Bogen om bent by Knud Erik Guldager

Bogen om Bent i billeder barndom og ungdom fra 1939 til 1959 I anledning af Bents 78 ĂĽrs fĂ¸dselsdag den 25. februar 2017

Knud Erik Guldager 1

Bent Guldager blev født på Hostrupvej i Hobro den 25. februar 1938. Han blev min lillebror, da jeg selv er født i 1935. Jeg kan ikke huske ham så meget fra dengang, da jeg selv var så lille. Bogen er uddrag fra bogen om mit eget liv, men handler, så meget som muligt, om Bent, men også om livet i familien. Derfor er der mange episoder med, for at beskrive den familie han voksede op i. 3

FAMILIENS STAMTRÃ&#x2020;ET OP TIL VORES TIPOLDEFAR

TIPOLDEFAR Christen Niels Guldager 1817 â&#x20AC;&#x201C; 1885

OLDEFORÆLDRE Niels Guldager 1845 - 1923 Karen Guldager 1840 – 1917

Her står Niels Guldager stolt i sin tørvegrav i mosen mellem de ”klyner” han har gravet. Klyner er jysk for store mosetørv.

Niels og Karens navne står på denne mindesten i ”Kongenshus Mindepark” Mindestenene er for hedens opdyrkere i 1800 tallet

FARFARS FORÆLDRE Mette K. Guldager. 1872 - 1937 Kristen Niels Guldager. 1872 - 1909 Birgitte. Knap et år

Far Niels Arne Guldager 1908 - 1990

Her i 1943 er han 35 ĂĽr 9

Mor Helga Marie Guldager (f. Hede) 1914 - 2002 Her i 1943 er hun 29 ĂĽr

Livet i familien fra Bent Guldagers fødsel SYMASKINE ÆRAEN BEGYNDER

Dette meget flotte emaljeskilt husker jeg tydeligt fra forretningen i Houmeden. Jeg var imponeret over den måde det var tegnet på. Se, hvor elegant symaskinen går i gennem P’et. Jeg fandt et skilt magen til, mange år efter på et loppemarked i Sabro. Måske er det netop skiltet fra Randers? 11

En dag i 1938 så vores far Niels Arne Guldager i en annonce, at et symaskinefirma i Randers søgte agenter til salg af symaskiner. Vores far elskede at sælge, så hvorfor ikke prøve det? - Det var hos Pfaff i Houmeden. Han søgte stillingen og fik den. Vil man læse om hans liv før denne tid kan man gå ind på: www.keguldager.dk Se under: MIT LIV I. - Symaskiner har så lige siden været vores families skæbne. - Se, det var jo ikke til at vide dengang, at lige netop denne tilfældige stillingsannonce, skulle få så stor betydning for familien i generationer fremover.

I denne hjørneejendom i Houmeden 17, lå i 1938 Pfaff symaskineforretningen. Her startede vores far med at være agent. Indehaveren dengang hed Buchreitz. I vinduet ved cyklen, stod det fine lokomotiv med to Pfaff vogne udstillet.

Her var han så frem til januar 1944 og jeg kan tydeligt huske forretningen. Den lå på et hjørne og indgangsdøren var lige på hjørnet. Der var en helt speciel lugt i butikken af nye symaskiner, der havde været pakket ind i trækasser med træuld og i lyserødt oliepapir. Jeg kan næsten lugte det

endnu. Et år var juleudstillingen bl.a. et tog lavet af kraftigt karton med et lokomotiv og to brune godsvogne, hvorpå der stod Pfaff. Det var hele tyve centimeter højt og med hjul der kunne dreje rundt. Det var kommet fra Pfaff fabrikken i Tyskland. - Man ville vise, at der trods krigstrusler stadig kørte tog ud med symaskiner. - Jeg ville gerne have det, når det efter jul skulle tages ud af vinduet igen. Men Buchreitz, der ejede firmaet, havde selv en søn der var et par år ældre end mig, og han havde fået lovning på toget, men jeg fik heldigvis den ene vogn. Vores fars arbejde bestod i at køre med en inspektør og tre andre sælgere ud i oplandet om morgenen. - I en landsby eller stationsby blev de fire sælgere så læsset af, og de skulle nu opsøge folk, der eventuelt var interesserede i at købe en ny symaskine, - eller rettere sagt tit blev plagede til at være interesseret. Når en agent havde fundet et emne hentede han inspektøren, der var blevet siddende i bilen. Han var en ret rutineret sælger og havde maskiner med i bagagerummet. Han skulle nu gerne afslutte salget, og hvis det lykkedes fik agenten så senere sine ti % for at have fundet kunden. Mange gange gik det imidlertid sådan til, at de om aftenen kørte hen på den nærmeste kro, hvor de så drak de fleste af deres tjente penge op, allerede før de var blevet udbetalt. De fik dem så af inspektøren på forskud. Dette ville vores far, der jo hverken drak eller røg, - ikke være med til og i øvrigt mente han, at med lidt mere symaskineerfaring ville han være meget bedre til at afslutte, end den dovne og drikfældige inspektør. I det hele taget hørte symaskineagenter dengang, absolut ikke til de mest ærlige og solide mennesker, og som vores far sagde: - ”Der findes kun én slags, der er værre og det er støvsugeragenter”.

FLØDECHOKOLADEFARVET FORD V/8 Her kommer nu det næste glimt jeg husker tydeligt. Det er et kort øjebliksbillede hvor jeg står bagved en, - for mig på fire år, - mægtig stor helt ny personbil. Jeg lukker øjnene og ser billedet for mig: - Den er meget flot. Dens farve er som lys flødechokolade og den har noget meget smart, nemlig et indbygget reservehjul. Der kommer en svag rumlen og lidt røg ud af udstødningsrøret, der sidder i højre side. - Jeg har senere fundet ud af, at det må have været en tysk bygget Ford V/8 årgang 1938 eller 1939. Den tilhørte indehaveren af Pfaff butikken, Buchreitz.

NEJ TAK TIL ET 5 KRONERS MÆRKE Foruden sælgerarbejdet bestod vores fars arbejde i at cykle rundt i Randers og nærmeste omegn, for hver ugedag at indkassere et afdrag fra de kunder, der allerede havde købt en symaskine. Maskinerne var købt på afbetaling og kunderne havde hver en bog, hvor de så klistrede enten et to kroners eller et fem kroner mærke ind, når de havde betalt. En dag i begyndelsen, kom han ind i en opgang i det indre af Randers og bankede på. Kunden - en yngre dame, lukkede op, kiggede interesseret på min far og sagde: - Nå, er du den nye agent. Du er da også meget yngre end den gamle, men vi kan vel gøre som jeg plejer. - Derpå gik hun ind i soveværelset, medens hun begyndte at tage tøjet af.

– Det Vores hvert deraf

har jo nok været et fem kroners mærke. far sagde selvfølgelig nej tak, - det fortalte han i fald, og når man tænker på hans strenge opdragelse og moralske væremåde, er det helt sikkert rigtigt.

PÅ HOSTRUPVEJ I HOBRO. 1938-1939 Bent fødes Vores far opdagede som sagt hurtigt, at han var dygtigere end inspektøren og ligeså godt selv kunne tjene den fulde provision. Han bad derfor om distriktet i Hobro, der hørte under Randers firmaet. Der var ingen butik i Hobro, så i oktober 1938 flyttede vi til Hostrupsvej i Hobro. Her blev min lillebror Bent født den 25. februar 1939. Huset, hvor vi boede til leje på første sal, var et rødt, pudset hus, der lå på en skrænt med gavlen ud mod vejen til Ålborg. Vores stuevinduer, der var med mange sprosser, vendte ud mod vejen. - Huset er nu revet ned.

TIPVOGNSKØRSEL Overfor lå der en stor grusgrav med masser af tipvogne og spor. Når arbejderne var gået hjem, tog vores far mig sommetider med derover, og så skubbede han en tipvognsundervogn på skinnerne op ad skrænten. Her satte vi os begge to op og susede ned ad skinnerne mod bunden. Jeg kan særlig huske vindens susen i ørerne. Det var bare rigtig spændende for en fireårs dreng. Der var jo ingen bund i tipvognsundervognen, der rumlede og rystede på de ujævne skinner, da den jo havde meget mere fart på, end når den

kørte med læs, og jorden susede væk lige under os.

Tipvogne med lad. Ladet var væk. Vi kørte kun på en undervogn.

Men vores mor kunne ikke lide det. Det var for farligt, mente hun, - da undervognen kunne hoppe af skinnerne, fordi den ikke var så tungt lastet, som med det lad og læs den var beregnet til. Den hoppede da også af en gang imellem, men der skete aldrig noget. - Min mor sad dog altid ovre i stuevinduet, tit med Bent på armen, og holdt øje med os.

SUKKERMADDER OG SVÆVEFLYVERE I stuen havde vi en kakkelovn, med et hulrum i midten, hvorpå der kunne stå en kedel eller en gryde, hvis noget skulle holdes varmt. Der var også ringe i som på et komfur. De kunne fjernes, så hullet passede til de gammeldags komfurgryder i forskellige størrelser. På den flade plade lavede vores mor de dejligste stegte rugbrødsmadder. Hun smurte smør på og kom et godt lag sukker ovenpå. Når de blev rigtig varme, smeltede smørret og sukkeret så de blev brune. Det er noget der smager himmelsk, faktisk så godt, at jeg stadig af og til laver dem, den dag i dag, oppe på vores brændeovn i sommerhuset.

En dag sad min mor og jeg og så på noget spændende. Ovre i grusgraven var der nogle unge mænd, der fløj med svæveflyvere, som de selv havde bygget af let træ og gennemsigtigt papir. De unge mænd udnyttede opdriften fra skrænten i grusgraven. Det var spændende at se på. - Pludselig så vi et af svæveflyene styre lige direkte over mod vore stuevinduer. Det kom nærmere og nærmere, og vi gik væk fra vinduet for ikke at få glassplinter i hovedet, når det om lidt ramte ruderne. Til alt held ramte flyet den tykke midterstolpe og der skete ikke noget. Svæveflyet faldt dog til jorden og den unge mand hentede det lidt efter, med et ængsteligt blik op til vinduet hvor vi sad, - men min mor sagde ikke noget.

EN LÆKKER LILLE MUNDFULD En aften da min mor og jeg sad i stuen, bad hun mig om at hente et eller andet ude i køkkenet. Nu var der den hage ved det, at for at komme ud i køkkenet skulle jeg gå gennem det mørke soveværelse. Det var jeg som fireårig ikke så vild med, for jeg troede helt bestemt, at der boede et stort uhyggeligt uhyre inde i det mørke hul under dobbeltsengen. Det vidste jeg godt, at de voksne ikke troede på, men jeg var helt sikker på, at det gjorde der altså, så jeg sagde i stedet til min mor: - ”Mor, tror du nu at det er klogt. - Tænk, hvis der inde under sengen sidder en sulten mus. - (Jeg vidste at vi havde mus). - Så tænker den måske, når jeg går forbi: Sikke dog en lækker lille mundfuld der går der, - og så spiser den jo din lille dreng! ”

– Min mor hentede selvfølgelig selv tingene. Hun drillede mig ikke med, at jeg ikke turde. Så med den ”smarte” historie reddede jeg æren. - Men senere blev historien fortalt mange gange i familien. Måske er det derfor jeg husker den.

SANGE VORES MOR LÆRTE MIG Vores mor sang og fløjtede altid. Hun var meget dygtig til at fløjte og hun lærte mig mange sange. Allerede inden jeg fyldte tre år kunne jeg udenad synge ”Jeg en gård mig bygge vil” og jeg syntes, at den sang lød så spændende. - Tænk hvis man fik alle de ting. Så var man rig. - Der var også en anden sang jeg lærte, dog ikke det hele, men i hvert fald første vers. Det var ”Jylland mellem tvende have, som en runestav, er lagt” Jeg forstod det ikke rigtigt, men kunne godt lide at synge ordene. Vores mor elskede at synge og hun sang også mange andre, f.eks. ”Solen er så rød mor”, men jeg syntes altid, at det var lidt uhyggeligt med ræven der gik derude. Den var jeg bange for. - Den måtte jo være farlig, når vi låste vores dør!

Hos fotografen i 1941

FØDSELSDAGSCHOKOLADEN ”AIDA" Den store dobbelte seng i soveværelset har sin egen historie. Den kom vi børn altid op i om morgenen på vores fødselsdag og så fik vi fødselsdagschokolade. - Det var altid en plade ”Aida” flødechokolade fra Elvirasminde.

Jeg fylder 8 år og sidder i min fars seng.

Vores far sagde ikke Aida med tryk på i, men med tryk på det første A. Det var pakket ind i hvidt papir med et spændende Egyptisk motiv på. Jeg har nu fundet et indpakningspapir til chokoladen. Motivet er fra operaen Aida, der blev uropført da Suezkanalen blev indviet i 1869.

Den skik, som vores far startede, holdes i hævd den dag i dag i familien. Alle får på deres fødselsdag chokolade, som de deler ud til resten af familien. I dag er det blot Guldbarre chokolade.

LØGSTØRVEJ 21. 1939 - 1944 Marts 1939 flyttede vi til en bedre lejlighed på Løgstørvej 21, også i Hobro. Her boede vi til januar 1944. – Nu begynder jeg at huske rigtig meget. Huset vi boede i var et ”Lagkagehus”, som folk kaldte det, fordi det lignede tre bungalower ovenpå hinanden. Bungalower var jo vældig moderne på den tid. Vi boede i midten. Soveværelses vinduet, - som vores far baldrede i søvne - er ved parabolen. Til venstre er køkkenvinduet. Det var ved den hvide dør vi legede fiskemand.

Min ”biograf-ven” fru Madsen boede i baghuset. Vi boede i midten og det var godt i de kolde vintre under krigen, for så var der varme både nedenunder og ovenover, så vi sparede brændsel, som var meget svær at skaffe. Nederst boede værten. Det var ældre folk der hed Vraa. Øverst boede familien Nielsen, og i et hus, der lå bagved boede familien Madsen. I huset der næsten var magen til vores og havde nr. 19 boede på første sal familien Mogensen, som mine forældre kendte i forvejen. I stuen boede familien Poulsen. I nr. 17 boede familien Lykkegaard og i nr. 15 boede der en ældre mand der hed Marcussen. Han passede fodboldbanen længere ude ad vejen.

I nr. 13 boede der en familie der vist nok også hed Nielsen. Manden var i hvert fald ansat ved DSB og var født i 1912. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan huske, at han var født i 1912, men jeg kan huske, at jeg var godt fornærmet over, at verden havde tilladt, at der var sket så mange ting før jeg blev født. - En underlig tanke, men åbenbart helt naturlig for en femårig med en stor selvfølelse. I nr. 11 boede slagter Bjørn, og han havde en søn, der som toårig faldt ud af et vindue på første sal og lige ned på en flise, så han flækkede hovedet. Han fik indopereret en sølvplade i hovedet, som de voksne sagde, at han skulle leve med i resten af sit liv. Slagter Bjørn fangede også danske sangfugle, som han satte i bur og solgte, - men det kunne mange voksne ikke lide.

Det forreste hus er købmand Christiansens og det bagerste slagter Bjørns. Det var fra det venstre vindue i slagter Bjørns hus, den lille dreng faldt. I nr. 9 nede på hjørnet af Løgstørvej og Ølsvej boede købmand Christiansen. Om ham kan jeg huske, at da vi senere flyttede til Randers, flyttede han tilfældigvis også og minsandten om han ikke fik forretning lige i nærheden af os, så han igen blev vores nærmeste købmand. Det var da en sjov tilfældighed, som jeg undrede mig lidt over. Jeg tror nu ikke at var for vores skyld han flyttede. Så store kunder var vi næppe. Jeg kan også huske, at jeg undrede mig over en anden ting. Jeg syntes det var utroligt billigt, når man kunne få en

stor pakke sukker for kun 25 øre. - Det ændrede sig senere, da man fandt på at komme skat på. Bag ved købmanden, ud ad Ølsvej lå der en jernhandler, og her var det meget spændende at gå og rode med min far. Jeg måtte ikke selv gå derned. Det var for farligt da tingene kunne falde ned over mig. Der var alt muligt, også gamle biler med messingkølere. - Alt blev hugget op og genbrugt.

SKRAMMER PÅ NÆSEN Fru Nielsen, der boede oven på os, havde flere børn, men jeg husker kun navnet på min hovedfjende; nemlig ”Store-Bent”. Min bror var ”Lille-Bent”. - ”Store-Bent” var en tyran, der altid var efter de små. Vi var cirka lige gamle, men jeg følte mig åbenbart som ”Retfærdighedens Kriger”, for jeg forsvarede altid de små. Jeg husker flere episoder med ”Store-Bent”. Han havde altid en gulgrøn klat snot hængende under næsen, og det så meget uappetitlig ud. Vores mor havde altid holdt os meget rene. (Næsten for meget efter vores egen mening dengang). En dag da vi legede gemmeleg, havde jeg gemt mig under en stige og nogle plader der lå langs en mur. Pludselig står ”Store-Bent”, - der var den, lige over mig og råber: Fundet! - I det samme taber han sin uappetitlige snotklat lige ned i hovedet på mig. – Med et brøl skubber jeg stigen væk og løber efter ham, men han er bange som sædvanligt, og løber alt hvad han kan hjem til sin mor på anden sal. Fru Nielsen holdt selvfølgelig altid med sin søn, så jeg turde ikke gå op på øverste etage, men stod nede hos os. Vi udslyngede de værste trusler mod hinanden og pludselig tager ”StoreBent” sin ene træsko af og smider den ned i hovedet på mig.

Den rammer så uheldigt, at det skøjteskarpe jernbeslag under træskoen rammer mig lige på næsen og skræller alt skindet af. Rasende løber jeg op af trappen, - fru Nielsen eller ej -, og ”Store-Bent” får bank. Om aftenen kom fru Nielsen ned og klagede over ”bøllen” Knud Erik, og skønt jeg allerede var lagt i seng, hjalp der ingen kære mor. Jeg måtte gå op til fru Nielsen og sige undskyld. Men jeg kan tydeligt huske, at jeg indvendig hele tiden sagde: - Jeg mener det ikke. – Jeg mener det ikke. Hvor retfærdig hele den historie var, ved jeg i grunden ikke. Jeg tror ikke jeg lærte noget af den, for på et senere tidspunkt stod ”Store-Bent” og jeg igen på samme sted, og hvor utroligt det end lyder smed han igen sin ene træsko ned i hovedet på mig, og igen skrællede den skindet af min næse. Jeg har lige siden spurgt mig selv, om jeg dog ikke husker forkert, - men nej, - det skete to gange.

”HAM POULSEN” Poulsen i nr. 19 havde en dreng der også hed Knud Erik, men han var lidt yngre end mig. Han blev ikke kaldt ”Lille Knud Erik”, men Poulsens Knud Erik. Han var den allerværste til at være efter de små. Han slog på alt og alle han kunne klare, også pigerne. - Drenge slog ellers aldrig på pigerne dengang. - Ham var jeg nødt til at holde styr på næsten hver dag. Han havde sit væsen fra sin far, der var lastbilchauffør for et firma nede i Hobro. Han var berygtet for at være en skørtejæger, skønt han havde en sød kone, som han kaldte ”Musse”. - Han kørte en Ford AA lastbil med åbent lad. Jeg kan huske, at beklædningen bag sædet i førerhuset, var tremmer der skiftevis var lavet af lodrette lyse og mørke

trælister. - (I dag ved jeg, at førerhuset så var danskbygget). - Det syntes jeg så flot ud. Han kunne ikke lide mig, fordi hans søn jo fremstillede hverdagen på sin egen måde, men resten af familien kom jeg godt ud af det med. Fru Poulsens søster var engang på besøg. Hun tog en blommesten og lavede en halv blomme af ler, satte stenen midt i og malede den. Blå udvendig og gul indvendig. - Det livagtig ud og det imponerede mig.

SKOVTUREN Et forår sagde Poulsen til alle os børn: - I kan glæde jer til på søndag. Så sætter jeg bænke op på ladet af lastvognen, og så kører vi alle sammen ud på skovtur. I kan tage sodavand og kager med. Så skal vi have en dejlig dag i skoven. Vi blev alle meget glade. Der var jo krig og ingen havde biler at køre i, da man jo ikke kunne få benzin. Lastbilen havde en gasgenerator, som på denne modelbil. Den lignede en rund sort kakkelovn. Den sad på venstre side af ladet lige bag førerhuset og man fyrede i den med bøgebrænde oppe fra ladet. Ved en halvkvalt forbrænding lavede den gas, som motoren kunne køre på i stedet for benzin. Det virker kun 75 % så godt som benzin og det var meget besværligt, men det var den eneste måde man kunne køre på, når man ikke havde benzin. Søndagen kom og vi stod alle klar i vores fine søndagstøj. Vi har vel været cirka 15 børn. Drengene var vandkæmmede med sukkervand. - Så blev håret helt stift som et panser, og det

kunne sidde det meste af dagen. Min lillebror Bent var ikke med, da han var for lille. Poulsen stod bag ved ladet og løftede børnene op, én efter én. – Men da han kom til mig, skubbede han mig hånligt væk og sagde hårdt ned i ansigtet på mig: - Du skal ikke med. Da lærte jeg som syv årig, hvordan voksne kunne være. En sådan ondskab havde jeg aldrig oplevet før. Jeg stod, lidt forstenet, men græde ville jeg ikke. – Den fornøjelse skulle han ikke have. Jeg tror stadig, at han havde lavet hele udflugten, bare for at få den fornøjelse, at se mig stå der tilbage i mine korte sommerbukser, mit vandkæmmede hår og med min sodavand i hånden, medens jeg dybt skuffet, og nu havde jeg tårer i øjnene, kiggede efter lastbilen med alle mine glade legekammerater, der kørte ned ad vejen. Han havde jo aldrig før eller siden gjort noget for børnene på vejen. I øvrigt gik han rundt og sagde til naboerne: - Ham den ældste af Guldagers er vist lidt til en side. - Det blev min mor meget vred over. - Poulsen kunne slet ikke forstå min livlige fantasi.

Her er ”Ham Poulsens” hus Lastbilen til skovturen holdt, hvor den røde bil holder. Den var magen til denne. 25

GODNATHISTORIER Vores far var helt anderledes. Han lavede altid spændende ting. Han havde en meget livlig fantasi og kunne fortælle spændende historier, som han selv digtede. Han spurgte blot Bent og mig: - Hvad skal jeg fortælle om? Vi var vilde med Tarzan og så fortalte han de mest dramatiske historier. Normalt ville vi jo, som alle andre børn, ikke i seng om aftenen, men han havde en god fidus. Han sluttede altid historierne på et meget dramatisk øjeblik, f.eks. hvor leoparden, som Tarzan ikke havde set, var midt i et spring og hang i luften mellem træet og Tarzan. – Så slutter vi for i dag, sagde han. – Nej – Nej – Nej – skreg vi, men sådan blev det og nu kunne vi så gå hele den næste dag og spekulere på, hvordan Tarzan dog skulle klare denne umulige situation. Næste aften, når han sagde vi skulle i seng og at han så ville fortsætte historien, - ja, så lå vi i vore senge cirka et minut efter. (De fleste børn børstede ikke tænder dengang). – Hvor kom vi til? - spurgte min far. Vi råbte i munden på hinanden og vores far smilede, for han kunne udmærket godt huske, hvor langt i historien han var kommet.

SPÆNDENDE TING Under krigen kom der sommetider dele fra nedskudte fly, mest engelske, til jernhandelen på Ølsvej. Der var vi sommetider nede med vores far, når han ledte efter kobbertråd til sine elektriske ting. Der var også mange gode sager vi kunne bruge til legetøj. Han fandt også denne spole kobbertråd fra en nedstyrtet engelsk flyvemaskine. Jeg har den endnu ovre på værkstedet. Engang fandt han en dejlig næsten ny

læderstøvle i en dynge der lige var kommet ind. Han tog den op, men den lugtede ikke godt og da han så efter sad foden af en engelsk flyver nede i støvlen. - Vi fik ikke lov til at se den. Jeg kan også huske, at han engang købte et stort propelblad fra en engelsk flyvemaskine til sin bror Gunnar, der dengang boede i Risskov. Det skulle opstilles i haven. - Men jeg tror nok Gunnar blev lidt skuffet, for han havde troet, at det var hele propellen, han havde købt. Engang købte han en dynamo med ventilatorvinger. Der var fire blade på ventilatoren, så det kunne godt have været fra en tidlig Ford V/8. Han forlængede vingerne med træ og byggede af lægter en hul firkantet vindmølle på cirka tre-en halv meters højde. Han beklædte siderne med gamle tæpper og sække. Vi havde nu en dejlig hule der var mørk. Han trak en ledning fra dynamomøllen i toppen ned midt i hulen, satte en bilpære i enden af ledningen og når det blæste havde vi børn lys inde i hulen. Det var meget spændende. - Lysstyrken varierede dog hele tiden ligesom vinden blæste til. Bent og jeg var stolte af vores far, når han kunne lave noget så specielt. Det var der i hvert fald ingen andre børn der havde.

FY OG BI Omme i baghuset boede fru Madsen. Hun var en livlig dame, der havde en datter på en 11–12 år. Fru Madsen ville gerne i

biografen i Hobro. Dengang gik damer ikke alene i biografen, så hun ville gerne have mig med, - også fordi, som hun sagde, - at jeg grinede så meget. På den måde reddede jeg mig mange gratis film. Bent var desværre for lille til at komme med. Især ville hun gerne se de populære Fy og Bi film. Fy og Bi var en slags danske Gøg og Gokke, bare omvendt, for den dominerende var lang og tynd og blev kaldt Fyrtårnet, mens den anden var lille og tyk og blev kaldt bivognen, fordi han altid løb lige efter Fyrtårnet, som en bivogn løber efter hovedvognen hos sporvogne. De var meget morsomme, det ved jeg for jeg så mange af deres film. Jeg mener at kunne huske at en af dem hed: Vesterhavs Vov – Vov.

Fyrtårnet: Carl Schenstrøm Bivognen: Harald Madsen Her er netop plakaten fra filmen Vester VovVov, jeg grinede så meget af i 1942. Olsen banden har vist hentet deres silhouet herfra.

ALSANG PÅ TORVET Biografen lå tæt ved teatret og søndagsskolen. I den sidste gik jeg en vinter, men det var slet ikke noget for en livlig dreng som mig, så det blev kun til nogle få gange. Det var nogen kedelige overreligiøse ledere, der hele tiden læste op af Bibelen og Katekismus, - men salmerne kunne jeg godt lide, da jeg elskede at synge. Vore forældre tog os også med til Alsang på torvet i Hobro. Alsang, var noget danskerne under krigen samledes til, på torve og pladser i byerne, landet over. Man sang fædrelandssange, altså nationalsange, der gerne skulle støtte nationalfølelsen, men alligevel ikke provokere tyskerne, der altid havde nogle soldater placeret i nærheden for at gribe eventuelle optøjer i starten. Jeg kan især huske en eftermiddag hvor Aksel Schiøtz sang. Jeg tror det var fordi vores mor sagde han sang så smukt, at jeg specielt husker denne aften. - Jeg syntes dog han sang næsten for flot!

Aksel Schiøtz var en stor dansk tenor, der fik sit gennembrud i 1937. Her på spadseretur med fruen. UTAK ER VERDENS LØN Da jeg var næsten fem et halvt år, var jeg med mine forældre nede i Hobro for at købe julegaver. Da vi kom til den forretning der lå på torvet og hed ”Importøren”, måtte jeg vente udenfor. Jeg måtte ikke se, hvad de købte til mig. Det var jeg sur over, for Bent måtte godt komme med ind.

Han var trods alt for lille til at stå udenfor og vente i mørket og kulden. Det var nemlig sidst på dagen i december måned og der var mørkt og koldt. Jeg skulle stå ved en lygtepæl. - Jeg ventede ufatteligt længe derude, for der var mange julekunder og de skulle alle sammen have julegaverne pakket pænt ind, så jeg frøs. Jeg kunne se ind til alle de andre derinde i varmen og syntes pludseligt: - Nu kan det altså også være nok. – Nu går jeg bare hjem. Jeg fik simpelthen ondt af mig selv. Der var cirka tre kilometer hjem, da vores hus lå som det sidste ud ad Løgstørvej. På vejen hjem, tænkte jeg: - Hvor må min mor og far være stolte over, at de har så stor en søn, der selv kan finde hjem helt nede fra byen.

”Importøren” var i denne bygning i stueetagen. Bemærk lygtepælen, hvor jeg stod og frøs. Da de kom hjem blev virkeligheden en helt anden, end den jeg havde forestillet mig. Jeg havde jo udtrykkelig fået besked på at blive stående ved lygtepælen nede på torvet, så de kunne se mig i lygteskæret. De havde søgt efter mig over hele midtbyen og havde også været oppe på politistationen, for at spørge, om der var indleveret en lille dreng. Så de havde været meget nervøse og skulle nu afreagere og det gjorde de ved at skælde mig grusomt ud. – Det, - kan jeg tydelig huske, syntes jeg var meget uretfærdigt. Nu havde jeg jo lige været så stor selv at finde hjem! - Jeg levede jo i min verden, men

måtte også hele tiden lære noget om de voksnes verden. - Den var lidt underlig, syntes jeg ofte.

