TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 2/JUNI 2017 65. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
Ny bog om
1. Thule-ekspedition mere end 100 år efter gennemførelsen står der stadig en særlig aura af heltemod om 1. Thule-ekspedition. Med traditionel grønlandsk rejseteknik foretog Knud Rasmussen og Peter Freuchen sammen med Inukitsoq og Ulloriaq i 1912-13 en dobbeltkrydsning af indlandsisen, hvor den er bredest!
Mysteriet på indlandsisen udgives i to bind som et samarbejde mellem Arktisk Institut og Matematiklærerforeningen. BIND 1 / Jens Chr. W. Gotfredsen / 232 sider / 250 kr. Beretningen om ekspeditionen, komplet afskrift af dagbøgerne og analyse af rejsens detaljer kombineret med originale fotos og Godtfredsens fascinerende malerier og tegninger. BIND 2 / Ivan Tafteberg / 171 sider / 200 kr. Detaljeret analyse af beregninger og positionsbestemmelser udarbejdet med henblik på anvendelse i matematikundervisning på gymnasier. Analysen afslører bl.a., at ekspeditionens egne beregninger var fejlagtige!
Bind 1 og 2 samlet:
400 kr.
Arktisk Institut, Strandgade 102, København K 3231 5050 / arktisk@arktisk.dk / www.arktiskinstitut.dk
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28
9 4
Isbjørnene i Baffin Bugt og Kane Bassin 10 8 S TEVEN ARNFJORD:
1 1 8
Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter. Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aage V. Jensens Fond, Aase og Jørgen Münters Fond, Juullip Nipitittagaa/ Julemærkefonden, Kong Christian den Tiendes Fond, Det Kongelige Grønlandsfond, Skibsreder Kraemers Grønlandsfond
50 år med socialadministration og socialfaglighed – del 1 J Ø RG E N S . S Ø N D E RG A A R D :
Noget om aktuelle muligheder for anvendelse af begrebet ”bæredygtig udvikling”, når det gælder udviklingen af en ”Bæredygtig udvikling for et arktisk velfærdssamfund”
Redaktion: Uffe Wilken, Einar Lund Jensen Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.
E R I K W. B O R N , K R I S T I N L A I D R E & Ø Y S T E I N W I I G
1 2 5
P E R M Ø L G A A R D & K A R E N C H R I S T E N S E N:
14 års barndom, 24 timers voksenliv: Fjeldspindere i Grønland
138
JENS BÖCHER:
Den grønlandske frøtæge – et varmeelskende dyr i et koldt land
149*
ULRIK PRAM GAD:
Pituffik i praksis. Nationale reskaleringer i Avanersuaq
168
ERIK W. BORN:
Kortlægning i kapløb med tiden
1 7 8
A R K TISK INSTIT U T
Invitation til Academicus Arcticus 2017, Arktisk Instituts formidlingspris
1 7 9
DET GRØN L A N DSK E SELSK A B
Meddelelser fra Det Grønlandske Selskab
Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk PE offset A/S Forsidebillede: Isbjørn i hi i De Dødes Fjord. (Foto: Øystein Wiig).
Artikler med * er peer-reviewed
AF ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Isbjørnene i Baffin Bugt og Kane Bassin
RESUMÉ I 2011-2014 udførte Grønland og Canada en stor undersøgelse af de to fælles isbjørnebestande i Baffin Bugt og Kane Bassin. Havisen er gået markant tilbage i Baffin Bugt, og isbjørnene viser tegn på at være negativt påvirket af denne udvikling. Bestandens udbredelse er formindsket, og isbjørnene må nu opholde sig lidt over en måned længere på land sammenlignet med i 1990´erne, da Baffin Bugt-bestanden sidst blev undersøgt. Fødselsraten er faldet, og isbjørnene er blevet tyndere. Ved hjælp af genetisk mærkning-genfangst er bestanden beregnet til nu at tælle ca. 2.800 isbjørne. På grund af usikkerheder omkring den tidligere optælling i 1990´erne er det imidlertid ikke muligt at sige noget sikkert om bestandsudviklingen siden da. Tidligere lå den kraftige polar-pakis tæt i Kane Bassin om sommeren, men også hér er isen gået tilbage. De lettere isforhold har formentligt øget produktionen i havet til gavn for sæler og isbjørne. Dét, og nedsat fangst på grund af kvoter indført i 2006, er tilsyneladende kommet isbjørnene til gode. Bestanden har øget sin udbredelse, bjørnene er i god foderstand, og genetisk mærkning-genfangst-”optælling” antyder, at bestanden er vokset siden 1990´erne, så den nu tæller ca. 360 isbjørne.
94
Tidsskriftet Grønland 2/2017
Erik W. Born (midten). Tidligere seniorforsker, nu konsulent, dr. philos. 40 års erfaring med studier af arktiske havpattedyr inkl. isbjørne. Formand for den Canadiskgrønlandske Videnskabelige Komité (CGVK), der har stået for isbjørneundersøgelserne i Baffin Bugt og Kane Bassin. Kristin L. Laidre (til venstre). Senior scientist, ph.d. University of Washington og Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut. 18 års erfaring med studier af arktiske havpattedyr inkl. isbjørne. Medlem af CGVK. Øystein Wiig (til højre). Professor, dr. philos. Naturhistorisk Museum, Universitetet i Oslo. 35 års erfaring med studier af arktiske havpattedyr inkl. isbjørne. Medlem af CGVK.
