Han løftede den forsigtigt ud af buret og aede den på hovedet. Det havde han lært af hende. Den var så blød og varm. Han kunne mærke de små klik fra hjertet i sin hånd. Han talte slagene. Op til 20. Så kunne han ikke tælle længere. Der var én, der skreg. Han strakte sig på tå og så ud over altanen. Men der var ikke nogen nede på gaden. Lidt efter blinkede det blåt. Skrigene blev ved. Det var en væmmelig lyd. Han holdt sig for ørerne. Da der blev ro, skubbede han til lågen for at sætte Pip tilbage. Den bevægede sig ikke. Lå bare grøn og musestille i hans hånd. Den var nok blevet træt af al den larm. Han aede den og lagde den forsigtigt ind i bunden af buret, så den kunne sove lidt. Så hægtede han krogen på.
Han løftede den forsigtigt ud af buret og aede den på hovedet. Det havde han lært af hende. Den var så blød og varm. Han kunne mærke de små klik fra hjertet i sin hånd. Han talte slagene. Op til 20. Så kunne han ikke tælle længere. Der var én, der skreg. Han strakte sig på tå og så ud over altanen. Men der var ikke nogen nede på gaden. Lidt efter blinkede det blåt. Skrigene blev ved. Det var en væmmelig lyd. Han holdt sig for ørerne. Da der blev ro, skubbede han til lågen for at sætte Pip tilbage. Den bevægede sig ikke. Lå bare grøn og musestille i hans hånd. Den var nok blevet træt af al den larm. Han aede den og lagde den forsigtigt ind i bunden af buret, så den kunne sove lidt. Så hægtede han krogen på.
Første del
V
icki glippede med øjnene. Clockradioen glødede 6.02 i mørket. Hun var tør i munden, hans plads var tom. La-
genet lå krøllet, og dynen var skubbet ned i fodenden. Hun sukkede. Han gjorde ikke engang et forsøg på at glatte sin side af sengen. Uden at se ned svingede hun benene ud over sengekanten og lod fødderne glide ind i de udtrådte hjemmesko, der stod på kludetæppet ved natbordet, hvor hun var trådt ud af dem i aftes. De var kolde af træk. Det gøs i hende. Pengene rakte ikke til at isolere førstesalen, da de restaurerede stuehuset. På gangen, ud for tvillingernes værelse, glemte hun at undvige den midterste gulvplanke, som knirkede. Hun holdt vejret. Bare de ikke vågnede. At dømme på deres langsomme åndedræt sov de tungt. Genskinnet fra fliserne i badeværelset skar i øjnene, som endnu ikke havde vænnet sig til lys. Hun skuttede sig, da nattens drøm trådte frem af tågerne. Noget med et grundstødt skib, krænget på siden i et udtørret hav. Følelsen af at have sejlet sin sidste tur sad i hende. Det sorte bræt under ballerne isnede, og det sved, da hun tissede. Bare hun ikke var ved at få blærebetændelse. Hun pjaskede vand i ansigtet og undlod at se sig i spejlet, da hun rakte ud efter housecoaten på krogen bag døren. Den chokoladebrune velour var falmet, så den matchede hendes kommunefarvede hår. Hun 9
havde købt den før bryllupsrejsen, en forlænget weekend i Rom. Længere kunne N.P. ikke være væk fra gården. Hun bandt det blankslidte bælte om livet og gik som en søvngænger ned ad trappen. Hun burde købe en ny, men den var rar og komfortabel som sko, der er gået til i årevis. På vej ind i køkkenet tog hun en dyb indånding. Det lugtede af grønlangkål fra i aftes. Han havde ikke sat kaffen over. Lommeregneren smældede gennem mørket med et automatvåbens hastighed og vækkede hovedpinen fra i går. Det dunkede i tindingen. Hun anede konturerne af hans brede skuldre og bøjede nakke. Computerskærmen kastede et blåligt skær over skrivebordet. N.P. sad på sit lille kontor i hjørnet af køkkenalrummet og regnede på et nyt staldbyggeri. I går var han vendt hjem med blussende kinder og øjne blanke af optimisme efter rundturen til naboerne, hvor han havde vejret, hvem der ville sælge jord fra, så udvidelsen kunne realiseres. Oven i arbejdsbyrden på gården sled han sig igennem en beslutningsproces, der krævede skarpsind og nerver af stål. Det var hans gåpåmod, hun faldt for, da hun var i starten