Historien om den lille røde bil by Knud Erik Guldager

Historien om Den lille rĂ¸de bil

Knud Erik Guldager

Tegninger JĂ¸rn Jacobsen

HISTORIEN OM DEN LILLE RØDE BIL Den lykkelige ungdom.

Den lille røde bil stod og skinnede med sin blanke røde lak, og sin blankpolerede messing. Køleren og de store forlygter var i ren messing og på siden havde den et flot snoet messinghorn med en stor sort gummibold. Når man trykkede på den, lød der et meget højt – BÅÅÅT.

Den stod i den lokale automobilforhandlers eneste vindue. Den var en Wanderer årgang l921, og den var helt ny og lige kommet fra fabrikken. Der var to sæder. Et for den der styrede bilen og et bagved til en passager. Rattet sad i højre side og til venstre for førersædet var der en lille klapstol. Den sad på indersiden af bilen, den kunne klappes

ned så der kunne sidde et barn på den. Bilen var meget smal og der var ingen tag over, men den havde en stor sort kaleche, der næsten altid lå foldet sammen og ragede ud over bagenden. - Den var smart og ret dyr, ja den var næsten en sportsvogn og dens motor snerrede ligesom en rigtig sportsvogn.

Den stod og kedede sig lidt, for den havde stået der i mange måneder. Det var ikke fordi den ikke blev beundret, tværtimod. Der stod tit unge mennesker foran vinduet og stirrede på vidunderet med store øjne. Men bilen var ret dyr, og der var ikke mange der havde råd til biler dengang, og denne var jo importeret fra Tyskland og derfor var den lidt dyrere her i England. De mennesker der købte bil ville hellere have en med plads til mindst fem personer og en sådan kunne de få til samme pris som den lille røde bil, der jo kun havde plads til 2 voksne og et barn. Den lille røde bil blev mismodig. - Den tænkte: Hvem vil købe en bil som mig? - Jeg er ganske vist lille og smart, men jeg kan jo kun bruges til at køre ture med på små veje når solen skinner og det er der vist kun meget rige mennesker der har råd til. - Og så sukkede den så dybt den kunne.

Så en dag skete der pludselig noget. En stor flot lukket herskabsvogn stansede op foran vinduet. - En lukket bil var dengang meget sjælden og frygtelig dyr og det måtte være meget rige mennesker der var i den. - Den lille røde bil blev helt slap i dækkene ved tanken om at det måske var den de standsede op for at se. - Ganske rigtigt. Den første der nærmest hoppede ud af bilen var en ganske ung pige på ca. sytten år. Bagefter kom en lidt ældre mand, der måtte være hendes far. De styrede direkte hen til

vinduet og så beundrende på den lille røde bil, og de måtte begge indrømme, at det dog var en lækker og smart lille bil. Det var lige en bil til at køre dejlige ture i på solskinsdage. Den lille røde bil stod meget spændt og lyttede med, og pludselig siger den unge pige: - Far, når jeg i foråret fylder atten år, har du lovet mig et kørekort og en stor gave. - Nu ved jeg, hvad jeg ønsker mig. - Jeg ønsker mig den lille røde bil i vinduet der.

Kan du ikke se at den vil klæde mit lange lyse hår. - Kan du ikke se den lille røde bil suse hen ad vejen med mig ved rattet og med mit hår flagrende bagud. - Kan du ikke? - Jo, det kunne faderen da godt forestille sig og han holdt jo så uendeligt meget af sin smukke datter, som var det eneste barn han havde, men han mente, at de først lige skulle gå ind i forretningen og spørge om prisen.

Den lille røde bil blev helt elektrisk og det skønt den slet ikke var elektrisk. Dens store messing forlygter lyste ved hjælp af en gasflamme. Gassen kom fra et lille karbid gasværk der stod på trinbrættet. - Den ville meget gerne sælges til den unge pige. Faderen og pigen gik med automobilsælgeren ind i baglokalet for at tale om bilen og for at høre, hvad den kostede. Den lille røde bil lyttede med alt hvad den kunne, men kunne alligevel ikke høre hvad de talte om.

Pludselig hørte den at døren ind til udstillings vinduet gik op og at nogen gik ind. Den stod med ryggen til døren og kunne ikke se hvem det var. - Pludselig var der nogen der rørte ved dens venstre bagskærm. Den havde kun én lille dør og den sad i venstre side. - Nu blev den lukket op og der steg en person ind

og satte sig bag trærattet. Personen vejede næsten ikke noget og snart mærkede den, med en gysen i ratstammen, to små hænder gribe om rattet. En sådan person havde aldrig før siddet bag rattet, det var derfor en helt ny og meget behagelig fornemmelse der gennemløb den lille røde bil. Den var mere vant til tunge mekanikere med store grove hænder, der rev i rattet så det somme tider gjorde ondt. - Det kan da vist kun være den unge pige, - tænkte den og ganske rigtigt, for pludselig hviskede en blid pigestemme: - Dig vil jeg have i fødselsdags gave og jeg skal nok få overtalt min far.

Nu gik døren igen og faderen kom ind. Han skulle jo også se nærmere på bilen. – Å, far, køb den nu, - sagde den unge pige. - Det er det eneste jeg ønsker til min atten års fødselsdag. – Men det er jo først til foråret du fylder atten år, sagde faderen. – Å jo far, køb den nu, så gemmer vi den til min fødselsdag, - plagede den unge pige.

Nej–nej. Man kan ikke få så stor en gave i forskud. Man må pænt vente til man fylder år, og imens kan jeg jo tænke over det. Det er mange penge for et stykke legetøj, sagde faderen bestemt. - Jeg er aldeles ikke et stykke legetøj, men en rigtig lille bil og jeg kan skam køre ret stærkt, for jeg har fire cylindre og topventiler. Nede i Italien er der nogen der kører væddeløb i mine brødre.

- Alt dette tænkte den lille røde bil, da pigen og hendes far var kørt igen. Den var lidt skuffet, den ønskede af hele sin krumtap - (det er det samme som hjertet), at blive ejet af den unge pige.

Faderen fik dog udleveret en salgsbrochure over bilen. Den stak han i sin inderlomme uden at datteren så det.

(Dengang gjorde man personerne mindre så bilen så større ud)

Så en dag blev den lille røde bil trukket ud af udstillingen. - Nu er jeg blevet solgt, - jublede den. - Bare det nu er til den unge pige.

Men der kom ingen og hentede den, den blev tværtimod sat ind i en mørk garage og der stod den hele vinteren. Den kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Havde bilsælgeren opgivet at sælge den fordi den var for dyr og sjælden og skulle den nu leveres tilbage til fabrikken i Tyskland eller hvad? Garagen var tør og ren, men der var ingen varme, så når der var frostvejr frøs den skrækkeligt om sine dæk. Og den kedede sig slemt. Den kunne ikke se ud og der var altid mørkt. - Det var ikke et liv for en lille smart rød bil som den.

En dag kunne den mærke at der var varmt udenfor. – Det var blevet forår. – Hov! – havde pigen ikke sagt, at hun fyldte atten år til foråret og havde hendes far ikke sagt, at man ikke kunne få sin gave før tiden? - Måske, - tænkte den lille røde bil, - måske har faderen købt mig og bilhandleren gemt mig herinde. - Måske skal jeg være en overraskelse til den unge pige på hendes store fødselsdag. - Måske skal jeg op og bo på den store herregård, der faktisk er et rigtigt slot. – Men, måske er det hele bare ønske tænkning og jeg skal sikkert bare sendes retur. - Og så sukkede den lille røde bil for anden gang så dybt den kunne.

Men så en dag blev porten ind til garagen lukket op, og der kom pludselig så meget lys ind, at havde den lille røde bil kunnet holde sig for lygterne, havde den gjort det. Den kom nu ind i værkstedet og blev vasket grundigt, og det trængte den til. Den

havde ikke været i bad i et halvt år. Den fik skiftet olie og fik igen vand på køleren. Det havde den ikke haft om vinteren, for så kunne dens motor og køler fryse i stykker.

Den nød rigtigt at blive puslet og nusset om. Den havde jo ikke set mennesker hele vinteren.

Dagen efter, - ganske tidligt om morgenen, - blev den læsset op på en stor hestevogn, for der var ikke så mange lastbiler dengang. Den fik en meget stor gul sløjfe om maven. Den farve stod godt til dens egen røde farve. Det var en vidunderlig dag med megen sol, og lak og messing strålede på den lille røde bil og den var fuldendt lykkelig, for nu var den helt sikker på, at den var på vej hen til slottet som gave til den unge pige. Hvor ville det blive dejligt at bo på et slot og der havde man sikkert nogle flotte garager. Ganske rigtigt. Hestevognen kørte op foran den store trappe ind til slottet og her blev den læsset af. Her stod den så med sin store gule sløjfe om maven og ventede på det næste der skulle ske.

Oppe på slottet var den unge pige vågnet, og ventede nu på at hendes far og mor og alle de inviterede gæster skulle komme og spise morgenmad. Hun var meget spændt på hvilke gaver hun ville få. Især var hun spændt på gaven fra hendes far. Efter at de havde været i forretningen, havde hun intet hørt om bilen og når hun spurgte sin far, sagde han altid: - Det taler vi om en anden gang. De mange gæster afleverede deres flotte gaver, som hun da også blev glad for, men hendes far havde endnu ikke givet den unge

pige sin gave og hun kunne næsten ikke holde det ud af spænding mere. - Til sidst rejste faderen sig. Han gik ud af spisestuen og kom ind med en stor pakke med en gul sløjfe om. - Tillykke min kære datter, på din atten års fødselsdag. - Her har du en gave som jeg håber du kan få gavn af. Den unge pige var lige ved at græde foran alle gæsterne, så skuffet blev hun. Vel var det en stor pakke, men det var i hvert fald ikke den lille røde bil.

Skønt hun slet ikke havde lyst, var hun nødt til at pakke gaven ud og stor var hendes undren, da hun så at det var et par flotte elektriske billygter. Hun kiggede på sin far og spurgte: - Hvad skal jeg dog bruge dem til? - Du kan jo gå ud på terrassen over den store trappe og kigge ned. - Den unge pige styrtede ud på terrassen og alle gæsterne med, for de vidste ingenting og var ligeså spændte. Alle kiggede ned og blev helt lamslåede. For dernede i solskinnet stod jo den lille røde bil og strålede. Alt strålede, lak, messing og den gule sløjfe. - Men der var også en anden varm udstråling og den kom fra den lille røde bils sjæl, for aldrig havde den været så glad som nu. - Det havde den dog aldrig drømt om, da den blev født i Tyskland.

Hurtig som et lyn var den unge pige nede ad trapperne og sad bag rattet. Hun vinkede til de andre, at de skulle dreje håndsvinget så bilen startede. Der var ingen selvstarter, for den var jo ikke elektrisk. - En af gæsterne drejede hurtigt håndsvinget og den lille røde bil startede straks, - ja, det var lige før den startede helt af sig selv af bare iver, efter at komme ud at køre på de smukke snoede veje i det grønne bakkede landskab.

- Den slags veje har de nemlig mange af i England.

Den unge pige og den lille røde bil kørte og kørte og kørte. - Det blev langt hen på eftermiddagen før hun kom i tanker om alle sine gæster og fødselsdags middagen, og hun huskede det kun fordi der pludselig ikke var mere benzin og bilen gik i stå. Heldigvis sad der en stor sort dunk med masser af ekstra benzin på trinbrættet. Den sad fast med to brune læderremme. Det så flot ud.

Nu kørte hun hjemad og det var den lille røde bil i grunden glad for, den var nemlig meget træt nu. Aldrig i hele sit liv havde den kørt så langt og den var nu meget spændt på, hvor den skulle stå mellem de andre biler i garagen på slottet. - Alle de andre var jo meget større, og nogle meget finere end den. Ville den blive klemt inde i en krog bag de store? - Det var den meget spændt på.

Da de kom hjem fik den unge pige lidt bebrejdende ord fra sin far, selvom det var hendes fødselsdag. - Det er ikke pænt at forlade sine gæster i så lang tid, men jeg forstår dig i grunden godt. Skynd dig nu at sætte bilen ind i dens nye garage. – Ny garage? - Den unge pige så spørgende på sin far. – Ja, sagde han, - prøv at se ved siden af den store gamle garage. - Du finder den let.

Den unge pige løb hurtigt hen ved siden af den store garage og stansede måbende. - Der stod en splinterny garage, og hvilken garage. Det var den flotteste og mest nuttede garage hun nogensinde havde set.

Den var lavet af de fineste lyse brædder og havde sort tag. Ja, den lignede et helt lille lystslot, men det flotteste var alligevel

porten. Den var i en stor flot bue foroven og så kom det bedste: - Der var små ruder i hele porten. Det var godt tænkt af arkitekten, for så kunne hun altid kigge ind til den lille røde bil, også når hun gik forbi om vinteren, hvor hun ikke kunne køre i den. - Den lille røde bil kunne så, - når den ikke var ude at køre, stå og kigge ud. Garage porten vendte nemlig ud mod den store dal med de grønne marker og de små snoede veje, som den elskede at køre på, for de snoede sig så meget, at det altid var spændende at se, hvad der gemte sig bag det næste sving.

Men det vidste den lille røde bil intet om, for den stod jo endnu og pustede ud henne foran den store trappe. Den var blevet meget støvet, især på sine blanke sorte skærme. Den unge pige løb hen og hentede den. Hun kørte den hen foran garagen og sagde: - Det er din nye garage og det er din helt alene. Du er alt for fin til at stå sammen med alle de store gamle skrumler i den store garage. - Hvis den lille røde bil havde kunnet græde, ville den have gjort det nu. Både ved synet af den dejlige garage og over den unge piges ord. En flottere garage havde ingen bil nogensinde haft. Det var den lille røde bil helt sikker på. Den unge pige tørrede omhyggeligt alt støvet af og bakkede den lille røde bil ind i garagen. Her så den hurtigt at der var marmorfliser på gulvet og at garagen kunne varmes op om vinteren. - Nu skal jeg aldrig fryse mere - tænkte den. Så lukkede den unge pige porten og skyndte sig hen for at klæde sig om til den store fødselsdags middag. Den lille røde bil stod med duggede forlygter og kiggede ud over landskabet. - For tredje gang sukkede den dybt, men denne gang var det af fuldendt lykke.

- Træt og lykkelig lukkede den lygterne og faldt i søvn midt på det fine marmorgulv.

Den unge pige var meget stolt og glad for den lille røde bil. Man så dem altid sammen og hver eneste juleaften gik hun ned i den hyggelige garage med et lille pyntet juletræ og sang en dejlig salme for den lille røde bil. Denne aften glædede den sig særligt til hvert år og den følte sig meget stolt og glad over at høre til på det fine slot og over at den og den unge pige passede så godt sammen. -----

Der gik nu fire år og den unge pige blev mere voksen. Pludselig et forår kom hun ikke mere så tit og kørte en tur. Den lille røde bil kunne ikke rigtig forstå det. - Var hun ikke længere så glad for den mere, eller havde hun fået noget andet at kaste sin kærlighed på. - En større og hurtigere sportsvogn måske.

Den lille røde vogn stod alene, og blev lidt mismodig over at tænkte på dette. Pludselig en dag lød der en vild brølen fra en stor motor og en grøn Bentley sportsvogn kom drønende ind på gårdspladsen så gruset sprøjtede til alle sider.

Den standsede lige foran den lille røde bils garage, og den blev helt bange for at de springende sten skulle smadre ruderne i garageporten. Den unge pige og en nydelig ung mand steg ud af Bentley ‘en. De gik ind i garagen og den unge pige sagde til den unge mand: - Her er min elskede lille røde bil, som jeg har fortalt dig så meget om.

– Nå, tænkte den lille røde bil, så har hun da ikke helt glemt mig.

– Er den ikke dejlig? - spurgte hun den unge mand. Han kiggede interesseret på den med et lidt mærkeligt udtryk i ansigtet, for han turde jo ikke fortælle, hvad han i virkeligheden tænkte. Nemlig: - Det er dog en løjerlig lille udenlandsk vogn.

De to personer der kunne være i vognen sad jo bag ved hinanden, ligesom på en motorcykel. Det så for ham mærkeligt ud og der var garanteret kun en lille motor i den. Den var i hvert fald for intet at regne mod hans store Bentley med de seks store cylindre og mange kræfter. - Men alt dette turde han ikke sige til den unge pige, der jo var så glad for den lille røde bil. De skulle nemlig giftes og den unge pige skulle flytte hen til hans store hus i London. Den lille røde bil skulle derfor sælges, for i London kunne man ikke køre små hyggelige ture, der var alt for megen trafik. Skulle man rundt i London var det meget lettere at tage en taxa og skulle man ud på landet, ville det være alt for langt for den lille røde bil. Det kunne den unge pige godt forstå, men hun var ked af at fortælle den lille røde bil alt dette. Samme aften, - da alt på slottet var faldet til ro, gik hun ned i garagen og satte sig bag rattet. Hun kunne ikke få sig selv til at stå foran og se den ind i lygterne, medens hun med lav stemme fortalte, hvorfor den skulle sælges. Det var lidt fejt, det vidste hun godt, men hun var bange for at hun skulle komme til at græde, for hun holdt jo så meget af den.

Men hun holdt alligevel mere af den unge mand, så hun fortalte i mørket og stilheden den lille røde bil, at hun var nødt til at sælge den og hun takkede den for de mange ture de havde kørt sammen

og fordi den havde været så trofast.

Den lille røde bil blev helt stiv af skræk. Kunne det virkelig være sandt? - Skulle den væk fra den unge pige og fra sin lune garage med marmorgulv og den fine udsigt. - Den var skrækslagen og kunne ikke røre sig. Den unge pige forlod den med tårer i øjnene, men den lille røde bil lukkede ikke en lygte den nat.

Næste dag kom der en kranvogn fra den lokale mekaniker nede i landsbyen. Han havde købt den lille røde bil. Folkene satte nu en stor jernkrog i forenden af den og hejsede den op og langsomt kørte de ned mod landsbyen. I et sving så den lille røde bil med længsel tilbage mod dens fine garage, som den aldrig mere skulle ind i igen.

