INDLEDNING

Nogle gange ønsker man sig noget og får det – bare ikke på den måde man havde forventet.

Det var en grå novemberdag, og alt blev forandret. Min kone, Maria, og jeg var ude at gå en dejlig tur, og som et lyn fra en klar himmel blev jeg overvældet af en følelse jeg aldrig har haft før. Jeg standsede op og var nærmest lammet. Maria lagde hovedet på skrå som hun altid gør, og spurgte ”Hvad er der, skat?” Jeg prøvede efter bedste evne at beskrive følelsen. Hun kom til at le overrasket og sagde: ”Det lyder jo som glæde.” Fem minutter senere var følelsen væk igen og erstattet med den sædvanlige mørke tomhed jeg plejede at mærke indvendigt. I det øjeblik gik det op for mig at jeg ikke i hele mit voksne liv havde nogen erindring om at have følt noget lignende. Men vores fortælling begynder faktisk lidt før. Nogle måneder forinden havde jeg været i Göteborg for at holde foredrag som sædvanligt. I dette tilfælde handlede det om kommunikation, og det gør episoden ekstra pinlig. Efter første halvdel af min præsentation var der en lille pause til at strække benene. Jeg blev stående ved min computer og foretog mig stort set ingenting. Det gør vi foredragsholdere nogle gange i pausen i håb om at der vil komme en fra publikum og give os et klap på skulderen og en kompliment der kan få energien op i anden halvleg. Og ganske rigtigt, jeg ser ud ad øjenkrogen at en kvinde nærmer sig. På hendes forsigtige måde at gå på, og navnlig den måde hun nærmest læner sig ind i min tryghedszone på, kan jeg se at hun ikke er i nærheden af at give mig en kompliment. I stedet siger hun: ”Jeg vil bare gøre dig opmærksom på at du bruger vores konkurrent i stedet for os i dine eksempler.” Jeg kunne være sunket i gulvet … Hvordan kunne det ske? Jeg er retoriker, jeg vejer hvert ord på en guldvægt før det forlader min mund. Men nu var det alligevel sket for mig nogle gange.

På vej hjem i toget tænkte jeg: ”Min karriere er forbi. Hvis ikke jeg ved hvad jeg selv siger, hvordan kan jeg så overhovedet sige noget?” Episoden i Göteborg blev dråben der fik bægeret til at flyde over, og jeg fik en tid hos vores læge. Igen.

”Men David, kan du huske hvad jeg sagde?” Han er ikke spor medfølende. ”For to år siden kom du med ufrivillige trækninger i ansigtet. Jeg sagde at du havde stress, og at du skulle tage det med ro, bruge mindre tid på arbejde og mere på restitution. Så kom du sidste år og sagde at du havde problemer med maven og hjertet. Jeg sagde det samme, og nu kommer du igen og siger at du bliver påvirket neurologisk af din stress! Hvad skal jeg sige for at du forstår det? Hvis ikke du lægger din livsstil om, så vil den stress få uoverskuelige konsekvenser for dig. Min vurdering er at det vil tage dig tre år at komme dig, og der er intet du kan gøre for at få den proces til at gå hurtigere.”

Med halen mellem benene og tårerne trillende kørte jeg, uovervindelige mig, hjem og lagde mig i seng. Og dér blev jeg i de næste to måneder. Depressionen ramte mig for fuld kraft, jeg har aldrig været så langt nede før. I sommeren 2016 græd jeg hver dag. Den ene dag var mere meningsløs end den næste. Alt var dystert, den eneste rutine jeg kan huske fra den periode, var at jeg bad til at jeg ikke måtte vågne næste morgen, bare sove videre. Der var så mange der følte med mig, så mange der gerne ville hjælpe, men intet hjalp. Indtil en dag i slutningen af sommeren. Det som Maria sagde til mig den dag, kom til at forandre mit liv og lagde grunden til det første og det mest fundamentale redskab jeg senere har udviklet til mit kursus i selvledelse, og til denne bog, nemlig ”stressoversigten”.

Vi er tilbage ved den sætning som denne bog begynder med. Nogle gange ønsker man sig noget og får det – bare ikke på den måde man havde forventet. Mit job er at være international foredragsholder, coach og at uddanne folk. Op til den sommer i 2016 havde jeg viet hele mit voksne liv til mit arbejdsområde som er kommunikation inden for neurovidenskab, biologi og psykologi. Sammen med mit team har jeg igennem syv år studeret 5.000 foredragsholdere, oplægsholdere og moderatorer og har identificeret 110 forskellige måder som vi alle sammen kommunikerer på. Jeg arbejdede i to år på at skrive verdens mest sete TEDx-talk i dag inden for storytelling hvor jeg som en af de første i verden var i stand til på kommando at vække forskellige signalstoffer og hormoner i mit publikum, alt afhængig af hvilken story jeg fortalte. Det er ikke hensigten at redegøre for mit cv i detaljer, men at gøre klart at på trods af alle de redskaber, teknikker og metoder som jeg havde tilegnet mig, var jeg kun i stand til at løfte mine klienter op til syv ud af ti mulige. Hvad var det der manglede for at de kunne blive 10’ere? Jeg gav dem jo alt! Og nøj, hvor var det frustrerende. I snart ti år havde jeg ledt efter nøglen til at frisætte det maksimale potentiale i den person jeg holdt foredrag for, uddannede eller coachede, men de gjorde ikke hele det fremskridt som jeg vidste var muligt. Til sidst fandt jeg nøglen hvor jeg allermindst forventede det – ikke i en bog eller hos en specialist, men i mig selv.