af 20’erne. Det forekom at være en menneskealder siden. Hun gabte højlydt. “Godmorgen, skat,” sagde han afdæmpet for ikke at vække pigerne ovenpå. Hun svarede ved at skrue låget af kaffedåsen og fylde seks strøgne skefulde malede bønner i filteret, som hun havde sat i aftenen før, trykkede på on-knappen og hev fluesmækkeren op af skuffen. Mens kaffen løb, begyndte hun at smække fluer. “Ej, for satan da også,” hvislede hun. Hun havde overset en knust brunkage under bænken ved langbordet, som Agnes eller Signe måtte have tabt i aftes. Flueklatter stirrede som onde øjne rundt om kagen, der havde været centrum for et ædegilde i nattens løb. Hun tog en karklud og 10
et tryk opvaskemiddel, så flasken spruttede, da hun slap den. Den grønne sæbe skummede op til hvidt, mens hun igen og igen gnubbede over de genstridige prikker på klinkerne. Sad en fluelort længere end 12 timer, var den som brændt fast. Med den anden hånd viftede hun fluesmækkeren efter fluerne, der som måger over en nypløjet mark forsøgte at tilrane sig de sidste sukrede krummer. Med årene havde hun udviklet en radars evne til at ramme dem, før de nåede synsfeltet. Når landbokontoret åbnede, ville N.P. ringe og bede dem efterregne. Udvidelsen var med svineavlskonsulentens ord “den eneste mulighed for at fremtidssikre bedriften”. Sætningen blinkede som en neonlysreklame på vej til at kortslutte. I månedsvis havde N.P. overvejet lån, gyllekvoter og drøftet udsigter for svineavl, korn- og kartoffelpriser med alt og alle. Hun havde tiet, vendt ryggen til og dermed forpasset sin chance for at sige ham imod. Hun stod ved køkkenbordet med ansigtet mod gårdspladsen, der lå bortgemt i dæmringen. Hun dumpede en Treo med citrus i et glas. Den svingede opgivende mod bunden. Hun drak af vandet, før brusetabletten var helt opløst. Det prikkede, når boblerne sprang mod øjnene. Himlen over poppelalléen var gråsort. Alt gled i ét, som var farven på horisonten afstemt med eternitpladerne på laden og det støvede grus, mellem stuehuset og stalden, som han rev med havetraktoren hver lørdag, året rundt, undtagen når der var faldet sne. Hun hørte termosokkernes dæmpede trin fra kontoret. Inden han åbnede munden, vidste hun, hvad han ville sige: “Vi gør det, Vicki.” Citrusboblerne stak som nåle indvendigt i kinden. Beslutsomheden i hans stemme lammede hende. Hun kunne hverken synke eller få vejret. 11
“Skat, vi gør det sgu. Vi køber jord til og bygger en ny stald. Det er det eneste rigtige,” sagde N.P. Han så ikke, hvordan hun mistede kuløren. Hun måtte sunde sig, vinde tid. Hun trak viskestykket af franskbrødet, hun havde bagt i aftes, og greb brødkniven på magnetholderen. Et dryp kaffe sydede på metalpladen, da han trak glaskolben ud og holdt kruset under strålen, mens han skænkede til sig selv. Kaffemaskinen hvæsede. “Kan du da for filan aldrig vente, til den er løbet igennem,” fnøs hun. Hun var på nippet til at løbe skrigende ud over markerne. De 15 millioner, de skulle låne i banken, føltes som kampesten, der trak hende ned i kviksand. I årevis havde hun stiltiende accepteret arbejdsfordelingen og deres uskrevne kontrakt. Hun følte sig som en forbandet kujon. Han ville aldrig forstå hende, hvis hun sagde, hvordan hun egentlig havde det. Hun viftede en flue væk, der igen og igen satte sig på hånden, mens hun førte den takkede kniv gennem brødet. “Du siger ingenting?” Han så på hende. “Satans møgflue,” udbrød hun. “Så meget brød kan vi da ikke spise,” sagde N.P. Hun havde skivet et helt franskbrød. “Du har ret,” sagde hun. “Du har som altid ret.” • Byens gader burde være hvide af frost og sne, men igen var det regnvejr, der var under optræk. En ram lugt af fugtig asfalt stak Katrine i næsen, da hun steg ud af optagevognen ved Shelltanken i Vanløse lidt over midnat. Vilas’ brune krøller virrede. 12
