3 minute read

Præstens klumme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s

Tiderne skifter

AF RANDI DALSGAARD HENRIKSEN, SOGNEPRÆST SØNDERBRO KIRKE Så er det gamle kalenderår forbi, og vi ser frem imod det nye år med nye tider. Hvad mon det bringer, tænker vi uvilkårligt, for der er altid et eller andet ved det at bevæge sig fra et gammelt til et nyt. På én gang vurderer vi tilbageskuende samtidig med vores ønske og håb for fremtiden.

I radioen har jeg lige hørt Bob Dylan med hans sang ”The Times They Are A-Changin' ”. Denne sang fra 1964. En sang, der nærmest råber til forældregenerationen om ikke at kritisere den unge generation, så længe man ikke forstår dem, de unge.

Generation Z

Og hvordan er de unge af i dag så? Ja, tiden af i dag er selvfølgelig et helt andet sted end 60’erne og denne generations unge og dens udsyn på verden. Der er sket mangt og meget siden da. Vi har således bevæget os fra 60’er-generationen over Generation X, også kaldet ”nå-generationen” og ”den tavse generation”, videre til Generation Y, eller millennials fordi de havde deres barndom, ungdom eller tidlig voksenår omkring årtusindeskiftet, og nu er vi så fremme ved ungdommens Generation Z.

Tiderne skifter

Det er ganske åbenlyst, at tiderne er skiftet fra de glade 60’er til i dag. Men spørgsmålet er, om enhver generations forældre mon har en tendens til at kritisere ungdommen og deres valg i livet. Jeg selv er en Generation X – ”nå-generationen”, ”den tavse generation”, og jeg kan udmærket huske, hvordan vi blev bebrejdet over vores manglende engagement og oprørstrang.

Mine ældste børn er en Generation Y, og fra sidelinjen har jeg som forælder været vidne til, hvordan globaliseringen er rykket tæt på denne generation, og som sådan deres selvforståelse. Mine yngste børn er en Generation Z, der mere end tidligere generationer forstå sig selv som verdensborger i kraft af det store internet.

Natur og bæredygtighed

Har jeg så som forælder noget at kritisere disse to sidste generationer? Er de for selvoptagede, for dovne, for uansvarlige? Mangler de engagement og oprørstrang, som min egen generation blev klandret for? Det er i hvert fald helt sikkert, at unges verden af i dag er uendelig fjern fra min egen, og jeg kan kun medgive, at tiderne skifter. Men derimod vil jeg ikke klandre Generation Y og Z for manglende engagement, og heller ikke oprørstrang. De er ikke lige så farvestrålende og blomstrede i deres udtryksmåder, som 60’er-generationen var det, men de er absolut lige så skarpe i deres spørgsmål og kritik af tidligere generationers verdensorden og forbrug af klodens resurser. De har stor fokus på natur og bæredygtighed, og de er spået at vægte oplevelser frem for ting. Fordi de netop fravælger forbrug og flytter begrebet om det gode liv et andet sted hen end tidligere generationers.

Skabt i Guds billede

Som en forælder, men i det hele taget som menneske på jord, er det med al mulig anerkendelse, glæde og forventning jeg nu betragter disse unge og deres omsorg for den klode vi alle sammen bor på. Jeg tror absolut, vi vil komme til at se spændende tiltag for vores klodes bedste, og deraf vores allesammens bedste. Ja, der er ingen tvivl – tiderne skifter.

Gud sagde til sig selv: ”Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden.” Og Gud formede mennesket, så det lignede ham. Han skabte mennesket som mand og kvinde og velsignede dem. (1 Mos 1,26-28) Bibelen 2020

Godt Nytår!

This article is from: