Tredive dages mørke

TREDIVE DAGES MØRKE

JENN Y LUND MADSEN

Tredive dages mørke krimi

Tredive dages mørke © 2020, Jenny Lund Madsen Copyright denne udgave © 2020, Grønningen 1, København Udgivet efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Sats: Bech Grafisk ISBN: 978-87-93825-59-8 1. udgave, 1. oplag Printed at Nørhaven A/S, Denmark 2020

Citatet fra Françoise Sagans Bonjour tristesse er her gengivet i Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreens danske oversættelse, Gyldendal 2016.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node

Forlaget Grønningen 1 · Grønningen 1 · DK-1270 København K www.gronningen1.dk

Til Trin

PROLOG

Hjertet sled i halsen på ham. Hvorfor skulle det ende sådan her? Han havde lyst til at skrige, til at rive i sig selv, til at smadre nogen. Sparke dem i hovedet, indtil livet ebbede ud. Det var lige meget, om det var ham, bare det var en eller anden, der havde fortjent det. Lige nu føltes det, som om hele verden havde fortjent at dø.

Han satte tempoet op. Engen var våd og sjasket som altid, han hadede det her sted. Det var mørkt og koldt og klamt. Hele fucking tiden. Uden at vide hvorfor, styrede han længere ned mod vandet. Kunne allerede høre bølgerne. Jo nærmere, han kom, desto mere voksede lysten til at hoppe ud i havet og bare glemme det hele. Han ville væk herfra, hadede byen og alle i den. Han frøs. Var gået uden sin jakke, så oprørt havde han været. Overvejede et kort øjeblik at vende tilbage, men det ville være at tabe ansigt. Og tabe var det sidste, han ville. Han ville vinde over dem alle sammen, tage ud og erobre livet, vende tilbage og vise dem, hvad han var blevet til. Han havde så meget, han skulle, kunne ikke vente med at komme i gang. Fuck dem. Han var nu næsten helt nede ved havet, kunne smage bølgerne på sine læber. Han slikkede sig om munden, følte, han kunne alt. Han kunne tage sit eget liv, dræbe nogen, det var lige meget. Han var noget værd, han havde magten, han kunne gøre lige, hvad han ville. Han stoppede op, rev trøjen af, stod med bar overkrop og mærkede novemberkulden rive i huden. Det gjorde ondt og ville snart blive livsfarligt. Igen overvejede han at hoppe 7

ned i bølgerne, gøre en ende på det hele. Men så sank han sammen med et brøl, krakelerede, mistede pusten, begyndte at hulke og skrige.

Var ligeglad med, at han sad i det våde og klamme græs, for selvom det var mildt for årstiden, gik kulden gennem hele hans krop og helt ind i hjertet. Det her var så uretfærdigt! At alle andre kunne sidde inde i deres varme stuer, ingen problemer, ikke noget liv, der lige var blevet ødelagt, mens han sad her som et dyr midt i ingenting. Han hulkede, gav slip, mærkede selvmedlidenheden slutte sig om ham. Lige nu var der bare én ting, han havde lyst til: at blive holdt om. Og han vidste, hvem der altid var parat til at holde om ham – også selvom han lige havde afvist hende. Selve tanken gav ham en smule trøst, hans gråd stilnede af. Kulden rystede hele hans væsen; han ville bare hjem til hende og have et knus og en kop te.

Men pludselig så han noget, lygterne fra en bil langt væk. Bilen nærmede sig, og han syntes at kunne genkende det specielle lys, selv på den lange afstand. Ingen i byen havde sådan nogle hvide, blændende lygter. Lort. Det var det sidste, han havde brug for lige nu. Gad fandeme ikke snakke med den idiot. Han rejste sig, tog trøjen på. Måtte hellere komme hjemad, ville leve, ikke dø. Men i samme øjeblik hørte han en stemme bag sig, nogen sige hans navn. Kunne det være rigtigt? Han skulle lige til at vende sig, men før han nåede så langt, mærkede han det. Slaget. Det føltes, som om han fik himlen i hovedet. Han faldt til jorden, nåede lige at registrere det våde græs og blodet, der løb ud mellem hårstråene. Han fornemmede, at nogen hev i hans ben, slæbte ham ned mod vandet, han forsøgte at bevæge sig, men kunne ikke. Så mistede han helt bevidstheden. Mærkede ikke, at nogen slæbte ham helt ud i det, han for lidt siden havde drømt om. Det iskolde, mørke og dødbringende hav.

8

1

En hånd flettes ind i en anden over det fælles stolelæn, de læner sig simultant tilbage. Han drejer hovedet et millisekund før hende, han er bange for at flyve, men prøver at skjule det, hun er ikke, men lader som om. De elsker med øjnene og kærlighedsøver sig på hinanden, mens de letter fra jorden.

Hun: Jeg camperede på et bjerg.

Han: Jeg stod på ski.

Hun: Jeg tog pusten fra dig.

Han: Jeg dansede i Bruxelles.

Flyet er i luften, hans let svedige hånd … Åh! Hvorhen nu? Hvordan plotter man et parforhold gennem den første forelskelse? Hvordan skildrer man følelserne mellem to mennesker uden at lyde som en dårlig kopi af Goethe eller værre endnu: en alt for god kopi af Barbara Cartland? Under alle omstændigheder: alt for banalt! Med et hårdt tryk på delete sletter hun hele afsnittet; skyller fornemmelsen af utilstrækkelighed ned med et stort glas rødvin og så endnu ét – fordi det kræver mere end ét glas at slippe af med følelsen af middelmådighed. Hannah Krause-Bendix har aldrig fået en dårlig anmeldelse, ikke ét negativt ladet ord om blot én af hendes fire romaner har anmelderne budt hende. Hun er en litterær superstjerne, har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris to gange, ikke vundet, men godt det samme: Hun tror ikke på, at litteratur kan vurderes med 9

priser. Hun har heller aldrig taget imod de mange, hun selv er blevet tildelt i årenes løb. Hannah ser sig selv som et omvandrende bundt integritet på femogfyrre år, og hun vil til enhver tid fastholde, at det er under hendes værdighed at søge kommerciel succes. Måske er det kun hendes redaktør, der ved, at det er løgn. Dialog, forfra: Han: Der er gader i København, som kun eksisterer i mine drømme.

Hun: Men gør det dem mindre virkelige?

Delete igen. Hun har ikke før prøvet kræfter med forelskelsen i sine bøger, og indtil videre ser det ud til at blive et onenightstand uden afkom. Hannah rejser sig rastløst fra sit skrivebord, tysk design, mahogni, tungt nok til at bære hendes normalt så geniale ord. Men i dag er der ikke meget at bære, de kommer ikke, ordene. Heller ikke i dag. Hannah skridter sin taglejlighed af, syvogtres kvadratmeter, det er hurtigt gjort. Hun stiller sig ved vinduet, åbner, puster røg ud over byens tage. Det er en flot dag, København tager sig godt ud i efterårssol og med mennesker, der insisterer på halvkorte ærmer, selvom det er blevet november. Som om bar hud holder længere på sommeren.

Sommetider misunder hun dem, de mennesker, der skubber deres afkom rundt i barnevogne, mens de med ubekymrede ansigter hilser på hinanden og drikker sojalatte af engangskrus. Københavnere er så gode til at se lykkelige ud om søndagen. Et kort øjeblik overvejer hun, om hun alligevel skal tage derud. Bastian vil føje hende i månedsvis efterfølgende, hvis hun gør det. Det er alligevel en appellerende tanke: en taknemmelig, medgørlig redaktør i nogle måneder. Meget fristende.

Men så skodder hun smøgen og hanker op i sig selv. Hun skal ikke stå på en røvsyg bogmesse og signere sine romaner til en pøbel, der ikke kan kende forskel på bøger og litteratur. Desuden vil hendes fravær nok ikke ligefrem skuffe busfulde af hujende fans. Hannahs læserskare er ligeså lille, som den er elitær – trods litterær anerkendelse er hun stadig forfatter på kunststøttens nåde. Hun skriver den slags bøger, hvor en gammel mand tager en slurk kaffe og tænker hen over fyrre sider, før han tager en slurk mere. Og så er det ikke kun kaffen, der er blevet kold.

Det er de fleste af hendes læsere også.

10

Hannah går ud i køkkenet og bilder sig selv ind, at der er et formål med dén handling. Men det er der ikke. Hun opfinder en sult, der er falsk, for det er kun en time siden, hun spiste morgenmad. Kun en time, virkelig? Tiden lyser digitalt til hende fra ovnen, giver hende dårlig samvittighed: Klokken er ikke engang elleve, og hun er allerede på sit tredje glas vin og sin femte smøg. Det må stoppe. Fra nu af ingen alkohol inden klokken tolv. Et løfte til sig selv, som hun har prøvet at holde alt for mange gange og ved, at hun også vil bryde denne gang. Satans for en forfatterkliché, hun er. Hun åbner et par skabe, lukker dem igen.

Samme ritual med køleskabet: åbne, lukke. Men sulten lader sig ikke lokke frem, hun har ikke lyst til noget. Hvorfor er inspirationen begyndt at svigte hende på det seneste?

Korrektion: Det er ikke inspirationen, der svigter. Indtryk er der nok af. Det er mere bearbejdelsen af dem; i skriftlig form, forstås. En fornemmelse, en skarp refleksion eller et betydningsfuldt ord kan ikke længere danne udgangspunk for en god fortælling, for resten kommer ikke. Eller det vil sige, det, der kommer, er for dårligt, svingende fra det floskelfuldendte over det prætentiøse til det ligegyldige. Hun rammer ikke længere den nerve, som hendes forfatterskab ellers sitrer af. Personskildringer er Hannahs force. Hun har en intuitiv fornemmelse for at beskrive karakterer, så læseren ikke bare føler, hun kender det menneske, men at hun er det menneske. Hannah er en betragter. Når folk kappes om ordet til middagsselskaber, betragter hun – hun er ikke den, der tiltrækker sig opmærksomheden gennem høj stemmeføring eller fagter, men den, der sidder stille for sig selv og kun flygtigt smiler ad de lidt skæve øjeblikke i samtalen. Hannah ser det menneske, hvis øjne flakker, hvis tomme ords tilkendegivelse af nærvær afslører en distance og et desperat forsøg på ikke at blive afsløret. Men i hvad? I sjælelig ubalance, i kedsomhed, i at beskytte noget, der er for godt og fint for omverdenen? Sådan nogle signaler filosoferer Hannah over, dem digter hun til utrolige skæbner for at gøre sin læser klogere på livet. Men Hannah er begyndt at tvivle på, at hun med sit skriveri gør nogen som helst klogere. Mindst af alle sig selv. Det er bare endeløse tankerækker på papir. Det er derfor, at hun nu forsøger sig med kærligheden, for at komme tilbage på det rette spor. Eller måske for at pløje sig et nyt.

11

Men det er svært at plotte kærligheden, når man aldrig selv har drevet et parforhold forbi det første vendepunkt – og måske særlig svært, når man ikke tror på plot. Hun kaster et blik ud ad køkkenvinduet, ud i gården, hvor nogle børn leger. Hvis det at hente regnvand fra en stor tønde og vande blomster da er en leg. At tyde ud fra børnenes smil og glade hvin er det i hvert fald en frydefuld beskæftigelse. Hannah sukker, tænk at have så let og ubekymret et liv. Hun ryster tanken af sig, skal ikke sidde her og blive sentimental på sine egne vegne. Hvis hun skal være helt ærlig, har hun selv skabt en del af sine problemer, særligt med kærligheden. Det er ikke, at Hannah ikke kan elske. Det har hun faktisk gjort ret så ofte, men altid kortvarigt. Generelt har hun bare ikke særlig stor tålmodighed med andre mennesker, og i kærlighedsrelationer skuffes hun altid, før det rigtig har udviklet sig. Eller skuffes er måske det forkerte ord. Kedes, er nok mere præcist. Måske er det, fordi hun tilbringer al sin tid med at mosle rundt i hovedet på sine karakterer, at hun altid føler, hun er ti skridt foran alle andre. Hun savner at blive overrasket, at møde nogen, hun ikke kan regne ud. Men hun er begyndt at tvivle på, om det nogensinde vil ske.

Bastian tvivler ikke på hende, det har han aldrig gjort. Men han har så urimelig dårlig dømmekraft. Hvis ikke han var hendes bedste (åh, ærlighed, eneste!) ven, største fan og stenloyale redaktør, ville hun have undsagt ham for mange år siden på grund af hans kommercielle leflen.

