Mit liv I

M I T

L I V

Som jeg husker det.

Min fars erindringer, som han fortalte dem.

Knud Erik Guldager 1

Mine egne erindringer i tiden fra jeg begynder at kunne huske i slutningen af 1937 og til januar 1944 da vi flytter til Randers.

For책ret 2004

Nyredigeret og flere billeder januar 2013.

2

Side OVERSIGT 7 Stamtræ 8 Min tipoldefar 9 Mine oldeforældre 10 Mindesten i Kongenshus mindepark 11 Min fars forældre 12 Min far 13 Min mor 14 Mit liv som jeg husker det 15 Før jeg blev født 16 Cow Boys i familien 18 Min fars barndom 20 To af min fars barndomshjem 22 Lerbægeret fra ”Fasterkær” 23 En neger 23 "Gammelfar" 24 Den glade stensamler 25 Små indianere 26 Mødet med selve den skinbarlige fanden 28 De fire søskende i Vestjylland 29 De fem søskende i Andrup 30 Fra vest til øst 32 Min fars ungdom 32 Kaninpenge i kirkebøssen 33 En strikkepind og to søm 34 Antennen der dræbte 35 Køreprøven 36 Det gode træ i svinget 42 Det gamle nedløbsrør fortæller 46 Brev fra min farmor 47 Kunstmaleren Carl Wagn 54 En tragisk skæbne

3

55 Lidt om Birgitte 57 Min far flytter hjemmefra 59 "Bobkongen" og det mindeværdige spil

62 Min far møder min mor 65 68 70 71 72 73 74 76 77 80 80 81 81 82 84 84 86 87 89 90 91 93 93 94 95 96 96 100 101

Jeg bliver til Tiden 1935-1937. - "But” i livsfare Min mors forældre og Saftevand i håret Familien ændrer kurs Arbejdsmand og divanmager Jeg begynder at huske. - Den flade rødspætte Militært overskud Randers "Sækkestopperi" Symaskine æraen begynder Flødechokoladefarvet V/8 Nej tak til et 5 kroners mærke På Hostrupvej i Hobro. 1937-1939 Tipvognskørsel Sukkermadder og svæveflyvning En lækker lille mundfuld Sange min mor lærte mig Fødselsdagschokoladen "Aida" Løgstørvej 21. 1939-1944 Skrammer på næsen ”Ham Poulsen” Skovturen Godnathistorier Av - det gjorde ondt Den rare, men "tossegode" Lykkegaard Spændende ting Fiskehandleren Skråtobak Fy og Bi Alsang på torvet

4

101 103 106 109 110 112 113 114 115 115 116 117 118 120 120 122 125 127 129 130 131 132 133 134 135 136 136 138

Utak er verdens løn Av - det gjorde alligevel mere ondt Skattejægeren De gule lagkager Den gule lagkage der ikke blev til noget Min flotte sorte herrecykel Cykle - det kan jeg da bare Frisk mælk lige fra koen og mælk i hovedet Hestefar og komor Harejægeren og manna Det skarpe øje Bærmevognene Kaneture Garvergården Sytrådsfabrikken Farligt natteliv Av - det gjorde altid ondt Drengestreger. - Et pund medister eller hvad?

Toget og vandfaldet Stanglakrids Buler i panden Knald i låget Den store rottejagt Strålen og "Guldtæppet" De bylders pest Av - det gjorde mest ondt Teltture Drengen med ”prinsessekrøllen”

140 141 142 143

Telthistorier Tyk luft Motorcykelture Væddeløbsbilen fra Fanø Strand

139 De store tøser

5

146 147 149 149 150 154 155 157 159 160 161 163 164 166 167 168 169 174 181 182 184 186 187 191 191 192 195 196 197 199

Minder fra krigen Jernbanesabotage Direkte kontakt Pirrende krigslege Hårdt arbejde En vintercykeltur Hovmod står for fald Wolle Mathiesen Min far Niels Arne Guldager Min mor Helga Marie Guldager (F. Hede) Dårlige Minder Lær af dette De lyserøde "Svale-is" Den gamle smedje Hareæg På udflugt til Norddjursland Min barndoms B&O radio Skoletiden. – Jul og den tykke Olga Øret rykket af (næsten) Min første sportsvogn Det tiggede flæskesværd Den glaserede snehule Den brændte engel Den gloende kniv Løbesod Dramatisk udrykning Ålefiskeri Ting fra krigens tid Flyttedag igen Vor mest berømte forfader

6

STAMTRÆET OP TIL MIN TIPOLDEFAR

STAMTRÆET OP TIL MIN TIPOLDEFAR

MIT LIV

- SOM JEG HUSKER DET.

7

MIN TIPOLDEFAR Christen Niels Guldager 1817 – 1885 8

MINE OLDEFORÆLDRE Niels Guldager 1845 - 1923 Karen Guldager 1840 – 1917

9

Her står Niels Guldager stolt i sin tørvegrav i mosen mellem de ”klyner” han har gravet.

Klyner er jysk for store mosetørv.

Niels og Karens navne står på denne mindesten i ”Kongenshus Mindepark” Mindestenene er for hedens opdyrkere i 1800 tallet

10

MIN FARS FORÆLDRE Mette K. Guldager. 1872 - 1937 Kristen Niels Guldager. 1872 - 1909 Birgitte. Knap et år

11

Min far Niels Arne Guldager 1908 - 1990

Her i 1943 er han 35 책r 12

Min mor Helga Marie Guldager (f. Hede) 1914 - 2002

Her i 1943 er hun 29 책r

13

MIT LIV - SOM JEG HUSKER DET Jeg blev født den 26. August 1935. Det var en mandag morgen klokken ti minutter i seks. Jeg havde normal størrelse og vægt, og var i allerhøjeste grad et ønskebarn, selv om min mor og far først blev gift syv måneder før jeg blev født.

Jeg fik umådelig stor kærlighed lige fra starten. Min mor fortalte mig senere, at hendes kærlighed til sit første barn somme tider var så stor, at det gjorde helt ondt inden i.

Det er da lykken her i livet, at være så velkommen lige fra starten, og jeg fik hurtigt kælenavnet ”BUT”.

Jeg har endnu en sølvgaffel, hvor der bagpå står: But 2 år.

Jeg havde også en ske hvorpå der stod: But 1 år.

Den kom en dag med ud i vores børns sandkasse, hvor den blev væk.

Jeg blev døbt ved denne døbefont i Vivild kirke søndag den 2o. september 1935 og fik navnet Knud Erik Guldager.

14

FØR JEG BLEV FØDT Min far Niels Arne Guldager er født i Lindbjerg syd for Ølgod i Vestjylland på Valdemarsdag den 15. juni 1908. Min fars forældre havde en god gård, der lød det flotte navn ”Stoltenborg”. Min farfar fik desværre tuberkulose og døde da min far var kun eet år gammel. Tuberkulose var jo en smitsom sygdom og der var fire børn, hvoraf min far var den yngste. Min farfar Kristen Niels Guldager var født i 1872 og blev således kun 37 år gammel. Da han ikke var den ældste i sin søskendeflok arvede han ikke slægtsgården i Lund, der ligger nord for Ansager. Det gjorde jo som altid dengang den ældste søn.

Min bedstefar, Kristian Niels Guldager, - der var en flot mand, giftede sig den 14. oktober 1897 med Mette Kirstine Jensen, og de købte sammen en gård i Lindbjerg der havde navnet ”Stoltenborg”.

Gården blev købt mest for penge som de havde fået i medgift af Mettes far. Min bedstefar havde først hjulpet til hjemme på slægtsgården med at opdyrke heden, og han var soldat omkring 1892. Da hele familien var ”Grundtvigianere” var han to gange på højskole i Ollerup, sidst i 1895-1896. Han var gymnastikleder i Lindbjerg og han var en meget ivrig jæger.

Det fortaltes i familien, at da min farfar blev syg, var der først tale om, at han skulle på sanatorium ved Vejle fjord, for at se om han kunne blive rask ved at få behandling og fred og ro, men huslægen mente det alligevel var for sent, og at det højst kunne udsætte det uundgåelige. Det kostede

15

imidlertid penge at få et sådant ophold, og det kunne gården, på grund af min bedstefars sygdom, ikke betale. Min bedstemors far havde penge, men han var, ifølge historien, en hård mand, der sagde, at når det alligevel var for sent, var der vel ingen grund til at bruge unødvendige penge på det, og som han skal have sagt: - Han havde jo ingen penge med, da han kom ind i familien, så hvorfor bruge penge nu!

Nå, fred og ro fik han imidlertid nok af, for han blev lagt i et koldt værelse over stalden og ingen måtte besøge ham på grund af smittefaren. Kun blev maden hver dag stukket op gennem en lem i gulvet.

Det har været triste stunder, for en rask mand som ham, blot at ligge alene og vente på at dø, medens han kunne høre sine børn lege nede på gårdspladsen. Han døde den 24. april 19o9. Han ligger begravet på Begsnap kirkegård der ligger nord for Krusbjerg. Jeg har besøgt kirkegården og set hans gravsten i 1978. Nu er graven sløjfet, men stenen, en flad hvid marmorsten, er bevaret.

COW BOYS I FAMILIEN En fætter til min bedstefars far hed Andreas Guldager og var født i 1850. Han rejste i 1869 til Amerika. Det var der flere i slægten der havde gjort bl.a. Niels Peder Guldager der var født i 1848. Ham hørte man aldrig siden noget til, men en dag i 1875 kom Andreas pludselig hjem og hans bror Niels fortalte i sin dagbog om besøget:

16

- Ordret citeret og skrevet: I November måned var Marius og jeg gaat til Kirke. Da vi kom ud for Kørestalden til Ølgod Kro, kom vor faster Met Smed og meddelte os den Nyhed, at vor Broder Andreas var kommen hjem fra Amerika, hvor han havde været i 6 år. Han kom just nu hen imod os og vi hilste på den fine Mand med de forede støvler og den lodne Vinterfrakke. Vi kunde ikke kende ham og blev meget forbavsede over at vi havde saadan fin Broder.

Her er Andreas M. Guldager. Han ligner meget min far.

Da Kirketjenesten var forbi løb vi sporenstregs hjem for at fortælle den store Nyhed. Mine Forældre blev ogsaa meget overraskede; thi han havde slet ikke bebudet sin Hjemkomst.

Da min Broder nogen Tid efter indfandt sig i hjemmet, blev der stor Forundring over de mange Ting han medbragte.

Særlig beundrede vi hans store Guldur og dens kæde.

Ligeledes lagde hans 6 løbede Revolver stor Beslag paa vor Opmærksomhed. Vi kom ikke i Seng før langt ud paa Natten, thi vor store Broder var utrættelig i at fortælle om Forholdet, der ovre i Far West.

Silver one dollar 1887

Han havde været Cow Boy og meddelte os mange spændende Episoder fra det friske Liv på Prærierne. Bl.a. kan jeg huske, at han fortalte om hans sammentræf med Indianerne, hvilket for Resten altid var gaaet fredeligt til. De vilde fik Mel og Brød i bytte for Kød, og de optraadte altid meget

17

fredsommeligt. Han havde et meget stort Tæppe, som han viklede om Kroppen, naar han tilbragte Nætterne i det fri.

Lejr pladsen var altid omgærdet af et Tov, der var spændt ud mellem 4 Pæle. Tovet var kun lidt hævet over Jorden.

Dette beskyttede mod Slangerne, hvoraf der var mange derude. For resten var min Broder blevet bestjaalen, idet en af hans Kufferter, var taget enten i England eller Hamborg.

Min Broder blev hjemme i Vinteren 1875/76 og rejste derefter tilbage til Amerika. Han giftede sig siden med tysk eller slesvigsk Pige, men levede kun nogle faa aar. Han skal være omkommen ved et Ulykkestilfælde i Vinteren 1882/83.

Hvad der senere er bleven af hans Familie, er mig ubekendt.

MIN FARS BARNDOM Min bedstemor Mette var blevet nødt til at ansætte en karl der hed Kristian Kristiansen, til at passe det grove på gården. Hun havde jo selv nok at gøre med fire børn og alt konearbejdet på gården. Min far var den yngste af de fire børn. Han fik fortalt, at da han var omkring to år, syntes især den ældste, - Birgitte, der havde en meget livlig fantasi, - at han da vist var noget lille af sin alder, så hun gravede et hul i jorden og plantede den lille Arne i hullet, stoppede godt med jord omkring hans fødder, og vandede ham. Han fik nu besked på at stå der til han fik normal størrelse.

Gad vide hvor længe en to årig, - der jo nok var temmelig autoritetstro mod sine ældre søskende, - blev stående i hullet.

Denne tegning lavede jeg i 1978

til min fars 70 års fødselsdag Efter en tre år gik det jo, som det nu går og min farmor og Kristiansen, - der var meget indremissionsk - blev i 1912

18

gift med hinanden. Det var jo dengang helt utænkeligt for ”missionske” at leve i synd. De solgte nu ”Stoltenborg” og flyttede til Fasterkær der ligger nord for Borris.

Her begyndte min far at gå i skole og en af hans klassekammerater hed Jens Valdemar og han boede på nabogården. Min far fortalte mange historier fra den tid.

Han lavede engang en ”telefon” af to tomme dåser og en lang tynd snor. Så kunne han og Jens Valdemar tale med hinanden tværs over skellet, ved at stramme den lange tynde snor ud og råbe ind i hver sin dåse. Det virker. – Prøv selv.

De lavede også ”saftevand” af knuste røde ”Kongen af Danmark” bolsjer opløst i vand.

Historien om, hvorfor vi kalder bolsjerne "Kongen af Danmark", stammer tilbage fra 1600-tallets Danmark.

Christian 5. var konge af Danmark 1646-1699. - En dag blev kong Christian syg med ondt i halsen, hvorefter han gik til sin livlæge for at blive kureret. Livlægen gav ham anisolie, datidens medicin mod ondt i halsen. Men da anisolie i ren form smagte alt for stærkt, ville kongen ikke spise medicinen. Derfor måtte livlægen finde en anden metode for at få kongen rask. Han havde hørt om, at nogle apotekere tilførte medicin til sukkermasse, for at folk på denne måde bedre kunne spise det. Han lavede derfor en portion brændende varm sukkermasse, som han tilførte anisolie og en smule rødbedesaft. Det blev til fine, røde bolsjer, som kong Christian 5. gladelig spiste, til han var rask. De fabriksfremstillede bolsjer er den dag i dag præget med en krone.

Min far fortalte, at engang han var til fødselsdag på en

19

nabogård, fik de sødsuppe med rosiner og svesker. Min far elskede især sveskerne, det fik man rigtignok ikke til dagligt, så han gemte sine fem svesker til sidst, for rigtig at nyde dem. - Pludselig står værtinden bagved og da hun ser de fem svesker ligge tilbage på tallerkenen, griber hun den hurtigt og siger: - Nå bette ven, når du ikke kan lide svesker, skal du da heller ikke sidde og døjes med dem.

- Dengang i Vestjylland turde små syv års drenge ikke protestere, så han så med lange øjne de dejlige svesker blive båret ud i køkkenet.

TO AF MIN FARS BARNDOMSHJEM

”Stoltenberg” 1907. Altså eet år før min far blev født.

Fra v.: Tjenestepigen – Birgitte – Marie – Min farmor Mette Kirstine – Min farfar Kristen Niels Guldager med Gunnar ved hånden – Min farmors far Jeppe Jensen med barnebarnet Harald.

Den bare plet under højre vindue i gavlen, hvor Jeppe Jensen boede, skyldes, at han hver morgen tømte natpotten ud ad vinduet. - Det var for meget for græsset.

20

”Fasterkær” med det glaserede tag.

Det havde en dejlig gyldenbrun farve Min far fortalte, at han engang havde fået en tiøre og det var mange penge for en otteårs dreng, så han var meget glad for sin mønt. Han gik hele tiden med den i hånden og legede med den. Til sidst gik det dog galt. Han stod og vippede med håndtaget i døren på det værelse der vender ud mod vejen. Når håndtaget er nede er den skrå pal inde i døren og der bliver en åbning. Til sin store rædsel tabte han tiøren ind i låsen og den var umulig at få ud igen.

Det var sådan en tiøre.

Denne hændelse huskede han i mange år. Da vi besøgte gården engang i 70’erne gik han hen til døren, pegede på låsen og spurgte ejeren, om han nogensinde havde haft dørlåsen skruet ud? – Nej, det mente han ikke. - Jeg ville gerne have skruet den ud, men døren var nymalet hen over skruerne, så jeg spurgte ikke. Det ville ellers have været vildt spændende om tiøren var der endnu. – Ja, den er der måske endnu den dag i dag. – Hvem ved?

21

LERBÆGERET FRA ”FASTERKÆR” Dengang gik der kunstmalere rundt på landet og malede billeder af bøndernes gårde. De håbede så på, at bonden der ejede den malede gård ville købe maleriet. Det ville de ikke altid, da et sådant maleri var forholdsvis dyrt og de fleste gårdejere var, - som min far udtrykte det, - ikke nærige men påholdende, så de var ked af at komme af med penge.

Nogle af malerne fandt da på at male to til tre gårde på små krukker. De kostede ikke så meget og det skulle gå meget galt, hvis krukken ikke blev solgt til én af gårdene.

Det lykkedes da også at sælge en krukke med et billede af ”Fasterkær” til vores familie. Den arvede min far, men den var nær ved at blive smidt ud, da min mor døde. Vi stod og delte de sidste småting og da vi var færdige skulle resten gå til et loppemarked. Pludselig fik jeg øje på en lille miserabel, lettere afskallet krukke. Der var malet billeder på og jeg studerede disse billeder. Jeg kunne se det var bondegårde.

Pludselig kunne jeg nu til min store glæde genkende ”Fasterkær” som den ene af gårdene.

Forsigtig restaurerede jeg de afskallede farver og lakerede hele krukken med gennemsigtig lak og resultatet kan ses her. Jeg er meget glad for den genopstandne krukke og dens historie.

Maleren har stået samme sted som fotografen 22

EN NEGER Han fortalte også, at der en dag i skolen kom en rigtig neger, som man sagde dengang. Han fortalte om sit land.

Det var en stor begivenhed på egnen, hvor man aldrig før havde set en neger. Han var måske kommet med en missionær, eller var fra de danske vestindiske øer.

Min fars gård var den eneste på egnen der havde glaserede tagsten. De havde en gulbrun farve og når børnene gik hjem fra skole og solen rigtig skinnede i det blanke tag, var han stolt over at bo der. Jeg har endnu nogle stumper af tagstenene liggende henne ved pejsen. (Se side 21)

"GAMMELFAR" Min far blev sat til at vogte kvier nede i engene, da han var otte år. Han skulle sørge for at de ikke gik ind på de beplantede marker. Det var et kedeligt arbejde i den lange sommer, især i ferien, hvor han var der hele dagen. Men der var flere drenge der også vogtede deres kvier, og for at lave noget sjovt, fandt en af dem en dag på, at han ville ride på en kvie. Det slap han nu ikke så godt fra, han brækkede nemlig sit ene ben. I engen var der nogle gamle mergelgrave, som de forsigtigt badede i. Det var farligt, da de var dybe på midten og iskolde under overfladen.

Der var imidlertid gedder i vandet og dem fiskede de ivrigt efter. Der var især én de gerne ville fange. Det var ”Gammelfar”. Det var en mægtig gedde på ca. en meter. De så engang imellem ryggen af den inde ved sivene. Den gik for at være meget snu og bed aldrig på. - Så fandt de på, at de ville fange den på en anden måde. Mergelgravene var

23

forbundet med hinanden med smalle grøfter. De smed nu jord ned i grøfterne til graven med ”Gammelfar” og begyndte at tømme vandet ud med spande og det sank da også lidt hver dag, men når de kom igen næste dag, var det atter steget. - Til sidst opgav de, men de opgav ikke at fiske efter ”Gammelfar” med både levende frøer og aborrer på krogene. Men en aften var det slut, da skød en af karlene fra en gård nemlig ”Gammelfar” med sit jagtgevær. Det syntes drengene ikke om. Det var bestemt ikke ærlig jagt.

Stor gedde som ”Gammelfar”

DEN GLADE STENSAMLER Min far skulle også samle sten på de sandede vestjyske marker. Det var rigtig træls arbejde, men hans stedfar var en streng mand, - min far brød sig som barn ikke meget om ham – men der var ingen vej uden om, så han samlede sten.

En dejlig søndag formiddag, hvor solen rigtig skinnede og der var en mægtig blå himmel, gik min far og sang for fuld hals, fordi det var så dejlig en dag. Marken lå op til haven. Der var en tjørnehæk imellem. Pludselig lyder hans plejefars høje røst inde fra haven: - Arne! - Hold op med at synge. - Husk det er søndag og du skal komme hviledagen i hu og tænke på din Gud. Du kan ikke tillade dig at være så glad. - Min far blev selvfølgelig ked af det. Nu var det lige så dejlig en dag, skønt han skulle samle sten på en søndag. Han syntes at stedfaderen var meget dobbeltmoralsk. Han havde jo selv sat ham til at samle sten, skønt det var søndag. Det måtte han godt, men at være glad oven i købet – det måtte han

24

ikke. Så han kom ikke til ligefrem at elske sin stedfar mere af den grund. - Han kaldte ham i øvrigt aldrig far, men Kristiansen.

Stedfaderen der, som allerede fortalt, var meget indremissionsk og derfor streng, må imidlertid selv have syntes, at han her måske havde været lidt for hård, for et øjeblik efter råbte han: - Arne. – Her har du et æble. Og så kastede han et meget stort æble fra æbletræet i haven, ud på marken til min far.

Meningen har sikkert været god nok, men skæbnen ville, at æblet - netop fordi det var så stort, var hult og halvrådden inden i, og det splintrede i mange stykker da det ramte marken. Min far så symbolikken. Det var flot, men råddent!

SMÅ INDIANERE Da min far blev lidt ældre fik han lov at pløje marken med to heste og en dobbelt plov. Det gik helt godt i begyndelsen, så Kristiansen gik ind på gården. Marken lå lige ved gården.

Men pludselig blev hestene opskræmt over et eller andet og de løb løbsk med både ploven og min far bagefter. De løb hjem mod gården. Ved gården stod der en telefonpæl og hestene løb nu på hver sin side af telefonpælen og knaldede hovederne sammen på den anden side og stoppede så her ca. femogtyve meter fra stalddøren. - Det var heldigt, for de kunne jo ikke begge to komme ind af døren på én gang.

Min far viste mig telefonpælen, engang vi besøgte gården.

Den stod der endnu. (Se side 21) Han viste mig også det lille runde vindue uden glas øverst i gavlen på laden. Her lå min far og Jens Valdemar på lur og legede indianere. Når der så kom en intetanende gårdmand i sin hestevogn, skød de med

25

deres hjemmelavede flitsbuer efter hestene. En dag ramte de en hest i bagdelen lige foran gårdmanden. Han blev jo noget forskrækket og standsede. Så måtte min far og Jens Valdemar ned og sige meget undskyld, og der blev talt store ord.

Min tegning til min fars 70 års dag Min far fortalte også, at engang, da de var ved at få gravet en brønd, ville hans storebror Gunnar hejses ned i det halvt færdige brøndhul og han satte lillebror Arne til at holde fast i rebet i taljen og fire ham ned, men kræfterne slap op da Gunnar var næsten nede og rebet gled i hænderne på Arne.

Gunnar ramte derfor bunden med strakte ben, så det gav et voldsomt sæt op gennem kroppen, og Gunnar sagde derfor senere, at det nok var derfor han måtte lade sit ene knæ operere, så han resten af livet måtte gå med et stift ben.

Man blev dog senere klar over, at det skyldtes helt andre årsager.

MØDET MED SELVE DEN SKINBARLIGE FANDEN Min far fortalte at ovre i Dejbjerg bakker boede rakkerne og at det var farlige folk. De boede i jordhuler ind i skrænterne og omgikkes ikke andre folk. (Jeg har selv været dernede en sommer og set resterne af hulerne). De lavede for ussel betaling det arbejde, som bønderne ikke selv ville lave. De flåede f. eks. selvdøde dyr, hvilket var urent arbejde, som bønderne under ingen omstændigheder selv

26

kunne gøre. De kastrerede hingste og tyre, og da man jo ikke brugte bedøvelse, var det farligt arbejde.

Hovedfamilien boede dog i et stenhus, som nu er genopført.

De blev de sidste rakkere og fraflyttede først i 1932.

Her står jeg på skrænten, hvor en af deres jordhuler har været.

Vi besøgte stedet og det restaurerede stenhus igen i sommeren 2010 Han fortalte også, at han havde hørt en gammel eneboer og særling,- der boede ude på heden, fortælle, at en nat havde han mødt selveste den skinbarlige fanden, der kom dundrende hen over heden, medens han udspyede ild og røg.

De voksne havde leet og sagt, at han jo nok havde mødt et damptog der var kommet kørende på den nye jernbane mellem Skjern og Videbæk.

27

DE FIRE SØSKENDE I VESTJYLLAND 1912 Stående: Birgitte. Siddende: Marie og Gunnar.

I midten: Arne 28

De fem søskende i Andrup 1923

Gunnar - Arne

Marie - Krista - Birgitte Krista var barn af min farmor og Christiansen.

Birgitte som ”frelserpige”

29

FRA VEST TIL ØST Storesøster Birgitte var vanskelig at styre og hun var meget rapkæftet mod sin stedfar og det blev et problem.

Da hun var blevet konfirmeret, kom hun derfor på en missionsk husholdningsskole i København.

Her kom hun ind i Frelsens Hær og blev der forelsket i en kaptajn i frelserhæren. De blev gift og han blev udstationeret i Hobro.

Her boede de så, ret fattige, men åbenbart lykkelige.

Birgitte fortalte især sin mor om, hvor dejligt der var i det blide Østjylland i forhold til det barske Vestjylland. Især ved Hobro. Her var der den dejlige blå fjord, bakker og dale og lysegrønne bøgetræer. Hun overtalte dem simpelthen med sin begejstring og vel især sin mor, til at flytte derop. De solgte ”Fasterkær” og købte en mindre ejendom i Andrup mellem Glenstrup sø og Hobro.

Andrup var kun en samling huse og husmandsbrug. Min farmor og Kristiansen havde fået en datter der hed Krista.

(Kristiansen var jo missionsk). Der var nu Birgitte, Marie, Gunnar, Arne og Krista. Marie blev gift med en købmand der hed Niels Frost Madsen og hun blev nu købmandsfrue i en lille landsby der hed Skrødstrup. Senere flyttede de til Vinstrup der ligger lidt mod øst.

30

Niels Frost Madsens købmandsbutik i Skrødstrup På trappen sidder Niels med Marius på skøde og Marie.

Bagved står Gunnar og en tjenestepige.

Marius og Kirsten står ved benzinstanderen nede ved vejen.

Gunnar blev gift med en pige der hed Gudrun.

Han blev cykelhandler i Gjerlev. Disse småbyer ligger i området syd for Hadsund.

Gunnars cykelforretning.

De to små drenge til højre for døren er Palle og Folmer.

Gunnar arbejder i sit værksted.

Se de store plakater i baggrunden!

31

Gunnar og min far Arne arbejder ude i gården.

Bemærk min fars spidsbukser og mærkelige hat.

Den ses tydeligere på side 45.

MIN FARS UNGDOM Min far havde alle dage haft et godt handelstalent. Han opdrættede kaniner hjemme på forældrenes ejendom. Han solgte de næsten voksne kaniner inde i Hobro. Dengang spiste mange mennesker tit kaniner. Han gik fra dør til dør og solgte de flåede kaniner. Han solgte også jordbær og kartofler. Han har været en 14–15 år. En dag ringede han på hos en fin frue og tilbød sine kartofler. Fruen så overlegent på ham og sagde: - Hvad hedder de. Min forbavsede far sagde sit navn. – Fruen kiggede måbende på ham og sagde: - Jeg mente kartoflerne, dreng. - Derefter smækkede hun døren i. Hun troede måske han havde været flabet. Min far sprang derefter altid dette hus over.

KANINPENGE I KIRKEBØSSEN Kristiansen, der jo var meget religiøs fik en dag ondt af, at en dreng på den alder så let tjente så mange penge på kaninerne og den anden handel, for det hed sig jo i bibelen at: - I dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Der var jo

32

ikke meget sved ved at få kaniner til at avle, syntes han, skønt der jo både skulle plukkes grønt til dem og muges ud.

De skulle jo også slagtes og flåes.

Jordbærrene skulle plukkes og kartoflerne graves op. Der var da ellers arbejde nok. Men det tænkte Kristiansen åbenbart ikke på, for min far fik nu bud på, at han skulle sælge alle kaninerne og lægge pengene i kirkebøssen. Det var en meget hård ordre, men min far boede jo hjemme og var nødt til at parere.

Kaninerne blev solgt. Men da Kristiansen så, hvor mange penge det var blevet til, sagde han til min far: - Det er alt for mange penge for en dreng som dig at lægge i kirkebøssen. Det vil ikke se godt ud. Behold lidt til kirkebøssen og giv mig resten, så lægger jeg dem i. - Min Far blev indvendig rasende, men ville ikke vise det for sin mors skyld. - Han var nemlig ikke sikker på at alle pengene så kom i kirkebøssen. Det er imidlertid aldrig kommet frem, hvad der derefter skete. Måske har den religiøse og retfærdige Kristiansen virkeligt lagt pengene i kirkebøssen lidt efter lidt. Han skulle jo heller ikke skille sig for meget ud blandt folk, ved at lægge et stort beløb i på én gang.

Det kunne virke underligt. – Hvad skulle han måske have syndsforladelse for? - Man vogtede på hinanden!

