GRÆNSEN - magasin for mindretal, sprog og kultur by GRÆNSEN

nr. 2 / april 2014 – 76. årgang

magasin for mindretal, sprog og kultur

1864 I DANSK OG EUROPÆISK HISTORIE

KØBENHAVNSK KRIGSEUFORI NATION, REGION, 1864 – EN NY FORTÆLLING?

nr. 2 / april 2014

INDHOLD NATION, REGION, 1864 – EN NY HISTORIE? En omfortolkning af 1864 til en positiv historie om samarbejde er vanskelig, men nødvendig. Det mener professor Steen Bo Frandsen, der foreslår, at man ikke længere affinder sig med det forenklede billede af Sønderjylland som slagmark for en evig national kamp. SIDE 4

KØBENHAVNERNE VAR GREBET AF NATIONAL EUFORI Kampene i 1864 udspillede sig langt fra hovedstadsområdet. Alligevel var befolkningen i København og den københavnske presse optændt af krigsbegejstring og følelsen af at kunne gå på vandene. Men efterhånden som krigen skred frem, og hundreder af sårede blev skibet til København, vendte krigsstemningen, og man indså, at man balancerede på kanten af undergang. SIDE 10

1864 I DANSK OG EUROPÆISK HISTORIE Set fra i dag kan vi se, at 1864 reelt var godt for danskerne og skidt for tyskerne, skriver professor Uffe Østergaard. 1864 var selvforskyldt, men på længere sigt ret positivt. Især fordi 1920 gav muligheden for at stemme den nordlige del af Slesvig “hjem” til den danske stat. SIDE 14

LÆS OGSÅ SIDE 8 GRÆNSEFORENINGEN LANCERER 1864-BRÆTSPIL SIDE 20 BERETTIGET SELVBEVIDSTHED ELLER LÅNTE FJER? SIDE 23 NY FOLKELIG INDFØRING I KRIGEN SIDE 24 1864 I LITTERATUREN

WWW.GRÆNSEN.DK

NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

nr. 2 / april 2014

LEDER

HVAD KAN VI LÆRE AF DYBBØL? Af Finn Slumstrup, formand

Krigen i 1864 vil i år blive genopført masser af gange. I bogform og i artikler. Flensborg Avis følger krigens udvikling dag for dag som en fint tilrettelagt føljeton. Grænseforeningen sørger for, at familier og venner kan samles om de voldsomme begivenheder med brætspillet “1864. Fra slagmarken på Dybbøl til nutidens dilemmaer.” Og krigen vil blive dramatiseret fra ydmyge produktioner på kreative skoler til Danmarkshistoriens hidtil dyreste dramaproduktion, en tv-serie over otte søndage på DR1 med titlen “1864 – hjerter bløder i krig og kærlighed.” Det er egentlig ikke så mærkeligt, at skeptikere allerede i læserbreve og debatindlæg har advaret om, at der er risiko for, at det hele går op i fest og gøgl. Den bekymring deler jeg dog ikke. Derimod tror jeg, at det er vigtigt – midt i overflødighedshornet af begivenheder – at vi prøver at svare på spørgsmålet om, hvorfor der vitterligt er al mulig grund til at markere 1864 – også ud over det indlysende historiske perspektiv. Dybbøl vokser og forandrer sig nemlig gennem tiderne. Først var der en forfærdelig dansk militær nederlagshistorie. Derefter opdagede vi, at der ud af krigens gru og mørke voksede et folkeligt gennembrud og en lille dansk nationalstat med livskraft. Langt senere fik vi overskud til at rumme, at Dybbøl ikke blot var et dansk militært nederlag, men at det også var en prøjsisk militær sejr – som blev en del af fundamentet under Tysklands samling. Endnu senere gik denne sejrlinje over i det nazistiske vanvid for at slutte som et sammenbrud uden sidestykke i 1945. Derfra er dagens positive grænselandsvirkelighed skridt for skridt vokset frem. København-Bonn-erklæringerne fra 29. marts 1955 er den nye virkeligheds dåbsattest. Med disse gensidigt forpligtende hensigtserklæringer tog Danmark og Vesttyskland den erkendelse til sig, at spændingerne mellem nationale flertal og mindretal ikke kan fjernes med undertrykkelse og militærmagt. Man må i stedet forsøge på at gøre fjendtlige spændinger til konstruktive forskelligheder. Derfor er de to erklæringer begge båret af “ønsket om at fremme det fredelige

samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse.” Derefter kunne man i erklæringerne henvise til artikel 14 i den europæiske konvention om menneskerettigheder, med dens stolte ord om, at ingen må underkastes forskelsbehandling på grund af sit tilhørsforhold til et nationalt mindretal. I de forløbne snart 60 år er det blevet nærmest selvfølgeligt i grænselandet, at sådan bør forholdene være mellem flertal og mindretal. Og det i så høj grad, at man kan være fristet til at undre sig over, hvorfor de andre ikke er lige så kloge som os?

Det dansk-tyske grænseland er beviset på, at det umulige kan lade sig gøre Så kan det være på sin plads at minde om 1848-50, 1864, 1920, 1933-45. Det er i bogstaveligste forstand gennem blod, sved og tårer, vi efterhånden har lært, at problemet ikke kan løses med vold. Men nu – hvor vi altså møjsommeligt har lært det – er det vigtigt, at vi minder både os selv og andre om, at såfremt begge parter bekender sig til den demokratiske samfunds- og livsform; at såfremt man mødes som ligeværdige parter i øjenhøjde, og såfremt man gensidigt anerkender hinandens ret til at leve i regionen, da kan konflikt transformeres til frugtbar forskellighed. Krim og Ukraine er det seneste af mangfoldige eksempler på, at det kan forekomme ubegribelig vanskeligt at komme så langt. Det dansk-tyske grænseland er beviset på, at det umulige kan lade sig gøre.

nr. 2 / april 2014

NATION, REGION, 1864

– EN NY HISTORIE? En omfortolkning af 1864 til en positiv historie om samarbejde er vanskelig, men nødvendig. Det mener professor Steen Bo Frandsen, der foreslår, at man ikke længere affinder sig med det forenklede billede af Sønderjylland som slagmark for en evig national kamp.

Jubilæer har altid været en anledning til at huske tilbage, men hvor erindringen tidligere koncentrerede sig om bestemte datoer, udvikler det sig nu til rene begivenhedsbombardementer, der strækker sig over hele jubilæumsåret. Udbruddet af Første Verdenskrig blev “fejret”, endnu før 2014 var skudt i gang. Ingen kunne vente til august. Med 1864 er det ikke meget anderledes. Den 18. april står ikke længere alene. Konferencer, udstillinger, genopførsler jager hinanden. Senere på året truer endda en på forhånd kraftigt opreklameret film. For historikere er jubilæer for længst blevet anledninger til at søge om penge. Alt skal have “relevans”, og det krav opfylder en rund fødselsdag som regel. Men er en historisk begivenhed virkelig “relevant”, fordi den kan fejre jubilæum? Betydningen af 1864 i dansk historie er hævet over enhver diskussion, men er der grund til at mene, at et 150-års-jubilæum skulle gøre det fornødent at pointere det? Og hvad er det lige, vi vil erindre? Et blodigt nederlag? En national forsmædelse? Helstatens undergang og nationalstatens fødsel? Vil vi repetere de nationale myter, eller skal jubilæet benyttes til selvkritik? Tidligere var det lettere. Nederlaget var uløseligt knyttet til den nationale ideologi. Bearbejdningen af det spillede en mægtig rolle under arbejdet med at gøre folket i den danske småstat til en nation. Derfor er det vanskeligt at skille erindringen om 1864 fra et bittert had, der som i andre nationer fungerede som bindemiddel i den nationale selvforståelse.

Foto: RaBoe/Wikipedia.

Af Steen Bo Frandsen

Der blev hæget om et fjendebillede, der gjorde det lettere at se forbi egne fejl, og desuden bidrog konstruktivt til at transformere tab og nederlag til noget brugbart i danskheden. Det er kun delvis rigtigt og slet ikke enestående, at danskerne fejrer deres nederlag. 1864 skabte kun forbigående en tabernation. Det bidrog på

nr. 2 / april 2014

Luftfoto af Ejderen. Der er en sammenhæng mellem nutidens debatter om infrastruktur og økonomisk udvikling i grænseregionen og den fortrængte historie om Slesvig som forbindelsesland frem for grænseland, skriver Steen Bo Frandsen.

længere sigt til en mere realistisk vurdering af landets spillerum, end de fleste andre nationalismer kunne fremvise. DEN EMOTIONELLE ERINDRINGS LIVSKRAFT

I 2014 er den gamle kombination af 1864 og nationalt fjendebillede blevet meningsløs. Det har været undervejs i en meget lang årrække. Ved højtideligheden på Dybbøl i 1964 forsøgte statsminister Jens Otto Krag at slå en ny tone an, men næppe havde han talt færdig, før kong Frederik IX greb ordet og med sin spontane tale markerede den bagud-

rettede, emotionelle erindrings fortsatte livskraft. Dybbøl Mølle blev da også i årene derpå ved med at være et symbol for modstanderne af et dansk engagement i europæisk politik, der fortsat så landet truet på livet af den store nabo. I mellemtiden får dog selv den gamle fjende lov til at være med på Dybbøl den 18. april.

nr. 2 / april 2014

Det er svært at “fejre” krigen 1864 og med nationalt engagement rette blikket mod en fjende, som er en af Danmarks nærmeste samarbejdspartnere og til næste år har været allieret i 60 år. Tom BukSwientys store succes med “Slagtebænk Dybbøl” er da heller ikke skabt på en gentagelse af den gamle nationale fortælling om krigen. Tværtimod er han forbeholden i omgangen med den

Da man kendte udgangen på historien, vidste pludselig enhver, at helstaten havde været en håbløs ide, og hvorfor danmarkshistorien nødvendigvis måtte ende i nationalstaten. Det nationale fjendskab til det tyske blev skrevet tilbage til de ældste tider. Det nationale perspektiv skjulte, at 1864 repræsenterede et endnu mere dramatisk vendepunkt i forholdet mellem dansk, slesvigsk og holstensk. Den lange krise, der dette år fandt en foreløbig afslutning, var begyndt som en regional konflikt, da den stabile alliance mellem den danske kongemagt og ridderskabet i hertugdømmerne begyndte at slå revner. Det lykkedes ikke at reparere forholdet og bringe forbindelsen mellem rigsdelene på en ny fællesnævner – det kunne have været en føderation af helstatens dele – og forbindelsen gik i opløsning.

1864 skabte kun forbigående en tabernation danske krig og benytter med stort held stemmer fra den anden side til at vise, at fjendens soldater også var mennesker. En kritisk distance til den traditionelle 1864-historie findes i andre udgivelser fra de senere år. Det understreger blot, at nationalstaten for længst har sejret og i dag er så selvfølgelig, at den ikke længere har brug for den gamle følelsesladede retorik. Den kan endda undvære de gamle fjender og befinder sig langt inde i en aktiv udvikling af de umiddelbare naboskaber gennem afspænding og grænseoverskridende samarbejde. Begge 1800-tallets slesvigske krige var med den tyske historiker Dieter Langewiesches terminologi “nationalstatsgrundlæggelseskrige”. Freden i Wien i oktober 1864 gjorde Danmark til en nationalstat. Riget skrumpede gevaldigt ind og blev endnu mindre end det Ejderdanmark, de nationalliberale havde drømt om. Det tog sig for mange ud som en dødsdom, men det skulle vise sig at være en stor fordel. Der var kun det utvetydige Danmark tilbage. Ejderstaten var slet ikke en nationalstat, og den ville have gjort nationsbygningen anderledes vanskelig. I naboskabet var 1864 et vendepunkt, og det kom til at bestemme både fortid og fremtid. Hele fortiden blev en forhistorie.

