Oplevelser med køretøjer i kvmc 1972 og 1973 by Knud Erik Guldager

OPLEVELSER

med køretøjer i klubben DVMC Anden del 1972 - 1973 Udgivet i VINTAGE NYT

Fra december 2016 til oktober 2017

Klubblad for Dansk Vintage Motor Club Uddrag fra scrapbogen og fortalte oplevelser 1972 og 1973

Knud-Erik Guldager 1

Veteranminder fra en svunden tid

1972

BP VETERAN and VINTAGECAR RALLY Den 6. Og 7. maj kørtes dette store og flotte løb. Der deltog ikke mindre end 60 biler og det var det hidtil største i Danmark. Løbet startedes fra bryggeriet Ceres og køretøjerne blev sendt afsted af skuespillerinden Susse Wold.

Jeg deltog i min ny restaurerede Ford V/8 Roadster fra 1932. Den var blevet lige blevet synet den 1. maj, så det var lidt dristigt, at tage den med ud på så lang en tur uden at have prøvekørt den noget mere først. Løbet gik nemlig fra Aarhus, ned over Fyn til Odense, hvor vi overnattede på Grand Hotel. Søndag gik det videre med

færgen ”Knudshoved” over til Sjælland og videre til København.

Billedet er fra storebæltsfærgen ”Knudshoved”. Det er et billede man ikke ser hver dag. Måske er det den eneste gang der har været så mange kostbare biler ombord på en dansk færge. I Odense var der ”Concours de charme” og dengang var der dommerkomiteer til, for hør blot hvad pressen skrev. På en blomstersmykket tribune sad konsulinde Hans Muus, fru direktør Tersling, fru direktør Vilh. Nielsen og fru direktør Erik Andersen. – Vi skal her – ligesom under rallyet – vente med at offentliggøre de smukke damers dom indtil den festlige afslutning.

Dengang brugte man ikke fruernes egne navne, men deres ægtefællers stillinger og navne. Det er der vist ikke mange kvinder der vil finde sig i i dag. Men der var virkelig stil over det løb. Pressen fortsætter. Ved BPs festmiddag på Grand Hotel lørdag aften, bød direktør E.H. Tersling velkommen til løbets deltagere, de mange officials og til de indbudte æresgæster med den britiske ambassadør Hans Excellence A.A.S. Stark og frue og Odenses borgmester Holger Larsen i spidsen. Da jeg selv var med, kan jeg bekræfte, at det var et fantastisk løb. Måske det bedste jeg nogensinde havde deltaget i, men desværre holdt min ny indregistrerede V/8 ikke længere end til Vejle, hvor den måtte opgive med en defekt tændspole. Formanden for Dansk Veteranbil Klub Bent Mackeprang var så venlig at tage min hustru og jeg, - som det hedder under dette løb, med på resten af det store løb i sin flotte TalbotDarracq, så vi var skam flot kørende alligevel. Der deltog mange virkelig flotte og sjældne biler. Bl.a. denne store Isotta Fraschini, som havde kørt i Danmark fra ny. Løbet sluttede på Rosenborg eksercerplads.

BP-rallyet var det hidtil længste i Danmark og de 62 gamle biler skulle tilbagelægge ikke mindre end 390 kilometer tværs over landet og med tusinder af tilskuere langs ruten. Under turen var jeg chauffør i en hurtig MGC med en seks cylindret motor. Et medlem havde lovet at optage smalfilm undervejs og da han opdagede, at jeg nu var deltager uden bil, lod jeg mig let overtale til at være hurtig chauffør for ham. Det hele foregik på den måde, at vi holdt stille og ventede, indtil der kom en bil han ville filme. Vi filmede den, medens den kørte forbi. Så startede vi, filmede og overhalede bilen, medens han forsøgte at holde balancen. Han stod op foran passagersædet med et etbenet stativ. En af gangene, var det nær gået galt. Da han sagde: Start og skynd dig at overhal den der kommer der, startede jeg med et drøn, men han glemte at holde fast i vindspejlet, så han var meget tæt på at ryge af vognen skråt bagud. - Efter den tid lærte han at holde fast før han gav startordre. Hele filmhistorien endte dog i en stor skandale, for han havde haft alt for lidt film med, så langt de fleste af bilerne havde han filmet med tomt kamera. Da mange af deltagerne, heraf en del fra England, kørte i kostbare vogne, var ejerne jo ikke hvem som helst, så de blev ikke så lidt knotne på den ”frejdige” fotograf, der havde skuffet dem så grusomt. Det er nemlig lige meget, hvor rig man er, - alle vil gerne se film af sit kæreste eje i funktion på landevejen, mens man selv glad og smilende vinker til fotografen. Måske oven i købet med et charmerende smil og så er det altså ikke sjovt at være til nar.