AV - DET GJORDE ONDT Vores mor nøjedes for resten ikke med at skælde mig ud, jeg fik også lussinger, men det var også meget bedre, end hvis det var vores far, der skulle straffe mig, for han var sidste instans, hvad straf angik. Bent var stadig for lille til lussinger. Han blev kun rusket. Jeg blev kun straffet, når jeg havde været meget ulydig. Det kunne f.eks. være, når jeg havde gjort det, jeg nu vil fortælle om. Min bedste legekammerat Niels Halkjær, der boede på den anden side af vejen, og jeg gik somme tider ned i engen og op på hovedjernbanesporet til Ålborg. Vi ledte efter ting, som passagererne havde smidt ud af vinduerne i togene. Vi gik midt på skinnerne og når vi kunne høre f.eks. eksprestoget komme, hoppede vi ned i grøften og gemte os bag buske. - Men somme tider var der ingen buske og så opdagede lokomotivføreren os, og så, - syntes vi -, fløjtede han helt hysterisk med dampfløjten. - Nu var det sådan, at man kunne se denne strækning oppe fra vores stuevinduer, og vores mor vidste, at normalt fløjtede toget ikke der, så af bitter erfaring kiggede hun ned på skinnerne efter at toget havde passeret, og hvis hun nu så to små drenge kravle op af grøften, var den optimale straf uundgåelig.

Vores barndoms enge, hvor vi legede så godt. Jernbanen løber i buskene i baggrunden. 31

Når jeg så kom hjem, sagde hun: - Jeg så jer nede på skinnerne. Du får ingen straf nu, men det får du, når far kommer hjem. Så får du af symaskineremmen. – Se, det var det værste jeg vidste, for det var noget der gjorde virkelig ondt. Nu kunne jeg så gå resten af dagen og tænke på straffen, men det var måske også lidt forebyggende. - Jeg ved det ikke. – Husk på, jeg var kun syv år. Jeg elskede min mor og min far og syntes i grunden, at det var i orden jeg skulle straffes, når jeg nu havde gjort noget, jeg absolut godt vidste, at jeg ikke måtte, så jeg tog ingen psykisk skade af straf, - men ondt, det gjorde det. Når min far så kom træt hjem om aftenen, måske klokken otte eller ni, skulle han jo straffe mig straks, endda før han fik noget at spise. - Det var han selvfølgelig irriteret over og han var aldrig glad for det, men min mor holdt hårdt på, at jeg skulle straffes, for at jeg ikke skulle gøre det samme en gang til. Så skønt jeg sikkert lå i min sødeste søvn, blev jeg bare hevet op af sengen til afstraffelsen. Selve afstraffelsen foregik på den måde, at han satte sig op på køkkenbordet med mig over knæene og min ”underbuksebagdel” opad. Så tog han den skrækindgydende læderrem, der havde samme tykkelse som en rund piskesnert. - Den lå ovenpå et skab. Den lagde han sammen nogle gange, så der kom fire ca. 45 cm. lange piske ud af det og så fik jeg et Læderremmen var en drivrem antal slag mellem fra en trædesymaskine fem og ti, alt efter hvor grov forseelsen havde været.

Jeg lærte, hvad søfolk i gamle dage må have følt, når de fik af den nihalede kat. Dog var der ikke bly i enderne af mine kun fire remme, men ondt, det gjorde det nu alligevel, for min far var jo en stærk mand. I dag lyder det grusomt at straffe børn på den måde, men som sagt, jeg syntes det var helt i orden, for jeg viste jo helt ubevist, at de elskede mig, og at de kun gjorde det fordi de var bange for, at jeg skulle komme til skade, eller ligefrem miste livet. I det her nævnte tilfælde, hvis vi ikke havde nået at høre toget, eller var faldet på skinnerne. - Jeg fik alligevel af remmen flere gange, så jeg lærte det vist ikke helt før efter otte års alderen. Jeg mindes dog aldrig at have hørt, at Bent fik af remmen, men han var jo også 3 år yngre.

Her på viadukten stod jeg og fik røg og damp lige op i hovedet. Nede på skinnerne gik Niels Halkær og jeg og samlede ting, som passagererne havde smidt ud af vinduerne. – Det er i grunden ikke så sært, at min mor blev nervøs, når hun så det. 33

SKATTEJÆGEREN Oppe på marken, lige ved huset var der en gravhøj, eller en kæmpehøj, som vi kaldte den, for her måtte en kæmpe af en kriger fra gamle dage være begravet med en stor guldskat, og den drømte vi om at få fat på. Men vi kunne se, at der allerede et stort hul i midten af toppen, længere ned, for hvis de nu ikke hvis de ikke havde fået det hele rige.

var nogen der havde gravet så vi snakkede om at grave havde fundet guldet, eller – med op, så kunne vi jo blive

Da vi begyndte at grave, blev vi stoppet af de voksne, der fortalte at det var strengt forbudt at grave i gravhøje. – ØV - Vi måtte opgive vore gulddrømme om at blive rige.

Vores ”kæmpehøj” på Løgstørvej

BESØG I ”TROLDHØJEN” Længere ude på landet mod nordvest, i nærheden af byen Stenild, var der en rigtig stor kæmpehøj med to stendysser inden i. Engang var vi cyklet derud en sommer, hvor der var godt varmt og vi var derfor blevet meget tørstige. Bent sad på et lille sæde på stangen af vores fars cykel. Ved ankomsten spurgte vi pænt, om vi kunne få noget vand. Men den altid rare gårdmand spurgte, om vi da ikke hellere ville have et glas iskold kærnemælk, som han lige havde fået hjem fra mejeriet. Det ville vi meget gerne og jeg tror, at det er den bedste kærnemælk jeg nogensinde har fået. For det første fordi der var så varmt, men også fordi han var så flink overfor nogle børn. Vi fik det jo gratis. - Det kan jeg huske, jeg blev meget glad over. Det var dejligt at se, at ikke alle voksne var som ”Ham Poulsen”.

Da jeg dengang holdt på min lille cykel på denne gårdsplads, kunne jeg ikke drømme om, at jeg langt senere skulle holde på samme gårdsplads i en stor Mercedes.

Der var en jernlåge for indgangen, men gårdmanden havde opsyn med højen og han lukkede gerne op, så os børn, der altid var fulgt af voksne, kunne komme ind i det spændende gravkammer. Vi lånte en flagermuslygte af gårdmanden.

Højen ligner en trold.

Vi var her sidst, da jeg var syv år i 1942. Nu står jeg her igen i 2006. I 2012 er der et nul efter de syv år.

Udefra

Indgangen set indefra

Højen hedder ”Snibhøj”. Den er en dobbeltjættestue, da den har to kamre. Den er opført i bondestenalderen for godt 5000 år siden. Jættestuer er gravkamre. Man begravede folk i jorden først og når der kun var skeletterne tilbage blev de lagt ind i gravkamrene i jættestuerne. Der kunne være helt op til 100 skeletter i kamrene. Man kaldte dem også ”benhuse”.

DRENGEN MED PRINSESSEKRØLLEN Bent havde faktisk set sød ud på et tidspunkt. Han havde nemlig en stor vandret ”prinsessekrølle” fra nakken til panden. Det så lidt underligt ud til en dreng, men han havde den af en bestemt grund. - En sådan krølle havde nemlig den nylig fødte prinsesse Margrethe, og hende forgudede alle. Det var jo Kong Christian den 10. første barnebarn og kongehuset betød meget for danskerne under besættelsen, så alle små piger i Danmark skulle ligne hende.

Prinsesse Margrethe

Men vores mor havde jo på det tidspunkt ingen pige, så hun lod da bare Bents lyse krøllede hår vokse sig langt og så lavede hun en flot ”prinsessekrølle” på hovedet af ham. Jeg takkede tit guderne for, at jeg var født før prinsesse Margrethe, for ellers ville det have været mig, der skulle gå rundt med ”pigehår”. – En meget uhyggelig tanke for en dreng dengang. Bent var heldigvis så lille, at han ikke selv tænkte over det, men senere hen hadede han det her viste billede med ”tøsekrøllen”, og han skældte min arme mor meget ud på grund af hendes skøre ide, men alle danskere elskede den nylig fødte danske prinsesse, der var et godt symbol i den trælse besættelsestid, så hun var vel lidt undskyldt.

DEN FØRSTE JUL I SKOLEN Jeg glædede mig meget til min første jul i skolen. - Den sidste skoledag før julen, måtte vi tage en pyntet grangren med i skole og sætte den i det tomme blækhus. Jeg havde sammen med min mor lavet et lille flettet julehjerte af rødt og hvidt glanspapir og nogle meget små musetrapper. Det lille flettede dannebrogsfarvede julehjerte – det var jo under krigen, blev sat på grangrenen, og den blev også pyntet med lametta, der er tynde strimler af aluminiumsfolie. Jeg nægtede på det bestemteste at få ”fehår” på. - ”Fehår” var ligesom en slags tyndt vat, lavet af uhyre tynde hvide glastråde og det stak rædsomt, når man fik det ind i de hjemmestrikkede uldtrøjer, som man altid gik med dengang. Det så flot ud på juletræet og alle brugte det, men for os børn var det en frygtelig plage hvert år. Grenen blev meget flot, syntes jeg, og jeg bar den om morgenen meget forsigtigt de ca. to kilometer jeg havde at gå til skolen. – Den var indpakket i brunt papir fra slagterpakken fra slagter Bjørn nede på Løgstørvej nr. 11. Min mor havde bundet rødt strikkegarn rundt om, for at papiret ikke skulle flagre af. Vi havde ikke mere af slagterens snor. Henne i skolen var den store tavle pyntet i kanten med tegnede grangrene. Grenene var grønne og al julepynten på dem var også tegnet med farvet kridt. Julehjerterne var røde og hvide og var tegnet flettede ligesom de rigtige. Der var tegnet fireogtyve julelys og der blev ”tændt” et hver dag op mod juleaften. - Vi ”tændte” dem ved at tegne en sort væge med lidt rødt og en gul flamme uden om. – Det havde jeg aldrig set før, og jeg husker, at jeg syntes det så meget livagtigt ud og at det var mageløst flot.

Vi havde også en lille pose med småkager med. Det var vaniljekranse og brunkager med en mandelsplint i midten. Mandlerne havde vores mor gemt i lang tid, da man ikke længere kunne købe dem på grund af krigen, men der skulle altid være en mandel i midten af hver brunkage, selvom det nu kun blev til en splint af en mandel. Vi havde hver et lille stearinlys med i en lille stjerneformet grønmalet metallysestage. Det blev nu tændt og vi sang en julesalme. Lærerinden, - der hed Olga og var en stor og fyldig dame, - læste op af en bog der hed ”Ved Julelampens Skær” - Der kom altid en ny hvert år med julehistorier i. Medens hun læste kan jeg huske, at hendes ansigt så venligt ud. Det var jeg forbavset over, for jeg havde mest set det med et skarpt udtryk, især når hun havde gårdvagt og jeg stod sammen med de andre drenge omme bag tørveskuret længst væk i skolegården. - Her kunne hun ikke se os, når vi skrålede højt i kor – en på den tid populær sang, hvis omkvæd begyndte sådan: Olga – Olga – Olga tà en polkatur med mig, og den endte sådan: - Jorden slår revner, når Olga danser for. – Nu var Olga jo en kraftig dame, og det var derfor vi sang lige netop den, så det var vel ikke så sært, at hun så stram ud i ansigtet, når hun kom i fuld galop rundt om tørveskuret for at fange én af os. - Jeg blev heldigvis aldrig fanget. Men den dag så hun meget mild ud, men det var sikkert på grund af julen og det, at hun nu slap for at se os helt til næste år. Historien hun læste handlede om en lille dreng, der blev væk i

snevejret lige før juleaften og først blev fundet i sidste øjeblik, lige før han frøs ihjel. - Netop under krigen var der megen sne og sneen kunne ligge i meterhøje driver, som man let kunne synke ned i og måske slet ikke komme op af igen. Jeg havde selv prøvet at glide ned mellem et tre meter højt plankeværk ind til fodboldbanen og en lige så høj snedrive. - Her havde jeg virkelig haft besvær med at komme op fra igen og jeg vidste, at ingen kunne se mig nede i det smalle gletsjerspalte-lignende hul, og at der kunne gå lang tid inden nogen fandt mig, da jeg legede alene den dag. - Jeg havde virkelig måttet kæmpe med sneen i lang tid, før jeg fik mig gravet ud. Jeg havde derfor let ved at forestille mig, at drengen kunne forsvinde og at hans far og mor have svært ved at finde ham igen, så jeg blev meget glad, da han blev fundet lige til sidst. - Nu kunne han komme ind i varmen og få en god juleaften. Vi følte alle med ham og det undte vi ham gerne, for vi havde tit selv frosset meget, når vi var blevet for længe ude i de vældige masser af sne. Efter historien sang vi igen julesalmer og vi havde nu fri til efter nytår. Jeg begyndte at gå hjem med min fine gren, men nu var den ikke længere pakket ind og vinden blæste efterhånden al julepynten af og jeg blev træt af hele tiden at sætte det på igen. - Til sidst smed jeg grenen op over et plankeværk. Da jeg kom hjem stod min lillebror, - der var fire år, med ”julelys” i øjnene og spurgte om han måtte få den fine gren nu. – Se, det var ikke så godt, for den havde jeg jo lige smidt væk. - Jeg havde slet ikke tænkt på ham, skønt han om

morgenen havde syntes, at det var meget spændende med den fine gren, der skulle med hen i skolen og han var lidt misundelig på mig og han ville ønske, at han også gik i skole og skulle opleve alt det spændende. - Han blev meget skuffet og ked af det og han græd, for han havde ventet og ventet hele formiddagen på, at jeg skulle komme hjem med grenen, så han kunne ”arve” den og lege ”at gå i skole”. - Jeg blev også lidt ked af det, selvom han jo var min, til tider, meget irriterende lillebror, men lige i det øjeblik syntes jeg dog, at det var synd for ham. - Men det gjorde jeg i hvert fald ikke en dag et stykke tid efter jul, men herom senere.

DEN BRÆNDTE ENGEL Vi havde på vores juletræ nogle udstansede trompetspillende papirengle. Dem holdt vi børn meget af og vi fik lov til at hænge dem på juletræet, for de kunne ikke så let gå i stykker som de skrøbelige glaskugler. Da vi jo ikke var så gamle, min lillebror Bent og jeg, tænkte vi ikke specielt over placeringen på træet og et år var en af os kommet til at hænge en af englene for tæt over et stearinlys. Det resulterede i, at der pludselig gik ild i englen, medens vi dansede rundt om træet, så hun fik brændt et stykke af maven og det ene ben væk. – I vores verden var englene nemlig piger, da de så lidt ”tøsede” ud. Vores far fik dog hurtigt slukket ilden og flyttet englen, men vi børn syntes det var meget synd for den. Det måtte have

gjort forfærdelig ondt på den at få brændt maven og benet væk. Vi havde selv prøvet at holde en finger over et julelys. Det gjorde i hvert fald ondt og vi talte meget om den stakkels engel den juleaften. Da vi året efter atter skulle pynte juletræet kom vi frem til den brændte engel og igen gik snakken om, hvor synd det var for den. Det hørte vores far og han kaldte på Bent og jeg, og sagde, at nu skulle vi høre om, hvordan det var gået englen siden sidste år. Han fortalte, at nede i æsken med juletræspynt havde der været stor sorg. Det var aldrig tidligere hændt, at noget var blevet brændt og da slet ikke en engel. Den brændte engel havde ligget og grædt noget så gudsjammerligt i lang, lang tid. - Det var hårdt for de andre ting at høre på, og da især for de andre engle. De ville så gerne trøste den brændte, men kunne jo ikke gøre noget der kunne skaffe det bortbrændte tilbage.

Den brændte engel og en af hendes søstre. Det er klart hun var ked af det. 42

De forklarede den brændte: - Ganske vist er din mave og ben væk og ganske vist er der en sort kant, der hvor de har siddet, men så forfærdelig ser du altså heller ikke ud. - Ja, - faktisk lægger man slet ikke mærke til det, når man først har vænnet sig til synet. De fortalte også, at de havde snakket sammen og besluttet, at hun næste jul skulle have den store ære at hænge allerøverst på juletræet og langt væk fra julelysene. Hun skulle slet ikke tænke på sin brændte mave, men være glad og sige til sig selv: - Man kan sagtens hænge øverst på juletræet, selvom man har en brændt mave og mangler et ben! Vores far fortalte nu, at da han havde åbnet den gule kasse med julepynt, havde han hørt en lille fin stemme fortælle om juletingenes beslutning og han havde lovet at sørge for, at den brændte engel kom til at hænge øverst oppe ved den store stjerne i toppen. - Synes I ikke også, - spurgte min far, - at den brændte engel fortjener den store ære og skal vi ikke gå hen og sætte den på allerøverst lige nu? Ja, Ja, - jublede vi og vi frydede os meget, da vi så englen hænge deroppe. Den juleaften kiggede vi næsten hele tiden op på englen, der hang i sin tråd, medens vi dansede rundt om juletræet og når vi trak i en gren syntes vi, at englen dansede lidt med. Fra den juleaften hang den brændte engel altid øverst og vi glemte aldrig historien om den ulykkelige engel, der igen blev lykkelig. For lykkelig det var hun. Hun var jo den engel de andre

allerbedst kunne lide og hun var stolt over at hænge øverst, men hun blev aldrig hovmodig for hun forstod godt, at det alt sammen kun skyldtes de andre juletings gode væsen.

Her er nogle af vores barndoms juleting, som jeg har gemt. Det er vældigt hyggeligt at tage dem frem hvert år til jul og mindes de gamle barndomsdage. Den brændte engel, som selvfølgelig er gemt sammen med de andre engle, hænges stadig allerøverst oppe. Der er den haleløse gule kanariefugl, som Bent hev halen af da han var lille, klokkerne, trommerne og den flettede papirstjerne. Jeg var meget fascineret af den hule glaskugle. Man kunne kigge ind i den ligesom i Aladdins hule. Den var spændende fordi tingene spejlede sig derinde og jeg kiggede ind i den hver gang jeg kom forbi den, når vi dansede rundt om træet juleaften. Tingene ligger stadig i den meget gamle gule Anton Berg chokoladeæske. Jeg tror den stammer helt ovre fra vores fars købmandsbutik i Nørager i 1935. 44

MIN FØRSTE SPORTSVOGN I 1942 fik jeg en julegave og det er nok den flotteste julegave, jeg nogensinde har fået som barn. Det var en ca. tyve cm. lang åben sportsvogn. Den var lavet af blik og var utrolig gennemført. Når jeg ser den for mig med mit indre blik, er jeg nu næsten helt sikker på at det må have været en BMW model 327 fra ca. 1937. Selve bilen var smørgul og den havde chokoladebrune skærme. Rattet kunne dreje forhjulene. Den havde en lille gearstang med tre gear fremad, et frigear og et bakgear. - Den skulle trækkes op med en nøgle og havde en stor fjeder, så den kunne køre langt. Rattet kunne indstilles, så den kunne køre i cirkler. - Den var for den tid meget avanceret og må have været meget dyr.

Den mindede meget denne BMW 327 model fra 1939 Jeg kendte ingen andre drenge der havde fået så flot en 45

julegave, og jeg var virkelig glad for den, så længe jeg havde den. Når jeg lukker øjnene, kan jeg tydelig se den for mig endnu, skønt det er 75 år siden jeg fik den og måske er det den der er skyld i, at jeg i dag samler på rigtige veteransportsvogne, så det gavn gjorde den dog, skønt jeg kun havde den en kort tid, for nu kommer min ”søde” lillebror Bent ind i billedet igen. Han var i grunden en sød lille dreng, det kan jeg i dag som voksen godt se og da han blev lidt ældre, legede vi da også godt sammen, men dengang kunne en lillebror også være meget irriterende. Jeg havde på det strengeste forbudt ham, så meget som blot at røre ved den, og lovet ham al landsens ulykker, hvis han alligevel gjorde det. - Måske når jeg var i skole. Men han var dog kun en lille dreng på knap fire år, så fristelsen blev ham alligevel for stor, for en dag, netop som jeg var i skole efter juleferien, – tog han bilen og kravlede ind under min far og mors store dobbeltseng for at ingen skulle opdage ham, og begyndte at lege med den. Men han var jo alt for lille til at forstå det med gearene, så til sidst havde han brækket gearstangen af. De flotte blanke forlygter brækkede han også af og rattet og kofangerne. Måske var han blevet sur over, at det ikke var hans bil, men måske gør jeg ham uret. Resultatet blev bare, at den aldrig kom til at virke igen og på det tidspunkt, syntes jeg i hvert fald ikke, at han 46

var ”en sød lille dreng”. Tværtimod og han fik en masse skældud og det der var værre, men senere blev vi selvfølgelig gode venner igen, selvom jeg godt nok tror, der gik et stykke tid. DET TIGGEDE FLÆSKESVÆR Flæskestegen fik vi, - ligesom de fleste andre dengang stegt nede hos bageren. Han havde altid en varm ovn, trods rationeringstiderne. Klokken seks juleaften kom alle bagerens kunder og hentede deres flæskestege. Bent og jeg gik sammen med vores far ned og hentede vores. Den duftede himmelsk og det var ikke kun fordi det var jul, for de fleste børn synes jo at varmt sprød flæskesvær smager himmelsk til hver en tid, og vi tiggede og tiggede om bare at få en enkelt stribe, og da min far følte nøjagtig den samme fristelse, tog vi da også alle tre et lille stykke. Vi kunne ikke tage så meget for min mor kunne ikke lide, at der manglede noget, når hun serverede den for gæsterne. Efter julemiddagen gik mændene og os børn tit udenfor, hvis der var klart vejr. - Mødre, fastre, mostre og tanter skulle vaske op. Vi kiggede på den mørke stjernehimmel. For mig står det som et højtideligt øjeblik, at stå selve juleaften og kigge op i Guds himmel, for dengang bad vi børn vores fadervor hver aften, og vi troede på alt det der står i bibelen. Hvis vi var særlig heldige, fik vi et stjerneskud at se, og 47

fik vi det, - lige netop juleaften, ville vi få et særligt stort ønske opfyldt. - Jeg så dog aldrig et stjerneskud juleaften, men føler alligevel, at jeg fik mange af barndommens ønsker opfyldt. Nu skulle vi danse om juletræet og mit livs juletræer har altid nået helt op til loftet. Først læste vores far juleevangeliet og jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt underligt, at netop han læste det op. - Vores far var en meget spændende mand og helt fantastisk til at digte historier for os, når vi skulle i seng, men han var ikke spor religiøst anlagt. Det var mere min mors afdeling. - Min far fortalte, at religion havde han fået rigeligt af fra sin indremissionske stedfar, da han var barn. Hans rigtige far døde, da vores far var et år gammel. Bagefter sang vi mange salmer og til allersidst sang vi ”Højt fra træets grønne top” og os børn kunne godt finde på at synge den på melodien: - I en kælder sort som kul. - Teksten passer nemlig til begge melodier og omvendt. Prøv selv! Nu kunne vi så endelig få vores julegaver. Vi fik fem højst seks gaver hver, og det var mest nyttige ting dengang under krigen, men vi fik dog altid ét stykke legetøj og det var selvfølgelig den gave vi var allermest glade for, og derfor fik vi den altid som den sidste af vores gaver, da vi ellers, – efter de voksnes mening, ville være temmelig uinteresserede i de ”bløde”, og det tror jeg helt bestemt også de havde ret i. 48

Jeg kan huske, jeg syntes at julen varede utrolig længe. - Vi gik rundt til kammeraterne for at se deres gaver og lege med dem. DEN GLASEREDE SNEHULE Som fortalt var der vintre med megen sne og streng frost under krigen. Det havde vi megen glæde af. Min kammerat Niels’ far Charles kunne mange ting. En dag sagde han, at vi skulle lave en så stor snehule som vi alle sammen kunne være indeni. Først skulle vi skovle en stor dynge sne op. Han hjalp selv til og var bedst til at skovle det helt op på toppen, så dyngen blev høj. Det tog det meste af den korte vinterdag, men da det begyndte at blive mørkt, havde vi en mægtig dynge sne. Det frøs mange grader om natten og nu blev vi sat til at hente mange spande koldt vand, som Charles smed op over snedyngen. Dyngen blev lidt mindre, men var stadig ret stor. Vi skulle nu vente til næste dag, så ville der være et tykt ispanser udenpå snedyngen og vi skulle så udhule den. - Det glædede vi os meget til. Ganske rigtigt. Næste morgen, da det blev lyst, var der et knaldhårdt lag is udenpå vores ”hytte”. Vi lavede først et lille indgangshul, som i en iglo. Derefter gravede vi os efterhånden ind i det indre og smed sneen ud til de andre. 49

Da vi var færdige lavede vi et lille hul ud gennem taget mod syd, så der kom dagslys ind. Vi lavede en lav bænk hele vejen rundt langs ydervæggen, så alle kunne sidde ned. Vi syntes det var helt fantastisk at have vores egen ishytte. Den var kun for børn. De voksne måtte kun stikke hovedet ind gennem det lille indgangshul, for at se den indvendig. Vi fik vores mor til at lave madpakker, så vi kunne lege at vi var på opdagelse og sad på nordpolen langt hjemmefra. Det blev jo tidligt mørkt, så vi lånte an petroleumslampe af Charles, som vi satte på en knold i midten. Vi større børn digtede så historier, som vi fortalte for de mindre. Det var den bedste snehule jeg nogensinde har oplevet. Jeg har senere forsøgt at lave en til mine børnebørn, men der har ikke været nok frostgrader. FARLIGT NATTELIV Medens vi boede i Hobro var vores far meget i Randers under krigen og da han altid var slem til at gå i søvne om natten, genoplevede han meget af det, han havde set om dagen. Han havde en enorm fantasi. Vi sov alle i soveværelset. Vi var nu tre søskende, idet vores lillesøster Kirsten blev født den 29. december 1942. – En nat vågnede vi ved et brag og lyden af splintret glas. Vi havde altid en vågelyspære, - der kun 50

lyser ganske svagt, i soveværelseslampen, der hang i loftet. Lampen forestillede en stor gul måne med mørke skygger ligesom den rigtige måne og den var altid tændt, så vi kunne se, hvor vores far var, når han gik i søvne, og det gjorde han nemlig tit. Han kunne sommetider være meget voldsom, når han troede vi skulle reddes fra f.eks. en ildebrand i en fart. Vi var vant til det og troede, at alle fædre vel gjorde det, så vi reagerede altid lynhurtigt. Vi fór straks op, skønt vi lå i vores sødeste søvn, og kravlede ind under sengene for at gemme os. Denne nat drømte han, at han var med til at smadre butiksruder hos tyskervenlige folk i Randers. - Det havde han nemlig oplevet om dagen, så han jog sin store knytnæve igennem soveværelsesvinduet midt om natten, så glasset sprang ud til alle sider. Heldigvis var der et mørklægningsgardin imellem. - Vi fik ham vækket og han rullede gardinet op for at se på skaderne. I det samme lyder der et råb nede fra mørket. Det var værten Wraa, der stak sit store skallede hoved ud af sit vindue for at se, hvad der skete. - Min far lænede sig ud for at berolige ham. - Det lykkedes ikke, for i det samme faldt der et stort stykke skarpt glas lige ned foran Wraas store hoved, så han nær var blevet guillotineret, medens han kikkede op, så han fik hurtigt hovedet trukket ind og stak det ikke ud igen. - Min far måtte gå ned til ham og forklare sagen. Wraa havde soveværelse lige nedenunder os, så de vidste godt min far gik i søvne. Det havde de tit hørt, så de tog det 51

forholdsvis roligt, selvom de nu nok har undret sig lidt. Men længe inden det blev morgen cyklede vores far ned til glarmesteren med ruden, for at få nyt glas i. Helst inden naboerne opdagede noget, - håbede han da. - Men næste dag vidste alle alligevel det hele.

Vi er fotograferet under et besøg hos vores fars bror Gunnar på Hyldevej i Risskov Jeg synes vi alle ser noget betænkelige ud

Sådan så familien ud i 1942

Her er Bent og jeg med på en udflugt.

AV - DET GJORDE ALTID ONDT Træsko gik alle med hver dag under krigen. Man kunne ikke få gummisko. Vi havde kun rigtige sko til fint brug. For at bunden i træskoene ikke skulle blive slidt for hurtigt, var der med søm slået aflange ovale jernbeslag på. Med tiden blev de knivskarpe og når man løb med bare ben, ramte man tit indersiden af anklen, så skindet blev flået af knysten. Her er et par ægte gammeldags træsko med jernbeslag. Jeg bruger dem oppe i sommerhuset 53

Som jeg husker det, sad der altid et væskende sår på knysten og det blev hele tiden revet af, når vi løb. Vi havde næsten altid sår på albuer og knæ, fordi vi tit faldt, og vi havde jo korte bukser og små trøjer på. Men knysterne gjorde mest ondt. - Tænk bare på 90 års fødselsdagen, hvor James i skikkelse af Admiral von Schneider knalder hælene sammen eller prøv selv at knalde knysterne sammen. - Ja, rigtigt. - Bare tanken gør ondt. Vi fandt på mange ting der i 7-8 års alderen. Vi plukkede moreller fra træer, der stod på en skrænt ned til engen. Vi klatrede højt op og helt ud på de tynde grene for at nå de bedste bær. Da træerne stod på en skråning, var der ekstra langt ned, men vi faldt sjældent ned og aldrig alvorligt. Vi fik vores mødre til at lave morelgrød af bærrene.

