Min transport gennem tiderne by Knud Erik Guldager

Min transport gennem tiderne

med mere eller mindre mĂŚrkelige transportmidler

Knud Erik Guldager 1

Min transport gennem tiderne

Gennem mit liv er jeg blevet transporteret frem af mange, mere eller mindre, mĂŚrkelige transportmidler.

Det fĂ¸lgende er beretningerne om dette.

Knud Erik Guldager

Min barnevogn

Transportmiddel: Barnevogn/robåd Jeg har haft mange forskellige køretøjer i mit liv. Men det allerførste jeg havde, var dog min barnevogn. Jeg fik allerede i den, en dramatisk oplevelse, der kunne have kostet mig livet. Engang skulle vi over at besøge min mors forældre, der boede i kæret ved Dalbyneder. Vi skulle sejle over Randers fjord ved Udbyhøj. Min far havde lånt en robåd af en fisker fra min mors familie. Han hed Janus. Først gik min far og mor ned i robåden fra bådebroen, så skulle en ven af familien, der hed Vagn, række barnevognen, med mig i, ud fra bådebroen og min far skulle tage imod. Det gik fint og jeg kom vel ned i robåden, men da Vagn, - der var flink, men ret kejtet, trådte ned i båden, trådte han på rælingen i stedet for ned i bunden. Den Vagn, der uforsætlig prøvede på at drukne mig. Han ser lidt skummel ud, men var dog en venlig mand. Robåden kæntrede nu og blev fyldt med vand. Den begyndte at synke, med mig som spædbarn i 3

barnevognen. Båden sank helt ned og stod på bunden med min far og mor i deres fine tøj. Vagn var selvfølgelig også røget i baljen, men nu var der heldigvis ikke dybere, end at de kunne bunde. De stod dog alle i vand til brystet, og barnevognen med mig, sejlede lige så fint på vandet. Var den nu kæntret, og jeg faldet ud i det mudrede vand, vil jeg da håbe, at de ville have været i stand til at finde mig igen, inden jeg var druknet. Men nu gik det heldigvis ikke så galt. De hævede båden og tømte den for vand, roede over og fortsatte turen. Tøjet fik de tørret hjemme ved min bedstemor Signes komfur

Jeg har desværre ikke et billede af min barnevogn, men jeg ville ønske, at dette havde været min. - Den ville have passet til min fremtid. 4

Jeg må på en eller anden måde tidligt have fået benzin i blodet, som man populært siger. Min far havde da også kørt på motorcykel og i biler i hele sin ungdom, så det er måske derfra jeg har arvet det.

Mistet køretur Næsten transportmiddel: Væddeløbsbil Da jeg var fire år og boede i Hobro, fortalte min mor, at min far en dag kom kørende hjem i et forfærdeligt stort og larmende monstrum af en gammel væddeløbsbil. Han havde lånt den af en mekaniker der hed Erhardt oppe på Mariagervej i Hobro og han ville have mig med ud på en tur, men det satte min mor sig, - på det mest bestemte, imod. Det bebrejdede jeg hende mange gange siden, for prøv nu bare at høre, hvad det var for en væddeløbsbil, jeg kunne have været ude at køre i. Det var nemlig intet mindre end Hans Dynesens berømte racer fra væddeløbene på Fanø strand først i 20’erne.

Den blev kaldt ”Overdynen” 5

Hans Dynesen, Herning vandt i 1924 ”Nationernes Kamp” i sin ombyggede FIAT væddeløbsvogn kaldet ”Overdynen”. Han vandt med en fart af 203 kilometer i timen og fik en stor sølvpokal.

Vi interviewede ham engang i efteråret 1967 til vort blad i Vintageklubben. Efter at have været en stor mand i sine yngre dage, var han nemlig endt som cykelsmed i en kælder på Langelandsgade i Aarhus. Det fandt vi ud af og havde en lang snak med ham om de gode gamle dage, da han var en berømt Ford T forhandler og væddeløbskører i det vestjyske. Min far, der var fra Ølgod egnen, fortalte, at når han som barn fra de andre børn hørte, at Dynesen kom kørende i sin Ford bil på en af grusvejene, løb de alle sammen, så tæt på, som de kunne nå, for at se det sjældne syn af en bil fare forbi med en lang hale af støv efter sig. - Der var meget få biler på den egn. Eller endnu bedre, når han fløj forbi i sin flyvemaskine. Han havde nemlig også en ”Albatros” flyvemaskine, som en afhoppet tysk pilot i 1919, efter I. verdenskrig, havde fløjet til Danmark.

Hans Dynesen købte den for hele 10.000 kr. Han hyrede piloten til at flyve med den. I Herning lavede han rundflyvning i 1920 og over 1500 mennesker var oppe at flyve. Til sidst blev den blev ødelagt i sin hangar under en stor storm og han havde derfor nu en stor seks cylinders Mercedes flyvemaskinemotor på 180 hk til overs. Den lagde han i Fiat bilen, da den originale Fiat motor ikke kunne klare sig i konkurrencen, - især ikke mod udlændinge.

Her arbejder hans mekanikere med at indbygge den store flymotor. Den lille mand i midten med hatten, er Hans Dynesen. Han ser næsten for lille ud til den store bil. Denne bil blev for mange år siden fundet i Nordjylland som vrag og Hobro ligger jo netop i Nordjylland. 8

Den slags biler er der jo ikke mange af, så hvorfor skulle Dynesens gamle væddeløbsbil ikke, i mellemkrigsårene, være endt hos en mekaniker på Mariagervej i Hobro. Det var kun femten år efter væddeløbet på Fanø. - Det må være den samme bil. Der var kun én dansk væddeløbsbil af den størrelse.

Bilen var malet i en højrød farve. Udstødningsrøret var af kobber. Bemærk i øvrigt den lille hund. Den var altid med ude at køre. - De to var uadskillelige. Det var nu en skam min mor ikke gav mig lov til at køre en tur med min far i den bil. Det ville for mig have været utroligt dejligt at tænke tilbage på, skønt jeg nok ikke selv, har kunnet huske så meget om det. Så derfor har jeg lukket øjnene og givet mig selv en drømmetur rundt i Aarhus. (Se forsiden) - Her holder jeg på Bispetorv foran teatret. Hunden ville ikke med mig. 9

Her sidder Hans Dynesen i lille lejlighed over cykelværksted Langelandsgade i 1967. - Han var stadig indehaver væddeløbsrekorden fra Fanø og havde pokalen endnu, løbet ikke er kørt siden 1924. - Hvor mon pokalen befinder sig i dag?

Her sidder min far på køleren af min onkels Ford T 1923. Han kørte den.

Jeg havde en meget spændende far! 10

sin sit i af da

Her holder han på Royal Enfield i 1934. Lillebæltsbroen er ved at blive bygget.

Inden den tid, havde jeg været ude og køre i et andet køretøj, omend det dog var af en helt anden art. Det var nemlig en undervogn til en tipvogn. Der var en stor grusgrav over for vores hus på Hostrupvej i Hobro, og der var anlagt skinner til de tipvogne der kørte med gruset. Nogle undervogne uden lad, stod som reserve og somme tider, om aftenen, trak min far en af dem op ad skrænten. Her satte han sig, med mig på skødet, op på undervognen og vi susede nedad mod bunden med ret stor fart, alt medens det raslede og skramlede herligt. Jeg kan endnu tydeligt huske fartvindens susen i ørene. Tipvogne lad.

med

Vi kørte på en undervogn.

Min mor stod ovre i vinduet og holdt øje med os. Hun kunne ikke lide det. Hun var bange for at vognen skulle hoppe af skinnerne, så vi kom til skade. – Det skete da også enkelte gange, at vognen røg af de dårligt vedligeholdte skinner, men der skete os aldrig noget.

Efter jeg blev født i 1935 og var blevet tre-fire år, lejede min far tit en Nimbus motorcykel og jeg kom med ud på lange køreture, siddende overskrævs på tanken.

Jeg restaurerede senere denne Nimbus fra 1938. Det kunne i teorien være den jeg kørte på, men er det næppe. Fra den tid mindes jeg svagt en episode. Vi kom kørende ude på landet ad en grusvej og skulle passere en gård. – Pludselig, kom der en halvstor hund farende ud fra en hæk og ville bide min far i benet. Jeg sad på tanken og holdt på en kasse med kirsebær, vi havde plukket på en anden gård. 12

Min far slog et gevaldigt slag med motorcyklen, og jeg havde nær tabt kassen med bærrene. Jeg kan svagt huske det, fordi jeg blev meget forskrækket. Dette var noget gårdhundene gjorde dengang. De snappede efter benene på cyklister og motorcyklister. Bilerne, derimod, forfulgte de blot et stykke forbi gården, mens de gøede som rasende.

Mit eget første køretøj Transportmiddel: Min egen herrecykel Som fem årig tog min far mig en dag med ud til Randers, hvor han købte en rigtig sort herrecykel til mig. Den var fuldstændig magen til min fars, blot meget mindre. Jeg var meget stolt, for dengang havde børn på vores egn slet ikke deres egne cykler. De måtte pænt vente, til de blev så store, at de kunne klare en voksens, og så måtte drengene endda køre på en damecykel, medens de stod op, for de kunne jo ikke nå sadlen og måtte holde fast i styret med hænderne nedefra. Nogen brugte også en herrecykel og stak højre ben ind under stangen, og måtte derfor køre lidt skævt på cyklen, og dette var meget besværligt. Man satte også tykke træklodser på pedalerne, så de korte ben bedre kunne nå dem. Fra Randers tog vi toget hjem til Hobro, og jeg kunne næsten ikke vente med at få cyklen udleveret fra 13

godsvognen, men endelig fik jeg den da. Jeg trak den om på pladsen foran banegården og ville stå op på den og cykle hjem. Jeg satte venstre fod op på pedalen og ville flot svinge højre ben op over sadlen, ligesom jeg havde set de voksne gøre. Cyklen væltede hele tiden. Min far og mor kunne ikke lade være med at stå og grine af optrinnet og det var min ellers søde mor, der til sidst sagde: - Er du da så dum, at du tror, du kan cykle, fordi du han fået en cykel? Ja, det var jeg jo åbenbart. - (Jeg fik i hele min barndom skyld for at være blåøjet og godtroende. Jeg troede jo blindt på, hvad de voksne sagde. Det har verden jo heldigvis, mere eller mindre, pillet af mig senere). - Jeg havde nemlig aldrig i mit liv set nogen lære at cykle. - Jeg troede simpelthen, at det var noget man bare kunne. Det gjorde alle de voksne jo! – Jeg blev meget fornærmet over deres hån og bemærkninger. Tænk, at de syntes at de havde en søn, der var så naiv! - Min stolthed var dybt såret. Jeg smed øjeblikkeligt cyklen på asfalten og ville ikke røre den mere, og da slet ikke trække den hjem. - Jeg så til den anden side og jeg sagde ikke et ord, men lignede en mørk tordensky. (Fortalte min mor mig senere) Min far trak cyklen hjem og stillede den i cykelskuret. 14

Der stod den så. - Skal du ikke ud og prøve din nye cykel, spurgte de forsigtigt. - Vi vil gerne lære dig at cykle. – NEJ TAK! - Skulle der læres at cykle, skulle jeg nok selv klare det. Jeg var for stolt til at få hjælp. - De havde jo grinet af mig! Da der var gået nogle dage, fik jeg alligevel lyst, - men hjælp, ville jeg under ingen omstændigheder have, så jeg lånte to ølkasser nede hos købmand Christiansen. Han boede på hjørnet af Ølsvej, og han var min gode ven.

Her boede købmand Christiansen. Huset er der stadig.

Jeg stillede den ene op i vejsiden lidt ude ad vejen til Hørby og den anden cirka tohundrede meter længere ude, - ude for enden af fodboldbanen. Så hentede jeg min cykel uden at nogen så det, - håbede jeg. Jeg trak den ud til den første ølkasse og stod op ved hjælp af 15

ølkassen. Efter nogle slingrende forsøg, kom jeg endelig op til den anden ølkasse, - stod af på kassen, vendte cyklen rundt, - stod op igen og kørte ned til den første kasse osv. Da jeg kunne køre uden at slingre, øvede jeg mig i at stå på og af. Det var langt det sværeste at stå på, kan jeg huske, men til sidst fik jeg det lært. En dag kom jeg cyklende hjem, da jeg havde set min mor stå udenfor. - Hun blev meget forbavset. Hun havde kun set mig trække rundt med cyklen. – Kan du cykle? – sagde hun. – Ja, - selvfølgelig, - sagde jeg stolt i forbifarten.

UDFLUGT I LILLEBIL Transportmiddel: Stor amerikansk hyrevogn Min far brugte sommetider, - især efter andres mening, sine hårdt tjente penge på en underlig måde. Engang lejede han en lillebilvognmand, der havde en stor, næsten ny, mørk lukket bil med fire døre, til en søndag, at køre på besøg hos familien i omegnen. Det var dengang, under krigen, en vild luksus, da ingen private ellers kunne køre i deres biler. Lillebilvognmændene havde monteret gengasgeneratorer bag på deres vogne, og engang imellem måtte de ud og fylde nogle flere bøgeklodser på generatorovnen for at kunne køre videre. 16

Jeg kan endnu huske, at jeg var stolt af, at min far havde penge nok til, at vi kunne køre rundt i så flot en bil og at jeg var lidt benovet over, at kunne stige af og på så stor en bil, og over, at vi havde vores egen chauffør med kasket, der kørte os, lige hvorhen vi ville.

En lillebil/hyrevogn med gasgenerator ser sådan ud. Jeg husker tydeligt den køretur.

SKOVTUREN

Transportmiddel: Næsten lastvogn Foruden ”ikketuren” i væddeløbsbilen, var der dog endnu en køretur jeg heller ikke fik. Det var dengang jeg var syv år og boede på Løgstørvej 21 i Hobro. Vi havde en nabo, der hed Poulsen. Han var lastbilchauffør for et firma nede i byen. Hans kone var rar, men han var ikke selv så vellidt på vejen. Han havde en slap og dårlig moral. Denne egenskab havde hans søn arvet, så han moppede alle de børn han kunne tæve. Jeg var et år ældre og var den ældste i børneflokken, så jeg havde en slags moralsk forpligtigelse til, at sådanne ting ikke foregik. Jeg var åbenbart en slags ”børnecherif”. Så når han havde moppet nogen ”satte jeg ham på plads” og så løb han selvfølgelig straks hjem og sladrede til sin far. Hans far havde et hidsigt temperament, så ham forsøgte jeg at undgå. Men han kunne selvfølgelig ikke lide mig, da han jo naturligt nok, troede blindt på sin egen søn. Et forår sagde ”ham Poulsen”, som jeg sarkastisk altid kaldte ham, imidlertid til alle os børn: - I kan glæde jer til på søndag. Så sætter jeg bænke op på ladet af lastvognen, og så kører vi alle sammen ud på skovtur. - I kan tage sodavand og kager med. Så skal vi have en dejlig dag i skoven. 18

Vi blev alle meget glade. Der var jo krig og ingen havde biler at køre i, da man ikke kunne få benzin. Lastbilen havde en gasgenerator. Den lignede en rund sort kakkelovn. Den sad på venstre side af ladet lige bag førerhuset og man fyrede i den med bøgebrænde oppe fra ladet. Ved en halvkvalt forbrænding lavede den gas, som motoren kunne køre på, i stedet for benzin. Det virker kun 75 % så godt som benzin og det var meget besværligt, men det var den eneste måde, man kunne køre på, når man ikke havde benzin. Søndagen kom og vi stod alle klar i vores fine søndagstøj. Vi har vel været cirka femten børn. Drengene var vandkæmmede med sukkervand. - Så blev håret helt stift som et panser, og så kunne det sidde det meste af dagen. Poulsen stod bag ved ladet og løftede børnene op, én efter én. – Jeg stod, som den ældste, sidst. Da det blev min tur, kom han kom til mig, men han skubbede mig hånligt væk og sagde hårdt ned i ansigtet på mig:

- Du skal ikke med! - Da lærte jeg som syv årig, hvordan voksne kunne være. En sådan ondskab havde jeg aldrig oplevet før. Jeg tror stadig, at han havde lavet hele udflugten, bare for at få den fornøjelse, at se mig stå der tilbage i mine korte sommerbukser, mit vandkæmmede hår og 19

med min sodavand i hånden, medens jeg dybt skuffet kiggede efter lastbilen med alle mine glade legekammerater, der kørte ned ad vejen. Han havde jo aldrig før eller siden gjort noget for børnene på vejen. I øvrigt gik han rundt og sagde til naboerne: - Ham, den ældste af Guldagers er vist lidt til en side. - Det blev min mor meget vred over. ”Ham Poulsen”, fantasi.

kunne

slet

ikke

forstå

min

livlige

Lastbilen til skovturen var magen til denne Ford AA fra 1930, blot havde den en gasgenerator på ladet lige bag førersædet.

NEM TRANSPORT

Transportmiddel: Cykel/lastvogn Der er en anden episode med en lastbil jeg tydeligt husker. Den er også fra Hobro-tiden. Familien havde været på en cykeludflugt til Mariager og på vejen hjem, var jeg ved at blive træt på min lille cykel. Jeg var cyklet lidt i forvejen og kom til en, - for en lille cykeldreng, lang og træls bakke. Pludselig var der en lastbil, der begyndte at overhale mig. Resolut tog jeg fat i bagsmækken på lastbilen. Det kunne man nemlig gøre dengang, for lastbiler kørte meget langsomt i første gear op ad stejle bakker. - Jeg havde tit set de voksne gøre det, så jeg ville da også gerne prøve, at komme let og elegant op ad bakken. Mine forældre var langt bagude, så de så det heldigvis ikke, og jeg slap derfor for en masse ballade. – Det, jeg havde gjort var selvfølgelig strengt forbudt, - ja, måske ligefrem nok til en omgang af læderremmen, men jeg led vel af en otteårigs vovemod! (Læs om læderremmen i MIT LIV I.) www.keguldager.dk 21

Her er et billede af en sådan situation. Her med en voksen cyklist. - Sådan så det ud. Jeg holdt dog ved i højre side, da jeg dengang kørte ude på landet.

EN KOLD CYKELTUR Transportmiddel: Lille ”Herrecykel” Jeg fik somme tider lov til, på min lille cykel, at cykle med min far, når han skulle ud og sælge en symaskine. Mest om sommeren og på korte ture. Selv cyklede han gerne både 30 og 40 kilometer væk,- med en stor tung trædesymaskine omvendt på bagagebæreren, for at få et salg. Det var sådanne symaskiner han kørte rundt med. Maskinen kunne vippes ned i bordet.- Han tjente ikke sine penge let! 22

En vinter havde jeg dog plaget mig til at komme med. Der var kun cirka tolv kilometer ud til kunden, men der var meget sne og vejene var glatte. Jeg måtte ikke cykle ved siden af ham, for hvis han væltede, kunne jeg let få den tunge maskine ned over mig. - Jeg skulle cykle et stykke bagved. Der var koldt og vinden bed i kinderne. Vi havde madpakke med, som vi spiste, siddende i læ af en vældig, lidt hul snedrive, i vejgrøften. Jeg kan endnu tydeligt huske, hvor godt en rugbrød med leverpostej smagte under de forhold. - Der føltes helt varmt nede i læ af driven, i modsætning til den bidende vind oppe på landevejen. Kort efter punkterede min fars baghjul og han måtte læsse maskinen af, og vende cyklen om med hjulene op, og lappe slangen med sine kolde fingre. Det var rigtig træls. Han kom i hvert fald ikke let til sine penge dengang. Han fik dog solgt maskinen, for vi havde den da ikke med hjem igen, og vi punkterede ikke mere den dag. Under krigen kunne man ikke få nye dæk og slanger, så det var svært at holde cyklen kørende for min far. I sær fordi dækkene skulle holde til den tunge last, foruden min far, der da mindst må have vejet 80 kilo, skønt han var slank. Han var jo stor og kraftig bygget. For at forstærke dækkene, klippede han kanterne af 23

nedslidte dæk og syede selve slidbanen inden i et bedre dæk. På den måde fik han et dæk, der ikke så let punkterede.

Kørsel i hestevogn Transportmiddel: Hestevogn Da jeg var ti år og boede i Randers, var min gamle legekammerat Niels flyttet fra Hobro og hans forældre havde nu en landbrugsejendom i Hvidding Skovagre i Onsild/Faarup engene, mellem Hobro og Randers.

Der cyklede jeg ud om sommeren og var på sommerferie en fjorten dags tid. 24

Niels’ far Charles skulle somme tider til Hobro efter foder til grisene og lignende, og vel også gøre de indkøb til husholdningen, som man ikke kunne få i brugsen. Det foregik med hestevogn og vi kom altid med, for det var spændende. De havde to heste. Den høje magre, men spidsryggede hvide, og den lille tykke og dejlig rundryggede sorte, der var så dejlig at ride på. Vi red jo uden saddel, og red vi på den spidsryggede, var det som at sidde på en træhest, medens det på den lille tykke var, som at sidde i en sofastol. Jeg husker hjemturen fra Hobro en sen efterårs aften ved 22-23 tiden, hvor vi kun manglede en fem kilometer i at være hjemme. Hestene var trætte af den lange tur til Hobro og vognen var godt læsset og tung at trække, så de fik lov til at gå i et adstadigt tempo. - Charles var god ved sine dyr. Vi lå oven på sækkene omme i ladet, under et tæppe, for det var ret koldt der sidst på aftenen. Vi lå og lyttede til vognhjulenes rolige knasen mod grusvejen. Vejens ujævnheder slog i de jernbeslåede vognhjul, og ligesom vuggede os, mens vi kiggede op på den mørke og meget stjerneklare nattehimmel. - Vi gøs lidt og følte os trygge under tæpperne. Jeg husker, jeg følte, at dette øjeblik, var et af de gode øjeblikke i livet og vi nød det uden at tale.

På en forunderlig måde fornemmer jeg stadig denne køretur i den hestevogn under den mørke stjernehimmel ganske tydeligt. - Når jeg lukker øjnene kan jeg endnu høre og fornemme den uforglemmelige knasen og rysten fra vognhjulene.

Den elektriske hest Transportmiddel: Hest Jeg omtalte før de to heste ude på Hvidding Skovagre og at jeg red på hest, når jeg var på ferie En dag skulle Niels og jeg hente de to heste hjem fra marken. Vi løb hele vejen derud for at komme først og få den lille behagelige tykke. Niels kom derud ti meter før mig og tog selvfølgelig den sorte. Nu skulle jeg så se, om jeg kunne komme op på den høje hvide. Det kunne jeg ikke uden hjælp, men Niels ville ikke stige af igen og han sagde, at jeg bare kunne stå op på en hegnspæl og på den måde komme op på hesten. Jeg trak den hen til hegnspælen og tog godt fat i manken på den, - den jo var uden sadel, medens jeg forsøgte at træde op på den tynde træhegnspæl med højre ben. Under disse forsøg kom jeg til at røre ved det elektriske hegn, så strømmen gik gennem mig og over på hesten, så den satte afsted i fuld fart efter den sorte. Niels var jo redet i forvejen og jeg måtte gå hjem. Det syntes de derhjemme var meget sjovt, men det gjorde jeg ikke. - Jeg var jo blevet til grin. 26

En anden gang, da vi hentede heste, havde jeg fået den lille sorte og Niels den høje hvide. Vi red om kap hjem til stalden. Den hvide hest var den mest langbenede, men den sorte fulgte dog godt med. Niels kom først hen mod gårdspladsen og han vendte sig triumferende om og så efter mig. Det skulle han bare aldrig have gjort, for nu red han lige ind i sin mors tørresnor, der var spændt tværs over gårdspladsen og han blev kastet af hesten med et ryk. Han landede på den stenbelagte gårdsplads, men kom heldigvis ikke alvorligt til skade. Han fik sig selvfølgelig nogle knubs, og nu var det ham der blev til grin. - Ha!

Jeg har desværre ikke et billede fra dengang, men her er jeg igen på hest oppe ved sommerhuset og den hest ligner på en prik den lille sorte rundryggede fra min drengetid. - Her er det nemmere, da der er stigbøjler.

Højt at ride

Transportmiddel: Ridehest Jeg mindes nu en anden ridetur, for cirka tyve år siden, på en noget større hest og denne gang var det med sadel og stigbøjler. Min niece Eva havde en stor og flot ridehest, da hun var en ung pige. Den var opstaldet på en gård i nærheden. - Gården hed Hvirvelkærgård.

Eva med sin flotte hest ”Kapi”, - med skygge Eva var stolt af sin hest og hun sagde, at jeg skulle med op til gården, for at få en ridetur. Jeg sagde, at jeg jo ikke havde redet på heste siden jeg var barn, men hun påstod, at det kunne jeg sagtens, for hesten var så nem at ride på. - Hun havde åbenbart stor tillid til, at hendes onkel kunne alt. 28

Hun trak hesten frem. Jeg stod op i stigbøjlen og svang mig op på hesten. Det gik nemt, og vi red ud ad markvejen. Eva red nemlig på en anden hest lige ved siden af. Vi red stille og roligt og det var jeg glad for, for jeg måtte koncentrere mig ret meget, for blot at sidde nogenlunde på hesten. Det var ikke helt så let som jeg troede. Da vi havde redet et stykke hen ud ad vejen og skulle til at vende om, syntes Eva imidlertid, at det gik for langsomt, så da vi red tilbage, gav hun min hest et slag bagi for at få den til at løbe. Det skal jeg da også love for at den gjorde. Den næsten galoperede og nu fik jeg det allerstørste besvær med at leve op til Evas store tiltro til mig. - Jeg strammede benene om hesten og trådte hårdt i stigbøjlerne for at holde balancen og det lykkedes da også, men jeg må have set lidt mærkelig ud i ansigtet. Endelig kom jeg da helskindet tilbage til gården og skulle stige af den høje hest. Jeg tog foden ud af den højre stigbøjle og svang højre ben op over hesten, lænede overkroppen ind over sadlen og lod mig glide ned på jorden. Idet mit maveskind passerer stramt hen over noget af seletøjet på sadlen, griber den spidse lukketap i et stort jernspænde fat i mit maveskind og laver en ni centimeter lang flænge, hvorfra blodet omgående begyndte at flyde. Det gjorde ret ondt, men jeg lod 29

mig ikke mærke med noget og skyndte jeg mig blot at hive min trøje ned over flængen. - Jeg syntes det var lidt pinligt for Eva, at mine rytteregenskaber måske ikke helt levede op til hendes store tiltro.

Senere den 1. maj 2012 holdt jeg i øvrigt et foredrag, - lige netop på Hvirvelkær gård - for en stor motorcykel klub, om min BMW ”Hannibal den anden”

MIN FØRSTE TUR BAG RATTET Transportmiddel: Ford V/8 Sedan 1936 Senere, da jeg var tolv-tretten år, fik jeg også lov til at køre bil. Den bil min far kørte i, var en stor Ford V/8 todørs sedan fra 1936. Når jeg var med ude at sælge symaskiner, fik jeg sommetider lov til at sætte mig ved rattet. En dag var det ovre på en helt lige og øde vestjysk landevej. Jeg stod lænet op ad forkanten på sædet for at kunne nå pedalerne og skifte gear, bremse og træde på speederen, men det gik fint og jeg fik det hurtigt lært. - Når vi en sjælden gang mødte en anden bil, lagde jeg mig ned på sædet og min far lænede sig over og overtog rattet, så det så ud, som om det var ham der kørte bilen. Jeg passede speederen. - Vi kom aldrig ud for nogen episoder.

Her er vi alle tre børn med på tur. 31

Det er mig med tophuen. Bemærk alle maskinerne i bilen. Højre forsæde er fjernet og en trædemaskine anbragt i stedet plus to på bagsædet. Se trædemaskinen bagpå. Sommetider var der også anbragt en trædemaskine på kofangeren foran køleren. Der kunne således være fem trædemaskiner med på tur, plus tre håndmodeller i bagagerummet. Min far havde store sælgerevner. Se hvor langt baghjulet sidder oppe i skærmen! - Der var virkelig læs på. I dag ville det være utænkeligt, men vi var alle tre anbragt mellem de tunge maskiner inde i vognen, og der var ikke noget, der hed sikkerhedsseler dengang. - Det gik fint. Min far var ikke så blødsøden. Vi skulle opleve noget.

Mine næste cykler Transportmidler: Søndagscykel, skolecykel, skovcykel Jeg havde hele tre cykler. En meget fin ny cykel, som jeg havde købt for mine konfirmationspenge. Det var søndagscyklen, som jeg kaldte den. Den var flot. Jeg købte den nede hos Jysk Cykellager i Borggade i Aarhus. Så havde jeg min hverdags- og skolecykel og endelig havde jeg en skovcykel. 32

Det var nemlig sådan, at vi kørte rundt på stierne i skovene nede i Risskov. Her var der små smalle stier og bredere gangstier. Vi kørte mest på de smalle stier, da de løb op og ned ad stejle skrænter og ud ind mellem store bøgetræer. Jeg havde fattet forkærlighed for en helt bestemt, men farlig sti. Den løb ned ad en meget stejl skrænt, men den løb ikke lige, dens løb slyngede sig ud og ind mellem de tykke bøgetræer. Det var slet ikke let, at styre uden om disse træer, for jeg havde ikke kontrol over farten, da skrænten var virkelig stejl. Jeg ville slå mig gevaldigt, hvis jeg ramte et af træerne. - Det var så spændende, at det prikkede i huden bagefter. Slangerne i dækkene kunne slet ikke holde til den vilde fart ned ad skrænten. De punkterede hele tiden, når de stødte på de store sten, der også var i skrænten. Jeg havde derfor erstattet dem med reb af passende tykkelse, og for at holde dækkene fast oven på rebene, havde jeg bundet tyndt ståltråd omkring fælg og dæk flere steder, hjulet rundt. - Det virkede udmærket, men var underligt at køre med, når jeg kørte på asfalt. Det nederste stykke af stien var uden træer og fladede til sidst ud og løb tværs over en af de offentlige gangstier. Denne gangsti krydsede jeg altid med en gevaldig fart og løb farten af cyklen på den modsatte side, hvor skrænten igen gik op. 33

En dag, - da jeg mere eller mindre ukontrolleret, kom farende ned ad skrænten og skulle krydse denne sti, kom der pludselig en ældre herre gående med en stor gul boxerhund i en kort snor, - og de var lige i skudlinjen! Jeg råbte et højt: - Pas på, - for at de skulle stoppe op og ikke blive ramt. Jeg kunne ikke hverken bremse eller styre uden om. Jeg havde nok at gøre med at holde balancen på cyklen. Manden stoppede heldigvis straks op, hev hunden til sig og så med rædsel i øjnene til, medens jeg i stor fart raslede forbi i godt en meters afstand. - Han begyndte nu selvfølgelig at råbe skældsord og kalde på mig. - Han var jo blevet alvorligt forskrækket under sin, normalt så fredelige, tur i skoven med sin hund. Det var der jo ikke noget at sige til, men jeg havde selvfølgelig ikke lyst til at gå hen og få skældud af ham, for han var temmelig ophidset. - Han havde jo også sin hund! - Han var dog ikke kommet noget til ud over sin forskrækkelse. Da cyklen havde løbet farten af op ad den anden skrænt, tog jeg fat i forhjulet og halede den op over kanten og forsvandt ud af hans øjesyn. Men for en sikkerhedsskyld kørte jeg hjem med det samme. Det var sikkert klogt, for han må virkelig være blevet forskrækket og forarget, for da jeg næste eftermiddag, efter skoletid, kom igennem stuen, sad 34

min mor og læste i Aarhuus Stiftstidende, som den hed dengang, og pludselig udbryder hun højt: - Jamen, det er da også for galt. Prøv lige at læse her! – siger hun til mig. Det gjorde jeg så, og det jeg læste talte til min dårlige samvittighed: - Overskriften lød nemlig således:

Cykelbøller hærger gangstierne i Risskov. Der var nu en længere beskrivelse af episoden, set fra den ældre herres synspunkt, og den var lidt anderledes, end den, jeg havde valgt at huske. - Der var jo ikke sket noget. Men jeg skulle nok holde mund med, at ”bøllerne” i dette tilfælde var mig. - Jeg var absolut ingen bølle, men nok lidt eventyrlysten og det er der stor forskel på efter min mening. Den første lange tur søndagscyklen var på gik til Sverige. Jeg var FDF spejder og vi skulle i sommeren 1950 ud på en lang cykeltur op over Hallandsåsen i Sverige. Vi tog kalundborgfærgen til Sjælland og cyklede op til Helsingør. Herfra tog vi færgen til Helsingborg og cyklede op i Sverige. På vej hjemad knækkede højre halvdel i øvrigt af mit cykelstyr, og det var lidt anstrengende at køre uden. Især op ad bakker, hvor man jo trækker i styret, når man træder hårdt i pedalerne. Men hjem kom jeg da og fik styret erstattet gratis. 35

Her holder vi på en bro i nærheden af Varberg. Læg mærke til venstrekørsel i Sverige dengang. Jeg cyklede meget i min barndom og ungdom. Aarhus– Randers og Aarhus–Hobro. Jeg havde en kammerat, der boede deroppe.

Transportmiddel: To og trehjulede budcykler Efter skoletiden skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville uddanne mig til og det var ikke let, men i lære som et eller andet skulle jeg jo. - Sådan var det dengang. Medens jeg spekulerede over dette, arbejdede jeg som arbejdsdreng ude i Risskov på en lille fabrik, der fremstillede kørestole og her skulle jeg køre rundt og hente og bringe varer på en stor trehjulet budcykel. 36

Det var et lidt træls arbejde. Når jeg skulle ind til Aarhus, måtte jeg ikke køre ad den flade cykelsti langs stranden med den brede cykel. - Nej, nej, jeg havde bare at køre ovenom. Op ad den stejle bakke ved sindssygeanstalten, som den hed dengang. Den er så stejl, at man er nødt til at trække op. Nå, - men så fik jeg da lært at køre på sådan et køretøj også, men jeg blev træt af pladsen.

Det var sådan en budcykel jeg kørte med.

Min far fandt en god læreplads til mig hos et kontormaskinefirma, der hed Frode Thingsig på Store Torv i Aarhus og som yngste lærling blev jeg minsandten også her sat til at køre med budcykel, nu en såkaldt ”Longjohn”.

Den var i begyndelsen lidt svær at køre med, når der var et stort læs kasseapparater eller regnemaskiner, der skulle hen på godsbanen og sendes. Sådan ser en ”Longjohn” ud. Her er der kun et lille læs på.

Nimbus cowboys

Transportmiddel: Nimbus motorcykel Den kørte jeg kun med et halvt års tid, så blev der så travlt, at vi måtte have en motorcykelbudcentral til at klare kørslen. De kørte på den gode og solide danske motorcykel Nimbus, der var en meget avanceret motorcykel på den tid. Den havde en stor fire cylinders rækkemotor på 750 ccm. med overliggende knastaksel. - Det havde den allerede i 1934, da den kom frem, som en af verdens mest robuste og mest avancerede motorcykler. Den blev produceret helt frem til 1959. Jeg har selv restaureret og haft to at disse Nimbus.

Den ene var denne Nimbus 1952. De fyre der kørte disse budcykler, var i allerhøjeste grad datidens cowboys. De var meget forslagne og rapkæftede, - men på en godmodig måde. De kørte om kap med de mange andre budcentraler i byen og med postvæsenets, lige så forvovne postryttere. De kørte jo alle på ens Nimbus, og de kunne køre lige hurtigt, så sporten lå i at komme hurtigst rundt om hjørnerne. De var alle skrappe til især højresvingene. - Her kunne de få varesidevognen til at hæve sig temmelig højt op, særlig når den var tom. Men de skulle også passe på, at den ikke kom så højt op, at motorcyklen tippede ned på venstre side. Jeg var tit med på bagsædet. Jeg havde fragtpapirerne og skulle ordne indskrivningen ved forsendelserne. Nimbus cowboyerne var altid fulde af løjer og mere eller mindre uartige historier. - Dem hørte jeg en 39

masse af. Dog har jeg heldigvis for jer læsere, lykkeligt glemt dem, men de ligner helt sikkert nutidens historier af den art. Men tilbage til løjerne. De elskede at forsøge at smide bagsæde passagererne af. Det gjorde de for eksempel på denne måde: - Når vi kom kørende på en lige gade med ret stor fart, sagde de: - Pas på! - Jeg drejer til højre. - Nu ville den uerfarne bagsæde passager automatisk læne sig langt til højre, for at inertien ikke skulle slynge ham over mod venstre i svinget. Men her kommer så hele det sjove for ”cowboyen”, for han drejer nemlig skarpt til venstre, og så skal bagsæde passageren reagere meget hurtigt og holde godt fast, for ikke at ryge direkte ned i varekassen, der sidder på højre side af motorcyklen. Jeg har selvfølgelig selv prøvet turen, og fik kun reddet mig i allersidste øjeblik. Jeg blev faktisk meget forskrækket, da jeg virkelig havde måttet bruge alle mine kræfter, for at undgå helt at falde af sadlen, men ”cowboyen” syntes, at det havde været enormt morsomt, at se mine febrilske anstrengelser, så han kunne næsten ikke styre motorcyklen af bare grin.

Der var jo mange forskellige ”Nimbus cowboys”, og når en af de andre forsøgte at lave ”fald af” nummeret, lod jeg, som om jeg ikke kendte det og lænede mig først i 40

allersidste øjeblik ud til den rigtige side, for den fornøjelse skulle han ikke have. - Jeg blev hurtigt en erfaren bagsæderytter. Jeg kendte simpelthen alle deres numre, så vi var blevet meget dus og jeg kunne tale med i deres helt specielle jargon. De var også trygge ved mig, så vi kunne køre ind midt på eftermiddagen og få en kop kaffe på deres foretrukne små beværtninger, med deres helt specielle klientel og atmosfære.

Det var simpelthen 50’ernes saloons. Jeg fik så også selv en ekstra pause. Cowboyerne kørte på timebetaling, så det var derfor meget vigtigt, at kende os bagsædepassagerer fra de forskellige firmaer godt, før den slags pauser kunne foretages på firmaernes regning, rent tidsmæssigt. De drak altid kun kaffe. Aldrig øl, idet det ville have været fyringsgrundlag. - Det var godt, for med den måde, de kørte rundt i trafikken på, var det også nødvendigt, at de var total ædru.

Her er fem ”Nimbus cowboys” fra LEO budcentralen. De er i deres pæne tøj til ære for fotografen. Den budcentral vi mest benyttede hed ”Nimbus Budene”

Cykelløbet, den lange gravhund og blod Transportmiddel: Landevejs racercykle.

Her kommer nu fortællingsrække.

lidt

blodig

historie

denne

Min fætter Thorkild var en god banecykelrytter, og jeg var mange gange ude på cykelbanen for at se ham køre løb og ham var blandt de bedste lokale ryttere. Han vandt tit, især sprint, da han var god til at lave en overraskende åbning og derved få et forspring.

Cykelbanen havde ofte besøg af berømte udenlandske kørere, og så var jeg der med autografbogen. Her er to eksempler fra 1952.

Dennis Layor, South Africa

Lionel Cox, Australia

Men Thorkild havde selvfølgelig også en landevejs racercykel med hele otte gear, hvilket var meget imponerende for os, der kun havde højst tre gear på vores cykler. Vi lavede tit cykelløb, hvor vi kørte om kap og tog tid. Det gjaldt om at komme hurtigst rundt om trekanten, hvor vi boede. Der var ca. 1000 meter. Vi kørte på racercyklen, og vi startede hos os på Svend Gøngesvej. Først kørte vi op til rundkørslen, snød til venstre og ned ad Risvangs Allé, der har to kørebaner med græs imellem. Vi kørte i venstre bane, altså mod trafikken, men der var nu ikke så meget trafik dengang. – Vi kørte ned til Bethesdavej og drejede til venstre og for enden igen til venstre og hjem til mål på Svend Gøngesvej. Cyklen var en professionel model, så fødderne var 43

spændt fast med tåklips. Hele banen havde asfaltbelægning, men Risvangs Allé strækningen havde lige fået en ny belægning af ralsten oven på asfalten. De blev så efterhånden, - af bilerne i sommervarmen, presset ned i asfalten, så den blev mere slidstærk. Da belægningen næsten lige var kommet på, var den endnu kun presset halvt ned og vi var lidt bange for at vælte her, for så ville vores hud blive raspet af, som på et stykke særdeles groft sandpapir. Ydermere var der høje kantstene af nykløvet Bornholmsk granit med skarpe skærende kanter. En dag, - da det var min tur, var jeg kommet op omkring rundkørslen, og var nu på vej i fuld fart ned ad Risvangs Allé i ottende gear. - Da jeg nærmer mig den anden sidevej på venstre side, begynder Bispelunds store og meget lange gravhund at løbe tværs over vejen. - Jeg bedømte hurtigt, at jeg havde så meget fart på, at jeg kunne nå at passere helt ude i højre side. - Helt ude ved den skarpe kantsten. Jeg råbte til hunden, for at få den til at stoppe op og vende om. Men den dumme lange køter satte blot farten yderligere op. - Den ville over før mig. Nu var jeg så tæt på, at jeg ikke kunne nå at komme bag ved hunden, men måtte tage chancen helt ude i siden ved kantstenen. Det forsøgte jeg så i min høje fart, men hunden var 44

også hurtig. Den nærmest sprang frem i panik for at nå over.

Det gjorde den ikke!

Jeg ramte den på midten. - Lige i dens tykke mave. Jeg røg op over styret, fødderne røg ud og jeg landede uheldigvis med fronten lige Jeg kurede frem med underarme, knæ og ned i sandpapirsasfalten, men jeg ramte kantstenen.

af tåklipsene, ned i vejen. ansigt presset heldigvis ikke

Jeg så bestemt ikke godt ud, da jeg fik mig samlet sammen til at kunne rejse mig op. Det begyndte nu at svie i de mange hudafskrabninger, men lykkeligvis havde jeg ikke brækket noget. Jeg har flere gange gennem livet haft en fornemmelse af, at der er nogen skytsånder, eller noget, der følger mig og sørger for, at jeg, - trods min, til tider store dumdristighed, ikke kommer for alvorligt til skade. – Hvis der er: - Så mange tak! Henne på vejen lå den lange brune gravhund og hylede. Den havde taget så meget skade i rygsøjlen, at den senere måtte aflives. - Det blev jeg heldigvis ikke, så jeg tog den havarerede cykel og begyndte at gå hjemad. Nu kom de andre myldrende. De kunne ikke forstå, 45

hvorfor jeg havde taget så lang tid om at køre rundt. – Det kunne de så bedre forstå, da de så mig. Nu vidste jeg, at jeg igen skulle gennem hele scenariet med min mors hylen og skælden ud. Jeg vidste godt, at det var naturligt for min mor at reagere sådan, men jeg havde alligevel ikke lyst til at gennemgå scenen. Jeg gav de andre strenge ordrer om ikke at sige noget om mit uheld lige nu.

Mit barndomshjem på Vestre Strandallé, som det hed i 50’erne. - Senere hed det Svend Gøngesvej 6. Heldigvis var min mor og far omme i haven, så jeg sneg mig ind på badeværelset, for at vaske blodet af, som jeg efterhånden havde prøvet det så mange gange før.

Jeg låste døren og startede. Det gik nogenlunde med arme og ben, men det sved, når jeg vaskede de frygtelig mange hudafskrabninger af og blodet blev ved med at pible frem, ligeså snart jeg havde tørret det af. Det var helt galt med ansigtet. Det havde ordentlig fået tur. - Pande, næse og hage, var fuldstændig røde, men det var mest galt med næsen. Den vaskede jeg flere gange, men blodet ville overhovedet ikke gå af. Til sidst opdagede jeg hvorfor. – Hele huden var nemlig flået af, så næsen nu fuldstændig lignede en flået tomat. - Så gav jeg op. Jeg gik om i haven og tog skraldet, og det forløb ligesom forventet. Jeg måtte høre for, at jeg dog var den mest forvorpne knægt, hun nogensinde havde kendt, og hun havde ellers haft to lillebrødre. - Men til sidst holdt det dog op. Vi blev enige om, at min far skulle køre mig ned på skadestuen for en gangs skyld. Hernede var de jo vant til lidt af hvert, så de pudrede alle mine hudafskrabninger med noget hvidt desinficerende pulver, og bandt mig ind i store hvide bandager, så jeg til sidst lignede noget fra en vittighedstegning. - Især hovedet 47

var plastret godt til. - Jeg ville meget gerne have haft et billede af det syn i dag. Jeg lavede mig selvfølgelig ikke en fridag af den grund. Det gjorde man bare ikke dengang. I hvert fald ikke i vores familie. Så jeg gik på arbejde med alle bandagerne den næste dag. Det var i den tid, jeg var på kontoret hos Frode Thingsig. De gloede jo noget og jeg måtte forklare, hvorledes jeg var komme til at se sådan ud.

Knallert tiden

Transportmiddel: SKYLON 54 knallert

Da jeg kom i lære i 1952, havde jeg kun mine cykler. Men jeg havde nu en lærlingeløn. Jeg har altid været meget sparsommelig, men skulle dog betale lidt til kosten, da jeg boede hjemme. Dengang var knallerterne rigtigt begyndt at komme frem, og min far havde købt en lidt brugt BFC knallert med en motorcykelnummerplade på. Det skulle den have, da den kunne køre tres kilometer i timen og man skulle have et motorcykelkørekort. Motoren sad der, hvor bagagebæreren ellers sad. Den trak med en jernrulle ned på bagdækket. - Cyklen var ellers næsten en helt almindelig høj sort herrecykel, dog var der en lille smule affjedring i forgaflen.

Her er en sådan BFC knallert. Det er ikke min fars, men den er næsten magen til.

Almindelige knallerter kunne kun køre tredive kilometer i timen, men de havde også nummerplader. Disse havde dog en anden facon. De var smalle og høje. De to øverste hjørner var skåret skråt af. Jeg ønskede mig en sådan knallert. Det var mit allerhøjeste ønske, men den kostede mange penge for en lærling. Den knallert jeg ønskede allermest, var en helt ny model, der lige var kommet frem. Den lignede slet ikke de gammeldags med motoren på bagagebæreren. Nej, de nye havde motoren siddende nede i bunden af stellet, nøjagtig ligesom de rigtige motorcykler og de havde en benzintank ovenover. - Det var også ligesom på motorcyklerne. Den model, - der for mig fremstod som verdens ottende vidunder, var en Skylon 1954. Den kunne man købe nede i Dynkarken hos cykelhandler S. A. Nielsen, men den kostede også hele 1370 kroner. Det var utrolig mange penge. Min far ville ikke låne mig nogen, for han syntes det var for tidligt, jeg spekulerede i de baner. 49

Så det måtte jeg selv klare og begyndte at spare op til udbetalingen, og det med en månedsløn på 175 kr. Udbetalingen havde jeg så i april måned 1953. Modellen hed jo Skylon 1954, men modelnummeret var smart nok altid et år forud. Jeg købte den, så jeg skulle betale månedlige afdrag i et år. Det holdt hårdt. - Jeg skulle også betale kostpenge hjemme, have råd til benzin og af og til også en biograftur med Ulla. - Men som sagt før, - jeg er i bund og grund en sparsommelig type, så det gik. Jeg er typen der sparer på skillingen, men lader daleren rulle.

Dynkarken i 1953. I dag er det hele revet ned for længst, men det lå mellem Svømmehallen og der hvor hotel Atlantic ligger i dag. - Over for politistationen. Cykelforretningen lå på højre side, længst væk. Lige efter bageren og foran lastbilen. 50

Min knallert var rigtig smart og moderne dengang. Her holder den stolte ejer på Fanø strand. Bemærk: Den har gitterforgaffel. Året efter fik den teleskopgaffel. Min knallert fik nr.: X 10.050. - Nu skulle der kørekort til knallerter dengang, og det kunne man få som sytten årig, og det var jeg lige netop det forår i 1953. Så i mit kørekort står der, at jeg fik mit første kørekort som sytten årig.

Selve køreprøven foregik med start ude fra en stor villa på Carl Nielsensvej, ude ved Strandvejen. Her boede nemlig 51

den

motorsagkyndige, der var en myndig og brøsig tidligere militærmand. Han hed Oberstløjtnant Holck og var kendt, ja, – nærmest berygtet for at være meget kolerisk og han var stærkt svingende i humør. - Hvordan han var rent privat ved jeg ikke, men han har sikkert været en munter fyr. Det var derfor altid meget spændende, hvilket humør ”Herr Holck” var i netop den dag, man skulle op til en køreprøve. Jeg har selv været oppe hos ham hele tre gange, hvor det gik godt, selv om det den ene gang var lige ved at gå galt på grund af hans, den dag, dårlige humør. Men herom senere.

Køreprøveaspiranter skulle møde om morgenen foran denne fornemme villa.

De, der skulle til prøve, skulle møde på deres knallerter kl. otte om morgenen. - Den morgen, jeg skulle op, var vi fem knallerter.

Vi skulle nu køre bag efter den motorsagkyndige, der kørte i en skolevogn, for han havde samtidig en elev oppe til bilkøreprøve. Vi kørte ind gennem byen i de mindre gader, og engang imellem kiggede han bagud, for at se, om vi fulgte med og om vi kørte korrekt. Det havde vi åbenbart gjort, for da vi kom ned til politistationen, bag Domkirken, fik vi alle stemplet: - Bestået, - på vore papirer. Det var en lykkelig dag og det var forår. Den lange sommer lå foran os. - Ja, det var en fuldendt lykke at eje sin egen knallert, selvom den var købt på afbetaling, for den var jo én af byens smarteste. Jeg havde mange gode oplevelser med denne knallert, skønt jeg kun havde den i cirka to år. Jeg vil her fortælle om en af de mere specielle. I begyndelsen var min knallert endnu ikke slebet i indsugningen, men det blev den selvfølgelig senere, ellers kunne jeg jo ikke klare mig, når jeg kørte om kap med de andre knallerter i byen. For, at køre om kap, gjorde vi alle, og en Skylon kunne køre ret hurtigt, når man kendte specielle trick. Nogle af motorerne var faktisk fra Ferrari i Italien, men det var absolut ikke nogen speciel racermotor. Det må have været en nicheproduktion, de der har haft, med at lave 53

små 50 ccm. totaktsmotorer. - Min var dog ikke en Ferrari. Jeg kunne klare langt de fleste, men ikke alle. Lærlinge, der arbejdede på motorcykelværksteder, kendte for mange fiduser, og dem kunne jeg ikke klare, hvis de da ellers havde en ordentlig knallert. Men der var noget, jeg blev berømt for i hele byen. Ude ved Ny Mølle, på vejen til Søften, var der en bakkeløbsbane, (i dag hedder det en motocrossbane), hvor der mindst én gang om året blev kørt bakkeløb med alle de berømte kørere. - Der var Viggo Thomasen, Back Sørensen og Søby. Alle fra Randers. De blev kaldt ”De tre Musketerer”. Især Viggo Thomassen og Bach Sørensen kom jeg til at kende personligt, da de senere blev veterankørere og kom med i vores Dansk Vintage Motor Club, men det anede jeg ikke dengang. Da var de mine og alle andres helte. - I øvrigt har Bach Sørensens datter dekoreret vores vinduer i symaskineforretningen i mange år. Vi kørte til alle bakkeløb i Midtjylland. De største blev afholdt i Assentoft ved Randers. - Volk Mølle hed banen. Min onkel var storkøbmand i Assentoft, så når der var store løb, som verdensmesterskab nede i bakkerne, havde min onkel retten til at sælge frugt til publikum. 54

Jeg var selvskrevet hver gang som banansælger. Jeg blev udstyret med en halvrund kasse foran mig. Den hang i en bred læderrem op om halsen og så gik jeg ellers rundt og råbte så højt jeg kunne: - BANANER BANANER. 25 ØRE PR STK. - STORE DEJLIGE BANANER. FEM FOR EN KRONE. (Jeg husker nu ikke prisen helt nøjagtig). På den måde fik jeg samtidig set alle løbene, jeg kom gratis ind, og jeg tjente oven i købet penge ved det. Det syntes jeg var en fed fidus. Der var da også stor rift om disse frugtbakker, men da købmanden var min onkel Niels, fik jeg altid en bakke. Jeg var oven i købet ret god til at sælge bananerne, for jeg fik jo et beløb, for hver banan jeg solgte, og jeg har altid godt kunne lide at tjene penge og allerhelst på en fornøjelig måde. Nå, nu kom jeg væk fra det jeg var berømt for, især i 1954. Ved siden af banen i Ny Mølle var der en mindre grusgrav, som de lokale motorkørere trænede i, og den brugte vi knallertkørere også til at lege bakkeløb i. Men vores små motorer kunne slet ikke klare den stejle skrænt, som de rigtige motorcykler kørte op ad, så de fløj op i luften, når de kom op over kanten. Vi prøvede dog af alle kræfter alligevel, men vi kom aldrig længere end trefjerdedel op, så opgav motoren, da den ikke havde gear. Den havde simpelthen ikke flere kræfter. Selv ikke mekanikerlærlingenes knallerter kunne klare bakken. 55

Da jeg havde indset, at det aldrig ville kunne lykkes for os, begyndte jeg at tænke på alternativer. Jeg har altid hadet at opgive noget, jeg gerne vil. Rundt om randen på grusgraven løb der en sti, som vi kørte ad. Den løb tæt ved den stejle kant, og var spændende at køre på med fuld fart, for der var mange ujævnheder, og hvis man ikke havde fuld kontrol over sin knallert, kunne man risikere at ryge ud over kanten og ned i bunden af grusgraven, hvor der lå store kampesten. Jeg fik nu den dristige idé, at hvis jeg satte fuld fart på rundt langs kanten og med vilje drejede ud over den stejle kant - lige overfor den skrænt, vi så gerne ville besejre, - ja, så kunne jeg måske opnå så stor en fart, at jeg ville kunne klare den sidste fjerdedel af skrænten. - Det, som ingen andre hidtil havde kunnet. Dette ville jeg i min ungdommelige dristighed forsøge. Men farligt, det var det, for når jeg drejede ud over den stejle skrænt med den fart, ville det indebære, at jeg skulle svæve i luften, indtil jeg var næsten nede ved bunden af grusgraven, hvor skrænten fladede ud i en blød bue. Jeg var lidt spændt på om forhjulet og forgaflen ville 56

holde til den hårde medfart. Det var de jo slet ikke konstrueret til. - Og ville jeg selv kunne holde balancen, når jeg nåede bunden? Alle disse spørgsmål kunne kun løses på én måde. – Jeg blev nødt til at prøve. – Så fik det briste eller bære. At jeg selv kunne komme slemt til skade, tænkte jeg åbenbart slet ikke på, jeg har altid stolet blindt på mine skytsånder. Jeg tænkte mest på om mit stolteste eje, - nemlig min Skylon, ville blive ødelagt. Det var altid en lørdag eftermiddag, vi samledes for at køre med vore knallerter i grusgraven. Alle arbejdede dengang om lørdagen, men de fleste fik fri over middag. Jeg startede på det rigtige sted, den lørdag jeg ville prøve at gøre det umulige. Alle vidste jeg ville forsøge, så banen var helt tom. De holdt på deres knallerter, så de kunne se, når jeg kørte ud over kanten. De fleste mente, at jeg ville styrte, når jeg nåede bunden efter flyveturen, - og det syn ville de for alt i verden ikke gå glip af. Der var i øvrigt mange flere, end der plejede at være. Det var ikke kun de sædvanlige vilde bananer, der kom hver lørdag, - nej, der var også kommet helt almindelige unge, der havde en knallert. Den gang var byen ikke så stor, så rygtet om mit forsøg var hurtigt løbet blandt knallertkørerne. 57

Men jeg startede som sagt på det rigtige sted, for at opnå så stor en fart som muligt, inden jeg fløj ud over kanten. - Alt gik som det skulle hele vejen rundt om graven, men da jeg kom til kanten og skulle til at flyve lige ud i den tomme luft, kunne jeg i et splitsekund godt mærke, at jeg vist var ude i noget endog meget dristigt. - Men nu var det for sent at fortryde. Jeg fløj ud i luften og koncentrerede mig om at holde godt fast i styret og at forhjulet stod lige, når jeg ramte bunden. Jeg ramte bunden med et brag, men alt på knallerten holdt, og jeg holdt mig også i sadlen, så jeg gav fuld gas det ret korte stykke hen over bunden af grusgraven. Jeg fór op ad skrænten for fuld gas, og var lige ved at gå i stå kort før toppen, men ved at file lidt på koblingen, beholdt motoren omdrejninger nok til, at jeg med nød og næppe kom op over kanten. - Jeg havde klaret skrænten som den første. Men nu skal man jo ikke forvente, at de andre ligefrem klappede. De hårde bananer var alle sammen lidt misundelige, for de havde ikke troet, det kunne lade sig 58

gøre, men jeg kunne sagtens se på deres ansigter, at de var ikke så lidt imponerede. Men det gik stolte fyre jo ikke rundt og reklamerede med. De følte skam selv, at de var mere eller mindre helte og havde hidtil ikke anset mig, for at være skrappere end dem. Jeg havde regnet med, at der var nogen, der ville forsøge at gøre mig kunststykket efter, men det var der åbenbart ingen, der havde lyst til. - Jeg ved ikke, om det var fordi de selv var bange, eller om de var bange for at ødelægge deres knallerter, - men i hvert fald var der ingen der prøvede. Jeg fik nu et problem, for de opfordrede mig selvfølgelig til at udføre ”kunstflyvningen” igen den næste lørdag, og for at redde min manddoms ære, var jeg nødt til det. - Det gik heldigvis godt. Jeg landede perfekt og kom igen op over skrænten. - De andre kunne nok også have gjort det, hvis de bare havde haft modet. Det medførte så, at jeg hver eneste lørdag eftermiddag i resten af den sommer skulle gøre det. Jeg følte mig efterhånden, som ikke så lidt af en helt. En lørdag eftermiddag, da jeg kørte turen, kiggede jeg i vejret, lige idet jeg fløj ud over skrænten, - for at ligesom at se, om alle nu så mig.

Jeg skulle have koncentreret mig i stedet for. For dette ”helteblik” resulterede i, at jeg holdt styret lidt skævt da jeg landede. Hjulet drejede om til siden i samme øjeblik jeg ramte jorden og jeg landede med et brag. Jeg havde jo ingen styrthjelm på, og jeg har sikkert også haft bare arme og været i korte bukser, i hvert fald mistede jeg næsten bevidstheden. Jeg lå der blot i en lidt forvreden stilling, men kunne dog føle, at jorden ligesom drejede op og ned, og at jeg var nødt til at bore hænderne ned i gruset, for at holde mig fast. Jeg rørte mig ikke og knallerten var gået i stå, så der herskede en stor stilhed. - Alle var chokerede over det, der lige var sket. Det første jeg hører, er min lillebror der siger:

Hvis han er død, vil jeg have hans knallert! Tænk, - det sagde han og de ord var alligevel nok til, at jeg kunne samle mig så meget sammen, at jeg kunne sætte mig op og undersøge, om jeg havde brækket noget. Det blødte fra flere steder, men det blødte meget kraftigt fra et sted ude i højre side af maven, så jeg hev skjorten op og så, at der var en lang og ret dyb flænge lige ud for hofteskålen. Jeg havde ikke slået et 60

rigtigt hul i maven, det var blot huden, der var bristet under det store tryk, da hofteskålen knaldede imod den hårde bund i grusgraven. - Jeg kunne fornemme, at det ikke var farligt. Det blødte selvfølgelig også fra albuer og knæ, men det var jeg alt for vant til, så det tog jeg mig ikke særligt af. Jeg var nu mere interesseret i, om min knallert havde taget skade. Styret sad på tværs af stellet, men jeg satte forhjulet fast mellem benene og drejede det blot på plads med et hårdt tag. Forhjulet havde ikke taget skade, så nu var det vist bedst jeg kørte hjem og fik forbundet de sår. - der var kun små fem kilometer. Dengang ringede man simpelthen ikke efter en ambulance for så lidt. Jeg kom pludselig til at tænke på, at det nu nok var slut med mine opvisninger. For efter den tur, turde jeg nok ikke prøve igen næste lørdag. Nu er det en gammel kendt ting, at hvis man lige har kikset noget farligt, er det bedst, at gøre det om straks, da man ellers helt automatisk bliver bange for at gøre det igen. Det vidste jeg, så jeg startede min knallert, og med blodet løbende ned ad højre ben, tog jeg igen runden om grusgraven, - fløj ud over skrænten, landede perfekt, og kom op over kanten. – Men så kørte jeg også hjem. 61

Da jeg kom hjem, gik jeg ikke ind til os selv, for jeg vidste, at min mor altid ”himlede” op, når jeg kom hjem med blodige sår, hvis der var sket et eller andet, som var endt galt. Jeg var jo nok sommetider lidt dumdristig, men jeg elskede at overskride grænser, så man skulle tro, at min mor efterhånden var vant til, at se mig mere eller mindre blodig, for den slags episoder havde der været flere af. - Men det er nok sådan, at en mor ikke kan lide at se, når et af hendes børn kommer til skade og derfor ”himler op”, - som jeg kaldte det. Jeg stillede min knallert et par huse væk, og gik ind til genboen, og spurgte om jeg kunne låne et plaster, for vi var selv udgået. Hun kiggede på mine sår på arme og ben, og spurgte om jeg ikke ville låne flere. – Nej, det var ikke nødvendigt. Det var nok med ét. Lidt undrende gav hun mig så et mellemstort plaster. Jeg havde jo ikke vist hende flængen i maven, men det var netop til den, jeg skulle bruge plasteret. Den skulle vel egentlig have været syet sammen nede på skadestuen, men så var jeg jo nødt til at fortælle, at jeg havde en flænge i maven. Almindelige hudafskrabninger på arme og ben, var min mor mere vant til trods alt, så dem hylede hun kun normalt over, men med så stor en flænge, var det nok klogest at holde sin mund. 62

Plasteret kunne slet ikke dække flængen, så jeg tørrede det værste blod væk med min skjorte, klemte såret godt sammen og satte plasteret på tværs hen over midten. - Så måtte flængen gro sammen af sig selv. Jeg var ikke så bange for betændelse i såret, da det havde blødt vældig meget, så jeg regnede med at blodet havde skyllet eventuelle urenheder væk. Om mandagen købte jeg selv nogle plastre til at sætte på tværs, og i løbet af et stykke tid var såret groet fint sammen igen. - I dag er der kun et lille ar tilbage. Sårene på arme og ben havde jeg sneget mig uset ind på badeværelset med, og med låst dør, vaskede jeg det overskydende blod væk. Selve sårene var holdt op med at bløde og jeg husker det ikke helt, men måske har jeg taget et par lange bukser og en trøje på, så man intet kunne se. (Læs flere oplevelser i mine erindringer: Mit liv III, Knallerttiden) www.keguldager.dk

Atten år og ”Ny motorcykel” En tvivlsom gave

Transportmiddel: Lille motorcykel Mit højeste ønske var, at bytte min knallert med en motorcykel, når jeg fyldte atten år. Jeg snakkede hele tiden om motorcykler, så på min atten års fødselsdag, da Ulla og Gemzøe familien var ovre til kaffe, rejste min far sig op og sagde: - Knud Erik. – Jeg har længe lagt mærke til, at du hele tiden snakker om at få en motorcykel. - Det kan jeg godt forstå. – Jeg havde selv motorcykel som ung. Men da du ikke har penge nok til at købe en selv, har jeg købt en til dig i atten års fødselsdagsgave. Der blev helt stille ved bordet, og jeg troede næsten ikke mine egne øren. Det kunne da ikke passe, at min påholdende vestjyske far klattede sådan med pengene. – Det plejede han bestemt ikke at gøre, men nu stod han der og fortalte mig og alle gæsterne, at han havde købt en motorcykel til mig. Flere af gæsterne fik tårer i øjnene af rørelse, især Ullas mor, og det fik jeg da næsten også selv. - Lige indtil det øjeblik, hvor min far satte en lille blikmotorcykel op på kaffebordet og lod den køre over mod mig. - Så gik denne verdens sande alvor op for mig. For selvfølgelig, havde han da ikke købt en rigtig 64

motorcykel til mig. Det ville også have været alt for usandsynligt, men et kort øjeblik troede jeg virkelig på ham, for det var jo mit brændende ønske, og når han nu fortalte det, medens der var så mange gæster tilstede! Min far var langtfra ondskabsfuld, men han elskede sort humor. – Det praktiserer jeg da heller ikke så sjældent selv, så jeg tilgav ham selvfølgelig straks og grinede af hans spøg, men flere af gæsterne syntes, at her var han alligevel gået over stregen. - Den slags gjorde man ikke i deres familier.

