigt skabt, kunstigt vedligeholdt og kunstigt defineret mindretal, som med uhyre dygtighed har formået at spille skuespil over for den danske stat for at bevare sine høje tilskud.

Ligeledes kommer Clausen med en analyse af mindretallets uvilje mod at ville diskutere egne anliggender, som han begrunder med sydslesvigernes evindelige angst for at få frataget deres økonomiske støtte fra Danmark. Resultatet er et handlingslammet mindretal, som ikke ønsker udvikling eller fornyelse, da alle organisationer lever af støtten, hvilket fremmer den interne rivalisering, og dermed lægges alle kræfter ind på at fastholde det eksisterende. Han fremfører videre, at foreningslivet i Sydslesvig er topstyret, at endda Flensborg Avis, som bør være det organ, der forholder sig kritisk til omverdenen, har repræsentanter for de store sydslesvigske organisationer i bestyrelsen, hvilket er en stor hæmsko i forhold til at skulle skrive kritisk om de selvsamme organisationer.

En anden af mindretallets store udfordringer er ifølge Clausen, at “store” stillinger i mindretallet går i arv, ligesom der er for få hoveder til de mange kasketter, der skal bruges til at kunne køre den sydslesvigske mindretalsbiks, hvis kasket-overlapninger skal undgås.

Hvilket igen medfører en udpræget

nr. 3 / juni 2014

25

Der bliver peget på både mindretallets styrker og ikke mindst dens svagheder, som i bedste fald fastholder det danske mindretal i sin egen lukkede osteklokke og i værste fald fører til dets endeligt

grad af nepotisme og bekymring for at træde i nælderne og dermed blive stemt ud af den lille sydslesvigske kultur-enklave, som i realiteten sidder på taburetterne. Samtidig problematiserer Clausen det faktum, at der er for direkte kontakt mellem den lovgivende og udøvende hånd. Så der er bestemt noget at tage fat på, hvilket Clausen også gør opmærksom på. En yderst relevant og aktuel diskussion, som i høj grad forklarer baggrunden for den sag, som lige nu kører for fuld udblæsning i virkelighedens verden om Jaruplund Højskoles forsøg på at ansætte en ny forstander.

HVOR ER DE UNGE?

Det eneste, jeg personligt mangler i bogen, er, at vi som læsere var blevet præsenteret for nogle af de yngre medlemmer af mindretallet. For kun Katrine Hoop – 44 år og den eneste ikke-pensio-

nist, som bliver portrætteret i bogen – får mulighed for at fortælle sine tanker og overvejelser om Sydslesvigs fremtid. Og det er trods alt der, fremtiden skal findes: i ungdommen. I dem, som ikke har måttet lide og stride for at bevare det danske.

Som er født ind i et veletableret mindretal med skoler, kollegier og kirker i hver en afkrog. Eller i den unge sydslesviger, som ikke er gået gymnasievejen, og som ikke ønsker at flytte til Danmark for at studere.

Dette er en skam, da det ville give et mere varieret – og også ærligt – billede af, hvad det danske mindretal består af, og hvor-

dan mindretallet faktisk nogle gange flyver som humlebien.

Men alt i alt er “I grænselandet” en læseværdig og velskreven bog, som kan anbefales til enhver med interesse for, hvad det danske mindretal er rundet af og indeholder. Det er i den grad befriende, at der er plads til at se på den sydslesvigske (organisations)model med åbne øjne. At der bliver peget på både mindretallets styrker og ikke mindst dets svagheder, som i bedste fald fastholder det danske mindretal i sin egen lukkede osteklokke og i værste fald fører til dets endeligt.

Egon Clausen: I grænselandet – rejsebreve fra Sydslesvig. Tiderne Skifter. 250 kr.

Anja Rykind-Eriksen er forstander på Rødding Højskole.

Bogen kan købes med rabat på graenseforeningen.dk

26

nr. 3 / juni 2014

NYT FRA KULTURENS VERDEN

Plakat for udstillingen “Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg”, der fortæller historien om krigen gennem 30 personlige skæbner.

NY DANSK-TYSK UDSTILLING OM 1864 For at konkretisere krigen i 1864 og dens menneskelige perspektiver har Sønderborg Slot valgt at sætte fokus på krigens aktører i forskellige samfundslag. Det sker i udstillingen “Mennesker i krigen – 1864 – Menschen im Krieg”, der i 30 montrer ser krigen gennem ét menneskes øjne – 15 danske og 15 tyske. Der er høj og lav, militær og civil. Én af de danske personer er Henrik Hansen, der var landmand på Dybbøl Banke. Da de danske tropper trak sig tilbage til Dybbøl, meddelte de ham, at hans gård skulle rives ned, så der var frit skud. Med kone, børn, kreaturer og bohave måtte han straks flytte, først til slægtninge og siden til et husmandssted

i en nabolandsby. Her oplevede han at have et større antal tyske soldater indkvarteret. Det var en belastning, selvom de tyske soldater for det meste opførte sig korrekt.

Den tyske maler Wilhelm Camphausen er en af tyske personer. I april 1864 rejste han til Sundeved som krigskorrespondent. I sin “Illustrierte Tagebuch” beskrev han kampscener, lejrliv, kampene i Sundeved, som var forbundet med store tab, samt overgangen til Als. Han beskrev i ord og billeder krigens grusomheder, landskabets ødelæggelse og de såredes lidelser. Camphausen udtalte sig også kritisk om den fanatiske slagmarksturisme og gengav det, som

andre malere og fotografer afstod fra at vise: slagmarker overstrøet med lig og massegrave.

Udstillingen er skabt i samarbejde mellem Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek og Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot. Udover at tilføre krigen en ny vinkel er særudstillingen også en manifestation af nutidens positive forhold i grænselandet i dag, hvor der er udviklet samarbejde omkring markeringen af mindedage for 1864-krigen.

Fjendskab og skepsis er afløst af forsoning og samarbejde.

Udstillingen løber fra 12. april til 25. oktober.

27

nr. 3 / juni 2014

GRÆNSEFORENINGENS KULTURMØDEAMBASSADØRER FÅR ÆREFULD PRIS Ved foreningen Kulturhusene i Danmarks årlige konference i Odense blev Grænseforeningens Kulturmødeambassadører tildelt æresprisen for at gå forrest i nytænkningen af folkeoplysningen og modtog som symbol det, de kalder Den Gyldne Skovl. Prisen blev overrakt til Kulturmødeambassadørerne og motiveret af kulturhusenes formand, Peter Ørting: “Kombinationen af at gå forrest i nytænkningen af folkeoplysning og samtidig stille deres faciliterende kompetencer til rådighed for vores (Kulturhusene i Danmark, red.) medlemmer.

Kulturmødeambassadørerne møder alle op med åbent sind og inviterer til lærerige processer, der netop handler om åbenhed, fortæller Peter Ørting og uddyber: “Skovlen kan bruges ved Dybbøl Banke, men den kan også bruges til at bryde mure ned med – noget, som vi håber, vil fortsætte.”

DIALEKTER ER INGEN SPROGFEJL Et nyt forskningscenter for små og regionale sprog har for nylig set dagens lys. Det er netop sproget, som udgør et af de helt særlige kendetegn ved blandt andet Sønderjylland, og derfor skal der nu ses på dialekterne med helt nye øjne.

Synnejysk, sydslesvigsk, frisisk. Det er nogle af de sprog, som man på det nyåbnede “Center for små og regionale sprog” – KURS – skal forsøge at gøre stuerene gennem akademisk forskning. For eksempel har sønderjysk fået en renæssance på blandt andet Facebook, fortæller professor og centerchef Elin Fredsted til Flensborg Avis: “Meget tyder på, at de unge har taget det sønderjyske tilbage igen. Om det holder ved, ser vi først om nogle år.”

I andre europæiske lande har de også fået øjnene op for dialekternes betydning. “Vi er ingen lille ensom ø her, men skal se os om i Europa og finde partnere,” fortæller Willy Dierks, som blandt andet er specialist i plattysk.

KURS’ aktiviteter bliver dog ikke kun forskning og lange publikationer. Man vil også forsøge sig med mere kreative aktiviteter såsom teater og revy. For det er nemlig i disse sammenhænge, at dialekterne ofte trives bedst, og allerede har det godt, fortæller Elin Fredsted. “’Niederdeutsche Bühne’ og revyerne langs grænsen er et godt eksempel. Det næste bliver måske en Sydslesvig-revy,” fortæller Elin Fredsted til Flensborg Avis.

Løgumkloster Refugium www.loegumkloster-refugium.dk

Tlf. 74 74 33 01 ◦ mail@loegumkloster-refugium.dk

HISTORIE‐WEEKEND:

27. ‐ 30. juni

Cand.mag Ebbe Juul-Heider fortæller den spændende historie om Vesttysklands udvikling fra nazistisk krigszone til demokrati og økonomisk succes under Konrad Adenauer.

OPLEV DEN SÆRLIGE STEMNING Nyd en anderledes ferie Eller deltag i vores mange programmer: historie, kunst, musik, sprog og filosofi ...

GRÆNSELANDSDAGE:

at ab i r l

30. juni ‐ 4. juli

Vi markerer 150-året for den dansk-tyske krig i 1864 og slaget på Dybbøl. Udflugter og spændende foredrag.

1 Få

r. g ti er 0 kmeldinramm 0 .2 d til prog ve gge be

28

nr. 3 / juni 2014

SITUATIONEN KRÆVEDE EN

SYNDEBUK

Professor Ove Korsgaard anmelder historikeren Rasmus Glenthøjs enorme bog “1864. Sønner af de slagne”. Den påpeger, at de nationalliberale ikke var så dumme og overmodige, som eftertiden har dømt dem til at være.

