Oplevelser med køretøjer i dvmc 1955 1971 by Knud Erik Guldager

OPLEVELSER

med køretøjer i klubben DVMC Første del 1966-1971 Udgivet i VINTAGE NYT Fra december 2016 til oktober 2017

Klubblad for Dansk Vintage Motor Club Uddrag fra scrapbogen og fortalte oplevelser fra 1966 til 1971

Knud-Erik Guldager 1

Veteranminder fra en svunden tid 1966 og 1967 Jeg deltog i mit allerførste veteranbilløb søndag den 16. oktober 1966. Jeg deltog i en Ford A Cabriolet 1930 og fra den dag begyndte jeg at lave scrapbog over mine oplevelser med mine biler. Der er i alt 11 album med avisudklip og billeder fra klubbens løb til og med 1976. Der er også rutebeskrivelserne og deltagerlister. Det kunne være sjovt engang at lave et nostalgiløb med et af klubbens allerførste løb og køre ad de samme ruter og med de samme opgaver undervejs og måske endda med den samme type præmier. Jeg vil starte denne serie med at fortælle, hvordan jeg fik interessen for vores hobby. Jeg blev gift i 1959 som 24 årig. Vi købte et hus i Risskov og begyndte at få børn. Min hovedhobby dengang var arkæologi på amatørbasis. Det foregik på den måde at jeg hver søndag, fra tidlig forår til sen efterår, drog ud i Midtjylland og ”støvsugede” pløjemarker for især pilespidser fra ærtebølle tiden. Af og til fandt vi også mindre flinteøkser og brudstykke af disse samt andre redskaber. Senere udviklede det sig til at udgrave specielle bopladser, som ellers ville blive ødelagt af grusgravning og som museerne ikke havde tid og mandskab til selv at udgrave. Vi fik så lov, da fundene ellers ville forsvinde og blive strøet ud som grus på vejene eller brugt til byggeri. Museet havde dog førsteret, hvis vi fandt noget specielt.

Jeg fandt masser af ben- og hjortaks redskaber, samt store stejler fra urokser. Nogle af disse ting har jeg nu hængende på væggen i pejsestuen. (Læs evt. ”Uddrag fra mine erindringer: Amatørarkæol ogi 1960 – 1965” på min hjemmeside)

Men, - denne hobby var jo ikke ligefrem egnet til en nybagt familiefar. Dengang havde de fleste hjem endnu ikke vaskemaskiner, opvaskemaskiner, køleskabe og vi havde heller ikke haft råd til at anskaffe nogle af disse ting, så min bedre halvdel havde nok at lave. Jeg arbejdede tit, - ja, næsten hver dag til klokken 19 om aftenen og om lørdagen til klokken tre i vores firma, og når jeg så også var hjemmefra det meste af søndagen, begyndte jeg at få en lidt dårlig samvittighed over at hjælpe så lidt til med husholdning og børneopdragelse derhjemme. Jeg måtte se at finde mig en mere familievenlig hobby og det blev så begyndelsen til mit liv med veterankøretøjer.

En af mine svogre, der var taxa vognmand, havde fire børn, og ikke råd til en almindelig bil, så han købte en Ford A Sedan, som han ville reparere og bruge som privatbil. Han fik den imidlertid aldrig gjort færdig, så den stod blot i et hjørne i haven. Der stod den i et par år. Så en dag i 1965 gik jeg forbi den, - det var på det tidspunkt jeg søgte en ny hobby, og pludselig fik jeg øjnene op for gamle bilers charme. Jeg satte mig ind på forsædet og kiggede ud over kølerhjælmen og på de blanke rustfrie forlygter. Jeg tog fat om rattet og blev med mig selv straks enig om, at en gammel bil også kunne være historisk interessant og besluttede lige på stedet, at jeg også ville have en gammel bil, men blot skulle det være en åben og helst en model med en bagklap, hvor mine børn kunne sidde, ligesom Rip, Rap og Rup i de Anders And blade de læste. - Det ville de elske. Men hvor skulle jeg finde en sådan. Den måtte heller ikke koste for mange penge, da alle mine penge gik til hus og familie. - Der var ikke mange til luksus. En dag var vi til konfirmation hos familien i Randers. Der var samlet mange mennesker fra store dele af Jylland, og de holdt mange taler, hvor de ævlede løs for den stakkels konfirmand om den store overgang fra barn til voksen. Gæsterne var ved at blive godt trætte af de mange taler og deres mad var for længst blevet kold. Pludselig jeg fik en god idé. – Når der nu var samlet så mange mennesker

fra nær og fjern, så var der måske nogen der vidste, hvor der holdt en Ford A af den model jeg søgte. Jeg rejste mig resolut op og slog på glasset. Jeg kunne tydeligt se, at gæsterne tænkte: - Åh nej. – Ikke flere taler, - men jeg beroligede dem ved at sige: - Jeg vil slet ikke holde tale, men jeg vil blot spørge om der er nogen i selskabet der ved hvor der holder en åben to personers Ford A. – De grinede lidt, men en mand fra Vojens sagde: - Det gør jeg. Den holder hjemme i min have, og jeg vil godt sælge den. Jeg brugte den som traktor til at harve haven med, da jeg anlagde græsplænen. Det var jo herligt, men jeg sagde, at den var nødt til at være billig, da jeg i øjeblikket ikke havde så mange penge tilovers. – Du skal få den for 250 kroner, men så skal du også selv hente den - og den kan skam køre! - Jeg lånte en lille lastbil og kørte ned til Vojens og hentede den. Jeg kørte den selv op på ladet. Jeg mindes hjemturen med min gamle bil på ladet. Jeg følte det, som havde jeg fundet en guldskat, - jeg var jo stadig amatørarkæolog. Jeg følte en stor ubeskrivelig indre glæde og på hele hjemturen drømte jeg om, hvor herligt det ville være at køre gennem sommerlandet sammen med familien i en åben bil fra en svunden tid.

Jeg skilte den delvis ad i en næsten åben carport lavet af gamle symaskinetrækasser. Skærmene blev godt udfyldt med plasticpadding, som man nu gjorde dengang. Den blev sendt til maler og karetmageren lavede en ny sort kaleche. Motoren blev blot rengjort og malet. Den gik fint. Jeg havde jo aldrig prøvet at restaurere en bil før og havde i starten ikke megen forstand på det, men lærte en del undervejs. Jeg havde dog haft en Skylon knallert som tit blev adskilt og en BMW motorcykel fra 1938, som jeg restaurerede i 1957. (Læs evt. ”Oplevelser fra knallertens ungdom” på min hjemmeside). Det gik fint og den blev synet og fik nummerplader på og vi kørte på en uges sommerferie ovre på vestkysten og bilen opførte sig eksemplarisk.

Jeg anede ikke at der fandtes noget som klubber for gamle biler før jeg en dag i efteråret fandt et kort fra Dansk Vintage Motor Club i forruden.

Herpå kunne jeg se der blev holdt møder på Årslev Kro hver den anden tirsdag i måneden kl. 1930, og da den dag kom, kørte jeg ud mod kroen. Nede på Ringgaden holdt der en Ford A Sedan og to mænd stod og rodede i motorrummet. Jeg standsede selvfølgelig op for at se hvad der skete. De to personer var den meget omtalte formand Bertie Toré og kassereren Torben Aagaard fra netop DVMC. De kunne ikke starte motoren, skønt de prøvede flere gange. Jeg skulle i hvert fald ikke gøre mig klog som absolut nybegynder, men jeg fortalte, at jeg netop var på vej for at melde mig ind i klubben. Det blev de glade for, men fortsatte deres hidtil forgæves forsøg på at starte motoren. Det var især strømfordeleren de arbejdede med og pludselig så jeg, at rotoren lå oppe ved benzindækslet på torpedoen, så jeg blev hurtigt klar over årsagen til den manglende start. Nu kunne det let blive pinligt for de to, at de blev afsløret af en nybegynder i at have glemt at sætte rotoren i, så hvis jeg hoverede, ville det være en skidt start i klubben for mig, så diplomatisk spurgte jeg ganske uskyldigt: - Hvad er det for en ting der ligger deroppe? – De så hurtigt på hinanden og Toré sagde: - Så skulle da også f….. stå i det. - Hurtigt satte de rotoren på og motoren startede straks og vi fulgtes ad til kroen, hvor jeg selvfølgelig ikke fortalte de andre den lidt dumme historie. Det var mit første møde med DVMC. Jeg blev hurtigt et flittigt medlem og deltog i mit første veteranbilløb, der som tidligere nævnt allerede fandt sted den 16. oktober 1966.

Vi startede inde i gården hos mejeriet Enigheden ved krydset Ringgaden og Silkeborgvej. Der var fremmødt hele 19 biler, hvilket var ret mange dengang. Vejret var meget tåget den dag og starten blev lidt forsinket blandt andet fordi en af deltagerne rask startede i bakgear og derved påkørte den bagved holdende vogn. Vi blev skam ellers startet af årets frk. Århus: - Tove Schou Frederiksen.

Turen gik til Ebeltoft og løbet var det første af en lang serie i årene frem. Ebeltoft by havde fået lavet et flot relief af en gammel bil udskåret i moseeg af en træskærer. Det blev udsat som vandrepræmie til den flotteste veteranbil efter publikums valg, og skønt det var vores første løb var min Ford A så heldig at vinde den.

Nu havde skulle jeg forlod de 23. Disse

jeg rigtig fået blod på tanden og selvfølgelig videre i denne hobby. Ved møderne på kroen fleste medlemmer tobakstågerne mellem 22 og tobakståger var en pestilens for mig, for på

grund af dårlig udluftning hang de til sidst ned i øjenhøjde selvom man sad ned. Nu har jeg aldrig selv røget, så mine øjne løb i vand og jeg fik åndenød og måtte af og til gå udenfor for at få lidt frisk luft og blive genoplivet. Alle røg jo dengang, så når de opdagede, at jeg ikke røg, spurgte de bekymrede om jeg var syg. – Ak ja, det var dengang og for mig er det bedre tider nu. Men der var dog en lille gruppe, - og den blev jeg hurtigt en del af, - der blev til værten, temmelig uhøfligt, syntes jeg, smed os ud ved midnatstide. Det er ikke bare en talemåde, nej, det skete faktisk hver eneste klubaften i Torés tid. Når tjenerne og værten havde ryddet op i de andre lokaler i kroen var det absolut slut for os og da var klokken tit tæt ved halv et om natten. Jeg havde jo opdaget, at de blev og regnede med, at de nok talte om ting de almindelige medlemmer ikke skulle høre. - Sådan var det nu dengang, så jeg blev også. Min anelse kom til at holde stik, for på november mødet spurgte jeg dem om de vidste om nogen havde en åben Ford T til salg, som medlemmerne ikke havde fået noget at vide om. Der var allerede enkelte lukkede Ford T i klubben, men jeg ville helst have en åben Touring. Det var der åbenbart, for Toré siger pludselig, - efter en tøven og med en lidt skadefro stemmeføring, - at så kunne jeg jo bare tage ud til urmageren i Nimtofte og købe hans, for den var til salg. De havde nemlig fået et brev fra ham, om de ville være behjælpelige med at værdisætte den, men denne oplysning havde de ikke ladet gå videre. De ville simpelthen se, om de ikke selv kunne udnytte dette tilbud, før de lod det gå videre til medlemmerne. Den slags fik jeg lavet grundigt om på da

jeg blev formand. – Hvad forlanger han for den? – Det vidste de ikke, men de havde hørt at urmageren ville sælge den for højeste bud. Der var ingen af dem der havde penge nok til at byde på den og det havde jeg faktisk heller ikke, men jeg tog straks dagen efter ud til Nimtofte og gav mit bud. Men det er en lang historie, som jeg må gemme til en anden gang. (Hvis der er nogen der ikke kan vente med denne historie, kan de gå ind på min hjemmeside www.keguldager.dk og læse: ”Henrys og min Ford T”) Resultatet blev imidlertid, at jeg til næste klubmøde i december mødte op i urmagerens Ford T Touring årgang 1926, synet og indregistreret. Det er underdrevet at sige at de måbede. De tabte næsten både næse og mund i begyndelsen, men begyndte så at udspørge mig. Den havde været indregistreret, fuldstændig original og uden rust og i en så god stand, at jeg bare kunne køre til syn efter lige at have smurt den og strammet bremserne.

Her er den til syn i snevejr, hvilket er den eneste gang den har kørt i sne i de 50 år jeg nu har haft den. Den holder i den lange række af varevogne der skal synes for at få papegøjeplader på inden jul.

Den deltog i mange løb også i de to sidste af de meget omtalte Himmelbjergløb for Ford T, hvor den i 1967 vandt 5. præmie blandt 25 vogne fra både England og Sverige, men dog flest danske, - for mest velholdte. 30. juli 1967 deltog klubben i et løb i anledning af dyrskue i Hammel og her blev Ford T’en igen kåret som den mest interessante vogn og Knud Hansen blev vinder af løbet i sin Ford A halv tons varevogn.

Avisen skrev under billedet: Man føler sig næsten hensat til de glade tyvere.

Den 1. oktober kørte vi årets Ebeltoft Rally, som det lidt fint hed, (Toré gik jo ikke i små sko) - for anden gang. Der kom en bogtrykt løbsbeskrivelse, da to af medlemmerne var bogtrykkersønner. Her starter Bertie Toré med det ternede flag, som klubben stadig opbevarer. Måske skulle vi køre et nostalgiløb til Ebeltoft efter den gamle rutebeskrivelse, som jeg stadig gemmer. Minsandten om Ford T’en ikke også vandt publikums afstemningen dette år.

Vi startede fra teatertrappen foran Aarhus teater og Toré var altid fantastisk til at advisere pressen, så byens aviser var tilstede, når vi startede vores løb og det gav god reklame for klubben, der jo var ret nystartet. Det tog jeg ved lære af, da jeg blev formand og brugte samme taktik ved vore fremtidige løb. Især når vi startede fra teatertrappen, som her i 1967.

Det var så i store træk, hvad scrapbogen rummede i 1966 og 1967. Denne, den første, rummer nemlig to år. De efterfølgende, der er fyldt med begivenheder, rummer et år hver. Næste gang i 1968 skal vi rydde en gammel afdød huggers lager i Varde. Der var mange spændende ting. Til TV optagelser i gangsterudstyr med Tommyguns. Vi skal til et af Aage Lourings veteranbilløb i Gjern. Til et Lillebæltsløb og til det 10. og sidste internationale ”Ford T Rally” til Himmelbjerget. Til "Sankthans Rally” i Mariager. Til et stort ”Egeskov Veteran Rally”. På besøg på Aalholm museet og Møens Klint. Vi skal til ”Ambulancedag” i Hobro. Til ”Pindsmølleløb”. Til Rally ”Vejle-Århus”. Høre om klubbens nystartede reservedelslager, og det tredje ”Ebeltoft Rally”. På besøg på diverse huggerpladser. Der skete meget i 1968, så glæd Jer til næste gang.

Knud-Erik Guldager

Veteranminder fra en svunden tid 1968 Året begyndte således.

4. april kl. 12.15.

-. Sted Stadionhallen i Aarhus.

Ned gennem alléen kommer tre højbenede Ford’er. Hornmusik fra de to forreste, spredt skydning fra den bagerste. De ruller op foran indgangen, en håndfuld nobelt klædte musikere vælter ud fra to af vognene og tager Stadionhallen i besiddelse. (Kærne orkestret). Taget løfter sig over musikken, der tiltager i styrke og lyder rædselsfuldt, men skønt. To gangstere med tommyguns hopper ud af sidste vogn, og en stor kleppert – ligner Jens Okking til forveksling – hives ud. Med hænderne bag nakken føres han af gangsterne ind i Stadionhallen. Han forsøger at undvige, men et stød af en maskinpistol i hans polstrede vom får ham til at lystre. I søjlehallen overvældes gangsterne af larmen fra orkestret. De glemmer Jens Okking-skikkelsen, der springer op på et podie, river mikrofonen ud af hånden på en kjoleklædt herre og begynder at synge sit hjemlands vemodige sange. Pludselig skifter hele sceneriet. Jens Okking er stukket af og vi befinder os nu nede på havnen, hvor gangsterne igen overmander og tilfangetager ham. Han bliver, trods stor modstand, fra den temmelig stærke mand, væltet omkuld og trykket forsvarligt ned i de hårde brosten. Han

brokker sig lidt over den hårde behandling, drejer hovedet og hvæser: - Husk lige: - Det er kun for sjov. Og det er det klubmedlemmer Knud Knud-Erik Guldager. for TV producere og

nemlig, for gangsterne er tre Hansen, Bertie Toré og undertegnede Vi deltager i vore biler i en øvelse vi havde en herlig dag.

En rigtig ”huggertur” Tidligere på året hørte vi i klubben at en gammel ophugger nede i Varde var død. Et gammelt ord siger: Den enes død, den andens brød, så vi håbede der var noget til os. Det var selvfølgelig synd for enken at manden var død, men han opnåede en høj alder, så det var meget naturligt. Han havde været ophugger i rigtig mange år og havde ophugget biler helt tilbage fra første verdenskrig. Han boede på en stor gammel firlænget gård i Vardes udkant, så der var plads nok til at gemme rigtig mange ting. Det havde vi i vores fantasi i hvert fald forestillet os og det kom også til at passe.

Jeg aftalte med to klubmedlemmer i Ormslev, nemlig Aksel og hans søn Søren, at vi skulle skynde os ned til Varde og besøge enken inden det hele blev ryddet. De var ved at opbygge en Ford T fra omkring 1923 af ene reservedele. Jeg ville også, for en sikkerheds skyld, redde mig ekstra dele som reserve til min ellers yderst velholdte Ford T. Nu lyder overskriften - En rigtig ”huggertur” og nu omtaler jeg min del som ”rovet”. Jeg vil for god ordens skyld fortælle, at vi selvfølgelig betalte den stakkels efterladte enke en anstændig pris for alt det vi kørte bort med. Hendes mand havde ikke været god til at gemme penge, så vi gjorde virkelig alt for at behandle hende korrekt og det var let nok, for hun forlangte slet ikke ublu priser. Vi fandt masser af ”stumper”, se bare disse billeder, og det er bare min del af ”rovet”.

Jeg havde en stor Ford Zephyr mk. III, med et stort bagagerum og det blev fyldt så meget op, at vi blev nødt til at fylde bagsædet og al pladsen bag forsædet med alskens dele også. Zephyren havde ratgear og bænksæde, så vi kunne sagtens sidde tre mand foran. Der var dog så meget overlæs, at jeg foretrak at køre på de mere ydmyge veje på den lange tilbagetur fra Varde. Vi kørte på små veje inde på Jyllands højderyg. ”Overlæsset” skulle dog læsses af i Ormslev, så jeg kunne godt køre hjem gennem byen til Risskov med god samvittighed. Der var en sjov episode nede på huggergården, som jeg husker krystalklart. Oppe på loftet af selve stuehuset havde der aldrig været værelser, som det ellers var kutymen dengang. Det var ét stort åbent rum. Helt åben var det nu ikke, for det var fyldt op med en masse reservedele, store og små mellem hinanden, ligesom de nu var lagt op gennem tiderne. Der var en trappe derop i hver ende af huset og Søren tog den ene og jeg den anden og vi begyndte at lede og samle i dynge. Da vi når næsten hen til midten, opdager vi på samme tid et herligt ”fedemandsrat” til Ford T. Det var en lækkerbisken for os begge, så uden at tænke på risikoen, kaster vi os frem,

over strittende gearstænger uden knop og lignende spidse ting, for at komme først hen til rattet. Søren nåede det en håndsbredde før mig, så han gik af med sejren og jeg har det lidt svært med at sige, at det var ham velundt, men selvfølgelig, – han kom jo først, så jeg måtte bide i det sure æble. Hvad er et ”fedemandsrat” vil nogen måske spørge? Det er et rat der kan forskubbes op, medens man stiger ind på førerpladsen. Der er nemlig ikke ret meget plads i en Ford T mellem rattet og sædet, så kraftige mennesker har svært ved at få deres tykke lår under rattet. - Når man først sidder der, har man et lår på hver side af rattet. Der findes flere hjælpemidler til kraftige mennesker, f.eks. et ”fedemandsgreb” til håndbremser. Jeg har et sådant i min Ford V/8 Roadster fra 1932. Her sidder håndbremsen så langt inde, at selv jeg, der dog ikke har en fyldig vom, har ret svært ved at nå den.

Den 4. maj Denne dag deltog flere af vores medlemmer i Aage Lourings årlige Gjern-løb. Dengang var ruterne til løb beskrevet på mange måder. Der var for eksempel den meget brugte ”tulipan” skiltning og den mere simple skrevne rute. Arrangørerne af dette løb havde taget forbehold. Man var overhovedet ikke blødsøden dengang og man var ”Dis”.

Løbsbeskrivelsen til turen starter således og er alvorlig ment, - eller er det? ”Ruten er forklaret på samme måde, som hvis De spørger en tilfældig forbipasserende om vej. Evt. misvisende forklaringer er ens for alle deltagere, arrangørerne fralægger sig derfor som sædvanligt alt ansvar, og ingen erstatning vil blive udbetalt, hvis man ikke kan finde frem til kaffen, som serveres fra kl. 16.00 hos Skovridder Christiansen i Svejbæk. – Idealtid for turen 40 km/timen. ” Der deltog mange rigtig gamle biler i dette løb. Ry Andersen kørte i sin Germaine fra 1907.

Jeg kan se at det er min Ford Zephyr der holder i baggrunden.

Der var en Morgan Aero fra 1929 med Jap motor. Min billet museet.

til

Jeg kørte i min Ford T 1926 med vindskærm til passagererne monteret.

Der var indlagt en bakkeprøve undervejs i det kuperede terræn og det sluttede med det store kolde bord på Resenbro kro. - Ja, det var tider dengang.

16. juni 1968

kørtes det 10. og sidste af de rigtige Ford T Rally til Himmelbjerget. Der deltog 40 Ford T fra ind- og udland. Jeg var så heldig at blive nummer 2 for mest velholdte Ford T. Det var jeg lidt stolt af i det selskab, for jeg havde kun haft min bil i halvandet år. Nu har jeg haft den i 50.

Der var skam maskinkontrol inden start. Der stod: ”Syn af vognens sikkerhedsmæssige stand finder sted før start. Motorerne skal være af samme mærke som vognene, (lyder det ikke lidt mærkeligt, når alle vognene var Ford T?) men med hensyn til årgang tolereres få års afvigelser. Den angivne rute skal nøje overholdes. Fejlkørsel skal, så snart køreren opdager den, rettes, og vognen køres tilbage til det sted hvor fejlen blev begået”. - Disse løb var nemlig rigtige orienteringsløb med idealtider og kontrolkort. Jeg blev nummer 4 i selve løbet og det kan jeg huske, at jeg var glad for under de skrappe betingelser. Jeg havde dog i halvtredserne kørt mange rigtige orienteringsløb på motorcykel sammen med min fætter, så jeg havde nogen erfaring derfra.

23. juni.

- Nu kommer vi til et af de mere minderige og dejlige klubløb, nemlig ”Sankts Hans Rallyet” til Mariager. Netop på veteranbanens indvielsesdag kørte vi fra Handest til Mariager i veterantog med damplokomotiv. – En herlig oplevelse for alle med familie og børn. Vi startede foran teatret og kom på forsiden af Demokraten. - Toré havde igen adviseret pressen. Klubben kan takke ham for megen god PR i de unge dage.

Som avisen skrev: Det er ikke en heks der skal til Bloksbjerg, der står på trinbrættet, men en frk. Århus kandidat, der hed Berit Brolund Jensen. - Hun steg dog af bilen igen da vi kørte! Veteranbanen havde en herlig Ford A 1929 som skinnebil. Der stod i indbydelsen bl. a.: ”Traditionen tro medbringer vi madkurvene. Vi har en aftale med værten på ”Hotel Mariager” så vi kan spise vores medbragte mad i salen. Der må naturligvis ikke medbringes drikkevarer. Efter at have hygget os med jernbanefolkene, sætter vi punktum for en festlig dag med præmieuddeling og fælles kaffebord. – Startgebyr kr. 10.50. ”

Den 30. juni

deltog flere af klubbens vogne i Egeskov Veteranbil Rally. Her tog man også selve løbet alvorligt. Vi kørte efter ”Tulipan” skitser, så man skulle koncentrere sig for at finde vej. Vi havde et plomberet vejkort med, hvis vi kom i nød, men det kostede mange strafpoint, hvis vi brød plomben. Mon ikke det hedder ”tulipan” fordi skitserne ligner noget der er skudt op af et løg? Der deltog mange biler,

bl.a. ikke mindre end 7 Rolls Royce fra England. Dennis Hebsgaard deltog i sin Bugatti 1911. Vi deltog i vores Ford T. Vi fortsatte turen til Aalholm bilmuseum og videre til Møens Klint og med færgen hjem over Storebælt, så det var en lang tur for en Ford T og vores to drenge på 3 og 8 år, men alle klarede det fint. Vi boede på campingpladser og kom i forskellige aviser undervejs.

Den 25. august Så skal vi til den navnkundige ”Ambulancedag” i Hobro. Den første ambulance byen sparede op til ved hjælp af fester, var en Adler i 1920. Senere var det en Buick 1928. Den er de så stolte af, at de holder en festdag for den en gang om året og det har man gjort lige siden og den holdes stadig hvert år i september. Bilen eksisterer stadig i bedste velgående. Buick’en kendte jeg godt, for jeg husker, som barn i Hobro i 1942, at den kom for fuld udrykning med gult flag og horn, og hentede en af vores legekammerater. Det var en pige på seks år, der under en tur på kælkebakken ved smeden, havde fået kinden flået op af et pigtrådshegn for enden af kælkebakken. Det var en dramatisk oplevelse for os, for hun blødte og græd meget. Dengang var alle marker hegnet med pigtråd og vi skulle kaste os af slæden før vi nåede hegnet. - Det huskede de fleste godt, men ikke denne pige.

Ambulancedagen blev en festlig dag, hvor Svend Nicolaisens radio-danseorkester, Raquel Rastenni, Lily Broberg og Louis Miehe Renard underholdt. - De gik skam ikke i små sko i Hobro.

Den 1. september Nu skal vi til et af vores egne klub løb, nemlig Pinds Mølle løbet. Der kom som altid en flot indbydelse fra de to bogtrykkere i bestyrelsen.

Det var et fredeligt og ikke så stort et løb med indlagte prøver af forskellig art, for eksempel denne, hvor man skulle gætte bilfabrikater. - Jeg tror jeg ramte rigtigt!

Jeg har kun et billede fra dette løb. Det er til gengæld med stråhat, familie og det hele.

Den 7. september. Allerede lørdagen efter var vi ude igen. Nu var det løbet i anledning af Århus Festuge, nemlig ”Rally Århus” der startede i Vejle og endte i Århus. Det var et ”Pålidelighedsløb for veteranmotorkøretøjer”, som det så flot annonceredes. Også her var der teknisk kontrol inden start, da det var den navnkundige Knud Arhøj der stod for selve løbet. Det var faktisk et vaskeægte orienteringsløb for de mere erfarne, så jeg indforskrev min fætter Thorkild, som jeg kørte orienteringsløb med i 50’erne. Han skulle så styre kortet og tiderne, medens jeg skulle styre min Ford T. Han fortalte, når jeg skulle tage det lidt med ro eller skynde mig for at holde idealtiden og det kom der pludselig en dramatisk situation ud af. Vi kørte på en smal grusvej der gik ned i en slugt. Nede på midten var der et uoverskueligt sving til venstre og jeg tog farten lidt af. – Kom nu, sagde Thorkild. – Vi er bagefter tiden. – Ja, ja, sagde jeg og satte farten lidt op ned ad bakken, - men så håber jeg da ikke vi møder en traktor med en høstmaskine nede i svinget! Aldrig så snart jeg havde sagt det, rundede vi svinget og hvad kommer op imod os. – Lige netop en traktor med en

høstmaskine og den havde i forvejen svært ved at komme frem på den smalle vej med de stejle sider. Hurtigt som et lyn knaldede jeg bremserne i og trak håndbremsen. Nu bremser en Ford T kun på baghjulene, så de blokerede straks på gruset, men vognen fortsatte blot fremad ned mod traktoren, hvor føreren var standset. Han sad nu ligbleg og ventede på det uundgåelige. Jeg vred rattet til venstre op mod skrænten så bilen skred ud. Nu håbede jeg blot på at den ikke tippede over og væltede. - Sekunderne er lange, når man sidder hjælpeløst ventende i en sidelæns skridende bil. Vi standsede skråt sidelæns cirka to meter foran traktoren og nu kom alt støvet og sandet, vi havde hvirvlet op, dalende ned over os. Vi sad alle tre som forstenede, men pludselig lettede den dramatiske stemning og jeg bakkede Ford’en op til toppen af bakken, så traktoren kunne komme helt op og vi kunne komme videre, for nu skulle vi virkelig skynde os. Men vi må have gjort resten godt nok, for vi blev nummer fire i løbet og det var ret godt i det skrappe selskab, for mange havde professionelle orienteringskørerer med.

