Den grønne kasse by The Greenlandic Society (CPH)

Født i 1944 i Casablanca. En flytning med længere stop i Danmark og på Færøerne, til Færingehavn og senere Godthåb med hjemmegående mor, efterhånden 2 søskende og en far, der som en voksen-tvilling til Emil fra Lønneberg altid var på udkik efter nye oplevelser. Livet var ikke spor kedeligt og langt fra forudsigeligt. Men selvstændighed gav det.

Et stykke grønlandshistorie – og en anderledes barndom – der ikke har været skrevet om før!

Margaret FoverskoV

Den grønne kasse Min Nordatlantiske Barndom

Den grønne kasse - Min Nordatlantiske Barndom

Vintre i Færingehavn uden andre beboere i området var barske for alle i boligen af fiskekasser – og som hjertevarme forældrene ikke helt kunne matche. Det ses dog alene i tilbageblikket. Undervisningspligten ændrede drastisk livet for familien, da de i 1950’erne blev ”tvunget” til at flytte til Godthåb, hvor moderen fik fast stilling og familien en tryggere tilværelse. Med stabil bolig og en vis økonomisk tryghed genvandt barnet, og senere teenageren, roen, glæden ved leg, kammeratskabet, skolen og livet – men skygger fulgte dog også med.

Margaret FoverskoV

Medrivende og humoristiske erindringer fra forfatterens barndom og ungdom fra slut-1940’erne til begyndelsen af 60’ernes Færingehavn og Godthåb i Grønland. Med nutidens øjne langt fra en rosenrød barndom. Det begyndte som livet i den geografiske udkant – og på en økonomiske kant, som ingen accepterer i dag. Næppe heller kommunens socialforvaltning.

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

Margaret Foverskov

Den GrĂ¸nne Kasse Min Nordatlantiske Barndom

Omslagsfoto: Forside: ISHAVET ved vintertid. Bagside: ISHAVET, vi tre børn skuer over mod Polar Oil, som anes til venstre i billedet.

Den Grønne Kasse Min Nordatlantiske Barndom

Indhold Forord ........................................................................................................ vii Godthåb, Grønland ....................................................................................1 Far og Mor ................................................................................................... 3 Casablanca, Marokko .................................................................................9 Billeder fra tiden i Casablanca, Marokko ..............................................13 Danmark ....................................................................................................15 Færøerne ....................................................................................................19 Billeder fra tiden på Færøerne ................................................................60 Færingehavn – Grønland ........................................................................65 Billeder fra tiden i Færingehavn ............................................................92 Godthåb – indlogeret hos et lærerægtepar ..........................................97 Godthåb – Mågehuset ............................................................................ 109 Billeder fra tiden i Mågehuset .............................................................. 159 Danmarksturen ....................................................................................... 169 Godthåb ................................................................................................... 179 Billeder fra Godthåb 1959-1961 ............................................................ 206 Alene i Danmark 1961-65 ...................................................................... 209 Godthåb 1965 .......................................................................................... 225 Godthåb, Grønland - efter fars død ..................................................... 233 Billeder fra ’Det blå hus’-tiden, Godthåb ............................................ 236 Eftertanker og – tak! ............................................................................... 241

vii

Forord

enne bog er blevet til på foranledning af min kære søn Morten, der i al troskyldighed en dag foreslog, at jeg forevigede mine små historier og anekdoter fra min barn- og ungdom, til glæde for kommende generationer af slægten. Om han forudså følgerne af sit forslag, må forblive hans hemmelighed; men jeg kastede mig over opgaven med stor entusiasme og har haft mange gode timer med at genleve en svunden tid. Opgaven har bragt mig i direkte kontakt med mennesker fra fortiden, da min mistroiske ægtemand indimellem har tvivlet på min hukommelse og antydet, at jeg digtede eller viderefortalte historier, jeg måtte have hørt snarere end oplevet.Disse antydninger bragte mig ud i et længere researchforløb for at opspore vidner til mine påstande. Det har været tidskrævende, til tider vanskeligt, men sjovt, spændende og meget tilfredsstillende, idet mine minder og påstande er blevet bekræftet med kun bagatelagtige korrektioner. Resultatet af mine anstrengelser, både hvad skriblerier og opsøgende arbejde angår, må derfor anses for at give et så sandfærdigt ’værk’, som overhovedet kan forventes. Ikke desto mindre vil jeg gerne påpege, at det er mine erindringer jeg skildrer, og at det er barnet Margaret, der fortæller historien, som hun oplevede og husker den. Et barn, der måske har oplevet verden omkring

vii

hende i et andet perspektiv, end en voksen person ville have gjort, og at andre muligvis derfor kan have en anden opfattelse af visse passager i fortĂŚllingen.