ET ANDET BILLEDE

Under konflikten trængte den nationale modsætning alle regionale problemstillinger i baggrunden. Regioner hørte i den nationale tankeverden fortiden til. Det blev slået fast, da det gamle hertugdømme efter folkeafstemningerne i 1920 forsvandt ind i de to nationalstater. Så længe sprogligt-kulturelle spørgsmål dominerede, var den nationale sejr klar. Sønderjylland vandt en enestående plads i den nationale fortælling, der lod den mindst danske del af Danmark fremstå som den mest danske. Sønderjylland blev selve symbolet på den nationale kamp mod det tyske. Inden for økonomi og infrastruktur tegnede der sig et andet billede, for her tabte regionen terræn under den nationale kamp. Mens slesvigerne ikke uden grund havde følt sig langt forud for deres nørrejyske naboer, tegnede der sig et helt andet billede efter 1920. Grænsen – først ved Kongeåen, siden ved Skelbækken – adskilte to nationalstater. De regionalistiske og nationalistiske

historier fra midten af 1800-tallet og frem handlede om modsætning og adskillelse. De hævdede nødvendigheden af en entydig grænse over halvøen. Deres historie om naboskabet blev derfor historien om en grænse og dens forløb. Grænsedragningen fik en dominerende betydning efter 1864 og havde sin egen logik i det nationalstatslige system. Grænsen adskilte nationalstaterne, men den blev følt særlig stærkt i grænseregionen, der blev skåret over. Menneskene på begge sider var direkte involveret i dens tilblivelse og forløb gennem folkeafstemningerne i 1920. Erindringen om de begivenheder, der knyttede sig til kampen for grænsen før og efter 1920, havde en mobiliserende funktion i selve grænseregionen og bevarede den her, længe efter at interessen for grænsen var for aftagende andre steder. Historien og erindringen om 1864 repræsenterer kampen for en grænse mellem dansk og tysk. Den fredelige afgørelse i 1920 var forbundet med den blodige konflikt i 1864. I historiens lange linje markerer 1864 i sig selv et brud i naboskabet. Året danner en grænselinje, der definerer et før og efter, et på den ene side og på den anden side af krigen. 1864 gør det næsten umuligt at fortælle historien om en kontinuitet. 1864 markerer både en grænse i tid og en grænse i rum. I 2014 er der igen et ønske fra politisk hold om at give 1864 en anden betydning. Det minder ikke så lidt om historien om den hjemvendte Flensborgløve, der ikke længere skal være et sejrsmonument, men et symbol på fredelig sameksistens. En omfortolkning af 1864 til en positiv historie om samarbejde er vanskelig. Spørgsmålet er, om ikke en grænseregion med det sympatiske program at ville se fremad og prioritere udvikling og samarbejde på tværs af grænsen i stedet burde lede efter en helt anden historie. En mulighed kunne være, at grænseregionen erobrer sin historie tilbage fra den nationalhistoriske fortolkning og ikke længere affinder sig med det forenklede billede af Sønderjylland som slagmark for en

Foto: Scanpix

nr. 2 / april 2014

I 2014 er der igen et ønske fra politisk hold om at give 1864 en anden betydning. Det minder om den hjemvendte Istedløve, der ikke længere skal være et sejrsmonument, men et symbol på fredelig sameksistens, mener Steen Bo Frandsen.

evig national kamp. Den historie opstod ikke i regionen, men blev bragt dertil af nationale bevægelser i syd og nord. I Slesvig skabte den splid og splittelse, men virkede naturligvis siden som et bindemiddel for de nye nationale samfund. I nutiden er regionen imidlertid vendt tilbage til den langt mindre modsætningsfyldte atmosfære, som var fremherskende inden de nationale ideologier dukkede op. Spørgsmålet melder sig da, om ikke historien med grænsen, den nationale kamp og 1864 i forgrunden i virkeligheden er en parentes? Slesvig/Sønderjyllands historie var gennem århundreder ikke kun en national kamp. En grænse, som den nationalstaterne trak gennem regionen, var noget nyt. ET KONTINUUM AF GRADSFORSKELLE

Regionen kan fortælle andre historier, som har deres berettigelse i landskabet, selv om de ikke fandt nåde for den nationale historieskrivning. En af dem handler om regionen som forbindelsesled frem for grænseland. Den fortæller om halvøen som overgang og gennemgang. Det er billeder, der bedre beskriver især det nationalt uafklarede Slesvigs identitet. Det var med de nationale idéer næsten umuligt at trække en grænse nogetsteds, for sprog, interesser, identiteter og orienteringer var vævet ind i hinanden. Halvøen gav en fornemmelse af, hvorfor dansk og tysk hos mange fremmede iagttagere blev set i et kontinuum af gradsforskelle. Grundtvig talte endnu i 1830’erne om “dansk Holsten” som en betegnelse, der understregede de delte identiteter. Halvøen var en kontaktflade med vigtige trafikforbindelser både nordsyd og østvest. Økonomiske og infrastrukturelle forbindelser var fremtrædende karakteristika, inden

grænsedragningen. Som velstående og dynamisk del af helstaten byggede regionen på udveksling af varer, mennesker og ideer. Slesvig spillede en meget afgørende rolle som bindeled mellem kongeriget og hertugdømmet Holsten. Efter 1920 blev regionen periferi på begge sider af grænsen. Ironisk nok var 1800-tallet både en tid med nye grænsedragninger og en voldsom trang til bevægelse og udvidede kontakter med omverdenen. Det var ikke tilfældigt, at den nationale diskussion i helstatens sidste årtier forløb parallelt med infrastrukturelle debatter om anlægget af chausseer, jernbaner, skibsforbindelser og deres linjeføringer. Liberale fremskridtskræfter hilste dem velkommen som en mægtig chance for økonomisk udvikling, velstand, tidsgevinst og informationsvinding – ikke mindst på en halvø, der var afhængig af kontakter til omverdenen. Andre så det imidlertid som en trussel mod lokale skikke og national egenart. For nationalliberale og konservative var effektive forbindelser til den store verden ikke automatisk et fremskridt. De ville kontrollere strømmen af mennesker og varer. For dem var det ikke ligegyldigt, hvem danskerne handlede med. Det kom tydeligst til udtryk i det bemærkelsesværdige forslag om en forlængelse af den nørrejyske kystlængdebane til Flensborg og derfra til den kommende storhavn i Husum. Banen skulle ikke have en forbindelse mod syd, så slesvigerne og nørrejyderne ikke følte sig fristede til at rejse derned eller sende deres varer dertil. Det er vel nok værd at overveje, om ikke der er en sammenhæng mellem nutidens debatter om infrastruktur og økonomisk udvikling i grænseregionen og den fortrængte historie om Slesvig som forbindelsesland frem for grænseland. Den historie, som vi vælger at prioritere, er med til at præge bevidstheden om fremtiden. Måske kunne det være den lære, som det efterhånden er blevet muligt at drage af 1864. Steen Bo Frandsen er professor ved Institut for Grænseregionsforskning, SDU.

nr. 2 / april 2014

GRÆNSEFORENINGEN LANCERER

BRÆTSPIL OM 1864

Spillet skal formidle viden om de skæbnesvangre begivenheder i Sønderjylland i midten af 1800-tallet. Men det er ikke blot en quiz om historisk viden. Det handler også om, hvordan nederlaget og konsekvenserne af at være blevet en småstat har påvirket dagens Danmark. Af Rasmus Vangshardt

“Danskheden var i spil i 1848, 1864, 1945 og 2013. Men spørgsmålet er, om det var den samme danskhed. Ændres vores opfattelse af danskhed over tid?”

og flertal i Sydslesvig og Sønderjylland. Tror du, at mennesker i det dansk-tyske grænseland er mere tolerante end andre steder i verden?”

“Sammenlignet med andre steder i verden med sproglige og kulturelle mindretal, er der meget få konfrontationer mellem mindretal

Sådan lyder to af de dilemmaspørgsmål, deltagerne kan blive stillet i Grænseforeningens nyligt lancerede brætspil “1864

– Fra slagmarken på Dybbøl til nutidens dilemmaer”. Det er et quizspil a la Trivial Pursuit og Besserwizzer, men adskiller sig ved, at deltagerne også skal forholde sig til mere subjektive spørgsmål som de nævnte. Da GRÆNSEN spørger medarbejderne på kontoret, hvordan de ville forholde

nr. 2 / april 2014

sig til dilemmaerne, er der da også meget forskellige svar: Én tror ikke på, at mennesker i det dansk-tyske grænseland er mere tolerante, men dog at ungdommen derfra har en anden kulturel intelligens. En anden er helt sikker på, at danskheden ændres over tid: “Bare indenfor min levetid synes jeg at kunne ane en ændring. I 1980’erne var der en anden stolthed, end der er i dag. Noget af vores uskyldighed er forsvundet,” forklarer hun. DANMARKS VILKÅR

Grænseforeningens generalsekretær, Knud-Erik Therkelsen, forklarer, hvorfor dilemmaspørgsmålene er taget med i spillet: “Målet er at gøre opmærksom på, at de værdier og holdninger, danskerne efter nederlaget udviklede, stadig spiller en rolle og ofte deler os i helt aktuelle diskussioner. Vores forhold til fremmede, vores gensidige tillid til hinanden, vores forhold til statsmagten, og det, at vi udnævnes til at være verdens lykkeligste folk – for blot at nævne nogle eksempler. De fleste danskere kender ikke disse sammenhænge, og det gør det svært for os at håndtere fremtidens udfordringer.” Spillets dynamik handler om at evakuere så mange soldater som muligt over til Als. Når man svarer forkert på et spørgsmål, er straffen derfor, at man må sende nogle af sine soldater i kamp ved Dybbøl. Dermed er fokus altså lagt på evakueringen, snarere end på at vinde Slaget ved Dybbøl ved at slå så mange preussere ihjel som muligt. “Der skete det, der skete, og at give spillet en anden vinkel ville lægge en gammel-national sort-hvid ramme ned over spillet. At gøre evakueringen af danske soldater til spillets mål er i overensstemmelse med den virkelighed, Danmark al-

tid vil være i ved en frontal konfrontation med vores tyske nabo. Det er et vilkår for lilleputstaten Danmark og befolkningen, hvilket den 9. april også bekræfter. Man kan sige, at spillets målsætning om at evakuere i sig selv rejser et fuldstændigt centralt spørgsmål om Danmarks forhold til Tyskland og Europa, som fører til gode og væsentlige samtaler,” uddyber KnudErik Therkelsen. FOR DEN ÅBNE DANSKHED

Han forklarer videre, at spillets udformning skal ses i lyset af Grænseforeningens arbejde for “en åben danskhed”:

“Alle Grænseforeningens aktiviteter tager udgangspunkt i ’en åben danskhed’ – således også spillet. Hvis spillet havde taget udgangspunkt i ’en lukket danskhed’, ville vi måske have givet det en drejning, hvor det handlede om at slå flest mulige preussere ihjel og at fremstille fjenden som dæmoner og umennesker og danskerne som entydigt heltemodige. Altså den nævnte gammeldags sort-hvide fremstilling af krigen. Dette ville være alt for simpelt og unuanceret og blot medvirke til at fastholde modsætninger og fjendebilleder nu 150 år efter.”

TEST DIG SELV

Tre eksempler fra spillet Hvem har malet “Tilbagetoget fra Dannevirke”, et af de kendteste nationale malerier i Danmark? (Forsiden af dette blad, red.) 1) Niels Simonsen 2) Wilhelm Hammershøi 3) Oluf Høst Hvor løber grænsen mellem Danmark og Tyskland tværs gennem byen? 1) Rudbøl 2) Sæd 3) Rens Da krigen var afsluttet og fredsbetingelserne en realitet, var Danmark blevet mindre. Før krigen var arealet af det danske monarki ca. 60.000 km2. Hvor stort var det efter 1864? 1) Ca. 55.000 km2 2) Ca. 40.000 km2 3) Ca. 35.000 km2 Se svarene nederst på side 35.

nr. 2 / april 2014

KØBENHAVNERNE VAR

GREBET AF

NATIONAL E

Kampene i 1864 udspillede sig langt fra hovedstadsområdet. Alligevel var befolkningen i København og den københavnske presse optændte af krigsbegejstring og følelsen af at kunne gå på vandene, og det var fra hovedstaden, at hele krigskursen blev sat. Men efterhånden som krigen skred frem, og hundreder af sårede blev skibet til København, vendte krigsstemningen, og man indså, at man balancerede på kanten af undergang. Af Marianne Nygaard Knudsen

“Her hersker en generel nedtrykthed. Katastrofen ved Dybbøl har bragt krigen tæt på og på en måde, jeg har en mistanke om, at den aldrig har været det før hos københavnerne”. Ordene stammer fra avisen The Daily Telegraphs engelske krigskorrespondent Dicey, som i 1864 befandt sig i København. I bogen “Dommedag Als” citerer historiker og forfatter Tom Buk-Swienty krigskorrespondenten for disse linier, som indkapsler den stemning, der prægede hovedstaden og dens befolkning hen mod slutningen af krigen. Under opholdet i København beskrev Dicey byen som værende et sted, der var centrum for tab, sorg og en national katastrofe. Ved krigens afslutning havde størstedelen af københavnerne nemlig mistet tilliden til, at krigen kunne vindes, og de adskillige lazaretskibe, som lagde til kaj ved København, bragte hundreder af unge, sårede soldater med sig. Den tidligere optimistiske folkestemning var nu som forduftet. PRESSEN I KØBENHAVN OPPISKEDE KRIGSSTEMNINGEN

Dette mismod stod i stærk kontrast til den store krigsbegejstring, der, indtil Als faldt den 29. juni 1864, havde grebet befolkningen overalt i ho-

vedstaden. Hele krigskursen startede og udviklede sig i København, og her var krigen dagligt til stede i befolkningens bevidsthed. Dette til trods for at krigens virkelige slag udspillede sig ved den sønderjyske grænse, som geografisk og mentalt lå langt væk fra hovedstadsområdet. Det fortæller historiker Tom Buk-Swienty, der er forfatteren bag bøgerne “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”. “Der var en meget høj grad af krigsentusiasme i København, som særligt blev opildnet af det, der hed den nationalliberale presse. En af de store toneangivende stemmer var redaktøren på den nationalliberale avis, som hed Fædrelandet. Chefredaktøren Carl Ploug og den anden avis, Dagbladet, havde en proaktiv krigskurs, som kom til syne i avisernes spalter. Ploug skrev særdeles begejstret om krigen og var en hardliner, som virkelig gik ind for, at Danmark skulle gå til Ejderen – næsten for enhver pris. Pressen var altså i den grad med til at oppiske en krigsstemning i befolk-

nr. 2 / april 2014

Arkivfoto

L EUFORI København i slutningen af 1800-tallet. Befolkningen i København og den københavnske presse var optændte af krigsbegejstring og følelsen af at kunne gå på vandene.

ningen, og politikerne følte sig presset af tonen i pressen,” siger Tom BukSwienty. Krigsbegejstringen gjaldt størstedelen af befolkningen i hovedstaden og spredte sig til alle samfundslag. Det var imidlertid ikke kun i den københavnske presse og blandt den almindelige befolkning, at begejstringen for krigen var stor, for også konseilspræsident D.G. Monrad besad en ukuelig tiltro til, at Danmark ville vinde over preusserne. Bakket op af kong Frederik den 7. og senere kong Christian den 9. ledte D.G. Monrad derfor an i krigskursen og tilhørte ligesom Ploug den nationalliberale politiske retning, som siden 1840’erne havde ønsket en sammenknytning af Slesvig til kongeriget Danmark.