Jeg vidste jo intet om det tomme kamera, så jeg håber da, at jeg som chauffør har været så anonym, at de knotne ejere ikke havde lagt mærke til mig. Men jeg ville dog hellere selv have gennemført løbet i min egen Ford V/8 Roadster fra 1932. Jeg havde fundet den som vrag i 1967 og restaureret på den i over fire år.

The cover of the Rolling Stone. Det drømte DR.Hook om og enhver veteranbil drømte vel om at komme på forsiden af MOTOR. Større hæder kunne vel næppe tilfalde en bil i de dage. – Altså set fra dens synspunkt. Denne hæder tilfaldt da også min Ford T engang i 1970. Jeg kan godt huske, at vi blev langsomt overhalet af en meget nysgerrig bilist og at han lidt senere holdt i vejkanten et stykke fremme og fotograferede os, da vi kom kørende forbi, men det er man jo vant til, at mange gør, så det tænkte vi ikke nærmere over, indtil vi så bladet den 10. maj. Vi kørte altid i Ford T’en før jeg fik min V/8 på plader, netop her i 1972.

Meilgaard-rally 1972 Løbet startede søndag den 18. juni kl. teatertrappen. Det er det 4. år løbet køres.

foran

Der deltog ikke mindre end 40 køretøjer. Efter kørsel gennem naturskønne egne og stop ved Rosenholm slot og Løvenholm gods, endte køretøjerne på tennisbanen i Meilgaards slotspark.

Efter kaffen uddeltes præmierne af hofjægermester Niels Iuel. Slottets vandrepokal i sølv gik til Hans Mejer Larsen, Taulov i sin Fiat 503 Touring 1926.

Mest velholdte køretøj: 1. præmie: Evald Henneberg, Viborg i sin Singer le Mans 1934. 2. præmie: Knud Erik Guldager, Risskov i sin Ford V/8 Roadster 1932. 3. præmie: Uffe Madsen, Ans i sin Chevrolet Cabriolet 1933. Den store ”trøstpræmietorpedospids” blev i år vundet af Børge Jensen, Åbyhøj. Han måtte køre den hjem på bagsædet af sin BMW Cabriolet 1937.

Morsø Festival 1972 Lørdag den 29. juli kl. 8 stævnede 17 biler nordpå. Vi skulle til Mors og deltage i en stor festival. Kl. 11.30 blev vi færget gratis over til øen med enten PINEN eller PLAGEN. Det hed de to færger der sørgede for overfart før broen blev bygget. Det blev skam en festlig dag, hvor vi blev godt beværtet. På festpladsen blev der spidstegt en stor okse og den var klar til at blive udskåret om aftenen. Det er ellers kun i film, man ser en hel okse blive stegt over bål. Vi kørte hele to optog gennem den festklædte by. Da aftenen kom, skulle køretøjerne og alle deltagerne jo indkvarteres. Et af klubbens medlemmer Søren Skou var netop fra Mors og vi havde spurgt ham, om han ikke kunne finde et sted, der ikke var for dyrt. Han fortalte nu, at han var ved at restaurere en gammel præstegård til senere beboelse for familien, men den var langtfra færdig endnu. Vi spurgte om der var tag over? Det var der, men der var ikke vinduer alle steder. Han troede, at det ville blive alt for primitivt for os. - Der var jo familie og damer med.

Men vi var optimistiske og det var jo midt på sommeren, så koldt blev det vel ikke. Vi besluttede os for at prøve, og billigt var det jo, da det var gratis. Vi ville tage soveposer, dyner og underlag med og så gik det jo nok. Da huset var tomt, tog vi selv campingborde og stole med. Der var selvfølgelig også sørget for rigeligt med kaffe og andre stærkere drikkevarer, hvis det nu skulle blive koldt. Da vi om aftenen ankom til stedet, må jeg sige, at det var rigtigt nok, at det ikke var færdigt. Overdrevet havde han ikke, men ærlig det var han, for han havde frarådet os at prøve.