Af Ove Korsgaard

Der er skrevet omkring 3.300 bøger om 1864. Så kan der virkelig koges mere suppe på den pølsepind?

Efter at have læst historikeren Rasmus Glenthøjs bog “1864. Sønner af de slagne” er svaret åbenbart: Ja, det kan der i høj grad. Bogen er vigtig og vægtig.

Den er tung som en mursten, fyldt med stor viden og dyb indsigt, og den rummer en sand perlerække af billeder, der også gør bogen til en æstetisk nydelse.

Bogen er på 575 sider, og det tager sin tid at komme igennem den. Mange detaljer fylder bogens sider, men man drukner ikke, idet Rasmus Glenthøj formår at løfte blikket og trække såvel den politiske som den geopolitiske udvikling i Europa op og klargøre de handlemuligheder, der gjorde sig gældende for danske beslutningstagere i tiden fra 1814 til og med 1864.

VENNER HJÆLPER IKKE ALTID

Lad mig trække tre ting frem, som jeg i særlig grad har hæftet mig ved under læsningen af bogen. For det første: Rasmus Glenthøj søger på en prisværdig måde at undgå at være bagklog, og gør dermed op med meget af det, der tidligere er skrevet om 1864.

Frem for at sætte sig op den høje hest søger han at sætte sig selv og læserne helt ind i de mange dilemmaer og vanskeligheder, som den tids politikere, embedsmænd og konger måtte forholde sig til.

Dilemmaerne var sandt for dyden store og problemerne tårnhøje.

For det andet: Det, som slog mig under læsningen af Glenthøjs bog, er de mange paralleller, der kan drages mellem Danmarks situation i tiden frem til 1864 og Ukraines situation i dag: Før 1864 var Danmark delt mellem Kongeriget på den ene side og Holsten og Slesvig på den anden. Der var ikke tale om et rent snit. Især i Slesvig, hvor én stor gruppe orienterede sig mod nord, det vil sige mod Kongeriget og i videre forstand mod Skandinavien, og en anden stor gruppe orienterede sig mod syd, mod Holsten og i videre forstand mod Tyskland. Ukraine er delt mellem øst og vest, men heller ikke her er snittet rent. I Østukraine vender én gruppe sig mod Rusland, og en anden vender sig mod Vestukraine. Men ikke nok med det. Bismarck førte, og Putin fører, en politik, der minder om hinanden i deres kerne, hvor de puster til ilden og holder de indre etniske spændinger i kog, indtil det rette øjeblik for handling viser sig.

Ligesom Preussen og Det tyske Forbund konstant blandede sig i Danmarks indre forhold og gjorde det med henvisning til, som sandt var, at Holsten var medlem af Det tyske Forbund, blander Putin sig i Ukraines indre forhold med henvisning, som sandt er, at en række ukrainere har fået russisk statsborgerskab.

Danmark havde mange venner for 150 år siden, men ingen, som ville komme landet til militær undsætning, hvis det blev angrebet. Ukraine har mange venner i dag, men ingen, som vil komme landet til militær undsætning, hvis det bliver angrebet. Danmark stod dengang isoleret over for den preussiske overmagt, Ukraine står i dag isoleret over for den russiske overmagt. Den geopolitiske morale er: Det er fint med venner, men hvis ikke de vil afgive musketéreden: Alle for en og en for alle, så hjælper det ikke, når katten slår til mod musen. Det gjorde Bismarck i 1864. Om Putin slår yderligere til efter at have fået Krim på krogen, kan kun tiden vise.

nr. 3 / juni 2014

“Vigtig og vægtig, tung som en mursten,” kalder anmelderen “1864. Sønner af de slagne”.

PEST ELLER KOLERA

For det tredje: Læsningen af Glenthøjs bog har givet mig en mere nuanceret forståelse af de yderst vanskelige problemer, de nationalliberale var konfronteret med som regeringsbærende parti, (der dog ikke var et parti i moderne forstand). De var ikke så dumme og overmodige, som eftertiden har dømt dem til at være. Hvad ville man selv gøre, hvis man sad med regeringsmagten i Danmark dengang – eller med magten i Ukraine i dag? Ville man risikere en krig mod overmagten eller fortsat lade sig intimidere af overmagtens brug af salamimetoden?

De nationalliberale var ikke uden fejl, slet ikke, men de stod i en næsten fastlåst situation i årene op til 1864.

