TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 3/SEPTEMBER 2015 63. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Frimodt-Heineke Fonden, Juullip Nipitittagaa/ Grønlands Julemærkefond, Skibsreder Kraemer og hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Bladpuljen, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, Augustinus Fonden, Carlsen-Langes Legatstiftelse.
Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Triastiden, Jameson Land, Østgrønland. (Illustration: Bitten B. Hansen).
1 2 6
B IT TEN BOLVIG HANSEN:
Koprolitter – en lille brik i rekonstruktionen af palæomiljøer 1 3 5 * ANNE METTE JØRGENSEN:
Miner
og eftermæler: Qullissat og Marmorilik
14 8
A N N E I L E E N L E N N E R T O G N A J A M I K K E L S E N:
Fangsthistorier oplevet og fortalt ud fra kulturlandskaberne: En rejse gennem tid og klimavariationer 1 5 7
M A J K E N P R I M DA L B E N G T S O N O G I DA C A T H R I N E
BUST MOESN ER:
Har grønlandsk en betydning for den grønlandske nationalidentitet?
16 2
POUL K LITGA AR D
Rigsfællesskabets betydning for nutidige partipolitiske og nationalpolitiske strategier i Grønland og på Færøerne: En komparativ analyse
1 8 1
DET GRØN L A N DSK E SELSK A B
Efterårets program for selskabet og ARON
Artikler mærket med * er fagfællebedømt.
AF BITTEN BOLVIG HANSEN
Koprolitter – en lille brik i rekonstruktionen af palæomiljøer RESUMÉ I 2012 var en danskledet ekspedition i Jameson Land i Østgrønland for at indsamle fossiler fra Triastiden (251-200 millioner år siden). Der blev bl.a. indsamlet et stort materiale af forstenet afføring, som nu er blevet videnskabeligt undersøgt. I den anledning giver artiklen her en introduktion til, hvordan der forskes i sådanne fossiler, og hvorfor det er besværet værd.
I sommeren 2012 sendte Geocenter Møns Klint et hold af danske og udenlandske forskere på dinosaurekspedition i Grønland. Holdet tilbragte tre uger i to lejre ved Lepidopteris Elv og Macknight Bjerg i det øde Jameson Land i Østgrønland. Målet var at finde forstenede rester af dinosaurer og andre uddøde dyr i de mere end 200 millioner år gamle klipper. Der blev hjembragt en god bunke fossile fodspor og knogler til museets udstilling og til forskning på bl.a. Københavns Universitet, men holdet stoppede ikke der. Med sig tog forskerne også flere kilo små uanseelige stenknolde – knolde som senere viste sig at være forstenet
126 Tidsskriftet Grønland 3/2015
Bitten Bolvig Hansen er cand.scient. i geologigeoscience fra Københavns Universitet. Hun skrev speciale om koprolitter (fossil afføring) fra Østgrønland og har en videnskabelig artikel med resultaterne undervejs. Ved siden af videnskaben laver hun tegneserier, som kan læses på academiccomics.com.
afføring. Og for at det ikke skal være løgn, havde forskerne samlet knoldene netop fordi, de håbede, at det var tilfældet! Så der er altså forskere, der har en interesse i gammelt lor...! Men hvorfor dog? Hvilken værdi kan fossil afføring overhovedet have – altså ud over den komiske?
Koprolitter og byttedyr Fossil afføring – eller koprolitter, som de hedder i mere videnskabelige vendinger – er faktisk fossiler med et ganske stort potentiale. Hvor forstenede knogler og andre kropsfossiler kan fortælle os om et bestemt dyrs udseende, kan sporfossiler
BITTEN BOLVIG HANSEN
De mere end 200 mio. år gamle koprolitter blev fundet på den østlige side af Wood Bjerg vest for Carlsberg Fjord i Jameson Land, Østgrønland. (Grafik: Bitten Bolvig Hansen efter Milán et al. 2012)
som koprolitter og forstenede fodspor fortælle os om en bestemt adfærd. Det kan desværre være utroligt svært og som oftest helt umuligt at finde den specifikke synder
bag et sporfossil. Men når vi er interesseret i at genskabe fortidens miljøer, er det meget værdifuldt at vide, hvordan dyr opførte sig i dem.
