Jernkæden fra dragsmur by Knud Erik Guldager

JernkĂŚden fra Dragsmur En fortĂŚlling fra vikingetiden

Knud Erik Guldager 1

Jernkæden fra Dragsmur I juli måned 1996 gik jeg tur med mine børnebørn på stranden ved Dragsmur på Helgenæs. Det var en dejlig solskinsdag og vi gik og ledte efter ting der var skyllet op på stranden. Vi så også efter spændende sten, og jeg forklarede om de forskellige stentyper. - Flint, forskellige slags granit, sandsten og hvad vi ellers fandt. Pludselig samler jeg en lidt mærkelig udseende sten op. Det er en sandsten med rustrøde pletter. Jeg begynder at forklare om stenen. - De rustrøde pletter må stamme fra jernpartikler i jorden. Medens jeg står med stenen i hånden og forklarer, følte jeg pludselig kolde ilinger løbe hen over kroppen. - Men vejret var varmt og der rørte sig ikke en vind. (Ilinger er kolde vindstød) Omgivelserne glider ligesom på afstand. Jeg går helt i stå med forklaringen. Jeg går hen til en stor sten og slår sandstenen hårdt mod denne. Den begynder at gå i stykker, og nu dukker der et led af en meget gammel jernkæde frem i stenen. Efter flere slag er der til sidst et helt led og et halv led. Det halve led er ligesom hugget over med et skarpt redskab, - sådan lidt på skrå. 3

Da jeg ser det halve led, er jeg i ét sus tilbage i tiden, og i et andet liv. Tiden er år 867. Mit navn er Frode Angantyr. – Det er et meget gammelt og lidt sjældent navn. Det betyder: Den der tjener guden TYR. - Tyr er vores krigsgud og det er fra ham tirsdag har fået sit navn, ligesom onsdag er Odinsdag. Torsdag er opkaldt efter guden TOR og fredag efter gudinden Freja. Tyr er søn af Odin, halvbror til Tor og en af de nordiske guder fra gammel tid og det var ham der engang fik afbidt sin ene hånd af Fenrisulven. Jeg er hirdmand hos Kong GØTRIK, og jeg har en stor gård, der hedder ”RUNETORP”. Den ligger på den østlige side af Øresund, lidt inde i Skåne, på en slette, der utrolig nok, - når man tænker på mit navn i dag, hedder ULDAGER. (Dette er ikke noget jeg finder på. Se selv efter på gamle kort) Skåne er fra ældgammel tid en naturlig del af Danmark, da kun det smalle Øresund var imellem. Oppe mod nord, på den anden side af de store ufremkommelige skove og sumpe, der går tværs over halvøen, bor de svenske folk. De har gennem århundreder været vores ærkefjender, men heldigvis 4

skiller skovene, så hvis de angreb os, var det altid ad søvejen. Vi blev derfor hurtigere varslet. Kong Gøtrik bor på sin store kongsgård ved en sø, der hedder Tirssø. Den ligger på vestsiden af Sjælland, og hans gildeshal er den største i landet.

Jeg vil nu fortælle, hvad der gik forud for hændelserne i historien om jernkæden ved Dragsmur. - For noget dramatisk var der hændt. Kong Gøtrik havde sidste forår, kaldt alle os hirdmænd sammen. Vi skulle stille med alle de våbenføre mænd, vi havde pligt til. De, der havde langskibe, skulle også stille med deres skibe. - Vi skulle samles i den store fjord ved Lejre. 5

Der var nemlig sket det, at Kong Karl, - med tilnavnet den Skallede, fra frankernes rige, havde været fræk nok til at erobre hele SACHEN, men dette rige var for længst underlagt Danmark, og vi fik store skatter derfra. For eksempel skulle deres konger, når de blev valgt, straks sende et hundrede hvide heste til den danske konge. Ligeledes skulle de, når vi skiftede konge, også sende hundrede hvide heste. Desuden skulle de selvfølgelig også betale andre skatter for at vise deres underkastelse for den danske konge. Alt dette, ville vi naturligvis ikke gå glip af, så vi skulle nu ned og erobre Sachsen tilbage. Karl den Skallede var kendt for at være en stor og frygtet krigsherre. – Hans sønnesøn, Karl Den Store blev i øvrigt senere Kejser af Rom.

Da hele flåden, på i alt 147 skibe, var samlet i fjorden, drog vi af sted mod Heidabu. (Hedeby ved Slesvig) Her havde Kong Gøtrik sat resten af sin hær stævne. Da alle var samlede nogle dage efter, drog vi af sted mod floden ELBEN. - Sachserne boede omkring denne flod. Vi ville få to fjendtlige styrker at kæmpe imod, ikke kun Kong Karls krigere, men også Sachserne, for de ville nemlig meget hellere være underkastet frankernes mere blide regime, end vores mere brutale. Vi havde ry for at slå meget hårdt ned på ethvert oprørsforsøg, og vi havde nogle guder der var meget barskere end Kristus, som vi, - der var kendt som de vildeste krigere i vores verden, synes var en svag gud. – Det var mest en gud for kvinder. Frankernes love, - som var de gamle romerske love, var for sachserne langt mere retfærdige end vores love, der altid kun gik ud på at gavne os selv. - Det syntes vi var det mest retfærdige, da det jo var os der havde udgydt blod for at tilkæmpe os magten. Jeg kan huske, at vi på marchen derned ved bålene om aftenen talte om, at vi helt ærligt var lidt betænkelige ved at kæmpe mod den berømte krigsherre Karl den Skallede. Vi havde bestemt ikke mindreværdskomplekser, for vore guder var jo langt de stærkeste, og som krigere 7

var vi meget frygtede. - Men Karl den Skallede havde jo også vundet mange slag, - ganske vist nede sydpå, hvor krigerne ikke var så barske som os, men alligevel. Han var en udspekuleret og dristig hærfører. Det vidste vi. Men heldet var med os, som så mange gange før, og vi vidste, at det var vore guderne, der havde gjort det sådan. Nogle dage før vore hære ville mødes, kom der bud fra Pave LEO i Rom, at Karl skulle skynde sig at komme og hjælpe ham mod nogle oprører der truede Rom. - Kong Karl var nødt til at efterkomme kravet. Det var en del af aftalen, han havde med Rom, og han drog nu af sted med en stor del af sin hær. Resten af hæren, og det var stadig mange mand, - lagde han under befaling af sin søn Pipin. Denne hær, samt Sachserne, der jo også er kendt for at være store krigere, var altså dem vi skulle kæmpe imod. 8

Takket været den reducerede frankiske hær, - og det, at Pipin endnu langtfra havde sin fars egenskaber som hærfører, - vandt vi en herlig og strålende sejr. Kong Gøtrik samlede nu en større krigsstyrke, bestående af os danskere først og fremmest, men også af sachsiske og andre tyske krigere, som han betalte med noget af det guld, han lige havde røvet fra landet. - Der var altid krigere, der ville gøre alt for guld. Han havde været meget vred over, at sachserne og andre tyskere havde afkastet sig hans overherredømme, og det skulle nu hævnes.

Allerførst drog vi ud til det flade Friesland og underlagde os dette. Det gik næsten uden problemer, men det tog lidt tid, da vi jo lige skulle have inddrevet vore skatter, inden vi forlod landet. - Det er i øvrigt et forbandet vådt land. Der er vand alle vegne. Nu var landene et godt stykke ned i tyskernes riger underlagt Danmark. Vestgrænsen gik langs den meget store flod Rhinen. - På den anden side af denne var frankernes rige. Vi hørte nu rygter om, at Kong Karl var på vej hjem fra Rom, og vi drog derfor i hast østover, for at nå at plyndre landene der. Samtidig undgik vi også at spilde tid og kræfter på at møde Karl lige nu. Det kunne vi altid gøre bagefter, hvis han da ikke havde fået krig nok for øjeblikket, og ikke ville prøve at generobre Sachen.

------------

Medens vi drog hærgende og plyndrende frem østover, hændte det en aften, at en stor hirdmand fra Helgenæs, kom op at skændes med kongen om noget rov. - De var for resten godt fulde begge to. Hirdmanden, der hed Bjørn, var meget stor og stærk af krop. Han var også meget stolt og utålelig brovtende, når han var fuld, men havde i daglig omgang ellers en godmodig natur. - Netop som det dyr han var opkaldt efter. I kamp var han dog ustyrlig og kunne gå bersærk.

Skænderiet blev hidsigere og pludselig trak Bjørn i raseri sit sværd og huggede Kong Gøtrik ned.

Der blev straks stor opstandelse. – Det var en uhørt misgerning, og Bjørn blev da også straks klar over, trods sin beruselse, at han var gået langt ud over det tilladelige, på grund af sin brovtende og hidsige natur. Han forlod i den store forvirring straks hallen. Samlede sine folk og drog i hast nordpå og hjemover. Alle var stærkt oprevne over ugerningen og Bjørn slap derfor væk ved sin hurtighed, og fordi ingen havde ventet, at han ville flygte, men blive og tage sin straf. Det var sædvane på krigstogter langt hjemmefra. Men Bjørn vidste godt, hvad resultatet af en straf for kongedrab ville blive, så han valgte klogeligt at fortrække. Da Kong Gøtriks ældste søn, Olaf, opdagede flugten, meddelte han omgående, at nu afbrød vi straks felttoget og at vi tidlig næste morgen skulle drage hjemover. Jeg og mine mænd fulgtes sammen med mange andre til Heidabu, hvor det skib, - som jeg havde været om bord på, da vi sejlede hjemmefra, lå opankret. Jeg skulle med samme skib hjem igen. Jeg havde intet skib selv, da jeg jo boede et godt stykke fra kysten. - Skibet tilhørte en hirdmand der hed Sune. Han havde sin gård ved kysten på østsiden af Øresund. Så snart vi var kommet i land, drog jeg hjem til min gård, Runetorp. 12

Jeg glædede mig til at komme hjem til familien og vise dem min andel fra vores krigstogt. - Det var blevet til en hel del, skønt jeg kun havde kunnet stille med sytten mand. Men byttet blev uddelt efter hvor modige vi var i slagene, og efter hvor mange fjender vi dræbte, og det var blevet til mange, da jeg var en af de krigere, der kunne gå bersærk. - Jeg skal senere berette om, hvad det vil sige, at gå bersærk. Jeg drog, som sagt, ud med sytten mand, men der var nu kun tolv tilbage, idet der var faldet fem. - Deres familier ville savne dem, når de fik den bedrøvelige meddelelse ved hjemkomsten, men vi var dengang alle forberedte på, at nogen uvægerligt ville blive dræbt, når vi drog i krig. - Det var blot et spørgsmål om hvor mange og hvem. Der var især én, som jeg var ked af at skulle fortælle om, og det var min gårdbestyrer Sigvards søn Ivar. Han havde netop været i sin bedste alder, nemlig atten år. Sigvard blev meget ked af det, for Ivar, som var hans eneste søn, havde altid været Sigvards stolthed. Mange gange var det at Sigvard berettede om sønnen Ivars fortræffeligheder, og han havde da også været en flot og dristig kriger. Den eneste trøst for Sigvard var, at Ivar var faldet i kamp, så han nu sad blandt alle de andre tapre krigere i VALHAL.

Jeg glædede mig hver dag over at være hjemme og nød at gå på jagt i mine store skove. Det var også dejligt at slappe af, og nyde den ro, der altid herskede på sletten Uldager. Flere slægtled senere blev der i øvrigt ufred nok på sletten, for det var netop på sletten Uldager, at Regnar Lodbrog vandt et stort slag. Blandt andet over mine efterkommere, der havde gjort oprør på grund af de helt urimelige skatter han pålagde dem. Regnar Lodbrog skulle nemlig bruge meget guld til at betale fremmede krigere med, når han drog ud på sine røvertogter til England og Irland. Der gik imidlertid kun én vinter, før Kong Olaf sendte bud til mig om at møde med mine ti bedste krigere på kysten ved Øresund, og gå ombord på Sunes skib, - der for resten hed BRØ. Vi skulle sejle samme dag, som isen brød op. Kong Olaf ville over til Dragsmur på Helgenæs, for at få hævn over niddingen Bjørn, for det skammelige kongedrab på hans far Kong Gøtrik. - Kong Olaf ville drage derover med ti skibe og fire hundrede mand, for at være sikker på at sejre. - Bjørn skulle fanges levende, for senere at martres og til sidst dræbes.

Dragsmur hedder det smalle sted mellem Mols og Helgenæs, fordi det her var meget hurtigere at slæbe skibene over, i stedet for at ro hele vejen rundt om Helgenæs. Så det brugte vi altid, når der ikke var vind nok, eller hvis vinden kom helt forkert.

På vej til Dragsmur. Turen derover var jo ikke så lang, men jeg kan huske, som var det i går, hvor skammelig kold den var. Blæsten skar gennem marv og ben og dængede os hele tiden til med iskoldt vand, der straks frøs til is i vore skæg og pelse. Det var lige før jeg ønskede, at vi skulle ro, for så fik jeg da lidt varme ved det, men der var vind nok. I øvrigt 15

var det uværdigt for en hirdmand selv at ro, når vi var på togt. - Det havde vi jo krigerne til. Vi nåede frem til Jylland og gemte os for natten på nordsiden af øen Hjelm.

Det sidste stykke ind til stranden måtte vi dog ro. Herfra ville vi ikke kunne ses af folkene på Helgenæs. Det var vigtigt, for vi blev nemlig nødt til at tænde bål for at få varmen igen, og for at holde os varme i den kolde nat der forestod. - Disse bål ville kunne ses viden om. Vi håbede nemlig på at Bjørn ikke fik nys om, at vi var der. Vort angreb skulle helst komme som en stor overraskelse. Det ville koste mindst blod. 16

Vi regnede med at Bjørn godt vidste, at han nok ikke slap godt fra et kongemord, og det var derfor udspekuleret af Kong Olaf, at han ikke straks drog på hævntogt om efteråret, da vi kom hjem. Nu havde Bjørn måttet gå hele vinteren og være nervøs for, hvornår han mon kunne vente besøg. Han har helt sikkert ligget søvnløs mangen en nat. Men Olaf regnede med at årvågenheden slækkedes mere og mere i den lange ventetid. - Ganske vist måtte Bjørn være klar over, at længere end til foråret, ventede den hævngerrige Kong Olaf nok ikke. Men at vi allerede tre dage, efter isens opbrud, var fremme, måtte komme som en stor overraskelse for ham. Jeg sad ved et af bålene og hvæssede mit sværd Tyrfing. Det gjorde jeg altid før et slag. Jeg var meget stolt af mit sværd. Det var nemlig et ægte Ulfberth sværd og meget kostbar. Det var kun de fornemmeste af os der overhovedet havde et sværd. De almindelige krigere havde som regel langskaftede økser med smalt blad eller bredere dobbeltbladede økser. Et ægte Ulfberth sværd var fremstillet på et berømt værksted nede i det frankiske rige. Det var meget kostbart, da det var lavet af det bedste stål man kunne skaffe og smedet på en meget indviklet måde, så det gav en yderst skarp og holdbar klinge, der ikke så let fik hak og som ikke brækkede ved selv det kraftigste slag.

Et så kostbart sværd havde jeg ikke selv haft råd til at købe og det havde heller ikke været let at skaffe, hvis jeg havde haft guld nok, for var der forbud mod at sælge dem ud af frankernes rige. De var klogeligt nok forbeholdt deres egne krigere. – Nej, mit sværd havde jeg fået, ved at være så heldig at dræbe en højtstående franker i et stort slag, engang da vi angreb deres største by, og det var ham havde ejet det kostbare sværd, og på den måde blev det nu min ejendom, da vi havde lov til at plyndre krigerne vi dræbte for deres kostbarheder. Jeg gik derfor tit efter de betydningsfulde anførere, der gik forrest i slag, for de havde altid det bedste udstyr, men var som regel også de dygtigste krigere og derfor mest farlige. Når vi gik i slag tænkte vi ikke så meget på faren for vores eget liv, men i vores blodrus tænkte vi mere på, hvor meget rov vi kunne skaffe os.

Her er et originalt Ulfberth sværd med stempel 18

Medens jeg sad og sleb mit sværd, som jeg havde kaldt Tyrfing og som havde navnet Ulfberth stemplet lodret øverst på klingen, sad jeg og tænkte på det skammelige og helt unødvendige kongemord. Kong Gøtrik havde været en rigtig krigerkonge og han havde altid været parat til selv de mest dumdristige gerninger, bare der var guld at vinde. Alle krigerne og hirdmænd så op til ham. Han var et godt forbillede for en krigernation som vores. Hans søn Kong Olaf var flink nok, men slet ikke så storsindet en konge som sin far. Olaf var ikke meget for erobringer og ædel kamp. Han var mere til det fredelige og til handel. Det var jo godt nok, for så vidt, at det var tid til det. - Fred ville i det lange løb gøre landet mere rigt end erobringer, men det var jo ikke rigtig noget, vi krigere var med på. – Vi ville have rov her og nu. – Det var for os det bedste, for på grund af vores håndværk, så vi ikke så langt ud i fremtiden. I øvrigt ville det være svært at holde freden, hvis vi skulle bevare de erobrede områder. Vi var nødt til ustandselig at være på vagt mod oprør, og af og til lave angreb på nabolandene, for at fratage dem lysten til at angribe vore områder. Vi var hvert år på røvertogter, ind i både Franken, det sydlige Tyske og op i Sverige. Vi var kendte for at være meget brutale i kamp, og vore familier derhjemme ville slet ikke kunne have genkendt 19

os, hvis de så os i kamp.

Men nu tilbage til øen Hjelm. Vi frøs bitterligt om natten på Hjelm og drak godt med både mjød og øl, både for at holde varmen, men også for at opildne kampånden til den kommende kamp dagen efter. Endelig kom morgenen. Vinden havde lagt sig og endnu længe før det var helt lyst, gik vi ombord. Vi passede på ikke at skramle for meget med vore våben og med årerne, for: - Lyde går langt over vand i stille vejr. Vi var kun ti skibe, da det ikke var et slag vi skulle i, men kun på et hævntogt og vi regnede helt sikkert med 20

at vi med vore fire hundrede mand, mod Bjørns vel højst halvfjerds krigere, let ville kunne overvinde ham og tage ham til fange. Bjørn var jo en stor og berømt kriger, og jeg kendte ham temmelig godt. Vi havde tit turet sammen, når vi var på togter. Når han var ædru, var han, - som hans navn sagde, en stor og godmodig bjørn. Vi var faktisk gode venner og krigskammerater. Det var kun når han blev fuld, at han slet ikke kunne styre sig, - og så når han gik bersærk. Det kunne han nemlig sommetider gøre i store og vanskelige slag, hvor vi var i undertal. Det var også en af de ting, der bandt os sammen, for jeg var selv en af de krigere der kunne gå bersærk. Der var enkelte, - som regel store muskuløse krigere, der gik bersærk i store slag. Dem var hærførerne meget glade for, for de nedlagde mange modstandere. - Som regel uden selv at blive såret alvorligt. Dengang troede vi nemlig på, at når vi var bersærk, var vi besat af en af de store gamle krigerhelte, der nu sad i Valhal og længtes så inderligt efter et rigtig godt slag igen, og derfor overtog vor krop. Derved blev vi uovervindelige, da Valhal krigeren jo allerede var død. Det vidste alle vore modstandere og de undgik bersærkerne for ikke selv at blive dræbt. Men i kamp står alle tæt, så bersærkerne dræbte altid mange. 21

Vi vidste, at for at komme op til guderne i Valhal, skulle vi falde i kamp. - Helst efter at have dræbt mange fjender, for derved fik vi også deres kræfter og større anseelse. Det var ikke alle der kendte den dybe hemmelighed, der kunne få en kriger til at gå bersærk. Hemmeligheden gik i arv fra de store krigere, som regel til deres sønner, hvis de havde nogen der egnede sig, men ellers udvalgte de særlig egnede unge krigere blandt deres familie eller undergivne, men aldrig deres egne uægte trællesønner og dem var der en del af. - Man gjorde meget for at holde slægtens blod rent. For at det hemmelige middel skulle virke, måtte man først og fremmest have en stor og muskuløs krop. Dernæst skulle man også have et let antændeligt og hidsigt temperament. De bedst egnede var dem, der når de blev vrede, handlede før de tænkte. Så hemmeligheden, som jeg nu skal røbe, virkede langt fra på alle. Hemmeligheden bestod af et pulver der blandt andet indeholdt svampe, der voksede inde i de dybe mørke skove, samt en hel del andre urter. Indsamlingen af disse svampe og urter var en betroet opgave, der gik i arv fra generation til generation, men det var som regel det kvindelige overhoved i familien der havde denne opgave. De indsamlede imidlertid blot svampene og urterne og gav dem til mændene. De kendte 22

intet til det rigtige blandingsforhold. - Den hemmelighed beholdt mændene for sig selv, for en forkert blanding kunne medføre døden. Svampene og urterne blev tørrede og stødt til et pulver og i hemmelighed fordelte krigeren så pulveret i den rigtige blanding og kom dem i små læderpunge. Der var flere doser at vælge imellem. Alt efter, hvor meget krigeren ønskede at gå bersærk og hvordan hans fysiske tilstand var på det tidspunkt, han indtog blandingen. Det krævede generationers erfaring at blande i den rigtige dosis, da man let kunne dø af en overdosis. Vi krigerne bar læderpungene i vores bælte, sammen med alt vort andet personlige udstyr. Vi havde ingen lommer. Kort før et slag, kunne vi så sluge pulveret, når vi ønskede os besat af en valhalkriger. Jeg havde dog intet pulver med på denne tur.