Baggrund Fangerne i Vestgrønland og i Nunavut (Canada) jager isbjørne fra to fælles bestande: Baffin Bugt- og Kane Bassin-bestanden (figur 1). I løbet af 1990´erne steg den grønlandske fangst, og i årene 2003-2005 blev der hvert år i alt fanget mere end 200
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
isbjørne fra Baffin Bugt-bestanden (figur 2). I 2006 indførte Grønland imidlertid kvotering for bjørnefangsten, og nye regler gav øget beskyttelse til isbjørnehunner med unger. I Canada har man haft kvoter siden 1967. I 2017 har de to lande tilsammen en årlig kvote på hhv. 132 isbjørne i Baffin Bugt (Grønland: 67; Nunavut: 65), og 11 fra den meget mindre Kane Bassin-bestand (Grønland: 6; Nunavut: 5). Sidste gang Baffin Bugt- og Kane Bassin-bestandene blev optalt, var omkring midten af 1990´erne. Siden da er der sket store forandringer i isbjørnens vigtigste levested – havisen. Siden begyndelsen af 1990´erne er havisen gået markant tilbage både i Baffin Bugt og i Kane Bassin.
I lyset af disse forandringer oprettede man i 2010 Den Canadisk-grønlandske Kommission for de Fælles Isbjørnebestande (CanadaGreenland Joint Commission on Polar Bears) med det formål at sikre en bæredygtig forvaltning af isbjørnebestandene i Baffin Bugt og Kane Bassin. Denne kommission bad sin videnskabelige komité om rådgivning om: (1) Niveauet for bæredygtig fangst fra de to bestande og om, (2) hvordan ændringerne i isbjørnenes levesteder påvirker dem? Det stod imidlertid hurtigt klart for den videnskabelige komité, at oplysningerne fra de tidligere optællinger i Baffin Bugt og Kane Bassin var forældede, og at der var brug for nye undersøgelser, før kommissionens spørgsmål kunne besvares.
Figur 1. Grænserne for isbjørnebestandenes forvaltningszoner i Baffin Bugt og Kane Bassin. Grænser for nabobestandene er også vist.
Tidsskriftet Grønland 2/2017
95
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Genetisk mærkning-genfangst Mærkning-genfangstberegning af en bestands størrelse bygger på, at forholdet mellem mærkede og ikke mærkede dyr i en stikprøve teoretisk set er lig med forholdet mellem alle mærkede dyr og alle umærkede dyr i hele bestanden. Metoden indbefatter, at man mærker et vist antal dyr, og senere genfanger dem i en tilfældig ”stikprøve”, eller flere tilfældige ”stikprøver” taget i flere sæsoner. Stikprøven i vor undersøgelse er således alle de dyr, man har fanget i løbet af en feltsæson. I stikprøven vil der være et vist antal mærkede og et vist antal umærkede dyr. Da man ved, hvor mange dyr man i alt har mærket, og hvor mange mærkede og umærkede man har genfanget kan det totale antal dyr beregnes vha. forholdstalsregning (1). ”Genetisk mærkning-genfangst” udnytter det faktum, at hvert individ har en unik DNA-kode, og dermed er ”mærket” fra naturens hånd. I løbet af en sæson tager man fra helikopter små vævsprøver (biopsier) fra så mange isbjørne som muligt for derefter at bestemme identiteten af hvert enkelt individ ud fra den genetiske profil i biopsien. En lille pil, der affyres fra helikopter, rammer bjørnen og snupper et ganske lille stykke hud. Pilen falder straks af og kan samles op, mens isbjørnen løber ubesværet videre. I modsætning til egentlig ”fysisk” mærkning og genfangst har genetisk mærkninggenfangst den fordel, at man kan tage biopsier fra isbjørne, der ikke er bedøvet. Metoden er meget mindre tidskrævende end ”fysisk mærkning-genfangst” – hvor biologerne må bedøve isbjørnene, når de første gang mærker dem, og senere genfanger isbjørnene for at checke deres nummer. En anden fordel er, at mærkerne aldrig forsvinder ved fx at falde af, hvilket kan ske med de fysiske mærker.
Pil som anvendtes til at tage biopsier fra ubedøvede isbjørne med. Det lille stykke væv, som pilen udtog, og som indeholder bjørnens DNA, ses på spidsen af nålen. (Foto: K. L. Laidre).