Forfatter Hanne Reintoft, der har skrevet romanen “Nu er det længe siden” om krigen i 1864, tilskriver politikerne og det danske demokrati skylden for det, hun kalder et “politisk vanvid”. Det purunge demokrati fra 1849 og manglen på demokratisk tradition for at regere kom til at præge krigsudviklingen og det efterfølgende nederlag, mener hun. “1864 var en fuldstændig ulykkelig historie, for det var så dumt at ville have Danmark til Ejderen og inddrage Slesvig, når det var stik imod fredsafslutningen fra 1852. Og at man oven i købet troede, at man kunne mobilisere en hær på 50.000 mand, og så fandt man kun 30.000. Det var politisk vanvid og skandaløst, at man ville føre krig. Men netop derfor var det nødvendigt at hidse befolkningen op

til denne offervilje og kampgejst,” siger Hanne Reintoft. NATIONALT DRØMMERI OG EUFORI

Begejstringen over for krigen viste sig blandt andet ved, at præsterne til søndagens gudstjenester bad for soldaterne og deres held i kampene. Også på byens kroer og værtshuse skrålede mænd med på fædrelandssange som for eksempel Peter Fabers slagsang “Dengang jeg drog af sted” fra 1848. Denne sang og mange andre fædrelandssange fra perioden blev symbol på den store tiltro til den danske krigs- og kongemagt, som var startet med Treårskrigen, der også kaldes Den Første Slesvigske Krig fra 1848-50. Under Treårskrigen mod slesvig-holstenerne, hvor danskerne endte med at vinde Slesvig,

nr. 2 / april 2014

kom kongeriget til at gå til Ejderen. Med sejren grundfæstede der sig en national fællesskabsfølelse i den danske befolkning, der kom til at ligge til grund for den krigsoptimisme, der også prægede årene omkring 1864. “Det var en krig, som medførte en euforisk nationalisme, så man næsten følte, at man kunne gå på vandene. Du kan også sige, at Danmark var i krig mod hele det tyske forbund i Treårskrigen. Man glemte dog, at andre omkringliggende stormagter gik ind og hjalp os og pressede preusserne ud af krigen. Så der var mellemregninger, man tog ud af historien, og det billede, der stod tilbage, var af den tapre landsoldat, og det gav en, kan vi bagefter se, urealistisk tiltro til den danske krigsmagt,” siger Tom Buk-Swienty. Tiltroen til den nationale ånd og fællesskabsfølelse smittede også af på litteraturperioden fra første halvdel af 1800-tallet, som er blevet døbt “nationalromantikken”. Forfattere og digtere dyrkede det nationale gennem blandt andet fædrelandssange og -digte. Og det var denne nationalfølelse, der fortsatte op gennem 1860’erne og greb befolkningen i krigsårene. Men da

Arkivfoto

Avisredaktøren Carl Ploug var en del af den nationalliberale presse i København, der var begejstret om krigen, fortæller Tom Buk-Swienty.

“Der var oprørstilstande i de københavnske gader, for pludselig faldt Dannevirke, som – troede man – kunne holde modstanderne tilbage, og man var meget tæt på en revolution i København. Efter at tropperne trak sig tilbage fra Dannevirke, var der folkemasser, som gik ud i byen og protesterede mod regeringen og ville have afsat kongen. Så der var en meget stærk følelsesmæssig involvering i krigen,” siger Tom Buk-Swienty. I takt med at der kom flere og flere rutefarter med lazaretskibe til København med sårede soldater, blev stemningen imidlertid mere forsigtig. Krigen kom på en helt anden måde end tidligere ind på livet af befolkningen, og der bredte sig snart en nervøs stemning. Mange hundrede borgere stimlede sammen i gaderne og stod med fornemmelsen af, at nu var det alvor, og at det var deres egne fædre, sønner og brødre, der var faldet, fortæller Tom Buk-Swienty. “Nøglescenen for København var i dagene efter den 18. april, hvor man efterhånden fik alle de faldne officerer hjem, og der var surrealistiske ligoptog i gaderne, hvor man dagligt begravede den ene officer efter den anden. Du kan næsten mærke den ejendommelige stemning, der var i byen. På den ene side var man besat af at ville fortsætte krigen, men samtidig havde man en stærk fornemmelse af, at man balancerede på undergang,” siger han.

Der var en meget høj grad af krigsentusiasme i København, som særligt blev opildnet af den nationalliberale presse – Tom Buk-Swienty

slaget blev tabt i 1864, blev også dette nationalromantiske sværmeri afløst af mismod og nederlagsfølelse. KRIGSSTEMNINGEN VENDTE EN GANG FOR ALLE

Det skelsættende tidspunkt i krigen, som også blev vendepunktet for folkestemningen i København, var tilbagetrækningen fra Dannevirke d. 5. februar 1864.

nr. 2 / april 2014

Det var så dumt at ville have Danmark til Ejderen og inddrage Slesvig, når det var stik imod fredsafslutningen fra 1852 – Hanne Reintoft

Da Als faldt et par måneder efter, den 29. juni, opdagede befolkningen i hovedstaden, at preusserne også var i stand til at indtage øer. Den sikre følelse af afstand og beskyttelse, man hidtil havde følt, blev nu afløst af en nervøs stemning, for pludselig opdagede man, at modstanderen også var i stand til at komme til Sjælland. På det tidspunkt vendte krigsstemningen en gang for alle, og al tidligere begejstring og modstandskraft blev med ét brudt. Dette viste sig blandt andet ved den modtagelse, soldaterne fik, da de vendte hjem. Da soldaterne efter Treårskrigen vendte hjem, blev de modtaget som krigshelte i de københavnske gader, men da de overlevende soldater i 1864 vendte hjem, var modtagelsen imidlertid en helt anden, fortæller Hanne Reintoft. “De hjemvendte soldater måtte næsten gemme sig og blev modtaget som betlere i stedet for helte. De var virkelig ildesete blandt befolkningen, og det er jo en skrækhistorie at tænke tilbage på, for de kæmpede meget tappert i Dybbøllejren,” siger hun. Den engelske krigskorrespondent Dicey beskrev stemningen i København omkring krigens slutning med ordene, citeret efter “Dommedag Als”: “Selv blandt den lille kreds af bekendte, jeg som en fremmed har i denne by, kan

jeg ikke gå nogen steder uden at høre den samme historie om privatmenneskers tab og sorgen, som er forårsaget af den nationale katastrofe.” Marianne Nygaard Knudsen er freelancejournalist.

D.G. MONRAD Dansk nationalliberal politiker, biskop og konseilspræsident (statsminister) fra 1863-64. Han var med til at skrive Junigrundloven af 1849. Under krigen i 1864 var Monrad med til at bære hovedansvaret for den politik, der blev ført. Han var stor optimist på Danmarks vegne og medredaktør af den nationalliberale avis “Fædrelandet”.

FREDERIK DEN 7. Dansk konge fra 1848 til sin død i 1863. Han blev gift tre gange, og hans tredje hustru var Louise Danner. Hans valgsprog var “Folkets kærlighed, min styrke”. Med Grundloven og demokratiets indførelse afskrev han sig enevældsmagten. Fortaler for krigen i 1864 og stod bag de nationalliberale.

C.P. PLOUG Levede fra 1813-1894. Chefredaktør for den nationalliberale avis Fædrelandet, journalist og forfatter. Fortaler for krigen og en af hovedkræfterne bag krigsstemningen i København. Stod det til ham, skulle Danmark kæmpe mod preusserne til sidste mand.

nr. 2 / april 2014

1864

I DANSK OG EUROPÆISK

HISTORIE Set fra i dag kan vi se, at 1864 reelt var godt for danskerne og skidt for tyskerne, mener professor Uffe Østergaard. 1864 var selvforskyldt, men på længere sigt ret positivt. Især fordi 1920 gav muligheden for at stemme den nordlige del af Slesvig “hjem” til den danske stat.

Kan vi ikke snart blive færdige med at høre om 1864, kan jeg huske, at jeg skrev i en stil til studentereksamen i 1964. Egentlig ikke fordi jeg og mine klassekammerater var blevet overfodrede med oplysninger om nederlaget i 1864 og dets følger, selv om vi som studenter fra Tønder Statsskole selvfølgelig havde hørt om nederlaget. Jeg kan heller ikke huske at have læst nogle af alle de publikationer, der udkom i hundredåret, men alligevel mente vi i ungdommeligt overmod, at “1864” måtte vi dog nu have hørt nok om, ligesom vi heller ikke mente, at der kunne siges mere om besættelsen 1940-45. Siden hen er jeg kommet til at tænke på, at adskillige af min årgang kom fra det tyske mindretal og må have talt tysk derhjemme sammen med det sønderjyske, som vi dyrkede i en tidlig udgave af

Foto: Lars Salomonsen

Af Uffe Østergaard

nr. 2 / april 2014

Selvom vi stadig lever i skyggerne fra nederlaget ved Dybbøl, har konsekvenserne på lang sigt været overvejende positive, skriver Uffe Østergaard.

nr. 2 / april 2014

I politik er mangel på viden om realiteterne værre end umoral

DA DANMARK NÆSTEN GIK UNDER

Jeg skal ikke beklage mig over den ballast, vi fik med fra skolen, men alligevel fundere over, at vi som selvbestaltede intellektuelle ikke havde mere sans for historien om det nederlag, som danskerne under amatørmæssig, nationalliberal ledelse i 1860’erne havde rodet sig ind i. Og siden bebrejdede et ondt og uforstående Tyskland. Heller ikke da fjenden Tyskland blev udskiftet med Europa i debatten om det europæiske samarbejde, blev der stillet mange spørgsmålstegn ved velindarbejdede danske myter. Heldigvis gik det danskerne meget bedre end fortjent. Landet ikke blot overlevede som selvstændig småstat, men indledte en demokratisering, økonomisk, socialt og kulturelt, som har overlevet næsten helt til i dag. Småstaten Danmark havde endda held til, netop i kraft af sin ringe størrelse, at profitere på den globalisering, der fandt sted i anden halvdel af

1800-tallet med verdensomspændende firmaer som ØK, Store Nordiske Telegrafkompagni og Transatlantisk Kompagni. Det sidste investerede voldsomt i Rusland og derfor gik det ned som resultat af revolutionen i 1917 og rev Landmandsbanken (omdøbt til Danske Bank af den grund) med sig i faldet i 1922. Set fra i dag kan vi se, at 1864 reelt var ret godt for danskerne og skidt for tyskerne, hvis vi ser på hele den lange periode efter det katastrofale nederlag med tabet af øen Als 29. juni 1864. Den 15. juli 1920 kunne kong Christian den 10. ride over grænsen ved Frederikshøj på sin hvide hest og dermed markere, at Nordslesvig efter 56 år blev genforenet med Danmark, og “en røvet datter dybt begrædt” dermed var kommet frelst tilbage, som Henrik Pontoppidan skrev i 1918. Sydslesvig måtte dog blive tilbage, men “genforeningen”, der reelt var en forening af provinser, som havde haft forskelligt tilhørsforhold siden 1200-tallet, markerede afslutningen på et nationalt traume, og befolkningen syd for Kongeåen blev forenet med Kongeriget. Det indebar, at Kongeå-grænsen blev reduceret til et glimrende lille museum syd for Kolding. Det er godt, men kunne forlede os til at tro, at 1864 og 1920 i dag er blevet til ren nostalgi på linje med Nøddebo Præstegård og klunketiden. Det er ikke tilfældet. DEMOKRATISERING QUA NEDERLAG

Selvom 1864 ikke længere er et blødende sår i den danske nationale selvforståelse,

