Historier om oplevelser med dyr by Knud Erik Guldager

Historier om oplevelser med dyr

Knud Erik Guldager 1

De fĂ¸lgende dyrehistorier handler om oplevelser jeg har haft med disse dyr

I de to fĂ¸rste historier lever jeg mig ind i deres verden og forestiller mig hvordan de oplever deres liv

Historien om

HvidĂ¸je den Grusomme fra TangsĂ¸en

Hvidøje den Grusomme fra Tangsøen. Den lillebitte geddeunge lå inde i sit æg i det lune lave vand tæt ved bredden i Tangsøen.

Tangsøen set fra fiskerhuset. Han følte sig tryg, idet han ubevidst var klar over, at han var omgivet af en masse af sine søskende. Han følte dog, at den halvt gennemsigtige geleæggeskal, han var omgivet af var begyndt at stramme lidt vel rigeligt, og det var irriterende, at alt udenfor ligesom lå i en tæt tåge. Han ville så gerne ud af 4

skallen og se den spændende verden. Han havde en umættelig livslyst af så lille en geddeunge at være. Så en dag oprandt det store øjeblik, hvor æggehinden brast. Ivrigt masede han sig ud af revnen, næsten før den var stor nok. Men skuffelsen var stor. Udenfor var verden ligeså tåget som inde i ægget. Han havde dog troet, at vandet var klart, så han kunne se at finde noget at spise. - Det var nemlig nu det eneste han tænkte på. Han følte en grusom sult og en hensynsløs lyst til at sætte sine små, allerede syleskarpe, tænder i næsten lige meget hvad, bare det kunne spises. Han følte, at der var andre fisk over det hele, men han kunne ikke se dem, så han snappede ud efter dem i blinde, selvom det sikkert var hans egne søskende. Pludselig følte han en stor smerte nede ved halefinnen. Det var en af hans mange søskende, der havde bidt sig fast i ham. Den havde heldigvis kun fået fat i selve finnen. Rasende vender han rundt og snapper ud efter forbryderen, for han er straks klar over, at den er ude på at æde ham. Det havde indtil nu slet ikke været i hans tanker, at han selv kunne blive ædt af sine søskende og han følte sig meget fornærmet over, at de kunne finde på at spise ham. Han følte jo, at netop han, var født til at 5

blive noget særligt. - Han var slet ikke klar over, at mange af hans søskende følte helt det samme. Hans lynhurtige snappen gav resultat. Han fik fat på angriberen henne ved dens hoved. Han bed til og den anden slap straks sit bid i hans finne. Det næste han tænkte var: - Jeg æder den. Det er mad. Blandt gedder er der ikke så megen finfølelse. - Kan det spises, er det mad. - Søskende eller ej, det betyder ingenting. Men på grund af sin manglende erfaring, var han ikke klar over at en gedde altså ikke kan sluge et bytte på størrelse med sig selv, og efter at have forsøgt et stykke tid, blev han denne erfaring rigere og han begyndte nu at lede efter et mindre bytte, som han kunne sluge. Han svømmede lidt væk fra de andre og ned mod bunden. Han kiggede og kikkede, men al den tætte tåge gjorde det meget vanskeligt for ham. Han lærte dog efterhånden, at mærke efter bevægelser i vandet. Var der noget der bevægede sig, var det også noget levende og var det levende og småt, kunne det ædes. På den måde lærte han at finde føde, men selvom han brugte al sin tid og energi på det, fandt han slet ikke så meget som sine søskende, og de blev derfor hurtigt meget større end ham og de begyndte derfor at jage ham.

Livet blev med et meget farligt, for han kunne ikke se dem komme, før de var meget tæt på ham og han lærte derfor at svømme ind mellem de tætte rør i sivene og gemme sig her. Nu kunne han meget bedre føle bevægelserne i vandet når nogen nærmede sig, for de strejfede tit rørene i deres iver for at få fat på ham og så kunne han nå at smutte væk. Han lærte at reagere lynhurtigt og på den måde overlevede han det første års tid. Det var ham dog stadig en stor gåde, hvordan de andre så let fik øje på ham og anden føde, så de kunne vokse sig større, medens han havde så svært ved det. Han var nu under det halve i størrelse af sine samtidige søskende. Han begyndte at føle sig lidt ensom og lige som udenfor geddesamfundet. Han blev lidt deprimeret. Han havde jo så store tanker om sig selv og sin fremtid. - Det kunne da ikke passe, at netop han resten af livet skulle gå og gemme sig helt inde mellem de tætte siv. Han følte jo selv, at han var skabt til at jage på de bedste områder af søen. - Ja, simpelthen til at blive hersker af søen. Han spekulerede og spekulerede. Hans skaber måtte have begået en fejl, dengang han passerede den pegefinger, der skulle fuldende ham. Skaberen måtte være blevet distraheret af et eller andet og måtte have kigget væk, lige i det øjeblik, hvor netop han

passerede og det var måske derfor, at han ikke var blevet fuldendt og ikke var blevet som de andre. Han var dog ikke selv klar over hvilken fejl der var blevet begået, for han troede, at verden var ligeså tåget for de andre, som den var for ham selv. Han var slet ikke klar over, at de andre kunne se alting klart i søens ret klare vand. Han havde aldrig talt med de andre fisk i søen, da han havde været nødt til at holde sig for sig selv og hele tiden holde sig godt skjult for ikke at blive ædt.

Tangsøen. Så en dag, da han stod inde i skyggen midt i et tykt bundt rør, kom to halvstore gedder langsomt svømmende forbi. De standsede lige ud for sivbundtet. Hans hjerte stod næsten stille af skræk for at de skulle opdage ham. Men de var lidt sløve i det varme sommervand, så de bemærkede ham slet ikke, så længe han ikke rørte sig, og det vidste han godt. - Han skulle i hvert fald 8

ikke lave nogen bevægelse i vandet, det havde han lært. - Det var jo sådan set det, han netop overlevede på. Pludselig siger den ene af gedderne til den anden: - Jeg er så grusom sulten, men i den sidste tid har det været lidt svært at komme helt tæt hen til mit bytte. De ser mig altid for tidligt. Jeg ved godt, at man skal snige sig ind på byttet, eller ligge på lur og så fare frem og snuppe byttet, men jeg er altså født utålmodig, så jeg er altid for ivrig, og derfor opdager de mig. Ja, - du skulle snakke, - siger den anden, - nej jeg kender en der har problemer, men han klarer sig alligevel, selvom han er en undermåler. Han er nemlig næsten blind. Han er født med en hvid hinde foran sine øjne. Hans øjne fejler sådan set ikke noget, men han har meget svært ved at se igennem den hvide hinde der dækker dem. Han bliver helt sikkert aldrig til noget, for nu svømmer han hele tiden rundt i det tætteste skjul og æder de andres små unger. - Men det får jo nok en ende en dag. - Der skal nok være én eller anden der får ham en dag, hvor han er uforsigtig. Så bliver han ædt og hans lidelser er forbi, og det er nok også det bedste. - Vi kalder ham for resten ”Hvidøje den Ynkelige”. Du kan let kende ham, når du ser ham. Hele øjet er hvidt og ser du ham, er han et let bytte for en som dig.

Den lille undermålergedde med det store ego, havde under hele denne samtale stået og lyttet meget intenst og det gik op for ham, at det var ham de talte om. - Ville det sige, at alle de andre fisk i søen kunne se klart og at verden ikke var tåget for dem. - Ja, det måtte simpelthen være forklaringen. Det var denne fejl som skaberen ikke havde fået rettet, da han havde passeret hans pegefinger. Skulle han, der havde så store tanker om sig selv, nu gå og gemme sig for alle fisk, der var større end ham, indtil han en dag måske begik en fejl og blev ædt? - Skulle netop han finde sig i at blive kaldt en stakkels undermåler? - Så kunne han ligeså godt svømme lige midt ud i søen og blive ædt med det samme, for en sådan fremtid var ikke lige netop den, han havde forestillet sig, da han klemte sig ud af ægget. Da han havde stået og sundet sig lidt, efter det store chok han havde fået, forsvandt depressionen og hans store ego fik igen overtaget. Nej, - han skulle absolut ikke ædes og ingen, - slet ingen, skulle vove at kalde han en stakkels undermåler. Det navn de nu havde givet ham, nemlig ”Hvidøje den ynkelige”, skulle han vide at forvandle til ”Hvidøje den Grusomme”. - Det skulle han nok sørge for og det svor han. – Han, der nu stod der og kun var halvt så stor som sine samtidige og var så frygtelig mager.

Det ville ikke blive nogen let opgave, men han var jo født med et stort ego og en jernvilje, som var noget af det største i hele Tangsøen, så han skulle nok finde en udvej, hvis han tænkte sig rigtig godt om. Jeg må finde et sted ude i siden af søen, hvor der er en lille smal vig med siv og rør på begge sider og rør inde i bunden mod bredden. Det åbne vand mellem rørene skal være ret lavt og meget smalt. Så kan ingen større fisk, - der kan æde mig, komme bagfra, eller fra siderne. - Der kan jeg bedre koncentrere mig om åbningen ud mod søen. Denne vig skal være på nordsiden af søen, så solen skinner ned i vandet fra syd. På den måde bliver skyggerne af de fisk der svømmer forbi meget tydeligere. Hvis jeg kan finde et sådant sted, kan jeg stå på lur og lynhurtigt skyde frem og snappe byttet før det opdager mig i den smalle åbning. Den blev enig med sig selv om, at det var en genial plan. - Den havde jo sådan set heller ikke andre at drøfte planen med, så den var nødt til at tale med sig selv. Han begyndte nu at lede efter dette perfekte sted på nordsiden af Tangsøen. Han begyndte nede ved Flynderåens udmunding i søen. Der var mange små vige i sivene, men enten var vandet for dybt, eller også var vigene for dybe eller for brede. Det var slet ikke let at finde den, efter Hvidøjes mening, helt ideelle vig. 11

Det tog lang tid. Han søgte i mange dage, for hele tiden skulle han holde sig godt skjult inde i de tætte siv, for ikke selv at blive ædt. Det begyndte at se håbløst ud, og havde han kunnet tænke som et menneske, ville han sikkert have følt stor selvmedlidenhed, men nu var han kun en undermåler af en gedde, og oven i købet med et stort handikap, så han tænkte slet ikke i de baner. Han blev bare ved og ved, - men han tænkte dog, at der måske slet ikke fandtes et sådant sted. - Måske eksisterede det kun i hans egen fantasi. - Måske var det bare ønsketænkning, et sådant paradis for en handikappet gedde, der ellers, ifølge naturens normale gang, for længst skulle have været ædt. For det er jo netop det naturen normalt sørger for, at alle vanskabninger, der ikke kan klare sig selv, bliver ædt. På den måde har naturen altid reguleret de levende skabninger, så det kun er de sundeste og stærkeste, der overlever og bringer slægterne videre. - Kun mennesket har fået så stor en intelligens, at det står uden for disse regler.

Hvidøje leder efter sit ”gode” sted.

I sin søgen efter et egnet sted, var Hvidøje en dag ved at komme grusomt galt af sted. Han svømmede som sædvanligt forsigtigt frem inde mellem rørene og pludselig ser han et underligt rør stå mellem de andre. Det er tykkere og lidt blåsort. Det lignede ikke et almindeligt rør. Nysgerrigt svømmede han hen til det. - Pludselig kom der en lille bevægelse i røret og med en hårdt tillært refleks, var han væk som et lyn. Det var meget heldigt for ham, for i det samme nu fór et langt spidst næb ned i søbunden, lige der, hvor han havde stået et splitsekund før.

På den måde lærte han at tage sig i agt for rør, der var lidt mørke og tykke, for ovenpå dem sad der altid en sulten fiskehejre. - Så nu havde han også den fjende at tage sig i agt for. Det var slet ikke let at være en lille undermåler af en gedde i Tangsøen. Hvidøje var nu kommet helt op i vestenden af Tangsøen uden at have fundet det lille paradis han drømte om, men så en tidlig morgen fandt han alle tiders drømmejagtsted. Det var endnu bedre, end han havde forestillet sig. Der var først et lille stykke, - netop så smalt som det skulle være, men inde i bunden var der et rør på 30 centimeter i diameter. - Dette var simpelthen ideelt. Her kunne Hvidøje stå, - inde i røret, helt uset af alle.

Her i krogen af Tangsøen fandt Hvidøje sit jagtparadis. Der kunne ikke komme nogen bagfra og der var jordsider på det lille smalle stykke foran røret, så der kunne heller ikke komme nogen fra siderne. Der var ingen høje rør foran der skyggede for solen, så den ville kunne kaste nogle meget tydelige skygger af de fisk, der passerede forbi, allerede fra morgenstunden, når den stod op i øst og ligeledes hele dagen til den gik ned i vest. Nu følte Hvidøje straks, at her havde han fundet et blivende sted. Her ville han kunne jage i ro og fred og vokse sig stor og stærk. Nu skulle han vise dem, at han ikke længere kunne siges, at være en ynkelig lille fyr, der kun åd de andres unger. Nu skulle selv de større fisk til at passe på, og han skulle lære dem at frygte,

netop hans sted i søen. De skulle for fremtiden lære, at her herskede, - ikke ”Hvidøje den Ynkelige”, - men

”Hvidøje den Grusomme”. For at opbygge sit ry som grusom, begyndte han nu at fare frem efter enhver skygge der kom forbi, og det gjorde han enten han var sulten eller ej. Når han var sulten spiste han naturligvis et passende bytte, men mangen en aborre eller en mindre gedde fik jaget sig en ordentlig skræk i livet, når der pludselig, ud fra ingenting, kom en sulten gedde med gabet højt åbent og med to uhyggelige hvide øjne.

Hvidøje den Grusomme De fisk der havde været udsat for disse skinangreb blev naturligvis meget forskrækkede og de fór rundt i søen og fortalte om en monstergedde, der i deres 16

skrækslagne fantasi tit blev gjort meget større, end den i virkeligheden var. På den måde fik han forvandlet sit navn fra ”Hvidøje den Ynkelige” til ”Hvidøje den Grusomme”. I det rør stod han så og voksede sig større år for år. Han oplevede ganske vist ikke så meget, men han var alligevel lykkelig og tryg i sit rør. Men en dag var det alligevel ved at gå galt. Der var kun gået et par måneder efter han havde fundet sit gode rør og han var endnu ikke så stor. En aften mærkede han pludselig nogle underlige rystelser i røret. Det havde han aldrig mærket før og han var af gammel vane straks i beredskab og havde alle sanser vakt. - Det fik han så sandelig også brug for, for pludselig blev han med voldsom kraft suget ind i røret, og kun fordi han havde haft alle sine forsvarsmekanismer oppe på fuld alarm, lykkedes det ham at slippe ud af røret, trods det voldsomme sug. Hurtigt måtte han for en gangs skyld forlade sit sikre skjulested og søge lidt ud i søen og ind mellem de sikre siv. Her stod han hele natten, for suget i røret fortsatte. Først om morgenen standsede det og han kunne igen søge ind i sit trygge rør. Denne sugen i røret kom hvert forår og fortsatte sommeren igennem med ujævne mellemrum. Han blev

efterhånden vant til det. Men når det skete, smuttede han straks ud i sivene og blev der, til det hørte op.

Hvidøje står ude i sivene, mens det suger i røret Hvidøje vidste det selvfølgelig ikke, men røret førte ind til en vandbrønd inde på marken. Manden oppe på den nærmeste gård havde lavet denne brønd, som han sugede vand fra til at vande sine marker med. Han havde en stor elektrisk pumpe siddende i brønden. Det vand, der på den måde forsvandt, blev så erstattet med vand fra søen gennem det rør som Hvidøje stod i.

Vandbrønden ved søen Han var efterhånden blevet virkelig skrap til lynhurtigt at fare frem, når en skygge af passende størrelse passerede forbi åbningen. Han fik dog ikke megen anden motion end den, han fik, når han i voldsom acceleration fór frem for at æde eller skræmme. Han var faktisk blevet lidt fed af en gedde at være, men det er godt i naturen. Så havde han lidt at stå imod med, hvis der en dag skulle blive mangel på føde. Det blev der faktisk et tidligt forår. Der var ikke kommet mange skygger forbi Hvidøjes åbning. Han var begyndt at føle stor sult og det havde han ikke prøvet i lang tid. 19

Der boede en mand i et gammelt fiskerhus tæt ved søen. Denne mand var lystfisker og han havde lagt mærke til, at der somme tider på et bestemt sted i søen, kom en bevægelse af en meget stor fisk. Det var for enden af en grøft, hvor et rør mundede ud. Men når han kom derhen, var der aldrig nogen fisk at se. Det undrede han sig lidt over, men han regnede med, at en stor gedde af og til kom forbi røret for at se, om der var noget spiseligt på det sted og er der noget en lystfisker gerne vil, så er det at fange en stor gedde.

Mandens båd og fiskegrej. En tidlig morgen tog stor krog. Han satte den fem meter ude i bandt han fast til en

han derfor et stykke snøre og en en god madding på krogen og smed søen. - Lige ud for røret. Snøren hegnspæl. 20

Hvidøje hørte denne morgen et stort plask i vandet ud for sit rør, men kunne ingen skygge se og reagerede derfor ikke. Han var imidlertid ret sulten og kunne snart efter lugte, at der lå noget spiseligt på bunden af søen lige ud for røret. Men da det var et stykke ude i søen, tøvede han trods sin store sult. Han plejede slet ikke at vove sig ud i søen. Det var en indbygget skræk, han havde i sig fra dengang, han var en lille undermåler. Nu var han godt nok stor og havde ikke længere noget at frygte, for ingen fisk i søen var nu store nok til at kunne sluge ham. Men hans indbyggede overlevelsestrang fra hans vanskelige barndom fik ham til at blive i røret. Da der var gået et par timer, - hvor sulten gnavede og det spiselige lå og duftede, så at sige lige for næsen af ham, - kunne han pludselig ikke længere modstå trangen til at æde. Han fór ud i søen og snuppede maddingen og slugte den. Da han ville skynde sig ind i sit kære sikre rør igen, hang han til sin store rædsel fast i et eller andet. Han ikke kunne komme tilbage. Hver gang han vendte snuden mod røret og svømmede til, blev den uvægerligt drejet ind mod bredden af det der hang ud af munden på ham. Han sprællede og vred sig i det lave vand for at komme fri, men lige meget hjalp det.

Han begyndte at blive træt. Han var ikke vant til at bevæge sig så meget. Han hvilede lidt og genoptog derefter sine anstrengelser. ----Manden oppe i det gamle fiskerhus hørte ved middagstid den voldsomme plasken af en stor fisk nede i søen, så han gik derfor derned med sit fiskegrej. - Ganske rigtigt. - Der var gået en vældig gedde på hans krog og den kæmpede nu for at komme fri. Manden løsnede snøren fra hegnspælen, og halede gedden mod land og op på kanten af grøften. - Så var den aftensmad reddet! Men hvad var det? - Den fisk var da vist syg. Dens øjne var helt hvide. Den ville hans kone bestemt ikke spise. - Der var ikke andet at gøre, end at lirke krogen ud af gabet på den med den lange specialtang han havde i tasken. Han var lidt nervøs, da han holdt den store geddes gab åbent med den ene hånd, medens han med den anden hånd fjernede krogen. Gedden havde nemlig masser af sylespidse tænder, og den gjorde selvfølgelig voldsom modstand, da det gjorde ondt at få krogen vrikket ud langt nede i det store gab. Han tog derfor sine læderhandsker på for ikke at rive sig på de skarpe tænder.

Til sidst lykkedes det dog at få krogen ud og manden satte gedden forsigtigt ned i søen igen. Der lå den lidt og sundede sig. - Pludselig slog den et vældigt slag med halen, og til mandens store undren, forsvandt den ikke ud i søen igen, men ind i det mørke hul i røret. Vandet var nu mudret godt op og et øjeblik syntes manden, at gedden lynhurtigt vendte sig om og bakkede ind i røret. - Men det kunne jo ikke passe. Godt nok var den sikkert blevet lidt forvirret, men det må have været al det mudder, der havde forvirret hans blik, for store gedder bakker altså normalt ikke ind i kunstige rør. Nå, - den havde jo også været syg og måske var dens hjerne skadet. ----Hvidøje havde fået sig en voldsom oplevelse og den ville han godt have været foruden, men endnu engang havde han lært, at han under ingen omstændigheder skulle forlade sit sikre skjulested. Det gjorde han da heller ikke siden. Han kunne slet ikke vende sig inde i røret, så stor var han blevet. Røret var 30 centimeter i diameter og han selv var 23 centimeter om livet, så hans ryg- og sidefinner stødte på siderne, når han stod inde i røret. Hans længde var nu oppe på imponerende 82 centimeter, og han var gammel af en gedde at være. Havde han ikke haft sin misvækst i sin pure ungdom, ville han nu have været over en meter lang. Det bliver de største gedder i Tangsøen nemlig. 23

De største der er fanget har været 105 centimeter lange. ”Hvidøje den Grusomme”, - som han blev kaldt de sidste mange år, - fik en bemærkelsesværdig død, og dette endeligt er årsagen til, at vi nu kender hele historien om ham. Han stod en dag som sædvanligt i sit rør og ventede på at en fed aborre skulle svømme forbi og blive dagens måltid for ham. Pludselig kom der netop en sådan aborre forbi. Hvidøje fór lynhurtigt ud og fik også fat i den. Men aborren, der var i sin bedste alder, var fuld af kræfter og den vred sig løs og smuttede ind i det nærmeste skjul, den kunne finde og det var røret. Men det var jo, desværre for den, også netop Hvidøjes skjulested, så han fór straks bagefter. Det ville jo være yderst nedværdigende for hans ry, hvis han ikke længere kunne holde byttet fast mellem kæberne, så aborren måtte under ingen omstændigheder undslippe, for så ville den straks fare hele søen rundt og fortælle at ”Hvidøje den Grusomme” vist var begyndt at blive gammel og svag. Hvidøje havde aldrig før været så langt inde i røret, men han blev ved med at forfølge aborren. Pludselig kom han ud af røret igen, men cementbrønden han kom ud i var ikke ret stor. Måske godt halvanden meter i diameter. Aborren svømmede i rasende fart rundt langs kanten af brønden for at finde en åbning, hvor den 24

kunne slippe ud. Men Hvidøje var vant til at jage efter bevægelser i vandet, så han fandt snart aborren, der lynhurtigt endte sine dage i Hvidøjes frygtede gab. -.

Tangsøens mest frygtede gab! Et gab der havde givet mangen en aborre kuldegysninger og som tit havde været det sidste, de fik set i denne verden Hvidøje slappede nu af et lille stykke tid. Det gjorde han altid, når han lige havde spist, men efter nogen tid 25

følte han sig utryg ved, at der var så meget lys ovenover ham. Han var vant til at have sit trygge snævre mørke rør rundt om sig. - Der, og kun der, følte han sig helt tryg. - Han måtte se at finde den åbning, han var kommet ind af, så han kunne komme tilbage. Han svømmede rundt og rundt langs brøndsiden igen og igen, men han kunne ikke finde åbningen. Han havde altid levet på steder med meget lidt vand over sig. Han havde i sin barndom levet på lavt vand inde mellem sivene og det meste af sit liv i røret med lavt vand foran. Derfor søgte han ikke ned mod bunden af brønden og det var en fejl, for her sad netop mundingen til røret, der førte ud i søen. Denne fejl blev hans død. Sine sidste timer tilbragte han ved at svømme roligt rundt og rundt i den trange brønd. Imens funderede han over sit liv. Han havde altid, - lige fra han kom ud af sit æg, kæmpet mod et mægtigt handikap, der for længst burde have taget livet af ham i den barske nådesløse natur. Men han havde ikke opgivet, som de fleste sikkert ville have gjort. - Han havde tænkt: - Det er rigtigt jeg har et stort handikap, men jeg er født sådan, og jeg vil alligevel have noget ud af livet.

Jeg vil ikke lade mig styre af det. 26

Heldigvis, er alt andet end mine øjne normalt på mig og jeg har alle mine livsinstinkter i behold. Jeg fandt hurtigt en udvej for at overleve, selvom det til tider var svært og jeg sultede. Især i begyndelsen, savnede jeg tit selskab og andre at snakke med. Men jeg ville ikke give op. Jeg ville vise de andre, at man trods et handikap godt kan blive til noget. Da jeg var ung kaldte de mig den ynkelige. Men det hærdede mig kun, så jeg bed tænderne sammen og besluttede at ændre dette ynkelige tilnavn, til et navn der stod respekt om. - Det fik jeg gjort, ved næsten at skræmme livet af de andre fisk i Tangsøen. Jeg blev heldigvis ikke ond for at opnå dette. - Godt nok fór jeg frem fra mit skjul, når der kom en af de andre fisk forbi, men jeg slugte dem kun, når jeg var sulten, og det var jeg nødt til, for min slægt er jo rovfisk. Alle de andre lod jeg slippe med skrækken. - Jeg skadede dem aldrig. Jeg kunne i grunden ikke lide at skræmme dem i begyndelsen, men jeg var nødt til det, for ikke selv at blive ædt og til sidst blev det bare en vane for at bevare mit ry som grusom. Jeg synes faktisk selv, at jeg har klaret mig godt trods mine problemer. Jeg har jo nok haft et lidt specielt liv i forhold til andre gedder og til tider har det da også 27

været lidt kedeligt i mit skjulested, - især på lange varme sommerdage, hvor de andre gedder søgte ud på det dybe kølige vand, mens jeg måtte blive i mit rør med det meget varme overfladevand. - Men det lærte jeg at leve med. Nu er jeg også blevet gammel og har i grunden ikke noget imod at dø. Havde jeg været en helt normal gedde, var jeg såmænd nok blevet ædt af de store allerede i min ungdom, men nu lærte mit handikap mig at overleve, så den fordel har jeg dog haft ud af det. Med disse tanker i sit geddehoved slumrede Hvidøje lige så stille ind i døden og til sidst lå han helt stille i røret. - Mæt af dage.

Han blev i sit liv ganske vist ikke hele søens enehersker, som han i sin pure ungdom havde drømt om, men han blev dog en frygtet hersker over et lille område af Tangsøen og han overlevede, trods sit store handikap. Men det gjorde han kun på grund af sit medfødte superego og sin livsvilje. - Dog nok også lidt på grund af sin klogskab og det heldige fund af røret. Men hvordan gik det i grunden til, at vi kender hele historien om ”Hvidøje den Grusomme”? - Det har sin helt egen forklaring. En morgen, i det tidlige forår fik manden oppe i fiskerhuset besøg af et ægtepar. Konen havde i sin barndom boet i huset. De to mænd gik en tur ned til søen for at undersøge en stor forhøjning nede i sivene. De ville se, om det var bæverne, der havde lavet et nyt bo ved søen. Der var i forvejen et bæverbo cirka fem hundrede meter fra fiskerhuset.

Da de kom ned til søen, kunne de dog se, at den nye dynge blot var søbund, der var gravet op, da man for nylig uddybede grøften til røret ind til brønden. På vej tilbage gik de hen til brønden og kiggede ned i den. Først troede de ikke deres egne øjne, - for lå der ikke en stor gedde nede i brønden? Hvordan i alverden kunne den dog være havnet der? Det var en stor gåde for dem. Manden i fiskerhuset skulle dog snart på en mærkelig måde få denne gåde løst. Da gæsterne var gået, hentede han et stykke ståltråd oppe i sit skur og lavede en krog i den ene ende. Denne krog listede han ind i den store geddes gab og med et rask ryk, fik han den til at gribe fat. Han halede nu gedden op af brønden og lagde den på marken. Han tænkte: - Det var lige netop sådan en gedde, jeg gerne ville have fanget. I det samme så han, at det havde han faktisk også allerede gjort, - for dette var jo netop gedden med de hvide øjne, som han havde troet var syg, og derfor satte ud igen. Men det var jo nu 30

over to år siden. Den havde nok ikke været syg alligevel, men måske havde den bare været blind.

Hvidøje var 82 centimeter lang Det sidste lød dog lidt utroligt, for hvordan kunne en blind gedde overleve i en sø, der var så fyldt med andre rovfisk og vokse sig så stor? – Han satte sig ned på græsset og studerede den store gedde. Nu havde manden fra fiskerhuset en stor, livlig og åben fantasi og han kunne pludselig mærke, at Hvidøje begyndte at fortælle ham sin livshistorie.

Hvidøjes store ego ville ligesom gerne have, at efterverdenen kendte til hans kamp med at forvandle sig fra en lille handikappet undermåler af en gedde, med det lidet flatterende øgenavn ”Hvidøje den Ynkelige” - til Tangsøens mest frygtede rovgedde. Mens manden fra fiskerhuset sad der på marken og stirrede på gedden, flød tankerne stille og roligt fra geddens hjerne over til mandens hjerne og det kunne kun lade sig gøre, fordi gedden var død blot et par timer forinden. Manden i fiskerhuset skyndte sig hjem og begyndte at nedskrive historien, medens han havde den i frisk erindring, og han sad og skrev lige til den lyse morgen, før han var færdig. Da han regnede med, at mange måske ikke ville tro på historien, havde han taget sit fotoapparat og var gået ned og fotograferet Hvidøje. På den måde kunne han bedre dokumentere dens fantastiske livshistorie. Hvidøje lod han ligge på marken med de hvide øjne vendt ud mod den sø, hvor den havde levet sit usædvanlige liv. Næste morgen var den væk, og det er næsten tragikomisk, at netop Hvidøje, - der selv havde ladet så mange forsvinde ned i sit rovdyrgab, - også selv endte i et rovdyrs gab. 32

Det var nemlig ræven, der, - i den meget tidlige morgen på sin tur rundt i sit habitat, fandt Hvidøje og slæbte ham med hjem til sine altid sultne unger i sin hule.

Igen er naturen stærk. Intet går til spilde og jeg tror såmænd heller ikke, at Hvidøje selv ville have haft noget imod at gøre lidt gavn, efter sin død. - Han havde også prøvet at være sulten.

Denne fantastiske historie er nedskrevet i Maj måned 2009 af manden i det gamle fiskerhus ved Tangsøen. (Genredigeret december 2018)

PĂĽ sin vej tilbage til fiskerhuset mĂ¸dte manden en morgenglad kokasse. Den stak ham et stort solfyldt smil og sagde: - Hej!

Knud Erik Guldager

Flynder å

Du sprang af jord i hedenold af Klosterhedes sand så gold Du fylder bævers dam til kant springer over dæmning elegant Videre du flyder gennem grønne enge med spraglede blomster senge Dovent du snor dig af velvære Du intet i verden vil kære Du breder dig mageligt i søen med tang At fortsætte føler du ingen trang I dybet du rummer så mangt en fisk som jæger ønsker at fange grisk Man siger du rummer en vældig gedde som ikke vil dø, men livet redde Man prøver og prøver, men uden held Linen den springer med et smæld I sø er du rolig og mild mod gæst Men tuder vinden voldsom i vest da kruser du håret og viser tand Der har du taget så mangt en mand 35

Du nødes dog forlade din seng Fortsætte til den næste eng. Drage mod vest er din evige skæbne Til mødet med havet du dig væbne Nogle dage tager havet imod dig Andre det barsk viser fra sig Men altid du videre må med vand Forlade dit trygge og varme land Du ender i verdens urhav til sidst Men det er slet ikke trist Som damp du kommer i himlen op Driver som skyer på jordens top Så bliver du tung og falder som regn Måske lige netop på vores egn Du synker og synker i jordens vold Opstår igen af sand så gold

Oktober 2016 Et lille digt til Flynder å, der løber forbi vores fritidshus

Knud-Erik Guldager 36

Dette er historien om Den forfĂŚngelige hvide and

Knud Erik Guldager 37

Den forfængelige hvide and Dette er historien om en and med kridhvide fjer og flotte røde ben og næb. Den lille ælling lå inde i ægget og kunne høre lyde udenfor. Den tænkte ikke så meget. - Den havde det dejligt varmt og følte sig fuldstændig tryg. Den lå blot og ligesom ventede på et eller andet, - men den vidste ikke, hvad det var. Pludselig en dag, syntes den, at pladsen i ægget var blevet lidt trang. Den kunne ligesom ikke rigtig være der mere og den begyndte at bevæge hovedet. - Med oversiden af næbbet begyndte den at skubbe æggeskallen væk for at komme ud af den indeklemte plads. Den prøvede længe, men det gav intet resultat. - Den gav dog ikke op, for dens instinkt fortalte den, at den blot skulle fortsætte tålmodigt, så skulle det nok give resultat til sidst. - Pludselig gav det en høj lyd og der kom en lille revne i æggeskallen og der sivede lidt lys ind. 38

Det gav den et vældigt gåpåmod, og den forstærkede sine anstrengelser. - Det gav resultat. Nu, da der først var kommet hul, kom der straks flere revner. Der faldt nu små stykker æggeskal væk fra ægget og der kom meget mere lys ind. Der var dog stadig en tyk hinde mellem den og friheden og den var sej at få hul på, men til sidst lykkedes det dog. - Nu kunne den for første gang prøve noget helt nyt. - Den kunne trække vejret! Det havde den aldrig prøvet før og det gav den en masse kræfter. - Ivrigt masede den på og til sidst revnede hele æggeskallen så meget, at den kunne vride sig ud. Forbavset opdagede den, at den nu kunne rette sine ben ud og komme op at stå. - Den så sig omkring. Der var meget varmt og varmen kom fra en stor gul ting, der sad ovenover den. Den opdagede også en hel del andre, der så ud som den selv og den forsøgte sig med nogle pippe-lyde og de andre svarede igen på samme måde. Da den havde trippet rundt et par timer, forsvandt den ene endevæg af det rum den var i, og et par store øjne kiggede ind gennem åbningen på den og de andre.