Her er vi ude at ro på fjorden med Hobro i baggrunden. Min kammerat Niels Halkjær, mig og Bent. Jeg skal vist vise, hvor stærk jeg er og tager nogle gevaldige åretag. 54

DRENGESTREGER. ET PUND ”MEDISTER” ELLER HVAD? Vi lavede også narrepakker og Bent var nu så stor, at han altid var med. Når vores mor havde hentet en medisterpølse eller fars til frikadeller nede hos slagter Bjørn, pakkede han det først ind i pergament og derefter i brunt indpakningspapir, og så fik pakken en tynd snor om i krydsform. Det papir fik vi lov til at få til at lege købmand med, - som vi sagde, men vi brugte det også til noget helt andet. Når landmandskonerne havde været nede i Hobro for at købe ind, kom de sindigt cyklende ud ad vores vej på deres sorte damecykler med frakkeskånere, bagagebærere og cykelkurv. - De havde tit pakker klemt fast i bagagebæreren. Frakkeskånerne kunne have mange farver og spraglede mønstre. De kunne også være lavet af små perler i mange farver der sad på snore. Frakkeskånerne var praktiske, for så undgik man, at frakkeskøderne kom ind i cykelhjulets eger og blev slidt flossede. Lidt væk fra husene, oppe ved fodboldbanen, lagde vi os på lur bag ved banens høje plankeværk. Forinden havde vi lavet en flot pakke af jord og græs, så den lignede mindst to pund medister i brunt papir med snor om og det hele. Vi lagde pakken helt ude i højre vejside, - i 55

gruset mellem vejen og græsset. Det så præcist ud, som om en cyklende havde tabt den fra bagagebæreren. Vi havde bundet en tynd snor i pakken og ladet den gå gennem en revne i plankeværket, sådan, at den var skjult i græsset. Nu ventede vi blot til der kom en ”kunde” cyklende, - helst en dame, for mændene kunne finde på at rende efter os, selvom vi lå omme bag plankeværket. Det var også bedst, at cyklisten ikke havde været ude for vort lille nummer før, for så grinede de bare og sparkede til pakken, medens de cyklede forbi. Men nogen var dog så fornærede, at de alligevel stod af for at se om pakken måske alligevel var rigtig denne gang. Men var det en ”førstegangs kunde” stod hun straks af cyklen, - så sig lidt forsigtigt omkring og var der ingen i nærheden, bøjede hun sig hurtigt ned for at samle pakken op. I det samme rykkede vi ganske lidt i snoren. Forskrækket rettede hun sig op. – Var der noget levende i pakken? - Hun ventede et øjeblik og rakte igen ud efter pakken og nu gjaldt det om at være hurtig og give et rask ryk i snoren, så pakken røg ned i grøften. Hun opdagede nu, at hun var blevet narret. Vi jublede højt bag plankeværket, medens hun stod på cyklen og udstødte nogle sammenbidte bemærkninger som: Forbandede hvalpe. Hvis det var mine fik de så mange tæsk der kunne ligge på dem! - Det er jo ikke sjovt at blive lavet grin med af nogle små hvalpe. En gang fandt en af de lidt ældre på ca. ti år på, at vi 56

skulle lave en lidt mere avanceret pakke. Han bredte papiret ud på græsset og ”lavede” i bogstaveligste forstand en ordentlig portion på det. - Han kom selv til at pakke det ind og binde snor om. - Vi andre ville ikke røre pakken. Han lagde den ud på vejen og denne gang bandt vi ingen snor i. Lidt efter var der bid. En bondekone samlede pakken op, vejede den i hånden og mærkede på dens blødhed. - Jo, det føltes og vejede fuldstændig som medister eller mindst et pund fars. Vi havde sådan håbet, at hun ville være nysgerrig nok til at åbne pakken, - men nej, den røg ned i cykelkurven til de andre varer. Vi fik så desværre aldrig at vide, hvad der skete, når hun kom hjem og pakkede op, men vi var sikre på, at hun i hvert fald aldrig mere samlede pakker op fra landevejen. TOGET OG VANDFALDET Min gode ven Niels Halkær fra den anden side af vejen, legede jeg meget med. Han hørte ikke til de helt barske, som f.eks. Georg nede fra nr. 13, så det var helt i orden. Ham måtte jeg gerne lege med for min mor. Et år til jul, da vi begge to var seks år, havde vi fået flere skinner og togvogne til vores mekaniske tog. En dag da Bent og jeg legede nede hos ham, havde vi bygget et vældigt skinnesystem op. Toget kørte under divanen og en lænestol. - Det var mørke tunneller i bjergene, legede vi. Men vi manglede en viadukt på den åbne strækning, så vi fik overtalt hans lillesøster på to år til 57

at stå med et ben på hver side af skinnerne. Hun var ikke så høj og havde kjole på, så hun kunne godt ligne en bro. Det gik godt et stykke tid, men pludselig råbte vi i kor: - GÅ VÆK! - For lige da vores flotte tog kørte under broen, kom der pludselig et vandfald ned over lokomotivet og alle vognene! - Hun havde ikke kunnet holde sig i den skrævende stilling. Den stakkels lille pige, blev straks sat fra bestillingen med en hel del uvenlige ord, skønt hun dog var ganske uskyldig og blot gjorde os en tjeneste. - Det var selvfølgelig dybt uretfærdigt, men det tænkte vi slet ikke på. Vi tænkte blot på at komme ud i køkkenet og skylle vore tog under vandhanen. - Men det var sidste gang vi brugte en levende bro.

Cirka sådan så vores tog ud. Vores skulle dog trækkes op med en nøgle.

STANGLAKRIDS En sen sommerdag legede vi at trille ”stanglakrids” ned ad en græsskråning. - Det foregik på den måde, at en dreng og en pige lagde sig ovenpå hinanden. Man holdt godt fast, og det gjaldt om at trille sidelæns helt ned til bunden af skrænten uden at falde fra hinanden. Jeg trillede næsten altid med Lykkegaards Aase, for hun greb altid fast i mig, når vi skulle lege trilleleg. Jeg kan garantere for at det ikke var noget seksuelt i det fra min side, for hun var lidt tyk, havde rødt hår og fregner, og det var noget af det værste man kunne have dengang, så hun var ikke så ”efterspurgt”, men hun var ni år og jeg var kun lige fyldt 7, så det var svært at undgå.

Engang vi havde trillet ned, sagde hun, da vi gik op ad skrænten igen: - Din mor skal have en lille. - Jeg kan huske jeg blev meget vred og forarget og sagde, at sådan noget svineri ville min mor aldrig gøre, så det var i hvert fald løgn. Vi vidste skam godt, - allerede i den alder, lidt om hvordan sådan noget gik til. Men løgn var det ikke, for 29. december blev, som tidligere fortalt, Kirsten født.

STRÅLEN OG ”GULDTÆPPET" Men da min lillesøster Kirsten blev født, blev hun i den grad forgudet af vores far. Så meget at jeg vistnok blev lidt jaloux. Vi havde lige fået noget så sjældent under krigen, som et nyt flot gulvtæppe. Vores far var meget stolt over at have fremskaffet det og når han med vestjysk accent udtalte ordet gulvtæppe, lød det næsten som om han med sit stolte tonefald sagde: ”Guldtæppe”. Kirsten skulle engang, som ganske spæd, skiftes oppe på spisestuebordet. Det var jo vinter og der var kun fyret i opholdsstuen under krigen. Under bleskiftningen, stod der fra endetarmen en tynd lysegul stråle lige ud i luften og den landede nede på min fars stolthed; – det splinternye gulvtæppe. Alle var forfærdede. - Det var virkelig ikke godt. Pludselig siger jeg ret sarkastisk: Det gør da sikkert ikke noget, at hun laver på fars nye ”guldtæppe”, for hun er jo fars lille ”skattepige”. - Jeg ved ikke om de syntes det var særlig sjovt, men så fik jeg da fyret dén af. - Jeg fortalte dem også, at hun var så firkantet i kroppen, at hun lignede et fire punds rugbrød. Senere hen blev jeg selvfølgelig meget glad for hende, og jeg husker helt tydeligt, at en dag, - da hun lige havde lært at gå inde i huset, var vi gået ud ad Ølsvej med barnevognen. Min mor satte Kirsten ned på jorden og da sagde jeg højtideligt: - Se, nu går Kirsten sine første skridt på jordkloden. - Jeg mente nede på den rigtige jord og ikke inde i stuen. 60

Her går Kirsten nogle af sine første skridt direkte på jorden. Det er mig og vores fætter Folmer der følger.

TELTTURE Vi havde et telt, et såkaldt spidsrygget spejdertelt, som vores far var meget glad for. Han havde købt det som ganske ung. Sommetider tog han Bent og mig med ned til sydsiden af Hobro fjord. Vi slog teltet op på engen mellem skoven og vandet. De to stænger, der bærer teltet, er lavet at træ og de er hver delt i tre stykker, der så kan sættes sammen. Pløkkerne er også lavet af træ. Vores far hjalp os med at bygge en havn af grene og brædder vi fandt i strandkanten. Vi havde nogle meget flotte legetøjs robåde. De var hvide udenpå med en blå streg i vandlinjen. Inden i var de røde. Der var et lille bræt til sæde på midten. Dem var vi glade for, og vi fik megen tid til at gå med at sejle med dem, medens vores far sad oppe ved teltet og læste i en bog. 61

Her er vores telt. Det er min kusine Grete og mig, samt min fætter Folmer.

Her er vi på udflugt med min far på denne tid.

En dag, - hvor vi alle tre var oppe ved teltet, fordi vi lige havde spist vore madpakker, sagde vores far pludselig: - Hvor er Bent? Her er så stille. - Bent var godt tre år og han kunne jo være druknet. Vi fandt ham omme på bagsiden af teltet, hvor han sad og tegnede på teltdugen med en blyant. – Se, det var jo ikke så godt. Vores fars fine telt! Så Bent blev skældt meget ud, Men blyantstregerne sidder der endnu. Jeg så efter, da jeg havde teltet slået op i sommeren 2oo3, for jeg har nemlig teltet endnu og det er helt intakt og ikke spor mørt i stoffet. – Men det bedste af det hele: Det lugter præcist, som det altid har gjort. Der er nemlig en ganske særlig duft inde i teltet, når det er slået op en 62

sommerdag. Denne duft husker jeg tydeligt fra hele min barndom Teltet er utrolig velbevaret. Her er det opslået i vores have.

DE STORE TØSER Et år havde jeg fået teltet slået op mellem husene på min fødselsdag, så vi kunne lege ude i det fri. Det var jo i august måned. Foruden Bent og mine fødselsdagsgæster var der strømmet mange andre børn til, og de legede også med. Medens vi på et tidsrum legede gemmeleg, var nogle store tøser på en ti-tolv år gået ind i teltet. - Det blev vi sure over og sagde, at de skulle gå ud. Det ville de imidlertid ikke og da de var for store til at vi kunne smide dem ud, vidste vi ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre. - Det var jo ”vores” telt. Pludselig fik vi en god ide. Vi trak alle pløkkerne op, så teltet faldt ned over hovederne på tøserne. De hylede og skreg og kom kravlende ud. - På den måde slap vi fri for dem.

TYK LUFT En anden gang kan jeg huske, at vi var taget til Grenå Strand. Min far havde flot inviteret min mors bror Poul Anker, hans kone og datter med, samt min kusine Grethe. Vi skulle alle sammen sove i teltet én nat. Det ville sige, at vi skulle være fire voksne og fem børn i teltet og det er altså kun et fire mands telt. - Det kneb gevaldigt og natten gik uden at nogen havde fået sovet ret meget, fordi der hele tiden var nogen der skulle ud og tisse i marehalmen, men det var kun godt, at teltdøren blev åbnet en gang imellem, for luften var mildest talt lidt tyk derinde. Jeg mener vi fik stuvede hvide kartofler og røde pølser. Bent rører i gryden og jeg står med en række pølser Billederne er fra gamle negativer der har fået falsk lys, men de kan dog ses.

Vores far, Bent og kusine Tove

MINDER FRA KRIGEN Jeg kan sagtens huske tyskerne i Hobro. Der var jo krig, da jeg var mellem fem og ni år. En nat kom der særlig mange flyvemaskiner hen over huset, ret højt oppe. Jeg vågnede og gik ud i stuen. Her sad min mor og far i mørket og kiggede på. Der var en god udsigt over dalen nordpå. Man måtte ikke tænde lyset om natten, hvis de sorte mørklægningsgardiner ikke var trukket for. Det var af hensyn til engelske flyvemaskiner. De måtte ikke kunne se der var en by. - Det er englændere, og hør hvor tyskerne skyder efter dem. – sagde de. Et stykke tid efter, så vi i det fjerne mod nord nogle lysglimt og kunne høre nogle dumpe brag og lidt efter kunne vi se ildskær. – Det er Ålborg de bomber, fik jeg at vide. Bent var der ikke for han var for lille til at blive vækket. Den næste dag kunne børnene i hele Hobro samle lange sølvpapirs strimler op fra jorden. Dem havde englænderne kastet ud for at forvirre det nye tyske 65

radarsystem og antiluftskyts. Strimlerne kunne være op til en meter lange og ti centimeter brede. Når lyskasterne ramte de glimtende strimler skød tyskerne efter dem, idet de troede det var flyvemaskiner, og det gjaldt jo om at skyde hurtigt inden de var væk På den måde brugte tyskerne forgæves en masse ammunition. Vi lavede sølvpapirsbolde af strimlerne, og vi konkurrerede om at få den største bold. Vi fik meget strenge påbud om ikke at samle andre ting op, da der gik rygter om, at tyskerne smed sprængblyanter ud, der så ville dræbe de børn eller voksne, der samlede dem op. Man sagde, de gjorde det for at få englænderne til at holde op med at bruge sølvpapirstrimlerne. Men vi så aldrig andet end strimlerne. PIRRENDE KRIGSLEGE Om aftenen spillede forældrene meget tit ”Matador”, og de snakkede om tyskerne. De sagde til os børn, at vi aldrig måtte fortælle til andre, - også folk som vi kendte, og f.eks. slet ikke til ”Ham Poulsen”, - om hvad de havde sagt. Jeg kan huske én af tingene de lavede. Jeg har selv lavet det mange gange siden, når familien var samlet. De sagde: - Nu skal vi sprænge Hitler, Gøring og von Ribbentrop i luften!

Så tog de en tøjklemme, der dengang altid var af træ, brækkede et passende stykke tændstik med svovl af. Det blev sat i klemmen, således at den nu var åben. Så hældte man alle tændstikkerne ud af tændstikæskeskuffen og satte denne på den skrå tøjklemme. Så lagde man højtideligt først Hitler, så Gøring og til sidst von Ribbentrop, - i form af tændstikker op i skuffen. Nu satte man ild til tændstikstykket i klemmemunden og da det havde brændt et øjeblik, klappede klemmen sammen med et smæld, og Hitler og kumpaner røg højt op i luften og alle jublede højt. - Prøv selv! - (Dog kun voksne. Børn må aldrig lege med ild!) HÅRDT ARBEJDE Vores far solgte jo symaskiner, og hentede afdrag fra de allerede solgte maskiner. Næsten alle maskiner blev dengang solgt på afbetaling med ugentlige afdrag, da alle arbejdere fik ugeløn. Det var mest småkårsfolk der syede alt tøjet selv, De var derfor nødt til at have en symaskine, men havde ikke råd til at købe den kontant. Velhavende folk, som store gårdejere, købte kontant, men forlangte så også en klækkelig kontantrabat. Det 67

var meget usocialt i grunden, for de havde netop råd til at betale den reelle pris, medens fattigere folk, - der ikke kunne betale kontant, oven i købet blev pålagt en klækkelig afbetalingsrente. - Men verden er jo ikke altid retfærdig! En dag var der på grund af krigen ikke flere nye symaskiner at få, og vores far var blevet arbejdsløs. Da han om aftenen sad på banegården i Randers og ventede på toget til Hobro, hvor han skulle hjem og fortælle min mor den triste nyhed, var han noget deprimeret. – Hvad skulle han nu leve af?

Han fortalte, at da han så eksprestoget komme brusende ind på stationen, fik han et kort øjeblik den tanke, at han kunne gå ned og kaster sig foran lokomotivet, men han besindede sig naturligvis straks. Han havde jo en familie at tage ansvar for og desuden var det langtfra hans natur at være så fej. 68

I stedet gjorde han så det, vi altid gør i familien, når vi er trængt: - Vi finder en udvej. – For der er altid en udvej, om den er nok så alternativ. Når der nu ikke er nye symaskiner og han derfor var blevet arbejdsløs, kunne han måske sælge brugte som selvstændig! Han satte nu annoncer i Randersaviser under billetmærke, om køb af, - som han skrev: - Gode brugte trædemaskiner. Gerne af mærkerne Singer, Pfaff og Husqvarna. God pris gives. Folk der ville sælge, skrev så ind til billetmærket der administreredes af avisen, som igen sendte brevene videre til vores far. Han tog cyklen med på toget til Randers og cyklede ud og købte maskiner op og sendte dem med banen til Hobro. Her reparerede han dem og gjorde dem klar til salg. Han satte atter annoncer i, - igen under billetmærke, men nu i Hobroaviser, der også dækkede omegnen langt ud. Ved at sælge maskinerne på en anden egn, risikerede han ikke at sælge maskinen, - han lige havde købt, til den forrige ejers nabo. Det kunne jo godt gå hen og blive lidt pinligt, selvom handelen var nok så ærlig. - Nu blev der altid kun annonceret med én bestemt maskine. Når en kunde så havde skrevet ind og meddelt, at den 69

maskine, kunne det da godt være de ville købe, cyklede vores far ud til kunden og demonstrerede den. Nu fylder en trædemaskine jo meget og er tung, med sit støbejernsunderstel. Heldigvis kunne de fleste sænkes ned i en kasse i stellet. Sådanne blev kaldt: - Kabinet maskiner. Vores far havde lavet en krydsfinerplade med kanter, så træpladen på et symaskinebord passede ned mellem kanterne. - I bunden lagde han et blødt stykke tæppe. Denne plade fastgjorde han på bagagebæreren af sin cykel og lagde den tunge trædemaskine på hovedet ovenpå pladen.

Opretstående model Det var sådanne bagagebæreren

Nedsænkelig model. (Kabinet) modeller han cyklede med på

Det gik fint. Han satte en hånd bagom og holdt fast, så maskine og plade ikke skulle falde af på de ofte ujævne og hullede grusveje, der sommetider også havde vaskebrætmønster. At en grusvej har vaskebrætmønster vil sige, at den er 70

fuld af ene tværriller frembragt af hurtigkørende biler. Faldt maskinen af kunne det skrøbelige støbejernstel meget let knække og den ville i så fald være mere eller mindre værdiløs. Det var temmelig svært at cykle med én hånd, især om vinteren, - men det kunne og gjorde vores far. EN VINTERCYKELTUR Jeg fik somme tider lov til at cykle med på min lille cykel, mest om sommeren og på korte ture. Selv cyklede han gerne både tredive og fyrre kilometer væk for at få et salg. En vinter havde jeg dog plaget mig til at komme med. Der var kun ca. tolv kilometer ud til kunden, men der var megen sne og vejene var glatte. - Jeg måtte ikke cykle ved siden af ham, for hvis han væltede, kunne jeg få den tunge maskine ned over mig. - Jeg skulle cykle et stykke bagved. Der var koldt og vinden bed i kinderne. Vi havde madpakke med, som vi spiste siddende i læ af en vældig, lidt hul snedrive i vejgrøften. Jeg kan endnu tydeligt huske, hvor godt en rugbrød med leverpostej smagte under de forhold. - Der føltes helt varmt nede i læ af driven i modsætning til den bidende vind på landevejen. Kort efter punkterede min fars baghjul og han måtte læsse maskinen af, og vende cyklen om med hjulene op og lappe slangen med sine kolde fingre. Det var rigtig træls. - Han kom i hvert fald ikke let til sine penge dengang. Han fik dog solgt maskinen, for vi havde den da ikke med 71

hjem igen og vi punkterede ikke mere den dag. Under krigen kunne man ikke få nye dæk og slanger, så det var svært at holde cyklen kørende for vores far. I sær fordi dækkene skulle holde til den tunge last foruden ham selv, der da mindst må have vejet 85 kilo, skønt han var slank. Han var jo stor og kraftig bygget. For at forstærke dækkene klippede han kanterne af nedslidte dæk og syede selve slidbanen inden i et bedre dæk og på den måde fik han et dæk, der ikke så let punkterede. HOVMOD STÅR FOR FALD En anden gang fik han et brev fra en køber, der lå et godt stykke væk. Det havde sneet meget og vejene var ikke ret farbare. På vejen derud måtte han mange gange trække gennem driverne for at komme frem. - Det var meget anstrengende. Det var en gårdmand på en større gård, der havde skrevet ind, og da vores far endelig fandt gården langt ude på en lille kommunevej, viste det sig, at den lå et stykke nede på marken og at vejen derned var dækket af meterhøje snedriver. Det ville være helt umuligt at komme dermed med cyklen. Han tog derfor resolut, den store tunge trædemaskine på nakken og vadede gennem sneen ned til gården. Han kom ind i det varme køkken og demonstrerede maskinen for gårdmandskonen. - Hun var meget 72

begejstret og ville gerne have den. Hun havde kun en ældgammel håndsymaskine fra mandens bedstemors tid. Men på landet dengang, var det manden der bestemte den slags sager. Især tykke og selvtilfredse gårdmænd, der sad mageligt tilbagelænet i deres gode lænestole, med venstre tommelfinger i vestens ærmegab og forsøgte at værdige ud, mens de røg på deres lange shagpiber. En sådan type var netop denne gårdmand. – Da vores far så efter demonstrationen, spurgte ham, om hans kone dog ikke skulle have denne dejlige maskine, som hun havde ønsket sig så meget, - lænede han sig blot endnu mere tilbage, mens han sindigt tog piben ud af munden og sagde: - Se, – Nu er du jo cyklet helt herud i det vejr og du vil vel nok nødigt cykle hjem med maskinen igen, så hvis du nu får det halve af prisen, som du forlanger, kontant forstås, - så skal du vist være glad. - Han satte igen piben ind i munden og kiggede veltilfreds med sig selv, på vores far. Men han kendte jo ikke vores far, for hvis der var noget han hadede, så var det, hvis nogen forsøgte at træde på ham. - Først blev han vældig vred, så blev han iskold og sagde med barsk stemme, - medens han med sine næsten to meter tårnede sig op over gårdmanden, der sad nede i sin stol og kiggede op, mens han forskrækket holdt på sin pibe: – Nu skal jeg sige dig én ting, du fede bonde -. Om du så tilbyder mig den dobbelte pris, kan du nu slet ikke købe min maskine, skønt din kone fortjener den. - Men 73

for at gøre det endnu værre for dig, så går jeg lige over og sælger den til en af dine naboer. - At køre hjem med den igen behøver jeg nemlig slet ikke, men din opførsel kan du ikke være bekendt overfor din kone. - Hun ville gerne have haft maskinen. Du får jo også nok nogle drillerier fra den nabo jeg sælger den til. De vil sikkert fortælle dig, at den gode maskine, skulle du dog have købt, og at det var en skam, du ikke havde penge nok til at betale, hvad den kostede. - Men det problem må du lære at leve med på grund af din nærighed og din lille respekt for andre mennesker. Min far solgte den på den tredje gård han besøgte. Den hovne gårdmand har jo nok heller ikke haft det let med konen efter den historie, men jeg synes det var helt retfærdigt og håber han har lært noget. Jeg må indrømme, - som sælger, at jeg elsker den historie og jeg er stolt af vores far, fordi han ikke lod sig kue og for, at han havde så meget selvtillid og energi, at han var sikker på at sælge maskinen samme dag til en nabo, selv under de meget vanskelige forhold med at slæbe maskinen gennem sneen til den næste gård. - Jeg må også indrømme, at jeg virkelig håber gårdmanden har fået rigtig meget vrøvl med sin kone. Det tror jeg nu nok han har fået, for dengang skulle den slags folk altid være store i slaget udadtil, men indenfor hjemmets fire vægge var det nemlig ikke så sjældent konen, der havde det sidste ord. - Er det er mon så forskelligt fra i dag? 74

Her er et billede fra den tid: Niels, Bent og jeg leger i Hobro fjord med et lille hjemmelavet skib. PÅ UDFLUGT TIL NORDDJURSLAND.

Her er vi på Lystrup strand.

Vi var en rigtig glad familie. – Se selv! Vores far tog os tit med rundt, især på Norddjursland, hvor han boede som ung og vi oplevede altid noget spændende.

Her er vi på resterne af en borgruin fra middelalderen, hvor der gik nogle kalve.

- I begyndelsen var jeg ikke helt tryg ved at gå hen til dem, men da jeg så, at min lillebror Bent ikke var bange, bed jeg frygten i mig og gik hen og klappede kalven. Hele optrinnet står helt klart i min erindring. Jeg kan endnu næsten føle den instinktive frygt jeg havde. Den frygt overvandt jeg helt, jeg kunne jo ikke have, at min lillebror var mere modig end jeg. TING FRA KRIGENS TID Under besættelsen, især i begyndelsen, lå det mange 76

danskere på sinde at vise, at de var danske. Men man måtte ikke flage med dannebrog og i øvrigt ikke irritere tyskerne for meget. Man fandt dog på mange ting, for at vise at man var dansksindet. Man tog en velholdt gammel kobbertoøre, gik hen til guldsmeden eller urmageren og fik savet kong Christians initialer ud. - De var præget i mønten, Der blev loddet en nål bagpå og man kunne nu gå med dette danske loyalitetsmærke på sit revers eller kjole. I anledning af kong Christian den X’s 70 års fødselsdag i 1940 blev der fremstillet et lille emaljeret dannebrog, der hang i to kæder under en lille bjælke. Alt i sølv. I bjælken fik man indgraveret sit navn. I dette tilfælde Ullas faster Karen Gemzøe. Dette flagsmykke blev også båret på revers og kjole. På den måde viste man sin loyalitet med kongen, der var blevet i landet under besættelsen, og ikke, som f.eks. den norske konge, der blev nødt til at flygte til England. 77

En tur uden på toget i frostvejr Mens vi boede i Hobro arbejdede vores far samtidig for firmaet i Randers, så han skulle med toget fra Hobro til Randers, og han var tit meget sent på den. - Han kørte som regel ikke hjemmefra, før han kunne se toget komme fra Ålborg og køre hen over engen mod stationen i Hobro. - Så sprang han på cyklen og drønede ned ad bakken mod stationen og han nåede næsten altid at springe på toget, lige idet det satte i gang. Konduktørerne lavede vrøvl, fordi de skulle lukke døren op igen for min far, der stod ude på trinbrættet. Det måtte de nemlig ikke, når toget var i gang, så han valgte som regel en dør, hvor der ingen konduktør stod. En meget kold vintermorgen med mange frostgrader sprang han på toget, medens det var i ret god fart. Nu var det så uheldigt, at den dør han var sprunget op til, var frosset fast i dørkarmen og umulig at lukke op, så vores far stod der i den isnende kolde blæst og kunne ikke gøre andet, fordi toget nu var oppe i så høj fart, at det ville være livsfarligt at hoppe ned på den stivfrosne jord. Han hamrede på døren og de andre rejsende fik tilkaldt konduktøren, der så forsøgte at åbne døren inde fra, medens vores far, mere og mere blåfrossen, klamrede sig til håndtaget. Han skulle samtidig passe på ikke at falde af, hvis døren, der åbnede udad, pludselig sprang op. - Men selvom konduktøren sparkede på døren indefra gik den ikke op, men han trak ikke i nødbremsen. Han havde måske set vores far springe på toget flere 78

gange før og ville derfor give ham en lærestreg. Han råbte til ham, at han skulle holde godt fast til de kom til Onsild, som var den næste station. - Han måtte så stå ude på trinbrættet og klamre sig fast, medens toget susede af sted de cirka ti kilometer der var ud til Onsild. Her stavrede han af og vraltede hen til en åben dør og en masse ballade fra den forskrækkede konduktør. - Jeg tror ikke vores far lærte noget af den historie, for han blev da ved med at komme i sidste øjeblik til toget og senere fortsatte det i Randers, for aldrig så snart var vi flyttet til Randers, før han fór med toget til Aarhus. Efter et års tid i Randers blev han nemlig "headhuntet" af et firma i Aarhus, der havde hørt om hans sælgerevner.

Den formodede sabotør Her er en episode fra Hobro under krigen. Det var kort tid efter jernbanesabotagen, jeg fortalte om i bogen MIT LIV I fra Hobrotiden. - Vores far kom en mørk aften ved halv tolv tiden cyklende hjem fra arbejdet. Da han kommer op til jernbaneviadukten på Løgstørvej, træder der pludselig en tysk soldat ud af mørket. Hans gevær peger på min far og han råber højt: - HALT! Han var helt sikker på, at min far var en sabotør, der har måske oven i købet været udgangsforbud. Han bad i en meget bøs tone vores far om at åbne sin lædermappe. Min far forstod ikke meget tysk, men var dog klar over hvad soldaten mente. Han åbnede 79

lædermappen og tyskeren lyste ned i den for at se efter evt. våben og sprængstoffer, - men der var jo ingenting så han fik lov at tage hjem. Vi boede jo tæt ved viadukten.

