Skanderborg Ungdomsskoleprogram 2017-18

Page 1

2017/2018

Se et udpluk af vores fritidstilbud i denne brochure og lĂŚs mere pĂĽ www.skanderborg-ungdomsskole.dk


Velkommen til nye muligheder! Skanderborg Ungdomsskole tilbyder undervisning, klub, ungeindflydelse, ture og rejser og mange andre aktiviteter for dig og alle andre unge fra 7. klasse til 18 år. Ungdomsskolen skaber i fællesskab med kommunens unge, rammerne for et aktivt og udviklende ungemiljø. Et miljø, hvor du kan udvikle dig selv, styrke dit sociale netværk, møde nye og gamle venner og være i kontakt med dygtige og ansvarsbevidste medarbejdere. Her er trygge rammer og plads til alle. Ansvaret går begge veje. Det er frivilligt – og oftest gratis – at deltage i aktiviteterne. Du er velkommen til at prøve nye ting af, men det er vigtigt du overholder aftaler og gennemfører de tilbud, du har tilmeldt dig.

Holdene er på hjemmesiden inddelt i fagkategorier og foregår forskellige steder i kommunen. Kig på de enkelte hold og læs beskrivelsen, for at se hvor holdene afvikles. Har du forslag til nye hold eller aktiviteter, så henvend dig endelig til Ungdomsskolen. Der er kort fra tanke til handling, og vi støtter gerne dine idéer og forslag. Følg os desuden på facebook, hvor du løbende kan se billeder fra vores hold og rejser, og let kan følge med i nyheder og nye hold vi opretter. www.facebook.com/skanderborgungdomsskole Velkommen i Ungdomsskolen

Avisen er et udpluk af Ungdomsskolens samlede tilbud. Der er mange flere tilbud end dem du ser her. Se hele oversigten på www.skanderborg-ungdomsskole.dk

NB! Vi gør opmærksom på, at billedmateriale fra ungdomsskolens aktiviteter benyttes til hjemmeside, brochurer, opslag mm.

Tilmeldingsfrist

Hvordan tilmelder jeg mig?

Hold øje med tilmeldingsfristen på de enkelte hold. Det er en god idé at tilmelde sig inden holdene starter.

Besøg www.skanderborg-ungdomsskole.dk og vælg ”Fritidsundervisning”. Find alle aktiviteter under de forskellige kategorier.

Hvem

Hvis du ikke allerede har et log-in, skal du oprette en profil. Her kan du benytte dit UNI-login. Husk e-mail og mobilnummer, således vi kan kontakte dig med holdændringer, nye tilbud mm. Find herefter dine ønskede hold/workshops/rejser og læg mærke til, hvor aktiviteten foregår – og tilmeld dig. For aktiviteter hvor der kræves betaling, betales via nettet.

Unge fra 7. klasse til 18 år.

Hvad Alle aktiviteter er frivillige og undervisningen tilrettelægges så vidt muligt sammen med eleverne, så der tages hensyn til alder og niveau.

Hvor og hvornår Er anført ved de enkelte tilbud på hjemmesiden.

2

Bemærk der er åben for tilmelding fra d. 14. august! De fleste hold starter i uge 38.


Forældre- og informationsmøde om ungdomsskolen 2017 Tirsdag d. 29. august fra kl. 17-18 afholder ungdomsskolen informationsmøde, hvor vi fortæller om de mange tilbud i klubog fritidsafdelingen. Kom og få en rundvisning i vores lokaler, og mød nogle af vores mange undervisere. Mødet afholdes på Finlandsvej 5 i Skanderborg.

3


“Jeg elsker at synge og danse” Ea Maagaard, 16 år. Er lige startet i 10. klasse på Midtjysk Efterskole. Jeg har aldrig været glad for boldspil og den slags, men elsker at synge og danse og synes, det er sjovt at bruge min krop. Derfor meldte jeg mig på musicalholdet sammen med min veninde og har været med i to år. Selvom jeg har danset og spillet teater på min skole og i gymnastikforeningen, var det meget anderledes i ungdomsskolen. Det var mere professionelt med lys, microport og manuskript, og jeg har lært mange nye teatertekniker. Det var megafedt, at det skete uden for skolen. For hvis det er noget i skoletiden, føler jeg mig mere tvunget til det. Men når det er noget, jeg selv har tilmeldt mig, føles det bare bedre.

Musicalholdet sluttede med, at vi lavede en stor forestilling i Kulturhuset i Skanderborg, som var åben for alle. Lige inden jeg skulle ind på scenen til premieren, stod jeg sammen med Sofia ude bag tæppet. Vi var spændte på, om salen var fyldt, om vi kunne huske vores replikker, og om der var nogen, vi kendte. Så gik vi på scenen, og det kørte bare og var så fedt. Det var fedt at spille foran et publikum, og bagefter var vi lettede og grinede af de ting, der var kikset, som at én havde tabt sin glorie midt i det hele. Nu er jeg på efterskole, så det er lidt trist, at jeg ikke kan være med i år. Men jeg har fået nogle af de bedste venner, og vi kommer helt sikker til at holde fast i hinanden.

I år søger ungdomsskolen en masse engagerede unge, der er vilde med teater, musik, dans og kostumer til at opføre stykket Game Over. Stykket opføres i Skanderborg Kulturhus i et stort set-up af lyd og lys. Der øves intenst fra midten af december 2017 og frem til premieren i starten af marts 2018. Har du selv lyst til at være med på ungdomsskolens MUSICALHOLD - så læs mere og tilmeld dig på hjemmesiden.

4


5


Skanderborg Ungdomsråd Skanderborg Ungdomsråd er for dig, der er interesseret i politik, elsker en god diskussion og er god til at planlægge og afholde arrangementer. Skanderborg Ungdomsråd er nedsat af Skanderborg Byråd og fungerer bl.a. som sparingspartner i politiske spørgsmål som vedrører unge i Skanderborg Kommune. Her ud over planlægger og gennemfører ungdomsrådet selv en del ungearrangementer i løbet af året.

Læs mere om ungdomsrådet på www.skanderborgungdomsraad.dk www.facebook.com/ SkanderborgUngdomsråd/ Som medlem af ungdomsrådet har du også mulighed for at deltage i ungdomsrådets ture og aktiviteter.

Alle unge i aldersgruppen 14-21 år har mulighed for at deltage i Skanderborg Ungdomsråd.

Ungdoms

rådet skanderborg

Infodag Skanderborg Ungdomsråd afholder infodag torsdag d. 24. august kl. 18.45-20.30 på Finlandsvej 5 i Skanderborg. Så er du nysgerrig på, hvad ungdomsrådet er, er det den perfekte dag at komme og se hvad vi laver i rådet samt møde medlemmerne.

6


“Jeg har lært at stille mig op og sige min mening foran andre” Nasra Fiidow, 15 år. Er lige startet på STX Skanderborg Gymnasium. Jeg har været med i Ungdomsrådet, siden jeg var 14 år. Vi er de unges talerør i kommunen, og vores opgave er at gøre kommunen til et endnu bedre sted for de unge. Hvis nogle unge har noget, de gerne vil have ændret eller gennemført, kan de fortælle det til os, og så kan vi bringe det videre til byrådet. Jeg synes, det er en fed mulighed for at blive hørt og føler, jeg er med til at beslutte noget. Politikerne tager meget godt i mod os, og jeg tror, de er glade for, at der er unge, der tager demokratiet seriøst, og jeg er glad for, at de lytter til os. Når man er med i Ungdomsrådet kan man ikke sige, at det er de voksne, der bestemmer det hele, for nu har vi muligheden for at være med. Her forleden var vi til at møde med nogle af kommunens politikere, hvor vi fik at vide, at hvis der var noget, der berørte de unge, så ville de gerne høre det, og de ville også gerne spørge os til råds. Vi får også henvendelser fra lokale foreninger, som vil

høre, hvad vi synes, og jeg føler, jeg har indflydelse på lokalsamfundet. Udover politik laver vi også kulturelle arrangementer som “Nachos og brætspilsaftener” og “D-dag” for unge i Kulturhuset, hvor der er lokalpolitikere, folketingsmedlemmer og stand-up. Jeg har også været med Ungdomsrådet til Folkemødet på Bornholm, hvilket var en fed oplevelse. Vi har et rigtig godt kammeratskab, og jeg vil gerne være med mange år endnu. Jeg brænder for Ungdomsrådet og har lært at blive bedre til at snakke i et åbent rum. Det tror jeg har været godt for mig at lære, så jeg nu tør stille mig op og sige min mening.

7


Ungdomsklubber Skanderborg Ungdomsskole har 9 Ungdomsklubber rundt i kommunen

Vi har ungdomsklubber i: Herskind, Gl. Rye, Låsby, Voerladegård, Ry, Stjær, Veng, Hørning og Virring.

Klubberne er stedet hvor man mødes med vennerne, lærer nye at kende og deltager i mange forskellige aktiviteter.

Se mere om klubberne på www.skanderborg-ungdomsskole.dk/klubber

Medlemskab af klubberne: Det koster 25 kr. at blive medlem af Ungdomsskolens ungdomsklubber i en hel sæson. Med et medlemskab kan man komme i alle 9 klubber. Indmeldelse sker i én af de 9 klubber.

Som medlem af en ungdomsklub kan du f.eks. deltage i vores klubture.

JULETUR TIL KØBENHAVN 18.- 19. november 2017. Pris kr. 450,- I prisen er inkluderet transport og tur i Tivoli med madbillet og turarmbånd. Overnatning sker i en af Københavns ungdomsklubber.

DJURS SOMMERLAND Lørdag d. 2. sep. 2017 Pris kr. 220,-

8

Tilmeld dig i din lokale klub eller på hjemmesiden under kategorien klubaktiviteter.


KAJAKKURSUS Her har du muligheden for at tage et grundkursus i kajaksejlads. Kurset giver mulighed for at gå til prøve og få et EPP 2 roerbevis. Med beviset har du mulighed for at starte i de fleste kajakklubber uden at skulle til prøve først. Kurset indeholder teori, øvelser og sejlture. På kurset lærer du bl.a. om redningsøvelser ved kæntring, makkerredninger, roteknikker og grønlændervendinger. Kurset starter mandag d. 21. august 2017.

WINDSURFING Ungdomsskolen har surfbrætter! Har du lyst og energi? Til windsurfing lærer du de nødvendige brætteknikker, sejlføring og om sikkerheden til søs. Undervisningen starter mandag d. 21. august 2017. Undervisningen slutter i ugen op til efterårsferien. Undervisningssted: Knudhule Strand - Ry Sejlklub.

DYKNING Skanderborg Ungdomsskole tilbyder nu elever at tage det internationalt anerkendt PADI Open Water dykkercertifikat, som du kan benytte i hele verden. Du skal være klar til at lære nye færdigheder både i praksis og teori. Pris kr. 800,-

9


SKITUR I VINTERFERIEN Ungdomsskolens skitur går til See i Østrig i uge 7, hvor vi besøger et område, der hvert år byder på alt mellem høj solskin og pulversne. Skiområdet egner sig til både øvede og nybegyndere. Oplev masser af udfordringer, godt kammeratskab og oplevelser for livet. Afgang fredag aften i uge 6 og hjemkomst lørdag formiddag. Det er hele 6 overnatninger og 7 dage på ski! Den samlede tur koster kr. 4.500,- inkl. bustransport tur/retur, overnatning og halvpension i en hyggelig bjerghytte. Ski/støvler kan desuden lejes på destinationen for kr. 500,-.

PÅSKETUR TIL PARIS Intet er så skønt som en forårstur til Paris. Vi besøger nogle af ”must-see” stederne, som Eiffeltårnet, Champs Elyssé og Disneyland, men vi har også nogle anderledes og spændende seværdigheder i ærmet. F.eks. kan vi tage på en guidet rundvisning i de underjordiske katakombere eller tage en aftensejltur på Seinen. Vi mødes inden afrejse, hvor vi laver fransk mad sammen og snakker om vores forventninger til turen. Turen er for elever fra 8. klasse til 18 år. Vi rejser i påskeferien d. 23. -29. Marts 2018. Turen koster kr. 3.500,- inkl. bustransport, overnatning på hotel, forsikringer, entréer, metrokort, morgenmad og aftensmad alle dage. Derudover kommer penge til frokost og lommepenge.