Den havde ingen erfaring i noget som helst, så den blev ikke bange, men kiggede blot nysgerrigt igen. - Så forsvandt øjnene og åbningen igen. Der gik lang tid, men den havde ingen tidsfornemmelse, så den vidste ikke hvor lang. Så lige pludselig forsvandt endevæggen igen og de to store øjne stirrede atter på dem. Så kom der en stor aflang ting, der for enden delte sig i fem mindre, farende ind til dem og greb ud efter dem. Nu sagde deres instinkt dem, at de skulle være bange og forsøge at slippe væk fra den aflange ting. De fór omkring i stor forvirring, - men tingen fangede dog dem alle til sidst. - De kom ned i en stor papkasse og der var der ikke spor varmt og luften omkring dem var kold. De blev båret hen i stalden og blev sat ned i en gammel grisesti med halm på gulvet og her kunne de rigtigt rende rundt, men for dem var der hundekoldt. - Der var dog i det ene hjørne et stort lys og en dejlig varme under en stor skærm. - Der løb de alle hen og puttede sig tæt sammen.

De havde været noget forskrækkede, over alt det der var sket dem, og nu trængte de til lidt tryghed og ro. - Da de havde siddet et par timer, blev de sultne og så sig om. I nærheden var der en stor skål, med noget i der lugtede godt og ved siden af var der noget som de heller ikke havde set før, - men det var noget de trængte til, det kunne de føle. - Det var vand og de drak begærligt. Da de havde drukket, gik de hen til skålen med det der lugtede godt. Det var mad og de opdagede nu, hvor sultne de var og skønt de ikke havde prøvet det før, var de ikke i tvivl om, hvad det skulle bruges til og stoppede i sig. Da de ikke kunne proppe mere i sig, blev de døsige og gik hen under den varme lampe og faldt i søvn. Sådan gik dagene. - Den ene efter den anden, indtil det blev forår og lidt varmere i vejret. Nu blev de lukket ud i et stort indelukke med enkelte voksne ænder og gæs. Det var en sær fornemmelse med al den plads. - Den lille ælling var da glad for al den plads, men den var også lidt forskrækket, for der var ikke mere noget oven over den og den følte sig utryg ved al den åbenhed.

Her var der ingen varm lampe, den kunne gå ind under, når den frøs. - Ganske vist var der nogle dage, hvor der sad en gul lampe meget højt oppe og den varmede dejligt på en kold forårsdag, men den var der jo ikke altid og så var der kun det lille hus i hjørnet af indhegningen, hvor de gik ind, når det regnede meget eller hvis de frøs. Men når de alle sammen var herinde, var der meget lidt plads og der opstod altid en stor uro og kamp om de bedste varme pladser. Den lille ælling havde ikke rigtig lyst til at deltage i det evige slagsmål om disse pladser, så hun holdt sig lidt for sig selv og derfor fik hun altid en plads nær udgangen, hvor det blæste ind og derfor var koldt. Da hun var en lille dame, affandt hun sig med det, for hun følte sig på én eller anden måde anderledes end sine aggressive søskende. - Hun havde et mildere temperament og holdt sig derfor meget for sig selv. Som sommeren gik, begyndte ællingerne at få fjer. De fleste fik mørkegrå fjer. - Det var mest hunnerne, medens de unge hanner fik meget mere farvestrålende fjer og de sidste rottede sig somme tider sammen og moppede en tilfældig hun, som de så forfulgte andegården rundt flere gange.

De øvede sig i at blive voksne. De var også tit oppe at slås med en anden han. Det var også et af naturens påfund. - Den stærkeste fik senere lettere fat på en hun, som den så kunne stifte familie med.

Flot hane med andegården i baggrunden. Da de ikke kendte deres fremtidige skæbne, - og ikke vidste, at mange af dem ikke ville overleve julen, fortsatte de på denne måde hele sommeren og efteråret. Den lille ælling opdagede nu, - da den begyndte at få fjer, at den ikke var ligesom de andre.

Som den eneste i hele flokken fik den hvide fjer. – Kridhvide fjer. - Der var ingen kedelige grå eller farvestrålende fjer imellem. - Ikke én eneste. I begyndelsen var den ked af det. - Det er slet ikke sjovt at skille sig så meget ud i en andegård. - Alle de andre ænder kiggede mærkeligt på den og sagde til hinanden: Se hende, - den hvide and. - Hun er lidt fin på den. Hun snakker heller aldrig med os andre. – Hold dig fra hende. Hun kan ikke være helt normal med alle de hvide fjer. - Har I ikke også set, at hun altid går og pudser sig med næbbet, blot der er kommet en lille plet på hendes fjer. - Jo, hun er fin på den og det er derfor hun ikke taler med os andre. Det sidste var slet ikke rigtigt. - Hun følte sig bestemt ikke finere end de andre. De var jo alle sammen kommet ud af et andeæg og derfor var de vel ens! Men det var rigtigt, at hun meget tit gik og rengjorde sin fjerdragt med næbbet, men det var jo netop fordi hendes fjerdragt var så hvid, at enhver lille plet snavs kunne ses. - Det kunne det ikke på de andres grå fjer og derfor pudsede de ikke så tit deres fjer.

I virkeligheden var det en ekstra stor belastning at have en hvid fjerdragt og hun ønskede sig tit, at hun blot havde haft en fjerdragt, som alle de andre. - Nu lagde alle i andegården straks mærke til hende, lige meget hvor stille hun listede rundt. Der var aldrig nogen af de mange hanner der interesserede sig for hende. - De så blot på hende med en vis afstandtagen og gik aldrig tæt forbi hende. Da det sene efterår kom og tiden nærmede sig jul, begyndte de, - der gav dem mad og vand, at komme ind i andegården til dem udenfor mad-tiden. - Det var dem med de store øjne og den lange runde ting. Nu var der for enden af deres lange ting et langt stykke ståltråd med en krog i den yderste ende. - De kom som regel to af gangen og gennede en flok af ænderne op i et hjørne af andegården. Så begyndte de igen, - ligesom da de lige var kommet ud af ægget, at lange ud efter dem. - De satte krogen fast på benet lige over foden og trak en and hen til sig. Så tog de den op og mærkede på den. - Det var ligesom om de følte på dens krop, hvor fed den var. Så snadrede de et eller andet på deres eget sprog og slap anden løs igen.

Det hele gentog sig en gang imellem, men da tiden nærmede sig jul, var det pludselig ikke alle ænder de satte ned på jorden igen. Nogen særlig store ænder blev puttet ned i en sæk, som hjælperen bar på. - Når der var fem ænder i sækken, bar han den væk. - De ænder så ingen af dem nogensinde mere. Det rygtedes hurtigt i andegården, at der forsvandt nogen af deres søskende, og nu fik de store øjne meget sværere ved at genne ænderne op i et hjørne. Ænderne havde anet uråd og gjorde alt for at undslippe hjørnet, men var de først uhjælpelige klemt inde i hjørnet og der ikke var nogen mulighed for at undslippe, blev de fuldstændig apatiske og stod nærmest helt stille og lod sig fange. - De affandt sig tilsyneladende med deres uundgåelige skæbne. Der var en and, der havde været lidt skravlet som ælling og den var derfor ikke blevet ret stor. - Da den blev fanget, blev den følt på, selvom den ikke var så stor og de store øjne syntes åbenbart, at den også var for mager, så de satte den ned på jorden igen. Hernede stod den fuldstændig stille. Den havde ikke forstået sin genvundne frihed, men havde affundet sig med sin skæbne. – Pludselig vågnede den op at trancen og så kan det nok være, at den fik travlt med at løbe hen i det fjerneste hjørne af andegården for at gemme sig. 46

Den hvide and skilte sig meget ud fra flokken, men den blev altid gennet væk fra dem, der var indfanget i hjørnet. Den skulle ikke ned i sækken. - De store øjne ville lade den lægge æg, der så skulle udruges til foråret. - Det ville nemlig se rigtig flot ud med en masse kridhvide ænder. De ville også være meget lettere at sælge, da de fleste af deres kunder købte ænderne med fjer på og derefter selv plukkede dem. Julen kom og gik, men den hvide and overlevede. - Den blev sat ind i en fold i kostalden sammen med en lille udvalgt flok, der skulle lægge æg til rugemaskinen. Det ville give et større antal ællinger, end hvis ænderne selv rugede dem ud. På den måde kunne man nemlig i løbet af udrugningen gennemlyse æggene for at se, om der var ællinger i.

- De ubefrugtede æg blev så fjernet for ikke at optage plads og bruge unødvendig varme.

Kostalden på gården Ænderne havde hver sin rede og den hvide and lagde også æg, - ligesom de andre ænder. - De blev mærket med et rødt kryds, for at man kunne se, om der kom hvide ænder ud af dem. Men da der stadig ikke var nogen af hannerne der interesserede sig for den aparte hvide and, blev æggene ikke befrugtede, men det vidste de store øjne jo intet om, så de lagde troligt den hvide ands æg ind i rugemaskinen. Som tiden gik, opdagede de store øjne, at der ikke var nogen af de mærkede æg, der blev ællinger i. 48

- Så snadrede de igen en hel del på deres mærkelige sprog, men den hvide and blev ikke fjernet, dens æg blev blot ikke lagt ind i rugemaskinen. Da foråret kom, blev den atter sat ud i andegården sammen med de andre i den lille flok og snart dukkede der et nyt hold ællinger op i andegården. Den hvide and var nu vant til, at de andre ignorerede den, så den gik ligeså stille rundt og hyggede sig for sig selv hele sommeren og efteråret med, - og den blev stadig drillet med, at den hele tiden gik og pudsede på sine smukke hvide fjer. Men da juletiden igen nærmede sig og der skulle indfanges juleænder, blev den ikke længere frasorteret. - Tværtimod blev den indfanget som en af de første. - Det kom meget overraskende for den. ellers have været blandt de kloge nu, erfaring fra sidste år. - Det var slet ikke ind, at den kunne blive fanget. Den var jo blive jaget væk under indfangningen.

Den skulle der havde faldet den vant til at

Den dag den blev indfanget, var der to fremmede af de storøjede med. De hjalp ikke med at indfange, men stod blot og så på. - Den storøjede med krogen pegede på den hvide and og så hen på de to fremmede. 49

De nikkede og jernkrogen kom lynhurtigt om benet på den hvide and og den kom ned i sækken. Hernede herskede der stor rædsel, for alle i sækken var klar over, at et eller andet frygteligt ville hænde dem. - De kunne mærke, at de blev bragt indendørs i stalden. De kendte lugten af køerne. Den hvide and blev, - sammen med en anden and taget op af sækken. - Den storøjede holdt den stramt i benene og under armen, så den ikke kunne røre hverken ben eller vinger. Så mærkede den pludselig noget der gjorde frygteligt ondt nede på halsen. - Den kiggede ned, men kunne intet se, for smerten sad på undersiden af halsen. Den mærkede trods smerten, at den blev mere og mere træt, men pludselig ser den, at der er kommet nogle røde pletter på dens fine fjerdragt nede på brystet. Disse pletter kan den nå med næbbet og den skubber dem væk, men der kommer hele tiden flere og flere. Fortvivlet bliver den hvide and ved med at skubbe dem væk, men til sidst opgiver den og lader hovedet synke ned af bar udmattelse og søvnighed. Pludselig kan den ikke høre noget mere og det er det sidste den smukke hvide and sanser i denne verden. -------50

Hvem var så de fremmede storøjede, der skulle have den smukke hvide and? – Det var såmænd manden i fiskerhuset nede ved søen og hans kone. - Den storøjede, der havde passet ænderne, var konen oppe på nabogården. Deroppe hugger man ikke hovedet af fjerkræ. Man stikker dem i halsen med en skarp kniv og lader dem forbløde, medens man holder dem ud over grebningen (kokasse-renden) i stalden. Bagefter skal de plukkes og svitses over en gasflamme så alle fjerstumper og dun er væk. Det er et stort arbejde at plukke fjerene af, men konen på gården lod dem selv gøre det, for at de også kunne få den erfaring. Manden i fiskerhuset og hans kone havde det ret dårligt. - De havde syntes, at den hvide and havde været så smuk og de følte nu stor skyld over, at den skulle dø for deres skyld. - Det er faktisk den mennesker til vegetarer.

slags

oplevelser,

der

gør

Men konen på gården trøstede dem og sagde, at havde de ikke taget den, var den blot gået til en anden. - Slagtet ville den under alle omstændigheder være blevet. 51

Måske hjalp den trøst dem lidt, for de tog da anden med hjem og lagde den i fryseren for at spise den juleaften.

Da juleaften nærmede sig, sagde konen fra fiskerhuset: - Jeg spiser altså ikke den hvide and. - Den måde den pudsede sine smukke hvide fjer på, medens den langsomt døde, kan jeg aldrig glemme og derfor kan jeg ikke spise den smukke and. - Det får du mig aldrig til. - Skal vi ikke tage og smide den ud? Nu var alle manden i fiskerhusets forfædre fra landet og her smider man under ingen omstændigheder mad væk, men han måtte dog give sin kone absolut ret. Han havde følt nøjagtig det samme for den fine hvide and, da den sørgmodigt havde pudset sine fjer for sit eget røde blod, medens den langsomt døde. – Den kunne heller ikke han spise. De tog den op af fryseren, men smed den ikke bare i skraldespanden. - Det havde den ikke fortjent. Den blev i stilhed begravet ude i haven. De spiste selvfølgelig ænder efter den tid, men feje, som de fleste mennesker er i de sager, så de aldrig 52

ænderne i levende live, men købte dem ovnklare i en forretning. Dette var historien om den smukke og lidt forfinede hvide and. Vel – det var kun en and, men de glemte den alligevel aldrig, - selvom det nu er mange år siden, den måtte lade livet. - Og det oven i købet til ingen nytte.

Nedskrevet februar 2008 Ny redigeret marts 2018

Knud Erik Guldager

Beretningen om den eksotiske okse

Fortalt af

Knud Erik Guldager 54

Beretningen om den eksotiske okse Oppe på gården ved vores sommerhus havde gårdmanden en dag sendt bud efter dyrlægen. Der var ikke noget i vejen med hans fyrre malkekøer, men han ville have nogen af dem insemineret med noget godt tyresæd. Han gik meget op i, at netop hans besætning altid leverede første klasses mælk og at køerne ydede meget. Han levede jo blandt andet af at levere mælk, og jo bedre og mere mælk han leverede, jo flere penge fik han fra mejeriet. Det var derfor meget vigtigt, at sæden var fra en tyr, der var kendt for at avle kalve der gav meget og god mælk. Da dyrlægen var færdig fortalte han, at han havde været med i et helt specielt forsøg blandt nogle gårdejere. Forsøget gik ud på at fremavle en højtydende kvægrace, men samtidig skulle racen gå så langt tilbage til de oprindelige vilde køer, som det var muligt. Man ville af økologiske grunde gerne have en ko, der ikke var fremavlet ved hjælp af sygdomshæmmende medicin, og derfor havde man indsamlet tyresæd fra mange kvægracer overalt på jorden, især fra øde beliggende områder, hvor kvægholderne aldrig, - eller kun meget sjældent, så en dyrlæge, og hvor kvæget i flere århundreder ikke var blevet blandet med andre racer. 55

Dyrlægen fortalte gårdmanden, at han havde været uheldig med en portion tyresæd fra dette forsøg. Etiketten var simpelthen faldet af og nu anede han ikke, hvorfra i verden sæden stammede. Han havde rapporteret tilbage til forsøgslederne om sit uheld, men de ville ikke bruge tid på at opklare, hvorfra sæden stammede. Han skulle blot destruere den. For det første, syntes han, at det var synd, at sæden nu blot skulle gå til spilde, og for det andet var den samtidig ved at være for gammel, - så skulle den bruges, skulle det være nu. Han spurgte derfor gårdmanden, om han ikke ville være med i deres eget lille private forsøg. Han kunne inseminere den ko, der stod nede i hovedenden af stalden i en bås for sig selv. Det skulle ikke koste noget, når blot den ukendte sæd blev brugt, og det kunne jo være meget spændende, at se hvilken slags ko der kom ud af det. Gårdmanden fortalte nu, at netop denne helt unge ko, der aldrig før havde været med kalv - slet ikke var hans. Det var hans kones og den havde sin helt egen historie. Da den blev født var det en meget vanskelig fødsel og kalven var lige fra første minut meget skravlet og det så bestemt ikke ud til at den kunne overleve. Den blev derfor lagt til side i noget halm i den ene ende af 56

stalden, hvor den enten kunne overleve, eller dø. - Det så dog mest ud til at blive det sidste. Konen på gården, - der havde hjulpet med ved den hårde fødsel, fik medlidenhed med den lille kalv, der nu næsten helt sikkert blot ville ligge der i enden af stalden og dø helt alene. Gårdmanden havde travlt med at tage sig af moderkoen, der var medtaget efter fødslen. Konen spurgte nu, om hun måtte få kalven, hvis hun kunne få den til at overleve. Manden var jo ked at miste af den skravlede kalv, så han sagde straks ja. Gårdmandskonen gik nu hen og gned den lille nyfødte kalv af med en tot halm og snakkede med den. Hun fyldte en af de sutteflasker, de altid havde rede til kalve, med dejlig varm råmælk, som hun lige havde malket fra dens mor. I begyndelsen ville den ikke patte, men ved at stryge den over hovedet og halsen med hånden på de steder, hvor moderkoen ville have slikket den, fik gårdmandskonen til sidst startet dens suttereflekser og så suttede den af al sin kraft den varme mælk i sig. - Men den kunne slet ikke holde mælken i sig. Konen kunne se, at den havde frygtelig ondt i maven, så hun prøvede med et godt gammelt husråd for mennesker med maveproblemer. Hun kogte en havresuppe med rå 57

æggeblommer i. Hun kom det i sutteflasken og gav det til kalven sammen med lidt råmælk fra dens mor. Det levede den af nogle dage, og langsomt kom dens mave sig, og nu kunne den holde den gode råmælk i sig. Fra det øjeblik vendte dens livskraft tilbage. Konen passede den hver dag som et nyfødt barn. Den kom ikke tilbage til sin mor, da det er bedst for mælkeydelsen, at malkekøer ikke lader deres kalve die sig. Da der var gået nogen tid, begyndte kalven at kunne drikke mælk af et fad, så nu blev det lettere for dens “stedmor”. Nu behøvede hun ikke at sidde hos den og holde flasken, men hun snakkede stadig moderligt med den, når hun hældte varm mælk op til den. Den fik nemlig - som den eneste kalv i stalden, stadig dejlig varm mælk, malket direkte fra dens egen mor. På billedet her er det en anden kalv, men det var sådan den stod i sin boks, når den fik mælk i skålen. De andre kalve fik bare råmælk fra deres egen mor de allerførste dage, men derefter brugte man én bestemt ko, der lige havde kælvet, til at malke mælk til alle kalvene fra. 58

Lågen til dens bås stod altid åben, så den kunne komme og gå som den ville. Alle de andre kalve stod flere i samme bås, og deres låge var altid lukket. Den blev med andre ord rigtig godt og grundig forkælet. Havde kalvene kunnet tale sammen, var den sikkert blevet drillet med det. Den gengældte al den kærlighed den fik, ved trofast at løbe i hælene på gårdmandskonen, så snart hun viste sig i stalden. Den gned sin lille varme mule ind i hendes hånd, når den kunne komme til det. - Den elskede den hånd. En sommerdag, da konen havde glemt at lukke både stalddøren og døren ind til stuehuset efter sig, løb den nu halvstore kalv efter hende, uden hun havde opdaget det Den kom helt ind i stuehuset, og da den fulgte efter konen, - der var på vej ud i køkkenet, opdagede den, at døren stod åben ind til badeværelset. Det kunne den ikke stå for. Som alle børn, - det være sig dyre- eller menneskebørn, havde den en medfødt nysgerrighed. Den måtte ind og se, hvad der var i det rum. Det var der heller ikke sket så meget ved, hvis det ikke lige havde været netop den dag. Den dag havde gårdmanden, der var ved at renovere badeværelset, netop støbt et fint nyt cementgulv og cementen var slet ikke tør endnu, så der blev en del nydelige aftryk af små kalveklove. Da gårdmanden kom ind til middag, skulle han lige se til sit fine nystøbte 59

gulv, og han gav et brøl, da han opdagede kalveklovene i den nu størknede cement.

alle

Nu bliver den sendt på slagteriet! - brølede han i sin ærgrelse. - Det kan du ikke, - sagde konen for det er min kalv, men jeg skal nok huske at lukke dørene, og du kunne jo for resten også selv have husket at lukke døren ind til badeværelset! Hele vinteren var køerne og kalvene inde i stalden. Her blev de fodret og malket hver morgen og hver aften. “Vores” kalv havde stadig sin egen bås og da den var færdig med kun at drikke mælk, spiste den hø og ensilage ligesom de andre. Men konen, - der hjalp til med både at malke og fodre, kom altid med en ekstra tot hø og en grebsfuld ensilage. - Hendes kalv skulle sandelig ikke mangle noget. Da foråret kom, - og det vil for køernes vedkommende sige engang i april, alt efter vejret, blev de lukket ud på markerne til det nyspirede græs. Det var noget de kunne lide. Alle kalvene, ja selv nogle af de unge malkekøer, løb kåde rundt og slog op med bagbenene. Engang imellem gik gårdmandskonen ud på marken og kiggede efter kalven, der nu var en ung kvie. Ligeså snart kvien opdagede hende løb den i fuld galop hen til 60

hende, som havde den været en jagthund. Den elskede stadig, at blive strøget på hoved og hals. Disse møder fortsatte hele sommeren, og den voksede sig efterhånden til et flot eksemplar for sin race - nemlig den rødbrogede danske malkeko. Næste sommer, var den faktisk helt voksen, så voksen, at der snart skulle tænkes på at gøre den med kalv, så den kunne blive en rigtig malkeko. Den skulle nemlig have født en kalv, før den rigtig kunne begynde at give mælk. Konen var ikke meget for at hendes kalv, - nu en ko, skulle gøres med kalv. Det hastede slet ikke, efter hendes mening. Den sommer tog den forkælede halvtamme ko sig mange friheder, som dens familie bestemt ikke kunne tillade sig. Den må have lært lidt af den nære kontakt med et menneske, for den kunne åbenbart finde ud af at komme ud af det elektriske hegn, så mange gange gik den hvor den ville. En dag havde den fået lyst til at udforske vores sommerhus, for pludselig ser jeg en ko komme gående inde i haven. Den stak hovedet helt hen til 61

et af vinduerne og gloede nysgerrigt ind. Den var såmænd helt henne ved bagdøren, men turde dog ikke gå helt ind. Jeg måtte til at lege cowboy og se om jeg kunne få den ind bag hegnet og ud på marken igen. Det var slet ikke så nemt. Den havde jo ingen grime på, som jeg kunne tage fat i, og jeg kunne i øvrigt, som fremmed for den, slet ikke komme helt tæt ind på den. Jeg lagde et par hegnspæle med den elektriske tråd ned på marken ud for vores vinduer, for at se om jeg kunne genne koen ind på marken ad den vej. Alle de andre køer stod selvfølgelig og så på. De var ligeså nysgerrige, som mennesker er, når der sker noget ud over det sædvanlige, og jeg måtte - samtidig med, at jeg jagede koen rundt i haven, passe på, at de ikke alle sammen løb over det nedlagte hegn, for så ville jeg da som cowboy først få travlt. Til sidst lykkedes det dog, og jeg kunne rejse hegnet op igen. Jeg havde haft det dejligt, og følt mig som en rigtig cowboy.

Den stod stadig næste for-vinter i sin egen private boks, skønt den for længst skulle have været med kalv, så den kunne begynde at give mælk. - Det var det dyrlægen havde lagt mærke til. Gårdmanden sagde, at nu syntes han, at de skulle gå ind til konen i det varme køkken og få en kop kaffe. Derinde kunne de lidt hen ad vejen bringe emnet på bane, og så høre hvad konen sagde. Det kunne jo være hun også syntes, at det var lidt spændende, at se hvad der kom ud af den ukendte tyresæd. Måske var det en kalv af en race fra den anden side af jorden. - Ja, måske endda en meget eksotisk en! Dyrlægen fortalte - et kvarter nede i kaffekoppen, historien om den spændende tyresæd. Han var god til at snakke, og fremlagde mulighederne med begejstring i stemmen. Især da han fortalte, at det måske blev en kalv af en eksotisk race fra den anden side af jorden. - En kalv man aldrig tidligere havde set magen til i Danmark, - ja, da kunne konen ikke modstå fristelsen længere. Skulle hendes ko endelig have en kalv, så måtte det da gerne være noget helt specielt, så hun sagde glad: - Ja. Gårdmanden ville jo også gerne prøve eksperimentet, men han sagde dog, at det godt kunne være at koen var hans kones, men den kalv der kom ud af det, det var altså hans. Det kunne konen godt se det fornuftige i. 63

Midt på næste sommer skulle koen så føde en kalv, og alle var meget spændte på at se, om det måske blev en eksotiske kalv. Hele familien var samlet i stalden, for her var koen trukket ind, så de kunne have kontrol med fødslen. Fødslen forløb helt normalt og da kalven kom ud, så den ganske normal ud. Alle var lidt skuffede. Nu havde de gået i ni måneder og ventet på at se en helt speciel kalv, hvis lige måske aldrig var set i Danmark før, og så så den tilsyneladende helt normal ud. - Men, da de fik trukket hele fosterhinden af, og gnedet den tør med halm, dukkede der noget forbløffende frem. - Det var i hvert fald aldrig set i Danmark før.

Dens skind var tigerstribet! Alle måbede og da den første forbløffelse havde lagt sig, begyndte de at diskutere, hvorfra mon den tyresæd kunne stamme. Men ingen kendte til en kvægrace med tigerstribet skind. En sådan ko havde de simpelthen aldrig nogensinde hørt om, og som landmænd kendte de dog til en hel del forskellige kvægracer rundt om i verden, men en tigerstribet — nej, her gav de op. Næste dag ringede de til dyrlægen og fortalte ham den glædelige nyhed, at køen havde født en kalv, som de aldrig før, hverken havde set eller hørt om. Dyrlægen blev glad og lovede at undersøge hvor i verden der 64

levede tigerstribede køer. Han ringede nogle dage efter og fortalte, at så vidt han havde fået oplyst skulle der nede i Bengalen i Indien leve køer der havde tigerstribet skind. De stammede fra vilde køer, der havde levet ude i junglen, hvor deres stribede kind var en god kamuflage, ligesom hos den Bengalske tiger.

Han foreslog derfor, at de skulle kalde koen for:

En Bengalsk Tigerokse. Kalven voksede til og blev lidt af en sensation på egnen. Den fungerede helt normalt som dansk malkeko. Den blev ikke en førerko, men vandrede blot sammen med de andre brogede køer, der havde ligesom forskellige landkort på deres sider, når de om sommeren, morgen og aften gik hjem til stalden for at blive malket. Den var jo ikke selv klar over, at dens tigerstriber var noget helt specielt på disse kanter. Disse vandringer 65

foregik så præcist to gange om dagen, at vi næsten kunne stille vores ur efter disse køer, når de vandrede forbi vores sommerhus. Jeg havde selvfølgelig også fulgt med i denne helt specielle ko’s livsforløb, og jeg havde for længst lagt beslag på dens skind. Det kunne jeg nemlig godt få, når den engang skulle slagtes. - Jeg skulle blot selv betale garvningen. - Så pludselig engang nogle år efter, da vi var oppe i huset, fortæller gårdmandskonen, at nu var tigeroksen udtjent som malkeko og den var slagtet og skindet sendt til garvning. Jeg kunne få det om et par måneder. Det gik jeg så og glædede mig til, og en dag kom så skindet. Det blev lagt på flisegulvet i pejsestuen, lige foran pejsen, som et andet ægte tigerskind, men det var jo også skindet fra en næsten ægte tigerokse, skønt dens mor havde været en forkælet dansk malkeko, så havde dens far dog været en stolt tyr med en fortid i den indiske jungle. Måske! Det kan godt være, at nogen ikke helt tror på historien, for dyrlægen var vist heller ikke helt sikker i sin bestemmelse af kvægracen, - men her er i hvert fald nogle billeder af skindet, så I selv kan se de flotte tigerstriber, som dog er falmet lidt i tidens løb.

Så hvem kan nu være helt sikker på at historien ikke passer? Har nogen måske nogensinde før set en tigerstribet ko i Danmark? – Jeg har i hvert fald ikke.

Den levende tigerokse i stalden. Den fik lov til at holde sine flotte horn, da den jo er fĂ¸dt som en eksotisk okse og lĂŚg mĂŚrke til de helt specielle tigeragtige bengalske Ă¸jne. Den har faktisk et ret aggressivt udseende for en dansk malkeko, men den har jo ogsĂĽ en ret vild far.

Skindet ligger nu oppe i vores sommerhus, lige foran den dobbelte havedør, og her har det samme udsigt til søen og de marker, det gik på, dengang det sad på koen, så jeg håber det kan fornemme lidt af sit fredelige fortidige liv.

Af de kalve som tigeroksen fik gennem årene i dens liv, var der ingen der fik striber, men hvis tigeroksen havde været en tyr og den ikke var blevet slagtet, - som de allerfleste tyrekalve bliver det, - ja, så havde vi måske i Danmark nu haft en lille bestand af

Bengalske tigerokser.

Historien er nedskrevet i november 2008.

Knud Erik Guldager

Den kloge gedebuk i Onsild enge. Jeg er jo meget interesseret i Danmarks oldtid og da vi engang omkring 1968 var på besøg hos familien i Fårup mellem Randers og Hobro, kørte vi ud til engene ved stationsbyen Onsild, der ligger i nærheden. Her skulle der være et gammelt voldsted fra stenalderen, og dette voldsted gik vi nu rundt i engene for af finde. Vi fandt det, men der var nu ikke meget tilbage at se. Kun nogle lave græsbeklædte volde, og på en af disse volde stod en ensom gedebuk tøjret. Da vi var færdige med at studere voldene, kom jeg til at kigge på gedebukken. Den så lidt ensom og trist ud. Den havde som ganske lille fået sine horn savet af, og stod nu med en kullet pande, hvorpå der i virkeligheden skulle have været et par flot svungne horn. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg fik pludseligt ondt af den og syntes at den skulle opmuntres lidt. Jeg lagde mig på alle fire foran den. Alle fire vil sige mine knæ og mine arme. Jeg satte mit hoved tæt hen til gedens hoved, og stirrede ind i dens store gule øjne med de lodrette pupiller.

Det var sådan et par flotte horn den skulle have haft. Senere skulle det vise sig, at det var godt den ikke havde dem mere. Geden stod i begyndelsen bare og stirrede tilbage og forstod vist ikke helt, hvorfor jeg stod der, og det var vel i grunden ikke så mærkeligt. Men da jeg satte min pande helt hen til dens afhornede pande, og skubbede på, forstod den straks, hvad det hele gik ud på. Vi skulle lave en stangekonkurrence. – Det var den helt med på og den pressede tilbage mod min pande. Den satte sine klovspidser godt ned i græsset og spændte alle sine muskler og pressede så på af alle sine 72

kræfter. Jeg gjorde det samme, men hvor geden havde fire ben på engen til at presse med, havde jeg faktisk seks, idet jeg også havde mine tåspidser foruden knæene og hænderne. Hænderne kunne jeg oven i købet gribe fast i græsset med og på den måde få bedre fat, så jeg følte, at jeg havde overtaget. Gedebukken blev da også presset længere og længere tilbage. Dens klove rev græsset op, så der kom lange sorte streger i jorden, sådan kæmpede den på for at vinde. - Men intet hjalp. Den blev presset længere og længere tilbage, og da jeg mente, at nu var det nok, for nu havde jeg vundet, sagde jeg, medens jeg triumferende stirrede ind i dens, nu rasende øjne: Nå, kunne du ikke klare dig? – Så er et menneske altså stærkere end en gedebuk! Det kan godt være at et menneske er stærkere end en gedebuk, men nu måtte jeg sande, at det i hvert fald ikke er klogere, for pludselig som et lyn, rejste gedebukken sig op på sine bagben og knaldede sin tykke benhårde pandeskal lige ind i min pande. Jeg røg baglæns og tumlede rundt i græsset. Jeg så bogstaveligt talt både stjerner og måner, og jeg syntes at jorden bevægede sig op og ned under mig, så jeg greb godt fast i græsset med mine hænder for ikke at trille væk. 73

Da gedebukkens pande ramte min, stod jeg jo på alle seks støttepunkter og havde godt fast i græsset og pressede fremad, lige indtil den lavede sit luskede og i mine øjne fuldstændig usportslige angreb, bare fordi den ikke kunne klare sig på ærlig vis. Jeg stod altså der, næsten som en mur i en kollisions prøve, da bukkens pande, - der er meget tyk og forbenet – ramte mig som en stor brosten. Da jeg kom til mig selv, stod gedebukken med triumferende øjne og grinede af mig, sammen med min familie. De havde spændt fulgt hele optrinnet, som var de til en boksekamp. Nå. – Jeg tilgav gedebukken dens luskede trick, for det var jo blot, hvad den fra naturens side var forberedt til. Det er jo den måde geder og andre hovdyr kæmper på. Det skyldtes kun min egen tankeløshed, - for ikke at sige dumhed, - at jeg ikke havde tænkt på det. Men jeg havde da fået en begivenhedsrig eftermiddag, der i Onsild enge, som jeg sent vil glemme. - Jeg havde truffet en klog gedebuk, der havde gemt sit trumfkort til sidst. Gedebukken på billedet er i øvrigt en, i familien meget berømt, gedebuk på Hjerl Hede, som vi har haft en del fornøjelser med gennem årene. Når vi har haft børnebørnene med deroppe, har vi altid 74

været henne og fodre gederne med frisk grønt græs. Der er en fold med nogle hungeder og altså den store gedebuk med de flotte horn. Den er jo ifølge dens natur meget dominerende, så når vi vil give hungederne græs, skubber han dem brutalt til side og tager selv græsset. Den kan simpelthen ikke unde sine hungeder noget og det irriterer naturligvis os mennesker, for vi tillægger jo fejlagtigt dyrene menneskelige træk, så vi tog fat i dens store horn og holdt dem tilside, så hungederne kunne få noget. Det blev den meget fornærmet over, så da et af vores børnebørn, Peter, fodrede en hunged blev han brutalt stanget i brystet af det ene horn. Det kunne have været farligt, hvis den havde ramt i øjet, så vi blev nu mere vagtsomme. Her skuler den ondt til Peter, mens den sikkert planlægger at stange ham. Den havde set sig gal på os og set fra dens synspunkt var det jo helt naturligt.