Foto: Polfoto

regionalistisk identifikation. Som tilflytter fik jeg aldrig lært sønderjysk, lige så lidt som plattysk, der endnu ventede på sin nostalgiske renæssance, eller frisisk, der tales langs hele Sydslesvigs vestkyst til Niebüll en halv snes kilometer syd for Tønder. Til gengæld lærte jeg via fjernsynet at værdsætte tyske udgaver af alt fra Shakespeare til Karl May og ikke at undre mig over, at John Wayne talte tysk i de synkroniserede film på ARD og ZDF. Men at en del af eleverne på skolen kom fra tyske mindretalshjem, blev der ikke talt om.

nr. 2 / april 2014

Professor Uffe Østergaard mener, at det er gået danskerne langt bedre end fortjent siden 1864.

er følgerne af det selvpåførte nederlag ikke overvundet. Der er fortsat spor af 1864. Det gælder danskernes selvopfattelse som små og fredsommelige, og det gælder forholdet til etniske minoriteter, afvisning af tosprogede vejskilte på dansk og tysk i Sønderjylland samt mistilliden til store ord og heroisme i det hele taget. I 2006 formulerede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview et principielt opgør med det, han kaldte “småstatsmentaliteten”. Hans kritik rettede sig ganske vist ikke primært mod 1864, men mod neutralitetspolitikken i 1930’erne, samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig og fodnotepolitikken i 1980’erne under den kolde krig, og formålet var at skaffe opbakning til den militært aktivistiske udenrigspolitik. Næsten samtidig var danske tropper i det sydlige Afghanistan ude i de hårdeste kampe, danske tropper havde udkæmpet siden 1864 – og siden er det kun blevet værre, selvom tropperne nu trækkes hjem. Anders Fogh Rasmussens indlæg og oppositionens accept af krigen er tilsyneladende vidnesbyrd om, at 1864 og Danmark som magtesløs småstat er ved at være overstået. Eftervirkningerne af dette militære nederlag varede dog i næsten 150 år. 1864 blev i samtiden ikke blot set som et militært nederlag, men også som et politisk og moralsk nederlag. Krigens forløb og den efterfølgende afståelse af Holsten, Slesvig og Lauenborg betød ikke bare, at den tysktalende del af den multinationale helstat gik tabt. 200.000 dansktalende slesvigere eller sønderjyder kom under preussisk styre som følge af regeringens stædighed og usmidighed. Af angst for folkestemningen og med tro på egen historisk ret til hele Slesvig afslog regeringen – selv efter tabet af Dybbøl 18. april – en deling lidt syd for den nuværende grænse med det resultat, at hele Slesvig gik tabt. Danmark blev dermed medlem af gruppen af revanchistiske stater med en såkaldt irredentistisk minoritet uden for grænserne. Betegnelsen kommer af den italienske

nr. 2 / april 2014

betegnelse irredenta for de ikke befriede landområder i Sydtyrol og Trieste før Første Verdenskrig, men bruges nu om alle mindretal, der ønsker tilslutning til et “moderland”. Store dele af den danske befolkning håbede længe på hævn over tyskerne, der nu blev til arvefjenden. Indtil da havde arvefjenden i mange hundrede år været Sverige, mens 1801 og især 1807 havde gjort Storbritannien til fjenden. Først i 1840’erne blev en ubestemt udgave af ’tyskerne’ til hovedfjenden for danskerne, takket været de nationalliberales agitation. På lidt længere sigt blev resultatet af nederlaget imidlertid positivt, primært fordi det som før nævnt gav mulighed for en demokratisering af den resterende danske småstat. OFFERMENTALITET OG SELVRETFÆRDIGHED

at investere i andre dele af verden. Alligevel sad såret fra 1864 dybt – uanset om man valgte at kompensere ved at “vinde indad, hvad udad var tabt” i form af nye dyrkede arealer i Jylland og social integration af hele befolkningen, eller om man satsede på økonomisk succes ude og hjemme eller andre former for international hæder. Nederlaget og Danmarks status som småstat var imidlertid ikke en uafvendelig skæbne. Tyskland ville formentlig aldrig være blevet samlet af Bismarck i 1870, hvis det ikke havde været for den lejlighed, som et nationalliberalt

blandt stormagterne, især Storbritannien og Rusland, i en umulig situation. Dumt var det også at overse, at den mest trofaste støtte af Danmark, Rusland, var blevet svækket af Krim-krigen 1853-56 og yderligere havde nok at gøre med et oprør i Polen i 1863, som det havde brug for Preussen til at slå ned. I politik er mangel på viden om realiteterne værre end umoral. Det for Danmark katastrofale resultat af krigen 1864 var altså i høj grad selvforskyldt. I første omgang var resultatet dårligt, men på længere sigt ret positivt. Især efter 1920 da den nordlige del af Slesvig fik mulighed for at stemme sig “hjem” til den stat, som provinsen strengt taget ikke havde været del af siden højmiddelalderen. 1920-grænsen og den nationalt homogene nationalstat må siges at være det bedst tænkelige resultat af en ulykkelig historie. I dag tror mange, at Danmark altid har været en nationalstat, men det blev Danmark først efter nederlaget i 1864. Før havde landet været en del af et multinationalt rige, der blev revet i stykker af to nationale bevægelser i 1830’erne og 1840’erne, nationale bevægelser, der begge krævede hele provinsen Sønderjylland eller Slesvig. Den danske sejr i borgerkrigen 1848-51 førte til letsindigt overmod, en selvovervurdering, som dog ikke blev bakket op af militær forberedelse, tværtimod. Nationalistisk populisme er en permanent fristelse, dengang som nu, i det danske tilfælde forværret af en indbygget overbevisning om at være et uskyldigt offer for de andres træske anslag. Offermentalitet og selvretfærdighed er en fatal blanding,

1920-grænsen og den nationalt homogene nationalstat må siges at være det bedst tænkelige resultat af en ulykkelig historie

Der er mange årsager til denne positive udvikling, hvoraf nogle ligger langt tilbage i Danmarkshistorien. Men den vigtigste forudsætning skal søges i den småstat, der kom ud af fredsslutningen i Wien i 1864. Heldigvis tøvede regeringen og Christian den 9. med at kaste sig ind i kampen på fransk side i 1870. Og undgik dermed at blive trukket ind i den katastrofe, der kostede Frankrig Alsace og Lorraine og gav det forenede tyske kejserrige overmagten over det europæiske kontinent de næste 50 år. Danmark tilpassede sig og slog ind på en samarbejdslinje med Tyskland, som kritikere har kaldt “tyskerlinjen”. Kulturelt var det forenede Tyskland helt dominerende, mens Danmark økonomisk orienterede sig mod det britiske marked og samtidig med held begyndte

lederskab forærede ham, da en dansk regering brød alle internationale aftaler og indlemmede Slesvig med Novemberforfatningen i 1863. Ikke at der ikke var grunde til, at regeringen handlede, som den gjorde. Men derfra og til at bryde alle internationale aftaler om indretningen af den multinationale stat som Danmark gjorde med den ensidige indlemmelse af hele Slesvig, var der alligevel langt. Den danske regering satte med November-forfatningen i 1863 sine venner

nr. 2 / april 2014

som det især har kunnet observeres blandt serbere i dagens Europa. POETISK RETFÆRDIGHED

Anderledes stiller det sig for Tyskland. Som før nævnt var krigen 1864 afgørende for samlingen af Tyskland. Bismarck ønskede en samling af de fleste tyske stater, men uden det store Østrig og under ledelse af Preussen. Lidt selvmodsigende kaldes dette stortyske rige for den “lilletyske” løsning i modsætning til det større og løsere statsforbund, der ville være blevet resultatet, hvis de tysktalende dele af Østrig-Ungarn var kommet med. 1866 kom det til krig mellem de to tidligere forbundsfæller Østrig og Preussen om fordelingen af byttet fra 1864. Preussen vandt krigen mod Østrig med det resultat, at Slesvig og Holsten som den forenede provins Slesvig-Holsten kom under Preussen i stedet for at blive en selvstændig enhed under huset Augustenborg i en tysk forbundsstat. Kiel blev en vigtig del af det samlede Tysklands militærindustrielle kompleks som en af baserne for landets nye flåde – og derfor noget af et fremmedelement i Slesvig og Holsten. At Kiel af den grund blev sønderbombet af de allierede under Anden Verdenskrig opfattes af nogle som en art poetisk retfærdighed. Bismarck havde ønsket at indlemme Slesvig og Holsten for at kunne sætte sig i spidsen for de tyske samlingsbestræbelser. Og blev godt hjulpet af dansk amatørisme og selvovervurdering. Men den slesvigske del af den jyske halvø var også nødvendig for at gøre Tyskland til en stormagt til søs. Hurtigt gik man i gang med at bygge en stor kanal fra Kiel til Elben for i sikkerhed for briterne at kunne flytte den tyske flåde fra Østersøen til Nordsøen og omvendt. Briterne drog snart konsekvensen af de nye magtforhold og byttede i 1890 øen Helgoland, som de i 1807 havde

taget fra Danmark, mod øen Zanzibar i Østafrika. Derved markerede briterne, at de overlod Tyskland kontrollen over havene nær fastlandet, herunder den østlige del af Nordsøen og de danske stræder. Den britiske accept af tysk dominans over indsejlingen til Østersøen viste sig, da landet i august 1914 accepterede, at Danmark spærrede indsejlingen til Østersøen med miner, selvom det vanskeliggjorde samarbejdet mellem Storbritannien og Rusland og sikrede tyskerne mod en britisk landgang i Mecklenburg – en af de mange planer, som den energiske Winston Churchill puslede med som flådeminister. Heldigt for Danmark valgte han i stedet at angribe indsejlingen til Sortehavet med en landing på Gallipoli i 1915. Men det kunne sådan set lige så godt have været Danmark, der var kommet i centrum for den anden front under Første Verdenskrig. I SKYGGEN AF NEDERLAGET

En anden følge af nederlaget i 1864 var en demokratisering af den resterende danske småstat. Den var blevet for lille til, at godsejeradelen og de nationalliberale embedsmænd i længden kunne opretholde magten. De prøvede ganske vist, og det førte til en lang politisk kamp efter 1870 i den såkaldte proviso-

rietid under den konservative godsejer Estrup. Taktikken var at fastholde kongens magt, som den stadig er formuleret i Grundloven. Først med systemskiftet i 1901 enedes man om en demokratisk fortolkning, hvorefter regeringen ganske vist stadig udpeges af kongen, men i overensstemmelse med folketingets flertal – parlamentarisme. Efter en grundlovsændring i 1915 og en krise i 1920 blev man enige om at fortolke Grundloven, således at man læser statsminister, hvor der står konge i forfatningen. Den politiske kamp sluttede i begyndelsen af 1900-tallet. Men allerede længe før havde gårdmændene etableret et økonomisk og et kulturelt hegemoni, så det politiske systemskifte var i grunden kun en logisk konsekvens af en udvikling, der længe havde været undervejs. En udvikling, der fortsatte relativt smertefrit med Socialdemokratiets magtovertagelse i 1920’erne og 1930’erne og siden førte til etableringen af velfærdsstaten i 1950’erne. Uanset hvordan man bedømmer 1864, må det indrømmes, at vi stadig lever i skyggen af nederlaget – på godt og ondt. Uffe Østergaard er professor i europæisk og dansk historie ved CBS.

Det for Danmark katastrofale resultat af krigen 1864 var i høj grad selvforskyldt

nr. 2 / april 2014

BERETTIGET SELVB Inden 1864-ceremonierne bør mindretallet spørge sig selv: Er det grænselandets egen fortjeneste, at det i dag kan fremstilles som inspirator for andre? Eller er forklaringen, at grænseboerne har fået hjælp udefra, når det brændte på i deres område? Lars N. Henningsen påpeger, at afgørelser inden for grænselandets historie ofte ikke blev truffet lokalt, men fordi kræfter udefra greb ind.