DET VILDE LIV

Mekanikeren i landsbyen skulle ikke bruge den lille røde bil selv. Han ville sælge den. Han satte den ud i vejkanten foran værkstedet med et stort hvidt skilt hvorpå der stod TIL SALG.

Mange stoppede op og spurgte om prisen og de kunne godt lide den lille røde bil, især damerne, men de syntes, at det var for besværligt, at den skulle startes med håndsving, da den jo ikke var med elektrisk system. Nu var der kommet flere biler på vejene, og de havde alle elektrisk lys og selvstarter, så det var lidt flovt, at man selv skulle dreje håndsvinget. Den unge pige havde aldrig fået monteret de elektriske lygter hun fik i fødselsdagsgave. Hun kørte alligevel kun om dagen og brugte derfor aldrig lys på bilen.

Dagene gik – sommeren gik - og den lille fine røde bil stod ude ved vejen, dag og nat i regn og blæst. Den så efterhånden farlig ud. Den var meget beskidt af støv og mudder der sprøjtede op på den når det regnede. - Vejen den stod ved var nemlig en grusvej. En gang imellem sendte mekanikeren en lærling ud for at tørre den af, men han rystede ikke kluden tit nok, så sandet ridsede både messing og lak frygteligt. Da sommeren var gået var den lille røde bil mat og falmet over det hele og den var i et elendigt humør.

Den følte at den var kommet fra Paradis og nu var havnet i den barske verden udenfor, endda på et ikke særligt behageligt og slet ikke kærligt sted, og det havde den jo ret i. Mekanikeren

var sur over at bilen ikke blev solgt. Han havde regnet med at tjene gode penge på den, og han var nu parat til at sælge bilen til hvem som helst, og nu var den billig. - Den skulle helst sælges inden vinteren kom. En dag kom en ung mand ind til mekanikeren og foreslog en handel. - Jeg har ikke alle pengene, men du kan få en fjerdedel nu og så betaler jeg resten inden foråret, sagde han.

Nu vidste mekanikeren godt at den unge mand var en af landsbyens lømler, og han var slet ikke så sikker på, at den unge mand holdt sine løfter, tværtimod. Han ville dog gerne af med bilen nu og en fjerdedel af pengene var bedre end ingenting. Betalte den unge lømmel ikke resten, kunne han jo altid tage bilen tilbage. Så de handlede. Den lille røde bil kom ind på værkstedet for at blive vasket og gjort klar til udleveringen den næste dag. Da den unge lømmel næste morgen kom for at hente bilen, spurgte mekanikeren ham om han havde et kørekort. - Ja, selvfølgelig svarede han. - Vis mig det lige, - sagde mekanikeren. Han måtte nemlig ikke udlevere bilen til en der ikke havde kørekort. Den unge mand ledte i alle sine lommer, men forgæves. Nå, – så må jeg have glemt det derhjemme, men jeg kører lige hjem efter det i bilen. Så kommer jeg og viser dig det. Den forklaring måtte mekanikeren så nøjes med.

Men den unge mand, der virkelig var en ansvarsløs lømmel, kørte slet ikke hjem, for han havde selvfølgelig intet kørekort. - Nej, han kørte i rasende fart ud ad de snoede grusveje, og han syntes at det var virkeligt herligt, når han rutsjede sidelæns gennem et sving og han syntes at det ret var spændende, fordi han ikke kunne se, om der lige rundt om hjørnet kom en stor hestevogn eller bil. - Vejene var dengang meget smalle.

Den lille røde bil var skrækslagen. Aldrig før i sit liv havde den været så bange. Lømlen havde nemlig aldrig rigtig prøvet at køre en bil før, og han forstod derfor ikke at skifte gear, så den lille røde bils gearkasse gav jammerlige hvin, når dens tænder børstede mod hinanden og den lille røde bil fik frygtelig ondt i gearkassen, og det gør lige så ondt, som når mennesker har tandpine, endda i mange tænder på én gang. Lømlen gav også motoren alt for meget gas, så den løb op i for mange omdrejninger, og den lille røde bil blev fuldstændig svimmel, ligesom når mennesker snurrer meget hurtigt rundt på en lille karrusel. Den lille røde bil hylede og skreg af bare rædsel og tænkte: - Nu kan der da ikke komme større rædsler! - Men den skulle blive meget klogere.

Den unge lømmel fortsatte sådan hele formiddagen, og da han blev træt af at køre på grusvejene, fortsatte han ind på de mudrede skovveje og havde det været slemt for den lille røde bil før på grusvejene, blev det meget værre på skovvejene med de vandfyldte mudderhuller. Den stakkels lille røde bil troede, at den snart skulle dø, for den slags kørsel var den slet ikke beregnet til. - Gang på gang tvang lømlen den lille røde bil gennem de dybe mudderhuller for fuldt gas, ja og lidt mere, og hele bilen var nu én stor mudderkage. - Man kunne slet ikke se hverken messing eller lak. I et særlig stort og dybt mudderhul sad den lille røde bil uhjælpelig fast. Den kunne hverken komme frem eller tilbage, skønt lømlen rev og flåede i gearkassen. Til sidst lød der et brag fra gearkassen og tandhjulene sprang i stykker.

- AV! AV! SKREG DEN LILLE RØDE BIL - meget højt. Det gjorde ufatteligt ondt. - Den besvimede og motoren gik i stå. Det sidste den nåede at tænke var: - Nu får jeg da fred, for nu jeg kan ikke holde til mere.

Lømlen sprang sur og ærgerligt ind på tørt land. Lømler bliver meget let hidsige og så er det bedst, at man går væk fra dem. Men den lille bil kunne ikke gå væk. Den var jo både besvimet og sad fast i sit mudderhul, men den ærgerlige og hidsige lømmel skulle have afreageret her og nu, så han gav sig til at sparke store buler i den rare, men hjælpeløse lille røde bil. - Det var meget forkert og det havde den ikke fortjent.

Da lømlen blev træt gik han hjem. Han kom først nu til at tænke på, at den bil han lige havde ødelagt så grundigt, slet ikke var hans. Han havde kun betalt en fjerdedel af prisen og det havde lange udsigter med at skaffe resten, og det gad han for resten slet ikke nu, hvor bilen var i stykker. - Han var og blev en rigtig slyngel.

Da der var gået nogen tid, undrede mekanikeren sig over at han aldrig så lømlen køre i den lille røde bil, og lømlen havde heller ikke været på værkstedet, siden den morgen han købte bilen. Han opsøgte derfor ungersvenden hjemme hvor han boede, men kunne ikke se den lille røde bil nogen steder, selvom lømlen var hjemme. Han gad nemlig ikke arbejde og det var derfor han ingen penge havde. De penge han havde betalt mekanikeren, havde han bare lånt et andet sted og lovet at betale dem tilbage få dage efter, da han, - som han sagde, ventede en del penge, der skulle komme med posten. Det var selvfølgelig én stor løgnehistorie. Han ventede ingen penge, tværtimod han skyldte snart penge til alle i landsbyen. Mekanikeren spurgte ham: Hvor er den lille røde bil? – Nå den, - svarede lømlen, - den blev jo stjålet allerede samme dag som jeg købte den. - Har du ikke hørt det? - Hvad er det for noget sludder, - svarede mekanikeren. - Det passer jo ikke, for hvis det var rigtigt, så havde jeg hørt det for længst. - Nej du har nok snarere solgt den til en anden og jeg håber for dig, at du ikke har brugt pengene, for du skylder mig stadig tre fjerdedel af prisen. - Nu går jeg hjem og ringer efter politiet, hvis du da ikke har en anden forklaring.

Det havde lømlen så lige pludseligt, for han havde nok at gøre med politiet i forvejen. Han fortalte nu sandheden. - Vil det sige at den lille fine røde bil stadig holder ude i mudderhullet i skoven. - Har du slet ikke forsøgt at få den op igen, så du kan køre i den? – Nej det havde lømlen selvfølgelig ikke, for bilen var jo ødelagt. Men det sidste fortalte han ikke noget om.

Nu hentede mekanikeren sin kranvogn og kørte ud til mudderhullet i skoven, og han troede næsten ikke sine egne øjne. Midt i mudderhullet stor der én stor mudderkage. Det øverste var lysebrun af størknet mudder og det nederste var mørkebrun af vådt mudder. Det nederste af bilen kunne man slet ikke se mere, fordi mudder og vand gik op over trinbrædderne.

Det var et meget sørgeligt syn og den ellers barske mekaniker var lige ved at græde, for han holdt meget af biler, og han ville gerne selv have beholdt den fine lille udenlandske røde bil, men det havde han ikke haft råd til, og nu stod den der og var ingenting værd. Sørgmodig vadede han ud i mudderhullet og satte jernkrogen fast i forakslen på den lille bil. Efter flere forsøg fik han den endelig op af mudderhullet, men da var forakselen blevet bøjet.

Den lille røde bil følte ikke rigtig noget mere. Den var ikke død, men var i en dyb bevidstløshed. Den opfattede at nogen ligesom langt borte trak i den, men den følte ingen smerte længere.

I de første dage den sad i mudderhullet, havde den haft det frygtelig dårligt. Det gjorde meget ondt i gearkassen og alle bulerne var ømme. Motoren var blevet kold igen og den fejlede, trods den hårde overlast, ikke noget. Den var nemlig lavet af stærke materialer. I begyndelsen tænkte den ikke så meget over sin skæbne. Den var blot glad for at ingen plagede den mere. Den forsøgte at slappe af trods smerterne og komme til hægterne, men da der var gået nogle dage, begyndte den at undre sig over at der ikke kom nogen og hjalp den. Der havde jo altid før været nogen til at hjælpe, hvis den havde haft små problemer og nu havde den i høj

grad store problemer, men nu kom der ingen.

Det er kun hvad man kan vente sig af den lømmel der ødelagde mig, - tænkte den mismodig. Men hvorfor henter den rare mekaniker mig ikke. Han lod mig godt nok stå ude ved landevejen døgnet rundt i regn og blæst, men han kunne dog godt lide mig, og han var nødt til det for at få mig solgt. Hvorfor kommer han ikke og henter mig op med sin kranvogn? - Hvorfor?

Den lille røde bil kunne ikke forstå det. Den var jo slet ikke vant til så ond en verden, og om natten, hvor den stod fast i sit mudderhul og den var meget ensom, kiggede den op på stjernehimlen og drømte om de lune nætter i den fine garage med marmorgulv. Og således drømmende faldt den til sidst i en dyb bevidstløshed med et lille svagt smil i køleren. - Det var i den tilstand mekanikeren fandt den.

Da den lille røde bil kom hjem på værkstedet, blev alt mudderet vasket af, og først da opdagede mekanikeren alle bulerne som lømlen havde sparket i den lille røde bil i bare hidsighed og han blev endnu mere ked af det. Nu gik han i gang med at undersøge de indre dele. Han drejede i håndsvinget. Det gik let rundt. Det var dejligt tænkte han. Så fejler motoren sikkert ikke noget. Han hældte nyt vand på køleren og benzin i tanken. Nu vil jeg prøve at starte den, sagde han.

Den lille røde bil var nu langsomt ved at komme til bevidsthed. Den kunne mærke at kærlige hænder puslede om den. Den følte sig langt bedre tilpas nu, da den var fri for alt mudderet og den kunne mærke og lugte, at den stod i et varmt værksted. Den følte det friske vand i køleren. Det var dejligt, og nu kunne den mærke benzinen strømme ind i benzintanken og det var også

dejligt, for den var ved at ruste indvendigt og det er ligesom at have lungebetændelse.

Nu mærkede den at mekanikeren drejede i håndsvinget for at starte den og den hjalp selv til med de få kræfter der var tilbage i den. Mekanikeren prøvede flere gange og pludselig hostede den lille røde bil et par gange og så sprang motoren i gang og den gik som en symaskine. - Ligesom i gamle dage.

Både mekanikeren og den lille bil var glade. Mekanikeren satte sig ind bag rattet og ville prøve gearkassen. Der lød et frygteligt spektakel og det gjorde ondt i den lille bil. Mekanikeren var nu klar over at gearkassen var smadret og han standsede straks motoren. Skulle han have en ny gearkasse måtte han skaffe den fra Tyskland og det var ikke så lige til dengang og i øvrigt havde han ikke råd til det lige nu.