Det hele var et stort byggerod. Men Vintage Klubbens pionerer tabte slet ikke modet, - nej, de begyndte da bare at opstille deres campinggrej og finde drikkevarer frem. Nogle fandt et tomt rum og indrettede det til nattens ophold med det medbragte sengetøj. – Sovepladserne den nat var vist ikke særlig bløde. Da alt var gjort klar til natten, begyndte vi at hygge os under de primitive forhold. Det var jo rart at vide, at sengene var klar, hvis nogen skulle blive lidt ”svimle” i løbet af aftenen. Det havde jo været en lidt anstrængende dag, med al den køren i de gamle biler, hvoraf flere var åbne. - Det kan man godt blive trætte af, sådan ud på aftenen.

Vi havde fået fat på nogle kulørte lamper og masser af dansemusik, så aftenen forløb virkelig muntert og det blev sent for de fleste, før man gik til ro. Jeg fandt mig en plads ovre i laden til min sovepose i en stor stak hø. Lige siden jeg var spejder, har jeg elsket at

sove i lader med hø. Så fryser man i hvert fald ikke, da hø er meget isolerende. - Der kan endog nogen gange blive for varmt. Nå, koldt blev det ikke, så ingen frøs, men der var heller ikke mange inde i stuehuset der fik nogen søvn, for om natten kom århundredets største regnmængde på Mors, nemlig hele 33 mm. Det hamrede ned, så det var godt, at taget på huset allerede var fornyet og derfor tæt, men vore stakkels biler stod jo udenfor i regnen og det havde vi det slet ikke godt med, men der var intet at gøre. Der var enkelte der sov i deres lukkede biler, men det må have været, som at sove i en tromme under en beatkoncert. Det kom så megen regn den nat, at en af deltagerne bagefter fortalte, at da han forlod stedet for at køre hjem, kom han til en lavning med en bæk i bunden. Han syntes at asfalten over bækken så lidt underlig ud, så han standsede og gik derned. Her så han nu, at det var klogt gjort, for den bare asfalt hang i luften, som en tynd og meget skrøbelig bro, alt under den var skyllet væk. Havde han fortsat, ville bilens vægt usvigeligt sikkert have fået ”broen” til at brase sammen, så både han og bilen ville være endt i den vildt brusende bæk. På markedspladsen under festlighederne om lørdagen, oplevede jeg noget mærkeligt. Et midaldrende ægtepar kommer pludselig hen til mig. De ser på mig med et underligt vantro blik og siger så: - Ved du godt, at du har en dobbeltgænger ovre i Nibe? – Nej, det vidste jeg bestemt ikke. – Vi har nu i et stykke tid stået og betragtet dig. Vi kender manden i Nibe godt og vi kunne

ikke, selv med vores bedste vilje, se forskel, men vi var også klar over, at han nok ikke ville befinde sig her. Nu, da vi taler med dig, kan vi også godt høre på dit sprog, at du ikke er ham, men vi har stadig svært ved at forstå det. - Du er så meget hans dobbeltgænger, at det er utroligt. – Er du helt sikker på, at du ikke har en tvillingbror, for vi kan næsten ikke tro andet, end at I må være enæggede tvillinger? Godt nok var min far en levende mand, der kom vidt omkring, men det kunne jeg slet ikke tro om ham og jeg havde heller ikke hørt om, at jeg skulle have haft en enægget tvillingebror, der var blevet adopteret bort. Jeg blev så overrasket over situationen, at jeg i farten kom til at sige: - Jamen, så må I da hilse den stakkels mand, og sige, at det udseende må han så lære at leve med. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke fik navnet og adressen på min dobbeltgænger, for det kunne have været enormt spændende, at have mødt ham, for at se om vi havde andre ligheder end udseendet. Ja, ja – livet er fuld af overraskelser.

Ebeltoft Rally Søndag den 3. september kørte vi det 7. Ebeltoft-løb. Ved teatertrappen var der lige en enkelt Ford T fra Ormslev, der skulle have et ”i gang skub”, men alle gennemførte uden problemer.