10


“Jeg er blevet mere udadvendt og åben” Julie Ravnholt Møller, 16 år. Er lige startet på STX i Silkeborg. Jeg begyndte til ridning i 7. klasse, fordi det ligger tæt på, hvor jeg bor, og jeg så kunne cykle frem og tilbage. Det var meningen, at min veninde skulle have været med, men hun blev nødt til at melde fra. Jeg valgte at blive på holdet, selvom jeg egentlig er meget genert og gerne ville have én med, jeg kendte. I starten havde jeg det ikke så godt med det, men det ændrede sig, for jeg kom hurtigt til at snakke med de andre og lærte mange nye at kende fra de små byer rundt om Galten. Jeg har også taget knallertkørekort i Ungdomsskolen, jeg går til fransk og jeg har været med på en rejse til Paris i påsken. Her kendte jeg heller ikke rigtig dem, der skulle med, men jeg havde hørt en masse godt om turen. Paris er en fed by, som jeg gerne ville se, og så ville jeg også gerne med for at bruge det franske jeg har lært. Det blev en helt fantastisk oplevelse, som gav mig en masse nye venner. Jeg er blevet mere udadvendt og åben og er rigtig glad for, jeg tog med og vil med igen i år. Der er så mange muligheder for at prøve nye ting af i trygge rammer i Ungdomsskolen, så hvis man har lyst til at melde sig til noget fedt, men ikke kender nogen på holdet, så synes jeg, man skal se bort fra det og bare begynde alligevel.

11


HOLIDAY ROAD TRIP Tag med Ungdomsskolen på 3 dages sommertur til Tyskland og få en forlystelsesdag i Heide Park, en eftermiddag i en klatrepark, kulturelle oplevelser, sightseeing og shopping i Hamburg. Overnatning på hotel i Hamburg. Tidspunkt: Første uge i sommerferien fra mandag d. 2. - onsdag d. 4. juli 2018 Pris kr. 995,-

UNGDOMSCRUISE - OSLO Kom med Ungdomsskolen på krydstogt til Oslo 3 dage i efterårsferien: mandag d. 16. oktober til onsdag d. 18. oktober. Kahytovernatning, hygge på båden, sightseeing i Oslo mm. Pris kr. 750,-

FODBOLDTUR TIL HAMBURG Vi forsøger at få billetter til en af forårets turneringskampe. Oplev stemningen på et af Tysklands mest traditionsrige stadions med plads til 57.000 mennesker til tonerne af ” Wir sind Hamburg-HSV” fra lægterne. Pris kr. 375,-

12


LONGBOARD WORKSHOP Vi får besøg af drengene bag longboardproducenten Jibe Longboards. Sammen bygger vi boards, dekorerer, styler og efterfølgende testkører og justerer! Få dig dit eget fede unikke longboard fra Jibe med hjem! Kreativitet og udvikling - nye venskaber - nye kundskaber forbedring af dine skate-skills - og måske starten på en ny hobby.... Pris kr. 350,Mere skate til folket!

INSTRUMENTUNDERVISNING OG SOLOSANG At spille musik handler om at have det sjovt, mens man både udfordrer og udvikler sig. Vi arbejder med både teori og noder/akkorder og undervisningen tager selvfølgelig udgangspunkt i dit niveau, samt ønsker og interesser, og vil fokusere på hvordan man bruger stemme og instrumenter, som et aktivt instrument i sammenhæng med den øvrige musik. Guitar, solosang, trommer, bas og klaver tilbydes ugentligt.