Den 18. oktober.

Toré var nu ude af klubben og

Erik Valentin var blevet formand og jeg næstformand. Den nye bestyrelse beslutter at gøre tingene på en lidt anderledes måde. Toré havde været fantastisk til at skaffe PR til klubben, men selve klubarbejdet var ikke så vellykket, så derfor blev han valgt ud. Det tredje ”Ebeltoft Rally” løber af stablen. Nu havde vi lært noget, så løbet skulle gennemføres på nøjagtig to

timer og da det strakte sig over præcis 60 kilometer vil det sige at der skulle køres med en gennemsnitshastighed på 30 km/t, så konerne fik travlt! - Der var mange præmier.

Der var stadig flertal af Ford A i klubben Der var publikumsafstemning om mest velholdte bil og den blev vundet af den unge Frank Studstrup med sin flotte Ford T Sedan 1926. Han fik overrakt Ebeltoft by’s vandrepræmie, det smukke træsnit i moseeg af en gammel bil. Lars Thygesen, Århus blev nr. 2 med sin Peugeot 1931. Nr. 3 blev Heinrich Mathiesen, Århus i sin Chevrolet 1931 a point med Chr. Østergaard i Ford A 1930. Frank Studstrup får overrakt den flotte vandrepræmie af undertegnede.

Selve løbet blev vundet af Carsten Mikkelsen, Fårup ved Randers i Ford A Coupé 1930. Nr. 2 blev Jens Bøje, Kolind i Ford A 1930 og nr. 3 blev Hans Krogh, Århus i Ford A 1930. Der var ellers stil over klubbens julehilsen til medlemmerne det år. Det er helt sikkert en af Torés ideer og bogtrykkerbrødrene har trykt den i god tid. ”Hjulehilsenen” blev så alligevel udsendt, skønt Toré ikke længere var formand.

Næste gang er 1969 Vi skal til indvielse af den nye Limfjordstunnel i Ålborg. Vi skal til ”Gudenå-løbet”, Gjern – Himmelbjerget. Lillebæltsløb. Det allerførste ”Meilgårds-Rally. Ford A slagtning i Fårup. Vi kører med i ”Funen International Veteran Rally” sammen med Prinsesse Benedikte og Prins Richard. 128 biler deltog. Ford A landsstævne på Ejer Bavnehøj. Juelsminde løb. Dramatisk historie om en næsten købt Ford T Coupé 1919. Det store ”Rally Aarhus” Vi skal møde ”Stodder månelanding i Svinkløv.

kronprinsen”

Fagenes fest på stadion i Aarhus. Kimbrerfest i Års. Og selvfølgelig til Ebeltoft-Rally.

Blokhus.

Til

Veteranminder fra en svunden tid 1969 Den 6. maj kørte over 20 køretøjer fra klubben op til Ålborg for at indvie den nye ”Limfjordstunnel”. Det var en stor dag for Ålborg og sandelig også for os. Erik Valentin var formand og han stillede skam ret skrappe krav til vores udklædning og køretøjernes originalitet, for vi skulle jo repræsentere klubben pænt. Han skrev: Vognfører og passagerer skal tilstræbe en påklædning der korresponderer med køretøjets årgang. Til damerne foreslås charleston kostume med klokkehat e.l. Til herrerne: Storternet jakke, neutrale benklæder (eller storternet jakkesæt), hvidt kravetøj med stor sløjfe og stråhat, eller mørkt toradet jakkesæt (diplomatjaket), hvid skjorte med stor sløjfe og bowlerhat. Vedr. vognenes udseende: Det vil ikke blive tilladt vogne at deltage, dersom de er udstyret med radioantenner, flagstænger, med eller uden flag, tågelygter, spotlights, eller andre uvedkommende genstande monteret. Alle vogne skal bære klubemblemet. (Det kan købes hos kassereren). I øvrigt skulle vogne, der ikke nåede frem til mødestedet i Nr. Sundby den 6. maj kl. 8.00 om morgenen, ikke forvente at kunne deltage i arrangementet. - Ak ja, vi tog skam tingene meget højtideligt dengang. Det gjorde pressen åbenbart ikke, for se blot denne notits.

For at være sikker. Alle glæder sig over den nye tunnel, men en enkelt, og han er naturligvis fra Århus, er dog en smule skeptisk med hensyn til den underjordiske tunnels holdbarhed. - Man ved jo aldrig om dem fra Ålborg får det til at gå i fisk og så er det bedst selv at være en, sagde den skeptiske århusianer og tilføjede, at han havde betalt karosserifabrikken for halepartiet med en særlig finneløn. Deltagerne levede skam til fulde op til kravene og vi fik alle en medaljemønt til minde om dagen.

Ålborgs borgmester Thorvald Christensen uddelte præmierne. Mange af klubmedlemm erne så på. Det blev en spændende dag. Kong Frederik, der foretog selve indvielsen, kørte, som den første, gennem tunnelen fra syd i sin åbne Bentley. Vi kørte som de første fra nord mod syd.

Det dengang populære ”Kærne” orkester deltog også her. Jeg kan huske, at en af dem havde det ene ben i gips, men det udnyttede de kun til at lave en danseopvisning med gipsben.

Vi havde først været henne på rådhuset i Nørre Sundby og hente byrådet og de kørte med i bilerne hen til tunnelen. Dengang var der en populær radioudsendelse, der hed ”Køreklar” og her blev formanden Erik Valentin interviewet i flere minutter, hvorunder han fortalte om klubben. Udsendelsen kom jo ud til hele landet, så det var god PR for os. Jeg kan dog også huske, at forplejningen var lidt ringe med nogle kolde frikadeller i et telt, men ellers var det en god oplevelse.

Gudenå-løbet Vi lå bestemt ikke på den lade side dengang, for allerede fire dage efter, den 10. maj, deltog nogle af klubbens vogne i ”Gudenå-Løbet” fra Gjern til Himmelbjerget. Vi var nogle få stykker, der var medlem af begge klubber. Det var et løb under regi af Dansk Veteranbil Klub arrangeret af Aage Louring i Gjern og skovridder E. Christiansen i Svejbæk og igen gik det lidt højtideligt til. Der deltog 29 vogne. Løbet skulle køres med en gennemsnitshastighed af 30 km i timen og til løsning af opgaver måtte der medgå 5 minutter, som dog, allernådigst, ville blive fradraget den samlede køretid. Der måtte kun benyttes vognens originale instrumenter. Alle andre instrumenter skulle overdækkes af vognens ejer inden start. Der var kun skjulte tidskontroller på ruten.

Der var en skreven rutebetegnelse og noget af den lød så højtideligt som sådan: - De kører nu gennem Saltenådalen og igennem godset Højkol’s Skove. Når De kommer ud af skoven er De på godset Løvenholt’s jorder, og så videre. – I Veteranbilklubben foregik tingene på et højere plan, da de gamle medlemmer i klubben tit var højt uddannede. Starten ved museet i Gjern.

Lillebælt-løb 7. juni 1969 kørte vi ned til ”Lillebælts-Løbet” i Fredericia. Der deltog ikke mindre end 25 biler og 26 motorcykler, hvoraf den ældste var fra 1922 og den yngste fra 1934. Det vil sige at det ældste køretøj var 47 år gammel og det yngste 35 år. Der nu er der gået 47 år siden dette løb, hvor der kun deltog biler fra tyverne og trediverne. Efterhånden som vore medlemmers fødselsdatoer skrider frem er det vel ikke så mærkeligt, at køretøjernes årgange skrider tilsvarende frem. Deres årgang er i dag ikke meget forskellig fra dengang. En MG fra 1960 er jo 56 år gammel og en BMW 2002 fra 1974 er 42 år. - Det er der sommetider nogle af de ældste medlemmer der glemmer, tror jeg.

Her er et tidløst billede af en deltager i en herlig gammel MG J 2 fra 1932.

Vi kørte også her efter en skreven vejledning og konerne, der som regel var observatører, skulle skam holde tungen lige i munden, når de skulle læse en sådan vejledning i en veteranbil, der rystende så meget, at skriften flimrede. De skulle heller ikke lave mange fejl, før manden ved rattet brølede op. Der var tit en ret trykket stemning i en bil lige efter et løb. Børnene på bagsæderne turde ikke sige noget, mens diskussionerne gik på forsæderne. Jeg har selv prøvet det flere gange. – Men det var nu heller ikke nemt for konerne, for slet ikke at tale om de koner, der sad på bagsæderne af motorcyklerne. De skulle både holde fast, læse og dirigere manden. Prøv lige at læse lidt af teksten, der var skrevet ud i ét, og forestil Jer hvordan det var at løse denne opgave under de forhold: Hold til venstre i vejgaffel, (ved rød postkasse) og drej til højre i T–kryds ved sportsplads. Ved Pjedsted Smede-og maskinværksted drejes til venstre. Kør tværs over A-18, forbi ”Højgård” og derefter til højre i vejkryds mod Herslev. Drej til venstre i 1. kryds og til venstre igen ved vejskilt, der viser mod Fredericia. Hvor vejen går til Tolstrup, drejes til højre. Kør lige ud, videre ad grusvej og drej til venstre, når De når den asfalterede vej, og følg denne ud til A-18. Ved A-18 drejes til højre og efter 700 m til venstre ad Mølleskovvej mod Erritsø. Efter 1500 m til højre ad Møllebanken til ”Oliemøllens” parkeringsplads, hvor der er MANØVREPRØVE. - Dette var blot en lille del af løbet, så det er klart at konen skulle koncentrere sig, samtidig med at hun skulle holde øje med de mindreårige børn på bagsædet, for det havde manden nemlig slet ikke tid til. - Han havde jo nok

at gøre med at styre og skifte gear i sin ”stolthed”, mente han da selv.

Mål i Taulov

Om aftenen var der præmieuddeling, middag og dans på ”Kryb-i-Ly Kro”. - Der var nu mange gode og hyggelige dage dengang. - Løbet var arrangeret af Dansk Veteranbil Klub.

MEJLGÅRD-RALLY Allerede ugen efter, nemlig søndag den 15. juni, kørte vi det allerførste ”Mejlgård-rally”. Det førte til en lang række af løb til Mejlgård. Dengang kaldte alle klubber et løb for et Rally. Sikkert fordi det smagte lidt af fugl, som for eksempel Monte Carly-Rally, så derfor blev vores også til et ”Rally”. Vi, i løbsledelsen, havde været ude og lave en aftale med Mejlgård godsets ejer, hofjægermester Niels Iuel, der var direkte efterkommer af søhelten af samme navn. Han

var så begejstret for ideen, at han overlod godsets tennisbane midt i parken til parkeringsplads, medens vi opholdt os på Mejlgård. Det var nu også til fordel for ham, idet vi så afholdt vores kaffebord i slottets cafeteria, der lå i en tidligere staldbygning. Slottet havde også en af de, på den tid så populære, store blomsterparker. Løbet blev kørt efter tulipanskitser og der var hemmelige tidskontroller og opgaver undervejs. Gennemsnitshastigheden var 35 kilometer. Jeg var løbsleder og jeg havde skrevet i det udleverede løbsreglement: - Det anbefales at l æ s e denne køreordre og opgavekupon grundigt inden start, og evt. overlade de forskellige opgaver til passagerne, så disse også aktiveres og føreren derved aflastes. HAN skal jo også gerne have tid til at nyde turen. (Jeg holdt vist mest med føreren). Nogle af opgaverne lød sådan: Hvor mange vindmøller (kornmøller), hele som halve, passeres undervejs på ruten i en afstand under 200 m? - (Det var før alle elvindmøllernes tid) - Hvad mærke sælger den gamle benzinpumpe i Lystrup by? – Hvor mange lodrette stolper er der i den store træsilo i Løvenholm skov. Der blev stolper.

talt

Vi havde opsamling på Fjellerup Strand, før vi kørte til Mejlgård. Vi havde lånt en fantastisk trøstepræmie af Knud Hansens mormor, hvis bror havde arbejdet på Holmen i København. - Det var en stor torpedospids i blankpoleret messing fra første verdenskrig. Den stod på en solid træsokkel med spidsen nedad. Den havde et stort håndtag i hver side og lignede en kæmpepokal. Den var så tung, at der skulle to mand til at flytte den. Den blev uddelt til det køretøj der fik flest strafpoint. Der fulgte, foruden ”hånen”, også skrappe betingelser med. Den skulle altid, i det år man havde den, stå fremme i hjemmets fineste stue og altid være blankpudset og ikke bruges til papirkurv. Bestyrelsen kunne komme på uanmeldt besøg året rundt. Den havde medlemmerne et noget ambivalent forhold til. På den ene side var den i grunden et særsyn, flot og imponerende, men den var jo også en slags ”skamstøtte”, da den var ”vundet” ved at have dummet sig mest. Den blev kun udsat i Mejlgård løbet og jeg tror ikke, at den nogensinde blev ”vundet” af det samme medlem to gange, for året efter tog man sig vældig sammen for at slippe af med monstrummet igen.

Alene hjemtransporten, var hvert år et stort problem for de fleste. - Det var bedst hvis man kørte i en halv tons Ford A.

Knud Hansen har den stadigvæk stående oppe på sit loft og billedet viser den i al sin vælde.

Wagner har tegnet den i en lidt forstørret udgave, men med sokkel var den over en meter høj.

Heinrich Mathiesen ”vandt” den store pokal

Mejlgård Slots hovedbygning er fra 1573

Den lille transistorradio der blev til en Ford A På et tidspunkt ville jeg prøve at restaurere en gammel motorcykel, og jeg forhørte mig allevegne for at finde en der var billig, og hvor alle delene var bevaret, så det var nemmere at restaurere den. Jeg fandt en ude på Mols. Det var en femhestes (500ccm) BSA med topventiler og dobbelt udstødning. Den kaldes en ”Slooper” og var fra 1930. Det havde engang været en flot motorcykel, men nu havde den stået ude i et læhegn i flere år og så ikke alt for godt ud, men der var ikke pillet noget af den. Ejeren var godt klar over at den ikke var meget værd i gammelt jern, så han forlangte blot en af de moderne transistorradioer for den og den måtte gerne være brugt. En sådan fandt jeg hos en marskandiser nede på Volden her i Aarhus og jeg købte den for 50 kroner og den byttede jeg så lige over med BSA’en.

