Historien om en wanderer årgang 1921 by Knud Erik Guldager

Historien om en Wanderer 5/15 ĂĽrgang 1921

Knud Erik Guldager 1

Lidt historie om Wanderer mærket

Wanderer fabrikkerne blev grundlagt af Winklhofer og Richard Adolf Jaenicke i 1885 i Schöau

De begyndte, som så mange andre dengang, med cykler og den model de begyndte med var en ”Hockräder”. Herhjemme kaldte man den en ”væltepeter”

Johann

Allerede i 1896 fremstillede de denne smukke tandem med lukkede kædeskærme, hvor kæderne løb i oliebad, så sand og vand ikke sled kæden. Denne model kardantræk.

har

I 1903 begyndte de at fremstille skrivemaskiner.

Også i 1903 begyndte man så småt at fremstille motorcykler og i 1910 kom denne tocylindrede model på markedet. Den havde træk med kilerem.

Deres motorcykelproduktion toppede i 1928 med denne smukke model på 500ccm i presset ramme og med kardantræk. - Den ville være fantastisk at have i dag.

Her er en lidt mindre model med rĂ¸rstel fra 1927.

Fabrikken havde dygtige designere reklamefolk.

vist og

I 1904 kom deres første bil på markedet. Den havde en to cylindret motor og hjul med træegre. I 1912 kom så ”vores” model. Det var en smuk smal to sæders model, hvor de to enkeltsæder fyldte vognens bredde. – Læg

mærke til at der er to døre, hvor der senere kun er en. Wanderervognen var dengang højrestyret.

En af disse allerførste modeller kørte her i Danmark i mange år. Jeg har været til løb, hvor den deltog. - Den ejedes af Johan Frederiksen i Ry. Her sidder han i sin bil. - Dengang troede man ganske vist den var lavet i 1911 og den var altid tilmeldt til løbene som sådan.

Senere modeller var større vogne, som denne fra 1929 helt i tidens design.

Ved siden af denne Wanderer fra midt i 30’erne står en sjældenhed. Det er nemlig den model som Ferdinan Porsche tegnede til NSU fabrikkerne, men som de aldrig satte i produktion. Da statsmagten i Tyskland senere bad Porsche om at designe ”En bil til folket”, tog han blot denne ”spildte” opgave fra NSU og lavede den lidt om og så ved vi alle hvad den blev til.

Wanderer fabrikkerne fremstillede biler til lige før anden verdenskrig. De var på det tidspunkt sammenlagt med tre andre fabrikker, nemlig Audi, DKW, og Horch under navnet Auto Union der symboliseredes ved de kendte fire ringe, som kun Audi bruger i dag. De andre mærker er forsvundet.

Denne smukke sportsvogn i rød metallic lakering kunne endda fås med kompressormotor. Bemærk det smukke design med bl.a. den lyse vulst der løber langs motorhjælmen og rundt om sæderne.

Wanderer lavede til sidst også sportsmodeller til løb. De var lavet af letmetal og med en sekscylindret rækkemotor konstrueret af Porsche. Den viste model deltog i 1939 i løbet Lüttich-Rom-Lüttich. 10

Fundet af en Wanderer 5/15 fra 1921. I 1975 havde jeg ladet rygtet gå i klubben, at jeg godt kunne tænke mig at finde en rigtig gammel bil at restaurere og en dag kom et medlem hen til mig og fortalte, at han havde hørt rygter om en virkelig gammel bil der var til salg. Han kunne ikke rigtig huske hvad fabrikat det var, men det var noget med ”Ganger” eller sådan noget lignende. Den var virkelig gammel, for den havde messinglygter og messingkøler og de forlangte kun 11.000 kroner for den. En sådan bil havde jeg aldrig hørt om, men fandt efterhånden ud af at det måtte være en Wanderer og hvis det var rigtigt var jeg meget interesseret, for 11.000 kr. var meget lidt for en messingbil. Kunne det mon være rigtigt? Han fortalte, at en dame nede i Sjællandsgade vidste besked om bilen og der kunne jeg henvende mig. Sjællandsgade kendte jeg, for den mundede ud lige overfor vores butik i Nørregade. Jeg fandt hurtigt huset. Damen boede allerøverst oppe i et af de gamle huse i baggården. Den stejle trappe går helt tæt op til indgangsdøren til lejligheden, så man må stå tre-fire trin nede for at ens hoved ikke står klistret op af døren, når beboeren åbner. Jeg bankede på og der lød straks en hidsig gøen fra en lille hund. Døren blev åbnet og jeg spurgte venligt damen, der stod og kiggede ned på mig, om hun kendte noget til en gammel bil der var til salg. Imens stod den lille sorte, hidsige og skeløjede chihuahua hund nede på gulvet, men lige i øjenhøjde med mig, og gøede i et væk. Damen tyssede på den, men det var den fuldstændig ligeglad med.

Vi kunne næsten ikke høre, hvad vi selv sagde, så for at berolige den lidt stak jeg venstre hånd hen til den. Det skulle jeg dog ikke have gjort, for godt nok var den så lille, at den næsten kunne sove i en stor tændstikæske, men dens mund var alligevel stor nok til at kunne bide om min ene finger og med dens små skarpe tænder lave nogle flænger i huden, så blodet flød. Damen blev ked af det på sin hunds vegne, men jeg slog det hen og påstod, at det slet ikke gjorde ondt og at det helt var min egen skyld. Den forsvarede jo blot sit hjem. – Ak ja, hvad gør man ikke i jagten på en sjælden bil? - Nu blev jeg budt indenfor for at vaske blodet væk og få et bind om. Det viste sig at være rigtigt med bilen. Det var noget af hendes familie, der havde sat den til salg. De boede ude i Højbjerg. Jeg fik adressen, men jeg var selv alt for varm på bilen til at kunne presse prisen, hvilket man som handelsmand altid skal prøve. Nu var det sådan, at min lillebror, der hed Bent, havde spurgt, om vi ikke skulle restaurere en gammel bil sammen. Jeg vidste dog godt, at det så blev mig, der skulle lave alt arbejdet og det ville jeg faktisk hellere end gerne, men fordelen for mig var jo, at så var vi også to til at dele de sikkert mange udgifter der ville komme. Nu var lejligheden der til at have en fælles bil. Min bror havde ikke meget forstand på værdien af en gammel bil, så jeg sendte han derud for at købe bilen. Jeg fortalte ham, at den allerhøjst kunne være 10.000 kroner værd, men hvad der end skete, skulle han betale halvdelen straks og få papirerne med

hjem. - Han måtte ikke komme hjem uden at have købt den. Han fik 5000 kroner med og drog afsted. Da han kom hjem fortalte han meget skuffet, at han desværre kun havde kunnet presset sælgeren for 500 kroner og det havde endda været meget svært, for sælgeren påstod at prisen var sat virkelig lavt i forvejen, da det var hans brors vogn og denne bror var nu syg og skulle derfor sælge bilen hurtigt. Min bror fik handlet og han havde papirerne med hjem, så alt var godt. Vi havde dog sparet næsten 5 procent. Næste dag havde jeg lånt min fætters lille lastvogn og vi kørte ud til Højbjerg, hvor jeg selv så bilen for første gang. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Den var faktisk i en meget fin stand og en restaurering var påbegyndt, men var blevet afbrudt på grund af broderens sygdom. Det var virkelig billigt for så gammel en bil i den stand. Jeg besluttede dog at adskille den totalt, hvilket som sædvanligt indebærer et stort, men også fornøjeligt arbejde. For, hvor mange får lov til at adskille en så gammel og sjælden bil i vores tid? Jeg ville komme til at lære en masse om bilkonstruktion omkring I. verdenskrig. Her holder den i garagen på Rosenvangs Allé.