MOTORLÆRE - PIMP MY RIDE Her er holdet, hvor vi du kan lære at reparere din knallert/ crosser eller noget helt andet, hvor det kun er fantasien der sætter grænser. Vi skruer i biler og der er her der er mulighed for at få fingrene helt ned i maskineriet, og lære noget grundlæggende teknik. Vi bygger på projekter undervejs i forløbet. Værkstedet er udstyret med autolift samt motorcykellifte. Vi bygger, vi skruer, vi reparerer og vi elsker det!

13


MOR- OG DATTER WORKSHOPS JULEKERAMIK Vi tager forskud på juleriet og byder 2 generationer velkommen til julekeramik i Ungdomsskolen. Her får du mulighed for, sammen med en fra din familie at lave juleinspireret keramik og måske lidt julegaver. Britta deler ud af mange års erfaring med det keramiske arbejde. Workshoppen strækker sig over to weekender i november. På kurset vil I blive introduceret for forskellige teknikker. Vi starter med et inspirationsoplæg, så vi hurtigt kan komme i gang. Det kræver ingen forkundskaber at deltage.

Vi tilbyder desuden GLASKUNST FOR 2 GENERATIONER – se mere på hjemmesiden.

KONFIRMATIONSFORBEREDELSE Den store dag kræver meget forberedelse - især hvis man sætter pris på hjemmelavede indbydelser, bordkort, sangskjulere, bordpynt osv. Vores kreative medarbejdere hjælper med alverdens hjemmelavede ting med inspiration fra bl.a. instagram og pinterest. Meld dig til hvis du og din mor vil med til opstarts- og inspirationsaften i januar, hvor I bliver præsenteret for de muligheder, vi stiller til rådighed. Herefter kan I vurdere, hvilke dele af holdet I ønsker at deltage i.

14


CROSSFIT Keep calm and do Crossfit! Vi har indrettet Finlandsvej 5 med vægtstænger, kettlebells, wallballs, sjippetove, jumpboxes , traktordæk mm. og det hele foregår i en intens stemning til lyden af anlæggets tunge rytmer i baggrunden. Crossfit er intervaltræning, øvelser der er forskellige fra gang til gang, styrke og smidighed, en livsstil, for både drenge og piger der vil være i form og se sådan ud. Og så er mindsettet simpelt – man giver alt hvad man har hver gang!

PIGEFITNESS OG STYRKETRÆNING Vi arbejder med konditionstræning ved hjælp af maskiner samt styrketræning (mave, balder, ryg, lår og arme) krydret med øvelser for smidighed og afspænding. Nøgleordene er fællesskab og samarbejde omkring øvelserne og der er plads til alle uanset forudsætninger. Vi tilpasser træningen så den passer til alle, lige fra den trænede fodboldspiller, til ham eller hende som bare ønsker at motionere lidt med kammeraterne.

CODING – MICRO:BIT Micro:Bit er en mikrocomputer i cirka halv størrelse af et Dankort. Den har 25 LED i matrix og to programmerbare knapper - foruden en række sensorer, et indbygget kompas, bevægelsessensor, Bluetooth og fem input og output ringe, som kan sluttes til andre ting. Der programmeres i et visuelt værktøj og et tekstbaseret sprog og der arbejdes med at programmere ”stensaks-papir”, skridttællere, højdemålere, spil, robotter og meget mere.

15


“Så længe jeg kan huske, har jeg været forelsket i biler” Thea Wagner Halberg, 15 år. Går i 9. klasse på Niels Ebbesen Skolen i Skanderborg. Jeg begyndte på motorholdet i 2015, da jeg var 12 år. Jeg er eneste pige, men det er jeg ligeglad med. Jeg føler mig meget velkommen og tror, at drengene har set det som noget specielt og tænkt, at nu giver vi det en chance. De er meget imødekommende, og det er rigtig hyggeligt på holdet. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg elsker biler, men lige siden jeg så en bil, har jeg været forelsket i dem, og da jeg var tre - fire år gammel, kunne jeg navnene på alle de mest normale bilmærker. Min far har altid haft en masse biler til at stå, som han og jeg så har rodet med. Der er to motorhold. Et onsdag og et torsdag og jeg går på begge hold. Det foregår ved, at der ruller en bil ind, som vi skal finde ud af, hvad fejler og så reparere den. Det kan være en af de andres biler, eller en af deres forældres eller venners. Jeg

