Soldat på stop by Knud Erik Guldager

Soldat på stop i 1955

Så hjertelige var de altså ikke. – Slet ikke!

Knud Erik Guldager 1

Soldat på stop i 1955 Lidt om blafferlivet på landevejen for en soldat Historien begynder i 1955, da jeg den 11. november blev indkaldt som soldat på Fyensgades kaserne i Ålborg. På indkaldelsesdagen samledes vi i en flok udenfor porten. Jeg kom i det nu hedengangne 10. regiment, tungt kompagni, morter delingen. Jeg blev senere uddannet til bl.a. signalmand med feltradio som speciale. - Jeg fik soldaternummer 267 183 og hed fra nu af bare 83.

Fynsgades kaserne var et levn fra tyskernes tid i Danmark fra 1940–45. Den bestod af nogle murede barakker i ét plan. De var ret primitive i forhold til nutidens luksus kaserner. Der var ti mand på den stue jeg boede i. Der var trægulve og ret utætte vinduer. Der var en lille kakkelovn på hver stue, men den fik vi aldrig lov at fyre i, selvom der sommetider var ret mange frostgrader i stuen. Jeg lå i den

øverste køje lige ved et vindue og en morgen i januar 1956 vågnede jeg op og så et mærkeligt syn. Jeg havde frosset hele natten, da der var en hylende snestorm udenfor. Det mærkelige syn, jeg så i halvmørket, var noget stort hvidt i fodenden af min seng. Jeg kunne først ikke forstå hvad det var, men blev så klar over at det var en cirka 20 cm. høj snedrive, der var føget ind gennem vinduet i nattens løb. Det første par måneder var der ikke megen orlov, men da vi havde overstået den værste rekrut tid, kunne vi komme på orlov næsten hver uge, hvis vi da ikke lige skulle på vagttjeneste eller havde lavet noget der i hæren var strafbart, som f.eks. at komme for sent fra en orlov, eller ikke havde renset sit gevær og andet udstyr ordentlig. I hvert fald efter sergenternes mening, for de brugte nemlig den slags påtaler som straf, hvis de havde set sig irriteret på en af os. Vi var jo ikke alle sammen lige nemme at disciplinere. Det var altid meget let og u-diskutabelt for dem, at påstå, at et støvgran i en fjern krog af geværet var nok til at inddrage al orlov. Vi lærte efterhånden at undertrykke vores individualisme, hvilket jo lige præcis også var meningen, da vi i begyndelsen ellers aldrig ville være kommet på orlov. Jeg blev vognkommandør på en Jeep, men vi var dog ikke altid 13 mand ombord. Jeg sidder øverst til højre på billedet.

I rekruttiden var, som nævnt, selv den mindste forsømmelse nok til at orloven blev inddraget, og det var jo slemt for mig, når jeg selv mente at have jordens dejligste pige ventende på mig i Aarhus. Hun havde altid en makrontærte, friskpresset citronsaftevand og et stort kram, parat, når vi forsvandt ind på hendes værelse. – Vi var jo nyforlovede fra 8. maj 1955. Når paraden var overstået lørdag middag klokken 12, blev alt udstyret lagt på plads i vore skabe og flere hundrede soldater begav sig i deres fine udgangsuniformer ud af byen til de forskellige landeveje. Der var flest der skulle sydpå og vi stod så over 200 soldater med højre tommelfinger i vejret og forsøgte at komme op at køre med de forholdsvis mange biler der kørte sydpå ud ad Hobrovej. Vi fik ingen gratis togbilletter, det fik vi kun til jul, påske og sommerferie. Vi havde en ugeløn på 14 kr. så der var jo ikke råd til at tage toget næsten hver weekend. Jeg må sige at bilisterne forstod dette og de tog derfor meget gerne soldater op, når de kørte rundt i deres biler. Vi skulle jo altid bære vores uniform dengang, så der var ingen risiko ved at tage disse ”blaffere” op. For at komme op at køre, gjaldt det om at finde et barnligt og troskyldigt udtryk frem i ansigtet, da familierne i bilerne helst ville have en venlig soldat med. Der kom flest biler med familier, der skulle ud at køre for at besøge familie og venner i de nærmeste byer.

I et brev hjem til Ulla lavede jeg en tegning, hvor jeg står og ”stopper” ude på Hobrovej. Jeg var næsten altid heldig med at blive samlet op ret hurtigt. Jeg lærte snart, at man ikke skulle stå først i den uendelige række af soldater. Folk ville gerne vælge lidt mellem det store udvalg. Man skulle stå cirka en tredjedel inde i rækken. Jeg tror nemlig, at konerne, der var med, tit tog de pæneste soldater op først, og et stykke henne begyndte de så at være lidt mindre kræsne, når manden sagde, at nu måtte de snart vælge en, for han ville nemlig altid gerne snakke og udspørge én om, hvor man kom fra og hvor man skulle hen, hvad man havde lavet før man blev soldat o. lign. Ved at stå der blev jeg ret hurtigt samlet op. Det var altid dejligt at tænke på, at Ulla, - som min pige jo hed og stadig hedder, altid ventede på mig med en ægte længsel. Når det blev alt for surt i tjenesten, tænkte jeg bare på hende og så blev det hele lidt mere udholdeligt, men derfor var det også altid et trist, men dog uundgåeligt øjeblik, når jeg skulle tilbage fra orlov søndag aften. Jeg

var nødt at tage af sted senest klokken 20. Jeg skulle være inde gennem vagten i Fyensgade senest kl. 24, da det ellers i rekruttiden var den sikre vej til ”brummen.”

Jeg sad nede på KFUM’ soldaterhjem og tegnede, hvordan det så ud, når jeg stod på vagt i Fyensgade

Jeg boede tæt ved det gamle vandtårn på Randersvej og her startede jeg altid min ”tommelfingertur”

Der kørte ikke så mange biler om vinteren i dagene lige før nytår 1956. Jeg havde været hjemme på juleferie og skulle nu tilbage til Ålborg. Den aften var det begyndt at sne og vejene blev hurtigt spejlglatte, så bilisterne holdt sig hjemme. I Aarhus kom jeg dog til sidst op at køre med en mand der boede i et hus ved landevejen lige før Hobro by. Han havde nær aldrig fået stoppet bilen, da han fik øje på mig i snevejret. Han punkt bremsede flere gange for at undgå at skride ud, og jeg tænkte på, at det ville have været lettest for ham slet ikke at standse, men han gjorde det alligevel, for det viste sig, at han var ungkarl og meget nysgerrig. Han ville derfor gerne snakke med folk. Han snakkede og fortalte, at han altid gerne tog folk op på stop. Engang havde han en aften fået en ung pige fra Norge med op. Hun var på vej hjem. Lige før de kom til hans hus i Hobro, spurgte han hende om, hvor hun skulle sove i nat. Det vidste hun ikke endnu og han tilbød hurtigt, at hun da gerne måtte komme med ind og sove hos ham i nat. Det tilbud tog hun imod, men jeg kan huske, at jeg var noget forarget over pigens lidt løse moral, men for hende var det jo både praktisk og gratis, og for ungkarlen var det sikkert også dejligt. Jeg blev sat af ved hans hus. Jeg gik nu i snevejret ned gennem Hobro, for man skal ikke forsøge at stoppe bilerne lige før en by, da de fleste måske ikke skal længere end til netop denne by. Da jeg kom op af Hostrupbakken og ud ad landevejen mod Ålborg, blev jeg taget op af en lille familie på fire. Mand og kone og to børn. De kørte i en ældre Opel Olympia fra før krigen.

De var meget venlige og jeg var glad, for klokken var ikke mere end halv elleve, og der var kun cirka 50 kilometer til Ålborg, så det skulle jeg nok kunne nå. Stor blev min skuffelse dog da vi kom til Rold by, for her skulle de nemlig dreje mod vest for at besøge noget familie, der boede den vej på.

Jeg blev så sat af ved den gamle kro midt i vejkrydset, og begyndte at vandre ud ad landevejen mod Ålborg. Lidt henne begyndte den store mørke Rold Skov og vi havde ikke mødt nogen biler i lang tid, så chancen for at komme op at køre, og nå hen til porten i Fyensgade inden midnat, var pludselig forsvundet, og jeg begyndte at tænke på, hvordan det mon ville føles at sidde i det nu tilsyneladende uundgåelige kasernefængsel. Denne tanke var for mig så frygtelig, at jeg åbnede den pose nybagte vaniljekranse, jeg havde fået af min mor til at forsøde nytårsaften med. Det var nu holdt op med at sne og der var en flot klar stjernehimmel, så jeg husker tydeligt, at jeg – nu en spjældkandidat - gik der under stjernerne og nød smagen af min gode mors dejlige vaniljekranse, så godt jeg nu kunne efter omstændighederne, alt imens jeg vandrede ind i den mørke Rold Skov.

Pludselig kommer der en bil, men jeg bliver ikke spor glad, for den kommer nemlig imod mig fra Ålborg. Da den havde passeret mig, kunne jeg godt høre, at den tog farten forsigtigt af, da der stadig var spejlglat og jeg vender mig nysgerrigt om for at se, hvorfor den mon standser her midt inde i skoven. Var det måske nogen der ville overfalde mig? Min onkel Niels, købmanden jeg fortalte om i mit sidste indlæg, havde fortalt, at han aldrig turde køre alene gennem Rold Skov om natten i tyverne. Der havde nemlig været flere overfald på ensomme bilister. - Nu begyndte bilen minsandten også at vende og komme kørende hen imod mig. Jeg fatter dog hurtigt mod og får straks armen med tommelfingeren op og vifter ivrigt og håbefuldt. Jeg har slet ikke tid til at stille noget specielt ansigtsudtryk op. Da den når hen til mig, standser den heldigvis, og til min store forbløffelse ser jeg nu, at det er den samme familie der for en halv time siden har sat mig af henne i Rold. De mennesker de skulle besøge ovre vestpå havde ikke været hjemme, og de var derfor fortsat til landevejen i den nordlige ende af Rold Skov. Men her kom de til at tænke på den stakkels soldat de havde efterladt i den anden ende af skoven. – Havde han mon fået en kørelejlighed? – Der kørte jo næsten ingen biler så sent en søndag aften. De besluttede derfor at køre sydpå gennem den mørke skov for at se, om jeg var samlet op af en anden bil. De ville være sikre på, at jeg nåede tilbage til kasernen inden midnat, for jeg havde jo fortalt dem, at det skulle jeg være for at undgå ”brummen”. Det er klart at jeg blev ovenud lykkelig, for jeg var begyndt at fryse, så det var dejligt at komme ind i varmen, der jo faktisk var dobbelt, for jeg mærkede også den store medmenneskelige varme fra den rare familie. De kørte mig

endda helt ned til kaserneporten, så jeg kunne gå ind da klokken kun manglede nogle minutter i 24.

– Se, sådan kan menneskenes børn altså også være. Den dag i dag mindes jeg denne ukendte familie med respekt for deres store medmenneskelighed og bruger den gerne som et godt eksempel på, hvorledes man uselvisk kan hjælpe sine medmennesker, når de har brug for det. Der er en sjov lille hale på den historie. Her den 29. juni i år, havde jeg lovet at køre op til Hjallerup for at køre brudebil for min nevøs søn. Han ville så gerne have, at det netop var i min 1932 Ford Roadster, da den også havde været brudebil for hans far og mor for netop 40 år siden.

2019 1979 Det ville så godt nok blive en køretur på over 300 kilometer, men hvad gør man ikke for familien. Bilen og jeg var i mellemtiden også blevet hver 40 år ældre, så vi nu tilsammen er ikke mindre end 171 år. I en 87 år gammel bil kører man naturligvis ikke på motorvej skønt den har en kraftig V/8 motor, så jeg besluttede at tage turen derop på netop de gamle hovedveje, som jeg stoppede på i 1955. På den lange strækning huskede jeg især visse huse og

landskaber, nemlig de steder, hvor jeg var blevet sat af og havde måtte vandre nogle kilometer, før jeg igen kom op at køre. Jeg husker, at på en skrænt på højre side af vejen, lige efter Rold Skov, sad der altid en gammel mand i en gammel lænestol. Han sad blot og så på trafikken. Han sad der hver gang jeg passerede. Husk på, at dengang var der kun meget få der havde fjernsyn, så det var på den måde han fik lange eftermiddage og sommeraftener til at gå. Jeg var netop begyndt at skrive fortællingen om mine ture på stop, så jeg kom derfor til at tænke på min håbløse situation i Rold Skov i 1955. Jeg fik nu Ulla til at bage en portion vaniljekranse efter min mors opskrift. Dem ville jeg så spise på netop det samme sted i Rold Skov som dengang, og mindes min håbløse situation og mirakuløse redning. Da jeg kom til stedet, turde jeg ikke standse motoren, da bilen nu var blevet meget varm på denne varme dag. Jeg vidste nemlig, at den så kunne være vanskelig at starte igen. Jeg lod den derfor blot stå i tomgang. - Jeg fik taget billedet med vaniljekransen, men da jeg skulle til at køre igen gik motoren uheldigvis i stå og nu var den ikke til at starte igen.

Jeg stod nu lige pludselig i samme situation og på samme sted som for 64 år siden. Jeg var igen i tidsnød. Jeg skulle jo helst holde foran kirkedøren helt oppe i Hjallerup, når brudeparret kom ud og igen havde jeg brug for et mirakel. Jeg satte mig nu på trinbrættet og spiste som trøst alle vaniljekransene nøjagtig ligesom dengang, mens jeg tænkte situationen igennem. Jeg måtte lade motoren blive lidt køligere og åbnede motorhjælmen på begge sider, så der kunne komme lidt træk gennem motorrummet. Jeg kunne ikke forsøge at starte for mange gange, da jeg så ville bruge al strømmen på batteriet. Jeg satte mig derfor på den bagerste kofanger og forsøgte at se ud til at trænge til hjælp. Der kørte mange biler forbi, men nutidens mennesker er ikke så hjælpsomme mere. Skæbnen, eller måske mine hjælpeånder, plejer dog altid at sende mig hjælp, når jeg allermest har brug for det, og det skete da også igen, for pludselig standsede der en bil og en begejstret amerikaner sprang ud og var helt vild med min bil. Vi fik en længere snak og til sidst bad jeg ham skubbe mig i gang. Det var han straks med på og spurgte om jeg så ville starte i ”pushgear”, som de kalder andet gear derovre. Andet gear er altid det bedste at starte med, når man bliver skubbet i gang. Bilen sprang hurtigt i gang og vi vinkede farvel. - Der er altså noget ved det sted i Rold Skov, med vaniljekranse og held. Og i al ydmyghed: - Tak til mine trofaste hjælpeånder. Nå, men tilbage til 1955. På en anden hjemtur til kasernen i Ålborg samme vinter var der igen meget få biler og igen var der glat føre efter et stort snevejr. Jeg kan huske, at der ud for en gård ved vejen lige før Hobro, var et kæmpestort

hul ned i det tykke hårdtkørte snelag der lå på vejen. Sneen blev ikke ryddet dengang, men blot kørt hård og gruset. Jeg passerede stedet flere gange den vinter og det undrede mig at hullet ikke blev fyldt op. Det kunne meget let rykke fortøjet i stykker på en gammel bil. Samme gård havde i øvrigt altid et skilt stående ude ved vejen: Bintje kartofler, stod der og det har de haft i alle årene lige siden og har det stadig den dag i dag. Nu står det blot på en lang mur. Den aften var jeg strandet mellem Randers og Hobro, da der endelig kom en stor Ford V/8 kalechevogn med ”svigermorklap” bagi. Den standser og tilbyder mig plads, men hvis jeg vil med, skal jeg sidde i det åbne sæde bagi, da der ikke var plads inde i kabinen. Der var pivende koldt, men jeg betænkte mig slet ikke, for det var jo igen valget mellem ”brummen” og en forkølelse. Jeg kravlede op og fandt snart ud af at lægge mig ned på bunden og krumme mig sammen ved siden af en kuffert, der også stod nede i rummet. Jeg var nødt til at holde bagklappen lidt åben, da den ikke kunne lukkes op indefra. Hvis vognen kørte i grøften på grund af det glatte føre, ville jeg gerne kunne komme hurtigt ud. Det blev en kold tur, men jeg nåede hjem til tiden.

Jeg kom også engang en kold novemberaften op at køre bag på en motorcykel. Det regnede og jeg havde kun min udgangsuniform på. Jeg kørte med fra Randers til Ålborg, så jeg var meget kold og våd da jeg ankom og det varede det meste af natten før jeg fik varmen igen. Jeg blev i øvrigt indlagt på infirmeriet på Høegh Guldbergsgade kaserne i Aarhus i 14 dage på grund af en lettere lungebetændelse, så det kolde ”stopperi” tog alligevel lidt på en ellers rask soldat. Det var helt dejligt at være indlagt, for man slap så for en masse strabadser i felten i den kolde martsmåned. Vi gjorde derfor alt for at være indlagt et par dage længere. Vi var kun to mand på sygestuen og da vi fornemmede, at vi ville blive sendt hjem den næste dag, fandt vi på at lægge vore termometre over på varmeapparatet et øjeblik, indtil temperaturen viste 39 grader. Da stuegangen kom lå vi og så temmelig sløje ud, men den gamle erfarne militærlæge kendte jo selvfølgelig alle fiduser, så han lod sig ikke undre over den pludselig højere temperatur, men sagde: - Det er nok et mere ondsindet tilfælde end jeg havde regnet med, så jeg bliver nødt til at tage skrappere midler i brug for at få Jer raske. Han tog derpå en meget stor kanyle frem og fyldte den med en væske. Vi blev bedt om at lægges os om på siden og blotte bagdelen. Hurtigt stak han ”hestekanylen” ind og jeg kan fortælle, at det gjorde altså bare ondt, - virkelig ondt. - Så må vi se om det hjælper, ellers må I have en omgang til i morgen. - Næste morgen havde vi mærkværdigvis nok en normal temperatur og vi blev sendt hjem til vores egen kaserne. Jeg husker også en anden oplevelse på en ”stoppetur”. Jeg var kommet op at køre med en gammel Ford A ude ved den

gamle mølle på Hobrovej i Ålborg, med en meget snakkesalig mand og han havde en masse at fortælle og han koncentrerede sig ikke ret meget om sin kørsel. Det resulterede i, at da han, i Skalborg skulle dreje til højre mod Nibe, havde så meget fart på, at han fortsatte lige over i vejgrøften i venstre side. Han kørte helt ned i den lidt dybe grøft, så hele hans familie og jeg havde et værre mas med at få Ford A’en op på landevejen igen. Jeg var vist også lidt irriteret over at det forsinkede min hjemtur. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg var helt glad over, at jeg ikke skulle køre med ham mere på grund af hans usikre kørsel og hans evige snakken. Tiden det tog at komme fra Ålborg til Aarhus var ikke vigtig, bortset fra, at jeg selvfølgelig gerne ville hjem så hurtigt som muligt. Men den anden vej, tilbage til Ålborg, var tiden derimod uhyre vigtig, så jeg satte altid fire timer af til køreturen for en sikkerheds skyld. Især om vinteren, hvor der ikke kørte så mange biler og det var disse fire timer der nogen gange kunne være lige stramme nok, men afskederne var jo svære. Det var meget forskelligt hvor lang tid turen tog. Nogle gange var man heldig og kom derop med kun to biler. Jeg kan dog aldrig mindes at have kørt direkte med kun én bil, og de fleste gange skulle man med mindst tre-fire biler og enkelte gange med endnu flere. Der var jo ligesom man var heldig til. Så nogen gange blev det så lige lidt for spændende og det er nok derfor jeg husker disse situationer bedst. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at hvis jeg var selvkørende, kunne jeg komme hjem cirka to timer før om lørdagen og tage af sted cirka to timer senere om søndagen. Det gav hele 4 timer mere hjemme hos mine forældre og især Ulla.

Men jeg havde jo ikke ret mange penge. Jeg havde dog en kun to år gammel Skylon knallert, som jeg havde købt på afbetaling i min læretid. Den solgte jeg og begyndte nu at se mig om efter en meget billig brugt motorcykel. Den fandt jeg nede i Sejrøgade i Aarhus. Det var en BMW-model R 35 fra 1938. Motoren var encylindret og på 350 ccm. Den var ikke så pæn at se på, - ja den var endog lidt afrakket, men den kunne køre. Jeg fik den for 750 kroner og jeg var vældig stolt af den, for den var jo min egen. Benzintanken havde engang været slagloddet på undersiden, men reparationen var ikke lykkedes helt, så den var utæt og der dryppede benzin ned på den hede cylinder. Det var lidt farligt, men ingen turde svejse eller lodde den om på grund af eksplosionsfaren, så jeg tætnede den engang imellem med en ordentlig klump tyggegummi. Dengang tyggede vi meget tyggegummi. Det var dog ikke særlig effektivt, da det ret hurtigt opløstes af benzinen.

Så bankede jeg lidt på lodningen og nu holdt det mere tæt. Jeg kørte med det, som det var, men helt tæt blev den aldrig, medens jeg var soldat. Der skete dog aldrig noget i form af brand eller eksplosion. Der manglede nogle eger i baghjulet, så det var noget slasket. Dengang havde jeg ikke meget forstand på den slags, så jeg strammede blot de resterende så meget op, at hjulet ikke var så leddeløst mere. Det resulterede dog i at hjulet nu blev skævt og slog en del, når jeg kørte. Bilerne begyndte at dytte af mig og pege på baghjulet. Men jeg nikkede bare for på den måde at fortælle, at det vidste jeg godt. Vi døbte den Hannibal, da den slingrede så meget med baghjulet, at general Hannibals soldater må have haft samme fornemmelse, da de ret over alperne mod Rom på deres kampelefanter. Jeg hentede engang Ulla i Aarhus. Hun sad bagpå på en lille firkantet polstret gummipude. Det har nu ikke været særlig komfortabelt, men hun brokkede sig slet ikke. Vi skulle til stor regimentsfest på den dengang meget berømte restaurant ”Kilden” i Ålborg. Den lå cirka der, hvor nu kongrescentret ligger i dag. I 40’ og 50’erne var der engang om ugen middagskoncert fra denne ”Kilden”. Til at underholde de fine gæster til frokost og middage havde restauranten sit eget orkester. Det samme havde restaurant ”Wivex” i København. Jeg tror helt sikkert at ældre borgere endnu kan huske disse direkte radioudsendelser, hvor man nogen gange kunne høre støj fra porcelænet og gæsternes konverseren i orkestrets pauser.

Til omtalte fest skulle jeg klippes så jeg og 88 kørte op til hans frisør i Åbybro. Han var nemlig meget billig og det var jo noget for fattige soldater. Da jeg sad i stolen, sagde jeg til ham, at han godt måtte klippe det ret kort, så det varede længe inden jeg skulle klippes igen. Han klippede til min undren først højre side af hovedet og rørte ikke venstre. Da han var færdig opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke var et hår der var over 1 centimeter langt. Jeg råbte: Hvad laver du? – Sagde du ikke at du ville have det kort? – Nu er det kort. Ja, det skulle jeg da lige love for. Dengang var det kun tugthusfanger der var så plyssede. Der var dog ikke noget at gøre. Den anden halvdel blev også plysset, og hele

festaftenen måtte jeg finde mig i at alle kom hen og strøg mig over ”børsterne” og sagde ting som: - Nå, krølle, du er nok blevet klippet. Man kan tydeligt se mine ”børster” på billedet, hvor jeg bøjer mig over min motorcykel. Jeg brugte også motorcyklen frem og tilbage mellem Aarhus og Ålborg, og når vi var på øvelser på Hevring Hede og i Borris nede ved Skjern. Her havde hæren et kæmpestort område i Borris Sønderland. Her husker jeg en lidt dramatisk hændelse. Vi var på feltøvelse i Borris. Jeg havde været på orlov og skulle søndag møde i Borris inden kl. 24. Undervejs skulle jeg samle 328 fra Skanderborg op på landevejen mellem Aarhus og Silkeborg. Jeg ventede og ventede, men der kom ingen 328 og til sidst var jeg nødt til at køre, for bare at have en chance for at komme til lejren i Borris inden midnat. 328 forklarede senere, at han havde haft svært med at komme væk fra kæresten og var faldet i søvn. Jeg kørte nu mod Borris alt hvad min gamle BMW kunne trække. Det vil nu ikke sige så meget, da den kun kunne køre 85 km. i timen. Da jeg kom til Ikast, så jeg til min store rædsel at vejen til Herning kun bestod af ét spor og det gik vest - øst. Der var et stort arbejde i gang med at udvide vejen og min side mod Herning var fuld af brostensdynger fra den gamle vejbelægning, store maskiner og andet vejmateriel. Der var en lang omkørsel, som jeg slet ikke havde hverken benzin eller tid til at tage. Der var nu helt mørkt, og jeg havde kun én chance. – Jeg måtte køre mod Herning i det ensrettede spor, altså mod trafikken. Der kom hele tiden biler, dog ikke så mange som i dag og de var lette at få øje

på i god tid, da de jo alle havde lys på. I begyndelsen slukkede jeg lyset og holdt ind til siden, indtil bilen havde passeret. Men tiden gik jo og motorcyklen brugte også benzin i tomgang og det kunne nu ikke vare længe før jeg ville blive nødt til at slå over på reservetanken, så jeg valgte til sidst blot at slukke lyset, når der kom en bil og køre ovre i højre vejbane med vejarbejdet og så håbe på, at der ikke stod en stor vejtromle jeg ikke kunne se i buldermørket, for jeg blev jo blændet af de modkørende bilers lygter. Det gik godt i lang tid, men pludselig, - netop medens jeg, med slukket lys, kørte ude i vejarbejde-siden, kunne jeg mærke,