96
Tidsskriftet Grønland 2/2017
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Sammen med forskere fra Nunavut (Canada), Norge og USA – og i samarbejde med isbjørnejægere og lokalbefolkning i Nunavut og Grønland (2) – indledte Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut i 2011 et stort forskningsprogram i Baffin Bugt og Kane Bassin for at besvare kommissionens spørgsmål. Isbjørneundersøgelserne repræsenterer de mest omfattende undersøgelser af havpattedyr, som Pinngortitaleriffik indtil dato har været involveret i. Studiet omfattede storstilede felt-indsatser i Grønland og Nunavut forår, sommer og efterår hvert år i perioden 2011-2014. Vi satte satellitsendere på hun- og han-isbjørne for at følge deres færden (foto 1 og 2), og anvendte ”genetisk mærkning-genfangst” for at beregne størrelsen af Baffin Bugt og Kane Bassin-bestandene. I 2014 udførtes desuden en flyoptælling af Kane Bassin-bestanden. I juli 2016 sendte den videnskabelige komité en omfattende rapport til kommissionen med resultaterne af undersøgelserne (3). Rapporten beskriver, hvordan bestandenes udbredelse og ydeevne og isbjørnenes foderstand (kropskondition) har udviklet sig siden 1990´erne i takt med ændringerne i havisen; den giver også tal for, hvor mange isbjørne, der er i de to bestande. I februar 2017 tilkendegav kommissionen, at rapporten kunne offentliggøres. Rapportens resultater blev vurderet og godkendt af eksperter i The Canadian Polar Bear Technical Committee, der med grønlandsk deltagelse holdt møde i Winnipeg i februar.
Figur 2. Den grønlandske (orange) og canadiske (blå) fangst af isbjørne fra Baffin Bugt-bestanden (19932014). Den grønlandske fangst steg markant frem til begyndelsen af 2000-tallet. Grønland indførte kvoter i 2006. I Canada har isbjørnefangsten været kvoteret siden 1967.
Foto 1. Undersøgelserne blev udført i samarbejde med lokalbefolkning og isbjørnejægere i Grønland og Nunavut. Her er storfangeren Qaernaq Nielsen (Savissivik) ved siden af Kristin Laidre ude at lede efter isbjørne. (Foto: Ø. Wiig).
Hvad fandt vi ud af? Havisen er gået markant tilbage både i Baffin Bugt og i Kane Bassin siden begyndelsen af 1990´erne, men de økologiske forhold er ret forskellige i de to områder, og isbjørnebestandene har reageret forskelligt på reduktionen i havis. Derfor beskriver vi bjørnesituationen i de to områder hver for sig.
Foto 2. Om foråret blev isbjørne skudt med en bedøvelsespil, så vi kunne sætte satellitsendere på dem (4, 5). (Foto: K. L. Laidre).
Tidsskriftet Grønland 2/2017
97
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Baffin Bugt Baffin Bugt mellem Vestgrønland og Canada er et kæmpe havområde, der er lige så stort som Sverige og Norge tilsammen. At tælle isbjørne i Baffin Bugt er derfor ikke nogen let sag. Ændringer i havisen Langt det meste havis i Baffin Bugt er såkaldt ”etårig is”, hvilket vil sige, at den dannes og forsvinder i løbet af et år. Siden midten af 1990´erne er havisen gået markant tilbage i Baffin Bugt, og det har haft stor indflydelse på isbjørnebestanden. I 1979 begyndte man at registrere havisens udbredelse fra satellitter. Siden da har man kunnet observere, at havisen i Baffin Bugt er brudt op tidligere og tidligere om foråret, og at den lægger sig senere og senere om efteråret. Forårsopbrud sker nu i begyndelsen af juni, hvor det før var i begyndelsen af juli, og havisen lægger sig i slutningen af november, hvor det tidligere var i begyndelsen af november. Det vil sige, at perioden uden havis (”sommer-” eller ”åbenvandsperioden”) nu er blevet ca. 1,5 måneder længere siden 1979. Isbjørnene,
som finder det meste af sit bytte på havisen, må opholde sig længere tid på land uden føde. Påvirkning på isbjørnene Vores nye undersøgelser har dokumenteret, at der siden 1990´erne er sket det i Baffin Bugt, at (1) isbjørnenes udbredelsesområde er formindsket markant, (2) isbjørnene opholder sig nu ca. en måned længere på land end før, (3) deres bevægelsesmønster har ændret sig, og flere isbjørne må svømme langt for at nå land om sommeren, (4) de drægtige hunner ligger ca. 1 måned kortere tid i hi, og deres ynglehi ligger meget højere oppe i fjeldet end for 20 år siden, (5) andelen af nyfødte isbjørneunger i bestanden er dalet og (6) isbjørnene som helhed er blevet tyndere og er nu i dårligere foderstand (kropskondition) end tidligere. Alle disse forandringer er sammenfaldende med nedgangen i havisen. Baffin Bugt-bestanden har sin største udbredelse i marts, hvor havisen ligger vidt udbredt. I de senere år er dét område, som isbjørnene bevæger sig rundt i, imidlertid blevet meget mindre. I 1990´erne anvendte
Figur 3. Baffin Bugt-isbjørnebestandens udbredelse i 1990´erne (orange område) og i 2000-tallet (orange streg). Udbredelsen er vist for tre ”økologiske” sæsoner (vinter, forår og sommer/efterår = åbenvandsperioden) baseret på bjørne, der blev sporet med satellitsendere. Det ses tydeligt, hvordan bestandens udbredelse er formindsket og er rykket mere nordpå på grund af nedgangen i havis.