Jeg stod for mig selv i forstavnen af skibet, på vej ned til Helgenæs og tænkte på Bjørn og alle de oplevelser vi havde haft sammen. Vi havde plyndret mange klostre og 24

helt ærligt haft mange kvinder, både nonner og bønderpiger. Vi ville jo ikke være rigtig krigere og mænd, hvis vi ikke gjorde den slags ting. Jeg kunne godt lide Bjørn, det var bare skammeligt, at han ikke kunne styre sig, når han blev fuld. Jeg ville gøre meget for at undgå ham personligt, når vi overfaldt hans gård, for når det gik op for Bjørn, hvad der var ved at ske, vidste jeg, at han straks ville gå bersærk. - Det var den ene grund til at jeg ikke ønskede at møde ham. Den anden grund var, at jeg var uglad ved at kæmpe mod en god ven i fuld alvor. Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville gå bersærk, da det jo ikke var et rigtigt slag. Vi skulle derfor undgå at dræbe flere af Bjørns mænd, end højst nødvendigt for at fange ham. Man bruger nemlig så mange kræfter ved at gå bersærk, at man er totalt udmattet og sløv i op til to døgn efter. - Jeg ville gerne hjem igen så hurtigt som muligt, da dette togt ikke gav mig noget udbytte, men blot var en pligttjeneste for kongen. Vi sejlede nu ned langs kysten mod Helgenæs og var snart ud for de stejle skrænter, der ligger lige nord for det smalle sted, hvor vi kunne slæbe vore skibe over. – Det hedder, som tidligere fortalt, Dragsmur.

Vi lagde ind til stranden og gik i land lige før Dragsmur. - Vi tog årerne med. Dem brugte vi til teltstænger. Bjørns store gård lå lige oven for skrænterne. Vi kunne ikke se om de havde tændte bål, da vi gik så tæt på kysten for ikke at blive opdaget. Vi sendte derfor en spejder i land. - Var der bål så tidligt om morgenen, betød det at Bjørn havde opdaget os. 26

Der var tændt bål! - Det viste sig nemlig senere, at Bjørn hele vinteren havde haft folk siddende på strategisk vigtige højdepunkter, både øst, syd og nord for sin gård. De havde siddet der døgnet rundt, siden sidste efterår, da de ikke vidste om vi kom over havet eller over land, når vi kom. Vi var for længst blevet opdaget. Vi blev faktisk opdaget allerede, da vi ankom til Hjelm. Bjørn havde nået at kalde mange mænd til sig, men ikke så mange, som han normalt kunne regne med. Det var ikke alle der ville kæmpe mod kongen og derved hjælpe en kongemorder, hvor populær denne så end måtte være til daglig. Gjorde man det, var det helt klart, at man ville blive straffet bagefter, hvis man tabte slaget. - Og hvem kunne vinde over kongemagten? Vi holdt nu op med at være så stille og trak skibene helt op på stranden, lige neden for Bjørns gård. Her lå skibene godt beskyttet, da stranden ikke var så bred og skrænterne stejle, så Bjørn ikke bare kunne storme skibene. Kong Olaf foretrak at møde Bjørn og hans lille styrke på det flade stykke ved slæbestedet. Nu, hvor overraskelses momentet med at angribe den sovende Bjørn i hans gård, alligevel var ødelagt.

Kongen sendte bud til Bjørn, om at overgive sig frivilligt og blive dømt på tinge, som lovene bød. Bjørn vidste selvfølgelig godt, at gik han ind på dette, kunne det uvægerligt kun ende med én ting, nemlig en uværdig død for en ægte kriger. Skulle han dø skulle det være på slagmarken, så han kunne komme til Valhal. Bjørn kunne slet ikke forestille sig andet og han sendte derfor sendebuddet tilbage til kongen med et afslag. Han sagde, at han ville møde kongen og hans hær, hvor de stod nu, - på det flade stykke. Det ville Bjørn langt hellere, end at have sin gård brændt ned. Det ville nemlig helt sikkert blive enden på det, hvis han forskansede sig der. Vi ventede og ventede, medens vi trampede rundt for at holde os varme. Vi hirdmænd lod vore krigere gå mod os, én for én, i en slags sparring, og for at opildne og forberede dem til kampen. Da det blev helt lyst, - et par timer senere, hørte vi Bjørn og hans mænd komme. De brølede taktfast og hamrede på deres skjolde med deres sværd og trampede i jorden, medens de gik frem. Det var noget vi altid gjorde for at tage modet fra fjenden. Det gjorde nu ikke os særlig bange, for de var højst halvtreds mand mod vore firehundrede.

Da vi var cirka tohundrede fod fra hinanden, gjorde Bjørn, der gik forrest, holdt. Han sagde nu til Kong Olaf, der stod foran vore krigere, at han var uglad ved, at han i hidsighed havde dræbt hans far, for han havde altid stået sig godt med Kong Gøtrik, og været med på mange af hans togter. Bjørn tilbød derfor Kong Olaf, at betale en meget stor bod, da han jo, som alle vidste, var en holden mand. Kong Olaf afslog straks. Han havde beundret og elsket sin far, så han var kun besat af én tanke, - nemlig at få hævn! Bjørn, der som sagt, til daglig var en god mand og som elskede sin familie, spurgte én gang til, men fik igen afslag. Han foreslog så, at Kong Olaf kunne sende sin bedste kriger imod ham i en tvekamp og lade sagen afgøre på denne måde. Derved ville der spares mange danske krigeres liv. Bjørn sagde også, at selvom udfaldet blev, at han vandt, ville han alligevel betale den store bod. Men nu var Kong Olaf blevet godt træt af al den snak. Han havde ikke, under nogen omstændigheder, i sinde at lade Bjørn slippe med livet i behold. Han spurgte nu højt og nedladende om Bjørn måske var en ussel fejling?

Nu kunne Bjørn ikke gøre andet end at kæmpe. Vi var jo de stærkeste krigere i vores verden, og hvis nogen bare så meget som antydede, at vi var feje, skulle det omgående modbevises. Bjørn og hans mænd trak sig nu lidt tilbage for at lave en kampformation, så de ikke så let ville blive omringet af vores otte gange så store styrke.

Jeg så at Bjørn, som jeg også havde ventet det, tog sin pose med bersærkerpulver frem, og så ham tømme hele posen ud i munden på én gang. - En kriger rakte ham et drikkehorn, som han også tømte i ét drag. Derefter satte han sig ned og kiggede fjernt over mod os, mens han sad og mumlede koncentreret. Han sad og talte med sin krigsgud Tor, medens han holdt om sin Torshammer med højre hånd. Den hang altid i en kæde om hans hals. Han bad Tor hjælpe sig i den forestående kamp. Det gjorde vi altid før et slag, for vi havde alle stor tiltro til Tor. - Han var jo den største af alle vikingekrigere.

Torshammer

På den måde forsøgte han at trække tiden ud, indtil pulveret kunne nå at virke.

Det ventede Kong Olaf selvfølgelig ikke på, optændt af hævn, som han var. Han vidste jo, at når en kæmpe som Bjørn går bersærk, er han meget farlig, - ja, nærmest uovervindelig i et par timer. Han kunne heller ikke vide om en særlig stor berømt kriger tog ophold i Bjørn under bersærkergangen. Kong Olaf råbte derfor til kamp, og løb med sin faste garde på femogtyve mand straks frem mod Bjørn, for at overmande og binde ham. Men Bjørns mænd var alle kamptrænede og de vidste, hvad de skulle gøre. De lavede to ringe omkring Bjørn og kæmpede mod Kong Olaf og hans mænd. Bjørn havde rejst sig op og stod nu stille i midten. - Han vidste, at der ville gå endnu en lille stund før pulveret virkede. Pludselig gav han et højt brøl fra sig og vendte det hvide ud af øjnene. Han hævede sit sværd og straks spredte hans mænd sig og der blev tomt omkring ham, medens han rasende svang sit store sværd over sit hoved. Han så ud til at være besat af en vældig Valhalkriger, - ja, måske ligefrem af selveste krigsguden, men han havde jo også tømt hele posen med den store ladning! Nu havde situationen fuldstændig ændret sig. For Bjørn kunne vi ikke komme i nærheden af, uden at risikere at blive dræbt øjeblikkelig. Vi vidste alle, at han var uovervindelig som bersærk. 31

Vi kunne nedslagte hans mĂŚnd. Men det var der jo ingen grund til, da det kun var BjĂ¸rn vi ville have fat i. BjĂ¸rns krigere var ikke vore fjender, men tvĂŚrtimod vore krigskammerater fra mangt et togt.

Kong Olaf sendte nu nogle af sine mænd frem mod Bjørn fra alle sider på én gang. De skulle skinangribe på skift, for at trætte Bjørn og derefter hurtigt trække sig tilbage. Jeg tilhørte ikke kongens personlige garde, og holdt mig derfor lidt i baggrunden. Jeg ville ikke kæmpe mod min ven, med mindre jeg direkte blev beordret til det af kongen. - I så tilfælde ville jeg være nødt til det. En bersærkergang er utrolig effektiv mod rigtige fjender, men meget trættende. De fleste kan kun holde cirka én time, men Bjørn holdt i næsten to, og vore krigere blev hele tiden skiftet ud for at holde tempoet oppe. – Men der var jo også den hage ved kampen, at kongen ville have Bjørn levende. Bjørn havde allerede dræbt syv mand og såret treogtyve, men pludselig kunne jeg se, at han begyndte at blive træt, og da han næsten ikke kunne svinge sværdet mere, omringede vi han hurtigt med en stor styrke, inden hans mænd nåede frem. De havde, da vi ikke angreb dem, blot stået i nogen afstand og set på bersærkergangen. Vi kastede nu et net over Bjørn og lagde han trods stor modstand i lænker. Bjørns mænd, der nu var uden anfører, kunne godt se det fornuftige i, at de blev bedt om at trække sig tilbage, for at undgå flere blodsudgydelser blandt frænder, end højst nødvendigt. Vi var dem jo langt 33

overlegne i antal, og de vidste alle inderst inde, at Bjørn jo, trods sin store afholdthed, var skyldig. – Mord på egen konge er en meget alvorlig sag. Nu blev Bjørn lænket med en svær jernkæde til en stor nedstyrtet træstamme, der lå på stranden neden for skrænten og lige ud for de optrukne skibe. Her sad han, totalt slap og udmattet. Han havde store sløve øjne. - Jeg tror ikke en gang han spekulerede over, hvad der ventede ham. Han kunne blive straffet på mange barbariske måder for sin store ugerning. Nogle gange huggede vi hænder og fødder af, - én efter én. Andre gange knuste vi knoglerne i arme og ben med store køller, eller vi sprættede maven op og trak tarmene ud og viklede dem rundt omkring halsen på offeret. Men den allerstørste måde at straffe på, var at riste ” DEN RØDE ØRN ”. At riste ”Den Røde Ørn” vil sige, at man lægger den dømte på maven, på langs på en stor træstamme. Med en af vore skarpe bredæggede kampøkser, hugger vi så ribbenene over helt inde ved rygsøjlen. Så tager et par stærke mænd fat i ribbenene og rykker dem og lungerne ud, så de står som et par røde ørnevinger op i luften. 34

Det er en straf, som selv de mest barske krigere frygter. – De frygtede den langt mere, end blot at få deres hoved hugget af. Det sidste betragtes som en mild straf, idet det giver en hurtig død, helt modsat ”Den Røde Ørn”, hvor det kan tage lang tid at dø, og hvorunder man lider ustandselig. Jeg vidste, at Kong Olaf var virkelig hævngerrig, så han ville måske netop bruge ”Den Røde Ørn”, for at statuere et eksempel. Det var en straf, som yderst sjældent blev brugt, men som man kun havde hørt fortælle om. Kongen tænkte måske også mest på sig selv. - Folk skulle nødigt gå rundt og tro, at man slap godt fra at myrde sin konge.