16

skal helt klart også selv have en bil. Det skal være en sort Volvo 480, og min far og jeg er allerede begyndt at kigge efter én, som vi kan gå og gøre i stand, indtil jeg selv kan køre i den, når jeg bliver 17 år. Når jeg er færdig med skolen, vil jeg på teknisk skole for at blive mekaniker. Jeg vil være den første pige i familien, der får en uddannelse, og det skal selvfølgelig være inden for noget, jeg kan lide. Når jeg bliver lidt ældre, vil jeg gerne køre ræs og være professionel drifter. Det er en racerkører, der kører i biler, som kommer helt ned at ligge på siden og slider meget dæk. Jeg har aldrig selv kørt ræs men siddet ved siden af én, der kørte markræs, og jeg fik bare en helt fantastisk lykkefølelse, hvor det bare kriblede i hele kroppen.


17


18


KLATRING På klatreholdet får du mulighed for at prøve rappelling, træklatring, tovbaner og klatrevægge. Du lærer løbende om sikkerhed, regler og klatreteknikker i forbindelse med den praktiske undervisning. Holdet er både for øvede og begyndere.

WHITE WATER RAFTING I NORGE Tag med til Norge og oplev en vild, våd og sjov raftingtur i en fossende norsk elv. Prøv at klatre og rappelle ned ad de stejle klipper og overnatte i telt i den norske natur. En outdoortur med klatring og white water rafting. Kr. Himmelfartsferien 2018 Pris kr. 700,-

19


NYHED! BABYSITTERKURSUS Elsker du at lege og pusle om små børn? Så er dette kursus nok lige noget for dig! Du vil bl.a. komme til at lære om børns udvikling, hvordan man giver mad og skifter ble, omgås og leger med småbørn samt hvordan du undgår ulykker og giver førstehjælp. Når du har gennemført kurset, får du et diplom, som bevis på dine færdigheder som babysitter, og du vil kunne blive oprettet i vores jobbank på hjemmesiden, hvor børnefamilier kan søge efter babysittere.

FAMILIEHJÆLPER Som noget nyt tilbyder vi at hjælpe 14-17-årige med at skaffe fritidsjob som familiehjælpere. Vi mødes en enkelt aften og gennemgår de grundlæggende ting, som kan være nyttige at kende til som familiehjælper. Derudover hjælper vi dig med, at skrive lidt om dig selv til vores jobbank på hjemmesiden. Her kan familier søge efter den familiehjælper, de ønsker at ansætte.

VERDENSMAD På dette hold vil du hver gang blive introduceret for et nyt lands madkulturelle kendetegn. Er du klar på at udfordre dig selv med mad fra hele verden, så meld dig til holdet. Vi starter med at lave hjemmelavet pasta og pizza!

TEKSTIL & DESIGN Sy og design tøj og ting til dig selv - en kjole, en t-shirt, et par bukser, en taske eller hvad du nu finder på. Vi kigger i blade, bøger og på materialer for at få inspiration. Du behøver ikke kunne sy, bare lysten og ideerne er der, så skal du nok lære det.

20


ÅBNE VÆRKSTEDER PÅ FINLANDSVEJ 5

TRÆ Søren inspirerer og hjælper i træværkstedet hver mandag mellem kl. 15-21. Hvad enten du har lyst til at lave en iPhone holder, en højtaler, en reol til værelset, eller dreje en træskål, får du her den allerbedste hjælp til at lave det.

MUSIK Vores musiker Claus er i musiklokalet hver torsdag, hvor der er mulighed for at komme og spille sammen med andre musikinteresserede mellem kl. 18-21. Er du nybegynder og nysgerrig.... eller er du øvet og åben for at spille sammen med andre, så blot mød op.

Tjek på hjemmesiden www.skanderborg-ungdomsskole.dk/Finlandsvej-5 hvem der er på arbejde de forskellige dage, og bliv klogere på hvilke muligheder du har på vores åbne værksteder. 21


NYHED!