Da jeg lidt senere tog mig en lille lur på en bænk, der stod cirka en meter fra rækværket, vågnede jeg pludselig ved lyden af et stort brag lige ved siden af mig. Forskrækket fór jeg op og ser til min store forbløffelse, kun cirka 30 centimeter fra mig, et stort bukkehoved, der stirrer rasende på mig med sine gule øjne., medens den fortvivlet forsøger at få sine store horn fri af lægterne i rækværket. Nu blev jeg klar over situationen. Den havde simpelthen været så vred på mig, at den ville stange mig, medens jeg ”uskyldigt” lå og sov. Den havde været så rasende, at den ikke havde set rækværket som en forhindring for at nå mig, eller også har den bare tænkt, at den sagtens kunne brække de lægter og derved nå mig. Den havde dog forregnet sig, for nu sad dens store horn uhjælpeligt fast i rækværkets lægter og ligemeget hvor meget den sled og rasede for at komme fri, var den bare fanget. Da jeg var kommet mig over forskrækkelsen kunne jeg rigtig tage revanche. Jeg sagde hånende til den: - Nåe lille ven, sidder du fast? – Kan du ikke komme fri? – Nu er du ikke så glad for dine store horn, hvad? - Skal du virkelig have hjælp af mig for at komme fri? Den stirrede rasende på mig, og blev ikke mindre rasende, da jeg tog fat i begge dens horn og drejede, - først det ene, så det andet tilbage gennem rafterne. 76

Da den kom fri spankulerede den stolt og med højt løftet hovet, dog meget fornærmet, tilbage til sit skur, som om intet var hændt. Det havde dog været en stor ydmygelse for ham, da alle hans ”koner” havde overværet hele sceneriet, så da vi året efter igen besøgte stedet, kunne han huske os og strøg straks ind i skuret, da han havde fået øje på os. Han blev endog derinde, mens vi fordrede hunnerne. Jeg gik om til siden, hvor jeg kunne se ind i skuret, men først da jeg gentagne gange havde beskyldt ham for at være en tøsedreng, kom han modvilligt frem og lod sig fodre. Men han tog dog ikke, den ellers store tot friske græs som jeg tilbød ham. - Så vi blev aldrig gode venner. Jeg har faktisk selv et par rigtige horn. Det på væggen er fra en gedebuk og det på bordet er fra en vædder, der er et hanfår.

Denne fuldt sandfĂŚrdige beretning er nedskrevet i januar 2007.

Knud Erik Guldager

Den smertefulde tyr

Omkring vores fritidshus har der altid græsset en masse malkekøer i snart alle farver. Kirsten og Alfred flyttede som nygifte ind i nabogården ”Fjordvang” i 1960. Omkring år 1997 overtog en af deres sønner gården. Han hedder Benny og var dengang 34 år. I 2005 overgik Benny fra at lave mælk og kalve, til udelukkende at lave kalve. Det var for en ung mand nemlig et meget bundet arbejde, at skulle malke cirka 40 køer hver morgen og aften. På den måde har man faktisk aldrig rigtig fri. Benny og hans kone Jette har tre børn. Ved at gå over til udelukkende kødproduktion kunne både Benny og Jette have et arbejde ved siden af og meget mere fritid til rigtige ferier. Der er nu mere end nok at passe alligevel, for de har mange tønderland jord til græsning og afgrøder til køerne om vinteren.

I 2006 fik vi for første gang en tyr til at gå blandt køerne. Det var Ulla ikke så glad ved, for man ved aldrig, hvor man har en tyr, der er herre over en masse køer. Hvis man går tværs over marken, som vi er vant til, er det ikke helt sikkert mere, hvis køerne og tyren går lige foran huset. Det er bedst at vente til de er gået et andet sted hen på de vidtstrakte græsningsarealer. Benny havde sagt: - I skal aldrig gå over marken, når tyren er der, for hvis én af køerne er i brunst og I kommer for tæt på den, ved man aldrig, hvad selv den mest godmodige tyr kan finde på. Der er næsten hvert eneste år landboere, der bliver stanget og mast ihjel af deres egen tyr. Så Ulla var virkelig lidt bange, når tyren gik lige ude på marken foran huset, kun adskilt, - som hun sagde, - af en lille tynd ståltråd og meget spinkle hegnspæle. Nu skal man måske være født på landet for at kende køernes respekt for det elektriske hegn, men de har virkelig respekt for den tynde ståltråd med strøm i. Det har mennesker nu også. Der skal stort mod til at gribe fat om ståltråden med de bare hænder. Det giver nemlig nogle gevaldige ryk i hele kroppen. Især hvis man er i bare fødder som køerne. Bennys tyr havde fået navnet ”Basse” og det var et meget passende navn, for det var lige, hvad han var. – En ordentlig basse med en stor jernring i næsen. Ulla var rigtig bange for ham i 2006, for engang, da vi var oppe i huset, gik han konstant rundt i flere dage og udstødte en dyb, hul og høj brummelyd.

Det lød virkelig mærkeligt og jeg undrede mig også. Hvorfor brummede han hele tiden på den måde og så enorm olm ud. Jeg skulle i hvert fald ikke have noget af at gå over marken, for at fiske når han var der. Ulla var særlig nervøs i de dage han brummede og var olm, for jeg var ved at sætte en ny dobbelt havedør i huset, så muren var revet ned og der var bare hængt et stykke tyndt plastic op i det store hul i muren. Der var kun ti meter fra døråbningen og over til hegnet med den tynde ståltråd, så Ulla så i ånden, hvordan den olme tyr brasede gennem hegnet og ind i huset til os om natten. Den gik nemlig minsandten også rundt og brummede om natten, så hun sov ikke så godt i de dage. Efter en tre dage var han pludselig væk og Ulla sagde: Enten er han slagtet fordi han var syg, eller også har han fået stuearrest. Det sidste viste sig at være tilfældet for årsagen til hans olme humør var nemlig, at der ovre på den anden side af

Flynder åen gik en anden tyr og de to tyre troede åbenbart begge, at den anden tyr var en farlig rival og der var jo intet elektrisk hegn imellem dem. De kunne ikke forstå at åen var nok til at holde dem adskilt. Det var derfor, at Basse hele tiden brummede. Den anden tyr skulle ikke begynde på noget, så skulle Basse nok være tyr for at stoppe ham. Basse var åbenbart en meget ærekær tyr, når han skulle forsvare sine køer og derfor havde vi stor respekt for hans temperament. I foråret 2007 var Basse og alle køerne igen kommet ud på de store græsmarker og Basse havde passet sit arbejde for mange af hans køer var nu med kalv og i løbet af forsommeren løb der hele bander af meget livsglade kalve rundt på markerne. Basse havde åbenbart stærke han gener for der var langt flest tyrekalve. Så vidt jeg husker var 18 ud af 24 kalve, tyrekalve. Det var især disse tyrekalve der lavede ballade. De dannede bander på en ti tolv stykker på cirka samme alder, og de kom stormende i fuld galop hen over marken og slog op med bagbenene. De kunne også finde på unoder. På en af markerne lige uden for vore soveværelsesvinduer, var der slået hø, det endnu lå i lange række og tørrede. Marken stødte op til engen hvor køerne og kalvene gik og i et hjørne stod den sidste hegnspæl noget højt, så de endnu ret små kalve kunne, blot ved at dukke hovedet, galopere lige ind på marken med høet.

Jeg stod ovre ved huset og så på at de legede, og jeg tænkte at Benny måske ikke var så glad for at kalvene gik og rodede så der kom uorden i hø-rækkerne, så jeg løb over og fik med en del besvær alle kalvene jaget tilbage under hegnet.

Tyrekalve-banden tager et hvil. I forgrunden den tynde hegnstråd der adskilte Ulla og tyren. Der var imidlertid tre som var særlig kvikke. De stod lige på den anden side af hegnet og studerede mig og lige så snart jeg var kommet næsten helt hen til huset, løb de ind under hegnet igen. De rodede ikke i høet, men stod blot og gloede på mig med spredte ben. – Hvad vil han nu gøre – tænkte de. Nå, så I vil lege, råbte jeg og gik hen imod dem. De blev blot stående og kiggede på mig. Det var helt tydeligt at de var ude på at drille mig. Jeg kom meget tættere på end normalt, før de med et hop gjorde omkring, slog ud med bagbenene mod mig og stak under hegnet og ud på engen, hvor de vendte sig mod mig igen og garanteret stod og grinede. Det viste deres hele kropssprog.

Lige så snart jeg var på god afstand igen, løb de atter ind på hømarken. Så opgav jeg. – Hvem kan klare sig mod en bande af muntre tyrekalve i drillehumør? En søndag morgen lagde jeg mærke til at Basse lå stille i et hjørne af engen, helt nede ved søen. Der var ingen køer at se. Det var meget underligt. Han plejede aldrig at ligge ned om dagen og da slet ikke alene. Han havde jo sit arbejde at passe.

Ved ti tiden kom Benny gående hen over marken med en spand i hånden. Den fyldte han med vand fra søen og stillede den foran Basse som under stort besvær rejste sig og drak alt vandet i spanden. Den havde været tørstig. Vi stod ovre ved huset og så det hele, og bagefter kom Benny over til os, og vi fik nu at vide, hvad der var galt med Basse. Den havde været oppe ved gården, hvor der stod en del markredskaber. Her havde den fået det venstre forben ned i et spidsvinklet jernstykke. Den havde trukket benet ud i

spidsen af vinklen og kunne nu ikke få den store klov op igen. Knoglerne i foden fyldte mere end skinnebenet og han havde ikke kunnet finde ud af, at ved at flytte benet lidt frem ville han være kommet fri. I stedet havde han blot trukket til med sine enorme kræfter og derved trukket hele skindet ned om foden som en sok. Se - det har gjort ondt og nu et par dage efter var der gået en stor betændelse i foden. Den var svulmet så meget op, at når han støttede på foden sprøjtede betændelsen ud til alle sider. Alt dette fortalte Benny den søndag morgen. - Skal du så ikke have dyrlæge til ham? – spurgte jeg. - Jo. – sagde Benny, - han kommer i morgen mandag. Imens måtte Basse så lide i stilhed nede i sit hjørne af engen. Om mandagen kom så dyrlægen. Der var ingen steder, hvortil de kunne binde Basse, imens han fik sine indsprøjtninger, men dyrlægen var åbenbart en erfaren mand. Han bad Benny om at lægge en grime af reb om hovedet på Basse, for Benny var Basse rolig ved. Benny havde haft ham fra kalv og havde gået og snakket med ham for at de skulle vænne sig til hinanden, når han blev en stor tyr. Den slags fortrolighed betyder meget mand og dyr imellem. Medens Benny holdt stramt i rebet om tyrens hoved, gav dyrlægen først Basse en beroligende indsprøjtning til at tage de værste smerter i benet, inden han gav ham den store sprøjte med penicillin. De ventede lidt til den beroligende indsprøjtning havde virket, så gav dyrlægen Basse penicillinet og vaskede det betændte ben med en desinficerende væske. Derefter fik Basse lov til at ligge og hvile sig.

Tirsdag morgen så jeg igen Benny nede ved Basse, og igen gav han tyren en stor spand vand. Jeg blev stående i sikkerhed bag det elektriske hegn ovre ved huset. Jeg ville ikke tage nogen chancer med at komme tæt til tyren der ude midt på den frie mark. Den kendte mig jo overhovedet ikke og der ville blive langt at løbe med en olm tyr på næsten 800 kg. lige i hælene. - Så jeg blev altså stående. Da Benny var færdig kom han over til mig og jeg spurgte så til Basses helbred, - om han havde det bedre? Nej, - sagde Benny. – Der er stadig meget betændelse tilbage i benet, og i aften skal den have en sprøjte penicillin mere. Nå, så kommer dyrlægen vel igen og giver den en beroligende indsprøjtning først. Det er nok nødvendigt, hvis den skal vaccineres midt ude på marken uden at være bundet? Nu er det jo dyrt, at få en dyrlæge til at køre ud, så Benny, der jo er en rigtig vestjyde, mente, at han godt kunne spare de penge og selv give den penicillinet også uden den bedøvende indsprøjtning. Han havde godt nok kun prøvet det enkelte gange før på nogle små kalve, der stod bundet hjemme i stalden. - Jeg nåede lige at tænke: - Godt det ikke er mig der er landmand, - da Benny, med et meget sigende blik, så på mig sagde: - Men, - Knud Erik. – Det er ikke så let at gøre alene. Nu stod tiden pludselig stille. – Han mente vel ikke, at jeg skulle hjælpe ham med at vaccinere en såret tyr, der sikkert var godt olm over de mange smerter i benet og så oven i købet midt på en åben mark og uden at den var hverken

bundet eller bedøver? Det lød jo vildt risikabelt og ikke særlig klogt, men spændende og dristigt. Helt uden at forsøge at spille helt, vidste jeg straks, at det netop lige var noget for mig. - Det var simpelthen for spændende til at sige nej til. Alle disse tanker fór lynhurtigt gennem mit hoved og jeg sagde straks: - Selvfølgelig Benny. - Bare kald på mig, så kommer jeg og hjælper dig i aften. – I den slags sager er det nemlig bedst ikke at tænke for dybt, men blot gøre tingene. Aftenen kom og dermed sandhedens time. Benny kom gående hen over marken med en taske over skulderen, en spand koghedt sæbevand og noget reb om halsen. Vi fulgtes ad om til tyren, der lå på marken lige ved vores hus.

Da vi nærmede os, rejste Basse sig op og kiggede mest på mig, som den ikke kendte, mens Benny talte beroligende til ham og begyndte at lave en grime af rebet til at lægge om hovedet på Basse. Det havde Basse bestemt ikke lyst til og han hoppede undvigende rundt på engen med sit dårlige ben.

Det blev han vist ikke i bedre humør af, for vi kunne se at det gjorde ondt i benet for hvert skridt han tog. Nu gik jeg op til hegnet og stillede mine træsko, for man kan løbe meget hurtigere i bare tæer, hvis man har en gal tyr efter sig. Heroppe stod Ulla og gemte sig bag nogle buske, for at tyren ikke skulle få øje på endnu en ukendt. Hun havde den opgave at fotografere hele forestillingen, - også hvis noget gik galt! Til sidst lykkedes det dog at få grimen på, efter en fire– fem forsøg, og Benny bad mig nu om at stå ved siden af hovedet og stramme rebet så det kom helt tæt ind til min krop. Nu har en tyr i den størrelse et stort hoved, især når det ligger helt tæt op til ens brystkasse. Benny havde fortalt mig, at jeg hele tiden skulle tale beroligende til tyren og samtidig kradse og klø den henne på krydset, - det er bagude på ryggen. Det stod jeg så troligt og gjorde, medens Basse gloede på mig med sit store blodskudte øje og med et lidt sænket hoved. Savl og spyt drev ud af mulen og næseborene med den store jernring og dryppede ned på jorden i lange slimtråde. Jeg tænkte, at hvis den blot slog ét kast med sit store hoved, ville den let kunne knuse alle mine ribben! Jeg fortalte Basse, at vi kun ville ham det bedste og at vi ikke ville være onde ved ham og imens stirrede han på mig med sit store øje, der virkelig var meget blodskudt, måske på grund af smerte. Benny begyndte nu at vaske det sårede ben med det varme sæbevand. Men vandet var stadig alt for varmt i det åbne

sår, så Basse flyttede hele tiden det syge ben væk og sparkede irriteret ud efter spanden, men Benny var meget tålmodig og han fik virkelig vasket såret noget rent før det til sidst lykkedes Basse at vælte spanden.

Benny vasker såret og jeg holder hovedet Nu fandt Benny penicillin og en meget stor sprøjte med en tyk nål frem fra tasken. Han trak den hvide væske op af flasken og ind i sprøjten. Trykkede den overskydende luft ud, og gik om på den anden side af tyren og bad mig om at holde godt fast i rebet, medens han trykkede sprøjten ind gennem den tykke hud på halsen. Benny trykkede og trykkede. Skindet bulede stærkt indad i halsen, men sprøjten havde svært ved at trænge igennem. Til sidst røg den pludselig igennem og nu blev tyren helt balstyrisk. Den hoppede rundt på engen, med sprøjten dinglende ud af halsen.

Benny og jeg var for længst lynhurtigt spurtet væk, og vi stod nu i sikker afstand og betragtede dens krumspring. Til alt held satte den ikke efter nogen af os og da den igen, efter en tid, atter faldt til ro, ventede vi lidt med at gå hen til den. Benny snakkede beroligende til Basse, medens vi forsigtigt og agtpågivende nærmede os den nu noget mistænksomme tyr. Vi havde lovet den, at vi ikke ville den noget ondt, men det med sprøjten havde åbenbart gjort ondt, og nu vidste den vist ikke rigtigt, om den kunne stole på os mere. Vi var nødt til at gå hen til den, for sprøjten hang jo og dinglede i halsen og penicillinen var ikke trykket ind. Den var stadig i sprøjten. Da vi til sidst kom hen til den, uden der skete noget, sagde Benny: - Jeg må hellere holde i rebet denne gang, hvis du så vil gå om og trykke penicillinen i sprøjten ind. Nu var det var jo Benny der havde mest forstand på de ting med dyr, så når han sagde sådan, måtte jeg hellere gøre som han sagde. Jeg gik om på den anden side, hvor sprøjten sad i halsen og lige før jeg tog fat i den for at trykke medicinen ud, nåede jeg at tænke: - Hvis det nu gør ondt, når jeg rører ved sprøjten, og når jeg presser den i bund, kan det da godt være, at tyren igen bliver tosset og så er det bare med at komme væk i en fart. - Så jeg var meget agtpågivende overfor dens reaktioner. Der var overhovedet ingen grund til at være nervøs. Basse stod ganske rolig og virrede ikke engang med hovedet, og det var godt, for så kunne sprøjtespidsen let være knækket inde i halsen på den. Det havde jeg været lidt nervøs for.

Pludselig følte jeg en stor lettelse. Nu var det hele overstået og alt var gået godt, skønt det jo nok havde været lidt for dristigt, sådan at vaccinere en såret tyr midt ude på en mark, uden at den hverken var bedøvet først eller var bundet til noget fast. Selv dyrlægen havde jo givet den en beroligende indsprøjtning og det havde vi ikke. Vi havde klaret det selv, og det var jeg både lidt stolt og glad over, og jeg følte mig lidt som en helt, lige indtil Benny pludselig stille og roligt sagde:

Knud Erik. – Den skal altså have en sprøjte mere! Hørte jeg rigtigt? - Det kunne vel ikke være rigtigt? Skulle vi virkelig stikke sprøjten i tyren én gang til? Jo, - jo, det var skam rigtigt, og Benny sagde: - Denne gang må du hellere gøre det, så holder jeg i rebet imens. Nu havde jeg sagt A, og så måtte jeg jo også sige B. Så jeg trykkede sprøjten ned i medicinflasken og sugede den rette mængde op, trykkede den overskydende luft ud af sprøjten og gik så om til den højre side af tyren. Nu havde jeg set, hvor svært det var for Benny at trykke den tykke sprøjte igennem det kraftige skind, så jeg ledte efter blodpletten fra den første sprøjte. Måske kunne jeg finde det gamle hul igen, så jeg kunne bruge det, i stedet for at være nødt til at prikke et nyt, der igen ville gøre ondt på tyren. Jeg fandt let blodpletten, men skønt jeg prøvede, fandt jeg ikke det gamle hul igen. Der var for meget hår på skindet til at jeg kunne se det.

Jeg måtte så til at prikke et nyt hul. Jeg pressede og pressede for at få nålen ind. Der blev en stor bule indad i halsen og til sidst var jeg nødt til at trykke den ind med et hurtigt sæt. Nålen røg godt ind i halsen og nu gentog hele forestillingen sig fra før. Tyren blev igen balstyrisk og hoppede rundt med sprøjten hængende i halsen, og Benny og jeg var for længst smuttet i sikkerhed. Basse var nu en godmodig tyr. Nu havde vi to gange gjort noget der gjorde ondt på ham, og alligevel lod han os efter et stykke tid komme hen til sig og stod igen ganske roligt, medens jeg trykkede medicinen ind og trak sprøjten ud. Så var vi endelig færdige og vi lod Basse være i fred og gik hjem, overbeviste om, at vi havde gjort et godt stykke arbejde .

Efter nogle dage luntede Basse atter rundt blandt sine køer og passede sit arbejde.

Dette var slutningen på historien om den stolte tyr Basse. Den blev rask igen og blev stamfar til mange flotte kalve, især tyrekalve. Næsten samtidig blev Basse far, for jeg ved ikke hvilken gang. - En ko fødte pludselig en velskabt kalv midt på engen.

Her er kalven halvt ude af koen. Nedenunder er den ude og ligger på den bløde eng. Den bliver slikket ren for slim, så den kan få luft og blive budt velkommen af sin mor.

Kun et hundrede meter fra det sted, hvor vi vaccinerede Basse, er der et stort bæverbo. Bæverne har bredt sig fra Klosterheden gennem Flynder Å hen til vores sø og derfra videre. De laver bæverbo, hvor de kommer frem, og dette er så ”vores” bæverbo cirka 250 meter fra vores hus. Billedet er fra forsommeren 2007 og boet er endnu ikke helt færdiggjort, så det er klart til vinteren. Senere blev det dækket af et tykkere lag mudder.

Benny ved bæverboet.

Bævergnavet træ.

Denne oplevelse er nedskrevet februar 2008.

Knud Erik Guldager