Tidsskriftet Grønland 3/2015 127
BITTEN BOLVIG HANSEN
Forskerne finkæmmer den nøgne opbrækkede klippeoverflade i deres søgen efter koprolitter. (Foto: Nicole Klein, 2012)
Når vi genskaber et miljø fra den fjerne fortid, kigger vi først og fremmest på hvilke sedimenter, der er aflejret i det: Finder vi rødt sand fra en ørken? Grus og sand fra en strand? Fint ler fra havet, mudder fra en dyb sø eller måske snarere kul fra en sump? Vi vurderer, hvordan områdets klima var på det pågældende tidspunkt ud fra viden om kontinenternes bevægelser og skift i det globale klima. Dernæst er alle de fossile dyr og planter, vi finder, vigtige for at definere typen af habitat, og det er også her, at koprolitter og andre sporfossiler kan gøre nytte. Koprolitter kan bidrage til vores viden om et specifikt fortidigt miljø ved at belyse led i fødekæden. Inden i koprolitterne finder vi ofte stumper af de dyr, som er blevet ædt, og hvis stumperne er store nok, kan vi artsbestemme byttedyrene. Det kan for eksempel være skæl fra fisk, tænder og knogler af
128 Tidsskriftet Grønland 3/2015
forskellig oprindelse eller ligefrem aftryk af pels fra pattedyr. Hvis forskerne er rigtig heldige, kan koprolitterne bevare knogler fra små byttedyr, der ellers ikke er kendt fra området. I sådanne tilfælde kan forskerne ikke blot føje et nyt navn til listen over dyr i miljøet, men også straks fastslå dets plads i fødekæden. Nogle gange kan en koprolits overflade også hjælpe til i arbejdet med at rekonstruere omgivelserne. Hvis koprolitten har aftryk efter græsstrå eller kviste i overfladen, fortæller det os noget om bevoksningen i nærmiljøet. Spor efter gødningsbiller og sprækker fra udtørring er ligeledes spor, der fortæller os, at før koprolitten blev forstenet, lå den tørt på land. Det kan være en stor hjælp, hvis man for eksempel arbejder med miljøet omkring en søbred, hvor grænsen mellem
BITTEN BOLVIG HANSEN
vand og land ikke altid er let at definere i sedimenterne. På samme måde er sandkorn i overfladen et vigtigt spor. Koprolitten må nødvendigvis have ligget på sand, dengang den var frisk, og vi ved så, at dyret, der lavede den, færdedes på sand. Det kan være vigtigt, hvis koprolitten for eksempel er fundet i leraflejringer uden spor af sand. Det kan nemlig betyde, at koprolitten blev flyttet af strømmen, inden den blev begravet og forstenet. Så ved vi, at vi skal passe på med at stedfæste dyret, der lavede koprolitten, til det sted hvor vi fandt den.
Koprolitter før og nu Det kan umiddelbart virke lidt naturstridigt, at koprolitter overhovedet eksisterer, men de processer, der skaber dem, er ikke stort anderledes end dem, der skaber knoglefossiler. Og eftersom et dyr efterlader mange, mange flere pøller end knogler i løbet af sit liv, er oddsene faktisk ikke så ringe end-
da. Til gengæld er der stor forskel på, hvilke dyrs afføring der lettest bevares. Tænker man for eksempel på en kokasse på marken og en kattebæ på plænen, så er den ene meget hurtigt vasket bort af regnen og glemt sammenlignet med den anden. Indholdet af fordøjet kød og knogler i rovdyrafføring gør dem mere vejrbestandige og højner derfor chancerne for at blive bevaret. Vi finder altså sjældent koprolitter, der stammer fra dyr med en vegetarisk kost, selvom det kan hænde. Det er mit bud, at du ikke har hørt meget om forskningen i koprolitter før nu, men faktisk er det ingen ny videnskab. Allerede i 1829 fastslog William Buckland at de sære snoede ’bezoarsten’, der kan findes i klinterne ved Lime Regis på sydkysten af England, er forstenet afføring fra jurassiske havlevende rovdyr. (Juratiden regnes for at løbe fra ca. 200 mio. år før nu til 145 mio. år før nu.) Siden er der