Blandt andet fordi de blev klemt af den gigantiske omstruktureringsproces, som fandt sted i Europa i løbet af det nittende århundrede, hvor mange stater gik til grunde i overgangen fra et dynastisk system til et demokratisk, og fra multinationale og flersproglige stater til nationalstater. På den ene side var Danmark med forfatningen af 1849 længere fremme i denne proces end mange andre lande i Europa, hvilket gjorde det vanskeligt at få støtte fra gamle venner, som for eksempel det autokratiske Rusland, der ønskede det danske demokrati hen, hvor peberet gror. På den anden side var Danmark bagefter, fordi Danmark ikke fik en nationalstat baseret på fælles sprog i forbindelse med borgerkrigen i 184851. De europæiske stormagter ville ikke tillade ændringer af helstatens grænser, som var blevet besluttet i Wien i 1815 og knæsat med den såkaldte Londonaftale i 1852.

Hvad så? Valget stod ifølge Glenthøj mellem pest og kolera: Mellem at fastholde helstaten og et gammelt dynastisk system med opgivelse af den demokratiske forfatning til følge eller at fastholde

29

forfatningen og folket som grundlag for et nyt politisk system og dermed opgive helstaten med krig til følge, da det ville være et brud med den internationale aftale, der var indgået i London i 1852.

DEMOKRATI ELLER HELSTAT

Rasmus Glenthøj er tæt på at rehabilitere de nationalliberales indsats og lægge hovedansvaret for ulykkerne på den folkelige opinion og det nye, umodne demokrati. For de nationalliberale var det tydeligt, at Holsten ikke i længden kunne eller skulle fastholdes som en del af Danmark, derfor gjaldt det om at udsone Holsten, uden at Slesvig blev trukket med. De nationalliberale kæmpede for et “Danmark til Ejderen”, men de var langt fra alle Ejderstatsfundamentalister, i varierende grad og til forskellige tider var de førende personer med på en deling af Slesvig. Så hvorfor lykkedes det ikke at få delt Slesvig?

Sandsynligvis forholder det sig sådan, at de personer, der skulle sige ja til en deling af Slesvig, skulle være klar til at ofre deres politiske liv og offentlige status, for det var ikke kun et par af de europæiske stormagter, som var imod en deling, det var den offentlige opinion i Danmark

så sandelig også. Mulighederne for en deling af Slesvig var flere. Men ingen politiker med magt havde modet til at slå til i rette tid og senest under de forhandlinger, der fandt sted i London i foråret 1864.

Ansvaret for sammenbruddet må, som Glenthøj også gør, deles mellem konseilspræsident D.G. Monrad og den nyudnævnte kong Christian den 9. Forenklet sagt: Monrad ville redde demokratiet, kongen ville redde helstaten. Havde Monrad

Rasmus Glenthøj er tæt på at rehabilitere de nationalliberales indsats slået til i 1864, var han sikkert blevet udskreget som landsforræder og mistet sin politiske magt. Og hvilken politiker vil yde et sådant offer? Situationen krævede uden tvivl en person, der var villig til at fungere som syndebuk. Det var Monrad ikke. Derfor er det måske ikke ufortjent, at han siden er blevet – netop – den store syndebuk for katastrofen i 1864.

Rasmus Glenthøj: 1864. Sønner af de slagne.

Gads Forlag. 576 sider. 399,95 kr.

Ove Korsgaard er professor.

30

nr. 3 / juni 2014

14

25 år - 20

1889 - 1 egn

ers og Om

GLEM IKKE Grænseforeningen for Randers & Omegn kunne 12. april markere sit 125-års-jubilæum. Det har man blandt andet gjort med udgivelsen af jubilæumsskriftet “Glem ikke.” Formand Erik Skafte Overgaard fortæller om bogen.

Af Erik Overgaard

Forslaget om at udgive et jubilæumsskrift blev fremsat af min forgænger som formand her, Edith Aller. Hun begrundede sin idé med, at det ville være en passende og en synlig måde at markere, at foreningen, der blev til 12. april 1889 under navnet “Sønderjysk forening for Randers & Omegn”, fortsat eksisterer som én af de ældste folkeligt funderede foreninger i Randers.

GRÆNSEFORENINGEN SOM PARAPLYORGANISATION

I perioden 1889 til 1920 var fokus naturligt rettet mod de dansksindede i Sønderjylland – deraf navnet, mens blikket rettedes længere mod syd efter genforeningen i 1920. Nu gjaldt opmærksomheden og hjælpen de danske sydslesvigere, som ikke kom med til Danmark, fordi afstemningstallene fastlagde grænsen ved Kruså.

Det var i 1920 naturligt for Randers-

foreningen, som for de fleste andre sønderjyske foreninger rundt i landet, at tilslutte sig Grænseforeningen som paraplyorganisation – deraf navneskiftet til “Grænseforeningen for Randers & Omegn”.

om punktnedslag, som måske er af størst interesse for foreningens egne medlemmer. Dog er der også artikler med alment perspektiv.

BÅDE NUTID OG FREMTID

Der understreges dermed, at foreningen kerer sig om forholdene i grænselandet, især syd for grænsen. Navnet understreger også, at vi ikke er en hjemstavnsforening, men en forening, hvis perspektiv er både nutids- og fremtidsorienteret – naturligvis med grænselandets særlige historie som fundament. Hjemstavnsforeninger er der ikke noget galt med, men de får nemt et indadvendt og tilbageskuende perspektiv, som slet ikke er frugtbart for en grænseforening i 2014.