- Gamle ven sagde han til den lille røde bil, der jo i grunden slet ikke var så gammel endda, men han sagde sådan, fordi han følte for den, nu den var syg. - Gamle ven, sagde han blidt. - Jeg har ikke råd til at reparere dig og er derfor nødt til at stille dig om i den gamle garage bagved, indtil jeg får bedre råd. - Det er jeg ked af, men det er bedre end at hugge dig op, for det har jeg ikke hjerte til. Som sagt så gjort og en time efter stod den før hen så fine lille røde bil i en mørk garage uden lys og vinduer og her var der ikke marmorgulv, men fugtigt jordgulv. Taget var ikke engang tæt, så der blev lagt en presenning hen over den og nu kunne den slet ingenting se. Ikke engang solstrålerne, der skinnede ind gennem revnerne i brædderne om sommeren. For der kom mange somre og vintre og mekanikeren fik stadig ikke

råd til at reparere den lille røde bil og den var begyndt at ruste fælt. Det gnavede og jagede alle vegne i den lille bil og når det regnede dryppede det ned gennem taget på presenningen, der så blev våd og klam og det var derfor den lille røde bil rustede så meget.

Det er ligesom når mennesker får gigt, og det var en tidlig alder at få gigt i, og det var aldrig sket hvis den unge pige ikke var blevet gift. - Mennesker er nogle underlige nogen, - tænkte den lille røde bil. - Tænk at den smukke unge pige foretrak en stor mand i en, i dens øjne, grov Bentley, når alle folk nu sagde, at den unge pige og den lille røde bil klædte hinanden så godt. - Var det nu til at forstå? - Den havde jo gjort alt hvad den kunne, for at hun skulle være glad for den og alligevel vandt manden i den brutale Bentley. - For fjerde gang sukkede den lille røde bil dybt og denne gang af sorg og dyb undren over mennesker.

Som tiden gik begyndte den lille røde bil, - som i grunden slet ikke var så rød mere, det skulle da lige være af rust, at tænke mere på dagene sammen med den unge pige. Den drømte det så mange gange, at den til sidst faktisk troede, at det var virkeligt. Havde den været ude blandt andre biler, ville de have sagt, at den var lidt skør i instrumenterne. Der stod den og drømte i mange år og de fleste havde glemt den og mekanikeren sagde ikke noget til nogen, for han havde lidt dårlig samvittighed, fordi han havde svigtet den førhen så nydelige lille bil.

Garagen med bilen gik simpelthen i glemsel og den lille røde bil var

faldet helt i staver og stod bare og drømte, det samme, om og om igen. -------------

DEN LILLE RØDE BIL GENOPSTÅR Mange år efter skulle landsbyen have en ny skolelærer, men landsbyskolen var lille og havde kun to klasser. Den lille klasse og den store klasse. Det var ikke alle lærere der syntes, at det var særligt tillokkende og desuden var lærerboligen meget gammel og lille.

Sådanne forhold kunne højst tiltrække en gammel lærer der snart skulle gå af og det ønskede landsbyen ikke. Sådan en var de nemlig lige sluppet af med, og han havde været et vrissent gammelt spektakel i de sidste år og børnene havde slet ikke lyst til at komme i skole mere. Nej, - nu ville man have en ung lærer, der ønskede at bo i landlige omgivelser og som elskede børn og ikke bare så dem som nogen der skulle have lussinger, når de efter hans mening havde været ulydige. - Dengang måtte man gerne slå børn, når de var ulydige, og det var de voksne, der bestemte, hvem der var ulydige og hvornår. Man byggede derfor en helt ny lærerbolig oppe på toppen af bakken lige uden for landsbyen. Her var der en vældig udsigt og masser af frisk luft og solskin.

Det virkede. Der kom flere ansøgere og man valgte en skolelærer

der var gift og havde tre mindre børn og han var endnu ikke fyldt tredive år. Han virkede glad for børn og man kunne se at hans børn elskede ham. Hvis han faldt til, ville han sikkert blive der resten af sit liv. Han var en glad mand med mod på livet. Han begyndte at undervise og hele familien faldt hurtigt til i landsbyen og snart var det som om, de altid havde boet der og børnene glædede sig igen til at komme i skole. - Sådan gik der nu et par år.

Huset på bakken lå lige ved vejen og der kørte tit biler forbi og en dag siger lærerens ældste søn på otte år til sin far: - Far, hvorfor køber du ikke en bil, så kunne vi køre på skovtur om søndagen med madkurv og grammofon til at trække op. Så kan lillesøster og lillebror og mig danse på græsset. – Hvorfor gør du ikke det, far?

Ser du min dreng, - sagde faderen, - vi har det jo så dejligt her i vores fine nye hus på bakken, men en skolelærer på landet med tre børn har ikke råd til at købe en bil. Det har kun de rige.

– Men far, jeg leger med en dreng nede i skolen, og han ved hvor der står en gammel bil, der er lidt i stykker, så den må være billig, for den har stået der i mange år. – Gør der det, - sagde faderen og han tænkte: - Hvis den er rigtig billig, kan jeg måske få råd til købe den og så over et par år langsomt reparere den. Så skal jeg jo ikke af med så mange penge på én gang. Jeg vil tale med min kone om det når børnene er kommet i seng. Til sin søn sagde han: - Jeg skal lige tænke over det til i morgen. Skolelæreren og hans kone blev enige om at det ville glæde

børnene meget at få en bil, for de kom ikke langt fra hjemmet. Kun ned i landsbyen. Og fik de en bil, kunne de også besøge konens søster der boede et par landsbyer borte. Men de havde kun sparet en lille sum op, så bilen var nødt til at være billig.

Næste dag, da skolen var færdig, gik skolelæreren og sønnen hen til mekanikeren. Skolekammeraten havde fortalt, at når han kiggede igennem revnerne i brædderne i den gamle garage som aldrig blev åbnet, kunne han se hjulene af en gammel bil. De spurgte mekanikeren om det var rigtigt at han havde en gammel bil stående i garagen ude bagved. – Hvor ved I det fra? - spurgte mekanikeren. - Det er der ellers ingen der ved. De fortalte nu hvorfra de vidste det og de fulgtes så ad om til garagen. Hængelåsen var rustet helt fast, så den måtte klippes over med en stor boltsaks. Hængslerne gav sig voldsomt da porten blev tvunget op.

Det var et sørgeligt syn der mødte dem. Presenningen var næsten rådnet væk og kalechen med. Der var ingen luft i dækkene og desuden var dæk og slanger rådne og kunne slet ikke bruges mere. Ingen sagde noget i lang tid. Ikke engang de to drenge. De mærkede den dystre stemning hos de voksne. Skolelæreren synes at have tabt modet, men så fortalte mekanikeren hele den lille røde bils historie, lige fra den unge pige til den grimme lømmel. Han følte nu stor skam, fordi han så groft havde forsømt den lille røde bil, men han havde virkelig til sidst helt fortrængt den, hvilket sikkert skyldtes, at han havde så dårlig en samvittighed.

Hvad vil du gøre med den, hvis den bliver din, skolelærer? - Nu fortalte skolelæreren hvilke planerne han havde haft, men at han nu godt kunne se, at den bil da vist aldrig blev til bil igen. Mekanikeren så nu en udvej til at blive fri for sin dårlige samvittighed og han havde for længst glemt de penge han havde tabt.

– Hør her skolelærer, jeg har et forslag. - Du får bilen uden at betale noget for den, men det er for stor en opgave for dig at reparere den og det vil blive alt for dyrt, at få fremmede til at lave den. Du er en dygtig skolelærer og vi er meget glade for dig her i landsbyen og jeg er sikker på, at vi alle gerne vil hjælpe dig med at reparere bilen.

Nu tager vi bilen ind på værkstedet og stiller den i krogen bagerst i rummet. Der ligger kun noget gammelt skrammel. Det smider vi ud, så får vi plads nok. Jeg laver det mekaniske og jeg er sikker på at karetmageren vil hjælpe med at reparere karosseriet. Sadelmageren i nabobyen er min kones bror og hvis min kone beder ham om hjælp, så hjælper han, for min kone syr mange kjoler og bukser til hans kone og børn. Det kan hun godt lide, så han bliver sikkert bare glad for at høre, at han kan yde noget til gengæld. Han kan så sy en ny kaleche og nye sæder. Men ingen af os kan hjælpe med penge, det må du selv klare. Vi skal bruge penge til nye dæk og slanger og vi skal have en ny gearkasse, samt læder til sæder og stof til kalechen. Messingen kan vi pudse op, men malingen kan vi ikke gøre godt nok selv, men nu lader vi rygtet gå om, hvad vi laver og når du blot betaler malingen så finder vi nok en maler der vil lave arbejdet. Når vi engang er færdige kan vi jo give alle hjælperne og deres

koner og børn en tur i den. – Hvad siger du til det forslag, skolelærer? Skolelæren var noget grødet i stemmen da han svarede: - Det er dog en aldeles uventet aftale og jeg vil aldrig glemme jer for jeres velvilje, selvom planerne skulle gå i stå undervejs. - Her tænkte han på, om han kunne skaffe penge nok til gearkassen fra Tyskland og de andre ting. - Men det skulle gå. - Det skulle det!

Den lille røde bil var langsomt ved at komme til sig selv. Varmen i værkstedet, og det at mennesker færdedes omkring den, bragte den langsomt, men sikkert tilbage til virkeligheden. Den følte det som om den vågnede af en lang drøm, hvor den hele tiden havde drømt om tiden med den unge pige. Den havde endnu ikke sanset tiden bagefter. - Den havde måske endda, under det lange drømmeri, fortrængt den onde tid. Mekanikeren tog først hele motoren og gearkassen ud af bilen. De var skruet sammen i ét stykke. Så skruede han gearkassen af og skilte den ad. Da var det, at han opdagede hvor heldige de havde været. Der var kun smadret ét tandhjul i gearkassen, og at tandhjulet var af den gammeldags type, med ligeskårne tænder, og det var endnu mere heldigt, for så kunne maskinfabrikken i den nærmeste større by let dreje og fræse et nyt. Havde det været af den moderne type med skråt skårne tænder, skulle man have haft et originalt fra Tyskland, og det havde været mange gange dyrere. - Så sparer skolelæreren da de penge - tænkte han.

Motor og gearkasse på mekanikerens bord.

Nu var karetmageren gået i gang med at rette alle bulerne op. Nogle af trærammerne indvendigt var knækkede eller rådne, men det var en smal sag at lave nye, dem lavede han hjemme på sit værksted og satte dem i, når de alle mødtes to gange om ugen for at arbejde på den lille røde bil. Den fik også nye bundbrædder, de var nemlig af træ. Sadelmageren reparerede kaleche-stativet og syede en ny flot kaleche, nøjagtig som den først havde set ud. Sæderne og de indvendige sider fik nyt læderbetræk. Alt messing blev hurtigt pudset op, for det var gedigne sager og den blev ligeså blank, som da den var ny. Alle hyggede sig på de aftener hvor de arbejdede på den lille røde bil. Man hyggesnakkede, fortalte vittigheder, og når arbejdet i dagligdagen blev lidt surt, tænkte de bare på, at nu skulle de snart hen og arbejde på den lille røde bil, og så blev de straks glade igen.

Det viste sig at en mand i landsbyen var i familie med en maler, men han boede nogle kilometre borte, så da den lille røde bil skulle gøres klar til at blive malet, hentede mekanikeren maleren og hans grej i sin kranvogn. Maleren sleb og pudsede karosseriet, så man til sidst slet ikke kunne se at der havde været buler i det. Nu kom også det nye tandhjul og det passede fint i gearkassen. Motor og gearkasse kom i igen og da bilen atter strålede med sin røde lak, kom de sidste ting på plads.

– Nu så den lille røde bil igen ud som da den kom fra fabrikken i Tyskland.

Den lille røde bil lige før den fik sit fine røde karosseri på igen. 31

Wanderer fabrikken. – Bemærk at toget, hestevognen og mennesker er forholdsmæssige små i forhold til fabrikken. Så syner fabrikken meget større.

Nu kunne den igen med stolthed bære sit flotte navneskilt på sin blanke messingkøler.

