pigenogdrengenogisen-bog by Plc skoleblogs

Pigen og drengen og isen

Louis Jensen & SĂ¸ren Jessen

Pigen og drengen og isen Fakta om projektet: Omdrejningspunktet for dette arbejde har været at styrke fagligheden ved at udvikle nyt undervisnings- eller læringsmateriale, hvor IT i høj grad integreres i undervisningen. Ideen er at lave koblinger mellem en fysisk bog og IT. Med udgangspunkt i Augmented Reality – udvidet virkelighed, er der udarbejdet en fortælling, hvor eleverne skal navigere mellem det skrevne og det talte sprog. Hertil bruges appen Aurasma. I denne app skal man desuden følge kanalen ”pigenogdrengenogisen”.

Projektet er et samarbejde mellem Viby skole, 5b og Grethe Klok og VIA Center For Undervisningsmidlers pæd. konsulenter Sara Sejrskild og Peter Bak-Jensen. Fortællingen er skrevet af forfatteren Louis Jensen og illustrationerne er af Søren Jessen.

VIA Center for Undervisningsmidler

Aurasma.com Websted om programmet/appen, der anvendes til projektet. Skal være downloadet for at kunne opleve fortællingen. Udviklet til IOS og Android Kanalen pigenogdrengenogisen Efter at have installeret appen Aurasma, skal man herefter følge kanalen »pigenogdrengenogisen«. Dette kan ske ved i appen at søge efter kanalen eller ved at gå direkte til den gennem denne QR-kode. Udvidetvirkelighed.dk Websted om brugen af udvidet virkelighed i undervisning. Udvidetvirkelighed.dk/pigenogdrengenogisen Webside om projektet med vejledning, ressourcebibliotek mm

August 2014 Udgivet med støtte fra Undervisningsministeriets udlodningsmidler

Pigen og drengen og isen

Louis Jensen &

SĂ¸ren Jessen

Jeg hedder 6. Mit rigtige navn er et helt andet, men jeg kalder mig selv 6. Hvorfor? Det forstår du, når du har læst min frygtelige og frygteligt spændende historie. Jeg var inden i et stort og højt rum. Sådan et sted havde jeg aldrig været før. Ikke så stort, ikke så højt. Den slags kendte jeg kun fra bøger og film, hvor alting jo er muligt. Men det mærkeligste var ikke rummet. Det var en kæmpemæssig isterning, der hang svævende oppe i rummet over mit hoved. Mindst 10 meter på hver led. Ingenting, intet tov, ingen trosser bar terningen. Den svævede. Sådan noget er umuligt, men sådan var det. Og inde midt i isterningen lå Lille Charlotte. Hun var nøgen. Hun fryser tænkte jeg. Dernæst: hun er død, for hun rørte sig ikke. Det kan man jo ikke, når man ligger inden i et stykke is. Heller ikke da jeg råbte op efter hende. Ikke én gang, men mange gange og for hver gang højere og højere, indtil jeg forskrækket og bange satte mig ned på gulvet under isblokken. Så hviskede jeg, stemmen var næsten væk. Hun lå på maven. Hendes brune øjne stirrede ned gennem isen. Åh, nej! Hun er død, råbte det inden i mit hoved. Hun er ikke død! Hviskede en anden stemme. Jeg rejste mig. Jeg ville røre hende. Men det

kunne jeg jo ikke. Hun lå oppe inden i den svævende isblok. Jeg råbte højt inden i mig selv: hun må ikke dø. Tænk dig, sådan råbte og skreg jeg inden i hovedet og inden i kroppen, for også alt hvad jeg var inden i kroppen begyndte at råbe: min lever, mine nyrer og selvfølgelig højst af alt råbte mit hjerte: Nej! Hun hedder Lille Charlotte. Det kalder jeg hende. Hun er så lille og fin. Ja, ikke rigtig lille som en dværg, men alting er så fint på hende. Hendes sorte hår har slangekrøller, og når hun bøjer sig frem, falder de ned over kinderne og næsen og munden. Men jeg kan stadig se hendes mund. Den lyser rødt inde bag de sorte krøller. Så tænkte jeg. Og det ved du sikkert allerede. Man kan ikke styre, hvad man tænker. Enhver tænker de mærkeligste tanker. Og det fortæller man ikke til andre. Ikke når man sidder og drømmer i klassen, og man pludselig tænker på lærerindens bryster, og det siger man ikke. Man rækker ikke hånden op og siger: for resten jeg sad lige og tænkte på dine bryster. De så sådan og sådan ud. Sådan hvide på siden og brystvorten var rød. Det siger man ikke. Måske til sin bedste ven, men slet ikke til sin kæreste. Ikke til Lille Charlotte. Men altså, du kender det: ens tanker farer selv af sted, hvor de har lyst til at gå hen. Mine er tit på vej til bryster og baller og den slags. Ikke hele tiden, men temmelig tit. Men jeg tænkte, eller tankerne tænkte helt af