Han gled ud af passagersædet og dryssede søvnigt rundt foran bilen, der holdt med tændte lygter, for at overtage rattet fra Katrine og fortsætte mod 1’eren i city. “Tak, fordi du tog tørnen hjem, Wind. Sweet dreams,” mimede han til hende gennem sideruden. Katrine mærkede et tryk over brystet, et varsel om voldsomme byger over Storkøbenhavn. Benene var stive efter fire timer med foden på speederen, men hun nåede akkurat at gå de få hundrede meter til Bellisvej, før himlen åbnede sine sluser. Synet af det store, hvide hus med sort tegltag, de købte for to år siden, kildede stadig i maven. Hun var presset, da de skrev under på slutsedlen. Katrine havde aldrig lånt penge og turde ikke involvere sine forældre i handlen. De ville bare himle op om, hvad man kunne få for fire millioner hjemme i Vestjylland. Uden Hansen havde Katrine aldrig fundet mod til at købe hus. Over plankeværket, der var dækket af klatrende efeu, kunne hun se det flimre blåt i stuen. Han var nok faldet i søvn foran tv’et. Gadelampen kastede et bleggult skin på flisegangen. Hun satte lærredstasken fra sig på trappestenen. Fra første dag på 1’eren var hun blevet indprentet, at optagelser må vogtes med livet. Blev diskene stjålet eller brændte de, havde man ikke nogen dokumentar. Derfor stod tasken altid ved siden af hendes seng, indtil hun fik taget en backup på redaktionen. Hun stak forsigtigt nøglen i hoveddøren for ikke at vække ham Han havde fået karrysuppe. Lugten hang i entréen. I månedsvis havde de talt om at købe en emhætte. Men Hansen ville ved samme lejlighed rive det gamle 60’er-køkken ned, mens hun derimod mente, det var ufornuftigt at stifte mere gæld. Desuden mindede teaktræslågerne hende om det hyggelige køkken hjemme på Østergård, hendes barndomshjem. Ganske rigtigt lå han på sofaen. Selvom hun, som en listetyv, forsøgte at lukke døren lydløst, vågnede han. 13
“Er det dig, Wimse?” lød det søvndrukkent. Hun tændte lyset og fik øje på sit trætte ansigt i det store spejl i gangen, krængede armyjakken af og gik ind i stuen, hvor hun greb fjernbetjeningen og slukkede for tv’et. Hansen sov bedst med baggrundsstøj, mens hun foretrak stilhed. “Mmmm, vil du have en kop te?” Hun var gennemkold efter den lange tørn ved rattet, med Vilas sovende med hovedet mod sideruden hele vejen fra Vestjylland. “Hellere et kys af verdens lækreste journalist. Hvordan gik optagelserne?” “Fint, stemningen var god, det skal nok blive super.” “Du snakker, Wimse. Af med tøjet. Nu.” Hansen begyndte at knappe hendes hvide skjorte ned og løsnede hægten på bh’en. “Hey, jeg skal altså lige børste tænder efter 12 timers optagelser, baljer af kaffe og en køretur frem og tilbage over Storebælt med en fotograf, der desperat forsøger at indhente tre måneders manglende søvn, fordi han har et kolikbarn.” Så havde hun aflagt referat af det seneste døgn. “Fint med mig, at du er sammen med fotografer. Så længe de sover …” Han stod bag hende i bar overkrop i sine ternede flonelspyjamasbukser med sit ‘Wind, du tilhører mig-blik’. Hun løftede afværgende albuen bagud og begyndte at børste tænder. Han tog overhovedet ikke notits af modstanden, men trak hendes jeans ned over bagen i et snuptag, mens han med fugtige læber snappede hende bag øret og på halsen. Bh’en dumpede han på det lune, skakternede badeværelsesgulv. I spejlet så hun sine brystvorter trække sig sammen. “Du er så dygtig, Wimse. Men her er det mig, der bestemmer. Har du helt glemt det?” hviskede han og rev trusserne ned, trak 14
hendes hofter bagud og trængte op i hende bagfra. Hun var let land at erobre. Næsten for let, tænkte hun. Han behøvede blot at kysse hende sultent i nakken, og hun solgte ud på få sekunder. “Hvordan er vi allerede blevet så våde?” stønnede han hende i øret. “Det må være regnen,” sukkede hun. Elskoven var kort og intens, som havde deres kroppe aftalt ikke at trække akten i langdrag på denne tid af døgnet. Bagefter kyssede de, og han bar hende i favnen ind i soveværelset og lempede hende forsigtigt ned i venstre side af sengen, låste hoveddøren og slukkede entrélyset. Snart lå hun med hovedet på hans brystkasse. Han stoppede omhyggeligt den bløde dyne omkring hende, til hun lå i en lun og tryg lomme. Regnen trommede mod taget. Hun kunne ikke skelne lyden fra hans hjerteslag. Et øjeblik tillod Katrine sig at være lykkelig. Sådan faldt de tæt omslynget ned i drømmelandets glemsel. • Vicki var færdig med at rydde af lige før 19-nyhederne. Opvaskemaskinen snurrede, og hun havde fyldt vand på kaffemaskinen, så den var klar til i morgen tidlig. Hun vred en karklud hårdt op og tørrede køkkenbord og spisebord over, hvorefter hun tjekkede, at der ikke lå madrester under bordet. Så samlede hun de brugte, fugtige viskestykker sammen i en bunke, åbnede døren til kælderen og kastede dem ned, så de med et klask landede ved foden af trappen ud for vaskerummet. N.P. var i stuen med tvillingerne, der legede med plastickomfuret, som de havde fået af hans familie til deres syvårs fødselsdag. “Hvor mange bliver vi til aftensmad?” hørte hun Agnes råbe. 15
Signe gjorde sin stemme dyb og jysk i forsøg på at agere faderen i huset: “Vi kommer otte mand med mig selv.” “Så laver jeg mad til ti,” sagde Agnes, som var moren. “Ja, lav endelig rigelig, for vi er hundesultne,” svarede Signe og snuppede en tår af en usynlig kaffekop, inden hun traskede ud ad en fiktiv dør. “Luk for fluer,” råbte Agnes og smækkede gryder på komfuret og løftede fade ind og ud af den rød-hvide plasticovn, mens hun sukkede højt: “Otte mand. Det kunne han godt have sagt noget før.” Inden de fik tvillingerne, havde Vicki bestemt, at pigerne kun skulle have Steiner-dukker og trælegetøj. Men i dagene efter fødslen væltede naboer og N.P.s familie ind med lilla scootere, prinsessetelte, barbiedukker og en købmandsforretning i skriggrøn plastic. Dertil kom alle fødselsdags- og julegaverne. Nu fyldte legehjørnet næsten halvdelen af dagligstuen. Vicki drømte om at få sorteret legetøjet og flytte de få ting af kvalitet op på værelset og skifte det plettede gulvtæppe ud med et trægulv. Men lige nu var det mest praktisk, at pigerne kunne lege i stuen. Så havde hun altid et øje på dem fra køkkenet. Og når hun var i vaskekælderen eller kørte et ærinde, kunne N.P. fra kontoret let se til, at de ikke lavede ulykker. Vicki stak hovedet ind i stuen og sagde højt: “Jeg går i bad.” Lydløst mimede hun: “Jeg kører i Bilka.” N.P., der halvvejs lå i den sorte læderhjørnesofa i sine lange underbukser og så tv med benene på sofabordet, nikkede indforstået og mimede tilbage: “Jeg putter dem.” Hun hægtede bilnøglen af krogen ved emhætten og listede ud ad døren, uden at pigerne opdagede det. Hun orkede ikke at have dem med. Og slet ikke her om aftenen. De ville tigge,
16
komme op at toppes og blive hysteriske, når de kom forbi slikhylderne, så hun ikke fik noget ud af det. Vickis indkøbsture til varehuset var et frirum, som mindede hende om tiden i Boston og de store malls, som hun havde tilbragt dagevis i, da hun efter gymnasiet modtog et stipendium som udvekslingsstudent. Hun parkerede to rækker fra indgangen. ‘Det er det gode ved Holstebro. Der er masser af parkeringspladser,’ sagde N.P. altid. Hun fandt en tier i sin frakkelomme og hægtede metalkæden af en indkøbsvogn. Den var tung og trak lidt til venstre, så et kort øjeblik overvejede hun at gå tilbage og tage en anden. Men i stedet kontrastyrede hun mod højre. Pølsedamen på pladsen ude foran varehuset havde travlt med at lange franske hotdogs til ti kroner stykket over disken. De gik som varmt brød. Et ældre ægtepar klædt i ens beigefarvede jakker sinkede trafikken gennem svingdøren. Tilsyneladende ville konen have manden til at gå forrest. Inde i Bilka summede det af mennesker og muzak fra højttalerne. Der var stadig fem åbne kasser og kø ved flere af dem. Pigerne sov alligevel, når hun kom hjem, så Vicki tog sig god tid i dametøjsafdelingen, der var indrettet med tre spartanske prøverum med smalle spejle og blålige lysstofrør i loftet. Hun prøvede aldrig noget i butikken, for med den belysning lignede man lort, uanset hvad man trak i. Hun bladrede gennem et stativ med spraglede bluser. Sort-gule minestrimler hang fra loftet over et ‘Frit valg 30 kroner’-skilt. Staklerne på fabrikkerne i Kina led under elendige forhold. Men hun havde sådan set ikke noget at have sin forargelse i, for de var jo ikke en snus bedre selv med de vilkår, de bød svinene. Hun sukkede over sin egen dobbeltmoral, for hun købte alt pigernes tøj i Bilka. De voksede hurtigt, og eftersom de var lige store, kunne de ikke arve tøj fra 17
hinanden. ‘Og så er der jo heller ingen grund til at give 450 for et par bukser,’ som N.P. sagde. “Hej Vicki.” En hæs, velkendt stemme fik øjeblikkeligt kinderne til at rødme. Henrik var let solbrændt, iført velsiddende jeans og en marineblå Moncler-dunjakke. Hun havde ikke set ham, siden de sluttede på lærerseminariet. Bare han ikke havde opdaget hende ved hylden med Sloggi. Han smilede bredt. “Hej Henrik.” “Heeey,” sagde han blinkende og åbnede favnen. “Er vi ikke på krammere længere?” “Jo, selvfølgelig,” smilede hun forlegent, lænede sig frem og trak maven ind. Hun kunne mærke, at hans krop stadig var veltrimmet. Og da han smilende holdt hende fast, mens han granskede hendes ansigt, var glimtet i de gnistrende brune øjne det samme. Han havde overhovedet ikke forandret sig bortset fra et par grå stænk i tindingerne af det mørkebrune, bølgede hår, der som altid var velklippet. De havde haft engelsk som hovedfag. Henrik var hamrende musikalsk. Han spillede guitar i fredagsbaren, hvor han sang og flirtede med pigerne. “Vicki, du ser smaddergodt ud. Må jeg ikke nok invitere dig på en kop et eller andet? For jeg skal da høre om din karriere, kærligheden … alting.” “Jo, men …” Vicki tøvede. Hvordan så hun ud i håret, havde hun overhovedet mascara på? Henrik stillede sig som en befalingsmand med armene i siden for at vise, at han ikke ville acceptere et afslag. “Jeg skal i hvert fald lige have købt ind først,” svarede hun. 18
“Of course, darling.” Han stak hende sit karakteristiske smil, der blottede det øverste af tandkødet. “Vi kan sætte os derovre.” Han nikkede i retning af nogle borde til venstre for kasselinjen, hvor man kunne indtage fastfood. “Jeg er på lynvisit i byen, min mor fylder 70 i weekenden, og jeg har lovet at købe et par kasser rødvin, som er på tilbud. At jeg møder dig, er sgu da det bedste, der er sket i Holstebro i dag. Jeg bestiller kaffe til os. Skynd dig lidt, søde.” Han havde ikke skiftet aftershave. Fahrenheit, var det vist. Den krydrede duft af musk og sandeltræ pulserede fra hendes krave, da hun susede rundt mellem kølediske og varereoler med indkøbsvognen. På seminariet dansede de tæt til alle fester, uden at det nogensinde havde udviklet sig til mere. Hun overvejede et øjeblik at nøjes med et fåtal af varer, så han troede, hun var single. Men N.P. ville bare undre sig, hvis hun kom hjem uden indkøb. “1.465,” sagde kassedamen. Hun var unaturligt rødhåret. Vicki begyndte at ryste de nye plasticposer, én for én, så de foldede sig ud, klar til at pakke varerne i. Faktisk havde hun brugte indkøbsposer med, som lå sirligt foldede i håndtasken, men det ville hun ikke afsløre for Henrik. Det var for husmoragtigt. “På beløbet,” svarede Vicki. Hun skævede ud af øjenkrogen efter Henrik, mens hun tastede pinkoden. Han havde sat sig ved et lille, rødt bord med to papbægre. Da de fik øjenkontakt, sprang han op. Øv. Nu blev deres bondske madvaner afsløret. Hun havde som sædvanligt købt leverpostej, dåsemakrel og italiensk salat i industrikøkkenmængder. Hun opgav på forhånd at forklare Jans og Jacobs ti rundtenommer per mand til frokost.