at jeg fløj i luften! – Vejen under mig var væk! – Luftturen har jo blot varet nogle få sekunder, men det var et af de øjeblikke der føles som evigheder. – Jeg nåede let at tænke: - Hvor lander jeg? – Stod der en stor vejtromle? – Var der en stor dynge brosten eller hvad? – Der ville snart komme et sandhedens øjeblik. Pludselig røg jeg af motorcyklen og trillede hen ad jorden, men jeg havde faktisk ikke slået mig ret meget. Jeg var nemlig, til mit store held, landet i en stor dynge brunt sand og i den dynge lå min BMW nok så flot og var helt uskadt. - Det kan vel siges at være et stort held. - Jeg gik tilbage for at finde ud af, hvorfor jeg pludselig havde fløjet i luften. Det viste sig at den nye vej skulle ligge i et lavere niveau, cirka godt én meter lavere, så jeg blev pludselig glad for at jeg ikke havde kørt den modsatte vej i denne side!

Jeg startede motorcyklen igen, men valgte fra nu af at holde stille og slukke lyset, når der kom en bil. Men nu var jeg også næsten henne ved Herning. Alt dette havde forsinket mig yderligere, så nu gjaldt det om at komme ad Borris til. Samtidig vidste jeg, at nu skulle jeg virkelig også spare på benzinen, da jeg lige efter Herning havde måttet slå over på reservetanken. Jeg kørte og kørte og jeg syntes at tiden gik alt for hurtigt og at der vist var længere end jeg havde troet, men endelig nåede jeg porten til lejren i Borris og da var klokken, - og det er helt uden overdrivelse, to minutter i midnat og vagten, der var en af mine soldaterkammerater, sagde med et smørret grin, at så kunne jeg vist heller ikke komme ret meget senere. Nu havde jeg undgået ”brummen” to gange ved hjælp af store held, for da jeg næste dag startede BMW´en for at køre op til Borris efter benzin, løb den tør inden jeg var nået ud af lejr-porten. Jeg fik lov at ”låne” en liter benzin fra den Jeep jeg var vognkommandør for, så jeg kunne komme op til Borris.

Da jeg senere var soldat i Tyskland tegnede jeg ”Hannibal” helt efter hukommelsen, for jeg havde intet billede. Jeg tegnede den, som jeg ville have den skulle se ud, når jeg kom hjem. Den havde fået både twinsæde og kasketskygge. Jeg købte et twinsæde i Tyskland og tog med hjem, så jeg restaurerede den faktisk med twinsæde, men måtte

desværre senere sælge den, for at skaffe penge til mit hus. Jeg skulle nemlig giftes. Langt senere købte jeg vraget af en model magen til og restaurerede den. Den står i dag indregistreret i min garage.

Det var lidt historier om nogle af de oplevelser jeg havde som soldat, når jeg tog på stop i de gode gamle dage i 1955. Det var i øvrigt ”fede” tider rent køretøjmæssigt. Især de amerikanske bilmærker havde kronede dage. Den ene, næsten overdrevne, model efter den anden dukkede frem. Der kom en ny model hvert eneste år. Især kofangerne og halepartierne udviklede sig. Der skulle faktisk to mand til at løfte forreste kofanger på mange af modellerne, så omfangsrige og tunge var de, og der gik så meget metal til nogle af halefinnerne, at man let kunne lave en lille tysk bil alene af en bagskærm. Motorcyklerne, især de engelske, havde også en spændende og god tid. Det var jo længe før japanerne kom til at dominere. I de år var jeg til mange bakkeløb, som det hed dengang. Her kappedes BSA, Matchless, AJS, Norton, Ariel og sågar enkelte Nimbus, men i gadebilledet var der også mange tyske motorcykler, såsom NSU, BMW, Victoria, Adler, Ardie m.fl. Jeg kørte selv mange natorienteringsløb,

sammen med min fætter på hans BMW og vi vandt en del præmier.

Jeg mindes disse ”stoppeture” med nostalgiens glæde og har for længst fortrængt de mest tænderklaprende vintertures ubehageligheder.

Knud Erik Guldager