Mange af medlemmerne kørte løbene i det rigtige tidsmæssige tøj og især da familien Mathiesen fra Åbyhøj. Dette par i klapsædet på deres 1931 Chevrolet Cabriolet vagte berettiget opsigt.

Da vi ankom til Fregatpladsen, hvor vi plejer at holde manøvreprøver fik vi en overraskelse. Poul Hansen og Per Rosenkrantz, - begge med familier, havde tilrettelagt løbet dette år. Nu skulle vi nemlig ikke som sædvanlig lave manøvreprøver på pladsen, men alle førerne af bilerne, skulle, så hurtigt som muligt, gå en bestemt strækning på stylter. Det var bestemt ikke let for alle, men mange havde dog gået på stylter i deres barndom, men der var også nogen, der aldrig havde prøvet det før. Gad vide hvordan en sådan stylteprøve ville spænde af i nutiden. - Det var måske en god ide til sommerens løb! Heinrich Mathiesen var vel først i halvfjerdserne, så mange så lidt spændte til, da han kækt tog fat i stylterne. Ville så gammel en mand da ikke bare falde ned og brække et ben? – Der tog de godt nok fejl, for Mathiesen nærmest sprang op på stylterne og gik rask frem over pladsen uden det mindste vaklen. På hans barndomsegn i Sønderjylland gik alle børn på stylter og det gjorde de lige så let som at cykle, så Mathiesen var stadig blandt de hurtigste. Da Albrekt, der optog film under løbet, hørte folkemængden klappe og juble højlydt af den ældre styltegængers præstationer, kom han farende med sit

kamera. Men han kom for sent, for Mathiesen havde gennemført. Albrekt ærgrede sig, for det ville han gerne have haft med på filmen, hvortil Mathiesen rask svarede: - Jamen, så gør jeg det da bare en gang til, - og sprang på stylterne. - Situationen må jo findes på Albrekts film, så måske kan vi se filmen i klubben engang. Under kaffen var der præmieuddeling. Dommerne var P.E. Hansen og Aksel Rasmussen. Ebeltoft by’s vandre-træsnit for bedst restaurerede deltagende vogn gik til undertegnede for min Ford V/8 1932 Roadster. Det var første gang den deltog i dette løb efter restaureringen. 2. præmie: Bent Kirkegård for hans lukkede Ford T 1925 3. præmie: Keld Ebbesen. Ford A Sports Cabriolet 1929

Det første ”Stumpemarked” I weekenden den 25.-26. november havde klubben lejet forsamlingshuset i landsbyen Storring, der ligger lige syd for den gamle landevej mellem Aarhus og Silkeborg. Bestyrelsen i klubben havde nemlig fået den idé, at vi vilde holde er marked for reservedele til gamle biler og motorcykler. Det var så vidt vides ikke set før i Danmark. Jeg tror forslaget kom fra Kurt Borgkvist.

Forsamlingshuset lå midt i byen, lige ved siden af smedjen. Aksel Rasmussens far havde været landsbyens smed og det var Aksel da også i mange år. Men en dag fik han øjnene op for idéen med at reparere veteranbiler. Det passede ham langt mere. Han havde allerede selv restaureret en Ford model B Cabriolet fra 1932. Han udviklede værkstedet hurtigt, kørte rundt i landet og opkøbte overskudsdele fra bilfirmaer og fik snart samlet en stor mængde reservedele, hvoraf mange var fabriksnye. Til hjælp til pladearbejdet og andet havde han en svend der også hed Svend.

Vi havde selv mange stumper på klubbens reservedelslager og Aksel Rasmussens veteranbil værksted havde også mange. Vi havde udbredt rygtet om stumpemarkedet, som vi kaldte det, gennem pressen, der bragte flere forhåndsomtaler. Der kom derfor udbydere fra nær og fjern, så hele salen i forsamlingshuset blev hurtigt fyldt med gamle reservedele, nye som brugte.

Alle stadepladserne var gratis. Forsamlingshusets borde blev opstillet og tingene blev hængt op på ribberne, der sad på væggene, da sports klubberne i byen jo også brugte salen. Henne ved indgangen stod nogle af vore koner ved campinggasblus og kogte røde pølser og lavede gløgg. Disse ting skulle man dog betale en beskeden pris for, men entreen var gratis. Det blev faktisk en stor succes, og det blev starten på en lang række stumpemarkeder, som klubben holdt på forskellige kroer i området. Til sidst tog det dog magten fra bestyrelsen. Det blev for omfattende og tidkrævende at arrangere dem, så efter nogle år overtog nogle folk fra Herning hele konceptet og alle der læser dette blad, ved så, hvad det førte til og hvor omfattende det blev. Men det var unægtelig vores klub der ”satte det skib i søen”. – Det kan vi da godt være lidt stolte af. – Ikke?

Julemanden ankommer Den 27. november, blev jeg, som næstformand af gadeforeningen i Ryesgade, hvor vi har forretning, anmodet om at køre julemanden til byen.

Jeg havde jo en herlig og hyggelig gammel bil, lige netop egnet til julemanden, - mente de. Jeg lod mig overtale skønt det var december og der havde været strøet salt på vejene og så kom mine biler ellers ikke ud før til foråret. Men vejret havde været tørt i mange dage, så jeg tog chancen. - Jeg satte selvfølgelig et skilt med vores firmalogo på bilen, for også at få lidt reklame ud af situationen. Jeg tog jo ikke noget for brug af bilen, som medlem af bestyrelsen. Jeg fik en masse søde nissepiger og en festlig julemand i god stemning ombord og vi kørte gennem midtbyen og til sidst gennem hele strøget, hvor der stod en mur af mennesker. Nissepigerne delte karameller og programsedler ud.

Det hele forløb fint og jeg kørte Ford T’en hjem i garagen. Da jeg nogle dage senere lukkede porten op igen, så jeg til min store undren, at der var sjaskvådt under T’eren. Var køleren blevet utæt. Jeg tog kølerproppen af, men der var masser af vand på, så hvor kom al vandet under bilen så fra? Den våde plet på garagegulvet var en firkant i hele bilens størrelse. Den var som en skygge, hvis bilen havde stået lodret under solen. Jeg fik nu en mistanke og kiggede op under den ene forskær. Ganske rigtigt, der var sjaskvådt og der hang store dråber på undersiden af skærmen. Det så meget mystisk ud, men kunne kun skyldes én ting, nemlig det forræderiske vejsalt. Det må have ligget på vejene som tørt saltstøv. Dette var så hvirvlet op under kørslen og havde sat sig fast på undersiden af bilen som et støvlag. I december er der meget fugt i luften og saltet havde så tiltrukket denne fugt i den uge der var gået, siden jeg satte bilen ind. Da min Ford T jo aldrig er restaureret i den forstand, men blot vedligeholdt af mig, som den kun anden ejer i de 46 år, der nu var gået siden den var ny. Skærmene havde kun fået et tyndt lag maling i den stribe, hvor den var blevet slidt af i tidens løb af sand og grus. Dette tynde lag havde det saltholdige vand hurtigt trængt igennem og masser af små lysegule rustpletter bredte sig nu ud på undersiden af skærme og trinbrædder.

Der var ikke andet at gøre end, at få bilen op på bukke, kravle ind under, slibe og male igen. Det var en lærestreg og et ekstra stykke arbejde ovenpå den ”julemandstur”. ADVARSEL: Tag ved lære og kør aldrig efter, at den første saltvogn har været ude. Også selvom vejene ser tørre ud. – Om foråret skal det have regnet rigtig meget, før man kan være sikker på, at vejene er frie for saltstøv. -------

Der er mange historier der trænger sig på og vil fortælles og her er en af dem. Ved tilrettelæggelsen af, eller under et veteranbilløb kan man af og til opleve noget, som er ud over det sædvanlige.

Den fnysende tyr Under et veteranbilløb skulle min kone Ulla og jeg passe en post med manøvreprøver. Posten var oprettet lige ved herregården Bidstrup ved Langå. Vi var klar til at modtage de første vogne, der skulle komme ved 14 tiden. Vi stod på den offentlige vej, der passerer tæt forbi avlsbygningerne, da der pludselig kom tre røgtere ud fra gården. De var ”bevæbnede” med svære egekæppe. De så noget betænkelig på min Ford T og de ting, vi havde opstillet til manøvreprøverne.

Vi blev spurgt om, hvad der skulle foregå, og vi forklarede, at der om lidt ville komme mange flotte veteranbiler og de gjorde ophold her, så der blev rigtig meget spændende at se på. - Det lod imidlertid ikke til, at de tre mænd var så interesserede, som de efter vores mening burde være. - Hvornår kommer de veteranbiler? spurgte den ældste, der var en lang tynd mand, der manglede det halve af venstre øre og bar på en særlig stor egekæp. - Han spurgte med lav og dyster stemme. - De første komme lige om lidt. De tre mænd kiggede nu bekymrede på hinanden og fortalte, at de netop nu var på vej ud for at hente gårdens 78 køer hjem til staldene, og de skulle drives lige netop her forbi. - Nå, ikke andet, sagde jeg så ret lettet, for jeg havde fået mærkelige bange anelser over deres dystre fremfærd. - - Det er vel bare fredelige danske malkekøer og dem kan bilerne vel ikke forskrække. Nej, det er heller ikke det, vi er nervøse for, men vi har vores store tyr gående sammen med dem! – Og den tyr er en ren djævel, sagde han med vilde øjne, mens han svang sin store egekæp. - Han bliver sur, hvis alting ikke er som det plejer, og hvis han ser nogle køretøjer der ikke plejer at holde her, og hans køer skal gå lige forbi, kan vi let risikere, at han går helt amok. - Hvis jeg ikke har min egekæp med mig, så jeg straks kan tæve løs på ham, vil han jage mig rundt mellem stolperne i stakladen. - Det har han gjort flere gange og med så mange nye ting er jeg bange for, at jeg slet ikke kan styre ham! – Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at manden rystede af skræk bare ved tanken.

- I kan selv se tyren. Han står deroppe. Han pegede op mod enden af en markvej mellem nogle træer. Ganske rigtigt. – I en støvsky af opskrabet jord stod en kæmpeflok køer og i spidsen for dem stod den omtalte tyr og gav nogle meget dybe og dumpe brøl fra sig. - Den havde sikkert allerede fået øje på os. Vi blev nu klar over alvoren i situationen og besluttede at standse den første vogn nede på vejen, lidt derfra. Den første der kom, var Bent Kirkegaard i sin lukkede Ford T 1925. – Nå, sagde han friskt. – Hvad skal vi så lave her? – Foreløbig må du hellere blive holdende, for om lidt kommer der 78 køer med en vild tyr i spidsen og der bliver sagt, at den ikke bryder sig om gamle biler og fremmede mennesker. – Kirkegaard slog en stor latter op og sagde: - Det er godt med Jer, men vi kender Jer. - Det er skam rigtigt nok denne gang. - Du kan selv se. Nu kommer de frem bag træerne derovre. – Er det de køer der, I er så bange for, sagde han hånligt. De to første var nemlig køer, men den tredje var tyren. Da den kom fri af træerne fik den øje på os. Den stod et øjeblik og gloede overrasket. Pludselig, og med en hurtighed der forekom os helt utrolig, begyndte den at galoppere lige hen imod os. Var tyrens hurtighed utrolig, var Kirkegaards det ikke mindre. Han havde standset motoren, da han ankom, men næsten inden vi fattede det, røg han baglæns et godt stykke ned ad vejen, hvorfra han var kommet. – Få sekunder efter stod tyren lige der, hvor hans Ford havde holdt.

Den så frygtindgydende ud, som den stod der. Det syn tror jeg aldrig jeg glemmer. Den havde hovedet halvt sænket og hornene, der ganske vist var temmelig korte og buede nedad, strittede faretruende. Der stod fnys og stråler ud af næseborene, ganske som i en tegnefilm. - Den stod i al sin vælde og skrabede i asfalten og vidste ikke rigtigt, hvad den nu skulle finde på. Det vidste derimod Ulla. Hun hamrede på døren til Ford T’en for at komme ind i sikkerhed, i stedet for at stå ude på landevejen ved tyren. Jeg stod og gemte mig bag et stort træ. - Det var Inge Kirkegaard, der måtte lukke døren op for Ulla. Bent Kirkegaard sansede nemlig ingenting. Han sad fuldstændig paralyseret og holdt krampagtig fast om rattet, mens han stirrede stift på tyren med et blegt ansigt. Jeg kiggede forsigtigt frem. Tyren stod stadig og strålede damp, mens den uafladeligt brølede sit faretruende dybe brøl og skrabede i asfalten med det ene forben. – Gik den til angreb, havde jeg i det mindste bilen at løbe rundt om.

