GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur

nr. 5 / oktober 2014 – 76. årgang

magasin for mindretal, sprog og kultur

Kristian Ditlev Jensen:

RUDBØL – DER KUNNE MAN JO OGSÅ BO

Mette Bock:

DER ER NOGET STORT PÅ SPIL

2

nr. 5 / oktober 2014

INDHOLD RUDBØL – DER KUNNE MAN JO OGSÅ BO En aften kommer forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at tænke på et barndomsbesøg i Rudbøl. “Her kunne jeg også bo,” tænker han. Dagen efter starter han bilen, stiller GPS’en på Rudbøl – 328 km, tre timer og 26 minutter – og bosætter sig i Højer. Senere flytter han til Christiansfeld.

Nu bor han i Flensborg. Forfatterens møde med Sønderjylland er der kommet en bog ud af, som udkommer sidst i oktober. GRÆNSEN bringer forordet.

SIDE 4

DER ER NOGET STORT PÅ SPIL Grænseforeningen er gået fra at definere sig selv som en pengeindsamlende forening til nu at være en folkeoplysende forening. GRÆNSEN har sat formand Mette Bock stævne for at høre, hvad hun forstår ved folkeoplysning, og hvad hun ser som Grænseforeningens folkeoplysningsopgave.

SIDE 12

AL SANG ER LOVSANG – HØJSKOLESANG ANNO 2014 I de seneste 25 år er der solgt tæt på en million eksemplarer af Højskolesangbogen, som hermed topper som Danmarks mest solgte bog. Det skyldes, at den rummer det bedste værn, vi har, mod at ligegyldigheden tager magten i livet, siger højskoleforstander Jørgen Carlsen i en artikel, der sætter fokus på Højskolesangen og fællessangens succes.

SIDE 18

LÆS OGSÅ SIDE 24 SAMARBEJDE, MANGFOLDIGHED OG VÆKST SIDE 26 EN BOG PÅ YDERKANTEN AF SIN TID SIDE 28 PÅ HØJSKOLE MED GRÆNSEFORENINGEN

WWW.GRÆNSEN.DK

NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

nr. 5 / oktober 2014

LEDER

STENEN SLÅR SMUT Af Mette Bock, formand

En, to, tre. Fredag, lørdag, søndag. Fortid, nutid, samtid.

Stenen slår smut....

I skrivende stund sidder jeg på min terrasse i den sene efterårssol og tænker over en weekend, der har stået i Grænseforeningens tegn. Fredag havde jeg inviteret formændene for henholdsvis Sydslesvigsk Forening og Skoleforeningen på frokost – med udsigt til Flensborg fjord, hvor sildene ikke ved, om de er danske eller tyske.

Lørdag var der heldagsmøde i Middelfart for lokalforeningerne vest for Storebælt – med udsigt til Lillebæltsbroen. Og i dag har jeg været på Christianslyst i Sydslesvig for at mødes med Grænseforeningens unge kulturmødeambassadører – med udsigt til hårfarver fra kulsort til korngult.

Brobygning og mangfoldighed. Erfaring og ungdom.

Historie og nutid. Sådan skal rammerne for Grænseforeningens arbejde være de kommende år.

På alle tre møder stillede jeg det samme spørgsmål: Med afsæt i Grænseforeningens formålsparagraf, der ikke står til diskussion, hvilke opgaver skal Grænseforeningen så prioritere i de næste fem år frem? Vi er på vej mod 2020, hvor vi skal fejre 100 året for den folkeafstemning, der satte de velkendte og i dag fuldt ud respekterede grænsesten, der fortsat markerer grænsen mellem Danmark og Tyskland. Vi er forskellige. Men vi vil hinanden.

Mindretals- og flertalskultur er ikke en hindring, det er en mulighed. Men er vi ved at glemme?

Er der overhovedet brug for Grænseforeningen, her næsten 100 år efter grænsedragningen, i en globaliseret tid, der er så fuldstændig forskellig fra dengang?

Ja da! For selvom tilværelsen og livsvilkårene har ændret sig, er der grundlæggende spørgsmål, der altid vil udfordre menneskets identitet. Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? Hvordan kan jeg møde det anderledes? Kan jeg bevare mine rødder og mit sindelag, selvom jeg lever i en flertalskultur, der adskiller sig fra min egen?

Søren Epplers smukke tekst til sangen “Stenen slår smut” fra 1990 bliver i dag sunget ved enhver given lejlighed i Grænseforeningens regi. Og netop den tekst har i høj grad inspireret mig i det arbejde, der for øjeblikket

pågår med at formulere pejlepunkter for Grænseforeningens arbejde i de kommende år: Stenen slår smut på det danske vand smidt af en legende hånd.

Ringene rammer et andet land.

Danmark, din skaberånd går som vinden mod øst, går som solen mod vest og over Atlanten!

Teksten rummer tre cirkler: Den inderste, kernen, der er udgangspunkt og mål for det hele: Det danske mindretal syd for grænsen, dansk sprog og dansk kultur. Det er nedslagspunktet. Men når stenen rammer vandet, danner der sig nye ringe. Næste ring er Danmark. Og yderste ring er verden.

Også i de næste fem år vil langt hovedparten af Grænseforeningens aktiviteter dreje sig om nedslagspunktet, det danske mindretal syd for grænsen. Der er et enormt behov for folkeoplysning, ud gennem alle revner og sprækker, så vi nord for grænsen ikke glemmer vores mindretal. Og mindretallet ikke glemmer moderlandet. Til at løse den opgave har vi brug for samarbejde på tværs af grænsen, for det sker ikke af sig selv. Det personlige møde, feriebørn, skoleudveksling, efterskole- og højskoleophold, ekskursioner, venskabsmøder, foredrag, udarbejdelse af undervisningsmateriale, mediehistorier om mindretallet og meget, meget mere skal der til.

Men vi skal også forstå at se de ringe, der breder sig i vandet, for de gør historien nærværende for det moderne menneske. Ringene skaber identifikation og giver historien relevans for vor egen tid. Erfaringerne fra grænselandet er med andre ord ikke kun til historiebøgerne.

De taler direkte ind i en samtid, hvor kulturmøder og grænsekonflikter florerer som aldrig før. Overalt i verden gør flertalskulturer ihærdige forsøg på undertvingelse af mindretalskulturer ved at lægge begrænsninger for dem – eller i værste fald anvende brutal magt.

Lige nu pågår diskussionen om Grænseforeningens strategi rundt omkring i lokalforeningerne, og om få uger holder vi også et åbent møde i Flensborg, hvor vi inviterer alle syd for grænsen til at give deres besyv med: Har I brug for Grænseforeningen, kære mindretal? Skal stenen fortsat lystigt slå smut – eller synes I, opgaven er løst?

3

4

nr. 5 / oktober 2014

RUDBØL

– DER KUNNE MAN JO OGSÅ BO En aften kommer forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at tænke på et barndomsbesøg i Rudbøl. “Her kunne jeg også bo,” tænker han. Dagen efter starter han bilen, stiller GPS’en på Rudbøl – 328 km, tre timer og 26 minutter – og bosætter sig i Højer. Senere flytter han til Christiansfeld. Nu bor han i Flensborg.

Forfatterens møde med Sønderjylland er der kommet en bog ud af, som udkommer sidst i oktober. GRÆNSEN bringer forordet.

Af Kristian Ditlev Jensen

nr. 5 / oktober 2014

5

6

nr. 5 / oktober 2014

“Her kunne man bo,” sagde min mor – og trak vejret dybt.

Mit allerførste møde med Sønderjylland oplevede jeg som barn, da jeg var på en af de sjældne ferier sammen med min bror og min far og mor. De voksne havde lånt en bil af nogle venner – nu skulle vi på familiens første Danmarkstur. Turen gik til Jylland via Storebæltsfærge og Lillebæltsbro, og da vi nåede Hovedlandet, var det, at min mor begyndte at fable om det. Hun ville til Rudbøl.

Min far syntes, det var lige lovlig langt nede. Men han føjede hende. Og inden længe var vi på vej til det sydvestligste hjørne i Danmark. Da vi kom til Tønder, mente min far, at nu kunne man altså ikke komme længere ud.

Min mor insisterede. Vi kørte igennem den fine Slotsgade i Møgeltønder. Min far var nu tydeligt frustreret.

Men min mor var ikke en, man bed skeer med: Vi skal til Rudbøl! Kør nu bare! Da vi endelig lå og snoede os ud over marsken på de små zigzagveje med kurs mod den nedgående sol, som i en anden western, var min far på randen af opgivelse. Så kom byskiltet. Vi kørte op på diget. Og han stoppede bilen. Min mor steg ud. Og så kom det. Først den dybe vejrtrækning.

far, der står med vores Kodak Instamatic – det lille fuldautomatiske kamera med den kubeformede, roterende blitz. Min bror er langhåret. Jeg har kassebukser på. Min mor er iført sine sædvanlige brune fløjlsbukser med smæk.

Det var det første, jeg tænkte på mange, mange år efter, da jeg mistede min mor. Hun døde alt for tidligt, og da jeg sad, tynget af sorg og ikke anede, hvad jeg skulle stille op, kom jeg i tanke om det.

Egentlig begyndte det med, at jeg ville ære min mors minde. Jeg ville mindes hende ved at gøre noget, som hun ville have elsket at gøre. Noget, vi måske burde have gjort sammen, imens hun endnu levede.

Men hvad?

“Her kunne man bo,” hørte jeg hende så pludselig sige.

Rudbøl? Fint, tænkte jeg. Det gør jeg sgu. Og dagen efter satte jeg mig om morgenen ind i min bil og tastede “Rudbøl” i bilens GPS. 328 km fra mit daværende hjem. Tre timer og 26 minutter. Jeg trak på skuldrene og satte bilen i gear. Det var jo lørdag.

Jeg kan stort set ikke huske køreturen derned. Måske var det sorgen.

Men jeg kan først huske, hvordan landskabet langsomt begyndte at ændre karakter lige syd for Kolding. Det blev mere bart, mere råt, men på samme tid også mere frodigt, mere bølgende, mere romantisk.

Længere nede kom de lange lige landeveje, hvor bilerne kørte hurtigere, end jeg var vant til, og hvor jeg pludselig begyndte at tænke på mine mange rejser i USA og i Australien.

De lange, lange veje findes jo ellers slet ikke i Danmark. Som den morsomme musiker og digter T.S. Høeg engang sagde, så ville beatgenerationen – som er en berømt retning inden for litteraturen, hvor udøverne blandt andet tager narkotika i lige lovlig store mængder og kører ud på meget lange road trips – aldrig været slået an, hvis den var opstået i Danmark.

“Når man har kørt en times tid, så ryger man jo i vandet,” sagde han.

I Sønderjylland får man omsider fornemmelsen af, at det kunne være anderledes. Det er, som om man allerede er kommet en lille smule til Tyskland. Her er der, omsider, plads.

Lidt nord for Tønder kom de første huse bygget i frisisk stil. Jeg var, geografisk set, på vej ind i det allernordligste af Nederlandene. I Møgeltønder bragede jeg igennem muren af provinsialitet og lige ind i en nationalistisk kongetro, man ikke finder større, med mindre man står inde på selve Amalienborg Slotsplads. Det her, det er Danmark. Med Dannebrog

Egentlig begyndte det med, at jeg ville ære min mors minde. Jeg ville mindes hende ved at gøre noget, som hun ville have elsket at gøre. Noget, vi måske burde have gjort sammen, imens hun endnu levede “Her kunne man bo,” sagde hun så.

Jeg har stadig et let gulnet farvefotografi af det et sted i mine gemmer. Min mor og mig og min bror. Det er min

nr. 5 / oktober 2014

vajende så ofte, som man overhovedet kan slippe af sted med det. I Møgeltønder studsede jeg, da jeg var på vej ud af byen.

Der manglede et skilt, der viste af mod Rudbøl – og sidst jeg var forbi, manglede det stadig. Jeg smilede for mig selv. Hvorfor skulle man også skilte her? De lokale kender jo vejen. Nu var jeg på landet – helt derude, hvor man hverken blinker af eller blænder ned.

Da jeg endelig nåede Rudbøl, steg jeg ud af min bil.

“Her kunne man bo,” sagde jeg – og trak vejret dybt ind.

Lige siden den spontane køretur tværs igennem landet har jeg oplevet et sønderjysk eventyr, som stadig folder sig mere og mere ud, hver gang jeg møder nye mennesker og oplever nye steder, nye sider af egnen.

I starten blev jeg så bidt af Sønderjylland, at jeg overvejede at flytte ned og bo der permanent. Jeg begyndte at kigge på huse, og jeg drømte om et stort ensomt hus langt ude på landet. Jeg tror, jeg forestillede mig, at det var sådan, en rigtig forfatter burde bo. Alle mine venner i København troede, at jeg var blevet skør.

Jeg afviste dem blankt. Det var jo bare, fordi de aldrig havde været der.

Da jeg kørte nogle af dem ned til marsken for at vise dem vidderne, og hvor højt der egentlig var til loftet dernede, så reagerede de spontant på to vidt forskellige måder.

“Det mener du ikke? Du dør af ensomhed? Kender du overhovedet nogen her?

Skal vi ikke køre igen?”

Det var den ene reaktion.

“Wow! Hvor er her smukt! Det kan jeg virkelig godt forstå, at du er faldet for! Her skulle man slå sig ned, finde en kone og få nogle børn!”

7

Jeg lejede et lille rækkehus i Højer og flyttede fra London – og direkte ned i marsken. Folk troede, at jeg var sindssyg.

Men jeg følte, at jeg omsider gjorde noget helt rigtigt. Der var noget, der virkelig trak – uden at jeg rigtig kunne sætte ord på det Det var den anden reaktion. Og lige siden har jeg faktisk fået flere venner med på vognen. Når man først har set Sønderjylland, mærket bakkerne på Als, set grænselandet, oplevet de rå marskområder, mærket overgangen fra Midtjylland, så kan man ikke slippe det igen.

Jeg kunne i hvert fald ikke.

“Hvad i himlens navn vil du i Højer?”

Det er et godt spørgsmål. Hvordan Søren ender man i Højer – en lille flække i det allerallersydvestligste Danmark. Det er en lang historie.

Den begyndte egentlig, da jeg rejste til London for at bo der et års tid. Det var for

at prøve noget helt andet. Og da jeg rejste hjem igen, tænkte jeg det så. Måske skulle jeg gentage succesen? Måske skulle jeg simpelthen prøve noget helt, helt, helt andet?

København har jeg studeret i og boet det halve af mit liv i, så Danmarks hovedstad kender jeg som min egen bukselomme, selv om jeg faktisk er vokset op et helt andet sted på Sjælland, nemlig i den lille jernbanekøbstad Holbæk.

Så hvorfor ikke prøve det helt modsatte?

Som forfatter drømmer man virkelig tit om det. Tænk, tænker man, hvis man bare kunne flytte på landet og finde den

8

nr. 5 / oktober 2014

ro, der skal til. Tænk på, hvor meget man ville få skrevet. Eller tænk bare på, hvor meget, man ville få tænkt.

Jeg gjorde alvor af det.

Jeg lejede et lille rækkehus i Højer og flyttede fra London – og direkte ned i marsken. Folk troede, at jeg var sindssyg.

Men jeg følte, at jeg omsider gjorde noget helt rigtigt. Der var noget, der virkelig trak – uden at jeg rigtig kunne sætte ord på det.

På vejen til det nordlige Frankrig gjorde min fætter og jeg et stop med kassevognen i Højer, hvor jeg underskrev lejekontrakten. Da vi kørte ned ad Autobahn mod Calais og færgen til England, blev depositum overført et sted i cyberspace. Og et par dage efter kom vi retur med flyttelæsset fra Golders Green i Nordlondon.

Omvæltningen var til at forstå.

Der er meget stille i Højer. Som en af de lokale på et tidspunkt sagde til mig: Hvis man kan overleve en vinter her, så flytter man aldrig igen. Senere på året forstod jeg ham. Der kan være stille som Døden i Højer. Der kan være koldt som i Kiruna.

Og der kan være næsten lige så ensomt, som der kan være, når man sidder alene i en toværelseslejlighed i Storbritanniens hovedstad, hvor der bor ti millioner mennesker. Men det er også uden sammenligning det smukkeste sted, jeg kender i Danmark – solen klokken seks om morgenen, de store fugle, tågebankerne, fårene på skråningerne. Det er et af de eneste steder i Danmark, jeg kan genkende alene på lugten – en særegen blanding af hav, komøg, græs, salt og rå, rå blæst.

Det er et af de få steder i Danmark, hvor jeg har følt ro, hvor jeg har oplevet en indre fred, som jeg slet ikke føler nogen andre steder, og det er det sted i Danmark, hvor jeg får skrevet mest. Jeg kan

stadig huske den første gang, jeg skulle overnatte i marsken. Jeg lejede et lille hus af Rudbøl Grænsekro. Og skrev et halvt teaterstykke – i løbet af én aften. Den første halvdel havde jeg været flere måneder om at få færdig. Men sådan er det.

Sønderjylland er på mange måder et magisk sted.

Efter eventyret i Højer – med lammestege, vandreture på digerne, besøgene hos slagteren, de ensomme cykelture til Tyskland, de lange, lange hjemture efter besøg i andre dele af Sønderjylland – endte jeg i Christiansfeld, hvor jeg stadig har en lille lejlighed. Jeg joker tit med det og siger, at jeg har mit lille refugium i Nordøstsønderjylland. Og den er god nok. Det er to kilometer syd for den gamle grænsekro.

På kirkegården er mange af gravstenene stadig med tyske navne. Der er en særlig ironi, når københavnersnuderne spørger, hvad i alverden jeg vil dér – helt nede på Lars Tyndskids mark. Så forklarer jeg dem, at set med de briller, så er jeg jo faktisk flyttet tættere på storbyen.

Sandheden er, at jeg selv føler, at jeg hele tiden – ved at flytte til Sønderjylland både i den ene og den anden ende – er flyttet hjem. For det er sådan, det føles.

Det er svært at udtrykke i ord. Det er en ren følelse. Noget falder på plads i mig, når jeg passerer grænsen – om det så er nord fra eller syd fra. Og det er så tydeligt, at det faktisk har undret mig.

Sommetider har jeg ligefrem ligget vågen om natten i min seng i Højer. Uden for vinduet kunne man se fuldmånen stå så stor og klar, at man næsten kunne røre den. Og med vinduet åbent kunne man pludselig høre suset fra tusinder af gæs på træk. Så har jeg tænkt det: Gad vide, om det er noget magisk? Gad vide, om det

nr. 5 / oktober 2014

Der er meget stille i Højer. Som en af de lokale på et tidspunkt sagde til mig: Hvis man kan overleve en vinter her, så flytter man aldrig igen. Senere på året forstod jeg ham. Der kan være stille som Døden i Højer

9

10

nr. 5 / oktober 2014

er noget spirituelt? Har jeg været Sønderjyde i et tidligere liv? Jeg tror ikke selv på den slags genfødsler, men tanken er jo nærliggende. Hvordan pokker kan man føle sig hjemme i en helt anden egn end dér, hvor man ude fra set egentlig hører til.

“Tænk,” sagde jeg engang ved et bryllup til min farbror, der hedder Jørgen Ditlev Jensen, “hvis man havde en forfader, der var død i Rudbøl.”

“Det har du,” sagde han så.

Ditlev den Ældre, som jeg for sjovs skyld kalder ham, har i de senere år syslet med slægtsforskning. Han løftede et gråt øjenbryn og tilføjede: “Han hed Hans Jensen. Han blev skudt.”

Tolerancen i forhold til timing og aftaler er tit lidt rundere i Sønderjylland end i andre dele af Danmark. Folk ved jo godt, at trafikken kan drille, når man kommer rigtig langvejsfra. Hvis man kommer et kvarter

på samme tid som I er de mest danske af alle danskerne, så er I også nogle helt andre end danskerne. Derfor må jeg hellere starte med at få afklaret en sag. Hvor mange herinde i det her lokale har en forfader, der er faldet ved Dybbøl?”

Der kom et par hænder op. Men ikke mange.

“Nå, men det har jeg altså. Han hedder Hans Jensen.

Så nu må jeg vel gerne sige noget om Sønderjylland, ikke sandt?”

Der var spredt latter. Hvilket jo er tegn en stor succes på de kanter.

Det viste sig at være en fin måde at komme ind på livet af sønderjyderne på. Man skal bare lade, som om man selv er en af dem, så åbner de straks mere op.

Imidlertid følte jeg mig jo også lidt falsk.

For nok har jeg måske en forfader, der er faldet ved Dybbøl. Men mon ikke mange har det? Det er jo en rent matematisk ting. Selv hvis man tager hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med, så var befolkningen i det, der samlet kaldes den danske helstat, ikke meget mere end 2,5 millioner mennesker, da slaget ved Dybbøl gik for sig. Og det ligger jo mange generationer tilbage. Så sandsynligheden for, at mange af de nulevende danskere – i deres vidt forgrenede slægtstavler – har haft en ung mand, der har deltaget i et af de store dansktyske slag, eller en ung kvinde, som har forbundet de faldnes sår, er jo ret stor.

Kort sagt, så har jeg en forfader, der er faldet ved Dybbøl. Men gør det mig til Sønderjyde? Næppe. Kom han overhovedet fra Sønderjylland? Det er slet ikke sikkert.

Soldaterne kom jo fra hele landet.

Imidlertid skete der noget sjovt efter mit foredrag i Højer. Der kom en mand hen til mig og kiggede nysgerrigt på mig. Så spurgte han: “Kommer du fra Løgumkloster?”

Jeg måtte skuffe ham. Men jeg spurgte, hvorfor han egentlig tænkte det?

Lige siden den spontane køretur tværs igennem landet har jeg oplevet et sønderjysk eventyr, som stadig folder sig mere og mere ud, hver gang jeg møder nye mennesker og oplever nye steder, nye sider af egnen for tidligt eller for sent, så går det nok alt sammen alligevel. Når først man er nået frem, bliver man jo som regel også en rum tid længere end andre steder. Men den aften, da jeg skulle holde foredrag i Højer, valgte jeg at køre i god tid – fra Christiansfeld. Så jeg var der en halv times tid, inden vi skulle starte. Dels, fordi jeg så kunne nå at gå fra sognegården og lidt ud af byen – jeg kunne nå at trække vejret dybt og se ud over marsken. Dels, fordi jeg faktisk var lidt nervøs.

Indenfor i sognegården prøvede jeg at bryde isen. Jeg kender jo godt fordommene om københavnere. Jeg tog sønderjyderne lige på og hårdt: “Det er jo egentlig kun jer selv – I, som er sønderjyder – der må mene noget som helst om Sønderjylland. Det er kun jer, der må vurdere sønderjyderne, om det så er handelstalentet i Sønderborg, dansksindetheden i Flensborg eller Tøndersagens grusomhed. Alle andre danskere må i virkeligheden slet ikke udtale sig om noget som helst sønderjysk. For

nr. 5 / oktober 2014

“Det er navnet. Der var engang en murermester oppe ved Løgumkloster, der hed det samme. Hans drenge hed det også. Og hans far.”

“Hvad hed de?”

“Ja, de hed alle sammen Ditlev til mellemnavn. Men det er jo altså også meget normalt på de her kanter. At man hedder Ditlev. Fritz. Adolf. Så går det i arv som mellemnavn. Det er jo de her traditioner og tyske navne og sådan,” sagde han og trak på skuldrene, inden han gik.

Da jeg nogle måneder senere talte med min farbror Jørgen Ditlev Jensen, kunne jeg ikke lade være med at spørge ham.

“Hvor kommer det egentlig fra, det dér Ditlev?”

Sagen er nemlig, at både jeg selv og min bror hedder det. Min farbror hedder det. Min oldefar hed det – ja, faktisk gik han kun under det navn. Men min tipoldefar hed det vist også. Alle mine fætre hedder Ditlev til mellemnavn, undtagen René, der har et mellemnavn fra sin mors familie.

“Ja, det er noget underligt noget,” sagde min farbror.

“Men jeg kan se, at vi har heddet det længe.”

“Hvor længe?”

“I vores familie har mændene heddet det i mindst ti led tilbage,” forklarede han.

“Ti led tilbage!?”

Jeg var målløs.

Så måske er der alligevel noget om det?

Jeg forestiller mig, at det passer meget godt med krigen i 1864. Og jeg ser for mig, hvordan en forslået, fornedret sønderjyde har valgt at prøve lykken et nyt sted. Han har sejlet, han har reddet, han har sejlet igen. Og så er han endt midt på Sjælland. Midt i de bløde bakker og de frodige landskaber, der faktisk på en måde godt kan minde lidt om Sønderjylland, hvis man ser nøjere til. Han er hoppet ned fra hestevognen.

Så har han trukket vejret dybt, og måske har han så sagt det.

“Her kunne man bo.”

Kristian Ditlev Jensen: SØNDERJYLLAND. Gyldendal. 300 sider, illustreret. 350 kr. Bogen anmeldes i et kommende nummer af Grænsen.

Kristian Ditlev Jensen, f. 1971, er dansk forfatter og journalist. Han blev født i Holbæk og studerede fra 1990 litteratur ved Københavns og Aarhus Universiteter, samtidig med at han 1995-97 gik på Forfatterskolen.

I 2001 debuterede Kristian Ditlev Jensen med den omtalte og roste selvbiografi Det bliver sagt. Desuden Røde kager & grøn te (2002) og romanerne Livret (2006), Ord i Orientekspressen (2007) og Opstigende Skorpion (2010).

Sideløbende med forfattervirksomheden er Kristian Ditlev Jensen freelancejournalist. Han har skrevet til næsten samtlige store danske dagblade og flere madtidsskrifter, ligesom han har været vært på Radio 24syv. Ved folketingsvalget i 2007 stillede han op for partiet Liberal Alliance, som han imidlertid forlod igen året efter.

2008-09 var Kristian Ditlev Jensen desuden ansat i Klima- og Energiministeriet som taleskriver for Connie Hedegaard.

11

12

nr. 5 / oktober 2014

INTERVIEW

DER ER NOGET STORT PÅ SPIL “Oplysning om grænselandet er en umådelig vigtig opgave, for vi kan ikke bruge en erfaring, som vi ikke ved, vi har,” siger Grænseforeningens formand, Mette Bock.

Grænseforeningen er gået fra at definere sig selv som en pengeindsamlende forening til nu at være en folkeoplysende forening. GRÆNSEN har sat Mette Bock stævne for at høre, hvad hun forstår ved folkeoplysning, og hvad hun ser som Grænseforeningens folkeoplysningsopgave.

Af Erik Lindsø

“Det handler om på én gang at løfte og at oplyse,” er det første, Mette Bock siger, da hun bliver bedt om at forklare, hvad hun forstår ved folkeoplysning.

“Vi skal både oplive og oplyse. Hvis du ikke får åbnet ørerne på folk og får tændt det, der gør, at man selv har lyst til at hægte sig fast og få mere viden, så kan du jo oplyse, uden det nytter.”

“Hvor mange mennesker har ikke brugt alt for mange timer i et røv-til-bænk-forløb – både som børn og voksne – hvor ting er sejlet hen over hovedet på dem, og hvor det ikke har slået rod. Det nytter ikke at modtage viden, hvis man ikke finder den krog, der gør det meningsfyldt og skaber relevans.”

Foto: Scanpix

KAMPEN FOR DANNELSEN

Hvordan synes du, folkeoplysningen har det i dag?

“I folkeoplysningens barndom var oplysning noget, der udgik fra neden. Man lavede selv sine foredragsforeninger – i præstegården og på bøndergårdene samlede man folk – i de der meget rige årtier i slutningen af 1800-tallet.”

“I dag er vi kommet meget langt op i behovspyramiden, hvis man f.eks. ser på, hvad der bliver udbudt af folkeoplysningsforbundene.”

nr. 5 / oktober 2014

13

nr. 5 / oktober 2014

“Det, jeg savner ved folkeoplysningen, er det bredere perspektiv. Jeg savner i udpræget grad, at vi kan knytte bro mellem det historiske og det aktuelle – at vi kan placere os selv, og det vi beskæftiger os med, i en bredere sammenhæng. Den del af folkeoplysningen er trængt i baggrunden til fordel for den mere specialiserede, rationelle og meget tidsafgrænsede tilgang til tingene.”

Siger du hermed, at folkeoplysningen har parkeret dannelsen på bekostning af det faglige og det mere specifikke?

“Der er al for megen fokus på det uddannelsesmæssige på bekostning af det

“Men det har også med informationsmængden at gøre. I dag drukner vi i informationer, og vi bruger ufattelig megen tid på at holde os informeret. Denne løben efter løsrevne informationer har gjort tilværelsen mere fragmenteret. Den lette løsning er derfor blevet at trænge dannelsen i baggrunden og sige, at det hele handler om informationer og om dygtiggørelse. Det er derfor, vi er så rodløse i det moderne samfund og har svært ved at håndtere de basale livsspørgsmål, som jo i virkeligheden ikke har forandret sig fra Platons tid til i dag.”

“At sætte fokus på de basale spørgsmål i samfundslivet og menneskelivet ser jeg som folkeoplysningens største opgave netop nu – også i Grænseforeningen.”

I dag kan folkeoplysning og det mellemfolkelige ikke skilles ad. Det hører sammen – fuldstændigt dannelsesmæssige. Også her på Christiansborg. Men de to ting hænger sammen.

Jeg har selv en baggrund i både filosofi og statskundskab. I filosofi beskæftiger man sig med, hvad det vil sige at være menneske. I statskundskab beskæftiger man sig med de rammer, som samfundet sætter for det enkelte menneskes liv. Begge dele er vigtige at huske på.”

Hvorfor er dannelsesaspektet trængt i baggrunden?

“Jeg tror, det er fordi, vi lever i et samfund, hvor mange af vores basale behov er dækket fuldstændig ind. Vi er blevet en lille smule tilbagelænede og tager tingene for givne i forhold til, hvad de i virkeligheden er. Derved bliver de store spørgsmål om liv og død og meningen med det hele trængt mere i baggrunden.”

DER ER NOGET PÅ SPIL

Grænseforeningen er de senere år gået fra at være en støtteforening for mindretallet til at blive en folkeoplysende forening. Det er en svær opgave, for uvidenheden er stor – selv på regeringsniveau, forklarer Mette Bock: “I næste uge (medio september, red.) skal jeg besøge Sofie Carsten Nielsen, vores forskningsminister. Vi har jo lige haft hele diskussionen om studentereksaminer, man tager syd for grænsen. Mit ærinde er at gøre ministeren opmærksom på, at hvis man ikke på regeringsniveau og i ministeriet har den ringeste fornemmelse for, hvad der foregår i Sydslesvig, så har vi et voldsomt problem. Jeg kan jo ikke proppe det ind i hovedet på ministeren, men jeg kan måske tænde en opmærksomhed på, at her er noget, hun faktisk burde beskæftige sig med.”

Hvad er der galt i ministeriet?

“Der er i ministeriet både uvidenhed og

Foto: Scanpix

14

nr. 5 / oktober 2014

“Der er al for megen fokus på det uddannelsesmæssige på bekostning af det dannelsesmæssige. Også her på Christiansborg.”

15

mangel på vilje til at ville forstå, hvad der foregår i Sydslesvig. Når man kan finde på at sige, at det at tage en studentereksamen på de danske gymnasier i Sydslesvig er at tage en studentereksamen i udlandet, så er der et eller andet hamrende galt.”

Som er … “… at man har mistet en vigtig forståelse for de værdier i grænselandet, som også betyder noget i Danmark. Selvfølgelig skal man stille krav til eleverne i Sydslesvig, og der er forhold, der skal være opfyldt osv. Men jeg er nervøs for, at det, der egentlig burde være almindelig baggrundsviden – høre til almindelig dannelse i en regering og i et ministerium – ikke længere er en selvfølge.”

“Derfor er der virkelig noget på spil, hvis man er endt med at se på Sydslesvig og grænselandet som noget musealt – og ikke forstår det som en del af dansk historie og dansk kultur, som også rækker ind i den tid, vi i dag lever i.”

SOM RINGE I VANDET

Hvad er forskellen på almindelig oplysning om grænselandet og så lave folkeoplysning?

Mette Bock finder papir og blyant frem og tegner en kerne med to ringe omkring.

“Hvis du kigger på, hvad Grænseforeningen skal, så er der en kerne, som handler om vores eget grænseland – den historie og den udvikling, der knytter sig til netop dette geografiske område.”

“Så er der en ring uden om kernen, hvor erfaringerne fra grænselandet breder sig.

Et eksempel er Kulturmødeambassadørerne, hvor unge fra det danske og det tyske mindretal og fra etniske mindretal i Danmark fortæller om deres eget liv.

Herved kan spørgsmål om flertalskultur og mindretalskultur i vores eget lille land bruge erfaringer fra den inderste ring her.”

“Og så er der den yderste ring her,

nr. 5 / oktober 2014

Foto: Scanpix

16

“De unge er jo vildt aktive og laver noget, der har stor betydning for Grænseforeningen uden at være medlem. Det skal vi være åbne for og støtte.” På billedet er det Kulturmødeambassadørerne, der diskuterer med Pia Kjærsgaard på Folkemødet på Bornholm 2013.

som handler om grænsekonflikter ude i verden, hvor vi også kan suge næring fra kernen.”

Kan du komme med et aktuelt eksempel på den yderste ring?

“Det, der i helt ufattelig grad har betydning for danskerne i dag – og som det er en folkeoplysningsopgave at få os til at forstå – det er, at de erfaringer, som vi har fra vores eget grænseland, det er erfaringer som i den grad kan bruges til, at vi på den ene side bedre kan forstå helt nutidige og aktuelle problemstillinger, og at vi har et bidrag at tage ud i verden med, eller at få andre lande hertil for at se, hvordan en fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal kan udvikles og praktiseres.”

“Jeg er udenrigspolitisk ordfører og sidder i Det Udenrigspolitiske Nævn og rejser rundt i verden, og der er grænsekonflikter overalt. Jeg har været i Ukraine for to måneder siden. Det, der foregår ovre i det grænseland, er jo en konflikt mellem et flertal og et mindretal.”

“Med vores historie kan vi anskueliggøre, hvad det er for en vej, vi er gået i vores eget grænseland. Hvordan vi er endt i fredelig sameksistens? Og den vej

adskiller sig for mig at se ikke fra den vej, som man kunne vælge at gå i Ukraine eller andre steder i verden, hvis man havde mod til at gøre det.”

“Derfor ser jeg oplysning om grænselandet som en umådelig vigtig opgave – for vi kan jo som danskere ikke bruge en erfaring, som vi ikke ved, vi har.”

GRÆNSEFORENINGENS MELLEMFOLKELIGE OPGAVE

Siger du hermed også, at Grænseforeningen har en mellemfolkelig opgave?

“Absolut. I dag kan folkeoplysning og det mellemfolkelige ikke skilles ad. Det hører sammen – fuldstændigt. Derfor er den udvikling, Grænseforeningen har været igennem de senere år, rigtig positiv, og den udvikling skal vi fortsætte. Kulturmødeambassadørerne og Elevambassadørerne viser vejen, og vi skal have mere damp på disse ungemøder.”

I Sydslesvig kan der være en vis modstand mod dine tanker. Både SSW og SSF har tidligere reageret imod, hvad de kalder Grænseforeningens instrumentalisering af mindretallet.

“Jeg har den dybeste respekt for, hvad der

foregår i mindretallet, men jeg har også den dybeste respekt for den mangfoldighed, der er i mindretallet. Når man taler om mindretallet, så taler man ofte om dem som sådan en homogen enhed, hvor de alle sammen går i takt og mener det samme. Men det er en kæmpe stor illusion.”

Men også blandt Grænseforeningens ældre medlemmer har det skabt røre, at hovedforeningen aktualiserer mindretallet ind i en moderne dagsorden med kulturmøde.

“De ældre medlemmer i Grænseforeningen laver et fantastisk stykke folkeoplysning i den forstand, at de i lokalforeningerne bruger rigtig megen tid på det personlige møde, hvor de selv rejser frem og tilbage til Sydslesvig, selv har knyttet venskaber med en bestemt skole, de følger, modtager feriebørn fra Sydslesvig osv. Det er for mig at se rigtig god folkeoplysning.”

“Og de ældre medlemmer rundt omkring fortæller jo deres børn og børnebørn, hvad det er, de laver. Det kan godt være, at de ikke kan lokke dem til at blive medlemmer af Grænseforeningen, men de laver et folkeoplysningsarbejde, som jeg synes, man skal have den allerstørste respekt for.”

“Lokalforeningernes arbejde er en måde at gøre det på. Kulturmødeambassadørerne og deres projekt er en anden måde.

Så man kan ikke sætte folkeoplysning på en formel. Det møde mellem mennesker, som jeg siger, er det afgørende, kan finde sted på ufattelig mange forskellige måder. Og det skal det også. Det, der netop kendetegner folkeoplysningen, når den virker, er, at den går på flere ben.”

SINDELAGSKONTROL ER MANGEL PÅ DANNELSE

Er folkeoplysning blevet sværere i en globaliseret tid med mange kulturer sammen?

“Ja, det ses i identitetsdiskussionen, som er blevet en kampplads, hvor man skændes om, hvad det vil sige at være dansk og dansksindet? Men det er noget, man ikke

nr. 5 / oktober 2014

kan sætte på formel. Og den respekt for, at identitetet ikke kan sættes på formel, savner jeg nogle gange – at man udviser den respekt, at man ikke skal kravle ind i hovederne på folk og lave en test for nu at afgøre, om de er danske eller ej.”

“Når vi får trang til sindelagskontrol, er det et udtryk for usikkerhed. Hvis du hviler i din egen identitet, står du på sikker grund, og så er du ikke så bange for det anderledes og dem, som har en anden tilgang til livet, end du selv har.”

“Når vi overhovedet er begyndt at diskutere, hvad det vil sige at være dansk, og hvornår man er det, er det mangel på dannelse og mangel på bevidsthed om egen identitet – vores rødder og hvilket grundlag, vi selv står på.”

“Og her ser jeg mødet mellem mindretal og flertal som en mulighed for at blive mere bevidst om egen identitet.”

“Det anderledes skal vi lære ikke at se som en trussel, men som en kæmpestor mulighed. Det er derfor, der er så megen inspiration at hente i grænselandet for det moderne menneske. Vi kunne blive meget bedre til at håndtere kulturmøder i Danmark ved at vide noget om forholdene for mindretal i grænselandet.”

“På samme måde når vi skal forholde os til konflikter ude i verden, da har vi en så rig kilde i vores egen grænselandshistorie, at det er vildt ærgerligt, at vi ikke er mere bevidste om det.”

sen er viden og bevidsthed om, at vi har et ret stort mindretal, som bor udenfor landet og lever deres danske liv udenfor landets grænser.”

Skal mindretallet også forstå, at de har en oplysningsopgave nord for grænsen?

“Selvfølgelig skal de det, men det må de selv finde ud af. Vi andre kan sige, at vi synes, det er vigtigt, og Grænseforeningen kan sætte nogle aktiviteter i gang, der hjælper det på vej, men opgaven skal løftes af mindretallet selv.”

“Alle skåltalerne skal vi nok rituelt få høvlet af ved de lejligheder, der byder sig. Men det er jo ikke det, der er interessant. Det interessante er den enkeltes historie. Jeg gør derfor meget ud af at møde ikke bare dem, der har stjerner på skuldrene, men også en lang række forskellige mennesker i deres hverdag og i det fantastisk rige foreningsliv, der er i Sydslesvig. Og jeg bruger enhver lejlighed til at fortælle, at det er vigtigt, I husker, at hvis I ikke er med til at fortælle jeres historie nord for grænsen, så kan det godt være, at I får et stort problem på den lange bane.”

17

“Jeg er fuldstændig klar over, at vi også mister medlemmer de kommende år.

Men de unge engagerer sig på en anden måde i Grænseforeningen, end de ældre gør. De unge er jo vildt aktive og laver noget, der har stor betydning for Grænseforeningen uden at være medlem. Det skal vi være åbne for og støtte. Kan vi holde fast i de unge på deres egne præmisser, så tror

De unge er jo vildt aktive og laver noget, der har stor betydning for Grænseforeningen uden at være medlem. Det skal vi være åbne for og støtte

OPLYSNING ER OVERLEVELSE

AKTIV UDEN AT VÆRE MEDLEM

“Det, der er vores opgave i Grænseforeningen, er for det første, at respektere, at vi ikke skal ind og blande os i, hvordan mindretallet ønsker at leve syd for grænsen. Vores opgave er at se, om vi kan bidrage til, at der eksisterer rammer for, at mindretallet fortsat kan eksistere. Det kan vi gøre på mange forskellige måder.

Men en af måderne – og det er en meget vigtig ting – det er at sikre, at der i den danske flertalsbefolkning nord for græn-

Folkeoplysningen er pr. tradition bundet op på foreningslivet, men unge i dag vil ikke være medlem af en forening.

“Lokalforeningerne er jo meget geografiske. Men unge i dag organiserer sig anderledes, og det skal vi lære at håndtere. Når flere hundrede unge engagerer sig for Grænseforeningen på Roskilde Festival, er det jo en pipeline ind i Grænseforeningen, og jeg tror, at der ad denne vej kan komme nye former for organiseringer i Grænseforeningen.”

jeg, at når de bliver ældre og børnene er flyttet hjemmefra, så vil de organisere sig i foreninger, lidt som vi kender det i dag.”

“Jeg vil gerne stille spørgsmålet, om de mange 60+, som i dag er meget foreningsaktive, også var det, da de var i 20’erne?

Det er jeg ikke så sikker på. Der har altid været flest gråhårede i de danske foreninger.”

“Min tilgang er derfor, at vi skal være glade for de lokalforeninger, vi har, og støtte deres måde at arbejde på samtidig med, at vi hjælper de unge med at finde deres indgange.”

“Vores opgave er at sørge for, at mødet mellem mennesker kan finde sted i endnu flere varianter, end det gør i dag – det er vejen frem. Kan vi det, så er der håb. Det er Grænseforeningens folkeoplysningsopgave. Det er sådan, vi skaber fornyelsen af Grænseforeningen.”

18

nr. 5 / oktober 2014

AL SANG

ER LOVSANG

HØJSKOLESANG ANNO 2014 I de seneste 25 år er der solgt tæt på en million eksemplarer af Højskolesangbogen, som hermed topper som Danmarks mest solgte bog. Det skyldes, at den rummer det bedste værn, vi har, mod at ligegyldigheden tager magten i livet, siger Jørgen Carlsen i en artikel, der sætter fokus på Højskolesangen og fællessangens succes.

Af Jørgen Carlsen

Højskolesang er det nye sort. Højskolesangbogens seneste udgave fra 2006 er netop kommet i 7. oplag og har for længe siden overskredet de 300.000 solgte eksemplarer. I Kristeligt Dagblads enquete hen over sommeren om de danske værdier er den suverænt topscorer. Det vrimler med folk, der i interviews erklærer deres kærlighed til højskolesangen. Den 28. juli udtalte komponisten og kordirigenten Michael Bojesen i samme avis, at højskolesangbogen er “løsningen på et mysterium”: Den giver ham “en indgang til at forstå, hvem jeg er, og hvad det vil sige at være menneske.”

Det er i dagens Danmark næsten ikke til at finde personer, der taler ilde om Højskolesangbogen. Selv en knubbet kulturkritiker og ramsaltet satiriker som forfatteren Knud Romer bliver blød i knæene, når talen er om Højskolesangbogen. Han har efterhånden gæstet Testrup Højskole en del gange som foredragsholder og beder hver gang om, at vi begynder med Karsten Thomsens og Oluf Rings “Det er så køhnt, det er så dejle, / nær i den føhst forårsti’” (HS 286) – og det ganske uanset årstiden. Forklaringen er, at hans elskede kone Andrea kommer fra Aabenraa, og at sangen minder ham om hende og hendes familie.

SANGEN ER DØDBIDERIETS VÆRSTE FJENDE

Ryggen af Højskolesangbogen bærer påskriften “Så syng da Danmark, lad hjertet tale.” Citatet er fra Kai Hoffmann og Carl Nielsens

“Den danske sang er en ung blond pige” (HS 162). Det siger noget væsentligt om højskolesangen. Sangen er hjertesprog. Det er for mig at se komplet umuligt at have et velovervejet og rationelt forhold til Højskolesangbogen. Den kalder på følelser, stemninger, holdninger, erindringer, længsler, fordybelse, glæde, taknemmelighed, håb og meget andet. Og selvfølgelig på kærligheden.

Enhver højskolesang handler grundlæggende om kærlighed.

Det hænger sammen med, at enhver sang dybest set er en lovsang.

Og lovsang har med kærlighed at gøre. Det bliver særligt tydeligt, når vi går til det engelske ord “lovesong”, som har rod i det oldnordiske ord “lofsongr”. Lige pludseligt ser man sammenhængen.

Enhver sang gemmer på en kærlighedserklæring til et eller andet, man sætter højt og vil prise: en årstid, et landskab, morgenstunden, den nedgående sol, sproget, fællesskabet, fortiden, der lever videre i os, og så meget andet.

Jamen hvad med protestsange, sørgelige sange eller begravelsessalmer, der stemmer sindet til indignation, vrede eller

nr. 5 / oktober 2014

19

vemod? De kan vel ikke ligefrem kaldes lovsange? Og dog. Også her er der tale om kærlighed. Her træder sangen ind som forsvar for den forhindrede glæde.

Synger man om krig og forurening, er det i kærlighed til freden og den uspolerede natur. Synger man om modgang og sorg, er det i håb om en udfrielse, og at døden ikke skal have det sidste ord. Oftest er kærlighedsmotivet indirekte og implicit.

Det ligger så at sige mellem linjerne. Men

ikke sjældent er lovprisningen uforblommet og åbenhjertig. Tænk på, hvor ofte man i Højskolesangbogen støder på kærlighedserklæringen “jeg elsker” – f.eks. “den brogede verden” (HS 97), “de grønne lunde” (HS 362), “du danske sommer” (HS 321), “Danmark, mit fædreland” (HS 356) eller “Ja, vi elsker dette landet” (HS 405) eller “Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør…” (HS 376).

Man kan synge i mange forskellige

sindstilstande. Man kan synge, når man er glad – og her kan sangen undertiden antage karakter af groteske ordfjollerier, hvor man overstadigt traller derudad på en gagget facon, som ikke giver dadaisterne noget efter: kuk-kuk, kuk-kuk fallera / diddelu og diddeli / ha ha ha – så så så så / tungluti, tungluti, lustudilei. Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.“ Man kan naturligvis også synge triste sange – uden dog nødvendigvis selv at være trist

Foto: Scanpix

Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog.

20

nr. 5 / oktober 2014

til mode. Sangen “Det var en lørdag aften” (HS 431) svælger ligefrem i trøstesløshed og munder ud i den totale resignation: “jeg elsker aldrig mer!” Her er vi langt nede i kælderen.

I medgang og i modgang oplever vi, at sange fortæller os, at livet kommer os ved. Livet er andet og mere end en dans på roser, lige som højskolesange er andet og mere end lystige viser. Sange i Højskolesangbogen afspejler en lang række livstemaer, og der er sange til enhver lejlighed.

Man synger i stigende grad igen på skolerne. Flere firmaer, organisationer, institutioner og sågar ministerier (!) har indført fællessang en eller flere gange om ugen. Og man synger, som man altid har gjort, i folkelige forsamlinger til allehånde arrangementer og sammenkomster i forsamlingshusene, sognegårdene og selvfølgelig på højskolerne. Man kan selvfølgelig også synge, når man er alene – til arbejdet eller under en gåtur.

Der er så vidt, jeg kan se, kun en eneste tilstand, der ikke frister til at bryde ud i sang. Det er, når man er ligeglad. Er man i bogstaveligste forstand ligeglad, er man på afstand af alt det, der gør livet værd at

leve. Man er forvandlet til det, Grundtvig kaldte en “dødbider” – en person, der møder livet med en sur grimasse og nærmest ser det som en fornærmelse at skulle forholde sig til noget som helst her i tilværelsen. Dødbideri er ikke det samme som depression. Det vidste Grundtvig alt om. Han havde i sit eget liv flere dybe depressioner. I en depression er man ikke på afstand af livet. Det er tværtimod alt for tæt på og tynger en til jorden. Det eneste positive, man kan sige om en depression, er, at den som regel altid forsvinder igen – før eller siden. For Grundtvig gav en overstået depression sig udtryk i en jublende vulkansk aktivitet.

Nu var han igen klar til at tage kampen op mod dødbideriet.

MEDIET ER BUDSKABET

Dødbideriet er en tilstand af åndelig udslukthed, hvor man har mistet opmærksomheden over for livets betydning. Livet står nærmest i vejen for én, og tiden er mest af alt noget, der skal slås ihjel. Her er sangen ganske enkelt patentmidlet til ophævelse af den sjælelige belejringstilstand.

Alene dette, at man synger, tilkendegiver, at man ikke er ligeglad. For husk: al sang er

lovsang – en kærlighedserklæring til livet, “på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter”, som det hedder hos Jens Rosendahl (HS 543).

Det kunne her være oplagt at tænke på den canadiske kommunikationsforsker Marshall McLuhan, der i 1960erne fremsatte det overraskende synspunkt, at “mediet er budskabet”. Der var for ham at se en intim forbindelse mellem budbringer (mediet) og så budskabet. Telefonen, fjernsynet og (hvad han dengang ikke kunne forudse) internettet er ikke bare kommunikationskanaler for et intakt budskab. Disse medier har hver især været i stand til at præge og forme et nyt indhold. De har genereret en helt ny kommunikationskultur, ja helt nye måder at leve på. På samme måde kan man sige, at højskolesangen som medium ikke bare er kanal for et givet budskab om forskellige emner: forårssolen, “denne morgens mulighed” (HS 26), eller “aftnens fred”, der “sig stille sænker ned” (HS 572). Selve dette at synge rummer et implicit budskab om, at livet er livet værd. Hinsides alt det konkrete, sangen rummer, ligger der en eksistentiel henvendelse i selve dette at synge.

Foto: Scanpix

På årets lyseste dag, mandag den 21. juni, inviterede Vartovkollegiet, højskolerne og Grundtvigsk Forum til maratonsang dagen lang. Kendisser, kollegianere og hundredevis af københavnere på vej til eller fra arbejde kom forbi og hjalp til med at synge hele Højskolesangbogen igennem på én dag.

Foto: Scanpix

nr. 5 / oktober 2014

På samme måde som højskolen og al dens væsen er også højskolesangen udtryk for en standhaftig protest mod ligegyldiggørelsen af livet.

Højskolens og højskolesangens budskab er, at livet skal ses med glæden som fortegn. Allierer man sig med denne grundlæggende livsglæde får man livsmod her i tilværelsen. Man kommer i overskud. At skabe denne tilstand af overskud er det overordnede mål for enhver højskolevirksomhed. Den er nemlig den elementære forudsætning for, at man kan stille noget op – både med sig selv og resten af verden for den sags skyld. Grundtvig kaldte det livsoplysning, dvs. dette at kaste lys over betydningen af det liv, vi lever med os selv og hinanden.

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt har et århundrede senere nogle overvejelser, der peger i samme retning. Målet for enhver uddannelse og dannelse må være at nå frem til “det punkt, hvor vi bliver i stand til at afgøre, om vi elsker verden nok til også at tage ansvar for den.” Bedre tror jeg ikke, det kan siges. Det er Arendts pointe, at man i dette afgørelsens øjeblik selv må træde i karakter og stå inde for sit forhold til livet og verden. Kærligheden og kampen mod ligegyldigheden må komme indefra.

Den kan ikke dikteres eller kommanderes frem eller læres som lektie. “Al sand oplysning er mild og blid / så den vort hjerte må vel behage,” som det så klogt og fyndigt siges af Grundtvig (HS 92).

Men sangen bringer os godt på vej til dette mål. Mediet er budskabet.

21

længere personligt endsige privat. Det er universelt.

Universelt, men bestemt ikke globalt. For det gælder selvsagt ikke alle steder på jorden.

Der er nemlig et aber dabei. Det er faldet nogle for brystet, at Thøger Larsen ikke besynger sommeren i al

Enhver sang gemmer på en kærlighedserklæring til et eller andet, man sætter højt og vil prise: en årstid, et landskab, morgenstunden, den nedgående sol, sproget, fællesskabet, fortiden, der lever videre i os, og så meget andet

DU DANSKE SOMMER – HVORFOR DANSKE?

Højskolesange er “digte, der virker.” Hvordan skal det forstås? Det skal forstås således, at man, når man synger, abonnerer på en digters og komponists opmærksomhedsfelt på en sådan måde, at man gør deres sensitive registreringer til sine egne. Man udvider sit eget erfaringsunivers ved at inkorporere deres følsomme registrering af tilværelsens underforståede under. Lad mig illustrere med et kendt eksempel. Når vi synger Thøger Larsens vidunderlige lovsang til den danske sommer (HS 321), sker der uvilkårligt det, at vi indsætter os selv i Thøger Larsens position.

Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig Da Thøger Larsen skrev disse linjer i 1923, var det et digt, der rummede hans personlige hyldest til sommeren. Han kunne af gode grunde ikke vide noget som helst om, hvilket grandiost efterliv dette digt ville få, da komponisten Otto Mortensen nogle år senere (i 1932) skrev sin flamboyante melodi og dermed forvandlede digtet til en sang.

Læser vi digtet som tekst, er det først og fremmest et digt, der rummer forfatterens kærlighedserklæring til den danske sommer. Synger vi derimod sangen som sang, sker der ganske umærkeligt en glidning i identifikationen af digtets “jeg”. Vi gør det til vores eget “jeg”. Når vi synger de første linjer, tænker vi ikke indvendigt noget i retning af: “Du danske sommer, Thøger Larsen siger, at han elsker dig.” Thøger Larsens “jeg” er udvidet til også at omfatte vores “jeg”. Og det er heller ikke kun Thøger Larsen, der har grund til at føle sig “sveget” af den danske sommer.

Den følelse kender vi alle. Thøger Larsens indtryk af sommeren er ikke

almindelighed, men netop den danske sommer. Det gælder f.eks. forfatteren Niels Barfod, der for nogle år siden anstillede nogle betragtninger over den megen danskhed i mange af vort hjemlands vemodige sange.

Han forestiller sig begyndelsen af Thøger Larsens sang overført til tysk: “Du deutscher Sommer, Ich liebe dich, obwohl du mich oft geschwichtet hast” Det klinger ikke godt, konstaterer han: “Det går ikke. Dels er det volapyk, dels ville det være udtryk for det sædvanlige tyske anneksionssyndrom. Hit med Elsass, Lothringen og Suderterland, ja, og hit med sommeren… At vi har så nemt ved at demonstrere vores egen danskhed … betyder bare, at vi ved, at vi aldrig har ligget nogen til last – jeg ser her igen bort fra den gode Muhammed…

Vi har aldrig været skyld i noget eller haft ansvaret for noget – ud over Grønland, men det er der jo ingen, der ved, hvad er. Så det går nok.”(Weekendavisen 7.7. 2006).

Niels Barfoeds pointe er, at talen om danskhed og det danske har fået fripas efter 1814 og i hvert fald efter 1864, hvor Danmark blev reduceret til en harmløs småstat. Han konkluderer: “Det er dejligt nemt og sjovt at være dansk, og dem der ikke kan se det, er ikke rigtig runde. Så selvfølgelig fortjener alt, hvad der er godt, hædersbetegnelsen dansk, for eksempel somre.”

Der kan være en flig af sandhed i Niels Barfoeds karakteristik. Men den får overhovedet ikke fat i sagens kerne ved at anskue den danske sangskat i et sociologiserende politisk magtperspektiv. Sagen ligger nemlig lige til højrebenet. Hvis sang er lovsang, og lovsang er et udtryk

22

nr. 5 / oktober 2014

for kærlighed til noget, så må den selvfølgelig være eksklusiv. Kærlighed er nemlig i en bestemt forstand altid eksklusiv. Kærlighed kan man kun nære til noget, man kender. Man kan ikke elske noget, man ikke kender. Hvis f.eks. nogen skulle gå rundt og proklamere deres kærlighed til hele menneskeheden, så er man ude på et betænkeligt skråplan. Ingen har af gode grunde mødt alle mennesker. Nogle af dem vil sikkert vise sig at være svære at elske. Vi kender vist alle sammen et par stykker af slagsen. Hvis kærligheden var så ligetil, så havde vi mennesker en let gang på jorden. Men ak og ve. Kærlighed er ikke en følelse, der flagrer frit i luften. Kærlighed er ikke sentimental beruselse i egne følelser. Kærlighed er altid konkret og rettet mod et objekt. Kærlighed er kærlighed til noget eller nogen – en person, et landskab, et musikstykke, et kunstværk, en sang, whatever.

Når Thøger Larsen besynger den danske sommer, så er det, fordi det er noget, han kender til og holder af. Det samme gør sig gældende, når vi synger hans sang. Vi ved, hvad det er, han sigter til. Vi forstår hans billeder og hans følelser. Sommeren i Danmark er ikke bare ensbetydende med et objektivt kompleks af klimatiske forhold, som kan beskrives i en række forskellige meteorologiske observationer. Det er den selvfølgelig også. Men sommeren er også et eksistentielt anliggende for os, der bor på disse breddegrader – kort sagt et rum for livsudfoldelse og en livsstemning. Det er præcis denne livsstemning, vi genoplever, når vi synger sangen, måske endda i forstærket udgave.

Sangen er med til at skærpe sanserne og minde os om det, som vi egentlig godt ved, men ofte ligger hengemt i bevidsthedens udkantsområder.

sansninger, som om sommeren var en indtagende kvinde. Sommeren sammenlignes helt overordnet med en ung kvinde, hvis kærlighed han gerne vil eje. Typisk mandligt vil han gerne have hende til at være ham tilpas. Men hun vil ikke ejes af nogen. Og netop dette gør hende endnu mere spændende og attråværdig. Digtet er ganske enkelt bjergtagende og helt i overensstemmelse med Thøger Larsens panerotiske verdensbillede.

Femte strofe kulminerer i et kosmisk favntag: Og stunddom ud af din fulde glød sprang lyn fra skyen i jordens skød, og tordenlatter og tordenregn din trolddom spændte fra egn til egn!

Vild, vild, vild er, skønne sommer, din kraft og ild.

Mere hedt og passioneret tror jeg, det er vanskeligt at beskrive den danske sommer. Det betyder ikke, at den danske sommer er bedre end f.eks. den tyske, eller den tyrkiske eller den sydafrikanske. Der findes givetvis passionerede beskrivelser af årstiderne på alle sprog og i alle egne af verden. Det betyder blot, at Thøger Larsen har baseret sin poetiske skildring på den virkelighed, vi her på disse breddegrader er fælles om. Vi ved, hvad det er, vi besynger.

HØJSKOLESANGEN ER EN REALITY BOOSTER

HVAD MED EUROPA?

Med fare for at lyde lidt for cafésmart, kunne man måske kalde højskolesangen for en slags reality booster. Vi gennembryder den forslidte og rutineprægede hverdagsbevidsthed for at opleve det sødmefyldte metafysiske gys, at livet og verden rummer en afgrund af uopdagede eller upåagtede betydninger. Hvis man skal sige noget poetisk vedkommende om den danske sommer, må man være konkret og original i sine registreringer. På den måde er sangen med til at åbne det, den engelske mystiker William Blake kaldte “the doors of perception.” Eller med den legendariske rockgruppe “The Doors”: “Break on through to the other side!”

I popverdenen findes der masser af glade sommersange, som rummer en let opløftende sommerstemning, men som aldrig går virkeligheden på klingen og fremtvinger nye erkendelser. Tag f.eks. sangen: Sommer, sommer og sol Havet og blæsten og duft af caprifol.

Sommer, sommer og sol En himmel så blå som viol.

Her er ingredienserne sommer, sol, hav, blæst himmel og blomsterne caprifol og viol. Men de er ikke sammenholdt af et digterisk greb. Der er intet engagement i sagen, intet poetisk nærvær, ingen konkrete sansninger eller billeder, der åbner vores øjne. Vi er på discountindkøb og får stort set ikke meget andet med i indkøbsvognen end tarvelig dåsemad og billigt duftende sæbepulver og skyllemiddel. Sommeren er ganske enkelt reduceret til en fad kliché. Til gengæld vil den kunne synges over det meste af verden – i hvert fald de steder, hvor sommeren opleves positivt.

Og her er vi ved sagens kerne. Originaliteten i Thøger Larsens hyldest til sommeren ligger i hans intime beskrivelse af fængende erotiske

Hvis sang er lovsang, må den indholdsmæssigt være forbundet med det sprog, det landskab, de himmelstrøg, den beskriver. Det er præcis derfor, det er så svært at lave sange om det europæiske fællesskab. Kærlighed til noget lader sig ikke manipulere frem, og her er ikke umiddelbart noget fælles oplevelsesmæssigt at lovsynge om. Det nytter ikke det mindste at dekretere ovenfra, at vi nu skal samles om det fælleseuropæiske. Der er ganske enkelt grænser for, hvor langt man kan nå med sine følelser.

Personligt synes jeg, at forsøget på at ophøje den tyske digter Friedrich Schillers “An die Freude” (HS 175) til Europa-hymne er et udmærket bud. Den antaster ikke de enkelte folkeslags indforståede kulturelle koder og forsøger ikke at etablere en omfattende syntese af overnational “patriotisme.” Den taler derimod varmt om glædens skabende magt, der “driver hjulet i det store verdensur”, og som også bør forplante sig til hjælpsom fællesskabsfølelse blandt mennesker. Det, tror jeg faktisk, er det nærmeste, man kan komme en realistisk fællessang i dagens Europa. Den udjævner ikke kulturforskellene, men opfordrer til venskab og fællesskab mellem nationerne.

KÆRLIGHEDSFORDOBLINGEN

Jeg har flere gange været inde på, at en højskolesang er en kærlighedserklæring, der retter sig mod et livstema,

nr. 5 / oktober 2014

man betragter med hengivenhed og glæde. Der findes endnu en glæde, som bør nævnes i denne sammenhæng. Det er kærligheden til dette at synge og glæden over at synge højskolesange. I virkeligheden er denne sangglæde en slags kærlighedsakt i anden potens.

Den rummer kærligheden til at synge om det, man nærer kærlighed til. Den lader så at sige kærlighedens forrykte tale komme til orde for fuld udblæsning.

ET KNÆFALD FOR VIDENSKABEN

Skal jeg her på falderebet præstere et knæfald for den videnskabelige oldermandsmentalitet, der ikke nærer synderlig respekt for floromvundne poetiske udsagn, så lad mig da påkalde mig en klar, evidensbaseret videnskabelig dokumentation for min påstand om, at selve dette at synge er ensbetydende med en kærlighedsytring. Jeg kan her henvise til nogle videnskabelige forsøg, der blev afholdt på Karolinska Institutet i Stockholm, en af Europas betydeligste medicinske forskningsinstitutioner. Her tog man blodprøver af medlemmerne af et svensk kor umiddelbart før og efter en korprøve. Resultatet var forbløffende. Forsøget viste, at mængden af hormonet oxytocin var forøget betragteligt i de blodprøver, der blev taget umiddelbart efter korprøven. Folk med kendskab til medicin vil vide, at hormonet oxytocin dannes i hypothalamus og lagres i hypofysens baglap. Det udskilles ved kram på over 30 sekunder og omtales i daglig tale som “kramhormonet” eller “kærlighedshormonet.” Det er et hormon, som udover at øge sexlysten også er medvirkende til at reducere frygt og øge tilliden og gavmildheden mellem mennesker. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Ikke desto mindre er det en fastslået videnskabelig kendsgerning. Det skulle hermed være uomstødeligt bevist, at dette at synge i bund og grund er en kærlighedshandling. Basta!

Vi er nok nogle stykker, der nødig vil miste det poetiske sommerfuglestøv på vingerne og se det hele reduceret til banale kemiske reaktioner. Det er der såmænd råd for. Vi skal bare frejdigt istemme et kuk-kuk, kuk-kuk fallera!

Jørgen Carlsen er idéhistoriker og siden 1986 forstander for TESTRUP HØJSKOLE – DET FRIE AKADEMI. Han er desuden medlem af Det Etiske Råd samt klummeskribent i Kristeligt Dagblad.

DANMARKS FØRENDE BESTSELLER Højskolesangbogen udkom første gang i 1894. Siden 17. udgave af Højskolesangbogen udkom i 1989, fulgt op af 18. udgave i 2006, har den solgt tæt på 1 mio. eksemplarer. Det gør Højskolesangbogen til Danmarks mest solgte bog i de forløbne 25 år.

Kristeligt Dagblad bragte i sommeren 2014 en artikelserie om “10 ting der skabte Danmark”: Margretheskålen, Dannebrog, traileren, Christianiacyklen, bacon, øl, Legoklodser, rugbrødet, Salmebogen og Højskolesangbogen. Avisen foretog en netafstemning for at se, hvad læserne fandt væsentligst. Valget faldt på Højskolesangbogen, der fik næsten dobbelt så mange stemmer som Dannebrog på andenpladsen.

Overskriften for det redaktionelle arbejde, når Højskolesangbogen udarbejdes, er tradition og fornyelse. Disse to begreber er hinandens nødvendighed for at bevare og udvikle den folkelige fællessang.

18. udg. indeholder 572 sange. Det samme antal som 17. udg. Af dem er 166 nye. Heraf er der 29 sange på engelsk inkl. 5 oversatte danske sange, bl.a. “Et jævnt og muntert ...” og “Se, hvilken morgenstund ...” samt 10 tyske sange.

Kaj Munks “Den blå anemone” er nu – efter utallige opfordringer – med i Højskolesangbogen ligesom “Der er noget i luften” og “Glade jul”.

“Den signede dag” har bevaret sin traditionelle placering som nr. 1. I øvrigt er antallet af morgen- og aftensange noget større. Der er således en del nye aftensange.

Antallet af salmer er stort set det samme. Der er en del nye, heraf godt 20, som også findes i den nye salmebog, heriblandt selvfølgelig den allerede meget populære “Det dufter lysegrønt af græs” gendigtet fra svensk af Johs. Johansen.

Nogle af de gamle, bl.a. ikke længere brugte historiske, bibelhistoriske og nordiske sange har måttet vige pladsen for den fornyelse, som er nødvendig for at holde sangtraditionen levende.

Jens Rosendal er repræsenteret med 13 sange og er, sammen med Benny Andersen, den nulevende forfatter med flest sange i Højskolesangbogen.

Af helt nye forfattere i Højskolesangbogen kan bl.a. nævnes: Martin Brygmann, Suzanne Brøgger, Johs. Møllehave, Janus Kodal, Peter Laugesen, Astrid Lindgren og Sebastian.

Mange af melodierne er sat ned, så de egner sig bedre til fællessang – og til glæde for de pianister, der ikke kan transponere. Alle sange har becifringer. De er ens i sangbogen og Melodibogen.

I forlængelse af 18. udgave udkom også Sanghåndbogen – en opslagsbog, hvor man kan læse historik om hver enkelt sang.

Kilde: www.hojskolesangbogen.dk

23

24

nr. 5 / oktober 2014

VISION OM GRÆNSEREGIONEN 2064

SAMARBEJDE, MANGFOLDIGHED OG VÆKST En grænse skal ikke ses som et ophørssted for et land, men som kontaktflade og potentiale til udveksling og kulturberigelse. Derfor skal der i grænselandet satses på en forbedret infrastruktur, grøn omstilling, grænseoverskridende samarbejde og kulturudveksling, hvis man skal få unge til at blive boende eller flytte tilbage til grænseregionen, skriver Jakob Vikner i sin vinderkronik.

Af Jakob Vikner

Den dansk-tyske grænseregion vil i 2064 være præget af hovedsageligt tre ting: samarbejde, mangfoldighed og vækst. Det betyder, at man i 2064 vil have anerkendt den store betydning, som grænsen faktisk spiller for grænselandet – ikke som en grænse og som et ophørssted for et land,

men som kontaktflade og som potentiale til udveksling og kulturberigelse.

Der vil være god infrastruktur. Ligesom der allerede nu arbejdes på en højhastighedstogforbindelse mellem København og Aarhus, vil der i 2064 eksistere en tilsvarende forbindelse mellem København

og Flensborg for også i danske kredse at etablere Flensborg som storby og knudepunkt for hele regionen. Denne gode togforbindelse vil også eksistere videre til Hamborg og sørge for, at grænseregionen anses som centralt midtpunkt mellem to kulturkredse frem for at være udkantsregioner i deres respektive lande.

Også inden for grænseregionen vil infrastrukturen være bedre. Hovedsagligt igennem et velfungerende busnet – der ikke tager hensyn til landegrænsen, og som derfor forbinder regionen fra nord til syd og fra øst til vest – vil distancebarrieren blive nedbrudt og give mange flere muligheder for både ung og gammel.

HØJSKOLEELEV JAKOB VIKNER ER VINDER AF GRÆNSEFORENINGENS KRONIKKONKURRENCE OM EN VISION FOR GRÆNSELANDET ANNO 2064 Kronikkonkurrencen Fremtidsvision: Slesvig 2064 blev udskrevet i forsommeren i et samarbejde mellem Grænseforeningen, Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening og Nordisk Informationskontor i Flensborg. Der indkom 18 bidrag fra unge mennesker på op til 26 år. Den yngste bidragyder var 15 år gammel.

De tre dommere i konkurrencen har været formand Mette Bock, Grænseforeningen, formand for Sprogforeningen Frode Sørensen og sekretær for Sønderjydsk Skoleforening Inger Rahbek Andersen.

Samtlige 18 kronikker vil blive udgivet i et lille hæfte, som finansieres af Folketinget via Nordisk Informationskontor i Flensborg med 25.000 kr. og hvis nødvendigt med yderligere op til 5.000 kr. af Grænseforeningen.

1. pladsen: Jakob Vikner – 5.000 kr.

2. pladsen: Marie Nielsen – 3.000 kr.

3. pladsen: Lasse Hauberg – 2.000 kr.

nr. 5 / oktober 2014

Stationsbyerne Rødekro og Vojens vil desuden være meget bedre forbundet til deres respektive byer Aabenraa og Haderslev – hovedsagligt vha. en gratis Shuttle-Bus, der venter på passagererne fra hver togankomst, og som hurtigt og gnidningsfrit transporterer dem videre til deres destination. Med dette skridt og billigere billetter vil toget blive et realistisk og måske endda attraktivt alternativ måde til at bevæge sig i SønderjyllandSchleswig. Lignende forbindelser skal også eksistere på den tyske side af grænsen for også dér at gøre vestkysten mere tilgængelig og attraktiv.

Bustransporten vil endvidere være moderniseret, og derunder skal forstås, at der – ligesom der allerede gøres i Haderslev – vil indsættes ‘halve’ busser til de ruter, hvor der ikke er nok passagerer til at fylde en hel bus. Dette vil også være mere miljøvenligt, ligesom busserne vil komme til at køre på strøm eller brændselsceller.

Således vil der også i andre aspekter af livet være fokus på bæredygtighed. Som det allerede er tilfældet i Schleswig-Holstein skal Region Sønderjylland-Schleswig være kendt for sin miljøvenlighed og være forbillede for grøn omstilling. De ressourcer vi har i form af både sol- og vindkraft, vil blive endnu bedre udbygget, og dertil vil også komme alternative energiformer som f.eks. bølgeenergi.

Dermed følger naturligvis et stort udbud af jobmuligheder på grænseregionens arbejdsmarked. Gennem det grænseoverskridende samarbejde vil der i 2064 i regionen skabes et arbejdsmarked, der er i rivende udvikling og med masser af udvidelsespotentiale – specielt indenfor netop den grønne sektor og kultur- og sprogmødeområdet. Det er også i grænselandet, at nøglen til hinandens arbejdsmarkeder ligger og vil ligge: I 2064 vil man på den tyske side kunne drage nytte af det tætte samarbejde med danske virksomheder for at komme ind på det danske arbejdsmarked, ligesom man fra dansk side kan drage nytte af regionens

25

Jakob Vikner, der vinder førsteprisen på 5000 kr., er 19 år gammel og lige nu elev på Højskolen Østersøen. Om sig selv fortæller han: “Jeg er født i Stuttgart af en dansk far og en tysk mor, og hele min barndom har præget mig, så jeg har lige dele tysk og dansk sprog og kultur i mig. Da jeg var seks år, flyttede vi fra Stuttgart til Lystrup nord for Århus hvor jeg gik i dansk folkeskole fra 2. til 8. klasse. Mit første møde med mindretallene var i 8. klasse, da jeg var i praktik på Flensborg Avis. I 9. klasse gik jeg på Sawston Village College udenfor Cambridge, England. Efter 10. klasse på den tosprogede (og bikulturelle) Deutsche Nachschule Tingleff tilbragte jeg mine tre gymnasieår på Deutsches Gymnasium für Nordschleswig. Det var her, jeg blev seriøst involveret i ungdomsarbejdet i grænseregionen, bl.a. som bestyrelsesmedlem af ungdomsorganisationen Junge SPitzen, men sidenhen også under Grænseforeningens projekt Kulturmødeambassadørerne. Jeg deltog på højskolekurset jUNG zuSAMMEN. Jeg er aktiv indenfor den europæiske mindretalsorganisation JEV/YEN, hvor jeg er medlem af arbejdsgruppen Politik.”

tosprogethed til at ekspandere og få adgang til det tyske marked.

Tosprogetheden er nemlig også en af de ressourcer, man i 2064 vil udnytte til det fulde. Det potentiale, der ligger i tætheden af det andet lands sprog, kultur og befolkning, vil komme til udtryk i form af en tidlig sprogundervisning i skolerne

og regelmæssig udsættelse for fremmedsproget. Dermed får vi en generation af folk, der virkelig er dygtige til både dansk og tysk, og dette vil være til gavn ikke bare for regionen, men for hele Danmark og Tyskland og deres fælles fremtid.

Denne eksponering for det modsatte lands sprog vil i høj grad blive båret af

26

nr. 5 / oktober 2014

ANMELDELSE Som det allerede er tilfældet i SchleswigHolstein skal regionen Sønderjylland-Schleswig være kendt for sin miljøvenlighed og være forbillede for grøn omstilling det kulturudbud, som Sønderjylland-Schleswig kommer til at bugne af. Det vil være muligt at få tilgang til både tyske og danske radio- og tv-stationer i hele regionen, og samtidig vil der efter tysk-fransk ARTE-forbillede være en fælles kooperation mellem de statslige tv-instanser på begge sider af grænsen. Med den gode infrastruktur vil det også være muligt for kulturinstanser helt fra Slesvig og Rendsborg til Kolding og Ribe at trække på et meget bredere publikum end hvad er tilfældet nu. Således vil det være nemt og attraktivt at tage på kunstudstilling i Niebüll, til koncert i Sønderborg, til teater i Tønder eller på kanotur på Angeln, hvad enten man bor i Skærbæk, Husum eller Haderslev. Sådan vil befolkningen blive beriget af potentialet i denne region og af det respektive andet land frem for at blive begrænset.

Alt dette er sunde tegn på en levende grænseregion, der udnytter de ressourcer og potentialer der ligger i dette ‘vidunderland fra kyst til kyst’.