Men jeg selv, var i forvejen hærdet en del, så jeg trak da bare den lille blikmotorcykel op, og lod den køre rundt på bordet. - Men min mor og gæsterne syntes nu, at det var lidt synd for mig den dag. Nu må man endelig ikke misforstå min omtale af min mor, for hun elskede mig virkelig højt. Jeg var jo hendes førstefødte, og var blevet overdænget med kærlighed lige fra min fødsel. Hvis hun skældte ud, når jeg var kommet noget til, var det blot hendes måde at 65

afreagere på. Sådan havde hun altid været. - Det forstod jeg da til fulde, og var da også ked af det på hendes vegne, når jeg sommetider kom forslået og blodig hjem. Men jeg skulle jo også leve livet og det gjorde jeg så på min måde. - Min mor var helt bestemt en god og kærlig mor.

Kørekorttiden Transportmiddel: Borgward Isabella Som jeg fortalte før, var jeg fyldt atten år. Nu skulle jeg have et kørekort til bil. Jeg fandt en kørelærer, der havde en af de nye flotte tyske Borgward vogne. Det var en flink kørelærer og det var en dejlig bil at køre i. Jeg havde dog mange gange før prøvet at køre en bil. Allerede som tolv årig, havde jeg kørt den store Ford V/8, som min far kørte rundt og solgte symaskiner i.

Senere, da jeg var seksten år gammel, skulle jeg engang køre min far ud til en klog mand i Åbyhøj. Han havde fået et gevaldigt hold i ryggen og kunne næsten ikke gå. Jeg kørte så bilen, - denne gang var det en engelsk Fordson varevogn på størrelse med et folkevogns rugbrød, - ud til en af de små villaveje i Åbyhøj, og holdt foran havelågen. Jeg hjalp min far ind til den kloge mand og satte mig ud i bilen og ventede. Da der var gået en cirka tre kvarter, kom min far frisk og rask gående ud til bilen og nu kunne han selv køre den hjem. En anden gang, skulle jeg køre den samme vogn alene hjem fra et værksted ude på Grenåvej. Det gik også fint, lige indtil jeg kom til hjørnet af Grenåvej og Risvangs Allé. Her skulle jeg dreje til højre, - det er lidt af et hårnåle sving, og jeg gjorde den fejl, som mange nybegyndere gør. Jeg havde alt for meget fart på, og selv om jeg drejede, alt hvad jeg kunne, var det kun med nød og næppe, at jeg klarede svinget. Jeg var helt ovre og skrabe mod kantstenen i venstre side. Det var en meget let vogn og jeg følte, at nu lettede den snart med de højre hjul, - men jeg klarede det. Jeg kørte nu en del langsommere det sidste stykke hjem.

Den samme vogn væltede faktisk en anden gang om på siden i den modsatte ende af Risvangs Allé, men da var det med en anden chauffør fra symaskinefirmaet.

Her holder Fordson varevognen i baggrunden i 1953. Den var lyseblå. Det er min lillebror Bent på min Skylon. Han forsøger at ligne en ”knallertrod”

Men for at vende tilbage til kørekortet, så husker jeg meget fra selve køreprøven. Det var igen den frygtede motorsagkyndige Oberstløjtnant Holck, og en sådan køreprøves lykkelige afslutning afhang - som altid, af hans svingende humør. I hvilket humør ville han være i dag. – Det var jeg meget spændt på. Kørelæreren satte sig ind på bagsædet, og han vidste, at han skulle være absolut stille og ikke komme med kommentarer af nogen art. Dette ville nemlig irritere ”Herr Holck”, hvis han ikke var i godt humør. - Skulle der snakkes skulle han nok selv begynde. 68

Foreløbig gik det meget godt. Jeg kendte vognen og den var let at køre. Der var et nogenlunde godt udsyn bagud, så jeg håbede på det bedste. - Han var heldigvis i dag i et godmodigt humør, og det stivede mig vældigt af. Da vi kom kørende forbi Toldboden, hen ad Skolebakken og var nået hen til DFDS pakhuset, - der lå der, hvor det store såkaldte BP hus ligger i dag, og skulle dreje rundt om det skarpe hjørne, opdagede Holck, at det brændte henne på Åboulevarden i de gamle Otto Mønsteds Margarinefabrikker. – De lå der, hvor Magasin ligger i dag. – Drej til højre: - sagde han hurtigt. Han ville hen og se den ildebrand. Den var stor og det ville han ikke gå glip af. Det kan jeg desværre ikke nå, hr. Oberstløjtnant. – Det er et alt for kort et varsel. – sagde jeg. Se, det kunne være farligt for mig på to måder, men jeg valgte det eneste rigtige, nemlig at køre lige ud. Hvis jeg havde drejet, kunne jeg let have overset en af de mange cyklister, der var den gang, og så ville jeg have været dumpet straks. Han ville aldrig i livet have taget skylden. – På den anden side ville han gerne have set den ildebrand, og jeg kunne meget let risikere, at han blev muggen og af den grund lod mig dumpe. Da jeg foreslog, at jeg kunne køre til højre ad den næste gade og på den måde komme hen til ildebranden, 69

brummede han bare og sagde kort: - Fortsæt lige ud. Han kunne vist godt se det useriøse i at køre til ildebrand, når han havde en elev til køreprøve, så det måtte han undvære. – Ærgerligt. Vi kørte nu hen til de flade strækninger nede på havnen, hvor jeg skulle vise en vending, Det havde vi øvet os en del i, da ”Herr Holck” gik meget op i nøjagtighed. Det var nok noget, han havde fra sin militære tid. - Kørelæreren havde fortalt, at når jeg bakkede hen til kantstenen under vendingen, skulle jeg kun lige lade dækket berøre kantstenen. - Lige netop den manøvre gik han højt op i. Da jeg vendte vognen, bakkede jeg det sidste stykke ganske langsomt, og kunne derfor lige netop ane, at dækket rørte kantstenen. Det var slet ikke bumpet imod, men rørte dog kantstenen. - Det var jeg helt sikker på, da jeg holdt. - Det var ”Herr Holck” ikke, så han sagde i en meget belærende tone til mig: - Baghjulet skal røre ved kantstenen! Det gør det også. Herr Oberstløjtnant, - svarede jeg i en sikker tone. Det ville han dog lige se, før han troede på det, for han havde ikke mærket noget. Han steg minsandten ud af bilen og gik om og så efter. Men dækket rørte stadig kantstenen ganske let, så han kom ind igen og 70

sagde med en stemme, som jeg oplevede som lidt imponeret: - Fint. - Så kan De godt køre igen. Det gjorde vi så. Teoriprøven blev klaret i bilen, og jeg havde kørekort til bil. Ulla havde hørt mig i teorien hjemme på hendes forældres terrasse. Ulla hører mig i teori. Jeg tror, jeg stadig har teoribogen, nu her tres år efter. Det havde jeg. Jeg gik lige ind i bogreolen med bilbøger og hentede den. Se: - Samme bog!

Jeg ville nu også have et kørekort til motorcykel, for fætter Thorkild havde en NSU Fox motorcykel. Det var en lille firtakter, med en kun 125 ccm. motor, men den var kvik og den fik jeg somme tider lov til at låne.

- Senere skiftede han den ud med en dejlig ny BMW model R 25 fra 1954 på 250 ccm. Det var en rigtig dejlig og ret dyr motorcykel, og da Thorkild var flink, fik jeg også tit lov til at låne den. Den fortæller jeg mere om i Mit Liv IV. (Se på nettet). Jeg valgte kørelærer Elmstrøm ude i Brammersgade, for de havde nogle dejlige BMW som skolecykler. De var med én eller to cylindre. De sidste var alle motorcyklisters drøm med deres to flotte cylindre stikkende ud til hver sin side. – Det var virkeligt kræs, og sådan en ville jeg da godt køre skolekørsel på. 72

Da jeg ankom til Brammersgade til den første time, var jeg kørende på min fars knallert af en eller anden grund. Det var den med motorcykelnummerpladen. - Den man skulle have et motorcykelkørekort for at køre. Jeg havde aftalt med kørelæreren, at jeg kun skulle have de ti timer, som var lovens mindstekrav. - Jeg havde jo kørt motorcykel et stykke tid og jeg havde allerede kørekort til bil, men han var alligevel ikke glad for, at jeg kom anstigende på et køretøj, hvortil der allerede krævedes undervisning.

kørekort,

når

jeg

gik

til

- Han sagde, at for hans vedkommende var det i orden, men vil du ikke godt lige stille den i en sidegade, og komme gående det sidste stykke. – Det var, for ikke at demoralisere de andre elever, og for hans gode omdømmes skyld. – Det gjorde jeg så for eftertiden.

Det var let og dejligt at få køretimer, for da jeg i forvejen var vant til at køre, fik jeg overladt en af de store tocylindrede maskiner. - Jeg skulle blot køre bag efter en encylindret BMW med en elev og en kørelærer på bagsædet. Han vendte sig så engang imellem om, for at se, om jeg var med og ikke dummede mig. - Den forreste motorcykel kørte ikke ret hurtigt, for det var 73

tit med en begynder, så det var jo stærkt fristende for mig at sakke bagud, for så at sætte farten op. Det gjorde jeg så tit, det kunne lade sig gøre på lige strækninger nede på havnen. Kørelæreren opdagede det selvfølgelig, men han sagde blot: - Nu skal du ikke overdrive det! – Det forsøgte jeg så på ikke at gøre.

Sådan

så

min

skolecykel ud

En gang imellem standsede vi op på en vej. Kørelæreren stillede sig op på fortovet og lod os øve vendinger i ottetaller. Det var slet ikke så let, med den tunge store maskine jeg kørte på, så her var noget jeg ikke havde prøvet før. For at jeg ikke skulle tro, jeg slap så let, lod han en dag disse vendinger foregå i den stejle Emanuel Sejersgade bag ved arresthuset. Her skulle man virkelig passe på, for gaden var så stejl, at man let risikerede, at den lave vandrette cylinder skrabede mod asfalten. 74

- Da følte jeg mig bestemt ikke særlig overlegen på en motorcykel. - Det var svært.

Så kom dagen for køreprøven. Det var så den tredje ved ”Herr Holck”. Jeg var sluppet heldigt gennem de to første, og igen håbede jeg på, at han i dag også ville være i godt humør. Vi var fem elever den dag. Vi startede som sædvanligt ude på den motorsagkyndiges adresse på Carl Nielsens vej. - Han sad selvfølgelig ikke selv bag på en motorcykel, men kørte i en bil foran og holdt øje med os. Vi havnede som vanligt nede på politistationen bag Domkirken og vi holdt i en række langs kantstenen. Vi skulle afhøres i teori, og det foregik ude på gaden. - Jeg holdt forrest, og det var vist mit held. - For ”Herr Holck” var i et særligt dårligt humør den dag. Han skulle tilsyneladende have afreageret over et eller andet, og det skulle åbenbart gå ud over os stakkels køreelever. Han begyndte heldigvis bagfra og han stillede nogle af de spørgsmål, der var så sjældne, at kørelæreren ikke engang havde gennemgået dem med os. - Han havde ellers fortalt, at den motorsagkyndige næsten altid stillede en bestemt række spørgsmål, og dem havde vi alle gennemgået meget nøje, og dem kunne vi udenad. 75

Det gamle rådhus i Aarhus. Det var politistation i 1950’erne. Vi holdt der hvor varevognen holder.

Men i dag havde han besluttet, at vi alle skulle dumpe. Det tog kun kort tid, så var den første dumpet, så nummer to, nummer tre og nummer fire, og nu kom turen så til mig. - Da han begyndte at gå hen imod mig, havde kørelæreren fået nok. - Han stillede sig, med hænderne i siden, direkte op foran Holck med et stramt ansigt og sagde med en fast stemme: - Ham der, behøver du ikke at høre! – Han kan sin teori! - Det ville jo være yderst pinligt for hans køreskole, hvis alle fem elever dumpede. ”Herr Holck” snurrede rundt med det samme, uden at sige et ord og gik ind på politistationen. – De har måske været logebrødre, siden de var dus. Folk var ellers ikke dus med ”Herr Holck”. - Jeg blev således slet ikke hørt 76

og det var i hvert fald godt, for min selvtillid var, efterhånden som de bagerste alle dumpede, nede på et meget lavt punkt, og jeg havde svært ved at samle mine tanker. - På den måde slap jeg for at dumpe, og det ville også have været uretfærdigt, for jeg kunne både min teori og køre på en motorcykel. Der er en sjov historie om ”Herr Holck”. - Der var en aften en sammenkomst i hans hus af venner og bekendte fra byen, - mest herrer. Pludselig ringer telefonen og den person der står nærmest tager den og siger: - Hos Holck. En dyb basstemme siger i en fortrolig tone: - Goddag. - Jeg vil gerne tale med Holck. – Han har gæster og vil ikke forstyrres. - Jeg skal tale med ham, - lyder det nu lidt barskere. – Javel, - hvem må jeg sige det et? - Sig det er Frederik. – Kong Frederik. – Ja, ja, - det er godt med dig. – Jeg er Kong Frederik, - lyder det nu bydende. - Hent så Holck.

Så var det virkelig kongen. – Han og Holck havde været soldater sammen, da de var unge, så gæsten hentede skyndsomst ”Herr Holck”.

Soldatertiden Transportmiddel: Mest stĂ¸vler Jeg blev indkaldt som soldat i Ă&#x2026;lborg den 11. 11.1955.

Når paraden var overstået lørdag middag klokken tolv, begav flere hundrede soldater sig i deres fine udgangsuniformer ud af byen til de forskellige landeveje. Der var flest, der skulle sydpå, og vi stod så, over 200 soldater med højre tommelfinger i vejret, og forsøgte at komme op at køre med en af de heldigsvis mange biler, der kørte ud ad Hobrovej. Vi fik ingen gratis togbilletter, det fik vi kun til jul, påske og sommerferie. Vi havde en ugeløn på fjorten kroner, så der var jo ikke råd til at tage toget næsten hver weekend. For at komme op at køre, gjaldt det om at finde et barnligt og troskyldigt udtryk frem i ansigtet, da familierne i bilerne helst ville have en venlig soldat med. Der kom flest biler med familier, der skulle besøge familie og venner i de nærmeste byer.

Her står jeg på stop på Hobrovej. Jeg lavede denne tegning i et brev hjem til Ulla. Jeg var næsten altid heldig med at blive samlet op ret hurtigt. Jeg lærte snart, at man ikke skulle stå først i 80

den uendelige række af soldater. Folk ville gerne vælge lidt mellem det store udvalg. Man skulle stå cirka en tredjedel inde i rækken. Jeg tror nemlig, at konerne der var med, tit tog de pæneste soldater op først, og et stykke henne begyndte de så at være lidt mindre kræsne, når manden sagde, at nu måtte de snart vælge en. Han var nemlig tit nysgerrig og ville gerne snakke og udspørge én om, hvorfra man kom, og hvor man skulle hen. Hvad man havde lavet før, man blev soldat og lignende. Ved at stå der, blev jeg ret hurtigt samlet op. Det var altid et trist, men uundgåeligt øjeblik, når jeg så skulle tilbage fra en orlov søndag aften. Jeg var nødt at tage af sted inden klokken 20. Jeg skulle nemlig være inde gennem vagten i Fyensgade senest kl. 24, da det ellers i rekruttiden var den sikre vej til ”brummen”.

Sådan så jeg ud som soldat i 1955

Der kørte ikke så mange biler om vinteren i dagene lige før nytår 1956. Jeg havde været hjemme på juleferie, og skulle nu tilbage til Ålborg. Den aften var det begyndt at sne, og vejene blev hurtigt spejlglatte, så bilerne holdt sig hjemme. Jeg kom dog til sidst op at køre med en mand, der boede i et hus ved landevejen lige før Hobro by. Han havde nær aldrig fået stoppet bilen, da han fik øje på mig i snevejret. Han punkt bremsede flere gange for at undgå at skride ud, og jeg tænkte på, at det ville have været lettest for ham slet ikke at standse, men han gjorde det alligevel, for det viste sig, at han var ungkarl og kedede sig og derfor gerne ville snakke med folk. Han snakkede og fortalte, at han altid gerne tog folk op på stop. Engang havde han en aften fået en ung pige fra Norge med op. Hun skulle hjem. Lige før de kom til hans hus i Hobro, spurgte han hende om, hvor hun skulle sove i nat. Det vidste hun ikke endnu, og han tilbød da, at hun gerne måtte komme med ind og sove hos ham i nat. Det tilbud tog hun imod, men jeg kan huske, at jeg var lidt forarget over pigens løse moral, men for ungkarlen har det jo sikkert været dejligt. Efter at være blevet sat af ved hans hus, gik jeg nu i snevejret ned gennem Hobro, for man skal ikke forsøge at stoppe bilerne lige før en by, da de fleste måske ikke skal længere end til netop denne by, eller dreje af mod andre byer end Ålborg.

Da jeg kom op ad Hostrupbakken og ud ad landevejen mod Ålborg, blev jeg taget op af en lille familie på fire. Mand og kone og to mindre børn. De var meget venlige og jeg var glad, for klokken var ikke mere end halv elleve og der var kun cirka halvtreds kilometer til Ålborg, så det skulle jeg nok kunne nå. Stor blev min skuffelse, da vi kom til Rold by. Her skulle de nemlig dreje mod vest for at besøge noget familie, der boede den vej på. Jeg blev så sat af ved kroen midt i vejkrydset, og begyndte at vandre ud ad landevejen mod Ålborg. Lidt henne begyndte den store mørke Rold Skov, og vi havde ikke mødt nogen biler i lang tid, så chancen for at komme op at køre, og nå hen til porten i Fyensgade inden midnat, var pludselig forsvundet, og jeg begyndte at tænke på, hvordan mon det føltes at sidde i det nu tilsyneladende uundgåelige ”soldaterspjæld”. Denne tanke var for mig så frygtelig, at jeg tog den pose nybagte vaniljekranse, jeg havde fået af min mor til at forsøde nytårsaften med, frem. Det var nu holdt op med at sne og der var en flot, mørk og funklende, stjernehimmel, så jeg husker tydeligt, at jeg – nu en spjældkandidat, gik der under stjernerne og nød smagen af min gode mors dejlige vaniljekranse, så godt jeg kunne efter omstændighederne, alt imens jeg vandrede ind i den mørke Rold Skov. Pludselig kommer der en bil, men jeg bliver ikke spor 83

glad, for den kommer imod mig fra Ålborg. Da den havde passeret mig, kunne jeg godt høre, at den tog farten forsigtigt af, da der stadig var spejlglat og jeg vender mig nysgerrigt om for at se, hvorfor den mon standser her midt i skoven. Jeg nåede lige at tænke, at i gamle dage var der jo røvere i Rold Skov, der røvede ensomme vandrere om natten, og nu begyndte den minsandten at vende og komme kørende hen imod mig. - Men ingen gad vel røve en fattig soldat, så hurtigt fik jeg armen med tommelfingeren op og viftede ivrigt og håbefuldt. Jeg har slet ikke tid til at stille noget specielt ansigtsudtryk op. Da den når hen til mig, standser den heldigvis, og til min store forbløffelse, ser jeg nu, at det er den samme familie, der for en halv time siden, har sat mig af henne i Rold. De mennesker, de skulle besøge ovre vestpå, havde ikke været hjemme, og de var derfor fortsat til landevejen i den anden ende af Roldskov og var så kørt sydpå for at se, om jeg var samlet op af en anden bil. De ville nemlig være sikre på, at jeg nåede tilbage inden midnat, for jeg havde jo fortalt dem, at det skulle jeg være for at undgå ”brummen”. De kørte mig helt ned til kaserneporten og jeg kunne gå ind i god tid inden tolv. – Se, sådan kan menneskenes børn altså også være. Den dag i dag mindes jeg denne ukendte familie med stor respekt for deres medmenneskelighed. 84

Men nu er tiden inde til at fortælle om, hvordan jeg fik min første motorcykle, som jeg døbte Hannibal på grund af dens skæve baghjul. Jeg fandt ud af, at hvis jeg var selvkørende, kunne jeg komme hjem cirka to timer før om lørdagen og tage af sted næsten to timer senere om søndagen. Det gav hele fire timer mere hjemme hos mine forældre og Ulla. Men jeg havde jo ikke ret mange penge, men jeg havde dog stadig min Skylon knallert. Den solgte jeg og begyndte nu at se mig om efter en meget billig brugt motorcykel. Den fandt jeg nede i Sejrøgade i Aarhus. Det var en BMW model R 35 fra 1938 og jeg gav 750 kroner for den. Motoren var encylindret og på 350 ccm. Den var ikke så pæn at se på, - ja, den var endog lidt afrakket, men den kunne dog køre.

Sådan ser modellen ud i fabrikstegning.

Benzintanken havde engang været slagloddet på undersiden, men reparationen var ikke lykkedes helt, så den var utæt, og der dryppede benzin ned på den hede cylinder. Det var lidt farligt, men ingen turde svejse eller lodde den om, på grund af eksplosionsfaren, så jeg tætnede den, engang imellem, med en ordentlig klump tyggegummi. Det var dog ikke særlig effektivt, da det ret hurtigt opløstes af benzinen. Så bankede jeg lidt på lodningen og nu holdt den mere tæt. Jeg kørte med det, som det var, men helt tæt blev den aldrig, medens jeg var soldat. Der skete dog aldrig noget i form af brand eller eksplosion. Der manglede nogle eger i baghjulet, så det var noget slasket. Dengang havde jeg ikke meget forstand på den slags, så jeg strammede blot de resterende så meget op, at hjulet ikke var så ledløst mere. Det resulterede dog i at hjulet nu blev skævt og slog en del, når jeg kørte. Bilerne begyndte at dytte af mig og pege på baghjulet. Men jeg nikkede bare, for på den måde at fortælle, at det vidste jeg godt. Jeg havde jo netop døbt den Hannibal på grund af dens urolige hoppen med bagenden. Jeg mente at hærføreren Hannibal må have følt det på samme måde, da han red over alperne på sine elefanter, for at komme ned og angribe Rom. Jeg brugte motorcyklen frem og tilbage mellem Aarhus og Ålborg, og når vi var på øvelser på Hevring Hede og i Borris nede ved Skjern. 86

Hæren havde her et kæmpestort område i Borris Sønderland.

Teltlejren i Borris Her husker jeg en lidt dramatisk hændelse med Hannibal. Vi var på feltøvelse i Borris. Jeg havde været på orlov og skulle søndag være tilbage i Borris inden kl. tolv midnat. Undervejs skulle jeg samle 328 fra Skanderborg op på landevejen mellem Aarhus og Silkeborg. Jeg ventede og ventede, men der kom ingen 328, og til sidst var jeg nødt til at køre, for bare at have en chance, for at komme til lejren i Borris inden midnat. 328 forklarede senere, at han havde haft svært med at komme væk fra kæresten og var faldet i søvn. Jeg kørte nu mod Borris, alt hvad min gamle BMW kunne trække. Det vil ikke sige så meget, da den kun kunne køre 85 km. i timen. Da jeg kom til Ikast, så jeg til min store rædsel, at vejen til Herning kun bestod af 87

ét spor og det gik modsat, nemlig fra vest, mod øst. Der var et stort arbejde i gang med at udvide vejen og min side mod Herning var fuld af brostensdynger fra den gamle vejbelægning, store maskiner og andet vejmateriel. Der var en lang omkørsel, som jeg slet ikke havde hverken benzin eller tid til at tage. Der var nu helt mørkt, og jeg havde kun én chance. – Jeg måtte køre mod Herning i det ensrettede spor, altså mod trafikken. Der kom hele tiden biler, dog ikke så mange som i dag og de var lette at få øje på i god tid, da de jo alle havde lys på. I begyndelsen slukkede jeg lyset og holdt ind til siden, indtil bilen havde passeret, men tiden gik jo, og motorcyklen brugte også benzin i tomgang, og det kunne ikke vare længe, før jeg ville være nødt til at slå over på reservetanken, så jeg valgte til sidst blot at slukke lyset, når der kom en bil og køre ovre i højre vejbane med vejarbejdet og blot håbe på, at der ikke stod en stor vejtromle, jeg ikke kunne se i buldermørket, for jeg blev jo blændet af de modkørende bilers lygter. Det gik godt i lang tid, men pludselig, - netop medens jeg kørte ude i siden med vejarbejde uden lys, kunne jeg mærke,

at jeg fløj i luften! 88

Vejen under mig var væk! Luftturen har jo blot varet et par sekunder, men det var et af de øjeblikke, der føles som evigheder. – Jeg nåede let at tænke: - Hvor lander jeg? – Stod der en stor vejtromle? – Var der en stor dynge brosten eller hvad? – Der ville snart komme et sandhedens øjeblik. Pludselig røg jeg af motorcyklen og trillede hen ad jorden, men jeg havde faktisk ikke slået mig ret meget. Jeg var nemlig til mit store held landet i en stor dynge brunt sand og i den dynge lå min BMW nok så flot og var helt uskadt. - Det kan vel siges at være et stort held. (Jeg må vist takke mine skytsånder igen) - Jeg gik tilbage for at finde ud af, hvorfor jeg pludselig var fløjet i luften. Det viste sig, at den nye vej lå i et lavere niveau, cirka godt én meter lavere, så jeg blev pludselig glad for, at jeg ikke havde kørt modsat, i denne side! Jeg startede motorcyklen igen, men valgte fra nu af at slukke lyset og holde stille, når der kom en bil. Men nu var jeg også næsten henne ved Herning. Alt dette havde forsinket mig yderligere, så nu gjaldt om at komme ad Borris til. Samtidig vidste jeg, at nu skulle jeg virkelig også spare på benzinen, da jeg lige efter Herning havde måttet slå over på reservetanken. Jeg kørte og kørte og jeg syntes, at tiden gik alt for 89

hurtigt, og at der vist var længere end jeg havde troet, men endelig nåede jeg porten til lejren i Borris, og da var klokken, - og det er helt uden overdrivelse, to minutter i midnat og vagten, der var en af mine soldaterkammerater, sagde med et smørret grin: - Nå 83, det var vist i sidste øjeblik! Da jeg næste dag startede BMW‘en, for at køre op til Borris efter benzin, løb den tør, inden jeg var nået ud af lejrporten. Jeg fik lov at ”låne” en liter benzin fra den jeep jeg var vognkommandør for, så jeg kunne komme op til Borris. Her står jeg som plyshåret soldat i 1956. Jeg er ved at justere på min elskede ”Hannibal den flyvende” X 46 060

Den lille pude på bagskærmen måtte Ulla sidde på, når hun var med ude at køre, og det var ofte lange ture rundt i Jylland. 90

Senere da jeg var udstationeret i Tyskland og ”Hannibal” stod derhjemme og ventede, købte jeg et rødt twinsæde og planlagde, hvordan den skulle restaureres og moderniseres, når jeg kom hjem. Jeg lavede denne tegning efter hukommelsen og den er lykkedes ganske godt.

Transportmiddel: Lastbil og Jeep

Den næste hændelse, jeg vil fortælle om, foregik lige efter at jeg havde fået kørekort inde ved militæret. Jeg havde jo civilt kørekort, men det gjaldt ikke her, så jeg skulle igen tage køretimer, og det blev jeg glad for, for det foregik i en stor lastvogn, og så kunne jeg nemlig, når jeg var blevet hjemsendt, få det ført over til mit civile kørekort. På den måde ville jeg få et stort kørekort til lastbil helt gratis. Jeg kørte inde i de snævre gader i Ålborg, og bakkede blandt andet rundt om Budolfi Kirke, og der var der ikke meget plads, men jeg klarede det fint. 91

Men da jeg fik mit kørekort stod der ikke, at det var til lastbil. Jeg gjorde dem opmærksom på fejlen, men de sagde, at det skulle jeg heller ikke have, da jeg kun skulle have kørekort til den jeep, jeg skulle være vognkommandør for. De havde ingen små skolevogne og brugte derfor lastbiler til alle almindelige kørekort. – Se, det var bare ærgerligt, men der var ikke noget at gøre ved det, skønt jeg forsøgte.

13 mand på én jeep. Det er mig øverst til højre. Den allerførste gang jeg skulle bruge mit kørekort, var under en øvelse i nærheden af kasernen. Jeg havde fået udleveret min jeep, og vi kørte inde i en plantage. Jeg havde lige sat de tre andre i jeepen af, og kørte rask op ad en smal skovvej. I vejsiden stod motorfenrikken, der havde ansvaret for alle køretøjerne, og han rynkede brynene lidt, da jeg drønede forbi. Han syntes vist, at jeg kørte for hurtigt. 92

Pludselig bliver der råbt: - Flyverskjul! Når den ordre lød skulle vi hurtigst mulig køre ind mellem træerne, så vi var vanskelige at få øje på fra luften. Jeg havde lige, - cirka 50 meter tilbage, kørt forbi en lille åbning i træerne, så jeg besluttede at bakke tilbage til dette hul. Nu har jeg altid været ret god til at bakke hurtigt, så det gik i susende fart tilbage ad skovvejen. Lige forbi den måbende motorfenrik og nu syntes han i hvert fald, at det gik for hurtigt. Men det gik fint og jeg svingede bagenden af jeepen ind i lysningen. Det eneste jeg ikke havde set, var et kæmpe stort fyrretræ, der må have stået i den blinde vinkel i kalechen. Der lød et kolossalt brag, da venstre hjørne af jeepens bagende ramte træet. Det gav genlyd i hele skoven, og min stålhjelm røg om på ryggen, kun holdt af stroppen under hagen. Det næste jeg hørte var alle fyrrekoglerne, der hamrede ned i kaleche taget. - Det lød som en trommehvirvel. Jeg sad lidt og sundede mig, og pludselig kommer motorfenrikken løbende for at se, hvor stor skade hans jeep havde taget. Det så han så, og han sagde indædt til mig: - Det her kommer De selv til at betale 83, for De bakkede alt for hurtig, og jeg er selv vidne. Den besked tænkte jeg lidt over. Det så ud til at blive en dyr reparation. Jeg var slet ikke klar over, at man selv kunne komme til at erstatte hærens materiel, og måske var det også bare noget, han ville bilde mig ind. 93

Jeg undersøgte det aldrig, men jeg havde jo ikke lyst til at komme af med de mange penge, som jeg heller slet ikke havde. - Jeg måtte finde på noget. Jeg studerede jeepen. Dens bremsepedal var af metal med små knopper på. De var nu slidt af og nederste højre hjørne var helt blank og bøjet ned mod gulvet. Nu fik jeg en god ide. Jeg skulle skrive en skadesrapport, og heri skrev jeg: - Da jeg skulle bremse jeepen inde i lysningen, trådte jeg hårdt på bremsepedalen, men på grund af det slidte hjørne og mine fedtede læderstøvler, gled min fod af og den trådte i stedet hårdt på speederen, og dette medførte det voldsomme sammenstød med træet. I øvrigt, skrev jeg: - Jeg synes, at det er aldeles uforsvarligt at sende soldater ud i så nedslidte køretøjer. Det kunne en anden gang have gået ud over mennesker. - Tænk, hvis jeg skulle have bremset hårdt op for en hel kolonne! Nogen tid efter kom motorfenrikken hen til mig og sagde: - Det var meget smart fundet på 83, men jeg ved sgu` godt, at det er løgn. Sådan endte den historie og jeg hørte aldrig mere til den sag.

Højt at flyve Befordring: Fly og luftskib I 1959 var jeg oppe og flyve med min fætter Folmer, der var pilot. Vi fløj i denne lille maskine og jeg fik selvfølgelig en ordentlig ”fættertur”. Han fløj opad og dykkede pludselig så stejlt, at jeg hang oppe i sikkerhedsselen og var vægtløs. - Men sjovt det var det.

Det er Folmers far, min onkel Gunnar, der er passager her på dette billede. Jeg fik ham til at flyve ud over vores nye hus, som vi lige havde købt samme år. Ulla vidste besked og stod nede på fortrappen og vinkede. 95

Vores hus

Se, hvor alene husene lå dengang. Haven overfor er lige anlagt. Før var det en mark med køer.

Nu vi er ved luftfartøjer, må jeg hellere fortælle om dengang jeg i 1979 var ude at flyve i et stort luftskib. Det startede oppe på Kirstinesmindes flyveplads, der lå, hvor Universitetshospitalet ligger i dag.

Jeg havde en bekendt, der solgte Good Year dæk, og deres luftskib var i Danmark for at give deres bedste kunder og sælgere en tur. Jeg fik dem, - på en eller anden måde, overtalt til også at give mig en tur. Da jeg jo ikke havde noget med selskabet at gøre, ventede jeg høfligt til sidst med at gå ombord. Det resulterede lykkeligvis i, at der kun var en tom plads helt oppe ved siden af piloten. Det var den bedste udsigtsplads af dem alle, så der var jeg heldig. Jeg kunne samtidig spørge piloten - en italiener - om en masse ting vedrørende luftskibet. Der var monteret to store motorer med propel på siden af kabinen, så der var en vældig larm inde i denne. - Man måtte råbe for at tale sammen.

Der var en masse hjælpere, i hvide Good Year skjorter, til at trække luftskibet ned ved landing og til at holde det fast, når det var nede på jorden. Til dette brug var der en masse tove, der hang ned fra luftskibet. Luftskibet steg langsomt op, vi kom kun langsomt frem. Vi fløj ind over Aarhus by og havn i en stor cirkel. Desværre fløj vi ikke hen over vores hus, men vi fløj dog henover kvarteret, hvor vores forretning lå og jeg tog dette billede.

Ved det røde X ligger vores butik i Nørregade Nr. 1 er Nørreport. Nr. 2 er Hjelmensgade. Nr. 3 er Sjællandsgade. -

Ja, så fik jeg også prøvet at flyve i luftskib. 98

Min første, eneste og sidste skitur Befordringsmiddel: Ski Da jeg var ung i 1950’erne fik jeg engang fat på et par brugte ski. De var gamle og sorte, samt ret brede. Nede i Risskov ved Marienlund var der nemlig nogle bløder bakker med et lille hop på, og her var der om vinteren, en del mennesker der stod på ski. Det skulle jeg da selvfølgelig også prøve, for at se om det var noget for mig. Efter at have øvet mig lidt, på den brede snedækkede græsrabat på vores egen vej, cyklede jeg så ned til Marienlund med mine gamle sorte ski på nakken. Jeg fik taget en tre-fire ture på bakken og det var da meget sjovt, men alligevel, - det var ikke noget der fangede mig rigtigt, så skiene blev lagt op på loftet af mine forældres hus. - Jeg boede jo hjemme, dengang. I 1970 skulle hele familien, Ulla, der var gravid med Iben, Steen, Finn og jeg, på vinterferie i Lillehammer i Norge, sammen med Ullas søster Tove og hendes mand Carsten. Carsten var en temmelig habil skiløber, så han sagde, at jeg skulle tage mine gamle ski med, for det var så dejligt at løbe på ski i Norge, og skønt jeg protesterede og sagde, at jeg slet ikke var vant at løbe på ski, men blot havde prøvet det én gang før, nemlig en søndag formiddag nede i Risskov, mente han, at når 99

jeg var god til så mange andre ting, kunne jeg også let klare at stå på ski i Norge. – Hans tiltro til mine evner var i hvert fald enorm stor. Da jeg sædvanligvis er med på den værste, når bare der er en stor udfordring i det, tog jeg mine ski med i bagagen. Han havde sagt, at man godt kunne leje ski deroppe, men også, at det var ret dyrt, så mine vestjyske gener sagde mig, at jeg skulle tage mine egne ski med. De første dage øvede jeg mig på nogle lavere bakker, med Carsten som skilærer og det gik såmænd meget godt, ja, så godt, at vi en dag tog ud på en længere langrendstur. Vi tog en lift op, for at få en tur, der mest gik nedad og nu syntes jeg faktisk, at det var herligt, at stå på ski i den kridhvide sne og med den klare blå himmel over. Det gik glimrende, når jeg bare blev på løjpen og fulgte sporene. Skiliften Det er Carsten til højre

100

Sådan forløb der nogle dage, men så pludselig en dag, siger Carsten, at jeg skal med ud på en tur, som han havde prøvet for et par år siden. Vi skulle køre med en bus et stykke op i fjeldene og så løbe på ski tilbage til hotellet. Jeg var lidt betænkelig, for min skierfaring var kun nogle få dage gammel, og jeg spurgte ham, om han nu ikke overvurderede mine evner. Det mente han bestemt ikke. - Se bare, hvor godt det er gået de sidste dage! – sagde han. - Det klarer du nemt. Jeg kender jo turen og det er slet ikke så svært, - påstod han. Jeg lod mig overtale, skønt jeg følte, at nu ville jeg vist vove mig ud til det yderste af mine skievner. Vi tog bussen, sammen med en hel del andre skiløbere, og der var en forventningsfuld stemning i bussen. Alle glædede sig til turen ned om eftermiddagen, undtagen mig. Vi var nemlig startet om morgenen og busturen tog hele formiddagen, så der måtte efterhånden være temmelig langt hjem for en totalt uøvet skiløber som mig. Endelig kom vi til endestationen ved et højfjeldshotel. Bussen holdt på den skrå og meget glatte parkeringsplads. Vi steg ud og fik vores ski fra bussens bagagerum.

101

Jeg satte straks mine ski på, på parkeringspladsen, cirka fem meter oven for bussen. Det gjorde alle de andre også, og så forsvandt de ud til siden mellem nogle store snedækkede graner. Jeg var jo noget uvant, og derfor var jeg en af de sidste, der fik skiene på. Jeg rejste mig, og gled omgående på den spejlblanke og skrå parkeringsplads, lige ned mod bussen. Jeg faldt bagover og gled halvvejs ind under bussen, selvfølgelig til stor moro for de, heldigvis få tilskuere, der var tilbage. Jeg kom på benene igen, og bevægede mig endog meget forsigtigt henover den isglatte overflade med hjælp af mine skistave. Carsten var foran, og han ledte mig ind mellem de store graner og ud på den anden side, hvor der åbenbarede sig en stor og lang skråning med masser af sne. Den var alt for stejl til at køre lige ned af, og da jeg spurgte, hvordan vi så skulle komme ned, og om der ikke var en anden vej, der var mere flad, sagde Carsten: - Nej, det er den vej vi skal, og du skal blot køre slalom ned ad bakken. – Slalom? – Det havde jeg aldrig prøvet. Nede ved vores eget hotel havde jeg blot kørt lige ud, ned ad bakkerne med fastkørt sne, men her var der et dybt lag løst sne. Jeg vidste selvfølgelig godt, hvad slalom var. Det havde jeg set i fjernsynet om vinteren, men selv at gøre det, var en hel anden sag.

102

Er du sikker på, at jeg kan gøre det? – spurgte jeg Carsten, men han sagde blot, at jeg skulle se og gøre som ham og fortalte, at jeg skulle løbe i hårnålesving ned ad bakken. Når jeg skulle svinge til højre, skulle jeg sætte venstre ski lidt på skrå for at bremse og så svinge skiene til højre. - Det lød ærlig talt ikke ret let, men han sagde, at jeg blot skulle gøre ligesom ham, og idet han sagde det, satte han afsted ned ad bakken. Jeg fulgte ham med øjnene og så hvordan han gjorde, når han vendte og da jeg i grunden ikke anede, hvor jeg befandt mig, var der jo ikke andet at gøre end at følge efter. – Så måtte det briste eller bære og jeg kom pludselig til at tænke på, hvad udtrykket ”Knæk og bræk” også kunne betyde.

Her står jeg som skiløber i Norge

103

Jeg fik dog hurtigt andet at tænke på, for jeg skulle virkelig koncentrere mig, for at ”lære at køre slalom”, men øvelse gør mester og efter en seks-syv vendinger, gik det ret godt, og jeg følte mig slet ikke så usikker. Der var en del kilometer hjem til hotellet, men det var smukt vejr og jeg kunne let holde varmen. Nogle steder gik terrænet mere ligeud, men næsten altid lidt nedad, så vi kom ret hurtigt frem, og jeg fulgte Carsten, så godt jeg kunne. Når jeg kom bagud, ventede han på mig og vi fortsatte. Engang kom vi til en ret stejl nedkørsel i et brandbælte med høje graner på begge sider. Det var kun ét skispor ned, men det var til gengæld dybt, så det var bare med at holde balancen på skiene nede i sporet. Sådan et sted kunne man let brække benene, hvis man væltede. Medens jeg farer, mere eller mindre kontrolleret, ned ad dette spor, opdager jeg til min store rædsel en skiløber, der kommer opad i sporet. Han har ovenikøbet en stor schæferhund med i en lang snor. Han er dog en erfaren skiløber, sikkert en lokal nordmand, siden han har hund med. Da han får øje på mig, spotter han hurtigt, at her har han en uerfaren skiløber for sig, så han står straks af sporet på venstre side, så jeg kan passere. Der er bare den hage ved det, at han er så optaget af mig, at han ikke

104

opdager, at hans hund hopper over på den anden side af sporet, så hundesnoren nu ligger tværs hen over dette. Gjorde den det, når jeg kom forbi, ville det forårsage en katastrofe for os alle tre, i hvert fald for hunden og mig, så jeg råbte højt og pegede først ud til højre og gjorde så en bevægelse med armen fra højre over mod venstre. Det opfattede han straks, og han halede hunden over til sig lige i sidste øjeblik, inden jeg røg forbi. - Jeg følte i hvert fald, at det ikke var et sekund for tidligt. Nu var eftermiddagen efterhånden gået og det begyndte at mørkne. Carsten løb stadig en hundrede meter foran mig på en nogenlunde flad strækning mellem nogle meget store og meget snedækkede graner. Sporet snævrede ind, og det begyndte at gå lidt mere nedad, så der kom mere fart på. Pludselig ser jeg til min store rædsel, at Carsten forsvandt ud i luften henne for enden af sporet. Det så ud, som om han var kørt ud over en skrænt. Nu blev jeg pludselig nervøs, for jeg kunne jo ikke se, hvor stejl den skrænt var, og det ville jeg først vide, før jeg kørte ud over den. Jeg havde dog fået en del fart på, og jeg kunne slet ikke nå at stoppe før skrænten, så jeg valgte at drøne 105

lige ind i et stort grantræ, der stod med store nedhængende grene, fulde af dejlig tykt sne. Jeg regnede med, at de ville afbøde sammenstødet og standse mig. Det gjorde de så sandelig også, for da jeg endelig holdt stille, var jeg begravet, bogstavelig talt, i sne til op midt på brystet. Pludselig kunne jeg mærke, at mit venstre ben gjorde ret ondt, og da jeg fik gravet mig fri af al den sne, kunne jeg let se årsagen, for den ene af skiene vendte spidsen næsten bagud og mit knæ var derfor forvredet. - Det er i øvrigt en skade jeg stadig kan mærke af og til, her så mange år efter.

Det var sådan et træ jeg kørte ind i 106

Jeg frigjorde mig fra skiene, og gik hen til kanten af skrænten og så ned. Den var slet ikke så stejl, som jeg havde frygtet, og til min store glæde, kunne jeg se et kendt område. Det var nemlig området oven for vores hotel og jeg kunne se lysene nede ved hotellet. Jeg kunne også se Carsten stå og vente et stykke nede, som et mørkt punkt mod den lyse sne. Jeg tog skiene på, kørte ned til ham, hvorefter vi fortsatte turen hjem det sidste stykke. Sneen i området var, af de mange skiløbere ved hotellet, kørt fast, så den nu var hård og glat. Vi valgte at køre efter lysene i hotellet og stikke tværs over bakken, der nu skrånede pænt ned mod hotellet, og nu gik det i susende fart. Der var bare én ting vi havde glemt, og ikke kunne se i mørket. Det var en hulvej der løb på tværs. Vi opdagede den dog i sidste øjeblik, vi hoppede op og løftede skiene op under os, og vi kom minsandten helskindede over, hvilket for mig, vist var mere held end forstand. Men nu kan jeg da prale med, at jeg også har lavet skihop, selvom det kun var et lille et af slagsen. Da vi kom helt hjem, tog jeg skiene af og da det var en af de allersidste dage af vores ferie, tog jeg dem ikke på igen, for efter den tur, havde jeg ligesom fået nok af skiløb i mit liv.

107

Jeg gemte de gamle sorte ski i mange år, og jeg har tit undret mig over, at de holdt til den tur, men nu er de dog borte. Det er i grunden en skam, når man tænker på, at jeg gemmer så meget andet. Det kunne have været sjovt, at kunne bringe et billede af dem her. De har sikkert været fra før krigen. - I Norge havde jeg smurt dem med stearinlys. Det var billigere end skivoks. Siden den dag i 1970 har jeg aldrig haft et par ski på mine fødder. For selv om jeg klarede det helt godt, stik mod alle beregninger, blev jeg dog enig med mig selv om at: Skiløb. - Det er ikke lige mig.

Angående gener Jeg har et par gange omtalt mine vestjyske gener. Dem har jeg helt sikkert arvet fra min far. Hans familie har i generationer været gårdejere på Ølgod kanten. Som barn syntes jeg, at han var lidt nærig, især med lommepenge, så da jeg fyldte ti år, bad jeg om at få forhøjet de, yderst sparsomme, lommepenge jeg fik. Det blev et nej, og det fik mig til at udbryde: - Så ved jeg godt hvorfra skotterne er udvandret. Det må være Vestjylland, for I er godt nok mere nærige end skotterne. Han blev ikke fornærmet, men svarede, at vestjyder skam ikke var nærige, men blot påholdende, og at det er slet ikke det samme. 108

Hvorfor er vestjyder så mere påholdende end østjyder? - spurgte jeg så. Det skal jeg sige dig. - Herovre i Østjylland er der meget muldjord og der gror kornet tæt, og giver mange penge. Men ovre i Vestjylland er der mest sandjord, og derfor er der længere mellem kornaksene og det giver kun få penge, og de få penge man har, passer man bedre på og tænker mere over, hvad man bruger dem til og det er ihvertfald slet ikke til lommepenge til drenge på ti år. Den forklaring måtte jeg så nøjes med, men det fik så til gengæld den gode virkning, at jeg også begyndte at tænke over, hvad jeg brugte mine sparsomme penge til, og fra da af gemte jeg dem i en gammel blikdåse fra en symaskine. Hvis min mor en dag ikke havde flere penge til mad, før min far kom hjem, kunne hun altid låne af mig. Det har hun fortalt mig mange gange og selvfølgelig har jeg da stadig gemt den blikæske. Den står i mit pengeskab med et kontant beløb i den dag i dag. 109

Motorcykeltur med komplikationer Transportmiddel: Nimbus motorcykel I 1990 var vi til fødselsdag hos Ullas tvillingsøskende i Als ved Hadsund. Jeg var kørende på min Nimbus Sport fra 1938. Der var et dejligt sensommervejr, så jeg nød turen derop. Jeg kørte ad små veje, så jeg havde naturen næsten helt for mig selv, og kunne forestille mig, at jeg var på en tidsrejse tilbage i 1938. (Se billedet side 12) Jeg nød lyden af den firecylindrede motor med de åbne ventiler. En Nimbus har en helt speciel motorlyd, som kan genkendes på lang afstand. Om eftermiddagen var der underholdning ude i haven. Søn nr. 1, Steen, havde gået på kursus i ”Gøglerskolen” nede i Mejlgade, så han ville vise os nogle dramatiske tricks. Først blev søn nr. 2, Finn, lagt på ryggen mellem to stole, således, at fødderne hvilede på den ene og skuldrene på den anden. Det meste af kroppen svævede således mellem de to stole. Nu blev der lagt en tung cementhaveflise på hans mave og Steen proklamerede på cirkusmaner, at han nu ville smadre denne flise, på Finns mave, med en enorm mukkert, som han derefter fremviste. - Alle gøs og ikke mindst deres mor, Ulla. 110

Han hĂŚvede mukkerten til et dramatisk slag og alle holdt vejret.

Han slog af fuld kraft og flisen sprang i mange stykker. Finn havde strammet mave- og rygmuskler og kunne rejse sig ganske uskadt op.

111

Bagefter skulle Steen vise endnu et stuntnummer fra Gøglerskolen. Han havde medbragt fem almindelige mursten i en papkasse.

Dem stablede han op på havebordet, således, at der lå to mursten oven på hinanden med et mellemrum mellem de to stakke. Hen henover dette mellemrum lagde han den sidste mursten og proklamerede med cirkusstemme, at han nu ville smadre overligger-murstenen med et håndkantslag. Efter en ”kunstnerisk” pause for at øge spændingen, hævede han hånden og med et hurtigt slag, smadrede han stenen og alle klappede. Nu påstod han, at det var et nummer, som alle kunne udføre og spurgte om der var nogen, der ville prøve? Det var der dog ingen, der sådan lige havde lyst til, men da han kendte min svaghed for udfordrende ting,

112

spurgte han nu mig direkte, selvfølgelig ikke stå for.

det

kunne

jeg

Han instruerede mig først i hemmeligheden ved nummeret. Den bestod i, at man med venstre hånd skulle holde den mursten, der skulle smadres, cirka én centimeter over stakken og lade håndkantsslaget ramme den ned mod stakken. Derved skulle der slet ikke så hårdt et slag til, for at smadre stenen. Jeg stillede mig op med en ny mursten som overligger, koncentrerede mig og slog et virkeligt hårdt slag, for jeg ville være helt sikker på, at stenen smadredes. Den splintredes da også i mange stykker, og de slog så hårdt ned i havebordet, at der blev store mærker i træet og alle klappede og jeg bukkede som en anden cirkusartist. Medens jeg stod der, fik jeg frygtelig ondt i min højre hånd, der havde ført slaget. Steen havde ellers sagt, at man ikke kunne mærke noget bagefter, når man blot havde fulgt hans anvisninger. - Men det var netop det, jeg ikke havde timet helt rigtigt. I min iver, havde jeg ladet murstenen komme helt ned til stakken, før slaget ramte og nu havde hånden altså smadret en tyk hård mursten i virkeligheden og uden trick af nogen art. 113

Det havde den absolut ikke gavn af, idet knoerne var mast hårdt mod hinanden og nerverne i hånden var fuldstændig lammede. Den blev mere og mere følelsesløs, og dette bredte sig i armen, helt op til albuen. Jeg kunne overhovedet ikke bruge armen til noget som helst, da hjernen ikke kunne styre den. Da vi kort tid efter skulle til at køre hjem til Aarhus, måtte jeg konstatere, at Nimbus, kunne jeg i hvert fald slet ikke køre. Jeg aftalte nu med Finn, at han skulle køre min Nimbus hjem, og at jeg så skulle køre hans bil. Men det kunne jeg jo faktisk heller ikke, da jeg ikke kunne bruge højre arm, og den skulle jeg jo skifte gear med. Det var denne Nimbus jeg kørte på derop, men ikke hjem. Her på udstilling i butikken

114

Nå, problemet skulle løses, og hjem skulle vi jo, så jeg aftalte med Finns kone, Bente, - der i øvrigt slet ikke havde kørekort endnu, at hun skulle sidde på højre forsæde og skifte gearene, medens jeg førte bilen og passede resten. Hun var vaks og når jeg trådte koblingen ud og sagde, for eksempel: - II gear, skiftede hun og jeg koblede til igen. Det gik faktisk fint hele vejen hjem, skønt vi skulle ned gennem Randers by med de mange lyskryds. Efter en uges tid var armen normal igen, og højre hånd var faktisk forbedret, da jeg før havde haft ondt mellem leddene, ligesom en slags leddegigt, men det hårde slag, havde åbenbart smadret ”kalken” mellem leddene i knoerne. Jeg har aldrig siden mærket noget mærkeligt i disse led, så det må vel siges, at være en ekstra gevinst, ved at udføre dette ”cirkus” nummer.

En spændende sejltur Befordringsmiddel: Stort tremastet sejlskib I 1991 havde Aarhus besøg af et stort russisk skoleskib, der hed ”Khersones”. Det var tremastet og lavet helt af metal, men bygget fuldstændig som et sejlskib af træ. 115

Man kunne komme med på en sejltur ud i bugten for fulde sejl, men også fuld betaling. Det var på Sovjetunionens allersidste dage, så mandskabet ragede godt til sig og solgte ud af de ting, de nu snart ikke skulle bruge mere, og som de vidste, at vesteuropæere gerne ville købe som souvenirs. - Jeg købte også nogle ting, da jeg var ombord.

116

En russisk rubel med Lenin på, en kokarde til kasket med Hammer og Sejl og en livrem med flådens store bæltespænde af messing.

Lenin 100 år

Vi kom ombord og så os om på skibet. Det var virkelig stort. Et af de allerstørste skolesejlskibe i verden, hvis ikke det største. Jeg havde nemlig købt to billetter til Steen og mig, da jeg ikke ville gå glip af, at komme med ud at sejle med et rigtigt stort gammeldags sejlskib. - Det får man sjældent chancen for i vore dage. 117

Efter et stykke tid, blev vi slæbt ud af havnen af en slæbebåd, og matroserne begyndte at kravle op i alle masterne og ud på de mange ræer, for at sætte sejl. - Dem var der hele femten af, og de var store. Det så imponerende ud, for de ventede, til alle var kommet på plads på ræerne, før de på én gang løsnede rebene, så sejlene foldede sig ud. Straks begyndte det store skib at krænge over til den ene side, så dækket stod ikke så lidt på skrå og det blev lidt svært at gå henad. I avisen havde der stået, at man kunne få lov til at kravle op i masterne, men da vi kom ombord, viste det sig ikke rigtigt at holde stik, - for nu at blive i sømandssproget. Vi havde spurgt nogle officerer om lov alligevel, men de henviste os til styrmanden. Steen havde fundet en russisk matros på hans egen alder, der kunne tale lidt 118

engelsk, og ham fulgtes han så med hen til styrmanden. Men han ville heller ikke give lov og sendte dem op til kaptajnen på øverste kommandobro. Efter lidt parlamenteren fik Steen lov til at kravle op i masten. Men kun på en absolut betingelse af, at en erfaren sejlgast fulgte ham derop. Det viste sig så heldigt, at Steens ”gode ven”, netop var dette, så nu var der ingen problemer. Gasten og Steen begyndte at kravle op ad vanterne i den høje mast. Gasten ville kravle forrest til første udsigtspost for at vise Steen, hvordan man kravler i vanter. Det er nemlig slet ikke så nemt, som det ser ud til. Vanterne er jo en slags ternede rebstiger, der går temmelig stejlt op. I begyndelsen, - fortalte Steen senere, var det lidt svimlende, at kravle så højt op, for han kunne ikke undgå at se ned, da han skulle være meget omhyggeligt med at sætte sine størrelse 45 fødder langt nok ind i vanten. Men han lærte det og kom op til den første platform.

119

Det store skib hældede lidt til bagbord i vandet og det gyngede også. Steen fortsatte alene op til den mellemste platform, men det var også rigeligt, for når han så ned, var han nu ude over skibets ræling på grund af hældningen, og ville ramme vandet, hvis han faldt ned.

120

Når man kom op til platformen, kunne man ikke blot kravle gennem et hul og komme op på den ad den vej, nej man skulle kravle udenom og det var ikke let. Vantet, han kravlede på, endte nemlig inde på selve masten, så han måtte læne sig skråt bagud og gribe fat i reb og gulv på platformen, for derefter at mave sig op. Man skal virkelig koncentrere sig og holde godt fast for ikke at falde baglæns ned. - Der var absolut intet sikkerhedsreb, eller sikkerhedsnet.

Det var et meget nervepirrende øjeblik, og minsandten, om der ikke lige i det øjeblik, lød et enormt brag, så Steen næsten slap sit tag af bare forskrækkelse. - Han klamrede sig dog fast og kom helt op og kunne her nyde det storslåede syn og se havet bruse nede under sig, for nu var han, på grund af hældningen, langt uden for rælingen.

121

Det store brag var frembragt af en jetjager fra flyvevåbnet, der med stor hastighed kom strygende nogle få meter over vandoverfladen og kun hundrede meter bag ved sejlskibet. Braget var så højt, at det lød, som om den havde gennembrudt lydmuren, men det kan vel næppe have været tilfældet. - Og dog alligevel. Den var nemlig sendt ud af forsvaret for at demonstrere, at nu skulle det russiske skib kun hertil og ikke længere. - Det skulle vende om straks. Vi var nemlig, på grund af en kraftig vestenvind, kommet temmelig langt ud i Kattegat og vi nærmede os nu svensk farvand og det ville , give store problemer, at have et, - ikke varslet, russisk halvmilitært skib sejlende rundt der, i disse opløsningstider for Sovjet Unionen. Vi vendte rundt, og alle matroserne løb nu op i masterne, trak sejlene op og rebede dem. De kraftige maskiner blev startet og vi sejlede tilbage til Aarhus for egen motorkraft. Det tog et stykke tid at komme hjem igen, men vi havde haft en spændende dag og for Steen endog måske lidt for spændende. Dermed kom et stort sejlskib også på listen over mine transportmidler. 122

Fiskeri fra forskellige fartøjer Transportmiddel: Maldivisk fiskerbåd

Jeg har gennem hele mit liv lystfisket fra forskellige fartøjer, lige fra en lille jolle til store fiskerbåde. Som alle lystfiskere, har jeg utallige oplevelser at fortælle, men her vil jeg nøjes med at fortælle om fem. I marts 1991 var Ulla og jeg på ferie på Maldiverne i fjorten dage. Det var en hel anderledes ferie. Maldiverne ligger jo ude i Det Indiske Ocean, - cirka midt mellem Afrika og Indien. Riget består af mange hundrede små øer, spredt i havet lidt nord for ækvator. Da vi, efter en tolv timer lang flyvetur og en fem timers sejltur, endelig ankom til vores ø, der hed Kuredu, blev vi indkvarteret i vores egen lille stråtækte hytte kun få meter fra vandet.

123

De første dage gik med at udforske øen, men den lærte vi hurtigt at kende, for vi kunne gå rundt om den på under en time. Vi oplevede en masse ting og skaffede ovenikøbet de indfødte regn efter syv måneders tørke. Men læs om det i min bog: OPLEVELSER. Her er hele historien om vores ferie på Maldiverne. - www.kegulkdager.dk Vi havde vores egen kokospalme lige uden for døren, og kunne hver dag spise og drikke den friske kokos, for hver nat hørte vi dumpe drøn, når en nød faldt ned fra den høje palme. Vi kunne komme med en lokal fiskerbåd ud at fiske i det meget dybe ocean og det gjorde vi en dag. Jeg skulle rigtig vise Ulla, der jo aldrig havde lystfisket, hvordan men gjorde og det gjorde jeg så, da vi kom ud på pladsen. 124

Jeg gjorde det åbenbart så godt, at Ulla fangede tre fisk, hvoraf de to var ret store. En Jackfish, en havaborre og en lille rødfisk, medens jeg overhovedet ikke fangede noget. – Dette var pinligt for en gammel lystfisker. Her står Ulla med den lille af sine fisk, rødfisken. De to andre var fire gange så store, men længere fremme i historien skal I se, hvordan en rigtig rødfisk skal se ud. (Undskyld Ulla, men jeg skal forsvare min lystfiskerære)

Fiskerbåden med latinersejl

125

Et par dage efter tog jeg alene ud for at redde min fiskerære. - Ulla mente, at hun havde bevist, hvad hun skulle. Jeg fik udleveret min kraftige fiskesnøre med en stor krog. Den havde nærmest en halv makrel på som madding. Snøren var vundet på en smalt bræt af træ og havde et tungt synk af metal, så det sank hurtigt ned mod bunden af det dybe ocean.

Her er et sådant bræt til fiskesnører. Jeg fandt det i strandkanten og tegnede udsigten fra vores hytte. Efter at have ventet et stykke tid, kunne jeg mærke at der var bid, og at det måtte være en ret stor fisk. Jeg begyndte at hale snøren op, og den var tung, og der var lang vej op. Vi havde fået, at vide, at vi aldrig måtte vikle snøren om hånden, for at få et bedre tag. Grunden var, at hvis vi fik en meget stor fisk på, kunne den trække os udenbords og der var mange hajer. Jeg halede og halede, og for at lette det hele lidt, satte jeg den ene fod op på den meget lave ræling, den var kun cirka 25 centimeter høj. Det aflastede armene, når jeg brugte vægten af kroppen, ved at læne mig bagud, når jeg trak op. 126

De andre havde jo opdaget, at jeg havde en stor fisk på krogen, og de fulgte spændt mine anstrengelser. Pludselig kunne jeg ikke hale snøren højere op, skønt jeg, - stik imod de gode råd, viklede snøren et par gange rundt om hånden, for at hindre at den gled. Skønt jeg lænede mig bagud, og satte begge fødder mod den lave ræling, kunne jeg ikke rokke snøren det mindste. De andre foreslog muntert, at jeg sikkert havde fået bundbid, men det var jo umuligt, da min fisk allerede var langt fra bunden og vel halvvejs oppe. Hvad i himlens navn, kunne så være årsagen? Det opdagede jeg hurtigt, for pludselig gav det nogle virkelig voldsomme ryk og rusk i snøren, så jeg nær var røget udenbords, da snøren jo var viklet om min hånd. Jeg slap hurtigt snøren og den kom løs af min hånd og jeg satte mig med et bump ned på dækket. Den optrukne snøre, der blot lå løst på dækket, forsvandt nu i rasende fart ud i havet, og jeg greb fat i den for at bremse dens vilde fart, og for at få fat i min fisk. - Så let skulle den ikke slippe væk. Jeg fik hold i snøren, og pludselig blev den helt stille, og jeg kunne igen begynde at hale min fisk ind, men nu vejede den kun det halve. - Vi undrede os alle over dette mærkelige hændelsesforløb. Vi kunne simpelthen ikke finde nogen fornuftig forklaring. 127

Pludselig dukkede hovedet af en kæmpe rødfisk op af vandet. Jeg blev meget glad. Det var godt nok den største fisk, jeg havde fanget i hele mit lystfiskerliv. Glad hiver jeg den op på dækket, men stor blev min skuffelse, for der var jo kun en tredjedel af fisken. - Hvor henne?

var

resten

Det kunne vi så pludselig godt regne ud. Da jeg halede min fisk op gennem vandet, havde den jo en opførsel, der ikke var normalt for en fisk, og det havde en sulten haj opdaget. Den har sikkert troet, at fisken var syg og derfor var et let bytte, og det havde den udnyttet. Den havde taget et godt bid i fisken bagfra, og gjort som hajer nu gør. Den havde bidt de skarpe tænder sammen i et fast greb, og derefter rusket fisken fra side til side. Derved har den fået bidt hele den bagerste del af fisken. 128

Det var derfor, det havde rusket så voldsomt i snøren, og derfor, at min fisk vejede så lidt bagefter.

Her ligger resterne af min fisk ved siden af en fisk i makrelstørrelse. (Se Ullas rødfisk side 125) Der var udsat en flaske rødvin som præmie til den, der fangede den største fisk, men da jeg selvfølgelig straks gjorde klart, at min fisk var langt den største, spurgte de med slet skjult skadefro: - Men hvor er resten? Så den flaske rødvin fik jeg ikke, men jeg fik en spændende oplevelse, som jeg stadig husker krystalklart. Jeg havde jo både haft en stor rødfisk og en stor haj på samme krog. - Det er der ikke mange lystfiskere der kan prale af, og lystfiskere praler jo gerne. 129

Her står jeg på stranden lige før jeg danser regndans i min hjemmeflettede medicinmandsdragt af palmeblade. Læg mærke til den blå himmel. - Det havde ikke regnet i syv måneder, men tre timer efter min regndans, styrtede regnen voldsomt ned! Måske virker regndans virkelig, hvis man tror fast nok! 130

Den tredobbelt fangede gedde Befordringsmiddel: Min lille jolle ”Prop” I sommeren l992 havde jeg en lidt speciel oplevelse under en røgtning af min åleline. Jeg har lavet en åleline med tyve kroge, som jeg sætter et stykke nede i søen ved vores fritidshus. Søen hedder Tangsø og ligger cirka midt mellem Klosterheden og Thorsminde. Jeg placerer linen i kanten af den store sivskov langs bredden, - ud mod søen. Jeg sætter den om aftenen ved 22 tiden. På de tyve kroge er der regnorm, som jeg har gravet op i den halvfugtige eng ved huset. Linen ”arbejder” nu i cirka 4-5 timer, og skal røgtes ved 2-3 tiden om natten. Så er der som regel gået nogle ål på krogene. Dengang varierede det fra et par stykker, og op til 8-9 ål. I dag er der næsten ingen ål tilbage i søen, så nu sætter jeg ikke linen længere, men venter til de, forhåbentlig om nogle år, vender tilbage. Historien, som jeg her vil fortælle, startede en aften ved ni tiden, hvor jeg gravede friske regnorm, og satte dem på de tyve kroge. Jeg gik ned til søen, og trak min lille jolle ud i vandet, og roede et godt stykke ned i søen mod øst. 131

Hernede havde jeg nemlig to pæle stående i vandet langs sivbræmmen. Jeg viklede forsigtigt snøren ud, da de levende regnorm let laver ravage, og bandt den til pælene, så kroge og orm lå nede på bunden. Jeg roede langsomt hjem til huset, og nød den sene aftentime, medens himmelen mod vest, endnu var farvet rød af solnedgangen. Det hele, lugten fra søen, - lyset fra den let mørknende himmel, den store stilhed - kun afbrudt af pludselige lyde af fugle og dyr i sivene, giver en utrolig ro i sindet, og en stor livsglæde. Ved to tiden om natten stod jeg op igen, gik ned til søen, og roede hen til snøren, for nu skulle den røgtes. Hvis man venter for længe kan der nemlig ske det, at ålene ”hænger sig”. Det udtryk bruger man, når en kroget ål, forsøger at komme fri af krogen ved at snurre rundt og rundt, så den til sidst har viklet sig så 132

meget ind i snøren, at den ikke kan bruge gællerne. Derved kvæles den og får en unaturlig gråhvid farve. Den ser ikke længere så appetitlig ud, og mange vil ikke spise en hængt ål, men kasserer den. Jeg har dog spist flere hængte ål og kan ingen forskel smage. Den er jo død højst et par timer før, jeg tager den af krogen. På vej ned til linen, var det lidt svært at orientere sig, da mosekonen bryggede, så der nu lå en dis over vandet, men ved at ro tæt på sivkanten, fandt jeg dog ned til min åleline. Nu kom det spændende øjeblik. Hvor mange ål var der mon gået på i dag? - Der var kun to ål i pæn størrelse, og det var ikke nok til at lave et hjul med kors på en åletallerken med stuvede hvide kartofler. Dette er nemlig en tradition ålespisere dyrker. Man skal kunne spise så mange ålestykker, at man kan lave en benrad hele tallerkenkanten rundt, og helst et kors i midten. - Et ålehjul.

133

Jeg tog ålene af krogene og satte nye regnorm på de steder, hvor de manglede, for selvom der kun var ål på to af krogene, kunne andre ål nemlig godt have bidt det meste af regnormene af på resten, uden at have bidt på selve krogen. Jeg lagde linen ud igen. Den skulle nu gerne, næste morgen og formiddag, fange aborrer. Dem var der mange af i søen. Den skulle røgtes igen ved middagstid den næste dag. – Nu begyndte jeg at ro hjemad igen. Natten var meget stille, og på grund af mosekonens bryggen, - der gav et sløret uvirkeligt billede af hele sceneriet, kom jeg i en mærkelig stemning. Jeg var jo det eneste levende menneske, der færdedes på søen lige nu. Alle andre i omegnen lå i deres senge og sov den sødeste søvn. Det var som om, jeg befandt mig i en anden verden, befolket af overnaturlige væsener fra sagn og gamle historier. - Slimede åmænd, der pludselig kunne dukke op af vandet og trække båden ned. - Genfærd fra druknede personer, der savnede selskab. - Min livlige fantasi kunne forestille sig alt. Jeg fik pludselig en kuldegysning, og følte mig lidt utryg. Jeg fór sammen når der kom høje lyde inde fra sivskoven, når svømmefuglene kom op at slås om en soveplads.

134

Skønt det på en måde var spændende at opleve, - for jeg elsker jo spænding, syntes jeg pludselig, at nu ville jeg skynde mig at ro hjem og komme i seng. Da jeg roede hjemad, kom jeg til at tænke på en fisker, der engang havde boet i vores fiskerhus, der var fra 1870. Han hed Anton Sivertsen. Han boede i huset, da det var nyt og han havde en stor familie, med kone og elleve børn, så der var munde nok at mætte.

Sådan så fiskerhuset ud da Anton Sivertsen boede i det. Se hans båd og en stak bundgarnspæle ved søen. Han var fisker og daglejer, men sidst på året og om vinteren, var der ikke noget arbejde til ham, så da var familien nødt til at leve af de fisk, han kunne fange i 135

søen. Når der var is på, var det let nok, for da kunne han stange masser af ål, - så mange, at børnene var dødtrætte af ål. Om vinteren stangede man ål på isbelagte søer ved at save et hul i isen med en issav. Erfarne fiskere kendte hullerne på bunden af søen, hvor ålene samlede sig. - De kaldtes ålehuller. Man havde ålejern med et langt skaft til at stange ned i søbunden. Ålene kom i klemme mellem de fjederbelastede blade og sad fast i modhagerne. Effektivt, men sikkert ikke særlig behageligt for ålene. I dag er det forbudt at bruge ålejern. Jeg har dog gemt dette, lidt avancerede ålejern, som minde. Fiskeri med ålejern har man kendt siden stenalderen. Man har fundet syv tusind år gamle ålejern af træ og ben siddende stødt hårdt ned i søbunden. Et ålejern kan også hedde en lystre.

136

En dag, først i december, manglede de fisk til aftensmaden. Der var ikke is på søen, men Anton havde nogle ruser stående i vandet, og dem plejede der at være fisk nok i til hele familien, men i dag havde der ikke været nogen, så da aftenen nærmede sig, forberedte de sig på kun af få kartofler til aftensmad. Anton elskede sine børn og ville nødigt skuffe dem. Skønt der udenfor herskede et uvejr med en rigtig vinterstorm fra vest, med en bidende vind, slud og sne, trak Anton sit olietøj på, satte sydvesten på hovedet og gik ud af døren, skønt hans kone Oline protesterede kraftigt og sagde, at de sagtens kunne undvære fisk i dag. Men Anton var æreskær. Man skulle ikke kunne sige, at han, skønt han var fattig, ikke kunne skaffe mad til sin familie. Han gik gennem snefoget ned til sin båd ved søen, og roede ud til sin bundgarnspæl med rusen. Han lagde et reb fra båden et par gange rundt om pælen, og begyndte at hale den tunge ruse op af vandet. Netop, som han tager et ordentlig tag, glider hans ene fod på snelaget i båden, og han falder i vandet. For at holde balancen, var han kommet til at skubbe båden løs af pælen og den forsvinder hurtigt ned ad søen i den rasende blæst. Anton kunne ikke bunde, og var, i sit olietøj, alt for tung til at kunne svømme ind til bredden, så han 137

klamrede sig til den kraftige bundgarnspæl. Han begyndte at blive meget afkølet, så han var klar over, at han skulle op af vandet, og brugte alle sine kræfter til at kravle op på pælen. Han krængede olieskindsjakken op over pælen, så han ikke skulle bruge så mange kræfter på at holde sig fast. Han knugede ben og arme hårdt om pælen, for bedre at kunne holde varmen og gav sig nu til at vente på hjælp. Men det var ret usandsynligt, at den ville komme, og slet ikke i rette tid, for ingen kunne se ham i snestormen, der ude midt i søen. Hjælpen kom da heller ikke. De havde selvfølgelig været ude at lede efter ham om aftenen, og skønt de råbte og kaldte, kunne de intet se og høre i mørket og snestormen. De fandt ham først den næste morgen, da der blev lyst. Stormen havde lagt sig og solen skinnede nu på det smukke snedækkede landskab. Anton sad, i sit mørke olieskindstøj på bundgarnspælen ude i søen. Hans ryg var helt dækket af sne, og da båden gennem den nu tynde is, nåede ud til ham, kunne de ikke få ham af pælen, så fastfrosset var han. De måtte rokke hele pælen løs i søen og tage både pæl og Anton med ind. - Det må have været en frygtelig oplevelse for hans kone og mange børn, at stå og se på hele dette optrin.

138

Det var dette syn jeg tænkte på, da jeg roede hjemad med ryggen mod stedet, hvor pælen havde stået. Skønt det ikke var koldt, kom jeg igen til at gyse lidt ved tanken om den iskolde Anton, der havde siddet på pælen derhenne på søen. Uvilkårligt vendte jeg mig om og så gennem disen hen mod stedet, hvor pælen havde stået, og mit blod frøs næsten til is! Først troede jeg ikke mine egne øjne, for sad Anton ikke derhenne på sin pæl, i sit sorte oilskindstøj? – Det gjorde han helt bestemt. – Jeg kunne jo se det. – Men Anton var jo død for over hundrede år siden! - Var det min underlige sindstilstand, der bildte mig noget ind, eller var det virkelig et genfærd, der sad der på pælen? Jeg kunne ikke forstå det, og tænkte først på at ro væk i en fart, for selv om jeg kom tættere på, var synet der stadig, og på grund af disen, så det ud som om han svævede lidt over vandet. Det var virkelig underligt. - Men heldigvis sejrede min sunde sans, og store nysgerrighed til sidst. Jeg vendte mig om i båden og roede hen mod pælen, så jeg hele tiden kunne se den og holde retningen, men alle mine sanser protesterede voldsomt. - For det kunne jo ikke være rigtigt! Det var det så heldigvis heller ikke, for da jeg kom helt hen til pælen, viste det sig, at genfærdet Anton, blot var et stort stykke sort plastic, der vel havde været 139

brugt til at dække en roekule eller lignende. Det var så i en storm blæst ud over søen og var blevet fanget af en bundgarnspæl. Men med min fantasi på udflugt, lignede det præcist en skikkelse i gammeldags fiskertøj. Jeg roede det sidste stykke hjem og var faktisk glad, da jeg kunne putte mig ned under dynen, og sove væk fra den uhyggelige oplevelse, og det endda i det samme hus, hvor Anton havde sovet i sine nætter da han levede. Næste dag, ved middagstid, roede jeg igen hen for at se, om der var kommet nogen aborrer på krogene. De første kroge var der ingen fisk på, men da jeg efterhånden hev linen op fra bunden, begyndte det at plaske voldsomt henne ved den anden ende. Jeg skyndte mig at hale linen op og fandt to aborrer henne midtpå. Nu plaskede det virkelig meget henne i enden og jeg kunne se, en ret stor fisk vride og vende sig i vandoverfladen. Den var så stor, at det kun kunne være en gedde, så den måtte jeg hellere bjerge med mit fangstnet. Jeg fandt det frem, foldede det ud og begyndte at bakse den store gedde ind i nettet bagfra. Den protesterede voldsomt og forsøgte at vride sig løs af krogen, og til min store overraskelse, så jeg nu en aborre komme ud af gabet på gedden, hvorpå den hoppede ud af nettet og forsvandt i dybet.

140

Et sådant øjeblik er meget ærgerligt for en lystfisker, for jeg havde den jo i nettet, men på grund af aborren, der sad fast i linen, havde jeg ikke kunnet løfte nettet højt nok op. Gedden ville nu alligevel have raget et stykke op over netkanten, så det ville under alle omstændigheder have været en vanskelig opgave. Nå, - den gedde, var så tabt for denne gang, og jeg trak nettet til mig, men opdagede, at det var tungt, som om det var fyldt med noget, men det var det ikke. Det var tomt, og da jeg tog det op af vandet, så jeg til min store undren, at der fra bunden af nettet hang en fiskesnøre ned i vandet, og mærkede at der var modstand i snøren. Da jeg tog fat i snøren og halede til, fulgte der en stor fisk med, og den hang godt fast i den anden ende. Nu var det en let sag at hale den indenbords, og jeg så til min store undren igen, at linen forsvandt langt ned i gabet på uhyret. Grunden til, at linen hang fast i mit net, var den, at i enden af linen sad et stykke bly, som havde viklet ind i nettet. Lystfiskeren, der engang havde fanget gedden, 141

havde brugt det som vægt, når han kastede linen ud. Han havde nemlig ikke haft et blink på snøren, men en stor trekrog med madding. Det opdagede jeg, da jeg skar gedden op derhjemme. Trekrogen sad nemlig fuldstændig fastvokset nede i maven på den. Der var et flot, lidt rustent, aftryk i geddekødet. Jeg skar nakken over på den. Jeg skærer altid nakken over på alle de fisk jeg fanger, for at de ikke skal lide kvælningsdøden. Det syntes jeg er mest humant. Den aborre, som gedden havde slugt, sad stadig på krogen, så den kom også med hjem, for at blive til føde for anden gang den dag. Gedden blev altså fanget hele tre gange. Først af en ukendt lystfisker, så af aborren på min line og til sidst af mit net

Her er så fangsten fra fisketuren, der her er fortalt om. - Den ret store gedde, tre aborrer og to ål.

142

Hele denne fisketur havde været en oplevelse ud over det sædvanlige og det er derfor jeg her nedskriver den.

Kunsten at ”tatte” ål Transportmiddel: En gammel pram Der er ikke mange der nu til dags kender kunsten at tatte ål. Da der nu næsten ingen ål er tilbage, og det oven i købet er forbudt at fiske dem, er denne form for fiskeri næsten gået i glemmebogen, men jeg har oplevet den et par gange, og vil her fortælle om, hvorledes det foregår. Den første gang, jeg prøvede det var omkring sommeren i 1986. Alfred, som havde den nærmeste gård, og som jeg var gode venner med, spurgte en dag, om jeg ville med ud at tatte ål den følgende nat. Det ville jeg absolut meget gerne, for det havde jeg aldrig prøvet, men kun hørt om. Vi begyndte med at grave en masse regnorm, helst tykke og fede. Så fandt han lange stoppenåle, med et stort øje i, frem. Alfred trådede dem med en tynd murersnor på cirka en meter. Dem lavede vi tre af, da en af hans døtre skulle med os ud at tatte. Vi begyndte nu alle tre at lave vores tat, og det gjorde vi ved at stikke stoppenålen igennem 143

regnormene på langs. Det var slet ikke så let, og det var derfor, det var bedst med tykke og lange regnorm. De vred sig nemlig noget så grusomt ved den behandling, men på landet, er man ikke så følsom over for den slags ting, og jeg var jo nødt til at følge trop. - Det kunne ikke nytte noget, at have fine fornemmelser. Da den lange line var fuld af orm, blev den viklet sammen til en knytnævestor kugle. Heri blev der sat en solid snøre på et par meter, og den blev bundet til en hasselkæp på en meters penge. Nu var vi klar til den natlige fisketur og ventede blot på, at det skulle blive midnat. For ålene søger nemlig først føde om natten, sagde Alfred og så skal det nok være rigtigt, for han er født og opvokset på stedet, og hans slægt har fisket i søen i generationer. Ved midnatstid gik vi fra gården ud ad markvejen til andedammen, som Alfred havde gravet i kanten af søen. Alfred var nemlig også jæger om en hals, så han havde fået en andedam gravet ud og lavet en lille ø i midten med en lavvandet ”voldgrav” omkring. Her kunne ænderne have deres reder i fred for ræve og andre rovdyr, der på grund af voldgraven ikke kunne komme over og æde æg og ællinger. I udløbet mod søen var der et gitterværk, så gedderne ikke kun svømme ind i

144

voldgraven. De åd nemlig også gerne små ællinger, der svømmede rundt i overfladen. Nu havde Alfred jo ikke lavet alt dette for ændernes skyld. Alfred var jæger og han fik på den måde en masse ænder i søen, så når jagten om efteråret gik ind, ville der blive et langt større udbytte. For bymennesker lyder dette lidt kynisk, men for en jæger, er det skam sund fornuft. Husk på, at i gamle dage, var man jo næsten selvforsynende på landet.

Mundingen ind til andedammen og skydeprammen til andejagt.

145

Nå, - vi var jo på vej ud mod andedammen. Her havde Alfred en skydepram til andejagt, og en gammel træbåd, en såkaldt pram, til fiskeri liggende. Prammen havde været så gammel og utæt, at den ikke kunne bruges mere, men så havde Alfred fået lagt et lag glasfiber uden om, så den igen blev helt tæt og var brugbar i mange år endnu. Det var denne pram, vi skulle bruge til vores natlige ekspedition. Alfred brugte ikke årer, men en lang stage, som han stak ned i den lavvandede sø og skubbede prammen frem med. Han havde en livslang erfaring i denne kunst, og var en mester i, at få den fremad i en lige retning, skønt en hård vind tit forsøgte, at dreje den i en anden retning. Det var bestemt ikke let for en nybegynder som mig, for jeg lånte ofte prammen, når jeg var ude og fiske alene og jeg havde tit en del problemer med stagen, så jeg ville helst bruge årerne. Alfred stagede nu prammen hen til et sted, som han af gammel erfaring vidste, var et godt ålested. Her smed vi ankeret ud. - Det var et reb med et gammelt støbejernshjul fra et markredskab. Vi smed nu kuglen med orm, ud i det cirka en meter dybe vand. Der var så kun en meter line over vandet og hasselkæppen var kort og stiv, så kuglen kunne hives op i et snuptag. 146

Vi skulle nu vente til ålene havde opdaget duften fra ormekuglen, og de skulle også lige have mod til at nærme sig. Vi måtte ikke tale højt, men hviske til hinanden, og vi måtte for alt i verden ikke skramle med noget i båden. Ål er meget mistænksomme dyr og skræmmes let væk. De skulle have helt ro til at undersøge det nye bytte. Det gik vel femten minutter, så mærkede vi den første gumlen i ormene, men vi skulle vente lidt endnu. Ålene skulle have tillid til deres bytte og deres tænder skulle have godt fat i en orm, for der var jo ingen kroge i kuglen. Efter kort tid mente vi, at nu bed ålen godt fast, så med et rask tag halede vi snøren op af det lave stykke vand, og svang orm og ål ind over rælingen i båden. - Nu gik det op for ålen, at den var oppe af vandet og den slap derfor sit bid i ormene og faldt ned i bunden af båden. Det lyder så enkelt, men det er i høj grad et spørgsmål om timing, for hiver man for hårdt og hurtigt, slipper ålen allerede nede i vandet og hænger den alligevel fast, kan man risikere, at den ryger ud over rælingen på den anden side af båden. Alfred og han datter havde prøvet det før, men jeg nåede da at få en ål, - eller to, til at slippe, alt for 147

tidligt, og engang røg der en så langt ud til den anden side af båden, at datteren sarkastisk sagde: - Så, så, Knud Erik. - Nu skal du jo ikke hive gebisset ud af munden på ålen. Jeg lærte det dog efterhånden. Det var en lun og mild sommernat, der jo aldrig er helt mørk, så vi havde let ved at se både hinanden og ålene i bunden af båden. Det var en rigtig god ålenat, viste det sig, og vi nød øjeblikket. Datteren var den dygtigste. Hun fangede minsandten ikke mindre end sytten ål. Alfred var den dårligste, han fangede kun tre, og det var han ret utilfreds med, for han var jo trods alt den mest erfarne. Han havde prøvet det utallige gange før, - ja, i hele sit liv. Jeg var, da jeg først havde fået det lært, også godt tilfreds, for jeg fangede hele syv ål, og det er faktisk dem, jeg lige har spist på billedet på side 133. Da vi skulle hjem et par timer senere, var det begyndt at støvregne og vi blev lidt våde. Vi gik op nede fra engen og gik langs marken, hvor køerne gik. Jeg tabte noget af mit grej og bøjede mig ned for at samle det op, men pludselig faldt jeg om på jorden. Min pande havde ramt det elektriske hegn, som jeg ikke kunne se i mørket og jeg havde fået et elektrisk stød lige i min våde pande. 148

Nu faldt jeg nok ikke om på grund af stødet, så stærkt var det heller ikke, men det var meget ubehageligt og det gik rent ind på grund af min regnvåde pande, - nej, jeg faldt nok om af bare forskrækkelse. Bagefter grinede vi lidt af hændelsen.

Mere ål Transportmiddel: Lejet robåd En sommer under krigen, da jeg var otte år, og boede i Hobro, ville min far fiske ål. Han tog en meget stor sæk og fyldte den med kvas og grene samt enkelte tunge sten til at tynge den ned med. Vi lejede en robåd, sejlede ud og sænkede sækken ned på nordsiden af fjorden, lige ved badeanstalten. Her var der et stort ålehul, havde han hørt. Foruden min far og jeg, var vi min onkel Svend Aage og min kusine Grethe. - Vi havde også nogen drænrør, der var tilstoppede i den ene ende og med en snor i den åbne ende. De blev også sænket ned. Snorene i både sækken og rørene blev holdt oppe af en stor flaske med patentprop, der skvulpede i overfladen. Det hele skulle så ligge et par nætter. Så ville ålene efter planen, søge ind i den mørke sæk mellem grenene, og ind i drænrørenes mørke for at gemme sig om dagen. Jeg var med ude i båden, da fangstredskaberne skulle 149

røgtes. De hejsede først rørene op. - Der var ikke rigtig nogen ål. Jeg tror dog der var én. Men da sækken kom op og blev holdt med åbningen godt ned i robåden, myldrede det ud med ål. Der var over tyve i mange størrelser, og de svømmede rundt i bunden af båden, hvor jeg sad med bare fødder. Jeg sad i stævnen, men fik hurtigt fødderne op på rælingen. Jeg var bange for at de skulle bide mig i tæerne. Den aften fik vi stegte ål med stuvede hvide kartofler, som det sig hør og bør.

Her står vi ved badeanstalten i Hobro, hvor ålehullet var. - Jeg står mellem min legekammerat Niels og min lillebror Bent. Et af vore hjemmelavede skibe sejler på vandet. 150

På tungefiskeri i Nordsøen

Transportmiddel: En mindre fiskekutter Thyborøn havn 2007.

I baggrunden lå i 1993 Krestens båd.