Trivselsarrangement for jeres klasse på Finlandsvej 5 Ungdomsskolen tilbyder et færdigt tilrettelagt trivselsarrangement for en 7. klasse med deres forældre. Formålet med arrangementet er at få en hyggelig aften sammen med børn og forældre. Vi kommer i løbet af aftenen både omkring samarbejdsøvelser, kreativitet og personlige udfordringer, men der bliver også rigelig tid til at snakke og hygge sammen. Aktiviteterne er gratis. Mad og drikke medbringer klassen selv. Vi har køkkenfaciliteter, service, kaffe og te.

flotte resultater. Medbring selv t-shirts eller andet du har lyst til at få trykt på. Vi har også t-shirts i forskellige størrelser som kan købes billigt på dagen (mobilepay eller kontant). Pinewood Derby Car Race. I træværkstedet hjælper vi jer med at lave miniaturebiler i træ. Vi saver, hamrer, tilpasser, maler, sliber og optimerer dem inden vi afslutter aftenen med en testkørsel – alle mod alle. Der er naturligvis præmie til vinderen med den hurtigste bil.

Elever og forældre opdeles i tre grupper, som roterer mellem disse tre aktiviteter. En tur på klatrevæggen. Vores klatreinstruktør sørger for at sikre jer, og instruere jer i klatreteknikken. Der er præmier til dem, der formår at komme helt til tops og ringe med klokken. A T-shirt tryk. Vi hjælper jer med at lave et sjovt tryk eller statement til t-shirt, viskestykker, pudebetræk, muleposer eller andet. Vi arbejder med folieprinter og varmepresser – og det ender altid med super

22

Aktiviteten tilbydes hele skoleåret på hverdagsaftener. Aktiviteten starter kl. 17.00 og slutter ca. 20.45. Ungdomsskolen stiller med undervisere til klatring, design og træværkstedet. Klassens forældre sørger selv for mad og oprydning efter fællesspisning. Tilmelding: Henvendelse til Stine Wonsild på stine.wonsild@skanderborg.dk


23


24


FINLANDSVEJ 5 Finlandsvej 5 er Skanderborg Ungdomsskoles åbne og kreative legeplads med masser af muligheder for udfoldelse sammen med andre unge kreative ildsjæle! Vi inviterer indenfor i vores 2.500 kvm store kreative univers. Her mødes elever, frivillige borgere, foreninger og virksomheder for at lære nyt i foretagsomme fællesskaber på tværs af uddannelse, faglighed og kultur. Åbne gratis værksteder mandag, tirsdag, onsdag og torsdag mellem kl. 15-21. Det er gratis at benytte værkstederne på Finlandsvej 5. Eventuelle materialeomkostninger aftales individuelt. Værkstederne på Finlandsvej 5 omfatter bl.a.:

Design: Her har du et væld af muligheder for at arbejde indenfor bl.a. tekstil, læder, smykker, keramik, glaskunst, tekstiltryk, folieskæring, 3D-print, skilteproduktion, billedbehandling og grafi sk arbejde. Vi har drejeskiver, ovne, gipsforme, glasurer, vinylprinter, varmepresser, maling, symaskiner, smykkeværktøj og meget meget mere.

Metalværksted: Har du ikke selv det nødvendige værktøj når du skal svejse eller lodde, er der rig mulighed på Finlandsvej 5. Her finder du håndværktøj og maskiner som plade- og rørbukker, bænksliber og værktøj til gevindskæring. Vi har smedeesse, sandblæser og maskinsaks. Samtidig har vi en autolift, så du kan komme her og skifte dæk eller se nærmere på understellet af din bil.

Træværksted: Her går kreativitet og godt håndværk op i en højere enhed! Du finder alt, hvad du kan ønske dig af håndværktøj, maskiner og materialer.

Musikværksted: Velkommen til et fuldt udstyret musiklokale med sanganlæg, trommer, guitar/bas, klaver, percussion mm. Kig forbi hvis du kan spille et instrument eller godt kunne tænke dig det, brug lokalet som øvelokale til dit band eller mød andre unge med samme interesse. Drømmene starter her – musik gør dig glad i låget!