Så læsser vi den.

Det tredje billede viser noget af det bedste i vores hobby, nemlig hjemturen med klenodiet man har jagtet og ”nedlagt”. Man sidder og glæder sig til at adskille den og bygge den op igen. Helst så original som det er muligt og det bliver nok svært med så gammel en bil.

Her er den aflæsset hjemme hos min bror i Egå.

Næste face er at få den hjem i mit værksted og få den adskilt ned til sidste skrue. Noget jeg virkelig glæder mig til, for så kan jeg begynde at rense og reparere alle delene, så de bliver så originale som muligt.

FDMâ&#x20AC;&#x2122;s MOTOR skrev i 1922 om denne model:

Fortsat: - Det er imidlertid først, når man kommer ud på landevejen, at man rigtig føler, hvad det er man har mellem hænderne. Et lille tryk med foden på speederen, og vognen accelererer fra de 5 km, den kan liste sig frem med på det høje gear, til, jeg havde nær sagt en hvilken som helst hastighed, og det foregår på så drabelig en måde, at man ligefrem bliver trykket bagud i sædet. Wanderervognen er her lidt af et unikum. Det er en let sag, også af en lille vogn, at opnå stor accelerationsevne, man behøver blot at anvende et lavt gear og en hurtiggående motor, men jeg har sjældent set en lille vogn, hvor man som ved Wanderer, tillige kan opnå en hastighed på over 90 km, thi dertil hører jo et ikke for lavt gear og en motor, der først ved denne hastighed kommer op på fuldt omdrejningstal. Wanderers motor gør endda indtrykket af at være forholdsvis langsomt gående. Selv ved store hastigheder løber den uden at summe og ganske vibrationsfrit. Ved store hastigheder kommer den skrå cantileverfjedring til sin ret. Vognen ligger, også i kurverne, som limet fast til vejen og fjedringen er alligevel ualmindelig blød, medens vognen lystrer det mindste tryk på rattet. Særlig, dersom man kommer på dårlig vej, viser disse fordele sig, og jeg tror det kun er få vogne, selv op til 15 skatte hk., der kan løbe fra en Wanderer. I nær sammenhæng med accelerationsevnen står jo bakketagningsevnen; også her præsterer Wanderer noget ganske ualmindeligt. Jeg skal, for ikke at rose denne fortræffelige vogn for meget, nøjes med at anføre et eksempel. Holder man ved foden af den bekendte Geels bakke, sætter vognen i gang og skifter op i det høje gear, har man, når man med følsomhed giver fuld gas, allerede langt overskredet lovens maksimalhastighed,

inden man er nået til toppen. Hvor mange, selv store vogne, kan det? Alle dele af Wanderer motoren er let tilgængelige og der er i stor udstrækning sørget for brugerens bekvemmelighed. Således er f.eks. alle fire kompressionshaner (snapsehaner) forbundent og åbner samtidig, når man drejer på én vægtstang. Vognens udstyr er fortrinligt. Karosseriet, både det 2 pers. og det 3 pers. (2 faste sæder, det venstre rykket lidt tilbage plus et klapsæde), smukt og bekvemt. Da man ved denne vogn, foruden de rent ud fænomenale præstationer, har Wanderers nok som bekendte soliditet at holde sig til, tør man nok

sige, at det er en af de meget få vogne, der kommer idealet nær, og skulle der være noget at udsætte, da er det kun, at vognen ikke også leveres som 4 personers, thi motoren vilde, skønt af ualmindelig små dimensioner, være bedre egnet til også at trække et læs på 4 personer end mangen anden langt større motor. - Det var godt nok flotte ord om den lille bil.

Allerede før første verdenskrig vandt Wanderer vognen berømmelse og hæder ved at vinde mange konkurrencer, hvor langt større vogne deltog. De udmærkede sig især ved deres store stabilitet og fejlfri kørsel. I 1914 kørtes Ôsterreichischen Alpenfart og den ene af Wandererholdets to vogne kørte de 2400 kilometers 18

bjergkørsel helt uden strafpoint og den anden udgik kun til allersidst på grund af en defekt fælg. Samme år fik tre Wanderer-vogne guldmedalje for at køre London Edinburgh helt uden strafpoint. Modellerne deltog i 20’erne i de berømte Mille Miglia løb og klarede sig glimrende. Wanderer bilerne importeret af

Wanderer

motorcyklerne

blev

Veteranbil klubbens blad: Bilhistorisk Tidsskrift nr. 64 fra 1980 har en lang omtale af disse Wanderer modeller. - Især de der har kørt i Danmark.

Her er de på en biludstilling fra formodentlig først i 20’erne.

- Wanderer kunne også fås som Sedanmodel. 20

Her er den Wanderer, der senere blev min, med i en reklame i sit tidligere liv.

En 1920 model er brugt til blikfang for et autovĂŚrksted.

Jeg har i Ă¸vrigt en instruktionsbog til den allerfĂ¸rste model. Den er til en topersoners ligesom Frederiksens.

Bogen har tilhĂ¸rt: H. Henridsen, Jyllandsgade 20, Horsens. Han har 20. juli 1926 moret sig med at tegne et sportskarosseri til vognen. Det er slet ikke sĂĽ tosset.

Min udgave af vognen kørte tidligere i Aarhus under X 3316. Den tilhørte Jørn Palle Thomsen og han deltog midt 50’erne i flere løb. På billedet starter han på Bispetorvet i Aarhus sammen med Rye Andersen i sin Germaine fra 1908, K.V. Ørnstrand i Ford T 1923, Rolf Bratland i Chrysler Touring 1924. Køretøjerne skal køre helt til Struer for at deltage i byens årlige ”Stikkelsbærdag”. - Det har været en lang tur, især for den gamle Germaine.

Her er en Wanderer på forsiden af MOTOR i 1955.

Jeg kender kun mit eksemplar af Wanderen fra tiden efter anden verdenskrig. Hvor den har været før krigen ved ingen på nuværende tidspunkt, men mange af disse modeller havde deltaget i væddeløb med bl.a. den kendte Alfred Nervø. I 1946 blev den indregistreret til tømrermester Einar Nielsen, Skave pr. Roslev. Og i 1954 til mekanikerlærling Bent Christensen, Hovedgaden 3, Brabrand og det var ham Jørn Palle Thomsen købte den af i 1956. Her er historien om da Jørn Palle Thomsen købte Wanderen, som de kaldte ”Barbra”. Jeg fotokopierede de håndskrevne breve, som hans datter havde gemt. Hun blev nemlig senere kunde hos os. - Det er Jørns kone, Milred, der fører pennen.

Købet: 3. marts 1956. - I dag fik vi ”Barbra”. Jørn hentede hende i Brabrand. Hun kostede 650 kroner. Bredsgaard var med i sin bil ude efter hende. Da hun skulle starte, viste det sig, at anden og tredje cylinder var blevet kvalt i olie, så der måtte to andre tændrør

til. Men på vej efter Aarhus kørte de da, men da de kom til Hasle, ville hun ikke mere, så måtte Jørn ud og rykke hende i næsen et par gange og lirke lidt ved hende til morskab for en flok børn. Hun er jo også nok værd at se på. Og da de kom til vejen, hvor Bredsgaard bor, slingrede hun så hun var lige ved at vælte, for det er næsten lige blevet tø efter en værre vinter med masser af sne og is. Alt har været frosset til. Jeg fik pudset hendes tudehorn. Efter vi havde fået en båd klodset op, så den lignede en garage, blev hun puttet der ind, og – (Så mangler der desværre resten af dette brev).

Her følger en liste over deres første ture i bilen: Fredag 25. 5. 56: I dag blev hun indregistreret og fik nr. X 3316. Vi var ude hos mor.