Det er egentligt underligt, det har hun tit tænkt. Hvorfor gider han hende? Hannah er Bastians eneste rigtige forfatter, de andre “forfattere”, han er redaktør for, skriver kogebøger, krimier, knaldromaner – alt det lort, som folk køber, fordi det er letfordøjeligt og ufarligt. Der er svar, gode mennesker og onde mennesker, problemer, der kan løses. I Hannahs romaner er der ingen svar, ikke engang spørgsmål. De fordrer, at man kan tænke selv. Fordybe sig. Føle. Og det er efterhånden de færreste, der kan det. Hannah sukker helt ud i fingerspidserne. Men hun ved godt, at det ikke er hende, der burde overveje at slippe af med Bastian; det er ham, der skulle have droppet hende for mange år siden. Hun er besværlig, sælger ingenting. At Bastian på fjortende år insisterer på at beholde hende på forlaget, kan kun skyldes en af tre ting: prestige, 12

filantropi, dårlig dømmekraft. Hver gang hun reflekterer over det, ender hun ved det sidste som det mest sandsynlige. Hun bør give noget igen, tænker hun i et splitsekundsanfald af rationalitet. I løbet af det splitsekund får hun ringet op og meddelt Bastian, at hun kommer ud til bogmessen. Der kommer alligevel ikke andet end fløde ud af hendes pen. Bastian er lykkelig.

2

Uden for Bella Center tænder Hannah en smøg og fortryder sit foretagende. Mens hun fylder sine lunger med mod til at konfrontere messens besøgende, betragter hun de fedtede glasdøre, der med svingmekanisme og håndskubskraft sluser gråhårede, jyder og børn ind og ud af bøgernes verden. Det er de mennesker, hun skal snakke med. Åh gud, dræb mig langsomt.

– Undskyld, men kan du måske stå lidt længere væk fra indgangen med den cigaret?

Hannah vender sig rundt og kigger lige ind i håret på en kvinde, der i andre tider ville have været en udmærket malkepige. Nu om dage er hun pædagog, og det kommunefarvede hår er vokset fire centimeter siden sidste afblegning. Hannah sænker blikket, kigger ind i kvindens forurettede øjne. Pædagogen slår lidelsesfuldt blikket ned mod den urolige gruppe af børn, der står bag hende.

– Den røgfri zone strækker sig helt derhen.

Kvinden peger nu hen mod et skur, der ligger så langt væk, at Hannah næsten ikke kan se det. Hannah smiler demonstrativt.

– Okay, så jeg skal til Sverige for at ryge en smøg?

– Det er jo for børnenes skyld. De kan blive fristede til selv at begynde, hvis de ser nogen gøre det. Eller de kan få cancer.

– Af at se mig ryge?

– Af at du ryger dem ind i hovedet.

Hannnah ser træt på malkepigepædagogen, så ned på børnene, der 14

kigger op på hende, som om hun var Darth Vader. Så bukker hun sig ned mod den forreste, en snottet dreng med røde kinder. Rækker den rygende cigaret hen mod ham.

– Kunne du tænke dig at ryge den her færdig?

Drengen ryster bange på hovedet. Hannah rejser sig, ser direkte på pædagogen.

– Se selv – jeg inspirerer ikke nogen til en skid.

Hannah skodder smøgen, vender sig og går ind i bogforumshelvedet – overhører kvindens råb om, at hun skal samle skoddet op og putte det i skraldespanden.

Boder med bogkrejlere udgør væggene i den labyrint, som alt fra studiegrupper af gråhårede hvidvinskvinder til unge par med påspændte børn forvilder sig rundt i. Nogle på jagt efter den næste store læseoplevelse, andre i håb om et glimt af deres yndlingsforfatter – de fleste nok bare på flugt fra hjemmets kedsommelighed. Med et tørklæde om hovedet lykkes det Hannah at undgå konfrontation med både kolleger, læsere og journalister, mens hun kæmper sig frem. Hun mærker agora­ fobien nå sit højdepunkt i et anfald af koldsved og åndedrætsbesvær, lige idet hun træder ind i den bod, hvor hendes bøger er arrangeret på et særligt bord. Det er her, hun skal stå og sætte sit navn i dem. Bastian er der ikke, det havde han ellers lovet, at han ville være. Ærgerlig konstaterer hun, at beholdningen af hendes bøger fremstår intakt, og at det ikke just ser ud til at ændre sig: Ud over en træt udseende praktikant fra forlaget bag disken, er der kun hende. Hannah tager tørklædet af, praktikanten kigger på hende uden genkendelse.

– Der er et specielt messetilbud på de dér bøger; to for ens pris. Det er nogen, vi ikke rigtig kan komme af med, men de er virkelig gode.

Forfatteren har vundet Nordisk Råds Litteraturpris to gange.

Hannah mærker trætheden bundfælde sig i marven.

– Den forfatter har aldrig vundet Nordisk Råds Litteraturpris.

– Jo, Hannah Krause-Bendix. Hun er virkelig en af de bedste forfattere, vi har i Danmark, der er bare ikke så mange, der kender hende.

Men hun er faktisk min yndlingsforfatter.

15

Hannah har lyst til at trække den revolver, hun heldigvis ikke har i tasken. Sarkasme og ydmygelse er hendes eneste våben.

– Okay, hun er din yndlingsforfatter? Hvilken en af hendes romaner vil du så anbefale?

Praktikanten tøver skræmmende lidt i sin løgn.

– Jeg kommer i stilhed er virkelig episk.

– Episk?

– Ja altså, du ved, den er lidt mærkelig, men det er hendes stil. Det er virkelig dybt.

– Dybt?

– Ja altså det er svært at forklare, fordi …

– Fordi du aldrig har læst den? afbryder Hannah.

Praktikanten blinker i et usikkert øjeblik, men når ikke at samle tankerne til et modsvar. Hannah er hurtigst.

– Du skal jo ikke stå på en bogmesse og sælge værker, som du ovenikøbet påstår, at du har læst, når du tydeligvis ved mindre om litteratur end en analfabetisk …

– Analfabetisk hvad?

Bag Hannah dukker Bastian op i sine fulde to meter. Han kigger spørgende på Hannah, fra hende vandrer hans blik i en lige så spørgende linje til den grædefærdige praktikant, der krymper sammen bag disken.

– Analfabetisk idiot.

Hannah ærgrer sig over, at hun ikke kunne komme på en mere raffineret fornærmelse og konstaterer samtidig irriteret, at praktikanten hverken har rædsel eller skam nok i livet til at præstere et fuldbyrdet sammenbrud. I stedet ranker den unge pige ryggen, sikkert i overbevisning om at hendes chef, den høje, flotte Bastian vil eskortere den fremmede overfaldskvinde i stram armlås ud af bygningen. Hannah ved, at det vil han ikke.

– Claudia her er ny, hun læser litteraturvidenskab.

Sikkert stadig med armlåsen i tankerne, skyder Claudia brystbenet lidt frem ved Bastians præsentation. Hun vender sig mod ham.

– Jeg prøvede bare at fortælle kunden her om Hannah Krause-Bendix, og så overfusede hun mig totalt.

16

En kvinde, der påtager sig offerrollen. Hvor banalt.

Praktikant Claudia skeler til Bastian: Hvor bliver den armlås af?

Hannah er begyndt at nyde konflikten. Hvis hun er heldig, fyrer Bastian hende. For hendes skyld må pinen gerne blive trukket ud. Folk, der belærer andre om noget, de ikke ved, skal dø en langsom og smertefuld død. På den anden side vil hun også gerne i gang med sit forehavende, og denne her diskussion fører ikke til mange signerede bøger.

– Jeg ved ikke, om du er mest belæst i statusopdateringer eller modeblogs, men det er i hvert fald ikke i romaner. For så ville du vide, at jeg er Hannah Krause-Bendix, og at det er mig, der har skrevet de bøger, som du står der og faldbyder, som om de var syltede agurker på tilbud.

Claudia gisper.

– Hannah, hun er ny.

Bastian forsøger at tage toppen af ydmygelsen.

– Jeg kunne jo ikke vide, at det var dig, når du ser helt anderledes ud på billedet … Du er jo blevet virkelig meget ældre at se på.

Claudia fumler med Hannahs bøger og prøver at arrangere dem.

Som om det skulle hjælpe på noget. Hannah synker et snappy comeback og tager i stedet jakken af, smider den bag disken.

– Skal du ikke bare gå ud og købe dig en kop varm øko-soja-latte, mens jeg står her og signerer mine episke romaner den næste times tid?

Claudia kigger på Bastian. Som en skoleelev, der har spurgt om lov til at gå på toilettet.

– Bare tag dig en pause.

Claudia lusker væk. Væk er også rank ryg og fremskudt bryst.

– Godt at se dig i al din personaleskræmmende fremfærd. Bastian trommer med pegefingeren på disken.

– Var det virkelig så svært at finde en messevikar, der har læst bare én af mine bøger?

Bastian tøver. Hannah sukker, selvfølgelig. Hvis ikke, hun snart får opdyrket et nyt publikum, er næste skridt vel at køre hendes usolgte bøger direkte på lossepladsen.

– Du skal vide, at jeg kun gør det her af mit gode hjerte. Ren og skær.

– Vil du i det mindste smile til folk?

17

– Djævelsk eller sexet?

– Bare venligt. Jeg ved, du kan.

Bastian smiler, slår ud med de jakkesætklædte arme – hvorfor skal en redaktør ligne en forretningsmand? Hannah kan huske, dengang blødt fløjl og uld var en del af Bastians uniform, men det var før nullernes økonomiske opsving. Og før han blev redaktør. Jakkesæt i forskellige snit og farver har siddet på ham, siden han begyndte på forlaget.

Hannah er ret sikker på, at det var en bevidst markør af overgangen fra litteraturelskende studerende til fastansat litterat. Fra at beskæftige sig med bøger for bøgernes skyld til at beskæftige sig med bøger for pengenes skyld. Et skift, Hannah aldrig selv har foretaget. Men i sit stille sind glæder hun sig over, at Bastian har. Hun kigger på bordet med sine egne værker, føler et stik af taknemmelighed over Bastians kommercielle transformation – hvis ikke, det var for ham, ville hendes bøger slet ikke være at finde på messen. Selvom hun stadig savner den uldklædte fløjlsmand, hun mødte for første gang til en Inger Christensen-oplæsning af Sommerfugledalen i slutningen af halvfemserne.

– Er der hul igennem?

Hannah kigger op. En mikrofon piber. Det var den, der lige gav forstærkning til en spinkel kvindestemme. Stemmen tilhører en krop, der er om muligt endnu mere spinkel: Natasja Sommers. På en scene. På scenen står også to stole, på et lille bord foran stolene, to glas vand.

Kulturjournalisten uden uddannelse banker let på mikrofonen, dum, dum pibelyd. Ja, der er hul igennem. Bag hende hænges en plakat op.

Hannahs hjerte springer et slag over: På plakaten er der er billede af Jørn Jensen, verdens mest rædselsfulde krimiforfatter, Hannahs primære hadeobjekt. Det ser ud, som om han skal interviewes af Natasja Sommer. Lige nu. På scenen. Hannah tager en dyb indånding. Hun vidste, det var en forkert beslutning med den bogmesse.

18

3

Smil, smil, success, success. Hannah bladrer igennem messekataloget og ser sine kollegers portrætter og affotograferede bogforsider poppe op som små, irriterende påmindelser om, hvor længe siden det er, at hun selv har udgivet noget. Hun klapper bladet sammen, skuer ud over sin stand, den er affolket, pladsen foran scenen lige ved siden af er derimod fyldt. Fra sin ensomhed skæver hun over til det forventningsfulde publikum – hun får en akut trang til at krybe ind i en lillebitte celle af sin egen krop, den mindste, der findes. Hvorfor hader hun egentligt Jørn så meget? Det er ikke, fordi han sælger. Eller bliver læst. Er elsket.

Så primitiv er hun ikke; hun under skam andre deres succes. Hun ser på sine negle, bøjer fingrene, betragter dem, som om de indeholder et ukendt mysterium. Men det gør de på en måde også. De omsætter hendes tanker til ord, bringer ånden ud i verden, materialiserer den. Det er det. Jørns bøger mangler: ånd. De rummer ikke de ypperste, originale tanker, som et individ kan frembringe, de er genoptryk, afkog af andres tanker, reproduceret på en mekanisk, fabriksagtig måde. Hans bøger er måske spændende, har måske en morale. Men de kvaliteter er letkøbte, fordi de er skabt på en formel. Hvor er originaliteten, hjertet, det, der adskiller forfatteren fra enhver anden person med et skriveprogram og en nogenlunde fornemmelse for spændingsdramaturgi? Og sproget.

Hvorfor gør han sig ikke umage med sproget?

19

En klapsalve rejser sig fra mængden, da Jørn træder ind på scenen. Han kysser Natasja Sommer på kinden og smiler bredt ud til sine fans. Han prøver på at se ydmyg ud, men fejler – det er svært at skjule selvforelskelse. Nogen pifter, som om han var en rockstjerne. Åh, Danmark dit kulturelle uland; dyrk de talentløse lidt mere til døde, be’ om! Hannah stirrer stift på Jørn som uglen, inden den langer kloen ud og fanger musen. Men hendes kløer forbliver på disken, de trækker sig endda lidt sammen – Jørn er uangribelig. Natasja Sommer sætter interviewet i gang med en flirtende tone, Jørn begynder at tale, selvsikkert, indstuderet, hans ord er som benzin på Hannahs brændende hud.

– Jeg ville gerne kunne skrive en bog på atten minutter og så komme videre.

Ild! – At skrive er et håndværk, et arbejde som alt andet. Derfor er det også vigtigt med en stram arbejdsdisciplin; at sætte sig ned i et vist tidsrum og skrive og ikke stoppe, før man har nået det antal sider, man havde sat sig for at skrive. Det er også vigtigt at spise sundt og dyrke motion for at bevare sin mentale skarphed.

Flammer!

– Jeg ser det som en pligt aldrig at kede læseren, altid at sigte efter at få så mange læsere som muligt. Der er jo en vældig industri omkring sådan en bog, man kan vel godt sige, at jeg ser mig selv lidt som en iværksætter, der skaber jobs til andre: på forlaget, hos trykkeren, i butikkerne.

Bål!

Hannah kan ikke holde til flere udsagn om litteraturen som en markedsøkonomisk funktion, hun famler desperat efter sin telefon, ringer op til Bastian og ryger direkte på telefonsvareren, shit! Hun overvejer at smutte, men i samme øjeblik forvilder to teenagepiger sig ind i boden.

Hun følger dem med øjnene, de bogkigger tilfældigt. Hun prøver at lukke af for Jørn, det lykkes ikke.

– Hvordan vil du beskrive forholdet mellem, hvad skal vi sige, den mere tunge litterære genre og så populærbogskulturen, som du selv tilhører?

Hannah spidser ører ved Natasja Sommers spørgsmål. Jørn nikker 20

roligt, måske for at signalere, at han har forstået spørgsmålet, måske for at understrege, at svaret er kompliceret. Det udstråler autoritet, medietrænet autoritet.

– Jeg ser på det sådan her: Det er godt, at der er bestsellerforfattere som mig, der gør det muligt for andre forfattere at udgive. På den måde er de populære bøger nødvendige for at dem, der ikke sælger så meget, stadig kan blive udgivet.

Brænd mig levende!

Mit eksistensgrundlag er altså dig, tænker hun. Fordi du skriver dine fordummende bøger, kan jeg få udgivet mine? Fordi du ikke er ambitiøs med hensyn til sproget, så er det muligt for mig at være det? Kløerne folder sig langsomt ud. De to teenagepiger kommer hen til Hannah, den ene smider en bog foran hende.

– Gider du pakke den ind?

Hannahs blik vandrer fra bogen og op på pigen, hvis hår er hjemmefarvet alt for sort; det får hendes blege hud til at skinne endnu mere af overgang fra barn til voksen. Hun har ingen øjenbryn. Hannah bryder sig ikke om folk uden øjenbryn; hun betragter det som et udtryk for manglende karakter. Kunne hun ikke i det mindste male nogen på? Men det er ikke på grund af udseendet, at Hannah krymper sig af mishag til pigen: Bogen, hun har lagt foran hende, er Kvinden der hviskede om hjælp. Skrevet af Jørn Jensen. Hannah tager bogen, som var den en hjemløs mands tabte underbukser, vender den. Bagpå er et billede af Jørn i en vejrbidt udendørssituation, hvor han med korslagte arme læner sig op ad et træ og kigger direkte mod kameraet, som om han har tænkt sig at psykoanalysere linsen. Ud over billedet er der lutter rosende anmelderord og en hel stjernehimmel. Især fra obskure bloggersider, som Hannah aldrig har hørt om. Hannah løfter blikket fra billedet til manden på det.

– Jeg forventer ikke at kunne skrive med succes resten af livet, man må jo kende sin besøgstid. Stoppe, mens legen er god.

Jørn kigger direkte på Hannah, idet han afslutter sætningen. Kort, men længe nok til, at det ikke kan være tilfældigt. Hun synes at kunne aflæse et lille hånligt smil, måske som tak for alle de gange, hun har 21

vendt ryggen til ham til diverse receptioner. Flere års indædt irritation samler sig i Hannahs hånd, hun løfter den, og før hun nærmest selv forstår, hvad hun gør, har hun kastet Kvinden der hviskede om hjælp direkte mod Jørn. Det er nok hans mange år i det danske forsvar, der har skærpet hans sanser for flyvende bøger, for på nærmest mirakuløs vis viger hans hoved lynhurtigt til side, og han undgår med millimeters margen at få sin egen bestseller i panden. Bogen rammer i stedet en stander med en plakat af bogomslaget, standeren vælter bagover, ned fra scenen, det brager.

Bogforum vender sig mod Hannah. Ingen-øjenbryn-teenageren peger på hende.

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview­ kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog.

Mængden griner. Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, med en ny titel. Eller en næsten ny titel – så vidt jeg husker, hed din forrige udgivelse Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig 22

læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der gik i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten.

Hannah er forberedt på netop dét argument. Hun har hørt det før.

– Principielt kunne vi godt. Men det er ikke en enten-eller-diskus­ sion. Det ene udelukker ikke det andet, og det her er ikke, fordi jeg hader krimier. Jeg hader bare dårlige krimier, som folk tror, er gode – som for eksempel dem, du skriver.

Jovial-Jørn er væk. Nu er det rent selvforsvar.

– Du må gerne kalde mine krimier dårlige, men jeg tror, der er mange, der er uenige med dig. For eksempel alle mine mange millioner læsere.

Der klappes, Hannah lader sig ikke mærke med det, det er jo trods alt i vid udstrækning Jørns fans, der er til stede. Hun finder en ro i at vide, at hun i nationale såvel som internationale litterære cirkler er dronningen af højkulturel kapital. Også selvom de cirkler måske er lidt små.

– Flertallets smag er sjældent en markør for kvalitet.

Hannah hører sig selv tale, hendes ord er blevet mere ondskabsfuldt personlige, end hvad der var hendes intention. Egentlig er det jo ikke Jørn, der er problemet, det er alt det, han står for. Og så selvfølgelig det, at han stiller sig op og belærer om litteraturen på den måde. Nej! Han har fortjent det. Det er ham.

Et tv-kamera har fundet vej – hvem skulle have troet, at forfattere kunne skabe så meget drama uden for deres bøger! Hannah lægger mærke til dem, hvad fanden er det egentlig, hun har gang i? Men hun kan hverken dreje eller bremse; som i en bil hen over et isbelagt stykke vej er den eneste måde at undgå katastrofen på at fortsætte kursen i samme retning, uden at ændre på farten – og så bare håbe på at nå frem i live. Jørn følger den samme strategi.

23

– Jeg synes ærlig talt, det er en lille smule indbildsk at stå der og hævde, at du har bedre smag end alle dem, der læser mine bøger.

Nej! Han skal ikke få lov til at reducere det her til et spørgsmål om moral.

– God smag, dårlig smag, det handler ikke om det.

Hannah griber ud efter en alt for høj stak af Jørns bøger, holder et eksemplar op.

– Det her er middelmådighed med sidetal. Den dårlige smag kan være god nok, men middelmådigheden, som ved, at den er middelmådig, og ikke gider strenge sig an for at blive bedre eller bare lidt anderledes, er det, der virkelig truer vores samfund. Det her er alle dem, der ikke gider gøre sig bare en lille smule umage, dem, der bare rager til sig på klichéhylden. Og tjener på det. Enhver idiot kan jo skrive sådan en krimi her på en måned!

Jørn pauserer. Bogforum holder vejret med ham.

– Okay. Men hvis enhver idiot kan det, så kan du vel også?

Hannah holder inde. Hun fornemmer, hvor han vil hen. Det er en drejning, hun ikke har forudset.

– Selvfølgelig kan hun det!

Hannah drejer hovedet, Bastian tårner sig ind fra siden – har han været til stede hele tiden? Og hvad er det for en påstand at bryde ind i samtalen med?

– Jamen det synes jeg da er en glimrende udfordring! At skrive en krimi på en måned! Jeg tror, vi er mange, der vil glæde os meget til den bog.

Jørn generobrer samtalen med et smil, kækheden ligger lige under overfladen.

Der nikkes og klappes. Blitzes og snakkes. Er det her et mediestunt eller en autentisk konflikt, som er endt i en form for konkurrence? Underholdningsværdien stiger, det er lige nu og her, måske endda histo­ risk. Øjne vendes mod Hannah, der til gengæld kigger fra Jørn til Bastian, i rummet mellem de to mænd ser hun kontrollen glide sig af hænde.

Der er kun én måde at genvinde den på.

24

– Om en måned har jeg skrevet en krimi, der er bedre end noget, du nogensinde er udkommet med.

Hannah overrasker mængden, sig selv med. Hun drejer en halv omgang, marcherer væk fra Jørn, folket, medierne. Bastian når lynhurtigt op forrest i feltet af forfølgere. Løftet hænger i luften.