19
Og mine Libresse Night … og de to par koboltblå blondetrusser til 99,- …. pis … Hun vinkede afværgende, men for sent. Han var allerede på vej over mod hende. “Vil du have mærker?” smilede kassedamen. “Nej tak, dem får jeg ikke brug for,” svarede Vicki. “Er du sikker, det er altså ret mange?” spurgte kassedamen med hævede øjenbryn, som afslog Vicki en milliongevinst i Lotto. “Ja, jeg er helt sikker,” løj hun. Det ville være et totalt turnoff, hvis Henrik opdagede, at hun samlede på mærker. “Hold da op, fem rugbrød og … 9, 10, 11 … 12 liter mælk. Sig mig, driver du hotel?” grinede Henrik fra enden af kassen. “Det kan man godt sige,” svarede Vicki. Hun var blanket af. Jetonerne var væk, før hun nåede rouletten. Chancen for en uskyldig flirt lå tabt på et kassebånd. Metalhjulene hvinede, da Henrik satte skub i vognen med de ni tunge bæreposer. “Hold kæft mand, et læs, hvor mange gange om måneden køber du så stort ind?” grinede han. “To-tre gange om ugen.” Hun begyndte også at le. Lysstofrørene i loftet over fastfoodcaféen fik det røde bord, der var fedtet af pommes frites-sauce og cola, til at skinne. Han tørrede nødtørftigt efter med en serviet. Overfladen blev blank, som når hun gav sofabordet derhjemme olie. “Voila, madame, tag plads, det bliver sgu ikke bedre,” sagde han. “Fortæl om dit liv, Vicki. Der må være sket vildt meget.” “Åhr … der er ikke rigtig noget at fortælle.” Hun strøg forlegent sit pandehår til side. 20
“Selvfølgelig er der det. Jeg har da hørt, at du er blevet mor. Til tvillinger?” “Ja. Agnes og Signe. Og jeg er blevet gift med deres far, Niels Peter. Vi bor i hans barndomshjem. Sandhøj. Det er en svinefarm.” “Ja, jeg kan godt huske, at du drømte om at bo på landet.” “Gjorde jeg det?” Hun løftede brynene og tog en tår af sin latte. Den var lunken og smagte af syntetisk karamel. “Ja, du gjorde.” Henrik nikkede for at få hende til at fortælle. Hun besluttede sig for at give ham sandheden, råt for usødet. “Jeg må bare sige, at der godt nok er langt fra min idylliske forestilling om at nusse smågrise bag øret, plukke gulerødder og morgenfruer i en økologisk køkkenhave til vores virkelighed som moderne svinefarmere.” Han rynkede brynene. “Er I pressede på økonomien, da?” “Nej, men jeg vidste ikke, at Niels Peter skulle gå i stalden med åndedrætsværn og gasfilter, fordi ammoniakindholdet er så højt, at han bliver syg uden. Og jeg havde heller ikke troet, at man skal desinficere fodtøj, som var der biologisk krigsførelse.” “Hvordan det?” Henrik spærrede øjnene op. “Hver anden uge kommer dyrlægen med kassevis af antibiotika og penicillin, fordi svinene er syge med diarré, ledbetændelser, lungeinfektioner eller sår. Og de skal pinedød blive raske på rekordtid, inden de stuves i etager på en lastbil og som levende døde fragtes til Tyskland til deres endeligt.” “Pyha, det lyder sgu ikke rart, Vicki.” “Næ. Og det er ikke den eneste illusion, der er bristet. Jeg har kvittet mit faste lærerjob i Holstebro og er nu hjemmegående 21
husmor. I høsten har jeg op til ti mand forbi til fire måltider om dagen. Desuden holder jeg stuehuset og karlenes værelser. Ikke én af de 350 kvadratmeter er min. På nær vaskerummet. Det har jeg da i det mindste for mig selv.” “Fuck, noget lort.” “Ja, det må du nok sige.” “Hold kæft, hvor jeg godt forstår din frustration. Det er sgu spild af dit gode, kvikke hoved og talent.” “Nå ja, og så glemte jeg for resten lige fluerne. Dem er der millioner af. N.P. spenderede 25.000 på specialgardiner, der kan holde dem ude, da jeg fyldte 30.” “Hvor romantisk,” udbrød Henrik. “Bop-bop.” Vicki vippede med hånden. Henrik rakte ud efter sin kaffe, men begyndte at le, så han var lige ved at tabe papbægeret. Vicki lod sig rive med. Det udviklede sig til et grineflip. “Nå, der