PROLOG

Retorikken i forbindelse med de vestlige sanktioner mod Rusland promoverer en anden forkert antagelse: At økonomisk pres kan fremskynde regimets fald. Russerne gør ikke oprør og vælter landets regering, ikke kun fordi protester er en usandsynlig reaktion på økonomiske vanskeligheder i en totalitær stat, men også fordi protester ville blive nedkæmpet brutalt. Eliten iscenesætter heller ikke et paladskup, for Putin kører sin regering som en mafiafamilie, hvor rigmændene, når de bliver udsat for pres, snarere vil prøve at albue hinanden til side for at komme tættere på mafiabossen end at iværksætte en sammensværgelse for at styrte ham. Ingen af disse konstateringer er noget nyt. Putin har både sagt til os og vist os, hvem han er, og hvad for et system han har skabt; de fleste vestlige ledere og en stor del af de vestlige massemedier har bare nægtet at høre efter og se det i øjnene. Nu er Putin i gang med at ødelægge Ukraine og knuse den sikkerhedspolitiske status quo i verden efter Anden Verdenskrig, og han truer med en atomkrig. Hvis det stadig forekommer os utænkeligt, er det kun, fordi vi har nægtet at se i øjnene, hvad der er at vide.

Tbilisi og New York, april 2022 Masha Gessen

13

14

PROLOG

Jeg vågnede ved, at der blev rusket i mig. Kate så rædselsslagen ud. »De siger et eller andet om Galina i radioen,« næsten hviskede hun. »Og om en revolver. Jeg tror, at ... Nej, jeg kunne ikke rigtig forstå det.«

Jeg stod op og gik ud i vores lille køkken, hvor Kate havde lyttet til stationen Ekho Moskvy (Moskvas Ekko), landets bedste nyheds- og debatradio, mens hun lavede morgenmad. Det var lørdag og en usædvanlig lys og frostklar morgen for en novemberdag i Moskva. Jeg var ikke spor urolig. Kates frygt smittede mig ikke. Det, hun havde hørt – eller, hvad der med hendes noget begrænsede beherskelse af russisk, nok var mere sandsynligt, havde misforstået – var i bedste fald indledningen til endnu en god historie. Som journalist ved Itogi, Ruslands førende nyhedsmagasin, opfattede jeg gode historier som mit domæne. Og der var masser af gode historier i de år. I et land, der var i færd med at genopfinde sig selv, var hver eneste by, hver eneste familie og hver eneste institution på den ene eller anden måde uudforsket territorium. Året var 1998. Siden begyndelsen af 1990’erne havde praktisk taget alle mine artikler været historier, der ikke var blevet fortalt før: Jeg tilbragte næsten halvdelen af min tid væk fra Moskva, på rejser til konfliktzoner og guldminer,

15

børnehjem og universiteter, affolkede landsbyer og eksplosivt voksende oliebyer for at fortælle historier fra disse steder. Itogi, der blev finansieret og ejedes af den samme russiske matador, som også ejede af Ekho Moskvy, belønnede mig for dette arbejde ved aldrig at beklage sig over mine noget ekstravagante rejseudgifter og ved ofte at bringe mine artikler som forsidehistorier.

Jeg var med andre ord et af de unge mennesker i Rusland, der havde opnået en forfærdelig masse i løbet af 1990’erne. Mange, der var ældre eller yngre end jeg, havde mistet meget i overgangsperioden. Den ældre generation mistede alle deres sparepenge på grund af hyperinflationen og deres identitet på grund af det tilsyneladende bortfald af alle sovjettidens institutioner. Den yngre generation voksede op i skyggen af deres forældres frygt og også ofte deres fiasko. Men jeg var fireogtyve år, da Sovjetunionen brød sammen, og mine jævnaldrende og jeg brugte 1990’erne på at skabe vores fremtidige karrierer og det, vi opfattede som et nyt samfunds metoder og institutioner. Selv om voldskriminaliteten antog epidemisk karakter i Rusland i de år, følte vi os mærkeligt trygge: Vi iagttog, og beskrev også lejlighedsvis, den kriminelle underverden, men opfattede den ikke som noget, der kunne komme til at påvirke vores egne liv. Desuden var jeg overbevist om, at alt kun ville udvikle sig til det bedre: Jeg havde kort forinden købt en forfalden kommunalka, en tidligere fælleslejlighed, i Moskvas centrum og var gået i gang med at istandsætte den for at flytte dertil fra den lejelejlighed, jeg delte med Kate, en britisk redaktør for en publikation inden for olieindustrien. Jeg forestillede mig, at man kunne starte en familie i den nye lejlighed. Og netop den lørdag havde

16

jeg en aftale med en håndværker om at tage ud for at købe badeværelsesinstallationer.

Kate slog ud med armen mod ghettoblasteren, som om den var en giftspreder, og så spørgende på mig. Nyhedsoplæseren blev ved med at gentage Galina Starovojtovas navn, igen og igen. Hun var en af den tids mest kendte russiske politikere, parlamentsmedlem og en veninde af os. I slutningen af 1980’erne, hvor sovjetimperiet vaklede og var på randen af en kollaps, blev Starovojtova, der var socialantropolog, demokratiaktivist og en af de mest prominente fortalere for befolkningen i Nagorno-Karabakh, en armensk befolket enklave i Aserbajdsjan, som blev ramt af den første af de mange etnisk motiverede væbnede konflikter, der skulle følge i kølvandet på Sovjetblokkens sammenbrud. Som mange andre med en akademisk baggrund, der gik ind i politik, syntes hun at dukke op i offentlighedens søgelys fra den ene dag til den anden. Selv om hun havde boet i Leningrad siden sin tidligste barndom, gjorde det armenske folk hende til deres kandidat ved det første delvis frie, demokratiske valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet, og i 1989 blev hun indvalgt med et overvældende stemmeflertal. I Den Øverste Sovjet blev hun medlem af den såkaldte Interregionale Gruppe, en prodemokratisk mindretalsfraktion, som blandt andre Andrej Sakharov og Boris Jeltsin var ledere af. Så snart Jeltsin blev Ruslands præsident i 1990 – på det tidspunkt i realiteten kun en ceremoniel funktion og en slags venteposition – blev Galina hans nærmeste rådgiver, der officielt vejledte ham i etniske spørgsmål og uofficielt også i praktisk taget alle andre, herunder spørgsmål ved rørende ministerudnævnelser. I 1992 overvejede Jeltsin at

17

gøre Galina til russisk forsvarsminister, og at udpege en ikke-militær person og en kvinde, der ovenikøbet nærmest var pacifist, til den post ville have været en storslået gestus i Jeltsins klassiske stil fra 1990’ernes begyndelse, et signal om, at intet i Rusland og måske i hele verden igen ville blive det samme som før.

At intet skulle få lov til at blive det samme som før, var kernen i Galinas politiske arbejde, hvad der i 1990’ernes begyndelse var radikalt selv for en demokratitilhænger. Sammen med en mindre gruppe jurister og politikere forsøgte hun uden held at få indledt en rigsretssag mod SUKP, Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Hun skrev et udkast til en lov vedrørende lustratsija eller lustration, et koncept, der var baseret på det oldgræske ord for renselse, men nu blev brugt i de fleste forhenværende østlande som betegnelse for forbuddet mod at lade tidligere medlemmer af kommunistpartierne og medarbejdere i det hemmelige politi varetage offentlige embeder. I 1992 fandt hun ud af, at KGB havde gendannet en partiafdeling inden for organisationen – en direkte overtrædelse af det forbud mod det russiske kommunistparti, som Jeltsin havde indført ved præsidentielt dekret efter kupforsøget i august 1991. Ved et offentligt møde i juli 1992 prøvede hun at konfrontere Jeltsin med dette faktum, og han afviste det, hun sagde, på en så uhøflig måde, at det ikke alene kom til at signalere enden på Galina Starovojtovas karriere i hans administration, men også afslørede hans eget mere og mere overbærende forhold til statssikkerhedstjenesten og til de mange gammelkommunister, der enten sad i dens topledelse eller meget tæt på toppen. Efter at Galina var

18

blevet afskediget som præsidentrådgiver, koncentrerede hun sig om få lustrationsloven vedtaget, hvilket mislykkedes, og derefter trak hun sig i en periode helt ud af politik og rejste til Amerika, hvor hun først blev medarbejder ved USA’s Fredsinstitut og senere underviste på Brown University.

Første gang jeg mødte Galina, kunne jeg ikke se hende: Hun var skjult bag de hundrede tusinder af mennesker, der havde samlet sig på Majakovskijpladsen i Moskva den 28. marts 1991 for at deltage i en støttedemonstration for Jeltsin, efter at denne kort forinden havde fået en offentlig reprimande af Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov. Desuden havde Gorbatjov den måned ved dekret forbudt alle demonstrationer i byen. Om morgenen begyndte kampvognene at rulle ind i byen, hvor de blev placeret på en måde, der havde til formål at gøre det så besværligt som muligt for folk at komme ind til den forbudte, prodemokratiske demonstration. Arrangørerne reagerede ved at dele manifestationen op i to demonstrationer, så folk i det mindste kunne nå ind til et af de steder, hvor det blev gennemført. Det var mit første besøg i Moskva efter ti år i udlandet som emigrant. Jeg boede i min bedstemors lejlighed, og tilfældet ville, at den lå næsten lige ved siden af Majakovskijpladsen. Da jeg opdagede, at gaden, Tverskaja, var afspærret, gik jeg gennem den ene baggård efter den anden, og da jeg til sidst kom ud på pladsen gennem en portbue, befandt jeg mig med ét midt i folkemængden. Jeg kunne ikke se andet end de foranståendes nakker og den ene række efter den anden af stort set identiske grå eller sorte uldfrakker. Men jeg kunne høre en kvindestemme, der rungede ud over de forsamlede og talte