Jeg havde ikke dengang et værksted, men blot en primitiv carport og her blev motorcyklen sat ind.

Jeg ændrede imidlertid planer og ville hellere bygge en tidlig Ford A Speedster og skulle derfor bruge en undervogn til at opbygge denne Speedster på. Jeg fandt ud af, at en mand, der boede i en lille landsby der hed Nørbæk i nærheden af Hammershøj, havde en fin Ford A fra 1929 til salg. Den var komplet, men ikke køreklar. Den havde holdt stille i mange år, så den var billig. Jeg tog op til ham og vi snakkede om sagen. Jeg sagde, at jeg havde en komplet BSA fra 1930, og at vi jo kunne bytte lige over. Til min forbløffelse sagde han, at det var i orden, da han kendte en mand, der søgte lige netop denne model til at køre det berømte Skagen-løb på. - Jeg sagde jo ikke noget om at BSA’en kun stod mig i 50 kroner, så det var en helt god handel, og vi var oven i købet godt tilfredse begge to. Jeg leverede BSA’en og han tilbød at slæbe Ford’en over til min svoger, der var skolelærer og boede i Fårup ovre på den anden side af dalen. Der var under ti kilometer, så han, og en hjælper, slæbte bilen derover med en traktor. Jeg skulle jo kun bruge undervognen og begyndte derfor at skille bilen ad. Det var faktisk synd, for den havde været nem at restaurere, men på det tidspunkt var der masser af disse Ford modeller billigt til salg, så folk var kræsne og gad kun restaurere meget velholdte Ford A. Jeg tog skærme, køler, kølerhjelm og dørene af. Motor gearkasse, for- og bagtøj kørte jeg, sammen med alle de andre ting, hjem til Risskov.

Selve den strippede karosse fik jeg lov til at vippe det ned i nabogårdens store affaldshul ude på marken, og der ligger det sikkert endnu, blot dækket af alt muligt andet affald.

Alle de reservedele jeg ikke selv skulle bruge, byttede jeg med medlemmer i klubberne, så det meste kom ud at køre igen. Således slutter historien om, hvordan en lille brugt transistorradio på 20 centimeter til 50 kroner, i første omgang endte med at blive til en stor Ford A bil.

Lørdag den 28. juni deltog vi i det største veteranbilløb der indtil da havde været afholdt i Danmark. Der var deltagelse af ikke mindre end 129 biler, hvilket var utrolig mange dengang. Der kom køretøjer fra både Tyskland, England, Holland, Sverige, Norge, foruden alle de danske. Det var den unge greve Claus AhlefeldtLaurvig-Lehn der, sammen med DVK, BP, GASA, Odense Turistforening og MORGENPOSTEN, havde arrangeret løbet. Det hele foregik på så et højt plan at Ekstra Bladet skrev: - Hvad le Mans er for Frankrig er Egeskov for Fyn, et knaldhårdt billøb der stiller topkrav til kørere og materiel. Drama. Små katastrofer. Fortvivlelse. Blåt blod både under kølerhjelmene og bag rattet, og tophastigheder på op til 30 kilometer i timen. Det var rigtig nok, det med det blå blod, for både Prinsesse Benedikte og Prins Richard deltog. Prinsessen kørte med i en statelig Rolls Royce fra 1933 og Prinsen overtog rattet i en dansk Ford A De Luxe Phaeton fra 1930.

Prins Richardt hentede selv håndmadderne til frokosten på turen.

Her stiger Prinsesse Benedicte ud af Rolls Royce’n

Løbet var 110 kilometer langt og vakte stor opmærksomhed. Folk havde stillet sig op langs vejene ud over Vestfyn og Sydfyn. Børn vinkede med dannebrogsflag. Folk fotograferede og tog smalfilm og tiljublede deltagerne fra deres frokostborde langs ruten. Det var et helt triumftog og færdselsbetjente på motorcykler sørgede for, at der blev gjort plads overalt. Vi havde startnummer 11 og kom derfor afsted blandt de allerførste. Der var hård konkurrence om præmierne, men vi var så heldige at få 2. præmie for mest velholdte bil fra 1920-1930. 1. præmien gik til en Rolls Royce Phantom I fra 1929 og 3. præmien gik til netop den Ford A Phaeton fra 1930 som prins Richardt kørte. Så det var i et fint selskab vi fik vores 2. præmie og vi var lidt stolte. - Vi fik alle et messingskilt til minde.

EJER BAVNEHØJ Søndag den 22. august holdt klubbens Ford A sektion, under ledelse af Torben Aagaard og undertegnede, et stort landsstævne for Ford A’er der sluttede på Ejer Bavnehøj. Der deltog 43 biler fra hele landet. Løbet blev kørt efter tulipanskitser og med en gennemsnithastighed på 34 kilometer i timen. Der var både synlige og hemmelige tidskontroller. Dengang var løbene ikke bare en søndagsudflugt, man skulle sandelig også bruge hjernen. - Mere end under en almindelig søndagstur. Her er bilerne ankomme t til Ejer Bavnehøj .

Under løbet kørte jeg med efter sidste vogn for at hjælpe eventuelle havarister og det var faktisk heldig for mig, for i den lille by Hemstok holdt en Ford A. Den havde tændingsproblemer, men vi havde ikke de rigtige reservedele, så vi kunne desværre ikke hjælpe dem på stedet. Heldet for mig kom på den måde, at bilen holdt lige ud for en have, hvori der under et æbletræ lå

resterne af en Ford T, så jeg fik hurtigt reddet mig nogle gode reservedele.

RALLY-AARHUS Den 6. september kørte flere af klubbens medlemmer med i Rally-Aarhus i anledning af festugen. Løbet gik fra Vejle til Aarhus. Dette løb var det første samarbejde mellem Dansk Veteranbil Klub og DVMC, efter at vores første formand Bertie Toré i 1963 havde forladt DVK med et ordentlig smæk med døren. Han var meget nemlig utilfreds med, at ”de gamle” i den fine klub”, - som han kaldte dem, ringeagtede de almindelige Ford A’er, men favoriserede de finere mærker. Da han havde protesteret, fik han efter sin egen mening, et overlegent svar, og så blev han godt sur og sagde, at han da bare kunne starte sin egen klub. Det gjorde han så og det blev begyndelsen til DVMC. Efter det høje dørsmæk, havde der, klart nok, været en ret kold stemning mellem de to klubber. Jeg blev medlem af DVMC i 1966 og allerede i 1967 meldte jeg mig også ind i DVK, der havde klubmøder ude på Hørning Kro. Når jeg i begyndelsen kom til disse klubmøder, blev jeg mødt med kolde skuldre og blev betragtet som en spion udsendt af Toré. Det var jeg bestemt ikke, og jeg var her i livet slet ikke vant til at møde ”kolde skuldre”, så efter en del møder blev de klar over, at klubpolitik førte jeg slet ikke. Jeg fik et virkelig godt forhold til P.E. Hansen fra Horsens og vi to lavede en form for fælles køreselskab for medlemmer af begge klubber og Rally Aarhus var det første løb, hvor begge klubber deltog.

Mistilliden forsvandt hurtigt og siden har der været et naturligt samarbejde mellem klubberne. Rally-Aarhus var et pålidelighedsløb for veterankøretøjer, som der stod i indbydelsen. Det var tilrettelagt af Kongelig Dansk Automobil Klub = KDAK. Det var, den dengang meget kendte, Knud Arhøj, der var drivkraften i det hele. Han var meget rutineret i at lave orienteringsløb for professionelle og det kunne man tydeligt mærke på sværhedsgraden af årets løb. Der var strafpoint for alt. Manglende rutekontrol gav 25 strafpoint. Manglende hemmelig rutekontrol gav hele 50. Selvfølgelig var der også strafpoint for ikke at ramme tiden fuldstændig korrekt. Vi skulle virkelig koncentrere os hele tiden. Ikke mindst, da vi kørte i en Ford T, der jo ikke ligefrem er en sportsvogn og løbet var på 100 kilometer.

Vi, min fætter jeg, havde startnummer 7 og minsandten om vi ikke igen i år, ligesom sidste år, blev nummer 4 med kun 16 strafpoint, men vi var også godt trætte om aftenen, så vi var vist ikke meget værd til ballet ved afslutningsfesten. Avisen skrev: Rådhuspladsen var lukket med glade festugedeltagere og trafikken i gaderne omkring rådhuset brød sammen, da 34 deltagere i Rally Århus ankom. Man begejstredes over de gamle motorcykler og biler, talte om teknik og håndværkerfinish og glemte elskværdigt, at løbets Ford T’er er fra den gang, da Fords samlebånd løb så stærkt som nogensinde. Løbsleder Knud Arhøj strålede om kap med solen. Han havde haft næsen i et halvt hundrede orienteringsløb, rallyes og økonomi-løb, men intet holder han mere af end veteranløbene. Af dem har han laver den første snes siden 1958, og dem vil han hellige sig i fremtiden. – Det er hyggelige mennesker at lave noget for, siger Knud Arhøj. - De leger nemlig først og fremmest og tager ikke så tungt på hvem der vinder. Det var skam pæne ord fra Arhøj, der nemlig også af utallige århusianere, var kendt som en skrap motorsagkyndig til køreprøver. Privat var han ikke spor ”skrap”, men hyggelig at være sammen med. Han havde oplevet meget og fortalte tit om det, bl. a. om en tur til det bombehærgede Tyskland lige efter krigen. Ham og hans kone kørte på deres store Harley på 1200 ccm og med sidevogn. Vejene var barske dengang.

Jeg kendte Knud Arhøj rigtig godt, idet han var et af de medlemmer, der var med i min bil, når vi en gang om ugen i vinterhalvåret kørte ned til Horsens, hvor vi i et par år deltog i et svejsekursus i tyndpladesvejsning. Af en pladerest klippede, bukkede og vred jeg denne lille muntre gris i en pause .

KIMBRERFEST I AARS Den 7. september kl. 7.30 tog flere af klubvognene den lange vej til denne fest i års. I Hobro stødte to vogne til, så vi var i alt 23. Byen holdt festen over temaet ”De gode gamle dage”. Vi startede foran teatret som sædvanligt og kørte i samlet trop til Aars. Det århusianske show-orkester ”Kærne” var også med deroppe for at skabe stemningen fra de gode gamle dage.

Vi kørte med i et stort optog af pyntede vogne fra lokale firmaer. Den slags optog var der i enhver mindre by, med selvrespekt, en gang om året.

Jeg har kørt med i mange gennem tiderne. Ved den slags byfester fik vi som regel f.eks. 20 liter benzin og en god forplejning. Der var mange der var udklædt i tøj fra begyndelsen af århundredet.

Månelandingen og ”Kronprinsen” På vores sommerferietur op i Nordjylland i vores Ford T, havnede vi i Svinkløv. Her havde mine forældre opstillet deres store campingvogn og jeg havde regnet ud, at hvis vi tømte det store fortelt helt om aftenen, kunne min Ford T mageligt holde derinde. Vi kørte altid med kalechen slået ned. Det gjorde vi så og her er beviset. Min far var dog ikke synderlig begejstret. Da jeg næste morgen skulle køre den ud, greb nummerpladen fast i en teltstang og teltdugen flækkede i en søm fra øverst til nederst. Det blev min fars mening om sagen ikke bedre af, - mildest talt. Men ellers var han god nok og da det netop var den nat, hvor amerikanerne landede på månen, havde han lejet et fjernsyn til campingvognen, for det ville han ikke gå glip af, og vi så alle dem berømte landing og hørte de berømte ord: - Et lille skridt for et menneske. - Et stort skridt for menneskeheden

På en af vores ture til Blokhus mødte vi ”Kronprinsen” blandt ”De farende svende”. Vi fik en længere snak med ham, tog et billede og han fik en skilling til et ”varmt” måltid.

EBELTOFT - RALLY Søndag den 28. september mødtes vi atter foran teatret for at køre vores, nu traditionelle tur, til Ebeltoft. - I år var vi 25 biler. Husk lige på at vi på dette tidspunkt kun var godt 60 medlemmer og ikke alle havde en veteranbil kørende, eller havde måske slet ikke nogen bil overhovedet. Mange af medlemmernes biler var lukkede Ford A, som de brugte til daglig, da det var den eneste bil de havde haft råd til at købe i de første år lige efter krigen. Den var driftssikker og nem at holde kørende, så den beholdt de, da andre, mere velhavende, begyndte at købe dyre nye biler som

VW, Volvo, Opel Olympia, Ford Anglia, NSU Prinz, Lloyd, samt de små kabinescootere. Efterhånden blev det lidt pinligt kun at have råd til en gammel bil fra før krigen, men så var de heldige, for nu var der opstået veteranbilklubber for netop disse gamle køretøjer, og så blev det pludselig fint at have en gammel bil. Man skulle dog helst også have en ny bil ved siden af, men når man deltog i et veteranbil-løb vidste tilskuerne jo ikke, om man havde en sådan derhjemme, så her nød man blot den opmærksomhed ens bil vakte. Til nogle af de populære løb var der ligefrem begrænsninger for Ford A, da alle bilerne ellers ville være Ford A. Det er lidt svært at forstå i dag, hvor en Ford A indtager en helt anden rolle og er en af de mest berømte Ford biler. Vi var meget spændte på at se den Ford T Touring, som Aksel Sørensen og søn i Ormslev havde bygget.

De havde samlet den gennem flere år af stumper fra huggerpladser rundt om i hele landet. Den skulle nemlig deltage og ud på sin første længere tur. I de første forsøg havde de blot haft dele til at lave en halv tons lastbil, som vist i 1966-67 artiklen, men nu var den altså blevet til en komplet Touring model. Den var faktisk blevet rigtig flot og de havde selv lavet alt arbejdet under hele restaureringen, såsom lakering, kaleche, sæder og indtræk, og med meget få udgifter. Dens jomfrurejse endte heldigvis ikke som Titanics, men den kom dog ikke længere end til Risskov, hvor vi restartede på Poul Hansens Tømmerhandel. Her blev der problemer med motoren, men Poul Hansen var kvik. Han lagde et par bjælker på langs under bilen og tog en stor gaffeltruck og læssede den resolut op på en af tømmerhandelens lastbiler og kørte den efter løbet ud til Sørensens i Ormslev, hvor den hurtigt kom ud at køre igen.

Poul Hansen havde prøvet det før. Han læssede nemlig en Ford A på samme måde. Læg i øvrigt mærke til at det er en sjælden udgave. Den har en bagdør med tre hængsler. Det har sikkert været en salgsvogn til hverdag og privat bil om søndagen. Den blev blot ophugget til reservedele, hvilket han den dag i dag ærgrer sig grusomt over. - Den har for resten kofangere fra 1932, og de kom senere på den rette vogn, nemlig en 1932 model B. .

Nu er Ford T heldigvis en af de biler, der er samlet af færrest dele og der havde været masser af dem kørende, så gode brugbare dele var dengang lettere at finde. Jeg kan huske en sjov ting fra en meget stor huggerplads i Hammershøj. Her havde huggeren nedstøbt mindst 50 Ford T kardanakselrør tæt ved hinanden til adskillelser på pladsen. I øvrigt var stålet i selve bagakslerne meget efterspurgt blandt smede, da det var højkvalitetsstål og særdeles godt til at smede og dreje nye holdbare ting af.

Vi holdt manøvreprøver på den, dengang grusbelagte, Fregatplads i Ebeltoft. Der var masser af tilskuere fra byen. Bedst her blev Torben Aagaard. Selve løbet blev ubeskedent vundet af formanden Erik Valentin, men jeg kan forsikre, at det gik ærligt til, for han havde ikke noget at gøre med selve løbet, da det var tilrettelagt af undertegnede, Poul Hansen og Robert Vestergaard. Ærespræmien for løbets flotteste vogn, - det flotte træsnit i moseeg vi havde som vandrepræmie, var udsat af Ebeltoft by og blev uddelt på Motel Vibæk af formanden for turistforeningen S.A. Jensen og den gik til Kaj Larsen Farsø for en virkelig flot Chevrolet Coach Sedan 1931. (På billedet ses Erik Valentin, Kaj Larsen, S.A.Jensen) Nummer 2 blev Lars Thygesen, Peugeot 1930 og nr. 3 blev Frank Studstrup Ford T Tudor 1926.

I 1969 var jeg ved at restaurere min Ford V/8 1932 og her er jeg ude på en prøvetur. Den blev lidt mere dramatisk end jeg havde ventet. Bundbrættet var ikke monteret, så kobling og bremsepedal hang frit i luften og ratstammen, der kun sad fast nede i chassisrammen, var derfor lidt ”dinglet”. Bedst, som jeg i god fart var på vej ned mod den befærdede Lystrupvej, kørte jeg over et frosthul i vejen og det bræt jeg sad på knækkede, så jeg røg ned i rammen. Jeg kørte med håndgassen trukket ud. Hurtigt fik jeg den skubbet ind og forsøgte at ramme bremsepedalen fra min næsten nu liggende stilling. Gearstangen rev jeg blot ud af gear uden at bruge koblingen. Heldigvis fik jeg bremset, inden jeg kom ud på den travle Lystrupvej. Jeg fik nogle af de måbende børn, der havde fulgt optrinnet i sikkerhed inde på fortovet, til at hjælpe med at skubbe undervognen de 100 meter, der var hjem. Når jeg lavede sådanne prøvekørsler råbte børnene på

vejen til hinanden: - Pas på! – Nu kommer Guldager i sin store gokart!

En næsten købt Ford T Coupé 1919 En dag hørte jeg, at der hos smeden i Skjold skulle stå en Ford T Coupé fra 1919 og at han gerne ville sælge den. Landsbyen Skjold ligger lidt sydvest for Horsens. Jeg fandt telefonnummeret på smeden og ringede. – Jo, det var rigtigt. Han ville gerne sælge den, og han fortalte sit prisforlangende. Vi aftalte, at jeg skulle komme ned og se på den, den kommende weekend. Jeg lejede en åben lastbil med slisker og bad min far om at tage med. Dette gjorde jeg, for jeg var alt for ivrig efter af erhverve den, til at kunne forhandle ordentlig om prisen. - I sådanne tilfælde er det faktisk rart at have en person med, der synes, at det er en ting, man let kan undvære i sit liv. Min far var født i Vestjylland og var meget nøgtern, når det drejede sig om at give penge ud. Han har tit påstået, at min økonomiske sans var mere eller mindre blevet ødelagt af at være født i Østjylland. Jeg vidste, at han slet ikke kunne se, at Ford T’en i mine øjne nærmest var lavet af guld og jeg vidste, jeg ville få god gavn af hans vestjyske påholdenhed. Vi ankom sent lørdag eftermiddag, og jeg så bilen og de fejl der var på den. Den havde 21” hjul, men skulle have

haft 23”. Motornummeret var fra 1920, så var det overhovedet en 1919 model?

Nå, men ellers så den godt nok ud og kunne starte og køre. Den var ret kendt på Horsensegnen og havde deltaget i mange optog i Horsens og opland. Vi fik til sidst forhandlet os frem til en pris begge parter kunne blive enige om. Smeden var af den type mennesker der selv syntes, at han altid havde ret, - uanset hvad. Jeg tror det kommer af, at smeden lige siden jernalderen har været en anset og respekteret mand i lokalsamfundene. Der var noget mystisk over ham, når han sådan kunne forvandle myremalm fra mosen til flotte sværd og andre redskaber. Da hvervet tit gik i arv fra far til søn, var nogle af dem gennem generationerne blevet

ret selviske og lidt hovne og mit indtryk af denne smed var, at han netop var af denne type, men jeg kan selvfølgelig have taget fejl, og i så tilfælde må han have mig undskyldt i min beskrivelse af ham. Han var dog ret kolerisk og jeg var straks klar over, at man ikke skulle modsige ham. Min nøgterne vestjyske far syntes derimod slet ikke der var grund til at tage den slags menneskelige hensyn, så han modsagde ham flere gange. Jeg måtte derfor hele tiden glatte ud og hurtigt tale om noget andet for at handelen ikke skulle gå i stå. Til sidst blev vi dog færdige og begyndte at køre Ford T’en op på ladet af lastbilen. Da den var kommet op og vi skulle til at afregne, gik vi ind i huset. Da vi fik papirerne og skulle til at lægge det kontante beløb, spurgte min far, for en sikkerheds skyld, om bilen nu også var smedens personlige ejendom og sagde, at han gerne ville have ham til at skrive under på et dokument, hvorpå der stod: Undertegnede erklærer på tro og love, at Ford T, med det og det stelnummer, er min personlige ejendom og ikke er pantsat eller beheftet med gæld af nogen art. Det var alligevel for meget for den koleriske og selvbevidste smed. Han sprang op og brølede, at nu ville han slet ikke sælge bilen og at vi straks skulle gå med ud og køre bilen ned fra ladet igen. Min far vidste, at jeg meget gerne ville have bilen, så han begyndte at trække i land, men smeden havde taget sin beslutning og den kunne ikke gøres om, uden at han skulle give køb på sin ære, så han gik bare ud af døren.

Jeg havde nemlig fortalt min far, at jeg havde hørt der kunne være tvivl om ejerskabet og at smeden blot havde haft bilen til reparation engang for mange år siden. Reparationen var blevet så dyr, at ejeren slet hentede bilen igen. Smeden havde ganske vist papirerne, men dem skulle han have fået for at kunne syne bilen efter reparationen. Han havde aldrig villet udlevere hverken dem eller bilen til ejeren, før han havde fået sine penge for reparationen. Jeg vidste ikke om alt dette var rigtigt, men for en sikkerheds skyld ville min vestjyske far gerne have smedens underskrift på dokumentet, så dens måske virkelige ejer, ikke senere skulle komme med kongens foged og retmæssigt kræve bilen udleveret. - Måske endda først når jeg havde nået at restaurere den. Da smeden reagerede så kolerisk, øgedes min mistanke sig selvfølgelig og jeg tabte pludselig lysten til at købe bilen, da erhvervelsen af den for altid ville give mig en dårlig og utryg fornemmelse, når jeg kørte i den. Jeg havde jo lige før i 1966 oplevet det stik modsatte ved købet af min Ford T 1926 Touring hos den sympatiske urmager i Nimtofte. Det havde været en absolut harmonisk handel, hvor køber og sælger havde haft stor respekt for hinanden. Vi læssede bilen af og kørte hjemad igen. Vi var begge lidt nedtrykte over den mislykkede handel, men jeg har dog aldrig senere fortrudt, for der var alt for stor usikkerhed om ejerskabet.

Jeg lærte dog det af handelen, at jeg ved senere handler altid udformede det før omtalte dokument ved køb og salg, så både køber og sælger kunne føle sig trygge.

Sådan ville den have set ud som færdig restaureret. Kabinen har et flot design. - En rigtig ”Bedstemor And bil” Den ville nu have været sjov at have stående i garagen, og jeg havde jo også haft den, hvis den smed blot havde haft en anden natur. Det var så nogle af de mange oplevelser vi havde i klubben i 1969.

Næste gang bliver 1970 Historien om klubbens reservedelslager Klubbens 7 års stiftelsesfest på Åkrogen Til byfest i Langå Mejlgaard-løbet køres for anden gang. Fredericialøbet Gjern Himmelbjerget Rally Aarhus i festugen for tredje år i træk. Ebeltoft Rally Der dukker nok også nogle anekdoter fra den tid op.

Veteranminder fra en svunden tid 1970 Vi startede året 1970 den 21. marts, med et ordentlig ”ædegilde” på, den dengang kendte, restaurant ”Åkrogen” i Risskov. Cirka 100 medlemmer fejrede klubbens, lidt skæve, 7 års stiftelsesfest.

Det var først det helt store kolde bord, derefter der var keglespil og dans til Åkrogens velspillende danseorkester, som vi skrev i indbydelsen. Vi lovede at medlemmerne ikke skulle gå sultne hjem, og det kom til at passe, for hør blot hvad de skulle igennem: Marineret sild, kryddersild, stegt sild i eddike, tunfisk, sardin, kaviar, karrysalat, rejer, ferskrøget laks, røget ål, leverpostej med bacon og champignons, ribbensteg med rødkål, varm mørbradbøf med champignon á la creme, varm kylling i asparges, osteanretning med frugtsalat. Det må da have været en dyr aften for medlemmerne, tænker man, men hør blot her. – Alle herlighederne kostede, og hold nu fast, kun 10 kroner pr. person. Godt nok var pengene anderledes dengang, men så billigt kunne det dog slet ikke gøres. Men efter ”paladsrevolutionen” i

1968, hvor Toré blev afsat, var klubbens økonomi nu så god, at vi med 60 medlemmer kunne give et kraftigt tilskud til festen. Det var god PR fra bestyrelsen og det fortalte, at vi ikke mere bare var en ”fattig” klub, startet i trods, men en seriøs klub med orden i regnskaberne. Det ville give sammenhold i klubben og lokke flere nye medlemmer til. DVMC blev en klub, hvor almindelige mennesker, med almindelige uddannelser og indtægter følte sig hjemme og værdsat. Her var alle lige, uanset alder og status i livet. Her var al slags politik bandlyst. Det drejede sig kun om bilerne og deres historie. Under måltidet fik Wagner Hansen overrakt en erkendtlighed for sit store uegennyttige arbejde med reservedelslageret, som senere vil blive omtalt. Søren Aagaard Gam fra Hammershøj fik ordet og udtalte medlemmernes tak til bestyrelsen for den ”nye” måde DVMC trivedes på. Nu glædede man sig hver gang til klubmøderne, hvor venlighed og kammeratskab havde fået overtaget. Foruden dans var der også keglespil med præmier for både damer og herrer. De blev begge vundet af familien Sørensen fra Ormslev, så de kunne åbenbart andet end at samle Ford T af reservedele. Ved klubmøderne, der altid var den anden tirsdag i måneden, var der et fremmøde på 55 % i gennemsnit. Det var utrolig godt og vi blev altid, som før fortalt, lige til kroværten smed os ud af tobakstågerne kl. 24.

Klubbladet, som begyndte at udkomme regelmæssigt i 1968, var det første månedlige veteranbilblad i Danmark. Det blev gennem disse år lavet af forskellige medlemmer. I begyndelsen var det Wagner Hansen, Kurt Borgkvist, Per Rosenkrantz og undertegnede. Jeg tror, jeg senere vil fortælle om den primitive fremstilling på spritdublikator der foregik. En smalfilmklub havde tilbudt at lave en film om vort løb til Ebeltoft i efteråret 1969. Klubben skulle blot betale for selve det rå films materiale. Denne film blev vist til julemødet i 1969 og igen til generalforsamlingen i april. Torben Aagaard og Knud Hansen kørte også op til Nordjysk Ford A Klub i Ålborg og viste filmen. Københavns Ford A Klub så den ligeledes, - så den blev en stor succes. Den ville være dejlig at se igen, og nu er det så heldigt at filmen eksisterer i bedste velgående den dag i dag. Knud Hansen fik den fra Christian Hansen, der selv gjorde et stort arbejde ved at optage en række film fra de kommende års løb. Det skal han virkelig have tak for i sin veteranhimmel. Smalfilmene er tilsat lyd og forklarende tekst. I de første film var det undertegnede der speakede, senere var det Chr. Hansen. Filmene, som jeg har lånt af Knud Hansen, er omformet til videobånd, men jeg er i gang med at overføre dem til DVD og Usb nøgler, så mange flere af vore medlemmer kan få dem at se.

Hugger historier I et godt stykke tid efter Anden Verdenskrig kunne man slet ikke, som i dag, blot hjemskrive reservedele eller

køretøjer fra udlandet. Det var der meget få muligheder for. Man måtte nøjes med de reservedele, der havde overlevet hos importører og bilværksteder her i landet. Mange af disse nye dele, der jo var til biler fra før krigen, var nu forældede, og var man vaks kunne man få mange af dem, blot for at afhente hele partiet, men nogle firmaer forlangte dog en pris, men den var næsten symbolsk. Man kunne også finde dele hos de mange autoophuggere der dengang var over hele landet. Jeg har selv besøgt utallige af dem og nogen steder kunne man finde hele rækker med over tyve Ford A’er holdende, som på en stor parkeringsplads. Chevrolet og andre GM vogne havde deres egne rækker. Andre huggere stablede dem blot ovenpå hinanden, som den her plads jeg besøgte i Bering syd for Aarhus. De fleste var selv kørt der til. Skulle man bruge nogle dele, tog man blot sit værktøj med rundt på pladsen, skruede det af man skulle bruge, viste det til huggeren, der så forlangte sin pris og her kunne man godt prange lidt, hvis man havde flere dele.

Jeg

oplevede

meget,

når

jeg

sådan drog rundt på huggerpladser. En gang var jeg inde på huggerpladsen i Råsted nord for Randers. Den havde til huse i en nedlagt firelænget gård. Da jeg bankede på døren i stuehuset, kom ingen ud. Ovre ved en åben dør i staldbygningen stod en arrigt gøende schæferhund, bundet med en kort jernlænke. Jeg tænkte at huggeren måske arbejdede inde i bygningen, så det ville jeg lige undersøge. - Ulla blev siddende inde i bilen. Hun skulle i hvert fald ikke ud på gårdspladsen til den hidsige hund.

Da jeg gik hen imod døren begyndte hundens hysteriske gøen at tage til og den strammede lænke ud og blottede sine tænder i overmunden. Det betyder normalt at man absolut ikke skal komme nærmere.

Men jeg var kørt langt for at komme til at tale med huggeren, så jeg skulle gerne have fat i ham, og jeg benyttede nu et trick, som jeg har kendt i mange år. Jeg opdagede engang for længe siden, at jeg kan gø lige så livagtigt som en hund, så selv ikke hundene kan høre forskel og altid kigger sig forbavsede om for at finde den fremmede hund, der sådan havde sneget sig så tæt ind på dem, at de ikke opdagede det. Jeg tror faktisk at hundene selv er ligeså forbavsede, som hvis vi pludselig hørte en hund tale menneskesprog. Man kan gø på forskellig måde, både venligt og barsk befalende. Det var den sidste måde jeg her brugte, for jeg skulle vise lænkehunden, at jeg var dens overhund og at den bare skulle holde kæft og lade overhunden bestemme. Jeg gøede barsk og bestemmende, kiggede den lige ind i øjnene med et stærkt blik, medens jeg gik rask frem mod den uden frygt. - Det skulle være uden frygt, for hunde mærker straks, hvis man er bange for dem. – Jeg gik rask og bydende hen til den, klappede den hårdt og bestemmende på ryggen ved skulderbladene, men blev nu venlig og sagde: - Så, god hund, god hund. Den holdt straks op med at gø, dukkede sig lidt med bagkroppen og jeg tror endog, at den logrede med halen. Den lod mig i hvert fald komme ind af døren. Jeg gik frem gennem bygningen og kom til sidst til et mindre lokale, hvor huggeren stod og reparerede på noget mekanik. Han vendte sig om med sæt, da han hørte mig og sagde bestyrtet: - Hvordan er du kommet ind? - Jeg gik

ind af døren derude. – Jamen stod hunden der ikke? – Jo, men den klappede jeg lidt og gik ind. – Han kiggede vantro på mig og sagde i en stille og alvorlig tone: - Jeg kan fortælle dig, at du kommer aldrig levende ud, hvis jeg ikke er med dig. Det troede jeg nu nok jeg kunne, jeg var jo dens overhund, men jeg sagde ikke noget. Han skulle jo nødig miste tilliden til sin normalt så bidske vagthund og da vi gik ud, tog han den i halsbåndet og holdt den tilbage og den gøede da også meget pligtskyldig, men gjorde ikke noget forsøg på at springe frem. Ulla, der sad i bilen kan bevidne, at præcis sådan gik det til. Hun så, at jeg gik hen til døren, klappede hunden og gik ind. Det ovenstående kunne ellers godt lyde som om jeg ville gøre en helt ud af mig selv, men det har bestemt ikke været meningen. – Men jeg var kørt langt og ville altså tale med den hugger.

Dansk Vintage Autolager Flere medlemmer havde efterhånden samlet mange stumper sammen, også flere end de selv skulle bruge og vi fik nu den idé, at samle disse dele i et centrallager. Som tænkt, så gjort. Vi lånte loftet på en bygning der tilhørte vores medlem Jørgen Østergaard. Den lå centralt midt i byen. En ti-femten medlemmer lagde hver 250 kroner til startkapital. Disse penge kunne de så senere få stumper

for. Wagner Hansen blev lagerchef, hvilket blot betød, at han fik en masse ulønnet arbejde i sin fritid. Lageret åbnede 14. januar 1969. Der var åbent en gang om ugen fra 19-20. lagerbeholdningen var dele vi havde i kommission fra medlemmer og dele vi havde fået foræret eller købt af reservedelsfirmaer og bilhandlere. Dele som nu var forældede for dem, men yderst brugbare for os. Hvorfor solgte de dem så ikke selv, kunne man spørge, men de ville optage alt for megen dyr lagerplads. Desværre kom vi også nogle gange for sent og fik at vide, at alle deres forældede dele havde de allerede kørt til jernhandleren som gammelt jern. – En uhyggelig tanke! Delene på lageret, der ofte var fabriksnye, havde yderst fornuftige priser, som f.eks.: Trinbræt Ford A 1928-29 kr. 46,00. Trinbrætgummi kr. 13,00. AC tændrør kr. 4.50. Kofanger Ford A, forreste kr. 34,00 bagerste kr. 24.00. Det må siges at være yderst rimelige priser og særlig det første par år var der mange kunder, men lageret var dog kun åbent for vore egne klubmedlemmer. Jeg kan pludselig huske, at da jeg restaurerede min første Ford A i 1966 købte jeg en komplet udstødning hos Ford på havnen for kr. 42,85, så mere kostede den altså ikke hos den autoriserede forhandler dengang, Lagerchefen sagde dog: - Hov, det er vist en gammel pris! Det har sikkert været Danmarks første delelager på klubbasis i vores hobby, og det fungerede godt i nogle år,

men da det gennem årene blev mere almindeligt at hjemskrive dele fra udlandet, døde lageret ud til sidst. Jeg kan dog huske en enkelt ting som stødte mig meget. Det var blevet moderne at lave mange ting i glasfiber og pludselig kunne man få Ford A skærme af glasfiber. Man skulle være ekspert for at se forskel, eller banke på dem og opdage, at de ikke gav den rigtige lyd. I mine øjne var det den dybeste blasfemi. Hvem kunne dog tænke sig at køre rundt i en smuk gammel bil med plastikskærme? Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken. - Nej, så hellere blive ved med at banke buler ud og skare nyt metal på skærmen, indtil den var helt perfekt. Men for nybegyndere kan jeg dog godt se, at det var meget nemmere og langt billigere at sætte ”plasticskærme” på, for de var ikke så dyre og lige til at skrue på. Oven i købet var de malet med den sorte farve som alle Ford A skærme skulle have. En forskærm til Ford A kostede 350 kroner.

Byfest i Langå Den 31. maj var vi til byfest i Langå. Her deltog 13 vogne inkl. Sørensens med deres Ford T 1923. Den havde overstået sine børnesygdomme og kørte nu mere stabilt.

Efter selve løbet spiste vi vores medbragte frokost hos vort medlem møbelhandler Johs. Jensen i Dagsvad. Han havde dækket et flot bord til os og gav øl, sodavand, kaffe og kager for egen regning. Johs. Jensen, der havde en fin Chevrolet Coach Sedan 1933, kørte med i mange løb.

På festpladsen skulle publikum gætte vægten af Heinrich Matiesens Chevrolet med fire passagerer. Præmierne for løbet blev overrakt af en, som vi skrev, munter og oplagt Volmer Sørensen. Vi fik desuden et kort til hver person. Det gjaldt til al den fortæring vi kunne få i restaurationsteltet inkl. kaffe, øl og sodavand, så aftensmaden var reddet. Vi fik også hver 15 kroner til benzin. Vejret var godt, så det var en fin klubdag.

Mejlgaard Rallyet 7. juni kørtes dette løb for anden gang. Vi startede som nu sædvanligt fra teatertrappen. Ford T’en havde til ære for pressen fået ”kølerfigur” på. Efter løbet, som passerede forskellige herregårde i det naturskønne landskab på Djursland, endte vi på Mejlgaard. Køretøjerne holdt igen flot oplinet på tennisbanen i slotsparken, mens familierne indtog deres kaffe på plænerne og børnene kravlede højt op i den store blodbøg der stod midt på plænen, ængstelig fulgt af mødrenes blikke. Det var en rigtig god gammeldags familiedag.

Hofjægermester Niels Iuel havde nu udsat en vandrepokal i sølv og den blev vundet af familien Sørensen fra Ormslev for deres Ford T Touring 1923. Hofjægermesteren uddelte altid præmierne ved disse løb og det gav uddelingen et mere højtideligt præg, end hvis det bare var formanden. Trøstpræmien, den over en meter store torpedospids, tilfaldt i år, under stor jubel, en DVK gæst fra Fredericia. Han skulle fragte den hjem bag i klapsædet i sin topersoners åbne bil. Sidste års vinder, Horndrup, havde pænt afleveret den igen og skyndsomt taget på sommerferie, - langt væk. Han ville i hvert fald ikke risikere at vinde den igen. Selve løbet blev vundet af Heinrick Mathiesen, Åbyhøj. 1.præmie i special opgaver: Lars Thygesen, Århus Restaureringspræmie: Bent Kirkegaard, Risskov.

Fredericialøbet Den 20. juni deltog 40 vogne i strålende solskin i Fredericialøbet, der var et løb arrangeret af DVK. Der deltog tre vogne fra DVMC. Heraf gjorde de to vogne sig særlig bemærket på hver sin måde. Heinrich Mathiesen vandt 1. præmie for bedst restaurerede vogn i gruppen efter 1928 for sin Chevrolet Cabriolet 1931, og Poul Hansens Ford A 1929 futtede hele ledningsnettet af under manøvreprøven, mens han kørte baglæns rundt med bind for øjnene. – Den tredje deltager var undertegnede i min Ford T Touring 1926.

Efter en virkelig dejlig dag var der en flot afslutning på Hotel Munkebjerg i Vejle.

Gjern- Himmelbjergløbet Der havde nu ikke været et løb til Himmelbjerget siden de berømte Ford T løb, der blev kørt fra 1959-1968, så vi besluttede at køre et løb til dette berømte sted igen, men nu for alle mærker af biler. Tårnkomiteen blev så glad for ideen at de udsatte en stor flot vandrepokal i sølv. Silkeborg Avis lavede flotte omtaler af løbet flere dage i træk før løbet og det trak flere tusinde mennesker til Himmelbjerget. Ved ankomsten kørte vi gennem en mur af mennesker. De skulle senere stemme om hvem der skulle vinde den flotte pokal. Vi havde forberedt os og lavet 200 stemmesedler, men de slog jo slet ikke til. Vi kunne jo ikke vide at løbet blev så populært. Vi var startet som sædvanligt inde fra teatertrappen, men lavede en restart ved Brendstrupgården, da vi af erfaring vidste at vognene ville blive spredt ved udkørslen af byen. Ruten var denne gang streget med rødt på et fotokopieret kort og det var lidt svært at tyde, så det gjorde vi aldrig mere. Vi var næsten det sædvanlige antal biler, nemlig 20. Vi spiste vores medbragte mad ved Gjern Bilmuseum og her holdt vi også vores manøvreprøver. Vejret var fint hele dagen, men der kom dog lidt regn til hjemturen.

Selvom de var glade i tårnkomiteen var de til gengæld ikke så forberedte i restauranten, hvor der var forberedt et kaffebord med lange borde og der satte vi os og ventede på kaffen, - men den kom ikke. Vi ventede og ventede og til sidst gik vi selv op efter den. De lovede dog at de ville mere forberedt, hvis vi kom igen til næste år. Løbsruten havde været lidt svært at læse og det blev ikke mindre svært af at gennemsnitshastigheden var ikke mindre end 36 og 38 km/t og så bliver det svært for mange af de gamle biler. Resultat listen blev således: Løbet: 1. Henning Thomsen, Tranbjerg. Ford A 1930 2. K.E.Guldager, Risskov. Ford T 1926 3. B. Kirkegaard, Risskov. Ford A 1929 Specialopg.: K.E.Guldager. 115 st.p. Søren Aagaard Gam, Hammershøj 143 st.p. B. Kirkegaard, 146 st.p. Publikums vurdering af mest spændende og flotte bil: 1. K.E.Guldager, Risskov. 101 stemmer 2. Axel Søren, Ormslev. 52 stemmer 3. Bent Kirkegaard, Risskov. 29 stemmer Der var stor omtale af løbet i Silkeborg Avis dagen efter, da formanden for tårnkomiteen også var chefredaktør for

avisen. Der var et stort billede, hvor han overrækker vandrepræmien til mig, men det er desværre bortkommet. Jeg kan se, at Kirkegaard og jeg har været ret ubeskedne med at få præmier. Selve løbet og konkurrencerne kan vi jo ikke gøre for, for alle prøver vel på at vinde, men selve vurderingen af bilerne, der bedømmes af publikum, er jo lidt uretfærdig nogen gange, for de er nemlig mest tiltrukket af de helt gamle og sjove biler. På den måde bliver disse en slags ”Tordenskjolds soldater” og det er klart, at det tit kunne pine et medlem, der stillede med et nyrestaureret og meget flot køretøj, men aldrig vandt, fordi bilen var fra 1930 og lukket, så vi besluttede at lave disse regler om, så bedømmelsen blev mere reel. Til det kommende Ebeltoft-løb ville vi få, efter forslag af Knud Hansen, to uvildige medlemmer fra DVK, der ikke selv havde køretøjer med, til at bedømme bilerne, så disse fremover blev bedømt for deres originalitet, og ikke efter hvilken der var ældst eller bare åben. De to dommere blev P. E. Hansen, Horsens og Børge Jensen, Åbyhøj. Begge var seriøse og rutinerede veteranbilfolk.

Ebeltoft-Rally Årets løb til Ebeltoft, det 5. i rækken fik stor deltagelse. Der startede 28 biler, hvilket var meget dengang, og de medbragte ikke mindre end ca. 150 mennesker, medlemmer og familie. Klubben havde også sat alle sejl til, idet vi havde lovet gratis kaffebord ved præmieuddelingen på Motel Vibæk, samt gratis øl og sodavand til frokosten. Fra BP Olie-

Kompagniet havde vi fået olie til alle køretøjerne, så derfor var der måske den store deltagelse. Mange ærgrede sig over at være forhindrede og meldte ligefrem afbud for at vise, at de gerne ville have deltaget. Vi startede fra en BP tank på Randersvej, Vi skulle dog først lige vente på Poul Hansen, hvis Ford A for anden gang brændte lidt ledningsnet af, den stakkels mand. Det var ellers en meget flot restaureret Ford A fra 1929, men den havde åbenbart ”løse forbindelser” Jeg lånte den engang til et løb, men da kørte den upåklageligt.

Efter restarten kørte vi ad de små hyggelige veje gennem Lisbjerg, Hjortshøj, Hornslet, Thorsager og Feldballe til Langsø plantage, hvor vi spiste vores medbragte frokost og det var rigtig hyggeligt i de smukke omgivelser. Der havde været manøvreprøver undervejs, blandt andet ringridning til bils. Man stod på trinbrættet og forsøgte at ramme ringen under forbikørsel. (Næste år i 1971 var vi med BP til en rigtig ringridning i Sønderborg, og det blev en stor dag. Herom fortælles næste gang).

Efter frokosten kørte vi til Fregatpladsen i Ebeltoft, hvor vi afholdt de afsluttende manøvreprøver omgivet af en mur af tilskuere.

Præmierne uddeltes på Motel Vibæk af turistforeningens formand S. A. Jensen. Der var flere pressefolk tilstede hele tiden og der blev taget billeder til aviserne næste dag. Dommerne til restaureringspræmierne var som fortalt P. E. Hansen og Børge Jensen fra DVK, som meget grundigt gik bilernes originalitet igennem. Vinderen af Ebeltoft Bys vandrepræmie, det flotte træsnit, blev dette år vundes af Kurt Borgkvist, Århus for en fint restaureret Ford A 1930. Heinrich Mathiesen, Åbyhøj vandt 2. præmien for sin Chevrolet Cabriolet 1931 og Torben Bagger Århus vandt 3. præmie for sin Chevrolet Sedan 1932.

Det traditionsrige juleandespil

Klubbens andespil i december blev en tradition, som vi startede på i 1969. Det var altid et stort tilløbsstykke, hvor hele familien var med. Det var nemlig lavet for medlems hyggens skyld og ikke for at give overskud, så præmierne var mange og gode. I flere af de første år var det vort medlem Harry Bondesen, der var opråber. Han underviste på handelsskolen og havde derfor et godt mundtøj. Han kendte alle udtrykkene til brikkerne på bingopladen, ”såsom gamle Ole” om nr. 90 og alle de

andre. Han var en munter mand, kraftig bygget og med en god højde. Det var derfor lidt af en oplevelse, at se ham folde sig sammen og sno sig ned i sin lillebitte franske Rovin, når vi startede til løbene. De små Rovin biler blev fremstillet i St, Denis ved Paris i årene 19471958. Den viste model D 2, som er magen til Harry Bondesens, er fra 1947/48 og havde en 2 cylindret firetakts motor på 425 ccm. og 10 hk. Fabrikken havde i 20’ og 30’verne fremstiller motorcykler og små køretøjer og forsøgte sig efter krigen med denne, den første model. Til andespillene havde Bondesen altid en seks til otte familiemedlemmer med, og hvor underligt det end lyder, var der altid nogen af dem der vandt en præmie. Det lavede vi lidt sjov med og spurgte ham om, hvordan han ”fiksede” det. Det kunne vi nemlig godt tillade os, da alle vidste at han var et bundhæderligt menneske og desuden kunne det ikke lade sig gøre at ”fikse” noget, da pladerne blev uddelt tilfældigt, så udråberen ikke kunne vide hvilke spillere, der havde hvilke plader og numrene blev taget fra en lukket stofpose. Den klubaften i december var noget helt særligt på grund af det store fremmøde. Der var altid mellem 100 og 125 mødt op og der var mange børn iblandt. Der var masser af

appelsiner, karameller og småkager, sodavand, kaffe og øl. Der blev tit vist film fra årets løb og jeg mindes en af de første aftener, hvor vort medlem Albrekt, der var fotograf, havde optaget en sort/hvid 8 mm smalfilm af et løb, samtidig med at han havde en båndoptager kørende. Hele apparaturet blev så denne aften opstillet på et bord, midt mellem nysgerrige deltagere. Nu skulle Albrekt så koncentrere sig om at synkronisere begge apparater, så lyd og billede fulgtes ad. Det var meget svært, for Albrekt havde jo ikke det nyeste indenfor teknikken, så hastigheden på de to afspilningsapparater skulle virkelig harmonere, og det gjorde det jo ikke nemmere, at Albrekt var perfektionist og at der var en masse støj og snakken i lokalet, men til sidst lykkedes det fint og alle glædede sig over at se sommerens begivenheder på det lille opstillede lærred. Klubaftenerne var dengang noget særligt. På almindelige aftener var der altid mødt cirka 40% af medlemsskaren, dvs. cirka 50 medlemmer, op og de fleste havde deres faste pladser. Bordene var opstillet i en ”hestesko” og bestyrelsen sad ved bordet i bunden af hesteskoen, med formanden i midten, som en anden vikingehøvding. Det var nu meget praktisk for så vidste nye medlemmer straks hvem bestyrelsen var, hvis de ville spørge om noget. Medlemmerne havde selv opdelt sig i diverse bilmærker og for hvert mærkegruppe drejede hele aftenen sig kun om problemer og nyt indenfor netop deres mærke. Chevrolet folkene sad øverst ved bordet til højre og Ford folkene sad øverst til venstre. De, der havde været

medlemmer længst, sad tættest ved bestyrelsesbordet. Det var igen ligesom i vikingetiden, men igen var det praktisk, idet man let kunne finde dem og regne med, at netop de vidste mest om deres mærke. Det hændte jo at et helt nyt medlem, der var mødt for allerførste gang, kom til at sætte sig på en tom stol tæt ved bestyrelsesbordet. Når så det gamle medlem, hvis plads det var, kom, blev det stakkels nye medlem straks vist bort og jeg måtte af og til ned og tale med ham og berolige ham, så han kunne føle sig velkommen i klubben. I dag er der ikke længere så stort % fremmøde på klubaftener, og det skyldes nok, at nu mødes medlemmerne mange andre steder til løse arrangementer som f.eks. Kalø, og der får de talt om deres eventuelle problemer og alle de andre ting, man nu taler om indenfor vores hobby. Dengang var pionerånden også meget større, da der ikke var så mange der havde gamle biler, som nu.

Næste gang bliver 1971 Vi skal på tur med Handest-Mariager veteranbanen igen. Mejlgaard Rally Kæmpestort Ringrider Rally i Sønderborg med BP. Alle konerne fik, til mændenes store glæde, uddelt Hotpants. - De sad godt stramt på de fleste. Rally Aarhus Ebeltoft løbet Klubparade ved Moesgaard museum Møde en åben Steyr 1922 Høre om andre hændelser gennem et langt liv i hobbyen

Veteranminder fra en svunden tid. 1971 Oplevelse under løb Under et løb til Ejer Bavnehøj, for næsten 50 år siden, gjorde vi et stop i byen Ejer, der har givet navn til bavnehøjen. Under dette stop kom en gammel mand hen og studerede bilerne. Han var meget interesseret i mekanik kunne vi høre. Jeg var kørende i min Ford T, der lige netop den dag var den ældste i løbet, så han kom derfor hen til mig og fortalte, at han hjemme havde en meget gammel bog om biler og deres teknik. – Var jeg interesseret i at købe den af ham? – Han havde gemt den, til han engang mødte folk med gamle biler, og ville nu sælge den for 200 kroner. - fortalte han. Det er nu mange år siden, så 200 kr. var meget for en gammel bog. Hvor gamle er de biler der omtales i bogen? – spurgte jeg så. – De er alle sammen fra før 1915-16. Bogen er udgivet i 1919 og det er andet

oplag, - svarede han. Hvis jeg ville se den, ville han gerne gå hjem og hente den. - Jeg sagde ja, og han hentede bogen. Det var virkelig en gammel bog og den var også godt medtaget af slid og lidt fugt, men let læselig. Sproget var på gammelnorsk og let at forstå. Den var udgivet i 1919 i Kristiania, der senere i 1925 kom til at hedde Oslo, og skrevet af O. Haugestad. Titlen var: AUTOMOBIL-ABC. FOR AUTOMOBIL-EIERE OG CHAUFFØRER. Jeg bladede lidt i den og der var mange gamle billeder og illustrationer, faktisk ikke mindre end 267, og de fortalte om tiden omkring I. verdenskrig og om forholdene for bilister på datidens grusveje, med de mange punkteringer til følge. Dengang var næsten alle biler med faste hjul, så hvis man punkterede, skruede man fælgen af hjulet og derefter tog man dækket af fælgen. Sådan er det også på min Ford T. - Jeg har engang selv prøvet at punktere helt ovre på Møn. Jeg påpegede, at prisen var ret høj, men han ville ikke sælge den billigere, for nu havde han gemt den i så mange år og ventet på at møde veteranbilfolk, da han mente, at bogen derved kom i rette hænder. Han betragtede den som meget værdifuld og det var ham derfor påliggende, at

den kom til folk der værdsatte den lige så meget, som han havde gjort. Jeg kunne se, at han ville blive meget skuffet, hvis vi ikke købte bogen, så jeg spurgte, om der var andre, der havde lyst til at købe bogen til den pris. Det var der absolut ikke, så jeg glemte mit kræmmerhjerte og betalte ham de 200 kroner for bogen. Man må huske på, at det var længe før nettets tid, så man kunne ikke bare hente bogens oplysninger der, så derfor var den da også mere værdifuld dengang. - Jeg har selvfølgelig bogen endnu.

SVEJSEOPLEVELSER I cirka tre år var vi et hold veteranfolk, der i vinterhalvåret deltog i et svejsekursus i Horsens. Det var arrangeret af P.E. Hansen. Aarhusholdet på fem mand kørte derned i min bil, der det første år var en Ford Zephyr MK III, derefter Ford 2000 GT Coupé. Vi lærte især at svejse i tyndplade med ilt og gas og det kan være lidt af en kunst. Pladedelene skal helst ”løbes” sammen uden brug af svejsetråd. Skal det lykkes, skal delene passe godt sammen og man må sørge for at have den rette temperatur, afstand og en meget rolig hånd. Vores svejselærer, der hed Erik, udviste stor tålmodighed med os, men til sidst fik de fleste af os lært kunsten. Men jeg må dog indrømme, at hjemme brugte jeg mere svejsetråd end på kurset, måske fordi jeg hjemme var mere utålmodig. Jeg havde ”fundet” en tidligere meget flot tyskbygget Ford V/8 fra 1938 under et træ oppe på Randerskanten.

Den så bestemt ikke godt ud, men jeg købte den for kun 700 kroner og det var der vel ikke engang gammelt jern for. Men det var en meget sjælden model, som jeg syntes skulle bevares, selvom det ville blive et stort arbejde, men jeg plejer jo ikke at blive afskrækket af den grund. Den kunne restaureres, men det ville blot tage lang tid.

Jeg kunne ikke holde ud at se på dens fornedrelse. Jeg kunne tydeligt se, at den før så fornemme bil, skammede sig over sit forfald, så jeg gav den en gang knofedt og lidt sort lak. Sæderne fik en gang læderfedt. Det gav den straks mere selvtillid. Den havde ægte tykke okseblodsfarvede lædersæder og noget så sjældent som ratgear. Det havde de amerikanske modeller slet ikke endnu. Men den havde stadig fritliggende forlygter, hvor den amerikanske udgave havde dem indbygget i skærmene. Læg også mærke til de inderste forreste håndtag på dørene. De var af noget så sjældent som elfenben. Det var jo længe før det blev forbudt og det blev altså brugt til mindre ting i luksusbiler før krigen.

Nu kom vi lidt væk fra det svejsekursus, men jeg kom til at tænk på denne bil, fordi noget af det første brugbare jeg fremstillede, netop var noget til den. Læg mærke til dækskærmen på venstre baghjul. Den var så rusten, at den skulle fornyes. Jeg fremstillede derfor en ny, fuldstændig mage til den gamle, med kanttråd og det hele.

Men så fik jeg pludselig andre planer. Jeg købte en Wanderer 5/15 fra 1921, og den begyndte jeg så at restaurere. Det var den jeg tog ind i stuen, da den var færdigrestaureret lige efter et nytår. Der stod den til midt i april, men så kom den også ud at køre.

Ford V/8 bilen solgte jeg til Ib Jørgensen, Odense og han påtog sig det store arbejde med at få vognen frem til sin tidligere elegance, men det tog ham også hele ti år, da karosseriet var opbygget på træ, men så var den også virkelig flot. Den blev kaldt ”Den hvide elefant” på grund af sit design og farve, og det var meget passende for den havde jo ægte ”stødtandshåndtag”.

Men trods det, at bilen havde set så håbløs ud, blev den alligevel reddet og kom ud at køre igen. Men nu må jeg hellere vende tilbage til det svejsekursus. På vej hjem fra svejsekurset i Horsens, gjorde vi det første år holdt hos ”Pølse-Ras” i skoven lige før Skanderborg. Dengang var der ingen motorvej, så hovedvej A 15 gik gennem Skanderborg. Pavillonen var som en kæmpestor pølsevogn, så vi stod mest udenfor og spiste vore pølser og hotdogs og snakkede om stort og småt. Det var vældig hyggeligt. Lige overfor, på den anden side af hovedvejen, lå ”Sølund”. Det var nogle bygninger fra 1935 der husede

Statens Åndssvageforsorg. En gang imellem var der en af de indlagte, der smuttede ud i det fri, og en aften fik vi en uhyggelig oplevelse, bedst medens vi stod og hyggede os med pølserne. Pludselig lød der et dumpt brag ude fra landevejen og derefter skrigende dæk fra en bil der bremsede hårdt op. Vi løb selvfølgelig straks derud og midt på vejen lå der en mørk mandskikkelse. Jeg gik hurtigt hen til ham for at se om han var levende. Det var han, for han mumlede hele tiden noget helt uforståeligt, men han skreg ikke og var ikke i panik. Han virkede i grunden meget rolig. Vi fik folkene hos ”Pølse-Ras” til at ringe efter en ambulance og jeg sad hos ham og talte til ham, men jeg fik aldrig noget fornuftigt svar, da han foruden sine kvæstelser åbenbart var ret retarderet. Ambulancen kom og kørte ham bort. De andre talte med bilisten, der havde påkørt ham, og han var meget chokeret. Manden, der jo var en af de indlagte ovre fra ”Sølund”, havde forvildet sig udenfor og gik rundt på den mørke landevej i mørkt tøj og havde været helt umulig at se, før det var for sent. Vi læste senere i avisen, at han var død af sine kvæstelser. Det var en ubehagelig oplevelse for os, der havde overværet det. Kort tid efter begyndte vi at køre en anden vej hjem og oplevelsen kan godt have været medvirkende årsag. Vi kørte nu hjem over Odder, men det skyldtes nok også at to af deltagerne skulle sættes af på de kanter. Vi tog nu vores hyggepause på ”Edelweiss” i Odder. Det var noget helt andet end ”Pølse-Ras”.