Aftenen kom. Det havde været en mærkelig dag. Der havde ikke været en rigtig kamp, som vi havde ventet, men vi havde dog tilfangetaget Bjørn som planlagt.

Der var i alt kun elleve døde. De syv som Bjørn havde dræbt straks, og fire som senere på dagen døde af deres sår. Nu sad vi ved bålene på stranden og drak øl og mjød. Vi ville ikke overnatte i Bjørns gård med fare for at blive indebrændt af hans familie. – Det var før hændt en sejrende og godt fuld hær. Det var planen, at vi skulle sejle næste morgen tidlig. 36

Bjørn skulle med til kongsgården, og afstraffelsen skulle foregå der under en stor fest. Kong Olaf ville indbyde, eller skal vi snarere kalde det beordre, alle hirdmænd til fremmøde for at overvære kongemorderens endeligt. Jeg var ikke i godt humør. - Jeg sad hele tiden og tænkte på, at det var hårdt for Bjørn. Han var en god kammerat, der bare ikke kunne styre sin hidsighed, især ikke når han blev fuld, men derfor var han jo netop så god en bersærk. Det havde Kong Gøtrik haft stor gavn af under mangt et togt, og jeg syntes, at det på én eller anden måde var uretfærdigt mod Bjørn. Kong Gøtrik havde, - den aften han blev dræbt, forlangt en alt for stor en andel af Bjørns rov. Bjørn var virkelig god til at rage til sig, for når vi var i krig, var han helt nådesløs og dræbte, blot for at få en guldring på en købmandsfinger. Kongen var åbenlys misundelig. Bjørns dygtighed og held, netop den dag, havde sikkert været medvirkende til at kongen krævede den grove trefjerdel af rovet, der så sørgeligt skulle komme til at koste ham livet. Vi havde tit syntes, at det var pinligt for så stor en konge, som vi ellers beundrede, at han var så grisk. Han havde jo rigdomme nok og behøvede ikke, at rane fra sine egne. At Bjørn, en af de største krigere gennem tiderne, nu 37

skulle lide en så forsmædelig død og ikke komme i Valhal. – Det kunne jeg ikke lide. Alt det sad jeg og tænkte på ved bålet den aften. Da det blev lidt over midnat og alle, undtagen vagtposterne, sov, havde jeg taget min store beslutning. - Jeg ville befri Bjørn. Det ville ganske vist være enormt risikofyldt og helt sikkert betyde en dødsstraf for mig, hvis det blev opdaget. - Men jeg var fast i min beslutning. Jeg rejste mig stille og roligt fra mit leje. Tog mit sværd Tyrfing og sneg mig let foroverbøjet hen til træstammen, hvor Bjørn sad lænket. Der var bælgmørke og alle sov tungt på grund af dagens spænding og drikkevarerne. Bjørn sad på et skind tæt op ad træstammen med sin store krop. Hans højre arm lå lænket tæt til træet ovenpå. Han sov ikke og var efter omstændighederne allerede forbavsende frisk. Da han så, at det var mig, der stod foran ham med skrævende ben, medens jeg støttede mig til Tyrfing, kiggede han genkendende og så alvorligt på mig. Han nikkede langsomt, ligesom om han godkendte noget. – Jeg forstod straks, hvad han tænkte på. Jeg ville, som 38

hans gode krigskammerat, troede han, dræbe ham nu, for at skåne ham for de store pinsler der helt sikkert ventede ham. - Men det var langt større og mere farlige ting, jeg havde i tankerne. Jeg satte mig stille på hug foran Bjørn og så ham ind i øjnene. - Jeg forklarede ham, at jeg ville hjælpe ham nu, så han alligevel engang kunne komme til Valhal, som han fortjente. Han kiggede undrende på mig og lyttede anspændt og livede mere og mere op, efterhånden som jeg fortalte om mine planer. Jeg forklarede ham, at jeg om lidt ville hugge jernlænken over i ét hug med mit sværd. - Vi skulle så vente lidt, for at se om nogen vågnede eller reagerede. Bjørn sad midt i lejren, vagtposterne sad i udkanten af lejren og de var for langt borte til at kunne høre noget, så når fire hundrede mænd sover og snorker, ville hugget temmelig sikkert ikke blive bemærket. Bjørn skulle derefter, stille og roligt, snige sig ad stranden nordover. Kravle op ad skrænten og få fat på nogle af sine mest betroede krigere. - Kun en fem-seks stykker. Hurtigt skulle de tage deres våben, samt våben til Bjørn og ellers ingenting, for ikke at spilde unødig tid. 39