Margaret Foverskov HĂ¸rsholm 2014

viii

Godthåb, Grønland November 1965

lokken 2 om natten mellem den 14. og 15. november 1965 ringer telefonen i det lille blå hus i Passet. Jeg hører den straks og styrter ned af trapperne, griber røret: ”Hallo,” siger jeg bestyrtet. ”Fru Mikkelsen, jeg ringer fra Sana, jeg må desværre meddele Dem, at Deres mand lige er død.” ”Jamen, jeg er ikke min mor, jeg er…” Nu var mor kommet til og overtog dialogen, og sandheden gik langsomt op for mig. Far var død. Min far var død! Den nat blev jeg voksen. Jeg var 21 år og burde måske have været det i flere år, men det var først i denne nat, det skete. Natten og den efterfølgende tid står hen i tågeslør. Søs og HC, mine to yngre søskende, måtte vækkes, og alle trak vi i støvler, parkacoats, vanter og huer og traskede i den kolde, mørke vinternat ned til Sana for at se far en sidste gang. I en lille by, som Godthåb var dengang, kendte alle mere eller mindre hinanden, og mor og vi tre børn fik masser af sympati og støtte, og mange, mange mennesker mødte op til fars begravelse i sanatoriets kapel. En lokal håndværker havde tilbudt at køre far til kirkegården med sin lastbil efter ceremonien i kapellet, og der gik vi så, mor, Søs, HC og jeg i spidsen for det lange optog. På vognens lad stod fars kiste smykket med plastikblomster nede fra Oles Varehus. Selv nu, 45 år efter, kan jeg ikke lade være med at græde, når jeg tænker på det. Det var på en og samme gang så rørende, så fattigt – og så smukt. Far var en ener. Hans slags går der ikke mange af på dusinet. Han var kærlig, sjov, positiv, skør og fuld af ideer – og han elskede sin familie over alt på jorden. Han var så stolt af sin kone og sine børn. I hans øjne var vi unikke. Tænk hvilken ballast det giver at være unik. Vi var så usårlige som familie. Vi fem kunne klare hele verden, når bare vi holdt sammen, og guderne skal vide, at denne styrke ofte blev afprøvet. Far og mor fik mange udfordringer i deres 25 år sammen, både de gode,

men nok især de svære, men aldrig – ALDRIG – har det påvirket os tre børn. Som den ældste i børneflokken har jeg til tider kendt til problemerne; men de har aldrig givet utryghed. Jeg husker hele min barndom som lang og lykkelig. Kun de gange jeg af nødvendige årsager måtte leve væk fra resten af familien, var jeg ulykkelig. Men nu var far væk, og vi resterende fire familiemedlemmer skulle til at klare verden alene. Det skulle vise sig at blive meget, meget svært. I dag, hvor jeg har nået den alder, hvor man tænker meget over årene, der er gået, må jeg nok konkludere, at vi ikke helt formåede den opgave. I levende live skabte far, med sine mange skøre indfald, en del problemer, som han dog selv var med til at løse. Ved sin bortgang efterlod han os med problemer, vi måtte løse alene. Alene er det rette ord, for vi fik svært ved at støtte hinanden og kæmpede hver især med savnet, hvilket nogle af os slap mere helskindet fra end andre.