Vi er i 1864-jubilæets vold. Næsten som en trosbekendelse forkyndes, at jubilæet har fremadrettet perspektiv og indgår i et nødvendigt arbejde for at tilføre grænseregionen vækst og fornyelse. Jubilæet benyttes samtidig som anledning til at præsentere det dansk-tyske grænseland som inspiration for Europa. Finn Slumstrup er med på tankegangen i sin leder i GRÆNSEN nr. 1 fra februar 2014. Tiden er inde til, at vi lægger den overdrevne ydmyghed til side og peger på historiske processer siden 1955 i Grænselandet, som mange steder i Europa kan tage ved lære af. Mellem grænselandets parter er der fremvokset en gensidig accept og respekt for hinanden. Det er den, som kan tjene som inspiration udadtil, hedder det. HJÆLP UDEFRA

Ordene er rigtige, og tankegangen kan nok tilføre ekstra vitaminer til vor lokale tilværelse mellem Kongeå og Ejder, både for mindretal og flertal. Men inden vi lader os beruse af lokal selvbevidsthed, kan man måske selvransagende spørge: Er det denne dejlige regions egen fortjeneste, at den i dag kan fremstilles som inspirator

for andre? Er det måske snarere omvendt sådan, at noget af forklaringen på vore dages uomtvisteligt positive udvikling i grænselandet skyldes, at grænseboerne har fået hjælp udefra, når det brændte på i deres område? Det skal være min påstand her: Afgørelser inden for grænselandets historie blev ofte ikke truffet af lokale kræfter og ud fra lokal klogskab, men fordi udlandet og kræfter udefra greb ind. Grænselandet var altid i omgivelsernes vold. Her følger nogle eksempler. Sidst i 1600-årene plagedes hertugdømmerne af opdeling på flere herrer. De danske konger mente, at det ville gavne, om de alene blev herrer over hele området. Men det var ikke dem selv, men udlandet, som sad med nøglen. I 1675 så kongen sit snit til at eliminere sin rival, hertugen, i en situation, hvor dennes udenlandske allierede stod svækket. Det varede kun fire år, indtil udlandet tvang kongen til at acceptere hertugen som fortsat medregent. Skuespillet gentog sig i årene 168489. Først vovede kongen, i tillid til de øjeblikkelige udenrigspolitiske konjunkturer, at smide hertugen ud og samle hele Slesvig under sig, men han måtte opgive

Foto: Scanpix

Af Lars N. Henningsen

Flensborg Havn. Når vi mindes 1864, skal vi huske, at det ofte er kræfter udefra, der har virket med og har været afgørende for de afgørelser, som er blevet truffet i grænselandets historie, påpeger Lars Henningsen.

nr. 2 / april 2014

VBEVIDSTHED

ELLER LÅNTE FJER?

nr. 2 / april 2014

igen, så snart de mægtige udenlandske hertugvenner pressede ham tilbage. “Denne sag befaler vi Gud og tiden,” sukkede kong Christian den 5. opgivende, da udlandet tvang ham til at vinke farvel til en samling af Slesvig i 1689. Forløbet gentog sig i året 1700. Først i 1721 “vendte bladet sig i bogen”. Nu var hertugens allierede Sverige besejret, stormagterne Storbritannien og Frankrig støttede den danske kongens ønsker, og derfor kunne Slesvig langt om længe samles under kongen. Grundlaget for næsten 100 års fredelig fremgang for befolkningerne mellem Kongeå og Ejder var skabt. MINDERHEIT IST WER WILL

Afhængigheden af kræfter udefra fortsatte. I 1773 lykkedes det kongen at samle hele Holsten under sit scepter, fordi Rusland tillod projektet. Helstaten blev skabt og dermed muligheden for et harmonisk samliv mellem danske og tyske. Punktummet blev sat i 1864. Igen kom der udspil udefra til løsning af stridspunkter-

årsager. Ikke mindst dansk stædighed saboterede udlandets løsningsforslag. Den bæredygtige løsning kom først i 1920 med Genforeningen. Og hvorfor nu det? De lykkelige begivenheder i 1920 havde naturligvis en baggrund i de danske sønderjyders udholdenhed under fremmedherredømmet, men mindst lige så meget betød det tyske kejserriges nederlag i Første Verdenskrig og sejrherrernes tilslutning til princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Den udenrigspolitiske konstellation muliggjorde folkeafstemning og ny grænsedragning. Til dette vil nogle nok sige: Al denne udenrigspolitik siger ikke meget om opbygningen af nutidens vellykkede mindretalsmodel og den gensidige accept af hinandens ret. Og så dog: Også i dag er grundlaget for nutidens samliv påvirket udefra. Princippet om bekendelsesfrihed: “Minderheit ist wer will” går tilbage til 1929, hvor det blev lovfæstet, på preussisk initiativ, med udgangspunkt i Genevekonventionen af 15. maj 1922 og en ny skoleordning for det polske mindretal fra året før. Efter 1945 havde det gode princip trange kår, og det var kun takket være britisk pres, at princippet om fri bekendelse til mindretallet blev fastslået i Kielerklæringen i 1949. Endeligt stadfæstet blev mindretalsmodellen i de berømte København-BonnErklæringer i 1955, og igen var der ikke kun tale om en fødsel fra kræfter i selve grænselandets befolkning. Tværtimod: Både det tyske flertal og det danske min-

Når vi har det så godt i grænselandet i dag, skyldes det ikke kun vore egne fortræffeligheder ne. Storbritannien og Frankrig foreslog en deling af Slesvig, og tanken fik tilslutning fra Preussens Bismarck. Når det alligevel ikke lykkedes at få trukket en bæredygtig fremtidig grænse mellem danske og tyske i dette skæbneår, havde det mange

dretal var højst skeptiske og misfornøjede i 1955. Erklæringen blev trukket ned over hovedet på de lokale befolkninger udefra, af regeringerne i København og Bonn. Der skulle gå nogle år, før erklæringerne blev til den alment besungne basis for nutidens samliv i grænselandet. EN VIS YDMYGHED

Selv denne basis undgik ikke attentater indefra. I 2010 opstod problemer omkring tilskuddene til de danske skoler i Sydslesvig. Ligestillingen blev anfægtet af kræfter i selve grænselandet. Lykkeligvis blev der fundet en løsning. Hvorfor, kan man spørge? Fordi mange kræfter virkede sammen, og igen var der kræfter udefra, som greb ind og bidrog til, at sagen kunne falde på plads. Regeringerne i København og Berlin gjorde deres, dansk-tyske udenrigspolitiske hensyn gjorde sig gældende, Berlin spyttede i bøssen, København lovfæstede fuld ligestilling af de tyske mindretalsskoler i Nordslesvig, vel også med henblik på at påvirke beslutningerne i Kiel, og så videre. Kort sagt: Ofte gennem historien har grænselandets problemer ikke kunnet løses alene af kræfter i området selv. Kræfter udefra har virket med og har været afgørende for de afgørelser, som blev truffet. Dette perspektiv udadtil kan det være godt at erindre, når vi istemmer et credo om grænselandet som selvbevidst inspiration for Europa. En vis ydmyghed er stadig på sin plads, når vi taler om grænselandet som inspiration for andre. Når vi har det så godt i grænselandet i dag, skyldes det ikke kun vore egne fortræffeligheder. Venner uden for regionens egne grænser har hjulpet på vej. Lars N. Henningsen er historiker, dr.phil. og tidligere forskningsleder for Studieafdelingen ved Centralbiblioteket i Flensborg.

nr. 2 / april 2014 Inge Adriansen

ristensen

og Jens Ole Ch

e Krig

Anden Slesvigsk

18 6 4

Inge Adriansen og Jens Ole Christensens bog “1864” kan hentes gratis på både dansk, tysk og engelsk på Sønderborg Slots hjemmeside.

DET, ALLE BØR VIDE OM 1864 Ny folkelig bog fortæller historien om 1864 i hovedtræk. Forfatterne har udgivet den på både dansk, tysk og engelsk. Af Rasmus Vangshardt

I forordet til bogen “Anden Slesvigske Krig 1864. Forhistorie, forløb og følger” fortæller forfatterne Inge Adriansen og Jens Ole Christensen, at der er skrevet mere end 3.500 artikler og bøger – bare på dansk og tysk – om krigen i 1864. Forfatterne er dermed meget vel klar over, at “enhver tapper dåd og alle politiske fejlbedømmelser [er] vendt og drejet – og ofte anskuet i bagklogskabens klare lys.” Derfor er de naturligvis også klar over, at man kunne få den tanke, at “der vel næppe [er] grund til at bidrage med mere om den gamle, af de fleste for længst glemte historie?” Men jo, det mener de, og derfor har de skrevet en kort bog på 46 sider om det, alle bør vide om 1864. Jens Ole Christensen, der er seniorforsker ved Tøjhusmuseet, uddyber: “Formålet er først og fremmest at tilbyde de to museers besøgende en både let overskuelig og perspektiverende beskrivelse af en meget vigtig del af Danmarks historie som et supplement til museernes udstillinger om krigen. Men også at formidle museernes viden så bredt som muligt.” MUSEERNE SKYLDER ÅBENHED

Som de fleste ved, var krigen i 1864 en voldsom begivenhed for både datidens og eftertidens Danmark, og der er ikke mange andre begivenheder, der har påvirket vores

kultur og erindring på samme måde. Målet med bogen er derfor at give et let tilgængeligt overblik over en meget kompliceret krig og dens vidtrækkende konsekvenser. En af pointerne er, at bogen som nævnt udkommer på tre sprog. Jens Ole Christensen forklarer hvorfor: “Fordi udenlandske gæster udgør en stor del af museernes besøgende, og fordi det er en vigtig del af Danmarkshistorien, som også bør formidles til folk uden for Danmark, der interesserer sig for dansk historie.” En anden pointe er, at den kan downloades gratis, og at den blot koster 50 kr. i udsalgspris. Det er ifølge Jens Ole Christensen vigtigt, fordi museerne skylder så stor en grad af åbenhed som muligt: “Tankerne med at gøre bogen gratis er, at museerne har en forpligtigelse til at stille deres viden og formidling til rådighed for alle, f.eks. skoleundervisning, og for at nå mest muligt ud,” siger han. Inge Adriansen fra Sønderborg Slot uddyber: “Takket være tilskud fra en række fonde har vi kunnet få oversat hele publikatio-

nen til tysk og engelsk. To af Grænseforeningens fonde har bidraget generøst til udgivelsen, Alving Fonden og Oberst Parkovs Mindefond, og disse to fonde har

Museerne har en forpligtigelse til at stille sin viden og sin formidling til rådighed for alle – Jens Ole Christensen

tilskyndet os til at stille udgivelsen gratis til rådighed på nettet.” Inge Adriansen forklarer videre, at den særdeles positive modtagelse af bogen har gjort, at de to forfattere nu arbejder på en bog om Første Slesvigske Krig. Ud over bogen huser både Sønderborg Slot og Tøjhusmuseet udstillinger om 1864 og de efterfølgende konsekvenser. Inge Adriansen og Jens Ole Christensen: Anden Slesvigske Krig 1864. Forhistorie, forløb og følger. Forlag: Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og Tøjhusmuseet. Pris: 50 kr. inkl. moms. Gratis download på Sønderborg Slots hjemmeside.

nr. 2 / april 2014

KRIG, ÆRE OG SKA 1864 I LITTERATUR

Af Christian Krogh Olsen

De Slesvigske krige var kongeriget Danmarks værn om dets ønskebarn Slesvig. Nogenlunde således beskriver Wilhelm Dinesen i bogen “Fra ottende brigade” motivationen bag den danske krigsindsats. Men hvor hans fader, der havde deltaget i Første Slesvigske Krig, elskede Slesvig med “Styrke og Stolthed og Selvfølelse, som til en Søn, der arter sig vel”, var den yngre generation, der kun havde oplevet nederlaget i 1864, henvist til at forstå den mor, “der i Forsvar for sit uforsigtigt udsatte Barn er bleven overvældet, bagbundet og kneblet, og som maa se paa, at i fremmede Hænder det røvede Barns Hjerte vendes bort fra dets Hjem.”

Dinesen fulgte faderens vej ind i militæret og deltog som 18-årig i slagene ved Dannevirke, Sankelmark og Dybbøl. Hans bog tager i lange passager form af én lang fortælling om forkerte beslutninger, uhensigtsmæssige kommandoveje, dårligt udstyr og hovmodig dansk tro på forældede forsvarsværker, men han vier samtidig god plads til en hyldest af den menige danske soldat, der trodsede dette virvar og alligevel stædigt og tappert stod fast i forsvaret for nationens ære. Dinesen fandt en mening i krigsgalskaben, og han lod sig hellere blive “kørt flaaet og flænget, blodig og lemlæstet, tilbage af Overmagten”, frem for, til hån og spot fra tysksindede Wühlere i vejkanten, at indlede et tilbagetog fra udposten i Altona med kort ophold ved Dannevirke. Derfor beskriver han ottende brigades sagnomspundne Dybbøl-offensiv som et menneskeslagteri, en flydende strøm af blod, der “viste, at der endnu er kraft i Danmark, viste, at vi kun med gabende Saar og Kaarden brudt forlod den sidste Stump af Slesvigs blodige jordbund – og blodet klæber endnu og kalder og vinker, […] det var Farvellet. Vi ses igen!” Enhver kan sige farvel, kun den standhaftige kan sige på gensyn. SKUFFELSE OVER EGEN NERVØSITET

“Farvel og på gensyn, Slesvig” blev kimen til mangen en rejseberetning fra det tabte land, en af dem forfattet af Erik Skram,

Arkivfoto

For 150 år siden rasede krigen mellem Danmark og Preussen, og for snart hundrede år siden udløste mordet på det østrigungarske tronfølgerpar Første Verdenskrig. Fra alle sider af verden strømmede unge mænd til slagmarken, men hvad havde disse mænd indløst billet til, evig hyldest i veltrimmede mindelunde, eller en enkeltbillet til helvede på jord? Et kig på litterære børn af det danske nederlag i 1864.

nr. 2 / april 2014

KAM. UREN

Wilhelm Camphausen: Übergang nach Alsen – Die Erstürmung der Insel Alsen durch die Preußen. (1866)

nr. 2 / april 2014

Arkivfoto

Siegmund L’Allemand: Slaget ved Kongshøj.

der som blot 17-årig forlod skolen for at lade sig indrullere, da han så, at krigslykken blev tysk. Det er ganske tydeligt, at også Erik Skram har hørt eller læst store fortællinger fra slagmarken, men hvor Dinesen kan finde på at dyrke slagmarksromantik som: “Der er intet, der forskønner et landskab, som kæmpende tropper” og andetsteds “Lysten til Krig er en lidenskab som en anden; man elsker Soldater, som