98
Tidsskriftet Grønland 2/2017
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
bestanden et ca. 850.000 km2 stort område i marts, mens udbredelsesområdet nu kun udgør ca. 580.000 km2 – dvs. at isbjørnenes leveområde er skrumpet med omkring en tredjedel (figur 3). Reduktionen i udbredelse er endnu mere udtalt om sommeren, dvs. i åbenvandsperioden. Det skyldes, at der på denne årstid – i modsætning til i 1990´erne – stort set ikke længere er havis, som bjørnene kan bevæge sig rundt på i Baffin Bugt. Samtidigt med at Baffin Bugt-bestandens udbredelse er formindsket, er den også som helhed rykket længere mod nord sammenlignet med 1990´erne, og den er samtidigt blevet mere isoleret fra de omkringliggende bestande. Det vil sige, at færre isbjørne krydser grænserne mellem Baffin Bugt og de omliggende bestande, end det var tilfældet for ca. 20 år siden. Isbjørnene har også vist tendens til at opholde sig meget nærmere land end før.
Desuden optræder isbjørnene nu generelt i mindre tæt drivis end tidligere, hvilket også afspejler den generelle tilbagegang i havis. Nogle af isbjørnene bliver tilsyneladende overraskede over, hvor hurtigt havisen i Baffin Bugt smelter under labberne på dem. Vi har de sidste år set flere tilfælde end i 1990´erne af ”langdistancesvømmere”, der måtte svømme over 100 km – nogle endda over 200 km – for at nå land. Qimusseriarsuaq Naturreservat Langt de fleste af de voksne hunner, der går i hi for at føde unger, går i hi på Baffin Island. Men som noget nyt konstaterede vi også ynglehi i Qimusseriarsuaq (Melville Bugt) i Nordvestgrønland, og bekræftede dermed de grønlandske isbjørnejægeres oplysninger om, at Qimusseriarsuaq er et vigtigt hi-område (6).
Foto 3. I 1990´erne lå bjørnenes yngle-hi i gennemsnit i ca. 350 m højde, mens de nu i gennemsnit ligger i ca. 700 m oppe i fjeldet – endda i op til ca. 1.300 m højde. Desuden er der en tendens til, at hierne ligger på stejlere skråninger end i 1990´erne. (Foto: Ø. Wiig).
Tidsskriftet Grønland 2/2017
99
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Og satellitsporingerne afslørede, at nogle isbjørne lever hele året i Qimusseriarsuaq. Der var således opløftende tegn på, at Qimusseriarsuaq Naturreservat, der blev oprettet i 1981, har tjent et af sine væsentlige formål, nemlig at beskytte et vigtigt område for Baffin Bugts isbjørne.
Figur 4. Sammenhængen mellem produktion af unger i Baffin Bugt og dato for opbrud af havisen om foråret (1993-2013). Jo længere havisen ligger, jo bedre er ungeproduktionen. Ungeproduktionen er angivet som antal nye unger (COY=cub of the year) pr. voksen hun, og dato er angivet som nummer dag på året.
Figur 5. Sammenhængen mellem % isbjørne i god foderstand (god kropskondition) og dato for forårsopbrud af havisen (1993-2013). Voksne hanner (øverst) og voksne hunner med unger (nederst). Jo længere havisen ligger, jo flere af isbjørnene har god kropskondition. Dato er angivet som nummer dag på året.
Under vores forårs-flyvninger for at lede efter isbjørne blev det tydeligt, at isbjørneaktiviteten i Qimmuseriarsuaq var markant højere sammenlignet med, hvad vi så i samme områder i begyndelsen af 1990´erne.
100 Tidsskriftet Grønland 2/2017
Ændret hi-adfærd Lige som de andre isbjørne må også de drægtige hunner nu om stunder gå tidligere på land, end det var tilfældet i 1990´erne. Men derudover, så går de nu også ca. én måned senere i hi end før. Tidspunktet, hvor de kommer ud af hiet med de nye unger, har dog ikke ændret sig siden 1990´erne. Som dengang kommer familierne også nu ud af hiet omkring 21. marts, hvor lyset er vendt tilbage, havisen ligger stabilt, og hvor ringsælerne har unger i huler under sneen på isen. Resultatet er dog, at de ynglende hunner tilbringer væsentligt kortere tid i hi. Hvad det kortere hi-ophold betyder for bestanden, står dog ikke klart. Desuden konstaterede vi, at yngle-hierne ligger meget højere oppe i fjeldet end tidligere (foto 3). Ændringerne i deres placering skyldes, at det er blevet varmere, og de drægtige isbjørne må derfor højere op for at finde egnede snefaner at grave deres hi i. Færre unger og tyndere bjørne Havisens tilbagegang har også påvirket Baffin Bugt-bestanden negativt på andre måder. Den årlige tilgang af nyfødte unger hænger markant sammen med isforholdene. Mellem 1993 og 2013 faldt tilgangen af nye unger i takt med, at havisen er brudt op tidligere og tidligere om foråret (figur 4). I samme periode er Baffin Bugt-isbjørnene kommet i dårligere foderstand og er blevet tyndere og tyndere (figur 5). Alt i alt tyder vores nye undersøgelser på, at Baffin Bugt-bestanden er under pres på grund af nedgangen i havis, og selv om det ser ud til, at bestanden endnu er forholdsvis produktiv, forventes tilbagegangen i havisen at fortsætte i fremtiden.
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Foto 4. En velnæret og arrig hanbjørn, som befandt sig oppe på en nunatak i Qimusseriarsuaq/Melville Bugten i september 2012, udfordrede helikopteren inden den fik en lille biopsi-pil i rumpen. Fra helikopter blev der samlet mere end 1.400 biopsier fra isbjørne i Baffin Bugten (2011-2013). (Foto: Ø. Wiig).
Hvor mange isbjørne er der i Baffin Bugt? Den canadisk-grønlandske kommission besluttede, at man skulle anvende ”genetisk mærkning-genfangst" metoden til at beregne, hvor stor Baffin Bugt-bestanden er. Metoden består i, at man tager små vævsprøver (biopsier) fra så mange isbjørne som muligt og derefter bestemmer identiteten af hvert enkelt individ ud fra den genetiske profil i biopsien. Genetisk mærkning-genfangst har den fordel, at man kan tage biopsier fra dyr, der ikke er bedøvet. Metoden har aldrig været anvendt i så store områder før (foto 4). Fra satellit-sporingerne vidste vi, at langt de fleste af Baffin Bugts isbjørne følger med havisen vestover i takt med, at havisen i løbet af foråret og den tidlige sommer gradvist smelter fra Vestgrønland mod Baffin Island. Derfor ender langt hovedparten af bestanden på det østlige Baffin Island, hvor
de tilbringer åbenvandsperioden på land. Nogle isbjørne tilbringer dog sommeren i Qimmusseriarsuaq. Strategien var at samle så mange prøver som muligt fra isbjørnene, mens de var tvunget til at opholde sig på land. Hovedindsatsen blev derfor lagt på Baffin Island, men der blev samtidigt samlet prøver fra isbjørne i Qimusseriarsuaq. I august-oktober i hvert af årene 20112013 fløj to canadiske helikoptere langs kyster og i fjorde på Baffin Island for at tage biopsier af alle de isbjørne, man så. Samtidigt afsøgte et team fra Pinngortitaleriffik i en grønlandsk helikopter hele strækningen mellem Upernavik og Pituffik/Thule Air Base for dér at tage biopsier af Baffin Bugtisbjørne på land. I alt blev der i årene 2011-2013 taget ca. 1.400 biopsier på Baffin Island, mens der blev samlet 21 i Qimusseriarsuaq. De mange Tidsskriftet Grønland 2/2017 101
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Figur 6. Steder, hvor der blev taget vævsprøver fra isbjørne i sensommer/efterår (dvs. åbenvandsperioden) i 1993-1997 (gule prikker) og i 2011-2014 (røde prikker). Bemærk at der ikke blev mærket isbjørne i de indre fjorde på Baffin Island eller i Qimusseriarsuaq/Melville Bugt i 1990´erne. Firkanten øverst til højre viser en forstørrelse af en del af Baffin Island-kysten.
biopsier repræsenterede ca. 1.100 forskellige individer (figur 6). Desuden kunne vi inkludere vævsprøver indsamlet af isbjørnejægere i Grønland og Nunavut fra 243 isbjørne, som de havde nedlagt. Det drejede sig om små vævsprøver fra isbjørne, forskerne enten havde mærket eller havde taget biopsier fra i perioden 1993-2013. I laboratoriet analyserede man derefter den individuelle genetiske profil i hver enkelt vævsprøve. På den måde blev det muligt at identificere, hvor mange isbjørneindivi
102 Tidsskriftet Grønland 2/2017
der, der var blevet taget vævsprøve fra mere end én gang (dvs. de var blevet ”mærket” og ”genfanget”), og man kunne derefter ”forholdstal”-beregne størrelsen af hele Baffin Bugt-bestanden. Resultatet blev, at Baffin Bugt-bestanden tæller 2.826 isbjørne (95% CI = 2,059-3,593). Af flere grunde er der uundgåeligt altid en vis statistisk usikkerhed omkring et sådan bestandstal. I dette tilfælde betyder det, at der med 95% sandsynlighed fandtes mellem 2.059 og 3.593 isbjørne i bestanden i 20122013.