Far og Mor 1911 – 1938

1 ar blev født i den nordvestlige del af Jylland en vinterdag i 1911; nærmere betegnet i Thy. Da han kom til verden, som det næstældste barn i en søskendeflok, der endte med 9 levedygtige børn, var familien rimeligt godt økonomisk kørende. Bedstefar var ældste søn i sin familie og naturlig arving til en stor, velfungerende gård. Imidlertid gik der koks i familiesammenholdet mellem bedstefar og hans søskende, da faderen døde og efterlod sig gården samt sin enke, kaldet ‘gammelmor’, i bedstefars varetægt. De resterende søskende – en syv-otte stykker – krævede deres del af arven udbetalt straks, og en afdragsaftale blev pure afvist. ’Gammelmor’, som kunne have afværget situationen, var ikke på bedstefars side, da hun var rasende over, at han havde giftet sig med farmor, der kom fra Lolland. Fra Lolland! ”Han kunne vel have valgt ”jen a wår ejn”, havde ’gammelmors’ bemærkning været, da dét ægteskab blev indgået. Så i stedet for at hjælpe sin ældste søn og redde gården, lænede hun sig tilbage i sædet og nød dramaet. Hun tilgav aldrig bedstefar hans valg af ægtefælle, endskønt farmor var det elskeligste menneske, man kunne forestille sig. I stedet lod ’Gammelmor’ sin uvilje gå ud over de mange børn, der kom til, som årene gik. Undtaget far. Ham var hun glad for og hun forsvarede ham med næb og klør, når han faldt i unåde hos bedstefar, hvilket han ret ofte gjorde.

Helge, som var fars navn, var kreativ fra barnsben. Utallige var de påfund og narrestreger, han kunne finde på. Han var Thys svar på ’Emil fra Lønneberg’, og årtier efter at han havde forladt sin hjemegn, og jeg kom dertil som teenagepige, fik jeg fortalt historierne om dengang Helge hejste skarnspanden op i lærer Jensens flagstang, eller dengang

han malede sin far og dennes fiskepartner sorte i ansigtet, medens de sov. De var nær kommet op at slås, da de vågnede, og hver især begyndte at grine af modparten. Ja, utallige var fortællingerne, som jeg for en stor del har glemt, men som fandtes i mere eller mindre uskyldige afarter. Helge kendte prisen for alle disse påfund, så når morskaben havde lagt sig, kom afstraffelsen: smæk med livremmen. Og så var det, at far løb ned til ’gammelmor’, som boede i et aftægtshus, der hørte til gården. Hun kunne godt lide, at bedstefar fik kamp til stregen, og når han dukkede op for at få udleveret knægten, måtte han love ikke at krumme et hår på hans hoved, ellers blev han, hvor han var. Basta! Bedstefar frygtede sin mor og turde ikke andet end at holde ord. Alle frygtede gammelmor, undtaget far, han elskede hende. Inden bedstefar arvede gården, var de første 3-4 børn født. I disse tidlige år var der tale om en familie, der klarede sig godt økonomisk, og som modtog stor respekt fra egnens beboere. Børnene havde privatlærer og var velnærede og artige. Selv far var ikke begyndt med sine skarnsstreger endnu. Men ved den gamle Kresten Mikkelsens død gik det hele i opløsning. Bedstefar kunne ikke skaffe midlerne til at udbetale arven til alle sine søskende. Han drev gården med hjælp fra en enkelt bondekarl og fiskede samtidig for at skaffe penge; men i det lange løb kunne han ikke holde det hele kørende, og det endte med, at han måtte afstå gården, og hele familien flyttede ned i et lille husmandssted i nærheden. Herefter blev fiskeri hans eneste næringsvej. Som årene gik, blev tiderne hårdere og hårdere, og familien Mikkelsen levede i ussel fattigdom. Som et af de ældste børn mærkede far muligvis ikke så meget til denne armod, som de yngre børn, der senere kom til. Efter syv års skolegang kom han ud at fiske og indså i en meget ung alder, at Thy slet ikke var stedet for ham. Han ville ud i verden og se, hvad den kunne byde på. Havet havde vakt hans interesse, og da tiden kom, hvor han skulle aftjene sin værnepligt, valgte han helt naturligt at gå ind i den danske marine.