Jeg havde ikke altid haft nøglen liggende i mit indre, og jeg havde bestemt ikke været klar til at finde den. Det krævede i mit tilfælde mere end ti års tristhed, genkommende selvmordstanker, en græde-sommer i totalt mørke og til sidst fem minutters glæde på en bro før nøglen rejste sig fra dybet som kong Arthurs sværd.

Men i det øjeblik var jeg ikke klar over at jeg havde fundet nøglen. Så lad os vende tilbage til broen og de fem minutters intense glæde. Det var som at se farver eller kunne lugte noget for første gang. Tror du at jeg var motiveret for at kunne mærke den følelse igen bagefter? Der blev tændt en gnist i mig, eller rettere sagt: Det var som et vulkanudbrud som ingen kunne stoppe. Jeg kan huske at jeg skyndte mig hen på mit kontor efter vores spadseretur for at notere alt hvad jeg havde foretaget mig i det sidste stykke tid som kunne have fremkaldt den følelse. Jeg fandt det redskab frem som løser alverdens problemer – Excel – og skrev alt hvad jeg havde lavet ned, hvor meget jeg havde gjort af det, og hvornår jeg gjorde det. Gnisten fik ikke overraskende min energiske, maniske side til at vågne, og i de næste fem døgn sov jeg næsten ikke. I løbet af de dage læste jeg utallige undersøgelser og bøger om emnet, brainstormede på whiteboards, skrev noter og skabte detaljerede skemaer i Excel. Når jeg en sjælden gang imellem kunne falde i søvn, vågnede jeg allerede efter en times tid og tog fat på at læse om og studere selvledelse. Fem døgn senere havde jeg noget liggende foran mig som skulle blive min redning, mit liv 2.0.

I de efterfølgende måneder blev jeg ved med at praktisere det jeg var nået frem til, og pludselig, en måneds tid efter, slog lynet ned igen, og jeg fik 10 minutters glæde, og kort efter 20, 40 og 60 minutter. Minutterne blev til timer, timer blev til dage, og i januar året efter, altså godt seks måneder efter min første oplevelse på broen, vendte det, og jeg fik lige så mange lyse dage som jeg plejede at have mørke. Det år var det bedste jeg nogensinde har oplevet, det var som at få nøglerne til et eventyrland. Jeg oplevede en glæde der skiftevis gav mig kuldegysninger og glædestårer. Og nysgerrig som jeg er, begyndte jeg at coache mine klienter i de teknikker jeg havde brugt på mig selv, og så skete det: Det gik op for mig, og denne gang helt bevidst, at jeg havde fundet den nøgle jeg havde brugt så stor en del af mit liv til at lede efter. De klienter jeg coachede, udviklede sig hurtigere, og de udnyttede maksimalt deres potentiale som ledere, lærere, læger, talere eller sælgere. Men ikke nok med det, jeg opdagede også at de voksede som individer og medmennesker. De blev 10’ere. Det lod sig gøre at give mine erkendelser og erfaringer videre til andre! Og det er den nøgle, eller snarere de nøgler, som jeg vil give dig i denne bog. Du kommer til at læse om mine egne oplevelser, om erkendelser som de titusinder mennesker jeg har coachet og uddannet i selvledelse over hele verden, har nået, samt om undersøgelser der underbygger store dele af den rejse. Mit løfte til dig som læser er at hvis du tager de vigtigste teknikker og redskaber i denne bog til dig og forpligter dig til at gentage og bruge dem hver dag, så vil du i løbet af et halvt år opleve en udgave af dig selv og af verden som du ikke har været i kontakt med i lang tid, eller som du måske aldrig har mødt før.

På de følgende sider nævner jeg ordet selvledelse mange gange, og i bund og grund er det præcis det denne bog handler om. At lære at lede sig selv. At lære at vælge sin egen følelse og sin egen tilstand når man vil og har brug for det. Hvis du for eksempel skal til et møde hvor det er vigtigt at du er beslutsom, så vil udkommet af det møde være meget afhængig af hvor høj en selvtillid du går ind til det med. Oversat til en af vores seks stoffer, ville det komme an på om du vælger at forhøje eller sænke dit testosteron- og dopaminniveau før du går ind til mødet.

Selvledelse og ledelse, hvordan hænger de to begreber sammen, tænker du måske? Har du nogensinde mødt et menneske med en høj grad af selvledelse og selvindsigt, det vil sige en person som kan vælge at være den bedste udgave af sig selv i enhver situation, for dig, for andre og for vedkommende selv? Sådan et menneske bliver i næsten alle sammenhænge automatisk en naturlig leder som andre følger fordi de vil, ikke fordi de skal. Modsætningen er en person som mangler selvledelse, og det indebærer at følelserne fylder det hele. Det er en person som reagerer i stedet for at agere. Den slags person skaber ofte uro omkring sig, og mennesker der følger sådan en leder, gør det ikke fordi de vil, men fordi de skal.