En dag i juni 1993, da vi var oppe i vores fritidshus, gik jeg forbi min nabo Krestens ejendom. På tørresnoren hang nogle meget tørre rødspætter, hængt ud, som var de vasketøj. Jeg stoppede selvfølgelig op og studerede dem og Kresten kom ud og spurgte, om jeg ville have et par stykker? – Hvad er det for noget? - spurgte jeg. – Det er tørfisk og de smager rigtigt godt. Det, er der da i hvert fald mange heroppe, der syntes, sagde han. Men jeg vil lige advare dig. Det kan godt være, at Ulla ikke syntes det er så sjovt, hvis du spiser dem, for man kommer til at lugte forfærdeligt ud af halsen i lang tid efter. - Men de smager forbandet godt, så du skulle tage og prøve.

151

Jeg fik så to tørfisk og spiste dem over et par dage. Man kunne brække et stykke af og tygge på det, til det blev opblødt af spyttet i munden. I gamle dage var det fiskernes ”pemmikan”. Man kunne have det med sig overalt. Det behøvede ikke at blive tilberedt, man kunne have det i lommen og bare brække et stykke af, når man blev lækkersulten. Ordet Pemmikan stammer fra indianerne i Nordamerika. Det var den samme metode de brugte. Deres var blot som regel tørret dyrekød. Kresten, - der var en mand sidst i trediverne, var ”skovmand” og arbejdede ovre i den nærliggende Klosterheden, men i sin fritid var han også fisker. Han havde en mindre, men rigtig fiskerbåd liggende oppe i havnen i Thyborøn. Medens vi stod og snakkede, spurgte han mig, om jeg ikke ville med på havet en nat. Han skulle snart ud og fange tunger. Jeg er jo altid med på noget, der lyder spændende, og især noget jeg ikke har prøvet før, så jeg sagde straks: - Ja tak. En tunge er en fladfisk i gruppen af flynderfisk. Den kan blive op til 48 centimeter lang. Den er mest almindelig i Middelhavet og langs Frankrigs og Englands kyster. I Danmark er den ikke sjælden i Vesterhavet. Der fanges ikke særlig mange, men det er en ret

152

kostbar fisk, der især eksporteres til Tyskland, hvor man kan få gode priser for den. Det er klart at Kresten, - der jo ikke fiskede hele tiden, gerne ville fange nogle kostbare fisk, når han endelig gik på havet. Han havde nogle meget lange ”tungenet” med en bestemt størrelse masker, der tillod småfisk at smutte igennem. Dem sad han hjemme og bødede i et af udhusene. At ”bøde” vil sige at reparere og sy nettene sammen. Til det arbejde havde han købt en gammel industrisymaskine til at sy knapper i med. Han havde købt den fra en nedlagt fabrik nede i Herning. Den var lidt i stykker og jeg hjalp ham med at få den repareret og justeret. Den syede lynhurtigt nogle få sting fra side til side og klippede selv tråden over. Den var helt ideel til dette net arbejde.

Vi aftalte så en nat, hvor vi skulle på havet. Vi kørte hjemmefra ved godt syv tiden om aftenen. Vi kørte i Krestens bil til Thyborøn. Vi havde en masse net med, og da vi kom til Thyborøn, læssede vi nettene over på Krestens båd og gjorde i det hele taget klar til at gå i søen. Vi skulle ikke sejle alene. Der var en ti-elleve både, der skulle følges ad ud til fiskerbanken, der lå et par timers sejlads nordvest på, ude i Vesterhavet eller Nordsøen, som den kaldes internationalt.

153

Kresten havde alt moderne udstyr ombord. Der var bl.a. radio, ekkolod og radar, og især radar blev jeg glad for, men det skal jeg fortælle om senere. Da vi var ved at være klar, blev der tændt for radioen, og skipperne på alle bådene begyndte at tale sammen på deres helt specielle dialekt, som jeg efterhånden, efter ti år på egnen, forstod det meste af. De plejede at sejle ud ved halv ni tiden, og det gjorde vi også denne aften. Vejret var på en måde godt, for det blæste ikke, men det var diset og tåget, så sigtbarheden var lille. Der var dog nogle, for mig, modbydelige lange dønninger, så båden hele tiden gik op og ned. Det var lige til at blive godt søsyg af, for en ikke søstærk mand som mig. Da radaren var sat til, kunne vi følge alle bådene, da de sejlede ud fra Thyborøn havn. De spredte sig som en vifte, medens de sejlede, side om side, i en lige linje med kurs mod nordvest. Denne nat, var der to fremmede fiskerbåde med. Den ene var fra Københavnerkanten og den anden var fra Bornholm. De var vant til at fiske i Østersøen, men ville nu prøve lykken, med at fange de kostbare tunger her i Nordsøen. De var ikke så lidt forlegne og ydmyge, ved at trænge sig på heroppe på vestkystfiskernes hjemmebane, så de sagde, at de godt kunne nøjes med de ringeste pladser 154

på banken, stengrund.

nemlig

ude

enderne,

hvor

der

var

Nej da, - det skal I sandelig ikke, sagde de ”indfødte”. - Når I er kommet sejlende så langt fra, skal I da også have nogle gode pladser, hvor der er fisk. - Nej, vi vil i hvert fald ikke tage de gode pladser, som I kender er de bedste, for så fanger I jo mindre fisk og I er i jeres gode ret, da I altid har fisket her, så I skal selv have de pladser I plejer, og fange de fisk I plejer. - Sikke snak! – Herovre deler vi alt med hinanden, og selvom I ikke er her fra egnen, skal I selvfølgelig ikke have de ringeste pladser. Vi er skam gæstfrie folk, så når vi kommer til fiskebanken, - som I jo ikke kender, skal vi nok vise Jer nogle gode pladser. Sådan blev snakken ved i de to timer, det tog at sejle ud til banken, men selvfølgelig endte det med, at de vestjyske fiskere, fik de pladser de plejede at få, og de ”fremmede” fik en plads i hver sin ende af banken. - Så må vi jo blot håbe på, at de fik en bedre fangst, end de kunne have fået hjemme i Østersøen.

155

Der var meget varmt inde i styrehuset, og på vejen ud til fiskepladsen, kunne jeg godt mærke, at de lange seje dønninger, begyndte at have sin indvirkning på min maveregion. Da vi lidt før midnat ankom til fiskebanken, fordelte bådene sig sådan, at hver båd selvfølgelig fik den plads i hierarkiet, som den tilkom. Vi fik vores plads et stykke ude til den sydlige side, da Kresten jo kun var halvtidsfisker. Vi satte nu en markeringsbøje, med Krestens flag på, i vandet. Den skulle markere, hvor vores net startede, og Kresten begyndte at sætte nettene ud. De løb ud over rælingen over nogle lange ruller på kanten, medens vi langsomt sejlede mod øst. Kresten satte ikke mindre end fire kilometer net i vandet, og for enden, blev der igen udsat en markeringsbøje med hans flag.

156

Kresten sætter garnene. Bemærk en af de andre både i baggrunden Vi sejlede så tilbage til den første bøje og ventede på, at der skulle gå fisk i nettene. Nu var det tid til at spise vores medbragte madpakke. Jeg havde været så fornuftig, at jeg kun havde taget nogle skiver bart rugbrød, uden smør, med, samt et par æbler. Jeg vidste jo ikke, hvordan vejret ville blive, og om jeg eventuelt skulle blive søsyg, så derfor den spartanske og fedtfri mad. Det var jeg vældig godt tilfreds med nu, da jeg tydelig kunne mærke, at den begyndende søsyge, ligesom lavede et tomrum i min mave, og det sidste den kunne tænke sig lige nu, var i hvert fald en rigtig fed madpakke.

157

Da Kresten så min ”madpakke” gloede han lidt og sagde: - Det der, kan du godt gemme væk. Birgit har smurt mad til os begge. Nu skal du bare se! – Og hvad pakkede han så ud? – Madder med tykt smør på, og oven på det, var der tykke skiver af fed hjemmelavet rullepølse. Der var også stykker med leverpostej og flæskesteg. Min mave tog lige en vending ved dette syn, og jeg kunne mærke, at jeg blegnede lidt. Selvfølgelig lod jeg som ingenting. Kresten skulle ikke have den fornøjelse, at se en landkrabbe blive søsyg. - Det var nemlig en af de fornøjelser fiskerne havde, når de tog landkrabber med ud at fiske. Kresten havde imidlertid straks observeret mit lidt betuttede ansigtsudtryk ved synet af den fede madpakke, så han sagde, - noget drillende syntes jeg: - Du er da vel ikke ved at blive søsyg Knud Erik? Så tog jeg mig vældigt sammen og sagde frisk: - Nej, overhovedet ikke. - Det er da godt nok en dejlig madpakke, Birgit der har smurt. (For mig selv, sagde jeg til min krop: - Nu viser du dig som en mand og spiser den madpakke og bilder dig selv ind, at det lige er den mad, du kan lide.) Da jeg først kom i gang, gik det imidlertid fint og jeg nød faktisk maden, og fra det øjeblik forsvandt den begyndende søsyge helt, og jeg mærkede ikke mere til den på resten af turen. 158

Efter at have spist maden og drukket vores kaffe, lå vi stille og sov lidt i den glohede kahyt. Kresten havde først vist mig, hvordan ekkoloddet virkede, og det var spændende, når vi så en stime fisk under os. Pludselig kunne vi høre, at de andre skippere begyndte at tale sammen, og vi kunne høre, at de begyndte at hale nettene med fisk op. Vi gik ud på dækket, sejlede helt hen til startbøjen, tog den op, og satte enden af nettet fast til spillet, og Kresten begyndte at hale op over rullen og hen over et lille bord på dækket. Forinden, havde han dog udleveret et gammelt stemmejern til mig. Jeg kiggede lidt. - Hvad skulle jeg dog bruge det til? - Jo, ser du Knud Erik. - Der er masser af krabber i nettet, når vi haler det op. De skal slås ihjel med det samme, når nettet kommer hen over bordet, for i levende live, laver de en hel masse kludder i nettene, så de er svære at rede ud igen. Du skal bare vende dem om på ryggen, og jage stemmejernet ned i bagenden på undersiden af skjoldet. Så dør de med det samme og du hiver dem overbord. Du skal dog brække de største krabbekløer af og smide dem ned i den spand der. Dem må du få med hjem. De smager helt fantastisk på et stykke frisk franskbrød.

159

Her står jeg med en pighvar. Nu kunne jeg pludselig bedre forstå, hvorfor han havde været så ivrig, efter at få mig med på den fisketur, for hvis han både skulle sortere fisk og tage alle krabberne ud af nettet og slå dem ihjel, - ja, så ville arbejdet tage meget længere tid, og han ville kun kunne sejle meget langsomt frem. Men Kresten var en venlig mand, og han vidste, at jeg garanteret ville synes, at det ville være spændende at være med.

160

Der var masser af krabber, og jeg fik enormt travlt med at hive krabberne ud af nettet. Kresten tog de fisk, der var, ud, og smed dem ned i forskellige spande, alt efter om det var rødspætter, tunger eller pighvarrer.

På billedet kan man se min spand med krabbekløer. Der er endnu ikke så mange. Det blev der senere. Jeg havde det rigtig godt, for jeg havde aldrig prøvet at være rigtig havfisker og syntes, at det var virkelig spændende. Det tog vel en times tid med at hale de fire kilometer net op, og tage fisk og krabber ud. Jeg havde nu mange krabbekløer i min spand.

161

Da vi var helt færdige, og det sidste net var halet op, og nu lå på dækket, begyndte vi hjemturen. Forinden, havde der været en del snakken, skipperne imellem, om fangsten. Den havde nu ikke været noget særligt i nat. Der var da sommetider mere, men det kunne da gå an. Den kunne vel lige betale dieselolien, der var brugt til turen, så direkte tab gav det da ikke. Fangsten havde været meget bedre, end de gav udtryk for, men deres snak var jo møntet på de to fremmede skippere. De skulle jo nødig få indtryk af, at den fiskebanke var en guldgrube.

Kresten kigger til de andre både før vi sejler hjem

I virkeligheden var det jo bedst, hvis de blot sejlede hjem og fiskede i deres egen Østersø, men at sige det rent ud, kan en vestjyde jo aldrig få over sine læber, så det bliver blot pakket ind på deres egen særlige måde, som man næsten skal være vestjyde for at tyde. 162

Når jeg så klart kunne se den virkelige sammenhæng, skyldes det måske, at næsten alle mine gener stammer fra Vestjylland i generationer. Da alle bådene havde ordnet formationen til hjemturen, begyndte vi på denne. Når man sejler ud og hjem på den måde, er det for at holde øje med hinanden. Hvis en båd skulle have uheld i dårligt vejr, så kan de andre hurtigt komme den nødstedte til hjælp. Naturen på havet er nemlig ubønhørlig barsk. Hvor barsk, skal jeg desværre berette om senere. Det gælder om at passe på sig selv og hinanden og det ved alle fiskere, måske især på den barske vestkyst. Kresten holder øje med de andre på hjemturen

Nu var vi godt trætte af det hårde arbejde og den meget friske luft, og kahytten var stadig stegende varm. Det var selvfølgelig dejligt med den varme kahyt, for ude på dækker var der råkoldt, selvom det var sommer, især 163

når man ikke lavede noget. Vi blev døsige af træthed og varme, og det var meget svært ikke at falde i søvn. På radarskærmen kunne vi se alle bådene, der sejlede i en vifteform, der snævrede sig ind, alt imens vi nærmede os indsejlingen til Thyborøn havn. Skipperne på de andre både var også trætte, og de talte nu sjældent sammen over radioen. Jeg havde mange mistænkt for, at tage sig en lur, og lade den automatiske pilot om at tage sig af den rigtige kurs. Min skipper Kresten sov i hvert fald tungt som en sten. Han stolede fuldt ud på enten mig eller autopiloten. Jeg havde det trods alt for spændende til at kunne falde i søvn, skønt det var næsten umuligt at lade være, for inklusive alle de andre omstændigheder, var det jo midt om natten, hvor jeg plejede at sove.

164

Det var virkelig svært at holde sig vågen, så jeg gik ud på dækket for at få lidt frisk luft. Det var her, jeg tog dette billede af det ”førerløse” styrehus på Skuden ”BUK??? ”, måske ”BUKKEN”, Kresten var jo jæger og en båd kan jo godt hoppe op og ned som en buk, - men jeg kan ikke huske, hvad den hed. Da jeg kom ind igen, kunne jeg se på radaren, at den båd, der var nord for os, havde en lidt skæv kurs, der før eller senere ville skære ind i vores, hvis ingen greb ind. Jeg vækkede derfor Kresten, der imidlertid tog det ganske roligt. Der var jo mange andre øjne på den radarskærm, og på nogle af bådene var der mere end en mand, så der var altid nogen der holdt øje med ”flåden”, medens man lod én mands bådenes skippere sove i fred, indtil et stykke fra havnen. Kresten kaldte på båden med den skæve kurs og den rettede op, skønt dens skipper bestemt mente, at der ingen grund var til at vække ham endnu. Det sidste pakkede han selvfølgelig ind på høflig vestjysk manér, men meningen var ikke til at tage fejl af og havde jeg ikke været med, var han jo nok også først blevet vækket langt senere. Vi kom vel i havn alle mand, og vi læssede alle garnene over i Krestens bil og kørte hjem. Garnene skulle gennemgås hjemme og repareres for eventuelle huller. - Det var nu tidlig morgen ved seks tiden. 165

Jeg fik alle mine krabbekløer med over i fritidshus, og jeg gik i seng og sov et par timer.

vores

Da jeg vågnede, var det første, jeg tog mig af, krabbekløerne. Ulla hjalp mig. Jeg havde af Kresten fået en nøje instruktion om, hvordan krabbekløerne skulle tilberedes, så de blev allerbedst. De skulle først puttes i kogende vand uden salt i. Når de havde kogt et stykke tid, skulle der kommes salt i vandet, og de skulle koges færdig. Vi måtte have tre store gryder i gang, så mange var der. De skulle jo koges straks, medens de var friske. Da de var færdige tog jeg en portion med ud i solen foran huset og begyndte at brække dem fra hinanden og pille krabbekødet ud. - På billedet kan man godt se, at jeg ser lidt klatøjet ud på grund af søvnmangel. 166

Ulla havde dejligt hjemmebagt franskbrød og vi ligefrem fråsede i lækkert krabbekød, og det var rigtigt, som Kresten havde sagt: - Det smagte bare herligt! Vi frøs resten i to store portioner til senere brug.

Her er et rigtigt godt billede af krabbekløerne på en ”sommerhus” voksdug. Medens jeg sad og pillede og knuste kløerne, lagde jeg mærke til, hvor flot den store ”tommelfinger” var på kloen. Farven var flot orange med en sort spids. De måtte da kunne bruges til noget. Jeg fik nu den idé at lave en halskæde af dem. De lignede bjørnekløer eller rovdyrtænder. Der kunne blive en flot halskæde af dem. Den ville ligne dem, man gik med i stenalderen. Men der ville stadig være kødrester helt ude i spidsen af dem, og disse rester ville komme til at lugte, når de

167

rådnede. Jeg lagde dem derfor ud i en stor myretue i nærheden. Der lod jeg dem ligge i nogle dage. Da jeg hentede dem, havde ræven også været der og rodet rundt i myretuen og knaset dem, der havde haft mest kød inden i, men langt de fleste var der endnu, og nu havde myrerne fjernet alt kødet fra spidserne. Jeg tog dem med hjem og over på værkstedet, hvor jeg møjsommeligt, og meget forsigtigt, borede små huller i siden af dem, så jeg kunne trække en lædersnor igennem hver ”tand”. Der var nogle der knækkede, men til sidst havde jeg fået lavet en flot stenalderhalskæde. Den gav jeg til vores søn Steen, som på det tidspunkt dansede Afrikansk Dans. Her vakte den stor lykke, men kunne desværre ikke holde til den vilde dans, da tænderne var sprødere end glas, men jeg mener, at den er gemt endnu. Om det er kæden der klæder manden, eller om det er manden, der klæder kæden, er ikke til at sige, men det er ligesom de hører naturligt sammen. 168

Det kunne godt være et billede af en ung stenalderkriger, som man ikke lige skulle blive uvenner med. Her kunne så historien, om den herlige fisketur ud i Nordsøen en nat i juni 1993, sammen med naboen Kresten, slutte, hvis ikke den havde haft et meget sørgelig efterspil. Dette efterspil har nu ikke noget med fisketuren at gøre, men hør nu her. Da Ulla og jeg, et års tid efter, en dag ankom til huset, kørte vi som sædvanlig hen over Birgit og Krestens gårdsplads for at komme hen til vores hus. Kresten stod i en port i et af udhusene, så vi standsede og sagde goddag. Kresten hilste igen, men han var ikke, ligesom han plejede at være. Han talte med lav stemme og var meget alvorlig og stille af sig, og da vi kørte videre hen til huset, sagde vi til hinanden: - Var Kresten ikke lidt mærkelig. Sådan plejede han da ikke at være. Vi syntes, at det var lidt underligt, men tænkte så ikke mere over det. Da jeg nogle dage efter, læste i Jyllands Posten, at en énmandsfiskerbåd fra Thyborøn var gået ned under en storm, og at man ikke havde fundet hverken skipperen, eller båden, udbrød jeg med det samme: - Det er helt 169

sikkert Kresten. Jeg havde det bare på fornemmelsen, og vi ringede op til Kirsten og Alfred på den anden nabogård og forhørte os. Ganske rigtigt, det var Kresten, og man havde stadig ikke fundet hverken ham eller hans båd. Han havde været ude at fiske, fuldstændig, som dengang jeg var med, men selvfølgelig nu alene. Medens de fiskede trak det op til storm, og de andre fiskere blev urolige, - kloge af skade, og de blev alle enige om at trække garnene op nu, selvom det var alt for tidligt. Det vil sige, - det var ikke alle der var enige, Kresten sagde over radioen, at han ville vente endnu med garnene. De andre forsøgte, at overtale til øjeblikkeligt, at gøre som dem, men Kresten ikke høre efter.

for lidt ham ville

- Sejl I bare hjem, jeg kommer lige efter! – sagde han og de andre var klar over, at nu skulle de skynde sig at komme i havn, før den helt store stormstyrke satte ind, for den var allerede godt på vej, og der var langt hjem til kysten, så de sejlede straks samlet hjem, som de plejede. De nåede lige at komme i havn, da stormen satte ind med stor voldsomhed. De blev længe nede på havnen for at se Kresten komme ind, men han kom ikke, og nu var radiokontakten også forsvundet.

170

De var alle kede af det og meget alvorlige, for de kunne godt lide Kresten. - Han var en af deres egne. Men Kresten kom aldrig. Da der igen blev stille vejr, fandt man hans båd stående på bunden af havet. Den stod ganske normalt på kølen, blot var der mange meter vand over den. Den så ikke ud til at være gået i stykker på nogen måde. Der var heller ikke hul i skroget nogen steder, - men Kresten var ikke i styrehuset. Endnu nogle dage efter drev han i land nede på høfderne ved Bovbjerg, men bølgerne var så voldsomme, at man ikke kunne bjerge ham. Han lå blot i vandet og blev hele tiden kastet ind mod de store cementklodser. Det var jo ikke godt, så man kastede et net ud over ham, og fastgjorde det oppe på høfden, så han blev holdt i ro, indtil vejret igen stilnede af, og man kunne bjerge ham. Sådan endte skovmanden og fiskeren Kresten sit liv.

171

Birgit blev boende endnu nogle år på gården. Hun arbejdede som post inde i Lemvig, og drev samtidig den lille gård, hvor hun havde nogle få limousinekøer, der hvert forår fik kalve, som hun solgte, når de blev store nok. Disse køer var som børn for hende. De havde hver deres eget navn og var meget kønne. De græssede kun seks meter fra vores vinduer og stod tit og kiggede nysgerrige ind.

Ulla giver Birgits køer en tot græs. Det kunne de lide

Knud Erik Guldager 172

173