Flokken, som bestandigt ønskes forstørret,” byder slagudvekslingen hurtigt Erik Skram imod. Hans indledende højtidelige velvære ved endelig at opleve et slag afløses ved den første kugleregn af skuffelse over egen nervøsitet og misundelse på de erfarne krigshåndværkere. I et forsøg på at hævde sig beordrer han sin gruppe til angreb, men dette viser sig at være et uerfarent træk, og de angribende dør eller tages til fange. Erik Skram bliver hårdt såret under aktionen og ender på et tysk lazaret. Wilhelm Dinesen og Erik Skram nærede begge et stærkt ønske om national revanche, men da Tyskland sejrede i den fransk-tyske krig 187071, kølnedes Erik Skrams tro på krig som virkemiddel kraftigt. I stedet skrev han “Hinsides Grænsen” om sprogkamp og kulturelle forskelle i det tabte land. Fordi

Der er intet, der forskønner et landskab, som kæmpende tropper man elsker unge Fruentimmer: blindt, ubændigt – og det ene udelukker ikke det andet, det ved pigerne godt; men kærligheden til pigerne kan kun rumme én ad Gangen, til Soldaterne omfatter den hele

“det er Umagen værd at lære denne Del af Nationen at kende.” GLEMSEL OG DØD

I begyndelsen af Herman Bangs Tine er Als, hvor Erik Skram senere blev såret, endnu en uspoleret ø, hvorfra krigens gang følges tæt. Den enarmede baron har indbudt til selskab, og begejstrede herrer overbyder nu hinanden i hyldester til krigen som en prøvelse, der hærder viljen; som et folkenes rensende element, og videre om endelig dansk forløsning og spiddede preussere. Skepsis og frygt er forvist til gård og landevej, hvor man tæller sognets indkaldte – 14, Gud bevare os alle! Men da nyheden om det forladte Dannevirke når det festlige lag, står den snarere på jammer og hulk. For hvad vil da Gud med sit Danmark? Midt i denne tiltagende elendighed genkalder den unge Tine, der ivrigt hjælper til hos skovridderfamilien Berg, fredstidens skovture og julefester, men eksempelvis også arbejdet med efterårets æbleplukning og den store slagtning. I den grå nutid er Fru Berg rejst fra Als, og Tine forelsker sig under krigens bulder og brag i skovrid-

nr. 2 / april 2014

Arkivfoto

Jørgen Valentin Sonne: Kampene ved Dybbøl (1871).

deren, der som mange andre fra sognet er indkaldt til nationens forsvar. Stormen nærmer sig, og Tine er som en døv mellem fremmed jammer, når Berg er på skansen. Efter heftig krydsild vender Bergs kompagni uden sang tilbage, “og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om Tilgivelse – hun, der havde givet alt og hvem alt var berøvet: Er De vred?” Den deprimerede Berg begærer stadig Tine, men han kan ikke længere elske. Provsten, en regeringens mand, gjalder, midt i røgen fra Dybbøl, der truer med at indhylle dagen i nat, om de tapre, der har givet deres blod for fædrelandet, og senere om hæren, der blot skulle have regeringens mod, men på lazarettet ligger nu den døende skovridder Berg, som ikke længere genkender livet, og i åen ligger Tine. Ingen minder, ingen spirende kærlighed, kun krig, glemsel og død. Bangs slagmark og krig byder ikke på ærefuld død og forskønnede landskaber, men i stedet på kvalt sang og ødelagt kærlighed. Der er ingen tro på revanche, intet på gensyn, kun en tidligere så smuk have, nu hærget af torden og regn og et resignerende “Giv os at fatte dine Vidnesbyrd.” DEN GAMLE VERDENS BANKEROT

Hvor meget litteratur tematiserer afstanden mellem “københavnske” illusioner og sværmeri og virkelighedens sønderjyske krigshelvede, betoner Erich Remarque (1898-1970) i “Intet nyt fra vestfronten” i stedet forskellen mellem

generationer; den gamle verdens værdier sprængt i tusind stykker af den moderne krigsindustri. Bogens unge fortæller og hans klassekammerater har gennem mange og lange foredrag fra klasselærer Kantorek ladet sig overtale til krigsgerning i Første Verdenskrigs skyttegrave. Nu sender pædagogen med patos parat i vestelommen ivrigt gruppen breve, hvori han kalder dem “jernungdom”, men på slagmarken, hvor sårede heste, der skriger som det martrede liv selv, hyler om kap med kanoners bulder og brag, hvor gasgranater dumper ned og truer med at kvæle soldaten, der ikke har været så venlig at dø under den foregående ild, som knækker, flænser, knuser skove, kirkegårde og hele landsbyer, og hvor begravede på en midlertidig kirkegård må dø på ny for at redde de endnu levende, er hin gamle verdensanskuelse for længst styrtet sammen. “Mens de sad der og skrev og talte, så vi lazaretter og døende; – mens de kaldte opofrelse for staten det største, vidste vi allerede, at dødsangsten er stærkere. Derfor gjorde vi alligevel ikke mytteri, vi deserterede ikke, vi var ikke feje – alle de udtryk, som de sagtens kan bruge, – vi elskede vor hjemstavn ganske som de, og ved hvert angreb gik vi modigt frem – men nu kunne vi skelne, vi havde med eet lært at se. Og vi så, at intet af deres verden ville blive stående tilbage. Vi var pludselig alene – og alene måtte vi klare os igennem.”

les blind for kærlighed til fædrelandet, udfolder Louis-Ferdinand Céline (18941961) i “Rejse til nattens ende” i stedet et brændende forsvar for kujoneri i enhver form. I et anfald af begejstring har hans hovedperson Bardamu meldt sig under marcherende faner, men gassen går af bajadsen, da han opdager, hvilken verden han så dumdristigt har kastet sig ind i. En verden – ikke ulig Remarques – hvor befalingsmænd – især de lavstammede – hader de menige mere end fjenden, hvor en pudset knap er mere værd end fire bind Schopenhauer, og hvor de dødsdømte ikke er mere triste end de levende. Bardamu portrætterer generaler, skøger, selv den stolte republik Frankrig med dampende bæ, og Céline lader da også sin karakter forlade det gamle Europa ved først givne lejlighed – selvom han ikke finder lindring i Afrika. Danmark mistede efter nederlaget 1864 en landsdel. En hel generation mistede efter Første Verdenskrig modet. De unge krigere sad i skyttegravene uden profession, gård eller uddannelse at vende tilbage til, de nåede det ikke. De i ånden gamle mænd kunne som 20-årige spille kort, bande og føre krig, udelukket fra alt arbejde, al stræben og fremskridt, for de troede ikke på det. Katczinsky fra Remarques “Intet nyt fra vestfronten” får det sidste ord fra fronten: “Det er et rigtig nydeligt fyrværkeri, bare det ikke var så farligt.”

FORSVAR FOR KUJONERIET

Christian Krogh Olsen er freelancejournalist

Hvor Remarque alligevel ikke er alde-

nr. 2 / april 2014

GRÆNSEN.DK

Foto: Colourbox

NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT

nr. 2 / april 2014

18. APRIL 2014 VED DYBBØL KL. 10.00-11.00

KL. 15.15-16.15

MILITÆR CEREMONI VED FÆLLESGRAVENE

GUDSTJENESTE i Sct. Marie Kirke med medvirken af biskoppen

Kransenedlæggelse ved blandt andre Hendes Majestæt Dronningen.

fra Haderslev, Marianne Christiansen, og biskoppen fra Slesvig, Gothart Magaard.

Slesvigske Musikkorps står for de musikalske indslag.

KL. 20.00

KULTUREVENT I ALSION

March fra soldatergravene ved Dybbøl Banke til kaserne under musikalsk ledsagelse af Livgardens Gamle Tambourer.

KL. 11.30-12.30

CIVIL CEREMONI I KONGESKANSEN

Musikalsk indslag ved folkBALTICA-ensemblet med musikere fra begge sider af grænsen under ledelse af Harald Haugaard. Sang ved Sønderjysk Pigekor. Moderne ballet ved et korps af danske og tyske dansere, koreografi af balletdirektør Katarina Torwesten fra Landestheater Schleswig-Holstein. Officielle taler ved Hendes Majestæt Dronningen med flere.

Sønderjyllands Symfoniorkester har produceret kultur-eventet “1864@2014”, som runder den 18. april af. En lang række kunstnere og aktører medvirker i eventen, som tager publikum med på en kunstnerisk rejse gennem historien fra 1864 til i dag med bl.a. musik, foto, video og poesi. Blandt andre medvirker Annika Aakjær, operasangerne David Danholt og Palle Knudsen samt orkestrene Sønderjyllands Symfoniorkester, SchleswigHolstein Sinfonieorchester, Art Ensemble Syd, Slesvigs Musikkorps (SMUK) og Sønderjysk Pigekor. Dirigent Peter Sommerer, musikchef på Landestheater i Flensborg.

Foto: Lars Salomonsen

DET SKER

nr. 2 / april 2014

NYT FRA POLITIKKENS VERDEN

Arkivfoto

SYDSLESVIGERE KAN SNART FÅ DOBBELT STATSBORGERSKAB

Benny Engelbrecht (S) glæder sig over nye midler til grænseregionen.

672 MILLIONER TIL GRÆNSEOVERSKRIDENDE SAMARBEJDE Lørdag d. 29. marts blev man fra dansk og tysk side enige om at afsætte 672 millioner kroner til grænseoverskridende arbejde frem mod 2020. Hovedfokus er vækst og beskæftigelse i grænseregionen. Det er en klar opprioritering af det grænseoverskridende samarbejde i det europæiske regionsstøtteprogram Interreg, og det glæder danske Benny Engelbrecht (S). “Den glædelige nyhed er, at både Danmark og Tyskland har puttet ekstra penge ind i samarbejdet.” Ifølge Flensborg Avis forventes den første ansøgningsfrist for Interreg-projekter at blive i slutningen af 2014, men allerede nu er man – såfremt man har et interessant projekt i støbeskeen – velkommen til at kontakte Interreg-sekretariatet i Kruså til en drøftelse af ideer til samarbejdsprojekter.

De cirka 4.500 danske statsborgere, som bor i Sydslesvig, ser nu endelig ud til at kunne få dobbelt statsborgerskab. I løbet af februar påbegyndte Folketinget nemlig arbejdet med de nye regler, som skal sikre større accept af ordningen. Indtil videre har det været umuligt for danske statsborgere, bosiddende i Sydslesvig, at stemme til delstatsvalg og valg til Forbundsdagen, hvilket altså nu ser ud til at ændre sig. At reglerne fra dansk side med al sandsynlighed ændres inden for relativ kort tid, skal dog ikke nødvendigvis få de tyske myndigheder til at forvente en strøm af ansøgninger. Det er nemlig stadigvæk en meget tidskrævende proces, ligesom det koster 400 euro at få et tysk pas ved siden af sit danske. På GRÆNSEN.DK har den forhenværende biskop Niels Henrik Arendt tidligere rejst spørgsmålet og opfordret til en “opdatering” af København-Bonn-erklæringerne på dette område: “Jeg kan forestille mig, at det kunne være svært at komme igennem med ændringer på området, når det reelt kan ændre på magtforholdene i landdagen. Men så må det hentes op på et højere principielt plan. Som det er nu, bliver danske statsborgere, der udfører et vigtigt og fortjenstfuldt arbejde, nærmest behandlet som statsløse,” skrev han dengang.

DANMARK OPDELES I INDKOMSTOG UDDANNELSESGHETTOER Danskerne bor i stigende grad dør om dør med folk på deres eget indkomst- eller uddannelsesniveau, og tendensen bliver mere og mere udbredt. Det konkluderer ny undersøgelse, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har foretaget af udviklingen fra 1985 til 2011. Og undersøgelsens konklusioner er langt fra noget, der vækker glæde i regeringen. Minister for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen (S) er bekymret. Han finder det alarmerende, at befolkningsgrupper klumper sig sammen: “Det er problematisk, at eliten samler sig mere og mere i det, som nogle kalder rigmandsghettoer. På den måde møder vi hinanden mindre på tværs af samfundets lag. Vi mister respekten for hinanden, fordi vi begynder at se på nogle som ’de andre’,” siger Carsten Hansen til Politiken.dk.

nr. 2 / april 2014

Screenshot fra Fla.de.

Foto: Lars Salomonsen

Flensborg Avis’ nye chefredaktør, Jørgen Møllekær, sætter nu for alvor sit præg på avisen.

