Tre små erindringer fra 1930-1955 by Knud Erik Guldager

Dramatisk kĂ¸retur pĂĽ bakken ved HohĂ¸j

En lille beretning fra livet omkring 1930

Knud Erik Guldager

Dramatisk køretur på bakken ved Hohøj Min far, Niels Arne Guldager er født på ”Valdemarsdag” den 15. juni 1908, og som lille troede jeg, at alle flagede fordi det var min fars fødselsdag. Jeg kendte endnu ikke dengang historien om Dannebrogs ”fødsel”. Efter skolen hjalp han en fisker på Glenstrup sø og var medhjælper på en gård for en krone om dagen, og det var lidt, selv dengang. Senere hjalp han til i sin svogers Niels Frost Madsens blandede landhandel i Skrødstrup ved Mariager.

Børnene der står ved benzinstanderen er min fætter Marius og min kusine Kirsten. Købmandsbutikken solgte også benzin og der var åbent hele døgnet. Den håndpumpe-betjente benzinstander stod nede ved landevejen der løb gennem Skrødstrup. Min onkel Niels fortalte, at han engang blev lidt sur på en kunde, der bankede ham op midt om natten klokken halvtre og skulle have to liter benzin. Mere havde han ikke penge til.

Det er min onkel Niels og min faster Marie der sidder stolte foran deres blandede landhandel. Manden i det mørke tøj er min farbror Gunnar der senere kommer til at spille en dramatisk rolle i historien. Min far kørte landhandelens ret nye lastbil, en Chevrolet 1929, for onkel Niels var foruden købmand også vognmand. Min far kørte bl.a. med grus, og det bevirkede at bilen næsten aldrig kunne bremse, da bremserne på baghjulene havde åbne udvendige bremsebakker. - Det var de sidste rester af det gamle hestevogns-bremsesystem. Grus og sand fra ladet dryssede uvægerligt hele tiden ned i de åbne bremser og sled dem op på få dage.

Da han også senere også skulle hente købmandsvarer i Randers og Mariager, blev de enige om, at han nok hellere måtte få sig et kørekort, for det havde han nemlig aldrig taget sig tid til at få. Kørekortet skulle han tage i Mariager, og det foregik på den måde, at en køreprøve blev bestilt til en bestemt dag. Han skulle så stille med lastbilen på torvet, og køre lidt frem og tilbage, vende og dreje ind og ud af de smalle gader ved torvet. Imens stod fabriksinspektøren, der også var motorsagkyndig, og så til fra en høj trappe foran rådhuset for enden af torvet. Prøven gik fint, for min far var jo ret rutineret, idet han allerede havde kørt med lastbilen i over ét år, så han kendte alle dens vaner og uvaner. - En kørelærer var der ikke brug for.

Dramaet i svinget En dag da min far var i Mariager efter et stort læs købmandsvarer, havde han sin bror Gunnar med. - Da de skulle hjem spurgte Gunnar, om han ikke måtte få lov at køre lastbilen. Min far var lidt betænkelig, for Gunnar havde et stift højre ben og kunne derfor hverken bruge bremse eller speeder og han havde desuden aldrig før prøvet at køre en bil. Men de var jo unge og friske, så han fik lov. De startede og Gunnar kørte. Min far satte venstre fod over og betjente speederen og Gunnar betjente koblingen og skiftede gear. For at komme ud af byen skulle de køre op ad en meget stejl

bakke, der hedder Hohøj. Midt på bakken svinger vejen til venstre og der er en meget stejl skrænt ned til byens huse. Der stod tykke træer i vejsiden.

Det er min far der står ved lastbilen Nede på det flade gik det meget godt, men da de kom lidt op ad bakken indså min far, at bilen, der nu kørte i andet gear, ville få meget svært ved at klare den stejle bakke med det store læs. Den skulle have været nede i 1. gear. De var imidlertid nødt til at fortsætte, da de allerede var kommet et stykke op ad bakken, og en urutineret chauffør ville ikke kunne få bilen ned i første gear. Gearkassen var jo ikke synkroniseret og man skal være virkelig hurtig og kontant på den stejle bakke, for at lave en dobbelt udkobling og knalde gearstangen ned i første, inden lastbilen begynder at trille baglæns. - Hvis det mislykkedes blev det først helt galt, for bilens bremser kunne slet ikke holde vognen på den stejle bakke. De var nemlig næsten virkningsløse, det vidste min far og i øvrigt kunne Gunnar jo ikke bremse på grund af sit stive højre ben.

Lastbilen kom gennem svinget midt på bakken og lidt op, men motoren havde nu så få omdrejninger, at den var ved at gå i stå. – De måtte prøve at skifte gear. Det var ikke så let, da min far jo måtte styre gassen på grund af Gunnars stive ben. Gunnar koblede ud med sit venstre ben, og min far prøvede at mase gearstangen i første gear med venstre arm, samtidig med at han med højre styrede gaspedalen og dirigerede Gunnars dobbelte udkobling.

- Det mislykkedes. – Først holdt lastbilen stille et øjeblik, så begyndte den at trille baglæns, hurtigere og hurtigere, - Ned mod det skarpe sving med den stejle skrænt, og det med en særdeles urutineret chauffør ved rattet. - Det ville ende gruelig galt. De så begge i ånden, hvordan lastbilen ville vælte ned ad skrænten med dem og hele lasten af sildetønder, melsække og andre købmandsvarer i én pærevælling. De ville sandsynligvis blive dræbt begge to. - Det gjaldt nu om at tænke hurtigt.

Hohøj med det skarpe sving i bunden. Det var lige her de kørte baglæns nedad på en dengang meget smallere vej

Min far kunne sagtens have nået at hoppe ud, men han ville ikke forlade sin bror med det stive ben. - Han kunne i hvert fald ikke nå at komme ud. - Min far kiggede bagud og fik øje på et af de tykke vejtræer i svinget. Det ville være bedre et ramme det, end at trille ned ad skrænten. Min far lænede sig over og overtog rattet, men det var bestemt ikke let at styre. Han kunne ikke se ud af bagruden for det store læs, så han måtte bruge sidespejlet i venstre side, og sørge for at ramme træet, - lige midt ind i ladet, så lastbilen ikke svingede rundt. – Det var altså ikke let! De kunne ikke gøre andet end at vente i frygtelige lange sekunder. - Træet kom nærmere og nærmere, indtil der lød et kæmpebrag og alle de midterste bundbrædder fra ladet kom farende ind under sædet og ud under deres ben. - De sad nu næsten fastklemt, men havde ikke brækket benene, skønt min stakkels onkels stive ben nær var blevet ”bøjeligt” igen. Først sad de som lammede, men begyndte så at vrikke og vride deres ben fri af plankerne, så de kunne komme ud. Utroligt nok kom de slet ikke til skade udover hudafskrabninger på benene og forskrækkelsen. Lastvognen blev selvfølgelig senere repareret igen. Da de kom hjem ville min far ikke fortælle sin svoger vognmanden, at det var Gunnar der havde kørt lastbilen, så han måtte ”indrømme”, at han havde kikset et gear, og det var jo i og for sig også rigtigt, idet det jo var min far der havde prøvet at få den ned i 1. gear. Men for at flytte krigen over i fjendens lejr, bebrejdede min far onkel Niels, fordi han ikke havde sørget for at bremserne var i orden. Havde de været det, var den ulykke aldrig sket.

- Hvad tror du din kone Marie ville have sagt, hvis du var skyld i at begge hendes brødre var blevet dræbt? Efter den tid blev bremserne altid holdt i orden. Mange år senere cyklede min far, min lillebror og jeg ud til Mariager fra Hobro, hvor vi boede under krigen, og min far viste os det store ar i træets bark, hvor lastbilen havde ramt.

”Topsitop” Min onkel Niels havde også en personvogn, nemlig en Ford T årgang ca. 1923. Den var først med kaleche, men senere fik han bygget en danskbygget fast top på, en såkaldt ”Topsitop”. Jeg kan derfor tænke mig, at han brugte den som lillebil, dvs. taxa og måske også lejede den ud uden fører, som det hed dengang, men jeg ved det ikke sikkert.

Se billederne på næste side.

Det er min far der sidder på køleren med den mærkelige hat. - Det er hans søskende der sidder inde i bilen.

Samme bil med ”Topsitop” på skovtur.

Min fætter Marius fortalte om en episode i Skrødstrup, da han var fem-seks år. En søndag morgen skulle Niels og han i Ford T’en køre til Mariager og hente friske rundstykker. Købmandsforretningen lå på en sidevej til hovedvejen gennem Skrødstrup og Niels kører i rask fart ud på hovedvejen uden overhovedet at se sig for, - for hvorfor skulle han dog det? – Der var jo kun hans og sognefogedens biler på hele egnen og det var søndag. Men her tog han gruelig fejl, for lige netop sognefogeden kommer i samme nu kørende fra højre. De støder sammen, men det er kun Niels der får højre forskærm krøllet ind til hjulet. De stiger ud af bilerne og Niels rykker skærmen fri af hjulet og mener, at der ikke er nogen grund til at gøre mere ud af det. Skylden var jo hans, og sognefogedens bil havde ingen skade lidt. Det var hans venstre forhjul der havde trykket skærmen ind. - Dengang var der ingen kofangere. - Skærmen ordner smeden i morgen, - sagde Niels og de kørte videre efter rundstykker i Mariager. Marius fortalte om endnu en episode med min far og lastvognen. Købmanden kørte også som vognmand med grus for sognet. Det blev brugt til at reparere hullerne i de mange grusveje om foråret. En dag holdt min far med et sådant læs grus, som han smed i hullerne, kørte lidt frem til et nyt hul, osv. Han kunne derfor ikke undgå at spærre vejen for eventuelle hestevogne og biler, hvis der da kom nogen. - Det gjorde der jo ikke så tit, men pludselig lyder der et langt dyyyt henne fra forenden af lastbilen. Min far, der står med ryggen til, er næsten færdig med at læsse grus af i det hul han er kommet til, så han reagerer ikke. Han skal lige være

færdig. - Nu lyder der igen et meget utålmodigt dyyyt og en vred mandsstemme råber: - Se så at få flyttet den lastvogn i en fart. Nu taber min far tålmodigheden, retter sig op og råber vredt ned til den utålmodige bilist, der står ved siden af sin personvogn: - Så tag dog lige og hold din kæft. – Jeg er snart færdig. Bilisten bøjer sig nu ned tager en vældig guldtresset på sit hoved og nu kan min se, at det er politimesteren kæft til. –

og rækker ind i sin vogn. Han politikasket frem og sætter den far, til sin store forskrækkelse i Mariager han lige har sagt hold

Det var ikke så godt, for den slags myndigheder havde man dengang stor respekt for og de talte tit hovent og nedsættende til almindelige mennesker. Politimesteren spørger nu min far, om han har et kørekort. Det har han heldigvis, men desværre ligger det hjemme i Skrødstrup. – Kør vognen ind til siden og gå så hjem efter kørekortet. Så venter jeg her, – lød det så. Min far måtte så gå de fire-fem kilometer der var hjem til Skrødstrup efter kortet, og da han kom tilbage var politimesteren selvfølgelig for længst kørt, men min far var dog sluppet billigt, han kunne let have fået en bøde for den episode.

Snapseskænkemaskinen

Jeg har altid haft en lidt anderledes og spændende familie og min onkel Niels, som her er omtalt, var en af dem. Han var en munter fyr der foretog sig meget. Når han i sine unge dage i 20’erne holdt gilde for sine venner, havde han fået snedkeren, som var en af disse venner, til at lave denne snapseskænkemaskine a la Storm P. Den blev trillet rundt på bordet efterhånden som snapseglassene skulle fyldes igen. Den fungerer ved at man drejer på det lille vinkelhåndtag, der med et snoretræk over et hjul, drejer snapseflasken op i vandret plan. Snapsen løber nu ned i et lille indbygget snapseglas. Ved en omhyggelig justering vil en lille rød pære

begynde at lyse, når glasset er fyldt. Man drejer nu flasken ned i lodret igen, griber om det lange lodrette håndtag og skubber det frem. Nu vipper det fyldte indbyggede glas ned i vandret stilling og snapsen løber ud i tragten, hvorunder man så gerne skulle have anbragt sit eget snapseglas. Jeg har arvet denne fantastiske maskine og bruger den til de af mine fester hvortil der drikkes snaps. Det er en virkelig god undskyldning lige at ville prøve maskinen igen for at få sig endnu en snaps. Den blev brugt ved min fars 50-års fødselsdag i 1958 og min far, der ellers aldrig drak, ser nu alligevel ud til at have prøvet den på denne specielle dag. - Det skal være ham velundt.

Det var nogle af de mange gamle historier jeg husker fra min barndom. Jeg er glad for at min far tog så mange billeder. Han tog mange af dem med dette AGFA 6x9 udtrækskamera, som jeg har arvet og stadig har. Der er i perfekt stand og han fremkaldte selv sine mange fotos. Jeg har en masse sort/hvide negativer liggende og jeg har købt et apparat, hvormed jeg kan fremkalde dem og lægge dem ind i min computer. Nogle af den har fået lidt falsk lys og har derfor aldrig været fremkaldt før. - Det er lidt spændende.

Knud-Erik Guldager 14

Min barndoms køretøjer

En fortælling om mødet med mine Allerførste transportmidler 1935 - 1939

Knud Erik Guldager

Min barndoms køretøjer Den allerførste bil jeg kan huske at have fået fortalt om, var en Brennabor fra 1913 med messingkøler og store messinglygter. Den var ejet af min bedstemors svoger med det, i mine øren dengang, mærkelige navn Janus. - Janus var en romerske gud med to ansigter. Man bruger stadig disse ansigter indenfor teaterverdenen, som komedie og tragedie. – Vores Janus boede i Ydbyhøj, der ligger på nordsiden ved udmundingen af Randers fjord. Janus var fisker, men han også mange andre ting i det samfund dengang i 30’erne og ejede altså en overgang omtalte gamle åbne Brennabor.

var lille han den

Min mor beskrev den sådan: ”Et stort gammelt rødt og larmende skrummel uden tag, og med en masse messing på”.

Brennabor var en overgang Tysklands største automobilfabrik

Den må have set cirka sådan ud iflg. min mors beskrivelse.

Min mor fortalte, at Janus var meget stolt over at eje en bil, selvom den var gammel og derfor lidt til grin, som hun sagde. Den gamle bil var knaldrød og hun fik dog selv en køretur i den sammen med familien, og fortalte, at den larmede en del og at hun var lidt flov over at sidde i den gamle åbne bil, medens alle folk kiggede på dem. Janus var jo en spændende mand i min lille barneverden. Han havde også en flot motorbåd med kahyt og en af de allerførste ting jeg overhovedet kan huske var, at jeg var med ude at sejle på Randers fjord og at vi gik ned i den lille kahyt, hvor der var et smalt aflangt bord i midten. Her fik vi jordbær med fløde og sukker, og at jeg fik mange. - Det var en motorbåd af denne type.

Samme Janus spiller en lille rolle i en historie fra samme Udbyhøj i 1936. Engang skulle vi over at besøge min mors forældre, der boede nord for Randers fjord, i kæret ved Dalbyneder. Jeg var så lille, at jeg endnu lå i barnevogn. Vi skulle sejle over fjorden ved Udbyhøj. Min far havde lånt en robåd af en fisker fra min mors familie og det var netop omtalte Janus. Først gik min far og mor ned i robåden fra bådebroen, så skulle Vagn, en ven af familien, række barnevognen med mig i ud fra bådebroen og min far skulle tage imod. Vagn Det gik fint og jeg kom vel ned i robåden, men da Vagn, der var flink, men ret kejtet, - trådte ned i båden, der nu lå lavt i vandet, trådte han på rælingen i stedet for ned i bunden. Robåden kæntrede og blev hurtigt fyldt med vand og begyndte at synke med mig som spædbarn i barnevognen.

Jeg har desværre ikke et billede af min barnevogn, men jeg ville ønske at det havde været denne model fra netop 30’verne: Strømlinet Coupé med flotte skærme, tofarvet, hvide dæksider og navkapsler, blanke lister, tagspoiler, antenne og kofanger med røde reflekser. Den ville have passet til min fremtid. 19

Båden sank nu helt ned og stod på bunden med min far og mor i deres fine tøj. Vagn var selvfølgelig også røget i baljen. Nu var der heldigvis ikke dybere, end at de kunne bunde. De stod i vand til brystet, og barnevognen med mig i, sejlede lige så fint på vandet. Der var dog en stærk strøm der trak barnevognen mod havet, men min far nåede lige at gribe fat i det ene hjul, inden jeg drev afsted som en anden Moses på Nilen. Det var da godt jeg ikke faldt ud i det mudrede vand, for så ville de have haft svært med at finde mig igen, inden jeg var druknet. - Men nu gik det heldigvis ikke så galt. Min far opgav ikke så let noget planlagt, så de tømte blot båden for vand, roede over og fortsatte turen i deres drivvåde tøj, som de så fik tørret hjemme ved min bedstemor Signes komfur. Når jeg besøgte min bedstemor som helt lille, kedede jeg mig tit. Hun tømte så en blikdåse med gamle afklippede knapper fra kasseret tøj ud på gulvet. Nu gjaldt det så om at finde så mange knapper der var ens, eller finde de allerpæneste. - Det kunne der gå lang tid med.

En anden måde jeg fik tiden til at gå med, var at blade i en gammel telefonbog og se alle billederne, og der, kan jeg tydeligt huske, syntes jeg at billederne af de gamle rutebiler så så spændende ud. De var meget mere spændende end de rutebiler vi kørte med på den tid. De lignede næsten lysthuse på hjul og jeg tænkte: Hvor må det have været spænende at køre med dem, og hvor mon de kører hen?

Rutebiler foran Rådhuset i Randers cirka 1933. - Det er 3 år efter at hele rådhuset blev rullet mange meter tilbage.

Efter jeg blev født i 1935 og var blevet tre-fire år, lejede min far tit en Nimbus motorcykel og jeg kom med ud på lange køreture, siddende overskrævs på tanken.

Fra den tid mindes jeg svagt en episode. Vi kom kørende ude på landet ad en grusvej og skulle passere en gård. – Pludselig, kom der en halvstor hund farende ud fra en hæk og ville bide min far i benet. Jeg sad på tanken og holdt på en kasse med kirsebær, vi havde plukket på en anden gård. Min far slog et gevaldigt slag med motorcyklen, og jeg havde nær tabt kassen med bærrene. Jeg kan svagt huske det, fordi jeg blev meget forskrækket. Dette var noget gårdhundene gjorde snappede efter benene på alle de motorcyklister, der passerede lige netop Bilerne, derimod, forfulgte de blot et gården, mens de gøede som rasende. 22

dengang. De cyklister og deres gård. stykke forbi

Jeg restaurerede denne Nimbus fra 1938. Det kunne i teorien godt være den jeg kørte på, men er det næppe.

Fornem transport Min far brugte sommetider, især efter andres mening, sine hårdt tjente penge på en underlig måde. Engang lejede han en lillebilvognmand, der havde en stor næsten ny mørk lukket bil med fire døre, til en søndag, at køre på besøg hos familien i omegnen. Det var dengang, under krigen, en vild luksus, da ingen private ellers kunne køre i deres biler, hvis de da havde en, og det havde kun ganske få. Lillebilvognmændene havde monteret gengasgeneratorer bag på deres vogne, og engang imellem måtte de ud og fylde nogle flere bøgeklodser på generatorovnen for at kunne køre videre. - Nu vi taler lillebil-hyrevogne undrede det mig i mange år, hvorfor disse vogne tit havde et reservehjul i begge forskærme, indtil en mand fortalte mig, at det var de nødt til at have, da mange veje på landet dengang var grusveje. Det gav mange punkteringer, og når man kørte med kunder, var det jo vigtigt at kunne komme helt frem til målet. 23

Jeg kan endnu huske, at jeg var stolt af, at min far havde penge nok til, at vi kunne køre rundt i så flot en bil og at jeg var lidt benovet over, at kunne stige af og på så stor en bil, og over, at vi havde vores egen chauffør med kasket, der kørte os lige hvorhen vi ville. Jeg husker ganske tydeligt den køretur

En lillebil/hyrevogn med gasgenerator så sådan ud.

En køretur jeg desværre gik glip af. Da jeg var fire år og boede i Hobro, fortalte min mor, at min far en dag kom kørende hjem i et forfærdeligt stort og larmende monstrum af en gammel væddeløbsbil. Han havde lånt den af en mekaniker der hed Erhardt oppe på Mariagervej i Hobro og han ville have mig med ud på en tur, men det satte min mor sig, på det mest bestemte, imod. Det bebrejdede jeg hende mange gange siden, for prøv nu bare at høre, hvad det var for en væddeløbsbil, jeg kunne have været ude at køre i. - Men jeg kan da trøste mig med, at min far har været ude at køre i den.

Det var nemlig intet mindre end Hans Dynesens berømte racerbil fra væddeløbene på Fanø strand først i 20’erne. Den blev kaldt ”Overdynen”. Både fordi den var stor og tung som datidens dyner, men også fordi det var Dynesens. 25

Hans Dynesen, Herning vandt i 1924 ”Nationernes Kamp” i sin ombyggede FIAT væddeløbsvogn. Han vandt med en fart af 203 kilometer i timen og fik den store sølvvandrepokal.

Vi interviewede ham engang i efteråret 1967 til et af vore allerførste numre i Vintage Nyt. Efter at have været en stor mand i sine yngre dage, var han nemlig endt som ganske almindelig cykelsmed i en kælder på Langelandsgade i Aarhus. Det fandt vi ud af og havde en lang snak med ham om de gode gamle dage, da han var en berømt Ford T forhandler og væddeløbskører i det vestjyske. Min far, der var fra Ølgod egnen, fortalte, at når han som barn fra de andre børn hørte, at Dynesen kom kørende i sin Ford bil på en af grusvejene, løb de alle sammen så tæt på, som de kunne nå, for at se det sjældne syn af en bil fare forbi med en lang hale af støv efter sig. - Der var jo meget få biler på den egn. Eller endnu bedre, når han fløj forbi i sin flyvemaskine. Han havde nemlig også en ”Albatros” flyvemaskine, som en afhoppet tysk pilot i 1919, efter I. verdenskrig, havde fløjet til Danmark. - Dynesen står til højre.

Hans Dynesen købte den for hele 10.000 kroner, hvilket i dag ville være 285.000 kroner. Han hyrede piloten til at flyve med den. I Herning lavede han rundflyvning i 1920 og over 1500 mennesker var oppe at flyve. Til sidst blev den dog ødelagt i sin hangar. Denne væltede nemlig under en stor storm og han havde derfor nu en stor sekscylindret, 10 liters Mercedes flyvemaskinemotor på 180 hk til overs. Den lagde han i Fiat bilen, da den originale Fiats firecylindrede motor ikke kunne klare sig i konkurrencen, - især ikke mod udlændinge.

Her arbejder hans mekanikere med at indbygge den store flymotor. Den lille mand i midten med hatten, er Hans Dynesen. Han ser næsten for lille ud til at kunne tumle den store bil. 28

Denne bil blev for mange år siden efter krigen fundet i Nordjylland som vrag og Hobro ligger jo netop i Nordjylland. Den slags biler er der ikke mange af, så hvorfor skulle Dynesens gamle væddeløbsbil ikke, i mellemkrigsårene, være endt hos en mekaniker på Mariagervej i Hobro. Det var kun femten år efter væddeløbet på Fanø. - Det må være den samme bil.

Der var kun én dansk væddeløbsbil af den størrelse. Bilen var malet i en højrød farve. Udstødningsrøret var af kobber. Det var nu en skam min mor ikke gav mig lov til at køre en tur med min far i den bil. Det ville for mig have været utroligt dejligt at tænke tilbage på, skønt jeg nok ikke selv har kunnet huske så meget om det. Så derfor har jeg lukket øjnene og givet mig selv en drømmetur rundt i Aarhus. Her ved Teatret på Bispetorv. 29

Hans Dynesen sidder i sin lille lejlighed over sit cykelværksted i Langelandsgade i 1967. - Han var stadig indehaver af væddeløbsrekorden fra Fanø og han havde den flotte vandrepokal endnu, da løbet ikke er kørt siden 1924.

- Hvor mon pokalen befinder sig i dag?

Skramlende ”togtur” Inden den tid, havde jeg været ude og køre i et andet køretøj, omend det var af en helt anden art. Det var nemlig en undervogn til en tipvogn. 30

Der var en stor grusgrav over for vores hus på Hostrupvej i Hobro, og der var anlagt skinner til de tipvogne der kørte med gruset. Nogle undervogne uden lad, stod som reserve og somme tider, om aftenen, trak min far en af dem op ad skrænten. Her satte han sig op på undervognen med mig på skødet, og vi susede nedad mod bunden med ret stor fart, alt medens det raslede og skramlede herligt. Jeg kan endnu tydeligt huske fartvindens susen i ørene og der var absolut ingen bremser. Vi kørte på en undervogn som denne uden lad, og vi sad blot på et bræt. Min mor stod ovre i vinduet og holdt øje med os. Hun kunne ikke lide det. Hun var bange for at vognen skulle hoppe af skinnerne, så vi kom til skade. – Det hændte da også enkelte gange at vognen røg af de dårligt vedligeholdte skinner, men der skete dog aldrig noget.

SKOVTUREN Foruden ”ikketuren” i væddeløbsbilen, var der endnu en køretur som endte sørgeligt for mig. Det var dengang jeg var syv år og boede på Løgstørvej 21 i Hobro. 31

Vi havde en nabo, der hed Poulsen. Han var lastbilchauffør for et firma nede i byen. Hans kone, som han kaldte ”Musse”, var rar, men han var ikke selv så vellidt på vejen. Han var brovtende og havde en slap og dårlig moral. Disse egenskaber havde hans søn arvet, så han moppede alle de børn han kunne tæve. Jeg var et år ældre og var den ældste i børneflokken, så jeg havde en slags moralsk forpligtigelse til at sørge for, at sådanne ting ikke foregik. Jeg var åbenbart en slags ”børnesherif”. Så når han havde moppet nogen, ”satte jeg ham på plads” og så løb han selvfølgelig straks hjem og sladrede til sin far. Hans far havde et hidsigt temperament, så ham forsøgte jeg at undgå. Men han kunne selvfølgelig ikke lide mig, da han jo, naturligt nok, troede blindt på sin egen søn. Et forår sagde ”ham Poulsen”, som jeg sarkastisk altid kaldte ham, imidlertid til alle os børn: - I kan glæde jer til på søndag. - Så sætter jeg bænke op på ladet af lastvognen, og så kører vi alle sammen ud på skovtur. - I kan tage sodavand og kager med. Så skal vi have en dejlig dag i skoven. - Vi blev alle meget glade. Der var jo krig og ingen havde biler at køre i, da man ikke kunne få benzin, så de fleste af os havde aldrig før prøvet at køre med en bil.

Lastbilen havde en gasgenerator. Den lignede en rund sort kakkelovn. Den sad på venstre side af ladet lige bag førerhuset og man fyrede i den med bøgebrænde oppe fra ladet. Ved en halvkvalt forbrænding lavede den gas, som motoren kunne køre på, i stedet for benzin. Det virker kun 75 % så godt som benzin og det var meget besværligt, men det var den eneste måde, man kunne køre på, når man ikke havde benzin.

Lastbilen til skovturen var magen til denne Ford AA fra 1930, blot havde den en gasgenerator på ladet lige bag førersædet. Jeg husker at førerhuset indvendigt var beklædt med tremmelister i skiftevis lyst og mørkt træ og så ved jeg i dag, at det var danskbygget.

Søndagen kom og vi stod alle klar i vores fine søndagstøj. Vi har vel været cirka femten børn. 33

Drengene var vandkæmmede med sukkervand. - Håret blev så helt stift som et panser, og på den måde kunne frisuren sidde det meste af dagen. Poulsen stod bag ved ladet og løftede børnene op, én efter én. Jeg stod, som den ældste, sidst. Da det blev min tur, kom han kom til mig og jeg løftede armene for at blive løftet ombord, men han skubbede mig hånligt væk og sagde hårdt ned i ansigtet på mig:

Du skal ikke med! - Da lærte jeg som syvårig, hvordan voksne kunne være. En sådan ondskab havde jeg aldrig oplevet før. Jeg tror stadig, at han havde lavet hele den udflugt, bare for at få fornøjelsen af at se mig stå der tilbage i mine korte sommerbukser, mit vandkæmmede hår og med min sodavand i hånden, medens jeg dybt skuffet kiggede efter lastbilen med alle mine glade legekammerater. - Men jeg græd ikke. Den fornøjelse skulle han ikke have, men jeg havde dog tårer i øjnene, da de kørte ned ad vejen. Han havde jo aldrig før eller siden gjort noget for børnene på vejen. I øvrigt gik han rundt og sagde til naboerne: - Ham, den ældste af Guldagers er vist lidt til en side. - Det blev min mor meget vred over. – ”Ham Poulsen”, kunne slet ikke forstå min livlige fantasi.

MIN FØRSTE TUR BAG RATTET Senere, da jeg var tolv-tretten år, fik jeg også lov til selv at køre bil. Den bil min far kørte i, var en stor Ford V/8 todørs sedan fra 1936. Når jeg var med ude at sælge symaskiner, fik jeg sommetider lov til at stille mig ved rattet og selv køre bilen. Den første gang var det ovre på en helt lige og øde vestjysk landevej. Jeg stod og lænede mig op ad forkanten på sædet for at kunne nå pedalerne og skifte gear, bremse og træde på speederen, men det gik fint og jeg fik det hurtigt lært. - Når vi så en sjælden gang mødte en anden bil, lagde jeg mig ned på sædet og min far lænede sig over og overtog rattet. Så så det ud, som om det var ham der kørte bilen. Jeg passede speederen nede på gulvet. - Vi kom aldrig ud for nogen episoder.

Her er vi alle tre børn med på tur. Det er mig med min Royal-Airforce hue på. De fleste drenge gik med en sådan lige efter krigen. Se hvor langt baghjulet sidder oppe i skærmen! - Der var virkelig læs på. 35

Bemærk alle maskinerne i bilen. Højre forsæde er fjernet og en trædemaskine anbragt i stedet, plus to mere på hovedet på bagsædet. Se den overdækkede trædemaskine bagpå. Sommetider var der også anbragt en trædemaskine på kofangeren foran køleren. Der kunne således være fem trædemaskiner med på tur, plus tre håndmodeller i bagagerummet. Min far havde så store sælgerevner og tro på, at dem kunne han da let sælge på en todages tur i Vestjylland. Han var jo selv vestjyde. I dag ville det være helt utænkeligt, men vi var alle tre børn anbragt mellem de tunge maskiner inde i vognen, og der var ikke noget, der hed sikkerhedsseler dengang. - Det gik fint. Min far var ikke så blødsøden. Vi skulle opleve noget. Han fortalte, at engang var han en vinterdag kørt ud på Mols i V/8’eren. Den var fuldt læsset med hele fem trædemaskiner. Tre inde i bilen og en på den bagerste kofanger og minsandten også en på den forreste kofanger, bundet godt fast med reb ind under motorhjelmen. På et tidspunkt skulle han køre ned ad en af de smalle hulveje der er på Mols. 36

Det var jo vinter og vejen var delvis ryddet for sne, men denne lå som mure på begge sider af vejen. På grund af det spejlglatte føre kom bilen pludselig i skred på den nedadskrånende vej. Den kom til at skride næsten sidelæns og begge de ret kostbare symaskiner på begge kofangere blev raspet af på de hårdtfrosne snevægge, støbejernet splintredes som glas Det er nemlig endnu mere skrøbeligt i frostvejr. Det var en dyr udskridning, for det var ikke let at skaffe brugte maskiner nok og nye kunne man slet ikke få lige efter krigen.

Makabert fund hos jernhandleren

Da jeg var barn i Hobro under krigen, lå der på Ølsvej tæt ved os en jernhandler. Han kørte rundt og købte gammelt jern på de mange bondegårde i området. Bønderne lagde alt

af metal i en dynge bag laden eller stalden, og der lå det så og ventede på at jernhandleren kom forbi næste gang. Der var på pladsen også mange gamle biler, Ford T og tyske, med messingkøler og lygter. Disse metaller var meget værdifulde under krigen og jernhandleren kunne få en god pris. I slutningen af krigen fik han af tyskerne endog også lov til at købe rester af nedstyrtede engelske flyvemaskiner. Jeg kan huske, at der var store propeller og dele af vinger og en masse småting. Det var en virkelig spændende plads at gå på opdagelse i, men den bøse jernhandler ville absolut ikke have ansvaret for, at børn legede i de vakkelvorne metaldynger med de mange skarpe kanter, så vi turde ikke selv gå derned. Jeg var kun dernede ifølge med min far. Han eksperimenterede med mange elektriske ting og det havde han gjort lige siden han var helt ung. Han byggede som 17årig i 1925 sin egen radio. Den var den eneste på egnen foruden skolelærerens. På pladsen købte han spoler med kobbertråd fra de nedstyrtede engelske flyvemaskiner. Jeg har for resten stadig gemt en af disse spoler. Mens min far ledte efter sine ting kravlede jeg op i de gamle biler og legede, at jeg kørte bil som børn nu engang gør, så jeg har kravlet rundt i flere messingbiler, som jeg i dag gerne ville have været ejer af.

En dag fandt min far i en vragdel fra en flyvemaskine en dejlig solid læderstøvle som han gik med i hånden, mens han ledte efter den anden. Pludselig syntes han at støvlen lugtede underligt og han kiggede ned i den og opdagede til sin forbløffelse, at der sad resterne af en fod nede i støvlen. Han afleverede den til jernhandleren, der så måtte skaffe sig af med den. Jeg kan huske, at jeg syntes det var uhyggeligt, men jeg fik ikke lov til at kigge ned i støvlen.

Dette var lidt om mine første køretøjer/fartøjer jeg kan huske. - Senere kom der jo masser af andre.

Knud Erik Guldager

Soldat på stop i 1955

Så hjertelige var de altså ikke. – Slet ikke!

Knud Erik Guldager 41

Soldat på stop i 1955 Lidt om blafferlivet på landevejen for en soldat Historien begynder i 1955, da jeg den 11. november blev indkaldt som soldat på Fyensgades kaserne i Ålborg. På indkaldelsesdagen samledes vi i en flok udenfor porten. Jeg kom i det nu hedengangne 10. regiment, tungt kompagni, morter delingen. Jeg blev senere uddannet til bl.a. signalmand med feltradio som speciale. - Jeg fik soldaternummer 267 183 og hed fra nu af bare 83.

Fynsgades kaserne var et levn fra tyskernes tid i Danmark fra 1940–45. Den bestod af nogle murede barakker i ét plan. De var ret primitive i forhold til nutidens luksus kaserner. Der var ti mand på den stue jeg boede i. Der var trægulve og ret utætte vinduer. Der var en lille kakkelovn på hver stue, men den fik vi aldrig lov at fyre i, selvom der sommetider var ret mange frostgrader i stuen. Jeg lå i den

øverste køje lige ved et vindue og en morgen i januar 1956 vågnede jeg op og så et mærkeligt syn. Jeg havde frosset hele natten, da der var en hylende snestorm udenfor. Det mærkelige syn, jeg så i halvmørket, var noget stort hvidt i fodenden af min seng. Jeg kunne først ikke forstå hvad det var, men blev så klar over at det var en cirka 20 cm. høj snedrive, der var føget ind gennem vinduet i nattens løb. Det første par måneder var der ikke megen orlov, men da vi havde overstået den værste rekrut tid, kunne vi komme på orlov næsten hver uge, hvis vi da ikke lige skulle på vagttjeneste eller havde lavet noget der i hæren var strafbart, som f.eks. at komme for sent fra en orlov, eller ikke havde renset sit gevær og andet udstyr ordentlig. I hvert fald efter sergenternes mening, for de brugte nemlig den slags påtaler som straf, hvis de havde set sig irriteret på en af os. Vi var jo ikke alle sammen lige nemme at disciplinere. Det var altid meget let og u-diskutabelt for dem, at påstå, at et støvgran i en fjern krog af geværet var nok til at inddrage al orlov. Vi lærte efterhånden at undertrykke vores individualisme, hvilket jo lige præcis også var meningen, da vi i begyndelsen ellers aldrig ville være kommet på orlov. Jeg blev vognkommandør på en Jeep, men vi var dog ikke altid 13 mand ombord. Jeg sidder øverst til højre på billedet.

I rekruttiden var, som nævnt, selv den mindste forsømmelse nok til at orloven blev inddraget, og det var jo slemt for mig, når jeg selv mente at have jordens dejligste pige ventende på mig i Aarhus. Hun havde altid en makrontærte, friskpresset citronsaftevand og et stort kram, parat, når vi forsvandt ind på hendes værelse. – Vi var jo nyforlovede fra 8. maj 1955. Når paraden var overstået lørdag middag klokken 12, blev alt udstyret lagt på plads i vore skabe og flere hundrede soldater begav sig i deres fine udgangsuniformer ud af byen til de forskellige landeveje. Der var flest der skulle sydpå og vi stod så over 200 soldater med højre tommelfinger i vejret og forsøgte at komme op at køre med de forholdsvis mange biler der kørte sydpå ud ad Hobrovej. Vi fik ingen gratis togbilletter, det fik vi kun til jul, påske og sommerferie. Vi havde en ugeløn på 14 kr. så der var jo ikke råd til at tage toget næsten hver weekend. Jeg må sige at bilisterne forstod dette og de tog derfor meget gerne soldater op, når de kørte rundt i deres biler. Vi skulle jo altid bære vores uniform dengang, så der var ingen risiko ved at tage disse ”blaffere” op. For at komme op at køre, gjaldt det om at finde et barnligt og troskyldigt udtryk frem i ansigtet, da familierne i bilerne helst ville have en venlig soldat med. Der kom flest biler med familier, der skulle ud at køre for at besøge familie og venner i de nærmeste byer.

I et brev hjem til Ulla lavede jeg en tegning, hvor jeg står og ”stopper” ude på Hobrovej. Jeg var næsten altid heldig med at blive samlet op ret hurtigt. Jeg lærte snart, at man ikke skulle stå først i den uendelige række af soldater. Folk ville gerne vælge lidt mellem det store udvalg. Man skulle stå cirka en tredjedel inde i rækken. Jeg tror nemlig, at konerne, der var med, tit tog de pæneste soldater op først, og et stykke henne begyndte de så at være lidt mindre kræsne, når manden sagde, at nu måtte de snart vælge en, for han ville nemlig altid gerne snakke og udspørge én om, hvor man kom fra og hvor man skulle hen, hvad man havde lavet før man blev soldat o. lign. Ved at stå der blev jeg ret hurtigt samlet op. Det var altid dejligt at tænke på, at Ulla, - som min pige jo hed og stadig hedder, altid ventede på mig med en ægte længsel. Når det blev alt for surt i tjenesten, tænkte jeg bare på hende og så blev det hele lidt mere udholdeligt, men derfor var det også altid et trist, men dog uundgåeligt øjeblik, når jeg skulle tilbage fra orlov søndag aften. Jeg

var nødt at tage af sted senest klokken 20. Jeg skulle være inde gennem vagten i Fyensgade senest kl. 24, da det ellers i rekruttiden var den sikre vej til ”brummen.”

Jeg sad nede på KFUM’ soldaterhjem og tegnede, hvordan det så ud, når jeg stod på vagt i Fyensgade.

Jeg boede tæt ved det gamle vandtårn på Randersvej og her startede jeg altid min ”tommelfingertur”.

Der kørte ikke så mange biler om vinteren i dagene lige før nytår 1956. Jeg havde været hjemme på juleferie og skulle nu tilbage til Ålborg. Den aften var det begyndt at sne og vejene blev hurtigt spejlglatte, så bilisterne holdt sig hjemme. I Aarhus kom jeg dog til sidst op at køre med en mand der boede i et hus ved landevejen lige før Hobro by. Han havde nær aldrig fået stoppet bilen, da han fik øje på mig i snevejret. Han punkt bremsede flere gange for at undgå at skride ud, og jeg tænkte på, at det ville have været lettest for ham slet ikke at standse, men han gjorde det alligevel, for det viste sig, at han var ungkarl og meget nysgerrig. Han ville derfor gerne snakke med folk. Han snakkede og fortalte, at han altid gerne tog folk op på stop. Engang havde han en aften fået en ung pige fra Norge med op. Hun var på vej hjem. Lige før de kom til hans hus i Hobro, spurgte han hende om, hvor hun skulle sove i nat. Det vidste hun ikke endnu og han tilbød hurtigt, at hun da gerne måtte komme med ind og sove hos ham i nat. Det tilbud tog hun imod, men jeg kan huske, at jeg var noget forarget over pigens lidt løse moral, men for hende var det jo både praktisk og gratis, og for ungkarlen var det sikkert også dejligt. Jeg blev sat af ved hans hus. Jeg gik nu i snevejret ned gennem Hobro, for man skal ikke forsøge at stoppe bilerne lige før en by, da de fleste måske ikke skal længere end til netop denne by. Da jeg kom op af Hostrupbakken og ud ad landevejen mod Ålborg, blev jeg taget op af en lille familie på fire. Mand og kone og to børn. De kørte i en ældre Opel Olympia fra før krigen.

De var meget venlige og jeg var glad, for klokken var ikke mere end halv elleve, og der var kun cirka 50 kilometer til Ålborg, så det skulle jeg nok kunne nå. Stor blev min skuffelse dog da vi kom til Rold by, for her skulle de nemlig dreje mod vest for at besøge noget familie, der boede den vej på.

Jeg blev så sat af ved den gamle kro midt i vejkrydset, og begyndte at vandre ud ad landevejen mod Ålborg. Lidt henne begyndte den store mørke Rold Skov og vi havde ikke mødt nogen biler i lang tid, så chancen for at komme op at køre, og nå hen til porten i Fyensgade inden midnat, var pludselig forsvundet, og jeg begyndte at tænke på, hvordan det mon ville føles at sidde i det nu tilsyneladende uundgåelige kasernefængsel. Denne tanke var for mig så frygtelig, at jeg åbnede den pose nybagte vaniljekranse, jeg havde fået af min mor til at forsøde nytårsaften med. Det var nu holdt op med at sne og der var en flot klar stjernehimmel, så jeg husker tydeligt, at jeg – nu en spjældkandidat - gik der under stjernerne og nød smagen af min gode mors dejlige vaniljekranse, så godt jeg nu kunne efter omstændighederne, alt imens jeg vandrede ind i den mørke Rold Skov.

Pludselig kommer der en bil, men jeg bliver ikke spor glad, for den kommer nemlig imod mig fra Ålborg. Da den havde passeret mig, kunne jeg godt høre, at den tog farten forsigtigt af, da der stadig var spejlglat og jeg vender mig nysgerrigt om for at se, hvorfor den mon standser her midt inde i skoven. Var det måske nogen der ville overfalde mig? Min onkel Niels, købmanden jeg fortalte om i mit sidste indlæg, havde fortalt, at han aldrig turde køre alene gennem Rold Skov om natten i tyverne. Der havde nemlig været flere overfald på ensomme bilister. - Nu begyndte bilen minsandten også at vende og komme kørende hen imod mig. Jeg fatter dog hurtigt mod og får straks armen med tommelfingeren op og vifter ivrigt og håbefuldt. Jeg har slet ikke tid til at stille noget specielt ansigtsudtryk op. Da den når hen til mig, standser den heldigvis, og til min store forbløffelse ser jeg nu, at det er den samme familie der for en halv time siden har sat mig af henne i Rold. De mennesker de skulle besøge ovre vestpå havde ikke været hjemme, og de var derfor fortsat til landevejen i den nordlige ende af Rold Skov. Men her kom de til at tænke på den stakkels soldat de havde efterladt i den anden ende af skoven. – Havde han mon fået en kørelejlighed? – Der kørte jo næsten ingen biler så sent en søndag aften. De besluttede derfor at køre sydpå gennem den mørke skov for at se, om jeg var samlet op af en anden bil. De ville være sikre på, at jeg nåede tilbage til kasernen inden midnat, for jeg havde jo fortalt dem, at det skulle jeg være for at undgå ”brummen”. Det er klart at jeg blev ovenud lykkelig, for jeg var begyndt at fryse, så det var dejligt at komme ind i varmen, der jo faktisk var dobbelt, for jeg mærkede også den store medmenneskelige varme fra den rare familie. De kørte mig

endda helt ned til kaserneporten, så jeg kunne gå ind da klokken kun manglede nogle minutter i 24.

– Se, sådan kan menneskenes børn altså også være. Den dag i dag mindes jeg denne ukendte familie med respekt for deres store medmenneskelighed og bruger den gerne som et godt eksempel på, hvorledes man uselvisk kan hjælpe sine medmennesker, når de har brug for det. Der er en sjov lille hale på den historie. Her den 29. juni i år, havde jeg lovet at køre op til Hjallerup for at køre brudebil for min nevøs søn. Han ville så gerne have, at det netop var i min 1932 Ford Roadster, da den også havde været brudebil for hans far og mor for netop 40 år siden.

2019 1979 Det ville så godt nok blive en køretur på over 300 kilometer, men hvad gør man ikke for familien. Bilen og jeg var i mellemtiden også blevet hver 40 år ældre, så vi nu tilsammen er ikke mindre end 171 år. I en 87 år gammel bil kører man naturligvis ikke på motorvej skønt den har en kraftig V/8 motor, så jeg besluttede at tage turen derop på netop de gamle hovedveje, som jeg stoppede på i 1955. På den lange strækning huskede jeg især visse huse og

landskaber, nemlig de steder, hvor jeg var blevet sat af og havde måtte vandre nogle kilometer, før jeg igen kom op at køre. Jeg husker, at på en skrænt på højre side af vejen, lige efter Rold Skov, sad der altid en gammel mand i en gammel lænestol. Han sad blot og så på trafikken. Han sad der hver gang jeg passerede. Husk på, at dengang var der kun meget få der havde fjernsyn, så det var på den måde han fik lange eftermiddage og sommeraftener til at gå. Jeg var netop begyndt at skrive fortællingen om mine ture på stop, så jeg kom derfor til at tænke på min håbløse situation i Rold Skov i 1955. Jeg fik nu Ulla til at bage en portion vaniljekranse efter min mors opskrift. Dem ville jeg så spise på netop det samme sted i Rold Skov som dengang, og mindes min håbløse situation og mirakuløse redning. Da jeg kom til stedet, turde jeg ikke standse motoren, da bilen nu var blevet meget varm på denne varme dag. Jeg vidste nemlig, at den så kunne være vanskelig at starte igen. Jeg lod den derfor blot stå i tomgang. - Jeg fik taget billedet med vaniljekransen, men da jeg skulle til at køre igen gik motoren uheldigvis i stå og nu var den ikke til at starte igen.

Jeg stod nu lige pludselig i samme situation og på samme sted som for 64 år siden. Jeg var igen i tidsnød. Jeg skulle jo helst holde foran kirkedøren helt oppe i Hjallerup, når brudeparret kom ud og igen havde jeg brug for et mirakel. Jeg satte mig nu på trinbrættet og spiste som trøst alle vaniljekransene nøjagtig ligesom dengang, mens jeg tænkte situationen igennem. Jeg måtte lade motoren blive lidt køligere og åbnede motorhjælmen på begge sider, så der kunne komme lidt træk gennem motorrummet. Jeg kunne ikke forsøge at starte for mange gange, da jeg så ville bruge al strømmen på batteriet. Jeg satte mig derfor på den bagerste kofanger og forsøgte at se ud til at trænge til hjælp. Der kørte mange biler forbi, men nutidens mennesker er ikke så hjælpsomme mere. Skæbnen, eller måske mine hjælpeånder, plejer dog altid at sende mig hjælp, når jeg allermest har brug for det, og det skete da også igen, for pludselig standsede der en bil og en begejstret amerikaner sprang ud og var helt vild med min bil. Vi fik en længere snak og til sidst bad jeg ham skubbe mig i gang. Det var han straks med på og spurgte om jeg så ville starte i ”pushgear”, som de kalder andet gear derovre. Andet gear er altid det bedste at starte med, når man bliver skubbet i gang. Bilen sprang hurtigt i gang og vi vinkede farvel. - Der er altså noget ved det sted i Rold Skov, med vaniljekranse og held. Og i al ydmyghed: - Tak til mine trofaste hjælpeånder. Nå, men tilbage til 1955. På en anden hjemtur til kasernen i Ålborg samme vinter var der igen meget få biler og igen var der glat føre efter et stort snevejr. Jeg kan huske, at der ud for en gård ved vejen lige før Hobro, var et kæmpestort

hul ned i det tykke hårdtkørte snelag der lå på vejen. Sneen blev ikke ryddet dengang, men blot kørt hård og gruset. Jeg passerede stedet flere gange den vinter og det undrede mig at hullet ikke blev fyldt op. Det kunne meget let rykke fortøjet i stykker på en gammel bil. Samme gård havde i øvrigt altid et skilt stående ude ved vejen: Bintje kartofler, stod der og det har de haft i alle årene lige siden og har det stadig den dag i dag. Nu står det blot på en lang mur. Den aften var jeg strandet mellem Randers og Hobro, da der endelig kom en stor Ford V/8 kalechevogn med ”svigermorklap” bagi. Den standser og tilbyder mig plads, men hvis jeg vil med, skal jeg sidde i det åbne sæde bagi, da der ikke var plads inde i kabinen. Der var pivende koldt, men jeg betænkte mig slet ikke, for det var jo igen valget mellem ”brummen” og en forkølelse. Jeg kravlede op og fandt snart ud af at lægge mig ned på bunden og krumme mig sammen ved siden af en kuffert, der også stod nede i rummet. Jeg var nødt til at holde bagklappen lidt åben, da den ikke kunne lukkes op indefra. Hvis vognen kørte i grøften på grund af det glatte føre, ville jeg gerne kunne komme hurtigt ud. Det blev en kold tur, men jeg nåede hjem til tiden.

Jeg kom også engang en kold novemberaften op at køre bag på en motorcykel. Det regnede og jeg havde kun min udgangsuniform på. Jeg kørte med fra Randers til Ålborg, så jeg var meget kold og våd da jeg ankom og det varede det meste af natten før jeg fik varmen igen. Jeg blev i øvrigt indlagt på infirmeriet på Høegh Guldbergsgade kaserne i Aarhus i 14 dage på grund af en lettere lungebetændelse, så det kolde ”stopperi” tog alligevel lidt på en ellers rask soldat. Det var helt dejligt at være indlagt, for man slap så for en masse strabadser i felten i den kolde martsmåned. Vi gjorde derfor alt for at være indlagt et par dage længere. Vi var kun to mand på sygestuen og da vi fornemmede, at vi ville blive sendt hjem den næste dag, fandt vi på at lægge vore termometre over på varmeapparatet et øjeblik, indtil temperaturen viste 39 grader. Da stuegangen kom lå vi og så temmelig sløje ud, men den gamle erfarne militærlæge kendte jo selvfølgelig alle fiduser, så han lod sig ikke undre over den pludselig højere temperatur, men sagde: - Det er nok et mere ondsindet tilfælde end jeg havde regnet med, så jeg bliver nødt til at tage skrappere midler i brug for at få Jer raske. Han tog derpå en meget stor kanyle frem og fyldte den med en væske. Vi blev bedt om at lægges os om på siden og blotte bagdelen. Hurtigt stak han ”hestekanylen” ind og jeg kan fortælle, at det gjorde altså bare ondt, - virkelig ondt. - Så må vi se om det hjælper, ellers må I have en omgang til i morgen. - Næste morgen havde vi mærkværdigvis nok en normal temperatur og vi blev sendt hjem til vores egen kaserne. Jeg husker også en anden oplevelse på en ”stoppetur”. Jeg

var kommet op at køre med en gammel Ford A ude ved den gamle mølle på Hobrovej i Ålborg, med en meget snakkesalig mand og han havde en masse at fortælle og han koncentrerede sig ikke ret meget om sin kørsel. Det resulterede i, at da han, i Skalborg skulle dreje til højre mod Nibe, havde så meget fart på, at han fortsatte lige over i vejgrøften i venstre side. Han kørte helt ned i den lidt dybe grøft, så hele hans familie og jeg havde et værre mas med at få Ford A’en op på landevejen igen. Jeg var vist også lidt irriteret over at det forsinkede min hjemtur. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg var helt glad over, at jeg ikke skulle køre med ham mere på grund af hans usikre kørsel og hans evige snakken. Tiden det tog at komme fra Ålborg til Aarhus var ikke vigtig, bortset fra, at jeg selvfølgelig gerne ville hjem så hurtigt som muligt. Men den anden vej, tilbage til Ålborg, var tiden derimod uhyre vigtig, så jeg satte altid fire timer af til køreturen for en sikkerheds skyld. Især om vinteren, hvor der ikke kørte så mange biler og det var disse fire timer der nogen gange kunne være lige stramme nok, men afskederne var jo svære. Det var meget forskelligt hvor lang tid turen tog. Nogle gange var man heldig og kom derop med kun to biler. Jeg kan dog aldrig mindes at have kørt direkte med kun én bil, og de fleste gange skulle man med mindst tre-fire biler og enkelte gange med endnu flere. Der var jo ligesom man var heldig til. Så nogen gange blev det så lige lidt for spændende og det er nok derfor jeg husker disse situationer bedst. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at hvis jeg var selvkørende, kunne jeg komme hjem cirka to timer før om lørdagen og tage af sted cirka to timer senere om søndagen. Det gav hele 4 timer mere hjemme hos mine forældre og især Ulla.

Men jeg havde jo ikke ret mange penge. Jeg havde dog en kun to år gammel Skylon knallert, som jeg havde købt på afbetaling i min læretid. Den solgte jeg og begyndte nu at se mig om efter en meget billig brugt motorcykel. Den fandt jeg nede i Sejrøgade i Aarhus. Det var en BMW-model R 35 fra 1938. Motoren var encylindret og på 350 ccm. Den var ikke så pæn at se på, - ja den var endog lidt afrakket, men den kunne køre. Jeg fik den for 750 kroner og jeg var vældig stolt af den, for den var jo min egen. Benzintanken havde engang været slagloddet på undersiden, men reparationen var ikke lykkedes helt, så den var utæt og der dryppede benzin ned på den hede cylinder. Det var lidt farligt, men ingen turde svejse eller lodde den om på grund af eksplosionsfaren, så jeg tætnede den engang imellem med en ordentlig klump tyggegummi. Dengang tyggede vi meget tyggegummi. Det var dog ikke særlig effektivt, da det ret hurtigt opløstes af benzinen.

Så bankede jeg lidt på lodningen og nu holdt det mere tæt. Jeg kørte med det, som det var, men helt tæt blev den aldrig, medens jeg var soldat. Der skete dog aldrig noget i form af brand eller eksplosion. Der manglede nogle eger i baghjulet, så det var noget slasket. Dengang havde jeg ikke meget forstand på den slags, så jeg strammede blot de resterende så meget op, at hjulet ikke var så leddeløst mere. Det resulterede dog i at hjulet nu blev skævt og slog en del, når jeg kørte. Bilerne begyndte at dytte af mig og pege på baghjulet. Men jeg nikkede bare for på den måde at fortælle, at det vidste jeg godt. Vi døbte den Hannibal, da den slingrede så meget med baghjulet, at general Hannibals soldater må have haft samme fornemmelse, da de ret over alperne mod Rom på deres kampelefanter. Jeg hentede engang Ulla i Aarhus. Hun sad bagpå på en lille firkantet polstret gummipude. Det har nu ikke været særlig komfortabelt, men hun brokkede sig slet ikke. Vi skulle til stor regimentsfest på den dengang meget berømte restaurant ”Kilden” i Ålborg. Den lå cirka der, hvor nu kongrescentret ligger i dag. I 40’ og 50’erne var der engang om ugen middagskoncert fra denne ”Kilden”. Til at underholde de fine gæster til frokost og middage havde restauranten sit eget orkester. Det samme havde restaurant ”Wivex” i København. Jeg tror helt sikkert at ældre borgere endnu kan huske disse direkte radioudsendelser, hvor man nogen gange kunne høre støj fra porcelænet og gæsternes konverseren i orkestrets pauser.

Til omtalte fest skulle jeg klippes så jeg og 88 kørte op til hans frisør i Åbybro. Han var nemlig meget billig og det var jo noget for fattige soldater. Da jeg sad i stolen, sagde jeg til ham, at han godt måtte klippe det ret kort, så det varede længe inden jeg skulle klippes igen. Han klippede til min undren først højre side af hovedet og rørte ikke venstre. Da han var færdig opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke var et hår der var over 1 centimeter langt. Jeg råbte: Hvad laver du? – Sagde du ikke at du ville have det kort? – Nu er det kort. Ja, det skulle jeg da lige love for. Dengang var det kun tugthusfanger der var så plyssede. Der var dog ikke noget at gøre. Den anden halvdel blev også plysset, og hele festaftenen måtte jeg finde mig i at alle kom hen og strøg

mig over ”børsterne” og sagde ting som: - Nå, krølle, du er nok blevet klippet. Man kan tydeligt se mine ”børster” på billedet, hvor jeg bøjer mig over min motorcykel. Jeg brugte også motorcyklen frem og tilbage mellem Aarhus og Ålborg, og når vi var på øvelser på Hevring Hede og i Borris nede ved Skjern. Her havde hæren et kæmpestort område i Borris Sønderland. Her husker jeg en lidt dramatisk hændelse. Vi var på feltøvelse i Borris. Jeg havde været på orlov og skulle søndag møde i Borris inden kl. 24. Undervejs skulle jeg samle 328 fra Skanderborg op på landevejen mellem Aarhus og Silkeborg. Jeg ventede og ventede, men der kom ingen 328 og til sidst var jeg nødt til at køre, for bare at have en chance for at komme til lejren i Borris inden midnat. 328 forklarede senere, at han havde haft svært med at komme væk fra kæresten og var faldet i søvn. Jeg kørte nu mod Borris alt hvad min gamle BMW kunne trække. Det vil nu ikke sige så meget, da den kun kunne køre 85 km. i timen. Da jeg kom til Ikast, så jeg til min store rædsel at vejen til Herning kun bestod af ét spor og det gik vest - øst. Der var et stort arbejde i gang med at udvide vejen og min side mod Herning var fuld af brostensdynger fra den gamle vejbelægning, store maskiner og andet vejmateriel. Der var en lang omkørsel, som jeg slet ikke havde hverken benzin eller tid til at tage. Der var nu helt mørkt, og jeg havde kun én chance. – Jeg måtte køre mod Herning i det ensrettede spor, altså mod trafikken. Der kom hele tiden biler, dog ikke så mange som i dag og de var lette at få øje på i god tid, da de jo alle havde lys på. I begyndelsen

slukkede jeg lyset og holdt ind til siden, indtil bilen havde passeret. Men tiden gik jo og motorcyklen brugte også benzin i tomgang og det kunne nu ikke vare længe før jeg ville blive nødt til at slå over på reservetanken, så jeg valgte til sidst blot at slukke lyset, når der kom en bil og køre ovre i højre vejbane med vejarbejdet og så håbe på, at der ikke stod en stor vejtromle jeg ikke kunne se i buldermørket, for jeg blev jo blændet af de modkørende bilers lygter. Det gik godt i lang tid, men pludselig, - netop medens jeg, med slukket lys, kørte ude i vejarbejde-siden, kunne jeg mærke,

at jeg fløj i luften! – Vejen under mig var væk! – Luftturen har jo blot varet nogle få sekunder, men det var et af de øjeblikke der føles som evigheder. – Jeg nåede let at tænke: - Hvor lander jeg? – Stod der en stor vejtromle? – Var der en stor dynge brosten eller hvad? – Der ville snart komme et sandhedens øjeblik. Pludselig røg jeg af motorcyklen og trillede hen ad jorden, men jeg havde faktisk ikke slået mig ret meget. Jeg var nemlig, til mit store held, landet i en stor dynge brunt sand og i den dynge lå min BMW nok så flot og var helt uskadt. - Det kan vel siges at være et stort held. - Jeg gik tilbage for at finde ud af, hvorfor jeg pludselig havde fløjet i luften. Det viste sig at den nye vej skulle ligge i et lavere niveau, cirka godt én meter lavere, så jeg blev pludselig glad for at jeg ikke havde kørt den modsatte vej i denne side! Jeg startede motorcyklen igen, men valgte fra nu af at holde stille og slukke lyset, når der kom en bil. Men nu var

jeg også næsten henne ved Herning. Alt dette havde forsinket mig yderligere, så nu gjaldt det om at komme ad Borris til. Samtidig vidste jeg, at nu skulle jeg virkelig også spare på benzinen, da jeg lige efter Herning havde måttet slå over på reservetanken. Jeg kørte og kørte og jeg syntes at tiden gik alt for hurtigt og at der vist var længere end jeg havde troet, men endelig nåede jeg porten til lejren i Borris og da var klokken, - og det er helt uden overdrivelse, to minutter i midnat og vagten, der var en af mine soldaterkammerater, sagde med et smørret grin, at så kunne jeg vist heller ikke komme ret meget senere. Nu havde jeg undgået ”brummen” to gange ved hjælp af store held, for da jeg næste dag startede BMW´en for at køre op til Borris efter benzin, løb den tør inden jeg var nået ud af lejr-porten. Jeg fik lov at ”låne” en liter benzin fra den Jeep jeg var vognkommandør for, så jeg kunne komme op til Borris.

Da jeg senere var soldat i Tyskland tegnede jeg ”Hannibal” helt efter hukommelsen, for jeg havde intet billede. Jeg tegnede den, som jeg ville have den skulle se ud, når jeg kom hjem. Den havde fået både twinsæde og kasketskygge. Jeg købte et twinsæde i Tyskland og tog med hjem, så jeg restaurerede den faktisk med twinsæde, men måtte desværre senere sælge den, for at skaffe penge til mit hus. Jeg skulle nemlig giftes.

Langt senere købte jeg vraget af en model magen til og restaurerede den. Den står i dag indregistreret i min garage som Hannibal 2.

Før

Efter Det var lidt historier om nogle af de oplevelser jeg havde som soldat, når jeg tog på stop i de gode gamle dage i 1955.

Det var i øvrigt ”fede” tider rent køretøjmæssigt. Især de amerikanske bilmærker havde kronede dage. Den ene, næsten overdrevne, model efter den anden dukkede frem. Der kom en ny model hvert eneste år. Især kofangerne og halepartierne udviklede sig. Der skulle faktisk to mand til at løfte forreste kofanger på mange af modellerne, så omfangsrige og tunge var de, og der gik så meget metal til nogle af halefinnerne, at man let kunne lave en lille tysk bil alene af en bagskærm. Motorcyklerne, især de engelske, havde også en spændende og god tid. Det var jo længe før japanerne kom til at dominere. I de år var jeg til mange bakkeløb, som det hed dengang. Her kappedes BSA, Matchless, AJS, Norton, Ariel og sågar enkelte Nimbus, men i gadebilledet var der også mange tyske motorcykler, såsom NSU, BMW, Victoria, Adler, Ardie m.fl. Jeg kørte selv mange natorienteringsløb, sammen med min fætter på hans BMW og vi vandt en del præmier.

Jeg mindes disse ”stoppeture” med nostalgiens glæde og har for længst fortrængt de mest tænderklaprende vintertures ubehageligheder.

Knud Erik Guldager