Koprolitter er sporfossiler, som kan fortælle om de dyr, der lavede dem og – hvis man er heldig – om det miljø dyrene levede i. (Grafik: Bitten Bolvig Hansen)
Tidsskriftet Grønland 3/2015 129
BITTEN BOLVIG HANSEN
Afføring kan blive bevaret som fossiler, når de efter dannelsen bliver begravet i sedimenter relativt hurtigt. Under vedvarende begravelse bliver det organiske materiale i afføringen langsomt erstattet af mineraler. Hvis de sedimentære lag bliver skubbet op i bjergdannelser, kan geologer og palæontologer senere finde afføringen som koprolitter. (Illustration: Bitten Bolvig Hansen)
blevet fundet og beskrevet koprolitter fra mange geologiske perioder fra det meste af verden. De koprolitter, der blev fundet i Jameson Land i 2012, er til gengæld de første til at blive beskrevet fra Grønland. Forskningen i koprolitter bliver måske aldrig voldsomt udbredt, da den trods alt har store begrænsninger, men inden for de seneste par tiår er der sket en hel del på området. Flere forskere er blevet opmærksomme på også at indsamle koprolitterne, når de er i felten, og den samlede viden på området vokser stille og roligt. Derudover er der er blevet gjort tiltag for at skabe en ensrettet nomenklatur, hvorved forskningsområdet kan blive ensrettet og data bedre kan udveksles på tværs af lande og forskningsgrupper.
130 Tidsskriftet Grønland 3/2015
En helt anden vinkel på koprolitforskningen kommer fra en meget moderne kant. De seneste år er metoderne og teknikkerne til DNA-sekventering forbedret så radikalt, at de nu kan bruges på relativt gammelt og beskadiget materiale. Selvfølgelig er der ikke noget DNA at hente længere i fuldt forstenede koprolitter med en alder på adskillige millioner år. Men i ’nye’ koprolitter, som ikke er blevet mineraliseret endnu, kan man være heldig stadig at finde genetisk materiale. Man skal ganske vist være usandsynlig heldig, for at finde helt intakte DNA-molekyler, men er fragmenterne store nok, kan man lære rigtig meget fra sådan en udtørret bæ. I koprolitten vil der idéelt set både være DNA-molekyler fra individet,
BITTEN BOLVIG HANSEN
Et udvalg af koprolitterne fra Jameson Land i Østgrønland med forskellige størrelser og strukturer. Den lille hvide koprolit midt på tredje række har en sær bobleagtig tekstur, som ikke før er set. De to andre koprolitter på tredje række indeholder tydelige skæl fra fisk. Koprolitterne i nederste række er af den markante spiralsnoede type. (Grafik: Bitten Bolvig Hansen).
som producerede koprolitten, og fra alle de dyr og planter, som blev spist for at danne koprolitten. Et rigtig godt eksempel på dette er et forskningsprojekt fra 2012 fra New
Zealand, hvor koprolitter fra den uddøde moa-fugl blev samlet, analyseret og brugt til at fastslå fuglenes individuelle diet og udbredelse i forskellige habitater (Wood et Tidsskriftet Grønland 3/2015 131
BITTEN BOLVIG HANSEN
al. 2012). Også afføring fra mennesker har været sat under lup, for eksempel da koprolitter, fundet sammen med stenværktøjer i huleaflejringer i USA, blev dateret med kulstof 14-metoden til en alder på op mod 13.000 år. Koprolitterne blev også undersøgt for DNA, og det blev bevist, at der har levet mennesker i området meget længere, end man hidtil havde troet. Derved var Cloviskulturen ikke den første til at bosætte sig i USA (Jenkins et al. 2012).
Koprolitters form og figur Når man forsker i koprolitter, er det altid uhyre vigtigt at sætte sine fossiler i den korrekte sammenhæng. Det gælder sådan set for alle typer af fossiler, at de ikke er meget værd, hvis de ikke kan periode- og lokalitetsbestemmes. Men hvor et dinosaurskelet stadig er ret fascinerende uden for kontekst, da er en tilfældig koprolit sjældent et særlig interessant bekendtskab. Det er helt centralt for den videnskabelige udnyttelse af en koprolit at vide så meget om dens ophav som muligt, før man forsøger at tolke noget ud fra den. Afføring fra bare ét individ af en tilfældig art kan se ud på flere måder og antage flere størrelser afhængig af diæten, og selv meget forskellige arter kan nemt have ret ens afføring. Heldigvis er der masser af hjælp at hente i afføring fra nulevende dyr, som giver et godt basis for sammenligning. Der findes dog temmelig mange dyr i dag, og opgaven er derfor kun overkommelig, hvis man har en idé om, hvilke typer dyr, som kunne have produceret den koprolit, man sidder med. Ergo må man indskrænke sine mulige syndere fra ’alle dyr der har levet’ til ’dyr fra et bestemt område og en bestemt periode’. Yderligere indskrænkning sker ved at fastslå præcist hvor i miljøet koprolitten først blev dannet, og derved om synderen var land- eller vandlevende. Ved at kigge på størrelsen af koprolitten kan man i nogle tilfælde også udelukke visse dyrearter. Små koprolitter kan komme fra både små og store dyr, men
132 Tidsskriftet Grønland 3/2015
store koprolitter er jo – uden at gå for meget i detaljer – nødt til at komme fra store dyr. Derudover er der nogle dyregrupper, som har så specielle fordøjelseskanaler, at vi næsten ikke kan tage fejl af deres afføring. For eksempel er krokodiller kendt for et utroligt hidsigt fordøjelsessystem, der næsten ikke lader noget slippe ufordøjet igennem. Hvis man kan påvise, at en stor koprolit er komplet fri for knoglerester, fordi de er fordøjet bort – og ikke fordi de, aldrig var der – så er det værd at overveje, om man kunne sidde med en koprolit fra en krokodilleslægtning. Ligeledes findes der en spiralsnoet type af koprolitter, som er meget markante i udseende og generelt ret udbredt i de havaflejringer, som bevarer koprolitter. Disse koprolitter formodes kun at kunne stamme fra hajer og en række benfisk, som har en særlig spiralformet indretning af tarmen tilfælles. Som sagt stammer de fleste koprolitter, vi finder, fra kødædende dyr. Når vi kigger på indholdet af byttedyrsrester i en koprolit, bliver vi ikke kun klogere på hvilke dyr, der blev spist, men også på hvem der spiste dem. Hvis vi for eksempel finder rester fra fisk i en koprolit fundet i landsedimenter, kan vi udlede, at dyret, der lavede koprolitten, var i stand til at færdes i begge miljøer. På samme måde tyder rester fra store byttedyr i en stor koprolit på, at rovdyret bag koprolitten også var stort. Der er dog ingen garanti for, at de dyr, man finder rester af i en koprolit, rent faktisk også blev slået ihjel af den, der lavede koprolitten, og man må altid tage højde for, at der kan være tale om en ådselsæder. Et spændende eksempel på en koprolit, der har kunne knyttes til et bestemt dyr, var en der blev beskrevet i 1998 fra USA. Den havde en længde på 44 cm og en bredde på 16 cm! Koprolitten kom fra sedimenter fra slutningen af Kridttiden (Kridttiden går fra ca. 145 mio. til 65,5 mio. år før nu), og netop på grund af dens imponerende størrelse og indholdet af store knoglestumper var der stort set ingen tvivl om, at den kom fra ingen ringere end Tyrannosaurus rex (Chin et al. 1998)!
BITTEN BOLVIG HANSEN
Det er altid meget svært at identificere den specifikke skurk bag en koprolit, og med koprolitterne fra Jameson Land er der ikke mange håndgribelige beviser at gå efter. (De viste dyr og planter er i meget fri fortolkning, da mange planter bedst kendes fra pollen og frø og dyrelivet ofte kun er kendt fra fossile fragmenter som f.eks. tænder). (Illustration: Bitten Bolvig Hansen).
Tidsskriftet Grønland 3/2015 133
BITTEN BOLVIG HANSEN
Urgamle eferladenskaber Koprolitterne fra Grønland blev samlet fra sedimentære lag, som blev aflejret allersidst i Triastiden, og de er altså lige lidt over 200 millioner år gamle. (Trias løber fra ca. 251 mio. til ca. 200 mio. år før nu.) De stammer fra en enorm sø, som bredte sig over en stor del af det, som nu er Jameson Land. På det tidspunkt lå området omkring 41° N, hvilket er samme breddegrad, som f.eks. Barcelona nu ligger på. I løbet af Trias gik klimaet i området fra at være meget varmt og tørt til at være lidt mere tempereret og fugtigt, hvilket var grunden til, at søen kunne opstå. Over geologisk tid fluktuerede vandniveauet i søen, og når den var på sit højeste, menes søen at have dækket et areal på op mod 12.000 km2! Søens bredder var præget af mange små tilløbende floder og forgrenede deltasystemer, hvorpå der bl.a. groede koglepalmer, ginkgotræer, nåletræer, bregner og de nu uddøde frøbregner. Der er fundet en del stumper af forstenede dyr i området, men vores viden om dem er stadig meget ukomplet. Man ved dog, at der levede store urpadder, flyveøgler, basale pattedyr og tidlige dinosaurer – både store planteædere og små kødædere, som løb på to ben. I selve søen levede der ferskvandshajer og forskellige benfisk tilhørende grupperne strålefinnede fisk, kvastfinnede fisk og lungefisk. I vore dage er der kun ganske få arter tilbage af de kvastfinnede fisk og lungefiskene, men i Trias var de langt mere almindelige. Koprolitterne, som blev fundet i Jameson Land, har mange forskellige størrelser og kommer sandsynligvis fra vidt forskellige dyr, som levede i søen. Den mindste koprolit er kun 7,5 mm i diameter, hvorimod den største er 48 mm i diameter. Flere af koprolitterne indeholder skælrester af strålefinnede fisk i forskellige størrelser, men desværre ikke nogen, der kan artsbestemmes særligt præcist. Nogle af koprolitterne er af den meget karakteristiske snoede type, og det er ganske sandsynligt at, især de store af
134 Tidsskriftet Grønland 3/2015
dem, stammer fra ferskvandshajer. Når det så er sagt, er det desværre meget svært at knytte resten af koprolitterne til specifikke producenter eller udlede særlige forhold i den daværende fødekæde. Til gengæld dukkede der faktisk et karaktertræk op i undersøgelsen af de grønlandske koprolitter, som ikke før er set. En stor del af koprolitterne bestod af perler af materiale, nærmest som vi kender det fra planteædende hjorte og gnavere. Men eftersom koprolitterne stammer fra kødædende dyr, er der her måske et interessant forhold at kigge nærmere på i fremtiden. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at klipperne i Jameson Land stadig har mange hemmeligheder at afsløre om fortidens miljøer. Alt i alt er den korte historie, at koprolitter ikke er svaret på alle palæontologernes problemer. Men undervurder dem ikke. Der opdages hele tiden nyt på området, og alle brikker må og skal i spil, hvis vi vil gøre os nogen forhåbninger om at forstå fortidens miljøer til fulde. Så frem i lyset med det gamle lort og ind i varmen med koprolitforskningen!
Litteratur Chin, K., Tokaryk, T.T., Erickson, G.M & Calk, M.C. 1998: A king-sized theropod coprolite. Nature 393, 680-682. Jenkins, D.L., Davis, L.G., Stafford, T.W., Campos, P.F., Hockett, B., Jones, G.T., Cummings, L.S., Yost, C., Connolly, T.J., Yohe, R.M. II., Gibbons, S.C., Raghavan, M., Rasmussen, M., Paijmans, J.L.A., Hofreiter, M., Kemp, B.M., Barta, J.L., Monroe, C., Gilbert, M.T.P. & Willerslev, E. 2012: Clovis age Western Stemmed projectile points and human coprolites at the Paisley Caves. Science 337, 223-228. Milàn, J., Clemmensen, L.B., Adolfssen, J.S., Estrup, E., Frobøse, N., Klein, N., Mateus, O. & Wings, O. 2012: A preliminary report on coprolites from the late Triassic part of the Kap Stewart Formation, Jameson Land, East Greenland. In: Hunt et al. (eds): Vertebrate coprolites. New Mexico Museum of Natural History and Science 57, 203-205. Wood, J.R., Wilmshurst, J.M., Wagstaff, S.J., Worthy, T.H., Rawlence, N.J. & Cooper, A. 2012: High-resolution coproecology: Using coprolites to reconstruct the habits and habitats of New Zealand’s extinct upland moa (Megalapteryx didinus). PloS One 7, 1-13.