FLENSBORG AVIS ÆNDRER INDHOLD OG LAYOUT Flensborg Avis har skiftet kurs og udkommer nu med både nyt layout og indhold. Den mest markante forandring er, at avisen ikke længere er opdelt i en dansk og en tysk version. Derimod står tyske og danske artikler side om side, og alle større artikler ledsages af resuméer på det modsatte sprog. Relanceringen af avisen skal øge avisens potentiale, forklarer chefredaktør Jørgen Møllekær til Mediawatch.dk 28. februar: “Vi vil vende vores tosprogede hverdag til vores fordel og særkende. På den måde gør vi Danmark lidt større ved at tilbyde flere ikke danskkyndige

læsere et produkt, hvor de kan læse nyheder, baggrunde og reportager om grænselandet og Danmark.” Med til Flensborg Avis’ nye layout hører ligeledes nye skrifttyper samt et mere alsidigt indhold. Flensborg Avis skal i højere grad end tidligere appellere til alle med en interesse for dansk-tyske forhold. Dermed får Jørgen Møllekær for alvor sat sit præg på den avis, som han har været øverstbefalende på siden december sidste år. På Grænsen.dk anmelder direktør i Grænseforeningen Niels Henriksen de nye tiltag vældig positivt: “Sammenfattende er det mit ind-

tryk, at Flensborg Avis med sit nye og attraktive udseende har åbnet sig langt mere udadtil end tidligere, men måske samtidig er i fare for at forsømme en af sine nærmeste målgrupper, nemlig de nære lokaliteter lige nord for grænsen: Padborg, Bov, Kruså, for hvem avisen jo også er den lokale. – Det er måske forkert? Jeg sidder her ovre på Sjælland, og sådan som jeg bruger avisen, er jeg blevet glædeligt overrasket over fornyelserne, som jeg har taget til mig med tilfredshed!” skriver han blandt andet.

nr. 2 / april 2014

Vingst ed –

hotel og ko nfere ncece nter h ar

siden 2008 være t vært

for G rænse foren ingen s sen deman dsmø de.

TILMELDING TI L SENDEMANDS MØD

E 2014 Medlemmer af Grænseforenin gen, som ønsker henvendelse til at deltage i sen deres lokalforeni dem andsmødet 201 ng, som sørger hovedkontor sen 4, skal rette for endelig tilm est torsdag den elding til Grænse 24. april 2014. foreningens Prisen for det todages arrange ment inkl. festmid overnatning er dag, kaffe og kag 750 kr. pr. person e, morgenmad, (Grænseforenin frokost og gen sponserer overnatning til Har du yderlig alle). ere spørgsmål til arrangemente Hvass på 33 11 30 t, er du velkom 63 eller fh@gra men til at kontak enseforeningen.d te Flemming k

INVITATION T

FEST

SENDEMANDS MØDE 2014 150-året for kr igen i 1864 (2. slesvigske kr ig)

VEL MØDT den 10.-11. maj i Vin gsted – hotel og Vingsted Skovve konferencecen j 2, 7182 Bredst ter, en.

PROGRAM FOR

SENDEMANDSMØDE 2014. 10.-11. MAJ Vingsted ved Vejle. Tilmeldingsfrist 24. april. LØRDAG DEN 10. MAJ

Kl. 13.00: Kl. 15.00: Kl. 15.30: Kl. 17.00: Kl. 19.00: kl. 01.00:

Sendemandsmødet åbnes Kaffepause Foredrag ved professor Ove Kaj Pedersen, CBS: “1864 – fra nederlag til succes” Dokumentarfilmen “De glemte danskere” vises. Filminstruktør Mads Kamp Thulstrup introducerer filmen Festmiddag Derefter underholdning med Fenders Natmad

SØNDAG DEN 11. MAJ

Kl. 8.00: Kl. 9.00: Kl. 9.30: Kl. 11.00: Kl. 12.00: Kl. 12.45:

Morgenmad Morgensamling ved Torsdagskoret fra Flensborg under ledelse af Pia Wippich-Schulz Sendemandsmødet genoptages Hilsener Grænseforeningens kulturpris Tema: “Mindretallenes situation i en globaliseret fremtid”. Ordstyrer: Finn Slumstrup. Indlæg med formand for Sydslesvigudvalget Benny Engelbrecht og mindretalskommitteret Renate Schnack samt korte replikker fra to unge repræsentanter for mindretallene, nemlig tidligere formand for SSW-U Claas Johannsen og Jonas Westergaard fra det tyske mindretal. Sendemandsmødet genoptages. Bestyrelsesvalg offentliggøres. Eventuelt Afsluttende frokost

Sendemandsmødet afholdes på Vingsted Centret ved Vejle. Der afgår bus fra Vejle st. til Vingsted lørdag kl. 12.25 og retur med ankomst til Vejle st. søndag kl. 13.30.Pris for hele arrangementet: 750 kr./person.

nr. 2 / april 2014

LOKALFORENINGER LOKALFORENINGERNE Arrangementer sendes til Claus Jørn Jensen på graenseforeningen@privat.dk eller til Åbenråvej 22, 6400 Sønderborg. Næste nummer af GRÆNSEN udkommer 12. juni. Arrangementer, der ønskes medtaget i dette nummer, skal være Claus Jørn Jensen i hænde senest fredag d. 23. maj.

FOREDRAG OG MØDER Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Sønderborg 18. april Dybbøldag. Grænseforeningen Sønderborg står for salget af Dybbølmærket. Overskuddet i år går til Fonden for Dybbøl Mølle. Vi søger enkeltpersoner, som kan hjælpe os på selve dagen og tiden op til. Interesserede kan kontakte: Helga Ihle Simonsen (7444 1201) eller Christian Kronika (7444 2102).

6580 Vamdrup. “Om hundrede år er alting glemt eller …?” Vi starter med at se på gravsten, som gemmer historier fra krigene 1848-50 og 1864. Derefter bevæger vi os ned på museet og får yderligere oplysninger om, hvordan krigen ramte Vamdrup, Hjarup og Ødis. Pris for kaffe + foredrag: 50 kr. NORDJYLLAND Aalborg 26. maj kl.19.00 Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35. Flemming Nielsen fortæller: “Forstærkningsmanden, fire rigsdaler – himlens straf – og ondskaben selv.” Flemming Nielsens spændende – og sandfærdige! – beretning om sine to tipoldeforældre Anne Helene og Paul. Arrangementet er i samarbejde med Folkeuniversitetet. Hjørring kommune 29. april kl.19.30 Sognegården i Vrå. Generalforsamling. Vrå-koret underholder før generalforsamlingen. Der er kaffebord. Hvetbo Herred 5. maj kl.19.30 Alstrup-Saltum Sognegård. Generalforsamling. Efter kaffen fortæller Jes Reiner Pedersen om 1864.

29. april kl.19.00 Idrætshøjskolen. Generalforsamling ifølge vedtægterne. Efter generalforsamlingen serveres kaffe og lagkage. Grænseforeningens kulturmødeambassadører kommer med et indlæg.

MIDTJYLLAND Århus og omegn 23. april kl.19.30 Ellevang Kirkes sal, Jellebakken 42, 8240 Risskov. Generalkonsul Henrik Becker-Christensen: “Fra 1864 til i dag”. Traktement: Ost og rødvin. Pris 50 kr.

Tønder 20. maj kl.19.30 Marskgården Klægager i Ballum. Sangaften med Jens Rosendal, som fortæller om sine salmer og sange og akkompagnerer til fællessangen.

30. april kl.19.30 Ellevang Kirkes sal, Jellebakken 42, 8240 Risskov. Valborgaften. I samarbejde med foreningen NORDEN og Aarhus Studentersangerne. Traktement: Kaffe/te med brød. Pris 50 kr.

Vamdrupegnen 12. april kl.15.00 Vamdrup Kirkegård, Vestergade 53,

Hammerum herred 23. april kl.19.30 Herning Friskole, H. C. Ørsteds-

vej 68, Herning. Generalforsamling og dernæst kaffe

Tilmelding senest 15. april på 9737 5270 eller bo@trelborg.dk.

Horsens og omegn 30. april kl.19.00 Klostergården, Horsens. Generalforsamling. Taler: Mette Bock.

HOVEDSTADEN Bornholm 26. maj kl.19.00 Bornholms Højskole. Generalforsamling. Efter generalforsamlingen (19.45) vil tidligere direktør i Grænseforeningen, Niels Henriksen, fortælle om “Krigen i 1864, dens forudsætninger og følger”.

Kreds 21 Ringkøbing Amt 21. juni kl.12.00 Årsmøde/Sommermøde på Lejrskolehjemmet “Vesterled” i Sdr. Haurvig på Holmsland Klit. Årsmødetaler er Finn Slumstrup. Det koster 150 kr. at deltage i middagen og det øvrige traktement. Vælger man først at komme til selve årsmødets begyndelse kl. 14.00, får man kaffen på husets regning. Randers og omegn 30. april kl.13.00 Helligåndshuset, Store Sal. I anledning af Grænseforeningen for Randers & Omegns 125-års-jubilæum indbyder vi til jubilæumsfest. Jennumparkens Børnekor underholder – dirigent: Birgitte Sørensen, ved klaveret: Ulrik Dam. Tilmelding til Ingeborg Grønbæk, Middelbovej 3, 8960 Randers SØ – tlf. 8642 8081 (el. Erik S. Overgaard, tlf. 3218 0186). Tilmeldingsfrist: 10/4 2014. 5. juni kl.15.00 Sct. Clemens Kirke. Grundlovsmøde. Randers Kommunes nye borgmester, Claus Omann Jensen, holder grundlovstalen. Fællessang og korsang. Gratis kaffebord. Ringkøbing og omegn 22. april kl.19.00 Kirkehuset i Skjern, Fredensgade 9. Se under Skjern. Skjern-Tarm-Videbæk Egnen 22. april kl.19.00 Skjern Kirke. Forårsmøde. Efter kaffen bliver der en musikalsk sangtime ved Willy Egmose. Pris 75 kr. Forårsmødet er i samarbejde med Ringkøbing Grænseforening.

Hillerød 24. april kl.19.30 Nordisk Lejrskole og Kursuscenter, Lejrskolevej 4, Hillerød. Ud over generalforsamlingen vil vi i år præsentere et nyt brætspil, Grænseforeningen har udarbejdet. Spillet hedder ”1864”. Københavns Vestegn 10. april kl.19.00 Glostrup gamle Præstegård, Hovedvejen 134, 2600 Glostrup. Generalforsamling. Efter generalforsamlingen serveres en let anretning og et glas vin/vand. Tilmelding på tlf. 4484 4527 eller e-mail: mar-gun@hotmail. com inden 8. april 2014. 24. april kl.19.00 Glostrup Bibliotek, Kildevældets Alle 5, 2600 Glostrup. Niels Henriksen fortæller om “Krigen 1864 – årsag og virkning”. I pausen serverer vi et glas vin eller vand. Mødet er arrangeret i samarbejde med Glostrup Bibliotek. Deltagelsen er gratis for vore medlemmer, hvis tilmeldingen sker til os på tlf. 4484 4527 eller mail: mar-gun@ hotmail.com senest 23. april. Sønderjysk Forening af 1995 14. april kl.18.30 Arveprins Knuds Kollegium, Jacobys Alle 13, Frederiksberg. Generalforsamling. Dagsorden ifølge vedtægterne.

nr. 2 / april 2014

LOKALFORENINGER SJÆLLAND Lolland 24. april kl.19.00 Frivilligcentret, Sdr. Boulevard, Maribo. Lektor Henning Due, Sakskøbing, fortæller om krigen i 1864. Derefter et PowerPoint-show “Altid til stede – Røde Kors 150 år” ved Karen Løkkegaard, Røde Kors Midtlolland. Tilmelding på 5022 6700 senest den 22. april. Ringsted og omegn 14. april kl.19.00 Havestuen på Anlægspavillionen, Tvær Allé 5, 4100 Ringsted. “Sydslesvig i dag”. Hvad foregår der i Sydslesvig i disse år? Gratis adgang. Roskilde 23. april kl.19.00 Syv Sognegård, Skolevej17, 4130 VibySj. Generalforsamling. Efter generalforsamlingen er foreningen vært ved fælles kaffebord. Derefter fortæller Henning Bonde om arbejdet i Grænseforeningens bestyrelse. Henning Bonde er det ene af Region Sjællands to medlemmer i bestyrelsen. Sorø 23. april kl.19.30 Sorø Sognegård. Besøg af HansPeter Tams (75 år). Efter foredraget afholder Grænseforeningen sin ordinære årlige generalforsamling. Vestsjælland (Kreds 6) 22. maj kl.19.30 Slagelse Centralbibliotek, Stenstuegade 3, Slagelse. Taler: Pastor. emer. Johannes Bundgaard, Sorø. Emne: “Causeri over Sydslesvig efter krigen.”

