8 minute read

DEL 1: – EN ANGEL’S COCKTAIL, TAK!

Next Article
INDLEDNING

INDLEDNING

Du sætter dig op på barstolen, dens slidte læder vidner om de mange tanker som folk i årenes løb har prøvet at drukne i alkohol, og måske om lige så mange, men sandsynligvis færre, festligheder. Lugten herinde er den samme som på så mange andre barer, lidt sur, lidt gammel. Du læner dig ind over bardisken og får hurtigt bartenderens opmærksomhed. ”En Angel’s cocktail, tak!” Bartenderen løfter blikket og ser nysgerrig ud: ”Spændende! Du skal altså have en af de nye! Selvfølgelig, hvad vil du have i den?” Du svarer at du har brug for at få stimuleret motivationen og humøret lidt. ”Jeg tager dopamin og serotonin, tak.” Kort efter kommer hun med dit glas, elegant placeret på en guldbakke. Det er et usædvanligt smukt martiniglas med en cocktail og et spyd som den så klassiske grønne oliven til din overraskelse ikke sidder på, i stedet sidder der et lille stykke frisk, gul ananas. ”Jeg håber du kan lide den!”

Tænk hvis det var så nemt at ændre på hvordan vi har det! At det eneste du behøvede at gøre, var at gå hjemmefra, hen på den nærmeste cocktailbar og bestille den tilstand du gerne ville være i, slippe en skilling og sige skål hvorefter du kunne gå hjem igen med en helt ny følelse i kroppen! Tænk hvis det ovenikøbet er endnu nemmere? Tænk hvis du har en kemifabrik med seks stoffer i din egen hjerne som du når som helst kan trække på og bruge til at fremkalde den følelse du gerne vil have, lige når du gerne vil have den – helt gratis! Den gode nyhed er at det er nøjagtig sådan det forholder sig. Og det er den viden jeg vil give dig i denne bog så du kan blive din egen bartender og selv bestemme hvordan du vil have det, og hvornår du vil det! Hvornår vil du være superpå og fuld af dopamin og noradrenalin? Hvornår vil du være nærværende og fuld af oxytocin? Hvornår vil du være harmonisk og fuld af serotonin? Hvornår vil du være euforisk og fuld af endorfiner, og hvornår vil du være selvsikker og fuld af testosteron?

Mærkeligt nok, eller måske alligevel ikke … er der langt flere mennesker i vores samfund, hvis vi skal fortsætte metaforen, som i stedet mixer sig en Devil’s cocktail, og det betyder at de udsætter sig for langvarig og intensiv stress, som regel foranlediget af bekymringer, skuffelser og grublerier Folk beskriver ofte at de har et følelsesforladt liv i gråtoneskalaen, som om de lever i en boble af uvirkelighed hvor den ene dag ligner den anden til forveksling, og livet bare går uden den store glæde. Med alt for mange Devil’s cocktails over længere tid kan tilstanden udvikle sig til nedstemthed, angst og langvarige depressioner. Så man må virkelig spørge sig selv hvorfor? Hvorfor vil folk drikke de cocktails? Jeg kan få øje på tre væsentlige grunde (men der er selvfølgelig flere):

• Den første og vigtigste er at de aldrig har fået mulighed for at lære andet. Igennem hele vores skoletid er vi aldrig blevet uddannet i livets absolut mest centrale fag: Hvad er en følelse, hvilke følelser har jeg, hvordan fungerer de, og frem for alt: Hvordan kan jeg lære at påvirke dem? Følelser påvirker alt hvad vi foretager os, og derfor er det at få kendskab til dem vigtigere end alle andre fag i skolen.

• Den anden årsag er det samfund vi har skabt i fællesskab hvor succes måles i penge, og hvor konstant stræben efter mere har forrang frem for ro og tilfredshed.

• Den tredje årsag er at vi bliver ligesom dem vi er omgivet af. Hvis vores venner og kolleger indtager deres daglige Devil’s cocktail fordi de er stressede, pressede, fokuserer på dårligt nyt, sammenligner sig med andre, konstant stræber og kun sjældent stiller sig tilfredse, ja, så vil du med al sandsynlighed komme til at føle noget tilsvarende, nøjagtig ligesom hvis du var passiv ryger.

Da det lykkedes mig at komme ud af min mørke tilstand, var den nye viden jeg havde erhvervet mig om mine følelser, og hvordan de har rod i vores biologi og nervesystem, fuldstændig afgørende. Men selv om du har det okay eller måske endda storartet, så vil den viden som denne bog præsenterer dig for, alligevel give dig et nyttigt og øjenåbnende perspektiv på livet som menneske, leder, partner, ven og forælder. Et genkommende indslag på hver eneste kursus jeg afholder, er at en eller flere deltagere udtrykker noget i retning af: ”Tænk at man skulle leve et halvt liv før man fandt ud af hvad en følelse er, og at jeg faktisk kan vælge den selv.” En anden sagde: ”Det er som at se farvefjernsyn for første gang.” Begge græd mens de sagde det. Men de kommentarer som jeg synes er allermest bevægende, er dem jeg får fra forældre. Senest fra en far til en seksårig, Theodor, der tit var arrig som en hveps og havde svært ved at slippe sin vrede. Så forklarede hans far ham at man kan kalde på sine følelser med tankerne, og at vi selv kan vælge hvad vi tænker på, og foreslog at de skulle prøve at tænke en anden tanke sammen. Theodor kiggede entusiastisk op og sagde okay. Kun nogle minutter senere lyste han op i det største smil og sagde: ”Se, far, se, det virkede! Se lige hvor glad jeg er!” Du må endelig lade dig inspirere af Theodor og Joakim, hans far, og give det du lærer af denne bog, videre til dine små og store børn. Tænk en verden vi kunne leve i hvis vi alle sammen havde en forståelse af at vi ikke er vores følelser, men at vores følelser er en midlertidig opfattelse af os selv og verden, en opfattelse vi kan vælge til og fra.

De følelser som vi for størstedelens vedkommende kan vælge gennem tanken, kommer primært via neuromodulatorer som ”puffer” bestemte neurale netværk i forskellige retninger, og de fremkalder så oplevelsen af en følelse. Men der er meget mere end bare neuromodulatorer i din krop. I alt har du faktisk omkring 50 hormoner og 100 signalstoffer, eller neurotransmittere som de også kaldes, og der er masser af litteratur som i mindste detalje beskriver alle de signalstoffer vi kender. Jeg vil varmt anbefale dig at dykke ned i biokemiens verden, den kan være mere fængslende end den seneste sommerferiekrimi!

Men denne bog er ikke til dig som er vild med detaljer og akademiske fordybelser i videnskabelige sammenhænge. Dette er en populærvidenskabelig bog, den er en forenklet fremstilling der gør det muligt for alle at forstå hvordan vores kemi kan påvirke os, og hvordan vi kan påvirke den. For lige så snart noget bliver for komplekst og kompliceret, risikerer det at blive til en forhindring for at den vigtige viden ikke når ud til alle. Alt for ofte er emnet blevet gjort unødigt svært tilgængeligt, men efter at jeg har set virkningen hos de titusinder mennesker jeg har uddannet, fik jeg en ambition om at lave om på det. Det er på tide at alle får adgang til denne viden. Jeg har villet skrive en enkel, letfordøjelig bog om det vigtigste i dit liv, nemlig dine følelser. Hvis du undervejs i læsningen får lyst til at fordybe dig i eller vide mere om de forskellige emner, kan du finde en omfattende litteratur- og fordybelsesliste bagerst i bogen.

