GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur by GRÆNSEN

nr. 5 / oktober 2015 – 77. årgang

magasin for mindretal, sprog og kultur

DEN LANGE REJSE KAKKEBILLEØL OG KÅL I LANGE BANER SELV DET VÆRSTE MÅ IKKE VÆRE FORGÆVES

nr. 5 / oktober 2015

INDHOLD DEN LANGE REJSE

Efter mere end 30 år i Danmark blev hun dansk statsborger for at have samme statsborgerskab som sine syv børn. Men uanset stemplet i passet vil hun altid være “Anja vom Industrieweg in Harrislee.” Anja RykindEriksen fortæller erindringsbilleder fra identitetsrejsen til Danmark. SIDE 4

SELV DET VÆRSTE MÅ IKKE VÆRE FORGÆVES Knap 2000 danske politifolk blev i september 1944 deporteret til koncentrationslejren Buchenwald. En af dem var Niels Peter Fabricius Hansen, 25 år gammel, gift og far til to små børn. 191 dage i helvede fik livslange konsekvenser. SIDE 18

LÆS OGSÅ SIDE 28 GRÆNSEFORENINGEN FYLDER 100 ÅR SIDE 30 MINE TÆNDER LØBER MIG KOLDT NED AD RYGGEN SIDE 32 TVIVLSOM OMGANG MED KILDER SIDE 33 FRA GLEMSLEN UD I LYSET SIDE 34 ARKITEKTURENS GRÆNSEOVERSKRIDENDE SPROG

WWW.GRÆNSEN.DK

NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

nr. 5 / oktober 2015

LEDER

NÅR MENNESKER KRYDSER GRÆNSER Af Mette Bock, formand

I slutningen af 1940´erne lå store dele af Europa i ruiner. Mange havde mistet livet, tusinder flygtede over grænserne, familier blev splittet, og fremtiden var uvis. I Danmark var der ved krigens afslutning omkring 300.000 tyske flygtninge i Danmark, og samlet set udgjorde flygtningene 7-8 procent af den danske befolkning. Nogle af de mest sårbare var – dengang som nu – børnene. De tyske flygtninge blev samlet i lejre og adskilt fra den danske befolkning. Vi kan vist roligt sige, at behandlingen af dem ikke hører til blandt de lyseste kapitler i Danmarkshistorien. Men der var også andre flygtninge, de uledsagede børn, som blev optaget i danske familier i en periode for derefter at vende tilbage til deres familier rundt omkring i Europa. I den situation var det typisk civilsamfundet, der trådte til, og jeg er sikker på, at mange af Grænseforeningens medlemmer kan fortælle historier fra den tid. Det kan jeg også. Og jeg har i de seneste måneders til tider meget ophidsede flygtningedebat tænkt på blandt andre mine egne bedsteforældre. De boede i Hobro, hvor min bedstefar var lærer og min bedstemor tog sig af familiens fem børn, hvoraf min mor var det ene. Der var ikke mange penge at gøre godt med, men alligevel blev dørene åbnet for flere flygtningebørn umiddelbart efter Besættelsen. Min mor, der dengang var en stor pige, fortæller med glæde om blandt andre drengen Michelle fra Frankrig og pigen Monique fra Holland. Børn i 8-10 års alderen, der uden at blive spurgt blev sendt til Hobro, hvor de boede i et halvt års tid, mens der kom mere styr på situationen der, hvor de kom fra. Også mine bedsteforældres naboer, præsten til den ene side og lederen af alderdomshjemmet til den anden side, havde flygtningebørn, selvom reden i forvejen var fuld. Den aktuelle diskussion om flygtningestrømmene, der i stigende omfang vandrer mod Europa, er følelsesladet og kompliceret. Der er både krigsflygtninge og fattigdomsflygtninge, og hver eneste skæbne bærer på sin egen historie. De voksne vælger. Børnene følger med. Der skal findes politiske løsninger, der på længere sigt

kan bremse flygtningestrømmen, uanset om baggrunden er krig eller fattigdom. Der skal findes nutidige svar på, hvem der kan opnå asyl, og hvem der ikke kan. Og der skal findes løsninger på, hvordan vi forbedrer forholdene i de såkaldte nærområder, selvom en flygtningelejr aldrig er et førstevalg. Men mens politikere, bureaukrater, jurister og humanitære organisationer arbejder på de store linjer, har vi også et civilsamfund, der rører på sig, selvom situationen i dag naturligvis ikke kan sammenlignes med situationen efter Anden Verdenskrig. Jeg glæder mig hver eneste gang, jeg støder på tiltag, hvor civilsamfundet uden den store palaver, og uden nødvendigvis at skulle skilte med egne gerninger, simpelthen bare sørger for, at tingene kommer til at glide så gelinde som muligt. Ved at invitere ind i lokalforeninger.

Der er både krigsflygtninge og fattigdomsflygtninge, og hver eneste skæbne bærer på sin egen historie. De voksne vælger. Børnene følger med

Ved at ansætte flygtninge, der har opnået asyl og derfor må arbejde. Ved at tilbyde lektiehjælp til børn, der skal lære sproget. Og meget, meget mere. Der er meget at gøre, mens vi venter på politikere og det internationale samfund. Og meget bliver gjort. Vi skal også huske det, der ikke kommer i avisen, men betyder så meget for den enkelte, der møder venlighed i en vanskelig situation. Grænser krydses og menneskeskæbner mødes.

nr. 5 / oktober 2015

DEN LANGE

REJSE Efter mere end 30 år i Danmark blev hun dansk statsborger for at have samme statsborgerskab som sine syv børn. Men uanset stemplet i passet vil hun altid være “Anja vom Industrieweg in Harrislee.” Anja Rykind-Eriksen fortæller erindringsbilleder fra identitetsrejsen til Danmark.

Af Anja Rykind-Eriksen

nationale identitet, da jeg var barn og ung og stadig boede i Sydslesvig. Den beskyttede danske bastion i form af Dybbøl Mølle (hvor meget mere dansk kan det blive?) flankeret af det danske og det tyske flag som symbol for de to nationer, jeg som sydslesviger bekender mig til. Det danske flag indenfor palisaderne, det tyske lige på den anden side. Skal jeg forklare, hvordan min identitet som dansk sydslesviger opstår og bliver udfordret, må jeg tage udgangspunkt i min egen familie. Jeg har noteret mig, at identitetshistorier fra Sydslesvig er vanskelige at beskrive objektivt og gøre til genstand for videnskab. De forstås bedst i beretninger om levet liv fortalt af levende mennesker og deres ofte meget forskellige bevæggrunde for at kalde sig dansk sydslesviger. Dog har vi ét til fælles: Vi fødes og bor på den tyske side af grænsen, og vi har tysk pas. Sådan var også min start i livet. MIN FARS FAMILIE

Min far, Kurt Cordsen, er det femte barn i en søskendeflok på syv, og i sin egen fortælling havde han trukket et nummer i søskenderækken, hvor han blev overset i familien. Familien Cordsen var bønder og havde i flere generationer levet på en af Harreslevs største gårde, så de var stolte og arbejdsomme, men uden at gøre væsen af sig. Min fars ældste bror, Markus, skulle selvsagt arve gården en dag, og den næstældste bror, Peter, skulle også gå landbrugsvejen, mens der for de yngre børn i flokken skulle skaffes gode håndværksuddannelses-

Foto: Lars Salomonsen

Jeg blev født i 1965 som første barn af dansksindede sydslesvigere. I Harreslev lige syd for den dansk-tyske grænse i Padborg. Halvandet år senere bliver min lillesøster født, og det er, hvad vi kan drive det til familiemæssigt: En kernefamilie med mor, far og to børn. Begge mine forældre døde tidligt, så jeg har ikke fået de der “voksen-samtaler” med dem, om hvilke valg de har truffet i livet og hvorfor. Når man er barn, forholder man sig jo primært til verdenen, som den er – uden at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor, den er sådan, eller om den kunne have været anderledes. Alligevel har jeg erindringsglimt og oplevelser, som jeg husker, jeg studsede over, men som først gav mening, da jeg blev voksen. Som sydslesviger kommer man uvilkårligt – og mere end andre – til at tænke over ens nationale identitet. Billedet af Dybbøl Mølle illustrerer meget godt, hvordan jeg oplevede mit sydslesvigske ståsted og min

nr. 5 / oktober 2015

Familien Duggen 1949. Margarethe Duggen sidder som nummer to fra venstre.

Familien Cordsen, 1954. Kurt Cordsen i forreste række til venstre.

pladser med tilknytning til landbrugsverdenen. Når de ældste blev landmænd, skulle de yngre få nogle færdigheder, som kunne blive til gavn for fællesskabet. Man anså familien som et selvstændigt firma, hvor alle medlemmer af familien skulle kunne gøre gavn, så helheden hang sammen. Så mens Carsten blev grovsmed, blev min far lastbilmekaniker med den begrundelse, at landbruget var ved at udvikle sig til et erhverv med store maskiner, hvor der blev brug for folk med forstand på motorer. Min far var en indesluttet og forsagt mand – hvilket var kendetegnende for hele familien. Der blev ikke talt meget og aldrig om noget væsentligt. Man sås til fødselsdage, hvor alle mand dukkede op til kaffe og kage. Og anden juledag på gården, hvor hele familien med alle børnene (vi var 18 fætre og kusiner på min fars side) mødtes hos “Oma Cordsen”. Min bedstefar døde, da jeg var ret lille, så jeg har ikke nogen erindringer om ham. Min farmor boede i et aftægtshus på gården. Den ældste søn, Markus, døde af kræft blot 20 år gammel. Det var, før jeg blev født, men jeg husker, at det lå som en sort sky over familien. Man talte ikke om det, men der var et før og et efter Markus’ død. Markus var ved sin død forlovet med Ruth, som sammen med sin familie var flygtet fra Schlesien ved Polen under krigen. Faderen var en flittig slagter, der fik etableret en driftig forretning i Harreslev, hvor Ruth og hendes søskende hjalp til og fik deres uddannelser. Da Markus døde, gik der kun kort tid, før Peter, som nu var blevet ældste søn og arving til slægtsgården, også overtog den et par år ældre Ruth. Jeg tror ikke, det har været et hverken lykkeligt eller ulykkeligt ægteskab. Skæbnen kan man ikke ændre på, men man kan få det bedste ud af det og skabe sig det bedst mulige liv ud fra de givne omstændigheder. Det var sådan, vi i familien så på det.

Min far og hans søskende havde alle gået på den danske skole i Harreslev, men om mine bedsteforældre på min fars side vitterlig var dansksindede står uklart for mig. I mit univers var de tyske. Flere af dem blev ligesom Peter gift med tyskere fra flertalsbefolkningen, og deres børn kom til at gå på den tyske skole. MIN MORS FAMILIE

Min mor hed Margarethe Duggen, men blev kaldt Dede. Hun var født ind i en meget sydslesvigsk familie som det midterste barn i en børneflok på fem. Min morfar, Richard, havde været gift med Dorothea, som han fik de to ældste sønner Harald og Richard med. Dorothea kom fra en tysk familie, som oprindelig boede på Halligerne, hvor hendes far var postbud. Familien flyttede til Harreslev, da Dorothea var en ung pige. Her mødte hun min bedstefar, Richard, som bekendte sig til det danske mindretal. Efter fødslen af deres anden søn, blev Dorothea psykisk syg og endte med at tage livet af sig. Richard stod alene med de to drenge og ansatte en husbestyrerinde – den unge tyske pige, Frieda Frantzen, fra Steinbechkirche i Angeln. Husbestyrerinden blev til min mormor. Min mor, Dede, kom til verden i 1940, Thea i 1944 og Christian i 1949. Det var ikke et harmonisk ægteskab og familieliv hos mine bedsteforældre. Der var megen ufred og ikke megen kærlighed mellem Richard og Frieda, og det prægede min mor i hendes opvækst. Min morfar, Opa Duggen, døde, da jeg var fire år, så jeg har ingen selvstændig erindring om ham. Men jeg ved, at han arbejdede som elektromekaniker indtil starten af krigen. Min mormor var hjemmegående, og der var ikke meget at rutte med. Opa Duggen var meget utilfreds med det tyske styre, hvilket fik ham til at holde stædigt fast i sit tilholdssted i det danske mindretal. Det står uklart for mig af hvilke grunde, han gjorde det: om han var dansk helt inde i sit hjerte, eller om det var et fravalg af det tyske? Han meldte sig allerede som ganske ung ind i Den Slesvigske Forening, var glødende socialdemokrat og hadede nazismen og alle dens gerninger. Han talte ikke dansk, men lærte sig det, da han sendte sine to drenge i dansk skole og børnehave. Han holdt også Flensborg Avis.

nr. 5 / oktober 2015

I 1964 bliver Kurt og Dede Cordsen gift i Harreslev danske kirke. I bryllupsgave fik de et stykke jord i det nye industrikvarter i Harreslev. På grunden blev der etableret en tankstation med tilhørende mekanikerværksted, og den lille familie blev herre i eget hus. Her bliver jeg født i 1965.

Men det var ikke af bekvemmelighedsgrunde, han var dansk. Under naziregimet blev alle, som bekendte sig til det danske mindretal, frataget deres børnepenge og andre tilskud, man ellers gav til gode tyske familier, der opfostrede deres børn til gode tyskere. Så familien var fattig. Og det blev ikke bedre, da min bedstefar blev kaldt i krig i 1943 – på trods af dårlig fysik og et glasøje, han havde fået som ung efter en arbejdsulykke. Alle måtte af sted. Også Richard Duggen fra Harreslev. Frieda sad tilbage med tre børn, hvoraf de to store drenge, Harald og Richard, ikke var til at tøjle. De gik deres egne veje, og hun vidste ret beset ikke, hvad de lavede. Ofte kom de hjem med mad, de havde stjålet på gårdene eller hos købmanden. Efter krigen kom det frem, at Harald havde deltaget i sabotagevirksomhed i Flensborg, hvor han sammen med andre unge drenge stjal våben fra nogle tyske militærkøretøjer og gav dem videre til en modstandsgruppe i Padborg. Mens min bedstefar lå ved fronten i Nordfrankrig, blev min moster Thea født under et voldsomt bombeangreb. Bedstefar Richard overlevede krigen og kom hjem til Frieda og de nu fire børn i den lille lejlighed i Harreslev. Min mor og hendes søskende gik alle i den danske skole i Harreslev. Især mine to ældste onkler, Harald og Richard, kunne fortælle historier om, hvordan de før, under og umiddelbart efter krigen blev

hånet og drillet af tyske børn for deres danske sindelag. Der blev råbt ukvemsord og kastet sten efter dem på vej til skole. Men bøtten vendte, og få år efter oplevede de, hvordan de stenkastende tyske børn nu i hobetal blev meldt ind i danske skoler – mange af dem i fravalg af det tyske, som de ikke var stolte over efter krigen. Begreber som Speck-däne blev nu brugt mod mindretalsfamilierne, fordi mange anså dem for kun at være blevet “vækket” til mindretallet på grund af de forsyninger, Danmark sendte til Sydslesvig efter krigen. Både tøj og mad fandt vej over grænsen for at hjælpe de ofte meget fattige danske familier. I de sparsomme år efter krigen er der noget attraktivt over at tilslutte sig mindretallet. Ligeledes begyndte man at sende dansksindede børn på ferieophold i Danmark i flere uger hver sommer. Min mor kom af sted til familien Strange Christensen på Falster. En familie, som hun var feriebarn hos i syv år, og som hun bevarede en tæt kontakt med igennem alle årene indtil sin død. For mig er der sket det fantastiske, at kontakten er genetableret. Tilfældighederne ville, at plejebror Erik kom på kursus på Rødding Højskole, og vi fandt ud af, hvem hinanden var. Et varmt og nyt venskab er opstået, som grunder sig på den hjælp min mor fik fra en venlig og varm familie på Falster, og som mange andre sydslesvigere fik rundt om i Danmark i årene efter Anden Verdenskrig.

Opa Duggen kom i byrådet i 1948 for det danske parti SSW – i en årrække med tillidshvervet “Bürgervorsteher” – betegnelsen for en kontaktperson mellem borgerne og kommunalbestyrelsen. Opa Duggens klare mål var, at Danmark skulle have grænsen flyttet tilbage til Ejderen. Han var driftig, og i slipstrømmen af genopbygningen i Tyskland grundlagde han et elektrikerfirma. Begge de store sønner blev ansat i firmaet. Min mor, Dede, ville efter endt realeksamen gerne på højskole i Danmark og efterfølgende på lærerseminariet, men for Opa Duggen var det en dårlig plan. I stedet skulle hun uddanne sig som sekretær og gøre gavn i familiefirmaet. Og sådan blev det! Min mors ulykkelige drøm om en læreruddannelse i Danmark var jeg som barn lykkelig uvidende om. I mit univers havde jeg en sød og omsorgsfuld mormor. Hun havde for at komme til Danmark lært at tale dansk, men brugte det nu sjældent. Mors tre brødre blev gift med tyske kvinder, men deres børn kom til at gå i danske skoler, ligesom mine tanter lærte det danske sprog og aktivt gik ind i mindretalsarbejdet. BARN PÅ EN TANKSTATION

Således var begge mine forældre født og opvokset i Harreslev og var en del af det danske mindretal. Begge havde gået i dansk skole, hvor de kendte hinanden. Som unge kom de regelmæssigt i den

nr. 5 / oktober 2015

I første klasse på Harreslev danske skole. Anja sidder i første række helt til venstre. Den markante sydslesviger, Elke Putzer (bagerst til højre) var klasselærer.

danske præstegård, hvor præsten Pontoppidan Thyssen arrangerede ungdomsmøder. Her mødtes de så igen. I 1964 blev Kurt og Dede Cordsen gift i Harreslev danske kirke. I bryllupsgave fik de et stykke jord i det nye industrikvarter i Harreslev af storbonden Cordsen og en byggetilladelse samt et favorabelt lån af Herr Bürgervorsteher Duggen. På grunden blev der etableret en tankstation med tilhørende mekanikerværksted, og den lille familie blev herre i eget hus. Jeg bliver født i 1965 og lillesøster Kathrin i 1966. Mekanikeren og sekretæren med deres to små piger etablerede et liv på tankstationen på Industrieweg i Harreslev. Der var ingen tvivl i mine forældres sind om, at vi skulle døbes i den danske kirke, at vi skulle gå i dansk børnehave og i dansk skole. Sproget derhjemme og i min familie var tysk. Eller plattysk, når de voksne talte. Det danske blev brugt i skolen, ved sammenkomster i mindretallet, ved taler og til fælles beskeder. Men ellers var det primære sprog tysk – med danske eller fordanskede ord, hvor det passede ind. Vi blandede de to sprog som noget såre naturligt. Men selvom vores daglige sprog var tysk, var der alligevel en udefinerlig, men alligevel klar skelnen mellem os fra mindretallet og den tyske flertalsbefolkning. På mine forældres tankstation kom der både danske og tyske kunder. Og det blev aldrig defineret, hvem der var hvad. Vi vidste det bare.

Mine forældre havde bestemt et godt forhold også til de tyske kunder fra nabolaget, og en venskabelig tone over disken, når der skulle betales eller skrives på regning. Men vi omgikkes ingen af dem privat. Ingen! Ligesom jeg ikke kender deres familier. Til gengæld var der nogle danskere, som havde ledende stillinger ved de danskejede firmaer Glyngøre og Nopi, som ligeledes var kunder hos os, og flere af dem blev der skabt venskaber til, der også holdt, efter at de flyttede tilbage til Danmark. Det var ikke noget, jeg tænkte over dengang. Der var bare et usynligt skel mellem “os” og “dem” – uden at det gav anledning til afstandtagen eller ufred. Man mængede sig bare ikke med hinanden. FØRSTE SKOLEDAG

Den 1. september 1971 startede Anja Cordsen i første klasse på Harreslev danske skole – på den skole, hvor begge mine forældre også havde gået. Med vores Schultüte sad vi glade og forventningsfulde på trappen foran hovedindgangen sammen med vores dansklærer Elke Putzer og matematiklærer Käthe Gundlach. Begge lærerinder kom selv fra det danske mindretal og var ligesom jeg barnefødt i Harreslev. Dengang spekulerede jeg ikke over, hvilken baggrund mine klassekammerater havde – om de talte tysk eller dansk derhjemme, eller om deres forældre var fra det danske mindretal, eller

hvad de ellers havde af bevæggrunde for at sende deres børn i den danske skole. Kun Vibeke og Jytte af mine klassekammerater talte dansk derhjemme. Vibekes mor var fra Danmark og havde forelsket sig i en sydslesviger på et højskoleophold i Danmark, som tog hende med til Sydslesvig. Begge Jyttes forældre var sydslesvigere af den type, som holdt den danske fane lidt højere end os andre, og derfor af princip talte dansk derhjemme. Resten af os havde tysk som hjemmesprog, og i min klasse talte mindst en håndfuld af forældrene ikke dansk overhovedet. Nogle af dem lærte det hen ad vejen. Andre gjorde aldrig. Deres bevæggrunde for at vælge en dansk skole til deres børn kender jeg ikke. Men flere af disse tyske forældre blev aktive i mindretalsarbejdet og tog deres tørn i skoleråd, som trænere i håndboldklubben, i fritidshjemmets bestyrelse osv. Som sagt talte vi altid tysk hjemme, med familie og med vennerne, og jeg tænkte overhovedet ikke over, at min identitet som sydslesviger skulle være bundet til sproget. Ligesom jeg ikke skænkede mit pas en tanke. Vi kørte over grænsen til Danmark næsten dagligt, handlede ind i Brugsen i Padborg og købte rundstykker hos bager Bang om søndagen på dansk, men viste tysk pas ved grænsen. Det gjorde mig pavestolt at være sydslesviger. Jeg var mig tidligt bevidst om at have en fordel ved at kunne bevæge mig i to

nr. 5 / oktober 2015

Markus Cordsen, gefallen fürs Vaterland. Billedet har hængt der altid. Jeg har bare ikke bidt mærke i det. Jeg er ti år gammel. Og nu begynder jeg at undre mig. Ikke så meget over navnet, for i familien skiftede man mellem Markus og Peter, når man skulle navngive sine første to sønner. Men hvem er denne Markus? Jeg spørger – selvfølgelig på tysk, mens jeg peger: Du Oma – Wer ist das da auf dem Bild?” Der blev helt stille i stuen. Som i helt stille. Og “helt stille” var svaret. Jeg synes, det varer evigheder. Så fortsætter samtalen, som om jeg slet ikke er der. Jeg husker ikke mere af den aften hos Oma.”

kulturer. Jeg mærkede tidligt, at jeg klart mest var knyttet til Danmark. Alle ferier blev holdt i Danmark – enten på camping i Skagen eller Vejers. Om sommeren var vi fastliggere på Gammelmark Camping ved Broager, hvor vi lå i en selvstændig lejr med andre sydslesvigere. Vi besøgte tante Thea og onkel Carsten i Brønshøj eller i deres sommerhus 1-2 gange om året. Jeg følte, vi på den måde var danske – også fordi vi aldrig tog på ferie i Tyskland. “Det kunne ikke falde os ind, og derfor er jeg i hvert fald ikke tysk,” tænkte jeg som barn. EN GRAVPLADS I UKRAINE

Især én historie fra min barndom gør indtryk på mig i forbindelse med min families rolle i mindretalshistorien og min egen selvforståelse som dansk sydslesviger og heraf følgende læggen afstand til den tyske flertalsbefolkning. Det var første gang, min indentitet blev udfordret. Vi var hos Oma Cordsen anden juledag, som vi plejede. Jeg var ti år gammel og en meget genert før-teenager, der kedede sig – for gammel til at lege med den næsten ukendte fætter- og kusineflok, hvor der heller ikke var nogen piger på min alder. Så jeg sad som en skygge inde i stuen hos de voksne. Jeg lyttede til deres snakken og kiggede rundt i Omas stue. Som så mange gange før. Jeg dvælede ved familiebillederne på væggen ved siden af sofaen. Der var billeder af børnene, af min afdøde bedstefar, Opa Cordsen, af den døde søn Markus, bryllupsbilleder af mine forældre og min fars søskende osv. Men så faldt blikket på et lille billede af en ung soldat i uniform. Under billedet står: Markus Cordsen, gefallen fürs Vaterland. Billedet havde hængt der altid. Jeg havde bare ikke bidt mærke i det. Og nu begyndte jeg at undre mig. Ikke så meget over navnet, for i familien skiftede man mellem Markus og Peter, når man skulle navngive sine første to sønner. Men hvem var denne Markus? Jeg granskede min hjerne, og kunne simpelthen ikke placere ham, men tænkte, at han måtte være en bror til min Opa Cordsen. Men jeg havde aldrig hørt om ham? Jeg spurgte – selvfølgelig på tysk, mens jeg pegede: Du Oma – Wer ist das da auf dem Bild?” Der blev helt stille i stuen. Som i helt stille. Og “helt stille” var svaret. Jeg syntes, det varede evigheder. Så fortsatte samtalen, som om jeg slet

“Der stod en lille papkasse midt på gulvet. I kassen lå et album med et hagekors udenpå fra Markus’ soldatertid ... bagerst brevet til familien om, at Markus var “vermisst” (savnet), og endelig brevet om, at han var faldet. Kassen havde Anna Sofie gemt i alle årene. Familien har efterfølgende også gemt den – og måske glemt – den lille kasse. Min søster og jeg tog den til os og passer på den. Hvorfor? Fordi den rummer en del af vores historie! Uanset om vi kan lide den eller ej. “

ikke var der. Jeg huskede ikke mere af den aften hos Oma. Da vi kom hjem fortalte min mor – (ikke min far), at Markus var min Opas bror – at han meldte sig ind i Nazistpartiet og glad drog i krig, men aldrig vendte hjem. Han faldt ved Østfronten på Krimhalvøen i 1942. Hans far (min oldefar) forbød familien nogensinde at nævne ham. Hans mor, Anna Sofie, led frygtelig under mandens hårde dom over sønnen. Da manden døde, hængte hun billedet af den unge kække soldat op på væggen, og han fik hermed lov at blive en del af familien – men kun helt stille. Der blev han hængende, indtil bedstemor døde. Hvad betød alt det her så for en ung sydslesvigsk pige på ti år? Det betød, at jeg for første gang blev konfronteret med den tyske side af min identitet. At jeg blev en del af et af de sorte kapitler i verdenshistorien. At jeg blev en del af Tysklands historie. Det gjorde noget ved mig. På den ene side skammede jeg mig! Tænk at en fra min familie havde været nazist! Og endda med vilje! Og på den anden side havde jeg ondt af ham. Og af familien. Tænk at skulle fornægte sin søn eller sin bror. Men endnu mere end det blev jeg mig bevidst, at en del af mig var tysk. Jeg havde jo hidtil altid anset mig og familien som en særlig udvalgt race, der var så privilegeret at være danske, selvom vi boede syd for grænsen. Og at vi derfor var noget “særlig fint” – noget mere fint end at være dansk i Danmark, fordi vi boede i det egentlige Danmark, som tyskerne uretmæssigt havde ranet til sig, og som vi ideologisk holdt fast i og dermed var Danmarks yderste fortrop og dermed det sande Danmark. Men pludselig ud af stilheden i Omas stue måtte jeg erkende, at særlig udvalgt var jeg ikke, for jeg var også tysk med alt, hvad det indebar.

nr. 5 / oktober 2015

“Min niece, Anna Sofie, var i sommeren 2013 på en rejse i Ukraine. Via internettet havde hun fundet Markus’ gravsted, og hun tog derned for at lægge en blomst. Og på den tyske kirkegård hersker tysk orden, så man med et sindrigt koordinatsystem kunne finde frem til lige præcis den plet på plænen, hvor Markus ligger begravet. Ligeledes har man optegnet, hvornår de enkelte gravsteder har haft besøg. Og ingen havde besøgt Markus. Undtagen nu hans brors oldebarn. Det var en stærk og bevægende oplevelse for hende.”

Da vi for få år siden skulle rydde op efter min farmor i aftægtsboligen på gården, kom min søster og jeg som de allersidste for at se, om vi ville arve noget fra min fars barndomshjem. Der stod en lille papkasse midt på gulvet. I kassen lå et album med et hagekors udenpå fra Markus’ soldatertid. Der var billeder af en smilende ung Markus i tæt samvær med andre glade, unge mænd, varme breve mellem mor og søn, og bagerst brevet til familien om, at Markus var “vermisst” (savnet), og endelig brevet om, at han var faldet. I kassen fandt vi også en lang brevveksling mellem mor Anna Sofies bror, Peter, og Deutsche Wehrmacht, fordi Anna Sofie så hjertens gerne ville have et billede af sønnens sidste hvilested. Brevene var fra begge sider meget høflige, og det lød faktisk som om, man rent faktisk forsøgte at fremskaffe et billede. Men det lykkedes ikke. Kassen havde Anna Sofie gemt i alle årene. Familien havde efterfølgende også gemt den – og måske glemt – den lille kasse. Min søster og jeg tog den til os og passer på den. Hvorfor? Fordi den rummede en del af vores historie! Uanset om vi kunne lide den eller ej. Kassen var for mig et sindbillede på, at man ikke skal og ikke kan løbe fra det, man er rundet af. For mig er det tyske en del af min historie. Også at en kæk ung mand – min fars onkel – i 1930’erne bekendte sig til et Nazityskland og et regime, ingen af os ville kendes ved.

Min niece, Anna Sofie, (som min søster opkaldte efter Markus’ mor), var i sommeren 2013 på en rejse i Ukraine. Via internettet havde hun fundet Markus’ gravsted, og hun tog derned for at lægge en blomst. Og på den tyske kirkegård herskede tysk orden, så man med et sindrigt koordinatsystem kunne finde frem til lige præcis den plet på plænen, hvor Markus ligger begravet. Ligeledes havde man optegnet, hvornår de enkelte gravsteder havde haft besøg. Og ingen havde besøgt Markus. Undtagen nu hans brors oldebarn. Det var en stærk og bevægende oplevelse for hende. MIN KONFIRMATION

Da jeg er 13 år blev jeg konfirmeret. Selvfølgelig i den danske kirke i Harreslev! Kirken var – som mange andre steder i Sydslesvig – en kirkesal på skolen. Til hverdag var rummet et stort mødelokale, hvor vi holdt morgensang, øvede kor eller havde musikundervisning. Om søndagen foldede man bagvæggen til side, hvor der så åbenbarede sig et alter. Fra depotet hentede man knæfald og døbefont frem, og stillede det op, sammen med stole i salen til kirkegængerne. Det fungerede fint og efter hensigten. Præst Ib Wolfhagen var “ægte” dansker nordfra. Ligesom flertallet af de andre præster i Sydslesvig. Ligesom mange af lærerne på Duborgskolen og ligesom et stigende antal lærere i grundskolerne. Nogle var der kun i få år og tog desillusio-

nerede hjem igen. Andre faldt godt til og lærte at holde af det miskmask af dansk og tysk, som Sydslesvig er. Dem, der havde det svært, var ofte dem, der så det som en mission at tage til Sydslesvig. Enten ville de kæmpe for et Danmark til Ejderen, eller de så det som deres opgave at skabe et Sydslesvig med mere dansk kultur. Men de unge sydslesvigere, de mødte i skolen eller i kirken, havde intet ønske om en ændring af vores nationale tilhørsforhold. Ingen af os havde et ønske om, at Sydslesvig skulle blive en del af Danmark. Vi talte tysk, så tysk fjernsyn (Danmarks radio virkede umådelig gammeldags med kun én kanal og ingen synkronisering af amerikanske film), var fan af tyske bands, hørte “Hit Parade” og “Disco”, læste ungdomsbladet BRAVO og elskede tyske pølser. Så selvom vi bekendte os til det danske mindretal, må vi uvægerligt have virket rigtig meget tyske på de missionerende danskere, der kom for at give en hånd med syd for grænsen. HVEM ER JEG?

Netop dette indtryk hos danskerne, der mødte os fra Sydslesvig, gav et andet hak i identiteten, da jeg var 13-14 år. Jeg havde hele min barndom spillet håndbold i den danske håndboldklub HUF i Harreslev. En sommer tog hele ungdomsafdelingen fra HUF til Fjaltring for at spille håndbold. Vi blev indkvarteret privat. Jeg boede hos Bodil og hendes forældre og

nr. 5 / oktober 2015

Familien Rykind-Eriksen med deres syv børn på Rødding Højskole, 2009.

hendes storebror. Jeg var stadig en genert pige og var lidt nervøs for alt det nye. Men jeg glædede mig til at skulle være blandt ligesindede, som kunne forstå mit danske jeg, som efterhånden havde vokset sig større. Jeg følte mig megadansk, da jeg kom til Fjaltring, og i hvert fald havde jeg ikke noget med de der tyskere at gøre. Derfor så jeg frem til at være blandt ligemænd i nogle dage. Men hold da op et kulturmøde! Jeg ved ikke, om I ved, hvordan man taler i Fjaltring? Bodil boede på en gård, og udover at hendes familie var ualmindelig fåmælte, så forstod jeg ingenting af, hvad de sagde. Og de havde også store problemer med at forstå mig. Broren grinede og gjorde nar af min udtale og min ordstilling, og jeg blev virkelig flov og følte mig ydmyget. Vi var i Fjaltring nogle dage, spillede en masse håndbold og deltog i forskellige kulturelle arrangementer, hvor danske og sydslesvigske børn fik mødt hinanden – givetvis med et ønske om at styrke båndene mellem Danmark og Sydslesvig og give os store børn en fornemmelse af sammenhørighed. Min oplevelse af mødet med Danmark var nærmest modsat. Jeg forstod dem ikke. De talte mærkeligt og langsomt, og deres kendskab til os var nærmest ikkeeksisterende. Efter hjemkomsten sendte klubben i Fjaltring et takkebrev til os. De havde været meget glade for at få besøg fra Tyskland, møde det tyske sprog og den

tyske kultur. Den sved! Havde jeg givet indtryk af at være fanebærer for Tyskland og tysk sprog og kultur? I efterrationaliseringen forstår jeg det godt: De mødte en flok unge, der indbyrdes talte tysk, som havde svært ved at følge med i deres samtaler, havde svært ved at formulere sig på dansk og ingen kendskab havde til de danske bands, de unge prøvede at tale med os om. Men jeg kom hjem frygtelig såret og forvirret. Som 16-årig dimitterede jeg fra Gustav Johansen skolen i Flensborg med en dansk realeksamen. Og jeg var ikke i tvivl om, at min videre skolegang skulle foregå i Danmark. Jeg ville tage en ungdomsuddannelse og læse til pædagog eller lærer for derefter at komme tilbage til Sydslesvig og arbejde indenfor mindretallets rammer. Jeg kunne tage studentereksamen på Duborg-Skolen, men det ønskede jeg ikke. Den sydslesvigske andedam, hvor alle kendte alle, var blevet for lille for mig. Jeg ville til Danmark. Så det blev til to år på Aabenraa Statsskole, hvor jeg boede på Alumnatet, det tilhørende kollegium, hvor der stort set kun boede sydslesvigere og grønlændere. Sproget på kollegiet var utroligt. Sydslesvigerne talte tysk sammen, grønlænderne grønlandsk, og sammen talte vi dansk. Også denne gang kom jeg til Danmark med en opfattelse af mig selv som dansker, bare med et tysk pas og med to

sprog. Men blot 30 km nord for mit hjem i Harreslev måtte jeg sande, at jeg havde det endog meget svært med både det danske sprog, humoren og den indforståethed og ironi og sarkasme, som kendetegner danskere, og som man ikke har på samme måde syd for grænsen. SPROGBLOMSTER FRA SYDSLESVIG

Sprogligt var det rigtig svært at følge med, når jeg skulle høre danskernes dansk hele dagen. Og jeg ledte konstant efter ordene, når jeg skulle forklare noget. Jeg lavede mange sydslesvigske “sprogblomster”, som er en hel verden for sig. Jeg havde jo ikke noget dansk ungdoms- eller slangsprog. Hvor nogle danskere siger “ik’ os’” efter hver sætning, sagde jeg “ne” – som ingen forstod. Mit ordforråd var mest at betragte som korrekt rigsdansk, men udtalt med umiskendelig tysk accent. På plussiden var, at jeg kun befandt mig 30 km nord for grænsen, og i Aabenraa var der modsat Fjaltring et vist kendskab til Sydslesvig. Ligesom vi var mange af “min slags”, så jeg kunne få lov at være sydslesvigsk flere timer om dagen og tale tysk med de andre alumner. Men i hverdagen på gymnasiet og i Aabenraa følte jeg mig ikke-dansk. Og det skulle jo blive værre. Efter endt HF-eksamen ville jeg på højskole. Jeg havde stadig drømmen om læse til pædagog eller lærer – gerne indenfor specialområdet. Så jeg fandt frem til Egmont

nr. 5 / oktober 2015

Foto: Lars Salomonsen

Højskole, hvor man blander fysisk, psykisk og ikke-handicappede. Jeg var lige fyldt 18 år og følte mig klar til at stå som ene-sydslesviger blandt danskerne. Sproget havde jeg fået mere styr på. Men nu kom den næste mavepuster. De danske elever, som jo kom fra alle steder i Danmark, anede overhovedet ikke, at jeg eksisterede! Mange vidste ganske enkelt ikke, at der boede et dansk mindretal syd for grænsen! Her var jeg opdraget til at forstå, at de i Danmark var kede af at have mistet os, og man derfor aldrig ville glemme os. At vi var Danmarks broderfolk syd for grænsen, hvorfor Dronningen endda sendte hilsner til os i hver eneste nytårstale. Men virkeligheden var, at de allerfleste danskere ganske enkelt ikke anede noget som helst om Sydslesvig. Jeg blev derfor betragtet som en tysker, der kunne tale dansk. Ikke andet. For alvor blev jeg i tvivl om, hvem og hvad jeg var. I Sydslesvig anså flertalsbefolkningen mig som et excentrisk kuriosum, som man måtte bære over med. I Danmark var jeg hende tyskeren. Jeg holdt en morgensang om det danske mindretal for de andre elever, hvor jeg bl.a. blev spurgt, hvorfor vi ikke bare flyttede til Danmark, hvis vi nu ikke kunne lide Tyskland. Det værste var, at de betvivlede min danskhed, når vi talte tysk derhjemme. Jeg var jo som sagt kun 18 år, og blev virkelig selv utrolig meget i tvivl! Jeg troede, jeg var dansk, men det var jeg

ikke. Ligesom jeg hele tiden havde troet, at jeg ikke var tysk, men det var jeg så lidt alligevel. Måske jeg i virkeligheden blot var en tysker, der kunne tale dansk? I nogle år svingede jeg mellem at føle mig som et “både-og” og et “enten-eller”. Nemt var det ikke. Mange unge har jo diskussioner med sig selv om deres identitet, ståsted og tilhørsforhold i forhold til forældre, miljø osv. Og den slags diskussioner havde jeg rigelige af i nogle rodløse ungdomsår. Oveni fik jeg så en national identitetsdiskussion.

fulde og værdsatte? Jeg oplevede det som et totalteater, jeg helt uvidende spillede med i, og hvor vi spillede foran et blindt publikum. Det var nærmest ubærligt. Fra at have problemer med at være skizofren, om hvorvidt jeg var tysk eller dansk eller ren sydslesvigsk, var jeg nu i min selvoplevelse reduceret til et hverken-eller. Og nu gik det ellers rigtig fint med sproget. Men identitetsmusklen var blevet forstuvet. Og det kan altså tage noget tid og genoptræning at komme sig over en så alvorlig skade.

GRÆNSESTOP

Efter højskoleopholdet flyttede jeg med tre danske venner til Haderslev, hvor vi startede et kollektiv. Jeg følte mig for ung til at starte på seminariet og ville finde et job et sted. Men jeg var knap ankommet til Haderslev, før jeg fik brev om, at min opholdstilladelse var udløbet, og jeg havde 14 dage til at forlade Danmark. Det kom som et chok. Jeg havde godt nok tysk pas, men jeg regnede opholdstilladelse som en ren formsag. Jeg var jo sydslesviger og havde derfor ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne blive smidt ud af Danmark. Men det blev jeg! Og den danske side i mig fik det nu for alvor svært! Var jeg for danskerne ikke anderledes end alle mulige andre udlændinge fra f. eks .Tyrkiet, Bosnien eller Ghana? Var det kun i sydslesvigernes egen verden, at vi eksisterer og føler os værdi-

KRISEHJÆLP TIL ET BALLONDYR

Jeg gik i sort og overvejede, om jeg skulle flytte hjem for at droppe alt med Danmark, som helt åbenlyst hverken kendte mig eller ønskede mig i landet. Jeg var hjemme hos mine forældre, og de var ligeså overraskede som mig – måske endda mere. Jeg var ked af det og prøvede at opstøve gamle venner. Men hov – hvor var de henne? Dem, jeg havde haft allermest med at gøre, mens jeg boede hjemme, var nu enten flyttet til Danmark for at studere eller begyndt på håndværksuddannelser i Tyskland. Der var ikke noget Sydslesvig for mig at komme tilbage til. Jeg kunne opholde mig i Danmark, hvis jeg studerede, så jeg tog til lærerseminariet i Haderslev og startede på læreruddannelsen som 19-årig. Jeg var absolut ikke motiveret, hutlede mig igennem, og havde

Livet har lært mig, at identitet ikke findes i sproget eller i passet. Identiteten findes det sted, hvor man selv føler sig hjemme og regner sig til

nogle rodede år uden retning og mening. Jeg var så meget i tvivl om, hvem og hvad jeg var, og hvor jeg hørte hjemme, at jeg helt holdt op med at forholde mig til det. Men livet gør jo noget for én. Mens jeg læste på seminariet, blev jeg voksen. Jeg fik en kæreste – en dansk kæreste. Vi flyttede ind i et nedlagt landbrug på landet, fik får, høns og kaniner og begyndte så småt at bygge rede. Der kom et barn, en skilsmisse, et nyt højskoleophold, en ny mand og flere børn. Lige så stille tog livet form, og jeg fandt mit sted i livet. EN MOR MED SAMME PAS SOM SINE BØRN

Det er fortsat sådan, at jo længere væk jeg kommer fra den dansk-tyske grænse, desto oftere må jeg fortælle, hvor jeg kommer fra. Der bliver gættet i alle retninger: Færøerne? Bornholm? Norge? Det har jeg vænnet mig til. I dag ser jeg mig selv som ambassadør for Sydslesvig i vores nordlige fortrop Danmark. Jeg har vænnet mig til, at når jeg præsenterer mig for et publikum, må jeg altid starte med at fortælle, at jeg kommer fra Sydslesvig, og min accent derfor er tysk, men da jeg har boet mere end 30 år i Danmark, regner jeg med, at vi klarer det uden simultantolk. I arbejdet på Rødding Højskole har vi sat os for, at ingen elever, som har valgt at tage et højskoleophold på Danmarks ældste Højskole, skal tage hjem uden at have besøgt det danske mindretal i Sydslesvig – uden at have hørt om 1864 og Dannevirke – og uden at have mødt repræsentanter fra Ambassadørkorpset på enten det danske gymnasium i Flensborg eller i Slesvig. Det er et rigtig godt initiativ, som Grænseforeningen har sat i værk, og som skal tjene til at give danske unge kendskab til mindretallet, og som samtidig faktisk er med til at styrke de unge sydslesvigeres bevidsthed om deres egen identitet. Vores danske elever tager som udgangspunkt ikke

på Rødding Højskole pga. skolens historie eller dens placering i grænselandet. De kommer for at få nogle faglige færdigheder og møde nye mennesker. Og de forventninger sørger vi selvsagt også for bliver indfriet. Men derudover ønsker vi at udvide deres horisont på mange andre områder også – deriblandt en stillingtagen til, hvad identitet er for en størrelse, og en forståelse af vigtigheden af mindretal. Og en stillingtagen til, hvad “danskhed” egentlig kan dække over. Grundtvig siger det jo meget rammende i sangen “Folkeligt skal alt nu være”: Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild… Livet har lært mig, at identitet ikke findes i sproget eller i passet. Identiteten findes det sted, hvor man selv føler sig hjemme og regner sig til. Man kan altså sagtens komme fra et helt andet sted på kloden, og alligevel med tiden komme til at føle sig dansk i hjertet. Uanset at man taler med en særpræget accent, spiser sjove udanske retter eller har en mørkere lød i huden end en gennemsnitlig nordbo. Jeg har nu i 2015 efter 33 år i Danmark skiftet statsborgerskab. Til dansk, selvfølgelig. Hvorfor skulle det tage så lang tid? Er det først nu, jeg synes, jeg er dansk? Nej, er det korte svar, for det har jeg jo været altid. Dansk i hjertet og med tysk pas i hånden. Men hvorfor så lave om på det, når statsborgerskabet og indfødsretten egentlig ikke er et parameter for identitetsbevidstheden i mit univers? For mig er statsborgerskab ren teknik. Jeg har overhovedet ingen overvejelser om, at jeg siger farvel til noget og goddag til noget andet. Jeg synes blot, at jeg langt om længe vil være så meget en teknisk del af dette land, at jeg også kan stemme til Folketingsvalg. At jeg, uanset hvordan de politiske vinde måtte komme til at blæse i fremtiden, ikke bliver sendt uden for Danmarks porte. Og! At jeg får det samme statsborgerskab som mine syv børn. Det kommer helt givet ikke til at forandre noget som helst. Jeg kommer stadig til at have min tyske accent. Jeg kommer stadig til at elske tyske pølser og Flensburger Pilsner, og jeg kommer stadig til at skulle starte hvert foredrag med at fortælle, hvor jeg i virkeligheden kommer fra. For uanset stemplet i passet, vil jeg jo i virkeligheden altid være “Anja vom Industrieweg in Harrislee.”

Foto: Lars Salomonsen

nr. 5 / oktober 2015

DET SLESVIGSKE FUSIONSKØKKEN, 2. del

KAKKEBILLEØL OG KÅL I LANGE BANER Madelsker og forfatter Kristian Ditlev Jensen har sat madkender og historiker Inge Adriansen stævne til en samtale om det særlige ved det slesvigske fusionskøkken og den gastronomi, det har skabt. Første del af samtalen, “Rødgrødstyskere og pølsedanskere”, blev bragt i forrige nummer. Her følger anden del, som starter med en romrejse. Af Kristian Ditlev Jensen

det hele selv i sådan en fin én. Og lige inden havde jeg købt en aspargesgryde, og når man har en gryde til asparges, så har man stort set alt! Så jeg sprang over. Retten rompot finder man ikke særlig udbredt andre steder i Danmark end i Sønderjylland. Man finder desuden retter som rombudding, kager med rom, man kan marinere kød i rom og så videre. Rumtopfen er en større sag hernede, hvor man jo regner den for rigtig festmad. Man bruger gerne stenfrugter, det synes jeg er bedst, og så lægger man dem i lerkrukken i løbet af sommeren med sukker og rom og låg på. Så gælder det om at udvise karakterstyrke, for man skal egentlig først åbne rompotten om vinteren. Mange bruger første december som skæringsdato, og så spiser man af den hele julemåneden. Med is til eller man kan også bare spise den med flødeskum og knuste makroner. Og så skal man huske, at når folk får den til dessert, så skal man altså ikke også give dem et lille glas ved siden af med noget stærkt i. For så kan de ikke køre hjem,” fortæller Inge Adriansen. KAKKEBILLEØL

Hun fremhæver i øvrigt den betydning, som gode produkter fra Slesvig havde for kongehuset tidligere gennem et slående eksempel. På

Fotos: Scanpix

Der eksisterer en kulinarisk specialitet, der for nogle vil være ganske overraskende, men som ikke desto mindre er meget udbredt lige syd for grænsen – en specialitet, som egentlig kommer fra de danske kolonier i Vestindien. Og det er naturligvis rommen. “En meget stor ting i Sønderjylland er farisæeren – kaffe med rom eller snaps i og flødeskum på toppen, så man ikke kan lugte alkoholen. Og den er altså meget mere udbredt syd for den dansk-tyske grænse end nord for. I det hele taget er der mange retter med rom fra Sydslesvig. De kommer fra Flensborg, fordi Flensborg tidligere var centrum for romproduktion i hele Nordeuropa – der er jo simpelthen et rommuseum i Flensborg i dag! Retterne kunne være sådan noget som Rumtopf – der hedder rompot på dansk – hvor man lægger frugt og sukker i en krukke og hælder stærk rom på. Det er en tysk skik. Og jeg kan huske, hvordan jeg engang, da jeg var ude og vandre i Sydtyrol faldt over en rigtig smuk og avanceret Rumtopf, altså en helt særligt fremstillet glaseret lerkrukke med smukke dekorationer. Men den kostede dengang 6-700 kroner, og de penge var ærligt talt givet bedre ud på frugt – og især på rom! Den skulle man kun købe, hvis man sådan virkelig skulle lege den lille husmor og lave

nr. 5 / oktober 2015

Sydslesvigerne spiser så meget lammekød, at de i det lokale supermarked kan beundre et stort udvalg af friskslagtet lam ude fra marsken, mens danskerne nord for grænsen tager til takke med en frossen kølle fra New Zealand. En farisæer er en drik opfundet i 1900-tallet på friserøen Nordstrand. Drikken består af stærk kaffe med 1 eller 2 stykker hugget sukker og rom. Rommen blev gemt under flødeskum, så den pietistiske præst på øen ikke kunne lugte, at menigheden drak spiritus. Ved et bryllup eller en barnedåb fik præsten en kop, som ikke var bestemt for ham, og udbrød: I farisæere!. Farisæer anses for at være nordfrisernes nationaldrik. Men drikken kan købes langs hele vadehavskysten.

nr. 5 / oktober 2015

Sønderborg Slot får den besøgende historien om kakkebilleøllen, der var en berømt øl, som blev brygget i Eckernførde, og som var den foretrukne øl ved det danske hof i 15-1600-tallet. Da Kong Christian II sad 17 år i fyrsteligt fangenskab på Sønderborg Slot, var der en konstant import af øl fra Eckernførde til kongen, imens hans vagtmandskab fik øl brygget i Sønderborg. Hans Majestæt, den tilfangetagne, drak kun kakkebilleøl eller en enkelt gang tilsvarende luksusøl. I Rigsarkivet i København ligger der regnskaber fra 10 ud af de 17 år, hvor Christian II opholdt sig på Sønderborg Slot, og her kan man se alt, hvad han åd og drak. Regnskaberne viser, at der i perioden fra 1533 til 1543 blev indkøbt kakkebilleøl 235 gange til Kong Christian II’s behov. Nogle gange kun en tønde, andre gange tre-fire tønder ad gangen. Desuden blev der også købt pryssingøl fra Danzig, hamborgerøl og det stærke og dyre øl fra Einbeck. Hertil kom et betydeligt forbrug af rhinskvine og franske rødvine. “Han levede jo på et absolut fyrsteligt niveau. Og det kan jo være lidt svært at forstå for folk, der kun kender Carl Blochs maleri af kongen, der går rundt og rundt og rundt om bordet og laver en fure i det med sin finger. Jeg ville gerne have folk til at forstå, at når man talte om fangenskab, så var det altså varetægtsfængsling på ubestemt tid – men på absolut luksusniveau. Og så tænkte jeg, at vi skulle have sådan en luksusøl. Så jeg kørte rundt til en række danske mikrobryggerier og prøvesmagte og snakkede med tyske ølentusiaster. Hvad kunne en kakkebilleøl mon egentlig være? Vi nåede frem til, at det naturligvis måtte være en overgæret øl, og at det var en aletype. Og så endte jeg på Refsvindinge Bryggeri, hvor de har den berømte Ale Nr. 16. Den fik vi så justeret lidt, og nu kan man så smage kakkebilleøl på Sønderborg Slot. Eller det, som vi tror og mener er noget i retning af en kakkebilleøl. For kilden tørrede ud midt i 1600-tallet,” fortæller Inge Adriansen. Et andet øleksempel, som hun drager frem, er Flensburger-øl, der fremstilles i et hav af varianter i Flensborg. Den nordty-

ske øl fås i alle sorter fra den alkoholsvage Radler – som betyder “cyklist” og er tynd pilsnerøl blandet med citronvand – til en fuldfed og alkoholvoldsom efterårs-bock bier, der er et sæsonbryg, som måske kan sammenlignes med Carlsbergs tungere julebryg. Men også øllet flyder frem og tilbage over den nuværende grænse. Og det er ikke bare i billige dåser. Inge Adriansen fortæller, at de berømte “danske” eller “sønderjyske” øl fra bryggeriet Fuglsang fremstilles på et bryggeri, der drives af medlemmer af det tyske mindretal – i Danmark. Altså er det i og for sig forbindelsen til den tyske øltradition, der gør de sønderjyske øller så gode. De er, dybest set, sydslesvigske. TOTE TANTE

Netop drikkevarerne er noget af det, der rigtig skiller sig ud i Sydslesvig. Tote Tante er det tyske navn for en Lumumba. Inge Adriansen hæfter sig ved, at man har opkaldt en varm drik efter en frihedshelt. Det svarer, som hun siger, til, at man kaldte en varm vinterdrink for “en Kaj Munk”. Derudover er der solbærrommen, som laves ved at solmodne solbær overhældes med rom på mindst 54 procent. I gamle dage havde husmoderen altid sin hjemmelavede solbærrom stående i karaffel i stuen, og hver gang noget – som helst – skulle fejres eller bare være lidt finere, så kom karaflen på bordet, og så fik man et lille glas af den konserverede slesvigske sommer. Som altså enten kunne være nordslesvigsk eller, mere sandsynligt, sydslesvigsk. For alt med rom er som sagt stærkere syd for grænsen. Hun nævner også snapsen bommelunder, der har været fremstillet siden 1760. Den stammer fra den nu hedengangne Bommerlund Kro, hvor kroejeren Peter Schwennessen efter sigende fik opskriften af en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning. Han betalte så med opskriften, der indeholder en række urter. Snapsen holder 42 procent. KÅL FEJRES MED EN FESTIVAL

Hvad med pølserne i Sydslesvig? Er de tyske eller danske? “Den røgede leverpølse får man jo for

eksempel ikke på samme måde i Danmark, som man gør nede syd for grænsen. I Sønderjylland, nord for grænsen, spiser man en del leverpølser, der ofte smøres på brødet, men den får man jo også i Sydslesvig i sådan en mere fast form, hvor man skærer skiver.” En anden ting, der virkelig er ægte sydslesvigsk, men som er vandret derop nedefra – og i princippet videre hele vejen op til Danmark – er kålen, der oprindeligt kommer fra Ditmarsken, der ligger i Holsten syd for Sydslesvig. Her ligger det største samlede kåldyrkningsområde i hele Europa. Der dyrkes på over 3000 hektarer mere end 80 millioner kålhoveder hvert år, hvilket PR-folk i området kækt har oversat som “cirka ét per indbygger i Tyskland”. Det fejres blandt andet hvert år med en kålfestival, Ditmarscher Kohltage, i september måned, hvor man skyder festivalen i gang med årets første traditionelt meget højstemte “kålsnit” – hvor en kålbonde skærer det første kålhoved fri. I 2015 skete det hos familien Thiel-Peters i den smukke landsby Nordermeldorf i Christianskoog. Efter høstens start spises der kål i lange baner – og i alle varianter. “Jeg har selv været dernede for at opleve deres kåldage, hvor man kan spise kål på forskellig vis. Det er naturligvis Sauerkraut og Weinkraut og så videre. Og det er jo klassiske tyske retter – også selv om de eksporteres til grænseområderne. I Sydslesvig hedder surkålen Sauerkraut. Men hvis du kører videre fra Ditmarsken og kommer helt ned til Alsace, har de jo en fransk betegnelse, der hedder choucroute – det er Weinkraut på fransk manér. Det vil sige, at den er syrnet med vin i stedet for eddike. Og i Alsace syd for Strassbourg har man også kålmarker, så langt øjet rækker,” fortæller Inge Adriansen. LAM SOM HVERDAGSRET

Ude på Vadehavets øer – som Sild, Føhr, Amrum, Hooge, Pellworm og halvøen Nordstrand – er det søfarten, der præger det gastronomiske billede. Og så planterne, der vokser nær Vadehavet. Blandt

nr. 5 / oktober 2015

I Rigsarkivet i København ligger der regnskaber fra 10 ud af de 17 år, hvor Christian II opholdt sig på Sønderborg Slot, og her kan man se alt, hvad han åd og drak. Regnskaberne viser, at der i perioden fra 1533 til 1543 blev indkøbt kakkebilleøl 235 gange til Kong Christian II’s behov.

andet indgår planten strandvejbred, der kan hakkes og bruges i supper. Man har også mere fisk, fordi man har lettere adgang til fisk. Det samme gælder lammene, der er ude i marsken. Lammeretterne syd og nord for grænsen er stort set ens – man laver lammerullepølse og stegt lammekølle og så videre. Men ifølge Inge Adriansen er en af de slående forskelle, at udvalget af fersk lammekød er meget større syd for grænsen i forhold til nord for. Sydslesvigerne spiser åbenbart så meget lammekød, at de til hver en tid kan køre ind til det store supermarked Citti-Grossmarkt i Flensborg og beundre et stort udvalg af friskslagtet lam ude fra marsken, mens danskerne nord for grænsen, groft sagt, må nøjes med en frossen kølle fra New Zealand, hvis de ikke vil køre til Vestkysten og købe direkte hos producenterne eller slagteren på Rømø. Lammene, der bliver opdrættet nær digerne med den frodige saltholdige vegetation, får en karakteristisk og dejlig smag. Men lammekød er slet ikke på

samme måde hverdag i Danmark, som det er det i Sydslesvig. HUSUMER KRABBEN OG KIELER SPROTTEN

Det samme gælder Husumer Krabben, der er de små, lidt brunlige vadehavsrejer, der på dansk kaldes for Rømø-rejer. De ligner omtrent døden fra Lübeck, i hvert fald i forhold til en almindelig lyserød reje, men faktisk har de en meget delikat smag, fordi de lever i Vadehavet. Inge Adriansen serverer dem sædvanligvis ikke for den danske del af hendes familie. “De vil bare tro, at det var tredje- eller fjerderangsrejer, men det er det bestemt ikke. Det er en dejlig sydslesvigsk delikatesse, og hvert år fejres den fine råvare med Husumer Krabbentage i en weekend i oktober. En fiskespecialitet fra Østersøkysten er Kieler Sprotten, der ikke som navnet ellers siger, kommer fra Kiel, men fra Eckernførde i det sydøstlige Sydslesvig. Sprotten er brislinger, der er ca. 10 cm lange og vejer kun 25 gram. De røges over bøgetræ og pakkes og forsendes i trækasser. Ved afsendelsen fra

banegården i Kiel blev der førhen stemplet Kieler Sprotten på trækasserne, deraf opstod navnet, som er blevet fastholdt ligesom de rå trækasser. Den af røgningen gyldne fisk er meget delikat og kan spises mit Kopp un Steert, da benene er små og bløde. Men mange foretrækker at trække hoved, rygfinne og hale af i et snuptag, og derpå spise den lille fisk, der ledsages af rugbrød eller lidt stuvede kartofler, men først og fremmest skal der øl og snaps til. Det er ganske dyrt, men herlig gæstemad. Der er mange flere faste årlige fejringer af gode råvarer i Sydslesvig end nord for grænsen, og her kunne de sønderjyske producenter virkelig lære noget. Der afholdes også hvert år Schleswig-Holstein GourmetFestival, og det gastronomiske netværk Feinheimisch har mange medlemmer, ikke blot fødevareproducenter, men også kroer og hoteller, der serverer regionale retter. Feinheimisch har som formål både at bevare det slesvig-holstenske køkken og at videreudvikle med respekt for det autentiske. Endelig bør de meget velassorterede gårdbutikker i Sydslesvig fremhæves. Da der er færre gårdmandskoner beskæftiget uden for hjemmet syd for grænsen end nord for, har de tid og ressourcer til at dyrke og sælge grønsager, safter og marmelader. “På velassorterede markeder, i gårdbutikker og i mange specialforretninger kan man få alt, hvad tænkes kan. Hyggelige kroer og store gourmettempler varter op med mange regionale specialiteter. Så man kan roligt tage en gastronomisk rejse i Sydslesvig,” siger Inge Adriansen. Første del af Kristian Ditlev Jensens samtale med Inge Adriansen om den slesvigske gastronomi blev bragt i GRÆNSEN nr. 4, 2015. Til videre læsning anbefales Inge Adriansens bog “Smag på Sønderjylland – madkultur uden grænser” anmeldt i GRÆNSEN nr. 5, november 2012. Kristian Ditlev Jensen er forfatter og journalist og bosiddende i Flensborg. I 2014 udkom han med bogen “Sønderjylland”. Han er på vej med en lignende bog om Sydslesvig.

nr. 5 / oktober 2015

Niels Peter Fabricius Hansen sidder i tre tyske kz-lejre: Neuengamme, Buchenwald og Mühlberg, fra 20. september 1944. Den 31. marts 1945 kommer han med De Hvide Busser. På sin 27-års fødselsdag den 24. april 1945 går han i land i Malmø. Den 9. maj bliver han genforenet med sin familie i Holstebro. Sammenlagt sidder Niels Peter 191 dage i koncentrationslejr – halvdelen af tiden i Buchenwald. Senere skriver Niels Peter: “En dag i Buchenwald var lang som en uge – nogle dage var lange som måneder.” Fire år efter krigen får han brev fra Günther Siegel i Leipzig i DDR. Günther kommer fra en landsby ved Buchenwald og var under besættelsen tysk soldat i Holstebro. I starten af 1950’erne sidder han på arkivet i Leipzig og søger efter oplysninger om den by i Danmark, hvor han tilbragte tre år, og i sin leden finder han et billede af Niels Peter som fange i Buchenwald og ser, at han er fra Holstebro. Han sender billedet og et brev, og efterfølgende starter en smuk og sjælden brevveksling, hvor fjender bliver til venner. Günther er årsagen til, at Niels Peter er en af de få, vi har et foto af fra tysk kz-fangenskab. Niels Peter oplyser selv, at billedet er taget 20. september 1944 ved overflytningen fra Buchenwald til Mühlberg Han er fotograferet med et skilt om halsen med sit navn og fangenummer 309.326. Han ligner en overlever. I et brev fra 1952 skriver Niels Peter til Günther: “Det er med stor glæde, at jeg for nylig gennem pålidelig kilde har modtaget underretning om, at koncentrationslejren i Buchenwald for længst er nedlagt. Mine tanker har ofte været på udflugt til dette ellers skønne sted, hvor mennesker havde fået lavet et helvede, og hvor uretten var sat i højsædet. Det har været mig bekendt, at lejren efter krigens afslutning blev benyttet til forvaring af nazister, og dette har gjort mig ondt, da jeg mener, at dette var en uret og hån mod os tidligere fanger – ikke mindst de døde og deres efterladte. Stedet er jo trods alt en stor kirkegård, hvor fred skal råde og være et min-

Foto: Scanpix

Af Erik Lindsø

nr. 5 / oktober 2015

nr. 5 / oktober 2015 Niels Peter oplyser selv, at billedet er taget 20. december 1945 ved overflytningen fra Buchenwald til Mühlberg Han er fotograferet med et skilt om halsen med sit navn og fangenummer 309.326. Han ligner en overlever.

de for efterslægten. Men det har som nævnt glædet mig at erfare, at lejren er nedlagt, og at jernbaneskinnerne dertil er rustne og overgroet med græs. På de steder, hvor mange ulykkelige gennemgik store lidelser, vokser nu markens vilde urter, der lægger et forsoningens og glemslens tæppe over den begåede uret. Dette sted vil altid for mig været helligt, og jeg håber en gang at få lejlighed til at komme der for at mindes de døde.” EN RADIOFORTÆLLING

For ti år siden fortalte jeg i et radioprogram, om da jeg som 20-årig på en bustur besøgte Buchenwald og om det indtryk, det gjorde, på turen at møde en mand, der havde været fange i Buchenwald, og som for første gang skulle besøge lejren. Mit radiospeak lød sådan her: Da jeg var 20 år gammel, så jeg for første gang en tidligere kz-lejr. Det var Buchenwald nord for Weimar. Det gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg i nogle år havde svært ved at håndtere det, når det dukkede frem. Omkring 2000 danske politifolk blev deporteret til Buchenwald, og jeg var dernede, viste det sig, sammen med en af de politibetjente, som havde siddet der. Han havde ikke været der siden befrielsen, og på det tidspunkt, vi kom der sammen, var det 31 år siden. Han havde i de forløbne år været igennem mange personlige rædsler og var i 50-års-alderen blevet førtidspensioneret med kz-syndrom. Han havde altid håbet, han en dag skulle komme tilbage til Buchenwald, for, som han sagde, at mindes de døde. Men de sidste par år var det også blevet vigtigt for ham at komme derned for at konstatere, at det var rigtigt, hvad han huskede – for det var kommet til ham, fortalte han, at han ind imellem kunne blive bange for, at det, han havde oplevet, var noget, han havde fundet på. Han havde også i årene lige efter krigen oplevet danskere, der ikke troede på ham – så voldsomme var uhyrlighederne – og han havde derfor valgt at klappe i og længe haft det sådan, at han ikke turde gense stedet af angst for at blive konfronteret med en historie, han havde opfundet.

Jeg lærte ham at kende på turen, og han fortalte mig, hvorfor han var med – og han fortalte mig også på forhånd lidt om Buchenwald, og at han måske ikke ville med derind, når vi kom dertil. Det var i Buchenwald, at tyske SS-læger udførte sygelige forsøg med mennesker. Det var i Buchenwald to læger, Hauptsturmführer Müller og lejrlægen dr. Wagner, ville skrive en afhandling om tatoveringer og derfor konstant gennemtrævlede Buchenwald for at finde fanger med tatoveringer. De skar tatoveringer af og hængte dem op i deres studieværelse, inden de sendte fangerne til krematoriet. Ilse Koch, der var gift med lejrens øverste kommandant, Karl Koch, fulgte interesseret deres arbejde, og hun fik efterfølgende deres tatoveringer, som hun fik syet sammen til lampeskærme til lamperne i hendes og Karl Kochs 400 m2 store luksuslejlighed i Buchenwald Dagen oprandt, da vi kørte op ad bjerget til Buchenwald. Det var øsende regnvejr. Jeg sad ved siden af ham i bussen, og jeg spurgte, om han skulle med derind. Han svarede: “Hvis du gerne vil have mig med, så skal jeg nok.” Og det ville jeg gerne. Vi blev vist rundt, og han bidrog selv undervejs med små fortællinger til mig og en håndfuld andre, der havde lært ham at kende. Han fortalte nøgternt og upåvirket – også om barakken og området, hvor han selv havde siddet. Men da vi kom til Patologisk Afdeling, operationsrummet, hvor alle dem med tatoveringer var blevet hentet ind, og hvorfra de gik videre til krematorieovnene, når man havde skåret tatoveringer af dem til forskning og nye lampeskærme, brød han sammen i gråd. Han havde aldrig set Patologisk Afdeling, kun hørt om stedet, og da han nu stod ved indgangen til uhyrlighedens sted og så og hørte, at det ingen kan fatte, at det havde været virkelighed, ja så blev det for meget for ham. Han kom sig igen, for han havde forberedt sig grundigt på at skulle gense dette sted, men på mig som 20-årig gjorde det et indtryk, som jeg aldrig har forvundet. Jeg har senere set andre kz-lejre – Auschwitz, Dachau, Neuengamme og Theresienstadt – og jeg har aldrig været i tvivl om, at det er steder, man bør huske at se. Men jeg var i mange år i tvivl, om det var steder, jeg skulle vise mine højskolelever, når vi var på tur i Tjekkoslovakiet og Polen. Ikke fordi jeg var bange for, at de skulle blive for påvirkede af stedets gru og rædsel, men fordi jeg nogle gange oplevede, at de ikke ville lade sig påvirke; at de gik med ind i Theresienstadt som til en anden turistattraktion; at de ikke ville eller kunne forstå stedet eller ikke magtede at forholde sig til det. Måske er der steder, man kun kan se under særlige omstændigheder og på specielle tidspunkter i livet og kun med de rette forudsætninger. Jeg var heldig at besøge Buchenwald ledsaget af et vidnesbyrd. For to år siden viser det sig, at min ledsager på turen var Niels Peter Fabricius Hansen. En af Niels Peters døtre har hørt programmet og tænkt, at det må være hendes far, jeg fortalte om. Niels Peter efterlod sig ti børn og en stor familie, og de mødes hver sommer på Vester Skerninge Friskole. Familien kontakter mig og spørger, om jeg vil fortælle Niels Peters historie for dem, hvis jeg får adgang til breve, erindringer og andet materiale, de har liggende. POLITIETS SKÆBNEDAG

Den 19. september 1944 anholdt den tyske besættelsesmagt på få timer knap 2000 danske politibetjente. De blev alle sendt til Buchenwald med en uges ophold i Neuengamme på vejen. Flere af de politikfolk, der blev skibet af sted den 19. september 1944 med skibet M/S Cometas til Lübeck, har berettet om, hvordan de stod på dækket tværs over Østersøen og frygtede for miner, angreb og det

Foto: Scanpix

nr. 5 / oktober 2015

Foto fra Kleines Lager barak 55. Niels Peter sad i Kleines Lager barak 63.

ukendte uvisse. Og om, hvordan de gribes af både sammenhold og vemod, da en af dem begynder at synge “Altid frejdig når du går”. Niels Peter var blandt dem og skriver: “Vi så alle faren i øjnene, og stemningen blev trykkende. Politifolk er vist ikke frommere end andre mennesker – tvært imod – men da en kollega begyndte at synge ‘Altid frejdig når du går’, blev der straks god tilslutning til sangen.” Salmen havde en særlig betydning under Besættelsen, fordi alle i Danmark vidste, at det var den salme, mange af de danske modstandsfolk sang på vej til henrettelse i Ryvangen. Det var en salme, man sang på vej til det uvisse. Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende, selv om du til målet når først ved verdens ende. Aldrig ræd for mørkets magt! stjernerne vil lyse; med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse. Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse. Hvad hverken Niels Peter eller de knap 2000 af hans kolleger vidste, var, at de var på vej ind i dybet af mørkets magt, hvor evnen til at se en stjerne lyse blev det, der fik dem til at overleve fem måneder i et helvede, ingen kan forestille sig. Og som mange af dem siden hen fik svært ved selv at tro på, fordi ingen ville tro dem, når de fortalte om det. De fleste af de kz-fanger, der kom hjem, måtte sande, hvad Halfdan Rasmussen digtede i 1958: Ikke bødlen gør mig bange ikke hadet og torturen ikke dødens riffelgange eller skyggerne på muren Ikke nætterne, når smertens sidste stjerne styrter ned  men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed. DER SKAL EN STÆRK RYG TIL AT BÆRE GODE DAGE

Mange hjemvendte kz-fanger følte deres oplevelser mødt af ligegyldighed. Livet gik jo videre. Troen på fremtiden kom i højsæde i 1950’erne. Velfærdsstaten kom væltende. Niels Peter skriver om det i et brev til Günther Siegel den 13. juli 1952: “Måske har

vi det alt for godt, for der skal jo en stærk ryg til at bære gode dage, og jeg er ikke sikker på, at det er alle mine landsmænd, der kan tåle at have det så godt, som de har det.” I de papirer, breve og erindringer, jeg har haft adgang til, er der ikke et eneste sted, hvor Niels Peter beklager, bebrejder eller anklager nogen for den skæbne, han fik. Men nogle gange, som i citatet her fra brevet til Günther, kan man ikke lade være med at læse mellem linjerne – at det går for hurtigt efter krigen på den måde, at danskerne kommer videre, men nogle har en skæbne med sig, der gør, at de ikke kan holde tempo. “Der skal en stærk ryg til at bære gode dage,” er en tankevækkende sætning om livet, der udspandt sig i 1952 i rusen og fremgangen efter Befrielsen, og hvor Socialdemokratiet ved valget i 1950 lancerede sit slogan: “Vi skal gøre gode tider bedre”. Danskerne kom sig hurtigt over Besættelsen, men der var nogle, som ikke kunne komme sig. Ligesom når en ægtefælle er død. Bekendte er der meget i starten, men efter nogle uger – et par måneder – trapper man ned, for man kommer jo videre, og livet må fortsætte. Men for enken eller enkemanden går det langsommere, og man bliver alene med sin sorg. Her i dette tomrum bliver tabet ofte mest smerteligt. Sådan må vi også forestille os, det var for de danske kz-fanger. De fik megen omsorg og opmærksomhed i starten, men efter et par år var de alene med sorgen og smerten. Indtil filmen for mange af dem knækkede 10-15 år senere. EN MOR I UVIST SAVN

Niels Peter og Dorthea blev gift en smuk junidag i 1942. I april 1943 føder Dorthea deres første barn. I maj 1944 føder hun deres andet barn. Fire måneder senere er hun alene med to små børn. Fra 18. december 1944 til 9. februar 1945 hører Dorthea ikke fra Niels Peter, og hun kan ikke fra Røde Kors eller andre få oplysninger om ham. Hun frygter det værste. I den korrespondance, som Røde Kors i Holstebro fører for hende med Røde Kors i København, kan man mærke, hun er i panik. Lederen af Røde Kors i Holstebro gør en

nr. 5 / oktober 2015

Foto: Scanpix

Nobelprisforfatteren Elie Wiesel på besøg i Buchenwald december 1986. “Jeg har fortalt lidt om min fortid, ikke for at I skal forstå den, men for at I skal vide, at I aldrig kommer til at forstå den. Hvad vi har gennemlevet befinder sig uden for sproget, hinsides livet og historien.”

stor indsats for Dorthea – og hans empati er stor. Han presser hovedafdelingen i København, som han ofte er i kontakt med, og tilbyder endda at betale mulige omkostninger af egen lomme for at skaffe oplysninger om Niels Peter. “Det er jo en frygtelig uvidenhed at gå i for en kone med to små børn, og jeg vil meget gerne, at vi kan hjælpe hende,” skriver han i et af fire breve fra Holstebro til København. Og han har ret. Den slags frygt, en sådan venten på det værste af alt, at der ikke er noget at vente på, det kan man gå i panik over og blive vanvittig af. BRÆNDEMÆRKEDE ÆGTESKABER

Vi hører meget om de knap 2000 politibetjente, der led i interneringerne. Vi glemmer ofte, hvor meget ægtefællerne derhjemme – dem, som fik hjemmet til at hænge sammen og hverdagen til at fungere – de led i uvist savn. De første rygter, de første tegninger af udsultede muselmænd fra kz-lejre, var på dette tidspunkt illegalt sat i omløb, som må have præget frygten. Da ægteskaberne og familierne så blev genforenet i foråret og sommeren 1945, ville de begge gerne fortælle. Konen om savnet, smerten, brevene, hun ikke fik,

om nætterne, hvor hun græd og ikke kunne sove. Han ville gerne fortælle fra det ukendte, men turde ikke, for hans historier om Buchenwald ville sætte tiden i stå og dræbe al livs udfoldelse og formørke hverdagen for alle omkring ham. Teologen K.E. Løgstrup siger, vi alle har en urørlighedszone, hvor vi bærer omdrejningspunkter i vores tilværelse. De kan være tragiske og dramatiske, smukke og vidunderlige, men dyrebare for den enkelte. Det urørlige i os er det, der bestemmer vores væren, vores væren til i livet, forklarer Løgstrup. Derfor er det urørlige ofte også det, vi ikke har ord for og derfor ikke kan fortælle. Men bliver urørlighedszonen så stor, at den fylder det meste i os, gør den os selv urørlige, og så har vi ikke noget at fortælle – ikke noget at dele med andre. Det gjaldt for mange kz-fanger. Det, de havde oplevet, og som lå dem på sinde, kunne de ikke fortælle. Derfor kunne de heller ikke rumme andres historier. Det kan brændemærke et ægteskab, hvis hans og hendes vigtigste historier aldrig mødes, for det er jo ud af fortroligheden, som vi deler og fortæller til hinanden, at vi deler skæbne – danner det skæbnefæl-

lesskab, som Karen Blixen siger, er det stærkeste fællesskab, der findes. Det blev et grundvilkår i de ægteskaber og familier, der fik en interneret politibetjent frelst hjem. Man kunne ikke – man kan ikke – dele skæbne med en fra Buchenwald, for man har ikke været der selv. Man mangler selvsyn, som Niels Peter så rigtigt skriver: “Nu ville jeg blot ønske, at jeg havde evnen til at beskrive forholdene i denne en af verdens mest berygtede straffelejre, men jeg ved, at det ikke er muligt at beskrive eller forklare, således at læseren eller tilhøreren får det rigtige indtryk – et kan man kun kan få ved selvsyn.” Jeg ved ikke, om det var sådan, Niels Peter og Dorthea havde det, at deres historier ikke mødtes, men vi ved fra andre beretninger, at det ofte forholdt sig sådan. Smerten blev, at de ikke kunne dele det værste. Ægtefællen, de nære pårørende, havde ikke været der ved selvsyn. AT DELE DET VÆRSTE ...

Når man ikke kan dele det værste, får man også svært ved at dele det bedste, har en kz-fange skrevet. Jeg lavede for nogle år siden et interview med Karl Andresen. Han var fra det danske mindretal i Sydslesvig og blev derfor tvunget til – blot 16 år gammel – at trække i tysk uniform. Han nægtede at aflægge tysk faneed og sige Heil Hitler. Det kostede ham otte måneder i helvede, og efter krigens afslutning et år på psykiatrisk afdeling i Augustenborg. Her forelsker han sig i sygeplejersken Ellen. De levede sammen, indtil Karl døde for fem år siden. Karl siger i interviewet: “Fordi Ellen insisterede på at høre det værste, lærte vi langsomt også at dele det bedste.” Men lige meget, hvor meget Niels Peter og Dorthea og andre i deres situation magtede at dele, er det værd at huske på, at historien om de danske politibetjente i kz-lejre også rummer historien om disse betjentes stærke, udholdende og vedholdende kvinder. Mørket fra Buchenwald forlod aldrig deres ægteskaber. Det krævede tro, håb og kærlighed – og hvor kærlighedens stjerne lyste op, når mørket ville tage magten, blev viljen stærkere end opgivelsen.

nr. 5 / oktober 2015

Vilje er, siger Løgstrup, at gøre det, man gerne vil på lang sigt, og ikke det, man har lyst til her og nu. Styrken til sådan en vilje hedder kærlighed. Som Grundtvig siger om kærligheden i sangen “Til min Marie”: Det er at vi vil være hinanden, som vi er, Det er, at vi vil bære hinanden, som vi er. Ikke bære over med hinanden, men at bære hinanden. På den kærlighedsevne fik mange af dem, der sad i Buchenwald, et liv efter Buchenwald. Men ikke dem alle. NÅR FILMEN KNÆKKEDE

Jeg fik for nogle år siden historien om Verner, der var landbetjent på Salling, og ligesom Niels Peter blev anholdt den 19. september og via ti dage i Neuengamme havnede i Buchenwald. I 1963 fik Verner kz-syndrom – eller posttraumatisk belastningssyndrom, som vi kalder det i dag – og måtte lade sig pensionere, ikke engang fyldt 50 år. For at få tiden til at gå spillede Verner i lotteriet, og han var så heldig i 1966 at vinde 550.000 kr. Men man kan ikke spille sig til lykken. Tristessen og de natlige mareridt ville ikke forlade ham. En dag, hvor familien var samlet og alle var glade, men hvor Verner faldt hen i sit tavse sortsyn, havde hans svigersøn hevet ham op: “Kom nu, Verner, for helvede, du dør jo af at sidde der og glo. Køb dog den Ford Taunus, du har drømt om, og kom ud og se dig omkring. Du har jo pengene nu. Det er gode tider. Op på hesten, Verner.” Og de andre havde klappet og bifaldet. Det var jo det, de ønskede for Verner – at få den gamle Verner tilbage. – Op på hesten, Verner. – Gør gode tider bedre, Verner – Tag dig sammen, Verner, det er jo 20 år siden. Men den, der har depression, eller den, der er ramt af sorg, kan ikke tage sig sammen. Det er det værste, man kan få at vide, og det gør ondt værre. Verner forsøgte. Han købte en Ford Taunus, men han kunne ikke tæmme hesten, og han kom aldrig op på den. I 1974 tog han sit eget liv. De fandt ham i garagen, kvalt i udstødningsgassen fra sin nye Ford Taunus. TRAUMEVANDRING

Krig har altid barske følger. Og vi ved i dag, at traumer kan nedarves til generationen efter. Traumevandring kaldes det. Jeg har en god ven, hvis farmor

forelskede sig i en tysk soldat under besættelsen. Hun blev udråbt til feltmadras, fik håret klippet af og spyttet på. Min vens farfar var altså tysk soldat. Skammen og foragten blev nedarvet til hans mor, som ingen venner havde. Det er først, da min ven i 1994 fortæller sin familiehistorie til et hold højskolelever, deler sin historie med dem, at skammen letter – 50 år efter den blev påført. Vi ved også, at danske soldater i Afghanistan er kommet hjem med traumer, og deres børn har det svært i skolen. Det samme gælder børn efter kz-fanger. En fars hjembragte traumer fra Buchenwald kan vandre videre og slå ud som tristhed, manglende livsmod, i værste fald depression – hos hans børn. Således har nogle af Niels Peters børn arvet de skygger, deres far lagde over hjemmet, når hans minder fra Buchenwald tog bolig i hans dage af stilhed. DET KOMPAKTE VANVID

Der er historier, vi aldrig fik eller får fortalt – om det værste af alt. Historier, som vi måske også har bedst af ikke at høre, og hvor kærlighedens nænsomhed gør, at de ikke bliver fortalt. Vi har vendingen: “Han tog det med sig i graven.” Eller: “Det er noget, han holder for sig selv.” Eller: “Han bærer på en hemmelighed.” Men hvad gør man med en hemmelighed, der er ubærlig? Vi kender ikke svaret, men det var det lod, som kz-fangerne fik at leve med – at bære på ubærlige hemmeligheder. En kz-fange har skrevet: “Buchenwald var stedet, hvor enhver religion kom til kort, og hvor troen på det guddommelige og kærligheden blev suspenderet. Vanviddet var for kompakt.” Eller med Niels Peters ord: “Det var et chok at opleve koncentrationslejrene, hvorfra det ikke er muligt at beskrive forholdene.”

Den 31. marts 1945 ankommer De Hvide Busser til Buchenwald, og Niels Peter og de andre overlevende politibetjente forlader 191 dage i helvede.

nr. 5 / oktober 2015

Forfatteren Elie Wiesel, der fik Nobels litteraturpris, har i bogen “Natten” skrevet om sine ophold i både Auschwitz og Buchenwald. Han slutter bogen: “Jeg har fortalt lidt om min fortid, ikke for at I skal forstå den, men for at I skal vide, at I aldrig kommer til at forstå den. Hvad vi har gennemlevet befinder sig uden for sproget, hinsides livet og historien. Dagevis i den forseglede jernbanevogn, børnene der levende blev kastet i flammerne, de stumme oldinge som fik halsen skåret over, mødrene med vanvid i blikket, sønnerne som intet kunne gøre for at mildne deres fædres dødskamp. Et normalt menneske kan ikke fatte så megen rædsel, ikke udholde så megen skygge. Et normalt væsen kan ikke forstå, vil aldrig kunne forstå. Vidnets tragedie: Hvad skal det gøre med sit vidnesbyrd? Det gjaldt dengang om at overleve for at kunne fortælle. Var det forgæves?” EN PAKKE TIL FORSKEL

Elie Wiesel kom først til Auschwitz og senere til Buchenwald. Han overlevede to års fangenskab. Han har siddet i Buchenwald samtidig med Niels Peter. De sad begge to i det område, der hed Kleines Lager. Niels Peter i barak 63. Elie Wiesel tæt på i jødebarakkerne nr. 51 til 53 – de barakker, hvorfra 97 % endte i krematorieovnene. Elie Wiesel var blandt de tre procent, som slap levende ud. Elie var jøde fra Budapest. Niels Peter var politibetjent fra Holstebro. De har sikkert aldrig mødt hinanden i Buchenwald. I Kleines Lager sad flere tusinde fanger presset sammen som sild i en tønde. Jøderne havde det værst og var så smittebærende af tyfus og andet, at vi ved, at de danske politibetjente nok delte madrationer med dem, når Røde Kors-pakkerne kom, men holdt sig fra dem. Og havde Elie og Niels Peter mødtes, ville de kun have kunnet forstå hinanden på gebrokkent tysk. Der ville på alle måder have været stor forskel på dem. Men i Buchenwald var Røde Kors-pakker den største forskel mellem dem. Niels Peter skriver: “En dag, da vi sultne, frysende og gennemblødte gik i rui-

nerne, oplevede vi det, vi aldrig glemmer. Op ad bjergskråningen mod lejren kom et par danske lastvogne forsynet med Røde Kors mærket … Hjælpen betød redning for de fleste af os, idet den bestod i fødevarer, medicin, klæder og fodtøj.” Niels Peter og Dorthea har gemt de informationsbreve, dansk Røde Kors sendte til familierne, og hvor man kan se indholdet af de pakker, man sendte af sted til de danske politibetjente i Buchenwald: sukker, spegepølse, ost, smør, knækbrød. Røde Kors-pakkerne blev den afgørende forskel på Elie og Niels Peter. Forskellen hed overlevelse. Men rædslerne i Buchenwald var de fælles om, og de kunne ikke afhjælpes med pakker mærket med røde kors. Niels Peter skriver: “Det blev os fortalt, at lejren var en dødslejr, hvorfra ingen vendte tilbage, og man regnede med, at de danske politifolk ville være ‘omsat i lejren i løbet af vinteren’. Det var den viden, vi gik med.” Men! Så kom de første Røde Kors-sendinger. Niels Peter skriver: “Hjælpen betød redning for de fleste af os.” Nogle gange svigtede leveringerne og med dem også håbet: “I perioder nåede forsyningerne ikke frem til os, og da faldt vi tilbage til elendigheden.” Grotesk nok blev Røde Kors-pakkerne også de danske politifolks problem, da de kom hjem. De så simpelthen ikke ud som de billeder, danskere havde set af muselmænd fra Buchenwald. Man begyndte at tvivle på dem. Egon Tejnø, som Niels Peter blev ven med i De Hvide Busser til Sverige, har fortalt: “Da vi kommer med toget fra Sverige til København, er vi de gladeste mennesker på jorden. Vi skal hjem nu. Jeg har fået et flot jakkesæt på. En spørger mig på perronen: “Hvor har du været henne?” “I koncentrationslejr.” Han kigger op og ned af mig, og svarer: “Det kan sgu da ikke passe.” Egon Tejnø fortæller videre: “I virkeligheden oplevede jeg det absurde, at jeg begyndte at skamme mig over, at jeg ikke lignede de billeder af koncentrationslejrfanger, der blev vist i aviserne. Det var

svært, eller nærmest umuligt, at fortælle, hvorfor vi danskere fra Buchenwald ikke lignede de omtalte billeder, så jeg begyndte at undlade at fortælle, at jeg havde været fange i Buchenwald. Ingen kunne jo se på mig, hvilke grusomheder og vanvid, jeg havde været vidne til i den lejr, og det var simpelthen for svært at fortælle historierne. Jeg følte mit udseende var imod mig. Det var en rædselsfuld fornemmelse, og jeg tror, at mange af mine kammerater, der var med i Buchenwald, udmærket ved, hvad jeg taler om.” DER FINDES IKKE ORD FOR DET

Vanvid og grusomheder er ord, der igen og igen bruges af Niels Peter, Tejnø og andre fra Buchenwald. Uden at de beskriver det nærmere – og hvorfor vi kan tænke, når vi f.eks. læser Niels Peters korte, ofte nøgterne optegnelser, at “det var nok ikke så slemt for ham”. Vanvid og grusomheder hører vi jo også hele tiden om – og TV-værten siger et par gange ugen: “Vi skal advare imod voldsomme og grusomme billeder.” – Eller jeg hørte forleden en kommentator sige, at “et vanvid er ved at bryde løs i Mellemøsten.” Men det er intet imod, hvad Niels Peter mener, når han bruger ordene vanvid og grusomhed om det, han så i Buchenwald. Når han bruger ordene, er det fordi, vi ikke har andre ord i sproget – vi har simpelthen ikke ord for det, der skete i Buchenwald. LEJREN I BØGESKOVEN

Buchenwald var en af tre hovedlejre, stamlejre, blandt de ca. 50 kz-lejre i Tyskland. De to andre hovedlejre var Dachau og Sachsenhausen. Buchenwald var en af nazisternes største lejre placeret på toppen af det 478 m høje bjerg Ettersberg i Thüringen lidt udenfor Weimar. Buchenwald betyder bøgeskov. Lejrens område var på 150 hektar, svarende til et område på 1,5 x 1,5 km. 40 hektar var selve lejren, omkranset af et 3,5 km langt tre meter højt pigtrådshegn. Det inderste hegn var med stærkstrøm, 380 volt, og den sikre død, hvis man rørte det.

Foto: Scanpix

nr. 5 / oktober 2015

Den Syngende Skov blev skabt af bødlen Martin Sommer – uden lige Buchenwalds mest frygtede mand. Når Sommer skulle forlyste sig, udpegede han fanger til “Baumhängen”. Han tog dem med ud i skoven, bandt deres hænder på ryggen og hev dem med et reb på deres bagbundne hænder op i et træ. Langsomt sprængtes sener og muskler, og skrigene kunne høres over det meste af Buchenwald.

Midt i lejren lå den 15.000 m2 store appelplads, som Niels Peter og tusindvis af andre har stået på flere timer dagligt og netop her oplevet vanvid og grusomheder. Ca. 250.000 fanger gik igennem porten til Buchenwald. Hver tredje af dem kom ikke levende ud. Hver dag døde ca. 300 mennesker i Buchenwald – af sult eller sygdom. Eller de blev koldblodigt, tilfældigt skudt ned eller henrettet på appelpladsen. Eller de blev i grupper ført i gaskamrene. Røgen fra otte skorstene fortalte sit eget sprog om 300 lig, der hver dag skulle brændes i krematorierne. Tonsvis af aske blev kørt bort, hvor kun knogleresterne fortalte historien om asken. Vi kender historien om rædslerne fra få af de fanger, som blev tvunget til at stå i stanken i krematorierne og fodre ovnene med lig efter lig. En af dem skrev fakta på fakta ned på små lapper, som han smuglede ud ved at putte dem ned i asken. Han overlevede ikke, men et brev fra ham nåede frem. I brevet stod der ikke andet end “led i askebunken.” I 1950’erne fandt man i askebunken nogle af hans små lapper med

beskrivelser, der ikke er til at udholde at læse. For nogle år siden var fundet genstand for radiomontagen “Led i askebunken”. De færreste overlevede mere end et år i Buchenwald. Dr. Eisele var en af de forrykte læger i lejren og har udtalt: “Her i lejren findes kun de arbejdsduelige eller de døde. De syge skal dø.” Eisele hadede jøder og mente jøder var syge. De syge skal dø. Vi hører ofte, at Auschwitz i Polen var det værste sted, men det er kun på den måde, at Auschwitz var den største lejr. Her omkom ca. 1,1 mio jøder på seks år. Kadencen var højere i Auschwitz. Tilintetgørelseseffektiviteten i Auschwitz var ubegribelig. Men de daglige rædsler var der ingen forskel på. Når man læser beretninger fra Auschwitz– Birkenau, Theresienstadt, Dachau, Sachenhausen, BergenBelsen, Neuengamme, Ravensbrück og Buchenwald, er det som om, de vil overgå hinanden i rædsler.

nr. 5 / oktober 2015

I Buchenwald havde man lægen Waldemar Hoven, der eksperimenterede med, hvilket giftmiddel der hurtigst tog livet af fanger. Egenhændigt stod han for 1000 drab i de tre år, han var i lejren. Et mord om dagen. Mennesket kan blive besat af så megen ondskab, at ingen af os kan fatte det. Det var det, alle fanger var vidne til i Buchenwald. Det var Hoven, der i Buchenwald oprettede den berygtede Patologisk Afdeling, hvor han for egen morskabs skyld eksperimenterede med menneskelige lidelser. Ackermann, der sad i lejren som tysk kommunist, overlevede, fordi han blev Hovens assistent. Han har fortalt: “Dr. Hoven stod en sen eftermiddag og kiggede ud af et ad de vinduer, der vendte ud mod appelpladsen. Pludselig og tilsyneladende uden grund pegede dr. Hoven på en fange, der tilfældigt passerede fordi hans vindue. Mens han pegede på den tilfældige mand, sagde han til os tilstedeværende, at han meget gerne ville have denne mands afkogte kranium på sit skrivebord næste aften. Manden blev indfanget og dræbt med en fenol-injektion. Efterfølgende blev hans hoved savet af, kogt og præpareret, så kraniet som beordret kunne stå skinnende på dr. Hovens skrivebord allerede samme aften. Han brugte kraniet til lysestage.” Niels Peter og de andre fra barak 63 stod på appelpladsen den aften, hvor dr. Hoven pegede ud ad vinduet på en helt tilfældig fange og fik sin lysestage. En råkold novemberdag i 1944 forsøger en fange at gøre selvmord, men han bliver opdaget, før det er fuldbyrdet. Han bliver ført ind på appelpladsen under aftenappellen – en muselmand, tynd og snavset i en forrevet stribet fangedragt. Han skriger og gør modstand og er tilsyneladende blevet vanvittig. To SS-mænd kommer til og gennembanker fangen, hvorefter de tager fat i hver deres ben og begynder at trække ham over appelpladsen. Fangens ansigt og bryst vender ned mod asfalten. Han forsøger at holde sig oppe, som når man leger trillebør med et barn. SS-mændene griner højlydt. Først orker fangen ikke at holde brystet oppe, til sidst orker han ikke at holde ansigtet oppe. Mens hans hoved og bryst skraber mod asfalten, trækker de ham forbi tusindvis af fanger, som ser ham dø i sin egen blodpøl. Over den skrattende højttaler meddeles det, at sådan går det fanger, der bliver taget i selvmordsforsøg i Buchenwald. Man kommer til Buchenwald for at dø, men man skal ikke selv bestemme hvornår. Niels Peter og de andre fra Barak 63 stod på appelpladsen den aften. ZOO BUCHENWALD

Da det første tog med danske betjente ankom til Buchenwald den 29. september – Niels Peter var med det tog – havde de fået at vide, at de skulle til en lejr med bedre forhold end i Neuengamme. Sådan så det også

ud, når man ankom til Buchenwald. En flot hovedbygning med anlagte blomsterbede foran. Mange fanger har berettet, hvor betagede de var – også over skiltet, der viste til Zoologisk Have. De vidste ikke bedre. Kommandanten Karl Koch havde skabt en zoo, fordi hans kone Ilse gerne ville have det. Dyrene i zoo havde det bedre end fangerne i lejren, der blev behandlet som noget, der er lavere end dyr. Buchenwalds smukke ydre og ordnede forhold var bl.a. til ære for Røde Kors, når de var på besøg. De hoppede på den og kom hjem og berettede om noget, der intet havde med virkeligheden at gøre: “Sundhedstilstanden er god. Klimaet er godt – de internerede får om morgenen kaffe og brød og udleveret fornøden tørkost til resten af dagen, idet de får varm mad om aftenen. I marketenderiet kan de købe tobak og marmelade m.v.” Sådan står der at læse i et oplysningsbrev stilet oktober 1944 til fru politibetjent Niels P.F. Hansen, Sydbanevej 18, Holstebro. ANKOMSTEN

Om morgenen den 29. september 1944 holder der på stationen i Weimar en togstamme med 40 godsvogne med knap 2000 danske politifolk, som ti dage forinden var blevet anholdt af den tyske besættelsesmagt overalt i Danmark. Banegårdsinspektør Heinrich Vogel fra Deutsche Reichsbahn har fortalt, hvordan han gik langs vognene og hørte klage, nødskrig og råb på et sprog, han ikke forstod. Turen fra Neuengamme havde taget to dage – uden føde og med de toiletter, man fik foranstaltet i hjørner af de overfyldte vogne. Banegårdsinspektøren har beskrevet, hvordan det stank, da han gik langs vognene. Vogntoget skal deles i to for at kunne trækkes op ad bjerget. Mange fanger har beskrevet lyden af vogne, der rangeres. Kjeld Jørgensen er i det forreste vogntog, da det om morgenen sætter i træk op ad bjerget til endestation Buchenwald. Kjeld har fået sig maset ud til siden, hvor der er et lille glughul mellem to brædder. Han mærker den friske luft og efterårsduften fra skoven, og synet minder ham om barndommens udflugter til Dyrehaven. Han får på fornemmelsen, at det måske kører noget bedre. På et tidspunkt ser han noget, der ligner farvede klude i et bøgetræ. Men da de kommer nærmere ser han, at det er en hængt mand i fangedragt, der ikke er pillet ned. Kjeld Jørgensen beretter, hvad Niels Peter og de andre så. De erfarer senere, at det er Den Syngende Skov, de passerede. Den var skabt af bødlen Martin Sommer. Martin Sommer var uden lige Buchenwalds mest frygtede mand. Der var ingen fanger, som ikke kendte hans navn – og man gjorde alt for at undgå hans nærhed, når han færdedes i lejren. Når Sommer skulle forlyste sig, udpegede han fanger til “Baumhängen”. Han tog dem med ud i skoven, bandt deres hænder på ryggen og hev dem med et reb på deres bagbundne hænder op i et træ. Langsomt sprængtes sener og muskler, og skrigene kunne høres over det meste af Buchenwald. Sommer yndede at forværre smerten med slag i ansigtet eller spark i skridtet. Enten døde man under pinslerne, eller man efterfølgende blev forvist til gaskamrene, fordi man var blevet udarbejdsdygtig. De syge skal dø. De værste historier fra Buchenwald er der ingen grund til at fortælle.

nr. 5 / oktober 2015

Den virkelighed, som var hverdag for Niels Peter, er tydelig nok med det allerede fortalte. Historierne fortælles kun, fordi frygten for dem var overvældende. Niels Peter har som de andre gået med frygten for, at det var ham næste gang – med den daglige frygt for ikke at slippe levende ud. Men også for at fortælle, hvad Niels Peter mener, når han skriver, at “det var uhåndterligt for sindet at skulle være vidne til en ondskab i mennesket, som ingen af os troede eksisterede.” VILJEN TIL OVERLEVELSE

Hvordan overlevede de? Hvorfor bukkede nogle under? Af de danske betjente døde nogle på Niels Peters alder inden for de første uger – uden tilsyneladende at fejle noget – som om det første møde med ondskaben tog livet af dem. Den østrigske psykiater Viktor Frankl, der sad tre år i Auschwitz, har forklaret, at det var viljen til mening, der skabte overlevelse. Vilje er det, man gerne vil på lang sigt og ikke det, man ønsker her og nu. Viljen til igen at ville se sine børn, sin kone, sit land. Men også – og det er måske det vigtigste – som Frankl skriver, at man forstod, at har mit liv mening, så må også dette helvede have mening: “Den fange, der forstod, at lidelsen har mening, havde størst chance for at overleve.” Frankl noterer sig, at nogle gange bukkede store fysisk stærke fanger først under, mens små og skrøbelige holdt længere eller overlevede. Det var viljen til mening, der var forskellen på død eller overlevelse. Niels Peter fortæller om det i 1984 i et interview i Holstebro Dagblad: “Efterhånden bukkede flere og flere politifolk under. Der var et døgn, hvor ni døde. Og det var den svækkede livsvilje, der i de fleste tilfælde gjorde udslaget.” Og han fortæller om en morgenappel, hvor den sønderjyske politibetjent Falkenberg komplet ureglementeret trådte frem og kommanderede: “Alle ret!” “Jeg vil fortælle jer, at fire af jeres kammerater er døde i nat. Vi vil ære deres minde.” Og så tilføjede han: “Men dette kan ikke blive ved med at gå. Vi skal jo

Niels Peter blev far til 10 børn. Hans efterkommere mødes hver sommer på Vester Skerninge Friskole

hjem.” Underforstået: Modet skal holdes oppe. Viljen er redskabet. TILGIVELSE ER AT FORSONE SIG

I den smukke brevveksling mellem Günther i Leipzig og Niels Peter skriver Niels Peter i 1952 en bevægende tilgivelse: “Jeg har ganske tilgivet dit folk og fædreland deres gerninger – vi mennesker har ikke lov at bære hadefulde tanker til hinanden.” Tilgive er ikke at glemme, men at forsone sig i troen på det bedste i mennesket. Men efter Buchenwald skal der et stort menneske til at føre pennen, der skriver det. Niels Peter skriver videre til Günther – og Niels Peter får det sidste ord: “Da jeg var fange i Buchenwald stod der over porten: ‘Recht oder Unrecht – mein Vaterland’ – i sandhed en skiltning med uretfærdige idealer, men Gud lod retten sejre til sidst. Nu er denne indskrift erstattet af: ‘Nie wieder Faschismus und Krieg’, og det er bedre. Gid det må være sandt! Jeg har tænkt meget over dette nye ord og gjort mig mine tanker derom, og jeg ville hellere, at der havde stået: ‘Nie wieder Unrecht und Krieg’. Måtte det ligge folkene og de magthavende på sinde at overvåge, at der ikke sker uret mod nogen – og at de simple menneskerettigheder altid bliver respekteret uanset menneskers varierende forskellige politiske og religiøse opfattelser.

Dødslejrens jerngitterport med ordene ‘Jedem das Seine’ (Giv enhver sit) knirker i dag på rustne hængsler, og stedet vil herefter blive et mindested til ære for de ulykkelige. Måtte de ulykkeliges lidelser ikke have været forgæves. Måtte det bringe efterkommende slægter til eftertanke – så var det dog ikke helt forgæves. Kære ven! Vi vil glemme uretten, som blev begået, og du må sige til dine landsmænd, at vi har glemt uretten, og at vi ikke bærer på hadefulde tanker. Vi har alle begået uret – stort eller småt – og ingen dødelig er retfærdig. Gud alene er retfærdig, og hans retfærds hånd er strakt over bjerge, dale og byer, og nåede også over Buchenwalds bjerge. Disse tanker holdt modet oppe hos mig, da jeg var fange i Buchenwald, og jeg blev ikke til skamme.” Niels Peter Fabricius Hansen blev genforenet med Dorthea og de to børn den 9. maj 1945. Han genoptog sit arbejde som politibetjent i Holstebro. Famlien voksede – Dorthea og Niels Peter fik sammen ti børn. I 1976 blev Niels Peter pensioneret med kz-syndrom, 58 år gammel. I breve og optegnelser løftede han en flig ind til historien om 191 dage i Buchenwald. Selve historien tog han med sig i graven. Livet i helvede kan ikke fortælles. Niels Peter Fabricius Hansen døde 7. juli 1990. Han blev 72 år gammel.

nr. 5 / oktober 2015

GRÆNSEFORENIN

FYLDER 100 Når Grænseforeningen i 2020 runder 100 år, bliver det bl.a. fejret med en bog om foreningens indsats. GRÆNSEN har talt med forfatteren til bogen, der opfordrer lokalforeninger til at indsende materiale. Af Erik Lindsø

I 2020 fylder Grænseforeningen 100 år. En af markeringerne bliver en bog om foreningens virke af historiker, ph.d. Axel Johnsen, der til daglig er museumsinspektør på Museet på Sønderborg Slot. Selvom foreningen først fylder rundt i efteråret, er det planen, at bogen skal være i handlen omkring årsskiftet 2019/2020 – så den bliver et bidrag til afstemnings- og genforeningsjubilæet, der løber af stablen allerede i begyndelsen af 2020. “Det er en utrolig spændende opgave, som jeg virkelig glæder mig til at gå i gang med,” siger Axel Johnsen. “Grænseforeningen og dens mænd og kvinder har jo spillet en hovedrolle – naturligvis for den danske sag i grænselandet, men i videre forstand også for udviklingen af danskernes mentalitet; den måde, vi ser os selv på, og den måde, vi ser ud i verden på.” Det er også en af hovedpointerne i Axel Johnsens ph.d.-afhandling, som i 2005 udkom i bogform – “Dannevirkemænd og Ejderfolk”. “Her gravede jeg ned i Grænseforeningens tilblivelseshistorie og de bevægede år frem til 1940, hvor foreningen gik fra at være en noget ujævn organisation med stor uenighed om mål og midler til at være en slagkraftig græsrodsbevægelse, som der blev lyttet til i det politiske establishment,” siger Axel Johnsen. LOKALFORENINGERNE ER ET VÆSENTLIGT KAPITEL I HISTORIEN

forholdt sig til. Men man må adskillige spadestik dybere ned i organisationens liv for at forstå, hvor meget eller hvor lidt handling der var bag ordene, hvor god eller hvor dårlig klangbunden var på græsrodsniveau,” forklarer Axel Johnsen. Derfor er det vigtigt for det projekt, Axel Johnsen nu kaster sig over, at få lokalforeningernes aktiviteter beskrevet til bunds. Ikke i alle foreninger, men nogle få udvalgte: “Hvordan foregik det daglige arbejde i hovedstaden, i Århus, i Ringkøbing, i Holbæk eller andre steder? Det var jo ude i lokalforeningerne, at Grænseforeningen mødte danskerne – til basarerne, til foredragsaftenerne, til Dybbøldagen. Og det var her, at danskerne mødte sydslesvigerne – under rejserne til årsmøderne, skoleindvielserne, under feriebørnenes ophold i Danmark o.s.v. Kun hvis man får hele dette spænd med – fra Skanderborg-foreningens udflugt til Valsbøl til forretningsudvalgsmødet på Peder Skrams Gade – får man et nogenlunde dækkende billede af organisationens sande væsen og dens plads i Danmarkshistorien,” lyder det fra Axel Johnsen.

“Dannevirkemænd og Ejderfolk” handler ikke kun om foreningslivet på det overordnede halvpolitiske niveau. Det vil den nye bog, som fører udviklingen helt op til i dag, heller ikke gøre. “Grænseforeningens historie kan ganske enkelt ikke fortælles ud fra referater fra sendemands- og hovedstyrelsesmøder. Naturligvis er det vigtigt at holde fast i, hvad det er for en tid, foreningens styrende organer

Bogen skal følge Grænseforeningens historie fra grundlæggelsen af de første Sønderjyske Foreninger i slutningen af 1800-tallet til 2019 – med hovedvægten på tiden efter 1920. Axel Johnsen pointerer, at det

UP TO DATE

nr. 5 / oktober 2015

GEN

Axel Johnsen – Født 1970 i København og vokset op i Sæd syd for Tønder. Cand.mag. i historie og tysk ved Aarhus Universitet. Forskningsstipendiat ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Ph.d. fra Syddansk Universitet i 2006 på afhandlingen “Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition 1920-40”. Museumsinspektør på Museet på Koldinghus 2008-2014. Nu museumsinspektør på Sønderborg Slot. Gift med Louise Johnsen, tre børn, bosiddende i Gråsten.

ÅR er vigtigt at få historien ført helt op til nutiden: “Fortællingen om Grænseforeningen må ikke ”fuse ud” i 1970’erne eller 1980’erne, hvor foreningens medlemstal og pondus blev mindre. Tværtimod

er det planen, at de sidste årtier, hvor Grænseforeningen har været igennem en række fornyelsestiltag, skal behandles indgående, netop med henblik på at sætte læseren i stand til at reflektere over den nyeste fortid, nutiden – og fremtiden.” “Jeg hører ikke til de historikere, der mener, at man ikke kan uddrage en lære af historien. Det kan man i høj grad, og det skal man, når man beskæftiger sig med en organisation som Grænseforeningen, der jo i den grad har søgt at binde fortid og nutid sammen.” Axel Johnsen forklarer videre, at bogens sidste afsnit skal være en reflektionsdel, hvor han inviterer nogle få udvalgte personligheder til at uddrage deres lære af bogen. Hvad var

Jeg hører ikke til de historikere, der mener, at man ikke kan uddrage en lære af historien. Det kan man i høj grad, og det skal man, når man beskæftiger sig med en organisation som Grænseforeningen, der jo i den grad har søgt at binde fortid og nutid sammen

forkert, hvad gik godt, og hvad kan vi lade os inspirere af? KILDEMATERIALET

Grænseforeningens hovedorganisation og flere større enkeltforeninger har gennem årene afleveret deres arkivmateriale til Rigsarkivet og lokale arkiver. Dette materiale vil naturligvis blive brugt. “Men,” fortsætter Johnsen, “jeg er meget interesseret i at komme i kontakt med lokale foreninger, der ligger inde med sammenhængende arkivmateriale, protokoller, mødereferater, regnskaber, beretninger og fotos, der giver et billede af foreningernes aktiviteter.” Det er en direkte opfordring til Grænseforeningens lokalforeninger elller enkeltmedlemmer: Ligger man inde med materiale, må man meget gerne henvende sig til Axel Johnsen på telefon 74 42 25 39 eller via mail adjo@museumsonderjylland.dk

nr. 5 / oktober 2015

MINE TÆNDER LØBER MIG KOLDT NED AD RYGGEN Gamle talemåder og ordsprog er under forandring som aldrig før. Man leger med dem og sætter dem sammen på nye måder. Ungdommen går forrest. Engang hed det, at “han fik det glatte lag” – nu siger man, at “han fik på det glatte lagen”. Af Erik Lindsø

Vi taler om ordsprog og talemåder. Talemåder er faste sproglige vendinger med små leveregler, hurtige anvisninger med simple moraler. “Du skal holde tungen lige i munden.” Nogle gange er talemåderne sjove, eller vi gør dem sjove, som når Dirch Passer til talemåden: “Et æble om dagen holder lægen fra døren,” tilføjer: “hvis man rammer.” Ordsprog er gamle talemåder, som rummer både en morale og nogle værdier, vi bærer med os, om hvordan vi skal leve og gøre, for at livet bliver godt. Ordsprog er derfor ofte formuleret i nutid og nogle gange i bydeform : “Man ved hvad man har, men ikke hvad man får.” “Lige børn leger bedst.” “Tyv tror, hver mand stjæler.” “Uden mad og drikke, duer helten ikke.” “Tab og vind med samme sind.” I øvrigt er det forunderligt, at mange ordsprog, som vi tror er ærkedanske, også findes i anderledes og tankevækkende udgaver i andre sprog. “Man skal ikke græde over spildt mælk,” hedder i Kina: “Spildt mælk kan tørres op.” “Hvo intet vover, intet vinder,” hedder i Rusland: “Den som intet vover, drikker aldrig champagne.” Ligesom den russiske

version af “En fugl på taget, er bedre end ti i hånden” hedder: “En spurv i hånden er bedre end ti traner på himlen.” I Danmark er gamle talemåder og ordsprog under forandring som aldrig før. Man leger med dem og sætter dem sammen på nye måder. Nu kan man høre folk sige: “Vi må holde tungen lige i vejret.” “Det er Alfa og Romeo.” “Det er prikken over værket.” Eller: “Det er kronen over i’et.” “Den, som griner til slut, ler bedst.” Selvom vi har nogle såkaldte ‘faste vendinger’ i sproget, så blander vi dem sammen eller ændrer et ord hist og pist. Amalie Szigethy fra Paradise Hotel er blevet kendt på det. F.eks. med vendinger som: “Jeg er helt hæklet af” og “Vi har slået vores bjælker sammen.” Eller: “Jeg er en pige med begge ben i næsen.” Men journalister og toppolitikere gør det også. Justitsminister Søren Pind siger om de autonome, at “de er vinde og skæve.” Og integrationsminister Inger Støjberg siger om indvandringen, at “den kan vi ikke se gennem øjnene med.” Pia Kjærsgaard mener, at “verden er af lava.” En journalist på DR sagde: “Det er der, humlen ligger begravet,” og blander her talemåderne “Det er der, hunden ligger begravet” med “Det er humlen ved det hele.”

“Det er kun godt, at sproget er under forandring og tilpasses den tid, vi lever i,” siger Michael Kjær Ejstrup og Anders Elsig fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i bogen Hvad tiden er fuld af, flyder munden over med. Faste vendinger i forandring. De mener, at vi på trods af internationalisering og angelsaksisk påvirkning i det danske sprog har et stærkt og modstandsdygtigt fælleseje, og netop styrken i sproget er årsagen til, at vi kan lege med det og forandre det. “Dansk har, så langt vi kan skue tilbage, taget imod nyt udefra, uden at sproget har taget skade eller lidt overlast; dansk er forblevet et ganske funktionsdueligt sprog. Vi opfatter det derfor som en naturlig udvikling, at talemåder, ordsprog og sproget generelt tilpasser sig en ny tids omgivelser og værdier,” skriver de i bogen. Børn har altid haft det med at tilpasse vendinger til det, de selv kan forstå. En børnehave sang Kim Larsens sang “godt at vi blev født, før aborten den blev fri” som “godt at vi blev født, før at Morten han fik fri.” En pige troede, det hed “alle mand og mor” og ikke “alle mand ombord.” Ligesom drengen, der mente, at præsten ved en vielse havde sagt, at de skulle elske hinanden, til den ene af dem døde af det. Men de senere år er det blevet almindeligt, at ikke blot børn, men også unge og voksne ændrer på gammelkendte talemåder. Hør engang: “Man skal ikke skure hunden på hårene.” “Det går jo godt, sagde katten – den sad på flæsket.” “Han er født med en guldske i røven.” “Nu skal vi jo ikke male hinanden på væggen.”

nr. 5 / oktober 2015

I Vandrehallen på Christiansborg løber en 268 m lang blomsterfrise udført af billedkunstneren Rasmus Larsen som kalkmaleri i perioden 1918-21. Frisen gengiver gamle danske ordsprog og fyndord som malerens kommentarer til det politiske liv. Tegningerne og ordsprogene er sat sammen med megen humor, og maleren har for sin bidende ironi fået tilnavnet “den onde maler”.

Fotos: Scanpix

“Vi løber fra Herodes til pilates.” “Han er pint under tonsvis af Piratos.” “Han fik mod på tanden.” “Mine tænder løber mig koldt ned ad ryggen.” I et realityprogram skulle Amalie-generationen forklare gamle ordsprog og talemåder. Ved nogle af dem kom de til kort. “Tomme tønder buldrer mest,” forstod de ikke, og typisk for den eksponering af dem selv, de sad midt i, dechifrerede de ordsproget til at skulle understrege vigtigheden af at have gennemslagskraft og få sin mening hørt. Eller det gamle ordsprog om, at “tale er sølv, men tavshed er guld”, der i en tid, hvor man som ung skal synliggøre sig selv og være godt skåret for mundbåndet for at komme frem, ganske enkelt er blevet omdøbt til “tale er guld”. I en tid, hvor skilsmisse er blevet normalen, bliver den smukke gamle talemåde om, at “gammel kærlighed ruster ikke” ganske nøgternt ændret til at konstatere, at “gammel kærlighed ruster.” Forfatterne til bogen mener, at vi også moralsk tilpasser gamle vendinger til nutiden. Når vendingen “at have skudt

papegøjen” af unge ændres til “at have scoret papegøjen”, er det, fordi papegøjer er truede dyr, man ikke længere kan gå rundt og plaffe ned. Når vendingen “man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt” ændres til, at “man skal ikke skyde bjørnen, før skindet er solgt”, er det, fordi den moralsk passer til, at man ikke skal drive unødvendig rovdrift på vores dyr. Når “man skal ikke slå større brød op, end man kan bage” ændres til, at “man skal ikke slå større brød op, end man kan spise” – ja, så passer ændringen til en økologisk tid, hvor vi skal stoppe madspild. Når man kan høre unge sige, “vi er som kop og kande” og ikke “som pot og pande”, er det, fordi ordet “pot” har ændret betydning og i ungdomssproget er synonym med hash. Når “at gå for lud og koldt vand” i et ungdomsprogram høres ændret til “at gå for en ludder på koldt vand”, er det, både fordi at kun få i dag ved, hvad lud er, og fordi seksuelle referencer er mere almindelige, og ordet ludder er vokset frem i sproget. Det er også tidens sexuelle orientering og frisprog, der er årsag til, at talemåden

“som hat og briller” i dag høres ændret til “som pik og patter”. Og hvor ældre siger, at “han fik det glatte lag,” hedder det i ungdomssproget, at “han fik på det glatte lagen.” Når vendingen “kommer tid, kommer råd” af en studerende ændres til “kommer tid, kommer penge” – ja, så er det, måske fordi han ikke længere orker gode råd i en forbrugstid, hvor det er penge, han mangler. Og hvem ved – når det nu kan siges, at “grænsen er slået” og ikke “grænsen er nået,” så er det måske fordi, at når grænser rives ned, så kan man ikke længere nå en, og så må man i stedet slå en. I øvrigt: “Man skal ikke gå ned i det sorte kul.” Det er bedre, “man skyder sig selv i vejret”, for ellers er man “dum som en papdør.” Michael Kjær Ejstrup og Anders Elsig: “Hvad tiden er fuld af, flyder munden over med. Faste vendinger i forandring”. Hans Reitzels Forlag. 127 sider. 198 kr. Artiklen har i kortere form været bragt i Friskolebladet, nr. 7, 2015.

nr. 5 / oktober 2015

ANMELDELSE TVIVLSOM OMGANG MED KILDER Forfatteren til ny bog om Sønderjylland under Besættelsen skjuler, at han bygger på andres arbejde. Om fremgangsmåden er juridisk angribelig, er nok tvivlsomt, men den er ikke klædelig. Af Henrik Skov Kristensen

Gennem fem udvalgte personer fortæller Søren Flott Sønderjyllands specielle historie op til, under og umiddelbart efter Besættelsen. De fem personer, som udgør forfatterens prisme er: Kresten Refslund

Chefen for Grænsegendarmeriet, oberst Paludan-Müller, som bestemt ikke var nogen tilhænger af samarbejdspolitikken, og som var en sten i skoen for den danske regering på grund af sit stejle og kompromisløse temperament. Den ultimative pris betalte han under sin nærmest mytiske kamp mod overmagten, da Gestapo ville arrestere ham i embedsboligen i Gråsten i maj 1944. Modsat Paludan-Müller var den konservative redaktør Adolph Svensson en varm tilhænger af samarbejdspolitikken. Ganske som Refslund Thomsen var han på ingen måde tyskvenlig, men han betragtede samarbejdspolitikken som det bedste værn mod en grænseflytning. Om muligt endnu mere stridbar end Paludan-Müller var den stærkt nationalkonservative ekspedient Hans Mørup, som var en absolut pioner i den sønderjyske modstandsbevægelse. Mørup var en udpræget aktivistisk natur, en igangsætter af Guds nåde, som i 30´erne tilhørte den del af KU, der hyldede den korporative stat. Altså i princippet en politisk tænkning, der var beslægtet med den italienske fascisme. Ikke desto mindre var en mand som Jens Møller en politisk hovedmodstander for Mørup. Det skyldtes flere forhold. For det første var Møller tysksindet og arbejdede for en grænseflytning nordpå, hvor Mørup mente, at Sydslesvig var kærnedansk og selvfølgelig hørte til Danmark. For det andet var den

Man får næsten det indtryk, at forfatteren har villet skjule, at han i så vid udstrækning bygger på andres arbejde Thomsen (embedsmanden), oberst Paludan-Müller (officeren), redaktør Adolph Svensson (politikeren), Hans Mørup (frihedskæmperen) og dyrlæge Jens Møller (nazist og fører for det tyske mindretal). Dette greb giver en letløbende, stort set kronologisk, fortælling, som pointerer de forskellige positioner i forhold til besættelsesmagten og den danske samarbejdspolitik. Sproget er ligetil, ofte i dialogform, men skæmmet af enkelte ’bøffer’. Således staves ’lavmælt’ konsekvent ’lavmeldt’, hvilket burde udløse en kindhest til forlagsredaktøren. Flott formår at formidle stoffets elementære dramatik. Vi kommer tæt på personerne, som skildres med indfølingsevne: Refslund Thomsen, embedsmanden, som er loyal overfor samarbejdspolitikken, men ingenlunde tyskvenlig.

nazistiske ideologis antikristne og antisemitiske grundlag Mørup inderligt imod. I bogen følger vi dyrlæge Møller og det tyske mindretal gå i afgrunden med Nazityskland, og vi følger ham under det retsopgør, som mindretallet helt op til vore dage har betragtet som en dyb uretfærdighed. Som læser føler man sig således udmærket underholdt og oplyst. Imidlertid lider bogen af en alvorlig svaghed. Den bringer meget lidt nyt, idet den stort set bygger på allerede publicerede arbejder af såvel ældre som af nyere dato. Det havde ikke været noget problem, såfremt kildehenvisningerne havde været tilstrækkelige, men man får næsten det indtryk, at forfatteren har villet skjule, at han i så vid udstrækning bygger på andres arbejde. I sit forord fremhæver Flott, som er uddannet journalist, at “bogen skal ses som en journalistisk fortælling”, og “ikke …en historiebog i traditionel forstand”. Denne konstatering synes at retfærdiggøre for forfatteren, at han ikke føler sig forpligtet til noget, der bare minder om kildehenvisninger, hverken i form af noter, henvisninger i brødteksten eller en kommenteret litteraturliste. End ikke i forordet retter Flott en tak til de forfattere, han står så udtalt på skuldrene af. Bogen er blot forsynet med en generel litteraturliste, som i øvrigt er både mangelfuld og behæftet med flere fejl. Kendere af litteraturen om Sønderjyllands historie under Besættelsen vil kunne genkende lange tekstpassager herfra. Nogle konkrete eksempler: de danske soldaters oplevelser af træfningerne den

nr. 5 / oktober 2015

9. april 1940 stammer fra Arne Stevns 9. april – skildret i breve fra danske soldater (1940). Hans Mørups selvbiografi På Fløjen (2000), udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, leverer stof til anslået 25 % af Flotts fremstilling. En biografi om Jens Møller, som fremstillingen også trækker på, er end ikke på forfatterens litteraturliste. Her henvises blot til den antologi Over Stregen, hvor biografien er publiceret. På samme vis undlader Flott at anføre forfattere og titler på to centrale artikler om henholdsvis oberst Paludan-Müller og nogle voldelige tildragelser af nationalpolitisk karakter efter krigen, som han uden nogen tvivl har anvendt. Her nøjes han blot med i sin litteraturliste at medtage de to årgange af Sønderjyske Årbøger, hvor artiklerne er publiceret. En lang beskrivelse af folkestrejken i Sønderborg på Dybbøldagen i 1944, hvor kilden tydeligvis er en rapport fra den lokale politimester, er publiceret (faktisk citeret over adskillige sider) i Als og Sundeved 1940-45 (1995), som Flott har på sin litteraturliste, om end ikke bibliografisk korrekt. Overordnede pointer og konklusioner har Flott langt hen ad vejen hentet fra Sønderjylland under krig og besættelse (2003). En række miniportrætter i bogen af hjemmetyske, nazistiske ledere kan henføres til dels Straffelejren (2011), dels til Gads leksikon Hvem var hvem 1940-45. Grænseforeningen gengiver på sin hjemmeside (med behørig kildeangivelse) disse leksikonartikler, og eftersom Flott i sin kildefortegnelse har anført netop denne hjemmeside, har han formentlig sine miniportrætter derfra. Om Søren Flotts fremgangmåde er juridisk angribelig, er nok tvivlsomt, men den er ikke klædelig. Det ville den sikkert heller ikke blive betragtet som indenfor den journalistiske verden.

FRA GLEMSLEN UD I LYSET? Ny antologi gør opmærksom på 22 glemte sydslesvigske skribenter. Nogle af dem er store fortællere, mens andre har sværere ved at gøre indtryk. Af Finn Slumstrup

Henrik Skov Kristensen er historiker, forfatter og overinspektør ved Nationalmuseet, Frøslevlejrens Museum.

Tre veteraner i det sydslesvigske sprog- og litteraturarbejde har sat sig sammen for at redigere en antologi. De har fået økonomisk hjælp fra fire fonde og foreninger, og nu kan enhver interesseret studere resultatet i form af en nydelig, indbundet bog på 128 sider. Redaktørerne gør selv indirekte opmærksom på, at en drivkraft har været, at bøgers levetid i boghandlerne bliver stadig kortere. Man skal på biblioteket for at finde mange af de skribenter, der er med i antologien: “Vi vil gerne, at de ikke forbliver glemt og gemt af vejen, men kommer frem i lyset igen,” skriver redaktørerne. Desuden har de en ambition om, at målgruppen ikke skal være isoleret til Sydslesvig: “Bogen finder forhåbentlig vej til mange, ikke blot i Sydslesvig, men også i Danmark, hvor viden og bevidsthed om mindretalsliv gennem tiderne er ringe.” Og “mindretalsliv gennem tiderne” er da også, hvad antologien bringer frem i lyset gennem de udvalgte tekster. Der er medtaget bidrag fra 22 forfattere, hvoraf den ældste blev født i 1866 og den yngste er født i 1966. Fire af forfatterne er født i det 19. århundrede, mens det store flertal altså er fra forrige århundrede. Den ældste tekst blev offentliggjort i 1927 og den nyeste i 2012. Når man har været teksterne igennem, sidder man tilbage med to forskellige indgange til bogen. Et samlet billede af de mange tekster i poesi og prosa giver en slags overblik over mindretalslivet med 1864, 1920 og 1945 som store drejeår og det både varme og smertelige forhold til Danmark og dansk kultur som en gennemgående tone, der synger snart i dur og snart i mol. Og man kan kun være enig med redaktørerne i, at det er et stof, mange nord for den dansk-tyske grænse ville have godt af at stifte bekendtskab med. En anden indgang er så spørgsmålet om, hvorvidt der er enkelte forfattere, som stiger frem af siderne med en sådan kraft, at de virkelig ikke fortjener at være “gemt og glemt”? Nu ved jeg ikke, om man kan tale om, at den kendteste af de 22 skribenter, WillyAugust Linnemann, er glemt. Men under alle omstændigheder er hans uddrag fra “Bogen om det skjulte ansigt” i en klasse for sig og en tydelig påmindelse om, at han var en stor fortæller. Heldigvis er han dog ikke alene om at gøre personligt indtryk. Man bliver også mindet om, at Jakob Kronika var en storartet journalist med et kunstnerisk anlæg. Andre prosabidrag er nok læseværdige, men har dog sværere ved at gøre egentligt indtryk. Blandt digtene har jeg hæftet mig ved de faste, maskuline tekster af Gerhard Ernst (årgang 1931) og Fidde Schulz (årgang 1940), men især ved den helt oplagt talentfulde Frank Titze og hans storartede tekst “Når jeg skifter sprog.” En trafikulykke bevirkede, at Titze kun levede 1958-80. Men hans tekst fra 1978 lever i bedste velgående og fortæller finurligt om tosprogethedens veje og vildveje.

Søren Flott: SØNDERJYLLAND BESAT. Gyldendal 2015. 359 sider ill. 350 kr.

Signe Andersen, Maike Lohse & Erik Jensen (red.): SYDSLESVIG ANTOLOGI. Forlaget Neffen 2015, 128 sider.

nr. 5 / oktober 2015

ANMELDELSE ARKITEKTURENS GRÆNSEOVERSKRIDENDE SPROG Peter Dragsbo, etnolog og tidligere direktør på Sønderborg Slot, beskriver i ny bog, hvordan arkitekturen i grænselandet er et sprog, der kan være med til at nuancere og berige historieopfattelsen. Af Jes Fabricius Møller

Perioden 1850-1940 betegnes normalt som historicismens eller de historiske stilarters epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen. Den er sådan set også en historisk stilart, idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen blev af dens tilhængere betragtet som en tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der byggede i både Altona og København. Det, der adskiller historicismen fra klassicismen, er, at den ikke længere føler sig bundet af et bestemt formskema, men frit kan vælge mellem og sammensætte stiltræk og elementer fra hele historien. Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt en generations forsinkelse. Med udgangspunkt i fire grænseregioner – Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han viser, hvordan historicismens store udbud af æstetiske programmer blev brugt som magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille gigantiske mindesmærker til forherligelse af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig dog ikke så meget for disse kulturpolitiske stavepladeprojekter. I centrum for hans undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse, skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser, at for at forstå signalværdien af de enkelte bygninger skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes ikke nogen entydig “tysk”, “fransk” eller

“dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at arkitekturen ikke har spillet en væsentlig rolle i de nationale stridigheder. De tyske marinestationer i Sønderborg og Flensborg/Mürwik, opført i årene 190608, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne og udgravningen af en kanal fra Kiel til Elben gjorde det meningsfuldt at placere en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere som “tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik, der historisk knyttede an til den tyske ridderorden og dens borg Marienburg i det nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig “sit kejserligt-romanske dekorationsapparat” til byens hovedbanegård og postkontor som en reference til det 12. århundredes (hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de fransksindede arkitekter med at kopiere Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod blev færdiggørelsen af domkirken – opført i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner Dom, blev anvendt barok. Til komplikationerne af forståelsen af arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser, hvordan Heimatpflege og Bauschutz på tysk og Bedre Byggeskik på dansk side var udtryk for samme ambition og i høj

grad også samme stilideal. Hvad der på tysk side forblev et regionalt fænomen, voksede sig i Danmark imidlertid til en national bevægelse med centrum på Vestsjælland, der gav inspiration tilbage til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod Højskole på Als. Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg er ganske vist i overensstemmelse med den lokale tradition bygget i tegl, men i en ny-klassicistisk monumentalstil, som ikke blev dyrket umiddelbart nord for grænsen. Her skal man til banegården i Aarhus eller politigården i København for at finde noget lignende. Det nationale program i det genvundne Sønderjylland føjede sig heller ikke nødvendigvis til det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932 en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som “typisk dansk landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale tyske befolkning kritiserede den for at sætte “et fynsk stempel” på egnen. Dragsbo har selv taget de fleste af bogens mange billeder. Det ville have klædt den med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget væsentligt til vores forståelse af, hvorfor bygninger fra denne periode ser ud som de gør – og ikke blot i grænseregionerne. Jes Fabricius Møller er lektor, ph.d. ved Københavns Universitet. Peter Dragsbo: ARKITEKTUR TIL GRÆNSEN. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940. Museum Sønderjylland. 366 sider. 300 kroner.

nr. 5 / oktober 2015

THERKELSENS HJØRNE Generationsskifte i Dansk Skoleforening Det er allerede længe siden, Skoleforeningens direktør, Anders Molt Ipsen, meddelte, at han efter 16 år i den ansvarsfulde stilling ønskede at gå på pension. Anders Molt Ipsen har som direktør været enestående loyal over for Skoleforeningens tradition og historie, men også været igangsætter på nye områder. Skoleforeningen har været igennem flere krævende omstruktureringer og meget store byggerier i Molt Ipsens tid, lige som det er Molt Ipsens fortjeneste, at musiklivet har fået en så fremtrædende placering i mindre-

nikation til den danske befolkning på flest mulige platforme som hjemmesider, trykte medier, radio og tv, sociale medier osv. Det spor forfølger vi aktivt med vores nyansatte kommunikationschef, Anna-Lise Bjerager, som drivkraft. Det andet hovedspor er at skabe rammer for flest mulige personlige møder mellem børn og unge fra Sydslesvig og jævnaldrende i Danmark. Det spor kan vi kun forfølge, hvis vi har et åbent og tillidsfuldt samarbejde med Skoleforeningen om bl.a. feriebørn, udvekslinger, lejrskoler og klassebesøg i Sydslesvig, Kulturmøde-ambassadører, efterskoleophold, elevambassadører, aktiviteter på Roskilde Festival og diverse folkemøder. Dette oplysningsarbejde forudsætter samtidig et dannelsessyn i Skoleforeningen, hvor undervisning ikke blot er at formidle viden og færdigheder til børn og unge, som beskrevet i læseplaner og lovgivning, men også at give børn og unge nye erkendelser og oplevelser, som kun kan formidles uden for undervisningslokalets fire vægge, nemlig i mødet. Skoleforeningen befinder sig i brydningsfeltet mellem tysk og dansk dannelsestænkning. Vi håber, Lars Kofoed-Jensen vil fastholde og styrke et dansk dannelsesideal til glæde for mindretallets børn og unge, til glæde for mindretallet som helhed og til glæde for den del af oplysningsarbejdet i Danmark, som vil mødet mellem mennesker. I Grænseforeningen glæder vi os kort sagt til samarbejdet.

For Grænseforeningen har oplysningsarbejdet to hovedspor. Det ene spor er kommunikation (...) Det andet hovedspor er at skabe rammer for flest mulige personlige møder tallets institutioner. Tænk blot på de store musicals, som i de senere år er blevet opført. Pr. 1. januar har Dansk Skoleforening ansat en ny direktør, nemlig Lars Kofoed-Jensen, der er rektor for Katedralskolen i Haderslev, og som i sin karriere bl.a. har haft fire års ansættelse ved Duborg-Skolen i Flensborg. Herfra skal lyde et stort tillykke med ansættelsen til Lars Kofoed-Jensen. Vi glæder os til fortsat godt samarbejde med Skoleforeningens ledelse om oplysningsarbejdet i Danmark, som Skoleforeningen og dens institutioner er en væsentlig del af, selv om vi naturligvis ved, at Skoleforeningens primære opgave er at drive dansk pædagogisk virksomhed i Sydslesvig. For Grænseforeningen har oplysningsarbejdet to hovedspor. Det ene spor er kommu-

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.

KALENDER NOVEMBER 2015

5-6/11 Efterskoleseminar på Christianslyst 5-6/11 Budgetmøder i Sydslesvigudvalget 9/11 Møde i formandskabet i Horsens 14/11 SSF Landsmøde i Husum 19-21/11 Sydslesvigsk delegationsbesøg i København DECEMBER 2015

5/12 Bestyrelsesmøde i København JANUAR 2016

18/1 Formandskabsmøde i Løgumkloster.

nr. 5 / oktober 2015

TÆNK ENGANG ... Tekst & foto: Mette Bock

Her er Florian. Hans unge liv har indtil videre bragt ham fra Sydslesvig over Tanzania og Århus til Sønderborg. Og måske – måske – vender han en dag tilbage til Sydslesvig. Jeg mødte Florian Wagenknecht på Jaruplund Højskole i den lune sensommer, da Grænseforeningens bestyrelse holdt sit årlige todagesmøde i Sydslesvig. Til bestyrelsesmøderne har vi altid en repræsentant for de unge tilstede, så vi generationerne imellem kan holde hånd i hanke med, hvad der sker. Eller bør ske. De unge kaster sig lystigt ind i diskussionerne, og det er altid inspirerende. Florian Wagenknecht er 25 år, født i Angel. Hans forældre, der begge er pædagoger, var meget inspireret af den nordiske pædagogiske tradition og satte alle fire børn i dansk børnehave og senere dansk skole. Florian er student fra Duborg-Skolen i 2010 og involverede sig allerede i gymnasietiden i både SDU og SSW-ungdom. “Jeg er typen, der gerne vil gå i dybden med tingene, og jeg blev mere og mere bevidst om, at jeg er dansksindet. Hvad det egentlig betyder, overvejer jeg fortsat,” siger han.

Efter studentereksamen tog Florian et år til Tanzania, hvor han arbejdede for en humanitær organisation. Hans arbejde bestod i at reparere lamper i et bjergområde uden elektricitet. For mig lyder det som en umulig opgave, men de unge kan jo så meget. Fra Tanzania gik rejsen til Århus og senere Sønderborg, hvor Florian i dag studerer European Studies. Denne sommer var han sammen med 100 andre unge fra Grænseforeningen på Roskildefestival, hvor de organiserede flaskeindsamling. Overskuddet, cirka 100.000 kr., går til Grænseforeningens ungdomsarbejde. “Det er et dejligt samvær, hårdt arbejde og spændende kulturmøder på een gang,” fortæller Florian. På Roskildefestivalen kommer der hvert år mange vandrende udlændinge, der tjener en skilling på at samle flasker. Sproglige og kulturelle barrierer opstår tit, og her kan Grænseforeningens unge bidrage som brobyggere og oversættere. De kender nemlig til mødet mellem flertal og mindretal, mellem forskellige sprog og kulturer. “Jeg får rigtig meget ud af netværket i

Grænseforeningen,” siger Florian. “Både socialt og fagligt. Med en mindretalsbaggrund får man også en særlig demokratiforståelse, synes jeg. – Det bliver tydeligt, at alle skal inkluderes, og at det ikke kun handler om, hvad flertallet vil!” Når Florian engang er færdig med studierne, vil han gerne bruge sine særlige erfaringer. Og mon ikke, at der i en verden fuld af kulturmøder og kultursammenstød bliver brug for et menneske som Florian? Jeg kan i hvert fald konstatere et stort behov for flere Florian’er ved at rette blikket ud over såvel fædrelandet som det internationale samfund allerede i dag. Held og lykke, Florian, vi vil følge dig! Klummen “Tænk engang” beskriver formand Mette Bocks møder med mennesker og mindretal.

LOKALFORENINGER LOKALFORENINGERNE Arrangementer sendes til Claus Jørn Jensen på graenseforeningen@privat.dk eller til Åbenråvej 22, 6400 Sønderborg. Deadline for arrangementer, der ønskes med i næste nummer af GRÆNSEN, er onsdag 18. november.

FOREDRAG OG MØDER Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Aabenraa 28. oktober kl. 14.30. Folkekulturhuset Rebbølcentret, Vollerupvej 45, 6392 Bolderslev. Det grå guld mødes igen på tværs af grænsen. Tilmelding til Jens Overgaard mail jensovergaard49@gmail. com eller telefon 7464 6502 (Rebbølcentret).

6. november kl. 19.00. Rebbølcentret. Jazzkoncert med Syncopaters. Pris 120 kr. Medlemmer 100 kr. Tilmelding med bestilling af smørrebrød til 25 kr. tlf. 7464 4256 (Lisbeth) eller 7464 6502 (Rebbølcentret) eller mail fhrc@bbsyd.dk 11. november kl. 10.45. Bjolderup kirkegård. Foredrag med Jørn Buch. Våbenstilstandsdagen mindes ved mindesmærket for de faldne på Bjolderup kirkegård. Frokost og kaffe 100 kr. 26. november kl.18.30. Frøslevlejrens Efterskole. Adventsmøde.

Spisning med mad og fællessang for de traditionsbundne herrer og de mere moderne kvinder. Kl. 19.30 foredrag med Henrik Becker-Christensen. Tilmeldingsfrist 20. november til Andreas Brandenhoff, tlf. 74 64 65 02, mail fhrc@bbsyd.dk Esbjerg 27. oktober kl. 19.00. Danhostel, Sct. Pedersgade 16, Ribe. “Forstærkningsmanden, fire rigsdaler – himlens straf og ondskaben selv.” Foredrag ved Flemming Nielsen, tidligere journalist ved Radio Syd. Pris inkl. kaffe 50 kr.

nr. 5 / oktober 2015

LOKALFORENINGER Haderslev 19. november kl. 19.00. Vedsted Landbohjem. “Grænseland og skoler set fra Sydslesvig” – ved rektor ved A.P. Møller Skolen i Slesvig Jørgen Kühl. Entré med kaffe 80 kr. Kolding og omegn 22. november kl. 10.30. Sankt Nicolai Kirke og Jens Holms Hus Kolding. Vi begynder med gudstjeneste ved sognepræst Martin Rønkilde. Derefter er der frokost med efterfølgende foredrag ved en kendt person i Jens Holms Hus. 30. november kl. 14.00. Kvarterhuset, Junghansvej 121, 6000 Kolding. Adventsfest. Pris 60 kr. Tilmelding senest 23. november til Marie Jespersen (kun i dagtimerne) på tlf. 75 52 20 25. Nyborg og Kerteminde 11. november kl. 19.00. Borgerforeningen. I samarbejde med Højskoleforeningen afholdes foredrag med tidl. chefredaktør på “Der Nordschleswiger”, Siegfried Matlok, som causerer over emnet dansk-tyske relationer i det 20. århundrede. 16. november kl.19.30. Mødestedet, Strandvejen 10, Kerteminde. Foredrag ved Grænseforeningens formand, folketingsmedlem Mette Bock. Alle er velkomne til at høre om arbejdet i Grænseforeningen og kontakten til det danske mindretal i Sydslesvig. Odense og omegn 21. oktober kl. 15.00. Sognegården. Eva Ritter fra Nordisk Informationskontor i Flensborg fortæller. 10. december kl. 15.00. Otterup Bibliotek, Søndergade 2, Otterup. Bendt Bendtsen fortæller om sit arbejde i Europaparlamentet.

Svendborg og omegn 3. november kl. 19.30. Sct. Jørgens Sognegård, Brydegårdsvej 15 i Svendborg. En aften i teaterets verden. Marianne Kjær fortæller om sit mangeårige og rige teaterliv. Kaffe med brød kr. 50. Tilmelding til Minna Bøgebjerg senest 30. oktober på telefon 62 25 22 23 eller på mail grothdam@ mail.dk Tønder 12. november kl. 19.30. Møgeltønder Forsamlingshus. Foredragsaften. “Der har jeg rod, derfra min verden går”. Professor Svend Andersen fra Aarhus Universitet vil fortælle om sin barndom og ungdom i Aventoft og Tønder. Han vil efter kaffen komme med aktuelle betragtninger om Sydslesvig. NORDJYLLAND Aalborg 19. oktober kl. 19.00. Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35. Henny fortæller om danske krigsbørn fra besættelsen 1940-45. 23. november kl. 19.30. Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35. Gårdsangerne fra Aalborg afslutter årets møderække. Kaffe og julekager. Hvetbo Herred 11. november kl. 18.00. Lunden V. Hjermitslev. Lanterneoptog i samarbejde med V. Hjermitslev Borgerforening. Lanterner, sodavand og æbleskiver til børn er gratis. Æbleskiver og kaffe til de voksne koster kr. 25. 14. november kl. 13.00. Saltum Sognegård. 85-års jubilæum. Festtale ved Grænseforeningens formand, Mette Bock. Yderligere informationer og tilmelding til lokalformand Erik Nielsen tlf. 9888 1775.

Mariagerfjord 23. november kl. 14.45. “Den bette Skole”, Elkjærsvej 2, Skelund, 9560 Hadsund. Pastor Anna Bojsen-Møller fortæller om sin oldemor Jutta Bojsen-Møller. Entré 70 kr. inkl. kaffe. 30. november kl. 13.00. “Højvang”, Hobrovej 62, 9560 Hadsund. Den sædvanlige julefrokost i en ny form. Adventsfrokost med sild og grønlangkål samt kaffe og småkager. Desuden julequiz og sange. Vi viser Søren Laursens DVD fra Sydslesvig-turen. Pris 100 kr. Tilmelding senest 25. november på tlf. 7440 4175 eller 9857 1281. Thy og Mors 3. november kl. 19.30. Morsø Teater, Limfjordsvej 95, Nykøbing Mors. Teaterforestillingen “Lillys Danmarkshistorie – en musikalsk fortælling om kvindeliv.” Forestillingen er baseret på bogen af samme navn. Foreningen er vært ved en forfriskning i pausen. Vendsyssel 15. november kl. 14.00. Sognegården i Vrå, Søndre Vråvej 11B, 9760 Vrå. Aktuelle politiske udfordringer for mindretallene i Sydslesvig på begge sider af grænsen ved Siegfried Matlok. Kaffe 50 kr. Viborgegnen 12. november kl. 19.30. Sortebrødrehus, Skt. Mikkelsgade 12, Viborg. “Den moderne sydslesviger. Hvorfor har vi så svært ved at blive enige om fremtiden?” Henry Bohm fra Bredsted vil give sit bud på Sydslesvig i dag og i morgen. MIDTJYLLAND Århus og omegn 10. november kl. 19.30. Ellevang Kirkes sal, Jellebakken 42, 8240 Risskov. Formand for Federal Union of European Nationalities,

Hans Heinrich Hansen: “Europæiske mindretal”. Kaffe/te med brød 50 kr. 11. november kl. 11.00. Monumentet, Mindeparken. Foreningen deltager med fane og krans i højtideligheden på våbenstilstandsdagen til minde om de danske sønderjyder, der faldt i 1. Verdenskrig 1914-18. Prinsens Livregiments Musikkorps spiller fra kl. 10.35, og faner føres ind lidt efter. 30. november kl. 19.30. Brabrand Sognegård, Engdalsvej 1, 8220 Brabrand. Adventsmøde. Johan Herold leder fællessangen. Traditionelt bankospil med fine præmier. Kaffe/te med julebagværk 50 kr. Tilmelding til Johan Partsch, C. Blochs Gade 29, 8000 Aarhus C. Tlf. 23 61 40 92 eller mail partsch@stofanet.dk senest torsdag 26. november. Horsens og omegn 25. november kl. 19.00. Klostergården, Havneallé 12 A, Horsens. Julemøde. Sang og musik ved Karen Bonefeld og Werner Larsen. Julelotteri, hvortil gaver modtages med tak. Kaffe og brød 50 kr. Randers og omegn 3. december kl. 19.30. Kristrup Sognegård. Adventsmøde med adventstale, kaffebord og fællessang. Ringkøbing og omegn 12. november kl. 19.30. Fjordparkens aktivitetscenter, Holmelunden 10. Grænseforeningens formand, Mette Bock, fortæller om sit syn på grænselandet med udblik til det øvrige Europa. Pris 75 kr. Tilmelding til Sven senest 9. november. Silkeborg-Hammel og omegn 22. oktober kl. 19.00. Medborgerhuset, Bindslevs Plads 5,

nr. 5 / oktober 2015

LOKALFORENINGER 8600 Silkeborg. “Herrnhuterne i 1700-årenes dansk-tyske Slesvig” ved tidl. arkiv- og forskningsleder, dr.phil. Lars Henningsen. Pris inkl. kaffe/the med brød 50 kr. 19. november kl. 19.00. Medborgerhuset, Bindslevs Plads 5, 8600 Silkeborg. Sangaften med Marianne Hovgaard og Freddy Dencker. Pris for mødet inkl. kaffe/the med brød 50 kr. Skanderborg og omegn 8. november kl. 9.00. Kirkecentret ved Skanderup Kirke. Vi håber at fortsætte samarbejdet med menighedsrådet og sognepræst Jørgen Lorenzens afløser. Skiveegnen 28. november kl. 11.00. Resen Sognehus. Gitte HougaardWerner, næstformand i SSF: “Mit liv som sydslesviger – før, nu og fremadrettet”. Samtidig markerer foreningen AL’s 25-års jubilæum som formand og er vært ved et beskedent traktement. Pris 60 kr. Tilmelding en uge før på 9752 6484, 2579 2266 eller 6179 4502. Skjern-Tarm-Videbæk Egnen 21. oktober kl. 17.00. Seniorcenteret, Anlægsvej 19, Skjern. “Med nattog til Kina”. I ord og billeder vil Lene Mose Nielsen og Bertel Jensen fortælle om en fantastisk togrejse med Den Trans-Mongolske Jernbane. Pris 75 kr. (børn gratis). 12. november kl. 18.30. Fjordparkens Aktivitetscenter, Holmelunden 10, Ringkøbing. Mette Bock, formand for Grænseforeningen: Grænselandet i 2015. Der bliver adventshygge med gløgg og klejner m.v. (Sammen med Ringkøbing) Pris 75 kr. Tilmelding senest 9. november til Sven beitersven@gmail.com, tlf. 9732 0986 eller 4034 8637.

SJÆLLAND Dianalund og Stenlille 4. november kl. 19.30. Søparken, 4291 Ruds Vedby. Det årligt tilbagevendende arrangement i Ruds Vedby arrangeret af Lokalrådet i Ruds Vedby: “Den dejligste Vise” ved Viseteatret, “Cabaret om Lulu Ziegler”. Viser og anekdoter med pianist Vagn Olsen og sangerinder. Guldborgsund 16. november kl. 18.00. Kulturforsyningen Voldgade 1, Nykøbing Falster. Biskop Steen Skovsgaard fortæller om Kaj Munk. Betaling for kaffe og kage 30 kr. Gørlev og Høng 23. november kl. 19.30. Høng Gymnasium, Hovedgaden 2, 4270 Høng. Foredrag ved specialkonsulent Lisbeth Pedersen: “Grundlovskampe i GrøftekantsDanmark fra 1840’erne til 1915.” Lolland 19. oktober kl. 17.00. Sognets Hus, Kirkestræde 6, Maribo. Den danske generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen, fortæller om “Mindretal i det 20. århundrede”. Pris for foredrag og kaffe 50 kr. Tilmelding senest 14. oktober på 5022 6700. Næstved 29. oktober kl. 19.30. Skt. Jørgens Kirke. Det er tiende gang, at Grænseforeningen og Skt. Jørgens Kirke er med til Syng & Spil Dansk-dagen. Fri entre. Ringsted og omegn 14. oktober kl. 19.00. Ringsted Musikskole, Garnisonen 42. Arrangementet er i samarbejde med musikskolen. 8. december kl. 19.00. Sognepræst Majbritt Breinholt Christensen holder foredrag om “Forventninger” i Klostermarkskirken. Bring-

strupspillemændene underholder. Nærmere i dagspressen. Roskilde 26. oktober kl. 19.30. Syv Sognegård, Skolevej17, 4130 Viby Sj. Efterårsmøde. “Vent på mig Marie”. Pernille Juhl fortæller om sin farfar under Første Verdenskrig. Fælles kaffebord og hyggeligt samvær. Pris 50 kr. for medlemmer. Andre 75 kr. Sorø 26. oktober kl. 19.30. Sorø Kultur- og Fritidscenter, Værkerne, Frederiksvej 27 i Sorø. Professor Marlene Wind kommer og vil sammenligne den danske grundlov med andre europæiske forfatninger, herunder den tyske. Vestsjælland 21. oktober kl. 18.00. Centralbiblioteket, Stenstuegade 3, 4200 Slagelse. Kredsens efterårsmøde med smørrebrød og hyggeligt samvær. Tale ved chefredaktør Torben Dalby Larsen, Ringsted: “Aktuelt om medierne”. Entre inkl. smørrebrød og kaffe kr. 100. Tilmelding nødvendig, senest 12. oktober til kredsformand Erling Nielsen, tlf. 5545 3583 eller email: erlingnielsen@stofanet.dk HOVEDSTADEN Hillerød 16. november kl. 19.30. Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12 c., lige bag Hillerød Bibliotek. “Vinterkrigen i Finland. Udbrud, forløb og afslutning” ved officer og lærer Jørgen Storm. Pris 40 kr. inkl. kaffe og kage. Ikke medlemmer 60 kr. Hørsholm 21. oktober kl. 19.30. Hørsholm Sognegård, indgang v/Ridebanen. Peter Dragsbo, fhv. overinspektør på Sønderborg Slot, taler om “Arkitektur som nationalt våben. Mødet mellem dansk og

tysk arkitektur i Sønderjylland 1864-1940.” Medlemmer 50 kr. for foredrag og servering. Ikke medlemmer 100 kr., medmindre de ønsker at melde sig ind på stedet. Det koster 250 kr. pr. år for en husstand. Københavns Vestegn 17. november kl. 19.00. Glostrup Bibliotek, Kildevælds Allé 5, 2600 Glostrup. Foredrag og film med historiker Henning Tjørnehøj om Danmark under besættelsen: “Myten om det folkelige sammenhold.” Gratis billetter for medlemmer bestilles på margun@hotmail.com eller på 4484 4527.

TURE/REJSER ARRANGERET AF LOKALFORENINGERNE: Medmindre andet er nævnt, kan du tilmelde dig uanset bopæl eller medlemskab af lokalforeningen. Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Nyborg og Kerteminde 5. december kl. 6.45. Advents- og juletur til Flensborg. Adventsfesten afholdes traditionen tro i Duborg-Skolens festsal. Programmet indeholder fællessang, underholdning og Luciaoptog. Vi medbringer egen frokost, drikkevarer købes på skolen. Der bliver mulighed for at gå en tur i Flensborgs julesmykkede gågade. Pris for turen 350 kr., ikke-medlemmer 375 kr. Tilmelding senest 2. november tlf. 4016 3571. Afgang: Ørbæk kl. 6.45. Nyborg kl. 7.00. Kerteminde kl. 7.30.

nr. 5 / oktober 2015

Rødding – Vejen 29. november kl. 14.00. Jaruplund danske Kirke, Jarplunder Weg 14, D-24976 Jarplund. Adventskomsammen med vores venskabsforening fra Jaruplund, Weding og Sankelmark. Igen i år er vi inviteret til at indlede julen med et besøg i Jaruplund. Der indledes med gudstjeneste og Luciaoptog i den danske kirke, og derefter er der hyggeligt samvær med underholdning og kaffebord på skolen. Vi arrangerer samkørsel. Tilmelding senest 23. november til Hans Harald, tlf. 5154 2075 eller Dirk, tlf. 7484 8971. Der betales for kaffe/kage under arrangementet. Der kan betales med kroner.

MIDTJYLLAND Ringkøbing og omegn 3. december kl. 8.00. Juletur. Vi tager på juletur i bus til Flensborg med afgang fra Museumspladsen kl. 8.00. Kaffe og rundstykker undervejs. Et enkelt programpunkt er indlagt. I år tilbydes fællesspisning på Borgerforeningen i gågaden, og det kræver derfor en dobbelt tilmelding, når du melder dig til turen, hvis du vil spise med. Turen er i samarbejde med Grænseforeningen Skjern/Tarm/Videbæk. Pris 125 kr. Tilmelding til Peter senest 27. november

GRÆNSEN 77. årgang Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K Udgiver Grænseforeningen Fungerende ansvarshavende redaktør Erik Lindsø • erik@folkeakademiet.dk Udgivelser 2015 Nr. 6 - 2015 Deadline: 20/11. Udgivelse: 17/12 GRÆNSEN.DK Nyheder og debat på www.grænsen.dk David Nygaard Madsen dm@graenseforeningen.dk GRÆNSEN elektronisk Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN til at læse på din computer eller din tablet. Tryk Jørn Thomsen Elbo A/S Layout www.prik.dk Forsidefoto Lars Salomonsen

Skjern-Tarm-Videbæk Egnen 3. december kl. 8.30. Afgang Tarm rutebilstation. Juletur til Flensborg. Vi tager med bus til Flensborg for at se den julesmykkede by. Undervejs kaffe og rundstykker. Fællesspisning i Borgerforeningen. Ved tilmelding oplyses, om man ønsker at deltage i fællesspisningen. Pris 125 kr. Tilmelding senest 27. november til Peter mpjohannsen@ yahoo.dk – tlf. 9732 0435 eller 2926 8943. Turen er i samarbejde med Ringkøbing Grænseforening.

Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim Formand Mette Bock mb@graenseforeningen.dk • Tlf. 3337 4952 Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ket@graenseforeningen.dk • Tlf. 2023 1984 Grænseforeningens formål Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: • Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. • Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. • Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. • Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.

Grænseforeningens bestyrelse Formand: Mette Bock, Horsens 1. næstformand: Jens Andresen, Løgumkloster 2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Syddanmark Sigrid Andersen, Agerskov Per Grau Møller, Nr. Lyndelse Kirsten Rykind-Eriksen, Randbøldal Region Midtjylland Sven Beiter, Ringkøbing Karen-Margrethe Møller, Randers Region Nordjylland Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Sjælland Lars Bjerre, Næstved Henning Bonde, Jyderup Region Hovedstaden Niels Jørgen Heick, Hillerød Ove Nissen, Rungsted Kyst Ressourcepersoner Jens Andresen, Løgumkloster Per Paludan Hansen, Frederiksberg Peder Damgaard, Kollund

SPROGHJØRNET

Foto: Scanpix

Sorteret Magasinpost ID-nr. 42138

SPROG UDEN ORD vi kender hinanden så godt, at vi forstår det uden ord. Det er derfor, man i tyndt befolkede områder er af få ord, og man i storbyer kan snakke, indtil man kommer i tanker om, hvad man vil sige. Forfatteren Knud Sørensen skriver i bogen “Danmark mellem land og by”, at det tavse sprog handler om det fælles underforståede. Her findes et uudtalt sprog, som klinger med en særlig tone. Det er en sproglighed, hvor man evner antydningens kunst. “Antallet af nødvendige ord er omvendt proportionalt med mængden af det fælles underforståede,” forklarer Knud Sørensen. Vi kender det fra et ældre ægtepar. De har forlængst fejret sølvbryllup og går nu også efter guldet. De kan sidde en hel formiddag og snakke sammen uden at sige noget. Den måde, han vrikker med tøflen på, mens han læser avis, betyder, at han gerne vil have mere kaffe. Hun ser, at tøflen er rastløs, og går derfor hen og henter kaffen og skænker op. Og tøflen går i ro. Der bliver ikke vekslet et ord. Jeg overværede et par aldrende vestjyske ungkarle stå og kigge ud over havet i lang tid uden at sige noget. Den ene bryder tavsheden: “Det er da vældigt.” Jeg troede, det var havet, han hentydede til, men det handlede om, at den anden havde fået en kæreste. Der blev ikke sagt yderligere, men det var en stor samtale, der blev ført.

Al henvendelse til Grænseforeningen info@graenseforeningen.dk • Telefon 33 11 30 63

Af Erik Lindsø

Marie og Hans fejrer krondiamantbryllup. Marie og Hans er vendelboer. Ved festen siger Marie i sin tale, at Hans ikke har sagt, at han elsker hende, siden ved brylluppet for 65 år siden. Hans svarer: “Jeg sagde på bryllupsdagen, at jeg elsker dig, Marie, og hvis noget forandrer sig i den sag, skal jeg nok sige til.” En tv-vært skal blive bedre til at udtrykke sine følelser. Han får af sin coach en øvelse, hvor han skal ringe hjem og sige til sine forældre, hvor højt han elsker dem. Men han er fra Himmerland, og det er en egn, hvor man sætter sin far i forlegenhed, hvis man siger: “Far, jeg elsker dig.” Og det er netop far, der tager telefonen. De snakker stille og roligt med lange pauser, som man gør på de kanter, om vejret, fiskeriauktionen og om Henning, der har brækket benet. Sønnen tager en dyb indånding: “Far, jeg ringer hjem for at sige noget, jeg aldrig har fået sagt til dig.” “Men, hvad er dog det?” spørger faren. “Jeg ringer for at sige, at jeg elsker dig uendeligt højt.” Der bliver larmende tavshed, og i telefonen høres kun farens astmatiske vejrtrækning, der lyder som vindsus ude fra Limfjorden. Pludselig siger faren stammende: “Ææææh, jeg tror lige, jeg henter mor.” Vi har i sproget vendingen om, at “vi kender hinanden på travet,” som betyder, at der noget, vi ikke behøver at snakke om, fordi