Den arbejdsløse En anden gang havde vores far en meget sulten og arbejdsløs mand med hjem. Han havde mødt ham i toget og havde spurgt ham, om han ikke ville med hjem og have noget mad. - Det ville han skam meget gerne. Vores mor og os børn var lidt beklemte ved den totalt fremmede mand, der heller ikke så særlig velsoigneret ud, men han fik sin mad og noget af vores fars aflagte tøj, som dog var bedre end det manden havde på. - Efter aftale med min far gik han igen. Vi var glade for, at han ikke skulle sove hos os om natten, - især vores mor. Her fortrappen til vores lejlighed i huset på Løgstørvej 21

Randerstiden. Januar 1944 - august 1948.

Sådan så vi ud da vi flyttede til Randers.

En vinterdag i 1944, flyttede vi tilbage til Randers, hvor vi boede, før vi flyttede til Hobro. Denne gang til Marienborgvej 16. Det er i den nordlige ende af Randers tæt ved Hadsundvej. Jeg husker, at jeg var med i førerhuset på flyttebilen. Særlig husker jeg, da vi kørte ned mod Glenstrup sø. Her er vejen gravet ned i bakkerne i forvejen og dertil var der banet vej nede i de kæmpehøje snedriver, så vi kørte ligesom nede i bunden af en stor kløft. 81

Marienborgvej 16. 1944.

2004

Vi boede her. Der er ikke megen forandring

Huset var en hjørneejendom på to etager. Der var otte lejligheder. Vi boede i stuen til venstre i den del der lå ud til Marienborgvej. Den anden del lå ud til Christiansborgvej. Til vores lejlighed hørte en butik, men den brugte vores far til lager og værksted, og han købte stadig trædemaskiner op. Han havde nu fundet ud af, at de var nemmere at sælge, hvis understellene var malet mørkebrune, ligesom de nye stel havde været lige før krigen. Jeg tjente lidt penge, - han var jo ikke vestjyde for ingenting, ved at rense og male dem i cellulosemaling i en farve, som han selv blandede af sort og rød. - Et sådant symaskinestel 82

er støbt i et meget snørklet mønster, der minder om kniplinger og det skulle renses i cellulosefortynder først og siden males på både forside og bagside. - Her sad jeg så og bogstavelig talt ”sniffede” i flere timer, så jeg var helt svimmel bagefter. Dengang vidste man simpelthen ikke, at det var farligt og at det kunne tære på ens hjerneceller. - Heldigvis havde jeg så mange, efter min egen mening, at der blev nogle tilbage. Jeg har dog været ude for, at når jeg fortæller historien, har nogle nikket forstående og sagt: - Nå - så er det nok derfor. - Jeg forstår ikke helt, hvad de mener med det.

Den påholdende. Nu vi taler om penge, så fik vi lidt faste lommepenge, men det var bestemt ikke mange og efter min mening var det alt for lidt, så da jeg fyldte ti år, spurgte jeg vores far, om jeg kunne få en forhøjelse, for jeg var jo nu en stor og fornuftig dreng, - syntes jeg i hvert fald selv. Han svarede, at det kunne der ikke blive tale om, for da han var dreng hjemme i Vestjylland fik han slet ingen penge overhovedet, men ved at male stel kunne jeg jo tjene nogle flere, og det var også meget sundere selv at tjene dem. Dengang kunne jeg overhovedet ikke se, at der var spor af fornuft i den begrundelse, så jeg sagde til ham: - Så ved jeg nu hvor Skotterne stammer fra. - De må være udvandret fra Ølgodegnen i Vestjylland, for her er man 83

endnu mere nærig end i Skotland! - Skønt vores far grinede lidt, fik jeg ingen forhøjelse. - I øvrigt, sagde han: - Vestjyder er ikke nærige, de er påholdende og det er noget helt andet. - Men hvorfor er de påholdende? spurgte jeg. - Det er fordi der er meget længere mellem kornaksene på de sandede vestjyske marker end på de fede østjyske - svarede han, og derfor har vi ikke så meget at gøre godt med. - Det lød fornuftigt nok, så den forklaring godtog jeg.

Den 4. Maj 1945 Om aftenen den 4. Maj 1945 var vi børn gået i seng, men blev vækket af min far, der fortalte at krigen nu var slut og at tyskerne havde kapituleret. – Kom op, - så tager vi ned til Rådhuspladsen, hvor statuen af 84

en af de mest berømte frihedskæmpere mod tyskerne står, nemlig:

Niels Ebbesen,

der i 1340 dræbte den "Kullede greve", grev Gerhardt, der var en tysk krigsherre. Niels Ebbesen var derved med til at vende krigen, så tyskerne forlod Danmark dengang i Middelalderen. Vores far vidste, at her ville Randersborgerne samle sig for at fejre den glædelige begivenhed. Vi cyklede derned og jeg mener, at Bent var med på bagagebæreren på vores fars cykel. Der var allerede kommet mange mennesker og jeg kiggede lidt på tyskerne, der stod ved siden af deres køretøjer med ladte geværer. - De var bange, kunne jeg se på deres øjne. De var parate til at forsvare sig, hvis folk pludselig gik amok og ville hævne sig efter besættelsens undertrykkelse. Men aftenen forløb nogenlunde roligt og folk havde fundet deres dannebrogsflag frem og gik og viftede med dem for næsen af tyskerne, men de reagerede ikke. De var sikkert lige så trætte af krigen, som vi var og de ville gerne hjem for at se om deres familier havde overlevet. - De så i hvert fald meget trætte og forstenede ud. Der var hele tiden nogle af de glade mennesker der brød ud i sang. Det var mest fædrelandssange og "Kong Christian stod ved højen mast". - Den sidste var der mest saft og kraft i lige på det tidspunkt. Den aften står meget tydelig for mig.

Frihedsbudskabet fra London Fra krigens tid husker jeg også, når vores far illegalt lyttede til ”Radio Danmark" fra London og som sædvanligt sad han også og lyttede den 4. Maj og det var på den måde han havde fået det glædelige budskab. Først lød det: - BUM BUM BUM - BUM. - Så lød ”Prins Jørgens March". - Derefter kom: HER ER LONDON. - BBC SENDER TIL DANMARK. - Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark h a r overgivet sig. Speakeren talte meget højt, da han skulle overdøve de tyske støjsendere der altid forsøgte at forstyrre udsendelserne fra London. - Der var hver aften også de såkaldte særmeldinger, der var specielle meddelelser til frihedskæmpere, der blandt andet skulle vide, hvor og hvornår og til hvem, der fra engelske flyvemaskiner blev nedkastet våben. En sådan særmeddelelse kunne f.eks. lyde sådan: - Gertrude - Dagmar - Fatima - Edmund Arnold - Tristan - Samuel - Aksel - og så videre. Der kunne være rigtig mange navne i træk. Speakeren sagde altid: - Jeg gentager, og så kom alle navnene en gang til for at være sikker på at de var rigtig opfattede, hvilket jo var særdeles vigtigt. Det var tit meget vanskeligt at høre ordentlig på grund af støjsenderne. - Jeg har i øvrigt en 78 grammofonplade med frihedsbudskabet. Hvis nogen, der læser dette, gerne vil høre denne plade, skal de bare bede mig om det.

Beskyttelsesrummet Der var et år og tre en halv måned tilbage af krigen da vi flyttede til Randers. Nede i et kælderrum var der indrettet et beskyttelsesrum med stole og bænke så alle beboere kunne være samlede, når der var luftalarm. Når sirenerne begyndte at hyle med deres op og nedad gående toner, skulle vi alle straks gå ned i beskyttelsesrummet. Det var helt spændende, syntes vi børn. Mens vi sad dernede talte de voksne næsten altid om spændende ting de havde hørt. Det var ting om tyskere og sabotører. Bl.a. om sabotørerne lige ude fra Hvidsten. De var blevet henrettet af tyskerne. - Det lød uhyggeligt. Vi syntes at de næsten havde været vore naboer og vores far kendte endda kroejerfamilien, da Marius Fiils søster var mor til min onkel, der var gift med vores fars søster. Historierne var mest uhyggelige, når vi sad dernede om natten. Det skete flere gange, at sirenerne begyndte at tude midt om natten, så måtte vi op omgående og have noget varmt tøj på og skynde os ned i det kolde beskyttelsesrum. Der var en lille ovn, som vi kunne fyre i, men den blev først tændt, når vi var kommet derned. Man kunne jo ikke vide, hvornår der kom luftalarm. Fortsatte denne til over midnat, mødte man først kl. 9 i skolen den næste morgen. 87

Dette gamle skilt fra krigens tid stammer netop fra Randers. Jeg fandt det i et rum dybt inde i kælderen i denne ejendom fra 1625, som i dag ejes af Finn Guldager.

Primitiv madlavning. Vores mor havde også en slags primitiv ovn til at lave mad på, når der ingen gas var. Der var smarte folk der hurtigt fik sat en lille produktion i gang af den slags ovne. De brugte jernplader fra gamle olietønder og lignende. Klippede dem op og lavede små ovne på ca. en halv meters højde og med en diameter på ca. femogtredive centimeter. Der skulle fyres med fast brændsel såsom træ, kul, brunkul, tørv, ja alt der kunne brænde. - Om sommeren stod ovnene udenfor nede i 88

gården, hvis vejret var godt, for de røg for meget til at have inde i køkkenet. Når det regnede eller der var koldt vejr, stod man nede i kælderen. Jeg mener at kunne huske at de hed Hess ovne i modsætning til Bess ovne der brændte med petroleum. Her er et af de mange fabrikater af primitive ovne til at lave mad på under krigen, når der ingen gas var. De var ikke altid tilsluttet en skorsten, men kunne også stå i det fri.

Stikkersvin I dagene efter 4. Maj oplevede vi børn mange ting. Pludselig vrimlede det med frihedskæmpere alle vegne. De bar et armbind på overarmen og de kørte rundt i lastbiler med høje sider. De samlede tyskervenlige folk op, og folk, der åbenlyst havde arbejdet for tyskerne, men især stikkere. 89

Denne lastbil er fuld af stikkere og hipofolk. Dem vi så, var på vej til skolen i Dronningborg. Det ligner en militær- eller civilforsvarslastbil. Den har en gasgenerator bag førerhuset. Vi vidste ikke hvad hipo betød, men vi kaldte dem for Hitler politi. Stikkere var danskere, der havde angivet naboer og bekendte, som de troede var frihedskæmpere. Det var ikke altid helt rigtigt, men de gjorde det for at opnå fordele hos den tyske besættelsesmagt. - De måtte nu stå på ladet af lastvognene i hastig påtaget overtøj og helt uden ejendele, medens de blev hånet af alle de mennesker, der rigtig nød at se dem komme ned med nakken. Jeg håber da ikke, der har været alt for mange 90

uskyldige i mellem, for Bent og jeg stod sammen med alle de andre og råbte så højt vi kunne: - STIKKERSVIN, hvorpå vi spyttede efter dem. Vi kunne nu ikke rigtig lide det, og sommetider blev vi lidt bange, for mange af dem stirrede rasende på os. Frihedskæmperne hang to på trinbrættet i hver side, med deres maskinpistoler over skulderen. - De så meget seje og bestemte ud, syntes vi. Vores mor havde hurtigt efter befrielsen, hæklet en Royal Airforce hue til Bent og mig. Det var en rund kalot der sad på baghovedet. Det var et engelsk Royal Airforce mærke, ligesom dem der sad på flyvemaskinerne. Det havde en rød midte med først en hvid ring og dernæst en blå. - Den gik alle drenge med og vi følte os som ”næsten frihedskæmpere". Det var en sådan Royal Airforce kalot jeg gik med. Det er dog ikke mig på billedet. En af de gode fordele ved at flytte til Randers var, at vi så kunne besøge mine bedsteforældre - vores mors far og mor. De boede på Ankerhusvej nr. 12 i Dronningborg, 91

der er en forstad til Randers. Det er ikke særligt langt fra Marienborgvej, hvor vi boede.

Min mors forældre Marius og Jensine Hede i haven på Ankerhusvej i Dronningborg.

Den stumme En vinter havde Bent og jeg kælket i bakkerne bag ved min bedstemor. - Jeg var blevet vældig kold og frøs meget, men blev alligevel ved med at kælke. Pludselig kunne jeg til min store forskrækkelse ikke sige et ord. Min stemme var fuldstændig frosset væk. Der var tættest hen til min bedstemor, så der skyndte jeg mig hen. Jeg kom ind og pegede ned i halsen og rystede på hovedet. Pludselig forstod min bedstemor, hvad der var sket og det tog hun ganske roligt. - Nu varmer jeg noget hyldebærsaft, - sagde hun - Så skal 92

du nok få stemmen tilbage. Jeg drak saften så varm, som jeg kunne og efter et stykke tid begyndte stemmen at komme tilbage. Mine bedsteforældre var begge fra landet og havde selv haft et husmandsbrug med nogle få køer og en enkelt gris til at slagte til jul. De var vant til at spise alt fra de dyr de slagtede. Så når vi spiste ude hos dem fik vi både kogte grisetæer og grisehaler og vi kunne godt lide det. - Jeg kunne endog lide at spise fem-seks centimeter tykt "bævreflæsk". Det var kogt i suppen og var helt lysegrå. Jeg kom salt på og slubrede det i mig med stort velbehag, skønt vores mor ikke kunne forstå jeg kunne. Vi fik også blodpølse i skiver stegt på panden. Nogle gange havde de selv lavet den af svineblod, når de havde købt en kvart gris til jul.

Min bedstefar Marius havde tre brødre der hed Karl, Josef og Rasmus. Jeg kan tydeligt huske, når de fire 93

sad i stuen på Ankerhusvej og spillede kort. De sad på hver sin side af det firkantede bord og spillede meget koncentreret. Man skulle i hvert fald ikke forstyrre dem, det var jeg klar over. Jeg mener også at de drak snaps under kortspillet. De var alle fire meget rutinerede i det spil de spillede, for de havde jo spillet det sammen fra de var børn og kendte hinandens reaktioner til det yderste, og vidste lige præcis, hvornår den eller den ville bluffe. Jeg kunne sidde i lang tid og blot kigge på. - Det var et helt specielt skuespil, når de fire var samlede til fødselsdage og spillede kort. Min bedstemor havde en dåse med aflagte knapper, og når vi var på besøg, - da vi var små og kedede os, hældte hun dem alle sammen ud på bordet eller gulvet. Vi kunne så få lang tid til at gå, med at finde de pæneste eller finde så mange af samme slags som muligt.

Marienborgvej 16 Marienborgvej 16 var en vinkelbygning i to etager og på gårdsiden var der et stykke cement på cirka tre meters bredde. Der var tre kælderhalse. - Vores var den første og henne ved den sidste boede Ladefogeds. De havde to drenge Finn og Erik og en storesøster der hed Anna. Hun fik senere børnelammelse. - I vores ende var vi min bror Bent og mig og vores lillesøster Kirsten. Ved siden af os 94

boede tømrer Hansen. De havde to piger Inger og Lis. Ovenpå os boede der et lærerpar, der hed Jessen. De havde en meget beskyttet og forkælet datter, der også hed Kirsten, men hun måtte næsten aldrig komme ned og lege med os andre, i hvert fald ikke drengene. - Hun måtte højst lege med pigerne og helst vores Kirsten.

Vores racerbane til sæbekassevogne i gården.

En kop fuld af gult # # # Min bror og jeg var tit i krig med Ladefogedsdrengene. Jeg havde lavet en sæbekassevogn af brædder og fire gamle barnevognshjul. En dag, da jeg kom kørende i fuld fart hen mod deres kælderhals, så jeg godt, at der stod en blå emaljekop oppe gelænderhjørnet, men det tænkte 95

jeg ikke nærmere over, jeg havde nok at gøre med at styre på det smalle stykke og kørte bare videre. - Men idet jeg passerer, bliver jeg pludselig oversprøjtet af en væske der har været i koppen. - Den var gul og smagte og lugtede fælt -. Der havde været en tynd snor fra koppen og ned til jorden. – Se, - det var jo meget smart fundet på af Ladefogeddrengene, men der var nu kun én ting at gøre. Det var at standse og få fat på dem i en fart. - Få hævnet mig, og så ind og blive vasket. - Mit hår var sjaskvådt og jeg lugtede ikke godt. På dette kældergelænder stod koppen med det ubehagelige indhold.

Altan artisten En af beboerne i midteropgangen havde en boxerhund der hed MAX. Det var en dejlig hund, som både Bent og jeg blev meget gode venner med, når den var ”nede og lege” i gården. En dag kom dens ”mor" ned i gården og fortalte, at hun havde låst sig selv ude. Hun boede på første sal. Da de voksne havde opgivet, fortalte jeg, at det kunne jeg da let klare for dem. Jeg ville åbenbart gerne spille helt for min lillebror og de andre børn. - Der var altaner ud mod gården, og hvis jeg gik ud på den altan ved siden af, kunne jeg da let springe over på hendes altan, påstod jeg rask. Altandøren var ikke låst, da den jo lå på første sal. De voksne sagde - og især min mor, at det var alt for farligt, men jeg overtalte dem ved at sige, at det jo ikke var værre end at springe fra gren til gren i et træ og det havde jeg tit gjort. - Der er jo ikke ret langt. Da jeg kom op at stå på den første altan, syntes jeg godt nok, at der alligevel var langt ned og over til den anden. Der var et rækværk af jernrør omkring altanerne. Nu havde jeg imidlertid pralet med at kunne, så jeg sprang og kom til at hænge med altanrækværket i armhulerne og med armene indvendig på altanen. Nu var det ingen sag at svinge benene op over kanten, gå ind og åbne døren og så var den sag klaret 97

Her sprang altanartisten.

Der er langt ned til cementfliserne, når man bare er ti år!

Banden og kærlighedsstien Jeg var anfører for en bande af drenge og her var alle med, Bent, Ladefogeds drenge og nabodrengene. Vi var en ti-tolv stykker. - Vores fjender var en bande fra Dronningborg, og vores grænse lå et stykke henne ad ”Kærligheds stien”. Denne løb langs bækken, der igen lå i bunden af Christiansborgvej og gik over til togfabrikken ”Scandia” i Dronningborg. Når vi gik ad stien over mod Dronningborg, var vi altid meget agtpågivende, når vi havde overskredet grænsen. 98

Vi var jo nu i fjendeland og det var ikke helt ufarligt. Vores våben var et stykke kraftig tøjsnor med en god knude i enden og den kunne slå vældig hårdt, når den ramte en på kinden. Det kunne også være rigtig farligt, hvis den ramte øjet. - Det vidste vi godt. en Kærlighedsstien. Dengang blot mudret sti. .

Psykisk terror Vi havde en dag fanget en fra den anden bande oppe på vores side af grænsen. Han havde været alene, så det var let nok. Jeg var anfører og jeg fandt på en meget raffineret måde at pine ham på. Jeg var ikke meget for rigtig vold, men havde til gengæld en livlig fantasi. Vi lagde ham på ryggen på jorden, og bandt ham på indianervis med arme og ben spredt ud i et X. - Vi bandt en snor fra ankler og håndled ud til en pløk i jorden, så han kunne ikke røre sig, kun vride lidt med kroppen. Vi tændte nu et bål ved siden af ham og lagde en fingertyk jernstang ind i bålet for at gøre den gloende eller i hvert fald meget varm. - Jeg sendte Bent ned til mælkeudsalget for at hente et stykke is. Dem lå der 99

altid mange af fra de isblokke, som folk dengang brugte i deres isskabe. Da jernstangen var godt varm spyttede vi på den, så den sydede. Alt dette så fangen og han var nu blevet meget bange, for vi sagde, at når den var varm nok, ville vi stikke den ned i hans lår. - Vi prøvede at stikke jernstangen ned i isen, mens han så det. Det sydede godt og vi gav ham nu bind for øjnene og sagde: - Nu er det din tur! - Jeg tog så en stor issplint og pressede den ned i hans ene lår, samtidig med at Bent jog den næsten gloende jernstang ned i et andet stykke is, så det sydede. Jeg vil sige jer, - han skreg højt, for han kunne ikke mærke forskel på en varm ting og en iskold ting. Det føles i det første øjeblik ens.

Her var vores tortursted, hvor vi lavede bål og varmede jernstangen. Dengang var der græs. X I dag synes jeg, at det var yderst grusomt. - Det var jo rent psykisk terror, men elleve års drenge er nådesløse over for fjender. - Jeg håber sandelig ikke, han har taget skade af det, men igen - han ville være lige så nådesløs over for os, hvis vi blev fanget. - Det vidste vi. 100

Den retfærdige gengældelse Nu gik det så hverken værre eller bedre end, at de fik en grusom hævn kort tid efter. Jeg skulle over at besøge min mors bror Poul Anker, der boede næsten for enden af ”Kærlighedsstien". Der var nu ikke meget kærlighed over stien den dag, for helt ude for enden, hvor der var et lille anlæg, lå den anden bande på lur og jeg var alene. De havde noget at hævne og de fangede mig let, da jeg troede jeg lige var sluppet uset igennem og var begyndt at slappe af. - De lagde mig på ryggen på en bænk og bandt arme og ben sammen på undersiden af bænken. Nu var det mig der ikke kunne røre mig og de havde frit slag til at gøre alt ved mig. – Det gjorde de så. - De slog mig med rebene og gav mig lammere, d.v.s. at slå med knoerne på muskelen lige over knæet. Det gør meget ondt, især når man en bundet og benet er bøjet. Cirka her stod bænken, hvor jeg blev tortureret.

X Noget andet der også gør afsindigt ondt - det ved alle mænd, det er at blive slået på testiklerne og de både slog og kneb. 101

Til sidst blev de heldigvis stoppet af nogle voksne og jeg slap fri. – Jeg vidste jo, at jeg fik løn som fortjent, så jeg tog ingen psykiske skader af den omgang. - Men hårdt, det var det

Livsfarlig søvn Nu vi er ved grusomheder er der en anden episode der ligeså godt kunne være endt grueligt galt. Vi sov ligesom i Hobro, alle sammen i soveværelset. Min lillesøster Kirstens seng stod ved siden af min mor, der sov i venstre side af dobbeltsengen. Min far sov så til højre og ved siden af ham stod min lillebrors seng. I fodenden op ad muren stod klædeskabet til højre, så kom min seng med hovedenden op til klædeskabet. Pludselig midt om natten lyder der nogle høje brøl fra vores far og jeg er klar over, at nu går han igen i søvne og oplever noget grusomt. I nat lyder det særligt farligt, så hurtigere end lynet står jeg op i hovedenden af sengen og klemmer mig op i krogen ved muren og klædeskabet. - Det var ikke et sekund for tidligt, for i samme nu er min far henne ved min seng, hvor han hamrer sin store knytnæve lige ned midt i den. - Lige der, hvor jeg lå og sov sødeligt et ganske lille øjeblik før. Slaget var så kraftigt, at to af bundbrædderne i sengen knækkede midt over. Min mave ville være fuldstændig 102

smadret og min rygrad måske brækket, hvis jeg havde ligget i sengen og jeg kunne let være blevet dræbt. Min far var jo en stor mand og i besiddelse af nogle kæmpekræfter. Det ville også have været frygteligt for min stakkels far, der jo ikke selv anede, hvad han lavede, medens jeg næppe ville have nået at opfatte noget før jeg var besvimet eller døde. - Vi fik ham vækket og fik aldrig opklaret, hvad han havde drømt, - men han blev frygtelig ked af det og det varede længe før ham faldt til ro. Alt dette lyder nærmest utroligt og jeg har aldrig hørt om andre der gik så alvorligt og dramatisk i søvne. Vi må i grunden have levet et ret farligt liv i det soveværelse, for det var langt fra den eneste nat han gik i søvne. Det gjorde han meget tit, og vi var vant til det. De fleste gange satte vi os blot op i vore senge, når vi kunne høre, at det ikke var så voldsomt, så kunne min mor nemlig nå at vække ham, inden han stod ud af sengen. Hvis der er nogen der tænker, at jeg overdriver, kan jeg forsikre jer om, at det langt fra er tilfældet. Da min mor levede, kunne hun altid bekræfte historierne, når jeg fortalte den. - Men hun ikke kunne lide at tale om det. 103

Det var bag dette mørke soveværelses vindue vi børn levede vores farlige natteliv!

Natsygeplejersken der fik en på hovedet Bent arvede denne ubehagelige egenskab, og han blev hjemsendt fra militæret, fordi hans stuekammerater havde fået ham indlagt på infirmeriet, da de ikke kunne udholde hele tiden at blive vækket om natten. Militærlægen troede, at det var en historie for at blive hjemsendt, men efter en nat, at have givet natsygeplejersken en ordentlig en i hovedet med en knytnæve, medens han talte i søvne, blev han omgående hjemsendt. - Ham kunne de alligevel ikke bruge i hæren, og det var han glad for. Han ville hellere hjem og tjene nogle penge. Men denne hændelse forekommer først senere, men den er med her, hvor jeg omtaler vores fars mange søvngængerier.

104

Kirsten fik en ny flot dukkevogn, som hun var meget stolt af. Hun var en rigtig dejlig lillesøster og var meget afholdt af de andre børn som legekammerat. Vi cyklede meget dengang og ofte lange ture. Engang, da vi boede i Hobro, havde vi været i Mariager og var nu på vej hjem. I vejkanten lå der en reklame for Cirkus Miehe. Den samlede jeg op og tog med for at se de farvestrålende billeder. – Det havde jeg bagefter en meget dårlig samvittighed over, for så opdagede den gård – til hvilken reklamen var smidt, måske slet ikke, at der var cirkus i byen, troede jeg. Jeg kan huske, at jeg syntes Bent var heldig, for han sad altid på cyklen hos vores far. Han skulle ikke selv træde i pedalerne op ad bakkerne. Da vi boede i Randers, cyklede jeg hele vejen til Aarhus og tilbage igen på én dag, men på tilbagevejen fortalte min far, at jeg også var så træt, at jeg lagde hovedet ned på sadlen og nærmest sov, når vi trak op ad en lang bakke. Han fortalte også, at for en gangs skyld snakkede jeg heller ikke hele tiden. 105

Den halshuggede kattekilling Min fars stedfar Kristiansen, som jeg tidligere har omtalt i MIT LIV I, havde solgt sit landbrug i Andrup ved Hobro og flyttet til Lystrup på Norddjursland. Dette Lystrup ligger lige lidt vestligere end Nørager, hvor jeg er født. Og jeg kendte ham som en rar, men lidt bestemt bedstefar. Han var nu skomager og havde en lille butik samt et værksted. Her var jeg somme tider ude på ferie og havde under et af disse besøg fået en kattekilling fra en af gårdene i byen. Den var sort og hvid. Jeg kørte alene med toget hjem til Randers og kan huske, at jeg var meget glad for killingen og den kravlede rundt på mig hele tiden under hjemturen. Da jeg kom hjem, fik jeg ballade, for jeg havde jo ikke spurgt, om jeg måtte få en kat. Dengang havde kun få telefon og vi havde ingen, så jeg havde taget chancen. Men den gik ikke. Det var min far og mor slet ikke stemt for, så lige meget hvor meget jeg plagede, måtte jeg ikke beholde killingen. Så en dag jeg kom hjem fra skole var den væk. Jeg spurgte min mor, hvor den var henne? - Den har far aflivet, svarede hun. - Hvordan, spurgte jeg med rædsel i stemmen. - Det er lige meget, svarede hun og ville ikke sige mere. - Da min far kom hjem, spurgte jeg ham anklagende om, hvordan han havde aflivet killingen. - Jeg tog den med ud i haven og der huggede jeg hovedet af den med spaden. 106

Jeg syntes at det var gruopvækkende og blev meget ked af det, men det var i grunden min egen skyld, for jeg havde jo ikke spurgt om lov, så jeg var på den måde selv skyld i kattens død. Jeg havde dog lært noget. Hvis jeg tog ansvar for nogen eller noget, var jeg nødt til at sørge for at baggrunden var i orden først. Siden dengang har jeg aldrig haft kat, men senere, da jeg var blevet gift og havde fået børn, fik vi dog en hund, som vi havde, medens børnene var små.

Bedstefar - den rare skomager Nu, vi er ved bedstefar i Lystrup, er der mange ting at fortælle. Der var for mig en utrolig dejlig duft af læder i hans værksted. Jeg ved ikke hvorfor, det må have ligget i mine gener for jeg syntes, at denne lugt af læder virkelig var noget jeg godt kunne lide at indsnuse, og jeg stod og kiggede på, når han forsålede sko. Han havde forskellige maskiner der blev trukket af brede remme ligesom på et gammeldags tærskeværk. - Han kunne flytte dem over fra en elektromotor til de forskellige maskiner. En, sad der runde skiver på der kunne raspe lædersålerne i kanten og en anden kunne polere overlæder. Han havde en sko-ambolt, hvor han satte skoen på, medens han slog træpløkker i sålerne. Nogle gange brugte han søm, men andre gange brugte han de små træpløkker. 107

Dem var jeg meget fascineret af. Jeg kunne ikke forstå, at de kunne holde sålen på plads og jeg regnede aldrig ud, hvordan det kunne lade sig gøre. Sålerne var selvfølgelig også limede, men alligevel og hvorfor af træ? Pløkkene var cirka 1 cm. lange og tændstiktykke. - De har sikkert blot holdt sålerne på plads til limen hærdede.

Bedstefar Kristiansen arbejder i værkstedet

Stregerne i badeværelset Jeg husker også hans badeværelse, det var ret stort og havde et cementgulv der var gråmalet. Der var en åben rende tværs over gulvet fra badekarret og ud gennem et hul i ydermuren. Her løb det brugte badevand direkte ud i haven. - På indersiden af døren var der på højre dørkarm en 108

masse streger og navne i forskellig højde. Det var alle børnebørnenes navne der stod her. Når vi var på besøg skulle vi altid ud i badeværelset for at se, hvor høje vi var blevet, siden vi sidst havde været på besøg. Vi blev stillet med ryggen op ad dørkarmen og en lineal blev lagt vandret oven på vores hoved og der hvor den mødte dørkarmen blev der slået en streg. Det var altid spændende. I vores baggang har vi gennem mange år brugt det samme system. Vore børnebørn el blevet målt to gange om året, nemlig i juli og til jul. Her står deres navn med højdestreg, lige fra de selv kunne stå, til nogle af dem er er næsten to meter. Vores far i en uniform af en slags? Halvsøster Krista og en nabodreng.

De står foran badeværelsesvinduet og man aner hullet fra badevandet i ydermuren nederst i billedet.

109

Jernhjulene der larmede Ude i haven var der en smal støbt cementkant langs huset og en række fliser op i haven. - Han havde et lille hvidkalket muret udhus og herinde stod noget, vi altid fik lov at låne. - Det var en ældgammel sækkevogn lavet af træ og med jernhjul. Bent eller lillesøster Kirsten, stillede sig op på den lille vandrette plade forneden og jeg drønede dem hen ad cementbanen. Det larmede dejligt fra jernhjulene og vi elskede det. Tænk! De gamle cementfliser og udhuset ligger der endnu. - Her i 2004! I haven var der mange frugtbuske og vi måtte spise alle de ribs vi kunne. Der var midt på plænen et stort æbletræ med gule æbler, der havde en helt speciel smag og lugt. Jeg har aldrig siden stødt på denne sort, den må være udgået. De var ikke særlig store og havde en næsten citronagtig farve. Hvert år, - i mange år, fik vi altid hen på efteråret sendende en ret stor papkasse, hvor der havde været gummistøvler eller sko i, fyldt med disse dejlige æbler. Det var pænt af ham syntes vi børn. 110

Skomagerhuset 1935.

I Jesu navn Min bedstefar havde en husholderske der hed Dagmar og hun var enorm tyk og bred. - Os børn mente i hvert fald, at hun var nødt til at gå sidelæns gennem dørene for at mase sig igennem, - men hun var virkelig god til at lave mad. - I øvrigt skulle vi altid bede bordbøn før vi spiste og sidde med foldede hænder og kigge ned på gulvet. - Den lød, - så vidt jeg husker den, således:

I Jesu navn går vi til bord at spise og drikke på dit ord Dig Gud til ære os til gavn, så får vi mad i Jesu navn - Amen. Så kunne vi endelig spise maden, som vi glædede os til, for det var jo Dagmar der havde lavet den. 111

Dagmar den brede er vanskelig at styre Min far skulle engang køre Dagmar til Assentoft ved Randers, - hvor min onkel Niels Frost Madsen, nu var blevet købmand. Min onkel Gunnar havde fået bil efter krigen. Det var en lille Austin og i den skulle min far nu transportere den særdeles kraftige Dagmar. Hun kom med meget stort besvær ind på bagsædet af bilen. Hun havde slet ikke kunnet være på forsædet. Hun satte sig så langt over til venstre for ligesom ikke at fylde så meget, men det var jo i samme side som førersædet, hvor min far sad, så efter et stykke tid opdagede han, at det var meget vanskeligt at styre vognen. For det første var styringen på forhjulene næsten væk, da hun jo i bagenden vejede mere end den lille Austin motor i forenden, så forhjulene rørte kun vejen med et meget lille tryk. - For det andet hældede vognen fuldstændig skæv til venstre og det gjorde det jo ikke nemmere at styre, så han var nødt til at standse og - på en måde der ikke virkede sårende på Dagmar, bede hende om at flytte over i højre side. - Han turde ikke bede hende om den manøvre medens de kørte. - Det kunne let have endt med, at de kørte i grøften.

112

Vores familie er samlet til en fødselsdag. Det er sikkert dengang, da han skulle køre med Dagmar. Man ser Dagmar i al sin vælde yderst til højre og bedstefar til venstre. Børnene er fra venstre: K.E., Kirsten og Bent foran min mor. Bagerst: Min far, Palle, farbror Gunnar, Marie og faster Gudrun.

Bent kaster et meget forelsket blik på lagkagen under et besøg hos farbror Gunnar 113

Skøre kugler

Vi spillede tit med marmorkugler dengang. Kuglerne var nu ikke lavet af marmor, men blot af ler og de var skøre. Trådte man på dem knustes de let. Vi spillede hul. Vi lavede en fordybning i jorden, som en fuglerede og spillede om at få flest kugler, for eksempel af ti, ned i hullet. Den der fik flest ned havde vundet alle kuglerne i hullet. Men der var også en mere forretningsmæssig metode og den dyrkede jeg meget i frikvartererne i skolegården. Jeg havde en skotøjskasse og i den havde jeg lavet flere huller i forskellig størrelse og jeg mener at også Bent havde en. Ovenover hvert hul havde vi, med sort farvekridt, skrevet hvor mange kugler, man kunne vinde, hvis man fik en af sine egne kugler ind i hullet. Ramte den ved siden af, var den tabt for spilleren og kuglen var vores. 114

Det drejede sig om at lave hullerne og antallet af de kugler man kunne vinde, i den helt rigtige størrelse og antal. Begge dele skulle være lige netop så store, at det tiltrak spillere, der mente, at her var chancen størst for at vinde nogle kugler, men ikke større og bedre, end at det var os der vandt i den sidste ende. - Det var den store kunst. Der var nemlig stor konkurrence, for til begge sider af min æske, sad nogle af mine skolekammerater med hver sin æske. Heldigvis var mange for grådige og havde lavet for små huller, så der holdt spillerne hurtigt op med at spille. Andre igen, især nybegyndere, var for flinke og havde lavet for store huller for at tiltrække spillerne, men de tabte hurtigt alle deres kugler. Så enten lavede de, kloge af skade, nye kasser med mindre huller, eller opgav. Jeg havde åbenbart ramt den rigtige psykologiske grænse, for jeg husker, at jeg havde en af min bedstemors store hjemmestrikkede vintersokker stuvende fuld af marmorkugler og det var helt sikkert ikke nogle jeg selv havde købt, men nogen jeg havde vundet.

Fisbomber Der var også en anden ting vi lavede i stor stil og det var vist ikke helt pænt gjort af os, men det var virkelig spændende. Så det med det pæne, tog vi ikke så højtideligt. Vi lavede ”fisbomber”. Dengang var mange cykelstyr 115

beklædt med et lag af riflet celluloid der skulle hindre styret i at ruste. Celluloid var en af forløberne for plastik. Det havde imidlertid den egenskab, at det var meget brændbart. Det skrællede vi, med skam at melde, af ubevogtede cykelstyr og lavede fisbomber af det. Vi rullede de afskrællede flager ind i avispapir og satte ild til det ved hjælp af solen og et brændeglas. Der udviklede sig nu masser af hvid røg, der væltede ud af de åbne ender i avisindpakningen. Det havde en helt speciel stram lugt, så når bomben var ”feset” af, skulle man omgående gå et andet sted hen, for de voksne var naturligvis sure på drenge, der skrællede deres fine cykelstyr og dermed ødelagde den ellers så pæne cykel. Dengang var folk ligeså øre og stolte over deres cykel, som folk i dag er over deres bil. Det foregik jo under krigen og lige efter, så der var ingen, der havde bil. Til gengæld havde de så en fin cykel, der tit var ret kostbar. Det var helt naturligt, at de var sure på os, men det tænkte vi drenge næsten ikke på. Det, at lave fisbomber, her under og lige efter krigens mange dramatiske hændelser, som vi jo hørte om, var alt for spændende og derfor gjorde vi det, skønt vi viste, at vi ville få en farlig ballade, hvis man fandt frem til ”gerningsmændene”. Det var lidt spændende at leve livet farligt. – Lidt ligesom frihedskæmperne. 116

Her er to drenge fra den tid netop ved at antænde noget ved hjælp af brændeglasset. Vi kunne også brænde vore navne i træ på denne måde. Vi gik også i ”plusfours” bukser som denne dreng

Den elektriske klo og ti øren Min far eksperimenterede altid med elektriske ting. Det havde han gjort lige fra sin tidlige ungdom. - En af de ting han havde meget sjov med var et induktionsapparat. Jeg kan ikke huske, hvordan de første så ud, men det sidste var en stor rund glasplade med et hul i midten. Han havde fået den lavet hos en glarmester. Den spændte han op med en aksel gennem hullet i midten og placerede det hele på et trædesymaskinebord. - Yderst til højre var der en remskive af træ. Remmen fra trædemaskinens hjul kunne således trække glasskiven. Der var en firkantet filtskive der gned mod glasskiven og det frembragte induktionsstrøm, det vil sige en magnetisk strøm, ved at blive sendt gennem en spole. Disse spoler fandt han på den jernhandel jeg har omtalt i Hobrotiden. 117

- Han fik mange gode ting fra nedskudte engelske flyvemaskiner og ovre på mit værksted har jeg endnu gemt to af disse spoler. Jo hurtigere han trådte på trædemaskinen jo hurtigere drejede glasskiven og des kraftigere var induktionsstrømmen. Fra apparatet gik to ledninger der endte med to påloddede messingpatronhylstre fra en riffel. Når vi så tog en patron i hver hånd og han drejede glasskiven, fik vi induktionsstrømmen gennem kroppen og det var på samme tid ubehageligt, men også meget spændende. Det var jo ikke farligt og det rykkede meget i alle muskler. Hvis han drejede meget hurtigt, kunne vi slet ikke slippe patronhylstrene igen, men vi havde en aftale om, at når vi ville slippe fri, skulle vi bare råbe: STOP! For at få os til at deltage i eksperimenterne lagde han også en ti øre i en dyb tallerken fyldt med vand. Den ene patron blev lagt ned i tallerkenen og den anden holdt vi i den venstre hånd. - Med højre hånd skulle vi nu fiske ti øren op af tallerkenen. Vi måtte beholde den, hvis vi kunne få fat i den. Han satte selvfølgelig godt med strøm på, så vores fingermuskler straks trak fingrene sammen i en klo, når de kom ned i vandet. Men jeg fandt på en fidus. Inden jeg stak hånden ned i vandet, strakte jeg alle fem fingre så meget ud, som jeg kunne og strammede musklerne så fingrene næsten 118

strittede bagud. Så satte jeg hurtigt hånden ned i tallerkenen og strømmen gjorde så det, at fingrene uimodståeligt krummede sig sammen i en klo, og nu var det bare om at holde hånden sådan, at fingerspidserne krummede sig sammen om ti øren. - Det blev jeg til sidst ret god til, så det med pengeindsatsen holdt op igen. Nu konkurrerede vi kun om, hvem der turde tage den stærkeste strøm uden at råbe stop.

Helvedesmaskinen Da vores far havde butikken i Nørager, som jeg fortalte om i min første bog, brugte han også at lege med induktionsstrøm. Den gang var det kunderne om aftenen, der konkurrerede. Da det rykkede så voldsomt i musklerne havde denne induktionsstrøm fået ry for, at den var god til at lindre gigt med. En behandling ligesom lindrede gigtsmerterne et stykke tid. En aften kom en fornæret ældre bondemand ind i butikken men sin lille radmagre og gigtplagede kone. Han spurgte vores far, om han ikke kunne give hans kone en ordentlig tur med gigtmaskinen, for hun led så skrækkeligt af gigt. - Vores far spurgte ham, hvorfor han ikke gik til lægen og fik noget medicin mod gigten, - men det var for dyrt sagde han. Han ville altså hellere lade sin gamle magre kone, - der nu stod ved siden af ham, rystende af skræk over at blive koblet til denne 119

helvedesmaskine, der gav strøm, lide, for at spare nogle af sine sammensparede skillinger. Vores far nænnede ikke at give den gamle kone strøm. Hun så også alt for skrøbelig ud. Sæt hun ikke kunne tåle strømmen og faldt død om. Sikke en ballade der så ville blive. Så den digre bonde måtte gå hjem igen med konen, og det var hun helt sikkert lykkelig for. - Så var det trods alt bedre at lide af gigten.

Cikorie Dengang samlede alle drenge og piger på Richs- eller Danmarksbilleder. Richs og Danmark var kaffe erstatninger i firkantede gule pakninger. Man kunne næsten ingen rigtig kaffe få under og efter krigen, så man blandede derfor op med denne erstatning. Kaffeerstatning er lavet af cikorieplanter. Man tager rødderne fra etårige planter, tørrer og findeler dem. Rister dem ligesom kaffebønner og formaler dem, så de ligner den kaffe man er vant til. Man blander erstatningen med rigtig kaffe og nu får den bryggede kaffe en flot sort farve, - hvilket den ikke får, hvis man, - for at spare, kun bruger få rigtige kaffebønner. Der blev så mere kaffe, selvom det ikke smagte lige så godt som rigtig kaffe. - Mange vænnede sig faktisk så godt til smagen, at de brugte det helt op i 196o’erne, og måske kan det fås 120

endnu. - De to fabrikker konkurrerede voldsomt, skønt der ikke var stor forskel på produktet. Richs skrev i reklamerne: -DET ER RICHS DER DRIKS. - og straks svarede Danmarks igen med: - MEN - DET ER DANMARKS DER DUR -. Det her foregik omkring 1947. Jeg gemmer for resten en original pakke Richs i dragkisten nede i pejsestuen. - Pakken har aldrig været åbnet. Jeg fandt den engang på et stumpemarked.

121

En halv krone! 1940 Mønterne i vores barndom. Disse gamle mønter er fundet på vores fars loft. - De er alle fra Christian den X’s regeringstid 1912-1947 122

Her er vi på skovtur og vi smiler pænt til fotografen

Æggesamleren Det var også dengang jeg begyndte at samle på fugleæg. Det er strengt forbudt i dag, men dengang var det fuldt lovligt og mange på landet gjorde det. Jeg lærte det af min kammerat Niels’ far. - Han var god til at finde rederne og han kendte alle navnene på fuglene. Vi fandt æg fra mange fugle og Bent var god til at finde rederne. Solsorte æg var de nemmeste at finde, de var alle vegne. Det samme var skade æg og krage æg, men de var vanskeligere at kravle op til. Jeg kan huske, at jeg engang endelig var kommet helt op til en skaderede. Det er en lukket rede med et indgangshul. Jeg stak hånden ind for at se om der var æg. Det var det rigtige tidspunkt. Der skulle ikke være kommet unger endnu. Da jeg fik hånden helt ind, medens jeg samtidig hang på de tynde grene, kunne jeg mærke, at der var masser af 123

levende ting derinde og jeg følte, at der var noget, der ligesom bed eller kradsede mig på hånden. - Jeg var ved at falde ned fra træet af bare forskrækkelse, og der var langt ned. Det viste sig, at reden var beboet af en egernfamilie, for da jeg havde sundet mig lidt, kunne jeg godt regne ud, at det måtte være en egern rede og jeg tog forsigtigt en egern unge ud for at se den. Den var kun halvvoksen og havde ikke så meget hårvækst endnu. Jeg lagde den forsigtigt ind igen og kravlede ned. Senere fandt jeg en skaderede med æg. Jeg tog to af dem med ned på jorden. Jeg havde en lille papkasse med til at lægge dem i, men jeg var bange for at de skulle trille rundt og slå hinanden i stykker, så jeg lagde et tykt lag sand i bunden af kassen og lavede fordybninger til æggene så de blev hvor de var. Så satte jeg kassen på bagagebæreren og cyklede hjem. - De jeg kom hjem og ville tage æggene ud, lå de rigtignok på deres plads, men skallerne var knust af at hoppe op og ned i det åbenbart for grove sand. Vejen var jo ikke altid jævn, og ved at ligge på den hårde bagagebærer havde de fået for mange stød. De blev nu kun holdt hele af den hvide hinde uden om blommen og hviden. - På den måde lærte jeg, at lægge blødt vat ned i bunden af kassen, når jeg cyklede ud for at finde æg.

Kunsten at puste et lillebitte æg ud De små fugleæg fra bogfinker, blåmejse, musvitter, digesvaler og lignende småfugle var meget vanskelige at 124

puste ud, da de var yderst skrøbelige. - Med en synål prikkede man først et lille hul i den spidse ende af ægget. Man skulle sørge for at komme igennem hinden indenfor. Dernæst prikkede man et større hul i den tykke ende af det lille æg og her skulle man også sørge for at blommen gik i stykker. Når dette var gjort, skulle man puste i den tynde ende så blomme og hvide kom ud af det lidt større hul i den runde ende. Det lyder enkelt og let, men når æggeskallen er uendelig skrøbelig, skal man godt nok holde med varsom hånd, men dog så fast, at man ikke taber ægget, når man puster det ud. Der skal nemlig sommetider pustes temmelig hårdt. Prøv selv på et solidt hønseæg. Det er lidt af en kunst på et lillebitte fugleæg, men nu er det jo heldigvis også forbudt. - Jeg har endnu resterne af min samling oppe på loftet, hvis ikke mus har ædt dem. (Det havde de så ikke helt. Jeg genfandt æggene på loftet i 2010.)

125

Min nu over 70 ĂĽrige ĂŚgsamling

En skaderede.

126

Anemonerne i Østrup skoven Vi cyklede mange ture sammen med mine forældre, især om sommeren. Vi tog på udflugt til Østrup skoven der ligger ude ad Tjærebyvej efter Albæk. Her plukkede vi anemoner om foråret.

Her er vi cyklet ud i Østrupskoven til den gamle eg en dejlig forårsdag i 1947 for at plukke anemoner. På det nederste billede: K.E., Bent, Kirsten, min mor og moster Erna med lille Leif. De tre billeder er fra samme dag.

127

Der var et dejligt stort egetræ, som vi kunne klatre i. Jeg kan huske, at jeg da jeg engang syntes jeg var kommet vældig højt op, bad min far om at tage et billede op langs stammen, så jeg havde et minde. Det gjorde han så og det er dette billede. Jeg husker episoden fuldstændig tydeligt.

Sejle på åen Engang imellem gik vi ned til Gudenåen og sejlede med en turistbåd op til Fladbro Kro. Her gik vi tur i anlægget og fik en is eller en sodavand, inden vi igen sejlede hjem. Det var meget spændende at sejle nede i bunden af landskabet med de høje siv på begge sider. - Nogle gange følte vi, at det næsten måtte være som at sejler på Amazon floden. – Hvad kom der af overraskelser efter næste drejning af ”floden”? - Gudenåen er rent faktisk den eneste å i Danmark, der har status som flod i henhold til dens dyre- og planteliv. 128

Tarzan-løven med de tre kugler Randers havde dengang en zoologisk have og det var her de havde den store elefant, lavet af cement der er på forsiden af den første bog af ”MIT LIV". Man kunne gå op i elefanten fra den anden side og glide ned ad en glidebane i bagkroppen. Der var mange dyr i haven, men selvfølgelig var vi mest fascineret af ”Tarzan løven”, som Bent og jeg kaldte den. Vi syntes, at den havde tre testikler, eller kugler som vi kaldte dem. Det måtte den bestemt have, fordi den var dyrenes konge og det var kun retfærdigt, at den på den måde havde lidt mere end de andre dyr og for den sags skyld også mennesker.

Den gamle dame og aben Der var en abegrotte i haven med mange rhesusaber. De var meget livlige og sjove at se på, og hvis man var heldig, fik man at se, når de parrede sig. - Det er drenge i den alder altid interesseret i, da deres nysgerrighed i den retning er stor. - En dag, da Bent der også en ældre slør ned foran. kunne stikke armen

og jeg stod og så på deres leg, stod dame med en stor sort hat med et Abeburet havde tremmer så aberne ud og tigge mad. Der var ganske vist 129

en vandret telefonpæl nede ved jorden, for at man ikke skulle komme for tæt på, men den ældre dame havde fået øje på noget interessant nede i bunden af abegrotten, så hun lænede sig forover for bedre at kunne se, hvad der foregik. - Det skulle hun aldrig have gjort, for hurtigt som et lyn kom der en abe ned oppe fra buret og snuppede hendes flotte hat med sløret. Folk kunne ikke lade være med at le, for aben løb straks op på en høj gren i den bagerste del af buret og begyndte at sætte hatten på hovedet. Sløret blev den irriteret på, så det rev den af.

Den prøvede hatten på forskellige måder i flere minutter og det så virkelig komisk ud, - faktisk så meget, at den ældre dame selv grinede med, skønt det var hendes, - sikkert ret dyre hat det gik ud over. Til sidst blev aben dog selv træt af legen og den smed hatten ned i bunden af buret, hvor nogle af de yngre aber slogedes om den og til Abe i Randers Zoo spiser en is sidst rev den helt i stykker. - Men den slags episoder husker man tydeligt, når man er barn.

130

Bilture i Ford V/8 årgang 1936 Lige efter krigen blev vores far headhuntet til Pfaff symaskiner i Aarhus og han kørte nu igen hver morgen med toget, men nu til Aarhus. Han fik chefens store Ford V/8 fra 1936, der dengang var en næsten ny bil, da den havde stået stille i fem år under krigen. Han tog os tit med i bilen, når han skulle ud og sælge symaskiner. Læg mærke til at bilen er proppet med trædesymaskiner, - selv bag på kofangeren. Sommetider var der også en på kofangeren foran. - Vi børn blev bare proppet ind imellem maskinerne. - Sæderne var jo taget ud. - I dag ville dette jo være helt utænkeligt!

Se hvor langt nede skærmen er over hjulet. - Der var virkelig læs på!

131

Jeg kan huske, at Bent og jeg var med her på en tur til Skive. Vi sov i telt om natten.

Aarhustiden fra 1948 – 1955 Sommeren 1948 flyttede vi til Aarhus. Vores far arbejdede nu hos Pfaff symaskiner i Park Allé nr. 7 og det var derfor langt mere praktisk at bo i Aarhus. Han købte et splinternyt hus i den nordlige udkant af Aarhus i et kvarter der hed Risvangen. Der var her anlagt nye veje og bygget en masse nye huse. På vores vej, - der hed Vestre Strand Allé, - lå der elleve helt ens huse. Det var dejlige huse, der i 1948 kostede 28.500 kroner. De var finansieret med bl. a. billige 30 års statslån på 3 %, så helt almindelige mennesker, der havde arbejde og havde en rimelig indkomst, havde råd til at bo her. Der var skomager Petersen i nr. 4. Han havde en kone og en dreng på vores alder der hed Jørgen. - Så var der os i nr. 6, og i nr. 8 boede der i begyndelsen et yngre par 132

der hed Albertsen. Manden var meget livlig og lidt pjattet. Han havde ikke rigtigt styr på sit liv, men mange højtflyvende planer om at komme til filmen eller senere i fjernsynet. Han var musiker. I fjernsynet kom han da også én eneste gang, og da gjorde han sig lidt til grin, idet han for åben skærm rettede programværten, da denne præsenterede ham som Albertsen - og sagde, at hans navn skulle udtales Aalbertsen. - Så lød det, der kort efter krigen, mere som om han lige var vendt hjem fra det dengang meget feterede USA. I nr. 10 boede den dominerende militærmand Gerken. Han havde en kone og en søn der hed Bjarne. I nr. 12 boede Mose Jensen. Han havde også en kone og en datter, der hed Joan. Han var nu kranfører på havnen. Mose Jensen havde tidligere været sømand under krigen, og kunne fortælle spændende historier, om dengang han blev torpederet af en tysk ubåd i Atlanterhavet, medens han på et amerikansk skib sejlede forsyninger til Europa. I nr. 14 boede Familien Nielsen. Han var også kranfører på havnen og kollega til Mose Jensen. De havde tre piger. De to var enæggede tvillinger og jeg lærte aldrig at kende forskel på Birte og Alice, som de hed. - Den mindste hed Rita. I nr. 16 boede familien Jensen. De havde to piger. De hed Birte og Karen. Jeg tror også, at manden her arbejdede på havnen. 133

I nr. 18 boede der mennesker, som ikke havde børn og det er sikkert derfor jeg ikke kan huske, hvad de hed. I nr. 20 boede murer Nielsen og hans kone. De havde to piger der hed Inge og Beth. I det sidste hus på vejen - nr. 22, boede der en politibetjent, der så vidt jeg husker hed Rasmussen. - De havde ingen børn. Da vi flyttede ind i huset var haven ikke anlagt. Det skulle vi selv gøre. Der var dog plantet en tjørnehæk, og der var en træhavelåge, ud til den vej, der engang ville blive anlagt. Indtil videre var der blot en meget opkørt markvej. På den anden side af vejen, mod nord, var der marker så langt øjet rakte. På marken nærmest os var der dejlige ærter, der her sidst på sommeren, desværre var meget modne og hårde. De skulle snart høstes. Huset bestod af en meget lille entré. På venstre side i entréen var der en dør ud til et meget lille toilet. Til højre var der en dør ind til stuen. Gik man lige ud, var der et lille køkken, med et vindue ud til den kommende vej. I køkkenet var der i venstre side et lille køligere viktualierum til madvarer med en dør ind til og et vindue. Det var jo lang tid før køleskabene. Der var et gaskomfur, da der var bygas. Fra køkkenet gik der en dør ud til et bryggers, som det hed fra gamle dage, da man bryggede sit eget øl. Her var der i venstre side en bagdør med en matteret glasrude med indstøbt metal net. I højre side var der et 134

stort muret skyllekar til vasketøj og en gasgruekedel. Det var jo også længe før vaskemaskinernes tid. - Skyllekarret brugte vi også til badekar. Videre frem var der til venstre en dør ned til en meget lille viktualiekælder med et rundt tagvindue. Til højre var der en dør ned til et lidt større kulrum. Igen var det lang tid før oliefyr og fjernvarmen kom ind i husene. I kulrummet opbevaredes især koks til den store kamin i stuen og den lille kakkelovn på det ene børneværelse. Det var nemlig al den opvarmning, der var i hele huset. Døren til højre i entréen førte, - som tidligere nævnt, ind til stuen. Det var en, - efter tiden ret stor stue med et dobbelt sprossevindue ud til haven mod vest. I den sydlige side, var der en terrassedør med sprosseruder i ud til den flisebelagte terrasse i haven. Lige til venstre for denne dør var døren ind til soveværelset, der var rimeligt stort. - I den østlige side af stuen var der også en dør. Den førte først ind til ét børneværelse, og i dette værelse var der igen en dør der førte ind til det inderste børneværelse, hvor den lille kakkelovn stod. Mellem de to døre i østsiden af stuen stod der en flot kulfyret kamin. Der var riste mellem soveværelset og det forreste børneværelse, så varme fra kaminen kunne lukkes ind i disse værelser. Der var også en lille udbygning med et cykelrum. Døren til dette rum lå til venstre for bagdøren. 135

Udefra så huset lidt elegant ud, fordi der i vinduerne og havedøren i stuen var sprosser og hvide træskodder. De blev lukket hver aften så folk ude fra gaden ikke kunne kigge ind til os. Det følte vi var noget særligt, som kun finere huse havde. Der var hele to skorstene. Så vi var stolte af vores hus.

Det var for os et utroligt dejligt hus at flytte ind i. Nu fik min lillebror Bent og jeg vores helt eget værelse, idet vi fik værelset med den lille kakkelovn. Det andet værelse fik vores lillesøster Kirsten. Vi havde alle tre været vant til at sove i vore forældres soveværelse i Randers, så det var for os en vild luksus. Det må også for vore forældre have været mindst lige så dejligt. Nu de fik endelig deres eget soveværelse, efter alle disse år med alle børnene i soveværelset. - Det har de helt sikkert nydt. 136

Nu var vi børn også lidt mere på afstand, når min far gik i søvne, for det fortsatte han nemlig med også herude i Aarhus. Jeg husker helt tydeligt, at vi en nat blev vækket af en farlig råben og skrigen ude i stuen. Bent og jeg stod selvfølgelig op og lindende døren lidt ind til stuen. - Her så vi et syn, der for andre mennesker ville have været utroligt, men for os var det lidt mere normalt, idet vi havde set og oplevet den slags optrin hele vores liv. På stuegulvet lå der en stor dyne og på den sad min mor og min lillesøster, medens de rev og flåede i min far, der stod bøjet over dem. - De forsøgte at vække ham. Men han var langt, langt væk i sine dramatiske drømme og lod sig ikke sådan lige vække. Han var nemlig ved at redde dem fra en stor ildebrand. Han havde slæbt min mor og lillesøster ud af det vildt brændende hus og anbragt dem på en dyne ude på græsplænen. - Det var i hvert fald, hvad han troede og han blev meget forvirret, da de endelig fik ham vækket. Bent og jeg blandede os ikke, da han så meget let kunne tro, at vi var fremmede, der ville forhindre ham i at redde familien. Vi kunne derfor risikere, at han langede ud efter os med sine vældige arme og sine kolossalt store knytnæver. Det havde vi af bitter erfaring lært, at holde os langt væk fra. - Jeg har, i mine erindringer MIT LIV II fra Randers tiden, beskrevet andre af disse natlige oplevelser, så alene på grund af min fars søvngængeri kan jeg sige, at 137

vi har haft en oplevelsesrig barndom, for det var jo ikke noget, der kun skete en gang imellem, - nej, det skete meget tit, men de fleste gange fik min mor stoppet ham, inden det rigtigt tog fat. - Os børn tænkte dengang ikke over, at vi vist havde en lidt usædvanlig far. For vi havde altid været vant til det, da vi jo, - som fortalt, sov i vore forældres soveværelse i de første mange år. - Vi gik vel ud fra, at sådan var fædre nu engang. Der var et stort uudnyttet loft med en god ståhøjde og et ret bredt gulv i midten. Der var - det man kalder en hønsestige op til lemmen i loftet. Senere byggede først jeg, så Bent et værelse heroppe. Vi byggede dem af gamle brædder fra de utallige byggepladser i området. Så havde vi nemlig vores egen indgang ad bagdøren, dengang vi fik en kæreste. - Da vi havde gjort det, flyttede Kirsten ind i vores tidligere værelse, og hendes værelse blev lavet til spisestue. Bent og jeg morede os med at gå hen ad tagryggen mellem husets to skorstene. Det skulle vi dog helst ikke gøre, når vores mor var hjemme. - Hendes hånd sad hurtigt løs. I det efterår vi flyttede ind, høstede de ærtemarken udenfor vores hus. Vi havde spist alle de mest grønne ærter, vi kunne finde, men til sidst var de alle gule og hårde og nu blev de høstet. Alle os børn stod og så på, og da de var færdige gik vi rundt for at finde ærter. Vi så nu noget, vi aldrig havde set før. Rundt omkring på marken var der masser af musereder med små nøgne 138

lyserøde museunger i. Musene havde levet godt og fedt i det himmerige, det må have været for dem, men nu blev de hårdt og brutalt fordrevet fra dette slaraffenland, og alle deres før så godt beskyttede reder med unger i, lå nu blottet for vilde katte og rovfugle. Det syntes vi var lidt synd, selvom det bare var mus, som ingen kunne lide. I hvert fald ikke, når de gik ind i husene. - Vi kunne imidlertid ingenting gøre for de stakkels museunger, men kunne blot lade naturen gå sin gang.

Skoletiden Vi var flyttet til Aarhus i sommerferien, og vi skulle til at gå i skole igen. Den nærmeste skole var den ret nye Skovvangs Skole, som Bent og Kirsten skulle gå i, men her var der dengang endnu ikke kommet mellemskole, og jeg havde jo gået i 1. mellem i Randers og skulle nu i 2. mellemklasse. Vi fik så at vide, at jeg skulle gå i en skole nede i byen, - nemlig i skolen ”Ny Munkegade Skole”. Det var en meget gammel skole og der gik kun drenge. Den startede oprindelig i slutningen af 1800 tallet, som en privat skole. Nu var det var en mellem- og realskole. Der var ingen underskole. Kun 1–4. mellemskoleklasser og så realklassen, der var en overbygning på mellemskolen.

139

Lidt om lussinger og spanskrør Vi havde en leg der hed ”himmelspjæt”. Den var farlig og jeg tror ikke den foregik på Bents skole, der havde en helt åben skolegård. Man kunne meget let komme alvorlig til skade, så derfor foregik den altid omme bag ”lokummerne”, så vi var ude af gårdvagtens øjesyn. Toiletbygningen Legen bestod af ni elever. Vi stillede os efter tur op i to parallelle rækker, med fire mand i hver række. Vi havde front mod hinanden, og havde et godt tag i hinandens hænder. Vi sænkede armene ned mod jorden og den niende person lagde sig vandret hen over armene. Nu hævede og sænkede vi skiftevis armene, og på den måde kunne vi få den niende person til at flyve vandret, - ret højt op i luften. Helt op til et par meter. Det var virkelig en spændende leg, men den var absolut ikke ufarlig, da det en gang imellem skete, at man ikke landede helt vandret efter en særlig høj flyvetur. Man kunne i så fald risikere, at gå mellem armene og lige ned 140

på den hårde asfalt. Det skete ikke ret tit, men når det skete gjorde det ondt, og hvis hovedet vendte nedad, kunne det let have fremkaldt et kraniebrud, men det skete heldigvis aldrig. - Det var selvfølgelig strengt forbudt, men vi gjorde det alligevel, og håbede blot på, at det ikke blev opdaget. En dag gik det imidlertid galt, forstået på den måde, at den vandrette dreng, fløj alt for højt op og derved kom op over taget på toiletbygningen. - Nu kunne han ses ude fra skolegården og blev derfor opdaget af gårdvagten. Jeg var uheldigvis den vandrette dreng den dag, og gårdvagten kom rasende farende om til os. - Da de andre opdagede, at han var på vej, blev der hurtigt råbt højt: - AS – AS. Det var vort advarselsråb, når noget var blevet opdaget, eller hvis der i øvrigt var en lærer i farvandet. Lynhurtigt slap vi hinanden og stod nu blot, som en flok drenge der stod og talte sammen. Gårdvagten, havde imidlertid set, hvem der forskrækket havde kigget ned på ham fra sin vandrette stilling i luften over toilettaget, - så han gik straks hen til mig, greb mig i armen og sagde: - Så er der spanskrør oppe på gangen lige om lidt! Se, - det var jo uheldigt for mig. Det havde gået efter tur, - det med at ligge vandret, så hvorfor skulle det lige være mig, der blev opdaget. Det ville nemlig være helt umuligt, at finde de otte andre, der havde været med i legen, da vi var utrolig solidariske, og aldrig kunne 141

finde på at forråde andre på den måde. De otte var nu blandet med alle de nysgerrige, der var strømmet til. Men én skulle jo straffes, og det var så denne gang mig. - Det var der ikke noget at gøre ved. Spanskrør var vi meget bange for, for det var en straf, der virkelig gjorde ondt. - Så hellere de lussinger vi var vant til at få. Det var begrænset, hvor ondt de gjorde, og dem fik vi som regel kun én af. Det var helt anderledes med spanskrør. Der kunne vi få helt op til ti slag, hvis det var en særlig stor forsyndelse, vi havde foretaget. Da det ringede ind, stillede vi os som sædvanlig op i rækker, to og to, klasse og klasse. Klasserne gik nu ind i skolen i ro og orden. Det var strengt forbudt at tale sammen, medens vi gik ind. Jeg havde af lærer Findahl fået besked på at vente til sidst henne ved indgangen. Da alle var gået ind, tog han mig med op på den tomme gang på første sal, og bad mig vente på, at han hentede spanskrøret henne på skoleinspektør Badens kontor. - Et spanskrør til afstraffelse er et stykke bambus af lillefinger tykkelse og af en længde på ca. én meter. Det er tilpas bøjeligt, så det rigtigt kan svirpe. - Medens jeg ventede, tænkte jeg på, hvor mange slag jeg mon skulle have, for hvert slag ville gøre vanvittigt ondt. Lærer Findahl var en yngre og velbygget mand, og vi havde ham til naturhistorie og gymnastik. Vi vidste, at han havde arme til kraftige slag med spanskrøret, og han 142

var derfor, sammen med lærer Thøger, de frygtede til denne straf. - Igen var jeg uheldig.

mest

Lærer Findahl vendte tilbage med spanskrøret og havde samtidig fået min forseelse noteret inde hos skoleinspektøren. - Han bad mig nu om at bøje mig ned, og sætte mine fingerspidser mod gulvet. På den måde blev mine pludderbukseende strammet rigtig godt ud, så slagene slog bedre igennem, for det var jo meningen, at det skulle gøre rigtigt ondt, så man tabte lysten til at gøre noget lignende en anden gang. (Se Bents pludderbukser øverst på side 169). Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvor mange slag jeg fik, men det var over fem, og da det højst kunne være ti, har det sikkert været syv eller otte, men jeg kan meget tydeligt endda, huske, at det gjorde forbavsende ondt. Det gjorde så ondt, at jeg tog hænderne om på bagdelen for at dulme smerterne, men straks fik jeg ordren: - Fingrene væk! - Jeg måtte modtage alle slagene uden modstand, men jeg græd, selvom det var uhyre flovt for en dreng på fjorten år. - Dog græd jeg uden en lyd. Det var kun tårerne der flød. Det var godt, at ingen af mine kammerater så det. Det havde været ubærligt. Jeg ved ikke, hvorfor den slags straffe ikke har nogen præventiv indflydelse på mig, for det havde de ikke. - Jeg havde jo prøvet den slags før, da jeg som syvotte årig fik flere gange af en sammenlagt symaskinelæderrem og dengang hjalp det heller ikke. 143

(Læs evt. i MIT LIV I på www.keguldager.dk). Jeg tror måske det skyldes, at børn er meget nysgerrige og elsker at opleve noget nyt og spændende. - Denne trang vinder over risikoen for afsløring og for den straf, der uvægerligt vil komme, hvis det, man foretager sig er rigtig farligt, - men derfor også er mest spændende. - Når det så bliver opdaget, synes jeg i grunden, at straffen er retfærdig, for jeg kendte jo risikoen. Jeg bar derfor aldrig nag til de personer der afstraffede mig. Den slags straffe gør selvfølgelig meget fysisk ondt, medens det foregår, men smerterne forsvinder igen efter et par dage, og så er det glemt i den alder. Så galt kunne det gå, hvis en lærer var for hård. Det her er ikke mig, - heldigvis! Men det kan man da kalde stribet flæsk!

Her ligger et vaskeægte spanskrør på katederet. Det har sikkert meget på samvittigheden.

Jeg fik i øvrigt spanskrør mindst én gang mere. Det var, da jeg kastede et æbleskrog efter en klassekammerat. Han dukkede sig imidlertid og æbleskroget susede videre ind i skolemuren få centimeter fra hovedet på gårdvagten, og det var selvfølgelig igen lærer Findahl. 144

Ham med den stærke arm. Det var nok til spanskrør, for han troede åbenbart, at det var ham, jeg havde sigtet efter. Det kunne jeg dog, - helt ærlig, aldrig have fundet på, men det blev takseret til fem slag. Det var ellers ikke fordi, at vi ikke fik lussinger nok, for dem fik jeg mange af. - I religions timerne skulle vi lære diverse skriftsteder og lignende fra en lille bog, der hed katekismus. Det var en ”djævelsk” bog. - Undskyld udtrykket i en religionstime, - Den var skrevet af Martin Luther i 1529 og indeholdt sentenser til opdragelse i den kristne tro. Så vidt jeg husker, var den oven i købet skrevet med gotiske bogstaver, som var svære at læse. Det var bestemt ikke noget en fjorten års dreng, havde lyst til at lære udenad. Det var hårdt nok i forvejen med salmerne, men dem kunne man i det mindste synge til, og jeg havde altid - lige fra ganske lille, kunnet lide at synge. Vores mor sang altid for os. Men disse uendelig kedelige skriftsteder var ulidelige at lære uden ad, så dem kunne jeg næsten aldrig, men jeg blev heldigvis ikke hørt i hver time. Når jeg så blev hørt gik det som regel helt galt. Jeg fik tit en lussing af ”Fille”, der også var vores religionslærer. Her var han også meget streng, da han åbenbart mente, at om vores 145

kristne religion var det vigtig at vide meget, - for ikke at sige alt. Han havde også et andet trick, der efter hans mening ikke var så streng som en lussing. Han tog fat i en tot af vores hår, lige foran øret og hev opad, så vi til sidst stod helt oppe på tæerne. - Det gjorde huleme også ondt. (Der var et af de gamle udtryk). Vi ville faktisk hellere have en lussing. - Den var hurtigere overstået. Ovenstående er taget med for at fortælle nutidens børn, hvad de slipper for, efter det er blevet forbudt med fysiske afstraffelser i både skole og hjem. Det var godt det blev afskaffet, for det var tit ubehageligt og det hjalp overhovedet ikke på vores opførsel alligevel. Var det spændende, gjorde vi det, uanset straffen. Den måtte vi så tage med, når vi blev opdagede.

Skovbanden ved Ørnereden Vi havde en bande efter skoletiden og vi hærgede i skovene omkring ”Ørnereden”. Banden bestod af Bent og jeg, samt nogle af vores skolekammerater. Vi havde en hule i Robin Hood stil i krattet bag Ørnereden. Vores våben var træsværd af meget hård træ, så de slog hårdt og knækkede ikke. - Vi havde også træskjolde, men dem havde vi ikke altid med, da vi cyklede derud. Dengang var der - lige før man kommer til Ørnereden fra Aarhus, - en skihopbakke med tårn og det hele. Den vendte ud mod vandet, da der her er en meget stejl skrænt, der forøgede længden af hoppet. Dengang, 146

syntes jeg, var der altid sne hver vinter. Mere eller mindre selvfølgelig, men der var altid sne i et par måneder.

Her er bror Bent, til højre, og hans ven Finn Kroer i drabelig kamp med nogle af vore sværd og skjolde. - Jeg er næsten helt sikker på, at det er mit skjold Bent har lånt. - Jeg kan huske da jeg malede mønstret med farvekridt. Kroer har Bents skjold og sværd. Om sommeren var denne skihopbakkes tårn vores fæstning, som vi forsvarede. Der var nemlig en anden bande, der gerne ville fordrive os og en dag havde vi en drabelig kamp på kanten af skrænten. - De kom kravlende op nede fra stranden og vi stod oppe i bunden af tårnet på kanten af skrænten og slog dem på armene med vores hårde træsværd, ligeså snart de prustende kom op til kanten. Vi stak dem også i brystet, for at få dem til at trille ned ad skrænten igen, men vi slog aldrig i hovedet. - Det var en stiltiende aftale vi havde. 147

Vi vandt efter en lille halv time og da havde de fået mange blå mærker. Det havde vi nu også på vore skinneben, da disse var let at ramme, da fjenden stod så lavt. Vi havde det vældigt sjovt og gik meget op i vores leg. Om vi var vikinger eller riddere, husker jeg ikke. - Vi har nu nok været riddere, da Prins Valiant kom som tegneserie i ”Skipper Skræk” hver uge, og det blad læste vi altid. Jeg har den dag i dag næsten samtlige Prins Valiant tegneseriehefter gemt oppe på loftet. Jeg har fundet dem på antikmarkeder og i antikvarboghandler.

Det Hvide Hus og fætrene Vi havde jo fem fætre der boede ude i Risskov, lige ved stationen. Huset lå på en vej, der hed Skrænten og jeg tror at de boede i nummer fem. Det var en vældig stor herskabsvilla, der hed noget så fornemt som ”Det Hvide Hus”, da den var hvidmalet. Den var i to etager med en høj kælder. Øverst oppe på taget var der et firkantet udsigtsrum med vinduer til alle sider. Den var i sin tid bygget af to brødre, der vistnok havde været gartnere. - De havde været lidt excentriske, især den ældste, der gemte sig, hvis der kom gæster. De havde boet i huset sammen med deres gamle mor, og jeg tror ikke, at de var gift. Dette hus havde min onkel Gunnar købt lige efter krigen, - Det er den Gunnar med det stive ben, som jeg omtalte i MIT LIV I indtil 1944. 148

Vores onkel med familie, står oppe på altanen og flaget er hejst til ære for fotografen under indvielsen. Han ”leger” måske amerikansk præsident, men det skal være ham tilgivet, for han var så stolt af sit fine hus. USA var jo meget populært lige efter krigen. Oppe fra samme altan morede vi os i øvrigt med at smide store papirposer fyldt med vand, ned i hovedet på folk og familie. 149

Her er hele familien med til indvielsen efter overtagelsen af ”Det Hvide Hus den 29. juli 1946”. Min lillebror Bent sidder helt til venstre og jeg sidder som nr. tre fra højre. Det er fætter Jørgen i den hvide skjorte. Mine fem fætre var alle lidt ældre end jeg, den yngste dog kun med tre måneder. - Når fem brødre er næsten lige gamle, går det som regel livligt til, der hvor de færdes, og det gjorde det også her. Vi var med på mange ”eventyr”, mere eller mindre legale, som æblerov eller valnødderov. De slap som regel godt fra det, - dog stod der en aften en meget vred grosserernabo uden for døren, med en stor træbøjle i hånden og han ville tale med fætter Jørgen. Han skulle have bank med træbøjlen. - Min faster Gudrun fik ham dog efterhånden beroliget, så han gik igen. 150

Livsfarlig færd på isen Fætter Jørgen var nok den vildeste af vore fætre, så jeg tager lige et par historier med, hvori han spiller en stor rolle. Der var næsten intet, der var for farligt for ham. Jeg husker, at han og jeg, en streng vintersøndag var gået ned i fiskerihavnen for at se på den tilfrosne Aarhusbugt. Bent var heldigvis ikke med den dag. Den var nemlig denne vinter fuldstændig dækket af is. Der var dog brudt en sejlrende ude fra bugten ind til Aarhus og en der gik ind til Ebeltoft. Pludselig siger Jørgen: - Vil du med ud til sejlrenden? Jeg kiggede ud på isen. Der var ingen mennesker derude, og det var jo ikke sikkert, at isen kunne bære alle steder. - Men det var jo i høj grad en grænseoverskridende tanke, og jeg har svært ved at modstå noget spændende, så jeg sagde straks ja. Vi gik så ned ad trappen på molen og ud på isen. - Der var mange andre mennesker, der var ude at gå søndagstur og som nu stod og så på den tilfrosne bugt. Nogle af dem sagde straks: - Politiet har forbudt al færdsel på isen! Jeg stoppede op. - Jeg var jo ikke helt så vild, som min fætter, - men Jørgen fortsatte, som om han ikke havde hørt noget. Han sagde bare: - Kom nu! - Det gjorde jeg så. - Han skulle jo nødig få indtryk af, at jeg ikke turde. Jeg tror, at jeg så lidt op til mine ældre fætre. 151

Da vi kom et stykke ud på isen var der nogle store mørke områder. Dem gik vi i vores store naivitet hen og stod midt på for at se, hvad det var for noget. - Det var imidlertid noget af det dummeste, vi overhovedet kunne gøre. - Det var i allerhøjeste grad livsfarligt, men vi anede det ikke. Jeg gjorde i hvert fald ikke. De mørke pletter var netop der, hvor isen var allertyndest på grund af strømninger i vandet. Jeg kan meget tydeligt huske, at jeg pludselig fik en stor fornemmelse af fare og blev meget utryk ved at stå midt på den mørke plet, hvor jeg ligesom kunne se ned i dybet, så vi skyndte os væk og gik ikke ud på flere af de mørke områder. Vi nåede ud til sejlrenden. Der har nok været godt en kilometer, men det synede ikke af så meget, da det jo var helt fladt. Vi vendte om, og begyndte at gå ind mod havnen igen. - Da vi nærmede os havnen kunne vi høre en mand der stod og råbte noget i en råbetragt. Vi kunne ikke rigtig høre, hvad han råbte, men han råbte ud over isen, og da vi var de eneste, der var ude derude, kunne vi hurtigt regne ud, at der nok var nogen, der havde tilkaldt politiet for at få os kaldt ind igen. - Men politiet turde heldigvis ikke selv gå ud på isen. Vi blev så enige om, at vi ville gå et godt stykke ude, parallelt med kysten, - ud mod Risskov, hvor Jørgen 152

boede. Vi måtte så blot håbe på, at politiet ikke fulgte efter. Det gjorde de heldigvis ikke, og vi slap lykkeligt i land ved Risskov station.

Torskesmut og hjernerystelse Jeg husker også en første-nytårsdag, hvor hele min familie var på besøg hos min onkel Gunnar i ”Det Hvide Hus”. Han fyldte netop år den dag. - Efter middagen gik vi unge ned på stranden. Pludselig siger min fætter Palle, der var den ældste: - Knud Erik. – Kan du se den store sten, der ligger der henne på stranden? – Ja, det kunne jeg sagtens. – Hvis du kan løbe hen og lægge din hånd på den sten, og være her tilbage i løbet af tre minutter, så vil jeg give dig en krone. - En krone var mange penge for mig og mine fætre havde altid flere penge end jeg, så jeg anede ikke uråd. Jeg mente, at jeg faktisk at kunne gøre det på den halve tid. Jeg pilede af sted, berørte stenen med min hånd og løb tilbage. – Hvor lang tid tog det? – råbte jeg forpustet. – Det tog et minut og 45 sekunder, - sagde Palle. – Så skylder du mig en krone, sagde jeg glædestrålende. – Må jeg lige se dine hænder, - sagde Palle. – Jeg rakte lidt undrende mine hænder frem. – Du har dem jo begge to endnu! - Aftalen var helt klart, at du skulle lægge den ene hånd henne på stenen. - Så du har tabt væddemålet. Det havde jeg, og jeg havde samtidig været grundigt til 153

grin, - men det er åbenbart prisen for at være lidt naiv. Jeg havde jo heller ingen ældre søskende til at hærde mig, så jeg måtte lære det på den hårde måde. Bagefter begyndte vi at slå torskesmut. Det var en kunst mine fætre mestrede, da de jo boede ved vandet. At slå torskesmut, er at kaste en mellemstor sten lodret op i luften, lidt ude over vandet. Når stenen rammer vandet, lyder der et hult SVUP. Da vi alle står og slår torskesmut, får jeg pludselig et kæmpe hårdt slag oven i hovedet, og blodet begynder lidt efter at flyde ned til alle sider. - Jeg sætter mig fortumlet ned og kan ikke begribe, hvad der er sket. Det gik nu hurtigt op for mig. - Det var nemlig fætter Jørgen, den bandit, der var gået et stykke hen på stranden. Her slog han torskesmut, men ikke ud over vandet. Han syntes åbenbart, at det var meget sjovere at se, om han kunne ramme en oven i hovedet. – Det lykkedes til fulde, men det var mig der blev torsken igen, og det var ikke rart, når min lillebror Bent blev vidne til det. Store brødre skulle helst være forbilleder. - Jeg fik en hjernerystelse og måtte gå hjem og i seng. Godt det ikke var Bent der fik den store sten i hovedet. Af loyalitets hensyn, fortalte vi naturligvis ikke vore undrende forældre, hvorledes det var gået til, at jeg havde fået så stort et hul i hovedbunden. Jeg havde jo lige opført mig lidt tykhovedet. - Jeg tænker på hånden og stenen, men det var måske mit held, at jeg var tykhovedet, for det var måske derfor, at stenen ikke 154

slog helt hul i kraniet. – Nå, det sidste er nu kun min spøg. Jeg betragter ikke mig selv, som så tykhovedet endda. Men I forstår nu bedre, hvorfor jeg siger, at min fætter Jørgen var lidt vild.

Det hvide spøgelse i børneværelset Jeg var heller ikke altid selv for god. Jeg husker en nat, hvor jeg hærgede min stakkels lillebror Bent. Vi havde jo vores eget værelse nu, og en nat vågnede jeg ved, at jeg syntes, der stod et hvidt spøgelse henne i døren. Det gjorde der nu ikke. Det var blot den hvidmalede dør, der stod åben, og en klar hvid fuldmåne skinnede ind på den. Samtidig øgede den klagende lyd fra tågesirenen nede i havnen uhyggen i natten. - Der må have været tågedis over vandet. Det gav mig straks en idé, - en lidt grusom måske, men det tænkte jeg nu slet ikke på. Jeg stod stille op og trak mit hvide dynebetræk af dynen og tog det over hovedet. Så stillede jeg mig op henne i døren, så månen skinnede ind på det hvide tøj. Nu begyndte jeg ganske sagte at udstøde langtrukne klagesuk. - Da Bent ikke vågnede, gjorde jeg lydene lidt højere. Nu vågnede han og så hen mod døren, hvor jeg stod ganske stille og ikke sagde en lyd. Så bevægede jeg pludselig armene ud til siden og udstødte et højt klagehyl. Min stakkels lillebror skreg højt. – Han fløj op af sengen, åbnede vinduet, sprang rædselsslagen ud i natten 155

og landede i en kristtornbusk. – Det varede meget længe før han tilgav mig den spøg. Jeg havde syntes, at ideen havde været så god, at den ikke skulle gå til spilde, men det syntes han bestemt ikke. Han var jo blevet rigtig grundig forstukket af kristtornbusken og narret af sin egen storebror - og det var ikke godt.

Slædeture og bobslæden Et års tid efter vi var flyttet ind, begyndte kommunen at lave veje i kvarteret og omkring 1950 blev der bygget en hel masse rækkehuse ovre på Risvangs Allé, der ligger bag vores vej, ned mod byen. Husene lå vinkelret på vejen. Tre og tre. Senere blev der bygget nogle hvide huse ovre på en vej foran vores vej, altså væk fra byen. - Vejen hed Solhvervsvej. Husene var i tre etager og de lå et stykke ovre, da der blev levnet et bredt stykke jord, så der senere kunne anlægges den meget brede Vejlby Ringvej, men det skete først mange år senere. - Vejene mødtes i en flot rundkørsel.

156

Den flotte rundkørsel i Risvangen. De hvide huse ligger på Solhvervsvej. Vejen foran, er vores vej. Den hedder nu Svend Gøngesvej. Man ser rækkehusene på Risvangs Allé, med de lidt lysere røde tegltage, ligge tre og tre. I den række, der ligger tættest rundkørslen, boede familien Gemzøe, Ullas forældre, i det hus der vender ud mod Svend Gøngesvej. Det er den Ulla, som jeg nu, om alt går vel, skal fejre diamantbryllup med i 2019. Solhvervsvej faldt tilpas ned mod kysten, til at der kunne blive en dejlig kælkebane om vinteren. Her kørte vi søskende altid på vore kælke. Vi brugte en meget lang hasselgren til styrestang og kunne på denne måde fint styre udenom de mange, der kom trækkende opad med deres kælke. - Vi kunne også kælke på de store bakker nede i Risskov og her var der dejlige høje hop midt på bakken, men der var næsten altid overfyldt. På loftet i min onkels hus, havde der stået en dejlig stor professionel ”Bobslæde”. Det var en som de excentriske to brødre, der havde bygget huset, havde efterladt. - Det var sikkert en slæde fra tyverne. Den var todelt, ligesom en lastbil med sættevogn. Den havde et rigtigt bilrat med en ratkrans af træ, og man kunne fint styre den. Der kunne sidde en styrmand foran og tre mere bag på slæden. Der var et fint ryglæn på førersædet. Den kunne skyde en vældig fart, når man kørte på de store bakker i Risskov. 157

Den endte dog sine dage en vinter, hvor fætter Jørgen, der var styrmand, lige efter at have passeret hoppet på ”Djævlebakken”, ikke kunne nå at dreje udenom et tykt bøgetræ. – SPRING! - råbte han. - Alle nåede at kaste sig af i sidste øjeblik og bobslæden ramte det tykke træ med et brag. Det kunne den gamle og nu helt tørre træslæde slet ikke holde til. Den splintredes i så mange stykker, at den ikke kunne repareres igen. – En af hans brødre tror dog, at han måske styrede mod træet med vilje, det kunne nemlig sagtens ligne ham at gøre den slags, - men måske gør vi ham uret.

Hårrejsende skrig i mørket Når Bent og jeg havde været nede og lege med vore fætre på Skrænten 5, der lå lige ved Risskov station, skulle vi jo hjem om aftenen. - Det var så nemmest at følge stierne, der løb inde i den nordlige ende af skoven. Det kunne godt være en barsk tur, når det var mørkt, for lige uden for skoven på det første stykke, lå Risskov Sindssyge Anstalt, - som den hed dengang. Vi kaldte den ”Tosseanstalten”. Om sommeren, når vinduerne stod åbne, lød der mange gange nogle hårrejsende og uhyggelige skrig derovre fra. Det var de stakkels patienter, der i deres sindssyge oplevede frygtelige ting og derfor skreg højt. Når man så som drenge gik forbi inde i mørket imellem de tykke træer, hvor nogen let kunne gemme sig, var det temmelig uhyggeligt at gå der. - Vi vidste nemlig, at der 158

af og til var nogen af patienterne der stak af og gemte sig i skoven. - Man skulle enten være meget modig, eller meget doven, for at gå alene gennem skoven, når det var mørkt. Inden vi skulle gå hjem, havde vi tit en diskussion om, hvorvidt vi nu turde, eller hellere skulle vælge den lange vej udenom, hvor der var gadelygter, men dovenskaben og spændingen ved turen gennem den mørke skov vandt hver gang. - Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har taget den lange vej af den grund, men når jeg lukker øjnene og tænker tilbage, kan jeg endnu høre de frygtelige hjerteskærende skrig i den mørke nat.

Bueskydning og dristighed Vi skød meget med bue og pil og fætter Thorkild var medlem af en bueskytteforening. Engang stod fætter Kjeld og skød til måls efter et halvtykt træ i haven. - Han ramte ikke træet rigtigt. Pilen ramte ude i rundingen, afbød og forandrede retning. Det var uheldigt, for derovre, hvor pilen nu farer, kom hans kammerat Kurt Werner løbende og pilen, - der havde en spids af stål, ramte ham. Heldigvis ramte den ham ude i siden mellem hans krop og arm, så den kun lavede to huller i hans skjorte. Et foran og et bagpå. – Han blev lidt bleg og efter den tid passede de lidt mere på.

159

Bueskydning i haven ved Det Hvide Hus. Thorkild – Kjeld – Bedstefar Kristiansen – og mig. Thorkild var rigtig god til at skyde. En gang imellem gik vi op i skoven for at skyde efter fugle. Det var især træløbere. - Træløberen er en ganske lille fugl, der småløber op ad stammerne i dens jagt på insekter. Den sad stille en gang imellem og så var det med at være der. - De fleste gange ramte han ved siden af, men han brugte det som en god øvelse. Ham ramte dog én gang, så den stakkels lille fugl sad fastnaglet til stammen og var dræbt med det samme. Det var en farlig leg, da skoven var offentligt tilgængelig, og der gik folk på spadsereture rundt i den. - De skulle jo nødigt blive ramt af en vildfarende pil med stålspids. Nu vi taler om bueskydning, husker jeg også en anden ting. Oppe på Svend Gøngesvej var det en bred stribe græs i mange år. Det var her den brede Vejlby Ringvej senere skulle bygges. Græsset blev slået af kommunen, så vi havde altid en dejlig lang græsplæne at tumle på. Her skød vi også med bue og pil. Der kom ikke så mange biler dengang. Vi skød mod en halmskive.

160

Men der var også en mere makaber form for bueskydning vi foretog. Bent og jeg stod med en fem seks drenge i en samlet klynge. Så afskød en af os en pil, - det var som regel mig, da jeg var den største og den der havde flest kræfter til at skyde højst op. - Vi skød nemlig lige lodret op i luften og vi fulgte nu nøje pilen i dens flugt, for at se, hvor den landede. Det gjaldt så om ikke at flytte sig for meget, men at stå tættest på, hvor pilen ville lande. - Det viste nemlig hvor modige vi var. Det var en barsk leg, der let kunne være endt galt, men vi legede den mange gange. En gang imellem gik pilen så højt, at vi mistede synet af den, og vi vidste nu ikke, hvor den ville lande. - Så var der kun én ting at gøre, og det var at flygte til alle sider og i hvert fald udenfor pilens rækkevidde. Skomager Pedersens dreng Jørgen, - som vi kaldte ”Slanko” fordi han var så tynd, - tænkte ikke altid så langt, og en dag, hvor vi netop ikke mere kunne se pilen oppe i luften, og hvor vi derfor spredtes for alle vinde, - blev ”Slanko” stående. - Vi råbte og skreg til ham om at komme væk, men han var ligeglad og stod blot og stirrede lige op i luften, hvor pilen var forsvundet. Vi turde ikke gå hen til ham og hive han væk, for nu måtte pilen lige snart komme ned. - Pludselig ser vi til vores store rædsel, at pilen kommer ned, og det ser ud, som om den vil ramme ”Slanko”, - måske lige ind i et af hans himmelvendte øjne. Det gjorde den heldigvis ikke, men den var tæt nok på endda, for den ramte ned så tæt på ham, at den stod dybt i jorden kun ti centimeter foran hans spredte fødder. Det var alligevel for meget af det spændende, så ”Slanko” måtte aldrig mere være med, når vi legede den leg.

161

Her er vi på en badetur til Moesgård strand i Ford V/8 bilen ”Mads”. ”Slanko” sidder yderst til venstre, derefter Kirsten – K.E. – Bent – Kroer – Min far.

Kokosmakronerne Under krigen og lige efter, var der meget man ikke kunne få. Vi havde hørt om kokoskager og at de skulle smage godt, og dem ville vi da godt smage, men man kunne slet ikke få kokosmel, og det var jo en nødvendighed til kagerne.

162

Nede på havnen havde vi imidlertid set, at skibene, - når de blev lossede, tabte en masse kokosskaller på Oliemøllens kaj. De fleste var ganske vist ikke egnede til at lave kokosmel af, da de var delvis indtørrede og derfor brune. Men der var enkelte imellem, der var ret friske, og det var dem vi gerne ville have fat i. - Det var imidlertid strengt forbudt, især for børn at færdes på kajen, når kranerne arbejdede. - Det var alt for farligt, hvis der tabtes et større parti af de ting som kranerne arbejdede med. Der var nemlig andre ting rundt omkring på havnen, som folk gerne ville have fat i. Der var bl.a. kul og koks, som var rationerede. Disse ting var særlig eftertragtede. Kokssamlere på kajen Men tilbage til kokosskallerne og kokoskagerne. Bent og jeg sad på lur henne bag en mur. Når kranen var nede i lasten for at hente en ny grab skaller, pilede vi som små rotter hen over kajen og samlede de mest friske skaller, som kranen havde tabt sidste gang, op. - Arbejderne råbte til os næsten hver gang, men de gad ikke længere løbe efter os, når vi blot ikke løb der, når kranen var i luften lige over os. Det hele var et kompromis mellem arbejderne og os, så det gik. - Når vi havde samlet kokosskaller nok, cyklede vi hjem til vores mor, som så sorterede de friskeste fra og rev dem på et rivejern. Så bagte hun kokosmakroner. Det kunne vi ikke huske, at vi nogensinde havde smagt før, og alene det, at de kom nede fra de varme lande, var meget eksotisk for os og denne tanke gav dem sikkert en ekstra spændende smag.

163

Konfirmation Jeg blev konfirmeret i Marcuskirken i 1949. Den ligger nede på det nederste stykke af Langelandsgade. - Det var ikke vores normale kirke, men da jeg gik i Munkegade skole, var jeg også FDF’er i ottende kreds sammen med mine klassekammerater og Marcus kirken var deres kirke og FDF ’erne havde mødelokaler nede i kirkekælderen. - Det var en ret ny kirke i moderne stil. Til min konfirmation havde vi meget spændt ventet på desserten kan jeg huske. - Genboen Mose Jensen, der var kranfører nede på havnen, havde nemlig lovet at skaffe noget så sjældent som tre bananer, Dem havde en sømand haft med hjem i sin kahyt. Det var vi meget spændte på, for jeg kunne ikke huske bananer fra før krigen, men det kunne de voksne, så de glædede sig meget til at få denne dessert. Desværre viste det sig, at da Mose Jensen kom med bananerne, var de grønne og gummiagtige og kunne slet ikke bruges til noget. - Jo, de kunne vises frem som en sjældenhed. Spises kunne de ikke. De var blevet plukket som grønne og det var meningen, at de skulle modnes under transporten hjem, og her var det så gået galt. Men vi fik da set og lugtet til en banan. 164

Her er jeg som grøn konfirmand foran havedøren med skodden. Fjorten år gammel i 1949. Jeg havde fået en af min lillebror Bents legekammerater til at komme og underholde mine gæster. Han var ganske vist kun 5–6 år gammel, men havde lært at synge en populær sang på den tid, om: ”Koen Maren.” Hans far var i underholdningsbranchen i byen, og det var ham, der havde lært sin søn at optræde. - Han fik skam hele fem kroner for det, og hans navn var Holger Laumann. Han blev senere en landskendt saxofonist m.m. - Jeg er så nok den der har udbetalt hans første honorar for at optræde. Jeg har ledt meget, men jeg har ikke kunnet finde noget billede af Bents konfirmation, men den har sikkert lignet min meget. Her er et billede af os på den tid.

165

Lige præcis her starter en lang tradition i familien. Min far sagde: - Vi skal lige have et billede af en levemand med penge på lommen. (Der er desværre kommet lidt falsk lys ind i kameraet, derfor har jeg fixet lidt med billedet for at få ansigtet frem.) Men man kan lige ane, at pengene stritter ud af lommerne og at jeg har en cigaret i flaben, skønt jeg aldrig har røget. Steen med pengene strittende ud af lommerne. 7. april 1974. Finn fik så mange, at han tog munden til hjælp. 17. april 1977. Steens søn Matti. 4. maj 2003 Finns søn Peter 4. maj 2012 166

Her sidder jeg med nogle af mine konfirmationsgæster. Fra venstre er det min lillebror Bent, - min mor, - min onkel Niels (Købmanden fra Assentoft) – Min mormor Jensine (kaldet Sine) – min moster Anna – Hendes datter Grethe – Moster Erna – min fars søster Marie, Assentoft – Hendes datter Kirsten med sin mand Preben. Bag mig: Fætter Hans Jørgen, naboens pige Joan, - kusine Anny – kusine Tove.

Bents bande Bent havde sin egen bande, som han var anfører for. De var 7 i banden. Nogen gange var de musketerer og andre gange var de indianere, eller bare en bande der holdt sammen mod andre bander i området. Holger Laumanns far havde lavet et to meter langt og 60 centimeter 167

bredt højtideligt musketer dokument med brændte kanter og snørklede bogstaver. På dette dokument, der hang i deres klublokale i et af medlemmernes kælder, stod nogle meget højtidelige love og bestemmelser for medlemmerne. De skulle hjælpe mennesker i nød og forsvarsløse mod uret fra omverdenen. Desværre har jeg intet billede af dokumentet, men flot var det.

Banden som indianere. Fra v.: Bent, der ser virkelig barsk ud, Ole Tegner, Anker Gemzøe, Ole Bispelund, Holger Laumann (Der sang koen Maren for 5 kroner). Han blev som voksen en kendt musiker m.m. H.C. Vartenberg, der senere blev en kendt musiker og showman. 168

Her sidder det meste af ”Bents bande” foran vores gamle telt fra 20’erne. Jeg har det endnu. Bent i midten Bagerst fra v.: ”Slanko”. Jørgen Bispelund til højre. Her er en smart sæbekassejeep. Den er lavet af symaskine trækasser fra Tyskland.

Det er H.C. Vartenberg i jeepen og Bent der står ved siden af i pludderbukser. 169

Tinsoldater Vores fætter Thorkild var kommet i lære som elektriker og han var tit med til at udskifte gamle elektriske installationer i huse og fabrikker. Her var masser af blyindfattede kabler som blev kasseret og han fik en dag den ide, at alt det gode bly da måtte kunne bruges til noget, f. eks. til at støbe tinsoldater af. Han fik fat på en støbeform til to tinsoldater af gangen. En stående og en siddende. Begge med et gevær i skydestilling. Det var gamle soldater med kasketter, så de har nok været fra krigen i 1864, da soldater fra 1. verdenskrig havde hjælme. Bent og Thorkild lavede et samarbejde med fremstillingen af disse tinsoldater. Først skrælledes de tjærede lærredsbånd, som kablerne var omvundet med, af. Dernæst afskrællede de blyet, der sad om kobberledningerne. De havde også købt nogle stænger af tin til at komme i blyet. Forholdet var en del tin og ni dele bly. Når der kom tin i blyet løb dette ikke an og blev mørkt, så de færdigstøbte tinsoldater vedblev at være blanke. Deraf navnet ”tinsoldater” De kom det hele ned i en kasserolle og smeltede det over gasblusset i min faster Gudruns køkken, når hun ikke var hjemme. Støbeformen var i to halvdele og den blev inden støbningen sodet til, så soldaterne ikke hang fast i formen. 170

Formen blev samlet og en kraftig elastik holdt den sammen. Blyet blev hældt i en lille tragt foroven i formen, og det var altid spændende at se om det var kommet helt ud, så der ikke manglede f.eks. et ben eller et gevær. Formen skulle helst være lidt opvarmet først. Når tinsoldaterne var taget ud af støbeformen skulle der afrenses for støbegrater. De sad næsten altid hele vejen rundt i kanterne, da formen efterhånden var lidt slidt. Jeg kan huske at jeg var med til at afskære disse flade grater, med en skarp dolk, men ellers var det helt og holdent Bents og Thorkilds projekt. De lignede meget disse to, fundet på nettet

Bent satte soldaterne op på en plade og malede uniformerne blå. Kasketten var også blå, husker Thorkild, som jeg har kontaktet for at få den helt sandfærdige beretning frem. Thorkild har vist endnu to af de hjemmelavede liggende i sine gemmer. Når de dukker frem kommer de helt originale billeder ind i stedet for disse. Bent monterede dem nu med sytråd, liggende på papplader med et halvt dusin på hver, (seks stk.) og tog ned til byen og solgte dem i legetøjsbutikker og isenkræmmere. Det var han ret skrap til, så der blev fremstillet og solgt ret mange. Pengene delte ham og 171

Thorkild lige over. Bent var meget stolt, når han kom hjem fra byen og kunne fortælle Thorkild, hvor mange han havde solgt. Bent har været 12-13 år på det tidspunkt. Der var åbenbart mange sælgergener i ham, for han blev senere en virkelig fremragende sælger i vores symaskine firma. Der opstod efterhånden en hel hær af umalede og usolgte tinsoldater og dem brugte vi til at lege krig med. De blev opstillet i to hære med ti soldater i bredden og ti i længden. Altså et hundrede i hver hær. Det foregik tit i spisestuen i ”Det Hvide Hus”. Så ”lånte” vi det lange stålrør fra Nilfisk støvsugeren til ”kanonløb”. Vi fik hver udleveret syv-otte store stålkugler fra kuglelejer og dem sendte vi af sted gennem stålrøret og nu gjaldt det om at nedlægge så mange af ”fjendens” soldater som muligt. Når alle kuglerne var brugt blev de resterende stående tinsoldater talt op og den hær som havde flest tilbage, havde selvfølgelig vundet slaget. Her er nogle tyske soldater fra 2. verdenskrig. De er lavet af lanolin. Et leragtigt materiale med ståltråd inden i til at stive det af. - Dem havde jeg selv en lille samling af. 172

Her tre glade drenge i korte bukser og plusfours. Finn Kroer ”Slanko” alias Jørgen Petersen i ”pludderbukser” Bent i bukserne med de skarpe pressefolder.

Utroligt uheld Da jeg engang kom hjem fra ferie med skolen til Ahlhage ved Ebeltoft, havde min mor selv lige syet to par pæne lysegrå korte bukser med flotte skarpe presselæg til min lillebror og mig. - Min far havde købt en ny, meget skarp hæksaks med bølgeskær, og da min lillebror Bent stod i sine fine nye bukser med presselæggene, skulle han lige prøve den nye og lidt tunge hæksaks. - Han holdt den ned foran sig og lukkede den sammen. Uheldigvis holdt han den for tæt på den skarpe pressefold, så saksen klippede et stort hak ind i de nye bukser, inden han opdagede det. - Det var min mor selvfølgelig ked af. Det var første gang han havde bukserne på. 173

Jeg fik fortalt hele hændelsen og stod og prøvede mine nye bukser og skulle lige se, hvordan det dog kunne lade sig gøre, at være så fjollet. - Jeg holdt saksen ned på samme måde og sagde: - Var det sådan du gjorde? - og lukkede den. Hvor utroligt det end lyder, lavede jeg nu en flænge, nøjagtig megen til min fjollede lillebrors. - Så er det, at jeg kommer lidt i tvivl om, hvem der var mest fjollet. – Min bror eller mig? Min mor troede slet ikke på, at det ikke var med vilje, men det var det helt bestemt ikke. Så ond kan ingen være mod sin egen mor, men jeg forstår godt hendes tvivl.

Københavnertur Medens jeg endnu gik i skole i Munkegade, - det må have været omkring 1949, - tog min far Bent og mig med på en to dages tur til København. Vi havde aldrig været i København, og der var mange ting han ville vise os. Vi sejlede over til Kalundborg og tog toget til København. Min far var jo vestjyde, så det med at bo på et fint og dyrt hotel var ikke lige ham, så han fandt et meget billigt hotel nede i Istedgade. Det var da helt i orden for os. Vi havde aldrig boet på et hotelværelse før, så vi troede bare, at sådan var vel alle hoteller. Vi så godt, at der nede på gaden var nogle lidt mærkelige damer, som talte til min far, - men han svarede dem bare muntert tilbage i forbifarten. 174

Han tog os med helt op i toppen af Frelserkirkens høje tårn. Det sidste stykke foregik på en trappe, der snoede sig rundt om tårnet udvendigt helt op til den øverste spids. Det krøb lidt i benene, da vi gik derop. Jeg syntes, at det gelænder så lidt vakkelvornt ud, så jeg støttede mig ikke ret meget til det. Det var virkelig en spændende oplevelse for to drenge i den alder. - Tårn og gelænder er senere restaureret. Vi var oppe og se Danmarks Akvariet. Det syntes jeg også var meget spændende, især den elektriske ål. Men det var ligeså spændende, at se de fisk vi selv kunne fange ude i naturen så tæt på. - Se, hvordan de opførte sig nede i vandet. Det var fascinerende og vi var der længe. - Vi var i den Zoologiske Have. Den var godt nok noget større og mere spændende end den i både Randers og Aarhus. Det var ellers de eneste zoologiske haver vi kendte. Da vi rejste hjem, havde vi brugt alle vore kontanter. Dengang var der ingen dankort eller lignende. Min far brugte aldrig check, så vi havde altid kun kontanter, og det var jo også godt nok, - når man altså havde nogen. - Det havde vi så bare ikke nu, men vi havde heldigvis vores returbilletter, og vi var glade, for vi havde haft en herlig tur med vores spændende og livlige far. På færgen fik han skrabet mønter sammen, nok til at kunne købe en sodavand til deling i tre glas. Jeg husker helt klart det var en gul citronvand med patentprop. Da vi delte den, sagde min far, at det var en luksusdrik for småguder. Det vi skulle forestille os, - og det gjorde vi så. 175

En grim oplevelse En gang var Bent med min far ude at sælge symaskiner oppe på Randers kanten. Min far var første sælger hos Pfaff symaskiner nede i Park Allé. Han kørte altid i chefens private personbil, – det var en Ford V/8 fra 1936. De skulle være kommet hjem ved 18-19 tiden, men var endnu ikke kommet da klokken var 22. Vi ventede oppe alle tre, - min mor, min lillesøster og jeg. Vi ville ikke gå i seng, før de var kommet hjem og vi var efterhånden blevet meget nervøse. - De havde måske været ude for et færdselsuheld, siden de ikke kom og siden de ikke ringede hjem. Klokken var næsten 24, da telefonen endelig ringede. Det var fra politiet i Randers. – De beroligede straks min mor med, at der ikke var sket hendes søn og mand noget, men da de var kommet kørende på den mørke Hobrovej lige udenfor Randers, havde de fundet en politibetjent der var skudt i hovedet i en vejgrøft. Vores far havde ringet til politiet fra et hus, og ventet ved den dræbte politimand. Min lillebror var tre år yngre end mig, så han har kun været elleve år, og synet af den sønderskudte og blodige mand, der lå der i mørket nede i grøften, gjorde et voldsomt indtryk på ham. - Han fik faktisk en form for dårlige nerver i resten af sit liv. Vi var slet ikke vant til at se døde mennesker dengang. Vi så det aldrig på film på denne 176

måde og der var intet fjernsyn. Det var nok derfor han kom til at lide så meget af den hændelse. Min far og Bent kom med ned på politistationen, og en kort tid følte min far, at de selv var mistænkt for at have skudt betjenten. Jagtgeværet havde ligget ved siden af ham i grøften. - Det viste sig senere, at betjenten havde stoppet en mand, der kørte uden cykellygte. - Men manden havde ikke rent mel i posen, han havde været ude i et ulovligt ærinde med sit gevær. Jeg husker i dag ikke hvilket, men i stedet for at tale med betjenten, tog han straks sit ladte jagtgevær fra bagagebæreren, og skød betjenten i hovedet, så vidt jeg husker, så han var død med det samme. Derpå flygtede manden, men blev nogle dage senere pågrebet og tilstod. Dette kunne godt være et billede fra den tur.

Duerne Omkring 1949 havde jeg duer oppe under taget i cykelskuret. Jeg havde lavet et hul i muren, og et 177

flyvebræt lige udenfor. - Det var almindelige brevduer jeg havde og der var en cirka ti stykker.

Jeg hentede korn til dem på ”Marie Mølle” der lå nede på Grenåvej. Det var en hollandsk vindmølle, opført 1836 og nedrevet 1963. Jeg gik jo i skole og tjente ikke rigtig nogen penge, men jeg solgte et par dueunger en gang imellem og havde mine små ”vestjyske” lommepenge. Jeg fortæller dette fordi Bent jo blev gift med møllerens datter, der hed Ina, så her er altså et billede af familien Madsens mølle fra omkring år 1900.

Fodbold Min bror Bent var god til at spille fodbold, og han fik en kammerats far, - der var tømrer, til at stille to fodboldmål i ungdomsstørrelse op ovre på den tomme mark mellem vores vej og den senere Solhvervsvej. - Der blev snart samlet to hold og de gik rigtig til den.

178

Fodboldbanen

Bent ”redder” en bold i haven. Jeg kan tydelig huske, da jeg tog billedet. Vi måtte tage det om et par gange for at være sikre på at bolden var i luften. - Det var jo før digitalkameraet. Filmen skulle fremkaldes før vi kunne se resultatet. Op gennem 50’erne og 60’erne udbyggede Bent holdet så det til sidst blev en rigtig fodboldklub, som den dag i dag hedder: VORREVANGENS FODBOLDKLUB. Den var i Bents dage en ret succesrig klub. Der stod respekt om den i området og det var helt afgjort Bent, der var drivkraften i klubben dengang. 179

Knallerttiden Da jeg kom i lære i 1953 købte jeg som det første en knallert på afbetaling over ét år. Det var en Skylon 54 Dengang var den noget af det smarteste man kunne få. Før denne model, havde knallerter mest været en hjælpemotor der sad bag på en kraftig herrecykel. De lignede bestemt ikke motorcykler. Men det gjorde en SKYLON, for den havde motoren siddende nede i bunden af stellet og tanken ovenover, akkurat ligesom den rigtige motorcykel, som alle knallertkørere i virkeligheden ønskede sig. Den første sommer kørte min far og jeg en lang tur til Fanø på vore knallerter. Han havde en med hjælpemotor. I begyndelsen var min knallert endnu ikke slebet i indsugningen, men det blev den selvfølgelig senere, ellers kunne jeg jo ikke klare mig, når jeg kørte om kap med de andre knallerter i byen. For at køre om kap gjorde vi alle, og en Skylon kunne køre ret hurtigt, når man kendte specielle trick. Nogle af motorerne var faktisk fra Ferrari i Italien, men det var absolut ikke nogen speciel racermotor. Det må have været en nicheproduktion de har haft, med at lave små 50 ccm. totaktsmotorer. - Min var dog ikke en Ferrari. 180

Jeg kunne klare langt de fleste, men ikke alle. Lærlinge, der arbejdede på motorcykelværksteder, kendte for mange fiduser, og dem kunne jeg ikke klare, hvis de da havde en ordentlig knallert.

En blodig historie Men der var noget jeg var berømt for i hele byen. - Ude ved Ny Mølle, på vejen til Søften, var der en bakkeløbsbane, (i dag hedder det en motocrossbane), hvor der mindst én gang om året blev kørt bakkeløb med alle de berømte kørere. - Der var Viggo Thomasen, Back Sørensen og Søby. Alle fra Randers. De blev kaldt: De tre Musketerer. Især Viggo Thomassen og Bach Sørensen kom jeg til at kende personligt, da de senere blev veterankørere og kom med i vores Vintage Motor Club, hvor jeg var formand. Men det anede jeg ikke dengang. Da var de mine og alle andres helte. - I øvrigt har Bach Sørensens datter dekoreret vores vinduer i symaskineforretningen i mange år. Bent og jeg kørte til alle bakkeløb i Midtjylland. De største blev afholdt i Assentoft ved Randers. - Volk Mølle hed banen. Min onkel var en storkøbmand i Assentoft, så når der var store løb, som verdensmesterskab nede i bakkerne, havde min onkel retten til at sælge frugt til publikum. Jeg var selvskrevet hver gang som banansælger. Bent var desværre for lille. Jeg blev udstyret med en halvrund 181

kasse foran mig. Den hang i en bred læderrem op om halsen og så gik jeg ellers rundt og råbte så højt jeg kunne: - BANANER - BANANER. 25 ØRE PR STK.STORE DEJLIGE BANANER. FEM FOR EN KRONE. (Jeg husker nu ikke prisen helt nøjagtig). På den måde fik jeg samtidig set alle løbene, jeg kom gratis ind, og jeg tjente oven i købet penge ved det. – Det syntes jeg var en rigtig fed fidus. - Der var da også stor rift om disse frugtbakker, men købmanden var jo min onkel Niels, så jeg fik altid en bakke. Jeg var oven i købet ret god til at sælge bananerne, for jeg fik jo et beløb for hver banan jeg solgte, og jeg har altid godt kunne lide at tjene penge og allerhelst på en fornøjelig måde. - Nu kom jeg væk fra det jeg var berømt for især i 1954. Ved siden af banen i Ny Mølle var der en mindre grusgrav, som de lokale motorkørere trænede i, og den brugte vi knallertkørere også til at lege bakkeløb i. Men vores små motorer kunne slet ikke klare den stejle skrænt, som de rigtige motorcykler kørte op af, så de fløj op i luften, når de kom op over kanten. Vi prøvede dog af alle kræfter alligevel, men vi kom aldrig længere end trefjerdedel op, - så gav motoren op, da den ikke havde gear. Den havde simpelthen ikke flere kræfter. Selv ikke mekanikerlærlingenes knallerter kunne klare bakken. Da jeg havde indset, at det aldrig ville kunne lykkes for os, begyndte jeg at tænke på alternativer. Jeg har altid hadet at opgive noget, jeg gerne vil. 182

Rundt om randen på grusgraven løb der en sti, som vi kørte på. Den løb tæt ved den stejle kant, og var spændende at køre på med fuld fart, for der var mange ujævnheder, og hvis man ikke havde fuld kontrol over sin knallert, kunne man risikere at ryge ud over kanten og ned i bunden af grusgraven, hvor der lå store kampesten. Jeg fik nu den dristige idé, at hvis jeg satte fuld fart på rundt langs kanten og med vilje drejede ud over den stejle kant - lige overfor den skrænt, vi så gerne ville besejre, - så kunne jeg måske opnå så stor en fart, at jeg ville kunne klare den sidste fjerdedel af skrænten. Det, - som ingen andre hidtil havde kunnet gøre. Det ville jeg i min ungdommelige dristighed gerne forsøge. Men farligt det var det, for når jeg drejede ud over den stejle skrænt med den fart, ville det indebære, at jeg skulle svæve i luften, indtil jeg var næsten nede ved bunden af grusgraven, hvor skrænten fladede ud i en blød bue. Jeg var lidt spændt på om forhjulet og forgaflen ville holde til den hårde medfart. Det var de jo slet ikke konstrueret til. Og ville jeg selv kunne holde balancen, når jeg nåede bunden? Alle disse spørgsmål kunne kun løses på én måde. – Jeg blev nødt til at prøve. – Så fik det briste eller bære. At jeg selv kunne komme slemt til skade, tænkte jeg åbenbart slet ikke på. Jeg tænkte mest på om mit stolteste eje, - nemlig min Skylon, ville blive ødelagt.

183

Det var altid en lørdag eftermiddag vi samledes for at more os med vore knallerter i grusgraven. Alle arbejdede dengang om lørdagen, men de fleste fik fri over middag. Mange der snart blev 17 år, så de kunne få en knallert, var cyklet derud og selvfølgelig også Bent. Hvor meget han ønskede en knallert, kommer senere i historien. Her holder han på min Skylon og ser barsk ud. Jeg startede på det rigtige sted, den lørdag jeg ville prøve at gøre det umulige. Alle vidste jeg ville forsøge, så banen var helt tom. De holdt på deres knallerter og cykler, så de kunne se, når jeg kørte ud over kanten. De fleste mente, at jeg ville styrte, når jeg nåede bunden efter flyveturen, - og det syn ville de for alt i verden ikke gå glip af. Der var i øvrigt mange flere end der plejede at være. Det var ikke kun de sædvanlige vilde bananer, der kom hver lørdag, - nej, der var også kommet helt almindelige unge, der havde en knallert. Den gang var byen ikke så stor, så rygtet om mit forsøg var hurtigt løbet blandt knallertkørerne. Men jeg startede som sagt på det rigtige sted, for at 184

opnå så stor en fart som muligt, inden jeg fløj ud over kanten. Alt gik som det skulle hele vejen rundt om graven, men da jeg kom til kanten og skulle flyve lige ud i den tomme luft, kunne jeg i et splitsekund godt mærke, at jeg var ude i noget endog meget dristigt. - Men nu var det for sent at fortryde. Jeg fløj ud i luften og koncentrerede mig om at holde godt fast i styret og at forhjulet stod lige, når jeg ramte bunden. Jeg ramte bunden med et brag, men alt på knallerten holdt, og jeg holdt mig også i sadlen, så jeg gav fuld gas det ret korte stykke hen over bunden af grusgraven. Jeg fór op ad skrænten for fuld gas og var lige ved at gå i stå før toppen, men ved at file lidt på koblingen, beholdt motoren omdrejninger nok til at jeg med nød og næppe kom op over kanten. - Jeg havde klaret skrænten som den første. Men nu skal man jo ikke forvente, at de andre ligefrem klappede. De hårde bananer var alle sammen lidt misundelige, for de havde ikke troet, det kunne lade sig gøre, men jeg kunne sagtens se på deres ansigter, at de var ikke så lidt imponerede. Men det gik stolte fyre jo ikke ligefrem rundt og reklamerede med. De følte skam selv, at de var mere eller mindre helte og havde hidtil ikke anset mig for at være skrappere end dem. Jeg havde regnet med, at der var nogen der ville forsøge at gøre mig kunststykket efter, men det var der åbenbart ingen der havde lyst til. - Jeg ved ikke, om det var fordi de selv var bange, eller om de var bange 185

for at ødelægge deres knallerter, - men i hvert fald var der ingen der prøvede. Jeg fik nu et problem, for de opfordrede mig selvfølgelig til at udføre ”kunstflyvningen” igen den næste lørdag, og for at redde min manddoms ære, var jeg nødt til det. - Det gik heldigvis godt. Jeg landede perfekt og kom igen op over skrænten. De andre kunne nok også have gjort det, hvis de bare havde haft modet. Det medførte så, at jeg hver eneste lørdag eftermiddag den sommer skulle gøre det. Jeg følte mig efterhånden som ikke så lidt af en helt. En lørdag eftermiddag da jeg kørte turen, kiggede jeg i vejret, - for at lige at se om alle så mig, idet jeg fløj ud over skrænten. Jeg skulle have koncentreret mig i stedet for. For dette ”helteblik” resulterede i, at jeg holdt styret lidt skævt i det øjeblik jeg landede. Hjulet drejede om til siden i samme øjeblik jeg ramte jorden med et brag. Jeg havde jo ingen styrthjelm på og jeg har sikkert også været i korte bukser, i hvert fald mistede jeg næsten bevidstheden. Jeg lå der blot i en lidt forvreden stilling, men kunne dog føle at jorden ligesom drejede op og ned og at jeg borede hænderne ned i gruset for at holde mig fast. Jeg rørte mig ikke og knallerten var gået i stå, så der herskede en stor stilhed. - Alle var chokerede over det, der lige var sket. 186

Det første jeg hører, er min lillebror Bent der siger:

Hvis han er død, vil jeg have hans knallert!

Tænk, så brændende ønskede han sig en knallert, men de ord var alligevel nok til, at jeg kunne samle mig så meget sammen, at jeg kunne sætte mig op og undersøge, om jeg havde brækket noget. - Det blødte fra flere steder. Det blødte meget kraftigt fra et sted ude i højre side af maven, så jeg hev trøjen op og så, at der var en lang og ret dyb flænge lige ud for hofteskålen. Jeg havde ikke slået hul i maven rigtigt, det var blot huden, der var bristet under det store tryk, da hofteskålen knaldede imod den hårde bund i grusgraven. - Jeg kunne fornemme, at det ikke var farligt. Det blødte også fra albuer og knæ, men det var jeg alt for vant til, så det tog jeg mig ikke særligt af. Jeg var nu mere interesseret i, om min knallert havde taget skade. Styret sad på tværs af stellet, men det drejede jeg blot på plads med et hårdt tag. Forhjulet havde ikke taget skade, så nu var det vist bedst jeg kørte hjem og fik forbundet de sår. - der var kun cirka fem kilometer. - Dengang ringede man simpelthen ikke efter en ambulance for så lidt. Jeg kom pludselig til at tænke på, at det nu nok var slut med mine opvisninger. - For efter den tur turde jeg nok ikke prøve igen næste lørdag. Nu er det en gammel kendt ting, at hvis man lige har 187

kikset noget farligt, er det bedst at gøre det om straks, da man ellers helt automatisk bliver bange for at gøre det igen. - Det vidste jeg, så jeg startede min knallert, og med blodet løbende ned ad højre ben, tog jeg igen runden om grusgraven, - fløj ud over skrænten, landede perfekt, og kom op over kanten. – Men så kørte jeg også hjem. Da jeg kom hjem, gik jeg ikke ind til os selv, for jeg vidste, at min mor altid ”himlede” op, hvis jeg kom hjem med blodige sår, når der var sket et eller andet, som var endt galt. Jeg var jo nok sommetider lidt dumdristig, men jeg elskede at overskride grænser, så man skulle tro, at min mor efterhånden var vant til, at se mig mere eller mindre blodig, for den slags episoder havde der været flere af. - Men det er nok sådan, at en mor ikke kan lide, at se et af sine børn komme til skade og derfor ”himler op”, - som jeg kaldte det. Jeg stillede min knallert et par huse væk, og gik ind til genboen, og spurgte om jeg kunne låne et plaster, for vi var selv udgået. Hun kiggede på mine sår på arme og ben og spurgte om jeg ikke ville låne flere. – Nej, det var ikke nødvendigt. Det var nok med ét. Lidt undrende gav hun mig så et mellemstort plaster. Jeg havde jo ikke vist hende den lange flænge i maven, men det var netop til den jeg skulle bruge plasteret. Den skulle vel egentlig have været syet sammen nede på 188

skadestuen, men så var jeg jo nødt til at fortælle, at jeg havde en flænge i maven. Almindelige hudafskrabninger på arme og ben, var min mor mere vant til, trods alt, så dem hylede hun kun normalt over, men med så stor en flænge, var det nok klogest at holde sin mund. Plasteret kunne slet ikke dække flængen, så jeg tørrede det værste blod væk med min trøje, klemte såret godt sammen og satte plasteret på tværs hen over midten. Så måtte flængen gro sammen af sig selv. - Jeg var ikke så bange for betændelse i såret, da det havde blødt vældig meget, så jeg regnede med at blodet havde skyllet eventuelle urenheder væk. Om mandagen købte jeg selv nogle plastre til at sætte på tværs, og i løbet af et stykke tid var såret groet fint sammen igen. - I dag er der kun et lille ar tilbage. Sårene på arme og ben havde jeg sneget mig uset ind på badeværelset med, og med låst dør vaskede jeg det overskydende blod væk. Selve sårene var holdt op med at bløde og jeg husker det ikke helt, men måske har jeg taget et par lange bukser og en trøje på, så man intet kunne se. Bent fik sin egen knallert i 1956, medens jeg var soldat i Tyskland. Det var en NSU Quickly. Jeg fik et brev fra ham, et af de fire jeg i alt har fået fra ham. Brødre i den alder skriver altså ikke breve til hinanden, i hvert fald kun hvis den anden skal gøre noget for en. Det var da også tilfældet her, for han bad om et tandhjul med 189

flere tænder, så hans knallert kunne køre hurtigere. Det kunne man nemlig ikke få i Danmark, da det var ulovligt at køre hurtigere end 30 km/t. Det var ikke forbudt i Tyskland og jeg købte det selvfølgelig til ham og Ulla havde med hjem, da hun med ”konebussen” havde været nede og besøge mig. 12. september 1956. Kære Knud Erik. Jeg håber du har det godt dernede, og at du kigger på de tyske piger fra mig. Jeg er begyndt at gå på handelsskole, det er ikke så svært endnu, men det kommer nok. Min racer er lige blevet renset og kører brandgodt. Ud ad Grenåvej kørte jeg 53 km i timen og 52 op ad Riisvangs Allé. Jeg skal nok sætte din akkumulator ind under sofaen. Hvis jeg sender penge ned til dig, vil du så købe et gearhjul og et speedometer til mig. John er blevet antaget som mathelev og skal begynde den 15. oktober. Ærbødigst Bent Guldager. Dette ærbødigst må han vist have lært på handelsskolen og tænk, han skriver - Kære Knud Erik. Han plejede absolut ikke at være så høflig mod sin storebror, det er klart. 190

14. oktober 1956.

Kære Knud Erik

Jeg håber du har det godt, og alt det der. Jeg har ikke penge til gearhjulet nu, men håber at få det, når Ulla skal derned næste gang. I dag var der en repræsentant fra Frode Thingsig (Firmaet, hvor jeg blev udlært. K.E.) – ude hos os. - (Firmaet hvor Bent var i lære) - Han solgte en Adwel regnemaskine. Den kostede 1485,- kr. og han tog vores gamle til 485,-. Han kommer ud til os med en skrivemaskine. Vi har ordnet det sådan, at vi køber den gamle regnemaskine igen. Når jeg får penge, vil jeg gerne at du køber en barbermaskine til mig, så du kan tage den med hjem til jul. Jeg skulle hilse dig fra hr. Venge, - du var jo en flink fyr, sagde han. Jeg kan ikke finde på noget at skrive nu, men jeg skriver en anden gang, Med venlig hilsen. Bent Guldager. Det var sådan en Phillips barbermaskine han bad mig købe. Bent var kommet i lære indenfor kontor og handel hos et engros firma der hed Venge Petersen i Risskov. Efter skolen havde han arbejdet et år på en stor ESSO servicestation der lå i krydset hvor VERI-Centret nu ligger. 191

165 b.

Aarhus, den 8. november 1956. Knud Erik. (Hov, hvor blev kære af?)

Du kan tro jeg er glad for gearhjulet, den kører mindst 5 km. hurtigere end før. Hjulet er kun en tak større, men der må ikke være flere, ellers skal der files et stykke af krumtaphuset og det vil jeg helst undgå. John kørte for nylig på et ”Rugbrød” nede på Risvangsallé, og blev kørt på hospitalet med udrykning. Han lå der i tre dage. Han fløj ovenover taget på den og landede lige på næsen, men er næsten kommet over det. Thorkild og jeg har vundet et motorløb. Thorkild fik et sølvfad og jeg fik en sølvske. Vi kørte løbet igennem på de mindste straffepoint. Vi havde kun 45. Caltex-pokalen blev vundet af en bil med 52 straffepoint. Hvis vi havde stået i Silkeborg motorklub, havde vi vundet den. Jeg glæder mig til du kommer hjem, så du kan prøve min knallert. Benzinen er blevet rationeret, så jeg kan ikke køre så meget mere, men jeg skal snart have den staldet op alligevel, for så kan jeg få mere for den, hvis jeg vil sælge den til foråret, og købe en motorcykle. Blækket er sluppet op, så hvis jeg skynder mig, kan jeg lige nå at skrive: Med venlig hilsen Bent. 192

Grunden til benzin rationeringen var Zueskrisen i 1956. Fætter Thorkild havde jo en dejlig BMW motorcykel og den kørte Bent og jeg orienteringsløb på sammen med Thorkild. Vi kørte og han fandt vejen. Vi vandt mange løb og jeg har mindst 6-7 sølvplader til at sætte på forskærmene af motorcykler. Det brugte man dengang og det var særlig fint, at have hele skærmen dækket af sølvplader efter nogle år. Her er Thorkild og jeg ude ved en kontrolpost midt om natten, men det kunne lige så godt have været Bent, da vi kørte begge to. Motorcyklen er en BMW R25 fra 1954. Denne motorcykel var Thorkild meget generøs med at låne til os, når vi gerne ville køre en tur.

193

Aarhus, den 2.12.1956.

Knud Erik

Jeg håber du har det godt. Jeg har klodset min knallert op i mandags, og jeg arbejder på den næsten hver aften. Når du kommer hjem skal vi have din motorcykel og min knallert pyntet op. Jeg skal have købt er racerstyr, halvskærme, specielle. Speedometer, hvis jeg sender penge ned til dig i D.M. kan du så ikke købe det til mig, og så kan man nu få et spotlight ligesom Thorkilds, men bare lidt mindre, den koster 40 kr. Sidst jeg snakkede med dig i telefonen, var min knallert kørt fast. Jeg kørte til Randers og hjem igen uden uheld. Det viste sig senere at det var gearkassen der var sprunget og det kostede 68 kr. at få lavet. Jeg har tjent 132,- kr. i overarbejde. Skriv til mig hvad du ønsker i julegave. Bent. ----Her står Ulla med Bents knallert. Den er en NSU Quickly fra 1956. I baggrunden holder minsandten min fars gamle veltjente Hamlet cykel. Den hed ”Sleipner” efter Odins hest. Det var den cykel han kørte ud og solgte symaskiner med under krigen. Som fortalt ofte store trædemaskiner, som han så havde på bagagebæreren. - Det var sejt gjort. 194

Senere fik Bent en smart SKYLON som denne. Hans var bare blå. Da Bent fik kørekort købte han en seks cylindret Chevrolet fra 1929 eller 30. Den var magen til denne jeg havde en kort overgang.

Den var dog for ustabil og han skiftede den ud med en Fiat 500 cabriolet magen til denne. Hans var dog smartere, da den var i to farver. Mørkere rød og sort, men ellers samme model.

195

Her er vi fotograferet til en fest. Det er hos farbror Gunnar kan jeg se på malerierne.

Her er charmetrolden Bent. Han kunne være virkelig charmerende, når han foldede sig ud. Han havde altid et kraftigt hår. Han kunne få lavet en flot ”anderumpe” hos frisør Tillegren nede på Stationsvej i Risskov.

Det kunne jeg ikke. Mit hår var for blødt og tyndt i hårstråene, så jeg var lidt misundelig. 196

Jiu-jitsu og lillebror konflikter Der er jo masser af andre hændelser jeg husker, som f.eks. når min lillebror Bent og jeg var blevet uvenner, - hvilket skete ikke så sjældent, da vi begge havde et hidsigt gemyt. En tre år yngre lillebror kan jo ikke klare sin storebror, sådan rent fysisk, men så fandt han på andre metoder. Han kastede med store sten efter mig, fra en sikker afstand, så han kunne nå at flygte, hvis jeg løb efter ham. Men han var efterhånden blevet for god til at ramme, så jeg måtte finde en forsvars metode, så jeg undgik at få de store sten i hovedet. Til sidst fandt jeg på at løbe hen og stille mig op foran køkkenvinduerne. Så indstillede han naturligt nok skydningen, da han ellers ville knuse for mange ruder. Det blev jeg selvfølgelig hånet for på afstand, men det tog jeg ganske roligt, for jeg vidste, at jeg nok skulle stille ham til afregning for det senere. Når det virkelig gjaldt, holdt vi naturligvis sammen, som den dag jeg kom cyklende hjem fra skole. Jeg havde passeret Skovvangsskolen, hvor Bent gik. Jeg var kommet et stykke hen ad Bethesdavej, da jeg opdagede Bent. Han stod inde på fortovet og var ved at få bank af tre andre drenge. Jeg drønede derover og fik fat på den værste af ”bøllerne”, de var nu nok ikke værre end de fleste andre drenge den gang. – Han fik nu nogle drabelige knytnæveslag på kroppen, med knoer der lammede musklerne. – Jeg slog aldrig i hovedet. Det har jeg aldrig nogensinde gjort, når jeg har været oppe at slås i mine unge dage.

197

De to andre flygtede, og da han var mør, truede jeg ham med, at jeg kom forbi hver dag, og hvis jeg nogensinde mere hørte, at han forulempede min lillebror, ville der overgå ham al landsens ulykker. – Så høflige var de ord jeg brugte sikkert ikke, men det her er essensen af dem. Den dag var Bent ret glad for mig, og vi fulgtes hjem det sidste stykke. Da han var fjorten år begyndte han at gå til jiu-jitsu, - en kampsport der var vældig på mode i 50’erne. Nu skulle han lære noget kampsport, så han kunne tæve mig, - sin storebror, og få lidt hævn for alle de gange han syntes, jeg havde trynet ham gennem årene. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt nervøs. - Han var stærk af sin alder og der gik mange rygter om denne nye kampsport fra østen. - Beherskede man den, kunne man så mange trick, at man kunne klare modstandere, der var langt stærkere end en selv og det var det han havde hørt. Da han havde gået i et år, kom han en dag hjem med et rødt bælte. Han mente nu, at kunne klare mig og det fortalte han mig med barske og selvsikre ord. – Det havde hans jiu-jitsu lærer overbevist ham om. Det var sidst på vinteren, så han traf mig oppe på loftet. - Da han stod der i sin hvide kampdragt med det røde bælte og lovede mig mange bank, så han drabelig ud, og var jeg klar over, at det måske godt kunne blive udfaldet, men jeg var heldigvis fysisk meget stærkere end ham, så jeg ville ikke give op så let.

198

Jeg vidste, at jeg ikke skulle give ham chancen for at få et tag i mig, - så jeg valgte det, jeg altid har været god til, nemlig at finde en alternativ måde at gribe en sag an på. Jeg måtte lave et utraditionelt angreb og bruge alle mine kræfter på en gang. - Som et lyn greb jeg fat i dragten i kravetøjet og det røde bælte, løftede ham op og vred ham i vandret stilling og knaldede ham ned i gulvet af al min magt. Det hele var foregået så hurtigt, at min lillebror fik lidt af et chok. - Fortumlet rejste han sig op, kiggede underligt på mig og forsvandt ned af loftlemmen og jeg åndede lettet op. Vi talte ikke om det, men jeg beholdt min ”storebrormine” på, når vi var sammen. - Bent gik dog stadig til jiu-jitsu. Han tog et år mere og tog det skrappeste bælte, nemlig det sorte. - Med det bælte burde han kunne klare alle, mente hans lærer. Jeg var nu klar over, at han havde lært noget i det år. Han havde virkelig koncentreret sig, for nu skulle det endelige opgør finde sted. Vi var denne gang udenfor på græsplænen. Han kom gående hen imod mig i sin hvide dragt og det faretruende sorte bælte, jeg havde hørt så meget om, og med en barsk mine i ansigtet. Jeg følte mig virkelig truet. - Nu blev det en kamp på næsten liv eller død og naturen tog over. Inden han havde sagt et ord, reagerede jeg som en urtidskriger og uden at tøve et splitsekund angreb jeg. - Jeg satsede alt på en gang og gentog hele forestillingen fra sidste år og til mit store held lod han sig overrumple og måtte

199

igen i år en tur vandret ned i græsset. - Mit angreb havde absolut ikke fulgt reglerne i jiu-jitsu og det var derfor han lod sig overrumple. Bent var så rasende, at han næsten græd, men han holdt op med at gå til kampsport og vi havde aldrig senere i livet fysisk kontakt på den måde. Man kan måske sige, at jeg handlede barsk, men en storebror har altså ikke lyst til at få bank af sin lillebror og det var trods alt ham, der havde udfordret mig fra første færd, fordi han som lillebror var træt af at blive domineret af en storebror, og det er kun såre naturligt. Det forstår jeg da godt.

Her er et billede af Bent, hvor han ser lidt barsk ud. Det passer lige til ovenstående historie. 200

En smuk tanke Da Bent kom i lære, ville han, for de første penge han tjente, forære min mor en meget fin lampe. Han havde set den i en lampeforretning nede på Nørrebrogade. Men den var dyr, så han kunne ikke betale den på én gang. Han begyndte så at indbetale et beløb til forretningen, hver gang han fik løn. I december kom han med de sidste penge og gik glædestrålende ind i forretningen for at få lampen pakket ind. Det skulle være en julegave til vores mor. Han havde sådan glædet sig til at give hende den. Pludselig forsvandt hans store glæde, som dug for solen, for damen i forretningen spurgte ham: - Skal du ikke have en skærm til lampen? Tænk, så var skærmen ikke med i prisen og den mulighed havde Bent slet ikke forestillet sig. Han troede selvfølgelig, at den pris, der stod på lampen i vinduet, var den fulde pris for både lampe og skærm, men damen forklarede, at sådan var det ikke i lampeforretninger. Her var det altid kun prisen på selve lampen, og så kunne kunderne selv vælge den skærm, de syntes klædte lampen bedst. Men Bent var blevet betaget af lampen med netop den skærm der nu sad på, så han kunne ikke forestille sig lampen med andre skærme. 201

Han var grædefærdig og dybt skuffet og det kunne den åbenbart rare dame i forretningen se, så hendes gode hjerte løb af med hende. Hun sagde: - Hør her. Du har nu vist god vilje til at betale ved at komme med penge forud hver måned, så jeg vil give dig kredit, så du alligevel kan give din mor den flotte julegave. Du må så love hver måned, at komme og betale det samme beløb, som du gjorde før. Bent blev selvfølgelig glad, og det blev vores mor bestemt også. Hun kunne ikke forstå, at Bent kunne give hende så fin en julegave. Bent fortalte nu hele historien. Den havde han holdt hemmelig, også for os søskende, for at vi ikke skulle røbe det og ødelægge hele overraskelsen. Den juleaften stod Bent højt i vore tanker. Der var ingen af os andre der nogensinde havde gjort noget lignende. Min mor havde lampen lige til sin død i 2002. Den stod oppe på skænken sammen med de andre fine ting og hun fortalte tit hele historien, når der kom fremmede og de beundrede lampen. Billedets dårlige kvalitet skyldes at det er taget fra en gammel video, men man kan godt forestille sig den elegante lampe, som imponerede Bent så meget. 202

Vores lillesøster Kirsten Jeg har næsten ikke omtalt vores lillesøster Kirsten fra denne første tid i Aarhus, og det er nok fordi vi aldrig havde nogen skærmydsler med hende. - Hun var en dejlig lillesøster. Hun var meget neutral, men hun havde helt bestemt sit eget temperament, og det undgik vi så vidt muligt at tirre. Hun var altid meget vellidt blandt sine legekammerater. Hun var både flittig og dygtig i skolen, i modsætning til min bror og jeg. - Hun var simpelthen artig, og hun var altid blevet lidt forkælet, især af min far. Han kaldte hende sin lille ”guldklump”. – Det kaldte han bestemt ikke os drenge, men vi var nok heller ikke så artige. Vores far, der jo altid var med på det sidste nye, sagde en dag: - Vi skal ned til Berg Radio i Guldsmedgade og indsynge en grammofonplade som julegave til min mor. Så i 1952, ti år gammel, indsang hun en grammofonplade (78 omdr. i min.) til vores mor i julegave. Hun sang med en ren og klar barnestemme. - Vi hører den hver jul nu.

Jeg har

sendt en CD til hele familien. 203

Jeg medtager lige et par breve, som jeg fik, da jeg var soldat i Itzehoe i 1956. Der er fra min far og mor og søster Kirsten. De er jo alle også Bents familie, så man kan her få et lille indtryk af deres væremåde. Aarhus, d. 2. december

(Brev fra min mor.)

Kære Knud Erik! Vi sidder rigtig herhjemme og hygger os i dag, og så kom jeg til at tænke på dig, jeg håber også at du har det godt. Det er et skrækkeligt vejr, det stormer og regner, rigtig et hundevejr, men det er vel ikke sikkert at det er samme vejr nede hos jer. Nu lige om lidt skal vi have adventskransen tændt, og så vil vi tænke på dig. Nu er det heldigvis snart jul, så vi kan få dig at se. Hvor tiden dog går hurtigt, jeg skal vist til at have fart på, hvis jeg skal blive færdig til jul og jeg vil helst ikke gå og rode, når du kommer og du kommer jo allerede den 21., så kan du være med til at købe juletræ som du plejer. Vi glæder os rigtig til at se dig igen. Nu skal vi alle hjælpes ad med at gøre det til en rigtig god jul. Hvis vi nu sender nogle penge ned til dig, kan du så ikke købe noget chokolade og tage med hjem. De her æggepunch var noget så dejlige. Ulla sagde, at vi skulle skrive hvad vi ønskede os, du må endelig ikke købe noget 204

til far og mig, du har jo ikke så mange penge, men hvis du vil købe en lille ting til Kirsten, bliver hun jo nok glad. Du kunne vel ikke finde et sjovt halssmykke. Det tror jeg hun ville blive glad for. Jeg vil gerne give noget til det, hvis det bliver for dyrt, men ellers skal du selv bruge den smule penge du tjener. Nu er det ved at blive lidt mere livligt i butikken igen. Vi skulle rigtignok også gerne have en masse penge tjent inden jul. Vi får jo altså ikke den nye bil, nu tør far ikke, men jeg tror også det er bedre at vente lidt længere og se hvordan det går, for så vil vi enten have en personvogn eller også en med sorte plader. Det her er jo ikke til at være tjent med. Vi tør jo næsten aldrig køre. Far og jeg skal en tur til Randers en eftermiddag inden jul. Vi skal ud med blomster til bedstefars grav. Bedstemor kommer jo herud som sædvanlig. Du kan ellers tro det er ved at være pænt inde i byen. De har næsten alle sammen pyntet til jul. Vi har ikke fået pyntet endnu, men vi må jo til og i gang med det. Jeg tror nok det er meningen vi selv skal gøre det i år. Vi har ikke råd til så meget for vi skal af med 125 kr. til fru Hansen hver uge og det er jo mange penge, men vi håber jo at få en god julehandel, det er vi jo vant til. Vi sidder og venter på Ulla, hun ville komme over og drikke kaffe, men hun har gerne så travlt om søndagen. Jeg tror nok hun gerne ville til at gøre rent på sit 205

værelse og fernisere, så hun kan have det rigtig fint til du kommer hjem. De sidste 8 dage før jul kommer hun jo sent hjem, så får hun jo ikke noget lavet. Tag nu alt det snavsede tøj med hjem, så jeg kan give det en grundig omgang. Hav det nu rigtig godt, min dreng og på gensyn den 21. Kærlig hilsen Mor. -----Aarhus, den 15. december 1956. (Brev fra min far.) Min store dreng! Vi glæder os meget til at se dig igen, du må have meget at fortælle. Nu kan din soldatertid snart kun være et minde, så skal du til at tage fat på livet for alvor. Det rige spændende liv, på godt og ondt. Må det blive meget, meget godt, min store dreng. Du vil rigtig tage fat og kæmpe for din søde pige. Gid du må få held med dig, men det tvivler jeg ikke på. Du har gode evner og gå på mod. Nu kan vi snakke om mangt og meget. Jeg glæder mig til du kommer. Kærlig hilsen Far. -----Jeg har næsten glemt, hvor indholdsrig min far i grunden var. Han var meget tit spændende at tale med. Det var en skam, at han ikke fik større chancer i sin ungdom. 206

Havde han fået en større uddannelse, kunne han have drevet det vidt, men dengang var det slet ikke alle der fik lov at læse videre efter 7. klasse, selvom de helt klart havde evnerne. Han klarede sig dog godt alligevel og blev en selvstændig forretningsmand med eget firma, så han udnyttede de muligheder han havde, men han sled hårdt for dem. ----Aarhus, 15.12.1956.

(Brev fra min lillesøster Kirsten)

Kære Knud Erik! Du har det vel godt. Vi sidder og hører ”Nødebo Præstegård” i radioen. Nu varer det ikke ret længe inden du kommer hjem. Du kan tro at jeg glæder mig til at du kommer hjem. Vil du med til juletræ i skolen? Vores gamle inspektør kommer op og siger farvel til os. Han er ellers afskediget, for han er blevet for gammel. Har du købt for mine penge? På tirsdag har vi husgerning, vi skal lave risengrød, fordi det er sidste gang før julen. Vi var i biografen i aftes, vi så ”Min mand er en fremmed”. Du kan tro den er god. Så skal du ud og købe juletræet, som sædvanlig, ikke? Du kan tro at fars udstilling er sjov, det er en stor engel. Det er fordi, at i en brochure står der ”En frelsende engel”. Jeg vil være oppe, når du kommer hjem. Nå, men nu kan jeg ikke finde på mere at skrive. Hilsen Kirsten. 207

Bent og jeg havde en virkelig dejlig familie og når jeg nu sidder og læser og skriver disse ting, får jeg tårer i øjnene, så jeg næsten ikke kan ramme tasterne. Det er helt uundgåeligt, for nu er de alle jo for længst borte og på en måde føler jeg mig lidt ensom. Jeg har selvfølgelig både Bent og Kirstens børn, men dem ser jeg ikke så tit, så dem må jeg nøjes med at tænke på. Ulla følger dog med på Facebook, det har jeg dog ikke tid til, så på den måde får jeg nyt at vide. Heldigvis har jeg jo hele min personlige familie, Ulla, tre børn og otte børnebørn og vi er meget tit sammen og har mange traditioner hvert år, det er mere min gamle familie jeg savner, da både Bent og Kirsten var yngre end mig, så det er lidt underligt, at jeg er den sidste fra min dejlige gamle familie. Men på en måde har jeg den endnu, for jeg har skrevet flere hundrede sider med erindringer fra min barndom og ungdom og i disse erindringer er de jo alle sammen spil levende, så dem læser jeg af og til, når jeg savner dem. Her er vi til Kirstens konfirmation.

208

I november 1954 havde vores far startet sit eget firma med butik i Nørregade 33, Aarhus. Senere brugte vi vores eget navn i firmalogoet. Jeg var først udlært indenfor handel og kontor i et kontormaskine firma der hed Frode Thingsig. Dernæst var jeg soldat i 16 måneder, blandt andet i Itzohoe i Tyskland. Jeg begyndte i firmaet i marts 1957. Bent begyndte 1959 efter også at have været i lære indenfor handel og kontor, men han trivedes ikke rigtigt, så han forlod sit firma og kom ind i vores firma. Han blev en meget dygtig mekaniker og lærte hurtigt at sælge symaskiner. I begyndelsen kørte vores far altid ude ”i marken” og solgte, mens Bent og jeg passede butikken. Jeg prøvede også at sælge ved dørene, men det duede jeg ikke til, men jeg var god til at sælge i butikken. 209

Her er Kirsten med på en af vore første salgsmesse i Aarhus-Hallen i 1955. Hun demonstrerede det nye broderi på maskinerne.

Her er firmaets første bil. En brugt Renault fra 1947

To af vores agenter, Jacobsen og Stubberup demonstrerer den splinternye Gritzner FZK med zigzag, friarm og broderi. Den var lidt af en sensation på det tidspunkt. De sidder i vores telt på Det Jyske Ungskue i 1955. Ungskuet afholdtes dengang i Århus på pladsen bag det gamle vandtårn på Randersvej. 210

Da vi fik agenter måtte vi have to biler. Her holder der foran vores hus på Svend Gøngesvej 6 i Risvangen. Østtyske IFA ca.1951 og Renault 1947. Renault’ en havde et kælenavn, nemlig ”Anette”. Bilerne var begge på gule plader, men vi kørte alle i dem alligevel og vi var glade for den. Os børn sad bagi på puder og tæpper og vi blev aldrig ”snuppet”, men vores mor var tit nervøs, for det var jo ulovligt, men det kunne vores far ikke tage sig af, når han ville have familien med.

Forhandlermøde. Så fik vi endelig en helt ny bil, nemlig en Opel Record, til højre i billedet, men den var også i begyndelsen på gule plader. Senere kom den på papegøjeplader. 211

Forretningen pĂĽ StrĂ¸get i Aarhus i dag

Det er da klart 212

Jeg vil stoppe denne bog her i 1959. Måske fortsætter jeg senere med en ny, for der er jo meget mere at fortælle. Det har været dejligt at opfriske minderne om min bror Bent. Vi havde en spændende barndom sammen, men det har også været lidt hårdt og meget vemodigt for mig, da jeg og familien har savnet ham, lige siden han forlod os alt, alt for tidligt. Han er dog ikke glemt. Han bliver tit nævnt i familien, når vi taler gamle dage.

Februar 2017

Knud Erik Guldager

213