19

om, at forsamlingsfriheden var forfatningssikret og ukrænkelig. Jeg vendte mig om mod en mand ved siden af mig, der havde en gul plasticpose i den ene hånd og et barn ved den anden. »Hvem er det, der taler?« spurgte jeg. »Starovojtova,« svarede han. I det samme begyndte kvinden at anføre demonstrationsdeltagerne i et råb på fem stavelser, der syntes at give genlyd over hele byen: »Ros-si-ja! Jel-tsin!« Allerede mindre end et halvt år senere ophørte Sovjetunionen i realiteten med at eksistere, og Jeltsin blev det nye, demokratiske Ruslands leder. At det var en uundgåelig udvikling, blev klart for mig og mange andre netop den dag i marts, hvor folk i Moskva trodsede de kommunistiske myndigheder og deres kampvogne og insisterede på, at de ville tage til orde på en offentlig plads.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang mødte Galina personligt, men vi blev veninder det år, hun underviste på Brown University. Hun var tit gæst i min fars hjem i nærheden af Boston. Jeg rejste frem og tilbage mellem USA og Rusland, og Galina blev noget af en mentor for mig, når det gjaldt russisk politik, selv om hun af og til protesterede og sagde, at hun endegyldigt var vendt tilbage til den akademiske verden. Det må have været i december 1994, hun holdt op med at sige det, da Jeltsin indledte en militær offensiv mod udbryderrepublikken Tjetjenien. Hans aktuelle rådgivere havde åbenbart givet ham forsikringer om, at det føderale magtcentrum hurtigt og smertefrit kunne tæmme dette oprør. Galina betragtede Tjetjenienskrigen som den katastrofe, det i realiteten var, og som den hidtil største trussel mod demokratiet i Rusland. Det forår var hun i Uralbjergene for at lede en kongres, der havde til formål at genskabe hendes

20

eget politiske parti, Demokratisk Rusland, som et par år tid ligere havde været den mest indflydelsesrige politiske kraft i landet. Jeg dækkede denne partikongres for en af tidens førende russiske aviser, men på vej til byen Tjeljabinsk – tre timer med fly, fulgt af tre timer med bus – blev jeg udsat for et røveri. Det var næsten midnat, inden jeg ankom til Tjeljabinsk, chokeret og pengeløs, og løb ind i Galina i hotellets vestibule; hun var på vej ud efter en lang dags intense møder. Inden jeg kunne nå at sige et ord, trak hun mig med op på sit værelse, hvor hun stak mig et glas vodka og satte sig ved glassofabordet og gik i gang med at smøre en stabel pølsemadder til mig. Hun lånte mig også penge til billetten tilbage til Moskva.

Galina nærede tydeligt moderlige følelser for mig – jeg var jævnaldrende med hendes søn, der var flyttet til England sammen med sin far, omtrent samtidig med at hans mor blev en kendt politiker – men denne scene med pølsemadderne betød også noget andet: I et land, hvor de eneste politiske rollemodeller var politiske kommissærer i læderfrakker eller mere eller mindre affældige gamle mænd fra partiapparatet, bestræbte Galina sig på at skabe en fuldkommen ny figur, en politiker, som også havde en menneskelig side. Ved en russisk feministkonference chokerede hun tilhørerne ved at løfte op i kjoleskørtet; hun gjorde det kun for at bevise, at det, en mandlig politiker havde sagt om, at hun var hjulbenet, ikke passede. Hun var den første, der i et interview i et af de nye ugeblade talte om, hvor svært det var for en kvinde, der var så alvorligt overvægtig, som hun var, at finde tøj, der passede. Samtidig kæmpede hun ihærdigt og stædigt for at få gennemført reformer på lovgivningsområdet. For eksempel forsøgte

21

hun sidst på året i 1997 igen at få lustrationsloven igennem –og igen uden held. I 1998 lagde hun en masse kræfter i at undersøge en kampagne, der havde finansieret nogle af hendes mest indflydelsesrige politiske fjender, herunder den kommunistiske formand for Dumaen, det russiske parlament. (Det kommuniske parti var blevet legaliseret igen – og var blevet et af de mest populære).