Hvordan tilværelsen formede sig for ham i disse første år af ungdommen, har jeg kun et flygtigt kendskab til. Efter tiden i marinen sejlede han jorden rundt med de store sejlskibe, og jeg har hørt farverige fortællinger om Australien og Sydamerika – og Grønland – som blev hans skæbne. Dette storslåede, frie land gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og han svor, at han ville vende tilbage en dag. Han fik en uddannelse som dykker, formentlig medens han var i marinen, og på et eller andet tidspunkt først i trediverne blev han ansat i bjergningsfirmaet Switzer og kom herigennem til Marokko, hvor selskabet arbejde for den engelske flåde, og her mødte han mor.

2 or, Anna, blev født i Nykøbing Mors den 25. maj 1912 og var tredje barn i en flok på otte. Morfar var saddelmager med egen forretning, hvilket gjorde at i hvert fald mormor følte sig lidt bedre end pøblen omkring sig. At forretningen ikke gik særlig godt, at økonomien var ganske anstrengt, og at morfar var kvartalsdranker, anfægtede ikke hendes synspunkt. Efter sigende var der ikke megen kærlighed i hjemmet hverken mellem mand og kone eller mellem forældre og børn. Børnene blev passet og var rene og pæne i tøjet; men mor fortalte, at hun aldrig mindes at have set sin mor nusse med nogle af de små og ej heller, at hun nogensinde selv havde fået et knus eller et kram. Morfar var som datidens fædre: børnene skulle ses, men ikke høres. Når morfar var hjemme, skulle der være ro, og ved middagsbordet var det strengt forbudt at sige den mindste lyd, for da skulle morfar læse avisen.

I dette triste hjem voksede mor op. Som en artig og lydig pige passede hun sine mindre søskende og sine lektier. Hun elskede skolen og havde store drømme om at læse og studere og ’blive til noget’. Dette forblev en drøm, for i den ’Hansenske’ familie var det kun sønnerne forundt at tage en uddannelse. Pigerne kunne komme i huset og siden blive

gift. At mor var det eneste boglige barn i hele flokken, ændrede intet, så fjorten år gammel kom hun i huset hos et barnløst ægtepar i Salling. Ægteparret havde både kokkepige og stuepige i huset. Mor blev stuepige og det passede hende fortrinligt. Hun slap for madlavning og børnepasning, som der havde været rigeligt af i barndomshjemmet. Hun var glad for pladsen og blev i sin stuepigestilling, til hun var i midten i tyverne. Tanken om ægteskab havde ikke trukket voldsomt i hende; derimod havde hun læst lidt engelsk på aftenskole og drømte om at komme ud i verden. Året var 1938, og der var uro i Europa, så tidspunktet for at rejse ud var måske ikke det mest optimale; men mor var bange for, at hvis ikke hun drog af sted nu, ville det aldrig blive til noget, så avisernes sider med annoncer, der søgte au pair-piger, blev pløjet godt igennem. Hun besluttede sig for en engelsk familie bosiddende i Casablanca i Marokko, som søgte en ’nurse’ til at tage sig af familiens yngste børn. Jobbet blev hendes og aftalen blev, at hun skulle tage til Hamburg og mødes med et par andre unge piger, der skulle i samme retning, så de samlet kunne rejse med skib derned. Det skortede ikke på advarsler mod hendes beslutning. Hun blev advaret med udsagn som: ”Måske bliver der krig i Europa”, ”Marokko er meget, meget langt væk” og mere af samme art, hvilket alt sammen var rigtigt, men af sted drog hun nu alligevel. Det skulle vise sig, at profetierne gik i opfyldelse. Der blev krig i Europa og hun blev låst fast uden mulighed for at komme tilbage til Danmark. Akkurat som far. Det er lidt sjovt at tænke på, at disse to mennesker, der var født og opvokset små fyrre kilometer fra hinanden, skulle helt til Marokko for at mødes.

Ungdomsbilleder af far og mor. Privat Foto

Et stykke grønlandshistorie – og en anderledes barndom – der ikke har været skrevet om før!

Margaret FoverskoV

Den grønne kasse Min Nordatlantiske Barndom

Den grønne kasse - Min Nordatlantiske Barndom

Margaret FoverskoV

DET GRØNLANDSKE SELSKAB