Derefter skulle de gå ned på stranden på vestsiden, altså på den modsatte side af den, hvor vi havde lejr. Her skulle de tage en lille båd og ro lydløst over til fastlandet, lidt syd for Aros. Herovre skulle de forsvinde ind i de store skove på et ubeboet sted. - Men inden skulle de skubbe båden ud på havet igen, lade strømmen tage den og føre den bort. De skulle derefter hurtigst muligt søge over til vestkysten af Jylland, tage med et skib, der skulle på krigstogt til England eller Irland og blive der i landflygtighed. Der var altid én eller anden konge, der kunne bruge nogle raske krigere. Måske kunne de så senere, hvem ved, hvad der sker, vende tilbage til Danmark. Jeg foreslog Bjørn, at han under flugten, skulle tage sit store karakteristiske skæg af, klippe sit hår og klæde sig i tarvelige klæder. Når der var fremmede til stede, skulle han lade sig hundse med af sine mænd. Alt dette for at ingen skulle genkende ham. - Det ville nemlig hurtigt rygtes, at han var undsluppet. Han ville blive lyst fredløs. Det var også helt sikkert, at Kong Olaf ville udlove en stor dusør for hans pågribelse. Helst levende, men også død, hvis det ikke kunne undgås. Da jeg havde fortalt færdig, rejste jeg mig hurtigt op og huggede med et hurtigt og hårdt slag lænken over. 40

Tæt inde ved håndleddet. Vi ventede et øjeblik, men da intet skete, gav Bjørn min arm et hurtigt klem og gled uden unødig snak lydløst bort i mørket. Jeg blev siddende et øjeblik endnu, men da jeg ikke hørte noget unormalt, sneg jeg mig tilbage til mit soveskind ved bålet. Jeg lå stille lidt og hørte min sidemand snorke højlydt. Vi sov altid to under skindene for at holde os varme. Et øjeblik efter skubbede jeg temmelig ublidt til min sidemand og bad ham barsk om at vende sig om. Hans dårlige ånde stod mig lige ind i ansigtet, - påstod jeg. Han vågnede jo og brokkede sig over at blive vækket så ublidt, men han vendte sig om og efter et lille øjeblik, snorkede han videre. Dette gjorde jeg, for at have en slags alibi, når der den næste morgen skulle findes ud af, hvem der havde sluppet Bjørn fri. Jeg håbede det virkede, hvis jeg skulle blive mistænkt. Næste morgen blev Kong Olaf vild af raseri, da han opdagede at Bjørn var væk. Vi skulle alle vise vore økser og sværd, for at se om der var mærker på æggen af kæden. Der havde selvfølgelig været to mærker i Tyrfings skarpe æg, men de havde været ret små, for Tyrfing 41

var smedet af meget hårdt stål. Jeg havde, så snart min sovekammerat snorkede igen, lige så stille ligget og slebet mærkerne væk med min hvæssesten, og da jeg ikke havde brugt sværdet dagen i forvejen, var æggen igen blank og skinnede over det hele. Jeg slap da også gennem kontrollen uden nogen som helst mistanke. Der gik heldigvis rygter om, at det var en af Bjørns egne mænd, der havde gjort det. - Der var nemlig forsvundet nogle krigere fra gården i nattens løb, opdagede man. Jeg bandede over, at hele skulle oven eftersøgning,

og svor selvfølgelig, ligesom alle de andre, turen nu havde været til ingen nytte, for vi i købet ud på en stor og langvarig i stedet for at komme hjem.

Båden blev fundet dagen efter, - drivende med bunden i vejret, - ud for kysten. Det var meget snu af Bjørn, at han havde vendt bunden i vejret på båden. Så kunne det jo være at Kong Olaf troede, at han var druknet. Vi ledte i nogle dage kysten rundt, men fandt ikke spor af Bjørn og hans mænd, så han blev lyst fredløs. Det vil sige, at enhver der mødte ham, kunne dræbe ham uden at blive straffet for det. - Tværtimod blev der udsat en stor dusør for at komme med ham.

Jeg hørte aldrig mere til min krigskammerat Bjørn, men jeg håber, - nej, jeg er helt sikker på, at han har klaret sig godt ét eller andet sted ude i verden og har vundet stor hæder og ære, for til sidst at ende i Valhal, som han så stærkt ønskede, når han var død.

Hvem ved. - Måske var det ham, der blev så berømt i hele vores verden under navnet HOLGER DANSKE. Han var i hvert fald både dansker og en stor kriger.

Pludselig står jeg igen med stenen, med de et og et halvt led jernkæde i hånden. Jeg er igen tilbage i nutiden. Jeg kan ikke mere huske, hvad der videre skete i mit liv dengang, men alle kan på forlangende, få sandstenen med de et og et halvt led af Bjørns jernkæde at se, for det var netop den jernkæde, JERNKÆDEN FRA DRAGSMUR som jeg huggede over dengang for ca. 1150 år siden, jeg nu atter havde fundet på stranden ved Dragsmur. Netop på det sted, hvor træstammen og vore skibe havde ligget, dengang i foråret 867. Se godt på kæden! - Man ser tydeligt at sværdet har ramt skråt henover leddet.

Denne beretning er nedskrevet, nøjagtig som jeg oplevede den, dengang jeg i år 867 hed Frode Angantyr og var hirdmand under kongerne Gøtrik og hans søn Olaf, og boede på sletten Uldager i Skåne. Allehelgeners aften den 1. november 1997.

Knud Erik Guldager. I år 867: Frode Angantyr Hirdmand i kong Gøtriks hær Mit navn Frode, er skåret i dørstolpen på min gård på sletten Uldager i Skåne.

Dette er en kopi. På den originale stod det udskårne selvfølgelig med runer.

(Genredigeret januar 2015)

Her er nogle af mine vikingeting i dag Drikkehorn. - Hjelm (kopi af svensk hjelm fundet i Sverige) – Drikkehorn og benkam. Vikingesværd (kopi af sværd fundet i Ladbyskibet) Håndsmedet vikingesaks og søm. Fyrstål og mund harpe Perlekæder af kulørt glas og rav. - Læderpung 46

Originale stĂŚvnfigur

er fra vikingeskibe

Runealfabetet