Det havde været en meget hård omgang for den stakkels lille røde bil, for det gør ikke godt at blive skilt ad, men nu hvor den var samlet igen, var den de mange hjælpere meget taknemmelig, for nu havde den igen fået hele sin hukommelse tilbage, og den huskede tydeligt den rædsomme lømmels mishandling ude i mudderhullet i skoven. Men det valgte den aldrig mere at tænke på. Den følte, at den nu igen var i kærlige hænder, selvom det jo godt nok ikke var den unge piges.

Den havde jo hørt menneskene, der arbejdede i værkstedet tale om, at de arbejdede på skolelærerens lille røde bil og at den snart var færdig og skulle op og bo i det nye hus på bakken. – De hviskede også om noget andet i krogene, men det var åbenbart noget, som den lille røde bil ikke skulle høre om endnu. - Det skulle være en stor overraskelse. Så kom den store dag, da den lille røde bil skulle ud at køre igen på de små snoede veje, som den havde elsket som helt ung, og den glædede sig usigeligt.

Den første tur gik naturligvis op til det nye hus på bakken og allerede på lang af stand kunne den lille røde bil se, at der stod mange mennesker og ventede på den. Den skyndte sig ikke, men kørte værdigt op ad bakken. Den var jo blevet ældre og var knap så sprælsk mere. Den var nu nogle erfaringer rigere, og den skulle ikke risikere at miste et tandhjul igen. Så hellere tage det mere roligt. Til sidst kom den dog helt op. Den passerede huset og drejede om hjørnet og da var den ved at tabe både lygter og horn.

FOR HVAD STOD DER!

Ja, - den troede næsten ikke sine egne lygter. Den var ligeved at tro, at den stadig drømte. – Der, - lige foran den, stod jo dens elskede garage fra slottet, med både marmorgulv og med alle vinduerne i den flotte buede port. - Det kunne da ikke være rigtigt!

Jo, det var rigtig nok og lige for øjnene af alle mennesker fik den vand i begge lygter og motoren gik i stå af bare bevægelse.

Et kort øjeblik var der helt stille, så råbte skolelærerens børn pludselig meget højt:

VELKOMMEN HJEM KÆRE LILLE RØDE BIL!

Og så råbte alle menneskerne et højt trefoldigt hurra for den lille røde bil, og nu tapløb vandet af lygterne, så man skulle tro at køleren var blevet utæt, og der var såmænd også nogle af menneskene, der måtte tørre et øje. Man aftalte, at næste søndag skulle hjælperne, samt deres familie alle sammen have en tur i den lille røde bil. Det ville blive en rigtig fest og tage hele dagen, for der kunne jo kun være en voksen og et barn med på hver tur, for skolelæreren havde lovet den lille røde bil, aldrig nogensinde at overlade rattet til andre. Det kunne dens nerver slet ikke holde til mere, og det var det eneste ved den lille røde bil, der ikke helt var som før.

Nu blev den bakket ind i den kære gamle garage, og den følte sig rigtig hjemme og slappede for første gang i mange år helt af.

Da alle var gået og børnene og skolelærerens kone havde været oppe at sidde i de nye bløde lædersæder, blev der helt roligt og den lille bil stod ganske stille lige midt på det fine marmorgulv og kiggede ud gennem alle vinduerne. Ud på nøjagtig den samme udsigt, som den havde haft, da garagen stod oppe på slottet på den anden side af dalen. Men hvordan var garagen dog kommet op til huset på bakken. –

Det viste sig, at da den unge piges far hørte historien om genopbygningen af den lille røde bil, sagde han: - Så har jeg også et tilskud. I må få dens fine garage, for jeg kommer altid til at tænke på min kære datter, som jeg nu næsten aldrig ser mere, og så mindes jeg de dejlige dage, da hun boede hjemme og jeg husker stadig det lykkelige udtryk i hendes ansigt, når hun en sommerdag kørte ned ad indkørslen i sin lille røde bil, med sit lange lyse hår flagrende efter sig. - Det er et syn jeg aldrig glemmer, så den lille røde bil skal igen have den garage, der helt specielt blev bygget til lige netop den.

Og sådan blev det. - Nu bor den lille røde bil igen i sin fine garage, hvis den da ikke lige er ude at køre med skolelæreren og hans familie. Når solen skinner er det deres største fornøjelse at tage på skovtur i den lille røde bil, der igen stråler, som da den var ny - og som noget meget glædeligt - er også den indre varme udstråling ved at komme igen.

Hver eneste jul går børnene ud i garagen med et fint pyntet lille juletræ og synger for deres elskede lille røde bil, akkurat ligesom den unge pige oppe på slottet havde gjort i dens unge dage. Så sukker den igen dybt, men nu er det atter af fuldendt lykke.

Her slutter historien om den lille røde bil.

Jeg er dog sikker på at den stadig lever lykkeligt hos skolelærerens familie, for selvom det er mange år siden, tror jeg ikke på, at nogen har nænnet at været ond mod den lille røde bil.

Oktober 2001

Knud Erik Guldager Genredigeret januar 2015

Jeg lavede historien en aften i 1997, da vores to børnebørn Lea og Matti skulle sove hos os. De ville have en godnathistorie, men jeg skulle ikke læse op, - men digte en selv, som de sagde. Jeg spurgte så: - Hvad skal den handle om?

Efter lidt betænkningstid svarede de: - Den skal handle om den lille røde bil, der holder ovre i garagen.

På det tidspunkt var der nemlig en rød Wanderer fra 1921 i min veteranbilsamling.

Den første udgave var dog kun med ”Prinsessehistorien” om den unge pige. De ville ikke have kunnet lide at høre om bilens skæbne i den unge lømmels varetægt, så den kom først til langt senere, da jeg nedskrev historien i 2001.

Bilen var færdigrestaureret i februar 1977, men jeg syntes det var synd for sådan en fin bil, at den skulle stå og kede sig ude i den kolde garage, så jeg tog den ind i varmen i stuen. Her kunne jeg så gå og glæde mig over synet til det blev forår. Det var der mange medier der fandt interessant og den kom i mange aviser og blade, sågar i TV DR I i den allerbedste sendetid, nemlig lørdag aften kl. 20 med den berømte studievært Jacob Nielsen. Her poserer Iben og jeg i sofaen. Bemærk, at jeg for Ullas skyld har lagt aviser på pejsestuegulvet, hvis der skulle falde en enkelt dråbe olie.