Det siger sig selv, at jubilæumsskriftet på ingen måde kan dække de 125 år, foreningen har eksisteret – der er kun tale

“Glem ikke” er et jubilæumsskrift tilegnet Grænseforeningen for Randers & Omegns 125-års-jubilæum. Det tæller artikler af en række mennesker, der fortæller om både historien og deres personlige liv.

Det udkommer i 300 eksemplarer. Kontakt erik@keovergaard.dk.

nr. 3 / juni 2014

THERKELSENS HJØRNE

jUNG zuSAMMEN I dagene 20. juli til 2. august samles 100 unge, hovedsageligt fra Slesvig-Holsten og Region Syddanmark, på Nordsee Akademie Leck og Højskolen Østersøen i Aabenraa.

De skal i 14 dage være sammen, lære om grænselandet og frem for alt lade sig inspirere af hinanden og forhåbentlig udvikle nye spændende ideer til, hvordan grænselandet kan udvikle sig. Som afslutning på de 14 dage fremlægges idéerne i et ungdomsparlament, som afholdes i Landdagen i Kiel med deltagelse af danske og tyske regionalpolitikere.

Kurset er en del af markeringen af 150året for Slaget på Dybbøl og et af de initiativer, hvor markeringen får et fremadrettet perspektiv. Man kan spørge: Hvornår har dansk og tysk ungdom i grænselandet sidst været sammen på et frivilligt, ligeværdigt og gensidigt inspirerende grundlag med det formål at lære med og af hinanden? Vi taler ikke om unge danskere sammen med unge fra det danske mindretal, eller unge tyskere sammen med unge fra det tyske mindretal, men om et møde mellem unge fra flertallene, hvor også en række unge fra de tre mindretal deltager og formentlig bliver vigtige brobyggere i dialogen.

Det er næppe sket siden 1864. Og så er vi tilbage i en tid, hvor højskolen knapt var opfundet, og hvor ungdommen forventedes at passe deres arbejde og ikke blev inddraget i sådanne overordnede problemstillinger. Nu samles de unge om foredrag, ekskursioner, workshops og debatter, både i undervisningstiden og i den frie tid, man har sammen, når man bor, spiser og lærer på samme sted.

Et af de gode spørgsmål er, på hvilket sprog det hele kommer til at foregå.

Undervisningen på de to skoler vil foregå

på dansk og tysk, men hvilket sprog vil de unge benytte sig af i samværet? Vil de kunne tale tysk og dansk med hinanden og blive forstået, eller bliver det tyske sprog dominerende, fordi unge danskere formentlig er bedre til tysk, end unge tyskere er til dansk? Eller ender de med at tale engelsk med hinanden? Det ideelle ville være, at hver enkelt deltager kan benytte sit eget modersmål og blive forstået – og at engelsk kun inddrages, når andet ikke lader sig gøre.

Et andet godt spørgsmål er, hvorfor Grænseforeningen støtter et sådant initiativ. Grænseforeningens formål er bl.a. at støtte danskheden, især syd for grænsen.

Lever vi op til dette, når vi er med til at foranstalte et sådan ungdomsmøde? Det mener jeg, at vi gør, fordi danskheden i grænselandet ikke kan leve og ånde i en ren dansk boble. Det kan tyskheden for den sags skyld heller ikke. Virkeligheden er, at grænselandet affolkes, fordi unge danskere og tyskere er fælles om at søge væk fra området, og alt for få vender tilbage. Alternativet til den udvikling er, med udgangspunkt i vores danskhed og deres tyskhed, at søge sammen om at løse grænselandets fælles udfordringer.

Det bliver vi ikke mindre danske af, men måske nok danske på en lidt anden måde, fordi danskhed naturligvis ikke udelukker at forsøge at finde fælles løsninger med andre på tværs af sprog og kultur – og grænser. Det samme kan siges om tyskhed.

Kan det lykkes disse 14 dage i juli – ja, så har grænselandet udviklet endnu et konkret bidrag til den europæiske samtale.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.

KALENDER

JUNI

12-18/6: Højskole og Folkemøde på Bornholm.

29/6-13/7: Feriebørn.

1. periode JULI

13-27/7: Feriebørn.

2. periode 21-28/7: “Et større Danmark”. Højskolekursus på Jaruplund Højskole AUGUST

1/8: Møde i Grænseforeningens formandskab

31

32

nr. 3 / juni 2014

INDTRYK FRA

SENDEMANDSMØDET På Grænseforeningens Sendemandsmøde 10.-11. maj blev folketingsmedlem Mette Bock valgt som ny formand. Foran 254 fremmødte fik hun et overbevisende valg med 105 stemmer bag sig ud af 108 mulige. De sidste tre stemte blankt.

Fotos: Lars Salomonsen

Mette Bock overrækkes blomster af Knud-Erik Therkelsen.

Eberhard von Oettingen underholder.

Paneldebat med blandt andre Claas Johannsen og Benny Engelbrecht.

nr. 3 / juni 2014

Mette Bock og Finn Slumstrup i samtale.

Finn Slumstrup pĂĽ talerstolen foran en fyldt sal.

Fest lørdag aften.

33

34

nr. 3 / juni 2014

LOKALFORENINGER LOKALFORENINGERNE Arrangementer sendes til Claus Jørn Jensen på graenseforeningen@privat.dk eller til Åbenråvej 22, 6400 Sønderborg. Næste nummer af GRÆNSEN udkommer 28. august. Arrangementer, der ønskes medtaget i dette nummer, skal være Claus Jørn Jensen i hænde senest fredag d. 8. august.

FOREDRAG OG MØDER Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Nyborg og omegn 15. juni kl. 14.00 Sommerkomsammen hos Grete og Jørgen Ranum, Skaboeshusevej 148. Valdemarsdag. Vi fejrer dagen for Dannebrogs nedfald i 1219. Ole Sørensen causerer over flagets historie. Gerne tilmelding på tlf. 65 31 48 31 el. mail: jorgen. ranum@gmail.dk MIDTJYLLAND Kreds 21 – Ringkøbing Amt 21. juni kl. 12.00 Årsmøde/sommermøde på Lejrskolehjemmet “Vesterled” i Sdr. Haurvig på Holmsland Klit. Årsmødetaleren i 2014 er Grænseforeningens fhv. formand Finn Slumstrup. Det koster 150 kr. at deltage i middagen og det øvrige traktement. Vælger man først at komme til selve årsmødets begyndelse kl. 14.00, er kaffen på husets regning.

TURE/REJSER ARRANGERET AF LOKALFORENINGERNE: Medmindre andet er nævnt, kan du tilmelde dig uanset bopæl eller medlemskab af lokalforeningen.

Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Kreds 20 14. august kl. 18.00 Kirstinelyst, Frederikshåbvej 41, 7183 Randbøl. Vi besøger Naturrum Kirstinelyst, et formidlingscenter, der er forbundet med Randbøl Hede. Kontakt formanden for oplysninger om programmet.

Assens og omegn 26.-29. august Nærmere oplysninger og tilmelding hos Birgitte Lerche på tlf. 64 79 10 97 eller 22 38 46 23.

Turleder: Helge Jensen fra Haarby. Begrænset antal pladser.

Hurtig tilmelding tilrådes, dog senest d. 24. juni. Pris: 1.650 kr.

Ejby – Asperup og omegn 28. august kl. 08.00 Bustur til Sønderborg Slot. I fællesskab med Ejby Lokalhistorisk Forening. Rundvisning i udstillingerne om krigen i 1864, Anden Verdenskrig, genforeningen og en let frokost. Hjemturen foregår ad små veje forbi mange historiske lokaliteter. Vi kan evt. besøge den nybyggede kopi af Nydambåden. Turen koster 300 kr. pr deltager. Nærmere oplysninger og tilmelding senest d.

12. august på tlf. 64 44 13 57.

Fredericia og omegn 13. september kl. 08.00 Tur til Ejdersted. Medbring selv mad

til hele dagen, da der kun serveres kaffe og kage på turen. Drikkevarer kan købes i bussen. HUSK: pas og Euro. Pris for medlemmer: 450 kr.

Ikke-medlemmer: 500 kr. Tilmelding skal ske senest 30. august til 75 92 60 82, mobil 41 40 60 82, mail gunhild.pedersen@gmail.com. Tilmelding er kun gyldig sammen med indbetaling til Nordea, Gothersgade 5, 7000 Fredericia. Konto: 24409200 500 097. Husk at angive navn ved indbetaling.

Kerteminde og omegn 30. august kl.11.30 Kerteminde får besøg af vennerne fra Slesvig. Sammen fejrer vi foreningens 120-års-fødselsdag.

Vi mødes til middag på Marinaen kl. 12.00, pris 145 kr. Derefter er der besøg og kaffe i Langeskov planteskole (50 kr.). Medlemmer kan tilmelde sig senest 10. august på 65 99 17 17 eller 65 39 14 92.

Kolding og omegn 19. august kl.10.00 Tur til Vesterhavet og Vesterled. Vi kører fra Kolding kl. 10 i private biler til Jyllands vestkyst, hvor vi bl.a. ser Filsø, Lønne Kirke og Tipperne. Medbring selv frokost. Tilmelding samt aftale om kørsel senest onsdag den 6. august til Marie Jespersen på tlf.: 75 52 20 25 (kun i dagtimerne).

Pris for kørsel og kaffe: 75 kr.

Nyborg og omegn 23. august kl. 08.00 Årets udflugt til Sydslesvig. Husk at melde til hurtigst muligt, da turen også vil blive tilbudt til andre foreninger, så vi kan få fyldt bussen op. Vi skal bl.a. besøge Nolde museet, restaurant: “ Dat Swarte Peerd”, Løgumkloster og Agerskov kro. Turens pris, der dækker alle entreer samt frokost og aftensmad, er 675 kr. Kontakt formanden for detaljeret program.

Odense og omegn 24. august kl. 08.00 Sommerudflugt. Foreløbigt program: Vi kører igennem det smukke søhøjland, og hører om noget af Skanderborgs historie, efter besøget her og spisning kører vi til Ejer Bavnehøj og overværer folkemødet. Tilmelding til Hans Ulrik Balslev. Telefon 66175262 eller mail: humb@mail.dk.

Tønder Amt 28. juni kl. 08.00 Sommerudflugt til Als. Bustur med bl.a. besøg med guidet rundvisning på Alsion og Augustenborg Slot.

Nærmere program annonceres senere i Digeposten. Tilmelding til Jens Andresen, tlf. 74 83 53 60.

Vamdrupegnen 28. juni kl.10.00 Afgang fra Brugsens P-plads.

Kampen om Als. Denne weekend er det 150 år siden, preusserne gik over Als Sund. I den forbindelse er der kampdemonstrationer og soldaterlejr på Arnkilhalvøen og meget andet gøgl i gaden. Entré: ca. 40 kr. Vi forsøger at lave en tur med bus. Det kræver mindst 40 tilmeldte. Tilmelding skal ske senest 12. juni på tlf.: 75 58 11 45.

Pris for busturen: ca. 100 kr.

28. august kl. 08.00 Afgang fra Brugsens P-plads.

Cykeltur omkring Dianalund.

Cykelturen går ud i Åmosen, Sjællands største tørvemose. Her vil en lokalhistoriker vise rundt.

Turen afsluttes med kaffe. Entré på museet: 40 kr. Tilmelding: Senest 21. august på tlf. 75 58 11 45 eller 75 58 12 93 Vejle og omegn 28. juni Tur til Fredericia. Friserbjerg Rude kommer på udflugt til Fre-

nr. 3 / juni 2014

dericia, vi skriver mere om det senere. Kontakt formanden.

Vejle Vesteregn 7. september kl. 10.00 Tur til Give-Egnens Museum, Donneruplundvej 2, 7323 Give. Besøg af vore sydslesvigske venneforeninger og paneldebat om “Soldaten i kunsten”. Kl. 13.30-17: Fællesudflugt.

Dagen indledes med brunch. Kl. 10 paneldebat. Der bliver deltagerbetaling, som omfatter fortæring m.m.

Tilmelding senest den 28. august til Kirsten Rykind-Eriksen.

NORDJYLLAND Aalborg 28. september-2. oktober Grænselandstur til Rügen + Wismar.

Søndag d. 28/9. til torsdag den 2/10.

Videre information og tilmelding: Niels Frank på tlf. 2217 0160 eller mail niels.frank@mail.tele.dk.

MIDTJYLLAND Ringkøbing og omegn 22.-24. august.

Bustur til Sydslesvig med ophold på Christianslyst i Angel. På vejen dertil besøges Kobbermølle ved Kruså. Hedeby indgår i programmet. Nærmere program udarbejdes.

Skjern-Tarm-Videbæk Egnen 20. juni kl. 18.30 Grillaften ved Ejstrupsøerne. Vi mødes på P-pladsen ved søerne (der er skilt hertil på Videbækvejen nord for Astrup). Vi tænder grillen, og mens den brænder til, går vi en tur i de gamle brunkulslejre i Ejstrup. Pris 75 kr. inkl. drikkevarer.

23. august kl. 07.15 Udflugt til Sønderjylland og Sydslesvig. 2014 er 150-året for den

GRÆNSEN 76. årgang Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K. Udgiver Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Dette nummer er redigeret af Rasmus Vangshardt.

August-nummeret redigeres af Erik Lindsø, erik@folkeakademiet.dk. Tlf. 21 78 72 52.

Udgivelser 2014 Nr. 4 – August Deadline: Fredag 8/8. Udgivelse: Torsdag 28/8 Nr. 5 – Oktober Deadline: Fredag 26/9. Udgivelse: Torsdag 16/10 Nr. 6 – December Deadline: Fredag d. 28/11. Udgivelse: Torsdag 18/12 GRÆNSEN.DK Nyheder og debat på www.grænsen.dk Webjournalist: Johan V. Bendtsen bendtsenjohan@gmail.com GRÆNSEN elektronisk Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN til at læse på din computer eller din iPad. Tryk Jørn Thomsen Elbo A/S Layout www.prik.dk Forsidefoto Les Kaner

skæbnesvangre krig i 1864, hvor Danmarks grænse blev Kongeåen. Pris 500 kr. for medlemmer (550 kr. for ikke-medlemmer).

