Oplevelser til vejrs og til vands

FortĂŚllinger om oplevelser til vejrs og til vands

Knud Erik Guldager 1

2

Til vejrs i barndommen

Første gang jeg kom ”til vejrs” var i denne ejendom ved banegården i Randers. Det var under krigen i 1941 og jeg så sådan ud. - Her under et besøg i Randers Zoo. Vi boede i Hobro, men min fars firmas hovedafdeling lå i Randers. Han var derfor tit i denne by og jeg kom sommetider med for oplevelsens skyld. Vi kørte jo i tog med damplokomotiver og det var altid spændende at stå ude på den åbne bagperron, når toget kørte i susende fart. Man så landskaberne meget bedre og man kunne lugte dampen og røgen fra lokomotivet og man kunne let risikere at få sort kulstøv i øjnene og på tøjet. Det sidste var min mor nu ikke så glad for.

På en af disse ture var vi kommet for tidligt til toget hjem, og min far sagde: - Nu skal du opleve noget du aldrig har prøvet før. - Vi gik over på den anden side af Jernbanegade mod en ny høj ejendom bygget i ”lagkage” stil.

Det kaldte man disse bygninger, når de i lag skiftede mellem

3

gule og røde mursten. Det var moderne i 30’erne. Vi gik ind ad den meget fornemme indgang, for lejlighederne var dyre, så det var fine folk der boede der. Indenfor var der en trappe op, men der var også en dør i midten. Ved døren var der nogle knapper ligesom til ringeklokker og min far gik hen og trykkede på en af dem. Jeg begyndte at føle mig lidt beklemt for jeg vidste jo godt, at vi ikke kendte nogen i det hus.

Da vi havde ventet lidt, kom der nogle lyde bag døren og min far lukkede den rask op. Bagved var er et lille rum med en lampe i loftet, et spejl og en række knapper. Vi gik ind og lukkede døren. Min far trykkede igen på en knap og pludselig blev jeg meget forskrækket, for det var ligesom rummet bevægede sig og jeg spurgte min far: - Hvad sker der? – Du er ude og køre i en elevator og nu kører vi op til fjerde sal, så er vi fri for at gå op ad trappen. Jeg havde aldrig i mit liv hørt om noget der hed ”elevator”, så alt var nyt for mig. Dengang var det nemlig kun de allernyeste og fornemmeste ejendomme og hoteller der havde elevatorer, så jeg kendte det ikke.

Helt oppe på fjerde sal stod vi ud af elevatoren og kiggede ned på gaden gennem ruderne i opgangen. Jeg kan huske, at jeg syntes, der var langt ned og at det krøb lidt i benene.

- Bliver dem der bor her i huset ikke sure på os fordi vi bruger deres elevator, når vi ikke selv bor her? – spurgte jeg. - Jo, det gør de, hvis de opdager os, for denne elevator var vist den første i byen, så mange kommer bare ind for at prøve den og den bruger jo en masse strøm, så de er ikke venlige overfor uvedkommende besøgende, men lad os nu bare skynde os ned igen. – sagde min far. Han ville give mig en oplevelse jeg ikke havde prøvet før, og det fik jeg, for jeg kan tydeligt huske den endnu, her over 70 år efter.

4

Jeg ”fløj” første gang da jeg var teenager, men det var desværre kun i drømme. Jeg drømte, at jeg gik på et fortov og begyndte at tage længere og længere skridt og til sidst kunne jeg svæve fire-fem meter ad gangen, før jeg igen satte foden på fortovet. Det udviklede sig efterhånden og snart kunne jeg med tilløb svæve virkelig langt. Jeg husker, at jeg i drømmene, som jeg drømte gentagne gange i flere år, stod på en græsklædt bakketop, hvor jeg tog tilløb ud mod den dybere liggende bund i en dal. Nogle gange lykkedes det at svæve, men det var ikke hver gang. Men hvis det lykkedes, kan jeg huske, at jeg skulle sørge for at have så meget fart på, at jeg kunne komme over nogle højspændingsledninger der stod på nogle master i bunden af dalen. Når jeg nærmede mig, skulle jeg hurtigt vurdere om jeg kunne komme over, eller være nødt til lynhurtigt at dukke under, for ikke at blive viklet ind i kablerne.

Psykologer vil sikkert tyde disse teenagerdrømme som noget med besværlighederne ved at blive voksen. Jeg mener at have hørt, at mange andre har haft tilsvarende drømme.

Rigtig luft under vingerne Men i 1959 var jeg oppe og flyve rigtigt for allerførste gang. Det var med min fætter Folmer, der var blevet uddannet som pilot indenfor luftvåbnet, bl.a. i USA. Vi fløj i en lille maskine der var hjemmehørende på Kirstinesminde flyveplads i Skejby ved Aarhus.

Jeg fik selvfølgelig en ordentlig ”fættertur”. Under rundturen i omegnen fløj han højt op og dykkede pludselig så stejlt, at jeg i næste nu hang oppe i luften i sikkerhedsselen og var vægtløs. Det gav en kæmpe sugen i maven, - men sjovt det var det.

5

Det var denne maskine vi fløj i.

Kirstinesminde eller Aarhus Luftfart, som der står på skiltet Jeg fik ham til at flyve ud over vores nye hus i Risskov, som vi lige havde købt samme år. Ulla vidste besked og stod nede på fortrappen og vinkede. Vi vippede med vingerne.

Dette var som nævnt min første luftbårne tur.

6

Se, hvor alene husene lå dengang. Vores hus er nr. 2 fra venstre. Haven overfor er lige anlagt. Året før var det en mark med køer.

Kirstinesminde var en af de ældste flyvepladser i landet.

Allerede under den store landsudstilling i Aarhus i 1909 foretog den franske pioner Ferdinand Léon Delagrange en flyvning i Aarhus i sit Voisinfly fra 1907. Han var skaffet til byen for at tiltrække besøgende til udstillingen og det lykkedes i høj grad.

Kun meget få mennesker havde dengang set en rigtig flyvemaskine. Det var kun noget man læste i aviserne om.

Det var også, så vidt vides, den første flyvning overhovedet i Danmark. Den allerførste flyvning var foretaget i 1903 i USA, altså kun seks år tidligere, så det forekom helt utroligt, at det var var lykkedes at skaffe en rigtig flyvemaskine og en pilot til provinsbyen Aarhus, der dengang var mindre end handelsbyen Randers.

7

Det var en flok af byens rige fabrikanter, der for at få reklame til deres virksomheder, havde betalt for at få flyet sendt herop med jernbane, og som selvfølgelig også betalte opholdet, samt et salær til piloten og hans mekaniker.

8

Folk strømmede i tusindvis ud til Skejby Mark, hvorfra han skulle starte, og, om alt lykkedes, lande igen – Det måtte man for alt i verden ud at se og opleve. - Ja selv kongefamilien med Frederik den 8. i spidsen kom, for de var i byen i anledning af landsudstillingen. Her 110 år efter kan man sagtens tænke sig, at det må have været lige så stor en begivenhed, som hvis man i dag kunne opleve, at se en rigtig rumfærge lande på marken ved Skejby. Det tror jeg faktisk også ville kunne tiltrække tusinder, selv her i vor teknisk forvendte tid, og jeg kan også sagtens tænke mig at visse medlemmer fra kongefamilien igen ville komme.

Hver flyvetur tog ikke lang tid, men i sig selv var det ikke mindre end et mirakel, at man overhovedet kunne lette fra jorden og flyve oppe i luften. Delagrange var her i ti dage og den sidste dag ville han prøve at flyve over vandet fra Egå strand til Skødshoved, men motoren var nu lidt overanstrængt efter de mange flyvninger og den blev nok presset lidt for hårdt, så den eksploderede. Delagrange rejste omgående ærgerlig og skuffet hjem til Frankrig og det motorhavarerede fly blev sendt efter.

9

Postkort solgt til minde om den store begivenhed Ferdinand Leon Delagrange var meget berømt for sit flyvermod og han satte mange rekorder her i disse meget tidlige pionerår. Man kaldte ham dumdristig, men jeg vil hellere sige eventyrlysten. Godt nok skulle der et stort vovemod til, - uden en faldskærm der slet ikke var udviklet endnu, - at sætte sig op i et åbent sæde på det spinkle apparat og have en tung motor med en stor vildt snurrende propel lige foran sig. Man vidste jo, at der kun var én mulighed, hvis det mindste gik galt, - nemlig den sikre død.

Men det, at kunne betvinge tyngdekraften og flyve, var jo alt for spændende til at disse mænd ville se disse barske kendsgerninger i øjnene.

Jeg kender det lidt selv fra mine unge dage. Hvis noget var virkelig spændende, skulle det altså prøves af og så måtte man betale den pris det eventuelt kostede. Men måske har mine eksempler været mindre risikofyldte, for jeg slap i hvert fald altid godt fra det, selvom det af og til måske har været lidt for tæt på, når jeg i dag tænker efter.

10

Allerede få måneder efter i januar 1910 mistede Delagrange da også livet under en flyvning, da den ene vinge brækkede og flyet derved styrtede til jorden.

Delagrange’s fly blev bevogtet på Skejby mark

Et andet flyvende objekt besøgte også udstillingen, nemlig en stor Zeppeliner.

Fregatten ”Jylland” var stadig sejlende og var ligeledes på besøg.

11

Den store skovrestaurant Varna blev også bygget til udstillingen i 1909.

Til luftakrobatik Som stor dreng lavede jeg også små flyvemaskiner af træ og blik, ligesom børn i Afrika gør det i dag.

Jeg husker tydeligt, at min familie og jeg en sommerdag var ude og se en spændende flyveopvisning på den store ungskueplads ved vandtårnet på Randersvej og der havde jeg netop en af mine små hjemmelavede flyvemaskiner med. Jeg sad og lavede de samme loops og stallingsmanøvrer som de rigtige maskiner gjorde.

Disse opvisninger blev afholdt i et par år sidst i 40’erne og der var stor tilstrømning. Der var kunstflyvere der tumlede deres maskiner helt utroligt oppe i luften og de var dristige,

12

både kvinder og mænd, de stod ovenpå flyet, - selv når dette, for os tilskuere at se, foretog farlige manøvrer.

Man fløj også direkte mod hinanden og kun i sidste sekund bøjede man af til hver sin side. Det så meget dramatisk ud for os dengang, der jo ikke var vant til at se flyvemaskiner så tæt på. Den engang så berømte væddeløbskører Morian Hansen, der havde været pilot i Royal Airforce i England under krigen, fløj en af maskinerne til opvisningen.

Han var også berømt på de danske motorbaner gennem mange år og på sine helt gamle dage kørte han taxa i København. Han skulle simpelthen have noget med motor i hænderne, så man kunne da næsten unde ham at dø med et rat i hænderne, men det tror jeg dog ikke han gjorde.

13

Her har jeg taget et billede af ham i 1948, da han samler et hvidt tørklæde op fra jorden med en krog på den ene vinge, lige foran publikum. Det er en meget farlig manøvre, for hvis vingen rammer jorden, styrter flyet omgående.

Det var jo længe før de store krigsfilm og fjernsynet var kommet frem, så vi var kun vant til at se flyvemaskiner, flyve højt oppe i luften under krigen, når de allierede på togter fra England fløj ned for at bombe i Tyskland.

Jeg selv oplevede det en nat under krigen, da vi boede i Hobro. Jeg vågnede ved en massiv lyd af flyvemaskiner. Jeg stod op og gik ind i stuen, hvor vinduet vendte mod nord.

Her sad begge mine forældre i mørket og så ud. Vi kunne høre at tyskernes antiluftværn nede i Hobro skød efter maskinerne og kunne se lysene fra strålekasterne. Lidt efter, da alle flyvemaskiner havde passeret, så vi ildglimt langt ude mod nord og min far sagde, at det nok var Ålborg der blev bombet. Nogle minutter efter kunne vi høre en svag buldren, ligesom fra et fjernt tordenvejr.

Dagen efter hørte vi ganske rigtigt, at det var Ålborg flyveplads der var blevet bombet.

14

Tyske jagerfly på Ålborg flyveplads under krigen

Den var nemlig meget vigtig for tyskerne og den var base for en masse fly. Jeg kan klart huske, at jeg under krigen var ude at køre i en bil med min fars søster Birgitte Valvanne.

Vi kørte netop på en vej langs Ålborg flyveplads og kunne se de tyske jagermaskiner der holdt foran hangarerne.

Det gjorde et stort indtryk på mig, der jo aldrig før havde set flyvemaskiner holde nede på jorden, men hvordan hun kunne køre bil under krigen har jeg aldrig fundet ud af, men min fars søster var nu også på alle måder meget speciel.

Næste dag kunne alle vi børn gå rundt og samle lange aluminiumsstrimler op og lave kugler så store som tennisbolde af dem. De var blevet smidt ud fra flyene for at lokke tyskerne til at skyde mod glimtene fra strimlerne og bruge deres ammunition på dem i stedet for mod maskinerne, da de jo fløj højere oppe.

15

Nå, - men tilbage til min ”tid i luften”.

Senere i livet var jeg i luften mange gange, med det var desværre bare med rutefly i Europa under ferie– og arbejdsrejser.

Jeg var dog engang oppe at flyve med et lille piskeris af en helikopter på et marked i Himmerland, hvor man kunne købe sig en rundflyvning. Kabinen, vi sad i, var ligesom en stor glaskugle. Der var et meget fint udsyn rundt og direkte ned på jorden. Jeg husker det som en god oplevelse, men lidt underligt var det nu, da der kun var en tynd plexiglasvæg mellem os og et frit fald.

Det får mig til at tænke på, at jeg da på en måde har fløjet ved egen kraft i virkeligheden.

Jeg har nemlig ladet mig falde i frit fald fra det høje tårn i Tivoli Friheden i Aarhus.

16

Mine to sønner prøvede det og de forventede helt klart at deres 71 år gamle far sandelig også turde. – Så selvfølgelig gjorde jeg da det.

Nu er der ingen vej tilbage, når hun trykker på knappen slippes der.

Jeg kan hilse og sige, at det knuger hårdt i maven, mens man bare falder og falder og falder i en uendelighed, men til sidst når man dog ned.

Her lander jeg midt i den blå bund. Se de små mennesker!

– Ja, ja, så har jeg da også prøvet det.

17

At flyve med en tyk cigar Nu det handler om luftfartøjer, må jeg hellere fortælle om dengang jeg i 1979 var ude at flyve i et stort luftskib. Det startede også oppe på Kirstinesmindes flyveplads, der lå, hvor Universitetshospitalet ligger i dag.

Jeg havde en bekendt, der solgte Good Year dæk, og deres luftskib var i Danmark for at give deres bedste kunder og sælgere en tur.

Jeg fik dem, på en eller anden måde, overtalt til også at give mig en tur. Da jeg jo ikke havde noget med selskabet at gøre, ventede jeg høfligt til sidst med at gå ombord. Det resulterede lykkeligvis i, at der kun var en tom plads ledig helt oppe ved siden af piloten.

18

Men det var også den bedste udsigtsplads af dem alle, så der var jeg heldig. Jeg kunne samtidig spørge piloten - en italiener - om en masse ting vedrørende luftskibet.

Der var monteret to store motorer med propel direkte på siden af kabinen, så der var en vældig larm inde i denne.

- Man måtte råbe til hinanden for at tale sammen.

Der var en masse hjælpere, i hvide Good Year skjorter, til at trække luftskibet ned ved landing og til at holde det fast, når det var nede på jorden. Til dette brug var der en masse tove, der hang ned fra luftskibet.

Havnen i Aarhus

19

Luftskibet steg meget langsomt op, vi kom kun langsomt fremad. Vi fløj ind over Aarhus by og havn i en stor cirkel.

Desværre fløj vi ikke hen over vores hus, men jeg tog bl.a. dette billede af fiskeri- og lystbåd havnen i Aarhus.

Tur i Fokker veteranfly Jeg var engang i 1970 på ferie på Grand Canaria og en af de oplevelser man kunne få på øen, var en tur over til Spansk Sahara, som det hed dengang. I dag hedder det Western Sahara. Denne tur meldte jeg mig til, for det lød spændende.

Da dagen kom, hvor vi skulle flyve det ret korte stykke over til den store Sahara ørken, kørte vi ud til en lille lufthavn. Undervejs fortalte guiden meget livligt om alt det, vi ville komme til at opleve. Han fortalte også i malende vendinger, at de ikke længere fløj med de gamle ustabile Fokker propelfly, men med et moderne jetfly. Vi skulle derfor ikke være nervøse, hvis vi havde hørt om de gamle fly, der somme tider styrtede ned i havet og hvor alle passagererne var blevet ædt af hajerne.

- Vi blev alle glade for høre, at det nu var fortid.

Da vi havde siddet lidt i den lille ventesal, blev vi bedt om at gå ud til det moderne fly, der holdt lige udenfor vinduerne. Folk myldrede i stort kaos mod udgangen, men jeg gad ikke stå i al den masen, så jeg og nogle få ældre passagerer, holdt os tilbage. - Jeg var dengang kun femogtredive år.

Pludselig siger rejselederen: - Der er ikke flere pladser i flyet, så otte af jer må vente lidt, men vi sender bud efter

20

et andet fly til Jer. - Nu måtte vi efterladte så blot stå og se på, at de andre drog afsted over til det spændende Afrika.

Vi ventede i cirka en time, så kom der pludselig et ældgammelt tre-motoret propelfly hostende op foran bygningen. Flyet havde ét halehjul og to hjul foran. Skroget stod fuldstændig skråt, når det stod på jorden. Det var nemlig lige præcis et af de gamle berømte ”ustabile” højvingede Fokker fly, som guiden havde gjort så meget grin med på turen herud i bussen. Det havde de gravet ud af mølposen nede i hangaren, og det var nu meningen, at vi skulle flyve over det hajfyldte hav i det.

Nå, - nu var det vel helt sikkert i orden og afprøvet, når de turde sende turister i luften med det. Jeg syntes faktisk, at det lød meget mere spændende, at vi skulle flyve i et veteranfly i stedet for det moderne nye, så jeg var glad for den ekstra spænding og jeg ville såmænd gerne have betalt ekstra for at flyve i et veteranfly.

Men det blev nu mere spændende end som så, for da vi var gået ind i maskinen ad en lille stige bagerst i flyet, og havde fået et bolsje til at tage ørepropperne, og nu sad

21

tilbagelænede i de primitive sæder i det skrå fly, prøvede piloten motorerne af, ved at give dem mange omdrejninger.

Propellerne larmede voldsomt i kabinen, hvor sidevæggene ikke var så tykke. Det lød dramatisk og hele maskinen rystede.

– Han prøvede hele tre gange. Til sidst kom stewardessen og sagde, at vi blev nødt til at gå tilbage til den lille lufthavnsbygning igen, da flyet lige skulle ned til hangaren og have tjekket noget.

Vi gik ind og vi var nu blevet lidt utrygge. - Var flyet alligevel ikke i orden? - Det lød ikke godt.

Da vi havde ventet i over en halv time, kom flyet tilbage og motorerne lød fint spinnende. Vi fik igen et bolsje og gik ombord. Jeg havde plads helt oppe foran ved væggen ind til cockpittet. Ved siden af mig sad en ældre mand. Piloten gassede nu igen motorerne op, lod omdrejningerne falde og gassede op igen. Nøjagtig som første gang og nu blev vi minsandten atter bedt om at forlade flyet. - Det var desværre ikke helt i orden endnu.

Nu begyndte vi at overveje, om vi overhovedet turde flyve med det fly. Denne gang blev det dog ikke kørt ned til værkstedet, men blev blot holdende udenfor, hvilket bestemt ikke øgede vores tillid til det. - Et kvarter efter fik vi så det tredje bolsje og gik atter ombord og var glade. Endelig skulle vi afsted på den spændende tur til verdens største sandørken.

For tredje gang prøvede piloten nu motorerne af. Det var nok en rutineting de skulle lave for at være helt sikre, tænkte jeg. - Men hov, vi blev igen bedt om at forlade flyet og stewardessen undskyldte meget. Da halvdelen var ude, og jeg selv var på vej ned af stigen, sagde stewardessen

22

pludselig med en glad stemme: - Piloten siger, at I godt kan gå ombord igen, for VI FLYVER ALLIGEVEL. Nu var situationen i høj grad betænkeligt, men de ældre passagerer gik ombord igen, Måske har de tænkt, at nu, de var så gamle, ville de da lige have det sidste med, og gik det galt, - ja, så havde de dog trods alt levet det meste af deres liv. Jeg gik også ombord, for nu blev det da for alvor rigtig spændende. Stewardessen viste os, hvordan vi skulle tage redningsveste på, og her fulgte jeg rigtig godt med og tjekkede lige, at jeg havde min store schweizerkniv i bæltet, så jeg var forberedt, hvis vi faldt ned og mødte nogen hajer. - Der har aldrig været noget i vejen med min fantasi.

Den ældre mand, ved siden mig, sagde pludselig: - Du skal ikke være nervøs. Jeg er selv gammel trafikpilot. Det er blot nogle magnetfelter de ikke kan få højt nok op på skalaen. - Det betyder overhovedet ikke noget.

– Det beroligede mig, og jeg fortalte det til de andre.

Turen over Atlanterhavet gik fint og jeg undrede mig, da vi kom til fastlandet, for det må være verdens bredeste strandbred, for Saharaørkenen gik direkte ud i havet.

Vi landede på en stribe cement, der var delvis dækket af tilføget sand, og kørte i en lille bus et godt stykke ud i ørkenen til en mindre oase, hvor der var en lokal sheik der bød os velkommen. Han kan ikke have været særlig rig, for han sad i det fri, direkte i sandet med sine ting og folk omkring sig, og vi satte os også i sandet rundt om. Han fortalte lidt om stedet og deres skikke. Tolken oversatte.

23

Vi blev budt på te, og der stod en stabel glas fra de sidste gæster i sandet. Han gav hver gæst et glas, men først stak han dog glasset ned i sandet ved siden af sig, så der kom lidt sand ind. Det tørrede han rundt i glasset med sin tommelfinger og så var det glas vasket af. - Vand var der jo ikke så meget af, at det måtte bruges til at vaske op med.

Hjemturen i den gamle Fokker forløb fint, så hajerne fik ikke menneskedessert den dag.

Dagen før jeg skulle hjem fra den rejse, købte jeg en større udstoppet krokodille og en mindre unge på torvet i byen og jeg gik tilbage til hotellet med min fede krokodille under armen. Her gloede de forbløffet og spurgte mig om, hvordan jeg dog ville få den med flyet. Den kunne slet ikke være i kufferten og kunne vel heller ikke sendes som bagage.

Her står mor og barn hjemme i pejsestuen De hvæser lidt begge to

24

Jeg havde selvfølgelig hele tiden vidst, at der kunne komme problemer med hjemtransporten, Men jeg tænkte optimistisk, at jeg nok skulle finde på en udvej, når problemet forelå.

– Det plejede jeg altid at kunne.

På vejen ud til lufthavnen, sad jeg med den store krokodille i favnen. Den lille var pakket ned i kufferten. Der var som sædvanligt mange haller, man skulle igennem, før man kom til selve udgangen til flyet og det ville være besværligt, at have krokodillen under armen hele tiden, så jeg satte den ned på gulvet, fik fat i en snor og bandt den om halsen på dyret og trak den på den måde gennem alle hallerne, som en hund i snor. - Dens klør gled let henover det hårde stengulv.

Det vakte jo en del opsigt, men jeg lod blot, som om det var en helt naturlig ting, at gå tur med en krokodille i snor.

Jeg kendte jo ingen af de mange mennesker, så jeg holdt blot næsen i sky og så lidt hoven ud. - Ingen turde henvendte sig.

Da jeg med krokodillen under armen kom op i flyet, mødte jeg en måbende stewardesse. Jeg forklarede hende, at jeg gerne ville have den med hjem, og om hun ikke havde et sted, hvor vi kunne anbringe den, så den ikke kom til skade.

Hun fattede sig hurtigt, for hun var nemlig en rigtig stewardesse, skønt det sikkert var første gang, hun havde en krokodille som passager. Hun fandt to tomme sæder nede i højre side af kabinen lige før toilettet. Her anbragte vi krokodillen inde under sæderne foran. Her lå den godt beskyttet og lidt skjult.

Det troede jeg da, for da jeg senere skulle på toilettet, så jeg selvfølgelig til min krokodille. Den lå der stadig, men to kraftige herrer, der havde mødt hinanden i køen til toilettet,

25

var kommet i snak, og de havde sat sig på de to tomme sæder. Det var også i orden, men at den ene af dem brugte min krokodille som fodskammel, var aldeles ikke i orden, så jeg bad han straks om at flytte fødderne. Han kiggede ned og opdagede først nu, at hans fodskammel var en krokodille.

Han undskyldte meget og flyttede skyndsomt fødderne og de rejste sig og gik hen på deres pladser. - Krokodillen lå fredeligt på resten af turen hjem til Billund lufthavn.

Da vi ankom til Billund midt om natten, blev vi mødt af tolderne i ankomsthallen. Vi var det eneste fly der ankom lige nu, så tolderne havde besluttet sig for at lave en grundig undersøgelse af samtlige passagerer og ikke bare, som sædvanligt, en stikkontrol.

Det tog sin tid, for de åbnede samtlige kufferter. Jeg stod jo der med min krokodille under armen og fyldte meget, så jeg ventede til allersidst i køen. Foran mig stod to unge mænd på min egen alder. Vi havde lært hinanden at kende på turen og vi stod og snakkede. De kom gennem tolden og det blev min tur, men da de gik ud af døren i udgangshallen, vendte den ene sig om og råbte tilbage: - Nu skal du jo ikke fortælle dem, at krokodillen er fyldt med hash!

Det var, også dengang, det allerværste han kunne sige, for det var nemlig stimulerende midler toldvæsenet var mest på jagt efter. Jeg kunne ligefrem se toldernes øjne lyse op.

Endelig var der bid og deres store arbejde, der midt om natten, var altså ikke spildt. De havde nemlig, indtil nu, overhovedet ikke fundet noget af den slags. Der havde kun været nogle enkelte flasker spiritus for meget. Min kuffert lå på bordet, men den glemte de helt i første omgang, for nu var de voldsomt interesseret i krokodillen. Den kom omgående på bordet og vendt om på ryggen, så de kunne se,

26

hvordan den var sammensyet efter udstopningen. En af tolderne tog en lommekniv frem og skulle til at sprætte syningerne op, - det var jo før man brugte narkohunde. Men nu syntes jeg, at den spøg blev drevet lidt for vidt, så jeg forklarede, at mine venner blot havde sagt det for at se, hvordan jeg ville klare det problem. Det var simpelthen bare en grov spøg, som unge mænd jo somme tider laver med hinanden. Jeg sagde: - I kan jo blot begynde at tage udstopningsmaterialet ud af krokodillens åbne gab og på den måde komme ned i maven, men I finder ikke noget. - Jeg kan godt forstå Jeres mistanke, for det ville være et helt optimalt gemmested for flere kilo hash. - Jeg forklarede dem også, hvordan jeg havde fået fat på den.

Men undersøges skulle den, så de fik nu fat i et stykke ståltråd og lavede en krog i enden og fik da også fisket en del af indholdet op, før jeg til sidst fik dem overbevist om, at jeg ikke var smugler.

- Pu-ha, endelig var jeg færdig og jeg kunne komme ud til min bil, der dengang var en flot sekscylindret Ford Zephyr.

Den holdt ude på parkeringspladsen, men nu var den dækket at et tykt lag sne, som jeg fjernede, faktisk kun iført sommertøj og tynde lædersko, så jeg kom til at fryse gevaldigt, især hænder og fødder.

27

Jeg satte mig ind i bilen og drejede nøglen, men selv efter flere forsøg, startede den ikke. Der var overhovedet ingen gnist i tændingen. Det hele var druknet i fugt. Jeg gik tilbage til lufthavnen og spurgte, om der var nogen i Billund, der kunne hjælpe mig, selvom det var midt om natten.

Det var der minsandten. Et bilværksted havde en aftale om starthjælp til biler på lufthavnens parkeringsplads døgnet rundt. Det tog kun et kvarter, så holdt han der. Han sprøjtede med fugtfjerner, men det var ikke nok, så vi bandt et tov mellem vore biler og han trak mig i gang. Jeg husker at bilen var meget fugtig, for vi måtte køre et godt stykke vej, før den endelig gik i gang. Han tog ikke engang særlig meget for hjælpen og jeg kan huske, at jeg syntes det var alt for lidt, når det var midt om natten, men han fik sikkert også et fast beløb af lufthavnen for hver gang han blev tilkaldt.

Nu kunne jeg endelig køre hjem og fortælle om alt det jeg havde oplevet og vise familien den udstoppede krokodille.

Nu hænger den på væggen i pejsestuen lige ved trappen op til TV-rummet. Familiens småbørn gyser, når de kravler forbi dens lysende grønne øjne og åbne gab med de skarpe tænder.

De stopper lige et øjeblik og skynder sig derefter forbi.

28

Med ”dobbeltdækker” I 1977 indbød Brother symaskinefabrikkerne i Japan nogle få udvalgte forhandlere i Skandinavien til en tolv dages tur til deres land. Vi skulle selvfølgelig se de enorme fabrikker, men samtidig også se og opleve deres kultur og mange seværdigheder.

Vi fløj fra Kastrup og næsten op over Nordpolen i en stort Boeing 747 jumbojet, der dengang var en forholdsvis ny flytype. Disse fly har jo, som på skibe, to ”dæk” eller etager, så jeg var lige oppe på I. sal for at have set en flyvemaskine med flere etager. Det så utrolig flot ud, da vi fløj over de øde ismarker omkring nordpolen, og vi mellemlandede i Anchorage i Alaska, så jeg kan sige, at jeg har sat min fod i Alaska, selvom det kun var i en times tid.

Da vi igen startede, og var på vej op i flyvehøjde, og mens flyet stadig stod ret skråt i luften og motorerne gik for fuldt drøn, lød der pludselig et højt brag. Vi blev alle noget forskrækkede, men blev beroliget af stewardesserne, der fortalte, at det sikkert blot havde været en klump is der var faldet af og havde ramt skroget. - Der var ingen skade sket, - håbede de da, og vi fortsatte mod Tokio.

29

Her landede vi fint og i modtagelseshallen stod vi og ventede på en japansk guide. Iblandt os var der en kæmpestor og bred svensker på cirka to meter, og pludselig stod der lige foran ham en lille ung japansk kvinde på godt halvanden meter. Hun virkede særlig lille, fordi hun stod helt tæt foran den høje mand. Hun kiggede forbløffet op på ham og spurgte: - Hvad spiser du? - Det var vores lille charmerende guide, der ville gøre alt for at blive lidt højere.

Hende havde jeg senere en sjov oplevelse med. Vi skulle på rundtur i Tokio med hende som guide.

Vi var dog kun to tilmeldte og den anden faldt hurtigt fra, så jeg havde guiden helt for mig selv. Jeg ville gerne op i det høje Tokiotårn, der er lidt højere end Eiffeltårnet. Der var nogle enorme elevatorer der kunne tage en stor mængde mennesker af gangen. Fire stærke mænd stuvede folk meget tæt sammen, så jeg stod der i et hjørne og ragede med mit lyse hår en kvart meter op over et tykt tæppe af sort japanerhår. Det lignede et stort mørkt gulvtæppe. De stod så tæt, at man ikke kunne se deres kroppe. Det føltes lidt mærkeligt, kan jeg huske. Det var som lige at have hovedet oven vande.

Vel oppe på toppen nød vi udsigten og pludselig opdagede jeg en fire kvadratmeter stor glasrude i gulvet. Tokiotårnet er næsten hult indvendigt, så man kan se helt ned til bunden, så de fleste gik i en stor bue uden om denne rude, men jeg sprang straks ud for at føle gyset. Den lille guide stod og

30

klamrede sig til rækværket og skulle absolut ikke nyde noget gys. Pludselig farer der en drilledjævel i mig, og jeg opfordrede hende til at komme ud til mig på glasruden. Hun trådte et skridt tilbage for at vise, at det ville hun i hvert fald slet ikke. – Men nu var jeg altså lige i det drillehumør, så jeg sagde: - Du er hyret til at vise gæster din by, så du er vel nødt til at efterkomme alle deres ønsker, så kom nu herud. - Japanerne er normalt meget arbejdsloyale vidste jeg. Hun stod lidt og overvejede, men da jeg så både alvorlig og bydende ud, trådte hun med en gysen ud på glaspladen, - men hun tog godt fat i rækværket igen.

Jeg ved godt, at jeg ikke kunne være det bekendt, men drilledjævelen sad stadig i mig, så jeg satte demonstrativt min pegefinger på en stor nitte i rækværket og trykkede på den som for at udløs en faldlem. Med et skrig sprang guiden væk og kiggede på mig med et dræbende blik.

Det tog over en halv time før hun blev venlig igen. Hun sagde ikke et ord til mig, så jeg blev også lidt flov og ked af det, for den spøg havde jeg vist drevet lidt for langt og måske har japanere slet ikke så megen sans for sort humor som os. Pludselig, mens vi tavse går på fortovet, stak hun sin lille ”japanske barnehånd” ind i min for at vise, at nu var hun ikke sur mere.

Glad igen gik jeg ind og købt mig en hvid kasket, som jeg brugte i mange år, når jeg kørte i mine sportsvogne.

31

Dramatik i Cairo lufthavn.

Under en ferie i Egypten i 1979, hvor vi havde oplevet utrolig meget, været oppe i Cheops pyramiden m.m., skulle vi nu hjem.

Vi kørte med bussen ud til lufthavnen og skulle gennem toldkontrollen. Men denne gang var det ikke en helt almindelig kontrol.

Vi stod alle i en lang række i højre side af en stor hal. Længere fremme var den almindelige kontrol med pas, men ovre i venstre side af hallen, stod der bevæbnede soldater. De studerede vores række indgående og udvalgte yngre mænd, der så ud til at kunne ligne terrorister, til en særlig kontrol ovre på deres side.

Jeg forsøgte at se uskyldig ud, men jeg har nok virket lidt for interesseret, for jeg blev i hvert fald hurtigt udvalgt og måtte tage min kuffert og gå over til dem og lægge den på deres bord. Jeg skulle selv åbne den. Jeg tror de var bange for at der kunne være en skjult bombe, der ville udløses ved denne handling. - De var utrolig mistænksomme.

Der stod en soldat ved siden af mig med en maskinpistol klar, parat til at fyre på mig,

32

hvis jeg pludselig gjorde en for hurtig bevægelse. Den anden soldat rodede rundt i min kuffert, og jeg forsøgte at berolige ham ved at fortælle, at vi blot var fredelige turister fra Danmark, der gerne ville hjem, men selvfølgelig lod han som om han slet ikke hørte mig. Mens dette stod på, havde Ulla ængstelig fulgt med i optrinnet, og pludselig begyndte hun at gå over mod os. Jeg vinkede hende diskret tilbage, og hun kunne se på mit ansigtsudtryk, at jeg mente det. Hvis nogen skulle tilbageholdes var det jo bedst det kun blev mig.

Men pludselig var soldaten åbenbart overbevist, for han smækkede låget i og skubbede kufferten længere hen på bordet og tog den næste i rækken. Jeg måtte selv lukke kufferten, men kunne nu gå lettet over i den anden række igen. Det var jeg glad for, for man bliver ærlig talt meget lille, når man står som mistænkt mellem bevæbnede soldater i et fremmed land.

Efter paskontrollen kom vi ind i venteværelset til afgang.

Det så meget mærkeligt ud. Det var et stort rum, men det så meget tomt og bart ud. Der var kun de allermest nødvendige stole. Vi begyndte at undre os noget, for vi sad bare længe og ventede, da afgangen gang på gang blev udsat.

33

Udenfor holdt vores fly, og vi kunne nu se folk gå rundt med nogle håndholdte søgere. De strøg dem op ad fly siderne og især omkring landingsstellet og dækkene.

Vi fik på en eller anden måde at vide, at alt det mærkelige skyldtes, at der dagen forinden var sprunget en bombe i netop den ventesal vi befandt os i, og det var derfor der var lidt bart. Det var også grunden til, at alle afgange og fly blev grundigt undersøgt for at undgå gentagelser.

Til sidst lykkedes det os endelig at komme ombord og vi kunne nu flyve hjem til vort fredelige og gode gamle Danmark. - Men nu vi havde også fået oplevelser nok for et stykke tid.

Dramatisk flystart ved Abu Simbel I 1984 var vi i Egypten igen. Denne gang skulle vi ikke selv betale, men havde fået rejsen i en salgskonkurrence. Sidste gang havde vi mest set alt i området ved Cairo, pyramiderne, det store museum med Tutankhamon’s mange guldskatte samt meget mere. Denne gang genså vi noget af det samme, men var også på en stor rundrejse og endte, dagen før vi skulle

34

hjem, helt nede sydpå ved Ramses II’ store tempel Abu Simbel, der ligger syd for den store Aswan dæmning.

Da vi skulle hjem, samledes vi i den lille lufthavnsbygning.

Den var ikke særlig komfortabel og lå lige i udkanten af ørkenen, så startbanen gik over i en næsten uendelig sandørken.

Vi var omkring halvanden hundrede, der skulle med flyet.

Der var et hold englændere og et hold franskmænd og så vores lille danske gruppe på femten. Resten af vores hold var blevet i Luxor. Vi skulle mellemlande der og samle dem op, da vi skulle flyve hjem til Danmark den næste dag.

Udenfor holdt vort fly fra Egyptair. Det var et moderne jetfly med to motorer.

35

Efter et stykke tid i den meget varme lufthavnsbygning gik vi ombord. Flyet satte med det samme en vældig fart på, da det kørte ud ad kørevejen til selve startbanen. Det var lidt påfaldende.

For enden af tilkørselsbanen var der et skarpt højresving, og her gik det så hurtigt, at flyet krængede over til venstre så skroget blev vredet og døren til cockpittet sprang op og knaldede mod væggen med et brag. Vi talte om, at den pilot vist havde lidt for travlt, men det behøvede jo ikke at gå ud over flyet. Han skulle behandle det ordentlig for sikkerhedens skyld. Det var ikke beregnet til at skulle krænge sådan i sving.

Da vi kom ud på startbanen, holdt flyet ikke stille og lod motorerne komme op i omdrejninger, som man plejer, - nej, piloten satte blot fuld gas på og begyndte at lette.

Vi kom hurtigt i luften og så ørkenen begynde at forsvinde under os. De to motorer gik stadig for fuldt drøn, og vi stod endnu skråt i luften for at komme op i flyvehøjde.

Da vi var kommet et stykke op, men stadig mens flyet stod ret skråt i luften,

døde den højre motor pludselig.

Piloten fladede omgående flyet ud. Den anden motor fik alle de omdrejninger den kunne få, kunne vi tydelig høre. Der var blevet dødstille i kabinen og de to stewardesser, der nu ikke længere sad på deres pladser, som de ellers skulle, faldt på knæ, og, - som jeg senere beskrev det: - De knaldede deres pander i gulvet og bad til deres Allah.

Nu var vi alle i samme båd, og så kunne vi andre ellers bede til de guder, vi nu troede på.

36

Vi var alle fuldstændig klar over, at det var en yderst kritisk situation og mange troede, at vi ville styrte ned og blive dræbt, så der hørtes jamren og gråd i hele flyet. Jeg selv tog det heldigvis forbavsende roligt. Man ved ellers aldrig, hvordan man vil reagere i så faretruende situationer, men når jeg går op i et fly, er jeg fuldstændig klar over, at jeg ikke selv mere kan gøre noget, men har overladt mit liv til skæbnen og piloten i flyet, så derfor er der ingen grund til at gå i panik – Men lige den her pilot stolede jeg dog ikke meget på.

Vi cirklede et par gange rundt i den højde, vi havde nået, og det viste sig senere, at det var en utrolig heldig højde, for den var lige akkurat nok til, at flyet kunne klare at holde denne højde med kun denne ene motor. Havde flyet været femogtyve meter længere nede, havde vi måttet nødlande på den lille øde ørkenlufthavn uden megen katastrofehjælp og virkelig langt til hospitaler.

Men heldigvis klarede vi det, og vi lagde an til landing igen.

Nedenunder kunne vi se to køretøjer med blå blinklys køre i samme retning, som vi landede i. Det var en brandbil og en lille katastrofevogn. De ville være så tæt på os som muligt, når vi landede. Men synet af dem, var jo ikke ligefrem betryggende for os passagerer. Mange af kvinderne græd højlydt og alle mændene var foruroligende tavse og stive i ansigtet. Vi landede dog fint og flyet parkerede foran den lille bygning igen.

Alle gik ind i bygningen og piloten kom ind og fortalte, at han havde sendt bud efter et nyt fly fra Cairo og at det ville kunne være her om godt en time. Vi sad alle inde i den varme bygning, hvor man absolut intet kunne købe, og nu var

37

vi blevet både sultne og tørstige ovenpå den store forskrækkelse. Den forplejning, vi skulle have haft i flyet på vej til Cairo, blev nu hentet ind i bygningen. - Det hjalp på den trykkede stemning, men det kneb dog lidt med, at der var nok flasker med rent vand til at dække vores store tørst. Så vandet måtte vi spare på, da vi ikke vidste, hvornår vi kunne få noget igen, for der var intet tilbage i hverken lufthavn eller fly.

Da jeg havde spist gik jeg udenfor, hvor luften var lidt køligere, og satte mig på en lille trappe ved bygningen. Flyet holdt blot halvtreds meter henne og havde snuden vendt mod bygningen, så motorernes udstødning vendte ud mod ørkenen.

Nu så jeg et lille elektrisk køretøj, med to mænd i kedeldragter, komme kørende. De kørte hen til den højre motor, som var den, der var gået i stykker. De åbnede en stor luge på undersiden og begyndte at arbejde på motoren.

Jeg studsede noget. Var det meningen vi skulle flyve til Cairo i flyet alligevel? - For mig så det nærmest ud, som om piloten havde sendt bud til den nærmeste landsbysmed og bedt ham om at reparere flyet. Hvordan skulle han ellers så hurtigt have kunnet få fat på rigtige flymekanikere i denne udørken? - Der var vel ikke stationeret to faste mekanikere her, for så var der vist tit noget i vejen med de fly.

De blev dog færdige, og lukkede lugen igen. Piloten, der stod og så på, gik nu op i flyet og startede motorerne op og nu virkede begge. Han gav fuldt gas og to store sandskyer stod i tykke stråler ud i ørkenen, og flyet lettede lidt med halen og snuden dykkede. Jeg sad og håbede på at bremserne kunne holde flyet, for ellers ville det hamre direkte ind i den bygning, hvor alle passagererne sad. Men

38

bremserne holdt heldigvis og der var da også stopklodser både foran og bag ved hvert hjul, men jeg kan huske, at jeg syntes, at de nu godt kunne have drejet flyet lidt, så hvis bremserne ikke havde holdt, ville det blot køre ud i ørkenen i stedet for ind i bygningen, men en sådan ulejlighed gad den ansvarsløse pilot åbenbart ikke at gøre sig Jeg gik ind til de andre og fortalte, hvad jeg lige havde overværet og lidt efter kom piloten ind og fortalte, at nu var flyet klar igen og vi kunne straks gå om bord. Det havde kun været en brændstofslange, der havde revet sig løs.

(Sikkert på grund af den usympatiske pilots voldsomme mishandling af flyet, men det talte han ikke om). Den var nu blevet genmonteret, men vi snakkede om, hvor galt det så kunne have været, hvis der var gået ild i alt det eksplosive flybrændstof, når det fossede ud over de varme dele i motoren. Så havde det været en helt anderledes nødlanding.

- Nå, men det skete heldigvis ikke.

Nu gik alle englænderne og franskmændene tillidsfulde ombord, men jeg gik hen til piloten og fortalte, at jeg havde overværet den nødtørftige reparation midt i alt ørkensandet, og om ham virkelig mente, at flyet var repareret godt nok.

Der havde jo ikke været anden kontrol på arbejdet end hans tilstedeværelse. Os danskere havde bestemt ikke tillid til det fly mere, og vi ville hellere vente på det fly, han havde lovet skulle komme om lidt.

Arrogant kiggede han på mig og sagde kort: - Der kommer ikke noget andet fly. - Hvis I vil til Cairo er I nødt at flyve med os, - lige nu.

39

Nu gik nogle fra vores hold alligevel ombord, men vi var syv jyder tilbage, som var blevet stædige. Vi sagde, at vi så hellere ville vente på det næste fly. - For det første, svarede han, - kommer der ikke flere fly i dag og hvis I venter til i morgen, skal I selv betale en ny billet, for Jeres billetter gælder kun til dette fly. For det andet kommer I for sent til flyet til Danmark, og så skal I også til at købe en ny billet til det. - Så nu skal I komme ombord, for nu flyver vi. Vi er forsinkede nok i forvejen, - hvorpå han med rank ryg stoltserede ud af bygningen uden at vente på vores svar. – Han var meget arrogant og meget irriterende.

Vi stod lidt og diskuterede. Vi syntes det var en uansvarlig handling af piloten, men ville jo også nødigt betale for nye billetter. Men pludselig fandt jeg løsningen. – Vi kan roligt gå ombord, - sagde jeg, for hvis jeg går med, falder flyet ikke ned. Jeg er jo blevet spået af en indisk vismand til at blive niogfirs år. - Den historie kendte de fleste af mine kolleger, så det var løsningen.

I det samme kom en af stewardesserne ind og sagde, at det var nu, hvis vi ville med, for nu fløj piloten altså. Vi gik så ombord, men mange af de andre passagerer skulede lidt til os på grund af den ekstra forsinkelse. Piloten har sikkert også været bange for at få vrøvl, hvis han vendte tilbage og havde efterladt nogle turister på det øde sted.

40

Denne gang førte han flyet noget mere forsigtig og vi kom fint i luften og fløj til Luxor, hvor vi blandt andet skulle hente resten af vores hold. Da de skulle ombord, viste det sig, at der var solgt flere billetter til lige netop deres pladser. Nogle fremmede egyptere fremviste deres billet med samme sædenummer. Der blev en del uro, men til sidst fik vores hold overbevist stewardesserne om, at datoerne på vores billetter var ældre end egypternes, så disse fremmede blev vist fra borde igen.

I lufthavnen i Luxor havde man simpelthen solgt billetter til de passagerer der gerne ville til Cairo den dag, og så håbet på, at der var ekstra pladser. Pengene har de sikkert stukket i egne lommer. En fem-seks stykker, der så mere velpolstrede og velhavende ud, fik dog bestukket stewardesserne, så de fik lov til at blive ombord. De sad og stod forskellige steder rundt i flyet, således, at det nu havde mere vægt ombord end der stod i papirerne. Jeg håbede, at slangen i den reparerede motor, kunne holde til den ekstra belastning det ville medføre.

Da vi havde fløjet en rum tid, skete der noget, der fik det til at løbe os koldt ned ad ryggen.

- Begge motorer døde – på én gang. Nu blev der igen først dødstille i kabinen, men denne gang var der ikke så mange der jamrede og græd. Der var dog nogle. Nu var vi nemlig helt sikre på, at vi styrtede ned. Flyet kunne flyve med én motor, men det kunne bestemt ikke svæve med to døde motorer og overvægt. Det begyndte da også straks at tabe højde, og gik ligesom i en glideflugt.

Vi gjorde alle vores tanker og forberedte os på det

41

uundgåelige, som nu ville ske. - Nu var der rigtig mange der jamrede igen.

Stewardesserne tog det denne gang forunderlig roligt, men da de opdagede rædslen i vore ansigter, fattede de hurtigt, hvad vi troede der var sket. - Tænk, så havde piloten, den usle karl, bare lagt an til landing i Cairo, uden at gøre sig den ulejlighed, at fortælle os det. Han havde blot rutinemæssigt sat begge motorer på tomgang og ladet flyet tabe højde for at lande.

Indenrigspiloterne var ansat under militæret og var måske derfor ret ufølsomme. Piloten havde slet ikke tænkt på, at han næsten skræmte livet af sine passagerer, og hvad så, hvis han havde gjort det? – Der kom jo et nyt hold turister i morgen, - så det tog han åbenbart ganske roligt.

Derefter forløb alt efter planerne og vi kom godt hjem til Danmark den næste dag. Vi havde igen haft en uforglemmelig ferie og oplevet mange ting. For nogle dog lidt for meget, for jeg hørte i de næste måneder om store stovte mænd, der brød i gråd på grund af den rædsel de ubevist havde undertrykt, og som først nu brød frem. Jeg har dog ikke selv haft nogen mén af oplevelsen, men tænker altid på den som noget meget spændende, som jeg dog ikke behøver at opleve igen.

42

Dette var lidt om mine oplevelser til vejrs.

Her kommer

Oplevelser fra mit liv i vand og til søs December 2019

Knud Erik Guldager

43

Forklaringen til billedet kommer senere.

44

Oplevelser til vands Den allerførste sejltur jeg kan have haft, må vist være den jeg foretog, da jeg var cirka otte måneder gammel i min barnevogn på Randers fjord, samt en sejltur i en motorbåd samme sted, hvor jeg fik jordbær, men det har jeg allerede fortalt i historien ”Min barndoms køretøjer”.

Det næste vand jeg måtte døje med var da jeg stod på hovedet i en regnvandstønde i Vivild. Her boede vi på første sal i et hus der tilhørte en gartner der hed Kronborg. Jeg kunne nu løbe rundt og en dag, da jeg var næsten to år, stod min mor nede i gartneriet og talte med fru Kronborg.

Pludselig kunne hun ikke høre mig mere og siger forskrækket: - Hvor er ”But”? – Lidt bag hende stod en trætønde til regnvand. Den var næsten trekvart fuld og op af tønden stak der to små sprællende fødder. Hurtigt halede min mor mig op. Jeg havde slugt en masse vand, og kunne først efter et stykke tid stikke i et mægtig forskrækkelsens hyl. Jeg er da glad for, at man som regel kan høre hvor jeg er, og at en mor altid i baghovedet hører efter sine unger, ellers kunne jeg jo ikke sidde og skrive dette.

Vi flyttede til Hobro i 1938 og her tog min far mig, og min nu tilkomne lillebror, med ud at sejle i en robåd, som han lejede. Han brugte også båden til at fiske efter ål i fjorden.

Jeg husker tydeligt en sommer, hvor min far ville fange ål.

Han tog en meget stor lærredssæk og fyldte den med kvas og grene samt enkelte tunge sten til at tynge den ned med.

Han lejede en robåd, sejlede ud og sænkede sækken ned på nordsiden af fjorden, lige ved badeanstalten. Her var der et stort ”ålehul”, havde han hørt. Min onkel Svend Aage var også med, og min kusine Grethe. – Vi havde også nogle

45

drænrør, der var tilstoppede i den ene ende og med et hul til en snor i den åbne ende. De blev også sænket ned.

Snorene i både sækken og rørene blev holdt oppe af en stor flaske med patentprop, der skvulpede i overfladen. Det hele skulle så ligge et par nætter, for ålene søger føde om natten. Så ville ålene, efter planen, søge ind i den mørke sæk mellem grenene, og ind i drænrørenes mørke for at gemme sig om dagen.

Fjorden ved Hobro Jeg skal vist lige vise hvor stærk jeg er.

Jeg var med ude i båden, da fangstredskaberne skulle hejses op. De hejsede først rørene op. - Der var ikke rigtig nogen ål. Jeg tror dog der var én. Men da sækken kom op, og blev holdt med åbningen godt ned i den åbne robåd, myldrede det ud med ål. Der var over tyve i mange størrelser, og de svømmede rundt i bunden af båden, hvor jeg sad med bare fødder. Jeg sad i stævnen og fik hurtigt fødderne op på rælingen. Jeg var bange for at de skulle bide mig i tæerne.

Den aften fik vi stegte ål med stuvede hvide kartofler, og der var så mange ål, at vi af rygbenene kunne lave et hjul på tallerkenen med et kors i midten, som sig hør og bør.

46

Her et rigtigt ”ålekors” som det skal se ud. Billedet er dog langt senere, nemlig fra 1990. Ålene, som jeg lige har spist, har jeg selv fanget ud i søen ved sommerhuset.

Søndagstur på Gudenåen De næste sejlture jeg husker var fra 1946, hvor vi somme tider om søndagen sejlede med turistbådene på Gudenåen og Nørreå fra Randers og op til Fladbro kro. Her gik vi tur i anlægget og fik en is eller en sodavand, inden vi igen sejlede hjem igen. Det var meget spændende at sejle nede i bunden af landskabet mellem de høje siv, der på begge sider skjulte landet bag. - Nogle gange følte jeg som tiårig, at det næsten måtte være som at sejle på Amazon floden.

47

– Hvad kom der af overraskelser efter næste drejning af ”floden”. Der var to både der sejlede turen. Den største hed ”Fladbro” og den mindste, der kun sejlede når den store var fyldt op, hed ”Gudenå”. Vi sejlede altid med den største.

Det ville alle helst, for det var den mest moderne. Den lille var ret primitiv og var bygget til fragt på åen, men man satte bænke på dækket til gæsterne om søndagen.

- Gudenåen er rent faktisk den eneste å i Danmark, der har status som flod i henhold til dens dyre og planteliv.

De nøgne piger Nu hvor jeg fortæller om vand og Gudenå, så var der faktisk en badeanstalt nede ved Gudenåen. Den havde støbte bassiner der var gravet ned i engen ved siden af vandløbet.

Vandet i disse bassiner kom direkte ude fra Gudenåen, men det blev dog renset forinden. Badet blev åbnet i 1936.

Her skulle vi sommetider bade med skolen. Den første gang jeg kom derned i 1945 var jeg lidt bange og beklemt, for jeg havde ikke lært at svømme endnu. Vi kom ind i drengenes omklædningshus og klædte om. - Pigernes hus lå lige ved siden af.

Da vi skulle hjem igen var jeg hurtigt oppe af vandet, for jeg kunne ikke rigtig lide det. Alt var jo nyt for mig, da vi lige var flyttet til byen. Jeg skyndte mig op til omklædningshuset, lukkede døren op og var pludselig omgivet af halvnøgne piger. - Det er noget af et mareridt for en dreng i den alder. De begyndte at skrige og skælde ud og jeg blev mørkerød over hele kroppen af skam og rædsel og jeg skyndte mig ud

48

Bagefter var der selvfølgelig nogle af mine klassekammerater, der sagde, at det havde jeg garanteret gjort med vilje, men det var bestemt ikke rigtigt. - Husene var helt ens og nu kom jeg fra den anden side, så jeg tog simpelthen fejl. Ikke engang ti år efter ville jeg have taget fejl med vilje, - det er helt sikkert.

Gudenåbadet i Randers

Københavnertur 1948 Næste gang jeg kom ud at sejle med et større skib var da min far tog min lillebror og mig med en tur til København.

Vi var nu flyttet til Aarhus og medens jeg endnu gik i skole i Munkegade, - det må have været omkring 1948, tog min far mig, og min lillebror Bent, med på en to dages tur til København. Vi havde aldrig været udenfor Nordjylland, så det var vores første lange rejse. I København var der mange ting han ville vise os. Han havde selv været der flere gange før. Vi sejlede over til Kalundborg og jeg kan meget tydelig

49

huske, at da vi skulle fra færgen og over i toget til København, gik vi på nogle høje gangbroer over skinnerne.

Min far var jo vestjyde, så det, med at bo på et fint og dyrt hotel var ikke lige ham, så han fandt et meget billigt hotel nede i Istedgade og det lå jo også lige ved banegården. Det var da helt i orden for os. Vi havde aldrig boet på et hotelværelse før, så vi troede bare, at sådan var vel alle hoteller. - Vi så godt, at der nede på gaden var nogle lidt mærkelige damer, som talte til min far, - men han svarede dem bare muntert tilbage i forbifarten.

Han tog os med helt op i toppen af Frelserkirkens høje tårn. Det sidste stykke foregik på en trappe der snoede sig rundt om tårnet udvendigt helt op til den øverste spids. Det krøb lidt i benene, da vi gik derop.

Jeg syntes, at det gamle gelænder så lidt vakkelvornt ud, så jeg støttede mig ikke ret meget til det. Det stammede helt fra da tårnet blev bygget i 1750.

Billedet viser Jules Vernes besøg og opstigning i 1861.

Han nævner tårnet i ”En rejse til jordens indre”, der udkom i 1864.

Det var virkelig en udfordrende oplevelse for to drenge i den alder. - Tårn og gelænder er senere restaureret.

50

Vi var også oppe og se Danmarks Akvariet. Det syntes jeg var meget spændende, især den elektriske ål, der gav lyde.

Men det var ligeså spændende, at se de fisk, vi selv kunne fange ude i naturen, så tæt på.

- Se, hvordan de opførte sig nede i vandet. Det var fascinerende og vi var der længe.

Vi var også i den Zoologiske Have. Den var godt nok noget større og mere spændende end den i både Randers og Aarhus. Det var ellers de eneste zoologiske haver vi kendte.

En dag spiste vi på et offentligt folkekøkken, hvor vi kunne få gratis mad. Den slags generede ikke min far. - Det var jo gratis.

Da vi rejste hjem, havde vi brugt alle vore kontanter.

Dengang var der ingen dankort eller lignende. Min far brugte aldrig check, så vi havde altid kun kontanter, og det var jo også godt nok, - når man altså havde nogen.

51

Det havde vi så bare ikke. Men vi havde heldigvis vores returbilletter, og vi var glade, for vi havde haft en herlig tur med vores spændende og livlige far. På færgen fik han skrabet mønter nok sammen til, at vi kunne købe en sodavand til deling i tre glas. Tjeneren brokkede sig lidt, husker jeg tydeligt. Jeg husker også helt klart, at det var en gul citronvand med patentprop. Den delte vi, og vores far sagde, at vi skulle forestille os, at det var en luksusdrik for smådjævle og det gjorde vi så og nød den i små nip.

Livsfarlig færd på isen Fætter Jørgen var nok den vildeste af mine fætre. Der var næsten intet, der var for farligt for ham. Jeg husker, at han en streng vintersøndag i 1947 kom og spurgte om jeg ville med ud at gå på vandet. - Jeg havde ellers kun hørt om én der kunne gå på vandet, men pludselig fandt jeg ud af hvad han mente, der var nemlig is på Aarhusbugten. Vi gik så ned i fiskerihavnen for at se på det tilfrosne hav. Det var nemlig denne vinter fuldstændig dækket af is. Der var dog brudt en sejlrende ind til Aarhus og en der gik ind til Ebeltoft.

Vi havde nemlig hørt om og læst i avisen, at folk gik og cyklede helt ud til sejlrenden.

Pludselig siger Jørgen: - Vil du med ud til sejlrenden?

52

Jeg kiggede ud på isen. Der var ingen mennesker derude, og det var jo ikke sikkert, at isen kunne bære alle steder, men det var i høj grad en grænseoverskridende tanke, og jeg har jo altid haft svært ved at sige nej til en sådan oplevelse, så jeg sagde straks ja.

Vi gik så ned ad trappen på molen og ud på isen. - Der var mange andre mennesker, der var ude at gå søndagstur og som nu stod og så på den tilfrosne bugt. Nogle af dem sagde straks: - Politiet har forbudt al færdsel på isen!

Jeg stoppede op. - Jeg var jo ikke helt så vild, som min fætter, - men Jørgen fortsatte, som om han ikke havde hørt noget. Han sagde bare: - Kom nu! - Det gjorde jeg så.

Han skulle jo nødig få indtryk af, at jeg ikke turde.

- Jeg tror, at jeg så lidt op til mine ældre fætre.

Da vi kom et stykke ud på isen var der nogle store mørke områder. Dem gik vi i vores store naivitet hen og stod midt på, for at se, hvad det var for noget. - Det var imidlertid noget af det dummeste, vi overhovedet kunne gøre. - Det var i allerhøjeste grad livsfarligt, men vi anede det ikke. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

De mørke pletter var netop der, hvor isen var allertyndest på grund af strømninger i vandet. Jeg kan meget tydeligt huske, at jeg pludselig fik en stor fornemmelse af fare og blev meget utryg ved at stå midt på den mørke plet, hvor jeg ligesom kunne se ned i dybet, så vi skyndte os væk og gik ikke ud på flere af de mørke områder.

Vi nåede ud til sejlrenden. Der har nok været godt en kilometer, men det synede ikke af så meget, da det jo var helt fladt. Vi vendte om, og begyndte at gå ind mod havnen igen. - Da vi nærmede os havnen kunne vi se en mand der stod og råbte noget i en råbe-tragt. Vi kunne ikke rigtig

53

høre, hvad han råbte, men han råbte ud over isen, og da vi var de eneste, der var ude derude, kunne vi hurtigt regne ud, at der nok var nogen, der havde tilkaldt politiet for at få os kaldt ind igen. - Men politiet turde heldigvis ikke selv gå ud på isen.

Vi blev så enige om, at vi ville gå nordpå, et godt stykke ude, parallelt med kysten, - ud mod Risskov, hvor Jørgen boede. - Vi måtte så blot håbe på, at politiet ikke fulgte efter. Det gjorde de heldigvis ikke, og vi slap lykkeligt i land ved Risskov station.

Sverigestur sommeren 1950 Sommeren 1950 var jeg som FDF spejder på en lang cykeltur til Sverige.

Vi startede med at tage med Kalundborgfærgen til Sjælland.

Afrejsen med Kalundborg færgen.

54

Herfra cyklede vi til Helsingør, hvor vi overnattede på en gård.

Her spiser vi til aften på gården ved Helsingør.

Næste dag sejlede vi over Øresund til Helsingborg. - Vi opdagede pludselig under sejladsen, at der flød en død mand i vandet. Færgen stoppede, men da man kunne se, at manden virkelig var død, gav de besked til Helsingør om, at man herfra skulle sende en båd ud og bjerge den døde.

- Det var selvfølgelig synd for manden, men for os var det en spændende oplevelse på turen, for det var jo os, der først havde opdaget ham og vi havde aldrig før set en død mand.

Jeg tog dette foto da vi sejlede forbi Kronborg.

Herude flød den døde mand.

55

I Sverige cyklede vi helt op over Hallandsåsen, før vi vendte om og begyndte hjemturen. Inden jeg forlod Sverige, købte jeg i Helsingborg for mine sidste penge en ananas. Det var noget vi slet kunne få i Danmark, og den ville jeg glæde min mor med. Jeg havde den inde under uniformsskjorten hele vejen hjem, for at den ikke skulle blive stødt. - Vi tog igen færgen over til Helsingør og cyklede hele vejen til Kalundborg, og kom ombord på færgen. Den højre side af mit styr var brækket af under hjemturen ned gennem Sverige, så det var svært at cykle med én hånd.

Da vi kom ind til Aarhus med færgen, ventede mine forældre på mig nede på kajen. Jeg blev glad, da jeg så dem. Det var dejligt at være hjemme igen, for nu skulle jeg rigtig til at fortælle hele familien, om alt det jeg havde oplevet. - Det var den allerførste gang, jeg havde været udenlands i hele mit liv, hvilket så også kun var knap femten år, men for mig havde mit liv jo været langt.

Her står jeg midt i billedet med armen på gelænderet og kigger ned til min far, der tager billedet. Jeg har min uundværlige FDF-tophue på.

56

Ubåden i Odense havn Et af de næste søfartsfartøjer jeg kom i kontakt med var en ubåd. Efter jeg var blevet udlært indenfor handel og kontor i 1955 passede jeg en forretning i Odense i tre måneder for det firma jeg havde været i lære hos.

Medens jeg var i Odense, var der en søndag, hvor jeg kedede mig lidt. Jeg gik derfor en tur ned på havnen.

Pludselig ser jeg en ti-tolv mænd der står henne ved en ubåd. Nu er en ubåd spændende i sig selv, så jeg gik også derhen og stillede mig i flokken. Mændene talte med en flådeofficer fra ubåden og pludselig begyndte de at gå ombord, åbenbart for at få ubåden forevist.

Jeg havde aldrig set en ubåd indvendig og det havde jeg da stor lyst til, så derfor ville jeg gerne med ombord. Jeg havde efterhånden forstået, at mændene var specielt inviterede personer fra Odense byråd. - Jeg var jo godt nok ikke medlem af byrådet, men jeg tænkte at flådeofficeren måske ikke havde det korrekte tal på de byrådsmedlemmer der var mødt op til fremvisningen, så jeg stillede mig blot bagerst i køen, da de gik ombord ad den smalle landgang.

Flådeofficeren opdagede da heller ikke noget, men byrådsmedlemmet lige før mig, vendte sig om og sagde: - Nå, du smuttede lige med. Det bliver da også spændende at se en ubåd indvendig, og jeg skal nok holde min mund og eventuelt give de andre besked, hvis de siger noget. Så på denne, - måske lidt frække måde fik jeg altså set en ubåd indvendig i 1955.

57

Hamborgtur 1954 Nu vi er ved skibe og havne, husker jeg også en tur til den enorme store havn i Hamborg. Fætter Palle fra Risskov, havde læst til ingeniør og han sejlede nu med rederiet ”Norden” - Det var i foråret 1954. Vi kørte i farbror Gunnars helt nye Folkevogn. Vi var Thorkild, Jørgen, Kjeld og jeg. - Jeg kan især huske, da vi kørte gennem de udbombede gader i Hamborg. På en af hovedgaderne så jeg et mærkeligt køretøj. Det lignede cockpittet på en af de tyske jagere fra krigen, der sluttede for ni år siden, blot var der hjul under. Det var en kabinescooter fra den tidligere flyfabrik Messersmitt. Den var endnu ikke kommet til Danmark. Den var smart at se på. Den havde en totaktsmotor der var lavet så genialt, at den kunne startes så den løb enten mod eller med uret. På denne måde sparede man bakgearet, men dem havde man så til gengæld tre af.

Hele den øverst del med vinduerne kunne vippes til siden, så man kunne komme ind og ud. Der kunne sidde to voksne i den. Man sad bag hinanden.

58

Her er Folkevognen vi kørte i. Her dog på en tur til Himmelbjerget. Thorkild, Jørgen, Palle og mig.

Havnen er stor, men vi fandt skibet, der hed ”Norden”.

Palle viste os rundt på det store skib. Dengang brugte næsten alle tyggegummi. Det var mest det danske mærke ”Dandy” for ”det kvikker bestandig”, som de reklamerede.

Jeg ville gerne købe slik og tyggegummi ombord, for de havde nogle meget lavere priser end i Danmark. Palle sagde, jeg skulle tale med hovmesteren. Det gjorde jeg så, og jeg fik da også en masse tyggegummi af et ukendt mærke til billige penge, men hovmesteren sagde, at det var endog rigtig godt, så det stolede jeg på. Jeg smagte først på det i bilen på vej hjem og opdagede så, at jeg var blevet taget grundigt ved næsen.

Tyggegummiet smagte fuldstændig forfærdeligt, og lugtede ligesom de lysegrønne tabletter der lå i alle render på herretoiletter. Smagen var så udpræget, at den hele tiden mindede en om disse tabletter. Jeg smed det hele væk og bandede den bedrageriske hovmester langt væk. Han havde

59

selvfølgelig solgt dem til mig, fordi jeg var totalt uvidende, da han ellers ikke kunne komme af med dem. Tyggegummiet har måske været beregnet til sømænd med en usædvanlig dårlig ånde.

- Jeg ved det ikke!

Palle kom rundt i hele verden og han sendte tit postkort til familien. Her er et han sendte fra Douala i Afrika.

27.januar 1954.

Her er Palles kort, for- og bagside. Frimærket har Bent sikkert fået. Han samlede.

Takker for brev.

Det var morsomt at høre fra Jer, selvom det var et meget kort brev. Nu begynder vi tilbagevejen. Vi er næsten ved ækvator.

Sydhavspiger er her jo ikke, men vi klemmer dem der er her.

Stol på det!

Hilsen til jer alle. Palle.

60

FĂŚtter Folmer var i U.S.A. for at uddanne sig til pilot.

Her er et kort fra Florida.

22.februar 1953.

En hilsen fra Floridas hovedstad Tallahassee hvor Herbert og jeg tilbringer weekend. Ellers er jeg, som I vel ved, kommet til en base i Georgia, kun ca. 100 km. herfra, hvor jeg er begyndt at flyve.

Der er smukt her i Florida.

Hilsen Folmer

Med luftpudebĂĽd til Kalundborg i 1965

61

Det var en stor sensation i Aarhus, da der kom et Hovercraft-fartøj til byen for at sejle i rutefart til Kalundborg.

Fartøjet kunne svæve fra vandet og direkte op foran ”Århus Hoverport”. Passagererne kunne således gå direkte ombord uden at skulle over lange gangbroer, som ved almindelige færger. Det lød smart og var nyt og meget moderne.

Det er Aarhus flotte Toldbod man ser i baggrunden.

At sejle over Kattegat med denne færge til Sjælland lød dengang vildt spændende og fremtidsagtig, så det ville mange gerne prøve, men jeg havde desværre ikke råd til det, før det hele efter kort tid løb ud i sandet igen. Min far og min ældste søn Steen på fem år tog dog turen og de fortalte, at det havde været meget spændende og lidt underligt at prøve. De havde bare købt en returbillet og sejlede straks med hjem igen.

På den første tur gik det dog galt, da den udenlandske kaptajn på grund af tåge ikke kunne finde indsejlingen til Kalundborg fjord, så han endte et helt andet sted. Det blev der gjort lidt grin med.

62

Der kunne dog ikke komme biler med denne Hovercraft, det var den for lille til.

Da der ikke kunne komme biler med, var driften ikke rentabel og efter nogen tid blev den helt opgivet, men historien om luftpudefartøjet var meget omtalt i den tid.

På den engelske kanal sejlede meget store Hovercraftfærger i flere år og de kunne tage masser af biler og passagerer med. De blev drevet at store Rolls-Royce gasturbinemotorer og kunne sejle op til 154 km/t på de tit urolige bølger der gjorde sejlads i kanalen svært for almindelige skibe.

Her er et, i øvrigt flot modelskib, som jeg havde lånt et par år omkring 1975.

63

I kano på Gudenåen og Silkeborgsøerne Jeg, og min svoger Anker på knap femten år, havde i 1960 lejet en kano ved en campingplads i Brædstrup. Vi padlede på Gudenåen og op gennem søerne helt til Silkeborg. Det var en ret lang tur, men vi var også afsted i en lille uge og havde et telt med. Anker fortæller, at han mest levede af spinat, mens jeg mest levede af sukkermadder, men mon ikke vi også fik lidt almindelig mad ind imellem. Det er dog rigtigt nok at jeg altid, lige fra jeg var ganske lille, har elsket disse rugbrødsmadder med sukker. Jeg laver dem stadig, nu dog mest som ”stegte” enten på brødrister eller på brændeovnen oppe i sommerhuset.

Dette billede er fra en lignende kanotur på Silkeborgsøerne året efter. Her er Anker på tur med min svoger Carsten. Vi overnattede også på denne lille ø på vores tur i 1960.

Jeg husker, at vi havde et lille campinggasblus med så vi

64

kunne varme noget af vores mad og få noget varmt at drikke på turen. Vi slæbte kanoen over landevejen ved det gamle åleværk i Ry. Det stammer helt fra middelalderen.

Handlende købte ål fra åleværket og kørte rundt og solgte dem ved dørene.

Et åleværk er et fangstredskab. Man stemmer en å op hvor den er snævrest, og lige netop her i Ry var der et særlig godt sted til et åleværk, for her var ålene i Gudenåen og søerne nødt til at passere, når de trak ud mod saltvandet i havet fra de store søer ind mod Silkeborg. Det har gennem århundreder givet store indtægter. Åleværket ved Ry fik bestallingen af kongen i 1752 og nogle af pengene skulle bruges til at vedligeholde broen over Gudenåen.

Da vi skulle sejle over den store Julsø, var der en voldsom vestenvind der gav store bølger, og vi måtte bruge alle vores kræfter for at drive kanoen frem og holde retningen. Jeg var på det tidspunkt meget ivrig amatørarkæolog, så jeg havde medbragt to bind af den kendte arkæolog Johannes Brøndsted om den danske oldtid. Dem læste vi i om aftenen og når vi holdt pauser. Når vi nu var på de kanter, måtte vi

65

da også lige lave en afstikker til Salten Langsø syd for Gammel Ry, for at se om vi kunne finde nogle stenredskaber fra Gudenåkulturen med deres helt specielle måde at lave disse på. Vi vandrede på markerne og fandt overfladefund, men udbyttet var magert kan jeg huske, men noget fandt vi dog.

Det er ikke vores på billedet, men vi fandt cirka det samme.

Det havde været lidt af en omvej, men vi var åbenbart friske og kom da til sidst helt til Silkeborg, men da tror jeg også at vore overarme var blevet lidt tykkere af al den padlen.

I sammenklappelig kano på Skjern å I 1968 var jeg også på en lang sejltur, men denne gang på Skjern å. Det var sammen med min svoger Carsten, der havde en dejlig sammenklappelig kano. Den var opbygget på et træskelet og havde en tyk gummioverhud. Den kunne transporteres i et stort hylster, men var noget tung at slæbe rundt på. Vi startede ved Rørbæk sø. Vi havde taget en rutebil fra Vejle. Vi blev sat af et stykke fra startstedet og jeg kan huske at det var en varm sommerdag og at den tunge båd var virkelig anstrengende at bære frem ad landevejen,

66

foruden alt det andet grej vi havde, så vi svedte en del og måtte holde pauser.

Men til sidst kom vi frem til startstedet og kunne samle båden og sætte den i vandet. Vi boede denne gang på diverse vandrehjem og rastepladser ved åen og kom efter nogle dage helt frem til Skarrild syd for Kibæk. Her havde Carsten sat sin far stævne på et bestemt tidspunkt. Vi kom lidt for tidligt og måtte vente på ham, men havde så god tid til at pakke båden sammen. Vi kørte med til Herning, hvor han boede og tog toget hjem til Aarhus.

Vi sejlede tit med denne båd i de år. Her er vi ude på Tjele Langsø. Steen og Finn er med.

67

Man må sige at Carsten ikke var bleg for at transportere sin båd rundt, mens den var samlet. Jeg tror ikke det var gået i dag, men dengang var der ingen problemer. Bilen er en Simca 1100 fra 1968.

Vi var også på en mindre tur på Skals å. Fra Fårup Enge hen mod Sønder Onsild. Vi passerede Hvidding Krat som Blicher skriver om i en landsbydegns dagbog og hvor jeg som barn var på ferie i Hvidding Skovagre hos min barndomskammerat Niels.

Uventet møde med vild picter på færge I 1987 var jeg på en studietur med VUC til England og Skotland. Vi skulle se især romertidens indflydelse på områderne. Vi så også Hadrians mur, der var bygget for at stoppe de utæmmelige vilde pictere, der dengang herskede i Skotland. De hærgede hele tiden ind på romernes område, så derfor muren. De var meget vilde og uciviliserede. De var blåtatoverede over hele kroppen for at virke skræmmende på deres fjender. Romerne opgav at undertvinge dem.

68

Deres område var også for fattigt. Jeg syntes det var spændende at høre det lidt man vidste om dem, og levede mig ind i deres historie.

Læs eventuelt mere om picterne i min historie om Munken Columba, under ”Små historier” på min hjemmeside.

Da vi sejlede med færgen tilbage til Danmark efter en meget begivenhedsfuld og belærende tur, trængte jeg til at slappe lidt af. Jeg gik derfor ned i skibets sauna.

Herinde sad der allerede en seks-syv stykker i den glohede damp. Vi talte ikke sammen, men sad blot og lod varmen trænge helt ind i knoglerne. Jeg satte mig på den næstøverste bænk. Her var der virkelig varmt, så jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene og må være faldet i en døs, mens jeg tænkte på alle ting, jeg havde set og hørt om, blandt andet de vilde pictere, som jeg var blevet lidt betaget af.

Da jeg senere, lidt forvirret, vågnede op, var saunaen næsten helt tom. Der sad kun mig og en mere. Han sad et par meter til højre for mig i dampen. Jeg skævede hen til ham for at se, om det var en jeg kunne tale til. Men jeg fik nu et stort chok. Først troede ikke mine egne øjne. - For hvad sad dér, - næsten lige ved siden af mig?

En stor og vildt udseende picter med langt hår og masser af tatoveringer på sin store muskuløse krop. Han havde virkelig et barsk udseende. Men det kunne jo ikke være rigtigt. Min hjerne måtte være påvirket af opholdet i den kraftige varme.

69

Jeg kiggede endnu en gang, men jeg så stadig den store picter. - Jeg sad lidt og tænkte og kom mere og mere til mig selv. Jeg besluttede at tale til ham, for at opklare mysteriet. - Der er godt nok varmt herinde, - sagde jeg på mit dansk/engelsk. Han kiggede på mig og sagde: - Jes, - og ikke andet. Så kiggede han ligeud igen. Hvis han forstod nutidsengelsk, kunne han vel ikke være en picter, hvilket jeg så nu var klar over, at han ikke var. - Men hvad var han så, når han lignede et af de billeder, jeg havde set af pictere.

Jeg sagde noget mere til ham og han spurgte nu på københavnsk, om jeg var dansk. Pludselig faldt tiøren. – Det var selvfølgelig en stor fyr fra måske Hells Angels, men det kom vi nu ikke nærmere ind på. Jeg fortalte så, at jeg havde været på studietur i England og spurgte ham, hvad han havde lavet. Han kiggede lidt udforskende på mig og sagde så, i en tone der antydede, at nu skulle jeg ikke spørge mere, - at han blot havde været i London for at ordne et par ærinder. Her på tomandshånd var han i øvrigt vældig jovial og helt ligetil, men hvordan han var, når han var på ”arbejde” ved jeg ikke, men der tror jeg ikke, jeg ønskede at møde ham.

”PROP”

Jeg har da for resten selv en lille båd oppe i vores fritidshus. Den er døbt ”Prop” fordi den flyder oven på vandet som en prop, og det er jo en god egenskab for en båd.

Jeg har en lille påhængsmotor til båden og den er så kraftig, at hvis man giver fuld gas tvinges bagenden ned under vandet, så den synker. Jeg lærte hurtigt at moderere gassen, når jeg er ude at fiske i åen eller søen.

Der er en lille sjov hændelse med båden. Jeg roede en dejlig sommerdag Ulla en tur gennem åen ud mod vest. Da vi

70

kom ud på den store indsø vest for landevejen, følte Ulla sig utryg ved at være så langt fra land i den lille båd og hun bad mig om at sejle tilbage til åen. Jeg protesterede og sagde at det ikke var spor farligt, men hun holdt på sit, og sagde, at søens mudder var bundløst. Det havde hun hørt, så hun følte det var farligt. - Farligt, - sagde jeg og steg, til Ullas store forskrækkelse, ud af båden. Her tog jeg ankertovet og trak båden et stykke længere ud i søen og tog dette billede.

Søen var nemlig utrolig lavvandet og havde fast sandbund. Det havde jeg opdaget, da jeg roede. Vandet gik mig kun til midt på skinnebenet. Det beroligede Ulla og hun kunne ikke lade være med at grine lidt af hele situationen.

”Rorsmand”

En af vores ansatte nede i firmaet havde en dejlig sejlbåd og han inviterede os en dag med ud på en tur på Aarhusbugten. Det blev en dejlig oplevelse at se ham tumle sejlet og båden.

På et tidspunkt spurgte jeg om jeg måtte styre båden på vej hjem til havnen. Det fik jeg lov til efter at have fået forklaret visse nødvendige ting, som, hvis vinden pludselig slog om og lignende. Jeg koncentrerede mig voldsomt kan man se på billedet, men klarede det helt fint hen til havnen.

71

Med russerne til søs I 1991 havde Aarhus besøg af det kæmpestore russiske skoleskib ”Khersones”. Man kunne bestille en tur i forvejen gennem avisen og det havde jeg og min søn Steen gjort.

Skibet blev slæbt ud i bassinet af en slæbebåd og her kravlede en masse gaster højt op i rigningen og satte fire rækker store sejl på de tre høje master. På en kommando satte de sejlene, så de alle faldt på én gang. – Det så meget imponerende ud.

Der var den dag en ret kraftig vestenvind, så det store skib krængede straks over til bagbord side og vi satte ud i Kattegat med kursen stik øst mod Sverige.

Man kan godt se på min benstilling, at skibet hælder en del til bagbord. Vi havde læst, at man kunne få lov til at kravle op i masterne ad rigningen og det havde Steen glædet sig meget til, men da vi bad om lov, viste det sig, at man fandt det alt for farligt for uerfarne den dag, og derfor var det aflyst.

Det var vi ikke overbeviste om, så Steen fik en ung russisk sømand, som kunne tale lidt engelsk, til at følge sig op til styrmanden for at tale med ham. Steen overtalte ham til at

72

få lov, dog betinget af, at han fik følge af en erfaret mastegast. - Nu var det så heldigt, at den unge sømand netop var vant til at kravle i masterne, så han blev Steens følgesvend.

Der skal faktisk et stort mod til at kravle op i vanterne på et stort sejlskib i fart. Når man kommer et stykke op og kigger ned, ser man nemlig ikke mere dækket, men vandet, så meget hælder skibet. Steen måtte overvinde sig selv for at klare turen, for da han kom op til første udkigsplatform, var der ikke bare et hul man kunne kravle igennem, nej man måtte læne sig bagud for at kravle ind over platformen.

Steen havde fået lov til at kravle op til den næstøverste platform, hvis han da turde. – Det turde Steen godt, men han sagde, at det have været noget af en udfordrende oplevelse.

På billedet kan man lige ane Steens grønne bukser helt oppe ved den anden platform.

Ydermere havde han fået en kæmpe forskrækkelse, for lige netop, da han var ved at kravle op på den sidste platform, hvor han skulle slippe med

73

den ene hånd, læne sig bagover, række op og tage fat i kanten for at kravle helt op. - Lige i det øjeblik lød der helt uventet en meget høj tordenbrølende lyd.

Det var en af flyvevåbnets jetjagere der i overfladehøjde fløj ganske tæt ind foran det russiske sejlskib, fordi man mente, at det nu var kommet forlangt over mod svensk farvand og derfor blev beordret om at vende om nu. - Det gjorde vi så, men vi måtte sejle hjem på motorkraft, da det ville tage for lang tid at krydse for vinden helt tilbage til Aarhus havn.

Det var lige før Sovjetunionen lukkede og slukkede, så officererne ombord solgte skrupelløs ud af ting fra denne tid og tjente dermed nogle gode ekstra lommepenge.

Jeg købte en stor livrem med et messingspænde med hammer og sejl, samt en kokarde til en kasket og en rubel med Lenins portræt på.

Som ”Robinson” i

det Indiske Ocean 74

I 1991 tog Ulla og jeg, - efter en pludselig trang til at opleve en Robinson Crusoe tilværelse på en øde ø, - til Maldiverne i Det Indiske Ocean. Øerne, der alle er meget små, ligger mellem Afrikas Horn og Indien. Tættest på og lidt syd for Indien. - Vi fløj i alt i tolv timer og mellemlandede i De Arabiske Emirater. Vi landede på hovedøen Male, der havde en lufthavn.

Maldiverne er en meget lille stat og består af over to tusind små øer spredt ud over et meget stort areal i oceanet lidt nord for ækvator. Alle øerne er atoller, eller koraløer, som de også kaldes. De rager kun mellem en og to meter op over havoverfladen og alle er omgivet af en lagune, hvor vandet kun er cirka to-tre meter dybt. Udenfor lagunen er der meget langt ned til bunden af oceanet.

Lufthavnens landings– og startbane er bygget ud til kanten af lagunen for at blive lang nok til rutefly. Fra Male blev vi sejlet ud til en større båd udenfor lagunen. Det var en hydrofoilbåd der skulle sejle os til ”vores” lille ø, der hed KUREDU. Båden sejlede meget hurtigt, men alligevel tog det hele fem timer, - hvor vi jog hen over et stille sølvglinsende ocean – inden vi kom til Kuredu. Undervejs så vi mange flyvefisk, og jeg blev meget forbavset, for jeg har altid troet, at flyvefisk blot bredte deres store sidefinner ud, når de sprang op af vandet, for på den måde at svæve væk fra de store fisk der jagede dem nede i vandet. – Men nu så jeg at de baskede med finnerne, - fuldstændig som agerhøns, og på den måde kunne de flyve forbløffende langt. Helt op til

75

mellem 50 og 100 meter. Det var fascinerende at se på, men meget svært at fange med kameraet.

Da vi ankom til Kuredu, blev vi vist hen til vores lille ”Knold og Tot” lignende hytte, der lå cirka femogtyve meter fra strandkanten. Hytten var helt omgivet af høje Kokospalmer og lignede en beboelse i Paradis.

- Helt enkel og primitiv, med tag af palmeblade.

Denne her store palme er helt ”vores egen” lige uden for døren. Her kunne vi høre de store modne kokosnødder falde ned om natten med hule drøn.

Jeg havde min store Sweitzerkniv med og den fik jeg god gavn af på den ferie.

Den var god til at skrælle den hårde fiberskal, der ligger

76

uden om nødden, af med. Når denne ”kokosmåtte” var kommet af, kunne man prikke hul i et af de tre bløde steder der findes i den ene ende af selve nødden, og drikke den kølige kokosmælk. – Hullerne sidder i en trekant, ligesom en mund og to øjne. Men her må man endelig huske at lave hullet i ”munden”, for hvis man prikker i et af øjnene, siger overtroen, at det næste barn, der fødes i familien bliver blindt.

Vi oplevede rigtig meget spændende på den tur, men det har jeg skrevet om i: ”Medicinmanden fra Kuredu”, men her skal det jo handle om noget med vand. Vi sejlede meget med små passagerbåde, når vi var rundt på nogle af de mange øer, men vi kunne også komme med ud at fiske på det dybe ocean med en fiskerbåd som denne. Den første gang var Ulla med, og jeg ville lige vise mig som den store lystfisker oppe fra søen ved sommerhuset. Det blev dog en stor fiasko for mig, for Ulla fangede hele tre fisk, medens jeg ingen fangede.

Det kunne jeg jo ikke have siddende på mig, så jeg tog atter ud dagen efter, og her skal jeg love for at jeg fik bid.

- Det er en rigtig lystfiskerhistorie, men den er absolut sand, for hør nu blot her.

Vi havde nogle mægtig lange og meget kraftige nylonliner.

De var blot viklet om et stykke træ, som dette jeg fandt på stranden og tegnede lagunen med ”vores hytte” på til minde.

77

Vi fiskede langt udenfor lagunen, hvor der var meget dybt og mørkeblåt vand. Vi havde et tungt lod til hurtigt at få snøren den lange vej ned til bunden. Der var kun én krog på snøren, men den var til gengæld stor og havde et stort stykke fisk på som madding.

Når vi havde smidt snøren ud, og krogen havde nået bunden, ventede vi på bid. Vi havde på det strengeste fået at vide, at vi aldrig måtte vikle den kraftige snøre om hånden. Den skulle kunne glide hurtigt ud, hvis vi fik et bid af en stor fisk, da vi ellers kunne blive rykket overbord. Det ville nemlig ikke være så heldigt, da havet ligefrem vrimlede med hajer.

Efter et stykke tid fik jeg bid. Jeg kunne mærke på vægten, at det var en stor fisk. - Jeg godtede mig lidt, for den ville være meget, meget større en den største Ulla havde fanget. Sådan er mænd åbenbart. – Jeg halede og halede. - Der var langt op nede fra dybet.

Da jeg vel er cirka halvvejs oppe, blev fisken lige pludselig enorm tung, det var, som om nogen havde bundet to sække cement på krogen. Jeg kunne ikke længere hale snøren op, og det kunne jeg slet ikke forstå. Det føltes fuldstændig som et bundbid, men det kunne jo heller ikke passe, når jeg allerede havde halet det halve af snøren op.

– Det var ubegribeligt!

Jeg lænede mig nu bagover for at lægge hele min kropsvægt til, når jeg igen ville forsøge at hale snøren op.

78

Der var kun en meget lav ræling på båden, og den satte jeg fødderne imod og halede af alle mine kræfter. Langsomt – meget langsomt, kom snøren længere og længere op. Det var hårdt arbejde, og jeg havde været nødt til at vikle snøren én gang om hånden, for at den ikke skulle glide under trækket.

Da jeg står der og læner mig bagud, alt medens jeg haler, giver det pludselig et overraskende hårdt ryk i snøren, så hårdt, at jeg er lige ved at ryge udenbords, og det var kun fordi jeg lynhurtigt satte mig ned på dækket og stemte fødderne mod rælingen, at jeg undgik vandturen ned til hajerne.

Nu ruskede det så voldsomt i snøren, at jeg slap den helt i forskrækkelse, og den strøg nedad i vandet. Men så let skulle min store præmiefisk nu ikke slippe, så jeg tog igen fat i snøren og halede op. Men lige pludselig vejede den næsten ingenting, syntes jeg. Det føltes faktisk som en ganske almindelig mindre fisk på torskestørrelse. - Ivrigt skyndte jeg mig, alt hvad jeg kunne, med at få min krog op, så jeg kunne se, hvad der var sket der nede i dybet.

Endelig dukkede der noget op. Det var en meget stor Rødfisk. – Men hvad var det? – Der var jo næsten kun hovedet! – Hvor var resten af fisken?

Ja, - den var nu nok nede i maven på en haj. For der var sket det, at medens jeg halede fisken op, opførte den sig ikke som en fisk normalt ville gøre, hvis den svømmede som den plejede. – Det havde en sulten haj, på sikkert et par meter, lagt mærke til, og haps havde den sat tænderne i min fisk. - Det var dengang snøren blev tung.

Når en haj skal tage en bid af et større bytte, kan den ikke blot bide et stykke af. Nej, den bider tænderne hårdt sammen og bevæger hoved og krop fra side til side. På den måde rusker den en luns af, og i mit tilfælde tog den hele

79

den bagerste del af min flotte fisk, der jo hang fast i krogen. Det var da den ruskede, at jeg var lige ved at ryge udenbords.

Vel. – Jeg fik min fisk. I hvert fald det meste af den, men jeg fik ikke den flaske rødvin, der var udsat for at fange den største fisk og selvom jeg protesterede og sagde, at alle da måtte kunne se, at min fisk havde været den største, sagde de blot, – lidt drillende: Ja. – men hvor er resten?

Den slags lystfisker historier er der normalt ingen der tror på og det vidste jeg godt, så derfor fik jeg Ulla til at tage dette billede.

– Så her er beviset!

Fiskerne fangede af og til en haj. Her er det en lille en på cirka en meter. De ville dog ikke have hajerne ombord, da det betød ulykke ifølge deres overtro. Fandt de en strandet haj, skar de kæberne med alle de skarpe tænder ud og kogte dem rene og solgte dette hajgebis til turisterne. Jeg var så heldig at købe et af en lille dreng.

80

Det var altid børnene der solgte ting til turisterne. De voksne var for stolte til selv at gøre det. De ville bevare deres værdighed. Det træk kunne jeg godt lide ved befolkningen. - Det var et stolt folk.

Her er vi på en af turene til de andre øer.

Man kunne leje en lille katamaran sejlbåd og en mand i nabohytten var vant til at sejle med sejlbåde. Vi lejede en sammen og vi tog ud på det dybe mørke vand. Vi sejlede jo helt lydløst, så der var masser af nysgerrige delfiner der lige skulle hen og se hvad vi var for nogen. Var vi nogen de kunne lege med? - De var nemlig meget legesyge og sprang op af vandet i store spring. De helt unge delfiner kunne komme så højt op, at de kunne nå at slå to-tre saltomortaler, før de igen landede i vandet.

Det var en dejlig oplevelse. Flokken blev om os en halv times tid.

81

Da øerne er koraløer, er der intet vand i undergrunden. Alt vand skal transporteres til øerne og det er dyrt. Det er kun turisterne der har råd til at købe dette rene drikkevand.

Ved Monsun-skifterne i marts og april og i september og oktober er der meget stormfuldt og der falder megen regn.

Dette regnvand samler man op i store bassiner og bruger det udenfor regntiden.

Dette vand havde vi i vores toilet i hytten og til brusebad.

Vores badeværelser er nok en beskrivelse værd, for det var udendørs i det fri. Der var dog en lukket mur udenom, så uvedkommende ikke kunne kigge ind. Det var på én eller anden måde en dejlig ”tilbage til naturen” oplevelse. Det var dejligt at stå ugenert ude i solen og tage brusebad.

Da vi var der i marts måned, havde det ikke regnet i hele syv måneder og der var nu ved at være vandmangel.

Indbyggerne var ved at blive bekymrede, men de kunne jo intet gøre ved det selv. De var nødt til at vente til regnen kom, eller købe, i hvert fald drikkevand, i dyre domme, men det havde de ikke råd til i ret lang tid og derfor var de bekymrede.

Jeg ved ikke hvorfra jeg fik ideen, men det ligger dybt i min natur, at jeg altid gerne vil hjælpe mennesker, der ikke har mulighed for at hjælpe sig selv. Det plejer ganske vist mest at være børn eller unge. Nu fik jeg imidlertid den fuldstændig absurde ide, at jeg ville skaffe øerne regn.

- Men hvordan?

Jeg startede med at gå udenfor og fandt et stort langt vissent palmeblad. Med saven på min kniv, savede jeg det nederste tykke stykke befæstning af. Det er det stykke hvormed bladet siddet fast på palmen.

Dernæst flækkede jeg bladet på langs i ribben og jeg havde nu to stykker rib med et bælte af lange bladflige til

82

den ene side. Jeg flettede bladfligene sammen ligesom man fletter et julehjerte. Jeg lavede, - ligeledes af bladfligene, der var seje, en løkke i hver ende af skørtet, så det kunne bindes sammen bagpå. For det var nemlig et skørt jeg havde lavet.

Så gentog jeg det hele med et mindre stykke og jeg havde nu en flot hat. Til slut lavede jeg et flettet stykke til at tage om halsen, så det kunne hænge på brystet. Dette skulle være en medicinmands mystiske hemmelige tegn der gav ham hans magiske kraft. - Nu havde jeg en medicinmandsdragt.

For det var nemlig en medicinmand der skulle til for at skaffe regn. – Det var jeg helt klar over. Medens jeg sad og flettede dragten under en palmeskygge nede ved stranden, kom der nogle genboer forbi. De spurgte, hvad det var jeg lavede og jeg forklarede frejdigt, at det var en medicinmandsdragt jeg skulle bruge, når jeg til middag ville danse regndans for at skaffe øerne den regn, de så hårdt trængte til. – Jeg ved ikke hvad de tænkte, men de kiggede underligt på mig og jeg blev klar over, at min dans nok helst skulle lykkes for at undgå at blive slemt til grin.

Medens jeg sad og arbejdede, tænkte jeg igennem, hvad jeg ville gøre. Jeg var helt klar over, at jeg selv skulle tro fuldt og helt på at det kunne lykkes. Det ville dog blive meget svært, for når jeg så op på himlen, var der ikke en eneste lille sky at se. Selv helt nede i horisonten var der ingen mørk kant, der kunne indikere, at der var regn undervejs. Der var blot en høj blå himmel, ligesom alle de sidste syv måneder.

Jeg forsøgte at koncentrere mig meget om tanken, og jeg sad helt alene den formiddag. Der måtte ikke være blot den allermindste rest af tvivl i mit sind. Jeg skulle være absolut troende på mine egne evner som medicinmand.

83

Da det blev middag, tog jeg alt udstyret på og gik ned i strandkanten, så jeg havde hele den kæmpemæssige blå himmel foran mig.

Her står medicinmanden lige før den store regndans i 1991.

Se den skyfri himmel.

84

Jeg tog en dybt alvorlig mine på. - Jeg løftede overarmene i vandret stilling og hænder og underarme lodret. Jeg sank ned i knæene med lidt spredte ben. Jeg stod nu i en regndanser stilling.

Jeg begyndte så, - i starten stille og roligt, at danse. Jeg stampede først den ene fod, så den anden hårdt ned i jorden. Samtidig frembragte jeg med lukkede læber, en dyb brummelyd, der blev kraftigere, når jeg øgede farten. – Jeg dansede hurtigere og hurtigere og efter et nogle minutter, var jeg så udmattet af at danse og stramme alle musklerne i ben og arme, at jeg måtte holde inde og stille vakle tilbage til hytten.

Jeg undrede mig over, at jeg var så udmattet, det kunne vel ikke være mere udmattende end en lille løbetur. - Men det var det helt sikkert. Jeg tror, at jeg har brugt ukendte kræfter fra mit ubevidste indre, og at det var derfor jeg var så træt bagefter.

Dette billede af dragten er fra 2002 hjemme i haven.

85

På billedet fra 2002, kan man se, at jeg stadig har dragten. Her er hele udstyret med, også det magiske medicinmandstegn på brystet, og det var i denne stilling og med denne mine på, at jeg dansede regndansen.

Men hjalp alle disse anstrengelser overhovedet noget? Var det hele ikke bare noget feriepjat? - Ingen ved sin fulde fornuft kan vel tro på, at noget så umuligt kan lade sig gøre!

– Men hør nu bare her.

Da der var gået tre timer, hvor jeg udmattet havde sovet dybt på min seng i hytten, vågnede jeg op ved en uvant lyd.

Jeg kiggede forbavset ud gennem døren, ud mod havet og opdagede til min store forbløffelse at

regnen stod ned i så stride strømme, at det næsten var, som at stå under et vandfald!

Der kom så meget, at det samlede sig i store vandpytter ovenpå det gloende hede sand. Det kunne ikke engang nå at synke ned. Da jeg ville køle mine fødder af i det sikkert lidt kølige vand, sprang jeg ud af vandpytten med et brøl!

– Vandet var næsten kogende.

Nu ved jeg godt, at ikke ret mange normalt vil tro på en sådan ”røverhistorie”, men jeg har et absolut troværdigt vidne, - nemlig Ulla. Eventuelle tvivlere kan blot spørge hende.

Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at jeg selv lyver. Det gør jeg nemlig aldrig, men mange påstår, at jeg dramatiserer historier og oplevelser som disse lidt. – Vel, det er sikkert rigtigt, for hvorfor skal en historie også være kedelig at

86

høre på? - Ikke desto mindre er hele historien om regndansen fuldt autentisk. Den foregik præcist som jeg har beskrevet, og der gik kun tre timer inden regnen kom. Jeg tror dog ikke, at øernes beboere helt blev klar over, at det var mig der skaffede dem vand til at overleve sommeren med, for så ville de vel have sendt bud efter mig igen, når de næste gang manglede vand.

Vi besøgte en enkelt af de beboede øer. Befolkningen levede samlet i ligesom små ”landsbyer”, men spredt på hver sin ø. De havde det godt, men primitivt. På denne ø var der både et lille hospital og en skole. Her er en husmor ved at male karry på en god gammeldags skubbekværn, nøjagtig som vi brugte den i stenalderen. Den virker hurtigt og effektivt, så hvorfor anskaffe sig noget moderne, der kan gå i stykker.

Denne kværn består jo blot af en understen med en hulning og en rund sten med en runding, der svarer til hulningen

87

i understenen. Enkelt, effektiv og nemt. - Jeg har selv en skubbekværn fra stenalderen stående på terrassen.

Her er vores hytte om aftenen efter regndansen. Man kan se, at der endnu er lidt skyer tilbage og at det blæser.

Se den skønne farve på vandet i lagunen. Vi snorklede nede i vandet ud mod revet i udkanten af koraløen. Der var en mængde af farvestrålende fisk. Mange af dem svømmede ligesom i store ”bolde”. Alle fiskene i en ”bold” var af samme slags. Der var ene skinnende koboltblå fisk. Der var en kugle med virkelig guldfarvede fisk, og nogle var ene citronfarvede. De var kort sagt i alle regnbuens farver, og mange af dem var det på én gang. Der var nogle rødspætte store fisk der blot svømmede på højkant. Pludselig kunne der være en hel flok lige for næsen af en, for de var svære at få øje på. De var nemlig helt gennemsigtige og glasklare.

Man kunne kun se deres røde blodårer og hvis de havde noget sort i deres mavesæk.

88

Det var utroligt at svømme rundt iblandt dem, men man kunne lige pludselig få sig en slem overraskelse. Der var nemlig store rokker, der lå skjult nede under sandet. De kunne med et sæt ryge op fra bunden, når man svømmede for tæt hen over dem. Der var også hajer inde i lagunen, men det var tit hammerhajer, men da der var fisk nok, var de som regel mætte. - Håbede vi da. De er i øvrigt ikke så farlige for mennesker, men vi svømmede dog ikke ligefrem hen og klappede dem.

Nu vi taler om hajer, husker jeg pludselig en dramatisk episode fra den sidste dag vi var på øen.

Vi var taget ud for at bade på den sydligste ende af øen.

Her var der en sandtunge, lige ud i det store tomme Indiske Ocean. Vi havde badet der før og der var ikke andre end os på det sted. Men i dag var der en strøm, der ikke havde været der sidste gang. Den var kraftig og førte os hurtigt lige ud mod det tomme hav. Da vi blev klar over at strømmen var så kraftig, vendte vi øjeblikkeligt om og svømmede af al kraft ind mod øen. Det var svært i den kraftige strøm og det gik kun langsomt frem. Ulla var ikke nået så langt ud som jeg, så jeg kunne se hende kæmpe sig ind mod stranden.

Pludselig ser jeg noget, - jeg tror først det er en lang palmestamme, der hurtigt kommer drivende i vandet hen mod hende. – Men det var ingen træstamme. – Det var en over to meter lang haj og det var ingen hammerhaj. Jeg skulle lige til at råbe for at advare hende, men blev så bange for at hun ville gå i panik og spjætte og sparke i vandet. Hajer går nemlig efter noget der ikke bevæger sig regelmæssigt i vandet. Jeg besluttede hurtigt, at det var bedst ingenting at råbe, for så ville der være størst chance for at hajen ikke bemærkede hende. – Håbede jeg da inderligt.

89

Hajen svømmede forbi Ulla cirka femogtyve meter foran hende og hun så den ikke engang. Da hajen var et godt stykke henne, råbte jeg til hende, om hun ikke havde set hajen, og da vi kom op på stranden, måtte jeg forklare, hvorfor jeg havde valgt ikke at advare hende. Det kunne hun nemlig ikke helt forstå. Jeg havde dog set, at hajen havde meget mere fart på end Ulla og at den derfor ville passere hende et stykke forude, mellem hende og stranden, men vi fik os da en slem forskrækkelse.

Det befæstningsstykke jeg savede af palmegrenen, da jeg lavede min medicinmands dragt, havde jeg gemt. Jeg skar nu denne slangegud fra øernes gudeverden i stykket og det hænger i dag inde i vores pejsestue.

Man troede, at dette slangeuhyre sommetider steg op fra havet og man var meget bange for det.

90

En nat på havet som krabbedræber En dag i juni 1993, da vi var oppe i vores fritidshus, gik jeg forbi min nabo Krestens ejendom. På tørresnoren hang nogle meget tørre rødspætter, hængt ud, som var de vasketøj. Jeg stoppede selvfølgelig op og studerede dem og Kresten kom ud og spurgte om jeg ville have et par stykker?

– Hvad er det for noget? - spurgte jeg. – Det er jo tørfisk og de smager rigtigt godt. - Det er der da i hvert fald mange heroppe der syntes, - sagde han. - Men jeg vil lige advare dig. Det kan være, at Ulla ikke syntes det er så sjovt hvis du spiser dem, for man kommer til at lugte forfærdeligt ud af halsen i lang tid efter, men de smager forbandet godt, så du skulle tage og prøve.

Jeg fik så to tørfisk og spiste dem over et par dage. Man kunne brække et stykke af og tygge på det, til det blev opblødt af spyttet i munden. I gamle dage var det fiskernes ”pemmikan”. Man kunne have det med sig overalt. Det behøvede ikke at blive tilberedt, man kunne have det i lommen og bare brække et stykke af, når man blev sulten.

Ordet Pemmikan stammer fra indianerne i Nordamerika.

Det var den samme metode de brugte. Deres var blot som regel tørret dyrekød blandet med dyrefedt.

Kresten, - der var en mand sidst i trediverne, var ”skovmand” og arbejdede ovre i den nærliggende Klosterhede, men i sin fritid var han også fisker. Han havde en rigtig enmands fiskerbåd liggende oppe i havnen i Thyborøn.

Medens vi stod og snakkede, spurgte han mig, om jeg ikke ville med på havet en nat. Han skulle snart ud og fange nogle af de kostbare tunger.

Det er klart at Kresten, der jo ikke fiskede hele tiden, gerne ville fange nogle værdifulde fisk, når han endelig gik

91

på havet. Han havde nogle meget lange ”tungenet” med en bestemt størrelse masker, der tillod småfisk at smutte igennem. Dem sad han hjemme og bødede i et af udhusene.

At ”bøde” vil sige at reparere og sy nettene sammen. Til det arbejde havde han købt en gammel industrisymaskine til at sy knapper i med. Han havde købt den fra en nedlagt fabrik nede i Herning. Den var lidt i stykker og jeg hjalp ham med at få den repareret og justeret. Den syede lynhurtigt nogle få sting fra side til side og klippede selv tråden over. Den var helt ideel til net-arbejde.

Jeg er jo altid med på noget der lyder spændende og især noget jeg ikke har prøvet før, så jeg sagde straks: - Ja tak.

Vi aftalte så en nat, hvor vi skulle på havet. Vi skulle køre hjemmefra ved godt syv tiden om aftenen. Vi kørte i Krestens bil til Thyborøn. Vi havde en masse net med. Da vi kom til Thyborøn, læssede vi nettene over på Krestens båd og gjorde i det hele taget klar til at gå i søen.

Vi skulle ikke sejle alene. Der var en ti-elleve både der skulle følges ad ud til fiskerbanken, der lå et par timers sejlads nordvest på, ude i Vesterhavet eller Nordsøen, som den kaldes internationalt.

Kresten havde alt moderne udstyr ombord. Der var bl.a. radio, ekkolod og radar, og især radar blev jeg glad for, men det skal jeg fortælle om senere.

Da vi var ved at være klar, blev der tændt for radioen og skipperne på alle bådene begyndte at tale sammen på deres helt specielle dialekt, som jeg efterhånden, efter otte år på egnen, forstod det meste af. De plejede at sejle ud ved halv ni-tiden, og det gjorde vi også denne aften. Vejret var på en måde godt, for det blæste ikke, men det var diset og

92

tåget, så sigtbarheden var lille. Der var dog nogle - for mig, modbydelige lange dønninger, så båden hele tiden gik op og ned. Det var lige til at blive godt søsyg af for en ikke så søvant mand som mig.

Da radaren var sat til, kunne vi følge alle bådene, da de sejlede ud fra Thyborøn havn, og spredte sig som en vifte, medens de sejlede side om side i en lige linje med kurs mod nordvest.

Denne nat var der to fremmede fiskerbåde med. Den ene var fra København-kanten og den anden var fra Bornholm.

De var vant til at fiske i Østersøen, men ville nu prøve lykken med at fange de profitable tunger her i Nordsøen.

De var ikke så lidt forlegne og ydmyge ved at trænge sig på heroppe på vestkystfiskernes hjemmebane, så de sagde, at de da godt kunne nøjes med de ringeste pladser på banken, nemlig ude i enderne, hvor der var stengrund.

Nej da, - det skal I da sandelig ikke, sagde de ”indfødte”.

Når I er kommet sejlende så langt fra, skal I da også have nogle gode pladser, hvor der er fisk.

- Nej, vi vil i hvert fald ikke tage de gode pladser, som I kender er de bedste, for så fanger I jo mindre fisk og I er i jeres gode ret, da I jo altid har fisket her, så I skal selv have de pladser I plejer og fange de fisk I plejer.

- Sikke snak! – Herovre deler vi alt med hinanden, og selvom I ikke er her fra egnen, skal I selvfølgelig ikke have de ringeste pladser. - Vi er jo gæstfri folk herovre, så når vi kommer til fiskebanken, som I jo ikke kender, skal vi nok vise Jer nogle gode pladser.

Sådan blev snakken ved i de to timer det tog at sejle ud til banken, men selvfølgelig endte det med at de vestjyske fiskere fik de pladser de plejede at få, og de ”fremmede” fik plads i hver sin ende af banken, og så må vi jo blot håbe

93

på, at de fik en bedre fangst, end de kunne have fået hjemme i Østersøen.

Der var meget varmt inde i styrehuset, og på vejen ud til fiskepladsen, kunne jeg godt mærke, at de lange seje dønninger begyndte at have sin indvirkning på min maveregion.

Da vi lidt før midnat ankom til fiskebanken, fordelte bådene sig, sådan at hver båd selvfølgelig fik den plads i hierarkiet, som den tilkom. Vi fik vores plads et stykke ude til den sydlige side, da Kresten jo kun var halvtidsfisker.

Vi satte nu en markeringsbøje med forskelligfarvede flag på i vandet. Den skulle markere, hvor vores net startede, og Kresten begyndte at sætte net i vandet. De løb ud over rælingen over nogle lange ruller på kanten, medens vi langsomt sejlede mod øst. Kresten satte ikke mindre end fire kilometer net i vandet, og for enden blev der igen udsat en markeringsbøje med hans flag.

Kresten sætter garnene.

Bemærk en af de andre både i baggrunden lige over hans hoved.

94

Vi sejlede så tilbage til den første bøje og ventede på at der skulle gå fisk i nettene.

Nu var det tid til at spise vores medbragte madpakke. Jeg havde været så fornuftig, at jeg kun havde taget nogle skiver bart rugbrød uden smør med, samt et par æbler. Jeg vidste jo ikke, hvordan vejret ville blive, og om jeg eventuelt skulle blive søsyg, så derfor den spartanske og fedtfrie mad, og det var jeg meget godt tilfreds med nu, da jeg tydelig kunne mærke den begyndende søsyge lave ligesom et tomrum i min mave, og det sidste den kunne tænke sig lige nu, var i hvert fald en rigtig fed madpakke.

Da Kresten så min ”madpakke” gloede han lidt og sagde: Det der kan du godt gemme væk. - Birgit har smurt mad til os begge. Nu skal du bare se! – Og hvad pakkede han så ud?

– Madder med tykt smør på og oven på det var der tykke skiver af fed hjemmelavet rullepølse. Der var også stykker med leverpostej og flæskesteg.

Min mave tog lige en vending ved det syn, og jeg kunne mærke, at jeg blegnede lidt, men selvfølgelig lod jeg som ingenting. Kresten skulle ikke have den fornøjelse, at se en landkrabbe blive søsyg. Det var nemlig en af fornøjelserne fiskerne havde, når de tog landkrabber med ud at fiske.

Kresten havde imidlertid straks observeret mit lidt betuttede ansigts udtryk ved synet af den fede madpakke, så han sagde, noget drillende syntes jeg: - Du er da vel ikke ved at blive søsyg Knud Erik? – Så tog jeg mig vældigt sammen og sagde frisk: - Nej, overhovedet ikke. - Det er da godt nok en dejlig madpakke Birgit der har smurt. – (For mig selv, sagde jeg til min krop: - Nu viser du dig som en mand og spiser den madpakke og bilder dig selv ind, at det lige netop er sådan mad du allerbedst kan lide.)

95

Da jeg først kom i gang, gik det fint og jeg nød faktisk maden, og fra det øjeblik forsvandt den begyndende søsyge helt og jeg mærkede ikke mere til den på resten af turen.

Efter at have spist maden og drukket vores kaffe, lå vi stille og sov lidt i den glohede kahyt. Kresten havde først vist mig hvordan ekkoloddet virkede og det var spændende, når vi f.eks. så en stime fisk under os.

Pludselig kunne vi høre, at de andre skippere begyndte at tale sammen og vi kunne høre, at de begyndte at hale nettene med fisk op.

Vi gik ud på dækket, sejlede helt hen til begynderbøjen, tog den op og satte enden af nettet fast til spillet, og Kresten begyndte at hale op over rullen og hen over et lille bord på dækket.

Forinden havde han dog udleveret et gammelt stemmejern til mig. Jeg kiggede lidt. - Hvad skulle jeg dog med det? - Jo ser du, Knud Erik. - Der er masser af krabber i nettet, når vi haler det op. De skal slås ihjel med det samme, når nettet kommer hen over bordet, for i levende live laver de en masse kludder i nettene, så de er svære at rede ud igen. - Du skal bare jage stemmejernet ned i bagenden på undersiden af skjoldet. Så dør de med det samme og du hiver dem overbord. Du skal dog brække de største krabbekløer af og smide dem ned i den spand der.

96

- Dem må du nemlig få med hjem. De smager helt fantastisk på et stykke frisk franskbrød.

Nu kunne jeg pludselig bedre forstå, hvorfor han havde været så ivrig med at få mig med på den fisketur, for hvis han både skulle sortere fisk og tage alle krabberne ud af nettet og slå dem ihjel, - ja, så ville arbejdet tage meget længere tid, og han ville kun kunne sejle meget langsommere frem, men Kresten var en venlig mand og han vidste, at jeg garanteret ville synes, at det ville være spændende at være med.

Der var masser af krabber og jeg fik enormt travlt med at hive krabberne ud af nettet. Kresten tog de fisk der var ud af nettet og smed dem ned i forskellige spande, alt efter om det var rødspætter, tunger eller pighvarrer. På billedet kan man se min spand med krabbekløer. Der er endnu ikke så mange. Det blev der senere.

Jeg havde det rigtig godt, for jeg havde aldrig prøvet at være rigtig havfisker og syntes, at det var virkelig spændende. Det tog vel en times tid med at hale de fire kilometer net op, tage fisk og krabber ud. Jeg havde nu mange krabbekløer i min spand.

97

Da vi var helt færdige og det sidste net var halet op og nu lå på dækket, begyndte vi på hjemturen. Forinden havde der været en del snakken, skipperne imellem, om fangsten.

Den havde nu ikke været noget særligt i nat. Der var da sommetider mere, men det kunne da gå an. Det kunne vel lige betale dieselolien der var brugt til turen, så direkte tab gav det da ikke.

Her står jeg med en større pighvar.

Fangsten havde dog været meget bedre end de gav udtryk for, men deres snak var jo møntet på de to fremmede skippere. De skulle jo nødig få indtryk af, at den fiskebanke var en guldgrube. I virkeligheden var det jo bedst, hvis de blot sejlede hjem og fiskede i deres egen Østersø, men at sige det rent ud, kan en vestjyde jo aldrig få over sine læber, så det bliver blot pakket ind på deres egen særlige måde, som man næsten skal være vestjyde for at tyde. Når jeg så klart kunne se den virkelige sammenhæng, skyldes det måske, at næsten alle mine gener stammer fra Vestjylland i generationer.

Da alle bådene havde ordnet formationen til hjemturen, begyndte vi på denne. Når man sejler i samlet trop, er det for at holde øje med hinanden. Hvis en båd skulle have uheld i f.eks. dårligt vejr, så kan de andre hurtigt komme den

98

nødstedte til hjælp. Naturen på havet er nemlig ubønhørlig barsk.