EN STRIKKEPIND OG TO SØM Min far var meget tidligt interesseret i elektriske ting. Han havde lånt en bog om elektromagnetisme og efter tegninger i bogen byggede han en elektromotor af to søm, en strikkepind, en magnet og noget kobbertråd. Han tog hovedet af sømmene og filede et hak på midten af den ene side. Han satte sømmene midt på strikkepinden i hakkene.

33

Strikkepinden hvilede i træ i enderne. Han viklede kobbertråden omkring sømmene i bestemt retning. Lavede en kommutator ud på strikkepinden og førte kobbertråd enderne herud. To stykker messingblik udgjorde det for kul. Enderne af sømmene, der var uden kobbertråd skulle placeres ca. én mm fra magnetenderne. Magneten, - der som regel var fra en gammel Ford T, var V formet og den var gjort fast på en træklods. Et 4½ volts fladt, rødt batteri fra Hellesen fik motoren til at snurre lystigt. (Jeg har selv i tidens løb bygget en 4-5 motorer på den måde og vist mine drenge det).

ANTENNEN DER DRÆBTE Han eksperimenterede også med radioer.

Han byggede et krystalapparat med hovedtelefoner. Ved at flytte en stift rundt på krystallet, kunne han være heldig at fange en af de få radiostationer der sendte i 2o’erne. Bagefter byggede han en rigtig radio med fire rør og mange batterier. Han satte en antenne op på taget mellem de to skorstene på sine forældres hus og kunne nu meget bedre fange stationerne.

Krystalapparat En morgen kom en ældre gårdmand fra egnen og bankede på døren. Han gik for at være lidt svag i hovedet, men da han havde en stor gård, var man alligevel nødt til at være høflig mod ham. Det til trods for, - at han på grund af sit handikap, havde tillært sig en ret brøsig måde at tiltale folk på. Han sagde nu på sin brøsige måde til Kristiansen der lukkede op: - Jeg skal tale med Arne! - Min far, der jo kun var en stor dreng var lidt skræmt over at blive kaldt ud på gårdspladsen. - Gårdmanden lød og så vred ud.

34

Da min far kom hen til ham sagde han: - Jeg kommer lige udefra engen, og der lå den dejlige kalv, som min ko fødte i går. Den var død i nat, og det er dit djævelskab af en antenne, der har slået min kalv ihjel. - Han pegede op på antennen mellem skorstenene. - Ingen kunne dengang forstå, hvordan en ledning kunne fange musik ud af luften. Det måtte være Djævelens værk.

- Du må erstatte min kalv, Arne, - sagde han.

Nu gjaldt det om at tænke hurtigt. Min far vidste godt at det ikke kunne hjælpe at forsøge at forklare den enfoldige gårdmand om radiobølgers funktion, så han sagde højtideligt, at hans radio var en ærlig og god radio og at dens antenne aldrig kunne finde på at slå nogen ihjel, og da slet ikke en nyfødt kalv. - Nej, hvis en radioantenne havde slået hans kalv ihjel, kunne det kun være skolelærerens, for han var den eneste på egnen, - foruden min far, der også havde en radio. - Den forklaring godtog gårdejeren og drog af sted for at tale med skolelæreren, der sikkert som voksen bedre har kunnet afvise det urimelige krav.

Min far kom i øvrigt en dag til at forbinde ledningerne forkert og brændte alle fire rør af. Det tog ham lang tid at tjene så mange penge, at de kunne erstattes.

KØREPRØVEN Efter skolen hjalp min far en fisker på Glenstrup sø og var medhjælper på en gård for en krone om dagen, og det var lidt selv dengang. Senere hjalp han til i sin svogers købmandsbutik i Skrødstrup. Han kørte lastbil, en Chevrolet

35

1929. Svogeren Niels var foruden købmand også vognmand.

Min far kørte bl.a. med grus, og det bevirkede at bilen næsten aldrig kunne bremse, da bremserne på baghjulene havde åbne udvendige bremsebakker. Grus og sand fra ladet dryssede uvægerligt hele tiden ned i de åbne bremser og sled dem op på få dage. Da han også senere skulle hente købmandsvarer i Randers og Mariager, blev de enige om at han nok hellere måtte få sig et kørekort. Det tog han i Mariager. Det foregik på den måde, at en køreprøve blev bestilt til en bestemt dag. Han skulle stille med lastbilen på torvet, og køre lidt frem og tilbage, vende og dreje ind og ud af de smalle gader ved torvet. Imens stod fabriksinspektøren, der også var motorsagkyndig, og så til fra en høj trappe foran rådhuset. - Prøven gik fint, for min far var jo ret rutineret, idet han allerede havde kørt med lastbilen i over ét år. - En kørelærer var der ikke brug for.

DET GODE TRÆ I SVINGET En dag da min far var i Mariager efter et stort læs købmandsvarer, havde han sin bror Gunnar med. - Da de skulle hjem spurgte Gunnar om han ikke måtte få lov at køre lastbilen. Min far var lidt betænkelig, for Gunnar havde aldrig prøvet at køre en bil og for at komme ud af byen skulle de op ad en meget stejl bakke, der hedder Hohøj.

Midt på bakken svinger vejen til venstre og der er en meget stejl skrænt ned til byens huse. Der stod tykke træer i vejsiden. De startede og Gunnar kørte. Nede på det flade gik det meget godt, men da de kom lidt op ad bakken opdagede min far, at bilen kørte i andet gear og så vidste han, at den ville få meget svært ved at klare den stejle bakke med det store læs. De var imidlertid nødt til at fortsætte, da de allerede var et stykke oppe ad bakken, og

36

en urutineret chauffør kunne ikke få bilen ned i første gear.

Gearkassen var jo ikke synkroniseret og man skal være meget hurtig og kontant for at lave en dobbelt udkobling og knalde gearstangen ned i første. Hvis det mislykkedes blev det først helt galt, for bilens bremser kunne slet ikke holde vognen på den stejle bakke. - De var næsten virkningsløse, og i øvrigt kunne Gunnar ikke bremse på grund af sit stive højre ben.

Lastbilen kom gennem svinget midt på bakken og lidt op, men motoren havde nu så få omdrejninger at den var ved at gå i stå. – De måtte prøve at skifte gear. Det var ikke så let, da min far jo måtte styre gassen for Gunnar på grund af det stive ben. Gunnar koblede ud med sit venstre ben, og min far prøvede at mase gearstangen i første gear med venstre arm, samtidig med at han med højre styrede gaspedalen og dirigerede Gunnars dobbelte udkobling.

- Det mislykkedes. – Først holdt lastbilen stille et øjeblik, så begyndte den at trille baglæns, hurtigere og hurtigere, - Ned mod det skarpe sving med den stejle skrænt, og det med en særdeles urutineret chauffør ved rattet. - Det ville ende grueligt galt. De så begge i ånden, hvordan lastbilen ville vælte ned ad skrænten med dem og hele lasten af sildetønder, melsække og andre købmandsvarer i én pærevælling. De ville sandsynligvis blive dræbt. Det gjaldt nu om at tænke hurtigt.

Min far kunne sagtens have nået at hoppe ud, men han ville ikke forlade sin bror med det stive ben. - Han kunne i hvert fald ikke nå at komme ud. - Min far kiggede bagud og fik

37

øje på et af de tykke vejtræer i svinget. Det ville være bedre et ramme det, end at trille ned ad skrænten. Det var heller ikke let at styre. Han kunne ikke se ud af bagruden for det store læs, så han måtte bruge sidespejlet i venstre side, og sørge for at ramme træet ind midt i ladet, så lastbilen ikke svingede rundt. – Det var altså ikke let!

De kunne ikke gøre andet end at vente i frygtelig lange sekunder. - Træet kom nærmere og nærmere, indtil der lød et kæmpebrag og alle de midterste bundbrædder fra ladet kom farende ind under sædet og ud under deres ben. - De sad nu næsten fastklemt, men havde ikke brækket benene, skønt min onkels stive ben nær ved var blevet bøjeligt igen.

Utroligt nok kom de slet ikke til skade udover forskrækkelsen og lastvognen kunne repareres igen.

Her er vejen på Hohøj med det skarpe sving i bunden. Det var lige her de kørte baglæns nedad på en dengang meget smallere vej Da de kom hjem ville min far ikke fortælle sin svoger vognmanden, at det var Gunnar, der havde kørt lastbilen, så han måtte indrømme, at han havde kikset et gear, og det var jo i og for sig også rigtigt, idet det jo var min far der havde prøvet at få den ned i I. gear. Men for at flytte krigen over i fjendens lejr, bebrejdede min far min onkel Niels, fordi han ikke havde sørget for at bremserne var i orden. - Havde de været det var den ulykke aldrig sket.

- Hvad tror du din kone Marie ville have sagt, hvis du var skyld i at begge hendes brødre var blevet dræbt?

38

Efter den tid blev bremserne altid holdt i orden.

Mange år senere cyklede min far, min lillebror og jeg ud til Mariager fra Hobro, og jeg så det store ar i træets bark, hvor lastbilen havde ramt.

Her står min far ved lastbilen

Min onkel Niels havde også en personvogn, nemlig en Ford T årgang ca. 1923. Den var først med kaleche, men senere fik han bygget en danskbygget fast top på, en såkaldt ”Topsitop”. Jeg kan derfor tænke mig, at han brugte den som lillebil, d.v.s. taxa og måske også lejede den ud uden fører, som det hed dengang, men jeg ved det ikke sikkert.

Min fætter Marius fortalte om en episode i Skrødstrup, da han var fem-seks år. En søndag morgen skulle Niels og Marius i Ford T’en køre til Mariager og hente friske rundstykker. Købmandsforretningen lå på en sidevej til hovedgaden gennem Skrødstrup og idet Niels i rask fart kører ud på hovedgaden uden overhovedet at se sig for, for hvorfor skulle han dog det? – Der var jo kun hans og sognefogedens personbiler på hele egnen og det var søndag.

Men her tog han gruelig fejl, for lige netop sognefogeden kommer i samme nu kørende fra højre.

De støder sammen, men det er kun Niels der får højre

39

forskærm krøllet ind til hjulet. De stiger ud af bilerne og Niels rykker skærmen fri af hjulet og mener, at der ikke er nogen grund til at gøre mere ud af det. Skylden var jo hans og sognefogedens bil havde ingen skade lidt. Det var hans venstre forhjul der havde trykket skærmen ind. - Dengang var der ingen kofangere. Skærmen ordner smeden i morgen, sagde Niels og de kørte videre efter rundstykker i Mariager.

På udflugt i personvognen. Øverst: Marie laver kaffe.

Krista ligger med kagerne med Marius om halsen.

40

Nederste billede: I forgrunden: Min far med ridestøvler og knæbukser. Siddende til venstre: Niels Frost Madsen. Til højre: Tjenestepigen med Kirsten. I baggrunden: Marie Frost Madsen med Marius. Niels har hængt jakken på køleren af Ford T’en, der først var åben, men nu har fast top. (s. 45) Billedet blev dengang kasseret, på grund af det falske lys i midten, men min far gemte negativet alligevel. Det er jeg glad for i dag, for nu har jeg på computeren manipuleret med billedet og indsat det, så min fars ansigt kan ses.

Marius fortalte endnu en episode om min far og lastvognen.

Niels kørte jo med grus for sognet og det skulle bruges til at reparere hullerne i de mange grusveje om foråret.

En dag holdt min far med et sådant læs grus, som han smed i hullerne, kørte lidt frem til et nyt hul, o.s.v. Han kunne derfor ikke undgå at spærre vejen for eventuelle hestevogne og biler, hvis der da kom nogen. - Det gjorde der ikke så tit, men pludselig lyder et langt dyyyt henne fra forenden af lastbilen. Min far en næsten færdig med at læsse grus af i det hul han er kommet til, så han reagerer ikke. Han skal lige være færdig. - Ny lyder der igen et meget utålmodigt dyyyt og en vred mandestemme råber: - Se så at få flyttet den lastvogn i en fart.

Nu taber min far tålmodigheden, retter sig op og råber vredt ned til den utålmodige bilist, der står ved siden af sin personvogn: - Så tag dog lige og hold din kæft. – Jeg er snart færdig.

Bilisten bøjer sig nu ned og rækker ind i sin vogn. Han tager en politikasket frem og sætter den på sit hoved og nu kan

41

min far se, at det er politimesteren i Mariager han lige har sagt hold kæft til. - Det var ikke så godt, for den slags myndigheder havde man dengang stor respekt for og de talte tit hovent og nedsættende til almindelige mennesker.

Politimesteren spørger nu min far, om han har et kørekort.

Det har han heldigvis, men desværre ligger det hjemme i Skrødstrup. – Kør vognen ind til siden og gå så hjem efter kørekortet. Så venter jeg her, – lød det så.

Min far måtte gå de to-tre kilometer hjem efter kortet, men da han kom tilbage var politimesteren selvfølgelig for længst kørt, men min far var dog sluppet billigt og havde ikke fået en bøde for den episode.

DET GAMLE NEDLØBSRØR FORTÆLLER Min far og hans søskende besøgte jo deres forældre i Andrup til højtider som jul, påske og pinse. De havde så den skik at gå ud til et nedløbsrør på hjørnet af stuehuset og med blyant skrive deres navne, årstal og dato, samt hvilken højtid det var. Mange år efter,- engang i 1970’erne, viste min far mig nedløbsrøret, der stadigvæk sad på sin plads i det hus, hvor hans forældre havde boet 50 år før. Alle navne og datoer fra omkring 192o til 1926 stod der lige så fint endnu. Det var jeg imponeret over. - Blyantskrift holder åbenbart godt, skønt det er udsat for vind og vejr.

En dag i sommeren 1989, fik min far lyst til at gense egnen omkring Hobro og huset i Andrup. Det var jeg helt med på, for så ville jeg se om navnene stadigvæk stod på nedløbsrøret. Vi kom derop og bankede på. Der var ingen hjemme, så vi gik om til nedløbsrøret. – Stor skuffelse. Det

42

var nu erstattet af et nyt i plastic. - Det var bare træls.

Vi gik ud til bilen og skulle til at køre igen.

Pludselig fik jeg en ide! - Ude på landet smider man jo alt metal i en dynge bag ved laden eller stalden, til der kommer en jernhandler, der vil købe det. Det gjorde man i hvert fald i gamle dage. - Jeg bad de andre om at vente et øjeblik og gik om bag ved laden og ganske rigtigt. Her lå en større dynge jern og metal, men jeg kunne ikke se noget nedløbsrør.

Jeg flyttede noget af skramlet og pludselig dukkede der tagrender og nedløbsrør op, og jeg fandt netop det stykke, hvor alle navnene stod på og de kunne let læses endnu, skønt det var blevet lidt bulet. Jeg talte med naboen og gav ham halvtreds kroner, som han skulle give ejeren af huset – en ungkarl, så han kunne købe sig en øl eller to. - Det var helt i orden og han skulle nok fortælle historien.

På venstre hjørne stod de og skrev med blyanten på nedløbsrøret ved højtiderne. Her er de hjemme i 1929.

Min far i dybe tanker i 1990 ved det genfundne nedløbsrør.

Man kan næsten fornemme hvordan minderne vælder frem.

43

Da jeg kom hjem tørrede jeg det forsigtigt af for løst støv og gav det en gang klar lak. Nu træder navnene endnu tydeligere frem og man kan røre ved det uden at navnene tager skade. – Hvad står der så på røret? - Ja, lad os træde ind i tidsmaskinen og se for os dengang de fem søskende under besøgene hos forældrene stod og skrev, sommetider i kulde og sne og på et forblæst hjørne, - med en gul Viking blyant på nedløbs- røret.

Der står bl. a.: Arne Guldager 24.4.1926.Gunnar 13. juli 1922. – Dagny Marie Guldager den l. maj 1924. – Birgitte og Arne 23. december 1924. – Arne Guldager Juleaftensdag 1926.-, samt de samme, mange andre gange.

Nu står det nede i pejsestuen, hvor alle der kommer på besøg selv kan studere det.

Her en sjov lille ting der er Det er en slægtning der har lille vers til min far, samt en hans fars gravsted på kirkegård. (Se side 16).

Jeg så en lille stjerne lyse i nordvest.

Jeg sendte med, hilsen til det fjerne Andrup i nordvest.

Til lille Arne, fra fars grav.

Vaar 1926.

44

bevaret. sendt et kvist fra Begsnap

Her er et billede af min far højt til hest på gårdspladsen i Andrup.

Min fars tredje barndomshjem.

Bemærk håndpumpen på gårdspladsen

Her er min far ude at køre med familien i Niels’ Ford T Touring årg. ca. 1923. - Den fik senere fast top på.

Gunnar sidder forrest i vognen.

Min far, der kørte bilen, sidder på motorhjelmen.

Bagved fra venstre med hovedet ud: Krista, Marie med hjelm, Birgitte og Carl Wagn.

Det er ellers noget af en hat min far der har anskaffet sig. - Sikkert fra et militært overskudslager.

45

BREV FRA MIN FARMOR Her er et brev til min far fra hans mor, der er p책 husholdningskursus af en art.

46

Det er et dejligt brev. Hun har skam haft humor.

47

KUNSTMALEREN CARL WAGN Nedløbsrøret var med på en mindeudstilling, der løb over et halvt år på Ølgod Museum i 1999. Det var i anledning af 100 året for min fars ældste søster Birgittes fødsel. Hun havde haft et spændende liv.

Plakaten fra udstillingen.

minde

Først var hun blevet gift med frelsersoldaten i Hobro. Så blev hun gift med en kunstmaler, der hed Carl Wagn. Han var helt anderledes, og var lidt af en eventyrer.

Han skød med salonriffel til måls efter alting og havde en Royal Enfield motorcykel, og som stor dreng så min far i ham ikke så lidt af en helt. Birgitte og Carl Wagn lånte sidst i 30’rne en større amerikansk vogn, - en Willys 77 - og tog på kunstmaler uddannelse i Paris. Da de kom hjem igen, holdt de kunstudstillinger på hoteller i større byer under og lige efter krigen. Jeg kan huske jeg var med. Senere boede de i et lille gammelt stråtækt hus i Roldskov lige ved Tindbæk Kalkminer. Det var rødt. Jeg tror det ligger der endnu.

48

Her er et brevkort Birgitte sendte fra deres uddannelsestur.

Der står: Monsieur – Madame Arne og Helga Guldager, Nørager pr.

Vivild Danmark.

La Napoule d. 12.9.37.

Kære Helga og Arne! Hvor X er på kortet bader vi hver dag. – Her er skønnere end i vore vildeste drømme. Olivenlunde, Palmer og blå Middelhav.

Vi har været 3000 meter oppe med Willys 77. Vi skal være her 14 dage endnu. Vi bader hver dag i Middelhavet og er helt solbrune.

Kærligste hilsener til dig og Helga, samt Knud Erik og til far, Søster, Petrea fra jeres hengivne Carl og Titte.(Birgitte) Om 14 dage går turen til verdensudstilling i Paris.

Her er en sådan Willys 77 på Gjern Bilmuseum. Det kan meget let være lige netop denne vogn de kørte i. Den er dansk og meget sjælden. Indregistreret i Viborg første gang 1936 og de boede i Faarup ved Hammershøj.

- Det er en spændende tanke, hvis det er den selvsamme vogn.

49

Her er min far ved en fæstning måske i Helsingborg eller Varberg.

Billedet er taget under turen til Trollhättan Carl Wagn og Royal Endfield.

Birgitte

på

Engang sidst i tyverne var min far og Gunnar på en motorcykeltur til Trollhättan i Sverige. Min far kørte.

Gunnar sad bagpå med sit stive ben til højre. Engang min far kørte for tæt på en grusbunke i højre side, stødte det stive ben på dyngen og Gunnar stod af på en lidt voldsom måde, idet han blev stødt bagud. Det er Carl Wagns Royal Enfieldt de kørte på. Min far fortalte mig mange gange livligt om turen og jeg havde siden altid en stor lyst til at besøge Trollhättan og jeg gjorde alvor af det engang i 1990’erne.

Carl Wagn

50

Nu har Carl Wagn skiftet til en nyere model Royal Enfieldt.

Min far kørte meget på motorcykel. Her er han i 1934 nede og se Danmarks stolthed, nemlig den nye Lillebæltsbro blive bygget færdig. Den blev indviet det år jeg blev født, nemlig i 1935.

Min Ford T fra 1926 var også dernede i 1935 for at prøve at køre over broen. Broen havde været alle bilisters drøm i mange år. Det var en af de to langture den var på i sit første liv hos urmager Chr. Sørensen i Nimtofte.

Her er et billede fra dens første langtur i 1926.

Turen gik helt til Varde.

Urmagerfamilien skulle ned og besøge urmagerkonens søster.

Det var dengang - på datidens grusveje - en meget lang tur, som tog en hel dag.

51

Jeg har arvet flere malerier af Carl Wagn fra den tid. Jeg har jo mødt ham, da jeg var dreng. Han var god til at lege med børn. - Engang da han kom ind i stuen, sprang han op på den åbne dør med højre hånd, trak benene op under sig, lignede og sagde som en abe og kløede sig med venstre hånd i armhulen. Det var meget livagtigt, og dengang var der ikke mange voksne der tillod sig den slags ting. - Vi børn jublede.

Dette maleri af ”Garvergaarden” i Hobro, - malet af min onkel kunstmaleren Carl Wagn, - tror jeg blev malet under krigen.

Spritfabrikken ligger til venstre og jeg stod på broen og fortalte mine skolekammerater, at her havde min onkel stået og malet et billede af Garvergården. De måtte gerne komme hjem og se det. - Det gad de vist ikke, men så det så, når de var til min fødselsdag.

52

Dette maleri er meget spændende. Carl Wagn har nemlig malet det på Ceylon i den periode han opholdt sig der.

Maleriet har sikkert været betaling for lægehjælp for det tilhørte et engelsk lægepar, som boede på Ceylon.

- Som ældre bosatte de sig på solkysten i Spanien.

Her blev de venner med min fætter Thorkild, som sammen med sin kone Karen-Margrete, også havde bosat sig der.

Da Lægeparret blev ældre, forærede de maleriet til Thorkild, da det jo var hans onkel der havde malet det.

Det er malet på samme tid, som Carl Wagn gav violinundervisning til den unge fyrstedatter, som jeg fortæller om i efterfølgende beretning.

53

EN TRAGISK SKÆBNE Senere da Birgitte havde truffet sin tredje mand, Hugo Valvanne, der var fra Finland, men på det tidspunkt var ambassadør i Indien og derfor boede der, rejste Carl Wagn til Ceylon, som det hed dengang. Måske for at være i nærheden af Birgitte. - Hvem ved?

Her skulle han lære en sytten årig datter af en fornem mand, - måske en fyrste, at spille violin. Det kunne han selvfølgelig også. Han kunne i det hele taget mange ting.

Han kom så hver dag med sin violin i violinkassen og den smukke unge pige øvede sig, men hørte også på Carl Wagns ofte dramatiske historier ude fra den store, - for hende ukendte verden.

Som dagene gik, blev den unge pige og den modne mand, forelsket i hinanden, men det var jo en helt umulig alliance.

Den indiske fyrste ville aldrig tillade sin datter at gifte sig med en vesterlænding. Det var såmænd ikke alders forskellen, der betød så meget, men Carl Wagn var foruden at være vesterlænding, slet ikke fin nok til en fyrstedatter.

De forelskede lagde planer, for de syntes slet ikke de kunne undvære hinanden. Når Carl Wagn hver dag kom med sin violinkasse, var den tom. De havde nemlig gemt violinen inde i paladset, og når han gik igen, var violinkassen fyldt med fyrstedatterens tøj og personlige ting. På den måde fik de samlet tilstrækkeligt sammen til at flygte.

Jeg har aldrig hørt hvordan, men hjem til Danmark kom de og bosatte sig i København. Den unge fyrstedatter vidste udmærket godt, at hun nu havde brudt alle bånd til sin

54

familie, så det var meget modigt gjort, og selvfølgeligt ikke så klogt, men hun var så forelsket for første gang i sit liv og tænkte slet ikke på følgerne. - De var lykkelige, men hun var lidt ensom, da hun kun talte sit eget sprog og lidt engelsk. Hun var også meget genert overfor alle de fremmedartede mennesker og deres fremmede skikke.

Så skete der en katastrofe. - Det eneste der ikke måtte ske. - Carl Wagn døde pludseligt og hun stod ene tilbage.

Der var kun gået ca. et år siden hun forlod det hjem, som hun nu aldrig mere kunne vende tilbage til. Hun var rædselsslagen og dybt ulykkelig, og hun blev klar over, at hun måtte bruge sin sidste udvej. – Da hun forlod sin fars palads, havde hun medbragt en lille flaske meget hurtigvirkende gift og hun tog nu denne gift. - Der var for hende ikke andre udveje.

Det er jo en meget ulykkelig og forfærdelig historie, men desværre er den fuldstændig sandfærdig.

- Stakkels, stakkels pige!

LIDT OM BIRGITTE Birgitte og Hugo Valvanne Der er en masse at fortælle om Birgitte, men det vil fylde alt for meget her.

Jeg vil dog vise nogle få eksempler.

Da hun var ambasadørfrue i Indien traf hun mange prominente

55

mennesker, blandt andre Indiens premierminister Nehru og var veninde med Indira Gandhi. Hun skrev flere bøger om Indien. Blandt andre ”Indien var mit hjem”.

Indira Gandhi og Birgitte

Nehru og Birgitte

Hun var mange steder som ambassadørfrue og også i Kina, hvor hun traf Formand Mao flere gange til store banketter, hvor femtusinde mennesker kunne sidde ved veldækkede borde. Hun fortæller også, at hun altid kunne få han til at le, undtagen dengang hun så ham lige ind i øjnene og sagde: - Kunne De ikke have ladet Tibet i fred?

- Da blev Maos øjne som de lotusdamme hun lige havde besøgt – mørke og kolde som is og hun blev pludselig bange.

I Kina skrev hun bogen: ”På alfarvej i Kina” Hun mødte Dalai Lama i et stærkt kinesisk bevogtet kloster på grænsen af Kashmir, i Dharmsala. Men hele historien om Birgitte beretter jeg om i en senere lille bog.

56

MIN FAR FLYTTER HJEMMEFRA Nå, men tilbage til min far. Han ville nu være selvstændig og købte en lille landhandel, - nærmest hvad vi i dag ville kalde en døgnkiosk, i Nørager på Norddjursland. Nørager var dengang en meget berygtet og barsk by. - Danmarks wild vest. Der er utallige historier og avisartikler om ballade og store bråvallaslag der er udkæmpet her, mellem ballademagere og myndighederne i form af landbetjente.

57

Forretningen 1935.

Jeg er født oppe på kvisten.

Samme forretning 2004 Min far forsøgte både at få dem til at tænke på noget andet og at lave en forretning ud af det, så han lavede noget alternativt.

I forretningen mødtes de unge efter fyraften og drak sodavand, idet min far ikke måtte, og sikkert heller ikke ville sælge øl og spiritus, da det ville give alt for megen ballade.

I stedet for tiltrak han de unge mænd med skydekonkurrencer med salonriffel og luftbøsse i baglokalet.

De købte chokolade, flødeboller og alt muligt andet slik. Han solgte også andre landhandelting, såsom som gryder, potter og pander, gummistøvler og træsko med mere. Han købte disse ting hos et en gros firma i Randers. - Det hed Kjær & Andersen.

Der var en sjov historie med flødebollerne. Chokoladetingene blev opbevaret i et glasskab, der stod på disken og fristede.

En dag klagede kunderne over, at der ingenting var inde i

58

flødebollerne. Det kunne min far ikke forstå, så han tog et par flødebolle ud af skabet, og ganske rigtigt; De var tomme. - Det viste sig at alle flødebollerne var fuldstændig tomme. Der var overhovedet intet af det hvide skum der plejede at være inden i. Det må være chokoladefabrikken der har glemt at fylde skum på, blev de enige om.

Lige indtil en opmærksom kunde opdagede et meget lille hul i chokoladen, helt nede ved kiksen i bunden og man fandt så ud af at det måtte være myrerne, der om natten var kravlet ind i alle flødebollerne og havde ædt det dejlige hvide skum, hvorimod de tilsyneladende ikke havde kunnet lide chokoladen. – Det er da en pudsig historie!

”BOBKONGEN” OG DET MINDEVÆRDIGE SPIL Men den store lidenskab var og blev bobspillet. Hele egnen spillede bob, og centrum, - hvor alle genierne mødtes, var min fars butik. Min far var selv en virkelig god bobspiller, men der var en mand, der blev kaldt ”Bobkongen” og han var helt suveræn.- Ham kunne ingen slå og han vidste det godt selv. Han var sommetider utålelig selvsikker, men ellers en flink mand.

Engang havde han fået min far provokeret til at spille mod sig. Alle kunderne havde heppet og det var svært for min far at undslå sig uden at gøre sig upopulær hos kunderne.

De spillede om cigarer, som min far også solgte i butikken. ”Bobkongen” havde sikkert manglet cigarer, men ikke haft penge at købe for, og havde så regnet ud, at han da bare kunne spille sig til nogen gratis. - For hvem kunne slå ham?

Som spillet gik hen over aftenen, kom min far jo også til at

59

skylde ”Bobkongen” en hel del cigarer. For min far troede hele tiden: - Næste gang vinder jeg. Spillet var nemlig ret lige, men alligevel sådan at ”Bobkongen” lige akkurat vandt hvergang og nu ville han have sine cigarer.

Det var jo mange penge der var på spil, og min far, der var født vestjyde, kviede sig ved tanken om at skulle af med de mange cigarer. ”Bobkongen” var en fattig karl fra en af de mange gårde på egnen, og min far vidste godt, at hvis ”Bobkongen” tabte, fik han alligevel aldrig pengene.

Han fik nu en dristig ide. – Han sagde: Lad os tage ét spil mere og lad det være kvit eller dobbelt. Vinder du får du dobbelt så mange cigarer og vinder jeg er vi kvit, og du skylder mig ingen ting. - ”Bobkongen” og de andre troede ikke deres egne øren. – Det var dog for tåbeligt! - Man kunne jo ikke vinde over ”Bobkongen”, og de grinede højt over min fars dumhed.

Min far havde imidlertid lagt mærke til at ”Bobkongen”, der havde arbejdet hele dagen ude i den friske luft, - nu hvor klokken nærmede sig midnat og der var drøn varmt i lokalet, - var ved at blive træt og sløv. Han var også meget langsommere end først på aftenen, så min far mente nok, at han havde en reel chance for at vinde, hvis han koncentrerede sig voldsomt.

Der begyndte nu et spil, som folk på egnen kom til at huske og tale om i mange år fremover. Bobbrædtet fik en gang frisk kartoffelmel, så det blev super glat. Min far var rolig og koncentreret, mens ”Bobkongen” var overmodig og selvsikker ved tanken om den store gevinst. - Han kunne slet ikke erindre, hvornår han sidst havde tabt.

60

Min far brugte alle trick. Hvis han ikke kunne få sin brik i hul, skubbede han med brikken ”Bobkongens” i umulige positioner. På den anden side kendte ”Bobkongen” alle mulige bagslag for at få brikken i spil igen, men måtte så bruge ekstra slag på det. - Min far tog sig god tid før hvert slag for at trække tiden ud, idet den jo arbejdede på hans side.

- Så han måtte høre på mange hånende tilråb fra ”Bobkongens” tilhængere. Ind imellem blev der helt stille efter et slag, medens alle studerede stillingen, som den nu så ud.

Da der kun var få brikker tilbage, stod det lige med to brikker til hver og det var ”Bobkongens” tur til at slå. Hans tilhængere havde under de sidste slag været nervøse for at han skulle tabe, og en flok karle på landet dengang var jo ikke særlig fintfølende, så de tillod sig at komme med hånende bemærkninger til ”Bobkongen”, som: - Er du ved at blive gammel? – Kan du ikke se mere? - Det gjorde jo den trætte og svedende ”Bobkonge” endnu mere ukoncentreret og han kiksede minsandten et ellers sikkert stød. - Nu blev det min fars tur og han kunne – til sin store lettelse, gøre spillet færdigt og dermed vinde. Han slap nu for at komme af med de mange og dyre cigarer. - Bobkongen var rystet og forlod forretningen med sine skuffede tilhængere.

Min far fortalte senere, at han ikke kunne erindre, at han nogensinde havde koncentreret sig så meget, hverken før eller siden, og at han fik en dundrende hovedpine bagefter.

– Godt tredive år senere kom der en dag en mand ind i vores butik i Nørregade i Århus og spurgte efter Arne Guldager. - Jeg fortalte, at han desværre ikke var hjemme i

61

øjeblikket. - Det var en skam, sagde manden. - Jeg ville ellers meget gerne have mødt ham. - Men du kan jo hilse ham fra ”Bobkongen”, - så ved han helt sikkert hvem jeg er.

Han havde lige så lidt som min far glemt det mindeværdige spil hin sene nattetime i Nørager. - Det store nederlag han havde lidt, havde skabt alvorlige revner i hans ellers ufejlbarlige ry som bobspiller.

MIN FAR MØDER MIN MOR Min far, var nu seksogtyve år og han var ungkarl og havde aldrig haft en kæreste. Han var høj, cirka en meter og halvfems og det var at være meget høj dengang. Han var også mager og lidt ranglet, men havde meget kraftige knogler og de tykkeste håndled jeg kan mindes at have set på nogen mand og selvfølgelig store hænder. Min mor sagde senere: - Det ikke var fordi han var særlig køn, men fordi han kiggede så forelsket på mig, at jeg faldt for ham.

Min onkel Gunnar, - cykelhandleren i Gjerlev, havde fået en ny pige på tyve år i huset, og familien pralede meget af, at hun var så god til at lave mad. – Du skulle komme til middag en søndag Arne og spise hendes mad! - Det ville min far meget gerne, for han havde kun én kasserolle og i den kogte han havregrød om morgenen og røde pølser og kartofler om aftenen, og det var hver dag, fordi det var så nemt.

Det blev lidt ensformigt dag ud og dag ind. - Nå, men han tog til Gjerlev den følgende søndag og skulle jo selvfølgelig også lige ud i køkkenet for at se det nye ”madvidunder”.

Der stod hun så. – Hende han skulle komme til at holde

62

guldbryllup med. Hun var slank, lille og fiks og med en smart drengefrisure, som det nu var moderne dengang i tyverne.

Hun var alene og stod og fløjtede over gryderne, lige indtil hun opdagede, at der stod en lang ranglet mørk mand og kikkede på hende henne i døren. - Da så hun genert ned i gryderne og rørte på livet løs.

Der lugtede så dejligt af lækker mad, at min far blev forelsket i hende på et splitsekund. - Her var en ung, smuk og dejlig pige, som oven i købet kunne lave mad. – Hvad kunne livet bringe mere? Under og efter middagen prøvede min mor at smugkigge på min far, men det var ikke let, for han fjernede ikke blikket fra hende i mange sekunder.

Min far fortalte begejstret, at de havde fået kirsebærsyltetøj til maden og at den smagte helt vidunderligt. Det var fordi min mor havde taget stenene ud af bærrene. Stenene havde hun knækket, taget kernerne ud, ristet dem og kommet dem tilbage i syltetøjet.

- At nogen gjorde så meget ud af maden forekom ham helt utroligt. Han var kun vant til røde pølser. Han havde aldrig før tænkt på at få en kone, men nu blev han klar over, at sådan en kunne han ikke undvære og her var noget at kæmpe for.

Min far talte med sin bror og forklarede ham, at han nu var

63

nødt til at få sig en husbestyrerinde, for efter den middag kunne han ikke længere leve af røde pølser, og den husbestyrerinde kunne ikke være andre end deres unge pige.

Min onkel var jo selvfølgelig ikke meget for allerede nu at skulle miste sit ”madvidunder”, men de aftalte alligevel en senere dato, hvor min mor kunne begynde hos min far, hvis hun da selv ville. - Jeg ved ikke hvordan min far overtalte hende. Roste han hendes lille fine skikkelse, sødme og gode væsen, eller var det hendes evner til at lave mad, han roste? - Jeg ved det ikke, men jeg håber da det var det første. Det er dog trods alt det vigtigste. - Hun sagde i hvert fald ja og hun flyttede ind i lejligheden over købmandsbutikken.

Nu kunne en hel dag jo ikke gå med at lave mad og gøre rent. Det vil sige, den første uge gik med at gøre så rent, som en husmor nu engang vil have det og der havde jo kun boet en ungkarl i lejligheden.

- Hun begyndte så at hjælpe i butikken og det viste sig at være en ekstra gevinst, for nu kom der pludselig mange flere af omegnens karle for at se Arnes husbestyrerinde og selvfølgelig blev de jo også nødt til at handle lidt. Hun var jo ikke gift, men min far - der var utrolig jaloux anlagt, vogtede strengt på hende.

64

JEG BLIVER TIL Så kom der de lange efterårsaftener efter lukketid og hvad så? - Hvad laver to unge mennesker, der er skrupforelskede i hinanden. – Jeg har en lumsk mistanke om at de lavede mig, for pludselig skulle de giftes den 27. januar 1935 og jeg blev født den 26. August. - Men måske er det rigtigt, som nogen påstår, at jeg er født for tidligt og aldrig bliver rigtig voksen, men to måneder for tidligt - er det ikke lidt rigeligt, når det var en hjemmefødsel?

Så er jeg på vej. Jeg har allerede fået det første legetøj. – Se den lille hund på min fars skulder.

Min mors familie sagde at hun havde gjort det godt. Hun havde skiftet navn HEDE ud med GULDAGER. Her er min far og mor på søndagstur i foråret og jeg er tydeligvis med. Dog endnu minus ca. tre måneder.

Se lige hvor flot de er klædt.

Det er en elegant hat min mor har og se hvor stolt og rank min far ser ud!

65

Her er en lille serie billeder fra tiden lige før jeg blev født. Min far var meget stolt af sit telt og han brugte det meget. Det er derfor dejligt jeg har det endnu.

Hyggestund på kvisten i Nørager.

Man kan se min mor er gravid.

Jeg føler næsten jeg selv er med, hvad jeg jo i grunden også er. Divanen min far ligger på er nok den han senere kopierede i Vorup.

Jeg kan se min far selv har fremkaldt billederne på sit eget fremkalderudstyr. Jeg husker han havde et sådant.

66

Nu har jeg fået hunden. Dette er det allerførste billede jag har af mig selv.

Jeg blev født ti minutter i seks om morgenen oppe på kvisten over købmandsbygningen.

Da fødselen var godt overstået, var det første min far gjorde at cykle til den nærmeste by, hvor der var en urmager. Her købte han dette ur til min mor som barselsgave. Han har nok været hjemme igen til den tid som uret viser. ( Denne by kunne være Nimtofte. Så har min Ford T holdt i garagen, da han hentede uret. – Fantastisk tanke ikke?)

Jeg har stadig uret, der så er lige så gammelt som mig. Det har været gemt væk i mange år, men er nu taget frem, blevet renset og justeret. Det går stadig utrolig præcist og slår nogle flotte dobbeltslag.

Jeg nyder lyden hver dag og tager urets holdbarhed som tegn på, at jeg selv vil være ligeså holdbar.

67

TIDEN FRA 1935 - 1937. - "BUT” I LIVSFARE Jeg blev døbt i Vivild Kirke en søndag den 2o. september 1935, og fik navnene Knud Erik Guldager, men blev aldrig kaldt andet end ”But”. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var buttet, men det er vel de fleste babyer. Efter hvad familien har fortalt blev jeg også grundigt forkælet og at min mor sang for mig hele tiden. Jeg blev en glad dreng. Døbefonten i Vivild.

.

Hos fotograf

På potten med sutteflasken

Med mor på trappen Nu er jeg med på skovtur.

Min mor har stadigvæk elegant tøj.

68

Glad dreng.

Kan selv stå!

Trods det, at jeg vist var forkælet, var jeg dog flere gange i alvorlig livsfare. Engang skulle vi over at besøge min mors forældre, der boede i kæret ved Dalbyneder. Vi skulle sejle over Randers fjord ved Udbyhøj. Min far havde lånt en robåd af en fisker fra min mors familie. - Han hed Janus.

Først gik min far og mor ned i robåden fra bådebroen, så skulle en ven af familien der hed Vagn, række barnevognen med mig i, ud fra bådebroen og min far skulle tage imod.

Det gik fint og jeg kom vel ned i robåden, men da Vagn, - der var flink, men ret kejtet, - trådte ned i båden, trådte han på rælingen i stedet for ned i bunden.

Vagn

Robåden kæntrede nu og blev fyldt med vand og begyndte at synke med mig som spædbarn i barnevognen. Båden sank og stod på bunden med min far og mor i deres fine tøj. Vagn var selvfølgelig også røget i baljen.

Nu var der heldigvis ikke dybere, end at de kunne bunde. De stod i vand til brystet, og barnevognen med mig i, sejlede lige så fint på vandet. Var den nu kæntret og jeg faldet ud i det mudrede vand, vil jeg da håbe, at de ville have været i stand til at finde mig igen, inden jeg var druknet. - Men nu gik det heldigvis ikke så galt. Man fortsatte dog turen og fik tøjet tørret hjemme ved min bedstemor Signes komfur.

69

Min mors forældre Marius og Jensine Hede

1922 Her sidder de med børnene.

Min mor Helga 8 år. Anna, Poul Anker, Svend Aage.

SAFTEVAND I HÅRET Nu kommer jeg i tanke om en lille hændelse da jeg var fire år. Vi skulle ud og besøge mine bedsteforældre, der dengang boede i Ydbyhøj. Jeg var selvfølgelig i mit fineste tøj og jeg var lige blevet klippet og havde fået noget lyserødt i håret der duftede noget så dejligt.

Vi steg af rutebilen fra Randers ude på landevejen og jeg løb meget glad ad jordvejen op mod min bedstemor, der stod oppe ved huset. – Jeg råbte ivrigt: - Bedstemor, bedstemor.

– Jeg er blevet klippet og har fået saftevand i håret! – Jeg så mig slet ikke for og faldt i det samme i et mudret vandhul. Alt mit fine tøj blev helt mudret og min mor skældte selvfølgelig ud. – Nu var jeg ellers lige så glad!

70

FAMILIEN ÆNDRER KURS Forretningen i Nørager kunne ikke rigtig løbe rundt og give penge nok til en familie. Der var dårlige tider, folk var fattige og mange var arbejdsløse, så min far lukkede.

Til maj l937 flyttede vi til nabobyen Vivild og her kommer jeg i livsfare for anden gang.

Her boede vi på første sal i et hus der tilhørte en gartner der hed Kronborg. Jeg kunne nu løbe rundt og en dag, da jeg var næsten to år, stod min mor nede i gartneriet og talte med fru Kronborg. Pludselig kunne hun ikke høre mig mere og siger forskrækket: - Hvor er ”But”? – Lidt bag hende stod en trætønde til regnvand. Den var næsten trekvart fuld og op af tønden stak der to små fødder. Hurtigt halede min mor mig op. Jeg havde slugt en masse vand, og kunne først efter et stykke tid stikke i et mægtig forskrækkelsens hyl.

Jeg er da glad for at en mor altid i baghovedet hører efter sine unger, ellers kunne jeg jo ikke sidde og skrive dette.

Naboen til gartner Kronborg var en pensioneret snedker og min mor fortalte, at hvert forår slæbte han to ligkister op af sin kælder og satte dem ud i gården for at lufte dem.

Ligkisterne var til ham og hans kone. Dem havde han lavet som noget af det sidste snedkerarbejde, før han holdt. Så vidste han da, at de kom til at ligge i ordentlige kister, når de døde.

Min mor syntes at det var lidt makabert, men i grunden var det jo meget fornuftigt set fra en snedkers synspunkt.

71

ARBEJDSMAND OG DIVANMAGER Min far havde arbejdet i tørvegravene ved Pindstrup Mosebrug. Han kørte med tipvogne trukket af heste. Han fortalte, han sommetider var temmelig nervøs for at der skulle ske en ulykke. Det var når de to heste, - der trak toget med tipvognene, skulle ned af en skråning. Her havde de meget svært ved at holde vognene bag sig, da der ikke var bremser på vognene eller at de ikke var kraftige nok.

Min far, - der sad oppe på den forreste vogn, - var bange for at de skulle opgive og pludselig løbe løbsk med alle vognene efter sig. Hvis hestene snublede over svellerne, ville de nemlig blive massakreret af de tunge vogne og min far ville så også være nødt til at hoppe af i en fart, så han ikke kom med i massakren.

Der havde nemlig tidligere været en sådan ulykke, men det skete heldigvis aldrig, medens min far kørte.

Her er nogle af de gamle tipvogne i Pindstrup

Men dette arbejde var jo ikke lige noget for en handelsmand som ham, så i oktober 1937 flyttede vi til Vorup, der er en forstad til Randers. Vi boede i et hus på Frederiksborgvej, men her boede vi også kun nogle få måneder.

Min far var frisk og initiativrig, men kunne ikke få et godt arbejde og han spekulerede over, hvad han skulle finde på.

Medens han en dag spekulerede, sad han på sin divan.

(Se divanen på det øverste billede side 66) Pludselig vender han divanen på hovedet for at se hvordan den var lavet. Så kørte han på sin cykel ind til Randers og købte træ, fjedre, betræk og søm. Hjemme savede og

72

tømrede han så en divan sammen. Det gik godt og den så rigtig ud og da der var materialer til endnu en divan, lavede han en mere.

Vi boede i dette hus i kælderen.

Sådan ser en god gammeldags divan ud Medens han lavede dem nede i kælderen i det hus, hvor vi boede, sad han hele tiden med sin salonriffel ved hånden, fordi der med mellemrum dukkede rotter op. Dem skød han så omgående. Han var alle sine dage god til at skyde.

Da han var færdig, tog han en divan på ryggen, holdt godt fast og cyklede ind til Randers for at sælge den. Men de møbelforretninger han gik ind i, kunne godt se at den var hjemmelavet. Den var solid nok, men man kunne se, at den ikke var lavet af en rigtig møbelpolstrer. Min far fik kun med nød og næppe materialerne dækket.

JEG BEGYNDER AT HUSKE. - DEN FLADE RØDSPÆTTE Det er herfra jeg begynder at kunne huske nogle ting. I hvert fald én ting. En dag sad jeg på et lille sæde på stangen af min fars cykel. Vi kørte over broen ved Gudenåen og sydpå ad den gade der hedder Strømmen. Vi passerede en meget flad rødspætte der lå på vejen og var kørt endnu fladere af bilerne. Min far sagde: ”Du hører jo aldrig efter,

73

når vi siger, at du ikke må løbe ud på vejen. Hvis du alligevel løber ud på vejen og bliver kørt over af en bil, så bliver du måske kørt lige så flad som den der rødspætte.” - Det gjorde stort indtryk på mig, for den var godt nok flad, og jeg kan stadig huske ”billedet” af, at jeg sad på min fars cykel og stirrede ned på den flade rødspætte.

- Det har brændt sig ind i min hjerne.

Han søgte mange stillinger, bl.a. hos et stort korn- og foderstoffirma og den mand der skulle ansætte ham, sagde at de havde folk nok ude på lageret, men at min far kunne få en god stilling på kontoret, da han jo havde salgstalent og en fortid i landbruget. Men min far, der jo kun havde gået i en landsbyskole, - men godt nok også på havde været på højskole i Rønde, og landbrugsskole i Malling, - havde ikke selvtillid nok til kontorarbejde, så han sagde nej tak. Han kunne heller aldrig have fundet sig i at sidde stille på et kontor en hel dag.

MILITÆRT OVERSKUD Så fik han imidlertid en rigtig god ide. Han havde lagt mærke til at nogle af karlene ude på landet havde fået fat på en dejlig varm militærkappe fra et overskudslager fra de allierede hære under første verdenskrig. Han undersøgte, hvor de havde dem fra og fandt et firma i København der havde et mægtigt lager af militærtøj. Der var spidsbukser, jakker og især kapper. Det hele var blandet, - nyere som slidt, og pakket i store baller ombundet med snor.

(Så er det sikkert herfra han har sine spidsbukser og Canadahat. Se billederne på side 32, 40 og 45).

74

Han tog så til København, udvalgte og købte nogle baller og fik dem sendt med tog til Randers. Meget af tøjet var jo hullet og han satte nu min mors arbejdsløse brødre og en svoger, - de hed Svend Aage – Poul Anker og Laurits - i gang med at lappe tøjet i lejede lokaler i Von Hatten Stræde i Randers. Han lejede en helt ny Opel Olympia med et foldetag, så det var lettere at læsse tøjet. Han kørte så ud på landet og opsøgte gårdene i morgenmadspausen, om middagen og om aftenen når folkene var hjemme. Han kunne tjene fem hundrede procent på tøjet, og alligevel sælge det billigt. Han kunne sælge alt det han kunne skaffe, da militærtøj jo var både varmt og slidstærk. Især var karlene glade for de lange varme kapper, når de skulle pløje i det råkolde vejr hvert forår og efterår.

Det blev dog lidt for dyrt og besværligt med al den repareren af tøjet. Han kunne også sælge det hurtigere end svogrene kunne nå at reparere det, så en gang, da han var i København foreslog han, at han ville betale det dobbelte pr. stk., hvis han måtte få lov at sortere i tøjballerne. Det fik han lov til og inde på det store lager skar han snorene over og tog kun det tøj der ikke skulle repareres og nu gik salget meget hurtigere og han tjente mere.

Desværre havde han nu også snart dækket hele behovet i miles omkreds af Randers, og han måtte køre længere og længere rundt for at finde kunder. Samtidig ville firmaet i

75

København heller ikke længere sælge på den måde, idet deres store lagerhal nu flød med ene usælgelige bunker af hullet tøj. Fidusen for dem havde jo været: - Tag det gode med det dårlige og nu var lageret eet stort rod. Men det opdagede de heldigvis så sent, at fidusen for min far også var væk.

"RANDERS SÆKKESTOPPERI" Nu var min fars tre svogre jo blevet arbejdsløse, dengang han holdt med at reparere militærtøjet. Min far stod så med et lokale, tre symaskiner og tre mand, der gerne ville have noget at lave, så han startede et lille firma, som han kaldte ”Randers Sækkestopperi” Dengang blev mange ting solgt i sække. Korn, mel, sukker, gryn, salt og mange andre ting. Når der gik hul i sækkene, kunne det betale sig at få dem repareret. De tre mand fik nok at lave, og her sad de så og reparerede hundredvis af sække i ca. to år. Min far kørte rundt og skaffede sække, så de havde arbejde nok og materialer til at reparere med, og selvfølgelig skulle symaskinerne løbende vedligeholdes, da støvet tog hårdt på dem. Det var en helt god forretning, så længe den varede.

Men det var meget ensformigt og heller ikke særligt sundt, da sækkene støvede utrolig meget. Efterhånden fandt de bedre arbejde og firmaet stoppede.

(Undskyld! - Fik I den?)

76

SYMASKINE ÆRAEN BEGYNDER

Dette meget flotte emaljeskilt husker jeg tydeligt fra forretningen i Houmeden. Jeg var imponeret over den måde det var tegnet på. Se hvor elegant symaskinen går i gennem P’et.

Jeg fandt et skilt magen til, mange år efter på et loppemarked i Sabro. Måske er det skiltet fra Randers?

77

En dag så min far i en annonce, at et symaskinefirma i Randers søgte agenter til salg af symaskiner. Min far elskede at sælge, så hvorfor ikke prøve det? - Det var hos Pfaff i Houmeden. Han søgte stillingen og fik den.

- Symaskiner har så lige siden været vores families skæbne.

- Se, det var jo ikke til at vide dengang, at lige netop denne tilfældige stillingsannonce, skulle få så stor betydning for familien i generationer fremover.

I denne hjørneejendom i Houmeden 17, lå i 1938 Pfaff symaskineforretningen.

Her startede min far med at være agent. Indehaveren dengang hed Buchreitz.

I vinduet ved cyklen, stod det fine lokomotiv med to Pfaff vogne udstillet.

Her var han så frem til januar 1944 og jeg kan tydeligt huske forretningen. Den lå på et hjørne og indgangsdøren var lige på hjørnet. Der var en helt speciel lugt i butikken af nye symaskiner, der havde været pakket ind i trækasser med træuld og i lyserødt oliepapir. Jeg kan næsten lugte det endnu. Et år var juleudstillingen bl.a. et tog lavet af kraftigt karton med et lokomotiv og to brune godsvogne,

78

hvorpå der stod Pfaff. Det var hele tyve centimeter højt og med hjul der kunne dreje rundt. Det var kommet fra Pfaff fabrikken i Tyskland. - Man ville vise at der trods krigstrusler stadig kørte tog ud med symaskiner. - Jeg ville gerne have det, når det efter jul skulle tages ud af vinduet igen. Men Buchreitz, der ejede firmaet, havde selv en søn der var et par år ældre end mig, og han havde fået lovning på toget, men jeg fik heldigvis den ene vogn.

Min fars arbejde bestod i at køre med en inspektør og tre andre sælgere ud i oplandet om morgenen. - I en landsby eller stationsby blev de fire sælgere så læsset af, og de skulle nu opsøge folk der eventuelt var interesserede i at købe en ny symaskine, - eller rettere sagt tit blev plagede til at være interesseret. Når en agent havde fundet et emne hentede han inspektøren, der var blevet siddende i bilen.

Han var en ret rutineret sælger og havde maskiner med i bagagerummet. Han skulle nu gerne afslutte salget, og hvis det lykkedes fik agenten så senere sine ti % for at have fundet kunden.

Mange gange gik det imidlertid sådan til, at de om aftenen kørte hen på den nærmeste kro, hvor de så drak de fleste af deres tjente penge op, allerede før de var blevet udbetalt. De fik dem så af inspektøren på forskud. Dette ville min far, - der jo hverken drak eller røg, - ikke være med til og i øvrigt mente han, at med lidt mere symaskine erfaring ville han være meget bedre til at afslutte, end den dovne og drikfældige inspektør. I det hele taget hørte symaskineagenter dengang, absolut ikke til de mest ærlige og solide mennesker, og som min far sagde: - ”Der findes kun én slags, der er værre og det er støvsuger agenter”.

79

FLØDECHOKOLADEFARVET FORD V/8 Her kommer nu det næste glimt jeg husker tydeligt. Det er et kort øjebliksbillede hvor jeg står bagved en, - for mig på fire år, - mægtig stor helt ny personbil. Jeg lukker øjnene og ser billedet for mig: - Den er meget flot.

Dens farve er som lys flødechokolade og den har noget meget smart, nemlig et - indbygget - reservehjul.

Der kommer en svag rumlen og lidt røg ud af udstødningsrøret, der sidder i højre side. - Jeg har senere fundet ud af, at det må have været en tysk bygget Ford V/8 årgang 1938 eller 1939.

Den tilhørte indehaveren af Pfaff butikken, Buchreitz.

NEJ TAK TIL ET 5 KRONERS MÆRKE Foruden sælgerarbejdet bestod min fars arbejde i at cykle rundt i Randers og nærmeste omegn, for hver ugedag at indkassere et afdrag fra de kunder, der allerede havde købt en symaskine. Maskinerne var købt på afbetaling og kunderne havde hver en bog, hvor de så klistrede enten et to kroners eller et fem kroners mærke ind, når de havde betalt.

En dag i begyndelsen, kom han ind i en opgang i det indre af Randers og bankede på. Kunden - en yngre dame, lukkede op, kiggede interesseret på min far og sagde: - Nå, er du den nye agent. Du er da også meget yngre end den gamle, men vi kan vel gøre som jeg plejer. - Derpå gik hun ind i soveværelset, medens hun begyndte at tage tøjet af.

80

– Det har jo nok været et fem kroners mærke.

Min far sagde selvfølgelig nej tak, - det fortalte han i hvert fald, og når man tænker på hans strenge opdragelse og deraf moralske væremåde, er det helt sikkert rigtigt.

PÅ HOSTRUPVEJ I HOBRO. 1938-1939 Min far opdagede som sagt hurtigt, at han var dygtigere end inspektøren og ligeså godt selv kunne tjene den fulde provision. Han bad derfor om distriktet i Hobro, der hørte under Randers firmaet.

Der var ingen butik i Hobro, så i oktober 1938 flyttede vi til Hostrupsvej i Hobro. Her blev min lillebror Bent født den 25. februar 1939. Huset, hvor vi boede til leje på første sal, var et rødt, pudset hus, der lå på en skrænt med gavlen ud mod vejen til Ålborg. Vores stuevinduer, der var med mange sprosser, vendte ud mod vejen. Det er nu revet ned.

TIPVOGNSKØRSEL Overfor lå der en stor grusgrav med masser af tipvogne og spor. Når arbejderne var gået hjem, tog min far mig sommetider med derover, og så skubbede han en tipvognsundervogn på skinnerne op ad skrænten. Her satte vi os begge to op og susede ned ad skinnerne mod bunden.

- Jeg kan særlig huske vindens susen i ørerne. Det var bare rigtig spændende for en fireårs dreng. Der var jo ingen bund i tipvognsundervognen, der rumlede og rystede på de ujævne skinner, da den jo havde meget mere fart på, end når den kørte med læs, og jorden susede væk lige under os.

81

Tipvogne med lad.

Ladet var væk.

Vi kørte kun på en undervogn.

Men min mor kunne ikke lide det. Det var for farligt, mente hun, - da undervognen kunne hoppe af skinnerne, fordi den ikke var så tungt lastet, som med det lad og læs den var beregnet til. Den hoppede da også af en gang imellem, men der skete aldrig noget. - Min mor sad dog altid ovre i stuevinduet og holdt øje med os.

SUKKERMADDER OG SVÆVEFLYVERE I stuen havde vi en kakkelovn, med et hulrum i midten, hvorpå der kunne stå en kedel eller en gryde, hvis noget skulle holdes varmt. Der var også ringe i som på et komfur.

De kunne fjernes, så hullet passede til de gammeldags komfurgryder i forskellige størrelser. På den flade plade lavede min mor de dejligste stegte rugbrødsmadder. Hun smurte smør på og kom et godt lag sukker ovenpå. Når de blev rigtig varme, smeltede smørret og sukkeret så de blev brune. Det er noget der smager himmelsk, faktisk så godt, at jeg stadig af og til laver dem - den dag i dag, oppe på vores brændeovn i sommerhuset.

82

En dag sad min mor og jeg og så på noget spændende. Ovre i grusgraven var der nogle unge mænd, der fløj med svæveflyvere, som de selv havde bygget af let træ og gennemsigtigt papir.

Jeg har selv senere bygget et. Man kunne købe dem som byggesæt. De største havde et vingefang på cirka én meter. Jeg har faktisk en helt ny og usamlet model, liggende i den originale papkasse endnu. Den har en spændvidde på 102 cm., står der på kassen. Den er konstrueret af Børge Hansen og har modelnavnet: PJERRI – 75. De originale tegninger i fuld størrelse ligger i kassen. En dag vil jeg bygge den. Måske i et projekt med børnebørnene.

De unge mænd udnyttede opdriften fra skrænten i grusgraven. Det var spændende at se på. - Pludselig så vi et af svæveflyene styre lige direkte over mod vore stuevinduer.

- Det kom nærmere og nærmere, og vi gik væk fra vinduet for ikke at få glassplinter i hovedet, når det om lidt ramte ruderne. Til alt held ramte flyet den tykke midterstolpe og der skete ikke noget. Svæveflyet faldt dog til jorden og den unge mand hentede det lidt efter med et ængsteligt blik op til vinduet hvor vi sad, - men min mor sagde ikke noget.

83

EN LÆKKER LILLE MUNDFULD En aften da min mor og jeg sad i stuen, bad hun mig om at hente eet eller andet ude i køkkenet. Nu var der den hage ved det, at for at komme ud i køkkenet skulle jeg gennem det mørke soveværelse. Det var jeg som fireårig ikke så vild med, for jeg troede helt bestemt, at der boede et stort uhyggeligt uhyre inde i det mørke hul under dobbeltsengen.

Det vidste jeg godt, at de voksne ikke troede på, men jeg var helt sikker på, at det gjorde der altså, så jeg sagde i stedet til min mor: - ”Mor, tror du nu at det er klogt. - Tænk, hvis der inde under sengen sidder en sulten mus. - (Jeg vidste at vi havde mus). - Så tænker den måske, når jeg går forbi: - Sikke dog en lækker lille mundfuld der går der, - og så spiser den jo din lille dreng! ” – Min mor hentede selvfølgelig selv tingene. Hun drillede mig ikke med, at jeg ikke turde. Så med den ”smarte” historie reddede jeg æren. - Men senere blev historien fortalt mange gange i familien. Måske er det derfor jeg husker den.

SANGE MIN MOR LÆRTE MIG Min mor sang og fløjtede altid. Hun var meget dygtig til at fløjte og hun lærte mig mange sange. Allerede inden jeg fyldte tre år kunne jeg udenad synge ”Jeg en gård mig bygge vil” og jeg syntes, at den sang lød så spændende. - Tænk hvis man fik alle de ting. Så var man rig. - Der var også en

84

anden sang jeg lærte, dog ikke det hele, men i hvert fald første vers. Det var ”Jylland mellem tvende have, som en runestav, er lagt” Jeg forstod det ikke rigtigt, men kunne godt lide at synge ordene. Der var mange andre, f.eks. ”Solen er så rød mor”, men jeg syntes altid, at det var lidt uhyggeligt med ræven der gik derude. - Den var jeg bange for. - Den måtte jo være farlig, når vi låste vores dør!

Nu vi taler om denne sang, kan jeg fortælle at i 1952 - da vi boede i Århus - indsang min søster Kirsten den på en grammofonplade som julegave til min mor. Min far, - der jo altid var med på det sidste nye, sagde en dag: - Vi skal ned til Berg Radio i Guldsmedgade og indsynge en grammofonplade til mor i julegave. - Min bror Bent og jeg var ikke meget for det med at synge, men vi ville gerne sige god jul til min mor på pladen. Min far introducerede sangene og Kirsten sang med en klokkeklar og ren ti års barnestemme. På side 1: ”Barn Jesus i en krybbe lå”.

Dernæst ”Dejlig er jorden”. På 2. side: Først ”Solen er så rød mor” og til sidst: ”Velkommen igen Guds engle små”.

Dengang var det ikke almindeligt, at man lavede sin egen helt private grammofonplade, men som sagt: - Min far var heller ikke helt almindelig

Nu har vi lavet en CD af pladen til hele familien.

85

FØDSELSDAGSCHOKOLADEN ”AIDA" Den store dobbelte seng i soveværelset har sin egen historie.

Den kom vi børn altid op i om morgenen på vores fødselsdag og så fik vi fødselsdagschokolade. - Det var altid en plade ”Aida” flødechokolade fra Elvirasminde. Min far sagde ikke Aida med tryk på i, men med tryk på det første A. Det var pakket ind i hvidt papir med et spændende Egyptisk motiv på. Jeg tror det var en Sfinks eller lignende i orange og grønne farver.

Jeg fylder 8 år og sidder i min fars seng.

Den skik, som min far startede, holdes i hævd den dag i dag i familien. Alle får på deres fødselsdag chokolade, som de deler ud til resten af familien.

I dag er det blot Guldbarre chokolade.

Jeg har nu fundet et indpakningspapir til chokoladen.

Jeg tog ikke helt fejl.

Farverne var rigtige, men motivet er fra operaen Aida, der blev uropført da Suezkanalen blev indviet i 1869.

(2013)

86

LØGSTØRVEJ 21. 1939 - 1944 Marts 1939 flyttede vi til en bedre lejlighed på Løgstørvej 21, også i Hobro. Her boede vi til januar 1944. – Nu begynder jeg at huske rigtig meget. Huset vi boede i var et ”Lagkagehus”, som folk kaldte det, fordi det var som tre bungalower ovenpå hinanden. Bungalower var jo vældig moderne på den tid.

Vi boede i midten Det soveværelses vindue, - som min far baldrede i søvne - er ved parabolen.

Det var ved den hvide dør jeg legede fiskemand.

Min ”biografven” fru Madsen boede i baghuset Vi boede i midten og det var godt i de kolde vintre under krigen, for så var der varme både nedenunder og ovenover, så vi sparede brændsel, som var meget svær at skaffe.

Nederst boede værten. Det var ældre folk der hed Vraa. Øverst boede familien Nielsen, og i et hus, der lå bagved boede familien Madsen. I huset der næsten var magen til vores og havde nr. 19 boede på første sal familien Mogensen, som mine forældre kendte i forvejen. I stuen boede familien Poulsen. I nr. 17 boede familien Lykkegaard og i nr. 15 boede der en ældre mand der hed Marcussen.

87

Han passede fodboldbanen længere ude ad vejen.

I nr. 13 boede der en familie der vist nok også hed Nielsen.

Manden var i hvert fald ansat ved DSB og var født i 1912.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan huske at han var født i 1912, men jeg kan huske, at jeg var godt fornærmet over, at verden havde tilladt, at der var sket så mange ting før jeg blev født. - En underlig tanke, men åbenbart helt naturlig for en femårig med en stor selvfølelse.

I nr. 11 boede slagter Bjørn, og han havde en søn, der som toårig faldt ud af et vindue på første sal og lige ned på en flise, så han flækkede hovedet. Han fik indopereret en sølvplade i hovedet, som de voksne sagde, at han skulle leve med i resten af sit liv.

Slagter Bjørn fangede også danske sangfugle, som han satte i bur og solgte, - men det kunne mange voksne ikke lide.

Det forreste hus er købmand Christiansens og det bagerste slagter Bjørns. Det var fra det venstre vindue i slagter Bjørns hus, den lille dreng faldt.

I nr. 9 nede på hjørnet af Løgstørvej og Ølsvej boede købmand Christiansen. Om ham kan jeg huske, at da vi senere flyttede til Randers, flyttede han tilfældigvis også og minsandten om han ikke fik forretning lige i nærheden af os, så han igen blev vores nærmeste købmand. Det var da en sjov tilfældighed, som jeg undrede mig lidt over. Jeg tror

88

nu ikke at var for vores skyld han flyttede. Så store kunder var vi næppe. Jeg kan også huske, at jeg undrede mig over en anden ting. Jeg syntes det var utroligt billigt, når man kunne få en stor pakke sukker for kun 25 øre. - Det ændrede sig senere da man fandt på at komme skat på.

Bagved købmanden, ud ad Ølsvej lå der en jernhandler, og her var det meget spændende at gå og rode med min far.

Jeg måtte ikke selv gå derned. Det var for farligt da tingene kunne falde ned over mig. Der var alt muligt, også gamle biler med messingkølere. - Alt blev hugget op og genbrugt.

SKRAMMER PÅ NÆSEN Fru Nielsen, der boede ovenpå os, havde flere børn, men jeg husker kun navnet på min hovedfjende; nemlig ”Store-Bent”.

Min bror var ”Lille-Bent”. - ”Store-Bent” var en tyran, der altid var efter de små. Vi var cirka lige gamle, men jeg følte mig åbenbart som ”Retfærdighedens Kriger”, for jeg forsvarede altid de små. Jeg husker flere episoder med ”Store-Bent”. Han havde altid en gulgrøn klat snot hængende under næsen, og det så meget uappetitlig ud. Min mor havde altid holdt os meget rene. (Næsten for meget efter vores egen mening dengang).

En dag da vi legede gemmeleg, havde jeg gemt mig under en stige og nogle plader der lå langs en mur. Pludselig står ”Store-Bent”, - der var den, lige over mig og råber: Fundet! - I det samme taber han sin uappetitlige snotklat lige ned i hovedet på mig. – Med et brøl skubber jeg stigen væk og løber efter ham, men han er bange som sædvanligt, og løber alt hvad han kan hjem til sin mor på anden sal. Fru

89

Nielsen holdt selvfølgelig altid med sin søn, så jeg turde ikke gå op på øverste etage, men stod nede hos os. Vi udslyngede de værste trusler mod hinanden og pludselig tager ”StoreBent” sin ene træsko af og smider den ned i hovedet på mig.

Den rammer så uheldigt, at det skøjteskarpe jernbeslag under træskoen rammer mig lige på næsen og skræller alt skindet af. Rasende løber jeg op af trappen, - fru Nielsen eller ej -, og ”Store-Bent” får bank.

Om aftenen kom fru Nielsen ned og klagede over ”bøllen” Knud Erik, og skønt jeg allerede var lagt i seng, hjalp der ingen kære mor. Jeg måtte gå op til fru Nielsen og sige undskyld. - Men jeg kan tydeligt huske, at jeg indvendig hele tiden sagde: - Jeg mener det ikke. – Jeg mener det ikke.

Hvor retfærdig hele den historie var, ved jeg i grunden ikke.

Jeg tror ikke jeg lærte noget af den, for på et senere tidspunkt stod ”Store-Bent” og jeg igen på samme sted, og hvor utroligt det end lyder smed han igen sin ene træsko ned i hovedet på mig, og igen skrællede den skindet af min næse.

Jeg har lige siden spurgt mig selv, om jeg dog ikke husker forkert, - men nej, - det skete to gange.

”HAM POULSEN” Poulsen i nr. 19 havde en dreng der også hed Knud Erik, men han var lidt yngre end mig. Han blev ikke kaldt ”Lille Knud Erik”, men Poulsens Knud Erik. Han var den allerværste til at være efter de små. Han slog på alt og alle han kunne klare, også pigerne. - Drenge slog ellers aldrig på pigerne dengang.

- Ham var jeg nødt til at holde styr på næsten hver dag.

Han havde sit væsen fra sin far, der var lastbilchauffør for

90

et firma nede i Hobro. Han var berygtet for at være en skørtejæger, skønt han havde en sød kone, som han kaldte ”Musse”. - Han kørte en Ford AA lastbil med åbent lad.

Jeg kan huske, at beklædningen bag sædet i førerhuset, var tremmer der skiftevis var lavet af lodrette lyse og mørke trælister. - (I dag ved jeg, at førerhuset så var danskbygget). - Det syntes jeg så flot ud. Han kunne ikke lide mig, fordi hans søn jo fremstillede hverdagen på sin egen måde, men resten af familien kom jeg godt ud af det med. - Fru Poulsens søster var engang på besøg. Hun tog en blommesten og noget ler og lavede en halv blomme og malede den. Blå udvendig og gul indvendig. - Det imponerede mig.

SKOVTUREN Et forår sagde Poulsen til alle os børn: - I kan glæde jer til på søndag. Så sætter jeg bænke op på ladet af lastvognen, og så kører vi alle sammen ud på skovtur. I kan tage sodavand og kager med. Så skal vi have en dejlig dag i skoven.

Vi blev alle meget glade. Der var jo krig og ingen havde biler at køre i, da man jo ikke kunne få benzin. - Lastbilen havde en gasgenerator. Den lignede en rund sort kakkelovn. Den sad på venstre side af ladet lige bag førerhuset og man fyrede i den med bøgebrænde oppe fra ladet. Ved en halvkvalt forbrænding lavede den gas, som motoren kunne køre på i stedet for benzin. Det virker kun 75 % så godt som benzin og det var meget besværligt, men det var den eneste måde man kunne køre på, når man ikke havde benzin.

Søndagen kom og vi stod alle klar i vores fine søndagstøj. Vi har vel været cirka 15 børn. Drengene var vandkæmmede

91

med sukkervand. - Så blev håret helt stift som et panser, og det kunne sidde det meste af dagen.

Poulsen stod bag ved ladet og løftede børnene op, én efter én. – Men da han kom til mig, skubbede han mig hånligt væk og sagde hårdt ned i ansigtet på mig: - Du skal ikke med! Da lærte jeg som syv årig, hvordan voksne kunne være. En sådan ondskab havde jeg aldrig oplevet før. – Jeg tror stadig, at han havde lavet hele udflugten, bare for at få den fornøjelse, at se mig stå der tilbage i mine korte sommerbukser, mit vandkæmmede hår og med min sodavand i hånden, medens jeg dybt skuffet kiggede efter lastbilen med alle mine glade legekammerater, der kørte ned ad vejen.

Han havde jo aldrig før eller siden gjort noget for børnene på vejen. I øvrigt gik han rundt og sagde til naboerne: - Ham den ældste af Guldagers er vist lidt til en side. - Det blev min mor meget vred over. - Poulsen kunne slet ikke forstå min livlige fantasi.

Her er ”Ham Poulsens” hus.

Lastbilen til skovturen holdt hvor den røde bil holder.

Den var magen til denne.

92

GODNATHISTORIER Min far var helt anderledes. Han lavede altid spændende ting. Han havde en meget livlig fantasi og kunne fortælle spændende historier, som han selv digtede. Han spurgte blot min bror og mig: - Hvad skal jeg fortælle om? Jeg var vild med Tarzan og så fortalte han de mest dramatiske historier.

Normalt ville vi jo, som alle andre børn, ikke i seng om aftenen, men han havde en god fidus. Han sluttede altid historierne på et meget dramatisk øjeblik, f.eks. hvor leoparden, som Tarzan ikke havde set, var midt i et spring og hang i luften mellem træet og Tarzan. – Så slutter vi for i dag, sagde han. – Nej – Nej – Nej – skreg vi, men sådan blev det og nu kunne vi så gå hele den næste dag og spekulere på, hvordan Tarzan dog skulle klare denne umulige situation. Næste aften, når han sagde vi skulle i seng og at han så ville fortsætte historien, - ja, så lå vi i vore senge cirka et minut efter. (De fleste børn børstede ikke tænder dengang). – Hvor kom vi til? - spurgte min far. Vi råbte i munden på hinanden og min far smilede, for han kunne udmærket godt huske, hvor langt i historien han var kommet.

AV - DET GJORDE ONDT En dag var jeg ovre og lege med Mogensens børn i nr. 19. Vi legede ude i køkkenet på gulvet. Døren ind til stuen stod åben, og vi har åbenbart været lidt for højrøstede, for pludselig kommer fru Mogensen inde fra stuesiden, - hvor hun havde siddet og læst - og lukker døren.

Nu var det så uheldigt, at jeg havde min tommelfinger inde i dørkarmen ved hængslerne, hvor en dør rigtig kan klemme.

93

– Se det gjorde ondt, - ja, faktisk så ondt, at jeg kun åbnede munden til at skrig, men min krop var helt låst, så der kom intet skrig, og det resulterede i, at fru Mogensen ikke kunne forstå, hvorfor døren ikke kunne lukkes helt i, så hun presser den hårdt. – Nu kom skriget og hun åbner hurtigt døren, så min tommelfinger kommer fri. - Lige med det samme bliver den dobbelt så tyk som normalt og senere bliver neglen helt sort og tilslut falder den af.

- Den slags hændelser tror jeg aldrig man glemmer.

DEN RARE, MEN ”TOSSEGODE” LYKKEGAARD I nummer 17 boede jo Lykkegaard. Han var en knokkelstærk, meget rødhåret og fåmælt mand. Han var også utrolig godmodig, - ja, han var, hvad men dengang, kaldte tossegod.

Når han om foråret og efteråret meget sirligt gravede sin have, kom ”Ham Poulsen” altid og så på. Når han havde stået lidt, sagde han med indsmigrende stemme: - Lykkegaard, jeg kender ingen som dig, der kan grave så snorlige rækker. Jeg kan i hvert fald slet ikke. Jeg er også så langsom, at jeg aldrig bliver færdig og så klager ”Musse” sig. - Han vidste lige præcis, at så sagde Lykkegaard, - der var en meget rar mand og godt kunne lide fru Poulsen, - at han da godt kunne grave den have.

Det sagde han, skønt han udmærket godt vidste, at han blev udnyttet af Poulsen, men han gjorde det, fordi han vidste at den tykke og dovne Poulsen aldrig selv fik det gjort, og så fik fru Poulsen ikke plantet sine kartofler, grønkål og porrer.

- Det var nemlig noget man helst skulle have i haverne under krigen. Senere sagde vi altid i familien, når nogen fedtede for at få noget lavet de ikke selv gad: - ”Lykkegaard.”

94

SPÆNDENDE TING Under krigen kom der sommetider dele fra nedskudte fly, mest engelske, til jernhandelen på Ølsvej. Der var jeg sommetider nede med min far, når han ledte efter kobbertråd til sine elektriske ting. Der var også mange gode sager jeg kunne bruge til legetøj. Engang fandt han en dejlig næsten ny læderstøvle i en dynge der lige var kommet ind.

Han tog den op, men den lugtede ikke godt og da han så efter sad foden af en engelsk flyver nede i støvlen. - Jeg fik ikke lov til at se den.

Han fandt også denne spole kobbertråd fra en nedstyrtet engelsk flyvemaskine.

Jeg har den endnu ovre på værkstedet Jeg kan også huske, at han engang købte et stort propelblad fra en engelsk flyvemaskine til sin bror Gunnar, der dengang boede i Risskov. Det skulle opstilles i haven. - Men jeg tror nok Gunnar blev lidt skuffet, for han havde troet, at det var hele propellen, han havde købt.

Engang købte han en dynamo med ventilatorvinger. Der var fire blade på ventilatoren, så det kunne godt have været fra en tidlig Ford V/8. Han forlængede vingerne med træ og byggede af lægter en hul firkantet vindmølle på cirka tre-en halv meters højde. Han beklædte siderne med gamle tæpper og sække. Jeg havde nu en dejlig hule der var mørk. Han trak en ledning fra dynamomøllen i toppen ned midt i hulen, satte en bilpære i enden af ledningen og når det blæste havde vi børn lys inde i hulen. Det var meget spændende.

- Lysstyrken varierede hele tiden ligesom vinden blæste til.

95

FISKEHANDLEREN DER RØG Jeg har heldigvis arvet meget af min fars fantasi, så jeg fandt også på ting, der ikke var helt almindelige. Jeg tog ned til fjorden i Hobro og fangede hundestejler. Så lavede jeg en fiskebutik med de andre børn som kunder. - Når de så kom for at købe en fisk, gjorde jeg ligesom fiskemanden og spurgte: - Vil du have hovedet skåret af og indvoldene taget ud? – Ja tak, det ville de godt, og det gjorde jeg så.

Vi havde også engang fået fat på nogle kridtpiber og skulle nu prøve at ryge. Min far røg ikke og ingen havde jo rigtig tobak under krigen, men jeg havde hørt, at de voksne kunne finde på at ryge tørrede kirsebærblade, når det kneb. Det prøvede vi så, og vi harkede og hostede, for vi slugte jo røgen. Vi opgav meget hurtigt at ryge. - Jeg har i øvrigt aldrig røget.

SKRÅTOBAK Min morfar Marius skråede og brugte snustobak, og engang, da han var på besøg, klagede han over at han allerede havde brugt alle sine tobaksrationeringsmærker, og at han savnede sin skrå.

Begejstret råber jeg: - Det kan du få ude i Brugsen i Hørby!

– Det er noget sludder, sagde de voksne. Det kan man ikke, når man ingen mærker har. - Men jeg var sikker, for jeg havde selv hørt det fra en bærmekusk, som jeg havde kørt med. Bare giv mig nogen penge, så går jeg til Hørby og henter skrå.

96

Nu ligger Hørby 3-4 kilometer længere ude ad Løgstørvej, så det er jo langt for en syvårig, men jeg da fik lov at gå.

- Jeg måtte ikke cykle derud alene.

Vel ankommet til Hørby Brugs, der lå på venstre hånd først for i byen, spørger brugskommisen: - Hvad skal du have, dreng? - Jeg skal have nogen skrå til min bedstefar, - siger jeg kækt, og lægger pengene op på disken. – Hvor er hans tobaksmærker? – Han har ikke flere, sagde jeg himmelhøjt med klar barnestemme, - men bærmekusken sagde, at man i Hørby Brugs godt kunne få uden mærker, og så gik jeg herud, for min bedstefar elsker skrå. – Hvor kommer du fra? – Jeg kommer fra Hobro. – Er du gået alene helt herud? – Ja, det er jeg.

Brugsen i Hørby var dengang i denne bygning.

Kommisen så på de andre kunder, der jo havde fulgt med i optrinnet, og sagde: - Skal vi ikke ta’ og gi’ den dreng en rulle skrå? - Det syntes de alle sammen, skønt det ville gå fra deres egen andel uden mærker.

Da jeg kom hjem, blev min bedstefar meget glad. – Fik du virkelig fat på den? - spurgte han undrende. – Jamen, det sagde jeg jo, - svarede jeg stolt.

Jeg plagede engang min bedstefar til at give mig en lille skrå, fordi den lugtede så dejligt af engelsk lakrids. Det holdt hårdt, men til sidst gav han sig. - Jeg tog den i

97

munden og tyggede på den. Det skulle jeg aldrig have gjort.

En skrå skal lægges op i mellem tænderne og kinden, og saften skal så langsomt sive ned, men det havde min bedstefar med vilje ikke fortalt mig. Det var nemlig meningen jeg skulle tabe lysten til at skrå. - Så jeg tyggede lystigt løs på skråen.

Jeg fik nu stor åndenød af den stærke tobak og gispede efter vejret. Det skulle garanteret blive sidste gang, at jeg skulle skrå, - tænkte jeg.

Her var en reklame fra tiden.

Muldyret er vild efter at få fat i skråen foran mulen.

Mange ældre skråede dengang, og mange var tandløse. De kunne ikke holde skråen oppe, men lagde den ned mellem gummerne og kinden og det gav tit så meget mundvand, at de ikke kunne holde på det. Det drev så ned ad hagen i tre striber. En i hver mundvig og en på midten, så folk sagde om dem: - Der står altid 111 på hagen af dem.

En kardusskrå er tobaksblade der er rullet og dyppet i en kraftig sovs, bestående af bl. a. engelsk lakrids og skåret i små stykker. Nikotinen optages af slimhinderne i munden.

Når skråen havde tabt kraften, kunne man også dyppe dem i cigaraske for at forstærke smagen.

98

Der fortælles en historie fra Jeppe Aakjærs gård ”Jenle”.

Da Jeppe Aakjær døde i 1930 blev hans urne et stykke tid stillet i forgangen og man fortalte på egnen, at landposten, der næsten kom hver dag, - troede der var cigaraske i krukken og han dyppede altid sin skrå i asken for at forlænge smagen.

Dengang var det meget almindeligt man gemte cigaraske i skåle, som man stillede frem. Her kunne gæster så friske deres skrå lidt op.

På den tid blev almindelige mennesker på landet altid begravet i en kiste, så den arme landpost havde sikkert heller aldrig set en urne før og var derfor i god tro.

Cigaraskekrukken her var ganske vist fin og havde et låg, men det studsede posten ikke over, for Jeppe Aakjærs hjem var jo et fint og fornemt hjem.

Men om han bagefter fik poetiske evner melder historien ikke noget om, men det er forhåbentlig også kun en historie.

”Jenle” For ikke jysk kyndige betyder det: - Alene

99

FY OG BI Omme i baghuset boede fru Madsen. Hun var en livlig dame, der havde en datter på en 11–12 år. Fru Madsen ville gerne i biografen i Hobro. Dengang gik damer ikke alene i biografen, så hun ville gerne have mig med, - også fordi, som hun sagde, - at jeg grinede så meget. På den måde reddede jeg mig mange gratis film. Især ville hun gerne se de populære Fy og Bi film. Fy og Bi var en slags danske Gøg og Gokke, bare omvendt, for den dominerende var lang og tynd og blev kaldt Fyrtårnet, mens den anden var lille og tyk og blev kaldt bivognen, fordi han altid løb lige efter Fyrtårnet, som en bivogn løber efter hovedvognen hos sporvogne. De var meget morsomme, det ved jeg for jeg så mange af deres film. Jeg mener at kunne huske at en af dem hed: Vesterhavs Vov – Vov. - (Næsten rigtigt husket)

Fyrtårnet: Carl Schenstrøm Bivognen: Harald Madsen Her er netop plakaten fra filmen Vester Vov-Vov, jeg grinede så meget af i 1942.

Olsenbande silhuet-ideen er vist hugget fra denne plakat.

100

ALSANG PÅ TORVET Biografen lå tæt ved teatret og søndagsskolen. I den sidste gik jeg en vinter, men det var slet ikke noget for en livlig dreng som mig, så det blev kun til nogle få gange. Det var nogen kedelige overreligiøse ledere, der hele tiden læste op af Bibelen og Katekismus, - men salmerne kunne jeg godt lide, da jeg elskede at synge.

Mine forældre tog mig også med til Alsang på torvet i Hobro. Alsang, var noget danskerne under krigen samledes til, på torve og pladser i byerne, landet over. Man sang fædrelandssange, altså nationalsange, der gerne skulle støtte nationalfølelsen, men alligevel ikke provokere tyskerne, der altid havde nogle soldater placeret i nærheden for at gribe eventuelle optøjer i starten. Jeg kan især huske en aften hvor Aksel Schiøtz sang. Jeg tror det var fordi min mor sagde han sang så smukt, at jeg specielt husker denne aften. - Jeg syntes dog han sang næsten for flot!

Aksel Schiøtz var en stor dansk tenor, der fik sit gennembrud i 1937. Her på spadseretur med fruen.

UTAK ER VERDENS LØN Da jeg var næsten fem et halvt år, var jeg med mine forældre nede i Hobro for at købe julegaver. Da vi kom til den forretning der lå på torvet og hed ”Importøren”, måtte

101

jeg vente udenfor. Jeg måtte ikke se, hvad de købte til mig.

Det var nu sidst på dagen i december måned og der var mørkt og koldt. Jeg skulle stå ved en lygtepæl. - Jeg ventede ufatteligt længe derude, for der var mange julekunder og jeg frøs. Jeg kunne se ind til alle de andre derinde i varmen og syntes pludseligt: - Nu kan det altså også være nok. – Nu går jeg bare hjem. - Jeg fik simpelthen ondt af mig selv. Der var cirka tre kilometer hjem, da vores hus lå som det sidste ud ad Løgstørvej. På vejen hjem, tænkte jeg: - Hvor må min mor og far være stolte over, at de har så stor en søn, der selv kan finde hjem helt nede fra byen.

”Importøren” var i denne bygning i stueetagen. Bemærk lygtepælen, hvor jeg stod og frøs.

Da de kom hjem blev virkeligheden en helt anden, end den jeg havde forestillet mig. Jeg havde jo udtrykkelig fået besked på at blive stående ved lygtepælen nede på torvet, så de kunne se mig i lygteskæret. De havde søgt efter mig over hele midtbyen og havde også været oppe på politistationen, for at spørge, om der var indleveret en lille dreng. Så de havde været meget nervøse og skulle nu afreagere ved at skælde mig grusomt ud. – Det, - kan jeg tydelig huske, - syntes jeg var meget uretfærdigt. Nu havde jeg jo lige været så stor selv at finde hjem! - Jeg levede jo i min verden, men måtte også hele tiden lære noget om de voksnes verden. - Den var lidt underlig, syntes jeg ofte.

102

AV - DET GJORDE ALLIGEVEL MERE ONDT Min mor nøjedes for resten ikke med at skælde mig ud, jeg fik også lussinger, men det var også meget bedre, end hvis det var min far, der skulle straffe mig, for han var sidste instans, hvad angik straf.

Jeg blev straffet, når jeg havde været meget ulydig. Det kunne f.eks. være, når jeg havde gjort det, jeg nu vil fortælle om. Min bedste legekammerat Niels Halkjær, der boede på den anden side af vejen, og jeg gik somme tider ned i engen og op på hovedjernbanesporet til Ålborg. Vi ledte efter ting, som passagererne havde smidt ud af vinduerne i togene. Vi gik midt på skinnerne og når vi kunne høre f.eks. eksprestoget komme, hoppede vi ned i grøften og gemte os bag buske. - Men somme tider var der ingen buske og så opdagede lokomotivføreren os, og så, - syntes vi -, fløjtede han helt hysterisk med dampfløjten. - Nu var det sådan, at man kunne se denne strækning oppe fra vores stuevinduer, og min mor vidste, at normalt fløjtede toget ikke der, så af bitter erfaring kiggede hun ned på skinnerne efter at toget havde passeret, og hvis hun nu så to små drenge kravle op af grøften, var den optimale straf uundgåelig.

Min barndoms enge, hvor vi legede så godt.

Jernbanen løber i buskene i baggrunden.

Alt ser ud som dengang. - Underligt. Har tiden stået stille?

103

Når jeg så kom hjem, sagde hun: - Jeg så jer nede på skinnerne. Du får ingen straf nu, men det får du, når far kommer hjem. Så får du af symaskineremmen. – Se, det var det værste jeg vidste, for det var noget der gjorde virkelig ondt. Nu kunne jeg så gå resten af dagen og tænke på straffen, men det var måske også lidt forebyggende. - Jeg ved det ikke. – Husk på, jeg var kun syv år.

Jeg elskede min mor og min far og syntes i grunden, at det var i orden jeg skulle straffes, så jeg tog absolut ingen psykisk skade af straf, - men ondt, det gjorde det.

Når min far så kom træt hjem om aftenen, måske klokken otte eller ni, skulle han jo straffe mig straks, endda før han fik noget at spise. - Det var han selvfølgelig irriteret over og han var aldrig glad for det, men min mor holdt hårdt på, at jeg skulle straffes, for at jeg ikke skulle gøre det samme en gang til. Så skønt jeg sikkert lå i min sødeste søvn, blev jeg bare hevet op af sengen til afstraffelsen.

Selve afstraffelsen foregik på den måde, at han satte sig op på køkkenbordet med mig over knæene og min ”underbuksebagdel” opad. Så tog han den skrækindgydende læderrem, der havde samme tykkelse som en rund piskesnert.

- Den lå ovenpå et skab.

Den lagde han sammen nogle gange, så der kom fire ca.

45 cm. lange remme/piske ud af det og så fik jeg et Læderremmen var en drivrem antal slag mellem fra en trædesymaskine fem og ti, alt efter hvor grov forseelsen havde været.

104

Jeg lærte, hvad søfolk i gamle dage må have følt, når de fik af den nihalede kat. Dog var der ikke bly i enderne af mine kun fire remme, men ondt det gjorde det nu alligevel, for min far var jo en stærk mand.

I dag lyder det grusomt at straffe børn på den måde, men som sagt, jeg syntes det var helt i orden, for jeg viste jo helt ubevist, at de elskede mig, og at de kun gjorde det fordi de var bange for, at jeg skulle komme til skade, eller ligefrem miste livet.

I det her nævnte tilfælde, hvis vi ikke havde nået at høre toget, eller var faldet på skinnerne. - Jeg fik alligevel af remmen flere gange, så jeg lærte det vist ikke helt før efter otte års alderen.

Her på viadukten stod jeg og fik røg og damp lige op i hovedet. Nede på skinnerne gik Niels Halkær og jeg og samlede ting, som passagererne havde smidt ud af vinduerne. – Det er i grunden ikke så sært, at min mor blev nervøs, når hun så det.

105

SKATTEJÆGEREN Oppe på marken, lige ved huset var der en gravhøj, eller en kæmpehøj, som vi kaldte den, for her måtte en kæmpe af en kriger fra gamle dage være begravet med en stor guldskat, og den drømte vi om at få fat på.

Men vi kunne se, at der allerede var nogen der havde gravet et stort hul i midten af toppen, så vi snakkede om at grave længere ned, for hvis de nu ikke havde fundet guldet, eller – hvis de ikke havde fået det hele med op, så kunne vi jo blive rige.

Da vi begyndte at grave, blev vi stoppet af de voksne, der fortalte at det var strengt forbudt at grave i gravhøje. – ØV -. Vi måtte opgive vore gulddrømme.

Min ”kæmpehøj” på Løgstørvej

106

Længere ude på landet mod nordvest, i nærheden af byen Stenild, var der en rigtig stor kæmpehøj med to stendysser inden i. Der var en jernlåge for indgangen, men gårdmanden på den nærliggende gård, havde opsyn med højen og han lukkede gerne op, så os børn, der altid var fulgt af voksne, kunne komme ind i det spændende gravkammer. Vi lånte en flagermuslygte af gårdmanden.

Højen ligner en trold!

Jeg var her sidst som syvårig i 1942. Nu står jeg her igen i 2006. - Nu i 2012 er der et nul efter de syv år.

Indgangen set indefra

Udefra

Højen hedder ”Snibhøj”. Den er en dobbeltjættestue, da den har to kamre. Den er opført i bondestenalderen for godt 5000 år siden. Jættestuer er gravkamre. Man begravede folk i jorden først og når der kun var skeletterne tilbage blev de lagt ind i gravkamrene i jættestuerne. Der kunne være helt op til 100 skeletter i kamrene.

107

Engang var vi cyklet derud en sommer, hvor der var godt varmt og vi var derfor blevet meget tørstige. Ved ankomsten spurgte vi pænt, om vi kunne få noget vand. Men den altid rare gårdmand spurgte, om vi da ikke hellere ville have et glas iskoldt kærnemælk, som han lige havde fået hjem fra mejeriet.

Det ville vi meget gerne og jeg tror, at det den bedste kærnemælk jeg nogensinde har fået. For det første fordi der var så varmt, men også fordi han var så flink overfor nogle børn. Vi fik det jo gratis. - Det kan jeg huske, jeg blev meget glad over. Det var dejligt at se, at ikke alle voksne var som ”Ham Poulsen”.

Det var her på denne gårdsplads jeg holdt med min lille cykel og fik dejlig kold kærnemælk i 1942. Dengang kunne jeg ikke ane, - selv i min vildeste fantasi, - at jeg 70 år senere skulle holde her igen i en stor Mercedes.

108

DE GULE LAGKAGER Nu, vi taler om ting nord for Hobro mindes jeg en anden ting, der gør at jeg godt i dag kan forstå, hvorfor jeg sommetider fik af læderremmen.

Ude sydvest for Hørby var og er der stadig nogle gamle tørvegrave. Man kan se dem, når man kører på motorvejen fra Hobro mod Ålborg. Når man kører mod nord ligger de på højre side, kort efter at have passeret Hobro–Skivevejens viadukt. I disse tørvegrave var der levnet nogle holme midt ude i vandet og her havde mågerne redepladser i massevis hvert forår. Min mors storebror Svend Aage, tjente på en gård i nærheden og han viste hende, hvordan man kunne samle de grønspættede mågeæg og lave nogle dejlige og meget gule lagkager af dem.

Vi var derude med de voksne, men måtte selvfølgelig blive inde på engen, da det var meget farligt at komme ud til holmene. Vandet var dybt og iskoldt. Man kunne slet ikke bunde, men cirka en halv meter under vandoverfladen, var der nogle tørvevægge, man i sin tid havde ladet stå mellem gravene. De var vel en halv meter brede, meget glatte og slimede og det var kun de voksne der kunne svømme, der turde gå derud.

De samlede en masse æg og vi kørte hjem og min mor lavede den dejligste, meget gule lagkage med flødeskum ovenpå. Den smagte særlig godt, måske på grund af oplevelsen og dens usædvanlige gule farve.

109

DEN GULE LAGKAGE DER IKKE BLEV TIL NOGET Året efter fik min kammerat Niels og jeg lyst at få en sådan dejlig lagkage igen. Vi ville hente nogle mågeæg selv, så vi cyklede derud. Vi smed træskoene og forsøgte, medens vi sad på kanten af tørvegraven, at finde en tørvevæg nede i vandet. Vi kunne næsten se den i det ret klare vand. Vi kunne naturligvis ikke svømme, men mente nok, at det kunne vi da sagtens klare, - bare vi var lidt forsigtige.

Vi fandt da også en væg og balancerede varsomt ud mod mågeøen. Vores fødder gled sommetider på den glatte væg, og jeg kan huske, at medens vi balancerede derover, tænkte jeg: - Det her er vist alligevel lidt for farligt. - For jeg var klar over, at vi næsten helt sikkert ville drukne, hvis vi faldt i vandet.

Men vi faldt heldigvis ikke i vandet. Da vi kom helt over lavede mågerne et farligt spektakel. De ville naturligt nok forsvare deres reder og æg med næb og klør, bogstaveligt talt. De lavede styrtdyk og skinangreb ned mod os æggetyve, men nu ville vi altså have de æg. Vi samlede dem i vores trøjer og fik til alt held balanceret os tilbage til fastlandet igen.

Vi har været omkring syv år. Det var før jeg kom i skole.

Det var meget dumdristigt af os, men nu var vi begyndt og så fuldførte vi og følte os meget store og selvsikre.

- Vi havde jo gjort det, som kun de voksne gjorde.

Da vi kørte hjemad, skulle vi forbi præstegården, der lå lidt for sig selv. - Udenfor stod præstens børn. De gav tegn til

110

os om at stoppe, hvilket vi omgående gjorde, for dengang havde man en stor respekt for præster og dermed også for deres børn, selvom de ikke var ældre end os.

De sagde anklagende til os: - I har været ude og stjæle mågernes æg. Det kan I ikke være bekendt! – Nu var det bestemt ikke forbudt at indsamle mågeæg dengang, men det var åbenbart ikke velset i præstens omgangskreds, så vi benægtede på det bestemteste vores ”ugerning”, men de troede slet ikke på os, kunne vi se, så vi valgte at cykle videre.

- Lidt flove måske over at blive irettesat af præstens børn.

På vej hjem gik det pludselig op for os, at vi måske slet ikke havde været så smarte endda, for hvis vi gav vores mor æggene til lagkager, ville hun jo uvægerligt spørge os om, hvor vi havde dem fra og det var der jo kun en forklaring på. - Så det endte med, at vi simpelthen smed de dejlige mågeæg i en vejgrøft på vejen hjem.

Jeg tror at dette æg, fra min ægsamling fra barndommens dage, er et mågeæg. Det ligner meget det jeg husker.

Min mor opdagede aldrig den historie og heldigt for mig, for det havde helt sikkert været nok til at udløse en omgang af symaskineremmen, mindst otte, - ja måske endda ti slag.

111

MIN FLOTTE SORTE HERRECYKEL Som 5 årig tog min far mig med ud til Randers, hvor han købte en rigtig sort herrecykel til mig. Den var fuldstændig magen til min fars, blot meget mindre. Jeg var meget stolt, for dengang havde børn på vores egn slet ikke deres egne cykler. De måtte pænt vente til de blev så store, at de kunne klare en voksens og så måtte man endda køre på en damecykel, medens man stod op, for man kunne jo ikke nå sadlen og måtte holde fast i styret med hænderne nedefra.

Nogen brugte også en herrecykel og stak højre ben ind under stangen, og måtte så køre lidt skævt på cyklen.

Fra Randers tog vi toget hjem til Hobro, og jeg kunne næsten ikke vente på at få cyklen udleveret fra godsvognen, men endelig fik jeg den da. Jeg trak den om på pladsen foran banegården og ville stå op på den og cykle hjem. Jeg satte venstre fod op på pedalen og ville svinge højre ben op over sadlen, ligesom jeg havde set de voksne gøre. Jeg væltede hele tiden. Min far og mor kunne ikke lade være med at stå og grine af optrinnet og det var min mor der til sidst sagde: - Er du da så dum, at du tror du kan cykle, fordi du han fået en cykel?

Ja, det var jeg jo åbenbart. - (Jeg fik hele min barndom skyld for at være blåøjet og godtroende. Det har verden jo heldigvis, mere eller mindre, pillet af mig senere). - Jeg havde nemlig aldrig i mit liv set nogen lære at cykle. Jeg troede simpelthen, at det var noget man bare kunne. Det gjorde alle de voksne jo! – Jeg blev meget fornærmet over deres grin og bemærkninger. - Min stolthed var dybt såret.

Jeg smed øjeblikkeligt cyklen på asfalten og ville ikke røre

112

den mere, og da slet ikke trække den hjem. - Jeg så til den anden side og jeg sagde ikke et ord, men lignede en mørk tordensky. (Fortalte min mor mig senere)

CYKLE - DET KAN JEG DA BARE! Min far trak cyklen hjem og stillede den i cykelskuret. Der stod den så. - Skal du ikke ud og prøve din nye cykel spurgte de forsigtigt. - Vi vil gerne lære dig at cykle.

– NEJ TAK! - Skulle der læres at cykle, skulle jeg nok selv klare det også. Jeg var for stolt til at få hjælp. De havde jo grinet af mig!

Da der var gået nogle dage, fik jeg alligevel lyst, men hjælp ville jeg under ingen omstændigheder have, så jeg lånte to ølkasser nede hos købmand Christiansen. - Vi var gode venner. Jeg stillede den ene op i vejsiden lidt ude ad vejen til Hørby og den anden cirka tohundrede meter længere ude, - ude for enden af fodboldbanen. Så hentede jeg min cykel uden at nogen så det, - håbede jeg. Jeg trak den ud til den første ølkasse og stod op ved hjælp af ølkassen. Efter nogle slingrende forsøg, kom jeg endelig op til den anden ølkasse, stod af på kassen, vendte cyklen rundt og stod op igen, kørte ned til den første kasse o.s.v. - Da jeg kunne køre uden at slingre, øvede jeg mig i at stå på og af. Det var langt det sværeste at stå på kan jeg huske, men til sidst fik jeg det lært.

En dag kom jeg cyklende hjem, da jeg havde set min mor stå udenfor. - Hun blev meget forbavset. Hun havde kun set mig trække rundt med cyklen. – Kan du cykle? – sagde hun.

– Ja, - selvfølgelig, - sagde jeg stolt i forbifarten.

113

FRISK MÆLK LIGE FRA KOEN OG MÆLK I HOVEDET Lidt længere ude, på den anden side af fodboldbanen, lå der en proprietærgård der hed ” Rosendal”. De havde mange køer og her kunne man købe friskmalket mælk, som man hentede om morgenen eller om aftenen lige efter malkningen.

Man kom med sin egen fem liters blåemaljerede mælkespand med låg. - Os drenge stod tit og så på, når de håndmalkede køerne. Især karlene lavede tit sjov med os. De spurgte om vi var tørstige. – Ja, - råbte vi – og så malkede de en tynd mælkestråle ud i luften i retning af os og nu gjaldt det så om at fange strålen med munden. - Det var sjovt.

En dag havde fru Nielsen spurgt, om jeg ville hente mælk for hende. Jeg ville få en tiøre for det. Jo, det ville jeg da godt, selvom hun ikke ligefrem var min ven, men penge er jo penge. - Jeg fik spanden og penge til mælken med. På vejen hjem fik jeg lyst til at prøve det samme, som de voksne gjorde, når de bar mælk hjem. Jeg ville prøve at svinge spanden rundt i en lodret cirkel, uden at låg og mælk faldt ud. – Det så smart ud. Jeg prøvede, men havde jo som syv årig slet ikke kræfter til at få fart nok på, og det endte selvfølgelig med, at både låg og mælk faldt lige ned i hovedet på mig. Heldigvis landede låget ude i græsset så emaljen ikke gik i stykker. - Når emaljeret blik bliver bulet, springer emaljen af med en knitrende lyd og der bliver en sort plet.

Men hvad nu? - Ingen penge og ingen mælk. Jeg gik tilbage til ”Rosendal” og forklarede den rare malkekarl, at jeg havde tabt spanden på vejen hjem, og havde spildt mælken og det var jo ikke helt usandt, og at fru Nielsen sikkert ville skælde meget ud. – Roligt fyldte han spanden igen, og sagde

114

at jeg skulle passe på, når jeg gik hjem og ikke falde igen.

Det var da pænt af ham. - Igen en flink voksen.

HESTEFAR OG KOMOR Oppe på ”Rosendal” gik hestene på én anden, - og husk, jeg var jo blåøjet, jeg troede, at hestene var far, fordi meget og at kørerne var mor, fordi de - Det var helt naturligt i min verden.

mark og køerne på en sagde de voksne, – så de altid arbejdede så gav mælk.

HAREJÆGEREN OG MANNA En dag jeg legede på marken udenfor vores hus, fik jeg øje på en stor harekilling der hoppede rundt i plovfurerne. Jeg ville gerne fange den, men det var ikke let. Den kunne ikke løbe rigtig stærkt, men lige nok til at jeg ikke kunne fange den. Der stod et tykt elmetræ ved vejsiden og her drev jeg harekillingen hen og fik den til at løbe rundt om træet for ligesom at gemme sig. Jeg løb bagefter og pludselig snurrede jeg rundt og kastede mig den anden vej. - Jeg smed mig efter haren og jeg nåede lige netop at få fat på den i det ene ben, inden den snurrede rundt og fangede den altså med denne list. Jeg var lidt stolt. - Jeg havde fanget en hare med de bare hænder, selvom den ikke var så stor.

Da jeg havde strøget og klappet den lidt, slap jeg den løs, selvom jeg godt vidste de voksne sagde, at hvis man havde rørt ved en harekilling, ville dens mor ikke vide af den mere.

Det store elmetræ den havde løbet rundt om, blev hvert år fuldt af grøn ”Manna”. Det er dens frugter. De sidder i

115

klaser og kan spises. De smager frisk og godt, så dem spiste vi altid en masse af. Ordet Manna kommer sikkert fra bibelen. Det var jo ”Manna” der faldt ned fra himmelen, da Moses førte israelitterne hjem til det forjættede land.

”Manna”

DET SKARPE ØJE Da min mor engang vaskede fortrappen uden for huset, tabte hun sin vielsesring ned i gulvspanden, uden at hun opdagede det. Vandet havde hun smidt ud i grøften i vejsiden, og da hun ledte, kunne hun ikke finde sin ring igen. - Hun var meget ked af det, da hun om aftenen fortalte min far det.

Han ledte også næste morgen uden at finde den.

Jeg elskede jo min ellers altid glade mor, og kunne ikke lide at se hende så ked af det. Hun hverken fløjtede eller sang.

Nu havde jeg jo én gang for alle fået ry for at være blåøjet, - skønt jeg i det her tilfælde hellere ville kalde det optimist, - så jeg gik ud og ledte i grøften med et barns skarpe øje, og der gik såmænd heller ikke lang tid før jeg fandt ringen, begravet i det sand, der lå i bunden af grøften og min mor blev meget glad igen, da jeg stolt gav hende den.

116

Det var denne fortrappe min mor vaskede.

BÆRMEVOGNENE Jeg har omtalt bærmevognene. Bærme var noget der blev tilovers, når spritfabrikken nede i Hobro lavede sprit af kartofler. Bærmen var en flydende grødmasse med en grålig farve og en stram lugt, men den kunne bruges som foder til grise og køer.

Hver eneste morgen kørte en række af omegnens bønder ned til spritfabrikken og hentede bærme i aflange rørformede træbeholdere.

De var tykke forrest og tyndere i den bagerste ende.

Jeg elskede at løbe over baneviadukten og ned ad bakken med DSB rækværket af hvidkalkede sten med et rødmalet jernrør imellem. Ned til bunden, næsten henne ved

117

banegården. Her tiggede vi om at måtte komme med op at køre på de hestetrukne bærmevogne, og det fik vi tit lov til.

Så sad vi der og sludrede med kusken. Det var altid spændende at høre om hvordan verden så ud set fra hans side, for de kunne af og til fortælle spændende ting. Jeg har altid lige fra starten været meget nysgerrig og videbegærlig. - Jeg stod først af ud for vores eget hus på toppen af bakken. Engang sad jeg med en hjemmelavet træflyvemaskine med blikvinger. – Har du selv lavet den? – spurgte kusken. – Ja, sagde jeg. - Men jeg løj. Det havde jeg det meget dårligt med bagefter. - Jeg husker det endnu!

Det var her i bunden af Løgstørvej vi stod på.

Vi kørte med over viadukten og op til vores hus, der var det sidste på venstre hånd.

KANETURE Under krigen var der nogle meget hårde vintre med megen sne, så bønderne måtte køre i kane ned til Hobro. Det lød rigtig flot, når der kom en kane med en hest i trav. Hesten og kanen var næsten lydløs i al den sne og der var derfor spændt kanebjælder fast i seletøjet på ryggen af hesten og de havde en helt specielt klinger lyd, der lød særlig godt i klart frostvejr. Der var som regel tre klokker på hver og når de gående, - der jo gik ude i sporet, hvor der ikke var så meget sne, - ikke ret let kunne høre hesten og kanen, kunne de i hvert fald høre kanebjælderne og træde til side, medens kanen susede forbi.

118

Jeg har en rigtig kanebjælde hængende i loftet nede i pejsestuen, så jeg kan mindes lyden, og jeg ringer altid med den for de helt små børnebørn. - Den lyd kan de godt lide.

Når hesten travede, kastede den med sine hove, sne og isklumper bagud og højt op i luften. Der var et skærmbræt der tog de fleste, men kusken skulle hele tiden passe godt på, for ikke at få dem, der røg over, i hovedet. Var der passagerer med på kanen havde de tykt tøj på og store poser af pelsværk, som de stak benene ned i og muffedisser til hænderne.

Nede i byen kørte de ikke så stærkt, og det var en sport for os drenge at hænge i bagsmækken på kanerne og få en rutsjetur med gummistøvlerne pegende fremad og ind under kanen, men det var også farligt, for hvis støvlehælene ramte en kant kunne benene brække og bønderne ville ikke have vi gjorde det.

Engang havde jeg haft held til at snige mig hen til en bagsmæk uden at kusken opdagede det, men da vi havde kørt et stykke tid fik han øje på mig og knaldede efter mig med pisken, for at få mig til at slippe. - Jeg var så uheldig, at han ramte mig lige i ansigtet, så jeg slap kanen med et hyl.

– Nå, hovedet var jo også det eneste det stak op og han ramte mig heldigvis ikke i øjet.

119

GARVERGÅRDEN Der løber en å gennem Hobro og ud i fjorden. Lige før havnen løber den mellem spritfabrikken og et fire etagers gammelt bindingsværkshus der hedder ”Garvergården”. Her var der dengang et garveri, der brugte åens vand til at skylle skindene i.

Der går en bro over åen og her stod min onkel, kunstmaleren Carl Wagn, engang og malede et dejligt billede, som kom til at hænge i mit barndomshjem og i dag hænger det i vores spisestue. Når jeg sammen med mine skolekammerater stod og smed ting i åen, fortalte jeg stolt, at her havde min onkel stået og malet et stort maleri og at de da godt måtte komme hjem og se det. Det tror jeg nu ikke de gad, men de så det så, når de var med til min fødselsdag.

SYTRÅDSFABRIKKEN

Under krigen kunne min far ikke få nye symaskiner, men så fandt han en dag et stort lager af industrisytråd i kæmpestore koniske ruller. Industrien havde ikke tøj nok til at sy nyt af og de private manglede sytråd, da de hele tiden måtte omsy tøj, - især til børnene, af gammelt tøj. Det sprættede de op og en voksen vinterfrakke kunne blive som ny, hvis man sprættede den op og vendte bagsiden af stoffet ud. - Det var en god fidus.

Man endevendte også lagener, der var slidte på midten, men sjældent i enderne. Man klippede så lagenet tværs over på midten og syede de to uslidte ender sammen og vupti havde

120

man et næsten nyt lagen. - Men man manglede sytråd. Min far fik så en trædrejer til at dreje en masse sytrådsruller af grantræ. Det var der nok af, og det var billigt. Han tog så fire gamle trædesymaskiner og lavede en anordning på spoleapparatet så sytrådsrullen kunne sidde fast.

Hjemme i vores stue, ved de to hjørnevinduer, sad så min mors to brødre Svend Aage, Poul Anker og hendes far Marius. Sommetider også min far, men han var mest ude på sine symaskineture.

De sad hele dagen og holdt trædemaskinen i gang med fødderne, medens de spolede tråd på trætrisserne og de styrede tråden med fingrene. Det var godt de havde hård hud på deres fingre fra det hårde landbrugsarbejde. Den færdige tråd blev så pakket i aflange flade pakker af almindeligt brunt indpakningspapir med snor om. Man havde jo ikke tape dengang. Trådrullerne lå med enderne mod hinanden. To og to. Der var et dusin ruller i hver pakke, det vil sige tolv stk. - De blev stakket i det ene hjørne af stuen. Min far drog nu rundt og solgte tråden til trikotage forretninger i Midtjylland, - og til købmænd og hvem der ellers solgte sytråd. - Jeg tror nogen af dem hed ”Tatol”.

Jeg kan af en eller anden grund specielt huske det navn.

Hjemme gik produktionen for fuld damp. En vinter gik det dog galt. Når min far skulle levere noget tråd, tog han jo først for af stakken, og det resulterede i at den inderste sytråd kom til at stå for længe i den varme kakkelovns fyrede stue, så da de kom hen på foråret og kom ind til de inderste pakker, opdagede de at det friske grantræ som rullerne var lavet af, var skrumpet så meget, at sytråden lå helt løst omkring rullerne, og de kunne ikke sælges. En hel

121

måneds produktion måtte spoles om. - Det var de trætte af, - men de havde lært noget.

Fidusen blev dog stoppet, for en dag, kom der en mand fra varedirektoratet og spurgte min far, om han havde tilladelse til at lave produktionen. Min far anede ikke, at han skulle have tilladelse til det, da han jo havde købt tråden af en dansk grossist og blot havde spolet den om. – Jeg har måske ikke været den eneste blåøjede i familien. - Han fik nu ingen bøde, da de var klar over at han havde handlet i god tro.

Han måtte dog efterbetale en eller anden afgift, der var på den slags, men han havde tjent gode penge alligevel.

FARLIGT NATTELIV Min far var meget i Randers under krigen og da han altid var slem til at gå i søvne om natten, genoplevede han meget af det, han havde set om dagen. Han havde en enorm fantasi.

Vi sov alle i soveværelset. Vi var nu tre søskende, idet min lillesøster Kirsten blev født den 29. december 1942. – En nat vågnede vi ved et brag og lyden af splintret glas. Vi havde altid en vågelyspære, - der kun lyser ganske svagt, i soveværelseslampen der hang i loftet. Lampen forestillede en stor gul måne med mørke skygger ligesom den rigtige måne og den var altid tændt, så vi kunne se, hvor min far var, når han gik i søvne, og det gjorde han tit. Han kunne sommetider være meget voldsom, når han troede vi skulle reddes fra f.eks. en ildebrand i en fart.

Vi var vant til at gemme os lynhurtigt. Vi reagerede straks, skønt vi lå i vor sødeste søvn, og kravlede ind under sengene.

122

Denne nat drømte han, at han var med til at smadre butiksruder hos tyskervenlige folk i Randers. - Det havde han nemlig oplevet om dagen, så han jog sin store knytnæve igennem soveværelsesvinduet midt om natten, så glasset sprang ud til alle sider.

Heldigvis var der et mørkelægningsgardin imellem. - Vi fik ham vækket og han rullede gardinet op for at se på skaderne.

I det samme lyder der et råb nede fra mørket. Det var værten Wraa, der stak sit store skallede hoved ud af sit vindue for at se, hvad der skete. - Min far lænede sig ud for at berolige ham. - Det lykkedes ikke, for i det samme faldt der et stort stykke skarpt glas lige ned foran Wraas store hoved, medens han kikker op, så han fik hurtigt hovedet trukket ind og stak det ikke ud igen. - Min far måtte gå ned til ham og forklare sagen. Wraa havde soveværelse lige nedenunder os, så de vidste godt min far gik i søvne. Det havde de tit hørt, så de tog det forholdsvis roligt, selvom de nu nok har undret sig lidt over min far.

Men længe inden det blev morgen cyklede min far ned til glarmesteren med ruden for at få nyt glas i. Helst inden naboerne opdagede noget, - håbede han da.

- Men næste dag vidste alle alligevel det hele.

Jeg har glemt at fortælle om min fars armbåndsur. Han havde lige før krigen købt et ægte Omega armbåndsur. Det var han umådelig stolt af og det gik meget præcist.

Det gør det endnu, for jeg har det faktisk stadig. - Uret må nu være ca. 75 år gammelt.

123

Sådan så familien ud i 1942 Vi er fotograferet under et besøg hos min fars bror Gunnar på Hyldevej i Risskov Jeg synes vi alle ser noget betænkelige ud

Min far har sikkert uret på, på dette billede.

Her er Bent og jeg med

med på en udflugt

124

AV - DET GJORDE ALTID ONDT Nu har jeg omtalt vore træsko flere gange. Træsko gik alle med hver dag under krigen. Man kunne ikke få gummisko. Vi havde kun rigtige sko til fint brug. For at bunden i træskoene ikke skulle blive slidt for hurtigt, var der med søm slået aflange ovale jernbeslag på. Med tiden blev de knivskarpe og når man løb med bare ben, ramte man tit indersiden af ankelen, så skindet blev flået af knysten.

Her er et par ægte gammeldags træsko med jernbeslag. Jeg bruger dem oppe i sommerhuset Som jeg husker det, sad der altid et væskende sår på knysten og det blev hele tiden revet af, når vi løb.

Vi havde næsten altid sår på albuer og knæ, fordi vi tit faldt, og vi havde jo korte bukser og små trøjer på. Men knysterne gjorde mest ondt. - Tænk bare på 90 års fødselsdagen, hvor James i skikkelse af Admiral von Schneider knalder hælene sammen eller prøv selv at knalde knysterne sammen.

- Ja, rigtigt. - Bare tanken gør ondt.

Vi fandt på mange ting der i 7-8 års alderen. Vi plukkede moreller fra træer, der stod på en skrænt ned til engen. Vi klatrede højt op og helt ud på de tynde grene for at nå de bedste bær, men vi faldt sjældent ned og aldrig alvorligt.

Vi fik vores mødre til at lave morelgrød af de bær, vi ikke havde spist.

125

Her er jeg på besøg i Randers Zoologiske Have ca. 1942.

Der var en stige op på den anden side, så man kunne kravle op i tårnet på elefantens ryg.

Derfra kunne man glide ned ad en glidebane.

Ude at ro på fjorden med Hobro i baggrunden.

Niels Halkjær, mig og Bent. - Jeg skal vist vise hvor stærk jeg er og tager nogle gevaldige åretag.

126

DRENGESTREGER. ET PUND MEDISTER ELLER HVAD? Vi lavede også narrepakker. Når min mor havde hentet en medisterpølse eller fars til frikadeller nede hos slagter Bjørn, pakkede han det først ind i pergament og derefter i brunt indpakningspapir, og så fik pakken en tynd snor om i krydsform. Det papir fik jeg lov til at få. - Til at lege købmand med, - som jeg sagde, men vi brugte det også til noget helt andet.

Når landmandskonerne havde været nede i Hobro for at købe ind, kom de sindigt cyklende ud ad vores vej på deres sorte damecykler med frakkeskånere, bagagebærere og cykelkurv.

- De havde tit pakker klemt fast i bagagebæreren.

Frakkeskånerne kunne have mange farver og spraglede mønstre. De kunne også være lavet af små perler i mange farver der sad på snore. Frakkeskånerne var praktiske, for så undgik man, at frakkeskøderne kom i cykelhjulets egere og blev slidt flossede.

Lidt væk fra huset, oppe ved fodboldbanen, lagde vi os på lur bag ved plankeværket. Forinden havde vi lavet en flot pakke af jord og græs, så den lignede mindst to pund medister med snor om og det hele. Vi lagde pakken helt ude i højre vejside, - i gruset mellem vejen og græsset. Det så præcist ud, som om en cyklende havde tabt den fra bagagebæreren. Vi havde bundet en tynd snor i pakken og ladet den gå gennem en revne i plankeværket, sådan, at den var skjult i græsset.

127

Nu ventede vi blot på der kom en ”kunde” cyklende, - helst en dame, for mændene kunne finde på at rende efter os, selvom vi lå omme bag plankeværket. Det var også bedst, at cyklisten ikke havde været ude for vort lille nummer før, for så grinede de bare og sparkede til pakken, medens de cyklede forbi. Men nogen var dog så fornærede, at de alligevel stod af for at se om pakken måske alligevel var rigtig denne gang.

Men var det en ”førstegangs kunde” stod hun straks af cyklen, - så sig lidt forsigtigt omkring og var der ingen i nærheden, bøjede hun sig ned for hurtigt at samle pakken op.

I det samme rykkede vi ganske lidt i snoren. Forskrækket rettede hun sig op. – Var der noget levende i pakken? - Hun ventede et øjeblik og rakte igen ud efter pakken og nu gjaldt det om at være hurtig og give et rask ryk i snoren, så pakken røg ned i grøften. Hun opdagede nu, at hun var blevet narret. Vi jublede højt bag plankeværket, medens hun stod på cyklen og udstødte nogle sammenbidte bemærkninger som: - Forbandede hvalpe. Hvis det var mine fik de så mange tæsk der kunne ligge på dem! - Det er jo ikke sjovt at blive lavet grin med af nogle små hvalpe.

En gang fandt en af de lidt ældre på ca. ti år på, at vi skulle lave en lidt mere avanceret pakke. Han bredte papiret ud på græsset og ”lavede” i bogstaveligste forstand en ordentlig portion på det. - Han kom selv til at pakke det ind og binde snor om. - Vi andre ville ikke røre pakken. Han lagde den ud på vejen og denne gang bandt vi ingen snor om.

Lidt efter var der bid. En bondekone samlede pakken op,

128

vejede den i hånden og mærkede på dens blødhed. - Jo, det føltes og vejede fuldstændig som medister eller mindst et pund fars. Vi havde sådan håbet, at hun ville være nysgerrig nok til at åbne pakken, - men nej, den røg ned i cykelkurven til de andre varer. Vi fik så desværre aldrig at vide, hvad der skete, når hun kom hjem og pakkede op, men vi var sikre på, at hun i hvert fald aldrig mere samlede pakker op fra landevejen.

TOGET OG VANDFALDET Min gode ven Niels Halkær fra den anden side af vejen, legede jeg meget med. Han hørte ikke til de helt barske, som f.eks. Georg nede fra nr. 13, så det var helt i orden.

Ham måtte jeg gerne lege med for min mor.

Et år til jul, da vi begge to var seks år, havde vi fået flere skinner og togvogne til vores mekaniske tog. En dag da vi legede nede hos ham, havde vi bygget et vældigt skinne system op. Toget kørte under divanen og en lænestol. - Det var mørke tunneller i bjergene, legede vi. Men vi manglede en viadukt på den åbne strækning, så vi fik overtalt hans lillesøster på to år til at stå med et ben på hver side af skinnerne. Hun var ikke så høj og havde kjole på, så hun kunne godt ligne en bro.

Det gik godt et stykke tid, men pludselig råbte vi i kor: GÅ VÆK! - For lige da vores flotte tog kørte under broen, kom der pludselig et vandfald ned over lokomotivet og alle vognene! - Hun havde ikke kunnet holde sig i den skrævende stilling. Den stakkels lille pige, blev straks sat fra bestillingen med en hel del uvenlige ord, skønt hun dog var

129

ganske uskyldig og blot gjorde os selvfølgelig dybt uretfærdigt, men på. Vi tænkte blot på at komme ud tog under vandhanen.

- Men det var sidste gang vi brugte

en tjeneste. - Det var det tænkte vi slet ikke i køkkenet og skylle vore en levende bro.

Cirka sådan så vores tog ud. Vores skulle dog trækkes op med en nøgle.

STANGLAKRIDS En sen sommerdag legede vi at trille ”stanglakrids” ned ad en græsskråning. - Det foregik på den måde at en dreng og en pige lagde sig ovenpå hinanden. Man holdt godt fast, og det gjaldt om at trille sidelæns helt ned til bunden af skrænten uden at falde fra hinanden.

Jeg trillede næsten altid med Lykkegaards Aase, for greb altid fast i mig, når vi skulle lege trilleleg. Jeg garantere for at det ikke var noget seksuelt i det fra side, for hun var lidt tyk, havde rødt hår og fregner, og var noget af det værste man kunne have dengang, så hun

130

hun kan min det var

ikke så ”efterspurgt”, men hun var ni år og jeg var kun lige fyldt 7, så det var svært at undgå.

Engang vi havde trillet ned, sagde hun, da vi gik op ad skrænten igen: - Din mor skal have en lille. - Jeg kan huske jeg blev meget vred og forarget og sagde, at sådan noget svineri ville min mor aldrig gøre, så det var i hvert fald løgn.

Vi vidste skam godt, - allerede i den alder, hvordan sådan noget gik til.

Men løgn var det ikke, for 29. december blev Kirsten født.

B U L E R I P A N D E N Niels Halkær og jeg legede næsten altid sammen. I den alder, var han ifølge de voksne, lidt af et buldrehoved. Det vil sige, at han ikke var bange for ret meget og han var altid med på den værste. Han fik ligeså tit som jeg en god ide til at lave noget spændende, men medens jeg fik hudafskrabningerne fik han som regel bulerne.

Jeg husker engang, - da han skulle hurtigt over landevejen for at komme hjem, så han sig ikke ordentlig for og så kom der minsandten en bil. Det gjorde der jo ikke så tit under krigen og han bedømte dens fart forkert, så han forsøgte at komme over vejen foran bilen. - Den kørte imidlertid meget hurtigere end han havde beregnet, men heldigvis for Niels, nåede han ikke ud foran den. Det meste af bilen var passeret, da han ramte den. Han knaldede hovedet ind i bagskærmen og fik den største bule i en pande, jeg kan mindes at have set. - Den var næsten et helt lille horn.

Noget i retning af det, man ser i en tegnefilm.

131

KNALD AF LÅGET En anden gang var vi nede i engen for at lege og gå på undersøgelse.

Hernede var der en slags kloakbrønde med et stort og tungt støbt jerndæksel. – Se, det var jo for fristende, så vi måtte se, hvad der var nede i brønden. Vi masede og sled med det tunge jerndæksel og fik det da også næsten helt op at stå lodret på dets rustne hængsler.

Spændt stak Niels som den første hovedet ind over brønden og kiggede ned.

Det skulle han nu ikke have gjort så hurtigt, for pludselig klapper det tunge jerndæksel, - der jo ikke var Niels slået helt tilbage, igen ned. Niels når ikke at få hovedet helt ud og han får igen en gevaldig bule. Denne gang i baghovedet.

132

DEN STORE ROTTEJAGT Niels’ far – Charles - havde selv bygget et flot hus på den anden side af vejen. De havde høns i et hønsehus bagved huset og høns og hønsefoder tiltrækker rotter.

Engang havde de fået for mange rotter og nu skulle der så gøres noget ved det. – De skulle simpelthen udryddes.

- Sådan noget klarede man selv, når man hed Charles. Han købte noget karbid i dåser og tilstoppede alle de rottehuller han kunne finde. Dog levnede han nogle huller rundt omkring, - nemlig et til hvert større barn, der kunne håndtere en spade eller et hakkejern. Her skulle vi så stå på vagt.

Han dryssede nu karbid ned i nogle centrale huller og hældte bagefter vand ned. Nu udviklede der sig en gas, der var giftig for rotterne, og de forsøgte af al magt at forlade deres gange ad deres sædvanlige huller. Men nu var de fleste tilstoppede og kun nogle ganske få var åbne og her skulle alle rotterne så ud på én gang. Det skabte panik i dem, så de røg op de huller, - som vi stod på vagt ved, med lynets hast. - Nu var det så om at være hurtig med spaden, eller hvad våben vi nu havde.

Jeg kan slet ikke huske jeg fik slået nogen ihjel. Jeg synes derimod, jeg kan huske, at jeg syntes det var synd for rotterne og så er man jo ikke en god jæger. - Jeg kan derimod faktisk godt huske, at Charles ikke var helt tilfreds med mit arbejde, da jeg jo ikke kunne fremvise nogen døde rotter.

- Men det kunne jo strengt taget godt have været fordi, der ikke kom nogen op af lige netop mit hul!

133

Her sidder Charles stolt med sine fire børn.

Niels – Vita – Jonna - Jytte

STRÅLEN OG ”GULDTÆPPET" Men den 29. december blev min lillesøster Kirsten født, og hun blev i den grad forgudet af min far, at jeg vistnok blev lidt jaloux. Vi havde lige fået noget så sjældent under krigen, som et nyt flot gulvtæppe. Min far var meget stolt over at have fremskaffet det og når han med vestjysk accent udtalte ordet gulvtæppe, lød det næsten som om han med sit stolte tonefald sagde: - ”Guldtæppe”.

Kirsten skulle engang, som ganske spæd, skiftes oppe på spisestuebordet. Det var jo vinter og der var kun fyret i opholdsstuen under krigen. Under bleskiftningen, står der fra endetarmen en tynd lysegul stråle lige ud i luften og lander nede på min fars stolthed; – det splinternye gulvtæppe. Alle var forfærdede. - Det var virkelig ikke godt.

134

Pludselig siger jeg ret sarkastisk: - Det gør da sikkert ikke noget at hun laver på fars nye ”guldtæppe”, for hun er jo fars lille ”skattepige”. - Jeg ved ikke om de syntes det var særlig sjovt, men så fik jeg da fyret dén af. - Jeg fortalte dem også, at hun var så firkantet i kroppen, at hun lignede et fire punds rugbrød.

Senere hen blev jeg selvfølgelig meget glad for hende, og jeg husker helt tydeligt at en dag, da hun lige havde lært at gå inde i huset, - var vi gået ud ad Ølsvej med barnevognen og min mor satte Kirsten ned på jorden. - Da sagde jeg højtideligt: - Se nu går Kirsten sine første skridt på jordkloden. Jeg mente nede på den rigtige jord og ikke inde i stuen.

DE BYLDERS PEST

Nu vi taler om en varm spisestue, så mindes jeg en mærkelig episode. Min far færdedes jo i sit arbejde mange steder og under krigen var der en byldeepidemi og min far blev smittet. Lægen trak til min store forfærdelse engang en stor ”byldemor”, som de kaldte den, op af nakken på min far. Den lignede en lille gul gulerod i et rødt krater, husker jeg.

Jeg blev også smittet og fik en byld på halsen og en bag på højre knæ. Det er i hvert fald de to jeg kan huske. Dengang kom lægen meget mere ud til folk, En sen aften var han hos os for at se til min fars bylder. De skulle først klemmes ud, når de var modne.

Min mor fortalte lægen, at jeg også havde en på halsen, men at den ikke var helt moden endnu. – Nu jeg er her, - sagde

135

lægen, - så hent ham lige her ind i stuen. Jeg lå jo i min sødeste syvåriges dybe søvn og vågnede først da jeg blev holdt vandret i luften foran den åbne kakkelovnslåge, og med en voldsom smerte på siden af halsen. - Det var lægen, der forsøgte at klemme den ikke helt modne byld ud. Det var så meningen, at hvis der gik hul, skulle materien sprøjte ind i kakkelovnens ild. Der gik ikke hul, men nu gjorde det først rigtigt ondt. Jeg blev lagt i seng igen med en albyl til at tage de værste smerter.

AV - DET GJORDE MEST ONDT Den anden store byld bag på knæet, gjorde at jeg måtte gå rundt med et stift ben. For det gjorde rasende ondt, hvis det blev bøjet blot en lille smule, fordi bylden så blev klemt.

Men jeg legede jo med de andre og en dag skulle vi løbe over en frossen pløjemark og jeg humpede med så godt jeg kunne, men pludselig faldt jeg og det højre ben med bylden knækkede sammen. Det gjorde så afsindigt ondt, at jeg måtte kravle hjem og gå i seng med endnu en albyl. - Jeg kan næsten føle smerten endnu.

TELTTURE Vi havde et telt, et såkaldt spidstelt, som min far var meget glad for. Han havde købt det som ganske ung. Sommetider tog han min lillebror og mig med ned til sydsiden af Hobro fjord. Vi slog teltet op på engen mellem skoven og vandet.

De to stænger der bærer teltet er lavet at træ og de er hver delt i tre stykker, der så kan sættes sammen.

Pløkkerne er også lavet af træ.

136

Min far hjalp os med at bygge en havn af grene og brædder vi fandt i strandkanten. Vi havde nogen meget flotte legetøjs robåde. De var hvide udenpå med en blå streg i vandlinjen.

Inden i var de røde. Der var et lille bræt til sæde på midten. Dem var vi glade for, og vi fik megen tid til at gå med at sejle med dem, medens min far sad oppe ved teltet og læste i en bog.

Her er vores telt. Det er min kusine Grete og mig, samt min fætter Folmer.

Her er vi på udflugt med min far på denne tid.

En dag, - hvor vi alle tre var oppe ved teltet, fordi vi lige havde spist vore madpakker, sagde min far pludselig: - Hvor er Bent? Her er så stille. - Bent var godt treethalvt år og han kunne jo være druknet. Vi fandt ham omme på bagsiden af teltet, hvor han sad og tegnede på teltdugen med en blyant. – Se, - det var jo ikke så godt. Min fars fine telt!

Så Bent blev skældt meget ud, Men blyantstregerne sidder der endnu. Jeg så efter, da jeg havde teltet slået op i sommeren 2oo3, for jeg har nemlig

137

teltet endnu og det er helt intakt og ikke spor mørt i stoffet. – Men det bedste af det hele: Det lugter præcist, som det altid har gjort. Der er nemlig en ganske særlig duft inde i teltet, når det er slået op en sommerdag. Denne duft husker jeg tydeligt fra hele min barndom

Teltet er utrolig velbevaret. Her er det opslået i vores have.

DRENGEN MED PRINSESSEKRØLLEN Bent havde faktisk set sød ud på et tidspunkt. Han havde nemlig en stor vandret ”prinsessekrølle” fra nakken til panden. Det så lidt underligt ud til en dreng, men han havde den af en bestemt grund. - En sådan krølle havde nemlig den nylig fødte prinsesse Margrethe, og hende forgudede alle.

Det var jo Kong Christian den 10. første barnebarn og kongehuset betød meget for danskerne under besættelsen, så alle små piger i Danmark skulle ligne hende.

Margrethe

138

Men min mor havde jo på det tidspunkt ingen pige, så hun lod da bare min lillebrors lyse krøllede hår vokse sig langt og så lavede hun en flot ”prinsessekrølle” på hovedet af ham.

Jeg takkede tit guderne for, at jeg var født før prinsesse Margrethe, for ellers ville det have været mig, der skulle gå rundt med ”pigehår”. – En meget uhyggelig tanke for en dreng dengang. Min lillebror var heldigvis så lille, at han ikke selv tænkte over det, men senere hen hadede han det her viste billede med ”tøsekrøllen”, og han skældte min arme mor meget ud på grund af hendes skøre ide, men alle danskere elskede den nylig fødte danske prinsesse, der var et godt symbol i den trælse besættelsestid, så hun var vel lidt undskyldt.

DE STORE TØSER Et år havde jeg fået teltet slået op mellem husene på min fødselsdag, så vi kunne lege ude i det fri. Det var jo i august måned. Foruden mine fødselsdagsgæster var der strømmet mange andre børn til, og de legede også med.

Medens vi på et tidsrum legede gemmeleg, var nogle store tøser på en ti-tolv år gået ind i teltet. - Det blev vi sure over og sagde, at de skulle gå ud. Det ville de imidlertid ikke og da de var for store til at vi kunne smide dem ud, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. - Det var jo ”mit” telt. Pludselig fik jeg en god ide. Vi trak alle pløkkerne op, så teltet faldt ned over hovederne på tøserne. De hylede og skreg og kom kravlende ud.

- På den måde slap vi fri for dem.

139

TELTHISTORIER Det telt havde vi megen gavn af. Min far havde jo købt det, før han blev gift og der var nogen pletter på den ene skråvæg og da jeg spurgte hvor de kom fra, fortalte han, at han engang havde lånt det ud til nogen unge karle og de havde drukket sig fulde nede på Lystrup Strand og så havde de strittet rundt med ølflaskerne, så de spildte øl op på telttaget. - Pletterne er der skam også endnu og den helt specielle lugt af gammeldags telt er der også.

På en weekendtur til stranden, havde min far og en ven, føromtalte Vagn, glemt nogle patroner til jagtgeværet udenfor og det havde regnet om natten, så patronerne var blevet våde. For at redde dem lagde de patronerne på en bliktallerken på den tændte primus. - Da de havde siddet lidt, kunne de se at tallerkenen nu var blevet endog meget varm, og de turde derfor ikke nærme sig den, da de var bange for, at patronerne skulle springe i luften og haglkuglerne dermed flyve rundt i alle retninger, så de satte sig op i klitterne indtil patronerne futtede af.

Der skete nu ikke så meget, som de havde troet, men det kunne jo godt have været farligt, hvis de havde glemt at se efter og patronerne så var sprunget, medens de sad lige ved siden af primussen.

Vagn ved teltet på Lystrup strand 140

TYK LUFT En anden gang kan jeg huske, at vi var taget til Grenå Strand. Min far havde flot inviteret min mors bror Poul Anker, hans kone og datter med, samt min kusine Grethe.

Vi skulle alle sammen sove i teltet én nat. Det ville sige, at vi skulle være fire voksne og fem børn i teltet og det er altså kun et fire mands telt. - Det kneb gevaldigt og natten gik uden at nogen havde fået sovet ret meget, fordi der hele tiden var nogen der skulle ud og tisse i marehalmen, men det var kun godt, at teltdøren blev åbnet en gang imellem, for luften var mildest talt lidt tyk derinde.

Jeg mener vi fik stuvede hvide kartofler og røde pølser.

Bent rører i gryden og jeg står med en række pølser Billederne er fra gamle negativer der har fået falsk lys, men de kan dog ses.

141

MOTORCYKELTURE Lige før krigen, da jeg var en 3-4 år, lejede min far af og til en Nimbus motorcykel og jeg kom med ud at køre. Jeg sad over skrævs på tanken foran min far, fortalte de senere. Jeg husker det mærkeligt nok ikke så tydeligt, men én ting mener jeg dog at kunne huske. Jeg blev engang meget bange og derfor er specielt denne episode brændt ind i min hukommelse.

Dengang havde alle gårdene en bidsk vagthund. De vogtede gårdene for landevejsbisser, når alle beboerne var ude i markerne. De fleste havde hundene gående løse og de vogtede kun i en omkreds omkring bygningerne og så alt det der passerede forbi ude på grusvejen. Hestekøretøjer og ryttere gøede de kun af, men cykler, biler og især motorcykler hadede hundene og de forfulgte dem rasende et

142

stykke ud ad vejen. Samtidig forsøgte de at bide i motorcyklisternes ben, så man måtte sparke efter dem med sine langskaftede læderstøvler.

Det er en sådan bidsk hund, jeg mener at kunne huske. Den kom overraskende farende frem bag en hæk, så min far måtte slå et slag med motorcyklen og netop sparke efter hunden. Vi havde en papkasse stående på tanken. Jeg tror, det var syltekirsebær vi havde hentet ude på en gård. Det har jeg en svag erindring om. - Vi slap dog forbi uden der skete noget, men jeg blev skam godt forskrækket.

Min far var nemlig blevet meget imponeret af min mors kirsebærsyltetøj allerede, mens hun var pige i huset hos min onkel. Han havde aldrig før hørt om nogen, der først tog stenene ud af kirsebærrene og dernæst knuste dem og tog alle kernerne ud, ristede dem på panden og kom dem i syltetøjet. En pige, der gjorde sig al den ulejlighed var jo nok værd at få som kone, og det lykkedes jo også for ham.

- Derfor sørgede han altid hvert år for at skaffe kirsebær.

VÆDDELØBSBILEN FRA FANØ STRAND Han lånte også engang et monstrum af en væddeløbsbil af en mekaniker, der boede oppe på Mariagervej i Hobro. Jeg tror at han hed Erhardt. Den havde deltaget i væddeløbene nede på Fanø strand først i tyverne. Dens hjul var meget høje, og den kørte højst én kilometer på en liter benzin. Den havde ingen nummerplader, så man kunne ikke sådan køre omkring med den, men min mor fortalte, - at min far en dag var kommet kørende hjem på Løgstørvej i den og havde vist den for hende og at den lavede et rædsomt spektakel, og at jeg i hvert fald ikke måtte komme med ud at køre.

143

Dynesen fra Herning og hans uadskillelige lille hund vakte opsigt, når han en stille aften prøvekørte ”Overdynen”- Den tids Il Tempo Gigante – på landevejen mod Holstebro. Den havde en aerodynamisk bagende, en ti liters Mercedes flyvemaskinemotor med det originale flyudstødningsrør, der gik direkte ud. - Dens udstødningsbrøl var ubeskriveligt.

Hans Dynesen, Herning vandt i 1924 ”Nationernes Kamp” i sin hjemmebyggede væddeløbsvogn kaldet ”Overdynen”.

Han vandt med en fart af 203 kilometer i timen og fik en stor sølvpokal. - Vi interviewede ham engang i efteråret 1967 til vort blad i Vintageklubben. Efter at have været en stor mand i sine yngre dage, endte han som cykelsmed i en kælder på Langelandsgade i Århus.

Han havde lagt en Mercedes flyvemaskinemotor i bilen. Han havde den fra en flyvemaskine, en afhoppet tysk pilot under I. verdenskrig havde fløjet til Danmark. - Han havde selv

144

fløjet med den, men den blev ødelagt i sin hangar under en stor storm og han havde derfor motoren til overs.

Denne bil blev for mange år siden fundet i Nordjylland som vrag og Hobro ligger jo netop i Nordjylland. Den slags biler er der ikke mange af, så hvorfor skulle Dynesens gamle væddeløbsbil ikke være endt hos en mekaniker på Mariagervej i Hobro. Det var kun femten år efter væddeløbet på Fanø. Det må være den.

- Der var kun én dansk væddeløbsbil af den størrelse.

Her sidder Dynesen i sin lille lejlighed cykelværksted i Langelandsgade i 1967.

over

sit

Han er stadig indehaver af væddeløbsrekorden fra Fanø, da det var sidste gang løbet blev kørt i 1924.

Det var nu en skam min mor ikke gav mig lov til at køre en tur med min far i den bil. Det ville have været dejligt at tænke tilbage på, skønt jeg nok ikke selv har kunnet huske så meget om det.

145

Men, at have kørt i Dynesens væddeløbsbil fra Fanø Strand, ville dog have været noget for en veteranbilmand at fortælle!

MINDER FRA KRIGEN Jeg kan sagtens huske tyskerne i Hobro. Der var jo krig, da jeg var mellem fem og ni år. En nat kom der særlig mange flyvemaskiner hen over huset, ret højt oppe. Jeg vågnede og gik ud i stuen. Her sad min mor og far i mørket og kiggede på. Der var en god udsigt over dalen nordpå. Man måtte ikke tænde lyset om natten, hvis de sorte mørkelægningsgardiner ikke var trukket for. Det var af hensyn til engelske flyvemaskiner. De måtte ikke kunne se der var en by.

- Det er englændere, og hør hvor tyskerne skyder efter dem. – sagde de. Et stykke tid efter, så vi i det fjerne mod nord nogle lysglimt og kunne høre nogle dumpe brag og lidt efter kunne vi se ildskær. – Det er Ålborg de bomber, fik jeg at vide.

Den næste dag kunne børnene i hele Hobro samle lange sølvpapirs strimler op fra jorden. Dem havde englænderne kastet ud for at forvirre det nye tyske radarsystem og antiluftskyts. Strimlerne kunne være op til en meter lange og ti centimeter brede. Når lyskasterne ramte de glimtende strimler skød tyskerne efter dem, idet de troede det var flyvemaskiner, og det gjaldt jo om at skyde hurtigt inden de var væk På den måde brugte tyskerne forgæves en masse ammunition.

Vi lavede sølvpapirsbolde af strimlerne, og vi konkurrerede om at få den største bold. Vi fik meget strenge påbud om ikke at samle andre ting op, da der gik rygter om, at

146

tyskerne smed sprængblyanter ud, der så ville dræbe de børn eller voksne, der samlede dem op. Man sagde de gjorde det for at få englænderne til at holde op med at bruge sølvpapir strimlerne. Men vi så aldrig andet end strimlerne.

JERNBANESABOTAGE En nat vågnede jeg med et sæt, så jeg knaldede hovedet ind i krydsfinerenden af min seng. – Det er i grunden en mærkelig ting at huske, men det gør jeg altså.

Der havde lydt et kæmpe brag ikke langt fra huset. Det var sabotører, der havde sprængt et tysk troppetransport tog, der vistnok var på vej til Norge, i luften. Det havde lige netop passeret vores engstykke og bomberne havde ligget i to af passagervognene og havde fuldstændig sprængt hele den midterste del af den ene lange vogn helt væk. Der stod kun gavlene, - med et skrå stykke ned til bunden, tilbage.

Jeg ved det, fordi jeg selv har set det. Vi havde hørt at vognene var slæbt ned til banegården i Hobro. Her stod de nu bevogtet af tyskerne. Min mor forbød mig bestemt at gå ned til banegården, og jeg havde heller ikke kunnet se så meget fra den side, for vognene var gemt væk på bagsiden af pakhuset, så folk ikke kunne se dem ude fra banegårdspladsen. Det var jo skamfuldt for tyskerne, at sådan noget kunne lade sig gøre.

Men min mor kendte jo min nysgerrighed, så hun holdt godt øje med mig, for at jeg ikke skulle smutte ned ad vejen.

- Men jeg måtte jo se de vogne, koste hvad det ville, - ja, selv en gang læderrem, hvis det blev opdaget.

147

Tænk, - hvis der var dræbte tyskere i dem!

Jeg går lige op på marken og leger, - sagde jeg og gik ud ad vejen, væk fra byen. Herude smuttede jeg så bag et læhegn, ind over markerne og ned til byen på bagsiden af stationen. Her var en skrænt ned til skinnerne og ingen bebyggelse, men nogle buske, som jeg kunne gemme mig i, så tyskerne ikke fik øje på mig. Dem vidste jeg godt, man skulle have respekt for.

- De nøjedes ikke med at bruge en læderrem.

Jeg havde her en første klasses udsigt til hele baneterrænet og der, foran godspakhuset holdt så den værst medtagne togvogn og jeg kunne nu selv se den, selvom det var på en afstand af hundrede meter.

- Men der var selvfølgelig ingen dræbte tyskere at se.

Senere, - den 8. oktober 1944, - sprængte tyskerne et dansk eksprestog i luften på samme sted som hævn. Her blev der dræbt ti og der var mange sårede. Min legekammerat Niels fortalte senere, at ruder i gårdene i Tobberup tæt ved banen, - hvor hans familie boede, blev blæst ud.

Her er pakhuset på banegården i Hobro.

Omme på bagsiden holdt den sprængte tyske passagertogvogn.

Bagerst til venstre er buskadset, hvor jeg gemte mig.

148

DIREKTE KONTAKT En anden gang – det var lige blevet aften – kom en stor kolonne af tyske køretøjer, - lastbiler, motorcykler og panservogne, - kørende nede fra Hobro og ud ad vores vej mod Løgstør. De gjorde holdt for natten på fodboldbanen næsten ovenfor vores hus, på den anden side af vejen.

Vi kunne se hele fodboldbanen fra vore stuevinduer, der jo lå på første sal. Den lå skråt ude til venstre. Jeg blev siddende og så på lige til jeg skulle i seng.

En anden gang gravede tyske soldater et kabel ned i vejsiden på vores vej. Jeg stod og så på og en rar tysk soldat så venligt på mig og løftede mig højt op i luften, medens han smilede. Han sagde noget til mig, som jeg jo ikke forstod.

Og dog, - jeg forstod to af ordene, nemlig ”meine knabe”, for jeg vidste fra min far at det betød: - Min dreng.

Min mor sagde bagefter til mig, at jeg aldrig mere måtte komme i nærheden af en tysker. Selvom denne soldat havde været venlig, vidste jeg godt, at de kunne være farlige, og at de var vores fjender.

PIRRENDE KRIGSLEGE Om aftenen spillede forældrene meget tit ”Matador”, og de snakkede om tyskerne. De sagde til os børn, at vi aldrig måtte fortælle til andre, - også folk som vi kendte, og f.eks. slet ikke til ”Ham Poulsen”, - om hvad de havde sagt.

149

Jeg kan huske én af tingene de lavede. Jeg har selv lavet det mange gange siden, når familien var samlet. De sagde: Nu skal vi sprænge Hitler, Gøring og von Ribbentrop i luften!

Så tog de en tøjklemme, der dengang altid var af træ, brækkede et passende stykke tændstik med svovl af. Det blev sat i klemmen således at den nu var åben. Så hældte man alle tændstikkerne ud af tændstikæskeskuffen og satte denne på den skrå tøjklemme. Så lagde man højtideligt først Hitler, så Gøring og til sidst von Ribbentrop, - i form af tændstikker op i skuffen. Nu satte man ild til tændstikstykket i klemmemunden og da det havde brændt et øjeblik, klappede klemmen sammen med et smæld, og Hitler og kumpaner røg højt op i luften og alle jublede højt.

- Prøv selv! - (Dog kun voksne. Børn må aldrig lege med ild!

HÅRDT ARBEJDE Min far solgte jo symaskiner, og hentede afdrag fra de allerede solgte maskiner. Næsten alle maskiner blev solgt på afbetaling dengang med ugentlige afdrag, da alle arbejdere fik ugeløn. Det var mest småkårsfolk der syede alt tøjet selv. og derfor var nødt til at have en symaskine, men ikke havde råd til at købe den kontant.

150

Velhavende folk, som store gårdejere, købte kontant, men forlangte så også en klækkelig kontantrabat. Det var meget usocialt i grunden, for de havde netop råd til at betale den reelle pris, medens fattigere folk, - der ikke kunne betale kontant - oven i købet blev pålagt en klækkelig afbetalingsrente. - Men verden er jo ikke altid retfærdig!

En dag var der på grund af krigen ikke flere nye symaskiner at få, og han var blevet arbejdsløs. - Da han om aftenen sad på banegården i Randers og ventede på toget til Hobro, hvor han skulle hjem og fortælle min mor den triste nyhed, var han noget deprimeret. – Hvad skulle han nu leve af?

Han fortalte, at da han så eksprestoget komme brusende ind på stationen, fik han et kort øjeblik den tanke, at han kunne gå ned og kaster sig foran lokomotivet, men han besindede sig naturligvis straks. Han havde jo en familie at tage ansvar for og desuden var det langtfra hans natur at være så fej.

151

I stedet gjorde han så det, vi altid gør i familien, når vi er trængt: - Vi finder en udvej. – For der er altid en udvej, om den er nok så alternativ.

Når der nu ikke er nye symaskiner og han derfor var blevet arbejdsløs, kunne han måske sælge brugte som selvstændig!

Han satte nu annoncer i Randersaviser under billetmærke, om køb af, - som han skrev: - Gode brugte trædemaskiner.

Gerne af mærkerne Singer, Pfaff og Husqvarna. God pris gives.

Folk der ville sælge, skrev så ind til billetmærket der administreredes af avisen, som igen sendte brevene videre til min far.

Han tog cyklen med på toget til Randers og cyklede ud og købte maskiner op og sendte dem med banen til Hobro. Her reparerede han dem og gjorde dem klar til salg.

Han satte atter annoncer i, - igen under billetmærke, men nu i Hobroaviser der også dækkede omegnen langt ud. Ved at sælge maskinerne på en anden egn, risikerede han ikke at sælge maskinen, - han lige havde købt, til mandens nabo.

Det kunne jo godt gå hen og blive lidt pinligt, selvom handelen var nok så ærlig.

- Nu blev der altid kun annonceret med én bestemt maskine.

Når en kunde så havde skrevet ind og meddelt, at den maskine kunne det da godt være de ville købe, cyklede min far ud til kunden og demonstrerede den.

152

Nu fylder en trædemaskine jo meget og er tung, med sit støbejernsunderstel. Heldigvis kunne de fleste sænkes ned i en kasse i stellet. Sådanne blev kaldt: - Kabinet maskiner.

Min far havde lavet en krydsfinerplade med kanter, så træpladen på et symaskinebord passede ned mellem kanterne. - I bunden lagde han et blødt stykke tæppe.

Denne plade fastgjorde han på bagagebæreren af sin cykel og lagde den tunge trædemaskine på hovedet ovenpå pladen.

Opretstående model Det var sådanne bagagebæreren

Nedsænkelig model. (Kabinet) modeller

han

cyklede

med

på

Det gik fint. Han satte en hånd bagom og holdt fast, så maskine og plade ikke skulle falde af på de ofte ujævne og hullede grusveje der sommetider havde vaskebrætmønster.

At en grusvej har vaskebrætmønster vil sige at den er fuld af ene tværriller frembragt af hurtigkørende biler. Faldt maskinen af kunne det skrøbelige støbejernstel meget let knække og den ville i så fald være mere eller mindre værdiløs. Det var temmelig svært at cykle med én hånd, især om vinteren, - men det kunne og gjorde min far.

153

EN VINTERCYKELTUR Jeg fik somme tider lov til at cykle med på min lille cykel, mest om sommeren og på korte ture. Selv cyklede han gerne både tredive og fyrre kilometer væk for at få et salg.

En vinter havde jeg dog plaget mig til at komme med. Der var kun ca. tolv kilometer ud til kunden, men der var megen sne og vejene var glatte. - Jeg måtte ikke cykle ved siden af ham, for hvis han væltede, kunne jeg få den tunge maskine ned over mig. - Jeg skulle cykle et stykke bagved.

Der var koldt og vinden bed i kinderne. Vi havde madpakke med, som vi spiste siddende i læ af en vældig, lidt hul snedrive i vejgrøften. Jeg kan endnu tydeligt huske, hvor godt en rugbrød med leverpostej smagte under de forhold. Der føltes helt varmt nede i læ af driven i modsætning til den bidende vind på landevejen. - Kort efter punkterede min fars baghjul og han måtte læsse maskinen af, og vende cyklen om med hjulene op og lappe slangen med sine kolde fingre. Det var rigtig træls. - Han kom i hvert fald ikke let til sine penge dengang. Han fik dog solgt maskinen, for vi havde den da ikke med hjem igen og vi punkterede ikke mere den dag.

Under krigen kunne man ikke få nye dæk og slanger, så det var svært at holde cyklen kørende for min far. I sær fordi dækkene skulle holde til den tunge last foruden min far, der da mindst må have vejet 85 kilo, skønt han var slank. Han var jo stor og kraftig bygget. For at forstærke dækkene klippede han kanterne af nedslidte dæk og syede selve slidbanen inden i et bedre dæk og på den måde fik han et dæk, der ikke så let punkterede.

154

HOVMOD STÅR FOR FALD En anden gang fik han et brev fra en køber, der lå et godt stykke væk. Det havde sneet meget og vejene var ikke ret farbare. På vejen derud måtte han mange gange trække gennem driverne for at komme frem.

- Det var meget anstrengende.

Det var en gårdmand på en større gård, der havde skrevet ind og da min far endelig fandt gården langt ude på en lille kommunevej, viste det sig, at den lå et stykke nede på marken og at vejen derned var dækket af meterhøje snedriver. Det ville være helt umuligt at komme dermed med cyklen. Min far tog derfor resolut den store, tunge trædemaskine på nakken og vadede gennem sneen ned til gården.

Han kom ind i det varme køkken og demonstrerede maskinen for gårdmandskonen. - Hun var meget begejstret og ville gerne have den. Hun havde kun en ældgammel håndsymaskine fra mandens bedstemors tid. - Men på landet dengang var det manden der bestemte den slags sager. Især tykke og selvtilfredse gårdmænd, der sad mageligt tilbagelænet i deres gode lænestole, med venstre tommelfinger i vestens ærmegab og forsøgte at værdige ud, mens de røg på deres lange shagpiber.

En sådan type var netop denne gårdmand. – Da min far så efter demonstrationen, spurgte ham, om hans kone dog ikke skulle have denne dejlige maskine, som hun havde ønsket sig så meget, - lænede han sig blot endnu mere tilbage, mens han sindigt tog piben ud af munden og sagde: - Se, – Nu er du jo cyklet helt herud i det vejr og du vil vel nok nødigt

155

cykle hjem med maskinen igen, så hvis du nu får det halve af prisen, som du forlanger, - kontant forstås, - så skal du vist være glad.

- Han satte igen piben ind i munden og kiggede veltilfreds med sig selv, på min far.

Men han kendte jo ikke min far, for hvis der var noget min far hadede, så var det, hvis nogen forsøgte at træde på ham. - Først blev han vældig vred, så blev han iskold og sagde med barsk stemme, - medens han med sine næsten to meter tårnede sig op over gårdmanden, der sad nede i sin stol og kiggede op, mens han forskrækket holdt på sin pibe: – Nu skal jeg sige dig én ting, du fede bonde -. Om du så tilbyder mig den dobbelte pris, kan du nu slet ikke købe min maskine, skønt din kone fortjener den. - Men for at gøre det endnu værre for dig, så går jeg lige over og sælger den til en af dine naboer. - At køre hjem med den igen behøver jeg nemlig slet ikke, men du kan ikke være det bekendt overfor din kone. - Hun ville gerne have haft maskinen.

Du får jo også nok nogle drillerier fra den nabo jeg sælger den til. De vil sikkert fortælle dig, at den gode maskine skulle du dog have købt, og at det var en skam, du ikke havde penge nok til at betale, hvad den kostede. - Men det problem må du lære at leve med på grund af din nærighed og din lille respekt for andre mennesker.

Min far solgte den på den tredje gård han besøgte. Den hovne gårdmand har jo nok heller ikke haft det let med konen efter den historie, men jeg synes det var helt retfærdigt og håber han har lært noget.

156

Jeg må indrømme, - som sælger, at jeg elsker den historie og jeg er stolt af min far, fordi han ikke lod sig kue og for at han havde så meget selvtillid og energi, at han var sikker på at sælge maskinen samme dag til en nabo, selv under de meget vanskelige forhold med at slæbe maskinen gennem sneen til den næste gård. - Jeg må også indrømme, at jeg virkelig håber gårdmanden har fået rigtig meget vrøvl med sin kone. Det tror jeg nu nok han har fået, for dengang skulle den slags folk altid være store i slaget udadtil, men indenfor hjemmets fire vægge var det nemlig ikke så sjældent konen, der havde det sidste ord.

- Er det er mon så forskelligt fra i dag?

WOLLE MATHIESEN Min far gemte aldrig de penge han tjente, og min mor fik gennem hele livet heller ikke ret mange kostpenge. Han investerede dem i maskiner og brugte dem efter datidens forhold anderledes.

Engang hyrede han en søndag en lillebilvognmand fra Hobro til at køre os en tur rundt på egnen. - Han tog også min mors bror Svend Aage og hans kæreste Erna med og vi besøgte bl.a. hendes forældre, der havde en gård uden for Hørby. Hendes far hed Ole Mathiesen, men blev aldrig kaldt andet end ”Wolle”. Han var en lille vindtør mand, der altid røg shagpibe. Hans kone, der var ret kraftig, hed Johanne.

Jeg var sommetider med ude hos Wolle, hvor Svend Aage tjente og en gang fik vi hele sardiner fra en dåse. Det havde jeg aldrig set før. Jeg syntes at det var meget underligt, at man skulle spise sardinerne til de stuvede kartofler, med hoved og indvolde, så jeg skar hovedet og hale af og

157

forsøgte at rense fiskemaven - men de andre på gården kiggede noget og syntes, at jeg var fin på den.

- Min onkel Svend Aage tog mig også med ud på marken og viste mig en lærkerede med unger. Alle ungerne gabte, når han forsigtigt raslede med græsset. De troede det var deres mor der kom. - Vi skulle være helt stille og ikke snakke.

Wolle havde også noget, som jeg syntes var meget spændende, nemlig en petroleumsmotor i et lille firkantet murstenshus. Den kunne trække tærskeværket og en roehakker med mere. De købte senere et lavt rødkalket hus i Hørby på højre side lige før man kører ud af byen. Jeg kan huske, at der i den ene ende af huset var en fin stue, med fine røde plydsmøbler. Der lugtede altid muggent derinde, da stuen næsten aldrig blev brugt.

Her er Wolle og Johannes hus i Hørby nord for Hobro

Den fine stue var i hjørnet bag det hvide stakit

Jeg kan huske at Wolle og Johanne var meget rare og venlige mennesker, men også at Wolle havde en rap replik Her er en pibe fra vores pejsestue.

Det var en sådan pibe Wolle røg på.

Den hovne bondes shagpibe var samme type, men havde blot et længere piberør, da den stod nede på gulvet

158

Min far Niels Arne Guldager Her i 1943 er han 35 책r 159

Min mor Helga Marie Guldager (f. Hede) Her i 1943 er hun 29 책r 160

DÅRLIGE MINDER Jeg husker også en oplevelse mere nede fra engen i Hobro.

Den er jeg ked af den dag i dag. - Jeg gik alene ned ad skrænten mod engen og i en tjørnebusk sad der en lille sangfugl med et rødt bryst. - Den sad og sang så dejligt. Jeg elskede jo selv at synge og stod på afstand og lyttede.

Men en dreng på syv år har jo også andre sider i sig, nemlig jægerinstinktet, så jeg samlede en sten op og kastede den efter den smukke fugl. -Jeg ville egentlig slet ikke ramme den, men blot få den til at flyve, Men jeg var så uheldig at ramme den lige midt i det flotte røde bryst, så fjerene fløj til alle sider.

- Heldigvis fløj den derfra, men hvor var det synd og jeg blev meget ked af det. - Så meget, at jeg med skam husker det endnu, over 70 år senere.

Der er en mærkelig tilføjelse til denne historie. Morgenen efter jeg var kommet til dette sted i min genredigering, - og hvor jeg lige netop havde skrevet om rødkælken, og stadig var lidt bedrøvet over min opførsel dengang, - var jeg ude at fodre de vilde fugle i haven.

Jeg hælder frø og fedtkugler ud på foderbrættet og fløjter samtidig for at tilkalde fuglene. - De kommer så flyvende, men sidder i passende afstand og venter på at jeg går væk.

Men denne morgen skete der noget meget usædvanligt.

Pludselig var der en rødkælk. Den satte sig på en gren lige ved siden af foderbrættet, medens jeg stadig strøede frø

161

ud og da jeg tog hånden væk, - men blev stående tæt ved, - fløj den tillidsfuldt ned på brættet. - Den kiggede først lidt på mig og begyndte så at spise af frøene.

Målløs blev jeg stående. Det var aldrig før sket med nogen af fuglene. Jeg forstod det først ikke, men så gik det pludselig op for mig, at den nok var en repræsentant for rødkælkefamilien, der var sendt ud for at fortælle mig, at familien for længst havde tilgivet mig og at jeg ikke længere skamfuld skulle tænke på episoden helt tilbage i 1942.

”Min” lille rødkælk i morgensolen Det kan da godt være det er ønsketænkning, men sandt er det i hvert fald, at rødkælken – lige netop denne morgen tillidsfuldt sad der, skønt jeg stod lige ved siden af og kunne have nået den med hånden. – Det plejer vilde fugle ikke at gøre og den har da heller ikke gjort det siden, skønt jeg fodrer dem hver dag. De er normalt meget mere sky, så hvem ved, om det alligevel ikke var et budskab. – Der findes så meget her i verden, man ikke sådan lige kan forklare.

Der er en gammel historie om rødkælken. - Da Jesus hang på korset med sin tornekrone, sad der en enkelt torn fast i hans pande. - En lille grå fugl, der sad i en busk, følte stor medlidenhed. Den fløj op og trak tornen ud. I det samme falder der en bloddråbe ud og rammer dens bryst. Den

flotte røde farve bredte sig og som tak for dens medfølelse, blev farven på dens bryst siddende. Fra da af hed den før så undseelige grå fugl: - Rødkælk.

162

LÆR AF DETTE Nu vi er ved de mørke sider, er der også en anden ting jeg med skam husker endnu. Jeg havde fået et gevær af min far. Det kunne skyde med pile med en sugekop i spidsen, så de kunne sidde fast på glatte ting. Der hørte tre pile til. Vi legede med geværet nede på engen. Vi var en 7-8 drenge, for det var en sjælden ting, som vi ikke havde set før.

- Pludselig kunne vi ikke finde den ene pil, og jeg havde fået geværet dagen før, så jeg vidste, at min far straks ville opdage det, og at jeg ville få ballade. Jeg havde selv skudt pilen væk, men om aftenen turde jeg ikke fortælle min far, at det var mig der havde gjort det, så jeg sagde, - og da følte jeg mig virkelig fej og ussel, at det var banemandens Georg, for han havde et blakket ry i forvejen.

Her er et billede fra den tid: Niels, mig og Bent leger i Hobro fjord med et lille hjemmelavet skib Det er en af de få ting i mit liv, jeg ville ønske, at jeg kunne gøre om. Næsten aldrig har jeg fortrudt noget så bittert. Det var virkeligt usselt og for at føje spot til skade, mødte jeg mange år senere Georg, der straks han så mig, sagde med retfærdighedens harme og blik: - Det var dig der engang gav mig skylden for at have skudt en pil væk, fordi du var for fej til selv at tage skylden og jeg fik skæld ud af din far. - Det var jo

163

fuldstændig rigtigt, og jeg kunne intet sige til mit forsvar, men måtte sige undskyld, selvom det var lidt sent. Jeg var nemlig nu sytten år, - men han kunne huske det endnu.

Jeg fik dog noget ud af det. - Jeg lærte at man a l d r i g skal give nogen skylden for noget dårligt, man selv har lavet, uanset hvad konsekvenserne end bliver for en selv. Jeg har da heller aldrig siden gjort noget der blot ligner. Af bare skræk har jeg snarere gjort det modsatte, for at andre ikke skal komme i samme skamfulde situation, som jeg dengang kom i. – Lad det være en god lærestreg for alle, der læser dette.

DE LYSERØDE ”SVALE-IS" Vi boede jo i det sidste hus på venstre hånd på Løgstørvej.

Lige ovenfor viadukten over banen, på højre side, boede smeden. Hans kone havde et gult ishus ude ved vejen. Her kunne man få runde ispinde på en rund pind til ti øre, tror jeg nok, - jeg husker ikke rigtig prisen. De hed ”Svale-is” og var lyserøde jordbæris fra et Randers mejeri. De ”svalede" da også rigtigt godt på en varm sommerdag. De var pakket ind i pergament papir med en blå svale på.

Da jeg var fire år fik jeg altid en is af min mor, når vi havde været nede i Hobro og handle. Jeg vidste ikke rigtig noget om penge på det tidspunkt. Jeg fik jo bare altid en is af smedens kone. - Det var det jeg lagde mærke til.

Så en dag kom jeg forbi alene. Jeg havde været nede på viadukten, for at se på togene og jeg syntes, det var sjovt at få al dampen og røgen lige op i hovedet. - Lokomotiverne pulsede nemlig vældigt lige her. De var lige startet nede på

164

stationen og skulle op i fart på bakken mod Ålborg.

- Jeg måtte ellers slet ikke selv gå ned på viadukten alene, men det var også før ” læderremmen” var opfundet.

På vej hjem kom jeg til ishuset. Jeg sagde frejdigt: - Jeg vil gerne have en Svale-is. – Javel, har du penge med? – Penge? - sagde jeg forbavset. – Ja, - man skal have penge for at købe en is. - Jeg havde jo ingen penge, men jeg var åbenbart en god kunde og smedekonen har sikkert syntes, at det var synd at skuffe den lille dreng med det forventningsfulde ansigt, så jeg fik min Svale-is.

Bag den grønne port lå smedjen Hvor det blå vejskilt står, stod ishuset Bag smedjen ligger den herligt lange, men farlige kælkebakke med det gode hop på midten Der var kun kort hjem, så jeg havde endnu lidt is tilbage da jeg kom hjem. – Hvem har givet dig den is? - spurgte min mor. - Det har jeg da selv. - Jeg sagde bare til iskonen, at jeg gerne ville have en is, men hun sagde godt nok, at jeg skulle have penge med næste gang.

Min mor gik straks ned og betalte isen, og jeg havde lært, at man ikke får den slags gratis. - Der skal penge til.

165

VED DEN GAMLE SMEDJE Smedjen var en rigtig gammeldags smedje med en stor muret esse i midten og et stykke tykt træstamme med en stor ambolt ovenpå. Øverst på træstammen var der et bredt jernbånd, så stammen ikke flækkede, når man hamrede på ambolten. Smedens hammer lød klingende på denne ambolt dagen lang.

Jeg har i dag min egen smedeambolt ovre på mit værksted Han lavede mange hestesko, bl.a. til alle hestene oppe på ”Rosendal”. En karl trak om morgenen en fire-fem heste ned til smeden og bandt dem til en ring i muren uden for. Så tog smeden dem ind, én af gangen, fandt sko i den rigtige størrelse, og tog fat i et af benene på hesten og sagde højt: - Skank! - Så bøjede hesten benet i knæet og smeden tog det – med ryggen til hestens hoved, mellem sine ben og klemte det fast, medens han slog skoen på med hesteskosøm. De var firkantede i hovederne og passede til de firkantede huller i hesteskoen.

Sømmene gik op gennem hoven og kom ud på den skrå overside. Her blev enderne bøjet om, så sømmene ikke faldt ud og skoen ikke kom til at sidde løs.

Når han var færdig trak han hesten udenfor, gav den et klap bagi og sagde højt: - Hjem! - Hesten var så vant til turen, at den stille og roligt gik hjem til ”Rosendal” helt alene. - Der var kun godt en kilometer.

166

Bag smeden var der om vinteren en dejlig kælkebakke med et rigtig godt hop på midten. Man kørte lige ned mod bækken, der lå mellem marken og banen, men man skulle passe på at standse før markhegnet, der bestod af to rækker pigtråd.

Havde man for meget fart på, måtte man kaste sig af slæden før hegnet. Det var der en af pigerne der ikke nåede, den nederste pigtråd rev en stor flænge i hendes ene kind og hun fik senere et stort ar. Hun blev hentet i Hobros nye flotte Buick ambulance. - Det var noget vi huskede.

Hobros Buick ambulance fra 1928

Ambulancen havde man sparet sammen til ved at holde en årlig ”Ambulancedag”. - Den holdes stadig den dag i dag.

HAREÆG En påske, da vi var i fem års alderen, sendte Niels’ far Charles os ud for at lede efter hareæg. - Det var noget

167

vrøvl, sagde vi. Harer lægger ikke æg, det vidste vi da godt.

- Men helt alvorligt sagde han, at i hvert fald påskeharer lægger æg i påsken. Den lagde dem som regel i det høje græs, lige ved hegnspælene.

Påskeharer er måske en helt speciel slags harer, tænkte vi, så Niels og jeg gik en hel formiddag og ledte efter hareæg ved alle hegnspælene. Da vi skuffede kom hjem ved middagstid og fortalte, at vi slet ingen hareæg havde fundet, grinede de voksne og sagde, at vi dog var nogle små godtroende fjolser.

- Man kunne altså ikke altid stole på de voksne. Men der var jo så meget vi ikke vidste, og hvis det nu havde været rigtigt, ville det da have været spændende at se, hvordan hareæg så ud.

PÅ UDFLUGT TIL NORDDJURSLAND.

Her er vi på Lystrup strand.

Vi var en rigtig glad familie. – Se selv!

168

Min far tog os tit med rundt, især på Norddjursland, hvor han boede som ung og vi oplevede altid noget spændende.

Her er vi på resterne af en borgruin fra middelalderen, hvor der gik nogle kalve.

- I begyndelsen var jeg ikke helt tryg ved at gå hen til dem, men da jeg så, at min lillebror ikke var bange, overvandt jeg min frygt.

Hele optrinnet står helt klart i min erindring.

Jeg kan endnu næsten føle den instinktive frygt jeg havde. Den frygt overvandt jeg helt.

Læs om, da jeg vaccinerede en såret tyr midt på en mark i: - Oplevelser og historier omkring ”Øst Sundhus” 2008.

MIN BARNDOMS B&O RADIO Jeg tror det var dengang min far havde ”sytrådsfabrikken” omkring 1942, at han tjente så mange penge, at han kunne købe en fin ny B&O MASTER radio.

Vi havde før kun haft en vældig gammel en med en stor rund bakelit højtaler. Den var vanskelig at indstille og den havde ingen skala, kun nogle tal. Men vi hørte ikke så tit radio dengang, kun måske pressens radioavis over langbølgesenderen i Kalundborg, hørespil, og direkte transmissioner af middagsmusik fra ”Kilden” i Ålborg og Wiwex

169

Men så kom krigen og det blev forbudt at tage f.eks.

England på radioen, for her sendtes meddelelser til frihedskæmpere om, hvor der fra flyvemaskiner om natten blev nedkastet containere med våben og andet udstyr.

Det var meget spændende udsendelser og da tyskerne havde forbudt at lytte til dem gjorde mange danskere det selvfølgelig, også min far. - Men der skulle lyttes i hemmelighed og med en ikke alt for høj lyd, så man sad med hovederne tæt ind til højtaleren. Jeg tror det var derfor den gamle radio blev skiftet ud, for den nye havde en meget bedre højtaler, var langt mere udviklet og havde en flot skala med en utrolig mængde stationer. De lå i nogle byer, spredt over hele jorden. Byer som langt de fleste ikke kendte.

- Verden var meget stor dengang, - også for de voksne.

Hvem kendte f.eks. byer som: Chunkin - Burgos og Sverdlovsk. Men der var også steder man kendte som: Vatikanet – Eiffeltårnet – Rom – Sydney – New York.

De mere kendte europæiske stationer lå på langbølger. Der var også mellembølger med flere byer på, men kortbølgerne på 25 m - 31 m og 49 m var de mest spændende, for her lå der byer fra de fjerneste egne af jordkloden. Når man stillede ind på dem, var det tit meget svært at holde stationen, for signalet svingede hele tiden fra svagt til stærkere, men det blev det hele kun mere spændende af.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan huske, at jeg fandt byer som Motala og Hilversum meget spændende. Måske var det selve udtalelsen af navnene jeg kunne lide.

På de forbudte stationer med frihedskæmper-meddelelserne

170

havde tyskerne indsat støjsendere, så her var det tit rigtig svært at høre, derfor blev alle disse meddelelser altid gentaget to gange.

Udsendelsen startede altid med fire trommeslag der lød

således: - BUM BUM BUM BUM. Så lød ”Prins Jørgens March”. Derefter kom: - HER ER LONDON. BBC SENDER TIL DANMARK. Nu fortalte den danske speaker om krigens virkelige gang og ikke den version tyskerne gav os. Til sidst kom sær-meddelelserne så. De kunne lyde: - Gertrude – Dagmar – Fatima – Edmund – Arnold – Tristan – Samuel – Aksel og fortsatte med tit rigtig mange navne i træk. Til slut sagde speakeren: - Jeg gentager, og så kom hele remsen igen.

Jeg har de gamle 78 plader med frihedsbudskabet, ”Prins Jørgens March” og ”Danmarks Frihedssang”. De blev solgt lige efter krigen af frihedskæmpernes enker. Pladerne havde dobbelt pris, nemlig fem kroner. Heraf gik halvdelen som hjælp til enkerne, der tit var meget unge.

Jeg sad tit og drejede på skalaknappen på radioen og fandt nogle spændende byer. Jeg drømte mig rundt i verden, der som sagt var ukendt for de fleste. Det var længe før almindelige mennesker rejste rundt.

171

Jeg spiller de gamle plader engang imellem.

Så mindes jeg dagene under krigen. De var lidt spændende, men det er godt, det er historie i dag.

Radioen havde et utroligt spændende ”Magisk øje”. Det sad nederst til højre på skalaen. Det lyste grønt og pulserede når man skiftede stationer. Det var for mig fuldstændig som noget fra en fjern klode.

172

Dette er den ĂŚgte vare.

- Min fars gamle B&O fra 1942.

- Jeg har den endnu!

173

Radioen og skalaen med de spændende eksotiske byer.

SKOLETIDEN - JUL OG DEN TYKKE OLGA Jeg begyndte i ”Hostrup Huse skole” i sommeren 1942.

Det var en spændende skole. Den havde en storkerede på taget. De voksne storke stod og knebrede med næbbet, mens de stak det højt i vejret, og hvert år kom der to eller tre unger i reden og de lavede masser af hvide striber ned af taget hele sommeren, og det var sjovt at se, når de stod på kanten af reden og øvede sig i at flyve. Vi gættede altid på, hvornår den første ville flyve fra reden.

174

Reden var ovenpå skorstenen i midten Jeg fik et flot brunt penalhus af læder fra en forretning lige over for skolen. - Forretningen solgte papirvarer og hed meget passende ”Papyrus”. Her kunne man købe alt til skolebrug. Blyanter, grifler, skrive- og regnehefter.

Jeg kan huske jeg godt kunne lide at sætte næsen helt ned i penalhuset. Det lugtede så godt af læder, blyanter og viskelæder. - Det var så dejligt og det var mit helt eget penalhus.

Her lå papirvareforretningen ”Papyrus”.

Man kan endnu se hvor døren har været i muren

175

Der var en tyk større dreng, der hele tiden var efter mig.

Jeg kunne slet ikke klare ham. - Det stod på et par af de første måneder, og jeg blev bange for at gå i skole, men til sidst lykkedes det for mig at få en endnu større dreng til at hjælpe mig, så den tykke lod mig være i fred.

Ham, der hjalp mig var søn af en læge og var en 13-14 år.

Han var meget klog, syntes vi og så havde han noget meget spændende, nemlig udstoppede fugle, som han selv havde fundet døde. - En dag jeg gik til skole, fandt jeg en gråspurveunge der var faldet ud af reden. Den var død og ikke ret gammel og helt uden fjer. Den samlede jeg op og gav til lægesønnen for at han kunne udstoppe den til sin samling.

Han tog det pænt, og forklarede, at den var alt for lille til at kunne udstoppes, og han gjorde ikke nar af mig, fordi jeg ikke vidste det. - Sådan noget lægger man mærke til i den alder.

Vi havde hver en lille skifertavle til at skrive kladder på og til regnestykker. En skifertavle er en tynd plade af en mørkegrå stenart der hedder skifer. Vi skrev på tavlen med en griffel, der også er lavet af skifer.

Den var blot af en blødere art, så den ikke ridsede tavlen, men kun lavede hvide streger, der igen kunne tørres af med en våd svamp.

- Det skrattede i ørerne når man skrev.

Blækhus, pen, tavle og griffel 176

Der var ikke blæk i vores blækhus endnu i første klasse. Det kom der først senere, når vi skulle lære at ”skrive med blæk”, som det hed. Til den tid fik vi et penneskaft af træ og blækpenne. Blækpennene, der var lavet af stål, skulle sættes ind i penneskaftet og de skulle dyppes forsigtigt i blækket i blækhuset, som var en lille firkantet flaske, der stod i et hul i skolepulten, - som bordet hed, midt imellem de to elever, der sad på pulten.