HOVEDSTADEN Hørsholm 15. august-18. august Sydslesvigtur. Prisen for hele herligheden er 2.950 kr. pro person i dobbeltværelse og 3.130 kr. i enkeltværelse. Alle værelser med bad og toilet. Tilmelding til næstformand og rejseleder Kirsten Alsing, Birkeparken 2, 2970 Hørsholm, tlf. 45 57 19 14, e-mail k.alsing@godmail.dk.

Københavns Vestegn 29.-31. august Tre-dages-tur til Sydslesvig. Nærmere oplysninger følger.

Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim Formand Mette Bock mb@graenseforeningen.dk • Tlf. 3337 4907 Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ket@graenseforeningen.dk • Tlf. 2023 1984 Grænseforeningens formål Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.

Grænseforeningens vision Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring.

Grænseforeningens værdier Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske interesser.

Grænseforeningen mener og siger: • Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal.

• Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer.

• Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund.

• Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.

SJÆLLAND Fuglebjerg og Hyllested 12. juli kl. 09.30 Sommerudflugt til Esrum Kloster m.m. Turen foregår med bus.

Nærmere program hos formanden. Tilmelding er nødvendig og senest den 1. juli 2014.

Roskilde 13. september kl. 14.00 Besøg på Mosede Fortet, Mosede Strandvej 91, 2690 Karlslunde. På Mosede Fort åbnes en ny udstilling i anledning af 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. “Danmark under Første Verdenskrig”. Vi mødes ved indgangen kl. 14.00 og får derefter en guidet rundvisning i udstillingen. Tilmelding senest den 25. august til Ejner Børsting på telf. 56 87 08 63 eller pr. mail til ejner@graensen-roskilde.dk.

Grænseforeningens bestyrelse Formand: Mette Bock, Horsens 1. næstformand: Jens Andresen, Branderup 2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Syddanmark Sigrid Andersen, Agerskov Per Grau Møller, Nr. Lyndelse Kirsten Rykind-Eriksen, Randbøldal Region Midtjylland Sven Beiter, Ringkøbing Karen-Margrethe Møller, Randers Region Nordjylland Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Sjælland Lars Bjerre, Næstved Henning Bonde, Jyderup Region Hovedstaden Niels Jørgen Heick, Hillerød Ove Nissen, Rungsted Kyst Ressourcepersoner Jens Andresen, Branderup Per Paludan Hansen, Frederiksberg Peder Damgaard, Kollund

35

SPROGHJØRNET

Illustration: Niels Poulsen

Sorteret Magasinpost ID-nr. 42138

HVAD UDAD VINDES, MÅ INDAD TABES? Jeg mangler stadig at forstå, hvorfor vi ikke kan sige “nyheder” længere: TV 2 News og senest Berlingskes børneavis “Kids’ News” vælger at markedsføre sig på engelsk. Er det udtryk for, at dansk har mistet sin værdi som varemærke?

Både “børn” og “nyheder” er levende ord, der ikke står til at glide ud af ordforrådet (endnu).

Prioriteringen af de engelske/amerikanske oversættelser i navnet “Kids’ News” giver derfor indtryk af, at værdien af det danske sprog som identitetsbærende faktor er i skred.

Også danskernes interesse for vores fælles historie og kultur er veget til side til fordel for den internationale boldgade, som Danmark er afhængig af at spille på. I Grænseforeningen erfarer vi, at indgangen til at fortælle skoleelever og journalister om 1864 og grænselandet er nutidens konflikt i Ukraine og det daglige kulturmøde i skolen, på arbejdet osv.

Vores erfaring er blevet bekræftet af en undersøgelse tidligere på året om danskernes forhold til Sydslesvig, hvor hele 74% af de adspurgte har svaret, at de ikke alene mangler

viden om det danske mindretal, men at de heller ikke er interesserede i at lære mere om det!

Til gengæld vil danskerne gerne tale engelsk og følge med i verdens gang både politisk og kulturelt. I Kids’ News har der været bragt artikler i børnehøjde om konflikten i Ukraine – men hvorfor ikke samtidig orientere om Danmarks egen erfaring med konflikter i et grænseland?

At være udadvendt og aktiv i en globaliseret verden behøver ikke at udelukke interessen for dansk sprog og kultur. Hvis Kids’ News havde koblet artiklerne om nulevende børn i et konfliktramt Ukraine med den positive dansktyske historie om at gå fra krig til fred, ville børnene bedre kunne relatere sig til nyheden fra det fjerne land og samtidig blive klogere på deres eget land og identitet. Som der står i det andet af Grænseforeningens fire mottoer: “Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer”.

Mette Kragh Faurholdt er informationschef i Grænseforeningen.

Al henvendelse til Grænseforeningen info@graenseforeningen.dk • Telefon 33 11 30 63

Af Mette Kragh Faurholdt