Men jeg skal være ganske ærlig og indrømme, at i det øjeblik følte jeg mig ikke særlig modig. Jeg havde lidt samme fornemmelse, som en tyrefægter må føle, når han første gang går i arenaen. Imidlertid har tyren sikkert nok syntes, at vi nu var tilstrækkelig på afstand af køerne og underdanige nok, men for ligesom at understrege sin magt, løb den hen til et af de store træer ved vejen og hamrede sit store hoved mod det, gang på gang, for at vise, hvad den var i stand til. Da det havde stået på nogen tid, fattede røgterne igen så meget mod, at de gik om bag den og tæskede løs på bagdelen for at drive den hen mod staldene. Pludselig løb den, uden videre modstand, den rigtige vej. – Jeg syntes minsandten pludselig den løb og grinede lidt, da den, med et skævt blik kiggede ned til os. Der var ingen tvivl om, at den havde haft en dejlig dag og man kunne næsten se de beundrende blikke fra køerne, da deres herre og mester stolt galoperede gennem flokken, der ærbødigt veg til side. - Køerne skulle ind gennem en port midt i bygningen.

Denne episode mindedes jeg mange år senere, da jeg engang var til en tyrefægtning i Spanien, hvor tre vilde tyre blev nedlagt. De stod foran toreadorerne på samme måde. Jeg husker pludselig også en historie en spansk tilskuer fortalte mig i en pause. En af de gamle betydningsfulde mænd i byen gik altid til tyrefægtning om søndagen. Hver søndag aften satte han sig ved sit stambord i byens fornemste restaurant og fik altid serveret det samme, nemlig to testikler fra tyren. De havde størrelse som to store frikadeller. Det hed sig, at ved at spise dem, - og det er meget normalt på de kanter, bevarede man sin mandighed og det vil betydningsfulde mænd jo gerne. En søndag aften kom tjeneren som sædvanlig og serverede tallerkenen med de to ”frikadeller” foran den betydningsfulde mand, men denne aften var de dog usædvanlig små. Han spurgte forbløffet tjeneren om, hvad årsagen var? – Beklager señor, - I dag vandt tyren. Nå, - men tilbage til løbet ved Bidstrup. Opgaverne der skulle løses var meget specielle. Ved forrige post havde man fået besked om at opsamle en sten, som skulle afleveres ved næste post, som altså var ved Bidstrup. Her ville man få point efter største vægt. Man må beundre entusiasmen hos veteranbilfolk, for nogle kom med kolossale sten. En enkelt havde, hvor utroligt det end lyder, fået bakset, ja, man kan vel nærmest kalde det en granitblok på ikke mindre end 133 kilo, op på det bagerste af sin MG sportsvogn. Ganske vist ved hjælp af sin kone, men imponerende simpelthen. Knap så høj i hatten blev han imidlertid, da vi fortalte ham, at nu skulle vi se, hvor langt han kunne kaste den,

for det fik man også point for. Vægt og afstand blev så ganget med hinanden. I det her tilfælde fik han lov til at stille stenen på højkant og så vælte den med et sæt. Det gav skam hele én meter. En anden kom kørende med så skæv en vogn, at vi først troede han havde knækket en fjeder. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at han havde en lang granitkantsten liggende på trinbrættet. Andre igen havde en sten på cirka 60 kilo og det var en oplevelse, at se de respektive koners ansigter, når deres mænd i deres fine sommertøj, baksede de snavsede sten op i skødet for at kunne kaste dem længere. – Jo veteranbilfolk er ofte lykkelige mennesker og de er tit gift med yderst tålmodige kvinder.

Næste gang er 1973 Her skal vi besøge Peter Fuglsbjergs bilmuseum i Stenderup ved Horsens. Billeder fra Fionia-Egeskov løb. Klubbens 10 års jubilæumsløb til Himmelbjerget. Billeder fra Blokhus-rally. Det traditionelle Meilgård-Rally. Til havnefest i Lemvig. Veteranbilløb i Horsens. Der falder sikkert også flere oplevelser fra året ind i beretningen.

På gensyn 29