er nok én, der rigtig er ude at more sig.” Vicki rømmede sig og så op. En kvalm, sødlig dunst af kostald bredte sig fra den lille brede, skrutryggede mand, der var standset med sin indkøbsvogn ud for bordet. Det var naboen Jens og hans kone. Han var iført blå arbejdsbukser og en grøn termojakke. Hans små, runde øjne plirrede i det lyserøde ansigt. Han havde altid mindet hende om en gris. Konen stod bag ham i en kedelig leverpostejsfarvet jakke med et forlegent udtryk. Hendes grå lokker hang tungt om ansigtet. Håret så hjemmeklippet ud. Vicki nikkede høfligt. “Godaften, Jens. Godaften, Metha.” Metha nikkede igen med et forsigtigt smil og slog blikket ned. “Du kan hilse ham derhjemme, hvis du da ellers skal hjem i nat, og sige, at han kan ringe. Jeg har en god pris til ham,” sagde 22
Jens og skulede ondt på hende, hvorefter han gav sin kone et puf med albuen som tegn til afgang og skubbede til vognen. Metha blussede på halsen. Vicki rykkede lidt tilbage på stolen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare. “Hold da kæft mand, en ubehagelig type. Hvem i alverden er han?” udbrød Henrik, da Jens og Metha var ude af syne. “Det er vores nærmeste nabo, Jens fra Vejgård. N.P. ligger i forhandlinger med ham om at købe hans jord. Men han er ikke særlig rar,” sagde Vicki. “Nej, det må du nok sige. Han har sgu godt nok en dårlig energi.” ‘Bilka lukker om ti minutter’-stemmen lød i højttaleren. “Ring, når du kommer til København.” Henrik rakte hende et visitkort. “Viceskoleinspektør, er du blevet det?” “Ja …” “Åh, det må du undskylde, Henrik, jeg fik slet ikke spurgt til dig …” “Ork, det gør ikke noget, bare du lover mig, Vicki, at du snart kommer til København. Så fortæller jeg alt, der er værd at vide om mig og mere til,” sagde han og kneb det ene øje i. De krammede tæt og længe. Da Vicki kom ud på p-pladsen, havde hun helt glemt, hvor hun havde parkeret. Hun trykkede på bilnøglen. Lygterne på deres røde Opel-stationcar blinkede i anden række. Så snart hun nåede hen til den, flåede hun arrigt streameren af bagruden: ‘Rigtige mænd får tvillinger.’ Det var N.P., der havde sat den på, lige efter at de fik pigerne. Hun hadede det klistermærke. Når folk holdt på siden af hende i et kryds, kunne hun se, de tænkte: udkørt husmor med hængebarm. Bilens lyskegler viste vej gennem det gråsorte, bakkede hede23
landskab hjem mod Wind. Hun forsøgte at genkalde sig krammet. Havde Henriks læber ikke strejfet hendes hals et øjeblik? Duften af ham emmede stadig fra håret, da hun passerede den mosbegroede kampesten med Sandhøj mejslet ind. Gennem de nøgne popler kunne hun se, at lyset på N.P.s kontor stadig var tændt. Han sad nok oppe og regnede på byggeriet. Da hun så sig selv i bakspejlet, var ansigtet tilbage i de sædvanlige triste folder. Jeg er en lort. Over for Henrik havde hun fremstillet sin mand som en enfoldig og uopfindsom bonderøv. Sandheden var, at fluegardinerne havde været hendes eget højeste ønske. Hun havde nærmest tigget og bedt ham om at få dem i gave. Pludselig kunne hun ikke overskue at løfte bæreposerne ind og stille varer på plads. Heldigvis kom han ud, da han hørte lyden af knasende grus i gårdspladsen. “Hvad er det, du lugter af?” “Åhr, jeg prøvede bare en parfume i Bilka. Men den var alt for kraftig.” “Hvor er streameren?” spurgte han og løftede poserne op af bagagerummet. “Streameren?” Hun gjorde sig umage for at ligne et spørgsmålstegn. “‘Rigtige mænd får tvillinger’.” “Åh, den må være faldet af i vaskehallen. Eller også er der nogle bøller, der har stjålet den, mens jeg var inde at handle,” løj hun. Han sagde ikke mere. Hun følte sig gennemskuet. De pakkede varerne ud i tavshed. •
24