Jeg spurgte hende, hvad der havde fået hende til at genoptage sin politiske karriere, når hun udmærket vidste, at hun ikke igen ville få den samme indflydelse, som hun tidligere havde haft. Hun forsøgte flere gange at give mig et svar, men gik hver gang i stå, når hun skulle forklare, hvad der havde motiveret hende. Til sidst ringede hun til mig fra et hospital lige inden en operation; mens hun ventede på at blive bedøvet, havde hun forsøgt at sætte ord på sit livssyn og var omsider kommet i tanke om et billedligt udtryk for det, som appellerede til hende. »En af de gamle græske myter handler om harpyerne,« sagde hun. »De er skygger, som kun kan få liv ved at drikke menneskeblod. Et liv som akademiker er et skyggeliv af netop den slags. Men når man bidrager til at skabe fremtiden, om så blot en lille del af fremtiden – for det er jo det, politik handler om – så er det, at ens skygge kan få liv. Men kun ved at man drikker blod, herunder sit eget.«

Jeg fulgte Kates blik. Hun stirrede stadig på ghettoblasteren, der var begyndt at knase lidt, som om det krævede den de største anstrengelser at få ordene ud gennem højtalerne. Nyhedsoplæseren fortalte, at Galina var blevet skudt og dræbt nogle få timer tidligere i opgangen til den etageejendom i Skt. Petersborg, hvor hun boede. Hun var ankommet dertil med

22

fly fra Moskva samme aften. Hun og hendes juridiske assistent, Ruslan Linkov, havde først aflagt et kort besøg hjemme hos hendes forældre, inden de kørte videre til hendes lejlighed på Gribojedov-kajen, der ligger ved en af kanalerne og er en af byens smukkeste gader. Da de kom ind i opgangen, virkede lyset ikke; attentatmændene, der ventede på trappen, havde skruet alle pærerne ud. Alligevel fortsatte de op ad trappen, mens de talte om en retssag, der kort forinden var blevet rejst mod Galina af et af de nationalistiske partier. Så kom der en hul lyd og et lysglimt. Galina holdt op med at tale. Linkov råbte: »Hvad er det, I gør?« og løb lige imod kilden til lyden og lyset. Han blev ramt af de to næste kugler, der blev affyret.

Ruslan Linkov blev tilsyneladende slået bevidstløs, men kom bagefter til bevidsthed længe nok til at ringe en journalist op på sin mobil. Det var denne journalist, der tilkaldte politiet. Og nu fortalte stemmen i ghettoblasteren mig, at Galina var død, og at Ruslan, som jeg også kendte og holdt af, var indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.

Hvis denne bog havde været en roman, ville min person sandsynligvis have smidt alt, hun havde i hænderne, ved nyheden om sin venindes død og ville, vel vidende at det skulle forandre hendes liv for altid, være styrtet ud for at gøre et eller andet – hvad som helst, der ville være øjeblikket værdigt. Men i den virkelige verden ved vi sjældent, at vores liv forandrer sig ugenkaldeligt på de tidspunkter, hvor tragedien rammer. Jeg tog af sted for at købe badeværelsesinstallationer til min nye lejlighed. Det var først, da håndværkeren, som jeg havde med, sagde: »Har du hørt om det med Starovojtova?« at jeg standsede op. Jeg kan huske,

23

at jeg stirrede ned på mine støvler og på sneen, der var grå og hårdt tiltrampet af tusinder af håbefulde nye boligejeres fødder. »Mine folk og jeg havde skrevet kontrakt på at bygge en garage til hende,« sagde han. Af en eller anden grund var det netop da, mens jeg tænkte på, at min veninde ikke ville få brug for sin nye garage, at jeg blev klar over, hvor hjælpeløs, bange og vred jeg følte mig. Jeg skyndte mig tilbage til min bil, kørte til stationen og tog med toget til Skt. Petersborg for at skrive historien om, hvad der var sket med Galina Starovojtova.

De næste par år tilbragte jeg ofte flere uger i træk i Skt. Petersborg. Der var der endnu en historie, som ingen havde fortalt før – selv om det var en meget større historie end nogen af dem, jeg tidligere havde skrevet om, og endnu større end historien om mordet, hvor koldblodigt det end var, på en af landets mest kendte politikere. Det, jeg fandt i Skt. Petersborg, var en by – Ruslands næststørste – der udgjorde en stat i staten. Det var et sted, hvor KGB – den organisation, Starovojtova havde kæmpet sit vigtigste og mest håbløse slag imod – var almægtigt. Lokale politikere og journalister troede fuldt og fast på, at deres telefoner og kontorer blev aflyttet, og det så ud til, at de havde ret. Det var et sted, hvor der jævnligt blev begået mord på førende politikere og forretningsfolk. Og det var et sted, hvor mislykkede forretninger let kunne medføre, at en person havnede bag tremmer. Skt. Petersborg lignede med andre ord i høj grad Rusland, sådan som hele landet skulle komme til at se ud blot nogle få år senere, efter at magten ved Vladimir Putins tiltræden som præsident blev overtaget af de personer, der havde hersket i Skt. Petersborg i 1990’erne.

24