TURE/REJSER ARRANGERET AF LOKALFORENINGERNE: Medmindre andet er nævnt, kan du tilmelde dig uanset bopæl eller medlemskab af lokalforeningen. Se lokalforeningernes detaljerede program på: www.graenseforeningen.dk/ kalender SYDDANMARK Aabenraa 22. maj kl.14.00 Eftermiddags-/aftentur til Skibelund Krat og Askov Højskole. Vi starter på Skibelund Krat Kro, hvor vi får et oplæg til guidet rundtur i Skibelund Krat. Aftensmaden får vi sammen med højskoleeleverne på Askov Højskole, hvor vi efterfølgende bliver orienteret om højskolens historie og vist rundt på skolen. Tilmelding til Kaj Lassen tlf. 7467 1791 eller på mail: lassen@bbsyd. dk. Haderslev Vesteramt 24. maj kl. 08.00 Udflugt til Landdagen i Kiel. Landdagsmedlem og formand for SSW Flemming Meyer vil vise os rundt. Derefter skal vi besøge flere steder i omegnen. Yderligere oplysning: Sigrid Andersen 5174 9801/sigridandersen@bbsyd.dk. I samarbejde med Foreningen Norden Haderslev-Frøs Herred. Sydvestjylland (kreds 22) 26. april kl.10.00 Dansk menighedshus, Mansteinstrasse 9, Slesvig-Frederiksberg, der ligger over for Slesvig Banegård. I samarbejde med Danske Sømands- og Udlanskirker arrangerer vi igen i år “Kirkevandring i Sydslesvig”. Denne gang fokuseres på Slesvig-området, og lokal guide er pastor Chr. Ulrich Terp, Slesvig-Frederiksberg. Tilmelding skal ske senest 20. april

til Ib Ansgar Jensen, tlf. 7514 4755 eller mail: ansgar@esenet.dk. 31. maj kl. 08.15 Parkeringspladsen, Nørregade, Esbjerg. Studietur til Landdagen i Kiel inkl. besøg på Landsrettens kriminaltekniske museum. Deltagerprisen er 350 kr. inkl. bus, eftermiddagskaffe og middag, men ekskl. drikkevarer. Medlemmer af Grænseforeningen 300 kr. Betaling i bussen. Tilmelding senest 24. maj til Ib Ansgar Jensen tlf. 7514 4755 eller mail: ansgar@esenet.dk. Tønder Amt 28. juni kl. 08.00 Sommerudflugt til Als. Besøg med guidet rundvisning på Alsion og Augustenborg Slot. Nærmere program annonceres senere i Digeposten. Tilmelding til Jens Andresen, 7483 5360. Vamdrupegnen 24. maj kl.10.00 Vamdrup Kirke, Vestergade 53, 6580 Vamdrup. Lokal cykeltur. Vi starter cyklerne på en tur ad gamle veje til Hjarup og Ødisområdet. Tilmelding senest 20. maj på tlf. 7558 1145 eller 7558 1293. 28. juni kl.10.00 Afgang fra Brugsens p-plads. “Kampen om Als.” Denne weekend er det 150 år siden, preusserne gik over Als Sund. Vi laver en udflugt i egne biler, der varer til sidst på eftermiddagen. Medbring egen madpakke eller køb på stedet. Entré ca. 40 kr. Vi forsøger at lave en tur med bus. Det kræver mindst 40 tilmeldte. Tilmelding skal ske senest 12. juni på tlf.: 7558 1145. Pris for busturen: ca. 100 kr. NORDJYLLAND Mariagerfjord 21. maj kl.13.00 Fra Hadsund Menighedscenter. Løvspringstur i bus til Saltum Egnssamling med forskellige værksteder af ældre dato. Efter kaffen kører vi til Rhododendron-

haven i Brønderslev. Hjemkomst kl. ca.18. Tilmelding til Hadsund Kirkekontor, tlf. 9857 1096 senest den 14. maj. Pris 50 kr. 15. juni kl. 08.00 Bustur til Historiecenter Dybbøl og egnsspillet “Skudt i grus” om 1864 på Cathrinesminde teglværk ved Broager. Nærmere program kan ses under Grænseforeningen Randers. Oplysning og tilmelding senest 13. maj på tlf. 7440 4175. MIDTJYLLAND Randers og omegn 15. juni kl. 08.00 Fra Randers Arena. Udflugt til Dybbøl og Broager. “Skudt i grus” – om Sønderborgs bombardement i 1864. Egnsspillet “Skudt i grus” er skrevet af forfatter Kaj Nissen, instruktør er Niels Damkjær. Pris: 650 kr.(ekskl. drikkevarer) betales i bussen. Tilmelding senest 15/5 til: Erik S. Overgaard, tlf. 3218 0186 eller e-mail erik@keovergaard.dk. Turen gennemføres ved minimum 30 deltagere. Ringkøbing og omegn 22. maj kl.17.45 Vi mødes kl. 17.45 på Museumspladsen og kører i bus til Engvej i Tarm. Naturvandring (ca. 1 km) på natursti gennem et vådområde. Turen slutter på Engdraget 3 hos Bo og Jonna Trelborg, der viser os deres 7000 m2 store grund. Tilmelding: 4034 8637 eller mail: beitersven@gmail.com senest 19. maj. Pris 150 kr. Silkeborg-Hammel og omegn 24. maj 2014 - 08.00 Vi besøger vores venskabsforbindelse i Danevirke. Der er også mulighed for at deltage i årsmøderne. Skanderborg og omegn 11. juni kl.10.00 Udflugt til Skamlingsbanken, hvor forfatter, journalist og foredragsholder Helle Juhl vil vise rundt. Derefter besøger vi Brødremenigheden i Christians-

nr. 2 / april 2014

feld. Turen slutter i Grænse- og Genforeningsmuseet. Nærmere oplysninger og tilmelding: Doris Nielsen tlf. 8657 1361. Skiveegnen 7. maj kl. 07.45 Skive Banegård. Tur til Sydslesvig. Turen går til industrimuseet Kobbermølle, Den danske skole i Kobbermølle, Ansgarkirken og Jaruplund Højskole med foredrag af Dieter Küssner og middag. Tilmelding senest to uger før. Turprogram kan bestilles på 2579 2266 eller annmarie@webspeed.dk. 11. juni kl.19.00 Udflugt til Ørslev Kloster, Hejlskovvej 15, 7840 Højslev. Pris: 65 kr. Rundvisning ved Janne og Gary Fruergaard. Tilmelding senest en uge før til Annmarie Langballe på 2579 2266.

Skjern-Tarm-Videbæk 21. maj kl.19.00 Lemvej 19, 6940 Lem st. Aftentur til Hellig Kors Kloster. Pris 75 kr. incl. rundvisning og kaffe. 23. maj-25. maj Danske årsmøder i Sydslesvig. Programmet kan ses på http:// syfo.de/aarsmoede/. Interesserede kan kontakte formanden. HOVEDSTADEN Hillerød 15. juni kl. 11.00 “M/S Museet for Søfart” ved Kulturværftet i Helsingør. Vi har reserveret plads til en rundvisning på det nye “M/S Museet for Søfart” i Helsingør. Museet har den seneste tid fået meget fine anmeldelser, også i udenlandske medier. Pris: Reduceret for medlemmer: 80 kr. Ikke-medlemmer: 120 kr. Tilmelding nødvendig, da vi

GRÆNSEN 75. årgang Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K. Udgiver Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Rasmus Vangshardt rv@graenseforeningen.dk Tlf. 5074 7069 Udgivelser 2014 Nr. 3 – Juni Deadline: Fredag 23/5. Udgivelse: Torsdag 12/6 Nr. 4 – August Deadline: Fredag 8/8. Udgivelse: Torsdag 28/8 Nr. 5 – Oktober Deadline: Fredag 26/9. Udgivelse: Torsdag 16/10 Nr. 6 – December Deadline: Fredag d. 28/11. Udgivelse: Torsdag 18/12 GRÆNSEN.DK Nyheder og debat på www.grænsen.dk Webjournalist: Johan V. Bendtsen bendtsenjohan@gmail.com GRÆNSEN elektronisk Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN til at læse på din computer eller din iPad. Tryk Jørn Thomsen Elbo A/S Layout www.prik.dk Forsidefoto Niels Simonsen: Infanterister, der redder en kanon under tilbagetoget fra Danevirke. 1865. © Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

kun kan være 30 med en guide. Tilmelding senest 4/6 til Bent Kauffmann, 4825 2511 eller mail: bent@panikrejser.dk.

bing Falster, H. P. Jensensgade. Tilmelding og aftale om samkørsel til Anders Larsen, mobil: 2933 9548, Tine Vægter tlf. 2293 4696.

Hørsholm 15. august kl. 08.00 Afgang fra Rungsted Station Vest kl. 9.00. Sydslesvigtur. Prisen for hele herligheden er 2.950 kr. pro person i dobbeltværelse og 3.130 kr. i enkeltværelse. Alle værelser med bad og toilet. Tilmelding senest den 1. maj til næstformand og rejseleder Kirsten Alsing, Birkeparken 2, 2970 Hørsholm, tlf. 4557 1914, e-mail k.alsing@godmail.dk.

Lolland 24. maj kl.13.00 Fællesarrangement. Se Guldborgsund.

Guldborgsund 24. maj kl.13.00 Fællesarrangement. Grænseforeningen Guldborgsund og Grænseforeningen Lolland besøger Genforeningsstenene på Lolland-Falster. Vi kører i egne biler. Vi starter kl. 13.00 i Nykø-

Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim Formand Finn Slumstrup finn@slumstrup.dk • Tlf. 2467 8157 Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ket@graenseforeningen.dk • Tlf. 2023 1984 Grænseforeningens formål Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: • Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. • Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. • Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. • Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.

19. juni kl.08.00 Fire-dages-tur til Rügen. Tilmelding til Christa Vægter, Nyskolevej 46, 4840 Nr. Alslev. Tlf. 5444 6031. Sidste frist for tilmelding og betaling er 1. maj. Der er max 52 pladser. Roskilde 19. maj kl. 08.00 “Højskoledage i Grænselandet”. Mandag d. 19.-fredag d. 23. maj 2014. Temaet for ugen er 1864. Endeligt program og priser hos formanden. Turen gennemføres sammen med Grænseforeningen for Sydsjælland-Møn.

Grænseforeningens bestyrelse Formand: Finn Slumstrup, Ærø 1. næstformand: Jens Andresen, Branderup 2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Syddanmark Sigrid Andersen, Agerskov Per Grau Møller, Nr. Lyndelse Svend Damgaard, Kolding Region Midtjylland Sven Beiter, Ringkøbing Karen-Margrethe Møller, Randers Region Nordjylland Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors Region Sjælland Lars Bjerre, Næstved Henning Bonde, Jyderup Region Hovedstaden Niels Jørgen Heick, Hillerød Ove Nissen, Rungsted Kyst Ressourcepersoner Knud Enggaard, Skovlunde Jens Andresen, Branderup Mette Bock, Horsens

Svar på spørgsmål side 9 spm. 1: Niels Simonsen spm. 2: Rudbøl spm. 3: Ca. 40.000 km2

SPROGHJØRNET

Illustration: Niels Poulsen

Sorteret Magasinpost ID-nr. 42138

NÅR SPROG ER POLITISK Min tyske udlejer i Paris sagde engang med et glimt i øjet, at “Dänisch nur ein deutsches Dialekt ist”. Hans mor, årgang 1933, begyndte straks at undskylde hans frækhed. For hende var sprog ikke noget at spøge med. Uanset hvor meget det danske sprog og det nordiske tilhørsforhold betyder for vores identitet, er dansk et nordgermansk sprog, der i middelalderen blev influeret af handlen med Hansestæderne. I århundreder talte man af naturlige årsager tysk ved det danske hof, da kongehuset nedstammer fra det tidligere grevskab Oldenborg, og tre konger er født i Sydslesvig. Det danske sprog var ikke kittet, der holdt folket sammen: Fra Norge og Island i nord til Holsten i syd talte folket i det danske kongerige forskellige nordiske sprog foruden tysk – og på talrige dialekter. Men med den nationalromantiske bølge, der opstod i kølvandet på Københavns bombardement i 1807 og afståelsen af Norge i 1814, begyndte man at sammenkoble den nationale identitet med modersmålet. I Slesvig blev der i 1851, efter den første slesvigske krig, indført sprogreskripter, der pålagde kirker, skoler og administration at tale dansk – undtagen i “de blandede distrikter”, hvor befolkningen både talte dansk og tysk.

Også i selve Danmark førte den spirende nationalisme til en ensretning af elevernes sprog i skolerne, der havde til formål at luge ud i dialekterne. Og med tabet af de tre hertugdømmer i 1864, var der ikke længere tysktalende områder i det danske rige. Dansk var danskernes sprog. Den afstandtagen til tysk sprog og kultur, der var begyndt, kulminerede knap 100 år senere efter Anden Verdenskrig: I den danske retskrivningsreform af 1948 blev stort begyndelsesbogstav i navneord (som det stadig kendes på tysk) afskaffet, og bogstavet “å” blev indført til erstatning for dobbelt-a. Dermed vendte Danmark sig mod det nordiske sprogfællesskab, da både svensk og norsk allerede havde å’et i deres sprog. I år mindes vi ikke 1864 ved at vende ryggen til Tyskland, men ved at glædes over nutidens samarbejde og gode naboskab. Om Århus’ og andre danske byers udskiftning af “å” med “aa” er en måde at vende ansigtet mod syd frem for nord er åbent for fortolkning. Retskrivningen har på diplomatisk vis gjort det valgfrit, om man vil skrive Århus eller Aarhus. Mette Kragh Faurholdt er informationschef i Grænseforeningen.

Al henvendelse til Grænseforeningen info@graenseforeningen.dk • Telefon 33 11 30 63

Af Mette Kragh Faurholdt