Avisernes dumpen på entrégulvet vækkede hende. Hun kunne skimte havens træer, der stod som sorte papirklip mod en blussende rosa horisont. Et tog klaprede samba i det fjerne. Der duftede svagt af kaffe. Hansen havde taget sin sædvanlige espresso og et glas isvand inden badet. Morgenmaden spiste han altid først på Bureauet. Der var tyst i huset, så han var nok allerede taget afsted. Hun rakte ud efter bogen på natbordet i håb om at kunne læse sig træt. Efter få sider erkendte hun, at hun var lysvågen, og stod op. Striber af sol ramte det lille antikke spisebord i køkkenet, der var hendes kæreste eje. Hendes far havde villet slibe bordpladen for ridser og brugsmærker, da hun flyttede hjemmefra, men hun nåede at stoppe ham, inden slægtens patina blev fjernet. Hun elskede tanken om, at hendes oldeforældre havde spist ved det selvsamme bord. Katrine tyggede sig gennem to aviser, et stykke ristet brød med ost og et krus kaffe med opvarmet mælk fra mikroovnen, før han ringede. Hun slog højttaleren til på mobilen og lagde den tilbage på bordet, så hun undgik at holde den tæt på hovedet. “Godmorgen, skat, er du vågen?” “Mmm, så nogenlunde.” “Du må hellere sove lidt mere, så du kan holde ud i nat. Firmafesten i aften, du ved.” “Åh, det havde jeg svedt ud.” En forsinket julefest i Bureauet var ikke just det, hun var mest oplagt til, men som kæreste til den ene ejer kunne hun ikke undslippe. Hun kvalte et suk. “Tag lige et kig i dit skab. Jeg er der 17.30. Så kan jeg nå at kysse dig lidt, før vi tager afsted.” “Jeg når ikke hjem, vil du være sød at samle mig op ved landsretten i Bredgade? Jeg er på i en live i 18.30’eren.” “O.k., så siger vi det.” 25
Så var han væk. Hun skød døren til side i klædeskabet i soveværelset. Yderst til højre hang en ny, sort kjole. Ærmeløs med diskrete blonder i udskæringen. Hun tog den på foran spejlet i gangen. Den sad, som var den skræddersyet til hende. Den kølige silke komplementerede barmen og smøg sig ned over lårene, før den sluttede over knæene. Hun krængede linningen ud og fandt mærket. Gucci. Han havde taget prisskiltet af, så hun ikke kunne returnere den. Hun smilede forlegent til sit spejlbillede. Hansen var ikke for klog. De dage hun var iklædt tøj, han havde købt til hende, fik hun overvældende mange komplimenter af sine mandlige kolleger. Mobilen brummede sig næsten ud over bordkanten, før hun nåede den. “Har du den på?” “Åhr tak, din tosse. Den er fin, det er alt for meget.” “Nej, der er ikke noget, der er for meget til dig, Wimse.” Hans stemme boblede af glæde. “Tager du den og mine sorte stiletter med? Jeg stiller dem frem i entréen.” “Yes … og jeg husker også dine nye perler, som vil passe perfekt til kjolen. Jeg er løbet igen. Vi startede møde for to minutter siden. Kys,” råbte han. “Kys tilbage.” Nu kunne hun lige så godt komme i tøjet og tage på job. • Det var stadig halvmørkt, selvom det var op ad formiddagen. Vicki knipsede til en doven flue på køkkenbænken og tændte Ikea-lampen over spisebordet. Sølvkuglerne fra Tiger, der skulle forestille at være antikke, glimtede forlorent i juledekorationen. Appelsinerne med indstukne nelliker, der hang i røde silkebånd 26
Nok kan man komme til verdens ende på en løgn, men aldrig tilbage igen. Katrine og Vicki er barndomsveninder, nu sidst i 30erne lever de vidt forskellige liv. Katrine har en strålende karriere i København. Vicki er blevet i Vestjylland, har giftet sig med en landmand og fået børn. Venindeforholdet er intakt, men begge misunder de hinandens liv. Én skæbnesvanger weekend får en lavine af begivenheder til at rulle med store konsekvenser for begge kvinder.
Fuglene synger baglæns er en psykologisk roman om uindfriede længsler, drømme, selvbedrag og utroskab. Romanen giver et kalejdoskopisk indblik i samtidens parforhold og belyser, hvad der kan ske, når vi overhører hjertets kald.
9
788773
390344