Crossfit: Vi har indrettet fabrikslokalerne med vægtstænger, kettlebells, wallballs, sjippetove, jumpboxes og traktordæk mm. og det hele foregår i en intens stemning til lyden af anlæggets tunge rytmer i baggrunden. Crossfit er: interval træning, øvelser der er forskellige fra gang til gang, styrke og smidighed, en livsstil, for både drenge og piger der vil være i form og opnå styrke - og se sådan ud! Crossfit er en træningsform, der optimalt kombinerer styrke-, kredsløbs- og mobilitetstræning og så er mindsettet simpelt - man giver alt hvad man har hver gang! Don´t wish for it - Work for it!

FØLG OS PÅ DE SOCIALE MEDIER FINLANDSVEJ5

25


“Jeg har altid kunnet lide at bruge mine hænder” Karl Steen Ludvig, 15 år. Går i 9. klasse på Højboskolen i Hørning. Hver mandag tager jeg og Mads, der går i min klasse, til de åbne værksteder i Skanderborg. Der er tre værksteder; træ, metal og design. Man kan lidt af det hele, og så er der undervisere, der hjælper. Jeg kan godt lide at bygge noget i træ og har lavet mange små ting som en telefonholder. Jeg har også lavet nogle større ting som en bænk, som jeg er rigtig godt tilfreds med, og som står på mit værelse. Jeg får de fleste ideer fra Pinterest, så jeg tænker, at det vil jeg prøve at lave. Andre gange bruger jeg lang tid på at beslutte mig og hygger med de andre og spiller bordtennis eller løber på løbehjul i hallen. Der er åbent fra klokken tre om eftermiddagen til ni om aftenen, og man skal ikke melde sig til men kan bare komme. Jeg kan godt lide, at der er åbent,

26

når jeg har tid. Der er heller ingen, der bestemmer, hvad jeg skal lave, og jeg kan tage pauser, når jeg vil. Jeg har altid kunnet lide at bruge mine hænder. Vi har et koldt skur i haven, hvor jeg nogle gange står ude. Men det er fedt at komme et sted, hvor der er varmt, og der er flere, så man kan se, hvad de laver. Værkstederne er i en gammel lagerhal, og det er råt og alligevel hyggeligt med brætspil og fællesspisning ved lange borde. Det næste, jeg vil lave, bliver nok i jern. Nu har jeg lavet så meget i træ, så jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave noget i metal. Jeg begynder snart på Ungdomsskolens kajakhold om mandagen, men så har vi bestemt, at vi kommer i værkstedet tirsdag i stedet. Jeg tænker lidt på at læse til ingeniør, men det er ikke derfor, jeg kommer. Jeg kommer, fordi det er sjovt.


27


KNALLERTKØREKORT Vil du køre på knallert og scooter, kræver myndighederne, at du har et knallertkørekort. Det kan du få ved at gennemføre et kursusforløb i Ungdomsskolen. Du kan starte på knallertholdet, når du er 14½ år og får kørekortet når du fylder 15 år. På holdet skal du gennemføre både førstehjælp, teoriundervisning samt praktisk kørsel. Holdene afsluttes med teori- og køreprøve. Prisen er kr. 650,- som betales ved tilmelding.

Kontaktoplysninger Afdelingsleder Stine Wonsild Tlf. 87 94 87 61 / 21 19 30 20 stine.wonsild@skanderborg.dk

Afdelingsleder Michael Stevens Tlf. 87 94 87 97 / 40 14 69 40 michael.stevens@skanderborg.dk

UNGDOMSSKOLEN@SKANDERBORG.DK WWW.SKANDERBORG-UNGDOMSSKOLE.DK WWW.FACEBOOK.COM/SKANDERBORGUNGDOMSSKOLE

www.gte.dk · 148

Finlandsvej 5 8660 Skanderborg Tlf. 87 94 87 94

241 · Svanemærk et Trykkeri

Afdelingsleder Frank Oxholm Jensen Tlf. 87 94 87 51 / 29 38 23 61 frank.oxholm.jensen@skanderborg.dk


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.