Den ildfulde muse

Legepladsen

Som barn i Sydafrika lærte Elon Musk smerten at kende og lærte også at overleve den.

I en alder af tolv blev han sat op i en bus og kørt ud til en overlevelseslejr i vildnisset, der var kendt som en veldskool. “Det var en paramilitær udgave af Fluernes herre,” husker han. Børnene fik kun små rationer mad og vand, som de havde lov til – for ikke at sige blev opmuntret til – at kæmpe om. “Mobning blev anset for en dyd,” siger hans lillebror Kimbal. De store drenge lærte hurtigt at tæve de små og tage deres ting. Den lille og akavede Elon fik tæv to gange. Han endte med at tabe sig fem kilo.

Hen imod slutningen af den første uge blev drengene delt op i to hold og fik besked på at angribe hinanden. “Det var fuldstændig vanvittigt og ikke til at forstå,” mindes Musk. Nogle år døde en af drengene. Lærerne fortalte historier om det til skræk og advarsel. “Lad være med at være lige så dumme som ham den taber, der døde i fjor,” sagde de. “Lad være med at være en svag og dum taber.”

Da Elon kom på veldskool for anden gang, var han knap seksten år gammel. Han var blevet meget større, skudt op til over en meter og firs med en krop som en bjørn og havde også fået lært sig en smule judo. Veldskool var ikke længere helt så slemt. “Det gik op for mig, at hvis nogen mobbede mig, kunne jeg bare slå dem meget hårdt på næsen, så gjorde de det ikke igen. De ville muligvis tæve mig sønder og sammen, men hvis jeg først havde slået dem hårdt på næsen, holdt de op med at komme efter mig.”

Sydafrika i 1980’erne var præget af vold med hyppige maskingeværangreb og knivdrab. En dag stod Elon og Kimbal af toget på vej til en koncert med antiapartheid-musik og måtte gå gennem en blodpøl ved siden af en død mand, der stadig havde en kniv stikkende ud af hjernen. Resten af aftenen lavede blodet under deres sneakers-såler en klistret lyd mod fortovet.

Familien Musk holdt schæferhunde, som var trænet til at angribe alle, der løb forbi huset. I en alder af seks kom Elon spænende op ad indkørslen, da hans yndlingshund angreb ham og bed et stort stykke af hans bagdel. Før personalet på skadestuen kunne få lov til at lappe ham sammen, ville han have garanti for, at hunden ikke blev straffet. “I slår ham ikke ihjel, vel?” spurgte Elon. Det svor de højt og helligt ikke at ville gøre. Efter at have fortalt historien ser Musk tomt frem for sig meget længe. “Så skød de fandeme hunden alligevel.”

De mest beske erfaringer gjorde han sig i skolen. I lang tid var han den yngste og mindste i sin klasse. Som følge af at have Aspergers syndrom var det svært for ham at forstå sociale signaler, siger han selv. Empati lå ikke naturligt for ham, og han havde hverken lyst til eller sans for at indynde sig. Af samme grund blev han jævnligt drillet af bøller, der kom hen og slog ham i ansigtet. “Hvis man aldrig er blevet slået på næsen, har man ingen anelse om, hvor meget det påvirker en resten af livet,” siger han.

En dag til morgensamlingen fjollede en af de andre elever rundt sammen med en flok kammerater og bumpede ind i ham. Elon skubbede igen. Der blev sagt hårde ord. I frikvarteret opsøgte drengen og hans kammerater Elon, mens han var i gang med at spise en sandwich. De sneg sig ind på ham bagfra, sparkede ham i hovedet og skubbede ham ned ad en betontrappe. “De satte sig på ham og blev bare ved med at tæske løs på ham og sparke ham i hovedet,” siger Kimbal, der havde siddet sammen med ham. “Da de var færdige, kunne jeg ikke engang genkende hans ansigt. Det var en opsvulmet klump kød, hvor man knap kunne se øjnene.” Han måtte på hospitalet og kom ikke i skole i en uge. Flere årtier senere fik han stadig lavet rekonstruktiv kirurgi i et forsøg på at rette op på den beskadigede næse.

De fysiske ar var dog ikke nær så store som dem, han blev påført af sin far, ingeniøren Errol Musk, en slyngel og karismatisk fantast som helt frem til i dag hjemsøger Elon. Efter slagsmålet i skolen tog Errol parti for den dreng, der havde smadret Elons ansigt. “Drengens far havde lige begået selvmord, og Elon kaldte ham åndssvag,” siger Errol. “Elon havde en eller anden hang til at kalde folk åndssvage. Hvordan skulle jeg dog kunne bebrejde den anden dreng noget?”

Da Elon langt om længe kom hjem fra hospitalet, fik han skældud af sin far. “Jeg skulle stå ret op og ned i en time og høre ham råbe ad mig og kalde mig idiot og sige, at jeg ikke kunne bruges til noget som helst,” husker Elon. Kimbal, som også skulle overvære møgfaldet, omtaler det som det værste minde i sit liv. “Min far mistede fuldstændig selvkontrollen og eksploderede, sådan som han tit gjorde. Der var simpelthen ikke medfølelse skabt i ham.”

Elon Musk

Hverken Elon og Kimbal er i dag på talefod med deres far og kalder hans påstand om, at Elon skulle have fremprovokeret overfaldet, for rent opspind og påpeger, at gerningsmanden kom i ungdomsfængsel på grund af det. De kalder deres far en upålidelig fantast, som jævnligt fortæller mere eller mindre frit opfundne historier, nogle gange med velberåd hu og andre gange helt rablende. Der er noget doktor Jekyll og mr. Hyde over ham, siger de. Det ene øjeblik var han venlig, det næste kastede han sig ud i over en times uophørlig tilsvining. Hver gang sluttede han af med at fortælle Elon, hvor ynkelig han var. Elon skulle bare stå der og måtte ikke gå. “Det var psykisk tortur,” siger Elon, er tavs længe og har svært ved at få ordene frem. “Han var sandelig god til at få hvad som helst til at virke forfærdeligt.”

Da jeg ringer til Errol, taler han med mig i næsten tre timer og følger derefter samtalen op med regelmæssige opringninger og sms’er gennem de næste to år. Han er ivrig efter at gå i detaljer og sender mig fotos af alt det gode, han gjorde for sine børn, i hvert fald i de perioder hvor hans ingeniørfirma gik godt. På et tidspunkt kørte han i Rolls-Royce, byggede en hytte i vildmarken sammen med sine drenge og fik uslebne smaragder fra sin andel i en mine i Zambia, indtil det pågældende firma gik ned.

Men han medgiver også gerne at have opmuntret til fysisk og psykisk hårdhed. “Deres oplevelser sammen med mig ville have fået en veldskool til at virke fredsommelig,” siger han og tilføjer, at vold ganske enkelt var en del af det at vokse op i Sydafrika. “To andre holdt én nede, mens en tredje hamrede én i ansigtet med en brændeknude og så videre. Nye drenge blev på første skoledag tvunget til at slås med skolens bølle.” Han indrømmer stolt at have praktiseret “ekstremt streng gadeautoritet” over for sine drenge.” Derefter sørger han for omhyggeligt at understrege, hvordan “Elon senere anvendte den samme strenge autoritet over for sig selv og andre.”

“Jeg blev formet af modgang”

“Man siger, at enhver mand prøver at leve op til sin fars forventninger og ender med at sone deres fars fejl,” skriver Barack Obama i sine erindringer, “og det kan vel så også være forklaringen på min egen særlige svaghed.” I Elon Musks tilfælde fik farens påvirkning af hans psyke vedvarende betydning, og det på trods af mange forsøg på at fordrive ham både fysisk og psykologisk.

Den Ildfulde Muse

Hans humørsvingninger skulle komme til at bevæge sig fra lys til mørke, intensitet til fjollerier, fra at være distanceret til at være følelsesladet og med lejlighedsvise Jekyll-og-Hyde-lignende omslag til det, hans nærmeste frygtede som hans “dæmonstemning”. I modsætning til sin far var han kærlig over for sine børn, i andre sammenhænge antydede hans adfærd altid en fare, der til stadig måtte bekæmpes: den rædselsvækkende forestilling om, som hans mor udtrykte det, “at han måske ville blive sin far.” Det er en af de hyppigste figurer i al mytologi. I hvilket omfang er helten i Star Wars tvunget til undervejs på sin episke færd at uddrive dæmoner, som Darth Vader har skabt, og kæmpe mod Kraftens mørke side?

“Med en barndom som den han oplevede i Sydafrika, bliver man nok nødt til i visse henseender at lukke af for sig selv rent følelsesmæssigt,” siger hans første kone Justine, der er mor til fem af hans nulevende ti børn. “Hvis man altid bliver kaldt tåbe og idiot af sin egen far, er der muligvis ikke andre udveje end at slukke for alt det inden i én selv, som kunne have åbnet for en følelsesmæssig dimension, han muligvis ikke havde redskaber til at håndtere.” Denne følelsesmæssige afbryder kunne gøre ham kynisk, men gjorde ham også til en risikovillig opfinder. “Han lærte sig at slukke for frygten,” siger hun. “Men hvis man slukker for frygten, bliver man muligvis også nødt til at slukke for andre ting som for eksempel glæde og empati.”

Hans barndom gav ham også aversion mod at stille sig tilfreds. “Jeg tror ganske enkelt ikke, han ved, hvordan man slapper af og nyder at have succes og bare læner sig tilbage,” siger Claire Boucher, kendt under kunstnernavnet Grimes og mor til tre af hans andre børn. “Han blev nok allerede som barn vænnet til, at livet består af smerte.” Musk er enig. “Jeg blev formet af modgang,” siger han. “Min smertetærskel blev meget høj.”

Under en særlig infernalsk periode i 2008, hvor de tre første forsøg på at opsende hans SpaceX-raketter var sprunget i luften, og Tesla var ved at gå fallit, vågnede han op en nat, slog vildt omkring sig og fortalte Talulah Riley, som blev hans anden kone, om de forfærdelige ting, hans far på et tidspunkt havde sagt. “Jeg havde hørt ham bruge de samme vendinger selv,” siger hun. “Det har haft dyb indflydelse på, hvordan han fungerer.” Når han genkaldte sig de pågældende minder, blev han fraværende og syntes nærmest at forsvinde ind bag sine stålgrå øjne. “Han var nok ikke bevidst om, hvor meget det stadig påvirkede ham, for han opfattede det som noget fra sin barndom,” sagde Riley. “Alligevel har han også bevaret en barnlig og nærmest hæmmet side. Inden i den voksne mand er han stadig til stede som et barn, der står foran sin far.”

Ud af denne heksekedel skabte Musk en udstråling, der indimellem nærmest fik ham til at minde om et rumvæsen, som om hans mission om at komme til Mars udsprang af et ønske om at vende hjem, og hans ambitioner om at bygge menneskelignende robotter var et forsøg på at finde ligesindede. Man ville ikke blive særlig chokeret over at se ham flå skjorten af og vise, at han ikke havde nogen navle og ikke var født her på planeten. Men hans barndom gjorde ham også kun alt for menneskelig, en på samme tid barsk og sårbar dreng der valgte at begive sig ud på storslåede missioner. Han udviklede en ildhu, der dækkede over hans akavede væremåde, og en akavet væremåde til at dække over sin ildhu. Lettere utilpas i sin egen krop, som en stor mand der aldrig har dyrket sport, gik han afsted i et tempo som en bjørn på en mission og dansede trin, han tilsyneladende havde lært af en robot. Med en profets overbevisning talte han om behovet for at nære den menneskelige bevidstheds flamme, forstå universet og redde vores klode. Til at begynde med opfattede jeg det primært som teater, peptaler og podcastfantasier hos en forvokset dreng der havde læst Blafferens galakseguide en gang for meget. Men jo hyppigere jeg stødte på det, desto mere begyndte jeg at tro, at hans følelse af at være på mission også var en del af hans drivkraft. Hvor andre iværksættere kæmpede for at udvikle en verdensopfattelse, udviklede han en kosmisk opfattelse.

Hans familiebaggrund og opdragelse var sammen med hans intellektuelle disposition med til indimellem at gøre ham hårdhudet og impulsiv. Det gjorde ham også ekstremt villig til at løbe en risiko. Han vurderede den køligt og hengav sig samtidig febrilsk til den. “Elon vil løbe en risiko bare for at gøre det,” siger Peter Thiel, der blev hans partner i den tidlige fase med PayPal.

“Han ser ud til at nyde det og indimellem sågar også være afhængig af det.”

Han blev et af de mennesker, der føler sig mest i live, når en orkan nærmer sig. “Jeg er født til storm og trives ikke i magsvejr,” sagde præsident Andrew Jackson. Det er det samme med Musk. Han udviklede en svaghed og nogle gange også et behov for stormvejr og drama, både i sit arbejdsliv og i

Den Ildfulde Muse

de kærlighedsforhold, han uden held kæmpede for at fastholde. Han trivedes med kriser, deadlines og vilde arbejdsindsatser. Når han stod over for pinagtige udfordringer, holdt presset ham ofte vågen om natten og fik ham til at kaste op. Men gav ham også ny energi. “Han tiltrækker drama som en magnet,” siger Kimbal. “Det er en besættelse hos ham, det gennemgående tema i hans liv.”

Da jeg i sin tid skrev om Steve Jobs, sagde hans partner Steve Wozniak på et tidspunkt, at det helt store spørgsmål var: Behøvede han virkelig at være så led? Så barsk og ondskabsfuld? Så afhængig af at være dramatisk? Da jeg hen imod slutningen af mit arbejde med Jobs rettede spørgsmålet til Woz selv, sagde han, at hvis han selv havde stået i spidsen for Apple, ville han have været venligere. Han ville have behandlet de ansatte som en familie og ikke bare uden videre fyret folk. Efter en pause tilføjede han: “Men hvis jeg havde stået i spidsen for Apple, havde vi måske heller aldrig fået skabt Macintosh’en.” Spørgsmålet i forbindelse med Elon Musk bliver derfor også: Kunne han have været mere afslappet og stadig have sendt os afsted mod Mars og en fremtid med elbiler?

I begyndelsen af 2022, hvor SpaceX det foregående år havde gennemført enogtredive vellykkede satellitopsendelser i træk, Tesla havde solgt næsten en million biler, og han selv var blevet verdens rigeste mand, talte Musk beklagende om sin mani med at skabe drama. “Jeg har brug for at tænke på en anden måde end bare at være i permanent krisemodus,” sagde han til mig, “sådan som jeg har gjort i nu omkring fjorten år eller måske i virkeligheden det meste af livet.”

Det var ønsketænkning, ikke et nytårsforsæt. Mens han sagde det, var han i al hemmelighed i færd med at opkøbe aktier i Twitter, den ultimative globale legeplads. I april måned sneg han sig bort til et hus på Hawaii, som var ejet af hans mentor Larry Ellison, stifteren af Oracle, sammen med skuespillerinden Natasha Bassett, som han fra tid til anden kom sammen med. Han var blevet tilbudt en plads i Twitters bestyrelse, men besluttede i løbet af weekenden at sige nej af den grund, at det ikke var nok. Det lå i hans natur at ville have fuldstændig kontrol. Han besluttede derfor at fremsætte et fjendtligt købstilbud om at overtage hele firmaet. Derefter fløj han til Vancouver

Elon Musk

for at mødes med Grimes. Han var oppe til klokken fem om morgenen sammen med hende for at spille et nyt strategispil om krig og imperier, Elden Ring. Umiddelbart efter at være færdig gik han på Twitter og offentliggjorde sin plan. “Jeg har fremsat et tilbud,” bekendtgjorde han.

Når han i årenes løb havde været langt nede eller følte sig truet, bragte det ham tilbage til rædslen over at blive mobbet på legepladsen. Nu havde han mulighed for at komme til at eje legepladsen.

Elon Musk

Joshua og Winnifred Haldeman

Elon Musks fascination af risikovillighed lå til familien. Han slægtede sin morfar på, den uforfærdede og egenrådige eventyrer Joshua Haldeman som voksede op på en gård på de øde sletter i det centrale Canada. Han studerede kiropraktiske teknikker i Iowa for derefter vende tilbage til sin hjemby i nærheden af Moose Jaw, hvor han afrettede heste og gav kiropraktisk behandling til gengæld for kost og logi.

Med tiden fik han råd til selv at købe sin egen gård, som han imidlertid mistede igen under depressionen i 1930’erne. De næste par år arbejdede han som cowboy, rodeorytter og bygningsarbejder. Hans eneste holdepunkt i tilværelsen var eventyrlysten. Han blev gift og skilt, rejste rundt som vagabond med godstog og var blind passager på en oceandamper.

Tabet af gården gjorde ham populistisk sindet, og han blev aktiv i en bevægelse kendt som The Social Credit Party, hvis program omfattede at give borgerne frie kreditbeviser, som de kunne anvende som en form for valuta. Partiet var også stærkt konservativt og antisemitisk præget. Dets første leder i Canada advarede mod “perverterede kulturelle idealer” som følge af “et uforholdsmæssigt stort antal jøder i magtfulde stillinger”. Haldeman endte som landsformand for partiet.

Han meldte sig også ind i en bevægelse ved navn Technocracy, efter hvis opfattelse en regering snarere burde bestå af teknokrater end af politikere. I en periode var partiet forbudt som følge af sin modstand mod Canadas engagement i Anden Verdenskrig. Haldeman trodsede forbuddet ved at indrykke en avisannonce til støtte for bevægelsen.

På et tidspunkt besluttede han sig for at lære selskabsdans og mødte på den måde Winnifred Fletcher, hvis eventyrlyst kunne måle sig med hans egen. I en alder af seksten var hun blevet ansat på Times Herald i Moose Jaw, men drømte om at blive danser og skuespiller. Med toget drog hun først til Chicago og fortsatte til New York. Efter at være vendt tilbage åbnede hun en danseskole i Moose Jaw, hvor Haldeman mødte op for at få lektioner. Da han inviterede hende ud at spise, svarede hun: “Jeg går ikke på stævnemøde med mine klienter.” Han afbrød undervisningen og inviterede hende ud igen. Et par måneder efter spurgte han: “Hvornår vil du gifte dig med mig?” “I morgen,” svarede hun.

De fik fire børn, heriblandt i 1948 tvillingepigerne Maye og Kaye.

En dag var han på rejse og fik inde på en mark øje på et enmotors-fly med et til salg-skilt. Han havde ingen penge på sig, men fik overtalt gårdejeren til at tage hans bil i bytte. Det var lettere ubesindigt alene af den grund, at Haldeman ikke vidste noget om at flyve et fly. Han hyrede en anden til at flyve sig hjem og lære sig at styre flyet.

Familien blev efterhånden kendt som The Flying Haldemans, og et kiropraktisk fagblad beskrev ham med den ganske vist lidt snævre, men også fuldstændig dækkende karakteristisk “den måske mest bemærkelsesværdige skikkelse blandt alle flyvende kiropraktorer”. Da Maye og Kaye var tre måneder gamle, anskaffede familien et større enmotors-fly, og de små piger blev kendt som “de flyvende tvillinger”.

Som en konsekvens af sine lunefulde og konservativt-populistiske holdninger nåede Haldeman efterhånden frem til en opfattelse af, at den canadiske regering tiltvang sig for stor kontrol over de enkelte borgeres liv, og at landet var blevet for blødsødent. I 1950 besluttede han derfor at flytte til Sydafrika, som på det tidspunkt stadig blev styret af et hvidt apartheidregime. De skilte Bellancaen ad, fik den pakket ned og gik ombord i et fragtskib med kurs mod Cape Town.

Haldeman besluttede at bosætte sig inde i landet, så familien begav sig afsted mod Johannesburg, hvor hovedparten af de hvide indbyggere talte engelsk i stedet for afrikaans. Men da de fløj over det nærliggende Pretoria, stod de lavendelfarvede jacarandablomster i fuldt flor. “Her skal vi bo,” bekendtgjorde Haldeman.

Da ægteparret Haldeman var unge, var der kommet en plattenslager ved navn William Hunt, kendt (i hvert fald af sig selv) som “Den Store Farini”, til Moose Jaw og havde fortalt skrøner om en gammel “forsvundet by”, som han angivelig selv havde set på vej gennem Kalahariørkenen i det sydlige Afrika.

“Denne charlatan viste min morfar åbenlyst forfalskede billeder, men ikke desto mindre kom han til at tro på dem og besluttede at ville gøre det til sin mission at finde byen igen,” siger Musk. Efter at være kommet til Afrika

Elon Musk

tog familien Haldeman hver eneste vinter de næste tolv år på en månedlang ekspedition ind i Kalahari for at lede efter den sagnomspundne by. De var selvforsynende med mad og sov med deres våben fremme for at kunne skræmme løverne væk.

Familien fik sig endda også et motto: “Lev farligt – forsigtigt.” De begav sig ud på langdistanceflyvninger til blandt andet Norge, kom på en delt andenplads i det over nitten tusind kilometer lange kapløb fra Cape Town til Algiers og fløj som de første fra Afrika til Australien i et enmotors-fly. “De måtte tage bagsæderne ud for at kunne få tilstrækkelig mange brændstoftanke med,” mindedes Maye senere.

Joshua Haldemans risikovillighed blev til sidst også hans skæbne. Han blev dræbt, da en af hans flyelever ramte en elledning, så flyet flippede rundt og styrtede ned. På det tidspunkt var hans barnebarn Elon tre år gammel. “Han var klar over, at ægte eventyr også indebærer at løbe risici,” siger han. “Det gav ham energi.”

En sådan ånd gav Haldeman i arv til den ene af sine tvillingepiger, Elons mor Maye. “Så længe jeg er velforberedt, kan jeg også tillade mig løbe en risiko,” siger hun. I skolen brillerede hun i naturfag og matematik. Hun så også bemærkelsesværdigt godt ud. Hun var høj og havde blå øjne, harmoniske træk og en markant hage, begyndte i en alder af femten at arbejde som model og gik mannequin i stormagasiner lørdag formiddag.

Nogenlunde samtidig mødte hun en dreng hjemme i kvarteret, som også så bemærkelsesværdigt godt ud, bare på en mere glat og tarvelig måde.

Eventyreren og krejleren Errol Musk var altid var på udkig efter den næste chance. Hans mor Cora var fra England, hvor hun forlod skolen i en alder af fjorten, fik arbejde på en fabrik, der producerede beklædning til kampfly, og tog derefter med et flygtningeskib til Sydafrika. Her mødte hun kodeeksperten og efterretningsofficeren Walter Musk, som arbejdede med planer i Ægypten om at snyde tyskerne ved at opstille falske våben og lyskastere. Efter krigen gjorde han derimod ikke meget andet end at sidde tavs i en lænestol, drikke og bruge sine kryptografiske færdigheder på at løse krydsord. Cora forlod ham og tog hjem til England med deres to sønner, købte en Buick og rejste derefter tilbage til Pretoria. “Hun var det stærkeste menneske, jeg har mødt,” siger Errol.

Errol blev uddannet som ingeniør og arbejdede med at bygge hoteller, indkøbscentre og fabrikker. I fritiden holdt han af at renovere gamle biler og fly. Han forsøgte sig også i politik, besejrede et afrikaaner-medlem af det apartheidvenlige National Party og blev et af de få engelsktalende byrådsmedlemmer i Pretoria. Den 9. marts 1972 berettede Pretoria News om valget under overskriften “Reaktion mod det etablerede”.

Ligesom familien Haldeman var han vild med at flyve. Han købte en tomotorers Cessna Golden Eagle og brugte den til at transportere tv-hold ud i bushen til en hytte, han havde bygget. På et tidspunkt var han ude at flyve i håb om at få solgt flyet og landede på en flyveplads i Zambia, hvor en panamansk-italiensk entreprenør tilbød at købe det. De blev enige om en pris på 40.000 britiske pund samt en andel af de udvundne smaragder fra en mine, som entreprenøren ejede i Zambia.

På det tidspunkt havde Zambia fået en postkolonial sort regering, men da der ikke var nogen fungerende administration, blev minen aldrig registreret.

“Hvis man fik den registreret, ville man aldrig få noget ud af den, for så ville de sorte bare tage det hele,” siger Errol. Han kritiserer Mayes familie for at være racister og insisterer samtidig på ikke selv at være det. “Jeg har intet imod de sorte, de er bare anderledes end mig,” siger han i løbet af en usammenhængende telefonsamtale.

Errol blev aldrig parthaver i minen og udvidede sin handelsvirksomhed med at importere uslebne smaragder og få dem skåret op i Johannesburg. “Jeg blev tit opsøgt af folk med stjålne pakker,” siger han. “På udlandsrejser solgte jeg så smaragderne videre til juvelerer. Det var temmelig lyssky og absolut ikke lovligt.” Efter at have indtjent en profit på omkring 210.000 dollar brød hans smaragdforretning sammen i 1980’erne, da det lykkedes russerne at producere en kunstig smaragd i et laboratorium. Derefter mistede han sine indtægter fra smaragder.

Deres ægteskab

Errol Musk og Maye Haldeman var kun lige blevet teenagere, da de begyndte at komme sammen. Helt fra begyndelsen var forholdet mellem dem præget drama. Han friede til hende den ene gang efter den anden, men hun stolede ikke på ham. Da hun fandt ud af, at han var hende utro, blev hun så oprevet, at hun græd i en uge og ikke kunne spise noget. “Alene på grund af sorg tabte jeg mig fem kilo,” mindes hun, men det gjorde det til gengæld muligt for hende at vinde en lokal skønhedskonkurrence. Gevinsten var 150 dollar kontant, ti billetter til en bowlingbane og en finaleplads i Miss Sydafrikakonkurrencen.

Efter college tog Maye til Cape Town for at undervise som kostvejleder. Errol kom på besøg, købte en forlovelsesring og friede. Han lovede at ændre sig og være hende tro, når først de var blevet gift. Maye havde lige afsluttet et forhold til en anden utro kæreste, havde taget en del på og var begyndt at blive bange for aldrig at blive gift, så hun sagde ja.

Aftenen efter brylluppet fløjl Errol og Maye på bryllupsrejse i Europa med et billigt fly. I Frankrig købte han Playboy, som var forbudt i Sydafrika, og lå så ellers til Mayes store irritation på den lille hotelseng og læste dem. Deres skænderier blev stadig mere forbitrede. Da de kom tilbage til Pretoria, overvejede hun allerede at bryde ud af ægteskabet. Hun begyndte imidlertid hurtigt at få morgenkvalme. Hun var blevet gravid på bryllupsrejsens anden nat, i Nice. “Det var tydeligvis en fejl at blive gift med ham,” mindes hun, “men nu var det helt umuligt at gøre om.”