Det er tegn på en sådan region, der vil få unge til at vende tilbage til regionen og trække nye til.

Det er sådan en region, der kan slippe af med prædikatet ‘Udkantsdanmark’, og det er sådan en region, der skal være målet for vores bestræbelser: Grænseregionen 2064.

EN BOG PÅ YDER K En lærerig og smuk bog, men gammelkendte og subtile stikpiller i den nationale fortælling, får den til at vippe faretruende på yderkanten af sin tid.

Af Knud-Erik Therkelsen

Ifølge Wikipedia er en “kaffebordsbog” en bog, der er beregnet til at ligge på et sofabord eller et lignende sted, hvor gæsterne sidder og skal underholdes, og dermed inspirere til samtale eller afhjælpe kedsomhed. Bogtypen har tendens til at være for store og tunge, da der ikke er et presserende behov for, at den er håndterbar. Bogens emneområde er generelt begrænset til ikke-fiktion og er normalt visuelt orienteret. Siderne består hovedsagelig af fotografier og illustrationer, ledsaget af billedtekster og små tekstblokke, i modsætning til den lange prosatekst. Da de er rettet mod alle, der har adgang til bogen, er den letlæselig, emnet behandles ofte grundlæggende uden at gå i dybden.

På grund af dette kan udtrykket “kaffebordsbog” bruges nedsættende og angive en overfladisk tilgang til emnet.

En sådan bog er “Ejderen”, som højskolelærer Hans-Tyge B.T.T. Haarløv er både forfatter og fotograf til. Bogen er på 184 sider og flot udstyret med halvt så mange fotografier, der vises på alle venstresider, og et

nr. 5 / oktober 2014

Ved gennemførelsen af Ejerkanalen blev der bygget seks sluser. En af dem var var slusen ved KleinKönigsförde, der havde en løftehøjde på 2,3 meter og et slusekammer på 35 x 7,8 meter.

Anlægget var det største i sin tid. Over slusen går en vej med vindebro af hollandsk type.

R KANTEN AF SIN TID tilsvarende antal tekster på alle højresider, som beskriver Ejderens løb fra kilderne ved Ovendorfer Redder i øst til udløbet gennem Eider Sperrwerk i vest. Steder og byer, sluser, broer og kanaler, mindesten, kirker og bygninger, ja selv sagn og fortællinger i forbindelse med floden omtales omhyggeligt. Hvem kendte til Dröge Eider, landsbyerne Bissee og Brügge og Steinfurther Mühle? Hvem havde hørt om Jules Vernes togt på Ejderen, sørøveren Klaus Störtebeker, der gik oprejst 12 meter efter at være blevet halshugget, og fortællingen om “Det stjålne bæger”?

For den, der tror at vide det meste om Sydslesvig, er bogen en guldgrube af information om den gamle grænseflod mellem Slesvig og Holsten. Hans-Tyge Haarløv er virkelig gået grundigt til værks. Han har vandret dagevis langs Ejderen med både øjne og øren åbne for, hvad floden og dens nærmeste omgivelser har at fortælle.

De mange fotografier er som hovedregel velkomponerede og smukke og de fleste kaffebordsbøger værdig. Fotografen er tydeligt fascineret af den smukke natur, som hans billeder genfortæller. Dog savnes nogle flere levende mennesker på billederne, om ikke på de smukke naturbilleder, så på billeder fra byer, torve og pladser, hvor man må forvente, at mennesker opholder sig. Måske var der også ude i den smukke natur nogle mennesker, som kunne nuancere fotografiernes naturskønne budskaber.

Men “Ejderen” er mere end det. Hans-Tyge Haarløv får på rejsen fra Ovendorfer Redder til Eider Sperrwerk også genfortalt store dele af den traditionelle nationale fortælling, fra da Uffe hin Spage engang i 500-tallet svingede Skræp og frem til 2014, ifølge forordet jubilæumsår for tabet af Norge, nederlaget på Dybbøl og Islands løsrivelse(!). Altså en nederlagsfortælling, hvilket der med henvisning til vores hi-

27

storie kunne være god mening i. Men hvor kommer det opbyggende ind, højskolelærerens håb, drømmen, som han i sit virke på Rønshoved Højskole videregiver til de unge højskoleelever?

Nogle gange bliver den nationale fortælling rigeligt højspændt, f.eks. i teksten om Ejderens udspring, hvor floden af ukendte årsager besjæles og får menneskelige egenskaber: “Ejderen derimod løber frimodigt som en lille bæk og endnu uvidende om sin storhed langs skovbrynet, sniger sig ud af skoven.” Osv. I en senere billedtekst har Ejderen ladet sig overtale af nogle driftige uldvævere. Hvad den dog ikke finder på, den Ejder!

I den allersidste artikel taler Hans-Tyge Haarløv om genforeningshåbet og slår fast, at hvis Danmark alene fordi Sydslesvig er gammelt dansk land vil have området tilbage imod flertallets ønske, så er der tale om et overgreb. Forfatteren går altså ind for en sindelagsgrænse. Men han kan ikke lade være med flere gange, herunder både i introduktionen og i den allersidste sætning, at bruge udtrykket “den nuværende grænse”, hvilket må betyde, at der må være en ny grænse i vente, når sindelaget i Sydslesvig har ændret sig fra hovedsageligt tysk til hovedsageligt dansk. Eller, det må jo være den naturlige konsekvens, når sindelaget i Nordslesvig har ændret sig fra hovedsageligt dansk til hovedsageligt tysk. Ingen af de to scenarier er særligt realistiske endsige ønskelige, og måske er det tiden, hvor selv de mest nationalt forankrede overvejer at bruge udtrykket “den afviklede grænse” frem for “den nuværende grænse” i erkendelse af, at der er sket en genforening i begge retninger.

“Ejderen” er, som der i definitionen af en kaffebordsbog er lagt op til, underholdende, og den kan bestemt afhjælpe kedsomhed. Den er lærerig og smuk, og den lægger op til samtale om væsentlige emner. Men de gammelkendte og subtile stikpiller i den nationale fortælling, som bogen er så rig på, får den til at vippe faretruende på yderkanten af sin tid.

Hans-Tyge B.T.T. Haarløv: EJDEREN. 180 sider, illustreret. 300 kr. Bogen kan købes via hjemmesiden www.ejderen.dk

28

nr. 5 / oktober 2014

MED GRÆNSEFORENINGEN

PÅ HØJSKOLE

Grænseforeningen har de seneste år haft et succesrigt samarbejde med Rødding Højskole og Bornholms Folkehøjskole.

Samarbejdet fortsættes i 2015 med kurser, der tager pulsen på dansk identitet og det danske demokrati.

Af Knud-Erik Therkelsen

DANSKERNE FINDES I MANGE MODELLER – OG STADIG KOMMER DER NYE TIL

HØJSKOLE OG FOLKEMØDE – SLÅ TO FLUER MED ET SMÆK

Grænseforeningen fortsætter sit samarbejde med Rødding Højskole om et årligt grænselandskursus. I 2015 sætter vi fokus på mennesker undervejs mellem grænser og identiteter – de som på vejen gennem livet skifter identitet. Danske emigranter i USA og Argentina. Aktuelle og historiske grænsegængere i det dansk-tyske grænseland. De blakkede.

Zweiströmigkeit. Frem til nutidens unge, som kæmper med at finde sig selv i spændingen mellem forskellige etniske og religiøse identiteter.

Kurset indledes med et åbningsforedrag af ledende museumsinspektør Inge Adriansen. Herefter vil deltagerne møde en række “grænsegængere”, som i vores grænseland har bevæget sig fra dansk til tysk – eller fra tysk til dansk. På to heldagsture til grænselandet oplever vi flere personer og holdninger til identitetsspørgsmål, inden kurset afsluttes med et aktuelt perspektiv, hvor der bliver lejlighed til at møde mennesker, som i de senere årtier er kommet til Danmark. Grænseforeningens formand Mette Bock deltager i kursets afslutning, hvor det bl.a. diskuteres, hvad temaet “identitet” har at gøre med Grænseforeningen.

Folkemødet på Bornholm er blevet en ubetinget succes – ja, næsten en demokratisk institution, hvor vælger og valgt på trods af centralisering og mediestyring i fire dage har mulighed for at mødes og diskutere politik.

I samarbejde med Bornholms Højskole arrangerer Grænseforeningen, Sydslesvigsk Forening og Liberalt Oplysnings Forbund et kursus på Bornholms Højskole i dagene 11. til 17. juni. De første dage (12.-14. juni) tilbringes på Folkemødet, mens de sidste dage er en kombination af debat og foredrag med udgangspunkt i oplevelserne på Folkemødet. Bl.a. vil 100-året for Grundloven af 1915 og 60-året for København-Bonn erklæringerne blive markeret på Folkemødet. På den baggrund vil vi i foredrag og debatter på højskolen tage temperaturen på vores demokrati. Hvor kommer vi fra? Hvor er vi nu? Hvor vil vi hen med demokratiet? Endvidere arrangerer skolen de sidste dage to halvdagsture rundt på Bornholm.

Kurset finder sted i dagene 30. august til 5. september 2015.

Grænseforeningen yder et tilskud på 500 kr. til alle deltagere, som er medlem af Grænseforeningen.

Kurset er meget søgt, og der meldes hvert år tidligt udsolgt. Bornholms Højskole har frem til den 31. december reserveret 25 pladser på kurset til medlemmer af Grænseforeningen. Kontakt højskolen telefonisk (tlf. 56 97 40 77) og fortæl, at du er medlem af Grænseforeningen. Pladser sælges efter først-til-mølle-princippet.

nr. 5 / oktober 2014

NYT FRA DE INDRE LINJER

Lisa Hedegaard Nielsen

Lotte Dahlmann

Merlin Christophersen

NYE MEDARBEJDERE I GRÆNSEFORENINGEN Som bekendt gik Eva Hedeland på efterløn ved årsskiftet. Vi har nu ansat Lisa Hedegaard Nielsen, der er uddannet kontorassistent og har mange års erfaring inden for bl.a. kontor/ regnskab og kundepleje. Lisa skal bl.a. bistå med bogføring og hjælpe Flemming Hvass med kontakten til medlemmer og lokalforeninger.

Erik Lindsø har for længe siden meddelt, at han ønskede at stoppe som redaktør af Grænsen for at koncentrere sig om sin forfatter- og foredragsvirksomhed, og Mette Kragh Faurholdt stoppede som informationschef før sommerferien. De to stillinger er nu slået sammen i en stilling, som pr. 10. oktober blev besat af journalist Lotte Dahlmann, der altså bliver Grænseforeningens nye informationschef. Lotte har en baggrund som journalist ved bl.a. Danmarks Radio og

FN og har de senere år arbejdet som freelance journalist og kommunikationsrådgiver for bl.a. Udenrigsministeriet.

Endelig har vi ansat Merlin Christophersen i en kombineret stilling, hvor han halvdelen af tiden skal arbejde med Grænseforeningens synlighed på nettet, herunder især grænsen.dk og de sociale medier. Den anden halvdel er reserveret arbejdet som projektleder for jUNG zuSAMMEN, som Grænseforeningen på baggrund af de meget positive udtalelser fra politikere i både Kiel og Vejle og deltagernes evalueringer ønsker at gentage i samarbejde med Nordsee Akademie Leck og Højskolen Østersøen i Aabenraa. Merlin, der tiltrådte 1. oktober, kommer fra en stilling ved Region Syddanmark, hvor han gennem det seneste år var ankerperson for højskoleprojektet.

“I ET GRÆNSELAND – FRA LOKAL TIL GLOBAL” – NYT UNDERVISNINGSSITE TIL UNGDOMSUDDANNELSERNE Grænseforeningen har i flere år haft ungdomsuddannelserne som indsatsområde. Elevambassadørprojektet, bogen “Grænseland – krig og kulturmøde” og kurser for undervisere har været de store indsatsområder. Næste trin bliver en hjemmeside, der skal give underviserne yderligere inspiration til at inddrage grænselandet og mindretallene i undervisningen. Siden skal være et supplement til under-

visningsbogen, hvor lærere og elever kan grave sig dybere ned i forskellige temaer og emner. Siden har desuden til formål at samle og synliggøre noget af al det materiale, der allerede findes på nettet om grænselandet.

Gymnasielærer Niels Schou fra Solrød Gymnasium er frikøbt i fem uger til at udvikle og sammensætte det indholdsmæssige. På den måde sikres, at materialet kommer tæt på gymnasie-

hverdagen med relevans for en række fag. Opgaven med at gøre hjemmesiden spændende og brugervenlig ligger hos Tripledesign, der har stor erfaring med at lave webløsninger til undervisning.

A.P. Møller Fonden har givet 500.000 kr. til projektet. Desuden har Poul og Else Tausons Fond, Det unge Grænseværns Fond og Johanne og Ejnar FlachBundegaards Fond bidraget.

29

30

nr. 5 / oktober 2014

DEBAT

EN MISFORSTÅET KRONIK Her til sommer er jeg for første gang i mit liv (32 år i Danmark efter 32 år i Tyskland) kommet i kontakt med Grænseforeningen. To gange endda. Først var jeg med stor begejstring med som frivillig på foreningens pantindsamlings-bod på Roskilde Festival sammen med omkring 100 unge fra mange lande. Lidt senere blev jeg, kun delvis frivillig og ikke helt så begejstret, hovedperson i “Therkelsens Hjørne” i GRÆNSEN nr. 4.

Knud-Erik Therkelsen skriver, at jeg i en kronik i Jyllands-Posten skulle have trukket et slags “omvendt muslim-kort”, hvor man inddeler folk i os og dem: “Nu gør Thomas Borchert det ved som tysker, der åbenbart føler sig udenfor, at skrive et åbent brev til danskerne og kritisiere os for at omtale os selv som danskere.“ Intet kunne ligge mig fjernere. Gang på gang skriver jeg i kronikken (JP 27. juli, kan læses på thomasborchert.wordpress. com), hvem jeg kritiserer for en bestemt form for brug af begrebet “danskerne”: Politikere og medier med en nationalistisk dagsorden. Knud-Erik Therkelsen

citierer endda selv, hvad jeg mener: “Danskerne, sådan hører jeg, ligesom jer, utallige gange hver dag fra politikere og journalister – er en sammensvejset enhed. I vil og gør alt i største enighed.

Og på vidunderlig vis altid det rigtige.”

Denne definition af begrebet “danskerne” er blevet forankret i det offentlige rum af Pia Kjærsgaard for at udelukke andre.

Kronikken er faktisk skrevet som kærlighedserklæring til rigtig mange hverdagsdanskeres åbne, stilfærdige, pragmatiske og venlige måde at bruge den nationale identitet positivt. Jeg oplevede det på smukkeste vis på Roskilde Festival med Grænseforeningens frivillige, som har rødder i Slesvig, Flensborg, Sønderborg, København, Gera/tidligere DDR, Polen, Sri Lanka, USA, Ghana og en del andre lande.

En del fra det danske mindretal i Tyskland, og mange herboende med enten danske eller udenlandske rødder. Alle under taget af den “åbne danskhed”.

Det varmede og var stimulerende at høre de unges beretninger om deres aktiviteter som Grænseforeninges kulturambassa-

dører. Jeg kan ikke forestille mig et bedre svar til den negative beton-populisme, som politikeres manipulerende brug af “danskerne” er udtryk for. Knud-Erik Therkelsen skriver, at jeg “åbenbart føler mig udenfor”.

Det gør jeg absolut ikke. På Grænseforeningens pantbod måske en lille smule, fordi jeg var så meget ældre end alle andre. Men ellers: Jeg følte mig som en del af samværet under Grænseforeningens motto. I JP-kronikken skrev jeg med positive oplevelser som denne i sindet til “kære danskere”: “Netop derfor kan jeg ikke få ind i mit hovede, hvorfor I finder jer i alle de skinhellige udgydelser om “danskerne” fra jeres populistisk inficerede politikere.”

Kære Knud-Erik Therkelsen, det er mig en gåde, hvordan du kunne misforstå kronikken i den grad. Det føles underligt, men også enormt godt, at jeg kan forklare mig her med aktiviteterne af din egen organisation. Jeg ønsker Grænseforeningens unge kulturambassadører fra hjertet succés!

Æ Thomas Borchert, journalist, København

GØRE FOR MINDRETALLET? HVAD ØNSKER MINDRETALLET SIG AF GRÆNSEFORENINGEN?

HVAD KAN GRÆNSEFORENINGEN

Debatmøde om Grænseforeningens strategi for perioden 2015-2020

Mandag den 27. oktober kl. 16.30-18.30 på Borgerforeningen i Flensborg. Arrangementet afsluttes med en mindre anretning

Grænseforeningens bestyrelse og lokalforeninger arbejder i disse måneder med udformningen af foreningens strategi. Men hvad mener græsrødderne i Sydslesvig? Hvordan løser Grænseforeningen bedst sin opgave set med sydslesvigske øjne? Hvad mener du?

Tilmelding senest 24/10 på tlf. +45 33 11 30 63 eller e-mail info@graenseforeningen.dk. Alle er velkomne!

Venlig hilsen Mette Bock

Æ

nr. 5 / oktober 2014

THERKELSENS HJØRNE

Grænselandets fremtid forankret i ungdommen I disse dage udsendes et tosproget katalog til Regionsrådet i Syddanmark og Landdagen i Kiel med de forslag, som deltagerne i jUNG zuSAMMEN-projektet fremlagde ved et ungdomsparlament i Kiel den 31. juli. Forslagene blev udviklet på to parallelle 14-dages højskoleforløb på Nordsee Akademie Leck og Højskolen Østersøen. Fra mange sider har der været stor ros til de unge deltagere, både for de konstruktive ideer, som blev fremsat, men også for det engagement, der blev udvist i hele det 14-dage lange højskoleforløb.

Regionsformand Carl Holst har spillet en afgørende overordnet rolle for, at jUNG zuSAMMEN kunne realiseres, både i form af indirekte opbakning på gangene på Regionshuset i Vejle og i form af opbakning til den INTERREG-bevilling, som betalte en væsentlig del af aktiviteterne. Helt afgørende var de gode kræfter fra Region Syddanmarks Dybbøl 2014-sekretariat. Grænseforeningen bar også sin del i form af et tilskud på over 300.000 kr.

Resultaterne af de unges arbejde kan læses i det katalog, som nu udsendes. Men mest bemærkelsesværdigt var, at hele forløbet – inklusiv de unges samtaler i fritiden – kunne gennemføres på dansk og tysk og altså uden nævneværdigt brug af engelsk.

Det skyldes, at en del af de unge var fra de nationale mindretal, som i kraft af deres tosprogethed var dygtige brobyggere mellem ikke tysktalende danskere og ikke dansktalende tyskere. Der var naturligvis også tosprogede danske og tyske deltagere uden tilknytning til mindretallene, som kunne sikre, at højskoleforløbet kunne ske på de to for regionen mest naturlige sprog.

Politikerne har efterfølgende omtalt

initiativet meget positivt. På konferencen i Kiel gav formand for Grænseforeningen Mette Bock tilsagn om at ville støtte jUNG zuSAMMEN i 2015 med 300.000 kr. Det er allerede udmøntet i ansættelsen af Merlin Christophersen (se side 29).

Fra slesvig-holstensk side er det i mundtlige samtaler klart fremgået, at politikere sydfra ser med meget positive øjne på en fortsættelse af jUNG zuSAMMEN. Formanden for det netop nedsatte “Udvalg for dansk-tysk samarbejde i Region Syddanmark”, Hans Philip Tietje, udtalte sig rosende på selve konferencen i Kiel. Og Carl Holst var meget klar i mælet i et indlæg i Flensborg Avis den 21. august, hvor han skrev: “Jeg er overbevist om, at der gennem flere projekter som jUNG zuSAMMEN kommer spændende og nye synspunkter frem, som både anerkender forskelligheden og vil fællesskabet. Og det er præcist det, vi har brug for, når vi skal genskabe grænselandet som et centrum.” jUNG zuSAMMEN har visionen om at skabe en grænseoverskridende dialog og folkeoplysning om grænselandets fremtid, forankret i almindelige unge mennesker.

Det manglende folkelige engagement er en stor udfordring for det grænseoverskridende samarbejde – det ved politikere i både Kiel og Vejle. Nu har vi en ungdom med vitaminer til at udvikle denne dialog.

Civilsamfundet i form af Grænseforeningen støtter massivt. Lad os få tilsvarende tilsagn fra de offentlige spillere.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.

KALENDER NOVEMBER

3-21/11 Udvekslingsbesøg i Sydslesvig. Se www.feriebarn.dk 6-7/11 Efterskoleseminar på Christianslyst (efterskolelærere og lærere fra de danske skoler i Sydslesvig) 7/11 Møde i Grænseforeningens formandskab (Husum) 8/11 SSF’s landsmøde i Husum 20-22/11 Sydslesvigsk delegation besøger København 20/11 1864-udstilling på Christiansborg 28/11 Møde i Grænseforeningens formandskab 29/11 Møde i Grænseforeningens bestyrelse FEBRUAR 2015

24-25/2 Sydslesvigsk årgangsbesøg i København 25/2 kl. 13.00 til 15.00: Konference i Landstingssalen/ markering af KøbenhavnBonn Erklæringerne MARTS 2015

26/3 Markering i Berlin af 60-året for København-Bonn Erklæringernes vedtagelse

MAJ 2015

9/5 Sendemandsmøde

JUNI 2015

11-14/6 Folkemøde på Bornholm 19-21/6 Sydslesvigske årsmøder

31

32

nr. 5 / oktober 2014

LOKALFORENINGER LOKALFORENINGERNE Arrangementer sendes til Claus Jørn Jensen på graenseforeningen@privat.dk eller til Åbenråvej 22, 6400 Sønderborg. Deadline for arrangementer, der ønskes med i næste nummer af GRÆNSEN, er fredag den 21. november.

FOREDRAG OG MØDER SYDDANMARK Aabenraa 30. oktober kl. 19.30 Folkekulturhuset Rebbølcentret. Erik Lindsø: “Livet er i det mindste en historie værd”. Entre + kaffebord 70 kr.

3. november kl. 16.00 Folkehjem i Aabenraa. Foredrag med professor Ove Korsgaard: “Solskin for det sorte muld”. Gennem forfatterens slægtshistorie skildres 150 års danmarkshistorie med vægt på landbokulturen, højskolen og andelsbevægelsen som den kom til udtryk på Mors. Entre: 50 kr. Tilmelding til Aabenraa bibliotekerne www.aabenraabib.dk 7. november kl. 19.00 Folkekulturhuset Rebbølcentret.

Jazzkoncert med Vagns kvartet.

Pris 100 kr. Medlemmer 80 kr.

Tilmelding/bestilling af smørrebrød tlf. 7464 6502 eller fhrc@ bbsyd.dk 10. november kl. 14.30 Folkekulturhuset Rebbølcentret.

Foredrag ved Jørn Buch: Hjemmefronten under 1. verdenskrig.

Mens fædre og sønner deltog i krigen, hvordan var forholdene så for konerne og børnene derhjemme. Foredrag + kaffebord 70 kr.

20. november kl. 18.00 Frøslevlejrens Efterskole.

Adventsmøde. Spisning med mad for de traditionsbundne herrer og de mere moderne kvinder. Fællessang. Foredrag ved Kultur- og justitsminister Anke Spoorendonk. Pris 130 kr.

Tilmeldingsfrist 11. november til Andreas Brandenhoff, tlf. 7464 6502, mail fhrc@bbsyd.dk

Kolding og omegn 27. november kl. 14.00 Kvarterhuset, Junghansvej 121, 6000 Kolding. Adventsfest.

Johan Herold kommer og fortæller under overskriften: “Mørk er november, men advent står for døren.” Pris 60 kr. Tilmelding senest fredag 1. november til Marie Jespersen på tlf. 7552 2025 (kun i dagtimerne).

1. december kl. 14.30 Folkekulturhuset Rebbølcentret.

“Juletraditioner og historien bag”. Foredrag ved Jørn Buch krydret med muntre indslag og tilhørende sange. Foredrag + kaffebord 70 kr.

Nyborg og Kerteminde 5. november kl. 19.30 Borgerforeningen i Nyborg, Nørrevoldgade 63, Nyborg. I samarbejde med Højskoleforeningen.

Aftenens foredragsholder er museumsinspektør ved Sønderborg slot Inge Adriansen. Emnet for foredraget vil være i relation til jubilæumsåret for “1864”.

Fredericia og omegn 16. november kl. 15.00 Trinitatis Sognegård, Danmarksgade 61, Fredericia. Sønderjysk kaffebord med fællessang og oplæsning. Pris 100 kr. Tilmelding senest mandag 10. november til Gunhild Pedersen 7592 6082, mobil 4140 6082, mail gunhild. pedersen@gmail.com Grindsted-Billund 3. november kl. 19.30 Ungdomsgården, Grindsted.

Debat med Grænseforeningens formand Mette Bock.

Haderslev Østeramt 17. november kl. 19.00 Hoptrup Efterskole. “Et grænseland i forvandling” ved chefredaktør ved Flensborg Avis Jørgen Møllekær. Tilmelding senest fredag 14. november til Peter Popp Andersen tlf. 7456 2277 evt.

2240 5277, Finn Lyster tlf. 7452 5979 evt. 2831 4241. Entre og kaffe 80 kr. for medlemmer, 120 kr. for ikke medlemmer.

Odense og omegn 19. november kl. 19.00 Multihallen, Seniorhus Odense, Toldbodgade 5, Odense. Foredrag ved Grænseforeningens nye formand, Mette Bock: “Hvor går grænsen?”.

Rødding - Vejen 8. november kl. 14.00 Skibelund Gymnastik- og Idrætsefterskole, Kongeåvej 34, Vejen.

Adventskomsammen med vores venskabsforening fra Jaruplund, Veding og Sankelmark. Kaffe og rundvisning i Skibelund Krat og på Bennetgaard. Kl. 18 vender vi tilbage til efterskolen, hvor besøget afsluttes med fælles spisning. Alle er velkomne. Tilmelding senest 3. november til Hans Harald, tlf. 5154 2075 eller Dirk, tlf. 7484 8971 Svendborg og omegn 4. november kl. 19.30 Sct. Jørgens Sognegård, Brydegårdsvej 15 i Svendborg. Jesper Olsen fortæller om sin tur med Siriuspatruljen. Kaffe med brød

50 kr. Tilmelding til Minna Bøgebjerg senest 3. november på telefon 6225 2223 eller på mail grothdam@mail.dk Sønderborg 24. oktober kl. 16.00 Biblioteket Sønderborg, Kongevej 19 i salen. Gretelise Holm: “Kærligheden, kampen og kloden”. Musikalsk underholdning fra kl.15.30.

Arrangeres i samarbejde med Foreningen Norden, Sprogforeningen og Biblioteket. Entre 50 kr.

6. november kl. 19.30 Det Lille Teater, Marienstrasse 20, Flensborg. Teaterstykket “Bølgen”. En High School klasse arbejder med emnet “Nazi Germany”. Entre 75 kr. inkl. kaffe.

Tilmelding senest 1. november til Kirsten Fanø på kifanoe@ gmail.com eller 6177 8515. Det er et kør-selv-arrangement.

Tønder 11. november kl. 11.00 Møgeltønder. Mindehøjtidelighed for de faldne i 1. Verdenskrig. Der indledes med kransenedlæggelse ved mindestenen. Derefter andagt i kirken og sammenkomst på Møgeltønderhus, hvor der serveres et let traktement. Lektor Jørn Buch, Haderslev, taler. Tilmeldingsfrist bekendtgøres senere.

18. november kl. 19.30 Højer Præstegård. “Knud og Vera”. Forfatteren Mikael Busch taler om sin bog, der beskriver tilværelsen med Stasi i Østtyskland efter Anden Verdenskrig.

27. november kl. 19.30 Møgeltønder Forsamlingshus. Vi får denne aften besøg af den kendte forfatter, foredragsholder og fhv. højskoleforstander m.m. Bjarne Nielsen Brovst, som vil fortælle om “Originaler og andre kloge folk”.

nr. 5 / oktober 2014

Vejle Vesteregn 30. oktober kl. 19.00 Grindstedvej 37, 7184 Vandel. Spil dansk dag på Vandel efterskole: “Sønderjylland i ord og toner”. Dorte og Johan Rørbye leder aftenen.

Entre med kaffe og brød 75 kr.

NORDJYLLAND Aalborg 20. oktober kl. 19.00 Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35. Kulturmødeambassadørerne: “Kan man høre hjemme mere end ét sted?” Denne aften skal vi møde tre af Grænseforeningens kulturmødeambassadører.

24. november kl. 19.30 Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35. Juleafslutning. “Gaardsangerne” fra Aalborg underholder.

Thy og Mors 24. november 19.30 Det Ny Kastet, Thisted. Grænseforeningens formand, Mette Bock, holder foredrag over emnet: Hvorfor er der stadig brug for Grænseforeningen som kulturelt kraftcenter i oplysningen om den danske identitet?

ÅRETS SØNDERJYSKE

BOG UDGIVES

DEN 1. NOVEMBER 2014 Sprogforeningen markerer på denne måde 150-året for det blodige slag på Dybbøl i 1864.

Bogen kan bestilles på sprogforeningen@gmail.com Prisen er 175 kr., dog kun 125 kr. for medlemmer af Sprogforeningen.

Til prisen kommer forsendelsesomkostninger.

Hvetbo Herred 30. oktober kl. 19.30 Jetsmark Sognegård, Bredgade 98, Pandrup. I samarbejde med Jetsmark Menighedsråd. Sognepræst Steen Haarløv, Løgumkloster. “At være dansk præst i Flensborg.”

Steen Haarløv fortæller om sin tid som dansk præst i Flensborg.

Mariagerfjord 29. oktober kl. 19.00 Hadsund Kulturcenter. Sangaften med fire kor og fællessang. Alle er velkomne. Pris. kr. 50.

5. december kl. 18.00 “Højvang”, Hobrovej 62, Had-

sund. Julefrokost. Tilmelding senest 28. november på telefon 7440 4175 eller 9857 1281.

MIDTJYLLAND Århus og omegn 11. november kl. 11.00 Monumentet. Mindeparken.

Foreningen deltager med fane og krans i højtideligheden på våbenstilstandsdagen til minde om de danske sønderjyder, der faldt i 1. Verdenskrig 1914-18. Prinsens Livregiments Musikkorps spiller fra kl. 10.35, og faner føres ind lidt efter.

33

34

nr. 5 / oktober 2014

LOKALFORENINGER 19. november kl. 19.30 Ellevang Kirkes sal, Jellebakken 42, 8240 Risskov. Forskningschef Michael Ejstrup: “Dialekter over sø og land”. Kaffe/te med brød.

Pris 50 kr.

4. december kl. 19.30 Kristrup Sognegård. Adventsmøde. Adventstale, kaffebord og fællessang.

1. december kl. 19.30 Ellevang Kirkes sal, Jellebakken 42, 8240 Risskov. “I advent og julens tegn.” Adventsmødet vil desuden byde på sang og lotteri.

Kaffe/te med julebagværk. Pris 50 kr.

Ringkøbing og omegn 12. november kl. 19.30 Fjordparkens aktivitetscenter, Holmelunden 10. Fortælleren Birgitte Arendt genfortæller Selma Lagerlöfs “Kejseren af Portugalien”. Gløgg og kaffe. Tilmelding mpjohannsen@yahoo.dk 2926 8943 senest 9. november.

Horsens og omegn 22. oktober kl. 19.00 Klostergården, Havneallé 12 A, Horsens. Foredragsmøde arrangeret af Klostersogns Menighedsråd. Filminstruktøren Niels Malmros holder foredraget “Sorg og Glæde”.

Silkeborg-Hammel og omegn 23. oktober kl. 19.30 Hadsten Højskole, Østergade 49, Hadsten. Se under Randers.

Tilmelding senest 2. oktober til Flemming Østergaard, tlf. 8684 6906, mail flemmingoestergaard@ny-post.dk

26. november kl. 19.30 Klostergården, Havneallé 12 A, Horsens. Julemøde. Vi holder vort sædvanlige hyggelige julemøde med en bid brød, julelotteri og underholdning, der i år udføres af gruppen “De go’e gamle dage” fra Horsens. Mad og kaffe koster 50 kr. pr. person.

Husk at tage en god, lille gave med til julelotteri.

13. november kl. 19.30 Medborgerhuset, Bindslev Plads 5, 8600 Silkeborg. Sangaften med Marianne Hovgaard og Freddy Dencker. Pris for mødet inkl. kaffe/the med brød 50 kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Randers og omegn 23. oktober kl. 19.30 Hadsten Højskole. Vi indbyder vores naboforeninger til møde med foredrag, kaffebord og drøftelse af fælles forhold. Foredrag ved sognepræst Jens Jørgen Refshauge, Ørsted: “På østfronten” – i anledning af 100-året for 1.

Verdenskrigs udbrud. Pris 100 kr.

Tilmelding senest 2. oktober til Erik S. Overgaard, tlf. 3218 0186, erik@keovergaard.dk

Skanderborg og omegn 9. november kl. 14.00 Kirkecentret, Skanderup Kirke, Kirkebakken 10, Skanderborg.

Fællesarrangement med menighedsrådet med gudstjeneste ved sognepræst J. Lorenzen kl. 14.00 og efterfølgende sønderjysk kaffebord og foredrag i Kirkecentret.

Foredragsholder og emne vil blive annonceret senere. Sønderjysk kaffebord 50 kr.

Skiveegnen 5. november kl. 19.30 Magnus Olesen Møbelfabrik, Agertoft 2, Durup, 7870 Roslev. Vores guide er sales manager Katharina Taasti. Tilmelding senest 1 uge før på 9752 6484 eller 2579 2266.

HOVEDSTADEN Bornholm 29. oktober kl. 18.00 Bornholms Højskole. Der er spisning kl. 18, hvortil der kan købes Svaneke øl. Derefter foredrag med sydslesviger og brygger på Svaneke Bryghus, Jan Paul. Vi fortsætter i den smukke sal med folkedans og musik og afslutter med kaffe og højskolesang. Alle er velkomne.

Hillerød 22. oktober kl. 19.30 Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12 c, lige bag Hillerød Bibliotek. Vi markerer 100-året for Første Verdenskrigs start med et besøg af tidligere oberstløjtnant Jørgen Storm. Pris 40 kr. Kaffe/te og kage er inklusive (Ikke medlemmer 60 kr.)

12. november kl. 19.00 Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12 c. Viktor Greve vil fortælle om sine 10 år som præst for menigheden i Frederiksstad i Sydslesvig. Desuden vil Viktor Greve komme lidt ind på en meget anderledes opgave som feltpræst i Afghanistan og sit relativt nye arbejde som sognepræst i Jørlunde. Pris 50 kr. inkl. kaffe/te og kage. (Ikke medlemmer 70 kr.)

SJÆLLAND Dianalund og Stenlille 5. november kl. 19.30 Søparken Aktivitetscenter, Søparken 1, 4291 Ruds Vedby. Musikalsk arrangement i samarbejde med lokalrådet i Ruds Vedby.

Gørlev og Høng 23. oktober kl. 19.30 Buerup Forsamlingshus, Buerupvej 24, 4450 Jyderup. HansPeter Tams fortæller i Buerup Forsamlingshus den barske og

rørende historie om sin og sine fem søskendes flugt gennem det krigshærgede Tyskland i den sidste periode af 2. Verdenskrig.

Lolland 10. november kl. 19.00 Sognets Hus, Kirkestræde 6, 4930 Maribo. Foredragsaften med udvidet kaffebord.

Forhenværende direktør i Grænseforeningen Niels Henriksen holder foredrag om “Årsag og virkning af den dansk/tyske krig i 1864”. Entre 50 kr. Alle er velkomne.

Næstved 30. oktober kl. 19.30 Sct. Jørgens kirke, Parkvej i Næstved. Spil Dansk-arrangement i samarbejde med Sct. Jørgens kirke.

Vi skal synge sammen og lytte til Sct. Jørgens kirkes kor. Der serveres kaffe og kage. Fri entre.

Ringsted og omegn 28. oktober kl. 19.00 Ringsted Musikskole. Syng og spil dansk. Elever fra skolen medvirker. Efter kaffen synger vi fra sangbogen.

20. november kl. 19.00 Klostermarkskirken. Julemøde.

Tidligere præst i HaraldstedAllindemagle, nu bosiddende i Sverige, Jens Bøggild fortæller om julen. Bingstrupspillemændene underholder.

Roskilde 4. november kl. 19.00 Syv Sognegård, Skolevej 17, 4130 Viby Sj. Efterårsmøde. Hanne Reintoft holder foredrag om livet i Sønderjylland i tiden efter 1864 med udgangspunkt i hendes historiske roman “Nu er det længe siden”. Fælles kaffebord og hyggeligt samvær. Pris 50 kr. for medlemmer. Andre 75 kr.

nr. 5 / oktober 2014

Sydsjælland - Møn 7. november kl. 19.00 Teaterhøjskolen Rødkilde, Rødkildevej 42, Stege. Teaterforestilling: “Den der blinker er bange for døden” bygget over Knud Romers roman af samme navn. Særligt tilbud til grænseforeningsmedlemmer: Middag på højskolen før forestillingen + teaterbillet 145 kr., som bestilles senest 30. oktober på telf. 5581 5552. Arrangement i samarbejde med Teaterforeningen Bøgestrømmen og Teaterhøjskolen Rødkilde.

TURE/REJSER Ture/Rejser arrangeret af lokalforeningerne: Medmindre andet er nævnt, kan du tilmelde dig uanset bopæl eller medlemskab af lokalforeningen.

Nyborg og Kerteminde 29. november kl. 8.00 Juletur til Flensborg. Vi spiser vores medbragte madpakke på skolen og besøger derefter Flensborg julesmykkede gågade, inden vi kl. 15.00 er med ved adventsfesten. Turen koster 50 kr. + transport – alt efter om det bliver privatbiler eller bus.

Prisen oplyses ved tilmelding.

Sønderborg 6. november kl. 19.30 Det Lille Teater, Marienstrasse 20,

GRÆNSEN 76. årgang Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K. Udgiver Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø er ansvarshavende redaktør for GRÆNSEN nr. 4 og nr. 5, 2014 erik@folkeakademiet.dk. Tlf. 21 78 72 52.

Udgivelser 2014 Nr. 6 - 2014 Deadline: Fredag 28/11. Udgivelse: Torsdag 18/12 Nr. 1 - 2015 Deadline: 23/1. Udgivelse: 12/2 Nr. 2 - 2015 Deadline: 28/3. Udgivelse: 16/4 GRÆNSEN.DK Nyheder og debat på www.grænsen.dk Webjournalist: Rasmus Vangshardt rv@graenseforeningen.dk GRÆNSEN elektronisk Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN til at læse på din computer eller din iPad. Tryk Jørn Thomsen Elbo A/S Layout www.prik.dk Forsidefoto Kristian Ditlev Jensen

Flensborg. Teaterstykket “Bølgen”.

En High School-klasse arbejder med emnet “Nazi Germany”. Entre 75 kr. inkl. kaffe. Tilmelding senest 1. november til Kirsten Fanø på kifanoe@gmail.com eller 6177 8515.

Det er et kør-selv-arrangement.

Vamdrupegnen 7. november kl. 19.00 Gelting Forsamlingshus. Lottoaften.

Det er altid en hyggelig aften, når SSF i Gelting byder på chancer for præmier og dejlig mad. Af hensyn til aftaler om samkørsel skal du melde dig til senest 1. november på tlf. 7558 3305.

Ringkøbing og omegn 6. december kl. 8.00 Traditionsrig tur til julesmykkede Flensborg. Busafgang fra Museumspladsen kl. 8.00. Forventet hjem-

Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim Formand Mette Bock mb@graenseforeningen.dk • Tlf. 3337 4907 Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ket@graenseforeningen.dk • Tlf. 2023 1984 Grænseforeningens formål Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.

Grænseforeningens vision Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring.

Grænseforeningens værdier Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske interesser.

Grænseforeningen mener og siger: • Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal.

• Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer.

• Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund.

• Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.

komst kl. ca. 20. Tilmelding senest 1. dec. til Peter Johannsen, tlf. 2926 8943, mpjohannsen@yahoo.dk. Pris 125 kr. Fællestur med Skjern/Tarm/ Videbæk.

Skjern-Tarm-Videbæk Egnen 6. december kl. 8.30 Juletur til Flensborg. Skjern rutebilstation kl. 8.30. Forventet hjemkomst kl. ca. 20. Tilmelding senest 1. dec. til Peter Johannsen, tlf. 2926 8943, mpjohannsen@yahoo.dk. Pris 125 kr. Fællestur med Ringkøbing.

Guldborgsund 17. november kl. 19.00 Besøg på Nykøbing Falster Sukkerfabrik. Vi mødes ved kantineindgangen på Gedservej ved siloerne kl.18.45. Tilmelding til Anders Larsen tlf. 2933 9548 eller Tine Vægter tlf. 2293 4696.

Grænseforeningens bestyrelse Formand: Mette Bock, Horsens 1. næstformand: Jens Andresen, Branderup 2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Syddanmark Sigrid Andersen, Agerskov Per Grau Møller, Nr. Lyndelse Kirsten Rykind-Eriksen, Randbøldal Region Midtjylland Sven Beiter, Ringkøbing Karen-Margrethe Møller, Randers Region Nordjylland Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Sjælland Lars Bjerre, Næstved Henning Bonde, Jyderup Region Hovedstaden Niels Jørgen Heick, Hillerød Ove Nissen, Rungsted Kyst Ressourcepersoner Jens Andresen, Branderup Per Paludan Hansen, Frederiksberg Peder Damgaard, Kollund

35

SPROGHJØRNET Sorteret Magasinpost ID-nr. 42138

Sinde: Oprindelse oldnordisk sinn ’gang, tid’, oldnordisk sinni ’rejse’, gotisk sinþa ’gang’ dannet til en rod med betydningen ’gå’. At overveje, tænke, forholde sig passiv, søge at få ro i sindet. Sind er tidligere opfattet som ’sans (om den enkelte sanseevne)’ eller ’betydning, mening’ Sind: – gange (fx halv tre-sinds tyve = 2,5 x 20 = 50)

SINDETID Live i P1 annoncerede jeg Sproglaboratoriets nye sendetid. I farten fik jeg sagt ’sindetid’. Det var en ubevidst ’farvning’ af vokalen fra min side, men ikke helt tilfældig: Hele udsendelsen havde kredset om ’sindet’. Anledningen var, at en række af mine kolleger i DR den 8. september blev ’sindet’. Det undrede mig, at

Er man ude af øje, er man ude af sind en fyringsrunde kaldes ’sindet-dag’. Hvorfor kaldes en spade ikke for en spade? Hvad er meningen med det mærkelige ord? Jeg tog begrebet op til et etymologisk og betydningsmæssigt gennemsyn.

Man kan være i syv sind og glæde sig i sit stille sind. Man kan have et særligt sindelag, vandre ad sindets løngange, sætte sindene i kog og lægge nogen noget på sinde. Man kan møde verden med åbent sind, være afsindig, sindssyg eller sindrig. Man kan have noget på sinde. Ordet fylder over syv spalter i Ordbog over det danske Sprog foruden 20 sider med sammensatte ord. På engelsk og fransk dækker ’sind’ (sense) alt fra bevidstheden (hvor der tænkes), til hjernen (hvordan, der tænkes) og kroppen (hvor der sanses). I kristendommen er sindet et mellemværende mellem sjæl og

krop, hvor sindet er ’sjælens sølvspejl’. I latinsk forstand er følelser og fornuft ligestillede. Men hjælp! Er ingen da enige om, hvad sindet er?

Det, som vi kan være enige om, er, at sindet har med vores indre at gøre, og at vi har en kampplads derinde: Vi kan svinge fra at være sindsforvirrede til at have fred i sindet.

Er det den kamp, som ’sindet-dagen’ hentyder til?

Mennesker, der har prøvet at blive sindet, kan fortælle, at de føler sig splittede. Det er sindsoprivende, men de må tænke strategisk og holde igen på deres følelser, for ’at blive sindet’ betyder, at arbejdsgiveren har ’i sinde at fyre’. Derefter er der 14 dages indsigelsesmulighed, så det er bare om at bevare sindsroen.

Fagforeningerne godkender udtrykket, men det gør det ikke mindre brutalt. Er man ude af øje, er man ude af sind. Uldent sprog er måske selve sindbilledet på en tid, hvor vi som medarbejdere og borgere ikke helt forstår, hvorfor der egentlig hele tiden skal skæres ned på alting. Og her kommer mit – ved en fejl – nyopfundne ord ’sindetid’ måske til sin ret. I gamle Moths ordbog findes udtrykket ’at sinde’ i betydningen gruble, reflektere og forglemme sig deraf. Når noget på den måde ’går hen over hovederne på os’, må vi i gang med at gruble og reflektere over, hvorfor det sker. I den forstand synes jeg, at det kun er på høje tid, at vi får en ny ’sindetid’.

Helle Solvang er programmedarbejder i Danmarks Radio og vært på P1-programmet Sproglaboratoriet.

Al henvendelse til Grænseforeningen info@graenseforeningen.dk • Telefon 33 11 30 63

Af Helle Solvang