Stedet, der var restaurant og diskotek-dansested, havde et lidt blakket ry og mindede om en blanding af en god gammeldags western-saloon og et sted på en amerikansk hovedvej i fyrrene. Der var en hård tone, og lokalet styredes af bestemte grupper, så vi skulle holde en ret lav profil. Af og til kunne der opstå spændte situationer, når en gruppe tæt på, kom i en voldsom diskussion. Vi hørte historien om en ung mand, der var kommet op at skændes med en fjendtlig gruppe og havde fået så læsterlige tæsk, at han gik direkte hjem og hentede sit jagtgevær. Med det skjult under sin frakke kom han ind i restauranten. Her tog han geværet frem og gik rundt i lokalet for at opsøge sine forulempere, men de var heldigvis gået. Gæsterne havde tilkaldt politiet og de tog sig så af ham. Det er klart, at vi syntes det var et spændende sted, men vi fandt som regel et lidt afsides bord, hvor vi drak vores kaffe, mens vi studerede folkelivet. Men vi fandt aldrig den samme hygge der, som i skoven ved Skanderborg.

100

Handest-Mariager veteranjernbanetur 21. maj kørt 8 vogne op til Handest ved Hobro for at køre en tur med veteranjernbanen Mariager-Handest. Vi startede fra teatertrappen, som sædvanlig. Der var den dag høj sol og ditto humør. Vi kørte i samlet trop en afslappet tur nordpå og endte til frokost i slotsparken på ”Fussingø”, der ligger i nærheden af Hammershøj. Vi indtog vores medbragte frokost under hyggelige gammeldags former på plænerne, som jeg kan huske var lidt ”langhårede” og ikke lige netop nyslåede.

Flere var klædt på til dagen og jeg havde taget min gamle rejsegrammofon med, så maden og øllerne blev indtaget, medens Elga Olga, Bror Kalles danseorkester og andre af mellemkrigstidens populære kunstnere underholdt.

101

I Handest ventede vi på damptoget fra Mariager. Da det ankom fik vi tilbuddet om at kunne bytte passagerer med toget. Hvis vi tog et antal passagerer med i vore biler, kunne vi få tilsvarende antal af vores med toget til Mariager. Det var en god ide, så den udnyttede mange. Os stakkels chauffører kom jo ikke med, men vi kunne så glæde os over vore nye passagerers begejstring over at køre med i vore biler. De havde jo allerede kørt med i toget fra Mariager, så de fik to veterankørsler for en billets pris. På vej til Mariager løb vejen et stykke langs jernbanen og de gamle biler og toget fulgtes pænt ad på en lang strækning. I Mariager afsluttede vi vores afslappede og spændende dag med vores eftermiddagskaffe.

102

Årets Mejlgård-Rally 20. juni. - Der var altid mange mennesker ved starten ved teatret, da pressen havde adviseret i dagene forinden. Nu var man efterhånden blevet lidt trætte af den stramme rallyform, hvor der kørtes på tid. Det gav tit ufred og slet ikke hygge på turen. Nu blev det meget mere et hyggeløb, hvor hele familien kunne være med og nyde den afvekslende natur med kørsel på højderygge med vid udsigt, gennem fredelige ådale og gennem smukke skovstrækninger, som jeg malende beskrev det i Vintagenyt. Vi gjorde ophold på forskellige slotte og herregårde, som Clausholm og Gammel Estrup, med manøvreprøver og opgaver, for så selvfølgelig at slutte på Mejlgaard. Der var mange spørgsmål, der skulle besvares på ruten lige fra starten. Sonja og Knud Hansen og Per Rosenkrans stod for det praktiske og det forløb perfekt. Spørgsmålene lød f.eks.: Hvor lang er Aarhus Domkirke? – Hvor høj er det gamle vandtårn på Randersvej? – Hvor høj er ”Formand Guldager”? (Jeg var lige blevet formand, så det var noget nyt). Ved Clausholm: – Hvornår erobrede Valdemar Atterdag Clausholm? – Hvad har den firkantede sten ved porten været brugt til? – Hvorfor har porten

103

ikke retning mod slottet? - Som man ser skulle der skam røres lidt i ”grøden” deroppe.

Der deltog 26 vogne, hvoraf de syv var fra DVK. Nogle kom helt nede fra Fyn. Klokken 14.30 uddelte Hofjægermester Niels Iuel, på sin sædvanlige fornøjelige facon, præmierne. Mejlgårds fine vandrepokal i sølv tilfaldt Heinrich Mathiesen for den mest populære vogn, valgt af damerne. Vores vandretrøstpræmiepokal, den store torpedospids, udsat til løbets mest uheldige vogn, tilfaldt i år Hartvig Albrekt, Aarhus.

BP Ringrider Rally i Sønderborg 10. og 11. juli var vi inviteret til at deltage i denne Nordeuropas største ringriderfest, der var startet så tidligt som i 1888. P.E. Hansen og undertegnede havde lavet et køreselskab med biler fra både DVK og DVMC for at fremme den gode ånd mellem de to klubber og det var 20 af disse køretøjer der deltog i dette arrangement, som BP selskabet havde lavet.

104

Der blev gjort rigtig meget ud af det, mange, heriblandt mig selv, havde ligefrem lejet tøj der passede til motorkørere omkring 1930. Da vi efter en samlet køretur fra Midtjylland ankom til Sønderborg, fik damerne hver udleveret en rød BP kasket af de gammeldags, en gul BP Tshirt og et par grønne hotpants, som var yderst populære til unge piger på det tidspunkt. Nu var alle jo yngre dengang, men disse meget stramme og korte hotpants sad godt nok stramt på flere af vores damer, hvilket mændene i øvrigt syntes var vældig fornøjeligt at se på. Det var dog ikke alle damer, der havde lyst til at tage dem på og enkelte foretrak endda at tage dem med hjem til deres unge døtre. Langt de fleste vred sig dog ned i dem og fik ved hjælp af mændene også hevet lynlåsen op.

Vi kørte nu ud på en 25 kilometer lang tur over Broagerland og retur til Sønderborg, hvor vi deltog i et stort festligt optog

105

gennem byen. Der deltog også store militærorkestre, bl.a. Queens Royal Lanciers og The Queens Regiment fra England. Efter optoget kørte vi til ringriderpladsen. Inde på festpladsen skulle bilerne udføre ringridningen med samme udstyr og på samme vilkår som hestene. Man fik udleveret lange spyd, hvormed man under forbikørsel skulle ramme en forholdsvis lille, dinglende ring og det er slet ikke så let, når undergrunden er en ujævn græsmark og bilen er en rystende gammel udgave, men damerne klarede det alligevel godt i langt de fleste tilfælde. Det er klart, at de der kørte i åbne vogne, som på billedet, havde det lidt lettere end damerne i de lukkede. De skulle nemlig stå på trinbrættet og holde godt fat ind gennem vinduet, samtidig med de skulle ramme ringen.

Vi var bare en lille del af den store ringridning. Der deltog 300 rigtige ringridere til hest og 15 hestetrukne køretøjer. Om aftenen var der glade dage i ringriderfestens store dansetelt med ”Tanzorkester Radio

106

Brün” med kapelmester Erik Knirsch sangerinder, som der stod i programmet.

søde

Søndag var der igen et stort optog gennem byen, som også sluttede på ringriderpladsen. BP havde reserveret 20 dobbeltværelser til os på Hotel Alssund. Derudover fik vi billetter til spisning lørdag aften og frokost søndag, så vi led ingen nød. Vi fik også hver 40 liter benzin. Da vi sagde farvel og kørte hjemad søndag eftermiddag, havde vi haft en usædvanlig god weekend med store oplevelser. - Det er i dag dejligt at tænke tilbage på.

107

Ebeltoft løbet Søndag den 26. september kørtes det 6. Ebeltoft løb. Denne gang startede vi ikke ved teatret, men ved Kalø Slotsruin. Her havde klubben flot inviteret på morgenkaffe i cafeteriet. Ved at starte her, kunne vi lægge nye ruter gennem landskabet til Ebeltoft. Den medbragte frokost indtog vi ved ”Jernhatten” nord for byen. Derfra kørte vi til Fregatpladsen for at afholde manøvreprøver. Borgerne i Ebeltoft var som sædvanlig mødt op for at se underholdningen og de gamle biler. Vi kørte til eftermiddagskaffe på Motel Vibæk, hvor også præmieuddelingen fandt sted. Den flotte vandrepræmie, der består af et relief af en vintagevogn i moseeg, tilfaldt i år Heinrich Mathiesen, Åbyhøj. Løbet blev vundet af: Bent Lemming, Århus og manøvreprøverne af Kaj Larsen, Farsø. Løbet var tilrettelagt af Poul Hansen, Knud Hansen og Jørgen Mogensen og det var velfungerende.

108

Vintage parade på Moesgaard Lørdag den 23. oktober havde vi, efter opfordring fra Aarhuus Stiftstidende, et møde på gårdspladsen ved Moesgaard museum med fem køretøjer fra klubben. De skulle repræsentere vore køretøjer og var i forskellige karosserityper og farver. Køretøjerne var Heinrich Mathiesens Chevrolet Cabriolet 1931, Kurt Borgkvists Ford A 1930, Bent Kirkegaards Ford A Coupé 1928/29, Undertegnedes Ford T Touring 1926 og Ford V/8 Roadster 1932. (Den kørtes af Poul Hansen). Vi fortalte om klubbens virke og reservedelslageret. De fremmødte blev interviewet og her er uddrag fra artiklen. Mathiesen fortalte f. eks.: - Jeg gav 11 kroner for mit kørekort i 1924, da jeg aflagde køreprøve hos stadsingeniøren i min by, fortæller den tidligere slagtermester. Jeg har aldrig haft uheld, eller fået en bøde. Spørgsmål til jurastuderende Kurt Borgkvist: – Hvordan har en jurastuderende råd til at holde en veteranbil? Det har han heller ikke, bekræfter K. Borgkvist, hvis ikke jeg har kunnet lave det hele selv i samarbejde med min svigerfar, der er tidligere mekaniker.

109

Direktør Bent Kirkegaard har selv istandsat den grønne Coupé. – Jeg fandt den i Herning, hvor den havde stået under åben himmel i 15 år. Den har kostet 1500 kr. og 1200 restaureringstimer. Formanden, der koordiner klubbens virke, er den 36 årige Knud Erik Guldager, Risskov, der selv har istandsat sine fire historiske automobiler. Det gør i øvrigt alle ægte veteranbilfolk. – Selvfølgelig er det en dyr hobby, men pengene holdes hjemme. Det koster mig det samme at restaurere en gammel bil, som hvis jeg røg. Bilen kan jeg sælge bagefter. Ikke røgen.

110

Mødet med en Steyer fra 1922 En dag i 1971 ringede Torés svoger Poul Nielsen og spurgte om jeg ville med ud til et sted i Risskov for at starte en gammel åben Steyr, og køre en lille tur for at røre den lidt. Det ville jeg bestemt meget gerne. Vi mødtes og kørte over til en garage i sommerhuskvarteret på fedet. Her stod ganske rigtigt en stor åben Steyr fra 1922. Den var restaureret og på nummerplader. Poul kendte ejeren og han havde lovet at røre bilen og se om den stadig var helt køreklar, da den skulle sælges til Sverige. Det var i grunden en imponerende stor bil med en flot tidstypisk spids køler. Den var vældig solidt bygget. Det var mig der skulle starte og køre den, da Poul, der var fotograf, ikke havde så meget forstand på veteranbiler. Jeg kendte selvfølgelig heller intet til så sjælden en bil, men satte mig ind bag rattet og fandt ud

111

af, hvor de forskellige funktionsgreb sad og hvordan gearkassen fungerede. Vi åbnede motorhjelmen i venstre side og studerede motorrummet. Vi fandt benzinhanen og åbnede den. Jeg kan faktisk ikke huske, om der var selvstarter på, eller om vi brugte startsvinget, men startet fik vi den da, og vi kørte den ud af den trange garage.

Vi ville varme den lidt op, før vi kørte en tur. Under denne opvarmning, hvor motorhjelmen stod åben, kunne vi pludselig se, at flammerne slikkede op omkring benzinhanen. Den var åbenbart ikke helt tæt, og benzinen havde dryppet med på den nu meget varme udstødningsmanifold og derved antændt. Vi blev noget forskrækkede, for der var faktisk mange flammer og vi var bange for, at ilden skulle brede sig til benzintanken og at hele bilen så ville eksplodere. Jeg kan tydelig huske, at Poul lynhurtigt rykkede væk til en mere sikker afstand,

112

men jeg ville jo gerne redde bilen og var også bange for at få skyld for skødesløshed og derved komme til at erstatte den, så jeg blev og stoppede hurtigt motoren, så benzinen ikke løb frem. Jeg havde set, at der lå et flot uldent køretæppe på bagsædet. Det var meget almindeligt i åbne vogne. Det var beregnet til at passagererne kunne tage det over benene, når det blev for koldt i den åbne bil. Dette flotte tæppe tog jeg resolut og pakkede det hurtigt om hele den brændende benzinhane og holdt det stramt til med hænderne, så ilden efter et øjeblik var kvalt. Vi opgav at køre ud på vejene, da vi naturligvis var bange for den utætte benzinhane og for at der igen skulle gå ild i den under køreturen. Poul ville så fortælle ejeren om benzinhanen. Det var sikkert fordi pakningerne var blevet tørre, at utætheden var opstået. De havde sikkert nu tætnet sig selv, men ejeren skulle i hvert fald have det at vide og det lovede Poul så. Vi pakkede en stor klud om benzinhanen. Den opsugede benzinen, så den ikke dryppede ned på den varme manifold. Vi startede den så igen og bakkede den ind i garagen. Så jeg fik altså ikke en rigtig køretur i denne flotte gamle bil, men jeg fik da en helt specielt oplevelse og nogle billeder.

113

Næste gang er 1972 Her skal vi 6. og 7. maj til et kæmpestort BP Veteran og Vintage Rally Aarhus – København. 60 biler deltog og vi blev startet af Susse Wold. Mejlgaard-Rally Morsø Festival med meget primitiv indkvartering. Jeg, f.eks., sov på et høloft og vi fik rekordstore regnmængder Det måske første ”Stumpemarked” i Danmark. Det 7. Ebeltoft-løb. Her var der stylteprøve for chaufførerne på Fregatpladsen. Julemanden køres gennem strøget i Aarhus. Plus flere af mine oplevelser fra tiden.

114