- Kom der for meget blæk på pennen, lavede den en stor blækklat midt i al det flotte skrevne, og man var nødt til at skrive det hele om.

Sådan så vores skolepulte ud, blot med et hul til blækflasken Vi lavede dengang flere ting af glanspapir, der kunne fås i mange farver. Hvis vi så et flot billede af en nisse eller et dyr i et blad, lagde vi siden af bladet ovenpå glanspapiret og tegnede med en spids blyant omridset af billedet, medens vi trykkede blyanten lidt ned mod papiret. - Det gav et aftryk af stregen på glanspapiret. Nu tog vi en nipsenål, som er en stor knappenål med et hoved af glas. Hovedet kunne forestille alt, f.eks. en mariehøne. Med denne nål prikkede vi huller i stregen på glanspapiret, meget tæt ved siden af hinanden og nu kunne vi, - når vi havde prikket hele vejen rundt, rykke billedet ud af arket, ligesom et frimærke og lime det ind i et tomt regne- eller skrivehefte og på den måde til sidst få en flot samling af smukke figurer med takker i kanten. Man kunne også prikke billederne direkte ud af bladet, hvis man fik lov af de voksne til at ødelægge det.

177

Det var nu mest pigerne der lavede disse ting. De samlede også på farvestrålende servietter og de fleste forældre fik strenge ordrer om endelig ikke at bruge servietten, når de var i byen, men tage den ukrøllede med hjem til samlingen.

Jeg selv samlede mest på mærkelige sten og dimser af metal, som jeg fandt rundt omkring.

Jeg glædede mig meget til min første jul i skolen. - Den sidste skoledag før julen, måtte vi tage en pyntet grangren med i skole og sætte den i det tomme blækhus.

Jeg havde sammen med min mor lavet et lille flettet julehjerte af rødt og hvidt glanspapir og nogle meget små musetrapper. Det lille flettede dannebrogsfarvede julehjerte – det var jo under krigen, blev sat på grangrenen, og den blev også pyntet med lametta, der er tynde strimler af aluminiumsfolie. Jeg nægtede på det bestemteste at få ”fehår” på. - ”Fehår” var ligesom en slags tyndt vat, lavet af uhyre tynde hvide glastråde og det stak rædsomt, når man fik det ind i de hjemmestrikkede uldtrøjer, som man altid gik med dengang. Det så flot ud på juletræet og alle brugte det, men for os børn var det en frygtelig plage hvert år.

Grenen blev meget flot, syntes jeg, og jeg bar den om morgenen meget forsigtigt de ca. to kilometer jeg havde at gå til skolen. – Den var indpakket i brunt papir fra slagterpakken fra slagter Bjørn nede på Løgstørvej nr. 11.

Min mor havde bundet rødt strikkegarn rundt om, for at papiret ikke skulle flagre af. Vi havde ikke mere af slagterens snor.

178

Henne i skolen var den store tavle pyntet i kanten med tegnede grangrene. Grenene var grønne og al julepynten på dem var også tegnet med farvet kridt. Julehjerterne var røde og hvide og var tegnet flettede ligesom de rigtige. Der var tegnet fireogtyve julelys og der blev ”tændt” et hver dag op mod juleaften. - Vi ”tændte” dem ved at tegne en sort væge med lidt rødt og en gul flamme uden om.

– Det havde jeg aldrig set før, og jeg husker, at jeg syntes det så meget livagtigt ud og at det var mageløst flot.

Vi havde også en lille pose med småkager med. Det var vaniljekranse og brunkager med en mandelsplint i midten.

Mandlerne havde min mor gemt i lang tid, da man ikke længere kunne købe dem på grund af krigen, men der skulle altid være en mandel i midten af hver brunkage, selvom det nu kun blev til en splint af en mandel.

Vi havde hver et lille stearinlys med i en lille stjerneformet grønmalet metallysestage. Det blev nu tændt og vi sang en julesalme. Lærerinden, - der hed Olga og var en stor og fyldig dame, - læste op af en bog der hed ”Ved Julelampens Skær” - Der kom altid en ny hvert år med julehistorier i.

Medens hun læste kan jeg huske, at hendes ansigt så venligt ud. Det var jeg forbavset over, for jeg havde mest set det med et skarpt udtryk, især når hun havde gårdvagt og jeg stod sammen med de andre drenge omme bag tørveskuret længst væk i skolegården. - Her kunne hun ikke se os, når vi skrålede højt i kor – en på den tid populær sang, hvis omkvæd begyndte sådan: Olga – Olga – Olga tà en polkatur med mig, - og den endte sådan: - Jorden slår revner, når Olga danser for. – Nu var Olga jo en kraftig dame, og det var derfor vi sang lige netop den, så det var vel ikke så

179

sært, at hun så stram ud i ansigtet, når hun kom i fuld galop rundt om tørveskuret for at fange én af os. - Jeg blev heldigvis aldrig fanget.

Men den dag så hun meget mild ud, men det var sikkert på grund af julen og det, at hun nu slap for at se os helt til næste år.

Historien hun læste handlede om en lille dreng, der blev væk i snevejret lige før juleaften og først blev fundet i sidste øjeblik, lige før han frøs ihjel. - Netop under krigen var der megen sne og sneen kunne ligge i meterhøje driver, som man let kunne synker ned i og måske slet ikke komme op af igen.

Jeg havde selv prøvet at glide ned mellem et tre meter højt plankeværk ind til fodboldbanen og en lige så høj snedrive.

- Her havde jeg virkelig haft besvær med at komme op fra igen og jeg vidste, at ingen kunne se mig nede i det smalle gletsjerspalte-lignende hul, og at der kunne gå lang tid inden nogen fandt mig, da jeg legede alene den dag.

- Jeg havde virkelig måttet kæmpe med sneen i lang tid, før jeg fik mig gravet ud.

Jeg havde derfor let ved at forestille mig, at drengen kunne forsvinde og at hans far og mor have svært ved at finde ham igen, så jeg blev meget glad, da han blev fundet lige til sidst. - Nu kunne han komme ind i varmen og få en god juleaften. Vi følte alle med ham og det undte vi ham gerne, for vi havde tit selv frosset meget, når vi var blevet for længe ude i de vældige masser af sne.

Efter historien sang vi igen julesalmer og vi havde nu fri til efter nytår. Jeg begyndte at gå hjem med min fine gren,

180

men nu var den ikke længere pakket ind og vinden blæste efterhånden al julepynten af og jeg blev træt af hele tiden at sætte det på igen.

- Til sidst smed jeg grenen op over et plankeværk.

Da jeg kom hjem stod min lillebror, - der var fire år, med ”julelys” i øjnene og spurgte om han måtte få den fine gren nu. – Se, det var ikke så godt, for den havde jeg jo lige smidt væk. - Jeg havde slet ikke tænkt på ham, skønt han om morgenen havde syntes, at det var meget spændende med den fine gren, der skulle med hen i skolen og han var lidt misundelig på mig og han ville ønske, at han også gik i skole og skulle opleve alt det spændende. - Han blev meget skuffet og ked af det, for han havde ventet og ventet hele formiddagen på, at jeg skulle komme hjem med grenen, så han kunne ”arve” den og lege ”at gå i skole”. - Jeg blev også lidt ked af det, selvom han jo var min til tider meget irriterende lillebror, men lige i det øjeblik syntes jeg dog at det var synd for ham.

- Men det gjorde jeg i hvert fald ikke en dag et stykke tid efter jul.

ØRET RYKKET AF - (NÆSTEN) Først vil jeg dog lige fortælle, hvad jeg fik i julegave det år. Min mormor boede i Randers og hun skulle holde juleaften med os i Hobro. Hun havde strikket en flot rødbrun trøje til mig. Der var to grå kronhjorte på brystet. De kom springende ind mod midten fra hver side. Det så virkelig flot ud. - Størrelsen havde hun strikket efter hukommelsen og den passede da også fint på længden af selve trøjen og på ærmerne, men hullet til hovedet havde hun gjort alt for lille.

181

Hun havde vist glemt hvor ”tykhovedet” jeg var, så da jeg skulle prøve trøjen, sad mit hoved fast inde midt i den høje halskrave. Jeg hylede jo op om, at det gjorde ondt, og påstod at de rykkede mine ører af med al deres hiven og trækken. Det troede de bare ikke på, så de sagde: - Hold op med at skabe dig!

Til sidst opgav de dog og de blev meget flove da trøjen til sidst kom af igen og de så, at de virkelig havde revet min venstre øreflip løs forneden, så det blødte.

– Det havde altså gjort ondt. Jeg havde ikke skabt mig.

De voksne skuffede mig tit for de tror ikke altid på børn.

Sådan er det bare. Det lærte jeg efterhånden.

– Den julegave husker jeg.

MIN FØRSTE SPORTSVOGN Den anden gave fik jeg af min far og det er nok den flotteste julegave, jeg nogensinde har fået som barn. Det var en ca. tyve cm. lang åben sportsvogn. Den var lavet af blik og var utrolig gennemført. Når jeg ser den for mig med mit indre blik, er jeg nu næsten helt sikker på at det må have været en BMW model fra ca. 1935. Selve bilen var smørgul og den havde chokoladebrune skærme. Rattet kunne dreje forhjulene. Den havde en lille gearstang med tre gear fremad, et frigear og et bakgear. - Den skulle trækkes op med en nøgle og havde en stor fjeder, så den kunne køre langt. Rattet kunne indstilles, så den kunne køre i cirkler.

- Den var for den tid meget avanceret og må have været meget dyr.

182

Den lignede utrolig meget denne rigtige 1934 model.

Blot var skærmene chokoladebrune og der var kofangere på

Jeg kendte ingen andre drenge der havde fået så flot en julegave, og jeg var virkelig glad for den, så længe jeg havde den. Når jeg lukker øjnene, kan jeg tydelig se den for mig endnu, skønt det er næsten 70 år siden jeg fik den og måske er det den der er skyld i, at jeg i dag samler på rigtige veteransportsvogne, så den gavn gjorde den dog, skønt jeg kun havde den en kort tid, for nu kommer min ”søde” lillebror ind i billedet igen.

Jeg havde på det strengeste forbudt ham så meget som blot at røre ved den, og lovet ham al landsens ulykker, hvis han alligevel gjorde det. - Måske når jeg var i skole.

Men fristelsen blev ham alligevel for stor, for en dag, netop som jeg var i skole efter juleferien – tog han bilen og kravlede ind under min far og mors store dobbeltseng og begyndte at lege med den. Men han var jo alt for lille til at forstå det med gearene, så til sidst havde han brækket gearstangen af. De flotte blanke forlygter brækkede han også af og rattet og kofangerne. Måske var han blevet sur over, at det ikke var hans bil, - men måske gør jeg ham uret.

183

Resultatet blev bare, at den aldrig kom til at virke igen og på det tidspunkt, syntes jeg i hvert fald ikke, at det var synd for ham. Tværtimod og han fik en masse skældud og det der var værre, men senere blev vi selvfølgelig gode venner igen, selvom jeg godt nok tror, der gik et stykke tid.

DET TIGGEDE FLÆSKESVÆRD Flæskestegen fik vi, - ligesom de fleste andre dengang stegt nede hos bageren. Han havde altid en varm ovn, trods rationeringstiderne.

Klokken seks juleaften kom alle bagerens kunder og hentede deres flæskestege. Min lillebror og jeg gik sammen med vores far ned og hentede vores. Den duftede himmelsk og det var ikke kun fordi det var jul, for de fleste børn synes jo at varmt sprødt flæskesværd smager himmelsk til hver en tid, og vi tiggede og tiggede om bare at få en enkelt stribe, og da min far følte nøjagtig den samme fristelse, tog vi da også alle tre et lille stykke. Vi kunne ikke tage så meget for min mor kunne ikke lide, at der manglede noget, når hun serverede den for gæsterne.

Efter julemiddagen gik mændene og os børn tit udenfor, hvis der var klart vejr. - Mødre, fastre, mostre og tanter skulle vaske op. Vi kiggede på den mørke stjernehimmel. For mig står det som et højtideligt øjeblik at stå selve juleaften og kigge op i Guds himmel, for dengang bad vi vores fadervor hver aften, og vi troede på alt det der står i Bibelen.

- Hvis vi var særlig heldige fik vi et stjerneskud at se, og

184

fik vi det, - lige netop juleaften, - ville vi få et særligt stort ønske opfyldt. - Jeg så dog aldrig et stjerneskud juleaften, men føler alligevel, at jeg fik mange af barndommens ønsker opfyldt.

Nu skulle vi danse om juletræet og mit livs juletræer har altid nået helt op til loftet. Først læste min far juleevangeliet og jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt underligt, at netop han læste det op. - Min far var en meget spændende mand og helt fantastisk til at digte historier for os, når vi skulle i seng, men han var ikke spor religiøst anlagt. Det var mere min mors afdeling. - Min far fortalte, at religion havde han fået rigeligt af fra sin indremissionske stedfar, da han var barn. Hans rigtige far døde da min far var et år gammel.

Bagefter sang vi mange salmer og til allersidst sang vi ”Højt fra træets grønne top” og os børn kunne godt finde på at synge den på melodien: - I en kælder sort som kul.

- Teksten passer nemlig til begge melodier og omvendt.

Nu kunne vi så endelig få vores julegaver. Vi fik fem højst seks gaver hver, og det var mest nyttige ting dengang under krigen, men vi fik dog altid èt stykke legetøj og det var selvfølgelig den gave vi var allermest glade for, og derfor fik vi den altid som den sidste af vores gaver, da vi ellers – efter de voksnes mening – ville være temmelig uinteresserede i de ”bløde”. – Og det tror jeg helt bestemt også de havde ret i!

Jeg kan huske, jeg syntes at julen varede utrolig længe.

- Vi gik rundt til kammeraterne for at se deres gaver og lege med dem.

185

DEN GLASEREDE SNEHULE Som fortalt var der vintre med megen sne og streng frost under krigen. Det havde vi megen glæde af. Niels’ far Charles kunne mange ting. En dag sagde han, at vi skulle lave en stor snehule vi alle sammen kunne være indeni. Først skulle vi skovle en stor dynge sne op. Han hjalp selv til og var bedst til at skovle det helt op på toppen, så dyngen blev høj. Det tog det meste af den korte vinterdag, men da det begyndte at blive mørkt, havde vi en mægtig dynge sne.

Det frøs mange grader om natten og nu blev vi sat til at hente mange spande koldt vand, som Charles smed op over snedyngen. Dyngen blev lidt mindre, men var stadig ret stor.

Vi skulle nu vente til næste dag, så ville der være et tykt ispanser udenpå snedyngen og vi skulle så udhule den.

- Det glædede vi os meget til.

Ganske rigtigt. Næste morgen, da det blev lyst, var der et knaldhårdt lag is udenpå vores ”hytte”. Vi lavede først et lille indgangshul, som i en iglo. Derefter gravede vi os efterhånden ind i det indre og smed sneen ud til de andre.

Da vi var færdige lavede vi et lille hul ud gennem taget mod syd, så der kom dagslys ind. Vi lavede en lav bænk hele vejen rundt langs ydervæggen, så alle kunne sidde ned. Vi syntes det var helt fantastisk at have vores egen ishytte.

Den var kun for børn. De voksne måtte kun stikke hovedet ind gennem det lille indgangshul for at se den indvendig.

Vi fik vores mor til at lave madpakker, så vi kunne lege vi at

186

vi var på opdagelse og sad på nordpolen langt hjemmefra.

Det blev jo tidligt mørkt, så vi lånte an petroleumslampe af Charles, som vi satte på en knold i midten. Vi større børn digtede så historier, som vi fortalte for de mindre.

Det var den bedste snehule jeg nogensinde har oplevet. Jeg har senere forsøgt at lave en til mine børnebørn, men der har ikke været nok frostgrader.

DEN BRÆNDTE ENGEL Vi havde på vores juletræ nogle udstansede trompetspillende papirengle. Dem holdt vi børn meget af og vi fik lov til at hænge dem på juletræet, for de kunne ikke så let gå i stykker som de skrøbelige glaskugler.

Da vi jo ikke var så gamle, tænkte vi ikke specielt over placeringen på træet og et år var en af os kommet til at hænge en af englene for tæt over et stearinlys. Det resulterede i, at der pludselig gik ild i englen, medens vi dansede rundt om træet, så hun fik brændt et stykke af maven og det ene ben væk.

– I min verden var englene nemlig piger, da de så lidt ”tøsede” ud.

Min far fik dog hurtigt slukket ilden og flyttet englen, men vi børn syntes det var meget synd for den. Det måtte have gjort forfærdelig ondt på den at få brændt maven og benet væk. Vi havde selv prøvet at holde en finger over et julelys.

Det gjorde i hvert fald ondt og vi talte meget om den stakkels engel den juleaften.

187

Da vi året efter atter skulle pynte juletræet kom vi frem til den brændte engel og igen gik snakken om, hvor synd det var for den.

Det hørte min far og han kaldte os sammen og sagde at vi nu skulle høre om, hvordan det var gået engelen siden sidste år.

Han fortalte at nede i æsken med juletræspynt havde der været stor sorg. Det var aldrig tidligere hændt at noget var blevet brændt og da slet ikke en engel.

Den brændte engel havde ligget og grædt noget så gudsjammerligt i lang, lang tid. - Det var hårdt for de andre ting at høre på, og da især for de andre engle. De ville så gerne trøste den brændte, men kunne jo ikke gøre noget der kunne skaffe det bortbrændte tilbage.

Den brændte engel og en af hendes søstre Det er klart hun var ked af det De forklarede den brændte: - Ganske vist er din mave og ben væk og ganske vist er der en sort kant, der hvor de har siddet, men så forfærdelig ser du altså heller ikke ud.

188

- Ja, - faktisk lægger man slet ikke mærke til det, når man først har vænnet sig til synet.

De fortalte også, at de havde snakket sammen og besluttet, at hun næste jul skulle have den store ære at hænge allerøverst på juletræet og langt væk fra julelysene. Hun skulle slet ikke tænke på sin brændte mave, men være glad og sige til sig selv: - Man kan sagtens hænge øverst på juletræet, selvom man har en brændt mave og mangler et ben!

Min far fortalte nu, at da han havde åbnet den gule kasse med julepynt, havde han hørt en lille fin stemme fortælle om juletingenes beslutning og han havde lovet at sørge for at den brændte engel kom til at hænge øverst oppe ved den store stjerne i toppen. - Synes I ikke også, - spurgte min far, - at den brændte engel fortjener den store ære og skal vi ikke gå hen og sætte den på allerøverst lige nu?

Ja, Ja, - jublede vi og vi frydede os meget, da vi så englen hænge deroppe.

Den juleaften kiggede vi næsten hele tiden op på englen, der hang i sin tråd, medens vi dansede rundt om juletræet og når vi trak i en gren syntes vi at engelen dansede lidt med.

Fra den juleaften hang den brændte engel altid øverst og vi huskede altid historien om den ulykkelige engel der igen blev lykkelig.

For lykkelig det var hun. Hun var jo den engel de andre allerbedst kunne lide og hun var stolt over at hænge øverst, men hun blev aldrig hovmodig for hun forstod godt, at det

189

alt sammen kun skyldtes de andre juletings gode væsen.

Her er nogle af min barndoms juleting, som jeg har gemt. Det er vældigt hyggeligt at tage dem frem hvert år til jul og mindes de gamle barndomsdage.

Der er den haleløse gule kanariefugl, klokkerne, trommerne og den flettede papirstjerne. Jeg var meget fascineret af den hule glaskugle. Man kunne kigge ind i den ligesom i Alladins hule. Den var spændende og jeg kiggede ind i den hver gang jeg kom forbi den, når vi dansede rundt om træet juleaften.

Tingene ligger stadig i den meget gamle gule Anton Berg chokoladeæske. Jeg tror den stammer helt ovre fra butikken i Nørager i 1935.

190

DEN GLOENDE KNIV En dag skulle vi alle ind og calmettevaksineres eller også var det koppevaksineres, vi skulle. Vi stod i en lang række i et rum der var indrettet til skolelægen.

Vi stod alle og gloede noget betænksomme. Vi skulle nemlig snittes i venstre skulder med en lille kniv. Det var hårdt nok at blive skåret i med en kniv, men ikke nok med det, - nej, kniven var oven i købet rødglødende.

Efter hvert barn blev kniven nemlig holdt ind i en gasflamme for at blive desinficeret og vi så den blive helt gloende varm.

De fortalte os ikke at den blev kold igen før de snittede.

LØBESOD Da jeg skulle i anden klasse, måtte jeg skifte til ”Byens skole”, der lå helt nede i den anden ende af Hobro.

Tyskerne skulle bruge den ret nye ”Hostruphuse skole”. Den lignede deres egne kaserner i Tyskland, så den tog de bare.

Byens skole var en gammel skole fra 1880’erne. Der var løbesod i skorstenene af den megen fyren med tørv. Det lugtede fælt og rev skarpt i næsen. Desværre sad jeg lige ved skorstenen og det var meget træls at sidde i den stank hver dag.

På den lange vej til skole passerede jeg hver dag et meget flot konditori der havde til huse i en stor elegant bygning på engen mellem banegården og byen.

191

Konditoriet, der hed LYON var i forretningen, hvor der nu er en slagter Konditoren havde altid de mest spændende flødekager og andre lækkerier i vinduet og der duftede utroligt dejlig omkring bageriet. Det var tit hårdt at gå forbi to gange om dagen for en altid lækkersulten skoledreng. Det rev i maven, især på hjemvejen.

DRAMATISK UDRYKNING En efterårsdag i 1944, løb vi ude i skolegården.

Civilforsvarets garager lå lige ved siden af skolegården og pludselig kører 2-3 af deres køretøjer ud af garagerne. Vi råbte til dem: - Er der sket en ulykke? – Ja, - svarede de.

- Englænderne har bombet Aarhus!

De skulle nu skynde bombet den del af tyskerne. Vi stod og de kørte af sted, så

sig til Aarhus, hvor englænderne havde det nye universitet, der var besat af så på indtil alle mand var mødt frem og hurtigt køretøjerne kunne køre.

192

193

Nu er det s책 heldigt, at jeg i mine gemmer ogs책 har en s책dan civil gasmaske. - Endda med brugsanvisning.

194

ÅLEFISKERI En sommer ville min far fiske ål. Han tog en meget stor sæk og fyldte den med kvas og grene samt enkelte tunge sten til at tynge den ned med.

Han lejede en robåd, sejlede ud og sænkede sækken ned på nordsiden af fjorden, lige ved badeanstalten. Her var der et stort ålehul, havde han hørt. Min onkel Svend Aage var også med, og min kusine Grethe. - Der var også nogen drænrør, der var tilstoppede i den ene ende og med en snor i den åbne ende. De blev også sænket ned. Snorene i både sækken og rørene blev holdt oppe af en stor flaske med patentprop, der skvulpede i overfladen.

Det hele skulle så ligge et par nætter. Så ville ålene efter planen, søge ind i den mørke sæk mellem grenene, og ind i drænrørenes mørke for at gemme sig om dagen.

Jeg var med ude i båden, da de hejsede først rørene op.

- Der var ikke rigtig nogen ål. Jeg tror dog der var én. Men da sækken kom op og blev holdt med åbningen godt ned i den åbne robåd, myldrede det ud med ål. Der var over 2o i mange størrelser, og de svømmede rundt i bunden af båden, hvor jeg sad med bare fødder. Jeg sad i stævnen og fik hurtigt fødderne op på rælingen. Jeg var bange for at de skulle bide mig i tæerne. Den aften fik vi stegte ål med stuvede hvide kartofler, som sig hør og bør.

195

TING FRA KRIGENS TID Under besættelsen, især i begyndelsen, lå danskere på sinde at vise, at de var danske.

Man måtte ikke flage med dannebrog og i øvrigt ikke irritere tyskerne for meget.

det mange

Man fandt dog på mange ting, for at vise at man var dansksindet Man fandt en velholdt gammel kobbertoøre. Gik hen til guldsmeden eller urmageren og fik savet kong Christians initialer, der var præget i mønten, ud. Der blev loddet en nål bagpå og man kunne nu gå med dette danske loyalitetsmærke på sit revers eller kjole.

I anledning af kongens 70 års fødselsdag i 1940 blev der fremstillet et lille emaljeret dannebrog, der hang i to kæder under en lille bjælke. Alt i sølv.

I bjælken fik man indgraveret sit navn. I dette tilfælde Ullas faster Karen.

Dette flagsmykke blev også båret på revers og kjole.

På den måde viste man sin loyalitet med kongen, der var blevet i landet under besættelsen, og ikke, som f.eks. den norske konge, der blev nødt til at flygte til England.

196

FLYTTEDAG IGEN En vinterdag i 1944, flyttede vi til Randers igen. Denne gang til Marienborgvej 16. Det er i den nordlige ende af Randers tæt ved Hadsundvej. Jeg husker, at jeg var med i førerhuset på flyttebilen.

Særlig husker jeg, da vi kørte ned mod Glenstrup Sø. Her er vejen gravet ned i bakkerne i forvejen og dertil kom så de kæmpehøje snedriver, så vi kørte ligesom nede i bunden af en stor kløft.

Huset på Marienborgvej 16, som det så ud i 1944.

Vi boede i stuen til venstre med forretningsvinduet Om Randers tiden vil jeg fortælle i den næste bog, MIT LIV II. Der dækker tiden fra januar 1944 til sommeren 1948, hvor vi flyttede til Århus.

Knud Erik Guldager 197

Berømt forfader

198

VORES MEST BERØMTE FORFADER. (Vi har dog ikke papirer på, at det virkelig er vores familie, men vi stammer også, ligesom han, fra byen Guldager ved Esbjerg.)

Uddrag fra gamle avisartikler Nemlig: Amandus Christian Guldager.

Født den 1. marts 1759. – Død den 12. november 1826.

Han var søn af Christian Guldager Prang og Marie Elisabeth Dalberg i København. Faderen var tjener ved hoffet, men stammede fra byen Guldager ved Esbjerg.

Sønnen blev kendt som den Christian Guldager der malede præsident George Washington og Amerikas nationale symbol, - nemlig ØRNEN. Fra Guldager mellem Varde og Esbjerg er der udgået adskillige mænd, der har haft betydning i rigets historie.

Men mest kendt er nok den personlighed, der i 1779 gik i land i Boston, - maleren Christian Guldager. Han var da kun 20 år, men allerede anset for sin forfinede og kunstneriske streg.

Hjemme i København havde han erhvervet guldmedalje på kunstakademiet, da han endnu kun var 17 år.

Arveprins Frederik havde i sin syge broder, - kong Christian VII`s sted, - overrakt ham fortjenstmedaljen.

199

Med denne udmærkelse fulgte et større pengebeløb, tænkt anvendt til en større studierejse i udlandet. De fleste unge kunstnere, såsom Thorvaldsen og Jens Juel, ville nok have valgt Italien, som deres rejses mål, men Guldager foretrak det nye republikanske land, USA, - der endnu i 1779 kæmpede hårdt for sin frihed, under lederen, Georg Washingtons førerskab.

Det var Benjamin Franklin, der generøst havde udkastet den tanke, at USA måtte være landet, hvor kunstnere og håndværkere kunne inspireres af den nye tids foretagsomme og dristige ånd.

Guldager arrangerede en udstilling i Boston af sine nyeste frembringelser. Stor var hans glæde, da ingen ringere end Georg Washington erklærede, at han meget gerne ønskede sig portrætteret af Guldager.

Guldager fulgte med generalen rundt i landet, - da denne var for stærkt optaget til at forblive i Boston, - for på den vis at færdiggøre portrættet.

200

Guldagers portræt af GEORG WASHINGTON

Kritikere påstår, at det var det første kunstnerisk udførte portræt af USA’ første præsident, - landets fader.

Billedet blev ophængt i Guldagers atelier i en tid, og tusinder trængte på for at se portrættet, der senere er foræret til Boston museet.

201

Få år efter sin succes som portrætmaler fremstillede Guldager for en kreds af kongresfolk med Franklin i spidsen, det nationale amerikanske symbol: - Ø R N E N. Allerede ved senatets første samling i 1790 vedtog man at Guldagers ørn skulle være USA’ segl og den blev indvævet i et tæppe i senatet og malet i loftet i ”DET HVIDE HUS”.

Han modtog 500 dollars i honorar af kongressen for sit arbejde, og tilnavnet: ” THE FATHER OF THE EAGLE. “.

Man forstår at hans lykke nu var gjort. Nu fremkom der bestillinger på portrætter fra generaler, politikere, forretningsmænd, guvernører og stenrige familier i Ny Englandstaterne.

202

Men Guldager magtede opgaverne. - Dertil var han af type en såre fornem herre, der mestrede flere sprog og førte sig med en naturlighed, der gjorde hans nærværelse til en pryd for ethvert selskab.

Amandus Christian Guldager 1759 - 1826

Han forlod imidlertid Boston i 1797 for at tage bolig i New York, men her oplevede han den ulykke, at hans atelier gik op i luer, og noget synes at tyde på en vis prestigenedgang for ham. En annonce i ”The commercial Advertizer” tyder på, at det kneb for ham at få kontakt med de kredse, der før havde givet ham så meget laurbær.

Han flyttede nu til Philadelphia, den daværende hovedstad, og her døde han, uvist hvornår. Nogle kilder nævner 1806, andre 1826.

203

Han ligger begravet på den gamle Arch-Street kirkegård (Denne kirkegård er nu nedlagt).

Han havde i 1786 indgået ægteskab med den unge enke Mary Selman, der fødte ham 9 børn.

I Boston i Worcester museet i Massachusetts og i Flicks museum i New York, bevares stadig Christian Guldagers portrætter på fornem plads.

I emigranternes historie er han blevet kaldt den første kunstner i Amerika.

Ørnen i loftet i ”DET HVIDE HUS”

204