- Hvor barsk skal jeg desværre berette om senere.

Det gælder om at passe på sig selv og hinanden og det ved alle fiskere, måske især på den barske vestkyst.

Kresten kigger til de andre både før vi sejler hjem Nu var vi godt trætte af det hårde arbejde og den meget friske luft, og kahytten var stadig stegende varm. Det var selvfølgelig dejligt med den varme kahyt, for ude på dækker var der koldt, selvom det var sommer, især når man ikke lavede noget. Vi blev døsige af træthed og varme og det var meget svært ikke at falde i søvn. På radarskærmen kunne vi se alle bådene, der sejlede i en vifteform der snævrede ind, alt imens vi nærmede os indsejlingen til Thyborøn havn.

Skipperne på de andre både var også trætte og de talte nu sjældent sammen over radioen. Jeg havde mange mistænkt for at tage sig en lur og lade den automatiske pilot om at tage sig af den rigtige kurs.

Min skipper Kresten sov i hvert fald trygt som en sten.

Han stolede fuldt ud på enten mig eller autopiloten.

99

Jeg havde det, trods alt, alt for spændende til at kunne falde i søvn, skønt det var næsten umuligt at lade være, for inklusive alle de andre omstændigheder, var det jo midt om natten, hvor jeg plejede at sove. Det var virkelig svært at holde sig vågen, så jeg gik ud på dækket for at få lidt frisk luft. Det var her jeg tog dette billede af det ”førerløse” styrehus på skuden ”BUK ? ? ”. Jeg kan kun se de tre første bogstaver og kan ikke huske hvad den hed.

– ”Bukken” måske? – Kresten var jo skovmand.

Da jeg kom ind igen kunne jeg se på radaren, at den båd der var nord for os, havde en lidt skæv kurs, der før eller senere ville skære ind i vores, hvis ingen greb ind. Jeg vækkede derfor Kresten, der imidlertid tog det ganske roligt. Der var jo mange andre øjne på den radarskærm og på nogle af bådene var der mere end én mand, så der var altid nogen der holdt øje med ”flåden”, medens man lod én mands bådenes skippere sove i fred indtil et stykke fra havnen. Kresten kaldte dog på båden med den skæve kurs og den rettede op, skønt dens skipper bestemt mente, at der ingen grund var til at vække ham endnu. Det sidste pakkede han selvfølgelig ind på høflig vestjysk manér, men meningen var ikke til at tage fejl af og havde jeg ikke været med, var han jo nok også først blevet vækket langt senere.

100

Vi kom vel i havn alle mand og vi læssede fiskene af på auktionen og alle garnene over i Krestens bil og kørte hjem.

Garnene skulle gennemgås hjemme og repareres for eventuelle huller. Det var nu tidlig morgen ved seks tiden.

Jeg fik alle mine krabbekløer med over i vores fritidshus og jeg gik i seng og sov et par timer.

Da jeg vågnede, var det første jeg tog mig af, krabbekløerne. Ulla hjalp mig. Jeg havde af Kresten fået nøje instruktion om, hvordan krabbekløerne skulle tilberedes, så de blev allerbedst. De skulle først puttes i kogende vand uden salt i. Når de havde kogt et stykke tid skulle der kommes salt i vandet og de skulle koge færdig.

Vi måtte have tre store gryder i gang, så mange var der. De skulle jo koges straks, medens de endnu var friske.

Da de var færdige tog jeg en portion med ud i solen foran huset og begyndte at brække dem fra hinanden og pille krabbekødet ud. På billedet kan man godt se, at jeg ser lidt klatøjet ud på grund af søvnmangel. Ulla havde dejligt hjemmebagt franskbrød og vi ligefrem fråsede i lækkert krabbekød, og det var rigtigt som Kresten havde sagt: - Det

101

smagte bare lækkert! Vi frøs resten i to store portioner til senere brug.

Medens jeg sad og pillede og knuste kløerne, lagde jeg mærke til, hvor flot den store ”tommelfinger” var på kloen.

Farven var flot orange med en sort spids.

Her er et rigtigt godt billede af krabbekløerne på en ”sommerhus” voksdug.

De måtte da kunne bruges til noget. Jeg fik nu den idé at lave en halskæde af dem. De lignede bjørnekløer eller rovdyrtænder. Der kunne blive en flot halskæde af dem. Den ville ligne dem, man gik med i stenalderen.

Men der ville stadig være kødrester helt ude i spidsen af dem og disse rester ville komme til at lugte, når de rådnede.

Jeg lagde dem derfor ud i en stor myretue i nærheden. Der lod jeg dem ligge i nogle dage. Da jeg hentede dem havde ræven også været der. Den havde rodet rundt i myretuen og knaset de kløer, der havde haft mest kød inden i, men langt de fleste var der endnu, og nu havde myrerne fjernet alt kødet fra spidserne.

Jeg tog dem med hjem og over på værkstedet, hvor jeg møjsommeligt og meget forsigtigt borede små huller i siden af dem, så jeg kunne trække en lædersnor igennem hver ”tand”. Der var nogle der knækkede, men til sidst havde jeg fået lavet en flot stenalder halskæde. Den gav jeg til vores

102

søn Steen, som på det tidspunkt dansede Afrikansk Dans.

Her vakte den stor lykke, men kunne desværre ikke holde til den vilde dans, da tænderne var sprødere end glas, men jeg mener at den er gemt endnu.

Om det er kæden der klæder manden, eller om det er manden der klæder kæden er ikke til at sige, men det er ligesom de hører naturligt sammen.

Det kunne godt være et billede af en ung stenalderkriger, som man ikke lige skulle blive uvenner med.

Her kunne så historien om den herlige fisketur ud i Nordsøen en nat i juni 1993, sammen med Kresten, - der boede i nabogården til fritidshuset, slutte, hvis ikke den havde haft et meget sørgelig efterspil. Dette efterspil har nu ikke noget med fisketuren at gøre, men hør nu her.

Da Ulla og jeg et års tid efter en dag ankom til huset, kørte vi som sædvanlig hen over Birgit og Krestens gårdsplads for at komme hen til vores hus. Kresten stod i en port i et af udhusene, så vi standsede og sagde goddag.

Kresten hilste igen, men han var ikke ligesom han plejede at være. Han var meget alvorlig og stille af sig og da vi kørte videre hen til huset sagde vi til hinanden: - Var Kresten ikke lidt mærkelig. Sådan plejede han da ikke at være. Vi syntes at det var lidt underligt, men tænkte så ikke mere over det.

103

Da, jeg nogle dage efter at være kommet hjem, læste i Jyllands Posten, at en enmands fiskerbåd fra Thyborøn var gået ned under en storm og at man ikke havde fundet hverken skipperen eller båden, udbrød jeg med det samme: Det er helt sikkert Kresten. Jeg havde det bare på fornemmelsen og vi ringede op til Kirsten og Alfred på den anden nabogård og forhørte os. Ganske rigtigt, - og man havde stadig ikke fundet hverken Kresten eller hans båd.

Han havde været ude at fiske fuldstændig, som dengang jeg var med, men selvfølgelig nu alene. Medens de fiskede, trak det op til storm og de andre fiskere blev urolige, kloge af skade, og de blev alle enige om at trække garnene allerede op nu, selvom det var alt for tidligt. Det vil sige, det var ikke alle der var enige, for Kresten sagde over radioen, at han ville vente lidt endnu med garnene. De andre forsøgte nu at overtale ham til øjeblikkeligt at gøre som dem, men Kresten ville ikke høre efter.

- Sejl I bare hjem, jeg kommer lige efter! – sagde han og de andre var klar over, at nu skulle de skynde sig at komme i havn, før den helt store stormstyrke satte ind, og den var allerede godt på vej og der var langt hjem til kysten, så de sejlede straks samlet hjem som de plejede.

De nåede lige at komme i havn, da stormen satte ind med stor voldsomhed. De blev længe på havnen for at se Kresten komme ind, men han kom ikke og nu var radiokontakten også forsvundet. De var alle kede af det og meget alvorlige, for de kunne godt lide Kresten. - Han var en af deres egne.

Men Kresten kom aldrig. Da der igen blev stille vejr fandt man hans båd stående på bunden af havet. Den stod ganske normalt på kølen, blot var der mange meter vand over den.

Den så ikke ud til at være gået i stykker på nogen måde.

104

Der var ikke hul i skroget nogen steder, - men Kresten var ikke i styrehuset.

Endnu nogle dage efter, drev han i land nede på høfderne ved Bovbjerg, men bølgerne var så voldsomme, at man ikke kunne bjerge ham. Han lå blot i vandet og blev hele tiden banket ind mod de store cementklodser. Det var jo ikke godt, så man kastede et net ud over ham og fastgjorde det oppe på høfden, så han blev holdt i ro, indtil vejret igen stilnede af og man kunne bjerge ham.

Sådan endte skovmanden og fiskeren Kresten sit liv.

Alligatorhale smager meget godt I 1996 var vi på ferie i Florida USA. Vi oplevede utrolig mange ting, som slet ikke kan komme med her, men jeg kan da nævne noget der har med sejlads og vand at gøre.

Vi besøgte nemlig de store sumpområder ”Everglade” og her var vi ude og sejle i både, der blev drevet frem af store propeller, da der overalt var vandplanter der umuliggjorde almindelige både med skruerne nede i vandet.

105

Bådede fór i rasende fart henover vandet. Propellerne blev drevet af to store V/8 motorer der stod på dækket ved de afskærmede propeller.

Propellerne larmede virkelig meget.

Vi så de forskellige variationer i ”Everglade” og vores bådfører havde en bestemt overraskelse til sine gæster.

Han havde nemlig en bestemt gammel alligator, som han fodrede engang i mellem. Turisterne vilde altid gerne se en vild alligator i sit rette element. Det føltes mere spændene end de alligatorer der blev vist frem under den lille opvisning vi havde overværet inden bådturen. Det vidste han og vi sejlede hen, hvor den gamle alligator plejede at ligge, og ganske rigtig, den var der også i dag og lå og ventede på sin godbid.

Vi blev advaret mod at stikke kameraet for langt ned mod uhyret, da den kunne finde på at springe op af vandet, hvis den forvekslede vores hånd med mad. Jeg fik dog taget dette billede ret tæt på.

106

Jeg syntes jo også det var bedre, at jeg fik en bid af den, end omvendt, så jeg spiste lidt alligatorhale og det smager faktisk godt.

Vi var helt ude i spidsen af Key West, hvilket er den absolut sydligste del af USA. Vi sejlede også en tur med en båd med glasruder i bunden og det var spændene at se fiskelivet på revet vi sejlede hen over. Vi passerede også et vrag af en mindre motorbåd, der lå på bunden.

Med S/S Freja af Fryken

I sommeren 1998 var vi en tur til Dalarna i Sverige. Vi så og oplevede igen mange ting.

Vi så de store sluser ved Trollhättan. Dem har jeg altid ønsket at se, lige siden jeg som barn hørte min far fortælle om dengang han, som ganske ung, sammen med sin bror var kørt over for at se dem på en Royal Enfield motorcykel.

107

Det var i øvrigt en meget lang tur i 1927, men de gennemførte den fint. – Næsten da, for hør nu bare hvad der skete.

Hans bror, der havde et stift ben sad bagpå og det strittede lidt ud til siden og engang de kom lidt for tæt på en stor grusdynge i vejsiden, ramte benet ind i sandet og stødte ham mildest talt lidt brutalt bagud og ned på grusvejen. Heldigvis kom han ikke videre til skade.

Vi var blandt andet nede i de dybe kobberminer i Falun. Den svenske røde farve, man ser alle vegne på træbygningerne, er lavet af restprodukter fra kobberminen.

Den kaldes ”Falunrød”.

De gamle slidte trapper fører ned i det mørke dyb.

Vi hørte en sælsom beretning fra minernes historie. Man havde gennem tiderne været lidt for grådige med at udgrave minen, og man havde lavet for mange udhulinger gennem undergrunden og det medførte sammenfald.

108

Engang omkring 1885 var der en stor sammenstyrtning, hvor seks minearbejdere blev spærret inde, og man fandt dem aldrig igen. Da man engang cirka fyrre år senere udvidede minen, stødte man på et hulrum, hvori der sad seks mennesker. Man troede først, at det var de savnede fra ulykken fyrre år tidligere, men det kunne jo ikke passe, for de så ud, som om de lige var døde dagen før. - Men de havde godt nok gammeldags tøj på, - så måske alligevel.

Det var dem. I det fuldstændige ilttomme rum var de blevet bevaret uden at gå i opløsning og så nu ud, som var de lavet af hård sæbe.

Man bjergede dem op fra minen og lagde dem på lit de parade i kirken. Folk fra landsbyen valfartede til kirken for at se, om de kunne huske nogen af de omkomne.

Pludselig udstøder en ældre kvinde på omkring tres år et højt jamrende skrig og bøjer sig ned over liget af en ganske ung mand. Det var nemlig hendes forlovede fra fyrre år tidligere, og nu lå han der og så lige så ung og naturlig ud, som dengang han gik ned i minen for så mange år siden.

Det var en chokerende og underlig oplevelse for hende, skønt hun senere var blevet gift med en anden. Men den unge mand havde jo været hendes store og savnede kærlighed i hendes ungdom.

De omkomne var udstillet et stykke tid, men efterhånden tog luftens ilt på dem og de blev begravet på kirkegården.

Stort jordfaldshul ved Falunminen

109

At sejle med damp Vi var også ude at sejle med en spændende båd på Fryken søen i Värmland. - Det var S/S Freja af Fryken. (S/S = Steam Ship)

Det var en mindre damper der blev søsat i 1869. Den sejlede, sammen med flere andre både, med passagerer og gods mellem de mange små ladepladser og byer i søen Fryken, der faktisk består af tre små søer der tilsammen har en længde af 80 kilometer.

En dag havde man dog været for grådige og taget alt for meget gods ombord. Det var nemlig en aftale, at den båd der kom først fik al fragtgodset, mens de efterfølgende intet fik.

Den dag, den 23. juli 1896 var Freja altså blevet læsset for hurtigt og for sjusket. Det meste stod øverst på dækkene, mens selve lastrummet var næsten tomt, fordi man hurtigt ville have alt godset ombord, før den næste båd kom.

- Bådens tyngdepunkt var derfor alt for højt.

Man ved oven i købet hvad lasten bestod af, nemlig: Sytten passagerer, 10 sække mel, 85 sække gødning, 2 kasser tobak, 2 ankre brændevin, en hestevogn og 4 kærrer, samt nogle småting.

110

Efter en losning ved en anløbsbro skulle den lille damper vende med lastlugerne åbne. Da den kom ud i søen, krængede en stærk kastevind båden så hårdt over til styrbord, at den alt for sløset læssede dækslast forskubbede sig og vandet styrtede ned i lasten. Båden sank hurtigt.

Af de sytten passagerer ombord reddede kun seks sig i land, så de elleve andre druknede.

Båden sank ned på 52 meter dybt vand og lå der indtil den blev lokaliseret 1976. Bjergningen blev gennemført præcis på 98årsdagen den 23. juli i 1994.

Man restaurerede skibet og lige, da det stod som nyt igen, brændte det om natten 2. juli 1996. Det havde været meningen, at dets genfødsel skulle fejres præcis på 100-års dagen den 23. juli, men skibet udbrændte totalt. Heldigvis var det godt forsikret, så man startede med at genopbygge det og under stor festivitas blev den igen sat i søen den 23. juli 1997, nu blot på 101-års dagen.

Vi var ude at sejle med det året efter, om sommeren 1998. Dens lille 15 hestes dampmaskine fungerede stadig perfekt med alle de originale dele, der ikke havde taget nævneværdig skade af de næsten hundrede år på søens bund. Det var nu også en meget fin lille dampmaskine der sad

111

i båden, den havde nemlig været på verdensudstilling i Paris i 1867 og fået en guldmedalje.

Her står jeg ved skorstenen.

Jeg fik lov til at gå med i maskinrummet og se den arbejde. Den har et utroligt stort moment, selv ved lave omdrejninger sejler den hurtigt.

Dampmaskiner er imponerende med deres simple teknik og de gjorde i mange år stor gavn som drivkraft i tog, skibe, møller, pumper i miner

112

og alle vegne hvor der skulle bruges en drivkraft, - ja selv i biler. F.eks. den amerikanske Stanley Steamer.

Lille dreng -stor hest Peter ved den berømte Falunhest

113

114

Dette var lidt fra mit liv til vejrs og til vands.

Jeg har skrevet om masser af andre oplevelser, så hvis nogen vil læse om flere, så find dem på:

www.keguldager.dk

December 2019

Knud Erik Guldager 115

116