TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 3/SEPTEMBER 2013 61. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@polarfronten.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse. Tidsskriftet »Grønland« er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Bladpuljen, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond, Aase og Jørgen Münters Fond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond.
I august 2013 var det 110 år siden, at billedhuggeren og arkæologen Eigil Knuth blev født. En væsentlig del af dette nummer af Tidsskriftet Grønland er i den anledning dedikeret personlige beretninger fra polarforskere, der kendte og arbejdede med Eigil Knuth i Nord- og Nordøstgrønland, eller andre, som efterfølgende har bearbejdet dele af Knuths materiale.
1 74 m a r i e l e n a n d e r p e t e r s e n:
Eigil Knuth-samlingen – arkiv-arkæo-
1 8 5 H ENRI K ELLIN G :
Jagten på palæ-drengene 1 9 6
Tryk Gullanders Bogtryk A/S Forsidebillede: Eigil Knuth i sit atelier. (Arktisk Instituts arkiv).
C LAU S H EIN B ERG :
Filmen om Eigil Knuth: Sådan blev den til 2 0 2
B J ARNE G R Ø NN OW:
Peary Lands sjæl: Eigil Knuths betydning for Per Kirkebys kunst 2 14
Grafisk udformning Uffe Wilken
logi på Strandgade
NIELS - K RISTIAN U MELI K PETERSEN:
Fra ’Kvinden som vasker’ til ’Opus 5. Eja med sælen’ 2 1 8
K IRSTEN T H ISTED :
Tolkning, magt og modmagt i kolonitidens Grønland. Om forhenværende inspektør Lindows injuriesag mod to grønlandske landsrådsmedlemmer
Eigil Knuth. 8. august 1903 - 12. marts 1996. (Arktisk Instituts arkiv).
174 Tidsskriftet Grønland 3/2013
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
af marie lenander petersen
Eigil Knuth-samlingen – arkiv-arkæologi på Strandgade RESUMÉ Her følger beretningen om arbejdet med en ejendommelig arkivsamling, der viste sig at være ligeså original og alsidig som sin ophavsmand. Ved sin død i 1996 efterlod Eigil Knuth sig en anselig mængde breve, manuskripter, dagbøger, fotografier, møbler, kunst, genstande og andre ting, der havde akkumuleret sig gennem et langt liv. En del af inventaret kom på auktion, mens resten blev sat i Peary Land Fondens varetægt. I 2009 valgte fonden at overdrage arkivet til Arktisk Institut i København, dog med undtagelse af Eigil Knuths arkæologiske dagbøger, som i dag befinder sig i Dronningens Håndbibliotek. På trods af denne opdeling havde det resterende materiale et betragteligt omfang. Over 30 flyttekasser skulle indføres i Arktisk Instituts database, og blev således den største samling der endnu har fundet vej til ekspeditionsarkivet på Strandgade 102. Opgaven tilfaldt forfatteren, der for nylig har færdiggjort registreringen af alle dokumenterne.
Som arkæologistuderende var jeg så heldig at blive ansat i Arktisk Instituts arkiv. Med en interesse for arktisk forhistorie mente jeg at have fundet et relevant studiejob, da Grønland og Arktis som bekendt er omdrejningspunktet for arkivets mange samlinger.
Marie Lenander Petersen er cand. mag i forhistorisk arkæologi med speciale i brugen af grønlandsk hvalbarde. Hun har været tilknyttet Arktisk Institut siden 2009, hvor hun i øjeblikket arbejder på en udstilling om Eigil Knuth.
Arkæologien fyldte til gengæld ikke meget i det daglige arbejde, som gik med fotobestillinger og oprydning i arkivet. Men det skulle snart ændre sig. I efteråret 2011 fik jeg en ny opgave. Polarforskeren, billedhuggeren og ikke mindst arkæologen Eigil Knuth meldte sin ankomst. Som medstifter af Arktisk Institut i 1954 gik vejen ofte forbi instituttet, der dengang havde adresse i Gentofte. Ved dette besøg fik vi ikke æren af Knuth selv, men af ca. 30 flyttekasser med bøger, dokumenter, fotos og genstande fra hans lejlighed på Østerbro. Alt skulle sorteres, ompakkes og registreres i Arktisk Instituts database (figur 1). Samlingen var tidligere blevet gennemgået, og der var udarbejdet en registrant. Denne var til Tidsskriftet Grønland 3/2013 175
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Figur 1. Registreringsarbejdet skred langsomt frem, kasse for kasse. Her ses et lille udsnit.
stor gavn undervejs, men kombinationen af samlingens størrelse og den ringe plads vi havde til rådighed, gjorde det alligevel svært at danne sig et overblik. Kasserne invaderede vægge, borde og gulve, og til at begynde med skete der kun et lille svind. Grunden var, at projektet blev afbrudt et par gange, da et bryllup, et speciale og siden en barsel kom på tværs. Først derefter, i efteråret 2012, fik Eigil min udelte opmærksomhed, og der kom for alvor ro på arkiveringsarbejdet. Ved projektets start vidste jeg kun ganske lidt om Eigil Knuth. Identificeringen af Independence-kulturerne i Peary Land var, stort set, mit eneste kendskab til denne mand, hvis personlige ejendele jeg nu havde ansvaret for. Jeg fik dog hurtigt dannet mig et indtryk; der var tydeligvis tale om en person med et skarpt vid, en spidsfindig humor og en kropumulig håndskrift. Heldigvis var mange tekster skrevet på maskine, hvilket ikke gjorde dem mindre interessante. Langsomt bevægede jeg mig ind i Eigil Knuths univers, og det skete oftere og oftere, at jeg
176 Tidsskriftet Grønland 3/2013
fortabte mig i breve og dokumenter. En følelse, jeg ellers forbandt med arkæologien, begyndte at indfinde sig. Det var som at stå på tærsklen til nye opdagelser. Jeg gjorde hurtigt storartede fund: En gammeldags blyantspidser med håndsving fra Brønlundhus (figur 2), en portrætserie fra baronesse-fotografen Varvara Hasselbalch, en polkaprikket solvogn, komplet med hest og stearinlys (figur 3), en ukulele og to pakker kaffefiltre (figur 4). Jeg begyndte også at lægge mærke til mindre detaljer, som f.eks. kaffepletterne og krusedullerne (figur 5). En 60 år gammel Peary Land-myg, klasket ihjel på en ruintegning. Små øjebliksbilleder, der giver dokumenterne karakter og vidner om deres brug. Jo flere ting jeg gravede frem fra kasserne, jo mere lærte jeg om Eigil Knuth. Jeg var blevet ”arkiv-arkæolog”, og tilegnede mig udelukkende viden gennem genstande, akkurat som det er kutyme for arkæologer. Dog benyttede jeg mig kraftigt af skriftlige kilder, for jeg havde mindst tre kubikmeter til rådighed.
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
Figur 2. Mekanisk blyantspidser af mærket Avanti. Har formentlig stået i Brønlundhus eller Moltkehus. Produceret i Tyskland i første halvdel af 1900-tallet.
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Figur 3. Solhverv var for Eigil Knuth en højtid, der skulle fejres. I den forbindelse modellerede han en række af disse solvogne til lys, som findes i forskellige udgaver.
Figur 4. Underkopper og kaffefiltre. Der blev også fundet en pakke med gammel kaffe. Den er dog ikke blevet arkiveret.
Tidsskriftet Grønland 3/2013 177
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Figur 5. I samlingen støder man nu og da på fine kruseduller og humørtegninger.
Desværre var det langt fra alle 30 flyttekasser, der indfriede håbet om et arkiv-arkæologisk eventyr. Når låget gik op, og møre plastikringbind med endeløse baner af regnskaber materialiserede sig i støvskyen, kunne begejstringen ligge på et lille sted. Der var også dage, som alene bestod i at fjerne rustne papirclips fra tykke bundter af kvitteringer og bilag. Men fascinationen forblev intakt gennem hele projektet, og det skyldtes ikke blot Eigil Knuth og hans spændende liv, men også samlingens helt unikke karakter.
178 Tidsskriftet Grønland 3/2013
Repræsentant for et helt århundrede Eigil Knuth blev født på en sommerdag i 1903. Blot fem måneder senere lettede brødrene Wrights motordrevne flyvemaskine som den første nogen sinde, og svævede nogle få meter gennem luften. Denne begivenhed kan næppe have sat sig i den unge Eigils hukommelse, men flyvemaskinen var blot et af mange teknologiske gennembrud, som han blev vidne til. I hele det 20. Århundrede, med alle sine revolutionerende opfindelser og store sociale, medicinske og ideologiske omvæltninger, var der kun en
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
lille håndfuld år, hvor Eigil Knuth ikke havde fødselsdag. Det blev til 92 af slagsen. Mange af disse blev fejret i det afsides beliggende Peary Land, hvor tiden følger sin egen rytme. Eigil Knuth var imidlertid en verdensmand, med en bred interesse for arkitektur, kunst og kulturhistorie. Dette har sat sit præg på samlingen, der peger i alle kompassets retninger – ikke kun mod nord. Samlingen rummer blandt andet en del skitser, tegninger og akvareller fra hans studierejser til forskellige europæiske lande. Dertil havde Knuth et bredt netværk med kontakter i det meste af verden, som han holdt ved lige med breve. Brevene er i sig selv et interessant studie af sprog, kommunikationsformer og samfundsidealer gennem hele det århundrede, Eigil Knuth repræsenterer. Hans venskaber og nære arbejdsrelationer til markante danske personligheder som Johannes V. Jensen, Niels Bukh, Th. Stauning og hele det arktiske forskningsmiljø, tilføjer samlingen yderligere stor historisk værdi. Samlingen har imidlertid et andet usædvanligt kendetegn, måske det mest fascinerende.
ler ekspeditionsbedrifter og -resultater, er Eigil Knuth-samlingen et meget personligt og privat indslag på arkivet. Det skyldes, at hele hans liv er repræsenteret. Babybillleder, familieportrætter, skolehæfter, hemmelige beskeder til kammerater, private breve fra venner og familie, postkort, digte, testamenter, tegninger (figur 8), malerier og meget mere. Alle de ting der peger indad og bagud i et menneskeliv, og som normalt opbevares af venner og pårørende. Det er slet ikke umuligt at finde private fotos eller f.eks. dagbøger i ekspeditionsarkivet, men de har oftest en relation til rejser eller embeder i Grønland. Denne samling skiller sig ud, fordi den dækker alle faser af polarforskerens liv – længe før han får færten af de arktiske vinde – til det allersidste fødselsdagskort. Kigger man på vældet af fotografier, kan man se de 92 år tælle op rynke for rynke. På kassettebånd flyder Eigils mémoires med en sprød røst, mens de mange selvportrætter har deres egen historie at fortælle (figur 9-12). En kontinuerlig udvikling af mennesket Eigil Knuth udspiller sig i et mylder af ord, lyd og billeder.
Fra vugge til æske
Fra hundeslæde til helikopter
I Arktisk Instituts arkiv hviler de store grønlandsfarere. Eller rettere, deres dokumenter, genstande og fotografier. På forholdsvis få kvadratmeter ligger Danmark-Ekspeditionen, Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Niels Egede, Jette Bang og mange andre famøse folk, foreninger og begivenheder i rækker af brune arkivæsker, som egentlig er en beskeden indpakning for de eventyr, de indeholder. Her ligger nu også Eigil Knuth, side om side med kollegaer og venner. Kasserne med mærkaten ”A 500”, som er Peary Land Fondens signatur på arkivet, breder sig godt på hylderne (figur 6-7). Men det mest utrolige ved netop denne samling er egentlig ikke dens fysiske omfang, men snarere dens indholdsmæssige bredde. I modsætning til de fleste andre samlinger, som oftest omhand-
Eigil Knuths professionelle liv som arkæolog og ekspeditionsleder er naturligvis også en væsentlig del af samlingen. Alle ekspeditionerne ser ud til at være repræsenteret, fra de første nordbo-udgravninger i Vesterbygden, til Gamma-ekspeditionen med bedstevennen Ebbe Munck og Peary Land-ekspeditionerne omkring Brønlundhus og Kap Moltke. Ligesom de personlige arkivalier er denne del af samlingen meget bred og dækkende. Typisk vil man kunne finde korrespondancer med forskellige offentlige instanser, deltagerlister og breve fra samme, fondsansøgninger og -svar, transportdokumenter, proviantlister, regnskaber og bestillinger, telegrammer, vejrobservationer, rapporter og meget andet. Det interessante er, at man kan følge alle forberedelserne, der gik forud for sådanne
Tidsskriftet Grønland 3/2013 179
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Figur 6. Dokumenterne fra Eigil Knuth-samlingen fylder godt 170 arkivæsker i alt.
ekspeditioner, og virkelig få et indtryk af den massive arbejdsindsats der skulle til. Det giver stof til eftertanke. Samlingen har i hvert fald forandret mit syn på æraen med de store danske grønlandsekspeditioner, som Eigil Knuth også nåede at være en del af. Forestillingen om et skib, der frejdigt stævner ud fra Grønlandske Handels Plads med en vinkende folkemængde på kajen, får en dybere betydning. Allerede inden ekspeditionens strabadser begynder, har holdet leveret en logistisk kraftpræstation. Det er ikke kun eventyrets begyndelse, der fejres, men lettelsen over at det lykkedes at komme af sted! Det siges, at Knuth var den sidste af de store polarforskere, men han fik til gengæld mulighed for at forsvare titlen i op mod seks årtier, og i arkivalierne er der synlig forskel på, hvordan et ekspeditions
180 Tidsskriftet Grønland 3/2013
forløb så ud i 1930’erne og 1990’erne. Det gælder ikke mindst transportmidlerne, som gennem tiden talte hundeslæde, ski, snescooter, catalinafly og helikopter. Knuth, der ikke synes at have smidt noget ud nogensinde, har også gemt de gamle reklamefoldere for køretøjer, generatorer og andet lejrudstyr. Der er sågar nogle stofprøver fra en teltforhandler. Der er særprægede opskrifter med dåsemad og mange andre konkrete eksempler på ekspeditionsmedlemmernes dagligdag. Dertil kommer Knuths dagbogsbeskrivelser, der naturligvis giver direkte og meget levende skildringer af hans oplevelser. Man kan med andre ord følge ekspeditionerne på flere planer, og netop dette gør samlingen til en vigtig brik i dansk ekspeditionshistorie.
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Figur 7. Arbejdet med at sætte mærkater på de mange læg og arkivæsker i den ompakkede samling var en fælles indsats. For at undgå limen i selvklæbende etiketter, der kan være skadelig for de skrøbelige dokumenter i arkivet, anvendes altid gummieret papir. Hagen ved dette er, at det er tidskrævende. Papiret skal først printes ud og skæres til, hvorefter det fugtes med en svamp og klistres på de indpakkede arkivalier. Herefter skal det tørre en til to dage. Otte mennesker var travlt beskæftiget en hel dag – og vi nåede kun halvvejs.
Breve og orden Ud fra arkivalierne at dømme var Eigil Knuth et ordensmenneske, som organiserede sine dokumenter med stor disciplin. Således var langt de fleste brevkorrespondancer allerede inden hans død ordnede efter dato og forsynede med afskrifter af Knuths egne afsendte breve. Samlingen rummer altså komplette samtaler, og man undgår som læser at skulle gætte sig til modtagerens reaktion på det afsendte. Denne minutiøse dokumentation af andres og egne udtalelser har muligvis været en rutine, og adskiller sig egentlig ikke meget fra nutidens brug af elektronisk post, hvor tidligere beskeder automatisk bliver gemt. Men samlingen rummer også andre ting, der tyder på, at Eigil Knuth havde et behov
for overblik og kontrol, der rakte udover det sædvanlige. Dramatiserede skænderier i manuskriptform er blandt de mest medrivende, ligesom der også er lister over argumenter og hændelser i forskellige kontroverser med dén og dén. Listerne over 30 års modtagne julekort er ikke helt så fængende læsning, men har også sin charme. De, der kendte Eigil Knuth, beretter ofte om et iltert temperament. Han var ikke typen, der holdt sine holdninger for sig selv, hvilket et bredt forfatterskab om alverdens emner kan bekræfte. Men eet er at læse udgivne bøger og artikler, noget andet er at læse private breve til familie, venner – og uvenner! Eigil, som var yderst velformuleret, havde en ekspressiv skrivestil. Denne sprængfarlige kombination kommer for alTidsskriftet Grønland 3/2013 181
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE stak af denne ”hatemail”, der især kritiserer hans ”grødede og utydelige stemme”, men det er godt, at han gjorde. En god arkivsamling har dybde og variation, og kan fortælle andet og mere end en poleret mindeplade.
”Ærbødigst, Eigil Knuth”
Figur 8. Wandervogel Dulle. Karikatur af Eigil Knuth, tegnet af broderen Jørgen, 1930.
vor til udtryk i visse breve, hvor uenighed og uretfærdighed adresseres med så heftige vendinger, at læseren efterlades med dunkende tindinger og en klump i halsen. Omvendt er brevene mellem Knuth og hans venner og familie, navnligt lillebroderen Adam eller ”Lumpeter”, fyldt med hjertevarme, ordspil og interne vitser. En anden mindeværdig kategori af breve stammer fra Knuths tid som radiospeaker i krigsårene. Her tænker jeg ikke på intern post i Danmarks Radio, men breve fra lytterskaren. Det var åbenbart ikke alle, der var lige tilfredse med Knuths levering af dagens program, hvilket man lod ham vide. Det kan stadig undre mig, at han gemte en hel
182 Tidsskriftet Grønland 3/2013
Sådan afsluttes de fleste breve med afsenderadresse på Carl Johans Gade 10. De indledes typisk med en undskyldning og en forklaring på brevets forsinkelse. Med sine 92 år blev Eigil Knuth ellers tildelt mere tid end de fleste. Alligevel var tiden en evig modstander for ham, hvilket mange af brevene giver udtryk for. Der er mange jern i ilden, og nætterne må tages i brug for at få det hele til at hænge sammen. Da han runder 60 år bliver tidspresset af mere alvorlig karakter. Så begynder brevene til venner, bekendte og sågar fondsansøgningerne at bære præg af Eigils vished om sin ”ikke alt for fjerne bortgang”. Ingen kunne jo vide, at han stadig havde over 30 år foran sig. Brevenes mængde er overvældende. Det er tankevækkende, hvor lang tid man tidligere investerede i brevskrivning, og hvordan det må have påvirket datidens sociale relationer. I dag afleverer vi budskabet elektronisk, typisk i meget korte vendinger. Selv kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har sendt et håndskrevet brev, men efter at have snuset til de tusinder af ord i samlingens mange kuverter, synes jeg, at vi har mistet et værdifuldt værktøj. Ved at skrive et brev vedligeholder og styrker man sit sprog, og man kan bedre uddybe sine tanker og betro sig til modtageren. Eigil Knuth holdt fast i den traditionelle brevkommunikation, men i samlingen ser man en tydelig nedgang i breve fra slutningen af 1970’erne. Fra 1990’erne består de primært af fødselsdagshilsner og julekort. Endnu engang afspejler arkivalierne en verden i forandring. En anden forklaring kan selvfølgelig være, at der på daværende tidspunkt var langt færre personer tilbage i netværket at brevveksle med.
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Figur 9 (øverst tv): Selvportræt 1941. Figur 10 (i midten): Selvportræt 1966. Figur 11 (tv): Selvportræt 1945.
Tidsskriftet Grønland 3/2013 183
MARIE LENANDER PETERSEN: EIGIL KNUTH-SAMLINGEN
– ARKIV-ARKÆOLOGI PÅ STRANDGADE
Du er, hvad du gør, men også hvad du gemmer. Det kunne være konklusionen på de sidste mange måneders arbejde. Kombinationen af et langt liv i en usædvanlig samtid viste sig at være en stor force for denne arkivsamling, især fordi materialet er gemt og forvaret med stor grundighed, mens Eigil Knuth endnu levede. Samlingen har et vist forskningspotentiale, men den er først og fremmest et ærligt og inspirerende eftermæle for en ekstraordinær person. Den minder os om, at vi stadig har brug for den fysiske verden for at sanse og huske fortiden. Den digitale verden kan ganske enkelt ikke hamle op med de oplevelser som genstandene, fotografierne og dokumenterne giver.
I nærmeste fremtid er det dog alligevel tanken, at samlingen i et vist omfang skal digitaliseres og gøres tilgængelig på internettet. De hundredvis af fotografier og dias fra samlingen befinder sig allerede i skrivende stund hos en professionel scannevirksomhed, hvilket i øvrigt har ansporet forfatteren til at bruge Knuths selvportrætter som illustration her på siderne. Indtil da kan man få et yderligere indblik i arkiveringsarbejdet, når Arktisk Institut til efteråret lancerer en tvillingudstilling om Eigil Knuth-samlingen. Den vil kunne opleves i København i hhv. Det Grønlandske Hus i Løvstræde og foyeren i Det Arktiske Hus på Strandgade.
Figur 12. Tre selvportrætter. Tv: Ukendt årstal, midt for: 1958, th: 1943.
184 Tidsskriftet Grønland 3/2013