Her er forsikrings- og vægtafgiftskvitteringer

Lørdag 26. maj: Vi var ude hos faster Mona i sommerhuset. Fra kl. 18 til 1 lavede Jørn og Tage kobling. Søndag: 27.: I Knudshule med Overballe, Kent og Gunnar. Mandag 28.: - Punkteret. Tirsdag 29.: Schwest, Allan, Jørn og jeg i Rømerhaven.

Fredag 1.6.: Bilen blev betalt. De sidste 150 kroner. Her er slutkvitteringen. Den blev betalt til autosadelmager Christensen på Trøjborg. Det er måske mekanikerlærlingen Bent Christensens far.

Her er benzinmærker, udstedt til X 3316, til indkøb af 2x25 liter benzin. Benzinen var rationeret under Suez-krisen i 1956. Jeg fik dengang selv nogen benzinmærker til den gamle BMW-motorcykel R35 jeg havde, da jeg var soldat. Lørdag 2.6.: Jørn arbejdede på den i fredags. Vi var i Hasle i den. Søndag 3.6. På Rosenholm Slot. Schwest var med. Lørdag 9.- Søndag 10.- Mandag 11. Nykøbing turen.

Nu er det så heldigt, at jeg også har beretningen om denne tur. 10. juni 1956. I Nykøbing Mors. – Vi kørte fra Aarhus kl. 15.30 og var i Nykøbing kl. 21.30. – Mellem Aarhus og Randers punkterede vi, og det tog mindst en time i Randers at få det ordnet. – Vi købte et andet dæk i Nykøbing for 20 kr. – Det var en dejlig tur med dejligt vejr hele tiden. - Lørdag aften var vi til aftenkaffe hos slagtermester Schwest, og mandag til frokost inden vi kørte. – Vi var til

eftermiddagskaffe i Glyngøre og kørte derfra kl. 15.30 og vi var hjemme kl. 22.30. – Aftenkaffe i Kongensbro Kro. – Det ene baghjul var ved at gå af, det skulle vi have sat fast igen, det tog meget lang tid. - (Her slutter beretningen). Man må sige, at Jørn havde gå-på-mod, når han turde kaste sig ud på så lang en tur kun 17 dage efter indregistreringen. Men det er skam ikke den eneste gang Wanderen har været på Mors, for det var den igen i 1978 og jeg skrev dengang i ”Vintage Nyt” om turen: Søndag den 4. juni samledes 40 af klubbens køretøjer til frokost i Legind Bjerge på Mors. Vi skulle senere på dagen køre i et optog gennem Nykøbing. Vi var inviteret for allerede 2 år siden. Festlighederne afholdtes i anledning af åbningen af den nye Sallingsundbro. Jeg har vel ikke nødigt at skrive, at vejret som sædvane var usædvanligt varmt og solrigt. (En skønne dag får vi dog nok en ordentlig byge midt i et optog, når vi ved at skrive sådant, bliver lidt for dus med vejrguderne). - Nogle stykker var taget op i forvejen og havde mødtes om lørdagen hos Kresten Kusk, som havde sørget for gode overnatningsmuligheder, samt et enormt frokostbord i haven om aftenen. Vi havde det hyggeligt og fik køretøjerne nemt i husly hos flinke naboer, der kørte deres nye biler ud. Om morgenen var der stort morgenbord, også i haven. Vi må sandelig takke familien Kusk for deres store gæstfrihed Da vi havde spist frokost søndag middag, kørte vi først gennem Jesperhus Blomsterpark og derefter ind til byen. Efter optoget var køretøjerne opstillet i ca. 1 time til beskuelse for festdeltagerne.,

Kl. 16 begyndte den lange hjemtur, - syntes enkelte, men de blev hurtigt mindet om, at den ikke var meget længere, end når Mors-medlemmer deltog i løbene nede i Midtjylland, og det er jo så rigtigt som det blev sagt. Jeg var selv kørende i Wanderen og slap selvfølgelig ikke for en gevaldig tordenbyge da jeg passerede Ans. (Vejrgudernes hævn?). Kalechen var jo slået ned, men jeg opdagede hurtigt, at kun hvis jeg sagtnede farten blev jeg våd, så jeg var nødt til at holde dampen oppe. Mange nyere biler holdt stille, da man ikke kunne se ud af ruderne i den kraftige regn. De så noget betuttede ud, når jeg kom ”drønende”, kun iført en tynd sommerskjorte, men helt ærligt, jeg syntes det var herligt. – Det oplever man ikke så tit. Dette var så beretningen om min Mors-tur i 1976, i kontrast til Thomsens Mors-tur i 1956, i samme bil kun tyve år før.

Her er en artikel i Jyllands Posten fra juni 1956.

På min Mors-tur opførte Wanderen sig eksemplarisk. Jeg havde i det hele taget kun få problemer med den i de år jeg havde den.

Jørn Thomsen havde dette kort over bilen. Læg mærke til de korte bagskærme. Da jeg overtog bilen havde han forlænget bagskærmene for at overholde Hans Hækkerups besynderlige lov om stænkslapper, der skulle ende få centimeter over jorden. Så lange stænklapper ville flagre vildt i vinden, så Thomsen havde været nødt til at forlænge skærmene, men dette var lavet så godt, at jeg ikke opdagede det, eller tænkte over det, før det var for sent, og da var de allerede blevet lakeret. Man kan her se de længere skærme. Der var ærgerligt jeg ikke opdagede fejlen i tide. Den ser meget kvikkere ud med de korte.

Her holder Frederiksens og Thomsens Wanderer under et løb i 1956. - De var begge røde og fine i lakken. Kendere vil bemærke at Frederiksens kører med vulstdæk og at den har to døre, da det er en tandem. De danske ejere var i 50’erne ikke bange for at tage på langtur i deres Wanderer. Her er Erik Nordentoft en tur i Alperne med vognen.

Jeg tror det er en side i et gammelt kørekort. Et par billeder fra midt i 50’erne

Der startes. Jørn ”rykker

hende i næsen” og Milred styrer tænding og gas. - Huset hedder ”Bakkehøjt” Den har også medvirket i en teaterforestilling, ”Pygmalion” på Aarhus Teater i 1958.

OgsĂĽ her er der en parallelhistorie, idet Wanderen var med i en stor tv-udsendelse i DR i 1978 kl. 20 en lĂ¸rdag 35

aften. Der var dengang kun én kanal og kun få udsendelser og lørdag aften kl. 20 var derfor ugens og aftenens højdepunkt. Så godt som alle Danmarks seere så med. Det var, den dengang kendte, tv-vært Jakob Nielsen der stod for udsendelses-seriens sammensætning. Man skulle altid starte denne udsendelse med noget usædvanligt. Forrige lørdag aften havde det været en levende kamel, og den havde gjort sig uheldig bemærket ved lige pludselig at lade sit vand på scenen, midt under udsendelsen.

En dag, først på ugen, ringede tv-folkene og fortalte, at de havde hørt, at jeg havde taget en fin gammel veteranbil ind i stuen og det syntes de var så bemærkelsesværdigt, at de gerne ville have mig og bilen med som næste lørdags startnummer. – Har De lyst til det? – spurgte de. I farten kom jeg til at sige: - Nå, skal I bruge en ny kamel? 36

Jeg fik dog fornemmelsen af, at de ikke syntes, det var sjovt at blive mindet om den vandladende kamel fra sidste lørdag. Men nu er det sådan, at jeg altid har været parat til at gøre reklame for mit symaskinefirma, og her var nu en mulighed, der ellers slet ikke kunne lade sig gøre, - og så oven i købet, mens hele Danmark så med. Den mulighed lod jeg selvfølgelig ikke min næse gå forbi. DR-TV må jo slet ikke reklamere, selvom man betaler nok så mange penge, så jeg sagde begejstret. - Ja tak. Det var jo en direkte udsendelse, så der skulle gode nerver til. Sagde man noget forkert, var der absolut ingen mulighed for at lave det om. - Bordet fangede. Jeg skulle komme ud i tv-byen på Randersvej allerede kl. 14, da bilen skulle stå på scenen fra udsendelsens start. Jeg kørte derop, selvom jeg havde fået influenza og havde over 38 i feber og derfor var lidt mat, men det fortrængte jeg selvfølgelig. Den aften ville virkelig blive spændende, så den ville jeg bestemt ikke gå glip af. Jeg blev gelejdet ind på scenen og Wanderen blev stillet lige i midten. Danmarks Radios pigekor var der i flotte røde kjoler og nu ankom også de andre der skulle med i udsendelsen, der bestod af interviews af mennesker med forskellige specielle oplevelser. Senere kom der også et stort publikum der skulle opleve udsendelsen i studiet. 37

- Ivan Leth og hans orkester samt Lone Kellermann underholdt. Før udsendelsen sad jeg på tilskuerrækkerne og talte lidt med hende. Hun havde et godt humør og var let at tale med. Der blev lavet en generalprøve på min del af showet en halv times tid før start og jeg skulle sætte mig ind i bilen og en regissør skulle starte den med håndsvinget, så den kunne køre ud ved egen kraft efter interviewet med Jakob Nielsen. Jakob Nielsen spurgte nu, om han måtte starte bilen med håndsvinget og jeg sagde selvfølgelig ja. Han drejede, glad som et lille barn, flere gange, men den ville ikke starte. Han blev efterhånden lidt rød i hovedet, han var vist ikke vant til den slags arbejde indenfor koncernen, så jeg spurgte, om han ikke skulle lade en af hans scenefolk prøve, men han var stædig og blev ved. – Det begyndte at blive pinligt og pludselig blev det helt pinligt, for jeg ser til min store rædsel, at jeg har glemt at sætte tændingen til. - Så tror da pokker den ikke ville starte. Dette var jeg jo nødt til at fortælle og ærgerligt slap han håndsvinget og sendte mig et noget irriteret blik. Han havde vist følt sig lidt til grin, da alle omkring jo havde fulgt med da ”chefen” forsøgte sig. Da jeg havde sat tændingen til og en anden forsøgte sig med håndsvinget, startede den hurtigt. Jakob Nielsen fik dog ”hævnet” sig senere, for hør nu blot her. - Få sekunder før udsendelsen skulle gå i luften, 38

sagde han kattevenligt til mig: - Nu bliver De vel ikke nervøs ved at tænke på, at der sidder to en halv million mennesker og ser på Dem? – Det er vel nok det sidste man skal sige til en statist lige før han skal optræde. Men jeg tænkte: - Mig skal han ikke få skovlen under, så jeg besluttede mig til, mod min sædvane, at tale langsomt og tænke før jeg talte. Det gik fint og det hele forløb ganske afslappet. Jeg skulle fortælle hele historien om, hvordan og hvorfor jeg tog bilen ind i stuen. Da jeg var færdig med at fortælle, skulle bilen så startes igen og selv køre ud. Jakob Nielsen skulle ikke have noget af at forsøge sig, men lod regissøren tage slæbet og nu skete der noget der slet ikke var så sjovt. - Her for åben skærm, og med meget af Danmarks befolkning siddende og se med, ville den igen ikke starte. Da der var prøvet fem-seks gange, spurgte Jakob Nielsen, næsten spydigt: - De har vel husket at slå tændingen til? – Det havde jeg, men tiden gik, og lige da han sagde, at nu blev vi vist nødt til at lade bilen skubbe ud af scenen, startede den og den intense spænding i hele studiet blev udløst. - Jeg havde reddet æren og hele publikummet jublede og klappede og det gjorde Jakob Nielsen selvfølgelig også og jeg tror det halve af Danmarks befolkning gjorde det samme.

Jakob Nielsen og jeg var ellers vældigt på talefod og han var en venlig mand, men han skulle jo sørge for at aftenen skred planmæssigt frem. Jeg havde selvfølgelig under forberedelserne fortalt ham, at jeg til daglig beskæftigede mig med symaskiner. Det sagde jeg med et sigende blik, der antydede, at når jeg nu har gjort dem denne tjeneste, ville det være rart at få lidt igen, da man selvfølgelig ikke får noget honorar for at deltage. Man kan dog ikke direkte bede om gengældelse. Det er en uskreven lov, men han havde fint fanget min antydning, for i udsendelsens start sagde han: - Det er en fin gammel vogn De der har, og den går jo som en symaskine, - hvorpå han fortsatte interviewet. Det var virkeligt fint klaret, for nu fik jeg en uvurderlig reklame der virkede i mange år frem, - ja, der er endda folk, der, den dag i dag, kommer hen til mig og fortæller, at de stadig husker udsendelsen.

Udsendelses-serien blev i øvrigt puttet ned i en skattekiste og gemt i 100 år, hvor det så er meningen den skal tages frem for at vise fremtidens mennesker, hvordan underholdning foregik i 1978. De uskarpe billeder, skyldes at de er taget fra en video jeg viste på mit fjernsyn. Jeg fotograferede så billederne direkte fra skærmen.

Vi fortsætter med Wanderen i min tid Efter jeg havde fået Wanderen hjem på mit værksted blev den totalt adskilt og alle dele blev renset eller sandblæst. Karosseriet var allerede gjort klar af den forrige ejer, så det var næsten klar til maler. Den sandblæste og metalliserede chassisramme blev stillet på fire bukke, klar til at blive malet med sort alkydmaling. Derefter kunne jeg begynde det dejlige arbejde med at påmontere alle de rensede og malede dele. Dette tidspunkt er en stor restaurerings absolutte punkt nul. Det er dette øjeblik, man glæder sig til, medens man står

i rust og støv ved den roterende stålbørste, når man renser de gamle dele af. Det er tit lidt sure øjeblikke og da er det rart at tænke sig frem til tidspunktet, hvor man starter på det dejlige nulpunkt Så begyndte jeg at sætte alle de renoverede chassisdele på. Langsomt vokser der en komplet undervogn frem og det store øjeblik kommer, hvor motoren lægges i.

Forskellige stadier undervejs.

Dens motor er støbt sådan, at den hviler, på støbte ”vinger” i hver side, direkte på chassisrammen, dog med gummimellemlæg for at tage de værste vibrationer. Gearkassen hviler på samme måde.

Da hele undervognen var samlet og der var sat hjul på, trillede jeg den ud på plænen for at tage dette billede af det stolte øjeblik.

Karosseriet er nu kommet hjem fra maler og står stablet ovenpå den urestaurerede Ford V/8 Gläeser fra 1938, jeg på dette tidspunkt endnu havde. Men forinden havde det været monteret på chassisrammen for at sikre pasformen.

Jeg havde et meget stort arbejde med at skaffe alle delene til magnetændingen, men fik stor hjælp af Arthur Andersen fra Odense. De fleste ældre veteranfolk, måske dog mest fynboer, kendte Arthur. Han havde stor erfaring med helt gamle køretøjer og havde mange dele til dem. Det har reddet mange gamle motorcykler og biler, så de kunne blive helt originale. Magnettændingen skulle nemlig være helt i orden, da der ikke var selvstarter på vognen. Den kunne kun startes ved at dreje i håndsvinget eller skubbes i gang. Der var intet elektrisk på vognen. Den var født med gaslys.

Jeg monterede nu også køler og benzintank og ville starte motoren. Ovenpå motorblokken var der fire små haner med en kopskål. Skålene blev fyldt med benzin og hanerne blev åbnet og benzinen løb ned i cylindrene. - Det er ligesom, når en tjener hælder en snaps op og man skyller den ned. Der er derfor det hedder: - Motoren skal lige have en snaps. Hanerne kaldes da også ”snapsehaner”. Jeg prøvede nu at starte motoren med håndsvinget, men det var lidt svært, da det var første gang i mange år den skulle startes, så til sidst blev jeg træt og jeg besluttede, at det nok var lettere at skubbe den i gang. Vi prøvede først på min egen lille blinde vej, men det lykkedes ikke, så vi skubbede den over på en øde vej i et industrikvarter lige i nærheden. Jeg satte den i andet gear og lod min bror skubbe mig op i god fart. Jeg koblede til, men der skete intet, motoren gik ikke i gang. Vi bandt et reb i den og spændte den efter min nye bil. Der skete stadig intet, men den skød voldsomt en gang imellem. Vi kørte nu bilen hjem på værkstedet igen og satte den op på de fire bukke. Vi kløede os i nakken. - Det kunne vi ikke forstå. - Hvorfor hulen gik den ikke i gang? - Der var gnist i alle tændrørene og benzin nok. Den skulle i teorien kunne starte, så jeg satte den i gear for at bruge baghjulet som svinghjul. Det ville lette starten. Jeg gav den en gang snaps og satte tænding til og drejede i håndsvinget. Der skete intet. Pludselig siger min bror, der står og ser til: - Hjulet drejer altså baglæns. - Hvad for noget? – Det kunne da ikke dreje baglæns, når den stod i fremad gear. Men det gjorde det virkelig. – Det var meget mystisk. Jeg prøvede så at sætte den i bakgear og ganske rigtigt, nu drejede hjulet forlæns. Ville det sige at jeg havde tre bakgear og et frem? – Ja, det

havde jeg. Jeg undersøgte hele bagtøjet grundigt, men kunne ikke se, at noget af det synlige, i hvert fald, vendte forkert. Jeg tænkte mig om så det ligefrem knagede og pludselig fik jeg øje på olieproppen i differentialet og fik en mistanke. Lynhurtigt skruede jeg den af og stak fingeren ind. Der var intet kronhjul og her var fejlen. Det var monteret i den forkerte side. - Jeg havde samlet bagtøjet forkert og det kunne altså lade sig gøre på denne vogn med så gammel en konstruktion. Der var ikke andet at gøre end at skille det hele ad og rette fejlen, så jeg igen fik tre fremad gear. Da dette var gjort prøvede jeg igen at starte motoren, men den ville stadig ikke starte med håndsvinget, så der var ingen

vej udenom. Vi måtte igen forsøge at skubbe den i gang, men denne gang ude på vores egen vej. Efter en kort skubbetur startede den, men den gik noget ujævnt, så jeg justerede lidt på magneten og luftskruen, indtil den fik en jævn, men her i starten, lidt hurtig tomgang. Når det ikke var lykkedes at skubbe den i gang i første omgang, skyldtes det jo helt klart

det, at vi forsøgte at skubbe den i gang fremad i bakgear. Motoren må jo være tvunget baglæns. Endelig lykkedes det så at komme ud på en prøvetur som det ses på billedet. Jeg sidder stadigvæk bare på en trækasse, ligesom den gang jeg prøvekørte mit 1932 Ford V/8 chassis. Jeg samlede nu resten, med karosseri og skærme. Det var ikke så svært, men der manglede nogle dele for at gøre den så komplet, som tegninger og billeder i de bøger jeg fandt om den, viste.

Stadier undervejs

Jeg skulle være helt sikker på at karosseridelene passede til hullerne i chassiet før delene blev sendt til maler. Disse manglende dele måtte jeg så selv fremstille eller i få tilfælde få fremstillet.

ikke om, men det gjorde jeg senere.

På billedet her ser man at håndbremse og gearstang sidder ved side af hinanden inde i vognen. De vil, når karrosseriet kommer på, være på indersiden, men håndbremsen skal sidde udenpå karosseriet. I første omgang lavede jeg det

Modellen kørte faktisk med i løb først i tyverne. Den var nemlig, efter datidens forhold, en ret hurtig vogn i de små

klasser.

Bemærk det flotte boldhorn, som var nødvendigt, da den jo er født uden el. Men der var masser af andre ting der skulle laves. Køleren var utæt og et sted var der stoppet en eller anden gummimasse ind mellem de lodrette flade kølerrør. Jeg lugtede til det og syntes det lugtede af Dandy tyggegummi! – Da jeg senere mødte den tidligere ejers søn, sagde jeg til ham: - Når I som børn var med ude at køre, gav Jeres far jer så ikke altid en masse Dandy tyggegummi? – Jo, det gjorde han, men hvordan kan du vide det? – Det ved jeg, for jeg har pillet en helt knytnæve-stor klump tyggegummi ud af køleren på Jeres bil.

Køler og kølerkappen af messing er loddet sammen til én enhed. Jeg ville ikke have et nyt kølerelement i, men bevare det gamle, men så var det jo nødt til at være tæt. Jeg ville opsøgte den ældste og mest erfarne kølermand jeg kunne finde. Jeg fandt ham ude i Åbyhøj ved Aarhus. Jeg tog køleren med ud til ham og forklarede, at jeg ville bevare elementet, men blot lave en lodret lodning mellem det utætte flade rør og naborøret. - Jeg mente, at med hans erfaring skulle han jo nok være mester for det. Men heri tog jeg godt nok fejl. – Han ville ikke, under nogen omstændigheder, have noget at gøre med så gammel og uerstattelig en køler. Det turde han simpelthen ikke, for han kunne nemt risikere, at de mange lodningerne løb op alle mulige andre steder, for han skulle bruge meget varme for at lodde så stort et stykke. - Han kendte heller ikke andre, der turde påtage sig en sådan opgave. - Hvad skal jeg så gøre? - spurgte jeg. – Du kan jo selv forsøge, hvis du tør. - Jeg skal nok give dig alle de fiduser jeg kender. Nu kunne jeg jo ikke køre rundt med så utæt en køler, for efter jeg havde fjernet alt tyggegummiet var den ret utæt. Nu var der ikke andet at gøre. - Hvis jeg skulle have den køler tæt, måtte jeg selv til at forsøge.

Efter besøget hos den gamle kølerspecialist i Åbyhøj, med den manglende selvtillid, blev jeg klar over, at det ikke alene ville blive svært, men også meget risikabelt. Han lærte mig dog mange gode fiduser i faget. Hvilke remedier jeg skulle bruge og hvilke fejl jeg for alt i verden skulle undgå, for ikke at smelte dem gamle køler helt fra hinanden. Der var ikke andet at gøre end at begynde og håbe på det bedste. Jeg ville give mig rigtig god tid og tænke mig grundigt om før jeg begyndte. Jeg var vel blevet lidt forskrækket over at ikke engang den gamle erfarne i Åbyhøj turde. Men den selvtillid han åbenbart ikke havde, havde til gengæld jeg. Når jeg i livet har mødt et rigtig svært teknisk problem, har jeg altid stivet mig selv af med at sige: - Det er lavet af mennesker og når de kan, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne. – Jeg kan vel ikke være så meget dummere end dem. - Dette lyder jo næsten af for megen selvtillid, men det er jeg nødt til at bilde mig selv ind for at turde begynde. Jeg købte nogle firkantede badesvampe på 10x20 centimeter. De var meget vigtige havde fagmanden fortalt. Ude hos ham havde jeg fået det rigtige loddebly i flade firkantede stænger. Jeg lagde køleren op på værkstedsbordet, Hentede en stor spandt koldt vand og smed alle svampene derned. Nu tog jeg de store drivvåde svampe op af spanden og lagde dem i kanten af kølerelementet, hvor det var loddet sammen med messingkappen. Så tog jeg mine svejsebriller på, åbnede for ilt og gas og tændte flammen og indstillede den på så lav varme som muligt. Det var meget risikabelt at bruge ilt og gas, men det var

nødvendigt for at opvarme et større stykke, men samtidig kan det nemt få metallet til at smelte. Jeg skulle have fuldstændigt styr på varmegraderne og afstanden til metallet. Jeg havde dog nogen erfaring fra et svejsekursus, jeg havde gået på for et par år siden. Jeg skulle lægge loddetin mellem to af de lodrette flade rør på både forog bagside, fra øverst til nederst, for at lukke utætheden inde. Jeg kunne slet ikke komme ind til selve utætheden, som sad ca. 10 centimeter inde i elementet på billedets venstre side. Som det ses havde selve kølerelementet ellers overlevet fint siden 1921. Den bue man ser, antyder at hånden har strejfet, når man brugte håndsvinget. Jeg havde renset elementet grundigt på loddestedet med håndstålbørster og endda brugt loddevand på for at få loddetinnet til at binde sig ordentlig. Nu kom det spændende øjeblik, hvor jeg skulle lodde helt tæt til den gamle loddede kant på messingrammen. – Ville den gamle lodning løbe op, selvom jeg havde våde svampe anbragt lige ved siden af? Det

var nu jeg ikke skulle ryste på hånden, både i praksis og i overført betydning. Det gik forbavsende godt i forhold til, hvor lidt jeg vidste om den slags arbejde. Begejstret gik jeg videre med de næste ti centimeter og nåede efter nogle timer helt op, idet der sommetider var noget der drillede og engang imellem var jeg nødt til at holde en pause, fordi jeg var kommet til at støtte venstre hånd på messingkappens side og den var så varm, at jeg fik brandvabler i håndfladen og det gør altså ondt, men det havde jeg nu slet ikke tid til at tænke på, så ivrig var jeg. Jeg var dog nødt til hurtigt at sætte hånden ned i spanden med det kolde vand, indtil det ikke mere gjorde så ondt. at jeg ikke kunne arbejde. Det værste var dog, at jeg i løbet af processen i ivrighed igen et par gange kom til at lægge hånden på den varme kappe, så den så efterhånden ikke godt ud inden i. Jeg fandt til sidst på at tage et stort plaster på og en læderhandske. - Læderhandsken skulle jeg nok have taget på fra starten, men sådan lærer man jo så meget. Da forsiden var færdig tog jeg fat på bagsiden. Den skulle jo have samme tur. Jeg var hele tiden flittig med at skifte det opvarmede vand i svampene ud med koldt og ligeledes vandet i spanden med nyt koldt vand. Det hele tog tre dage og så kom der et nyt spændende øjeblik. – Var køleren blevet helt tæt? Jeg blændede til- og afgangsrørene af med bred gaffatape og fyldte køleren op med vand. – DER KOM IKKE EN DRÅBE UD! Der var jeg vist heldig, eller også var jeg bedre end jeg selv vidste. Jeg skulle i grunden have kørt ud til kølermanden i

Åbyhøj og triumferende vist ham, at den, for ham, for vanskelige opgave, var lykkedes for en amatør, men jeg havde ikke lyst til det, for hvorfor ydmyge en ellers respekteret mand på hans gamle dage?

Nu kunne jeg montere køleren på den ellers færdigmonterede undervogn og komme ud på den prøvetur, som jeg før har omtalt.

Karosseriet var sendt til maler og det havde fået en meget flot tokomponent lakering, så det skinnede om kap med alt det blanke messing. Den stolte maler ser til i baggrunden. Jeg måtte, som fortalt, selv fremstille en del ting, da de i tidens løb enten var blevet defekte eller var blevet helt væk. En ting jeg måtte forny, og som jeg døjede en del med, var

den messingliste der løber om torpedoen lige før motorhjælmen. Den skulle for det første bukkes så den fulgte karosseriet rundt. Dernæst skulle den varmes i smig, da torpedoen jo buer opad. Det kan jeg sige, er slet ikke så let, for hvis man varmer messing for meget op, for at forme det, mister det spændstighed og knækker let og slår revner, så det tog en del tid før jeg fik den liste på plads.

En tåget efterårsmorgen blev den kørt til karetmager for at få nyt sædebetræk og inderbeklædning, samt en ny kaleche. Jeg havde igen lånt min fætters lastbil til transporten.

Jeg hentede den tilbage fra karetmageren. Den var blevet virkelig fin. I sine unge dage blev modellen kaldt ”Wanderer-Puppchen” og det kælenavn synes jeg passer fint til den. - Den er da en lille og fin ”dukkebil”

En anden ting jeg lavede, var et system så jeg kunne lave fri udblæsning, hvis jeg skulle bruge lidt flere kræfter op ad en bakke. (Eller bare blære mig lidt). Jeg lavede et kabeltræk til at åbne et fjederpåvirket spjæld på en fabriksmonteret forgrening forrest på udstødningsrøret.

Den frie udblæsning.

Knappen ses til venstre på billedet af instrumentbordet. Jeg lavede det i messing så det kunne falde ind med resten. Man trak den runde knap ud, til den faldt i et hak og man havde fri udblæsning. Det lød faktisk frisk og livligt.

Læg mærke til studsen i midten til benzinpåfyldning. Det foregik inde i kabinen. Den havde ikke afviservinger, da disse først blev indført omkring 1930, men den havde lovmæssige blinklys. Kontakten til disse sidder til venstre for benzinstudsen. Den havde fjederpåvirkede tandhjul og slog selv fra efter et lille minut. Bilen var så gammel, at den ikke havde et elektrisk system, men havde oprindeligt haft karbidgas til at lyse forlygterne op. Af samme grund var der ingen selvstarter. Den kunne kun startes ved magnettænding. Men for at få den synet, og selvfølgelig af praktiske grunde, satte jeg et batteri ind, så jeg havde strøm til forog baglygter, blinklys samt el vinduesvisker m.m. 57

I dag ville jeg ikke have sat en eldrevet visker på, men blot en håndbetjent ligesom på min Ford T.

Fodbremsen virkede håndbremsen på to baghjulene. Der var mange biler der ikke

på en tromle på kardanakslen og tromler med indvendige bakker på ingen forhjulsbremser. Det var der havde dengang, f.eks. Ford T.

Håndbremsen var på et tidligere tidspunkt flyttet ind i bilen, men det var jo ikke originalt, så den flyttede jeg udenpå igen. Reservehjulet var flyttet om bagpå. Det flyttede jeg også tilbage på sin oprindelige plads på højre vognside. Begge dele var i sin tid flyttet, for at vognen ikke skulle se for gammeldags ud. Gearskiftet sad indvendigt i højre side, faktisk lige under mit knæ. Det var et kulissegear i H form og der var svært at skifte med, da det havde ligeskårne tandhjul. - Synkromesh var der absolut intet af. Jeg måtte øve mig hvert forår i den tid jeg havde bilen. 58

Her er typeskiltet. - Wanderen’s ”dåbsattest”.

Motorrum

Forår

haven Interiøret blev lavet i kunstlæder. Den er beregnet til to voksne fra fabrikkens side. Man sidder forskudt for hinanden. Den er højrestyret, da man kørte i venstre side Det var normalt i mange lande i Europa på det tidspunkt. - At man færdedes i venstre side af vejen stammer helt tilbage fra oldtiden. Når man var på rejse, som enten gående eller ridende, var man nemlig altid parat til at trække sværdet, der hang på venstre side af hoften, uden at skulle dreje kroppen. Man havde således 60

sværdarm mod sværdarm med de eventuelle fjender, man mødte i højre side af vejen, når man skulle forsvare sig under røveroverfald. – Nå, det var et lille sidespring, men tilbage til interiøret. Der var et lille klapsæde på indersiden af kabinens venstre side. Det kunne slås op, så der kunne sidde et barn, eller en ikke for stor person. Rummet til højre for passagersædet var oprindeligt et bagagerum, men det lavede jeg om med sæde og ryglæn, så der også her kunne sidde et barn. Bag passagerbagsædets ryglæn, der kunne vippes frem, havde jeg anbragt batteriet. Der var jo, som tidligere nævnt, ingen dynamo eller selvstarter. Tænding til tændrørene kom fra magnettændingen og den kunne kun startes med håndsving. De løse remme, der ses

hængende over bagsæderne, var til at fastgøre kalechen fortil, når den var opslået, da den ellers ville vippe bagud under fart. - På dette billede ses remmene tydeligt. 61

Der var kun en eneste dør i vognen. Den sad midt i venstre side. Der var en lille lomme på døren til småting. Bilen blev helt færdig omkring nytårstid 1976/77 og jeg var så glad og stolt over den, at jeg syntes det var lidt synd den skulle stå ovre i den kolde og mørke garage hele vinteren sammen med de andre. - De var jo vant til det, men denne var ny og lige genfødt, så det nænnede jeg altså ikke. Jeg ville gerne have den ind i den varme pejsestue, så jeg rigtig kunne nyde synet af den, mens jeg sad henne ved pejsen med et glas portvin. Det var en dejlig tanke, så jeg begyndte at forberede hele happeningen med at få den ind i stuen. Det ville nemlig ikke være så ligetil, for hvilken husfrue ville have en hel bil ind på pejsestuens fine gulv af specialfliser, der jævnligt blev omhyggelig behandlet og vasket. Jeg måtte nok sætte hele diplomatiet i værk for at få denne tilladelse. Men det havde jeg vist ikke helt styr på, da jeg en lørdag eftermiddag udefra bankede på den specielt lavede ekstra brede havedør, som jeg i sin tid, med en skummel bagtanke, fik fremstillet, da vi udvidede huset. Jeg havde kørt Wanderen om i haven og lagt to slisker op til underkanten af havedøren. Alt var 62

klar, så Ulla kunne se, at jeg skam mente dét, med at få bilen ind i stuen. Jeg bankede optimistisk på vinduet og Ulla kom ind ude fra køkkenet. Jeg bad hende om at åbne døren, så bilen kunne komme ind, men det nægtede hun på det mest bestemte. Hun havde lige vasket hele det store gulv og hun ville i hvert fald ikke have en sikkert oliedryppende gammel bil ind på det gulv, selvom den var nok så fin. Men hun kendte også min stædighed og store vilje til at gennemføre projekter, så hun sagde, at hvis den bil skulle ind i stuen, måtte jeg selv gå ind og åbne døren. – Se, det var jo allerede en halv sejr og så måtte jeg tage den diplomatiske diskussion senere. Jeg åbnede døren og bilen kom ind i stuen ved hjælp af en del lirken. Jeg måtte dog selv skubbe den op ad sliskerne, men den var jo ikke så tung, så det gik. Det sidste stykke satte jeg den i gear og drejede den ind med håndsvinget. Jeg fik imidlertid et strengt påbud om at lægge aviser under vognens motor, hvis den alligevel dryppede olie, trods det, at jeg med såret stolthed, benægtede denne mulighed. Men ind kom den altså og den så flot ud. En 63

hel bil inde i en stue lyder jo lidt excentrisk, men den fyldte slet ikke så meget, som man skulle tro. Bilen var lille og stuen ret stor, så den faldt helt naturligt ind i resten af møblementet. Jeg installerede en lille lampe inde i vognen oppe under kalechen, så trærattet og instrumentbord blev belyst og alt det blanke messing skinnede. - Jeg nød at sidde i sofaen og læse om gamle biler, mens den stod der lige ved siden af mig. – Det, følte jeg virkelig var livet i fulde mål. Det havde forud været et stort arbejde med masser af udfordringer, men nu var målet nået. - Lige netop som jeg gerne vil have det.

Det ser da hyggeligt ud

Jeg inviterede resten af klubbladets redaktion til aftenkaffe. De vidste intet om, at jeg havde taget den lille røde bil ind i stuen og da de ankom blev de blot vist ind i pejsestuen, - så ville jeg komme om lidt. Jeg kunne gennem døren høre deres forbløffede udbrud, da de opdagede bilen og jeg gik derind. Dagen efter ringede en af dem til et stort dagblad og det blev begyndelsen til en lang række artikler i masser af aviser og ugeblade fra hele landet. Der kom mange journalister og fotografer. Bilen i stuen blev

gennemfotograferet og historien fortalt mange gange. Jeg sørgede selvfølgelig altid for at nævne, at jeg beskæftigede mig med symaskiner, så det gav en uvurderlig mængde af gratis reklame, landet over.

Plus mange andre aviser og blade landet over.

Her er det hĂ¸je vindspejl lagt ned.

De næste år kørte jeg kørte en del løb med vognen og den var nem nok at starte med håndsvinget, trods det at den kun havde magnettænding, men denne skal så til gengæld også virke perfekt. På billedet er den nypudset til ”Brødregade løbet” i Randers.

I 1985 solgte jeg min Wanderer til en tøjfabrikant i Aulum ved Holstebro og han havde den i mange år udstillet i sit store glasparti ved indgangen til sin fabrik. En dag i 2005 ringede han til mig og sagde, at der stod en gal tysker som absolut ville købe bilen. Vi havde nemlig aftalt, da han købte den, at den helst skulle blive i Danmark og nu ville han så spørge om det var i orden, at han solgte den til Tyskland. Den ”gale” tysker, som i øvrigt var vældig flink, var en cirka 65-årige mand der hed Hubert Winklhofer, og når han var så ivrig for at købe bilen, skyldtes det at han 69

var barnebarn af Johann Winklhofer der grundlagde Wanderer Werke, i Schöau, i Østrig i 1885. Han var nu begyndt at samle fabrikkens forskellige produkter gennem tiderne for at lave et museum. Der var både cykler, skrivemaskiner, værktøjsmaskiner, motorcykler og altså også biler. Han havde en liste over de biler der var solgt i Danmark og disse jagtede han og havde nu altså fundet vores, der jo var indregistreret. Da den har det laveste nummer, må den være en af de første ”Pupchen” der er importeret. Vi blev enige om, at han da selvfølgelig skulle have den til sit nye museum. Han spurgte ud om bilen og hvem der havde restaureret den og fik min adresse. Han kørte sporenstregs ned til mig og viste bilen frem. Den stod på ladet af en lukket lastbil. Efter at have nydt gensynet gik vi ind i huset og fik kaffe og jeg fortalte om bilens historie og om dens restaurering. Hubert var en livlig mand, så vi fik en lang hyggelig snak, hvor vi kom langt omkring. Jeg viste ham også den fiktive historie jeg havde skrevet om bilen, ”Historien om den lille røde bil”. Han fik et eksemplar af bogen med og et halvt år efter fik jeg et eksemplar tilbage, men nu var den oversat til tysk. Han ville have den liggende på sit museum. ”Historien om den lille røde bil” har været bragt i dette blad nr. 433 i december 2005. Har man, inspireret af denne artikel, fået lyst til at læse denne historie, kan man altså læse den i bladet eller på min hjemmeside www.keguldager.dk under ”Fortællinger og noveller”. 70

---------

Læg mærke til, at dette billede og fabriksbilledet side 3 er fortegnede, idet både tog, biler og mennesker er gjort mindre for at få fabrik og bil til at syne større. 71

Huberts Winklhofers liste over de eftersĂ¸gte biler

Jeg fik denne mail, da bilen var ankommet godt hjem til Ă&#x2DC;strig.