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Bestandsudvikling? Det er nærliggende at spørge: Er bestanden gået op eller ned, eller er den forblevet uændret siden 1990´erne, da den sidst blev talt? Af flere grunde kan det nye tal for Baffin Bugt-bestanden ikke sammenlignes direkte med tallet fra 1990´erne, og det er desværre derfor heller ikke muligt at sige noget præcist om bestandsudviklingen siden dengang. I forbindelse med det nye studium foretog vi en grundig re-analyse af data fra undersøgelsen i 1990´erne. Analysen afslørede, at der ved den tidligere undersøgelse var visse usikkerheder, som den nye undersøgelse ikke er behæftet med. I 1990´erne anvendte man også mærkning-genfangst for at få et tal for størrelsen af bestanden i Baffin Bugt. Men dengang brugte man ”fysisk” mærkning-genfangst, hvilket indebar, at man bedøvede og forsynede bjørnene med fysiske mærker (øremærker med nummer, samt nummer tatoveret i læberne). Antagelsen var dengang, at alle isbjørnene opholdt sig på land på Baffin Island i åbenvandsperioden, og at det derfor var tilstrækkeligt at mærke og genfange dem på Baffin Island. I 1990´erne satte man imidlertid også satellitsendere på isbjørne for at følge deres vandringer i Baffin Bugt og finde ud af, hvor de opholdt sig på forskellige tidspunkter af året. Vi kiggede derfor nu nærmere på, hvor isbjørnene med sendere reelt var, mens der blev mærket og genfanget isbjørne på Baffin Island i 1990’erne. Dengang anvendte man kun én canadisk helikopter til at fange bjørnene langs den lange kyststrækning, og vi så derfor også nærmere på, hvor denne helikopter havde fløjet, og hvilket område den havde dækket. På den måde kunne vi danne os et billede af, hvorvidt de canadiske forskere rent faktisk havde dækket alle områder, hvor der ifølge oplysninger fra dyr med sender var isbjørne. En forudsætning for, at mærkningsgenfangstmetoden virker, er nemlig, at alle isbjørne i en bestand skal være lige tilgængelige for at blive mærket og genfanget.
I 1990´erne lå der havis i Baffin Bugt også om sommeren i modsætning til i perioden 20112013. Re-analysen afslørede, at en del af de isbjørne, der blev sporet med satellitsendere i 1990´erne opholdt sig ude i isen, mens helikopteren ledte efter isbjørne på land. Disse isbjørne kunne derfor ikke indgå i beregningen af bestandsstørrelsen. Derudover kom det frem under vores nøje gennemgang af de tidligere data, at man dengang ikke havde søgt efter isbjørne inderst i fjordene på Baffin Island. Fordi man kun anvendte én helikopter, havde man især koncentreret indsatsen langs yderkysten, hvor der var flest isbjørne. Derfor var man dengang gået glip af en del voksne hunner, der har tendens til at opsøge de indre dele af fjordene på Baffin Island (figur 6). Alt tyder derfor på, at tallet på de ca. 2.100 isbjørne, man kom frem til dengang, kan have været for lavt. Hvor meget for lavt lader sig desværre ikke afgøre med sikkerhed i dag. En anden konklusion, der umiddelbart kan drages, er, at den nye indsats for at tælle isbjørnene har været betragteligt mere intens end i 1990´erne. Som nævnt anvendte man kun én helikopter den gang, mens vi i den nye undersøgelse anvendte tre på én gang. Desuden vanskeliggjordes undersøgelserne i 1990´erne af, at der var havis i Baffin Bugt, hvor isbjørnene kunne opholde sig, mens optællingerne foregik på land. Isbjørnene ude i drivisen var så langt fra land, at det ville have været for farligt at lede efter dem med helikopter. I de senere år har Baffin Bugt været isfri om sommeren. Kane Bassin Sammenlignet med Baffin Bugt er Kane Bassin-isbjørnenes forvaltningsområde (figur 1) ”kun” ca. 150.000 km2, hvilket dog immervæk er et område, der er omkring 3,5 gange større end Danmark. Kane Bassin-bestanden er tilsvarende meget mindre end bestanden i Baffin Bugt.
Tidsskriftet Grønland 2/2017 103
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Ændringer i havisen I de seneste årtier er der også sket store ændringer i havisen i Kane Bassin. Hvor den kraftige polar-pakis tidligere lå tæt i Kane Bassin også om sommeren, er isforholdene i bassinet nu kommet til at minde om forholdene i Baffin Bugt, hvor havisen smelter bort om sommeren. Desuden foregår isopbrud i Kane Bassin nu flere uger tidligere, og isen lægger sig senere. Åbenvandsperioden er derved blevet ca. halvanden måned længere (foto 5). Som følge af lettere isforhold og større bevægelse i drivisen har isbjørnenes udbredelse og adfærd ændret sig. De optræder i mindre tæt pakis end tidligere og udnytter et større område, så deres bevægelsesmønster minder om det i Baffin Bugt.
I marts-maj, hvor Kane Bassin-isbjørnene er meget aktive på havisen, er bestanden udbredt i et område, der i gennemsnit er ca. 170.000 km2, mens isbjørnene i 1990´erne ”kun” bevægede sig rundt i et område på ca. 135.000 km2. Det vil sige, at bestanden har forøget sit udbredelsesområde om foråret med næsten 30 % (figur 7). Da Kane Bassin blev undersøgt omkring midten af 1990´erne, blev der kun set ringe tegn på isbjørneaktivitet i de østlige dele af havområdet. Under eftersøgningen i forårene 1994-1997 blev der således kun fundet i alt otte isbjørne i den grønlandske del af bassinet ud for den mægtige Humboldt Gletsjer, mens der i forårene 2012-2014 i alt blev set omkring fem gange så mange isbjørne i dette område. Det
Foto 5. Fronten af den mægtige Humboldt Gletsjer i den østlige del af Kane Bassinet. I forårene 2012-2014 blev der i modsætning til i 1990´erne set en del isbjørne i dette område. Washington Land skimtes i baggrunden. (Foto: P. Hegelund).
104 Tidsskriftet Grønland 2/2017
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Figur 7. Udbredelsen af isbjørnebestanden i Kane Bassin i 1990´erne (orange område) og 2000-tallet (orange streg). Udbredelsen er vist for tre ”økologiske” sæsoner (vinter, forår og sommer/efterår = åbenvandssæsonen) baseret på bjørne, der blev sporet med satellitsendere. Den generelle udbredelse er øget, fordi isforholdene er blevet lettere, og der derfor er kommet mere bevægelse i drivisen.
tyder på, at bestanden har udvidet sit område og måske også er øget i antal, hvilket stemmer overens med oplysninger fra de grønlandske fangere (6). Det ser ikke ud til, at Kane Bassinbestandens ydeevne (overskud, eller tilgang af nye unger) har ændret sig siden 1990´erne. Derimod konstaterede vi, at den generelle foderstand (kropskonditionen) var forbedret hos de voksne hunbjørne og hos yngre dyr, hvilket kan udlægges som tegn på, at de senere års lettere isforhold i Kane Bassin kan have medført en forøget produktion i havet, hvilket også isbjørnene nyder godt af. Hvor mange isbjørne er der i Kane Bassin? I løbet af forårene 2012-2014 lykkedes det os at få 161 biopsier fra Kane Bassin-isbjørne til fangst-genfangstberegning af bestandsstørrelsen (figur 8). Desuden kunne vi i beregningerne inkludere oplysninger om 24 mærkede isbjørne, som var blevet nedlagt af isbjørnejægerne i 1992-2014 (foto 6).
Foto 6. I de fire forår 1994-1997 blev der kun fundet meget få isbjørne i de østlige dele af Kane Bassin. Blandt dem var denne underligt tyndhårede han. (Foto: E. W. Born).
Resultatet af mærkning-genfangstberegningerne blev, at bestanden nu tæller 357 isbjørne (95% konfidensinterval: 221 til 493 isbjørne). I foråret 2014 gennemførte vi også en flyoptælling af isbjørne i Kane Bassin
Tidsskriftet Grønland 2/2017 105
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
Figur 8 (herover): Steder hvor der blev taget vævsprøver fra isbjørne I Kane Bassin i april-maj i perioden 2012-2014. I den sydlige del af området (”Nordvandet”) var der åbent vand, eller kun lidt og tynd havis. Det var ikke sikkert at flyve i helikopter i dette område, hvor der kun er få bjørne. Figur 9 (herunder): Fly-spor (transekter) fløjet under en optælling af Kane Bassin slutningen af april-begyndelsen af maj 2014. De røde prikker er observationer af isbjørne (inkl. familiegrupper). Transekter og observationer er lagt oven på et MODIS satellit-foto med 1 km opløsning (http://modis.gsfc.nasa. gov/) fra 5. maj 2014. Man ser, hvordan selve Nordvandspolyniet (”åbent vand”) fylder det meste af Smith Sund og strækker sig langt op i selve Kane Bassin.
106 Tidsskriftet Grønland 2/2017
ERIK W. BORN, KRISTIN LAIDRE & ØYSTEIN WIIG
(figur 9), der resulterede i et antal på 206 individer (95 % konfidensinterval: 81 til ca. 510 isbjørne). Af sikkerhedsmæssige grunde dækkede vi ikke området med åbent vand – det såkaldte ”Nordvand”-polynie – med vores 1-motores helikopter. Men man ved fra tidligere optællinger af havpattedyr i Nordvandet, at der ikke er mange isbjørne i det område. Mens mærkning-genfangstberegninger omfatter alle dyr, der tilhører bestanden over flere år, så er en flyoptælling et ”snapshot” af, hvad der findes i området, når det bliver overfløjet. Konklusionen er derfor, at mærkning-genfangsttallet er det bedste bud på, hvor stor Kane Bassin-bestanden er nu. En re-analyse af de tidligere data antyder, at der i 1995-1997 var ca. 200 isbjørne i Kane Bassin. Der er således tegn på, at Kane Bassin- bestanden er vokset siden den blev talt ved hjælp af fysisk mærkning-genfangst i 1990´erne. Flere forhold har sikkert medvirket til, at bestanden er øget siden dengang. Dels har den canadisk-grønlandske fangst fra denne bestand været kvoteret siden 2006, og dels har de vanskelige isforhold bevirket, at de grønlandske fangeres traditionelle isbjørnejagt med hundeslæde har været vanskelig i Kane Bassin i de sidste mange år, hvor der er blevet fanget mindre end seks isbjørne om året. Det har måske været medvirkende, at de lettere isforhold har øget produktiviteten i Kane Bassin til fordel for sæler og isbjørne.
Næste skridt Nu hvor der er nye tal for størrelsen af bestandene i Baffin Bugt og Kane Bassin er næste skridt at beregne, hvor mange isbjørne man kan fange bæredygtigt fra bestandene. Opgaven er ikke helt enkel, for alt tyder på, at havisen vil fortsætte med at gå tilbage, hvilket vil presse bestandene i fremtiden. Fælleskommissionen har derfor bedt den videnskabelige arbejdsgruppe om at beregne den samlede fangst under visse scenarier. Det arbejde er netop påbegyndt. Den videnskabelige arbejdsgruppe anvender en model, som er udviklet af Eric Regher og kolleger fra US Fish and
Wildlife Service. Som noget specielt har denne model mulighed for at beregne fangsten i en situation, hvor isbjørnebestanden er under pres, fordi dens levested er i tilbagegang. Tak Den danske Miljøstyrelse (Miljøstøtte til Arktis) har ydet et meget væsentligt økonomisk bidrag til de omfattende og meget dyre isbjørneundersøgelser. Desuden bidrog Grønlands Naturinstitut, Grønlands Selvstyres Departement for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Oslo Universitet samt adskillige canadiske og amerikanske fonde med væsentlig støtte. Flere forskere og teknisk personale inden for flere felter og fra flere lande, samt adskillige fangere fra Grønland og Nunavut, deltog i undersøgelserne (ingen nævnt, ingen glemt). Tak til alle. Litteratur (1) Born, E.W. 1999. Mærkning-genfangst, s. 378. I: E.W. Born & J. Böcher (red.). Grønlands Økologi: En grundbog. Atuakkiorfik/Undervisning, Nuuk, Grønland: 431 sider. (2) Wiig, Ø., E. W. Born og K. Laidre 2012. Isbjørnemerking i Nordvestgrønland, s. 14-24 I: Polarboken 2011-2012 (Red.: S. Barr, I. Gjertz, F. Mehlum), Norsk Polarklubb, Oslo: 160 pp. (3) SWG [Scientific Working Group to the Canada-Greenland Joint Commission on Polar Bear]. 2016. Re-Assessment of the Baffin Bay and Kane Basin Polar Bear Subpopulations: Final Report to the Canada-Greenland Joint Commission on Polar Bear. A report prepared by S. N. Atkinson (SWG), E. W. Born (SWG), K. L. Laidre (SWG), N. J. Lunn (SWG) and Ø. Wiig (SWG) and external experts T. Arnold, M. Dyck, E. V. Regehr, H. Stern, and S. Stapleton. Edited by K. L. Laidre & N. J. Lunn: x + 636 pp. Rapporten kan hentes fra: www. natur.gl 4) Wiig, Ø., E.W. Born, K. L. Laidre, R. Dietz, M. Villum Jensen, G.M. Durner, A.M. Pagano, E. Regehr, M. StMartin, S. Atkinson and M. Dyck 2017. Performance and retention of lightweight satellite radio tags applied to the ears of polar bears (Ursus maritimus). Animal Biotelemetry 5:9 DOI 10.1186/s40317-017-0124-0: 11 sider. (5) Laidre, K.L., E.W. Born, E. Gurarie, Ø. Wiig, R. Dietz & H. Stern 2012. Females roam while males patrol: Divergence in breeding season movements of pack-ice polar bears (Ursus maritimus). Proceedings of the Royal Society B: Biological Science (London) doi.10.1098/ rspb.2012.2371: 10 sider. (6) Born, E.W., A. Heilmann, L. Kielsen Holm and K. L. Laidre 2011. Polar bears in Northwest Greenland – An interview survey about the catch and the climate. Monographs on Greenland – Man and Society Vol. 41. Museum Tusculanum Press, University of Copenhagen: 232 sider.
Tidsskriftet Grønland 2/2017 107
Det Grønlandske Selskabs nyeste publikation:
Forfatteren, Jan Løve, har ligesom bogens hovedperson, Hans Hendrik, berejst store dele af Grønlands kyster, herunder Hans Ø. Desuden har han har gravet sig gennem alle kendte kilder, hvor Hans Hendrik og Hans Ø på nogen måde er omtalt. Resultatet er en gennemillustreret bog, hvor læseren følger Hans Hendrik fra ungdom til alderdom og introduceres til de mange forskellige ekspeditioner, hvori han deltog. Læseren får også forklaring på og baggrund for det fænomen, at to forskellige øer er opkaldt efter Hans Hendrik. Bogen henvender sig til alle, som interesserer sig for Grønlands historie og Rigsfællesskabets geografi. Jan Løve: Hans Hendrik og Hans Ø. Beretningen om Hans Hendrik og de to Hans Øer. 95 sider / rigt illustreret / 225 kr. / medlemspris: 200 kr.
Bogen kan købes via Det Grønlandske Selskabs hjemmeside eller ved henvendelse til sekretariatet: www.dgls.dk / L.E. Bruuns Vej 10, 2920 Charlottenlund / 6160 5331 / dgls@dgls.dk