VETERANMINDER Oplevelser og minder med mine veterankøretøjer. 1965 - 1975.
Knud Erik Guldager 1
Minder fra de tidlige år med mine veterankøretøjer. Min interesse vækkes. Min første veteran: Ford A Cabriolet 1930. Mit helt store kup: Ford T Touring 1926. Fundet af Ford V/8 1932. Oplevelser i klublivet. Markante medlemmer og deres biler. Dyrlægen i Ørtings Ford V/8 Roadster 1936. JANUAR 2006.
Knud Erik Guldager 2
Veteran minder DE TIDLIGE ÅR. 1966 – 1972 Af Knud Erik Guldager Min svoger Tage købte i 1964 en dag en gammel bil fra 1930. Han var taxachauffør og havde en stor familie, så det ville være praktisk selv at have en bil. Nu var der jo ikke så mange der selv havde bil dengang og han havde ikke så mange penge. Han fandt derfor en af de mange Ford A vogne, der igen var kommet ud at køre efter krigen. Den havde tjent sin forrige ejer trofast og var nu lidt træt og rusten. Den trængte til en ordentlig omgang i både karosseri, indtræk og motor. Den blev stillet i et hjørne af haven, indtil Tage håbede på at få både tid og penge til at istandsætte den. Det trak imidlertid ud med begge dele, så Ford A’en stod der i hjørnet af haven og forfaldt mere og mere. Når familien besøgte ham, blev han skoset for sin ”fine” bil og jeg syntes også selv, at det dog var et værre vrag af en bil. Kunne han ikke have fundet en lidt nyere bil? - Selvom han fik den lavet, ville det alligevel være lidt flovt at køre rundt i så gammel en bil. Så kunne alle jo se, at han ikke havde råd til en ordentlig bil. Senere købte han en flot Ford Vedette 3
fra først i 50erne. Den var bygget i Frankrig og havde en V/8 motor. Så en dag i 1965, da jeg gik forbi ”vraget”, skete der noget. - Som ved et trylleslag var den pludselig ikke længere et gammelt vrag, men en yderst spændende bil fra en svunden tid. Jeg kiggede nærmere på den, satte mig ind bag rattet og da jeg sad der og så ud over køleren, de flot svungne skærme og de blanke forlygter, følte jeg pludselig den samme store glæde og stolthed, som den første ejer må have følt, da han sad her for første gang. Det var en temmelig ubeskrivelig følelse, men den var så stærk, at jeg øjeblikkeligt vidste, at jeg måtte have sådan en bil. Jeg opdagede, at bilen i min drøm skulle være en åben Ford A med kaleche, helst 2 personers med klapsæde. Jeg kendte imidlertid ikke andre, der havde en veteranbil, så det var svært at finde en. En dag var jeg til en fætters konfirmation i Randers, og da der efter flere taler, blev en lille pause, slog jeg på glasset og rejste mig op. - Nu ventede alle endnu en tale, så i gæsternes ansigter stod der tydeligt skrevet: - Å, nej, - ikke flere taler. De blev imidlertid både glade og overraskede, da jeg spurgte: - Nu, da der er så mange mennesker samlet fra hele Jylland, så må der da være én af jer der ved, hvor der står en åben Ford A?
4
Sådan en har jeg, - sagde en mand fra Vojens. Jeg har brugt den til at harve jorden med, før jeg såede græsplænen. - Den kan du købe for 250 kroner, men så skal du også selv hente den! Det gjorde jeg så den følgende weekend. Den kunne skam selv køre op i den lukkede lastbil, jeg havde lejet hos Østergaard. Jeg kan endnu tydelig huske den næsten himmelske fornemmelse, jeg havde på turen hjem til Risskov. Det var en følelse af fuldendt lykke. Jeg restaurerede nu vognen på blot 9 måneder, skønt jeg aldrig havde prøvet det før. Jeg kastede mig bare ud i det. - Lidt naivt måske, men resultatet blev meget godt efter datidens målestok. Der kom ny lak og ny kaleche, men jeg kendte stadig ingen veteranbil folk. En dag, da jeg havde parkeret inde i byen, sad der pludseligt et kort fra Dansk Vintage Motor Club i vinduet. - Nå, tænkte jeg, findes der oven i købet en klub for veteranbiler! - Man opfordrede mig til at komme til klubmøde på Årslev Kro. Det var sidst på sommeren i 1966. - Det gjorde jeg så, og blev medlem. 5
Min første veteranbil. Ford A cabriolet 1930. Her på en tur Vesterhavet. Sommeren 1966.
Klubben var lige stiftet i 1963, af Bertie Torè, så der var ikke så mange medlemmer, vel højst en 20-25 stykker, når man talte dem med, der endnu ikke betalte kontingent. Det gjaldt nemlig om, at kunne fremvise så mange medlemmer som muligt, da klubben blev startet i protest mod den ældre klub DVK’s lidt hovne indstilling til ”husmandsbiler” som Ford A. - Herom fortæller jeg senere. Klubbens bilpark bestod da også næsten udelukkende af lutter Ford A. Den hed faktisk Dansk Vintage Motor Club og Midtjysk Ford A Club. Der var dog enkelte Chevrolet, men ingen Ford T. 6
16. oktober l966. - Mit første veteranbilløb i min første veteranbil. – Det var en Ford A Cabriolet, årgang 1930. Det er den bagerste i rækken. Den er købt i l965 for 250 kroner i Vojens. Køreklar men urestaureret. Nu var den restaureret og vandt Ebeltoft bys vandrepokal. - Da var jeg virkelig glad og stolt. 7
Ebeltoft by’s vandrepræmie for fineste køretøj efter publikums valg
•
• • • • • • • • • • • •
Der er kørt om den 12 gange. Følgende vandt: 1966: K.E.Guldager. Ford A Cabriolet 1930 1967: K.E.Guldager. Ford T Touring 1926 1968: Frank Studstrup. Ford T Sedan 1926 1969: Kaj Larsen. Chevrolet Coach 1931 1970: Kurt Borgkvist. Ford A Tudor 1930 1971: Heinrich Mathiesen. Chevrolet Cabriolet 1931 1972: K.E.Guldager. Ford V/8 Roadster 1932 1977: Niels Moselund. Ford T Touring 1923 1980: Alfred Larsen. Chevrolet Master 1933 1982: K.E.Guldager. Wanderer 1921 1984: K.E.Guldager. Ford V/8 Roadster 1932 1987: Sten Laursen, Højbjerg. Citroen 1926
8
Efter et par klubmøder opdagede jeg, at det var manges drøm at få en Ford T, og jeg blev selvfølgelig let påvirket. Men det skulle igen være en åben model. En sådan var imidlertid helt umulig at finde, men jeg kunne se, at ”inderkredsen” - Bertie Torè - Knud Hansen - Albrekt m.fl. sendte hinanden skjulte side blikke. - De vidste noget! Jeg havde allerede opdaget, at inderkredsen blev tilbage, når de fleste sidst på aftenen ved ellevetiden var gået. Jeg fik på fornemmelsen, at så skulle der rigtig tales fortroligt. - Så jeg blev, selv om jeg var helt ny som medlem. - Jeg spurgte nu igen om de vidste, hvor der stod en Ford T. Efter en pause sagde Torè, med en lidt skadefro betoning, syntes jeg: - Når du så gerne vil have en åben Ford T, kan du jo tage ud til urmageren i Nimtofte. Han har skrevet til os, at han har en til salg. Han har haft den fra ny i 1926, og den står køreklar med de gamle nummerplader på. Jeg blev vildt begejstret, - der kl. 24 om aftenen i alle tobakstågerne. Men de grinede og sagde, at de alle gerne selv ville købe den, men den var dyr. Der gik rygter om, at han forlangte 1o.ooo kroner. – (En enorm sum i 1966). Ingen kendte den rigtige pris, men de fortalte at urmageren tog imod tilbud, og ville sælge til den højst bydende. 9
Så kom værten for tredje gang og bad os om at gå, for nu lukkede kroen altså. Der var altid den samme ballade med den vært hver klubaften. Vi kunne simpelthen ikke blive færdige med at snakke om gamle biler og kunne såmænd have fortsat det meste af natten.
Urmagerens brev til klubben 12. maj 1966. 10
Jeg var forholdsvis nygift med hus og 2 børn, så penge til veteranbiler, var der bestemt ikke flere af på budgettet, men hvis jeg kunne sælge min nyrestaurerede Ford A, måtte jeg vel have de fleste og resten kunne jeg måske låne af min far. Jeg havde hørt om Ford T’en på november mødet, og allerede en måned senere - på december mødet var den min, og jeg kom kørende i den. Nysynet. - Det imponerede vist de garvede en del, med det var selvfølgelig ikke derfor, at det gik så hurtigt. Jeg måtte jo sikre mig bilen, før de andre fik samlet penge nok. Jeg betalte kr. 5.500,- for den, den 4. december 1966, og jeg har den stadig. Men læs selv meget mere om den spændende handel med urmageren, før den blev min, i min beretning: - Henrys og min Ford T
1966
Resten af historien om købet af Ford T’en skrev jeg også i en artikel i Vintage Nyt nr. 1 1967. 11
Avisomtale af urmageren og hans Ford T, 15. okt.1960.
12
13
14
Min Ford A Cabriolet måtte jeg sælge for at få råd til at købe min Ford T Touring af urmager Chr. Sørensen i Nimtofte. Han havde købt den som ny den 31. marts 1926 hos Ford forhandleren i Grenaa: Anton Jensens Maskinfabrik. Han betalte 2790 kroner plus nummerplader 13 kroner, attest 10 kroner. I alt 2813 kroner. I bytte gav han en Royal Enfield herrecykel, som han fik 2507 kroner for. (En utrolig høj pris, næsten en tiendedel af bilens, men han fortæller det selv i artiklen i avisen fra 1960.) Der blev påfyldt 30 liter benzin à 28 øre pr. liter. Han havde den i 40 år og 8 måneder og fire dage. Jeg måtte love, at jeg ville beholde den lige så længe. Det kunne jeg roligt love, for urmageren var 79 år. – Men, men, - et ord er et ord og jeg har den skam endnu og jeg har ikke i sinde at sælge den. (Denne beretning er redigeret til nettet i januar 2013 og jeg kan nu fortælle, at da jeg havde haft den i de 40 år og 8 mdr. kørte jeg ud til urmagerens grav i Nimtofte og fortalte ham, at nu kunne han ligge roligt i sin grav. – Jeg havde holdt mit løfte). Den har aldrig været restaureret og er helt uden rust. Motoren har aldrig været ude af bilen. Jeg har aldrig boret et hul i bilen til noget som helst, men bevaret den fuldstændig som den var. Alt indtræk, bund, gummimåtter med Ford logo, kaleche, sidestykker, værktøj og tilbehør. - Alt er det originale. Ja selv reservehjulet er monteret med et lidt slidt eksemplar 15
af det tredje hold dæk, bilen har kørt på fra ny. Den blev dog lakeret om i 1967, da lakken var krakeleret, så den lignede krokodilleskind. Det var naturligt at lakere den om i 1967. I dag ville jeg aldrig have gjort det, men heldigvis forblev alt andet originalt. Dens første nummerplade var V 4295, men efter krigen fik den V 4161 og den sad på, da jeg købte den. Den måtte jeg desværre aflevere ved syn og fik en sort nummerplade XH 3o 53o. Nu har den igen fået sit originale nummer V 4295. Man kan se på gulvet, at det var snevejr den dag den blev synet.
Den blev købt den 4. december l966 og synet uden problemer den 13. december. Jeg tror at det var både første og sidste gang, den har fået lov til at køre i sne.
16
Urmagerbutikken ved kirken i Nimtofte. Den gamle urmager foran sin butik. Han kiggede undrende på bilen, da jeg viste den for ham første gang efter, at jeg havde købt den. Han havde ikke set den med nedslået kaleche siden 1930. Da han havde stået lidt gik han op på loftet og hentede det originale overtræk til nedslået kaleche. Det havde ligget der siden 1930 i sit brune papir med en strik om. Vi satte det på med det samme, og det passede perfekt endnu. - Det blev jeg glad for og bruger det den dag i dag.
17
Jeg fik henvendelse fra ejeren af Auto-Stationen i Nimtofte, hr. Johan Jensen. Han medsendte dette foto. Han var nemlig stolt af at han, og kun han, havde serviceret urmagerens Ford i alle 40 ĂĽr. Han medsendte sit foto og en halv side af sin regnskabsbog fra lige efter krigen. Benzinen var dyr dengang! Han oplyste ogsĂĽ at motoren aldrig havde vĂŚret ude af vognen.
18
Vi kører til dyrskue i Hammel søndag den 30. juli l967. Vi startede på havnen og lavede til ære for fotografen dette lidt opstillede billede. Formanden og stifteren Bertie Torè står med start pistol og vort obligatoriske ternede start flag. (Klubben har skam flaget endnu) Den slags ting var med til at gøre publikum interesserede i vore løb, og pressen elskede det. Unge pigers bare maver er åbenbart ikke et nyt påfund. - Se pigen til højre. 19
Fra dyrskuet i Hammel. Vi vandt en kageske af sølv og med Frijsenborg slot.
Ebeltoft Rally søndag den 1. oktober 1967. Vi har igen en ung Torè med startflaget. Det ses at Ford Tén åbenbart var populær hos fotograferne. 20
Danmarks radio skulle lære nyt personel op. Det var især kamerafolk, der skulle trænes i at optage optøjer o. lign. Vi var blevet bedt om at stille med vore vogne som gangstere fra tyverne, og det gjorde vi så. Torè – Knud Hansen og undertegnede. Vi stillede i habit og med blød hat og tommy-guns. Opgaven gik ud på at nedlægge Jens Okking og han er jo stor og stærk, så vi lagde rigtig kræfterne i, og han brokkede sig da også lidt, da vi i vores iver trykkede ham lidt vel hårdt ned i brostenene. - Men vi fik en herlig dag ud af det.
----Medlemmerne Axel Sørensen og søn i Ormslev og undertegnede, havde hørt at en gammel ophugger i Varde var død, og at enken nu solgte ud af stumperne. Vi tog nu min store Ford Zephyr MK III og drønede ned til Varde. Vi fik mange gode stumper med hjem og jeg må ærligt tilstå, at der var overlæs på Zephyren. 21
Jeg tog kun stumper til Ford T og Ford A. Mange af os restaurerede under primitive forhold dengang. I 1967 havde jeg samlet en Ford V/8 Roadster 1932 op af en muddermark bag en ejendom pĂĽ Randers kanten. Den var sunket i til op over hjulnavene, og jeg fik den gratis bare jeg fjernede den straks. (Jeg fortĂŚller hele dens historie i senere beretninger.) 22
Der groede en 40 cm. violet svamp op fra bagsædet.
Jeg restaurerede på den i fire år og fik den færdig og indregistreret 1. Maj 1972. Da motoren var lagt i, ville jeg selvfølgelig gerne have den startet. Denne var lige hovedrepareret hos forsvaret og derefter solgt sammen 23
med andet overskud fra militæret til huggeren i Bjerring på Viborg kanten. Jeg havde skam givet hele 250 kroner for den.
Her lægges motoren i chassisrammen ved hjælp af to jernbanesveller og en talje.
Min lille primitive garage. Der var ikke megen plads, men det var dog inden døre. 24
Jeg masede længe for at få alt klar, så endelig, klokken to om natten prøvede jeg med håndsvinget. Jeg stod i en lille garage, der var lavet af gamle symaskine trækasser. Der var ingen udstødning på endnu. Jeg var ikke kendt med en V/8 motor overhovedet, men meget ivrig. Jeg har sikkert forbundet tændrørsledningerne til strømfordeleren forkert, for pludselig lød der et kæmpemæssigt brag i den lille lukkede garage, der midt om natten. Naboen ved siden af lå jo og sov. Han påstod senere, at han hoppede i vandret stilling halvvejs op til loftet og jeg fik tinnitus og den har jeg såmænd stadig den dag i dag. - Jo, der kan også være andre omkostninger end penge forbundet med at restaurere gamle køretøjer. -----
Ford T’en har kørt som bryllupsbil utallige gange i de forløbne år. Her er det den 8. juni 1968 for nogle af vore allerførste medlemmer, nemlig Sonja og Knud Hansen fra Ormslev. 25
Sct.Hans Rally i Mariager, søndag den 23. 7. 1968.
Vi startede nu altid foran Århus Teater søndag formiddag. De fleste arbejdede jo dengang om lørdagen. Vi kørte med veterantog fra Handest til 26
Mariager, og jeg kan huske, at det var en dejlig dag med vejr lige så godt, som det altid var i gamle dage, - som ældre mennesker jo plejer at sige. Vi kom langt omkring i Ford T´en i de år. Vi var til et stort løb på Egeskov.
27
Derfra kørte vi over Langeland til Lolland og Falster, og i Nysted besøgte vi selvfølgelig Aalholm Slot, med det dengang store veteranmuseum og grev Raben-Levetzau viste os personligt rundt. Vi gik begge så højt op i det, at vi glemte tiden. Pludselig kom der bud ovre fra slottet, at nu måtte han komme straks, for alle hans gæster sad allerede ved frokostbordet. Vi kørte videre til Møen og var ude på klinten. Derfra gik turen op gennem Sjælland og hjem til Aarhus med Kalundborgfærgen. Nord for Kalvehave punkterede vi, så jeg måtte skifte til reservehjulet. Dette skulle pumpes helt op. Der skete nu det helt utilgivelige, at jeg glemte den originale Fordpumpe i det høje græs i vejsiden. Jeg annoncerede i de lokale aviser efter den, men fik den aldrig igen. – Meget sørgeligt! 28
Pindsmølleløbet. 1. september 1968. Det var et lille hyggeligt klubløb. Vi fik altid nogle meget flotte indbydelser til løb og arrangementer. Det skyldtes, at der i bestyrelsen sad en bogtrykker, nemlig Erik Hvilsted.
Vi fik (h)julekort i 1968
29
Vi vandt denne præmie i Pinds Mølle løbet.
Denne præmie vandt vi ved indvielsen af motorvejstunnelen under Limfjorden 6. maj 1969
30
6. Maj 1969 var vi til indvielse af den flotte tunnel under Limfjorden i Ålborg. Vi var alle i tidstypisk tøj og klubben deltog med 23 vogne. Vi kørte igennem fra nordsiden, og Dansk Veteranbil Klub kørte igennem fra sydsiden, men allerforrest kørte Kong Frederik i sin Bentley. Det var en festlig dag. Borgmester Thorvald Christensen delte præmier ud.
Her får jeg en flot tinpokal af borgmesteren. 31
Lørdag den 10. juli 1971 kørte vi til Ringridder fest i Sønderborg. Det var BP der inviterede. DVK og DVMC deltog samlet med de 2o vogne, der var inviteret. P.E.Hansen, Horsens og jeg arrangerede. Det blev et herligt løb og vi kørte selvfølgelig også ”til rings” på festpladsen med vores vogne. Damerne blev udstyret med BP uniformer, d.v.s. T shirts og meget stramme og korte hots-pants. Dette vakte jubel hos mændene og damerne fik lov til at beholde tøjet, skønt enkelte sagde, at hot-pants’ene måtte de nok hellere give til deres datter. Der blev lavet en 25 minutter lang TV udsendelse af løbet, så det var noget hele Danmark levede med i.
Her er vores Ford T med i en forreklame til pressen. - Bemærk køleremblemet. (BP)
32
Klubben får ny formand i oktober 1968. Erik Valentin afløser Bertie Torè, der var klubbens stifter og formand gennem 5 år. Der var på dette tidspunkt kun ca. 15 betalende medlemmer. Bertie Torè startede klubben i protest mod Dansk Veteranbil Klub, der dengang domineredes af ældre medlemmer, der alle ejede virkelig fine gamle veteranbiler og måske derfor kunne virke lidt nedladende på nye yngre medlemmer, der hverken havde pengene eller alderen til at kunne anskaffe så gamle køretøjer. De måtte derfor ”nøjes” med en Ford A. Dem kørte der nemlig utallige af som brugsbiler først i 60’erne De var billige at anskaffe. Jeg købte min første veteranbil, en Ford A Cabriolet 1930, for 250 kroner i 1965. De var nemme at holde kørende og for unge mennesker var disse jo gamle, da de var fabrikeret før de selv blev født. Den unge Torè havde ret. Jeg kan tydelig selv erindre det. Det var lige knap nok at min yderst velholdte Ford T kunne tages for gode varer af de gamle medlemmer, men jeg havde dog på fornemmelsen, at de alligevel syntes, at det var ganske morsomt at se en helt almindelig ”husmands bil” mellem alle de fine ædle europæiske og de store amerikanske vogne. Denne opfattelse var vel egentlig helt naturlig for de gamle medlemmer i DVK klubben, der jo startede først i 50´erne. Denne holdning ændrede sig dog stille og roligt op gennem 60´erne. Men tonen i DVK var bare ikke noget for Torè, han 33
havde andre ambitioner. - Nej, så kunne han da bare starte en klub selv. En klub, hvor også en Ford A blev elsket, og det blev så starten på Dansk Vintage Motor Club og Midtjysk Ford A Club. Det er imidlertid rigtigt, at der var rigtig mange Ford A’er i begyndelsen. Startede der 20 biler til et løb, var de 16 Ford A. Forholdet til DVK var lidt anstrengt i begyndelsen. Jeg blev medlem af DVMC i 1966 og jeg meldte mig også ind i DVK i 1967 og jeg blev faktisk begge steder anset for at være lidt af en ”forræder” eller spion, men efterhånden kunne begge klubber dog godt se at den ”anden” klub ikke var ”fjenden”, og vi begyndte så småt at invitere hinanden til forskellige arrangementer med P.E.Hansen og mig som mellemmænd. Som tiden gik, blev der også en stor overvægt i Veteranklubben af medlemmer med almindelige biler.
34
Ebeltoft Rally søndag den 27. oktober 1968. Dette var det første løb den nye bestyrelse arrangerede efter oktober revolutionen, hvor Bertie Torè blev afsat. Han og en del af bestyrelsen forlod klubben. Erik Valentin blev formand og jeg, Knud Erik Guldager blev næstformand. Men tilbage til Ebeltoft løbet. – Jeg kan se af avisartiklerne, at jeg også er noget så fint som løbsleder! Ak ja, ambitionerne manglede åbenbart ikke. Skønt vejret var lidt tåget og diset, var humøret højt. Alle følte at vi havde en ny og anderledes klub, og det blev en rigtig god dag for alle deltagerne. Frank Studstrup vandt Ebeltofts vandrepræmie for sin nyrestaurerede Ford T Sedan. 35
14. januar 1969 startede klubben, noget så hidtil uhørt som et reservedelslager for veteranbil dele. Mange medlemmer havde gode reservedele liggende, som de ikke selv havde brug for, men hvem manglede dem? De blev nu lagt på et lager der havde til huse hos et af vore medlemmer, Østergaard udlejningsbiler i Sønder Allé i Århus. Vi købte også hele partier fra værksteder og bilforhandlere. En del fik vi også foræret. Lagerchef var Wagner Hansen, og han bestyrede det i mange år indtil det til sidst blev nedlagt, da det nu var blevet meget nemmere at få nye dele hjem fra USA. Der var også opstået stumpemarkeder flere steder i landet. Angående stumpemarkeder, er det sjovt at tænke på at det allerførste i Danmark, - så vidt vides, blev afholdt ved juletid i Storring Forsamlingshus i 1972. Vi sad en lille flok på Aksel Rasmussens veteranbilværksted i Storring og vedtog at prøve Kurt Borgkvists forslag fra året før. Konerne skulle koge røde pølser i en gryde og lave Gløgg på et bord i lokalet, og så mange som muligt af medlemmerne skulle komme med stumper, bøger o.l. Vi informerede pressen og fik en del føromtale, så der kom overraskende mange fra andre dele af landet.
36
37
Vi kunne nu se, at her var der et behov, og ved at udfylde dette kunne vi gøre klubben langt mere kendt og derved hverve flere nye medlemmer. - Gennem de næste år afholdt vi årlige stumpe- markeder, bl.a. på Høver Kro ved Galten og på Linå Kro Efterhånden voksede de sig så store, at det blev for meget for bestyrelsen, og de blev overtaget af medlemmer fra Herning, og de holder, som alle ved, nu kæmpe store stumpemarkeder i Kongres-hallerne i Herning to gange årligt Men det startede altså i Storring Forsamlingshus i 1972, så det i efteråret 2o12 afholdte stumpemarked havde altså 4o års jubilæum uden at nogen i grunden tænkte over det. Til julemødet i december 1969 afholdt vi det aller første andespil i klubben, og det er jo en tradition som den dag i dag lever i bedste velgående.
38
Vi afholdt også stiftelsesfester. Klubbens fem års dag, blev holdt på Frederiks Høj Kro i 1968. Senere blev de holdt på bl.a. Åkrogen og Ny Mølle. Vi var nu iklædt tøj fra tyverne og alle gjorde sig stor umage.
På generalforsamlingen i april 1971, trak Erik Valentin sig tilbage efter eget ønske, og jeg, Knud Erik Guldager valgtes som formand.
39
Vi gik ikke i små sko, når vi indbød til fest. Læs lige den menu og så til den pris. Det blev i øvrigt alle tiders fest. 40
Bladet har altid heddet VINTAGENYT lige fra det aller første nr. l, udgivet af et medlem der hedder Frankenfeldt og som ejede en vogn, der havde tilhørt Karen Blixen. Ja – ja, det med tilhørs forholdet var jo meget sjovt dengang. Vi kunne jo ikke vide at den 35 år senere ville indbringe en overpris af netop den grund. Det blev i øvrigt kun til dette ene nummer, der var spritduplikeret. Det næste blad der udkom, også som nr. 1, var i maj 1967 og nr. 2 kom i november 1967.
41
Disse to blade var meget fint bogtrykte, da et af Torès bestyrelses medlemmer var bogtrykker. Det var et langt mere seriøst blad, med bl.a. en del af oversættelsen af en Ford A instruktionsbog. Dengang var det ikke let at få en dansk. Der var forskellige prøvekørsler, genfortalt fra de originale motorjournalister. Undertegnede havde også skrevet en artikel om min ny erhvervede Ford T: ”Jeg – en Ford T ejer”. Dengang var der ikke så mange der havde en Ford T. Det næste blad udkom efter paladsrevolutionen, som nr. 5 (hvor er nr. 4?). Nu var bogtrykkeren forsvundet og vi måtte igen overgå til spritduplikering. Den omtalte ”Paladsrevolution” er i øvrigt den eneste vi har haft i de 50 år klubben har eksisteret. Det er der ikke mange, så gamle klubber der kan prale med og det synes jeg er rigtig godt klaret. Det tyder på, at alle bestyrelser lige siden, har bestræbt sig på altid kun at arbejde i medlemmernes interesse, og aldrig har været selviske. Her kan jeg vist roligt på alle medlemmers vegne indskyde en stor tak til alle bestyrelser gennem tiderne. 42
Her er det allerførste VINTAGENYT i den reetablerede klub. Det indeholder en reportage fra ”paladsrevolutionen” den 8. okt. samt en beretning om det nylig afholdte ”Ebeltoft-løb” og en fortsat oversættelse af Ford A instruktionsbog. 43
I 1969 udkommer bladet 5 gange. Et på 4 sider, tre på 8 sider og én gang på hele 16. Hovedet er nu det, der blev brugt gennem mange år. De første blade blev til under store anstrengelser. Det var ikke så meget det redaktionelle, for det brændte vi for at skrive, næ – det var mere det rent praktiske. Først købte vi stencils, dvs. specielle ark i A4 størrelse med en vokshinde. Når man skrev, slog skrivemaskinens bogstaver huller i voksen, som tryksværten fra duplikatoren så senere kunne trænge igennem og dermed give et aftryk af det skrevne på et almindeligt stykke papir. Det var ikke så heldigt hvis man slog forkert på skrivemaskinen, Så skulle det repareres med korrektur lak og tørre før man kunne skrive videre, men alt dette havde vi gjort før vi holdt bladmøde.
44
De færdige stencils lagde vi i en spritduplikator, ét af gangen. Vi lagde en dynge rene A4 ark i maskinen og drejede rundt på et håndtag, og ud kom de trykte ark. Når vi skiftede stencils skulle vi passe meget på ikke at få tryksværte på fingrene, for så kunne vi ikke røre ved de færdige ark uden at de blev snavsede. Nå – vi var som regel tre mand til at trykke. Det foregik om aftenen og vi havde travlt, for alle 80 blade skulle være færdige, så vi kunne nå at komme dem i postkassen inde på hovedbanegården inden kl. 12, idet vi satte en meget stor ære i at bladet altid var medlemmerne i hænde senest lørdagen før klubmødet om tirsdagen. - Jeg tror heller ikke at det svigtede én eneste gang. Når en trykning var kørt igennem, hængte vi den af tryksværte gennem vædede stencil op på en snor i lokalet til eventuel senere brug. Det hændte nemlig, at når vi skulle trykke den anden side, - på grund af travlhed eller måske også træthed, - kom til at vende bunken af allerede trykte ark, forkert i anden trykning, så det sidst trykte stod på hovedet. Nu skulle disse sider trykkes om og den allerede trykte stencil tages ned fra snoren og på maskinen igen. Når vi så endelig havde trykket færdigt, blev der en påtvunget pause, medens arkene tørrede. Den var kærkommen for så kunne vi få en velfortjent øl. 45
Nu skulle vi så i gang med at folde alle arkene til A5 størrelse. Var bladet på 16 sider, skulle vi folde 320 ark pr. håndkraft. Derefter skulle arkene samles, så der blev 80 hele blade. Dernæst skulle de heftes med hver to hefteklammer, så arkene hang sammen. Mandskabet i 1969–70 bestod af Wagner Hansen, Per Rosenkrantz og Knud Erik Guldager. Senere kom Kurt Borgkvist til. Wagner og K.E. var dem der kørte maskinen. Per skrev alle navne og adresser på kuverterne, for han havde, - stakkels mand, - den pæneste håndskrift. Nu skulle de kommes i kuverterne, og der skulle frimærker på. I begyndelsen slikkede vi på alle frimærkerne, så brugte vi underkopper med vådt toiletpapir, men senere fik vi skam rigtige frimærkefugtere. Det syntes vi alle tre var et dejligt arbejde, for nu var det jo igen lykkedes at lave et blad og vi var så godt som færdige. Vi syntes altid selv, at det hver gang blev til et smukt lille blad. Senere fik vi skam råd til at få rigtig frankeringsmaskine fra postvæsenet og en maskine, der - med en plade til hvert medlem, trykte navn og adresse, men da var vi også oppe på 3oo medlemmer. Nogle år senere havde vi fået os listet ind på trykkeriet på Aarhus Universitet, hvor Borgkvists kone Karin arbejdede, så der fik vi trykt bladet. Nu skulle der kun foldes og kommes i kuverter. 46
Vi kunne nu holde hyggelige, og ikke stressede ”bladmøder”, med koner. Det gik på skift og hvert hjem fik et beløb til noget godt smørrebrød, vand, øl og kaffe, så nu var det den rene svir i forhold til tidligere. Omkring 1971 fik jeg også en anden ide. Alle medlemmerne kunne få et plastic etui med et A4 ark i. Man skulle så isætte et billede af sin bil, gerne med et før og efter en evt. restaurering. Påføre data og bilens historie, hvis man havde den. Et ark til hvert køretøj. Efter at næsten at have ”tvangssolgt” ideen i 5–6 blade, og rent ud sagt rykket kraftigt, kom der gang i den. Arkene blev samlet i mapper og disse var med på alle klubmøder, hvor de blev studeret grundigt. – Måske eksisterer de endnu og vil i dag være endog yderst interessante. – Er der nogen i klubben der ved hvor de er? (Jeg mener at de nu findes på klubbens hjemmeside) Med på klubmøderne var der også mange veteranbil blade, som vi havde abonnement på. - Især fra USA.
47
KLUB MØDER. Bordene var opstillet i en stor hestesko facon. Bestyrelsen sad dengang i midten af ”hesteskoen” og helt i midten sad formanden som en vikingehøvding med sine hirdmænd. Så havde man et godt overblik over medlemmerne, og disse vidste, hvem de skulle rådføre sig med i klubspørgsmål. De gamle medlemmer sad nærmest bestyrelsen og de nyeste længst væk. Det lyder lidt mærkeligt i dag, men var meget naturligt dengang. Jeg husker tydeligt engang et lidt forsagt ungt og nyt medlem kom lidt sent og næsten alle pladser var optaget. Han gik søgende rundt og så, at der næsten helt oppe ved bestyrelsen var en tom stol. Forsigtigt satte han sig ned. De gamle medlemmer ved siden af så på ham, men sagde ikke noget. De vidste jo godt, at det var Mathiesens plads, men han var ikke kommet endnu. Mathiesen var en forhenværende slagtermester i halvfjerdserne. Stor og bred, udstyret med en bulderbasse stemme og et stort fuldskæg. - Pludselig lyder der en stor røst lige bag det nye medlem: SIDDER DU DER? - DET ER ELLERS MIN PLADS! – 48
Den nye mand røg naturligvis op, og alle grinede. Jeg fandt en plads til ham og vi satte os ned og snakkede om hans bil. Han blev beroliget, og han kom til klubmøderne mange gange, men det var en lidt barsk start han fik. Den kunne let have skræmt ham væk. Heinrich Mathiesen i fuldt ornat. Det er hans kone Jannie til venstre. - Hun kunne styre ham.
Heinrich Mathiesen Han var en mand der havde mod og myndighed til at sige sine meninger. På klubmøderne bestilte han altid en rugbrød med fedt og gammelost med sennep. For at 49
være sikker på at osten virkelig var gammel og meget stærk, sagde han altid til tjeneren: Den skal være så gammel og så stærk, at tænderne sidder løse i gummerne bagefter. Engang fortalte han mig at hans kone, efter et klubmøde, pludselig midt om natten sagde: - Heinrich! Enten er det tordenvejr, eller også skal du gå en tur i haven. – Mod vinden! Mathiesens havde i mange år en rød seks cylindret Chevrolet Cabriolet årgang 1931. Senere skiftede de den ud med en Ford V/8 Roadster årgang 1935. Det er en meget sjælden og en meget flot vogn. Se selv. De deltog i utallige løb respekterede og afholdte i klubben.
50
og
var
meget
Torben Bagger Torben Bagger sad ved siden af Mathiesen til klub møderne. De havde i begyndelsen begge Chevrolet biler. Baggers var en stor fire dørs vogn fra 1932. Det var noget så fint som en Sedan de Luxe. Den havde fire forkromede ventilationsklapper på hver side af motorhjælmen og reservehjul i skærmene. Alle dæk havde hvide dæksider og han kørte altid med to dannebrogsvimpler på forreste kofanger. Det så helt majestætisk ud, når den langsomt kom skridende gennem byen eller landskabet. Han kørte ikke vognen selv, da han ikke havde kørekort. Det havde han aldrig haft. Hans søn eller venner kørte for ham og hans kone Dagny var altid med. De boede i Odensegade og deltog også i mange løb. Han var ikke så brøsig af udseende som Mathiesen, men han havde bestemt sige egne meninger, som man ikke skulle gå for meget imod. Man kunne let få det indtryk, at han blev dødelig fornærmet, hvis 51
man protesterede mod hans meninger, men så skulle man blot begynde at trække lidt i land, så blev han igen den flinke og joviale mand han var til daglig. Mathiesen og Bagger var begge af en type mennesker man ikke møder så mange af i dag. Medens jeg skriver dette opdager jeg, at jeg faktisk savner deres måde at være på. De sagde altid deres ærlige mening, selvom mange af de omkringstående bestemt ikke var enige. Det kunne de slet ikke tage sig af. - De var konger i deres egne riger. Torben Bagger var handelsrejsende i varer til de store hoteller i Jylland. Han rejste altid med toget. Når han om morgenen stod på banegården og skulle med toget, gik han altid op foran for at se hvilket lokomotiv der trak toget netop den dag. Han fik så en sludder med lokomotivføreren, som han næsten alle sammen kendte og formanede dem om at køre ordentlig. Hans store interesse var de danske lokomotiver og han kendte også litra numrene på dem alle sammen. I hvert fald de som trak passagertogene og flere til. Han var særlig stolt af de lokomotiver der var bygget på Frichs fabrikkerne i Aarhus.
Aksel Sørensen og søn i Ormslev. I Ormslev boede Aksel Sørensen og hans søn Søren. De byggede i flere år på en Ford T Touring årgang 1923. 52
De havde ikke en hel bil, men samlede stumper alle vegne og efterhånden tog vognen da også form og kom ud at køre.
Her dog i en tidlig form før Touring modellen Medens de samlede stumper hørte vi, at en gammel hugger nede i Varde var død og at hans enke nu solgte ud af de utallige gamle stumper. Han havde været hugger siden engang i tyverne, så der burde være endog mange stumper til Ford T. Vi tog nu min store Ford Zephyr og drønede til Varde for at redde så mange stumper som muligt, før andre havde hørt om fundet. Der var mange ting til Ford T. Dynamoer, selvstartere, karburatorer udstødnings manifolder og masser af andre rare sager.
53
Pludselig opdagede vi, at der var et stort loft vi ikke havde set. Der var en trappe i hver ende og Søren og jeg blev enige om at vi skulle begynde i hver sin ende. Alle delene lå blot på gulvet. Hulter til bulter. Vi arbejdede os gennem dyngerne og nåede til sidst næsten hen til midten. - Pludselig får vi begge to øje på noget, der øjeblikkeligt får os at kaste os frem, - som to vilde rovdyr, der kaster sig over et bytte. Jeg tror næsten også at vi følte os som sådanne. Vi havde begge et vildt glimt i øjet.
”Fedemands rattet” Hvad var det så vi kastede os over? Det var et ”Fedemands rat”. Det lå lige midt på gulvet og vi fløj vandret ud i luften med vore arme fremstrakte for at nå rattet først. Vi tænkte slet ikke på, at der kunne være spidse og skarpe ting på gulvet, når vi landede. – Nej, vi ville bare have fat i det rat først. Søren fik fat i det først. Det drejede sig højst om sølle ti centimeter. Det var mærkeligt for jeg er født med ”gorilla arme”. Hos almindelige mennesker er det normalt at deres spændvidde med begge arme udstrakt - vandret til hver side - er den samme som deres højde. Jeg er imidlertid født med såkaldte ”Gorilla arme”, idet min spændvidde er hele sytten centimeter større end min højde, så jeg skulle i grunden have haft større mulighed for at nå rattet først, men nu blev det 54
altså Søren. I grunden havde ingen af os brug for rattet, for vi var jo ikke tykke, men det var jo sjovt at vise frem på løb. På en Ford og sædet, rattet, og svært ved,
T er der ikke ret megen plads mellem rattet så man skal nærmest vride sig ind bag det har især kraftigt byggede mennesker så derfor navnet ”Fedemands rat”.
Hvad er så et ”Fedemands rat”? - Det er et rat, hvor selve ratkransen kan udløses med en skydeknap, så den kan forskydes opad mod forruden. På den måde bliver der langt mere plads til at sætte sig bag rattet.
55
På den tid da Aksel Sørensen virkelig byggede på sin Ford T Touring. (Åben fem personers med kaleche) gik han meget op i det. Han tænkte næsten ikke på andet. En dag, da han var ude at køre i sin almindelige bil fik han sidst på dagen - lige før det blev mørkt - øje på en åben bil med kaleche. Den kørte på landevejen nogle hundrede meter foran ham. Han var helt sikker på det var en Ford T Touring, så han satte farten op. Han kunne ikke regne ud hvem det kunne være, for han vidste, at her på egnen var der kun min Ford T Touring kørende, men han syntes alligevel ikke at det lignede min. Selvom han havde sat farten op kom han imidlertid ikke ret meget tættere på kalechebilen, så han begyndte at køre alt hvad han kunne og kom nu nærmere og nærmere. Han undrede sig over, at en så gammel bil kunne køre så stærkt, indtil han kom så tæt på, at han kunne se, at det var en af militærets jeeps. Det er rigtigt, at i mørkningen ligner den grangiveligt en kalechevogn fra tyverne og da han ikke havde andet i hovedet, havde han været helt sikker på at det måtte være en sådan.
Jagten på de gamle biler Før i tiden kørte jeg tit ud med symaskiner til folk der havde ringet ind og spurgt om vi ville komme ud og demonstrere for dem. Måske ville de købe en. 56
Jeg kom langt omkring i oplandet. Når jeg så havde solgt maskinen, sagde jeg altid til folkene i huset: Jeg har hørt at der skulle stå en gammel bil her i nærheden. – Dette var nu ikke helt rigtigt, men de flinke mennesker undrede sig over, at der var noget de ikke vidste om deres egen hjemegn, så de lagde virkelig hovederne i blød og ransagede deres hukommelse. Det gav tit bonus og engang sagde en mand, at han godt nok ikke kendte til nogen gamle biler her på egnen, men der, hvor han kom fra, stod der en gammel Ford bil ude ved en gård han havde tjent på. Den var i hvert fald fra før 1930. - Se, så kunne det jo godt være en Ford T. Det var en lukket bil og den stod udenfor oppe på en gård i nærheden af byen Frederiks der ligger på vejen mellem Silkeborg og Skive. Jeg ville køre op for at finde bilen og se hvad det var for en model og jeg spurgte min fætter Thorkild om han ville med på en spændende ekspedition for at finde en gammel bil. - Det var lige noget han var med på. Min fætter og jeg havde lavet mange ting sammen før. Vi havde blandt andet kørt orienteringsløb på hans BMW motorcykel. Det var en R 25 fra 1953. Vi vandt mange pokaler og sølvplader til forskærmen. Jeg kørte og han fandt vejen. Han havde den sværeste opgave og jeg nød at drøne gennem landskabet, ofte på de særeste små veje gennem plantager og selvfølgelig næsten altid om natten. Engang var vi havnet på en lille 57
lysning midt inde i en stor granplantage. Der var ingen post til at stemple vores kort med. Vi skulle blot beskrive stedet og skrive det ned på kortet. Vi kunne ikke se, at der var noget særligt at beskrive, så vi beskrev meget nøje en stor myretue, der lå i kanten af lysningen. Det viste sig senere, at vi for en gangs skyld var kørt forkert og ikke havde fundet det rigtige sted. Men efter løbet og inden præmierne skulle deles ud havde de officials, der bedømte opgaverne det fornøjeligt med at læse vores beskrivelse af myretuen højt for alle deltagerne. Det skabte stor moro. Det viste sig at der lå en kirke på det sted, hvor vi skulle have været.
Her er vi ved at stemple under et orienteringsløb engang i 1956.
58
Her er nogen af de sølvplader vi vandt til forskærmen. Pokalerne har Thorkild. Nå – men Thorkild og jeg begav os en dag så ud for at finde omtalte gamle bil. Da vi kom til Frederiks gik vi ind på en servicestation for at spørge om vej det sidste stykke. Efter at tankbestyreren havde fortalt os vejen ud til gården, siger han pludselig til Thorkild: - Du er alvorlig syg! - Forbløffede stirrer vi på ham og han forklarer nu, at han er den kloge mand der på egnen og at der kommer mange mennesker og besøger ham for at få gode råd og helbredelse.
59
Jeg kan se i dine øjne, at du er alvorlig syg. - Ved du ikke det? – Nej, det vidste Thorkild da ikke noget om, så han ville gerne vide, hvad han fejlede. – Du har en kræftsygdom og du skal omgående søge læge, når du kommer hjem til Århus. Du skal forlange en stor undersøgelse på hospitalet. Det lovede, den jo noget rystede, Thorkild at gøre. Det viste sig så at undersøgelsen bekræftede, at han havde testikelkræft og han gik omgående i behandling for det, men den var ret fremskreden, så lægen rådede ham til at flytte til et varmere klima. Her ville han have en langt større chance for at få et langt liv, end hvis han blev i Danmark. Thorkild var resolut. Han solgte sit store installations firma og flyttede ned på Solkysten i Spanien og her har han boet siden og har det godt. Han er ved fuldt helbred på nær det, at han hele tiden skal holde sin sygdom under kontrol. Det var et stort held, at jeg havde spurgt Thorkild om han ville med lige netop på den tur, for ellers havde vi jo ikke truffet på den kloge mand i Frederiks, og hvem ved så hvor længe Thorkild havde gået med sin skjulte sygdom inden nogen havde opdaget den. - Skæbnen spiller mere ind end vi lægger mærke til i det daglige. Selvfølgelig bad jeg den kloge mand se ind i mine øjne for at se om jeg fejlede noget. – Det har jeg gjort. 60
Du fejler ikke noget, - sagde han kort. Vi kørte nu ud til gården og hvad fandt vi så? - En Ford A såmænd. - Som sædvanligt, vil jeg næsten sige. Det havde jeg nemlig prøvet flere gange før. Dem var der dengang nok af og denne var heller ikke i en særlig god stand, så den købte vi ikke.
Aksel i Storring. En anden gang havde jeg leveret en symaskine ude på Galten egnen. Jeg spurgte som sædvanligt om de viste hvor den gamle bil, jeg havde hørt om, kunne være henne. Efter en del gransken blev de enige om, at det vist kun kunne være smeden henne i Storring. Han hed Aksel Rasmussen og havde en åben to personers Ford fra 1932. - Jeg havde jo selv en Ford V/8 Roadster fra 1932, så jeg blev meget nysgerrig efter at se om det nu kunne være rigtigt, da denne model er yderst sjælden. Samme aften kørte jeg hen til smeden Aksel og hans samlever der hed Line. De var begge to flinke og livlige mennesker og jeg blev straks budt på en øl. Nu drikker jeg aldrig øl, når jeg er ude at køre, så Aksel kiggede lidt underligt på mig og spurgte så om jeg hellere ville have en sodavand. - Jeg ved ikke om det er noget jeg bilder mig ind, men jeg syntes at han sagde ”so-davand” på en lidt underlig langtrukken måde. - En mand der ikke kunne drikke en øl, var vist ikke en rigtigt mand i Aksels øjne. – Aksel holdt meget af øl. 61
Nå, men jeg fik mig hurtigt snakket ud af den lidt pinlige situation. Det viste sig at den vogn, - som han i øvrigt lige var blevet færdig med, var med en firecylindret motor og var en Ford model B. Det var ikke en Roadster, men en Cabriolet. Det vil sige, at den har ruder i dørene, der kan rulles op og ned. En Roadster har ingen ruder i dørene, men kanvas sidestykker der kan påsættes. I sidestykkerne er der isyede celluloid ruder. Han var lidt træt af at være landsbysmed, men han havde arvet smedjen efter sin far. Han ville langt hellere lave gamle veteranbiler for folk, så da jeg havde fortalt ham, at jeg var formand for en veteranbil klub aftalte vi, at jeg skulle omtale ham på de næste møder og opfordre folk til at komme ud og få et tilbud, hvis der var noget på deres veteranbil de ikke selv kunne ordne. Jeg ved ikke om der var andre i klubben der havde haft kontakt med ham før. Jeg tror det ikke. Med tiden voksede hans forretning til at omfatte et kæmpe reservedelslager af stumper til veteranbiler. Han kørte rundt til alle de store bilfirmaer, når de skulle have ryddet ud i deres gamle reservedele eller lukkede. Han kørte lastbillæs efter lastbillæs hjem til Storring. Han
ansatte
et
par
folk 62
til
at
hjælpe
sig
og
restaurerede mange veteranbiler på sit værksted. Min Roadster har fået svejset sit karosseri derude. Dengang havde jeg endnu ikke lært at svejse.
Dyrlægens bil i Ørting. En dag blev jeg ringet op at et medlem der fortalte, at han havde set resterne af en bil ligesom min Ford Roadster hos en hugger nede i Odder. Det lød jo utroligt, for den model var der ikke solgt mange af i Danmark. Jeg skulle skynde mig fortalte han, for denne hugger, havde orden i tingene og resterne blev skåret op i løbet af 2-3 dage og han lukkede og låste pladsen hver dag kl. 16.3o. Omgående kørte jeg derned, for i den slags sager gælder det altid om at slippe, hvad man har i hænderne og komme af sted. Da jeg kom derned og kom ind på pladsen fandt jeg hurtigt bilen. Men nu vil jeg hellere direkte afskrive artiklen om bilen, sådan som jeg beskrev hele historien i VINTAGENYT nr. 85 i maj 1976: - På hovedet, ovenpå de sørgelige rester af en VW Transporter, lå så de endnu mere sørgelige rester af en Ford Roadster. At det ikke var en 1932 årgang kunne jeg hurtigt se, men om det var en 1935 eller en 1936 var meget svært at bedømme ud fra resterne. Der var 63
nemlig kun bagenden, torpedostykket, chassisrammen og kofangerne tilbage. Absolut intet andet. Altså hverken døre eller bagklap, motor, køler, for- eller bagtøj, gearkasse, styretøj eller sæder, men heller ikke – hvad jeg blev mest ked af – instrumentbrættet og forruderammen. Disse dele er nemlig meget forskellige på en lukket model og en Roadster. Hvor skulle jeg finde sådanne ting til en 1935–36 Roadster? Der blev jo ikke lavet så mange af disse modeller i de årgange. 1936 var det sidste år hvor Ford lavede Roadster modeller, hvor forruden kan lægges ned og hvor der ikke er ruder i dørene.
Jeg stod længe og studerede resterne og kunne ikke rigtig bestemme mig. Hvis det var en 1935 model, havde jeg ikke rigtig lyst til at gå i gang med det kæmpemæssige restaurerings arbejde, der uvægerligt 64
skulle til og desuden havde vi jo her i klubben en sådan model i forvejen, nemlig Mathiesens. Var det derimod en 1936 model, havde jeg stor lyst, da jeg har et vist forhold til netop denne årgang. Det var nemlig den første vogn jeg som 12 årig kørte over lange strækninger, på de dengang næsten øde vestjyske biveje. Dog havde jeg min far siddende ved siden af og når vi endelig mødte en modkørende vogn, lænede han sig over og tog rattet, så det så ud som om det var ham der kørte. Imens lå jeg ned på forsædet. Det fungerede fint, men hårene kan nu rejse sig på hovedet af mig ved tanken om, at nogen skulle tage ved lære af dette i nutidens trafik. Min egen søn på 16 år (nu 53) har endnu ikke haft rattet i hænderne på offentlig vej. Nå, imidlertid måtte jeg bestemme mig med det samme, da resterne ellers ville blive skåret op, men det gjorde det ikke nemmere at beslutte mig, ved tanken om det store psykologiske arbejde der måtte til for at overbevise min kone om, at det vrag, der nu blev læsset af på fortovet, ville genopstå som den smukke vogn, jeg viste hende i Fords flotte katalog. Imidlertid måtte prisen på 150 kroner absolut være en formildende omstændighed.
65
Det sidste trøstede jeg mig med og aftalte med produkthandleren, at han skulle levere vognresterne på min bopæl et par dage efter. Jeg pålagde ham, at han fra samme sekund skulle behandle resterne som var de lavet af det pureste krystal. – Dette tog han så bogstaveligt, at han afleverede den i nøjagtig samme stilling, som jeg havde set den i – nemlig på hovedet. Det vil igen sige, at han også havde transporteret den på hovedet, og det var jo ikke lige det jeg havde ment. Jeg vendte den omgående om, også af hensyn til mine naboers eventuelle svedne grin. Jeg ventede nu spændt på familiens udtalelser, men de har åbenbart en fantastisk tiltro til mine restaureringsevner, eller også har de tænkt: Herregud – noget skal han jo have at more sig med! Næste weekend tog jeg så karosseridelene af chassis rammen, ledsaget af de tvivlende kommentarer fra naboer, genboer og andet godtfolk, der havde lagt søndags-spadsereturen den vej rundt, efter at børnene 66
havde fortalt derhjemme, at nu havde veteranbilmanden igen fået en gammel bil hjem.
ham
Det hele blev stuvet af vejen under tag og jeg havde fundet pladen med type og chassis nummer. Det var lykkeligvis en 1936 model. Jeg begyndte nu at lede efter resterne af vognen, - hvis der da var nogle sådanne, samt en Sedan i god stand, så jeg fra denne kunne få en forende og en undervogn. Jeg havde selvfølgelig spurgt huggeren om, hvor han havde hentet vraget. Det ville han imidlertid ikke oplyse, da han havde lovet den tidligere ejer at hemmeligholde dennes adresse, da vedkommende ikke gad, at have nogen rendende. Jeg forklarede at jeg jo gerne ville restaurere vognen, men for at dette skulle have en chance for at lykkes, måtte jeg have så mange af de originale dele til dette sjældne Roadster karosseri som muligt. Jeg forklarede om min normale metode til at finde gamle biler, nemlig ved at spørge mine kunder, når jeg kom rundt i oplandet, hvor de gamle biler på egnen stod. Når jeg besøgte den tidligere ejer ville jeg lade som om jeg havde hørt om bilen på den måde. Jeg lovede på det ærligste, at jeg ikke ville nævne, at jeg allerede havde fundet noget af bilen hos huggeren. Han var en fornuftig mand der godt kunne forstå mit problem og til sidst fik jeg adressen. Han fortalte også at han kun 67
havde fundet det jeg her så. Resten havde gårdmanden fortalt, at han havde smidt i et affaldshul langt oppe på marken og der kunne huggeren ikke hente det, da hans vogn ville synke i på de mange pløjemarker mellem vejen og hullet. Men her skulle resterne af vognen altså være at finde. Jeg takkede og lovede at holde min mund lukket med syv segl. Vognen havde været dyrlægens i Ørting. Det vidste mange mennesker. Han havde kørt rundt på egnen og besøgt gårdene i mange år. Næste søndag mobiliserede jeg så nogle familiemedlemmer til at tage med derned for den spændende turs skyld og dem fik jeg senere uventet stor gavn af, til at hjælpe med at slæbe de mange rester tværs over de frosne pløjemarker, der var mellem hullet og vejen. Havde de vidst det, var de måske blevet hjemme. Vi fandt ret let gården. Gårdejeren og hans søn gik og arbejdede med at støbe cement ovre i svinestalden. Jeg gik rask ind og sagde, at jeg havde hørt de ejede dyrlægens Ford og at jeg samlede på gamle biler og måske gerne ville købe den. De så lidt forskrækkede ud over at se alle de fremmede folk, der pludselig stod i deres svinestald uden at have meldt deres ankomst. De forstod vist heller ikke alt i min hurtige talestrøm, Så de benægtede ethvert kendskab til vognen. Det var vist det mest sikre. - De kendte os jo ikke. 68
Jeg sagde igen at jeg helt sikkert havde hørt, at hans svigerfar var den nu afdøde dyrlæge i Ørting og at folk sagde, at de havde arvet hans gamle vogn. Jeg begyndte også at forklare lidt om min hobby og om, hvor svært det tit var at finde en bil og bagefter at finde alle de rigtige stumper til den. Det tog altid lang tid og var også ret dyrt. Derefter sagde gårdejeren pludseligt, at det var rigtigt at de havde arvet hans svigerfars Ford, men at den nu var smidt væk og resten solgt som gammelt jern til en jernhandler inde i Odder. - Jeg sagde, at det var jeg ked af at høre, for jeg havde hørt at de havde vognen stående endnu og spurgte så om hvordan den havde set ud. De beskrev den nu og jeg sagde, - (nu havde de jo selv nævnt jernhandelen i Odder) - at jeg - da jeg for nylig besøgte en jernhandel inde i Odder - havde set resterne af en bil der godt kunne ligne deres, men det kunne det vel ikke være, for der var næsten ingenting tilbage og at det ville blive svært og dyrt at finde de manglende stumper. - Herefter spurgte han mig meget hurtigt om, hvor meget jeg ville give for resterne? - Da blev jeg glad, for så havde han jo mere. Nu måtte jeg så lige forklare ham, at det i sidste ende måske ville komme til at koste 50 tusinde kroner (1976 kroner) at restaurere en sådan vogn i den tilstand den var i og at den, når den var færdig, måske kun ville kunne indbringe 30 tusinde kroner. Vi gjorde det for 69
hobbyens skyld og hobby er jo som bekendt ikke altid rentabel. Derved blev han heldigvis overbevist om, at det ikke kunne gå at forlange noget for de stumper han alligevel havde smidt væk og som nu lå i et affaldshul langt oppe på marken. - Men hvor var det affaldshul så? - spurgte jeg ham om. Vi gik udenfor og om bag gården. Han pegede langt ud over markerne og sagde: - Kan du se den busk derude? - Der var flere buske og jeg var ikke helt sikkert på, hvilken busk han mente. Medens vi stod der og kiggede ud over markerne kom en ensom måge flyvende. – Jeg sagde til ham: - Kan du se den måge der? – Jo, det kunne han da godt. – Når den kommer længere over og er lige over den busk du mener, skal du sige til. - Vi stod og ventede på den lidt langsomt flyvende måge. Den gav sig åbenbart god tid. Den kendte jo ikke noget til den rolle vi havde tildelt den. Pludselig råber gårdmanden: - Det er den busk der. Når du fortsætter i en lige linje mellem gården og busken og fortsætter op over pløjemarkerne, kommer du til sidst til en lille gammel grusgrav. Den bruger vi til at smide de ting ned i, som vi ikke skal bruge længere. Dernede ligger alle resterne. - Det lød jo ikke ligefrem forjættende, for den slags affaldshuller var som regel fyldt med vand om vinteren og der var sikkert nu også et tommetykt lag is på. 70
Vi sagde, at vi nu ville gå op og finde alt det vi kunne og så komme forbi med bilen på vejen hjem, for at vise ham det vi havde fundet. Gårdejeren grinede og kiggede på min vogn, der var en Ford Taunus Coupé af nyere årgang. Han sagde, at i den vogn kunne jeg ikke engang have det halve, men når jeg nu kom tilbage kunne det jo være, at han havde fundet noget mere inde i sin vognport. Jeg studsede lidt. Det hele lød jo bedre og bedre. - Vi kørte lidt ud ad en markvej for at komme tættere på hullet. Vi vadede i en strid og iskold februar blæst hen ad de stivfrosne plovfurer, og op over markerne til hullet. Vi kiggede spændt derned. – I begyndelsen så der slet ikke ud til at være ret meget, men efter at have flyttet nogle fældede hyldetræer og et helt læs marksten, kom tingene til syne. Jeg mindedes mine dage som amatørarkæolog. Den ene gode ting efter den anden dukkede frem. Frit fremme lå forskærmene og kølergitteret, bagklappen og trinbrædderne. Så var de dele da hjemme. Men hvor var det helt specielle instrumentbræt? Det kunne vi ikke finde, så det måtte ligge nede i vandet under isen. - Skulle vi vente til foråret, når det blev varmere og der ingen is var?
71
Se den rustne plade til højre på trærammen. Det er den ene fordør. Dan havde været brugt til låge i hønsegården. (Vandalisme i mine øjne) 72
- Nej, så langt rakte min tålmodighed slet ikke. Jeg tog først nogle store marksten og slog hul på den ganske rigtig tommetykke is. Dernæst tog jeg - trods den bidende kulde – mine sko og strømper af. Jeg smøgede mine bukseben så langt op jeg kunne og vadede forsigtigt ud i det iskolde vand. Jeg var nødt til at være forsigtig, da der jo lå alting i det vandhul, også glasskår og gamle flasker. Jeg rodede i blinde rundt på bunden og når jeg kunne mærke noget af metal tog jeg det op. Jeg fandt flere småting der hørte til vognen og til sidst, - da mine ben for længst var helt følelsesløse - fandt jeg instrumentbrættet. Da blev jeg så glad og glemte fuldstændig mine frosne ben. Vi havde også fundet motorhjelmen, indkapslingen til reservehjulet bagpå og dørene, hvoraf den ene havde været brugt til låge i hønsegården ganske vist, men den var der dog. Dørene i en Roadster er nemlig langt mindre end i de lukkede vogne. Lykkelige lagde vi det hele frem oppe på marken og vi måtte gå to gange før alt var slæbt ned til bilen.
73
Mine hjælpere på vej tilbage til bilen med delene. Se det sjældne instrumentbræt på jorden. Det er det lidt rustne aflange stykke med hullerne. Hjælperne hedder Steen – Robert – Jette – Finn. Vi fik lavet et helt lille bjerg bag ved bilen og jeg vil indrømme, at jeg blev lidt betænkelig ved tanken om, at alt dette skulle være nede i bagagerummet. Det så mildest talt umuligt ud. - Men pludselig kom familien mig til hjælp, idet de sagde, at nu kunne jeg da vel for pokker se, at gårdejeren havde ret. – Det var da komplet umuligt at have den kæmpedynge i den vogn.
74
Nu er udtrykket ”umuligt” næsten noget det mest provokerende man kan sige til mig, så jeg begyndte straks sammenbidt at proppe. Først motorhjælmen nederst, så den ragede et stykke ud. Så forskærmene med det forreste krummende bagud og op, så de dannede et gab over til bagageklappen og derefter hele resten ned i gabet. - Det gik med lidt stædighed og god vilje.
Vi måtte imidlertid bakke hele vejen tilbage til gården ad den smalle og opkørte frosne markvej. Med det læs var der ikke plads til at vende og husk på, at vi også var hele fem personer inde i bilen. Jeg kunne jo heller ikke se noget bagud for kæmpelæsset, men måtte bakke den lange vej efter sidespejlene. Jeg kan huske, at det var rigtig træls, og ønskede at jeg havde vendt bilen før jeg læssede på. Bunden af bilen skrabte flere 75
gange mod den frosne jord. Men så langt havde jeg i min ivrighed ikke tænkt, men havde brugt al min opmærksomhed på at få det hele til at være i bilen på én gang. Skulle jeg køre to gang var jeg nemlig også nervøs for, at når gårdejeren så alle delene - og han kunne se, at alle julelysene stod tændte i øjnene på mig, - ville gå hen og blive grådig og alligevel forlange penge for stumperne. Den bekymring viste sig at være ubegrundet, for da vi kom tilbage til gården tog gårdejeren mig med ind i vognporten og spurgte om vi også kunne bruge disse ting, som han havde fundet frem i mellemtiden? - Om vi kunne? – Her stod nemlig den meget sjældne forruderamme, bagruderammen der havde siddet i kalechen og sidestykkerne med celluloidruder til dørene. Alt næsten som nyt. Det ene horn var der også, samt mange andre mindre ting. Jeg spurgte ham, om han også havde papirerne. – Jo det havde han da sikkert derinde et eller andet sted, men dem ville det tage for lang tid at finde nu, men jeg var da velkommen til at komme igen en anden gang og imens ville han og sønnen så lede efter flere dele og papirerne. Jeg havde spurgt hvor motor og gearkasse var henne. Disse to ting havde været i en virkelig fin tilstand, så dem havde gårdejeren forlangt ekstra for hos huggeren. Men denne ville kun betale gammeljerns pris og det var 76
gårdejeren blevet lidt stødt over og så skulle jernhandleren i hvert fald også kun have noget gammelt jern, så han tog en stor muggert og smadrede alle støbejerns delene på motor og gearkasse, så de var totalt ubrugelige. - Dette havde jeg svært ved at tilgive gårdejeren, men måtte i dette øjeblik jo holde gode miner til slet spil, da det ellers let kunne have ødelagt hele sagen, hvis jeg gav udtryk for min forargelse. Hvor skulle vi nu anbringe de sidste dele. De var så værdifulde, at jeg ikke ville forsøge at have dem bagi. De tre mindste måtte sætte sig ind på bagsædet. Jeg placerede forruderammen vandret på tværs hen over deres ben. Ovenpå den anbragte jeg så de andre dele, som de så måtte sidde og holde på. De sad nu godt fast i sæderne og tog det forbavsende pænt i forhold til, at jeg blot havde lovet dem en spændende søndagstur inden vi startede. Jeg tror nu nok, at denne tur langt oversteg deres forventninger, selvom de burde kende mig. Men de fik da også en oplevelse de sent glemmer. Det blæste meget den dag og på grund af den meget dårlige vægtfordeling, var der næsten ingen styring på forhjulene, da langt det meste af vægten lå på baghjulene. Trods det, at vi sad to store voksne på forsædet og bilen havde en sekscylindret motor, var der tidspunkter, - når et stormstød tog i læsset i bagagerummet, - at jeg følte, at jeg ikke rigtig havde fuld kontrol over styringen. Jeg kunne mærke at engang 77
imellem rørte forhjulene kun ganske let ved asfalten.
Vi skulle køre lige midt ind igennem Odder og politistationen ligger med frit udsyn til et større lyskryds, hvor vi måske skulle standse. Det var jeg lidt nervøs ved, for enhver kunne se, at den bil i hvert fald havde et gevaldigt overlæs og hvis vi blev standset tror jeg for en gangs skyld ikke, jeg kunne have snakket mig ud af det. Da jeg besøgte gårdejeren 14 dage efter havde han fundet papirerne og de to forlygter samt kølerlegemet, men nu forlangte han penge for disse dele. Vi drak kaffe og jeg fik papirerne. Delene havde jeg nu ikke længere brug for, forklarede jeg ham, da jeg i mellem tiden havde købt en komplet tidligere rustvogn. – Altså ikke en rusten vogn, men en begravelsesvogn forstås. Jeg købte den på et klubmøde af et medlem fra Herning der hed Mortensen. Han havde en Ford T Speedster han selv havde bygget af Ford T stumper. Det var en meget åben model. Helt uden beskyttelse for vind og vejr. Der var kun en motorhjelm og et stykke torpedo med instrumenter. To sæder, en stor rund benzintank og et par reservehjul bagpå. Den kørte han mange løb med uden at klage over hverken kulde, regn eller blæst og han var dog en mand oppe i årene. Jeg købte rustvognen for kr. 1800. Den stod ude hos 78
en hugger i Galten. Der havde Mortensen selv købt den nogle år før for kr. 1000. Den var i god stand og den havde alle de dele der skulle til for at få min Roadster komplet. Den var selv kørt ind i den udbygning, hvor den nu stod tørt og godt, men den var lukket inde af gamle jerndynger på gårdspladsen. Jernhandleren ville ringe, når der var ryddet op og bilen kunne komme ud. Jeg kørte af og til ud til ham og så til bilen og for at holde ham til ilden.
Rustvognen. Fuldstændig original og komplet. Selv det lille kors på forreste kofanger var der endnu. Hele historien om 1936 Roadsteren og rustvognen fortsætter nu ad underlige veje, som ingen kunne have forudset. Restaureringen af Roadsteren ville jeg ikke begynde på 79
før jeg havde fået rustvognen hjem. Jernhandleren i Galten ringede ikke de næste par år.
Ford V/8 Roadster 1936, som den så ud fra ny. Det var dette billede jeg viste min kone, da hun så vraget på side 66 ligge på fortovet, medens jeg med strålende øjne fortalte, at sådan ville det - der lå der - også komme til at se ud, når jeg var færdig med restaureringen. – Ak ja, - veterankoner skal somme tider have stor tiltro til deres mænd, og er man heldig har man netop en sådan kone. Endelig ringede han en dag og sagde, at nu skulle jeg komme i Påsken og hente bilen. Det kunne jeg imidlertid ikke. - Der var ikke noget jeg hellere ville, men jeg skulle på ferie på Mallorca netop i Påsken, så det kunne jeg ikke, men vi aftalte så, at jeg skulle komme derud engang indenfor den nærmeste fremtid, når jeg kom hjem. 80
I mellem tiden havde jeg fået andre veteranbil planer og jeg valgte at lade en anden få ”chancen” for at få en bil ud af de to emner. Jeg solgte bilen til en mand i Viborg, og han kom og hentede alle stumperne. Vi aftalte også at han skulle købe rustvognen i Galten. En søndag formiddag mødtes vi så i Galten. De var fire mand og havde en stor ladvogn med til at transportere rustvognen hjem på. Vi gik ind til jernhandleren og ringede på og fortalte, at vi kom for at hente min bil. Han kiggede forskrækket på os fem mænd, der pludselig stod uden for hans dør. - Jeg kunne se at han var bange og at der var noget galt. Han fortalte nu, at den vogn havde han skam ikke mere, for da jeg ikke kom og hentede den i Påsken havde han solgt den til en mand i Herning. - Jeg protesterede og sagde, at nu havde jeg rykket for at kunne hente den i flere år og at det var for dårligt, at han så bare solgte den, fordi jeg var forhindret i at hente den, da han endelig ringede. Men der var ikke noget at gøre. Vognen var væk og navnet på manden i Herning var det ham af gode grunde komplet umuligt at huske. Vi måtte alle gå hver til sit med uforurettet sag. Senere skrev han til mig og tilbød at betale de 1000 kr. han havde fået af Mortensen tilbage, men da var jeg så skuffet over hans rådne moral, at jeg aldrig svarede på hans henvendelse, for 81
hvis jeg tog imod pengene, ville det sige, at jeg legitimerede hans usle moral, og den glæde skulle han ikke have. - Så hellere tabe pengene. Nu kunne denne sorte sky hænge over hans hoved resten af hans dage. - Men det er også den eneste gang jeg har tabt penge på en veteranbil. Manden i Herning havde dyrlægens bil et stykke tid, men opgav så og solgte den til en mand i Sunds. Han sandblæste stumperne og karosseriresterne og grundede dem. Han opgav dog også og solgte dem til en svensker.
Jagten på de sidste rester. Nu fortsætter historien igen på en lidt utrolig måde. En dag i august 1997 blev jeg ringet op af svenskeren. Han havde fået fortalt, at det var mig der havde fundet Roadsteren i sin tid i 1975. Han ville gerne ned og fotografere gården, hvor den var blevet fundet og tale med folkene der, hvis de da var levende endnu. Vi aftalte at mødes for at køre ned og se om jeg kunne genfinde gården. Han kom kørende i en ombygget Ford fra først i 50’erne.
82
Svenskerens ombyggede Ford med en stor V/8 motor. En såkaldt ”Raggar” bil. Vi kørte mod Ørting. Nu var det lige 22 år siden jeg havde været dernede og jeg havde kun været der to gange. Jeg havde nu mildest svært ved at finde stedet, da meget var lavet om og forandret på egnen. Vi kørte rundt i området på må og få. Vi havde ikke engang navnet på gårdejeren, men kunne blot spørge efter dyrlægens familie, hvis der da var nogen der kunne huske dem. Det var der ikke. - Slet ikke. Svenskeren blev lidt modløs. Han havde jo kørt langt og var nu ved at opgive. Den store motor havde brugt en masse benzin.
83
Pludselig fik jeg en skør ide. - At opgive har jeg nemlig altid haft svært ved. - Jeg sagde til ham, at nu kører vi til den nærmeste landsby, så finder vi et gammelt hus med gammeldags gardiner og med porcelæns- og messingurtepotter i vinduerne. Der bor der helt sikkert gamle folk der kan huske dyrlægen. Som sagt så gjort. Vi fandt et lavt gammelt hus med de helt rigtige gamle gardiner og urtepotter i vinduerne. Det lå i et vejkryds i en landsby der hed Fensten. Den lave fordør stod åben og der var en dør ind til stuen lige indenfor til højre. - Den stod også på klem.
I dette gamle hus i Fensten ved Odder boede den gamle mand, der var fætter til dyrlægens svigersøn. Jeg bankede på og der lød et kort: - Kom - indefra 84
stuen. - Jeg åbnede den lave dør helt og trådte lige inden for. Her sad der i en lænestol ved det første vindue en meget gammel mand og læste i en avis. Han holdt den meget højt af hensyn til lyset fra vinduet og sænkede den kun lige så meget, at han kunne kigge hen over den øverste kant af brillerne. Jeg forklarede nu, at vi ledte efter dyrlægens familie, da vi havde købt den gamle Ford, som han havde brugt i sin praksis i sin tid. Vi ville gerne vide lidt mere om bilens historie. Medens jeg havde talt, havde den gamle mand ikke sagt ét ord siden han sagde - Kom. Nu sænkede han avisen helt og sagde: – ”Der war I da swær heldi´, for a´ ær nemli famili. - A´ ær a fætter te a dyrlæge si’ svigersøn. - Men I ka it få gården å sie, for den ær bræn.” Det blev vi jo kede af at høre, men fandt så ud af at han havde misforstået os og at det var dyrlægens gård der var brændt. Vi spurgte så om han vidste hvor svigersønnens gård lå, for det var der vi havde fundet bilen. – Jamen han bor ikke på gården længere. Ham og konen bor inde i Odder, men han vidste ikke hvor. Det var en skam sagde vi, for vi ville så gerne have talt med familien. – Jamen så kan I jo bare tale med sønnen. - Han bor jo ude på gården nu. 85
Nu blev vi glade igen, for sønnen havde også været tilstede dengang i 1975, da vi hentede stumperne i min Ford Coupé. Vi fik fortalt vejen og fandt da også ret hurtigt gården, for jeg kunne genkende den, da jeg så den på nogen afstand. Vi gik ind og hilste og svenskeren tog en masse billeder og optog en masse videofilm med gården og sønnens forklaringer om hans morfars bil. Pludselig siger han: - Jeg har da for resten noget liggende til den endnu. - Vil I ikke se det? – Det ville vi jo gerne og vi fulgtes ad ud til et af udhusene. Fra et hjørne fremdrog han nu det originale kølerelement i en meget fin stand, samt de to forlygter, der ganske vist engang i 50’erne var blevet forsynet med ”sealet beam” så de gav et bedre lys, men han mente da, at hans gamle far inde i Odder endnu gemte de originale lygteglas nede i kælderen. Det var også tre–fire andre ting til bilen han havde haft gemt i alle årene. Han og svenskeren tingede lidt om prisen og det endte med at han købte det hele for kr. 200. Jeg sagde ikke noget, men jeg syntes at det var alt for billigt, når man tænker på, at han trofast havde gemt delene i alle de år. Måske i håb om at jeg alligevel manglede dem og kom for at købe dem en dag og det gjorde jeg jo faktisk også, selvom det nu ikke længere var til mig selv. Jeg kom til at tænke på at sønnens far og mor inde i 86
Odder måske havde et fotoalbum liggende med billeder fra dengang bilen kørte. Gamle folk gemmer altid sådanne fotoalbum. Det gør jeg jo selv og det er derfor, at jeg kan finde så mange autentiske billeder til denne beretning. Vi spurgte om forældrenes adresse inde i Odder og bad sønnen ringe for at spørge, om vi måtte komme og besøge dem. Han fortalte at de garanteret ikke var hjemme nu, for om søndagen var de altid ude på kirkegården her først på eftermiddagen. Han skulle imidlertid til byen med sin egen søn der skulle til en rockkoncert og derfor skulle køres til toget i Odder. Han ville på vejen derind køre forbi kirkegården og tale med sine forældre der. Vi kunne så bare køre bagefter. Da vi kom til kirkegården havde de allerede forladt den igen og var taget hjem. Vi fik adressen og måtte nu klare os selv og tale med forældrene, når vi kom frem. Vi fandt adressen og gik ind og bankede på. En meget venlig ældre dame åbnede døren og da jeg havde forklaret vores ærinde bød hun os indenfor. Hun ville da gerne fortælle lidt om hendes fars bil. Jeg spurgte om hun havde nogle billeder af bilen. Det mente hun ikke de havde, men jeg måtte da gerne se fotoalbummerne fra den tid. Dem hentede hun. Der var billeder af en vogn fra 20’verne som hendes far havde haft før Ford’en, men der var ganske rigtigt ingen af V/8’en. 87
Pludselig rejste hun sig og gik op på loftet. Efter et stykke tid kom hun ned igen. Med sig i hånden havde hun den originale instruktionsbog og hvad der ellers havde ligget i handskerummet, da de tømte bilen. Svenskeren havde et stort problem med kalechen. Vognen var samlet i Danmark og havde ikke samme kalechestativ som de amerikanske, og han havde aldrig kunnet finde et nærbillede af kalechen og da slet ikke af stativet. Nu viste det sig, at der imellem papirerne også var en speciel brugsanvisning for kalechen med mange billeder i. Den beskrev nøje, hvordan man skulle slå kalechen op og ned. Nu var svenskeren ikke en af dem der farer op og fægter med armene i en situation som denne, men man kunne tydelig mærke, at han følte det som lidt af et mirakel. Han var påfaldende tavs, medens han andægtigt bladede i brugsanvisningen. Vi spurgte nu manden om det var rigtigt at han havde lygteglassene nede i kælderen. – Jeg har kun det ene, sagde han. Jeg bruger det til askebæger. Det andet faldt engang på gulvet og gik i stykker. Vi fik så det sidste lygteglas, sagde pænt farvel og tak og kørte hjem til Århus.
88
Prøv engang at tænke hele denne historie igennem og tænk på, hvor mange rene tilfældigheder der har spillet ind, lige fra ham der tilfældig opdagede vraget af bilen i Odder og det var kun fordi den lå så højt i dyngen, at man kunne se den ude fra gaden. Havde den ligget længere nede havde den været skåret op få dage efter og hele denne lange historie var slet ikke blevet til noget og bilen ville ikke være genopstået. Jeg tror nemlig at svenskeren nok skal få den færdig. Det er nu femten år siden han besøgte mig, men jeg har dog ikke senere hørt noget fra ham. Måske er den allerede ude at køre. Rustvognen har jeg heller aldrig hørt om siden der er blevet af den ved jeg ikke, selvom jeg en ide om hvem der købte den. Jeg tror vedkommende har været i god tro og at jernhandleren i Galten der var en slyngel.
og hvad nok har dog at det er
Dette var historien om dyrlægens Ford V/8 Roadster fra 1936. At have veterankøretøjer kan godt være en spændende hobby og den bringer mange gode oplevelser med sig. Nogle af de mest spændende vil jeg skrive om i en efterfølgende bog.
89
Der er blandt andet historierne om: Den store Ford V/8 Sedan 1938 fra Ålborg. Den blå Chevrolet 1933 fra Hammel. Den flotte Oldsmobile Sedan 1938. Fundet og den vanskelige restaurering af min BMW R 35 motorcykel fra 1938. (Disse historier er nu skrevet og findes i: VETERANMINDER II) Hele historien om min Wanderer bil fra 1921. Den komplette historie om fundet og den store restaurering af min Ford V/8 Roadster fra 1932. Der er nok at skrive om og jeg glæder mig allerede til at skrive disse historier, som ikke er historier, men sandfærdige beretninger. Januar 2006 Genredigeret i februar 2013
Knud Erik Guldager 90
MINE BILER I 1970’erne
Ford T Touring 1926.
Ford V/8 Roadster 1932. Ford Taunus GT Coupé 1971 91