Her viser Winklhofer den frem ved hjemkomsten. 73

Dear Mister Winklhofer Thank you, many times, for the book in German. It was funny for me to read the story in German, and I was very pleased. I can see that I have given you the very first book about â&#x20AC;&#x153;The little red carâ&#x20AC;?. I have made a new one with more pictures in, and two special drawings of a friend of mine. I send you hereby the new book, and a CD with all the pictures, so you can see them and perhaps you can talk your friend into putting the pictures into the German version.

Here you have a picture from ca. 1958. You can see that the car still has the short rear fenders (mudguard) which was the original length. I can tell you that I have met the daughter of the owner before me. She had a lot of pictures from her father’s time, which was from the I. June 1956 till I bought it in 1975.I will scan all the papers and the pictures on a CD and send it to you, but it will take a little time. A month or two, I think. The name of the owner was: Jørn Palle Thomsen, Århus. And once more – Many thanks for the German book. Risskov den 14. juni 2006. Knud Erik Guldager, Latyrusvej 8, 8240 Risskov. DK. Danmark.

Der er en lille morsom hale på historien om den lille bil. Da det rygtedes i veterankredse, at jeg havde en færdigrestaureret bil af denne type, dukkede der en aften, ganske uanmeldt, en ”kommandoraid”, bestående af fire granvoksne fyre op på min bopæl. De var udsendt af en københavnsk samler af samme mærke, med den bestemte besked, at de skulle købe den bil af denne jyde, næsten uanset pris. De skulle ikke bryde sig om at komme hjem uden.

Men først forklarede de, at de kom helt fra København blot for at se min sjældne bil. Vi gik over i garagen og de så bilen. Vi bød dem derefter indenfor i varmen og satte os ved et hastigt arrangeret kaffebord. Først her afslørede de deres virkelige ærinde og de blev meget skuffede, da det gik op for dem, at jeg absolut ikke, under nogen omstændigheder, ville sælge bilen, som jeg lige var blevet færdig med at restaurere. De sagde, at de ikke var glade for at komme hjem med uforrettet opgave, da samleren havde afholdt alle deres udgifter ved denne kommandoraid, så de spurgte, om de måtte ringe samleren op, så jeg selv kunne forklare ham det klare afslag. Det gjorde de så og jeg fik røret, men jeg måtte flere gange forklare at prisen var fuldstændig underordnet, før han meget skuffet opgav købet. - ”Kommandoraiden” drog noget skuffede hjem, men de havde da haft en spændende aften, sagde de.

Læg mærke til den trekantede benzindunk på trinbrættet. Den blev holdt fast af to læderremme. Den havde også små messing-parkeringslygter. Den var virkelig en dejlig lille bil. Kvik og livlig var den også, så det kan forekomme mærkeligt, at jeg nænnede at sælge den, men der var dog flere årsager til dette. For det første delte jeg den med min lillebror, men lige da den var færdig blev han alvorligt syg. Han nåede kun at komme med til et forårs-løb i den. Han kom aldrig til selv at køre den, da han slet ikke havde kræfter til at træde den hårde konuskobling ud. Dette brokkede han sig meget over og sagde, at jeg havde lavet den alt for stram. - Jeg nænnede ikke at fortælle ham sandheden.

Her sidder min lillebror Bent i bilen i det tidlige forår, lige efter den er kommet ud af pejsestuen. Han døde allerede sidst i august. Tit, når jeg kørte i bilen kom jeg til at tænke på ham og så kunne jeg ikke undgå at blive lidt trist til mode og det var den ene grund til at jeg solgte den. Den anden var mere prosaisk. Hvis bilen havde stået i mere end en uge i garagen siden jeg sidst havde været ude at køre i den, var alt det blankpudsede messing blevet anløbet. Selv, når jeg havde pudset den op og havde givet den voks, forblev den ikke spejlblank under voksen. Nej, - der var kun én måde. – Den skulle totalt oppudses hver eneste gang jeg skulle ud at køre i den og det tog det meste af søndag formiddag, hvor jeg måske 79

skulle have været en tur til Moesgård Strand. Prøv lige at se på billederne og læg mærke til hvor meget messing der er. Hvis jeg ikke pudsede den op før en tur sagde folk: Det er en fin vogn, men du skulle nok pudse det messing lidt mere op. - Eller, hvis jeg efter to timers oppudsning kørte en tur og gjorde holdt et sted, kom de hen og så bilen, og nu sagde de: - Nej, hvor flot den er med alt det blanke messing, - hvorpå de, med deres, tit svedige og fedtede hænder, kærligt klappede den på køleren eller lygterne. - Nu kunne jeg så gå lige hjem og pudse tingene op igen. Efter nogle år opdagede jeg, at jeg kørte mindre og mindre i bilen og så besluttede jeg at sælge den og købe en mere brugbar bil. Det gjorde jeg så, og den bil der kom til at erstatte Wanderen i garagen, blev en Triumph TR 3A fra 1959. Det var en virkelig kvik vogn og den blev jeg glad for. Den havde, som en af de første, skivebremser på forhjulene i 1959. 80

SĂ¸ndag den 13. april 1979 var denne artikel i Aarhus Stiftstidende.

Jeg havde overtaget familiefirmaet efter min far den 1. januar 1978 og her fik jeg så travlt med at udvide det efter mine egne ideer. Jeg forsømte derfor klubarbejdet lidt og jeg kunne mærke, at jeg ikke gik så fuldhjertet ind for arbejdet som formand, som førhen. Det havde jeg det ikke ret godt med, så jeg valgte at overlade posten til en anden ved generalforsamlingen i april måned 1979.

Klubben havde haft stor fremgang i min tid som formand og medlemmerne havde lidt svært ved at forstå at jeg ville forlade denne post, men jeg måtte forklare dem, at hvor godt jeg end havde haft det som formand, var jeg dog nødt til at give mit daglige levebrød første prioritet og lægge det meste af min energi i mit eget firma. Jeg havde desværre set alt for mange eksempler på folk, der har syntes, at det var så ”ærefuldt” at være formand for en eller anden forening eller klub, at de forsømte deres eget firma i den grad, at det til sidst gik nedenom og hjem, og dette skulle i hvert fald ikke overgå mig. Jeg fremlagde alt dette på generalforsamlingen efter årets beretning og sagde samtidig, at her i verden er der ingen der er uundværlig. - Der kommer altid en anden der løser den opgave man har haft. Følgende to artikler fortæller lidt om formandsskiftet. De er taget fra Vintage Nyt, april 1979.

Efter min afgang som formand lod jeg mig dog overtale til at fortsætte med den månedlige beretning under SET - SKET & SKER. Da jeg jo alligevel kom til alle klubmøderne og begivenhederne, var dette ikke så uoverkommelig en opgave, så det fortsatte jeg med et stykke tid. - Der var altid vittigheder bag i bladet.

1981 dokument med laksegl og den fĂ¸rste i klubben, til blev jeg da bĂĽde rĂ¸rt og

fik jeg overdraget dette det hele. Det gjorde mig, som ĂŚresmedlem for livstid. - Det glad over, - det er klart.

Jeg havde ingen problemer med julekort i 1977

Dette var lidt om det hedengangne Ă&#x2DC;strigske fabrikat Wanderer og slut pĂĽ historien om mit eksemplar af mĂŚrket.

Knud-Erik Guldager