Blodige episoder fra mit liv

Episoder i mit liv der krævede blod

Knud Erik Guldager

September 2022

Bloddryppende hændelser

Gennem mit lange liv har jeg udgydt mange dråber blod. De fleste gange dog mere eller mindre ufrivilligt, - men også mange gange helt frivilligt.

De første gange jeg kan huske at blodet flød, var da jeg boede i Hobro fra 1938 – 1944. Vi gik jo dengang enten i bare fødder eller med træsko, alt efter om det var sommer eller vinter. - Gummisko og lædersko havde vi kun på, når vi skulle i byen.

Træskoene var dengang virkelig lavet af træ med læderoverstykker. For at træbunden ikke skulle slides for hurtigt, var den beslået med ovale metalstykker under bunden. Disse metalbeslag blev hurtigt slidt skøjteskarpe, og, - når vi under løb ikke altid kunne styre de tunge træsko, - skete det meget tit, at vi kom til at støde på indersiden af knysterne over foden og de skarpe beslag flåede derved skindet af og blodet flød.

Mine originale antikke træsko i sommerhuset.

Mine drengetræsko var som disse.

Jeg mindes tydeligt, at mine knyster altid var dækket af blodige sårskorper, der igen og igen blev revet af og igen dannede nye.

– Dette var træls men uundgåeligt og jeg vænnede mig til det. Blodet flød selvfølgelig tit i de år, men det var mest fra knæ og albuer der fik utallige hudafskrabninger, når vi faldt under leg i vore korte bukser og små trøjer, men det er vel helt normalt for børn i den alder, - i hvert fald dengang.

Det blodrøde franskbrød

Den næste gang, - jeg tydeligt husker, var en søndag morgen, hvor jeg ville skære mig en skive af et stort franskbrød.

Jeg tog franskbrødkniven og begyndte at save en skive af. Jeg lagde stor kraft i, ligesom jeg havde set min far gøre. - Han kunne save en skive af med tre-fire tag, men så var brødet også helt fladt.

Pludselig kunne jeg mærke det gjorde ondt, og så, at franskbrødet blev rødt og at der kom en masse blod ud på bordet.

- Jeg havde haft så meget fart på, at jeg havde savet et ordentligt hak med i blommen på indersiden af tommeltotten. Der hang nu en stor flap ud fra håndfladen.

Jeg fik et bind om, men det tog lang tid for flappen at gro fast igen.

Arret er ganske vist svundet meget, men det kan dog stadig ses den dag i dag, - her firs år efter.

Den rødglødende kniv

En dag i første klasse skulle vi alle vaccineres henne i skolen, - jeg tror det var koppevacciner. Vi stod i en lang række i et stort rum, der i dagens anledning var indrettet til skolelægen.

Vi stod alle og gloede noget betænksomme. Vi skulle nemlig snittes i venstre skulder med en lille kniv, så blodet flød.

Det var hårdt nok for en syvårig at blive skåret i med en kniv, men ikke nok med det, - nej, kniven var oven i købet rødglødende.

Efter hvert barn blev kniven nemlig holdt ind i en gasflamme for at blive desinficeret og vi så den blive helt glødendevarm.

De havde slet ikke fortalt os ikke, at den blev kold igen før de snittede, - så vi var rædselsslagne.

- Jeg husker endnu gyset.

De bylders pest

Meget var helt anderledes under sidste verdenskrig, så jeg mindes en mærkelig episode.

Min far færdedes joi sit arbejde mange steder og under krigen var der en byldeepidemi ogmin far blev smittet.

Lægen trak engang, til min store forfærdelse, en stor ”byldemor”, - som de kaldte den, op af nakken på min far.

Den lignede en lille gul gulerod, i et rødt vulkankrater. – Jeg kan tydelig fremkalde dette billedefor mig endnu.

Jeg blev også smittet og fik en byld på halsen og en bag på venstre knæ. - Det er i hvert fald de to jeg kan huske.

Dengang kom lægen meget mere ud til folk, og en sen aften var han hos os, for at se til min fars bylder.

De skulle først klemmes ud, når de var modne.

Min mor fortalte lægen, at jeg også havde en på halsen, men at den ikke var helt moden endnu. – Nu jeg er her, - sagde lægen,så hent ham lige her ind i den varme stue.

Jeg lå jo i min sødeste syvåriges dybe søvn og vågnede først, da

min far holdt mig vandret i luften foran den åbne kakkelovnslåge og følte en voldsom smerte på siden af halsen.

Det var lægen, der forsøgte at klemme den, ikke helt modne, byld ud.

Han havde snittet et kryds i toppen af bylden og det var så meningen, at hvis der gik hul ind til materien, skulle denne sprøjte direkte ind i kakkelovnens ild.

Der gik ikke hul, - men blodet flød ned ad halsen og nu gjorde det først rigtigt ondt. Jeg blev lagt i seng igen med en albyl, fra den gule blikæske, til at tage de værste smerter.

--o0o--

Skrammer på næsen

Fru Nielsen, der boede oven på os, havde flere børn, men jeg husker kun navnet på min hovedfjende; nemlig”Store-Bent”.

Min bror var ”Lille-Bent”. - ”Store-Bent” var en tyran, der altid var efter de små. Vi var cirka lige gamle, men jeg følte mig åbenbart som ”Retfærdighedens Kriger”, for jeg forsvarede altid de små.

Jeg husker flere episoder med ”Store-Bent”. Han havde altid en gulgrøn klat snot hængende under næsen, og det så meget uappetitlig ud. - Min mor havde altid holdt os meget rene. (Næsten for meget efter vores egen mening dengang).

En dag, da vi legede gemmeleg, havde jeg gemt mig under en stige og nogle plader der lå langs en mur. Pludselig står ”StoreBent”, - ”der var den”, - lige over mig og råber: - Fundet! - I det samme taber han sin uappetitlige snotklat lige ned i hovedet på mig. Med et brøl skubber jeg stigen væk og løber efter ham, men han er bange som sædvanligt, og løber alt hvad han kan hjem til sin mor på anden sal.

Fru Nielsen holdt selvfølgelig altid med sin søn, så jeg turde ikke gå op på øverste etage, men stod på trappen nede hos os. Vi udslyngede de værste trusler mod hinanden og pludselig tager ”Store-Bent” sin ene træsko af og smider den lige ned i hovedet på

mig. - Den rammer så uheldigt, at det skøjteskarpe jernbeslag under træskoen rammer mig lige på næsen og skræller alt skindet af, så blodet flød i stride strømme. Rasende løber jeg op af trappen, - fru Nielsen eller ej -, og ”Store-Bent” får bank.

Om aftenen kom fru Nielsen ned og klagede over ”bøllen” Knud Erik, og skønt jeg allerede var lagt i seng, hjalp der ingen kære mor. Jeg måtte trække i tøjet og gå op til fru Nielsen og sige undskyld.Men jeg kan tydeligt huske, at jeg indvendig hele tiden sagde: - Jeg mener det ikke. – Jeg mener det ikke.

Hvor retfærdig hele den historie var, ved jeg i grunden ikke. Jeg tror ikke jeg lærte noget af den, for på et senere tidspunkt stod ”Store-Bent” og jeg igen på samme sted, og hvor utroligt det end lyder smed han igen sin ene træsko ned i hovedet på mig, og igen skrællede den skindet af min næse så den lignede en blodig flået tomat.

Jeg har lige siden spurgt mig selv, om jeg dog ikke husker forkert, - men nej, - det skete to gange.

Det var her ved gavlen af huset til venstre jeg gemte mig.

Vi boede i midten af det store hus.

Lidt om hvordan man hurtigt står af en cykel

Den næste episode jeg husker, er fra Randers-tiden. Hertil flyttede vi i januar 1944.

Vi boede her på Marienborgvej 16.

Huset var en vinkelejendom på to etager. Der var otte lejligheder. Vi boede i stuen til venstre, i den del der lå ud til Marienborgvej. - Den anden del lå ud til Christiansborgvej.

Til vores lejlighed hørte en butik, men den brugte min far til lager og værksted af brugte symaskiner.

Episoden opstod da jeg en eftermiddag cyklede ned ad Østervangsvej. Det er en lang asfalteret bakke der løber ned til byen.

Jeg havde lige fået en større cykel og min lillebror Bent havde arvet min lille sorte herrecykel, som jeg ellers havde været så stolt af.

Jeg havde samlet små trekantede flag, som man dengang kunne købe i de forskellige byer, man havde besøgt på cykelture.

De havde forskellige farver og de forskellige bynavne stod på dem samt et motiv fra den pågældende by.

Det kunne f.eks. være Mariager, Hobro, Randers, Hadsund, altså de nærmeste byer, for så langt cyklede vi jo heller ikke som børn.

Jeg havde bundet dem i en snor oppe fra højre side af styret og ned til fornavet og det så vældig flot ud, og når man kørte stærkt, smældedede i vinden.

Men de havde én fejl! - De nederste ville hele tiden gå ind i cykelegerne og blive slidt i stykker. For at undgå dette fiskede jeg dem altid ud med højre tåspids.

Den dag på Østervangsvej gik det helt galt. Da jeg i ret god fart kørte ned ad bakken, var det allernederste flag kommet ind i hjulet og jeg havde stort besvær med at få det ud, så jeg skubbede lidt hårdere med tåspidsen.

Det resulterede i, at foden kom i klemme mellem forgaflen og egerne. - Så stod forhjulet altså lige pludselig stille og cyklen med mig slår en kolbøtte.

Jeg lander med et brag på asfalten og får voldsomme blodige hudafskrabninger på både knæ og albuer.

Det var nu ikke det, der var så usædvanligt. Hudafskrabninger havde jeg næsten altid, eller i hvert fald meget tit, - næ, det morsomme, - hvis man da kan se det i den situation, kommer nu.

Ovre på det andet fortov gik en ældre dame. Hun standsede op og kiggede forskrækket på mig og så sagde hun: - Slog du dig? - Ja, tænk, - det sagde hun, - medens hun stod og så på mig, der stod der med blodet drivende ned af mig.

Jeg kunne næsten ikke lader være med at grine trods smerterne og jeg har lige siden ærgret mig over, at jeg ikke var kvik nok til at svare: - Næ, sådan står jeg da altid af.

Med blodige hugtænder i bagdelen

En dag spurgte konen i vores mælkeudsalg, om jeg ville være ferieafløser for deres mælkedreng. Det ville jeg da gerne.

I en uge skulle jeg så gå ud med mælk i flasker til de forskellige villaer i nærheden.

Det gik meget godt. Omme på Dronningborg Boulevard lå der en

bungalow med en høj jernhavelåge ude ved vejen og en meget lang række fliser op til huset, der lå bagerst på grunden.

Jeg skulle om på bagsiden af huset og stille mælkeflaskerne nede i bunden af en lille kældertrappe, hvor de stod i skygge.

Lige ved siden af kældertrappen var der lænket en meget stor og altid rasende cheferhund. Dens jernkæde, der var fastgjort i muren, kunne lige akkurat ikke nå helt hen til trappen.

- Den opførte sig fuldstændig afsindig, når jeg gik ned med mælken og jeg råbte til den for at overvinde min egen skræk for den. - Det gjorde den blot mere rasende.

Vi var bestemt ikke gode venner. -

Da jeg en dag kom gående op ad havegangen med en literflaske i hver hånd, - jeg var vel kommet to tredjedele op, ser jeg pludselig hunden komme fræsende, - næsten vandret rundt om hjørnet, med jernkæden daskende efter sig og en frådende mund med blottede tænder.

Der var kun en ting at gøre. Lynhurtigt slap jeg flaskerne, vendte rundt og løb alt hvad jeg kunne tilbage ad den lange havegang, medens den rasende hund nærmede sig bagfra.

Da jeg kom til den høje lukkede jernhavelåge, - satte jeg i et tigerspring op og greb fat i overkanten.

- I det samme nåede hunden mig og bed sig fast i bagdelen på mig.

Jeg hev mig desperat op over lågen og

hundens tænder gled af og havde nu kun fat i bukserne, som den sønderflængede.

Men da jeg kom ned på den anden side kunne jeg mærke at det gjorde ondt og at jeg blødte bagi, så den havde haft fat.

Jeg tog mælketrækvognen med hjem og kom til lægen og fik en stivkrampe indsprøjtning.

- Senere fik jeg 50 kroner til et par nye bukser af forsikringen.

Jeg ville dog ikke mere gå helt op til det hus med mælken, men stillede den lige inden for havelågen.

- Jeg har da været 11 år.

Hundene med Churchills ansigt

På min nye cykel cyklede jeg en dag ned ad Dronningborg Boulevard med god fart. - Det var jo ned ad bakke.

Nede i bunden, hvor vejen krydser bækken ved ”Kærlighedsstien”, gik der en mand med en kraftig boxerhund.

- De var på mode dengang lige efter krigen, måske fordi hundens ”ansigt” lignede Churchills.

- Nå, men pludselig springer hunden lige ud foran min cykel og jeg rammer midt ind i maven på den ret store hund.

Jeg ryger op i luften og lander på den anden side, men jeg kommer ikke noget til, - ud over altså de sædvanlige hudafskrabninger, så blodet flød jo rigeligt.

Min kammerat Niels fra Hobro var også med, men han ramte ikke

11

hunden. Manden var klar over, at det ikke var vores skyld, og da cyklen ikke havde taget skade eller fået et skævt forhjul, blev der ikke gjort mere ud af det.

Den blodige tandslagtning i Markedsgade

Skoletandlægen i Randers lå i Markedsgades Skole. Her oplevede jeg en for mig ret dramatisk episode.

Jeg skulle have trukket to af mine kindtænder ud og jeg blev bedøvet omkring den tand der stod for tur.

Den kvindelige tandlæge tog godt fat med tangen og rykkede til, men tanden gav sig overhovedet ikke.

Hun prøvede igen og sagde, at jeg selv skulle presse hovedet tilbage og ikke give efter. - Det prøvede jeg også på, men det var slet ikke så let, og det gjorde også ondt selvom jeg var bedøvet.

Til sidst opgav hun og kaldte på en af assistenterne, der også var en kvinde. – Hun foldede sine hænder om min pande og holdt mit hoved presset hårdt tilbage mod stolen og tandlægen prøvede igen, - men tanden lod sig stadig ikke rokke.

Så satte assistenten sit ene knæ op i ryggen af stolen, holdt igen om mit hoved med flettede fingre, samtidig med at hun lænede sig bagud. - De gjorde sig stor umage med denne opstilling.

Nu tog tandlægen rigtig omhyggeligt fat om tanden, satte sin ene fod op på soklen af tandlægestolen, lænede sig bagud og begyndte at vrikke voldsomt med tangen.

Nu begyndte tanden endelig at løsne sig og til sidst kom den ud og jeg lagde mærke til triumfen i hendes ansigt.

Hun sagde dog til mig, - der sad der med munden fuld af blod, at det var nok for i dag, og at jeg skulle komme igen en anden dag for at få den sidste tand trukket ud.

- Ja tak. - Det kunne hun sagtens sige. Så kunne jeg gå en hel uge og tænke på, at jeg skulle ned og opleve denne blodige tandslagtning én gang til.

- Det var lige ved at jeg hellere ville have det overstået på én gang.

Men jeg kan mærkeligt nok slet ikke huske, hvordan det gik med

den anden tand. Den har måske slet ikke siddet så fast som den første. - Men jeg glemmer aldrig skoletandlægerne på Markedsgades Skolei Randers.

Torskesmut og hjernerystelse

I sommeren 1947 flyttede vi fra Randers til Riisvangen i Aarhus. Det ligger tæt på Risskov, hvor min farbror Gunnar og mine fem fætre boede.

Jeg husker en 1. nytårsdag, hvor hele min familie var på besøg hos min onkel Gunnar i

”Det Hvide Hus”.

Han fyldte netop år den dag.

Efter middagen gik vi unge ned på stranden. Pludselig siger min fætter Palle, der var den ældste:Knud Erik. – Kan du se den store sten, der ligger der henne på stranden?

– Ja, det kunne jeg sagtens. – Hvis du kan løbe hen og lægge din hånd på den sten, og være her tilbage i løbet af tre minutter, så vil jeg give dig en krone.

- En krone var dengang mange penge for mig og mine fætre havde altid flere penge end jeg, så jeg anede ikke uråd.

Jeg mente endda, at jeg faktisk at kunne gøre det på den halve tid.

Jeg pilede af sted, berørte stenen med min hånd og løb tilbage. –- Hvor lang tid tog det? – råbte jeg forpustet.

– Det tog et minut og 45 sekunder, - sagde Palle.

– Så skylder du mig en krone, - sagde jeg glædestrålende.

– Må jeg lige se dine hænder, - sagde Palle.

– Jeg rakte lidt undrende mine hænder frem.

– Men jeg kan se du har dem begge to endnu! - Aftalen var helt klart, at du skulle lægge den ene hånd henne på stenen.

- Så du har tabt væddemålet.

Det havde jeg, og jeg havde samtidig været grundigt til grin, - men det er åbenbart prisen for at være lidt naiv.

Jeg havde jo heller ingen ældre søskende til at hærde mig, så jeg måtte selv lære det helepå den hårde måde.

Bagefter begyndte vi at slå torskesmut. Det var en kunst mine fætre mestrede, da de joboede ved vandet.

At slå torskesmut, er at kaste en mellemstor sten lodret op i luften, - så højt som muligt, lidt ude over vandet. Når stenen så rammer vandet, lyder der et hult SVUP.

Da vi alle står og slår torskesmut, får jeg pludselig et kæmpe hårdt slag oven i hovedet, og blodet begynder lidt efter at flyde ned til alle sider. - Jeg sætter mig fortumlet ned og kan ikke begribe, hvad der er sket.

Det gik nu hurtigt op for mig. - Det var nemlig fætter Jørgen, - den bandit, - der havde listet sig et stykke hen på stranden.

Her slog han torskesmut, men ikke ud over vandet. Han syntes åbenbart, at det var meget sjovere at se, om han kunne ramme en af os andre oven i hovedet. – Det lykkedes til fulde, men det var mig der blev torskendenne gang.

Om han specielt havde udset sig mig, er jeg ikke helt klar over, men det lyder ret sandsynligt, da jeg jo var mindre end ham og han ville jo nok ikke risikere at få tæsk af sine brødre, der var større. - Jeg fik en hjernerystelse og måtte gå op på deres badeværelse og vaske alt blodet af hovedet og derefter gå hjem og i seng.

Af loyalitets hensyn, fortalte jeg naturligvis ikke vore undrende forældre, hvorledes det var gået til, at jeg havde fået så stort et hul i hovedbunden. Jeg fortalte bare at jeg havde stødt hoveder op mod noget.

Jeg havde jo også lige opført mig lidt tykhovedet. - Jeg tænker her på hånden og stenen, - men det var måske mit held, at jeg var tykhovedet, for det var måske derfor, at stenen ikke slog helt hul i kraniet.

– Nå, det sidste er nu kun min spøg. Jeg betragter ikke mig selv, som så tykhovedet endda. Men I forstår nu bedre, hvorfor jeg siger, at min fætter Jørgen var lidt vild. Bloddonor

Min fars stedfar Skomager Kristiansen fra Lystrup på Norddjursland, blev i 1952 syg og blev indlagt på Aarhus Kommune Hospital.

Han skulle opereres, og der skulle bruges meget blod. Derfor blev alle i familien opfordret til at afgive blod nede på hospitalet.

Skønt jeg kun var sytten år, kunne de bruge mig alligevel. Man skulle ellers være fyldt atten år, før man måtte afgive blod, men de lavede åbenbart en undtagelse med mig.

Lidt historie om bloddonorer

Traditionen med personer som frivilligt og ubetalt afgiver blod er lang i Danmark. Der er således registreret frivillige og ubetalte tapninger helt tilbage til 1915.

Allerede inden spejderne startede de første spejderdonorkorps fandtes der frivillige bloddonorer i Danmark, men det var den unge spejderleder, landsretssagfører Tage Carstensen, der i 1930 bragte idéen om et frivilligt spejderbloddonorkorps med sig hjem til Danmark.

Han havde under en rejse i England stiftet bekendtskab med engelske spejdere, som var bloddonorer og han rettede henvendelse til sine spejderkammerater rundt omkring i Danmark for at få dem med til at starte et donorkorps.

Den første spejdertapning foregik den 21. maj 1932. I løbet af det første år var der 53 bloddonorer i Danmark, som gav 33 portioner blod. Man mente dengang, at 200 donorer var nok til at dække det fremtidige behov for blod!

De første donorer ved de allerførste tapninger fra 1915 var frivilligt personale på diverse sygehusafdelinger. Men da det eksterne spejderkorps blev lavet, kom spejderne i overtal.

Efterhånden som behovet for blod steg, kom de øvrige ungdomskorps og Sct. Georgs Gilderne i Danmark med i arbejdet, og inden længe også Arbejdernes Samariterforbund, Dansk Røde Kors, Dansk Idræts Forbund og senere igen hjemmeværn, lottekorps m.v.

Dengang kunne blod kun gives ved direkte transfusion.

- Blodbanker, hvor blodet kunne opbevares, kendtes endnu ikke. Når det var nødvendigt blev en bloddonor tilkaldt og hentet i ambulance.

Han blev tappet bag en skærm, medens patienten lå på den anden side. Dette fandt oftest sted på selve operationsgangen.

Blodet blev hældt gennem en åben tragt direkte ind i patienten efter at der var foretaget en blodtypebestemmelse.

Risikoen ved blodtransfusion var høj, men ofte var det den sidste udvej for at redde patientens liv.

Donoren skulle dengang, som nu, undgå hårdt fysisk arbejde og tunge løft resten af dagen.

Indenfor 24 timer er blodvolumen genopbygget, de røde blodlegemer er genopbygget efter 3-5 uger og afgivet jern er genopbygget efter 8-12 uger. ------------

Dengang i 1952, da jeg blev tappet, var blodbanken imidlertid ikke oprettet endnu, så ”aftapningen” foregik i et meget lille lokale med kun én seng. Lokalet lå lige indenfor indgangen i afdeling 3 på Kommunehospitalet.

- Jeg blev lagt på en båre, fik et tyndt metalrør, med en gennemsigtig plasticslange på, stukket ind i en blodåre indvendig i albueleddet på venstre arm.

Blodet løb ned i en lille flaske.

Jeg tror de tog cirka en halv liter.

Det var den allerførste gang, men jeg blev nu fast bloddonor i mange år frem. - Én af de første gange jeg blev tappet i det lille lokale, var det en ganske ung og uøvet sygeplejerske der foretog tapningen.

Hun stak og stak ind i min arm for at ramme en blodåre, men hele tiden stak hun forgæves, for blodårerne smuttede under nålen.

Hun kunne ikke ramme og hun blev mere og mere nervøs og begyndte at svede. - Pludselig rejste hun sig op, højrød i hovedet og styrtede uden ét ord ud af lokalet.

- Lidt efter kom der en ældre sygeplejerske ind og hun ramte med det samme. Men min arm blev meget blå og gul i dagene derefter.

Senere blev der oprettet en flot blodbank, med masser af senge. Her blev jeg tappet i mange år og masser af gange, vel cirka 65.

- De sidste gange ude på det nye hospital i Skejby.

Når man var færdig med at blive tappet kunne man vælge mellem forskellige drikke, så som øl, sodavand eller æblemost. Jeg tog altid en æblemost, da jeg var kørende. Først på knallert senere på motorcykel eller i bil.

Man fik også en lille plade chokolade, som jeg altid tog med hjem til børnene. Det kaldte vi ”blodchokolade” og den var der stor rift om, når jeg kom hjem fra en tapning.

Vi fik forskellige æresting. - Når vi var blevet tappet 25 gange, fik vi en lille knaphulsnål i form af en rød bloddråbe indfattet i sølv.

Ved 50 gange fik jeg en flot sølvpapirkniv med en bloddråbe i rød emalje.

- Den har jeg skam endnu.

I øvrigt har alle vores børn, samt vores ældste barnebarn, været, eller er stadig bloddonorer. - Det syntes jeg er rigtig godt.

Nedlagt

X

Min stakkels mor havde altid svært ved at se hendes søn komme blodig hjem efter et eller andet uheld, så jeg forsøgte altid at skjule det for hende, men jeg kan lige fortælle om en anden episode, der foregik i 1952, og da vardet virkelig synd for hende.

Jeg havde netop været til motorcykelbakkeløb i Ny Mølle, - der ligger ved Skejby på hovedvejen til Randers. - Jeg var på vej hjem.Det var før jeg havde fået min knallert, så jeg var på cykel.

Jeg var lige kommet igennem Skejby og var på vej mod Aarhus.

Der var en livlig trafik. Nogle var til fods, da der kun var et par kilometer til nærmeste bus, men der var mest cykler og motorcykler, da mindst halvdelen af tilskuerne til disse bakkeløb, selv kørte på motorcykel.

De var nu, ligesom jeg på vej hjem, og de kørte ikke ligefrem langsomt, for nu legede de nærmest selv bakkeløb på deres motorcykler. Det var kun naturligt, for man kan næsten ikke lade være med at dreje lidt ekstra på gashåndtaget, - eller træde lidt hårdere på speederen, efter et motorløb.

-

Jeg tror det ligger i de fleste mænds natur.

Da jeg kommer cyklende op ad bakken i Skejby, ser jeg, at Ulla og nogle veninder, går ovre i venstre side af den ret brede brostenbelagte Randersvej.

Vi var ikke kærester endnu. Jeg var kun på tilbederstadiet, så jeg skulle da lige over og gøre lidt indtryk på hende.

- Det var noget jeg aldrig forsømte.

Jeg drejer hovedet, for at se hvad der kommer kørende, og da der er et hul i trafikken, kører jeg tværs over vejen.

Men jeg havde overset en stor motorcykel bag en flok cyklister, og den kommer nu farendehen imod mig.

Pludselig blev cyklen revet væk under mig,

Motorcyklens højre fodhviler havde grebet fat i fælgen på mit forhjul. - Motorcyklen vælter og kurer på siden hen over brostenene i en regn af gnister.

Bagefter kurer min cykel og til sidst kommer jeg selv kurende.

Jeg var blevet revet med op i fart, da motorcyklen ramte mig. Jeg husker endnu hele episoden som en langsom film i slowmotion.

Jeg syntes, der gik lang tid før det hele stoppede, for motorcyklen havde kørt alt for stærkt.

Men til sidst lå alt stille. Jeg var den første der kom op at stå, derefter rejste motorcyklisten og hans bagsædepassager, - en kvinde, sig op. Ingen af os havde brækket noget og motorcykelfolkene havde solidt motorcykeltøj på, så de havde ingen hudafskrabninger. - Jeg havde selv kun nogle få skrammer på hænderne, og de blødte kun lidt.

Men motorcyklisten var kommet slemt til skade med sin venstre hånd. Den blødte rigtig meget. Den var kommet i klemme under styret da motorcyklen kurede hen over brostenene. - Den hånd så ikke godt ud. - Den måtte under behandling.

Nu vidste manden godt selv, at han havde kørt for stærkt og jeg vidste til gengæld, at jeg, på grund af min ”kvindejagt” ikke havde set mig godt nok for, så vi bebrejdede ikke hinanden noget.

Han spurgte nu, om jeg boede i nærheden? – Ja, det gjorde jeg faktisk. Der var kun godt et par kilometer. - Kan jeg så ikke køre hjem til dig og få vasket hånden og få et bind om.

- Det vil så være godt nok til at køre hjem til Skanderborg med? – Jo, det var da helt i orden og han fik adressen og mit navn.

Motorcyklen havde ikke taget mere skade, end at den kunne køre igen, så han forsvandt.

Jeg gik nu over til Ulla og veninderne. De var jo, ligesom mange andre af tilskuerne, lidt chokerede over uheldet der så ret voldsomt ud, men ingen var heldigvis kommet alvorligt til skade, selv om det havde set ret dramatisk ud med braget og alle gnisterne.

Min cykel kunne absolut ikke køre, da forhjulet var trukket meget ovalt. Jeg løftede forhjulet op og trak cyklen, mens jeg fulgtes med Ulla og veninderne.

Men, – der var noget jeg havde glemt! - Jeg havde slet ikke skænket min stakkels mor en tanke.

Da det ringer på døren derhjemme, er det uheldigvis hende der intetanende lukker op.

Udenfor står der en mand i motorcykeltøj, og det første hun ser, er en meget blodig hånd, som han ligesom rækker lidt frem.

Det var i sig selv lidt af et chok, men da han så spørger, om hun har en søn der hedder Knud Erik, - ja, så er det lige før min, – igen stakkels, mor går i brædderne, for hun vidste jo, at jeg var til motorløb.

Hun fortalte bagefter, at hun havde måttet gribe fat i dørkarmen for ikke at falde om.

Det kunne manden se, og han beroligede hende med, at der ikke var sket noget med mig, men at vi havde aftalt, at han kunne få vasket sin hånd her og få et bind om.

- Det blev så gjort, og manden var allerede væk, da jeg kom hjem, men jeg fik mange skældud af min mor, for hun var blevet meget forskrækket.

Jeg kunne nu ikke have gjort det anderledes. Vi havde ganske vist telefon, men hvor skulle jeg hurtigt finde en telefon, der midt ude på landevejen, og mobiltelefonen var jo ikke opfundet dengang, så der

var kun denne måde at gøre det på, men det havde nok været bedre, hvis min far havde lukket op. Cykelløbet, den lange gravhund, masser af blod

Her kommer nu en meget blodig historie i denne fortælling. Min fætter Thorkild var en god banecykelrytter, men han havde selvfølgelig også en landevejsracercykel med hele otte gear, hvilket var meget imponerende for os, der kun havde højst tre gear på vores cykler, hvis vi da overhovedet havde gear på.

Vi lavede tit cykelløb, hvor vi kørte om kap og tog tid. Det gjaldt om at komme hurtigst rundt om trekanten, hvor vi boede.

Vi kørte på racercyklen, og vi startede hos os på Svend Gøngesvej. Herfra kørte vi op til rundkørslen, snød til venstre i stedet for at køre udenom og ned ad Risvangs Allé, der har to kørebaner med græs imellem. Vi kørte derfor i venstre bane, altså mod trafikken, men der var nu ikke så meget trafik dengang.

– Vi kørte ned til Bethesdavej og drejede til venstre og for enden igen til venstre og hjem til mål på Svend Gøngesvej. Cyklen var jo en professionel model, så fødderne var spændt fast med tåklips. Hele banen havde asfaltbelægning, men Risvangs Allé strækningen havde lige fået en ny belægning ovenpå asfalten af

ralsten. De blev så efterhånden, - af bilerne i sommervarmen, presset ned i asfalten, så den blev mere slidstærk.

- Da belægningen næsten lige var kommet på, var den endnu kun presset halvt ned og vi var lidt bange for at styrte her, for så ville vores hud blive raspet af, som på et stykke særdeles groft sandpapir. Ydermere var der høje kantsten af nykløvet Bornholmsk granit med skarpe skærende kanter.

En dag, - da det var min tur, var jeg svinget rundt før rundkørslen, og var nu på vej i fuld fart ned ad Riisvangs Allé i ottende gear.

- Da jeg nærmer mig den anden sidevej på venstre side, begynder Bispelunds store og meget lange brune gravhund at løbe tværs over vejen. - Jeg bedømte, at jeg havde så meget fart på, at jeg kunne nå at passere helt ude i højre side.

- Helt ude ved den skarpe kantsten.

Jeg råbte til hunden, for at få den til at stoppe op og vende om, men den dumme lange køter satte blot farten yderligere op. - Den ville over før mig. Nu var jeg imidlertid så tæt på, at jeg ikke kunne nå at komme bag om hunden, men måtte tage chancen helt ude i højre side ved kantstenen.

- Det forsøgte jeg så i min høje fart, men hunden var også hurtig. Den nærmest sprang frem i panik for at nå over.

Det gjorde den ikke!

Jeg ramte den lige på midten i dens tykke mave. – Jeg røg op over styret, fødderne røg ud af tåklipsene, og jeg landede uheldigvis med fronten lige ned i vejen.

Jeg kurede frem med underarme, knæ og ansigt presset godt ned i ”sandpapirsasfalten”, men jeg ramte heldigvis ikke kantstenen.Jeg så bestemt ikke godt ud, da jeg fik mig samlet sammen til at

kunne rejse mig op. Det begyndte nu at svie vildt i de mange hudafskrabninger, men lykkeligvis havde jeg ikkebrækket noget.

Jeg har flere gange gennem livet haft en fornemmelse af, at der er nogle ”skytsånder”, der følger mig og sørger for, at jeg, - trods min til tider store dumdristighed, ikke kommer for alvorligt til skade. –Hvis der er: - Så mange tak til jer, - mine personlige skytsånder.

Henne på græsset, lige indenfor kantstenen, lå den lange brune gravhund og hylede.

Den havde taget så meget skade i rygsøjlen, at den senere måtte aflives. - Stakkels den.

- Det måtte jeg heldigvis ikke, Jeg stod blot der med blodet drivende ud fra de utallige sår i ansigtet, og på arme og ben. så jeg tog resterne af cyklen og begyndte at gå hjemad.

- Nu kom de andre myldrende. De kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde taget så lang tid om at køre rundt.

– Det kunne de så bedre forstå, da de så mig.

Nu vidste jeg, at jeg igen skulle gennem hele scenariet med min mors hylen og skælden ud.

Jeg vidste godt, at det var naturligt for en mor at reagere sådan, men jeg havde alligevel ikke lyst til at gennemgå scenen.

- Jeg gav de andre strenge ordrer om ikke at sige noget om mit uheld lige nu.

Da det var sommer var min mor og far heldigvis omme i haven, så jeg sneg mig uset ind på badeværelset, for at vaske blodet af, som jeg efterhånden havde prøvet det så mange gange før.

- Jeg låste døren og startede. Det gik nogenlunde med arme og ben, men det sved, når jeg vaskede de frygtelig mange hudafskrabninger af og blodet blev ved med at pible frem, ligeså snart jeg havde tørret det af.

Det var helt galt med ansigtet. Det havde ordentlig fået tur.Pande, næse og hage, var fuldstændig blodige, men det var mest galt med næsen. Den vaskede jeg flere gange, skønt det gjorde

ondt, men blodet ville overhovedet ikke gå af.

– Til sidst opdagede jeg hvorfor. – Hele huden var nemlig flået af, så næsen nu fuldstændig lignede en rød flået tomat.

Så gav jeg op, og gik om i haven og tog skraldet, og det var stort,ligesom forventet.

- Jeg måtte høre for, at jeg dog var den mest forvorpne knægt hun nogensinde havde kendt, og hun havde ellers haft to lillebrødre. - Men til sidst holdt det dog op.

Vi blev enige om, at min far skulle køre mig ned på skadestuen for en gangs skyld.

Hernede var de jo vant til lidt af hvert, så de pudrede alle mine hudafskrabninger med noget hvidt desinficerende pulver, og bandt mig ind i store hvide bandager, så jeg til sidst lignede noget fra en vittighedstegning. - Især hovedet var plastret godt til. - Jeg ville meget gerne have haft et billede af det syn i dag.

Jeg lavede mig selvfølgelig ikke en fridag af den grund. Det gjorde man bare ikke dengang. - I hvert fald ikke i vores familie. Så jeg gik på arbejde med allebandagerne den næste dag.

Det var i den tid, jeg var i lære på kontoret hos Frode Thingsig.

De gloede jo noget, især kontordamerne, og jeg måtte forklare, hvorledes jeg var kommet til at se sådan ud, - cirka som på dette billede.

”Knallerthelten”

I foråret 1953 ville jeg købe en splinterny knallert. Den knallert jeg allermest ønskede, var en helt ny model der lige var kommet frem.

Den lignede slet ikkede gammeldags, der nærmest var en cykel med motoren siddendepå bagagebæreren, som denne BFC.

Dengang var knallerterne rigtigt begyndt at komme frem, og min far havde købt en brugt BFC-knallert med en motorcykel nummerplade på.

Det skulle den have, da den kunne køre 60 km. i timen. Motoren sad der, hvor bagagebæreren ellers sad. Den trak med en jernrulle ned på bagdækket. Cyklen var næsten en helt almindelig høj sort herrecykel, dog var der en lille smule affjedring i forgaflen. – Almindelige knallerter måtte kun køre 30 km. i timen, men de havde også nummerplader. De havde dog havde en anden facon. De var smalle og høje. - De to øverste hjørner var skåret skrå. Nej, – de nye knallerter havde motoren siddende nede i bunden af stellet, nøjagtig ligesom de rigtige motorcykler og de havde en benzintank ovenover.

Det var også ligesom på motorcyklerne. De havde endda både forkromede udstødningsrør og en flot lydpotte. Den model, - der for mig fremstod som verdens ottende vidunder, - var en Skylon 1954. Den kunne man købe nede i Dynkarken hos cykelhandler Anton Nielsen, men den kostede også

hele 1370,- kroner. - Det var for mig utrolig mange penge.

Min far ville ikke låne mig nogen, for han syntes, at det var for tidligt, at jeg spekulerede i de baner.

Men en knallert ville jeg have, så jeg måtte selv spare op til udbetalingen, og det med en lærlingelønpå 175 kr. om måneden.

Denne udbetaling havde jeg så i april måned 1953.

Modellen hed Skylon 1954. - Modelnummeret var smart nok altid et år forud.

Jeg købte den, så jeg skulle betale månedlige afdrag i ét år. - Det var, som fortalt, hårdt for en lærlingeløn.

Jeg skulle jo også betale kostpenge hjemme, have råd til benzin og af og til også en biograftur med Ulla. Men som sagt før, - jeg er i bund og grund en sparsommelig type, så det gik.

Min knallert fik nr.: X 10.050. - Nu skulle der kørekort til knallerter dengang, og det kunne man få som syttenårig, og det var jeg lige netop det forår i 1953.

Så i mit kørekort står der, at jeg fik kørekort som syttenårig.

På billedet holder jeg på Fanø Strand på minførste langtur.

På turen til Vestjylland var min knallert endnu ikke slebet i indsugningen, men det blev den selvfølgelig senere, ellers kunne jeg jo ikke klare mig, når jeg kørte om kap med de andre knallerter i byen. For at køre om kap gjorde vi alle, og en Skylon kunne køre ret hurtigt, når man kendte specielle trick.

Nogle motorer var faktisk fra Ferrari i Italien, men det var absolut ikke nogen speciel racermotor.

Det må have været en nicheproduktion, de har haft med at lave de små 50 ccm. totakts motorer.

Jeg kunne dog køre fra langt de fleste, men ikke alle. Lærlinge der arbejdede på motorcykelværksteder, kendte for mange fiduser. De skiftede blandt andet de almindelige lejer ud med rullelejer, så dem kunne jeg ikke klare, hvis de da ellers havde en ordentlig knallert.

Men der var noget jeg blev berømt for i hele byens knallertverden i 1954 og den historie kommer her.

Ude ved Ny Mølle, på vejen til Søften, var der en bakkeløbsbane, (i dag hedder det en motocrossbane), hvor der mindst én gang om året blev kørt et stort bakkeløb med alle de berømte kørere. - Der var Viggo Thomasen, Back Sørensen og Søby. - Alle fra Randers. De blev kaldt: ”De tre Musketerer”. Især Viggo Thomassen og Bach Sørensen kom jeg til at kende personligt, da de senere blev veterankørere og kom med i vores Vintage Motor Club, mens jeg var formand, - mendet anede jeg ikke dengang. - Da var de mine og alleandres helte.

I øvrigt har Bach Sørensens datter dekoreret vores vinduer i symaskineforretningen i mange år.

Vi kørte til alle bakkeløb i Midtjylland. De største blev afholdt i Assentoft ved Randers. - Volk Mølle hed banen.

Min onkel Niels Frost Madsen var en storkøbmand i Assentoft, så når der var store løb, som verdensmesterskab nede i bakkerne, havde min onkel retten til at sælge frugt til publikum.

Jeg var selvskrevet hver gang som banansælger. Bananer var noget nyt, da de lige var begyndt at komme til landet efter krigen, så de var lette at sælge. Jeg blev udstyret med en halvrund kasse på maven foran mig.

Den hang i en bred læderrem op om halsen og så gik jeg ellers rundt og råbte så højt jeg kunne: - BANANER - BANANER. 25 ØRE PR STK.- STORE DEJLIGE BANANER. FEM FOR EN KRONE. (Jeg husker nu ikke prisen helt nøjagtig).

På den måde fik jeg samtidig set alle løbene, jeg kom gratis ind, og jeg tjente oven i købet penge ved det. – Det syntes jeg var en rigtig fed fidus.

Der var da også stor rift om disse frugtbakker, men købmandens kone var jo min fars søster Marie, så jeg fik altid en bakke.

Jeg var oven i købet ret god til at sælge bananerne, for jeg fik jo et beløb for hver banan jeg solgte, og jeg har altid godt kunne lide at tjene penge og allerhelst på en fornøjelig måde.

Nå, - nu kom jeg væk fra det jeg var berømt for især i 1954.

Ved siden af banen i Ny Mølle ved Skejby var der en mindre grusgrav, som de lokale motorkørere trænede i, og den brugte vi knallertkørere også til at lege bakkeløb i.

Men vores små motorer kunne slet ikke klare den stejle skrænt, som de rigtige motorcykler kørte op ad, så de fløj op i luften, når de kom op over kanten.

Vi prøvede dog af alle kræfter alligevel, men vi kom aldrig længere end trefjerdedel op, - så gav motoren op, da den ikke havde gear.Den havde simpelthen ikke flere kræfter.

- Selv ikke mekanikerlærlingenes knallerter kunne klare bakken.

Da jeg havde indset, at det aldrig ville kunne lykkes for os, begyndte jeg at tænke på alternativer.

- Jeg har jo altid hadet at opgive noget, jeg gerne vil. Rundt om randen af grusgraven løb der en sti, som vi kørte på. Den løb tæt ved den stejle kant, og var spændende at køre på med fuld fart, for der var mange ujævnheder, og hvis man ikke havde fuld kontrol over sin knallert, kunne man risikere at ryge ud over kanten og ned i bunden af grusgraven, hvor der lå store kampesten, som ville kunne give os alvorlige skader.

Jeg fik nu den dristige idé, at hvis jeg satte fuld fart på rundt langs kanten og med vilje drejede ud over den stejle kant, - lige overfor den skrænt, vi så gerne ville besejre, - så kunne jeg måske opnå så stor en fart, at jeg ville kunne klare den sidste fjerdedel af skrænten.

- Det, som ingen andre hidtil havde kunnet klare.

Det ville jeg i min ungdommelige dumdristighed forsøge. - Men farligt, det var det, for når jeg drejede ud over den stejle skrænt med den fart, ville det indebære, at jeg skulle svæve i luften, indtil jeg var næsten nede ved bunden af grusgraven, hvor skrænten fladede ud i en blød bue, der afbødede faldet og gav lidt mere fart.

Jeg var lidt spændt på om forhjulet og forgaflen ville kunne holde til den hårde medfart, for det var de jo slet ikke konstrueret til.

- Og ville jeg selv kunne holde balancen, når jeg ramte bunden?

Alle disse spørgsmål kunne kun løses på én måde. – Jeg blev nødt til at prøve. – Så fik det briste eller bære. At jeg selv kunne komme slemt til skade, tænkte jeg åbenbart slet ikke på. Jeg tænkte mest på, om mit stolteste eje, - nemlig min Skylon, ville blive ødelagt.

Det var altid en lørdag eftermiddag vi samledes for at more os med vore knallerter i grusgraven. Alle arbejdede dengang om lørdagen, men de fleste fik fri over middag. – Jeg startede på det rigtige sted, den lørdagjeg ville prøve at gøre det umulige.

- Alle vidste jeg ville forsøge, så banen var helt tom.

De holdt på deres knallerter, så de kunne se, når jeg kørte ud over kanten. De fleste mente, at jeg ville styrte, når jeg nåede bunden efter flyveturen, - ogdet syn ville de for alt i verden ikke gå glip af.

Der var i øvrigt mange flere end der plejede at være. Der var ikke kun de sædvanlige vilde bananer, der kom hver lørdag, - nej, der var også kommet helt almindelige unge, der havde en knallert.

Den gang var byen ikke så stor, så rygtet om mit forsøg var hurtigt løbet blandt knallertkørerne. Her holder min lillebror Bent på min Skylon og forsøger at se barsk ud som ”knallertbisse”.

Men jeg startede som sagt på det rigtige sted, for at opnå så stor en fart som muligt, inden jeg fløj ud over kanten.

Alt gik som det skulle hele vejen rundt om graven, men da jeg kom til kanten og skulle flyve lige ud i den tomme luft, kunne jeg i et splitsekund godt mærke, at jeg vist var ude i noget endog meget dristigt. – Men, nu var det for sent at fortryde.

Jeg fløj ud i luften og koncentrerede mig om at holde godt fast i styret og at forhjulet stod lige, når jeg ramte bunden.

Jeg ramte rundingen i bunden med et brag, men alt på knallerten holdt, og jeg holdt mig også i sadlen, så jeg gav fuld gas det ret korte stykke hen over bunden af grusgraven.

Jeg fór op ad skrænten for fuld gas og var lige ved at gå i stå før toppen, men ved at file lidt på koblingen, beholdt motoren omdrejninger nok til, at jeg med nød og næppe kom op over kanten.

Jeg havde klaret skrænten som den første.

Men nu skal man jo ikke forvente, at de andre ligefrem klappede. De hårde bananer var allesammen lidt misundelige, for de havde ikke troet, det kunne lade sig gøre, men jeg kunne sagtens se på deres ansigter, at de var ikke så lidt imponerede.

Men det gik stolte fyre jo ikke ligefrem rundt og reklamerede med. De følte jo, at de selv var mere eller mindre ”helte” og havde hidtil ikke anset mig for at være skrappere end dem.

Jeg havde regnet med, at der var nogen der ville forsøge at gøre mig kunststykket efter, men det var der åbenbart ingen der havde lyst til. - Jeg ved ikke, om det var fordi de selv var bange, eller om de var bange for at ødelægge deres knallerter, - men i hvert fald var der ingen der prøvede.

Jeg fik nu et problem, for de opfordrede mig selvfølgelig til at udføre ”kunstflyvningen” igen den næste lørdag, og for at redde min manddoms ære, var jeg nødt til det.

Det gik heldigvis godt. Jeg landede perfekt og kom igen op over skrænten. - De andre kunne nok også have gjort det, hvis de bare havde haft modet.

Det medførte så, at jeg de følgende lørdage den sommer skulle udføre mit ”stunt”.

- Jeg følte mig efterhånden som ikke så lidt af en helt.

En lørdag eftermiddag, da jeg kørte turen, kiggede jeg i vejret,for at lige at se om alle så på mig, idet jeg fløj ud over skrænten.

Jeg skulle nu nok have koncentreret mig i stedet for. For dette ”helteblik” resulterede i, at jeg holdt styret lidt skævt i det øjeblik jeg landede.

Hjulet drejede om til siden i samme øjeblik jeg ramte bunden, og jeg røg i jorden med et brag. - Jeg havde jo ingen styrthjelm på, og jeg mistede næsten bevidstheden.

Jeg lå blot der på bunden af den stenede grusgrav i en lidt forvreden stilling, men kunne dog føle at jorden ligesom vippede op og ned under mig, og at jeg derfor var nødt til at bore fingrene ned i gruset for at holde mig fast.

- Jeg rørte mig ikke og knallerten var gået i stå, så der herskede en stor stilhed. - Alle var chokerede over det, der lige var sket.

Jeg vågnede først op, da jeg hører min ”kære” lillebror sige:

Hvis han er død, vil jeg have hans knallert!

De ord var alligevel nok til, at jeg kunne samle mig så meget sammen, at jeg kunne sætte mig op og undersøge, om jeg havde brækket noget.

Det blødte fra flere steder. Det blødte meget kraftigt fra et sted ude i højre side af maven, så jeg hev trøjen op og så, at der var en lang og ret dyb flænge lige ud for hofteskålen.

Jeg havde ikke slået et direkte hul i maven, det var blot selve maveskindet, der var bristet under det store tryk, da hofteskålen knaldede imod den hårde bund i grusgraven.

- Jeg kunne fornemme, at det ikke var farligt.

Det blødte også fra albuer og knæ, men det var jeg jo alt for vant til, så det tog jeg mig ikke særligt af.

Jeg var nu mere interesseret i, om min knallert havde taget skade. Styret sad på tværs af stellet, men jeg satte forhjulet i klemme mellem benene og drejede blot styret på plads med et par hårde tag.

Forhjulet havde ikke taget skade, og knallerten kunne starte, så nu var det vist bedst jeg skyndte mig hjem og fik forbundet de blødende sår. - der var kun cirka fem kilometer.

Men så kom jeg pludselig til at tænke på, at det nu nok var slut med mine opvisninger.

- For efter den tur turde jeg nok ikke prøve igen næste lørdag.

Nu er det imidlertid en gammelkendt ting, at hvis man lige har kikset noget farligt, er det bedst at gøre det om straks, da man ellers helt automatisk bliver bange for at gøre det igen.

Det vidste jeg, så jeg startede min knallert, og med blodet løbende ned ad især højre ben, tog jeg igen turen rundt om grusgraven, - fløj ud over skrænten, landede perfekt, og kom op over kanten. – Men så kørte jeg også hjem.

Da jeg kom hjem, gik jeg ikke ind til os selv, for jeg vidste jo, at min mor altid ”himlede” op, hvis jeg kom hjem med blodige sår, når der var sket et eller andet, som var endt galt.

Jeg var jo nok sommetider lidt dumdristig, men jeg elskede at overskride grænser, så man skulle tro, at min mor efterhånden var vant til, at se mig mere eller mindre blodig, for den slags episoder havde der været flere af. - Men det er nok sådan, at en mor ikke kan lide, at se et af sine børn komme til skade og derfor ”himler op”,som jeg kaldte det.

Jeg stillede derfor min knallert et par huse væk, og gik ind til en genbo, og spurgte om jeg kunne låne et plaster, for vi var selv udgået.

Hun kiggede på mine sår på arme og ben og spurgte om jeg ikke villelåne flere. – Nej, det var ikke nødvendigt. Det var nok med ét. - Lidt undrende gav hun mig så et mellemstort plaster.

Jeg havde selvfølgelig ikke vist hende den lange flænge i maven, men det var netop til den jeg skullebruge plasteret.

Den skulle vel egentlig have været syet sammen nede på skadestuen, men så var jeg jo nødt til at fortælle, at jeg havde en flænge i maven.

Almindelige hudafskrabninger på arme og ben, var min mor mere vant til, trods alt, så dem hylede hun kun normalt over, men med så stor en flænge, var det nok klogest at holde sin mund.

Plasteret kunne dog slet ikke dække flængen, så jeg tørrede det værste blod væk med min trøje, klemte såret godt sammen og satte plasteret på tværs hen over midten.

Så måtte flængen gro sammen af sig selv. - Jeg var ikke så bange for betændelse i såret, da det havde blødt vældig meget, så jeg regnede med at blodet havde skyllet eventuelle urenheder væk.

Om mandagen købte jeg selv nogle flere plastre til at sætte på tværs, og i løbet af et stykke tid var såret groet fint sammen igen. - I dag er der kun et lille ar tilbage.

Sårene på arme og ben havde jeg sneget mig uset ind på badeværelset med, og med låst dør vaskede jeg det overskydende blod væk.

Selve sårene var holdt op med at bløde og jeg husker det ikke helt, men måske har jeg taget et par lange bukser og en trøje på, så man intet kunne se.

Min knallert var fuldstændig magen til denne.

Den smukke blodfarve

Der var dog én gang hvor jeg var nødt til at køre endnu en tur på skadestuen, trods alt. - Det har nok været omkring 1959.

Midt i butikken var der et trin op til den bagerste afdeling. Arkitekten havde regnet ud, at dette trin ville kunderne nok snuble over, så han havde lagt lysstofrør inde i trinet og sat armeret råglas foran. - På den måde ville man lettere få øje på trinet.

Alligevel var der altid mange der stødte deres fødder imod glasset, så det var tit revnet. Men det revnede i ret store stykker på grund af armeringen med ståltråd. - Disse stykker pressedejeg så på plads en gang imellem

Dengang havde vi vores butik i Nørregade 33.

En eftermiddag måtte jeg presse meget hårdt for at få det sidste stykke på plads og pludselig røg det helt ind og skar en dyb flænge på oversiden af min højre tommelfinger.

Straks begyndte det at bløde ret kraftigt. Jeg viklede derfor en masse køkkenrullepapir om.

Jeg var alene i butikken og der var to timer til lukketid, så jeg blev nødt til at udskiftepapiret, når det var gennemblødt.

Når der kom kunder spurgte de deltagende, hvorfor jeg dog blødte så meget og jeg forklarede dem så årsagen og at jeg ville køre op på skadestuen, når vi lukkede.

Det var jeg nemlig blevet klar over, for fingeren ville ikke, som ellers normalt, holde op med at bløde.

Efter lukketid kørte jeg så op på skadestuen på Nørrebrogade der lå tæt ved.

Af erfaring vidste jeg, at der altid er travlt på en skadestue og da det efterhånden var blevet min tur, blev jeg sendt ind i et lokale, hvor en læge skulle komme og hjælpe mig.

Jeg lå på en sygeseng og på højre side var der et lille bord i rustfrit stål med en stærk lampe over. - Der var høje kanter på bordet og da der gik lang tid før der kom en læge og da blodet stadig strømmede ret hurtigt ud af fingeren, var højre hånd lagt over på bordet der stod lidt lavere.

Efterhånden som tiden, gik dryppede blodet hele tiden ud af fingeren og til sidst fyldtes hele den lille, fuldstændig vandrette, bordplade med mit blod, så der fremstod et fantastisk smukt rødt lille bassin.

Da der var helt støvfri i lokalet, så det utrolig flot ud og jeg syntes jeg aldrig havde set så varm og flot en rød farve, trods det, at det var mit eget blod.

Det sidste tænkte jeg nu slet ikke over og smerten i fingeren havde jeg jo haft i flere timer, så den havde jeg bare vænnet mig til.

Endelig kom der en læge. Først fik han fjernet den store mængde blod og derefter konstaterede han, at jeg havde skåret senen til tommelfingeren næsten helt over, men at den dog stadig endnu hang sammen med en flig.

Han fandt nogle remedier frem, heriblandt en tang til at trække senen så langt ud fra hånden, at den kunne sys sammen med den i fingeren.

Når tangen var klemt fast, holdt den selv grebet, men der skulle trækkes i den for at de to ender kunne nå sammen og han kaldte derfor på assistance.

På grund af travlheden kom der dog ingen, selvom han kaldte et par gange, - så jeg sagde derfor, at jeg kunne da sagtens selv kunne hale frem i tangen, så han kunne sy stumperne sammen.

Han kiggede først lidt forbavset på mig og sagde, at han ikke var vant til at patienterne selv hjalp til ved den slags operationer, - men hvis jeg mente, at jeg kunne, var det da helt i orden fra hans side.

Han gav mig nogle instrukser og jeg halede med venstre hånd i tangen, så senen kom frem og han syede enderne sammen og pakkede det hele på plads igen. - Jeg fik et bind på og tog hjem.

Endnu en skadestuetur

Vi skal nu utroligt nok helt frem til 1980 før jeg lige nu kan huske, at der har flydt større mængder af blod.

I 1980 var jeg lige blevet færdig med at restaurere min BSAmotorcykel. Det er en 1930 model på 500 ccm. encylindret topventilet med dobbelt udstødning.

Det er en rigtig engelsk motorcykel der lyder af noget.

Under restaureringen havde jeg manglet nogle skiver i skivekoblingen, men havde fundet dem alle på nær én, men koblingen kunne godt virke alligevel.

Nu ville jeg køre en længere tur for at se, om den også kunne fungere, når motoren og gearkassen blev varme.

For en sikkerheds skyld bad jeg min søn Steen om at køre med på sin HONDA CB Four 750 ccm. fra 1979. Det er en stor og kraftig firecylindret motorcykel.

Vi kørte ad de små biveje ud til Spørringkanten. BSA’en gik fint, men pludselig begyndte den at glide i koblingen og kunne til sidst slet ikke trække motorcyklen mere.

Nu var jeg strandet igen med en defekt motorcykel. Akkurat ligesom i 1958, hvor kardanakslen knækkede på ”Hannibal 1.”

Minsandten om det ikke igen var på Spørringkanten, og med igen cirka 17 kilometer hjem.

Jeg huskede tydeligt hjemtransporten i 1958, hvor fætter Thorkild trak mig hjem i et reb efter hans nye BMW R 25 motorcykel.

Det havde været en både farlig, svær og risikabel måde at gøre det på, men dengang gik det godt, så det ville jeg da bare gøre igen og jeg sendte derfor Steen hjem efter et reb, til at slæbe BSA’en tilbage med.

Jeg var altså ikke blevet klogere og jeg havde vist helt glemt hvor svært det var. - Det var jo gået godt sidste gang, og hvorfor skulle det så ikke gå godt én gang, til selvom jeg nu var blevet 22 år ældre?

Da Steen kom tilbage med rebet, turde jeg ikke binde det direkte fast midt på styret, som sidste gang, men snoede det om venstre hånd samtidig med, at jeg havde begge hænder på styret.

Jeg bad Steen om at starte ganske, ganske langsomt, da trækket i venstre side af styret jo villedreje motorcyklen til højre. - Jeg skulle bruge alle mine kræfter for at holde styret lige.

Vi holdt på et vandret stykke af vejen. Starten gik godt. Vi kom afsted og kørte langsomt fremad, vel med en tyve kilometer i timen.

Men jeg blev hurtig træt i armene, da hele BSA’ens vægt skulle holdes af venstre arm, samtidig med at jeg også skulle styre.

Det var bestemt noget sværere end jeg havde regnet med, så da vi havde kørt lidt, råbte jeg til Steen om at standse, indtil jeg havde fået kræfterne i armene igen.

Dette gentog sig så et par gange, men den sidste gang gik vejen lidt opad og rebet var ikke strammet helt op, da jeg bad Steen skifte gear.

Det gav et stort ryk i rebet og venstre side af styret blev pludselig rykket frem, med det resultat, at motorcyklen væltede med et brag.

Jeg blev slynget af og fik venstre hånd mellem asfalten og styret og fik huden, mere eller mindre, flået af. - Værst var det gået ud over min venstre lillefinger.

Der var en stor flap af huden vippet helt af på de to sidste led, så jeg kunne se knoglen i lillefingeren ligge frit fremme.

Jeg kunne i et lille stykke tid se, hvor flot den knogle i grunden var. Den var overtrukket af en fin hinde, der lyste ligesom perlemor. Det så bare flot ud, men så kom blodet og synet var væk.

Jeg kunne for en gangs skyld godt se, at den finger var lidt for meget beskadiget til, at jeg selv kunne klare den.

Resten af hånden havde bare fået nogle hudafskrabninger og dem havde jeg været vant til hele livet og dem kunne jeg klare.

Jeg rejste nu motorcyklen op og så efter om den havde taget skade. Det havde den. Lygtekransen på den originale lygte var slebet flad på den ene side og glasset var revnet. Venstre håndtag og koblingsgreb var skrammet. - Ærgerligt-ærgerligt!

Jeg trak den hen til den nærmeste landbrugsejendom, hvor vi fik lov til at stille den. Det var flinke mennesker og jeg fik en klud til at vikle om hånden, der nu blødte ret meget.

Jeg kom bag på Steens motorcykel og vi kørte hjemad, men på grund af fingeren, var jeg jo nødt til at køre ned til skadestuen, der denne gang var på Amtssygehuset, så da vi kom hjem, satte vi motorcyklen og skiftedeover til minbil.

Som sædvanligt var der travlt på skadestuen og kun lidt personale på grund af tidspunktet på aftenen, men endelig blev det min tur, og lægen gjorde klar til at lappe minfinger sammen.

Han kunne imidlertid ikke få lampen over bordet til at holde den stilling han gerne ville have den i, så han råbte et par gange om hjælp, for at få nogen til at holde lampen, - men der kom ingen.

Jeg tilbød derfor naturligvis, at den lampe kunne jeg jo sagtens holde, mens han opererede på fingeren.

Det tog han straks imod, og sagde bagefter: - Tak for hjælpen.

Det gik derefter fint og han lappede fingeren sammen uden at sy den. Jeg tror han limede skindet sammen, men jeg kan ikke huske det. Den var jo ikke brækket, det var kun skind og kødet på fingeren der var flået af. - De andre skrammer blev pudret med noget desinficerende pudder.

- Men jeg fik en professionel forbinding med en lille skinne på.

Det hele var jo foregået en sommeraften, så der var lyst endnu. Jeg kan huske, at vi skulle hente Ulla og vores datter Iben nede ved universitetet. De havde været på et EDB-kursus for at lære de dengang nye computereat kende.

De kiggede jo lidt, da de så min store forbinding på hånden, og jeg måtte forklare om vores uheld. Næste dag kørte vi ud til landbrugsejendommen og hentede BSA’en. Den var nu blevet kold og ved forsigtig kørsel, holdt koblingen hele vejen hjem.

Jeg fremskaffede nu den ekstra plade der manglede, skilte koblingen ad og satte den i.

Her er et billede fra et langt senere tidspunkt. Vi er fire mand på motorcykler til et veterantræf på Kalø. Her er BSA’en bagerst th. - Steen’s Honda, forrest th. Finns Norton Commando 1969, bagerst tv. Forrest hans Yamaha 500 offroader

Sårlim med bivirkninger

Jeg kom lige i tanke om en ting da jeg fortalteom limningen af min finger.

En dag, da jeg reparerede en ældre symaskine nede på værkstedet i Ryesgade, var der en større skruetrækker der smuttede og borede sig ret dybt ind i min håndflade. Det blødte ret kraftigt og det ville ikke holde op.

Det var meget generende, da jeg jo mest var oppe i butikken og det er ikke let for kunderne at holde koncentrationen, når jeg hele tiden måtte skifte køkkenrullestykket med blod.

Jeg kom derfor i tanke om at lægerne jo havde limet mit fingerskind på og det kunne jeg vel selv gøre lige så godt

Jeg hentede en tube at den nye ”sekundlim”, som vi kaldte det, for det limer øjeblikkelig tingene kraftigt sammen.

Jeg vippede hudflappen op, tørrede hurtigt blodet af og kom noget lim i såret og klemte det hurtigt sammen.

Det virkede og det holdt straks op med at bløde og problemet var løst og jeg syntes det havde været en kvik idé.

Da der var gået nogle øjeblikke, følte jeg mig imidlertid lidt mærkelig tilpas. – Jeg blev lidt svimmel og underlig i hovedet.

Det havde måske alligevel ikke været så smart at bruge den lim til såret. Den var selvfølgelig effektiv, men den lim lægerne brugte, var måske alligevel af en anden type, der var beregnet til sår og fri for bivirkninger.

Da der var gået nogle timer blev jeg normal igen, (smarte bemærkninger frabedes) og jeg kunne arbejde videre, men jeg havde dog lært noget.

Såret tog tilsyneladende ikke yderligere skade, og det helede fint. - Men det frarådes dog på det kraftigste for andre at bruge min ”smarte” idé.

”Sekundlim”

Jeg husker tydeligt, at da jeg for mange år siden første gang så denne ”mirakkellim”, ville jeg lige prøve, om den nu også var så hurtig og kraftig, som der blev reklameret med.

Jeg trykkede noget ud på min tommeltot og klemte den sammen med pegefingeren. Jeg holdt dem sammenpressede nogle sekunder og ville så skille dem ad for at prøve virkningen.

Men nu kunne jeg ikke under nogen omstændigheder adskille fingrene igen. - Limen holdt dem ubrydeligt sammen.

Det endte med at jeg holdt dem ned i noget lunkent vand for ligesom at blødgøre enten limen eller huden, men de sad stadig fast sammen.

Til sidst måtte jeg kroge pegefingeren omkring et fast punkt og med magt rykke i tommelfingeren. Det hjalp og pludselig kom de fra hinanden, - men nu begyndte det at svie i tommelfingeren og jeg opdagede, at det tykke lag af skindet på denne finger nu sad ovre på pegefingerens skind.

Hele det tykke yderlag på tommelfingerblommen var væk. Der sad kun det tynde lyserøde skind tilbage og det var derfor det sved, men det blødte ikke.

Limen havde bestemt holdt hvad det lovede, men skindet holdt ikke.

Smertefuldt sjov på sygestuen

I l985 besluttede jeg at få opereret en lyskebrok i højre side og jeg blev indlagt på Amtssygehuset i Aarhus.

I den historie er der dog ikke så meget blod, bortset fra selve operationen.

Jeg husker lige pludselig en lidt morsom episode fra den dag jeg skulle opereres.

Jeg skulle jo først ”klargøres” og det vil sige, at jeg skulle have alle hårene i skridtet barberet væk, da det jo var her snittet skulle lægges.

Oversygeplejersken tilkaldte en ung sygeplejeelev og bad hende om at foretage denne handling, men hun bad, lidt rødmende, om at blive fri. - Oversygeplejersken fortalte hende, at dette også var et led i hendes uddannelse og spurgte om grunden til hendes frabedelse.

Det viste sig nu, at jeg kort tid forinden havde solgt en symaskine til hende og det tager tit en times tid, og hun syntes derfor, at hun nu ligesom kendte mig. og den oplevelse havde været så personlig for hende, at hun syntes, at hun ville overskride sine egne grænser ved denne, så for hendenoget intime handling.

Når man er indlagt på et sygehus er man jo ikke et menneske i den forstand, man er nu blot en patient og al blufærdighed må man lade blive udenfor.

- Senere ville hun nok blive bedre til at adskille de to ting.

Jeg kom til at ligge på en seksmandsstue og vi skulle alle opereres for mindre ting, hvor man var gået ind nederst i maven.

Sårene var syet sammen, men vi skulle passe meget på ikke at komme til at grine, for så rev det voldsomt i de friske syninger.

Når der ligger seks mand på en stue, er det klart, at vi alle prøvede at fortælle historier, der helst var så morsomme, at vi krummede sammen af grin. Det blev en hel sport. Det eneste man kunne gøre for at lindre smerterne, var at sætte sig op i sengen med knæene op til hagen og holde fast om dem med armene, når man grinede. - Så gjorde det mindst ondt.

Svend, der lå på den anden side af stuen, var en lun fyr. Han skulle have fjernet den ene testikel og blev kørt ud.

Da han nogle timer efter kom tilbage, så han noget slap ud, så en af os sagde for at trøste ham: - Nå, Svend. - Nu er det overstået og du ser da helt frisk ud. Svend svarede, som med en stemme fra graven:

Nu hedder jeg ikke Svend mere. – Nu hedder jeg Einstein.

Jeg skal lige love for, at der blev revet i sårene i de følgende minutter og blodet begyndte at sive ud i forbindingen. Han har garanteret ligget og spekuleret på, hvordan han skulle få os til at grine og man må sige, at det lykkedes ganske godt.

En tur til Amsterdam med ”mavesår”

For resten ødelagde jeg selv min operation, for jeg tog selvfølgelig på arbejde for hurtigt efter. Det var også i orden, men jeg måtte kun løfte et par kilo, men jeg bar i travlheden også på tunge maskiner på op til over 15 kilo. Det kunne såret ikke holde til og det sprang op og begyndte at bløde.

Det resulterede så i, at jeg skulle opereres igen og det blev jeg så og blev atter udskrevet nogle dage efter.

Allerede næste dags morgen, havde jeg ondt i såret på en anden måde end jeg plejede, og der begyndte at brede sig en rødmen uden for det store plaster. Jeg besluttede at søge min egen læge, for at lade ham se på det.

Han, der var en lidt overfrisk ung fyr, hev det lange plaster af og så på det opsvulmede og røde ar.

- Det er helt normalt, at det ser sådan ud, - sagde han så. – Det fortager sig i løbet af nogle dage.

- Tag du bare hjem igen, - sagde han og gik ud af rummet.

Jeg kaldte på ham og sagde, om han ikke lige skulle sætte et nyt plaster på det lange åbne sår?

Han så lidt forvirret ud og sagde så, at han ikke troede, de havde så stort et plaster i huset. - Så må du da sætte nogle små på tværs

henover såret. - Jeg kan da ikke gå rundt med såret uden beskyttelse.

Det gjorde han så, dog noget modvilligt følte jeg. Jeg havde slet ikke tillid til hans råd, for det så altså ikke normalt ud. Jeg havde jo prøvet sådan en operation før.

Når jeg siden den tid, skulle til læge, bad jeg altid, sekretæren i lægehuset, om ikke at komme ind til den læge igen.

Jeg gik lige fra lægen over til min mor, der boede lige ved siden af lægehuset. Hun så på såret og sagde så: - Du skal straks ringe ned på sygehuset og tale med dem om det.

Det gjorde jeg så, og jeg kunne høre, at den sygeplejerske jeg talte med blev meget alvorlig og hun sagde da også: - Hvornår har du spist sidst? - Det fortalte jeg så, og jeg blev nu bedt om at komme ned på sygehuset lige med samme.

Det sygeplejersken vidste mere end mig, var nemlig, at der var en stafylokok-epidemi på sygehuset og det viste sig da også, at mit sår var så stærkt angrebet af stafylokokker, at det var fyldt med betændelse og jeg blev opereret samme aften.

Da jeg vågnede efter helbedøvelsen, fik jeg at vide, at de ikke kunne lukke såret igen. Det skulle langsomt gro sammen fra bunden, for at undgå nye stafylokokker.

Jeg var indlagt et par dage for at være helt sikker på, at der ikke var mere betændelse i såret, og da jeg var klar til at blive sendt hjem, undersøgte en ung sygeplejerske såret, men som ekstra kontrol blev oversygeplejersken tilkaldt for at sikre, at jeg var helt klar.

Hun inspicerede såret omhyggeligt og jeg husker tydeligt hendes ansigtsudtryk, da hun pludselig triumferende stak sin ene pegefinger ned i et hjørne af det åbne sår og trykkede til. - Op væltede der nemlig masser af gul betændelse fra en lomme ind mod maven.

Hun belærte nu de andre unge sygeplejere om tilfælde som dette, så de kunne undgå at overse det en anden gang.

Efter yderligere et par dage blev jeg endelig hjemsendt med det ret lange og dybe sår stående åbent.

Nu kom der hver morgen klokken halv ni en sygeplejerske ud til mig derhjemme i Risskov. Hun havde en sort lærredstaske med. Heri var alle remedierne til at rense såret.

Jeg gik igen på arbejde hver dag, og da der var gået nogle dage, hvor hun af og til kom for sent, da hun jo også havde andre patienter, blev jeg lidt træt af også at komme for sent ind i mit firma.

Jeg havde nøje fulgt med, når hun rensede såret med saltvand og vatpinde, så jeg sagde, at det kunne jeg da sagtens selv klare, og så var hun jo også fri for at komme helt herud.

Hun kiggede forbavset på mig og sagde, at det var hun ikke vant til at en patient selv gjorde. - Det havde hun i hvert fald aldrig hørt om før.

- Så lad mig vise dig det, sagde jeg, og hun gav mig saltvandet og vatpindene. Jeg tog de sterile gummihandsker på, dyppede vatpinden i saltvandet og vaskede forsigtigt siderne af såret og sørgede for at komme godt ned i bunden.

Der var bare et sted, hvor jeg var forsigtigt, for her stak der åbenbart en nerveende ud, og ramte jeg den, gav det ligesom et voldsomt elektrisk stød.

- Jeg bestod prøven og hun overlod mig den sorte taske, og nu kunne jeg endelig møde til tiden igen.

Medens såret langsomt voksede sammen, skulle vi med Mimers Horn, - et rejseselskab under HF på Ingerslev Boulevard, hvor Ulla læste, - en studietur til Holland for at se alle museerne.

Vi kørte i bus om natten, og på vej derned var jeg nødt til at rense såret tidligt om morgenen. Vi holdt pause ved en motorvejsrasteplads og jeg gik ind på det offentlige toilet for at gøre det.

Jeg var dog godt klar over, at det var risikabelt med bakterierne, så jeg dækkede toiletsædet med papir, tog mine sterile gummihandsker på og var meget omhyggelig.

Jeg vaskede såret hver morgen på hele turen, der varede syv dage og det holdt sig fint sterilt. Vi så alle de kendte museer, malerier, bygninger, kanaler og blomsterauktioner.

Parkering tæt på havet.

Her er vi til ”Ristaffel” ombord på en kanalbåd.

Der var rigeligt med vin til og det ser ikke ud til at det åbne sår generer mig særligt. Efter et par måneder, var såret vokset helt ud og jeg har aldrig mærket noget til det siden.

- Så den operation fik en lykkelig slutning.

Nogle år efter fik jeg også lavet den samme operation for en lyskebrok i højre side.

Denne gang blev det ”repareret” efter en ny metode, idet man ikke blot syede såret sammen, men tog en lap af maveskindet nedenunder såret og foldede det godt op over selve det dybe sår og syede lappen fast der.

Det har virket fint siden, men jeg havde jo også lært at ”holde mig i skindet”, så at sige og vente med at løfte til jeg var helt sikker på at det var i orden.

--o0o--

Nu har jeg jo nævnt Amtssygehuset og så kommer jeg i tanke om en lille morsom historie fra der samme hospital om min farbror Gunnar Guldager. - Jeg har kaldt historien

En knaldrød temperatur

Han var engang i 1920’erne indlagt på Aarhus Amts Sygehus, der

var indviet i 1898. Han havde et længere varende ophold, så han blev ret hjemmevant.

En dag kom der en ny patient ind på nabostuen. Det var en mand langt ude fra oplandet, og de indlagte syntes, at han var lidt ”nolde”, som man dengang kaldte det i Aarhus.

Ham skulle de lave lidt sjov med, syntes min onkel. Lige før den rigtige læge ville komme på stuegang, tog han derfor en lægekittel på og gik ind på stuen med den nye mand,

Med en højtidelig mine gik han hen til fodenden af den nys ankomnes seng, tog hans datatavle, der hang på sengegavlen, op, læste lidt og sagde så: - Nå, hr. Jensen. Skal vi se lidt på Dem? – Vi skal først lige tage Deres temperatur, så hvis De vil vende Dem om på maven og trækkeskjorten op, så jeg kan komme til.

Jensen vendte sig troskyldig om og trak skjorten op, så han lå med sin kridhvide landbobagdel lige i vejret. Min onkel snuppede lynhurtigt en rød tulipan fra en vase på stuen, brækkede det meste af stilken af, og stak resten ind hvor termometre plejer at sidde. Derpå sagde han så: - Nu sidder det fint, hr. Jensen. - Nu skal De bare ligge helt stille, så kommer jeg igen om lidt og ser Deres temperatur. - Derefter forlod han stuen.

Lidt efter kom så den rigtige overlæge på sin stuegang og han må virkelig have undret sig over den røde tulipan i bagdelen på sin nye patient.

Jeg tror, han har fået en god historie at fortælle sine kolleger. Jeg ved ikke om det fik nogen følger for min onkel. Det håber jeg ikke, for det var da en virkelig god historie, med masser af den sorte humor vi sommetider dyrker i vores Guldagerfamilie, men som ikke er velset alle steder.

Kreta 1983

Under en ferie på Kreta i 1983 havde jeg en dag lejet en lille motorcykel til en tur ind på øen.

Min svoger Carsten var med bagpå. Vi så de gamle Portugisiske vindmøller og en masse andre spændende ting og på vej tilbage, sidst på dagen, kørte vi ned ad en stejl vej der gik i spidse hårnålesving.

Der var bagende varmt og asfalten var på smeltepunktet. I et meget stejlt og skarpt højresving kørte jeg helt ude i højre side for at få det korteste sving, men pludselig havde vi fået for meget fart på og jeg var nødt til at bremse meget forsigtigt.

Uden at tænke over det brugte jeg som sædvanlig forhjulsbremsen, hvilket

absolut ikke var så klogt i dette tilfælde, da asfalten inde i svinget faktisk var lidt flydende. Det kunne jeg se på dens blanke overflade, men på grund af varmen brugte jeg den forreste bremse af ren refleks.

Det skulle jo gå galt og resultatet kom da også omgående. Forhjulet skred ud og vi tog begge en tur ned på asfalten og kurerede ned ad vejen med vore bare arme og ben.

Den slags giver meget ”asfalteksem”, som man siger og blodet begyndte hurtigt at sive frem i alle de små skrammer i huden på vore underarme og knæ.

Vi fik os rejst op og begyndte at trække motorcyklen over i venstre vejside for lige at sundeos lidt oven på forskrækkelsen.

Der lå et lille gammelt hus lidt fra vejen og nu kom der en gammel kone hen til os. Hun havde set styrtet og kunne regne ud at vi nok havde fået nogle skrammer.

Hun havde en gammel grøn flaske og nogle klude med, og forklarede på græsk og mange fagter, at hun ville bade vore skrammer med væsken fra flasken. - Sikkert for at der ikke skulle gå betændelse i dem.

Hun tørrede det værste blod af med en af kludene og med en anden, som hun havde vædet med indholdet i flasken, badede hun skrammerne.

Jeg skal love for at det sved i sårene, for det var vineddike, kunne vi lugte. Det sved mindst lige så meget som den gammeldags brune jod vi altid fik på sårene i vores barndom. Vi ømmede os jo noget, men vores ”tøsedrengeynk” tog den venlige gamle dame sig slet ikke af, hun fortsatte blot med at væde de blodige sår med vineddiken.

Carsten og jeg fortsatte derefter turen på motorcyklen. Den havde ingen skade taget og startede straks.

Næsten helt nede ved dalen blev vi pludselig anråbt af Ulla og Tove. De sad på en meget lille og primitiv taverne med kun et par borde og fik lidt vin og oliven.

Her havde de mødt et meget forelsket ungt tysk par der havde pyntet hinanden med røde nelliker i håret.

Ulla og Tove gloede jo noget forskrækket på alle vore blødende sår på arme og ben og spurgte om hvad der var hændt.

Da vi kom hjem på hotellet fik vi forbindinger på sårene de første par dage. Jeg har desværre ikke billeder af vore blødende skader, da der dengang ikke var digitale kameraer og jeg ville ikke spilde et af vore kostbare billeder i cameraet på et par skrammer.

Nu skal vi frem til cirka 1985.

”Med hovedet som nålepude”

Jeg var en dag ude på det yderste lager for at lede efter en bestemt brugt maskine.

På den øverste hylde i lagerreolen, cirka 2.25 meter oppe, ville jeg flytte en flamencokasse med en gammel norsk veteranrundstrikkemaskine, som denne på billedet. Den var meget tung,

Da jeg skubbede til den, gik kassen i stykker, og strikkemaskinen faldt ned lige oven i hovedet på mig. Den vendte selvfølgelig kransen med alle nålene nedad, så de ramte mig ovenpå kraniet. Den trillede videre ned på gulvet, men gik heldigvis ikkei stykker.

Men mit stakkels hoved, havde jo fået en ordentlig en i nødden af den tunge maskine.

Men foruden det, var nogle af nålene gået løse og var blevet presset ind under huden ovenpå kraniet. Jeg børstede nogle af dem af, men der sad stadig en fem-seks stykker tilbage og dem kunne jeg ikke rykke ud.

En strikkemaskinenål er nemlig formet med en krog og en lille bevægelig pal.

Når den er blevet presset ind, og man rykker den baglæns, vipper palen over og låser det fast, som krogen har grebet fat i, og det ville i det her tilfælde sige min kraniehud.

– Nu blødte det ret meget, så jeg gik ind til håndvasken og stak hovedet ind under vandhanen og skyllede blodet væk fra håret.

Jeg forsøgte igen at fjerne nålene, men de sad bare godt fast.

Så kaldte jeg på Finn inde på værkstedet og forklarede ham sagen.

Han så jo noget forskrækket og forbavset ud, da han så nålene, tilsyneladende, stikke ud af kraniet. Jeg bad ham nu om at fjerne nålene lidt forsigtigt.

Nu er der kun én måde at få strikkenåle fri på, og det er ved at presse dem endnu længere ind under huden, så palen vipper tilbage og krogen slipper det stykke skind, den har fanget.

Så skal nålen drejes, så den vender krogen ned mod selve kranieknoglen, så den ikke griber fat i noget.

Langsomt trækker man så nålen baglæns, så palen vipper over og lukker krogen. - Man kan nu let trække nålen helt ud. Den samme fremgangsmåde blev så brugt med resten af nålene.

Al denne ”kirurgi” måtte stakkels Finn så lave, medens blodet flød.

Skønt nålene havde været fyldt med gammel olie og snavs, gik der mærkeligt nok ikke betændelse i sårene. Jeg tror, at det havde blødt så meget, at blodet må have skyllet snavset ud. – Jeg skyllede i hvert fald bare blodet ud af håret igen og fortsatte med mit arbejde.

Jeg tog ikke på skadestue eller opsøgte læge. Jeg stolede fuldt ud på, at min krop også denne gang helede af sig selv, og det gjorde den da også i løbet af den næste uges-tid.

Her er en hændelse der kun kostede et par dråber blod.

En kollega sagde engang til mig: - Jeg tror du er vaccineret med en symaskinenål og flasket op med symaskineolie. -

Der er måske lidt om snakken. En rigtig symaskinemand skal nemlig altid, mindst én gang, have haft en symaskinenål banket ned gennem en finger.

I mit tilfælde, skete det en dag, jeg sad og reparerede en maskine oppe i butikken i Ryesgade.

Jeg tabte en skrue på gulvet, og da jeg læner mig ned for at finde den, kom jeg til at træde på fodregulatoren og maskinen sprang i gang. Jeg havde uheldigvis min hånd inde over stingpladen. Nålen bankede ned og røg tværs igennem min tommelfinger.

- Heldigvis lige udenfor enden af knoglen.

Forsigtig løsnede jeg nålen fra maskinen, og den sad nu og stak dramatisk ud på begge sider af fingeren, men jeg følte næsten ingen smerter.

Jeg fik derfor den idé, at lave lidt drama ud af det, til ære for mekanikerne nede på værkstedet.

Jeg gik derned, og på trappen derned, begyndte jeg at jamre mig højlydt, som om jeg havde store smerter.

De kiggede forskrækket hen på mig, og da de så min fremstrakte finger med nålen siddende på tværs, - gøs de.

- Skynd jer at tage en tang og hiv nålen ud, - stønnede jeg. En holdt fast på fingeren og en anden drejede nålen rundt med en tang og trak opad.

Av – av. – forsigtig, - jamrede jeg. – Jeg kunne se på deres ansigter, at de led med mig. - Langsomt fik de nålen ud og så lettede ud.

Det gjorde de så ikke mere, da jeg fortalte dem, at det overhovedet ikke havde gjort ondt. – Jeg havde bare villet lavet lidt sjov med dem og havde syntes, at det dramatiske syn, ikke helt skulle gå til spilde, selvom jeg ikke havde mærket noget.

Der fremkom nu flere kommentarer, som jeg ikke vil gengive her.

Nå, – Har jeg brækket armen?

En forårsdag, for en del år siden, var jeg ved at skifte fra vinterdæk til sommerdæk og hjulene lå spredt ud på gårdspladsen.

På et tidspunkt trådte jeg tilbage, men havde ikke bemærket, at her lå der et hjul og jeg faldt bagover. Jeg satte hurtigt armene bagud for at tage af og afbøde faldet. Det lykkes da også til dels, men det gjorde ondt i den venstre arm lige over håndleddet.

Det tog jeg mig nu ikke særlig meget af og tænkte: - Det går nok over igen.

Men det gjorde det bare ikke. Jeg blev ved med at have ondt i armen i flere måneder efter. – Især når jeg skulle løfte eller vride med armen.

Efter nogle måneder forsvandt smerterne dog og armen føltes igen normal.

Det troede jeg da også den var, men da jeg engang, - af en grund jeg ikke længere husker, skulle have røntgenfotograferet min venstre hånd, kom lægen ud med røntgenbilledet og sagde:

- Ved du godt du har haft armen brækket?

– Nej det var jeg da ikke klar over. – Hvor har den været brækker?

– Lige ovenfor håndleddet.

- Den ene af de to knogler har været flækket, men den er groet fint sammen igen. – Men jeg kan ikke forstå du ikke har bemærket det, for det må da have gjort ondt i lang tid!

Jeg kom nu i tanke om, at det må have været sket dengang jeg skiftede hjul og at det var derfor jeg havde haft smerter i armen i et halvt års tid.

Det forklarerede jeg lægen, men han kunne vist ikke helt forstå, hvorfor jeg ikke havde gået til min egen læge dengang og havde fået armen undersøgt.

--o0o--

Stort uheld med meget blod

Den 10. november 1994 kørte jeg over til det store stumpemarked i Herning. Jeg gik rundt nogle timer og så på alle stumperne og så efter, om der var noget, jeg manglede eller havde brug for. Jeg kender virkelig mange veteranbilfolk og det var hyggeligt at gå rundt og snakke med alle veteranvennerne.

Da klokken var ved at være fjorten tænkte jeg på at køre hjemad mod Aarhus igen og jeg begav mig mod indgangen, men i en af boderne var der pludselig nogen der prajede mig. – Guldager! – Kom lige herind! – Vi sidder og diskuterer noget. - Det kan være du kan svare på det. Jeg har haft denne hobby siden 1965, så jeg går for at vide meget.

Jeg gik derind. – Sæt dig ned og få en øl, - sagde de gæstfri. Ellers tak, - sagde jeg. - Jeg er på vej hjem og skal køre bil om et øjeblik og jeg drikker aldrig øl samme dag, jeg skal køre bil.

Det ved de fleste i min omgangskreds godt. Nu gør én øl i blodet ingenting, - det ved jeg godt, men ingen øl er bedre i værste fald.

Den beslutning skulle senere vise sig at være en klog beslutning.

Jeg var kørende i min dejlige Ford Scorpio i luxusudgaven Ghia. Det var en virkelig flot vogn, ja, så flot at statsministeren også kørte i en magen til, og min varendda en klasse højere.

Jeg gik ud til min bil og kørte hjemad. Jeg havde ikke haft en madpakke med, da jeg hellere ville vente og spise god mad, når jeg kom hjem. - Men desværre havde jeg heller ikke fået noget at drikke siden om morgenen.

Der var en uendelig lang række af biler på vejen mod Aarhus. Det var jo længe før motorvejen kom. Jeg tændte for radioen og satte godt med varme på og glædede mig til at komme hjem og få noget godt mad.

Jeg kan huske, at jeg var kommet til Funder bakke, ned mod Silkeborg. Jeg kan huske en flok campingvogne, der stod til salg på højre hånd. - Det er det sidste jeg husker af den hjemtur.

Det næste jeg husker er, at jeg ligger i en seng og kigger op i noget skarpt lys. På min venstre side sidder der en kvinde og en anden står på højre side.

Noget undrende spørger jeg: - Hvor er jeg? – Du er på Silkeborg sygehus. – Hvorfor er jeg det? - Du har jo været ude for et trafikuheld.

– Har jeg det? – sagde jeg så.

– Ja, kan du ikke huske det?

– Nej, - svarede jeg, - og hvem er du og hvad laver du ved mit hoved.

- Jeg er læge og jeg er ved at sy dit venstre øre på igen.

– Mit øre, - siger jeg undrende.

– Ja, det blev rykket halvt af ved uheldet, så nu syr jeg det fast igen.

- Så må du sy med nogle pæne sting, for jeg sælger nemlig symaskiner og mine kunder skal ikke grine af mine sting.

- De sidder altid på min venstre side, når jeg sælger.

- Nå, jeg kan da høre, at du ikke har mistet humøret. Det tyder godt. – sagde hun så.

Jeg var nemlig slet ikke selv klar over, hvor meget jeg var kommet til skade, men efterhånden som jeg vågnede op, begyndte jeg at mærke mange forskellige smerter rundt om i kroppen.

Jeg havde brækket to ribben og bøjet de fleste af de andre og det er noget der gør virkeligondt. Desuden havde jeg smadret og brækket næseroden. - Det gør heller ikke godt. Mine læber var opsvulmede og mine to fortænder i overmunden var borte. Jeg var opsvulmet i hele hovedet, viste det sig, da jeg senere så mig selv i et spejl. Efterhånden som jeg kom til mig selv, følte jeg mig godt mørbanket.

Først på aftenen kom Ulla og børnene. Ulla havde siddet derhjemme og ventet med andestegen, for det var nemlig

mortensaften, og hun havde fået sig en ordentlig forskrækkelse, da hun blev ringet op fra Silkeborg sygehus og bedt om at komme straks, da jeg havde været ude for et alvorligt trafikuheld, og de ville gerne have, at hun kom.

Ulla ringede omgående til børnene og de kørte så til Silkeborg med bange anelser.

De blev noget chokerede over mit udseende, men blev mere rolige, da de kunne se og høre, at min mentale tilstand var uforandret og jeg kunne tale normalt med dem.

Dog ikke om selve ulykken, da jeg absolut intet kunne huske.

Nu, da mit liv ikke længere var direkte truet, fandt jeg efterhånden ud af, hvad der var sket og hvor uhyggeligt tæt jeg havde været ved at miste livet. Ved Linå, mellem Silkeborg og Aarhus havde jeg haft et frontalt sammenstød med en modkørende bil.

Jeg selv husker absolut intet om køreturen de mange kilometer fra Funder Bakker til Linå.

Falckreddere og politi fortalte mig senere, at sammenstødet havde været så voldsomt, at jeg sad fastklemt i bilen og at de ikke kunne få mig ud, skønt jeg blødte voldsomt fra venstre side af hovedet og fra skrammer fra den smadrede rude i ansigtet.

Jeg havde nemlig smadret venstre siderude med hovedet og det var her venstre øre var blevet rykket halvt af og næsen brækket.

Jeg havde selvfølgelighaft min sikkerhedssele på, men det var før der var airbags i bilerne, så selvom min Scorpiofra 1986 var Ghia luxusudgaven med alt udstyr, var den endnu ikke udstyret med airbag.

Det kraftige rat havde jeg åbenbart holdt så godt fast i, at det var blevet bøjet ned på begge sider af ratstammen, men heldigvis havde begge mine hænder og arme holdt til det, men mit hoved var røget frem til venstre og havde fået sig en voldsom tur mod ruden og hjørnestolpen.

Medens de tililende ventede på at Falck kom og skar bilen op, så jeg kunne komme ud, gik der pludselig også ild i bilen.

Heldigvis for mig, var jeg bevidstløs og opfattede derfor ikke faren, men i dag er jeg glad for, at der var en, der hurtigt kom med en ildslukker og at det lykkedes for dem at slukke ilden, ellers havde jeg sikkert ikke kunnet nedskrive denne beretning.

Da Falck-folkene kom frem, skar de hele venstre fordør af og fik mig ud. Katastrofeholdet må altså være kommet frem før ambulancen for selv om der er gået så mange år siden ulykken, husker jeg stadig intet og dog, - jeg kan måske huske lidt alligevel.

Jeg synes, at jeg lå på jorden uden for bilen og at jeg sagde: - Jeg fryser - og at nogen derefter kom med en dyne, og at jeg tænkte, at det var synd for dynen, at der kom blod på den og mener også ganske svagt at kunne huske, at jeg kørte i ambulancen med udrykning og at jeg greb efter en kant højt oppe på højre side inde i ambulancen, men jeg er ikke helt sikker.

Men tilbage til sygesengen på Silkeborg Sygehus.

Jeg var kommet til skade om lørdagen og Ulla var blevet derude om natten til søndagen, for min tilstand var åbenbart mere alvorlig, end jeg selv var klar over.

Hun sov i en seng ved siden af min og fortalte, at lægerne kom flere gange om natten for at kontrollere min tilstand.

For det første kunne det voldsomme slag i hovedet medføre komplikationer senere, for jeg måtte have fået en stor hjernerystelse, og for det andet kunne min brækkede næse forårsage, at jeg blev kvalt i søvne, da jeg jo var nødt til at ligge på ryggen på grund af mine brækkede ribben.

Jeg havde bedt Finn om at køre ud til Ford i Risskov, hvortil vraget af min totalskadede Scorpio var blevet kørt, for at se, om han kunne finde mine to fortænder nede i bunden af bilen.

Det gjorde han så og fandt dem også, men han sagde, at det havde været en ulækker opgave at rode rundt i bunden af bilen, for den var fuld af levret blod.

Det var i øvrigt noget underligt noget at bede ham om. - Troede jeg måske at de kunne bruges igen? – Jeg må alligevel have været noget forvirret i hovedet.

På grund af det store blodtab jeg havde haft, mens jeg sad i bilen havde jeg fået nogle blodtransfusioner lige da jeg var blevet indlagt, så jeg fik da selv lidt af det blod, jeg havde indsat i blodbanken tilbage.

Springfinger med lys

I april 2008 skulle jeg have opereret en springfinger på min venstre hånd på en privatklinik ude i Lundingsgade i Aarhus.

Det hedder en spring- eller en knækfinger, fordi senen, der trækker fingeren frem og tilbage, kommer i klemme i noget brusk og den giver derfor et knæk, når den kommer fri og rettes ud.

Det er blot en lille simpel operation under lokalbedøvelse i hånden og der kommer kun lidt blod.

Da jeg kom ind på klinikken blev jeg lagt på en briks og her var der også et lille bord med en rustfri bordplade til operationen og instrumenter.

Over dette bord var der en lille operationslampe og mens jeg lå og ventede på at lægen skulle komme, opdagede jeg at denne lampe var ved at falde fra hinanden.

Den blev holdt sammen med tre skruer hvoraf to var meget løse og kun én faktisk holdt lampen på plads.

Den ville derfor være ustabil at bruge og jeg kaldte derfor på klinikassistenten og spurgte hende om jeg ikke lige skulle reparere deres lampe?

- Den har være defekt længe, men hvordan kan du lave den, når du ligger der?

- Jeg har altid min lille lommekniv på mig og den har forskellige skruetrækkere, så med den kan jeg sagtens skrue jeres lampe sammen igen.

Det var jeg da velkommen til og det gjorde jeg så, selvom de to af skruerne var lidt vanskelige at komme til, men det var nok også derfor de selv havde opgivet at reparere den.

Da lægen så kom og skulle til at begynde den lille operation blev han noget forbavset over at lampen nu blev, hvor han indstillede den og klinikassistenten fortalte ham så årsagen. – Ja, så må jeg jo passe på at lave din finger med lige så godt et resultat - og det gjorde han.

Der var faktisk meget lidt blod under operationen. - Jeg fik dog en vældig bandage om hånden med en stiv skinne i, der holdt snittet på plads til det helede op. Fingeren har fungeret perfekt siden.

Der kom dog et tykt arvæv inde i håndfladen og det generede en del og til sidst tog jeg igen min lille uundværlige lommekniv, hvori der også er en lille meget skarp saks, og klippede arvævet fuldstændig væk i løbet af nogle gange.

- I dag er der overhovedet intet at se, heller ikke et ar.

De gule ærter jeg så aldrig fik

Da jeg en dag i 2017 var med ude og handle fik jeg øje på en pakke med gule ærter, og jeg fik pludselig lyst til at få gule ærter igen. - Det var mange år siden jeg sidst havde smagt denne ret.

Vi købte dem og om aftenen lavede Ulla så en stor portion gule ærter med medisterpølse. – Egentlig skulle der også, efter gammel

skik, have været store stykker kogt flæsk med, men nu om stunder spiser man jo ikkeden slags mere.

Da retten var færdig kaldte Ulla, at nu kunne jeg godt komme og bære den ovenpå. - Hun havde rettet det hele an på en stor tung træbakke.

Der var to drikkeglas fyldt med vand, to dybe tallerkener med gule ærter, en med medisterpølse og en med brød, samt to små tallerkener til pølsen. - Der var selvfølgelig også alt spisebestikket.

Der var derfor en virkelig tung bakke der skulle bæres op ad den snoede trappe til første sal, så jeg sagde til Ulla: - Havde det ikke været bedre, hvis vi delte det ad to gange?

Det mente hun imidlertid ikke var nødvendigt. - Det plejer duda let at kunne klare.

Da bakken var så stor, spærrede den for hele udsynet til trinene på vej op ad trappen, og jeg kom til at tænke på, at det i grunden var lidt mærkeligt at fødderne ramte så fint på trinene, når jeg ikke kunne se dem, så da jeg var kommet op til de sidste trin, hvor trappen drejer, løftede jeg lige bakken lidt højere op, og lænede mig lidt bagud, for bedre at kunne se, hvor jeg satte mine fødder, mens jeg stadig gik opad. - Jeg var derfor lidt ude af balance.

Da jeg manglede de sidste to trin stødte bakken pludselig på det øverste af gelænderet oppe til højre og jeg blev skubbet bagud i luften med et sæt, så jeg fuldstændig mistede balancen.

Jeg slap omgående hele bakken og krummede mig pr. refleks helt sammen, mens jeg fløj baglæns i luften ned mod det hårde stengulv i pejsestuen.

Jeg landede med et brag med bagdelen på det sidste trætrin på trappen og knaldede hovedet bagud, hvor det til alt held ramte en stor stentøjskrukke på den skrå flade og ikke den solide lodrette mur lige bagved.

- Bagefter kom der en stor bule og blodsamling i baghovedet, og et stort blåt mærke og et vældigt ømt punkt nederst på ryggen.

Imens kom bakken med de gule ærter og alt det andet flyvende ned mod mig. Bakken eller nogle af de tunge ting ramte mig i hoved, så jeg også fik en stor blodig bule øverst i panden.

Tallerkener og glas smadrede ned på stengulvet og gik i tusind stykker. De gule ærter og glasstykkerne føg rundt i pejsestuen og en del af dem ramte mig i ansigtet, - men heldigvis ikke i øjnene. så det blødte fra mange små snitsår,

Da jeg, og hele suppedasen, endelig var landet, lå jeg på ryggen med benene lidt skråt op ad trappetrinene.

Jeg lå med vilje først helt stille uden at røre mig, for hvis jeg havde brækket enten ryggen eller nakken ved den voldsomme landing på det hårde materiale, var det bedst lige at mærkeefter.

Da det store brag havde lydt kom Ulla forskrækket farende ind i stuen.

Hvad skete der? – spurgte hun.

Det fik hun nu tydeligt at se, for nedenfor trappen lå jeg jo, uden at røre mig, lige midt i et rod af gule ærter, medisterpølse, bestik og en masse glasskår.

Alt var nemlig knust og de gule ærter var sprøjtet ud over et stort område og blodet var begyndt at lave små striber ned af mit ansigt.

Er du kommet noget til, og skal jeg hjælpe dig? – spurgte hun, mens hun stod med hænderne op foran ansigtet i bar forskrækkelse, alt imens hun prøvede på at undgå at træde i alle glasskårene. - Ærtesuppen kunne hun ikke undgå.

Jeg ved det ikke endnu, - sagde jeg så, men vent lige lidt, - jeg tør ikke røre mig.

Jeg blev liggende på ryggen og prøvede så først at hale det ene ben ned fra trappetrinene og det gik fint. - Så det andet ben, også fint. - Så havde jeg nok ikke brækket ryggen, skønt jeg havde smerter i hoften.

Så løftede jeg hovedet og prøvede at komme op at sidde med albuerne støttet til gulvet. - Det gik også fint.

Nakken havde det altså også fint og jeg blev nu klar over, at jeg var sluppet utrolig heldig fra mit baglæns fald på trappen.

Jeg havde faktisk kun fået et par buler og nogle snitsår i hovedet og et ordentlig knald i hoften.

Men jeg havde ikke brækket noget, men hovedet har nu nok fået en hjernerystelse, men det havde det jo prøvet så mange gange før i mit liv.

Jeg rejste mig helt op og stod lidt omtumlet og holdt fast i gelænderet.

Ulla var gået ud efter remedier til at fjerne hele balladen og jeg hjalp nu til.

Men selvom vi gjorde os stor umage, kunne vi alligevel i lang tid efter finde små glasstykker og især pletter fra de gule ærter de mest utrolige steder i den store pejsestue.

Der havde virkelig været knald på, da bakkens indhold ramte først mig og derefter stengulvet.

De gule ærter? – Ja, dem fik jeg så ikke i denne omgang og jeg har da heller aldrig siden haft lyst til, at vi hjemme skal lave denne ret, men det behøver vi heller ikke, for da Ullas familie i Fårup hørte om hele denne historie, inviterede de os op til gule ærter med medisterpølse som trøst. – Ja, det har de faktisk gjort to gange siden.

– Tak for det.

Blodig hovedkløvning på min 85-års fødselsdag

På min 85-års fødselsdag i 2020 ventede vi hele kernefamilien til brunch kl. 11.30 og jeg hjalp Ulla med at sætte mad og ting ind i spisestuen.

Klokken var nu næsten elleve, da jeg skulle skynde mig ind i spisestuen for at hente noget til Ulla og jeg havde derfor fart på.

Men jeg havde måske nok rent glemt min efterhånden fremskredne alder, for jeg trådte i hvert fald forkert på stentrappen ind til spisestuen.

Da jeg kom ude fra køkkenet, kom jeg jo sidelæns i forhold til trappen og fik kun en tredjedel af min venstre side af foden ind på trinet.

Det resulterede i at foden gled ned da jeg lagde hele min vægt på den og min krop faldt tungt frem og min hovedisse knaldede meget hårdt ind i det skarpe hjørne af den træbeklædte hårde mur.

Jeg røg omgående i gulvet og lå lidt og stønnede og klagede mig for det var virkelig et ordentlig knald mit hoved havde fået.

Ulla kom farende ind ude fra køkkenet for at se, hvad der nu var sket. Hun opdagede at jeg blødte voldsomt fra hovedet og hun opdagede også at jeg blødte nede på venstre ben.

Jeg var mere eller mindre bedøvet af sammenstødet, så jeg havde endnu ikke selv sanset det.

Da jeg havde siddet og sundet mig lidt, gik jeg op til badekarret og skyllede begge sår med lunkent vand og skyllede blodet ud af håret.

Ulla havde ringet efter Steen, for de mente at jeg absolut skulle op på skadestuen og have syet den 7.5 centimeter lange og fem millimeter brede flænge sammen.

Men det ville jeg imidlertid ikke, for alle gæsterne jo ville ankomme om lidt og de skulle da ikke komme til et hus uden fødselar.

Så vi aftalte efter samråd med vagtlægen, at det var fint nok at køre på skadestuen kl. 14. - Flængen skulle bare syes højst tre timer efter skaden var sket.

Da det blev ved med at bløde, satte jeg en sammenfoldet hvid serviet i panden så den kunne opsuge blodet.

Den holdt blev fast med en elastik rundt om hovedet.

Den var hurtig at udskifte, når den blev for gennemblødt.

Så vi holdt en helt normal fødselsdag med Ullas gode mad og fødselsdagssangene. Servietten forhindrede blodet i at dryppe med i maden.

Her er dog et billede uden serviet.

Klokken 14 kørte vores datter Iben mig op på skadestuen og jeg fik syet flængen sammen.

Her er jeg i ventesalen på skadestuen.

Da det var i Corona-tiden skulle jeg bære mundbind.

Lægen spurgte om jeg ville lokalbedøves, men det ville så tage længere tid.

Men jeg ville hellere skynde mig hjem til mine gæster, så jeg blev syet uden bedøvelse, - men det gjorde nu heller ikke særlig ondt.

Jeg fik seks sting og jeg bad om nogle pæne sting, da jeg solgte symaskiner. – Nu viste det sig minsandten, at den kvindelige læge selvfølgelig altid havde købt sine symaskiner nede hos os og at hun havde været meget glade for dem.

Såret på benet fik bare noget desinficerende pulver og et plaster.

Lægen lavede et fint stykke arbejde og jeg var senere oppe hos min egen læge og fik pillet stingene ud, da såret var groet sammen.

Mine sår gror, - heldigvis for mig, altid ret hurtigt sammen. Det har jeg haft gavn af mange gange i mit liv.

Jeg har fået lavet min DNAprofil og jeg kan se, at jeg har næsten ene nordisk DNA, så mon ikke der er lidt vikingeblod i mine årer, siden jeg får så mange skrammer. –

Måske har en af mine forfædre dog nok lige været en tur omkring Konstantinopel og har så på vejen hjem bortført den smukke pige fra Grækenland eller Sicilien der giver slægtens kvinder deres smukke udseende og de sidste 5,1 % DNA.

Storfamiliens huspoet Finn Gemzøe var med til fødselsdagen og han lavede efterfølgende et rigtigt vikingedigt omepisoden.

BLODGILDET

I AROS! ANNO 2020.

Klamt kløvede Kongshallens Karm den højbaarne Knud Blodøkses Kranium. Brat blødte Blod bag Bersærkens Pandebrask.

"Grynte ville Grisene, om Galtens Lod de kendte" kremtede hans kloge Kone, Ulla Uldsok, og straks skikkede hun Bud til Datteren Iben Ispind, der agede med ham til Saar-syning.

Syv Sting syede ham sammen. Med ny-ristet Rune i Skaldepanden stak den gæve Gubbe dog ikke op for haandmalket Bollemælk og blæste i Gjallerhorn til Frændegilde i Kongsgaarden med Godt-øl, Blodpølse og andet mundgodt. Alle Frænder fandt frem!

HELSEN OG GOD LYKKE FRA:

ANKER TARM-KLIMPRER, - GUNHILDE BRAGESNAK TOVE TAA-HYLER, - CARSTEN KANE-SENG ELSE TUMBE-SKÆLVER, - FINDUS MOSE-EG

En ret blodig beretning om en lidt uheldig mand.

(Den følgende beretning har jeg fortalt i bogen om ”Trætophuset”, så hvis man lige har læst den der, kan man roligt springe over)

Sidste år i 2021 fik jeg en besked om, at jeg skulle studse min poppelallé oppe ved sommerhuset.

Alléen består på sydsiden af 37 kæmpehøje popler med andre mindre træer ind i mellem, så der var tale om mange træer der skulle studses.

Det skulle de, for at den store traktor, med fra en tankefterløber fra en maskinstation, en gang om året, kunne komme ned og tømme Triax -tanken fra vores spildevand.

Træerne skulle afgrenes i op til fire meters frihøjde og samtidig skulle vejen være fire meter bred. Nordsiden af vejen består af buske og klitroser og den side ryddede jeg sidste år, så de fire meters bredde blev klaret. - Det var for resten lidt af et arbejde.

I år skulle træerne så have afskåret alle grene ud mod vejen til fire meter frihøjde. Til det formål havde jeg i julegave ønsket mig en batteridrevet elektrisk grensav. - Den var Ulla så venlig at give mig.

Nu kom så dagen, hvor jeg skulle udføre dette arbejde og det må virkelig have været en ”Tycho Brahes dag”, og endda en af de mest uheldige, for hør nu her i det efterfølgende, alt det der kan ske på blot én formiddag.

Jeg startede ved ni tiden og nu skulle min julegave, elmotorsaven, så til at gøre gavn.

Jeg læste omhyggelig brugsanvisningen og her stod, - som noget af det første, at man aldrig måtte kravle op på en stige, når man brugte en motorsav.

Men jeg mente, at det da absolut kun måtte gælde for folk der aldrig før havde brugt en motorsav, så jeg hentede straks vores stige og stillede den op ad det første træ for lige at prøve saven af.

Jeg var jo nødt til at bruge en stige for at nå op, så jeg kravlede op. - Jeg holdt fast med venstre hånd om stigen, og med min højre hånd savede jeg rask grenene af på højre side af træet.

Man skal ellers have begge hænder på saven for at få den til at virke af sikkerhedsgrunde, men jeg havde fundet på en metode så man kunne snyde den og kun bruge én hånd. Det gik da også fint og helt uden problemer. - Alle grenene på højre side kom af.

Nu er jeg faktisk holdt op med at kravle på stiger, da min hjerne ikke længere ved, hvor mine fødder befinder sig. Der er simpelthen ingen nerveforbindelser mellem hjerne og fødder.

Det skyldes en B12 mangel tidligere i mit liv. Nerveforbindelserne er uoprettelige, så det må jeg leve med.

Når jeg står oppe på en stige, er jeg nødt til lige at kigge ned på mine fødder, for at se om de står ordentlig inde på trinene.

Min hjerne kan nemlig pludselig finde på at fortælle mig, at mine fødder er ved at glide af trinene, og så er det med hurtigt at læne mig helt ind til stigen og holde godt fast, mens jeg kigger ned på mine fødder for at se om det passer.

Det gør det dog aldrig, de står fint, men det er en ubehagelig fornemmelse, for man stoler jo normalt på sin hjernes signaler.

På grund af ovennævnte er jeg derfor altid nødt til at holde fast på stigen med den ene hånd.

Alt dette ville gøre det ret besværligt at kravle ned af stigen og flytte den om i de tætte buske på den anden side af træet, blot for at save den eneste gren på venstre side af.

Jeg tog derfor en rask beslutning, nu jeg var oppe på stigen, og mens jeg holdt godt fast med min venstre arm, savede jeg den armstykke gren af, - kun ti centimeter oven over armen.

Nu kan enhver regne ud, at det slet ikke var så smart. - Det ville meget let kunne gå galt og det gjorde det selvfølgelig også.

Da saven kom igennem den ret tykke gren, fortsatte den med et hurtigt ryk direkte ned i oversiden af min venstre underarm.

Dens mange knivskarpe roterende tænder skar nu lynhurtigt en dyb skrå flænge ned i kødet, men jeg nåede heldigvis at løfte saven så hurtigt, at den ikke skar ned i selve knoglen.

Nu begyndte blodet selvfølgelig at fosse ned ad armen og drukne mit armbåndsur, så jeg syntes, at nu måtte jeg vist hellere stoppe for i dag og gå ned på jorden.

Det gjorde jeg så. Jeg lagde saven og stigen på vejen, men gav mig alligevel tid til at rydde de afsavede grene ind i buskene mellem træerne. Derefter samlede jeg saven og stigen op, men så gik jeg også hjem.

Her skyllede jeg armen grundigt af med lunkent vand ved håndvasken i badeværelset. – Det blev lidt af et blodbad.

Ulla havde opdaget det, skønt jeg havde listet mig ud på badeværelset for ikke at forskrække hende. Hun hentede nødhjælpsposen ude i bilen og vi lagde et desinficerende stykke gaze over såret og forbandt armen.

Da forbindingen var lagt på, kløede det så underligt i såret. Jeg mente, at det kunne skyldes, at kødtrevlerne i såret ikke var faldet rigtigt på plads, inden vi lagde forbindingen på, så jeg vrikkede derfor såret uden på bandagen og kunne straks mærke, at nu føltes det meget mere rigtigt.

Ulla holdt stærkt på, at jeg skulle køre ind på skadestuen i Holstebro og få syet det store sår sammen, men jeg havde jo selv klaret utallige store sår før i mit liv, så jeg mente, at det her kunne jeg helt sikkert også sagtens klare selv. - Det var jo et rent og regulært sår.

Der var også det ved det, at der var næsten tredive kilometer til Holstebro, og jeg havde iøvrigt slet ikke lyst til at sidde og vente på en skadestue, for jeg vidste fra tidligere erfaringer gennem livet, at der altid er en ventetid på en skadestue, da de alvorligere tilfælde selvfølgelig tages først.

Vi havde heller slet ikke tid, da vi skulle i byen om eftermiddagen henne i Ulfborg.

Nu mente Ulla, at jeg sikkert trængte til at slappe lidt af, så hun fik mig til at lægge mig i solen på en drømmeseng.

- Det var dejligt, så jeg tog mig lige en lille lur.

Ulla gik oppe i trætophuset og gjorde rent efter en voldsom sandstorm, der havde efterladt et tykt lag af noget meget fint kulsort støv overalt i det ikke helt tætte trætophus.

Hun havde lovet at overlade de tunge møbler deroppe til mig, når de skulle flyttes.

Her sidder Ulla en sommerdag med vores eftermiddagste

Hun havde for nylig malet hele det indvendige af huset hvidt. - Det var lidt af et arbejde at få det til at dække fuldstændig, men hun klarede det hele selv.

Nu skulle man ellers tro jeg havde fået blod og drama nok for den dag, men nej. - Der ventede mig endnu et.

Pludselig kunne jeg høre, at hun alligevel flyttede rundt på de tunge ting, for, - som hun sagde, det ville nok blive for hårdt for mig med den sårede arm.

Jeg rejste mig dog, da jeg slet ingen smerter havde i armen og sagtens kunne bruge den, så jeg begyndte at gå op for at hjælpe hende.

Den store trappe op til huset har jeg jo selv lavet for elleve år siden og jeg vidste, at et af trinene, trefjerdel oppe, var ved at gå løs og jeg havde allerede lavet og købt ting til at udbedre understøttelsen på alle trinene. Det var meningen jeg skulle lave dette den næste dag. Da jeg var næs ten helt opp e, gik det fam øse trin i højre side løs og jeg faldt igennem trappen med mit højre ben.

Heldigvis blev venstre ben klemt fast af trinet, så jeg blev stoppet oppe på trappen og faldt derfor ikke ned i dybet. Men jeg sad kilet fast, fordi trinet stadig sad fast i venstre side.

Ulla var kommet farende ud af trætophuset, da hun hørte braget og på hendes ansigtsudtryk kunne jeg se, at hun vist ikke helt vidste, om hun skulle le eller græde, da hun så mig hænge der, midt mellem himmel og jord, med halvdelen af kroppen ovenfor trappen og den anden halvdel under. – Det må da også have set temmelig komisk ud.

Med lidt besvær fik jeg til sidst trinet vristet løs af sin understøttelse, så jeg kunne komme fri og ned på jorden.

Nede på jorden syntes jeg pludselig, at det gjorde lidt ondt på mit venstre underben, så jeg løftede buksebenet op og jeg kunne nu se, at jeg havde fået skrabet al huden af ind til skinnebenet.

Fra vristen og næsten op til knæet og at der var to tykke mørke blodsamlinger, - en på hver side langs såret.

Nu måtte jeg så igen en tur ind i badeværelset.

Denne gang til badekarret og bruseren med det lunkne vand og igen lignededet et blodbad og

Ulla måtte igen hente forbindingerne ude i bilen.

Det er da også utroligt, at nogen kan være så uheldig indenfor én time på én dag, selvom det med saven skyldtes min egen utålmodighed og, - lad mig bare sige det lige ud: Utrolige tankeløshed og direkte dumhed.

Ulla sagde, - lidt konstaterende: - Jeg er vist gift med en dramatisk mand.

Af en sygeplejerske i familien, - vi samme dags eftermiddag var på besøg hos, fik jeg dog det gode råd, at når det ikke var blevet syet på en skadestue, var det klogest, at gå til min egen læge den næste dag, hvor vi alligevel skulle hjem til Risskov.

Jeg skulle også undersøge, hvornår jeg sidst havde fået en stivkrampevaccination og få ham til at se på mine ”hjemmeoperationer”.

Jeg gik så til min egen læge næste dag og fik at vide, at jeg var vaccineret mod stivkrampe i 2016, og at den holdt i ti år. - Så den del var da i orden.

Lægen pakkede mine forbindinger op og kunne konstatere, at sårene efter min ”hjemmeoperation” så fine ud og at jeg med den grundige udskylning med lunkent vand havde holdt dem rene og derved undgået betændelse. – Fint nok.

Han kunne ikke gøre mere ved dem, men fandt nogle af sine største plastre frem og satte dem på.

Han sagde dog, at jeg nok ville få et pænt stort ar, da såret egentlig skulle have været syet sammen inden nogle få timer for at undgå dette.

Dette ”flotte” ar må jeg så gå rundt med til mine dages ende. Det vil i fremtiden minde mig om min utrolige tankeløshed og dumhed, men måske er jeg så klogere en anden gang.

Da jeg skulle derop næste gang havde jeg købt endnu en sav, men nu på en teleskopstang.

Nu kunne jeg, med lidt god vilje, afskære alle grene, - op til og med de fire meter, uden at komme til skade.

Jeg skulle blot passe på ikke at få dem i hovedet.

Højt at save - dybt at falde i 2022

Der er nu også meget at passe oppe i det sommerhus.

Oppe foran terrassen i trætophuset i det store ahorntræ er der nogle naurtræer der danner ligesom toppen af en bred mur i højde med rækværket. De giver læ når det blæser, men de skal jo klippes hvert forår for ikke at spærre for den fine udsigt over søen.

Te på terrassen i trætop huset

”Muren” vokser jo også i bredden og så kan jeg ikke nå den med hæksaksen, når den bliver over to meter bred.

Derfor skulle nogle at de yderste stammer fældes og dem kunne jeg nå nedefra med denelektriske teleskopsav jeg købte sidste år.

Jeg er jo blevet klog af skade efter ”savmasakren” sidste år, så jeg kravler jo ikke op på stiger mere med en motorsav.

Jeg kunne nå de fleste nede fra jorden, men der var tre jeg ikke kunne nå, så jeg gik op på reposen i trætophuset.

- Den ligger næsten i samme højde som terrassen og huset.

Her fik jeg savet to af de forholdsvis tynde stammer over, men den sidste sad lidt langt ude, - selv for en teleskopsav, så jeg måtte læne mig hårdt ud over det ret spinkle gelænder på reposen.

Motorsaven hang over skulderen med en bred rem.

Pludselig brast gelænderet under mig.

Jeg, sav og gelænder, forsvandt ud i dybet.

Fuldstændig ligesom i en spændingsfilm, men nu var det bare ramme alvor.

Jeg nåede lige at tænke: - Det her er er ikke ret godt. - Jeg greb desperat ud efter noget at gribe fat i, men der var intet jeg kunne nå.

Heldigvis har jeg en indbygget refleks i mig, der gør, at jeg altid laver et rullefald, når jeg falder.

Det nåede jeg så også at gøre nu, så min 87-årige tunge krop landede med et brag på min krummede ryg næsten fem meter nede på jorden mellem gelænderrester og motorsav.

Nu gik der let panik i mig, for jeg kunne ikke trække vejret, da mine lunger var klappet fuldstændig sammen ved den hårde landing.

Jeg opdagede dog hurtigt, at jeg ikke havde brækket hverken ryg, arme eller ben, - hvor utrolig det end lyder, - så jeg vendte mig om og stod på knæ og hænder så maven og dermed lungerne hang nedad. - Jeg mente, at de så bedre kunne pumpes op igen,

Når lungerne er klappet sammen kan man kun trække vejret ganske lidt ned i den øverste del af lungerne og man giver automatisk nogle høje Å – Å – Å lyde, når man forsøger at ånde ud igen.

Jeg stod desperat og forsøgte at få lungerne til at folde sig ud, så jeg kunne få luft.

Efter 12-15 forsøg, - der føltes som en enorm lang tid, lykkedes det heldigvis.

Jeg opdagede nu, at de mærkelige lyde havde tiltrukket en flok tilskuere. – Det var køer og kalve på marken lige ved siden af. De havde undret sig over de mærkelige kobrøl-lignende lyde jeg havde givet, så de skulleda lige se hvad der foregik.

Nu stod jeg et stykke tid på alle fire og pumpede lungerne mere og mere op.

Jeg opdagede nu også, at jeg havde fået nogle hudafskrabninger på oversiden af højre underarm og på det sædvanlige, - må jeg næsten sige, venstre skinneben. - Det har taget nogle ture i årenes løb.

Denne gang var der nu ikke så meget blod. Jeg havde også fået en bule oven i issen foran på hovedet, men den blødte ikke.

Jeg ville lægge mig hen på drømmesengen, men den stod, syntes jeg i det øjeblik, milelangt henne i haven. – Hvordan skulle jeg dog få mig selv bragt helt derhen, når det gjorde så ondt i hele kroppen, og det kneb med at få luft blot jeg bevægede mig det mindste?

Langsomt kravlede jeg, med stor viljekraft, skridt for skridt, på alle fire nærmere og nærmere, og til sidst nåede jeg helt derhen. –

Nu var det bare med at komme op på den. Jeg var nødt til at lægge mig på ryggen for ikke at trykke på lungerne, og det gjorde jo stadig meget ondt i ribbenene, - men det var der ikke noget at gøre ved, og op kom jeg.

Jeg var faldet ned cirka klokken halv ti og jeg lå nu og kom til mig selv indtil klokken blev kvart i tolv. Så rejste jeg mig med stort besvær og gik ind og skyllede det størknede blod af sårene oppe i badekarret med masser af lunkent vand.

Det plejer altid at være tilstrækkeligt til, at der ikke går betændelse i sårene. Derefter fandt jeg to smertestillende panodil-piller, men de var ikke ret stærke, så de hjalp kun lidt.

Jeg kunne mærke at det gjorde ond på ryggen, men jeg kunne jo ikke se mig selv på ryggen og se om jeg havde fået nogle skrammer der og jeg var jo alene.

Jeg fandt så på at sætte telefonen på ”selfie” og stille mig op foran spejlet i badeværelset og på den måde kunne jeg både se og få et billede af min ryg.

Jeg kunne nu se, at jeg nok havde ramt saven ovenpå bladet, der heldigvis havde ligget vandret på jorden, for der var et afrundet rødt mærke og nogle små skrammer, men intet blod.

Derefter lavede jeg mig min sædvanlige sildemad og drak et stort glas kold mælk til frokost. - Jeg var jo taget alene derop uden Ulla, men livet kunne jo, - til mit store held, heldigvis gå videre.

Jeg satte mig på havebænken i solen og spiste og bagefter sov jeg til middag på drømmesengen til klokken halv tre.

Jeg gik først nu hen for at se ”uheldsstedet”

Nu kunne jeg se, hvor heldig jeg havde været.

Resterne af gelænderet og saven lå i græsset, og først nu opdagede jeg, at jeg havde været virkelig heldig, for på et stykke af gelænderet sad der et lodret træstykke på cirka 15 centimeter og ragede op med en modbydelig spydlignende spids.

Var jeg landet på den og fået den op gennem brystet, havde jeg nok ikke overlevet.

Hvis det ikke dræbte mig, havde jeg sikkert bare ligget der, - bevidstløs og helt alene, og forblødt inden nogen opdagede, hvad der varsket.

Nu pakkede jeg maden sammen og låste huset af. Men jeg kunne dog ikke sætte havemøblerne ind i skuret, da det var anstrengende nok bare at bevæge mig rundt.

Jeg satte mig derefter ud i bilen og kørte de 150 kilometer hjem.

Hjemturen gik fint. Jeg opdagede, at det ikke gjorde så ondt, når jeg sad op.

Jeg kan ikke takke mine to skytsånder nok, - hvem de så end er, fordi de lod mig slippe så billigt fra det uheld. De har jo efterhånden reddet mig mange gange og så heldig kan ingen vist være uden at have skytsånder.

Jeg glemmer tit, at jeg er en mand på 87 år og ikke bør foretage mig så meget som førhen, men det er virkelig svært at vænne sig til.

Det er også mærkeligt, at mine knogler kan holde til så meget, for i de sidste år har jeg virkelig udsat dem for store belastninger, men de har aldrig været brækkede.

Jeg tror jeg vil til at kalde mig selv for: ”Manden med jernskelettet”

Jeg faldt ned torsdag den 30. juni og allerede søndag morgen den 3. juli kørte jeg med på ferie i bil godt 1700 kilometer ned til Rhône deltaet i Frankrig.

Men det skal indrømmes, at jeg hver sjette time tog piller for at holde de værste smerter væk. Vi var på ferie i atten dage og i den tid nedtrappede jeg pillerne efterhånden som smerterne blev mindre.

Det har sikkert kun været nogle af ribbenene der har været bøjede. Jeg tror ikke de har været brækkede, men under alle omstændigheder går den slags altid i orden helt af sig selv, men bøjede ribben kan gøre ganske ondt. - Det ved de der har prøvet det, men det tager lang tid.

Her har jeg, - under stort besvær, humpet mig hen til et stort træ på en rasteplads på turens førstedag.

Det gjorde for ondt at ligge ned, så jeg satte mig halvt op.

I dag er alle smerterne heldigvis helt væk.

Det med at jeg slipper heldigt fra mange ting, kan måske også have en anden årsag.

Jeg blev jo for cirka 45 år siden spået af en mystisk indisk vismand. Han spåede flere ting, som lød ret usandsynlige, men som alligevel gik i opfyldelse. Alt dette har jeg dog beskrevet et andet sted med titlen: - Spådommen.

Han spåede også, at jeg ville blive 89 år og når alle de andre spådomme gik i opfyldelse, hvorfor skulle dette så ikke også ske, og det er så måske forklaringen.

– Jeg kan simpelthen ikke miste livet før jeg er fyldt de 89 år, selvom jeg flere gange ligesom har ”forsøgt” at gøre det, men selvfølgelig ganske ubevist.

Om det er mine skytsånder der passer på mig i en anden dimension, eller om det er vismandens spådom der træder i kraft,eller måske jeg ligesom katten har ni liv, er ikke til at vide.

Men er det det sidste skal jeg vist til at begynde at tælle, for jeg har jo allerede brugt en del af dem.

Der har jo været flere situationer i mit liv, hvor det også let kunne være gået helt galt. Dem har jeg slet ikke omtalt i denne sammenhæng, da de ikke krævede blod.

Kort efter spådommen begyndte jeg at køre lidt mere vildt i mine sportsvogne, men den kloge kvinde Ulla, fik mig hurtigt ned på jorden igen, ved at sige: - Man faktisk kan godt blive 89 år i en kørestol.

En snu modstander.

Jeg kan slutte denne blodige række historier af med en der ganske vist ikke krævede blod, men blot en lille hjernerystelse og en øm pande.

Jeg er jo meget interesseret i Danmarks oldtid og da vi engang i 1968 var på besøg hos Gemzøe-familien i Fårup mellem Randers og Hobro, kørte vi ud til engene ved stationsbyen Onsild, der ligger i nærheden.

Her skulle der være et gammelt voldsted fra yngre stenalderen, og dette voldsted gik vi nu rundt i engene for af finde.

Vi fandt det, men der var nu ikke meget tilbage at se,. kun nogle lave græsbeklædte volde, og på en af disse volde stod en ensom gedebuk tøjret.

Da vi var færdige med at studere voldene, kom jeg til at kigge på gedebukken. Den så lidt ensom og trist ud. Den havde som ganske lille fået sine horn savet af, og stod nu med en kullet pande, hvorpå der i virkeligheden skulle have været et par flot svungne horn. .

Den skulle have haft to ligeså flotte horn som denne

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik pludseligt ondt af den og jeg syntes, at den skulle opmuntres lidt.

Jeg lagde mig ned på alle fire foran den. - Alle fire vil sige mine knæ og mine arme. Jeg satte mit hoved helt tæt hen til gedens hoved, og stirrede den ind i dens store gule øjne med de vandrette pupiller.

Gedebukken stod i begyndelsen bare og stirrede tilbage og forstod vist ikke helt, hvorfor jeg stod der, og det var vel i grunden ikke så mærkeligt.

Men da jeg satte min pande helt hen til dens afhornede pande, og skubbede på, forstod den straks, hvad det hele gik ud på.

Vi skulle lave en stangekonkurrence og se hvem der var stærkest. – Det var den helt med på og den pressede tilbage mod min pande. Den satte sine klovspidser godt ned i græsset og spændte alle sine muskler og pressede så på af alle sine kræfter.

Jeg gjorde det samme, men hvor geden havde fire ben på engen til at presse med, havde jeg faktisk seks, idet jeg også havde mine tåspidser foruden knæene og hænderne. Hænderne kunne jeg oven i købet gribe fast i græsset med og på den måde få bedre fat, - så jeg følte, at jeg havde overtaget.

Gedebukken blev da også presset længere og længere tilbage. Dens klove rev græsset op, så der kom lange sorte streger i jorden, sådan kæmpede den på for at vinde.

- Men intet hjalp. Den blev presset længere og længere tilbage, og da jeg mente, at nu var det nok, for nu havde jeg vundet, sagde jeg, - medens jeg triumferende stirrede ind i dens, nu rasende øjne: - Nå, kunne du ikke klare dig? – Så er et menneske altså stærkere end en gedebuk!

Det kan godt være at et menneske er stærkere end en gedebuk, men nu måtte jeg sande, at det i hvert fald ikke er klogere, for pludselig som et lyn, rejste gedebukken sig op på sine bagben og knaldede sin tykke benhårde pandeskal lige ind i min pande.

Jeg røg baglæns og tumlede rundt i græsset. Jeg så bogstaveligt talt både stjerner og måner, og jeg syntes at jorden bevægede sig op og ned under mig, så jeg greb godt fast i græsset med mine hænder for ikke at trille væk.

Da gedebukkens pande ramte min, stod jeg jo på alle seks støttepunkter og havde godt fast i græsset og pressede fremad, lige indtil den lavede sit luskede og i mine øjne fuldstændig usportslige angreb, bare fordi den ikke kunne klare sig på ærlig vis.

Jeg stod altså der, næsten som en mur i en kollisions prøve, da bukkens pande, - der er meget tyk og forbenet, ramte mig som en stor brosten.

Da jeg igen kom til mig selv, stod gedebukken med triumferende øjne og grinede af mig, sammen med min familie.

De havde spændt fulgt hele optrinnet, som var de til en boksekamp. – Jeg tror faktisk de holdt med gedebukken.

Nå. – Jeg tilgav gedebukken dens luskede trick, for det var jo blot, hvad den fra naturens side var forberedt til. Det er jo den måde geder og andre hovdyr kæmper på. Det skyldtes kun min egen tankeløshed, - for ikke at sige dumhed, - at jeg ikke havde tænkt på det.

Men jeg havde da fået en begivenhedsrig eftermiddag, - der i Onsild enge, som jeg sent vil glemme. - Jeg havde truffet en klog gedebuk, der havde gemt sit trumfkort til sidst.

Gedebukken på billedet er i øvrigt en, - i familien meget berømt, gedebuk på Hjerl Hede, - som vi har haft en del fornøjelser med gennem årene.

Når vi har haft børnebørnene med deroppe, har vi altid været henne og fodre gederne med frisk grønt græs. Der er en fold med nogle hun-geder og altså den store gedebuk med de flotte horn.

Han er jo ifølge sin natur meget dominerende, så når vi vil give hun-gederne græs, skubber han dem brutalt til side og tager selv græsset. Han kan simpelthen ikke unde sit harem noget og det irriterer naturligvis os mennesker, for vi tillægger jo fejlagtigt dyrene menneskelige træk, så jeg tog fat i hans store horn og holdt dem tilside, så hun-gederne kunne få noget.

Det blev han selvfølgelig meget fornærmet over, så da et af vores børnebørn, Peter, fodrede en af hunnerne, blev han brutalt stanget i brystet af det ene horn. Det kunne have været farligt, hvis det havde ramt i øjet, så vi blev nu mere vagtsomme.

Her skuler han ondt til Peter, mens han sikkert planlægger at stange ham.

Han havde set sig gal på os og fra hans synspunkt var det jo helt naturligt.

Da jeg lidt senere tog mig en lille lur på en bænk, der stod cirka en meter fra raftehegnet, vågnede jeg pludselig ved lyden af et stort brag lige tæt ved mig.

Forskrækket fór jeg op og ser til min store forbløffelse, at kun cirka 30 centimeter fra mig, stirrer et stort bukkehoved rasende på mig

med sine gule øjne, medens det fortvivlet forsøger at få sine store horn fri af lægterne i hegnet.

Nu blev jeg klar over situationen. Han havde simpelthen været så vred på mig, at han ville stange mig, medens jeg ”uskyldigt” lå og sov. - Han havde været så rasende, at han ikke havde set raftehegnet som en forhindring for at nå mig, eller også har han bare tænkt, at han sagtens kunne brække gennem de lægter og derved nå mig.

Han havde dog forregnet sig, for nu sad hans store horn uhjælpeligt fast i hegnets lægter og ligemeget hvor meget han sled og rasede for at komme fri, var han bare fanget.

Da jeg var kommet mig over forskrækkelsen, kunne jeg rigtig tage revanche. Jeg sagde hånende til ham: - Nå lille ven, sidder du fast? – Kan du ikke komme fri? – Nu er du ikke så glad for dine store horn, hvad?

- Skal du virkelig have hjælp af mig for at kommefri?

Han stirrede rasende på mig, og blev ikke mindre rasende, da jeg tog fat i begge hans horn og drejede, - først det ene, så det andet tilbage gennem rafterne.

Da han kom fri vendte han omgående ryggen til mig og spankulerede stolt og med højt løftet hoved, dog meget fornærmet, tilbage til sit skur, som om intet var hændt.

Det havde dog været så en stor ydmygelse for ham, fordi alle hans ”koner” havde overværet hele sceneriet, så da vi året efter igen besøgte stedet, kunne han åbenbart huske mig og strøg straks ind i skuret, da han havde fået øje på mig.

Han blev endog derinde, mens vi fordrede hunnerne. Jeg gik om til siden, hvor jeg kunne se ind i skuret, men først da jeg gentagne gange havde beskyldt ham for at være en tøsedreng, kom han modvilligt frem og lod sig fodre af de andre, men han ville dog ikke, så meget som røre, - den ellers store tot friske græs, som jeg tilbød ham. – Han havde ikke tilgivet mig, så vi blev aldrig gode venner.

Jeg har faktisk selv et par rigtige horn.

Det på væggen er fra en dansk gedebuk

Det på bordet er fra en norsk vædder, der er et han-får.

Dette var så en række af de mere eller mindre blodige historier jeg har oplevet i mit liv.

Jeg håber dog ikke der kommer flere, da man jo ikke skal friste skæbnen og jeg mener jeg allerede har fået minpart af den slags.

Jeg er i øvrigt begyndt at regne på, hvor mange af mine eventuelle ni ”katteliv” jeg allerede har brugt og foreløbig er jeg kommet til seks, hvor det var det rene held, jeg ikke mistede livet.

Liv 1: Da jeg som knap toårig stod med hovedet nedad i en regntønde på et gartneri. Det var kun fødderne der stak op og hvor min mor kun i sidste øjeblik fik mig hevet op.

Liv 2: Da jeg i 1952 var på skadejagt i Hobro og en forkarl hamrede et gammelt slidt ni millimeters gevær med haglpatroner ned i jorden, så skuddet gik af og haglene susede forbi mit hoved nedefra, - kun få centimeter fra mit ansigt og højre øre.

Liv 3: Hvor vor vores fly var ved at styrte ned i den ægyptiske ørken ude ved ABU SIMPEL i 1979.

Liv 4: Mit store biluheld i 1994, hvor jeg havde et frontalt sammenstød og blev klemt fast, så man ikke kunne få mig ud, og samtidig med, at jeg varved at forbløde, gik der også ild i bilen.

Liv 5: Da jeg faldt baglæns ned ad trappen fra 1. sal og ned på stengulvet i pejsestuen i 2017.

Liv 6: Da jeg her i 2022 faldt ned fra trætophuset.

De sidste to gange kunne jeg let have brækket nakken eller ryggen på grund af min fremskredne alder.

Jeg håber jeg kan administrere de sidste tre liv fornuftigt.

Knud Erik Guldager