Men hvis der nu findes over hundrede signalstoffer, hvorfor har jeg så valgt kun at fokusere på seks i denne bog? Det skyldes at jeg havde tre klare krav til stoffet:

1. Det skal kunne give dig hurtig og mærkbar effekt.

2. Det skal kunne fremkaldes af dig selv.

3. Det skal kunne fremkaldes med et enkelt, praktisk redskab.

Det er årsagen til at de resterende godt 144 stoffer ikke kom med på listen: De kan ikke med et enkelt, praktisk redskab give dig tydelige mentale effekter når du vil have det. Et eksempel er østrogen og progesteron, to hormoner som er afgørende for alle mennesker, men de er langt sværere at fremkalde på en ligetil og konkret måde der kan give en hurtig, bred og mærkbar effekt. For at bogen skal være endnu nemmere for dig at bruge, har jeg valgt kun at beskrive den vigtigste mentale effekt af de seks substanser for hver aktivitet. Når man udfører en bestemt aktivitet, udløses der nemlig altid flere af de seks signalstoffer samtidig, men ikke i lige stort omfang og ikke med samme markante mentale effekt. Du vil måske gerne have menneskeligt nærvær i form af et kærligt kram fra en du holder af. I den aktivitet udløses der for eksempel både oxytocin og dopamin, men det var oxytocin du var ude efter (menneskeligt nærvær). Derfor er det oxytocin der i det tilfælde giver dig den vigtigste effekt, og det er sådan bogen er opbygget.

Sidst, men absolut ikke mindst før vi tager hul på vores fælles rejse, vil jeg forklare hvorfor bogens korteste del, del to, muligvis vil være den vigtigste for dig. Første del handler om din biologi, og hvordan du ved hjælp af de seks signalstoffer kan lære at blande dig en Angel’s cocktail når som helst og hvor som helst det passer dig! Men den effekt du fremkalder med din Angel’s cocktail, er kun midlertidig. Du kan bruge den til et møde, på din date, før din præsentation eller i en hvilken som helst anden situation. I bedste fald holder effekten i nogle timer, og i få, usædvanlige tilfælde i en enkelt eller flere dage. Og det er hér at del 2 kommer ind i billedet. Med sine få sider er den ganske kort i sammenligning med del 1, men du må ikke lade dig narre af dens størrelse, for indholdsmæssigt er det snarere modsat. Her beskrives nemlig hvordan du ved hjælp af gentagelser og ved at udnytte din neuroplasticitet, altså din hjernes smidighed, kunne man sige, kan skabe mere permanente forandringer i dig selv, med andre ord en cocktail som du ikke bevidst behøver at tanke op på, men som du altid har inden i dig selv. Tilsammen vil bogens to dele give dig den uvurderlige viden du skal bruge til at udvikle dig selv og din personlighed på en måde som du sikkert ikke troede mulig. Og som en kæmpe bonus, som toppen af kransekagen og rosinen i pølseenden, lærer du hvordan du selv kan mixe en Angel’s cocktail til andre hvad der vil være en fordel for såvel din ledelse som for dine vigtigste relationer.

For at det ikke skal forekomme dig alt for overvældende, skal du lige vide at jeg ikke forestiller mig at du i alle døgnets vågne timer mediterer, træner, spiser sundt, vækker endorfiner, vinterbader, ser på billeder af dine børn, laver taknemmelighedsmeditation, bruger mindst 19 procent af nattesøvnen på dyb søvn, spiser varieret for at tilgodese din bakteriekultur og er generøs og rummelig over for alle hele tiden. Nej, bogen er tænkt som et opslagsværk hvor du som læser anbefales at vælge flere eller bare nogle enkelte forslag og øver dig i dem for at du på den måde langsomt, men sikkert, kan integrere og automatisere dem i dit liv.

For klarhedens skyld vil jeg pointere at metoderne og redskaberne i denne bog kan hjælpe dig til at blive en bedre udgave af dig selv. Den erkendelse og viden jeg giver dig, er så kraftig at den grundlæggende kan forandre dit liv. Men hvis du har det meget dårligt, er syg eller har fået en klinisk depression, skal du altid opsøge professionel hjælp hos en læge.

Så kører vi!

This article is from: