TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 1/MARTS 2016 64. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
Besøg Arktisk Institut i Strandgade 102, København
- åbent mandag til fredag kl. 09.00 – 16.00. Se mere på instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk - og klik videre derfra til et univers af information om Grønland og Arktis i øvrigt i instituttets databaser: Fotosamling med 150.000 historiske fotografier. Dokumentarkiv med mere end 550 enkelte samlinger. Østgrønlandske stednavne med info om hvert enkelt stednavn. Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra hele Grønland. Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 – 1900. Polarbiblioteket med over 35.000 titler. Arktisk Institut stiller sine historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. KONTAKT: Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, eller arktisk@arktisk.dk
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion/redaktør: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aage V. Jensens Fond, Aase og Jørgen Münters Fond, Juullip Nipitittagaa/ Julemærkefonden, Kong Christian den Tiendes Fond, Det Kongelige Grønlandsfond, Skibsreder Kraemers Grønlandsfond
Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Arkitektur i Arktis. (Foto: Julien Nolin).
2 J A KO B B J E R R E :
Tørvehuset i Ummanak: Beretninger omkring en tørvehusruin i Ummanak ved Thule Air Base 1 2
2 1
DAV I D G A RC I A :
Læring fra Arktis. En stedsspecifik tilgang til arkitektonisk uddannelse J A KO B S I E V E R S:
En kort historie om øl, kuldioxid og havis 2 6
4 2
J Ø RG E N T A AG H O LT & K E N T B RO O K S:
Grønlands geopolitiske placering. Mineralske forekomster: En vej til Grønlands selvstændighed? SIMON E M. MORT ENSEN, K IR ST IN E T HIEMER , DI T T E M A R IE CHR IST I A NSEN & NA N NA S.
P E T E R S E N:
Kan en 22 år gammel mos fortælle en historie om klimaet i Arktis?
47
ALEXANDER HVIID:
Ind i bjørnens hule? Danmark og Rusland i Arktis
5 0
DET GRØN L A N DSK E SELSK A B:
Indkaldelse til generalforsamling 2016
AF JAKOB BJERRE
Tørvehuset i Ummanak
Beretninger omkring en tørvehusruin i Ummanak ved Thule Air Base Jakob Bjerre, f.1957 på Frederiksberg. Akademiingeniør (B), EBA. Ophold i Nordgrønland som Deputy Base Civil Engineer på Thule Air Base fra 2011 til 2014. Har her foretaget diverse undersøgelser og dokumentationer i området.
RESUMÉ På en slette ved Thule Air Base og det karakteristiske Dundas-bjerg i Nordgrønland ligger ruinen af Grønlands bedst bevarede originale tørvehus. Husruinen og dens omgivelser trækker spor til Grønlands forhistorie, et hjørne af verdenshistorien under Den kolde Krig og balancen mellem USA, Danmark og Grønland. Denne artikel beskriver det unikke tørvehus og de fakta om livsforholdene, der kan udledes af husets opbygning, samt en del af de begivenheder, der har udspillet sig i området. Som medarbejder på den amerikanske base har jeg i min fritid dokumenteret tørvehuset og det historiske område, hvor husruinen ligger, samt samlet på historierne om basens tilblivelse og udvikling.
2
Tidsskriftet Grønland 1/2016
1953 Det siges, at befolkningen på bopladsen ved Dundasbjerget, fra gammel tid kaldet Ummanak – ”det hjerteformede”, kun fik ganske kort tid til at forlade den gennem generationer beboede boplads til fordel for en nyanlagt bygd i Qaanaaq ca. 100 km mod nord – det nye Thule. Befolkningen fik besked om at flytte af den danske stat – området skulle inddrages, så den amerikanske flybase Thule Air Base kunne udvides. Den amerikanske base Thule Air Base i Nordvestgrønland var (og er) af stor strategisk betydning for US Air Force, det amerikanske luftvåben. Basen ligger på et område i Grønland, som amerikanerne siden 1951 har fået stillet til rådighed af den danske stat. Formålet med anlæggelsen af basen var fra starten, at USA ønskede en base med adgang til at flyve B 52-bombefly ind over Sovjetunionen, da den kolde krig havde udviklet sig mod det værre mellem de to blokke. Amerikanerne anså derfor i 1953 et egentligt sovjetisk angreb på basen som en risiko i en krigssituation. Den i 1951 anlagte og i de kommende år udbyggede base ville man derfor forstærke med fire raketbatterier til forsvar af basen, et i hvert hjørne af selve basens centrale område. Anlæggene bestod af nedgravede betonkonstruktioner eller siloer til raketforsvaret, samt overvågningstårne og
JAKOB BJERRE
pigtrådshegn ovenpå. Anlæggene, betegnet A-, B-, C- og D-Launch kom til at indeholde forsvarsraketter, der sandsynligvis var atombevæbnede, til at modstå flyangreb på basen – atombevæbningen var Danmark vist ikke orienteret direkte om, selvom statsminister H.C. Hansen, som det senere har vist sig, vidste besked med USA’s håndtering af atomvåben på Grønlandsk territorium. Dette var stik imod de officielle danske beslutninger om at Danmark og Grønland skulle forblive atomvåbenfrie områder. Et af disse raketforsvar, A-Launch, skulle placeres ud for basens nordvestlige hjørne, dvs. tæt op ad den gamle Ummanak-boplads og Dundas-bjerget. Bopladsen var da beboet af grønlændere, der boede i traditionelle tørvehytter fordelt over en mindre slette, der i århundreder havde udgjort boplads og fangstområde for Thuleeskimoerne. Om det var et egentligt krav fra USA, eller det blot var den danske stat, der tolkede det sådan,
er uklart – jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder gav den danske stat besked om, at Ummanak-bopladsen skulle rømmes med meget kort varsel, så baseområdet kunne udvides i nordvestlig retning. Jeg har set gamle interviews fra 1980’erne med beboere, der i 1953 oplevede flytningen fra Ummanak, det ”gamle Thule”, til den nyetablerede bygd i Qaanaaq. I disse interviews forklarer de gamle Thuleboere, at de af staten fik få dage til at beslutte sig og til at gennemføre flytningen. Valgte beboerne at flytte hurtigt, blev der stillet et nyopført hus til rådighed for dem i Qaanaaq, ellers var der ingen hjælp at hente, men væk skulle de. Tvangsflytning eller ej, dansk eller amerikansk beslutning – jeg ved det ikke, men sjovt for befolkningen i Ummanak har det næppe været. Beboerne flyttede – og bragte navnet Thule med sig, så den nyanlagte bygd Qaanaaq i dag også bærer navnet Thule.
Halvøen med radiostationen og handelsstationen. Ummanak-bopladsen ligger øverst, til højre for Dundasbjerget. (Foto: Jakob Bjerre).
Tidsskriftet Grønland 1/2016
3
JAKOB BJERRE
Tørvehytten med udsigt over Wolstenholme Fjord. (Foto: Jakob Bjerre).
Med anlæggelsen af A-Launch blev hele halvøen med den gamle Ummanak-boplads og Dundas-bjerget indlemmet i baseområdet, kaldet ”Thule Defense Area”. Bopladsen blev altså fraflyttet pludseligt i 1953 og har ligget ubeboet siden. Bebyggelsen på den anden side af halvøen, hvor kirken, radiostationen og handelsstationen ligger, var fortsat befolket af danske vejr- og radiofolk frem til 1980’erne, selvom området var en del af Defense Area og altså under amerikansk administration.
USA Efter afslutningen af 2. verdenskrig, hvor Grønland var stort set afskåret fra kontakt med Danmark, blev relationerne mellem Grønland og Danmark genoprettet i de følgende år. Under krigen var Grønland afskåret fra det tysk besatte Danmark og var under amerikansk beskyttelse. Det var under disse forhold, at aftalen om amerikanske
4
Tidsskriftet Grønland 1/2016
baser i Grønland blev til. Allerede i 1947-48 begyndte USA derfor at interessere sig for området ved Ummanak og Dundas-bjerget, hvor Knud Rasmussens handelsstation var etableret tilbage i 1910. Der blev opført en mindre landingsbane og en radiostation tæt på handelsstationen og de første amerikanere gjorde deres indtog i området, som blev grundigt gennemfotograferet fra luften. Med den stort anlagte og langt hen ad vejen hemmeligholdte ”Operation Blue Jay” blev forberedelserne til anlæggelsen af Thule Air Base igangsat af USA i 1950. En enorm skibskonvoj fra USA med entreprenørmaskiner, præfabrikerede huselementer, militærudstyr og bygningsarbejdere afgik fra USA og ankom til North Star Bay ved Dundasbjerget, da bugten blev isfri i sommeren 1951, og over en sommer fik frivillige arbejdere hyret i USA etableret basens første nødtørftige konstruktioner og, nok så vigtigt, en landingsbane for amerikanske militærfly.
JAKOB BJERRE
Tørvehytten på sletten ved Dundas. (Foto: Jakob Bjerre).
Basen blev etableret som nabo til den gamle inuit-boplads og handelsstationen, så vidt vides i god naboånd og med stor gensidig nysgerrighed fra både soldater og inuitbefolkning. Hvor Inuit-befolkningen på Ummanakbopladsen i slutningen af 40’erne var stimlet sammen i fælles stirren, når et sjældent fly overfløj området, vænnede de sig nu til den stadige strøm af militærfly over deres hoveder. Ude i bugten North Star Bay, blev et skib med dampgeneratorer opankret ved den nyanlagte pier. Dette skib forblev i havnen og forsynede basen med varme i form af overophedet damp langt frem i tiden. Basen er fortsat en af USA’s vigtigste baser, idet fokus nu er rettet mod andre militære opgaver end at flyve ind over Rusland. Basens ”mission” er ikke længere servicering af bombefly, men drift af den senere byggede Thuleradar og en satellitkommunikations-station i området.
Da trusselsbilledet således er ændret, er de i 1953 opførte raketforsvar omkring basen nu atter nedlagt, nogle er nedrevet, andre er fyldt op med grus og skrot. Derfor har USAF omkring år 2010 også igen overdraget hele halvøen med Ummanak-bopladsen, handelsstationen og den gamle radiostation til de lokale myndigheder, det vil i dag sige Det grønlandske Selvstyre. Området hører således i dag under Selvstyrets beskyttelse, og repræsentanter for Selvstyret har ved deres besøg i området i 2012 udtrykt, at området betragtes som historisk interessant. I praksis forvaltes området til daglig af Den danske Forbindelsesofficer (DLO) på Thule Air Base på vegne af Selvstyret. En del af den oprindelige bebyggelse på bopladsområdet er nedrevet gennem årene, andre huse og anlæg er gået i forfald og henstår i dag som ruiner. En del af halvøen med bopladsen har været anvendt
Tidsskriftet Grønland 1/2016
5
JAKOB BJERRE
til øvelsesskydning, så der i dag er områder, hvor færdsel er forbudt pga. risiko for ueksploderet ammunition. A-Launch tæt ved bopladsen er sammen med en nærliggende ”dump”, losseplads, blevet oprenset i 2013 med en bevilling fra Selvstyret. Selve A-Launch er i dag kun synlig som volde i terrænet, samt et par gamle lagerbygninger.
Bopladsen og tørvehytten Bopladsområdet på halvøen har sandsynligvis været beboet i kortere og længere perioder helt siden Thuleeskimoernes indvandring fra Canada omkring år 1000 og frem til tvangsflytningen af befolkningen i 1953. Der er derfor masser af både ældre og nyere spor af denne lange beboelsesperiode at se på halvøen. Tørvehytter i Nordgrønland er oprindeligt typisk anvendt som vinterboliger og er dermed de mest permanente hustyper i området. Ved opbrud om foråret er tørvehytterne forladt, når fangsten er forlagt til sommerbopladserne andre steder. På sommerbopladserne har familierne boet i sommertelte, der har været opslået på de samme pladser år efter år. Efter sommerfangsten er man vendt retur til tørvehuset, der atter er blevet udstyret med skindtæpper og husgeråd efter evt. nødvendige reparationer. I takt med koloniseringen af Grønland er der dog en tendens til, at tørvehytterne har været anvendt en større del af året, idet beboerne er blevet mere bofaste over tid. Den gamle boplads ved det karakteristiske Thulebjerg består af en næsten flad slette, der skråner let nedad fra øst mod vest, så der overalt er et godt udsyn over North Star Bay. Det siges, at den bedst bevarede tørvehytte på området, der i dag er en ruin, faktisk også skulle være den bedst bevarede (originale) tørvehytte i hele Grønland. Derfor syntes jeg, at det var relevant at foretage en mere systematisk registrering/opmåling af bygningen, da man må formode, at man om nogen tid ikke længere kan få detaljeret kendskab til en række detaljer på grund af
6
Tidsskriftet Grønland 1/2016
nedbrydning fra naturens side og/eller nedslidning som følge af besøgende basebeboere og krydstogtturister. Tørvehytten ligger nær kystlinjen på den del af sletten, der har en stejl klippeskrænt ned til havet. Der er dog let adgang til ”kajakvand” både lidt nord og lidt syd for denne skrænt. Huset ligger placeret midt i området, omgivet af både ældre og nyere tørvehytteruiner. Med placeringen af tørvehytten relativt højt i området, kan man hurtigt få udsigt over North Star Bay og eventuelle byttedyr, der nærmer sig denne vej. Desuden betyder husets placering med vinduer og husgang mod vest, at huset har ”ryggen mod vinden”, da den fremherskende vind i Thuleområdet kommer fra øst, oppe fra indlandsisen. Der er i dag huller i bygningen, så den er åben for klimaets påvirkning, og det må derfor antages, at mange detaljer vedrørende denne og andre tørvehytters faktiske konstruktion snart vil være umulige at dokumentere. Kun sporadiske trækonstruktioner og tørvevolde er bevaret for de fleste gamle tørvehytters vedkommende. Forfalder denne, den bedst bevarede tørvehytte til samme niveau som andre tørvehytteruiner, vil forhold som loftshøjde, vinduesplacering og vinduesstørrelser naturligt nok ikke længere kunne dokumenteres noget sted i Grønland. Tørvehytten er, som nævnt, beliggende blandt andre tørvehytteruiner, der dog alle er betydeligt mere nedbrudte. Nogle hytter har stadig enkelte lodrette trækonstruktioner stående, mens langt den største del af områdets hytter kun fremstår som tørvevolde i terrænet. Gennem mit 3½ år lange ophold på Thule Air Base har jeg knyttet mig til ”min” tørvehytteruin på bopladsen. Jeg har besøgt området regelmæssigt fra maj måned 2011 og frem til oktober måned 2014. Jeg har foretaget opmålinger af tørvehytten i den tilstand, den har nu, forsøgt at dokumentere synlige ændringer af tilstanden over perioden, - og så har jeg reflekteret over husindretningen og den sandsynlige brug af
JAKOB BJERRE
Vindue og tørvevæg, sydfacaden. (Foto: Jakob Bjerre).
huset. Mit formål har været, at bevare mest mulig viden om tørvehyttens opbygning og dimensioner ud fra bygningens nuværende tilstand. Der er jo tale om et stykke grønlandsk bygningskultur, som af naturlige årsager vil forsvinde med tiden. Andre steder i Grønland forsøger man i de senere år at rekonstruere tørvehytter ved de større museer – ved Thulebasen findes stadig et eksempel på den ægte vare.
På besøg i tørvehytten Bygningen består af et enkelt delvist opdelt firkantet rum, samt en husgang med opbevaringsplads. Det centrale rum i huset måler godt 16 kvadratmeter. Huset er omgivet af rester af tørvevægge stablet op ad den bærende konstruktion. Huset er orienteret ca. øst/vest med husgangen mod vest og det firkantede rum mod øst. Indgangsdøren til husgangen mangler i dag, men der har været en dør/luge med
hængsler i venstre side. Døren har kun været 107 cm i højden. Kravler man ind i husgangen ses det, at denne er asymmetrisk, idet der til højre i gangen er et træskellet, der afgrænser et område fra resten af gangen. Dette afgrænsede rum må være tiltænkt udstyr, og måske forråd, som man ikke ønsker, at hundene skal sætte tænderne i. Den vandrette husgang har en højde på kun ca. 125 cm yderst stigende til ca. 145 cm inderst mod resten af huset. Fra den let forsænkede husgang kommer man gennem en lav og smal trædør ind i husets centrale rum. Trædøren mellem gangen og husets rum er kun 92 cm i højden og 55 cm i bredden og er udstyret med lukkebeslag (skyderigel) af metal. Man må altså ned på alle fire for at komme ind i beboelsen. Husets eneste rum har en delevæg fra ca. midt af bagvæggen og næsten halvvejs ud i rummet. Foran rummets bagvæg er
Tidsskriftet Grønland 1/2016
7
JAKOB BJERRE
Kik ind i husgangen fra yderdøren. (Foto: Jakob Bjerre).
8
Tidsskriftet Grønland 1/2016
JAKOB BJERRE
området til højre for delevæggen udfyldt af husets briks, der er hævet over gulvet, og har en størrelse svarende til godt og vel en moderne 1½-mandsseng. Langs væggen til højre og foran hovedbriksen er sidebriksen anbragt under denne ydervægs eneste vindue. Sidebriksen har en størrelse svarende til et mindre sofabord, og det er nok netop funktionen, bord eller ekstra siddeplads. Ligeledes på ydervæggen til højre mellem sidebriksen og hushjørnet er der spor af hylder på væggen. En hel sektion af bagvæggen overfor indgangen, dvs. bag briksen, mangler i dag, så huset er helt åbent mod øst. Rummet har yderligere to vinduer, begge mod vest og anbragt på hver side af husgangen og døren hertil. Vinduerne har næsten samme mål alle tre, nemlig en underarms bredde og højde. Alle vinduer er placeret højst muligt i rummet, dvs. lige under det indvendige loft. Den indvendige loftshøjde i husrummet kan endnu bestemmes til omkring 180 cm, så de fleste indbyggere på bopladsen har kunnet stå oprejst inde i huset. Der er i dag ikke sikre spor af indretningen i resten af rummet. Op ad husets bagvæg og til venstre for delevæggen ses rester af en anden ”platform”, muligvis også en sovebriks. Desuden står skråt op ad væggen til venstre i hjørnet ved vinduet mod vest også en pladekonstruktion, der har været anbragt vandret et sted i denne del af rummet. Husets grundplan og sporene af indretningen minder meget om den traditionelle indretning af igloer, nemlig med en stor familiebriks bagest i rummet (sikkert skindbeklædt), en sidebriks som bord eller ekstra siddeplads og ellers gulvplads til udstyr og redskaber. Indelivet foregik i stor udstrækning på den store briks. Der er ikke spor af opvarmningskilde eller skorsten i huset, men i en anden husruin i området har jeg fundet et gammelt jernkomfur, og komfurringe mv. har jeg set ved flere andre huse. Så i den nyere periode af bopladsens beboelse har der været fyret med tørv og forhåndenværende brænde. Fra diverse beskrivelser fremgår, at vinduer
i tørvehusene oprindeligt har været beklædt med udspilet sælblære, der har givet et vist lysindfald, men ikke ligefrem udsyn gennem vinduerne. Senere er glas naturligvis anvendt som vinduesmateriale. Det kan ikke her med sikkerhed afgøres, hvordan vinduerne i dette hus har været beklædt. Jeg har et officielt foto, taget af US Coast Guard i august 1949. Det forestiller en fanger, hans søn og nogle hunde udenfor en tørvehytte ”nær Thule”, som teksten bagpå angiver. Huset er med stor sandsynlighed det samme hus, som jeg har beskrevet her, da udseendet passer præcist. På billedet ses, at huset er helt indpakket i tørv langs vægge og på taget. En lun bolig – dog på dette billede med lange skygger i augustsolen. Hvem – og hvor mange mennesker har gennem tiden fået varmen i denne tørvehytte?
Huskonstruktion, materialer – og husets alder Tørvehytterne har fra gammel tid været opbygget af en søjle/bjælkekonstruktion af de byggematerialer, der har været for hånden. Der har været tale om drivtømmer fra Canada og – overraskende nok – fra Sibirien. I dette tilfælde, hvor tørvehytten helt eller delvist er af nyere dato, er den bærende konstruktion opbygget/udbygget af forhåndenværende træ fra dels diverse kilder (måske bl.a. drivtømmer), dels fra forsendelseskasser og diverse emballage, der kan hidrøre fra forsendelser til handelsstationen, men også fra Thulebasen, da der er engelsk tekst på en del af det pap, der er anvendt som isolering. Som nævnt har tørvehusene oprindeligt fungeret som vinterbeboelse, og har derfor været tømt for husgeråd, skind og andet udstyr og forladt hvert forår. Så vidt vides har man endda bevidst efterladt huset åbent for vind og vejr, så der over sommeren blev luftet ordentligt ud og utøj mv. forsvandt. Efter sommerfangsten er man så atter flyttet ind. Det må derfor antages, at huse af denne type har fået udført reparationer og forbedringer stort set hvert efterår, når familien er vendt tilbage til huset. Tidsskriftet Grønland 1/2016
9
JAKOB BJERRE
Genbrugstømmer tilpasset konstruktionen. (Foto: Jakob Bjerre).
Tørvehuset her kan således sagtens have en gammel ”kerne”, f.eks. dele af den bærende trækonstruktion, de nedre dele af tørvevæggene etc., mens andre dele er tilføjet eller udskiftet på senere tidspunkter. Hele husgangen, samt hjørnestolper, søjler, tagbjælker, vinduesrammer samt brikse er udført af træ, der tydeligvis er genanvendt fra andre formål. Den bærende trækonstruktion er herefter beklædt med plader og flager fra forsendelseskasser mv. Der er præsteret et fint stykke arbejde med at forarbejde/tilpasse de anvendte træstykker til deres nye funktion i den samlede konstruktion, bjælker er affaset ved enderne, samlinger er tilpasset øvrige konstruktionsdele osv. Der er spor efter tagpap og tagpapsøm på dele af taget og på sider af husgangen. Den bærende trækonstruktion har været isoleret fra ydersiden ved opstabling af tørv fra lokalområdet. Tørvene har været skåret i dimensionerne ca. 30 x 30 cm og stablet op ad facaderne på den opbyggede trækonstruktion. Også taget har været dækket af et 20-30 cm tykt lag af udskårne tørv, hvilket man kan se på gamle fotos af beboede tørvehuse fra området. Det er altså en ikke ubetydelig egenvægt fra tagets tørvedækning, den bærende konstruktion har skullet bære. Husets tørveisolering er i dag reduceret til tørvevægge i ca. 0,5 til ca. 1 meters højde, mens tørvene på husgang og tag helt mangler.
10
Tidsskriftet Grønland 1/2016
Husgangen er anlagt, så den ligger lidt lavere end husets fællesrum, sådan at kulden forbliver i husgangen. Der er ikke spor af gulvkonstruktion i husgangen, mens der er delvist trægulv i husets centrale rum. På indersiden af husets trækonstruktion er isoleret med forhåndenværende materiale, bl.a. kan man se pap fra emballage (Jacob Rupperts Beer), der må være forsendelser til USAF på basen. Husets briks, rester af hylder mv. er alt sammen opbygget og tilpasset af træ på stedet. Det er ikke i dag muligt at se, hvilket vinduesmateriale, der har været anvendt, da kun de åbne trærammer står tilbage. Der er ikke spor af hverken sælblære eller andet organisk materiale, og ej heller glas eller spor af indpasning af glasruder i husets vinduesrammer. Husets alder er altså ikke entydig. Huset hører uden tvivl til de yngre i området, og er et af de huse, der har været beboet frem til den pludselige flytning i 1953. Dog kan huset sagtens være grundlagt langt tidligere, og blot være løbende repareret og forbedret gennem årene med de på et hvert tidspunkt forhåndenværende materialer.
Ubeboet i 60 år – lidt historisk vingesus Det er fascinerende, at man nu mere end 60 år efter, at huset og bopladsen blev forladt lidt pludseligt, stadig kan få indblik i husets opbygning og virkemåde. For mit eget vedkommende fornemmer jeg også stadig atmosfæren, og hvordan dagliglivet må have udspillet sig her. Fra Thuleeskimoerne indvandrede til området for ca. 1000 år siden og frem til en dag i 1953, hvor området måtte forlades, har forholdene selvfølgelig forandret sig. Dog er basale forhold for livet i dette skønne, men barske område, alligevel uændrede i hele denne lange periode. Fangst, kulde og mørke, men også midnatssol og rejseliv i omegnen og besøg fra andre bopladser – og senest vedvarende besøg fra USA.
JAKOB BJERRE
Fygesne fylder huset om vinteren. (Foto: Jakob Bjerre).
Den klimatiske nedbrydning af huset sker faktisk bemærkelsesværdigt langsomt, og huset er jo også fortsat i relativt god stand. Det skal tages i betragtning, at huset har stået ubeboet i over 60 år, og at huset i dag er åbent i tagkonstruktion og bagvæg, så det hver vinter fyldes med fygesne fra indlandsisen. Dog er luften i området meget tør, så træværk ikke rådner i nær samme grad, som vi kender det fra mere sydlige breddegrader. Væsentlige detaljer i huskonstruktion og indretning forsvinder dog over tid, og jeg er derfor glad for at have fulgt denne unikke tørvehytte i en længere periode – mens tid var! Tørvehuset repræsenterer for mig et bindeled mellem den fjerne forhistoriske tid, fangersamfundet i Nordgrønland i en ikke så fjern fortid, samt hele den nok så interessante koldkrigshistorie. Thuleområdet har spillet en central rolle i mange begivenhe-
der, både mht. Grønlands egen historie og som brikker i verdenshistorien. På hele halvøen, hvor den oprindelige Ummanak-boplads er placeret, findes historiske spor i form af hustomter, stenkister, begravelser, teltringe mv., samt fra senere perioder handelsstationen, den gamle radiostation, søm fra kirken, der senere er flyttet, fundamentsrester fra Knud Rasmussens hus og koldkrigens A-Launch. Og midt i dette: for en tid endnu en relativt velbevaret tørvehusruin!
Tidsskriftet Grønland 1/2016
11
GRØNLAND