5 minute read

Portræt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . s

Portræt

Jeg ønsker mig ikke noget – eller jo for resten …

Myrna Rasmussen fyldte 90 år i december 2022 og kan se tilbage på et langt liv, hvor sport og mennesker har spillet en stor rolle .

AF KATJA MATHILDA CHRISTENSEN, REDAKTØR SØNDERBRO’EREN

Der står Myrna J. Rasmussen på postkassen i forhallen til plejecentret Gefionshaven på Sønderbro. Hvad mon ”J” står for tænker jeg, mens jeg går ad den olivengrønne rute til Myrna J. Rasmussens lejlighed.

Det er morgen, to dage efter 1. søndag i advent, og Myrna og jeg har aftalt, at jeg skal kigge forbi, når hun har fået sin daglige portion havregrød kl. 8. Vi skal snakke sammen om Myrnas liv, selvom det kun kan blive den korte udgave med to sider til rådighed, og når man som hende fylder 90 år lille juleaften.

Fra hus til to-værelses

Myrnas dør er åben, og hun sidder klar i sin hyggelige stue, hvor der pyntet op til jul efter alle kunstens regler:

”Ja, der er ikke så meget, som der plejer, når man er flyttet fra 150 kvm til en to-værelses,” siger Myrna.

Jeg synes, Myrna har udnyttet kvadratmeterne virkelig godt både i forhold til julepynt og møbler:

”Der er mange ting, man ikke kan få med, når man flytter på plejehjem. F.eks. min skænk og mit spisebord i palisander og så den store lysekrone,” siger Myrna uden dog at lyde bitter, men blot konstaterende.

Mange tidlige tab

Heldigvis har Myrna fået bøger, avisudklip og billeder med fra et langt liv. Der er billeder af faren, Søren Marinus Hansen, og moren, Clara Caroline Elinor Hansen, som boede i en to-families villa på Voldgade 8, fra Myrna var 3-4 år gammel:

”Vi fik råd til huset, fordi min mor mistede tre fingre i en stanser på Hede Nielsens fabrik,” fortæller Myrna.

Og selvom den historie lyder grum, så er det ikke den Myrna opholder sig ved, når hun mindes sin mor:

”Min mor kunne alt! Hun kunne bage, lave god mad og holde hus, og så havde hun fantastisk energi. Det var først, da min far døde, at hun gav op,” siger Myrna.

Faren døde som kun 59-årig. Han fik en blodprop og faldt om på Kirks Telefonfabrik. Et par år efter døde moren som kun 52-årig på ferie. Hun faldt om på grund af noget med hjertet. Mormoren døde også kort efter som 72-årig, så man kan måske godt sige, at Myrna med sine 90 år har brudt med en barsk familiefortælling, hvor flere er døde tidligt.

Jeg når nok ikke den runde dag

Den seneste tid har Myrna dog ikke helt været sig selv:

”Jeg har faktisk tænkt, at jeg nok ikke klarede den frem til min 90-års fødselsdag den 23. december i år,” siger Myrna, uden at man aner nogen smerte i hendes ansigt, der nærmest er uden tidens tegn.

Portræt

Men når man hører, hvordan Myrna har mistet sit ene ben, så kan man godt forstå, at det seneste år har tæret på hende:

”Ved de første lægebesøg var der ikke noget galt med benet, kort efter var der koldbrand i tåen, så var det hele foden, der skulle væk, og 8 dage efter den besked var de nødt til at tage hele benet til over knæet,” siger Myrna.

Stor omvæltning at flytte

Efter benamputationen var Myrna nødt til i juni 2022 at flytte fra huset på Langmarksvej, til Gefionshaven. Det var en stor omvæltning at skulle sige farvel til det sted, hvor hun havde boet i 59 år, og hvor hendes egen historie som familie havde udspillet sig.

Sportsfamilie

Men minder har Myrna masser af, og mange af dem handler om sport, som familien dyrkede på højt niveau.

Myrna finder avisudklip med sønnen Claus, der i 1985 havde byens hurtigste ben på 100 og 400 meterdistancerne. Hun har også et blad, fra før hun selv blev født i 1932, hvor den 18 år ældre og meget flotte adrætte ægtemand Vagn er på forsiden af et magasin med rank løbestil:

”Jeg var 20 år, da vi blev gift, og da jeg flyttede hjemmefra,” siger Myrna.

Men Myrna flyttede ikke sammen med Vagn for at blive hjemmegående:

”Jeg havde allerede som 15-årig stået i lære som cigarrillosmager på Petersen & Sørensen i Smedegade, og der fortsatte jeg med at arbejde, efter at jeg var blevet gift,” siger Myrna

Søn leverer boblerne

Myrna og Vagn boede som sagt i et dejlig hus på Langmarksvej med sønnen Claus, der den dag i dag bor i Stensballe med hustruen Lotte. Claus har sin egen lille vinimport, der også sørger for, at der er bobler til Myrnas venner, når der fx. er store sportsbegivenheder i tv, og når hun fylder 90 år:

”Ja, jeg drikker ikke selv, for som jeg sagde til min mand, da han levede – jeg hverken ryger eller drikker, så jeg kan godt gå til frisør en gang om ugen,” siger Myrna og ler.

Myrna ruller ud

Som sportsinteresserede og med fordelagtig adresse på Langmarksvej, overtog Vagn og Myrna på et tidspunkt HFS-klubhuset. I dag er klubhuset revet ned til fordel for CASA Arena, og selvom Horsens altid har været en sportsby, var det meget ydmyge forhold Myrna havde til at drive klubhus:

”Vi boede jo lige overfor klubhuset, der havde et ganske lille køkken og ingen opvaskemaskine, så jeg fik mig en lille rullevogn, hvor jeg kørte mad fra mit eget køkken over til klubben og bagefter opvasken tilbage,” fortæller Myrna.

Et langt liv er lig med op- og nedture

Efter 15 år som klubhusets mor fik Myrna beskeden, at Horsens Forenede Sportsklub ville prøve noget andet, og så blev hun fyret:

”Når man er heldig og lever et langt liv, så bliver man også nogle gange skuffet, men man har også mange gode minder,” siger Myrna.

2022 har været et hårdt år for Myrna, men hun er trods alt gået fra at tro, at hun ikke skulle holde 90-års fødselsdag til mere optimisme – ikke mindst pga. Gefionshaven, hvor hun allerede har fået Ragnhild, Inge, Bodil og Hanne som veninder. Myrna glæder sig til at fejre med hele familien, barnebarnet Mikkel, der bor i Aarhus og naboen gennem 50 år, Ruth.

”Jeg er begyndt at tro på, at jeg klarer den. Nu har jeg i hvertfald bestilt en kæmpe lagkage til 50 personer til festen i januar” siger Myrna.

Hvad ønsker man sig egentligt som 90-årig?

”Jeg ønsker mig ikke noget – eller jo, jeg ønsker mig faktisk et abonnement på bladet Her&Nu,” siger Myrna.

Sidst men ikke mindst – hvad står ”J” for på postkassen?

This article is from: