Sin egen måde at tænke på

Ensom og målrettet

Da Maye Musk begyndte at få veer, var hun ved at hjælpe Errol med at male hans fly. Han blev irriteret over, at hun først holdt op med at male og derefter havde plukveer i tre dage. Den 28. juni 1971 klokken 7.30 om morgenen fødte hun endelig en dreng på 3850 gram med et meget stort hoved.

Først overvejede de at kalde ham Nice efter den franske by, hvor han var blevet undfanget. Historien havde muligvis udviklet sig anderledes eller i hvert fald mere forunderligt, hvis drengen havde været tvunget til at gå gennem tilværelsen med navnet Nice Musk. I håb om at formilde ægteparret

Haldeman gik Errol med til at hente begge drengens navne i deres del af familien: Elon efter Mayes farfar J. Elon Haldeman, og Reeve, som var Mayes mormors pigenavn.

Errol syntes godt om det bibelske navn Elon og hævdede senere at have været forudseende. Som barn, siger han, hørte han om en science fictionroman af raketforskeren Wernher von Braun med titlen Projekt Mars, hvor en koloni på titelplaneten bliver styret af en leder ved navn “Elon”.

Elon græd meget og spiste meget, men sov til gengæld ikke ret meget. På et tidspunkt besluttede Maye bare at lade ham græde igennem, til han faldt i søvn, men ændrede mening, da naboerne tilkaldte politiet. Hans humør gik fra den ene yderlighed til den anden, og når han ikke græd, siger hans mor, var han virkelig kær.

I løbet af de næste to år fik Maye yderligere to børn, Kimbal og Tosca. Hun pylrede på ingen måde om dem. De fik lov til at løbe frit rundt. Der var ingen barnepige, kun en husholderske som ikke skænkede det den store interesse, da Elon for eksempel begyndte at eksperimentere med raketter og sprængstoffer. Han er efter eget udsagn forbløffet over at være kommet gennem barndommen med alle fingre i behold.

Da han var tre, besluttede hans mor, at når han var så intellektuelt nysgerrig, burde han også komme i børnehave. Børnehavelederen prøvede at tale hende fra det ved at påpege, at han ville være den absolut yngste i klassen og få sociale udfordringer. De burde vente et år. “Det kan jeg ikke,” sagde Maye.

Sin Egen M De At T Nke P

“Han har brug for at tale med andre end mig. Jeg har helt bogstaveligt fået et barn, der er genialt.” Hun fik også sin vilje.

Det viste sig dog at være en fejltagelse. Elon havde ingen venner, og i anden klasse begyndte han at blive fraværende. “Læreren kom hen og råbte ad mig, men jeg så eller hørte hende virkelig ikke,” siger han. Hans forældre blev kaldt til møde med børnehavelederen. “Vi har grund til at tro, at Elon er retarderet,” sagde han. Det meste af tiden er han nærmest i trance og hører ikke efter, forklarede en af lærerne. “Han kigger konstant ud ad vinduet, og når jeg beder ham om at høre efter, siger han bare ‘bladene er ved at blive brune.’” Det havde Elon da fuldstændig ret i, svarede Errol, bladene var ved at blive brune.

Dilemmaet blev løst, da hans forældre gik med til at få undersøgt Elons hørelse, som om den kunne være problemet. “De nåede frem til, at det var en ørelidelse, og fjernede mine polypper,” siger han. Det beroligede skoleledelsen, men ændrede på ingen måde hans tendens til at blive fraværende og trække sig ind i sin egen verden for at tænke. De andre børn hoppede op og ned og viftede med armene foran ham for at prøve at få ham til at blive nærværende igen. Det virkede bare ikke. “Når han ser tomt frem for sig på den måde, skal man helst bare lade være med at prøve på at trænge igennem til ham,” siger hans mor.

Hans sociale problemer blev forstærket af hans manglende vilje til at affinde sig stilfærdigt med dem, han anså for fjolser. Han brugte tit ordet “åndssvag”. “Da han begyndte i skolen, blev han virkelig ensom og trist,” siger hans mor. “Kimbal og Tosca fik allerede den første dag kammerater, som de inviterede med hjem, men det gjorde Elon aldrig. Det var ikke, fordi han ikke gerne ville have venner, men han vidste bare ikke hvordan.”

Som følge deraf blev han ensom, meget ensom, og smerten har stadig brændt sig fast i hans sjæl. “Som barn havde jeg en bestemt ting, jeg plejede at sige,” mindedes han i 2017 i et interview med Rolling Stone, der faldt sammen med en tumultarisk periode i hans kærlighedsliv. “‘Jeg vil aldrig være alene.’ Sådan plejede jeg at sige. ‘Jeg vil ikke være alene’.

Da han var fem, holdt en af hans fætre fødselsdagsfest, men Elon skulle straffes for at have været oppe at slås og fik besked på at blive hjemme. Han var imidlertid også et meget målrettet barn og besluttede sig for at gå alene hen til sine fætres hus. Problemet var blot, at det lå i den modsatte ende af Pretoria næsten to timers gang væk. Desuden var han for lille til at kunne forstå vejskiltene. “Jeg vidste så nogenlunde, hvordan ruten så ud, for jeg havde set den fra en bil, og var fast besluttet på at komme derhen, så jeg begyndte bare at gå,” siger han. Det lykkedes ham at nå frem, netop da festen var slut. Da hans mor så ham komme gående hen ad vejen, tabte hun fuldstændig besindelsen. Af frygt for at blive straffet igen klatrede han op i et ahorntræ og nægtede at komme ned. Kimbal kan huske at stå neden under træet og kigge ærefrygtigt op på sin storebror. “Han har den her rasende målrettethed, som bare tager pippet fuldstændig fra en og nogle gange også var skræmmende, og stadig er det.”

I en alder af otte blev han fast besluttet på at få en motorcykel. Ja, som otteårig. Han stillede sig hen ved siden af sin fars stol og talte sin sag igen og igen. Når hans far tog avisen og gav ham besked på at tie stille, blev Elon bare stående. “Det var helt utroligt at se det ske,” siger Kimbal. “Han blev stående uden at sige noget, gentog sin argumentation og tav så igen.” Det skete hver eneste aften i flere uger. Til sidst gav hans far efter og skaffede Elon en blågylden Yamaha 50cc. Kimbal fik også en.

Elon var ofte tilbøjelig til at blive fjern og strejfe rundt på egen hånd uden at ænse, hvad andre foretog sig. Da han var otte, var familien i Liverpool for at besøge nogle slægtninge, og en formiddag lod forældrene ham og hans bror lege alene i en park. Det lå ikke i hans natur at forholde sig i ro, og han begyndte at gå rundt i gaderne. “En anden dreng fandt mig og tog mig med hjem til sin mor, der gav mig mælk og småkager og tilkaldte politiet,” husker han. Da han blev genforenet med sine forældre på politistationen, var det stadig ikke gået op for ham, at der var noget i vejen.

“Det var vanvid at efterlade min bror og mig i en park i den alder,” siger han, “men mine forældre var bare ikke overbeskyttende på samme måde som forældre nu om dage.” Mange år senere så jeg ham på en byggeplads for solpaneler sammen med sin toårige søn, kendt som X. Klokken var 10 om aftenen, og gaffeltrucks og andre transportmaskiner blev oplyst af to projektører, der kastede lange skygger. Musk satte X ned på jorden, så drengen selv kunne gå på opdagelse, og det gjorde han så uden tegn på at være bange. Musk skævede indimellem over til ham, mens han udforskede lednin-

Sin Egen M De At T Nke P

gerne og kablerne, men undlod at gribe ind. Først da X til sidst begyndte at klatre op i en projektør, gik Musk hen og tog ham op. X vred sig og vrælede og brød sig tydeligvis ikke om at blive holdt tilbage.

Senere fortalte Musk om – og spøgte sågar med – at have Aspergers, som er den gængse betegnelse for en form for autistisk lidelse der kan påvirke en persons sociale evner, forhold, følelsesmæssige engagement og selvkontrol.

“Han fik aldrig nogen egentlig diagnose som barn,” siger hans mor, “men hævder selv at have Aspergers, og det har han helt sikkert også ret i.” Han var dårlig til at forstå sociale signaler. “Jeg opfattede det helt bogstaveligt, når folk sagde noget,” siger han, “og først ved at læse bøger begyndte jeg at forstå, at folk ikke altid sagde det, de i virkeligheden mente.” Han foretrak noget mere præcist som for eksempel mekanik, fysik og programmering.

Som alle psykologiske særkender var også Musks komplicerede og individuelle. Han kunne være stærkt følelsesladet, i særdeleshed i forbindelse med sine egne børn, og akut mærke angsten i forbindelse med at være alene. Men han havde omvendt heller ikke det følelsesmæssige apparat, der afstedkommer almindelig venlighed og varme og behov for at blive syntes om. Han var ikke programmeret til at føle naturlig empati. Eller formuleret mere jævnt kunne han indimellem være et røvhul.

Skilsmissen

Maye og Errol Musk var ude at fejre oktoberfest sammen med tre andre par og i fuld gang med at drikke øl og more sig, da en mand ved et nabobord piftede efter Maye og kaldte hende sexet. Errol blev rasende, men ikke på den anden mand. Som Maye husker det, kastede han sig frem og skulle til at slå hende, og en af deres bekendte måtte holde ham tilbage. Hun flygtede over til sin mor. “Efterhånden var han blevet mere og mere skør,” sagde Maye senere. “Han slog mig, mens børnene så det. Jeg kan huske at se Tosca og Kimbal græde ovre i hjørnet, mens Elon på fem slog ham i knæhaserne i et forsøg på at få ham til at holde op.”

Ifølge Errol er anklagerne “rent vrøvl”. Han hævder at have tilbedt Maye og gennem årene også forsøgt at få hende tilbage. “Jeg har aldrig i mit liv lagt hånd på en kvinde og da slet ikke mine koner,” siger han. “Det er et typisk kvindevåben at råbe om at have været udsat for overgreb fra en mand, råbe op og lyve om det. Og mandens våben er til gengæld at acceptere det og skrive under.”

Dagen efter episoden under oktoberfesten tog Errol hen til Mayes mor, undskyldte og bad Maye komme tilbage. “Du rører hende ikke igen,” sagde Winnifred Haldeman. “I modsat fald bliver hun skilt og flytter hjem til mig.” Derefter slog han hende aldrig mere, siger Maye, men hans verbale overgreb fortsatte. Han kaldte hende “kedelig, dum og grim”. Ægteskabet blev aldrig det samme. Errol indrømmede senere, at det var hans egen fejl. “Jeg havde en virkelig køn kone, men der var også altid kønnere og yngre piger,” sagde han. “Jeg elskede helt oprigtigt Maye, men kvajede mig bare.” Da Elon var otte, blev de skilt.

Maye og børnene flyttede til et hus ude ved kysten i nærheden af Durban omkring 600 kilometer syd for Pretoria-Johannesburg-området, hvor hun arbejdede som model og kostvejleder. Der var ikke ret mange penge at gøre godt med. Hun købte brugte bøger og skoleuniformer til sine børn. Nogle weekender og ferier tog drengene (men som regel ikke Tosca) toget til Pretoria for at besøge deres far. “Han sendte dem tilbage uden tøj eller tasker, så hver eneste gang skulle jeg købe nyt tøj til dem,” siger hun. “Han sagde, at jeg nok skulle vende tilbage til ham, når jeg var blevet for fattig til at kunne blive ved med at forsørge dem.”

Ofte var hun nødt til at rejse i forbindelse med en modelopgave eller for at holde foredrag, så drengene måtte være alene hjemme. “Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at arbejde på fuld tid, for jeg havde ikke andet valg,” siger hun. “Mine børn måtte selv finde ud af at klare sig.” Friheden gjorde dem selvstændige. Når de stod over for et problem, var hendes faste svar: “Det finder du ud af.” Med Kimbals ord: “Mor var ikke eftergivende eller overbeskyttende, og hun arbejdede altid, men for os viste det sig at være en gave.”

Elon udviklede sig til en natteravn og blev oppe til daggry for at læse. Når han så sin mor tænde lyset klokken 6 om morgenen, gik han selv i seng og faldt i søvn. Af samme grund havde hun svært ved at få ham op tids nok til at komme i skole, og når hun ikke var hjemme om natten, dukkede han nogle gange først op klokken 10. Efter at være blevet kontaktet af skolen gik Errol

Sin Egen M De At T Nke P

i kamp for at få overdraget forældremyndigheden og udtog stævninger mod Elons lærere, Mayes modelbureau og deres naboer. Lige før sagen skulle for retten, opgav Errol den igen. Med få års mellemrum fortsatte han med at iværksætte nye retssager, blot for at opgive dem igen. Når Tosca fortæller om det, bryder hun sammen i gråd. “Jeg kan huske, hvordan mor bare sad i sofaen og hulkede. Jeg anede ikke mine levende råd. Jeg kunne ikke stille andet op end at holde om hende.”

Både Maye og Errol var i højere grad tiltrukket af dramatisk intensitet end af hjemlig idyl, og det karaktertræk gik i arv. Efter skilsmissen begyndte Maye at komme sammen med en anden voldelig mand. Børnene hadede ham og puttede indimellem knaldperler i hans cigaretter, der fik dem til at eksplodere, når han tændte dem. Kort efter at have friet til hende gjorde han en anden kvinde gravid. “Det var en af mine veninder,” sagde Maye. “Vi havde været modeller sammen.”