sig selv: Jeg går ind i hendes åbne, brune øjne. Det var jo dem jeg så på. Og jeg lyttede til tankerne og sagde Ja, det gør jeg, for jeg var så bedrøvet, at jeg knap nok forstod, at det kan man ikke. I en film, ja, i en bog, ja, men ikke i virkeligheden, der kan man ikke bare gå ind i en andens øjne. Så gjorde jeg det alligevel, gik ind i hendes øjne. Kun i det ene, det venstre eller det højre? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke ret meget. Det er der ingen, der gør. Der er nogen, der siger en

masse, og de tror, de ved alting, men hvis man spørger, så viser det sig hurtigt, at de ingenting ved. Jeg vidste én ting. Kun én ting for alvor: Jeg var vild med Lille Charlotte. Men allerførst, det er bedst på den måde, skal du høre, hvordan det hele begyndte: Jeg var gået ud i Vinterskoven. Jeg havde håbet at møde Charlotte, Lille Charlotte med de fine kinder og den fineste lille næse.

dyrespor. Altid sne, altid vinter. Det blev aldrig forår. Det blev aldrig sommer. Himlen var høj og blå. Solen skinnede ned på kulden. Og Sommerskoven var altid en sommerskov. Det var sådan, det var indrettet. Altid blade på træerne, altid græs og urter i skovbunden. Altid fugle der sang sommersange. Åen var ikke frosset. Den løb af sted i sine sving. Den klukkede. Den var for evig og altid en sommer-å. Sådan var det.

Der er is på træernes grene. Der er et rødt egern, men da vi har kigget længe på hinanden, løber det ned fra træet og hopper af sted lige præcis i min retning. Vil det fortælle mig, hvor Lille Charlotte er? At jeg går den rigtige vej? Så ser jeg et slot. Jeg kommer rundt om en lille gruppe træer, og foran mig, til højre, ligger et slot. Det er en stor trekant. Den side jeg ser, er en trekant, og uden at jeg ved det, er jeg sikker på, at også slottets andre sider er trekanter. Tre i alt. Tre er et fint tal. Hvorfor det? Det ved jeg ikke, men jeg kan godt lide tallet. Ligesom tallet seks der er tre ganget med to. Tal er mærkelige. Måske vil jeg være en, der er dygtig til tal, når jeg bliver rigtig voksen og er færdig med skolen. Charlotte har to øjne, to ører, to bryster, to baller og to arme og to ben. Det meste er to. Men hjertet er en, ligesom tungen, ligesom munden, ligesom næsen, men den har to næsebor. Kroppen er fyldt med tal. Hvor mange hår har Lille Charlotte på hovedet? lottet i Vinterskoven strålede. Åh ja, én ting mere er det nødvendigt at fortælle: Der var Vinterskoven og Sommerskoven. Og alle de andre skove. Men Vinterskoven og Sommerskoven var noget særligt. Hvorfor? Fordi de aldrig blev noget andet. Vinterskoven var altid en vinterskov med træer, hvis grene var dækket af sne. Og i skovbunden var der

Men som sagt, slottet strålede! Hvor højt op i himlen strålede det ikke? Og uden at jeg vidste det, for jeg ved ingenting, så tænkte jeg, at det strålede lige så dybt ned i jorden. Tænk dig, jeg så et billede inden i mit hoved af et slot, der spejlede det øverste slot, et omvendt slot, hvis øverste, skarpe spids pegede ned i jorden. Også det slot strålede med en stejl, sort kraft. Hvor vidunderligt, tænkte jeg, at den slags slotte eksisterer. Jeg gik nærmere. Kan man gøre andet, når man uventet møder den slags vidunderlige slotte, men jeg glemte ikke Lille Charlotte, og jeg var overbevidst om, at hun også måtte have set slottet, for jeg var stadig sikker på, at hun også var gået ud i Vinterskoven. Og hvor tit havde jeg ikke hørt hende tale til sine veninder om et rødt egern? Jo, hun var her. Tænk dig, jeg mærkede hende. Tænk dig, jeg så hende spejlet i isen der lå på den frosne å, der

snoede sig igennem Vinterskoven. Men uden at bevæge sig. På samme sted ustandselig. Jeg mærkede hende. Jeg hørte hendes stemme, og de små vibrationer der lå inden i stemmen, som en lang række lysende perler. Sådan er Lille Charlottes stemme. Perlelys, rækkelys, leende lys og øjnenes milde latter. Mild er et godt ord. Sådan så slottet ikke ud. Ikke mild, heller ikke … ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, for det er anderledes end alt, hvad jeg tidligere har set. Og Charlotte synger. Sådan er det. Pludselig synger hun. Jeg kender ikke andre, der tør stå stille i skolegården og synge. Hun ser lige op i luften og synger, eller hun kommer gående tværs over skolegården, syngende. Er det derfor, jeg er så vild med hende? Fordi hun tør det, ingen andre tør? Men sådan tror jeg slet ikke, det er. Hun gør det bare, ikke for at vise sig, eller vise at hun tør. Hun gør det, sådan tror jeg det er, fordi hun har lyst til det. Måske, fordi hun slet ikke kan lade være. Så kom jeg helt hen til slottet. Der var en dør nederst. En rød dør. Der stod en mand ved døren. En fin mand med en temmelig stor kasket og på det blanke stykke på kasketten stod der: Dørvogter. Og jeg forstod, at der altså var en, der vogtede døren, og at man åbenbart ikke bare kunne åbne døren og gå inden for. Det var jo det, jeg havde lyst til: Åbne døren og gå ind. For der var hun: Lille Charlotte. Jeg vidste det jo ikke, men jeg var sikker.

Så spurgte jeg dørvogteren: Kom der én forbi og gik ind? Én? Ja, kom der en pige med sorte slangekrøller og hvide kinder, en med en vidunderlig stemme, der er ligesom en lang række perler, der triller af sted efter hinanden på et stykke rødt fløjl? Sådan taler jeg normalt ikke, men slottet og den mærkelige dørvogter fik mig til at tale helt anderledes, end jeg normalt gør. Han løftede leende og anerkendende sine to øjenbryn og så nysgerrig på mig. Kender du hende? Spurgte han. Lidt, sagde jeg. Og hendes stemme, er som en række trillende perler? Ja, sagde jeg, præcis på den måde. Det må lyde interessant og smukt, ganske anderledes end hvad jeg ellers har hørt. Det er sådan, hun lyder, sagde jeg. Men hun kom ikke her. Det er du sikker på Helt afgjort. Jeg tav. Han tav, tog sig til kasketten og spidsede tænksomt læberne. Så fortsatte han: Men der er mere end én dør. Der er tre døre. En på hver side. Denne dør er dør nr. 1. På den anden side er dør nr. 1 og på den tredje side er også dør nr. 1. Mærkeligt tænkte jeg. Hedder de alle tre dør nr. 1. Mærkeligt, sagde jeg. Han nikkede: sådan er det. Alle dørene hedder

nummer et. Det er da dumt, sagde jeg. Så kan man jo ikke vide, om man kommer ind ad den rigtige dør. Det er sådan, det er, sagde han. Man kan aldrig vide det. Er det ikke interessant? Så vil jeg gerne ind, sagde jeg. Det vil du? Ja, for jeg er sikker på, at hun er inden i slot-

tet. Hun er gået ind ad en af de andre nummer 1 døre. Det er muligt, sagde han. Jeg kender jo kun den her dør. Så må jeg godt? Spurgte jeg. Måske, sagde han. Jeg ventede, hvad ville han sige? Han løftede lidt på den temmelig store ka-

sket, rynkede sådan lidt spørgende på øjenbrynene og også på kinderne og sagde: Ingen kommer ind, undtagen den, der elsker et andet menneske så højt, at han vil dø for at frelse det. Ok, tænkte jeg. Det var godt nok mærkeligt. Det var lidt som i et eventyr, men så forklarede jeg mig selv, at sådan var det jo allerede. Slottet var et eventyr, så mærkeligt, så skinnende vildt. Og dørvogteren var ærlig talt også mærkelig. Men så må jeg godt komme ind, sagde jeg. For sådan er det med mig. Jeg elsker Lille Charlotte så meget, at jeg vil dø for hende. Virkelig? Jeg nikkede: det passer. Han trådte et skridt bag ud, hen mod døren, tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren, idet han sagde: Det passer. Jeg kan se og mærke det på dig. Kom inden for. Så tøvede han, lukkede døren igen og så undersøgende på mig og fortsatte: Men er du sikker på, at hun er inden i slottet? Hvad mente han? Husk på, fortsatte han, det er jo kun det menneske, der elsker et andet menneske så højt, at hun vil dø for at frelse ham, det er kun det menneske, der kan komme inden for. Tror du, at hun gør det? Jeg var på vej frem, men nu standsede jeg brat. Tvivlen bredte sig helt ned i mine tæer, og jeg kunne ikke flytte fødderne. Tror du det? Så rystede jeg tvivlen af mig og næsten råbte:

Ja! Det tror jeg! Lad mig komme ind. Han åbnede igen døren og jeg løb inden for. Han råbte efter mig: Det glemte jeg at fortælle: det er ikke så let at komme ud igen. De fleste ser jeg aldrig mere. Jeg var ligeglad. Jeg ville ind efter Lille Charlotte. Så fandt jeg hende, som jeg allerede har fortalt, Liggende inde midt i den store isterning, og jeg forsvandt ind i hendes øje.

Ă&#x2DC;jet

Scan billedet og hør pigens fortælling

Jeg kan høre sang. Det er hendes stemme, så er hun ikke død. Ingen stemme lyder som hendes. Så fin, så mærkelig, som om der bag ved, og inden i den første stemme ligger tusinde andre stemmer.

Nu er den anderledes. Som om der er is i sangen, men det er jo ikke mærkelig. Hun er jo kold. Der er bjerge af is inden i hendes øje. Vidtstrakte is sletter, slugter og pludselige isskruninger, der stiger voldsomt og lodret op. Jeg går videre. Jeg vil finde hende. Jeg vil hjælpe hende. Jeg vil kysse hende, jeg vil omfavne

landskab og langt væk, højt over is markerne hænger en sky. Den ser ud som hendes øje, men det er jo ikke mærkeligt. Og der ligger hun! Nøjagtig som da jeg fandt hende uden for øjet. Hun ligger stadig på maven og kigger ned i isen. Godt siger jeg. Her er hun igen. Men måske er det ikke mærkeligt. Hun har jo set sig selv tusinde gange i et spejl, ligesom ethvert andet menneske. Og har hun også set sig selv liggende inden i en kæmpestor isterning? Mennesker drømmer de særeste drømme. Også jeg. I nat drømte jeg, at jeg ville kysse hende, at jeg ville bøje mig ned over hende. Hun sov. Og øjnene var lukkede. Hendes sorte hår lå som en fin krans over hendes høje pande. Jeg bøjede mig, men jeg kyssede hende ikke. Nu er det ingen drøm. Nu er det virkeligt, selvom jeg er inden i hendes øjes is. Det havde jeg ikke troet, at det var muligt. Men det er det altså.

hende, mærke hendes bryster, mærke hendes krop. En is væg spærrer vejen. Den løfter sig lodret, mindst hundrede meter op i luften. Den ligner en kvinde. Hun ser på mig. Uden ord fortæller hun mig, at jeg skal vende om, men det vil jeg ikke. Jeg vil fortsætte, jeg vil gå dybest ind i hendes øje. Men jeg ved jo slet ikke, hvad jeg finder. Og nu forstår jeg det: Alting er i hendes øje. Alt hvad hun har set i hele sit liv, for når jeg ser ind på isen, så er den som et spejl, og inden i spejlet står alt, hvad hun nogensinde har set og tænkt, for også hendes tanker er inden i is spejlene. Og nu ser jeg mig selv. Jeg kan ikke komme videre. Is væggen spærrer vejen. Jeg kan gå tilbage, men det vil jeg ikke. Jeg tager min kniv og hugger trin i isen og kommer højere og højere op, og nu er jeg oppe. Jeg ser ud over et stort landskab. Det er øjets

Pigens stemme

Scan billedet og hør pigens fortælling

Alt det hørte og så jeg inden i Lille Charlottes øje, og mens jeg nu fortsatte fremad og så alt det, hun havde gemt dér, tænkte jeg over, hvordan det kunne gå til, at jeg var inden i hendes øje. Jeg havde jo mig selv med. Jeg havde mine ben og mine arme og mit hoved og mine egne øjne. Jeg havde hele, og nu spurgte jeg mig selv, om jeg også, i samme øjeblik var uden for, uden for hendes øje. Var jeg to steder på samme tid? Det kunne jeg ikke svare på, og jeg besluttede, at det ville gøre mig helt rundtosset at tænke videre ad den vej, i stedet skulle jeg forsøge at forstå, hvordan jeg kunne redde hende, og jeg tænkte, at jeg skulle skynde mig, for, forklarede jeg mig selv, det er umuligt at overleve inde midt i en isblok. Og jeg satte fart på, jeg løb. Jeg kneb mig i armen og mærkede efter.

Jo, jeg kunne mærke den, og smerten, da jeg lagde alle kræfter i. Den var virkelig. Jeg var virkelig. Og hvad jeg så i øjet var virkelig. Det var alt sammen, hvad Lille Charlotte havde set, oplevet … og hvad hun havde tænkt. Og netop da jeg endnu engang havde forklaret mig selv, at sådan var det, så jeg mig selv. Jeg kom gående i skolegården. Jeg kiggede op. Jeg kiggede hen på hende. Jeg slog øjnene ned og gik videre, og mens jeg gik, mærkede jeg hendes tanker. De var om mig. De morede sig lidt over, at jeg var genert. Men først og fremmest, og det gjorde mig glad og rørte mit hjerte, først og fremmest mærkede jeg, at hun holdt af mig, ja, mere end det, at hun var forelsket i mig. Alt det mærkede jeg inden i hendes øje. Så kom en lille pige. Hun lignede Lille Charlotte, men det var ikke hende. Jeg hedder Øje-Pigen, sagde hun. Jeg sagde ikke noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Godt nok var det alt sammen meget mærkeligt, men jeg havde ikke ventet at støde på sådan en lille pige. Hun var meget smuk, og da jeg kiggede nærmere efter, så jeg, at hun var sammensat af øjne. Hendes ben, hendes kinder ja, selv hendes fine slangekrøller var lavet af små, brune øjne. Det går ikke godt, sagde hun. Jeg ser ikke så godt længere. Hun pegede på sine øjne. Og hvor dumt! Hvor forfærdeligt. De isede til. Der voksede iskrystaller ind over hendes øjne, over alle hendes øjne.

Men jeg kender da godt dig, sagde hun og bed sig i sin underlæbe. Dig har jeg set mange gange. Dig holder jeg af at se på, og du gør mig også lidt bange. Jeg ved ikke rigtig. Men du kommer for at hjælpe, ikke sandt? Jeg nikkede. Så skynd dig! Du kan se. Det går hurtigt. Og ganske rigtigt, nu forsvandt hendes venstre øje, lukket af is. Tag rulleskøjterne, hviskede hun. Der stod et par rulleskøjter på isen. De var lavet af øjne. Hvor mærkeligt! Hvor smukt. Jeg spændte dem på, og straks for de frem, dybere ind i øjet, hen over isen. Og op gennem mine tæer og ben strømmede der billeder fra rulleskøjterne op i mit hoved. Jeg susede af sted, dybere og dybere ind i øjet, og videre endnu, på vej op mod hovedet. Det var der, jeg skulle hen. Jeg skulle vække Lille Charlotte, nå at vække hende, før hun døde. Stop! Stop kære ven! Tænk dig, det var kvinden jeg tidligere havde set stå inden i isen. Nu var hun ikke vred og afvisende, som da jeg stødte på hende første gang. Ikke så hurtig, sagde hun og lo meget venligt. Der er tid nok. Lille Charlotte er langt fra død. Og hun dør slet ikke. Det kan du være helt sikker på. Jeg sagde ikke noget. Hvad ville hun fortælle mig? Og jeg nikkede. Jeg tænkte, at hun kunne hjælpe mig og Lille Charlotte. Det er mig, der ejer slottet.

slottet. Alt det husker du sikkert godt, for du er jo en klog dreng. Det var jeg nu ikke så sikker på, men det var sandt, at jeg havde sagt, at jeg ville give mit liv. Nu lo hun: Men så galt tror jeg nu ikke, det vil gå. Vel? Nej, tænkte jeg, så galt skal det helst ikke gå. Godt nok havde jeg sagt, at jeg ville give mit liv. Og lige da jeg sagde det, mente jeg det. Men også nu? Nu var jeg ikke så sikker. Og du er stadig sikker. Jeg løj, jeg nikkede endnu en gang. Og tro mig, kære ven, jeg har forsøgt alt. Først stod jeg oppe på isen. Jeg huggede, og jeg hakkede med min kniv. Men den var alt for hård. Så græd jeg, tårer er varme ved du. Og jeg græd og græd og blev ved. Jeg håbede, at mine tårer ville smelte isen, der kom også et lille hul, men jo slet ikke nok. Hun rystede beklagende på sine skuldre, løftede dem og lod dem falde igen i en stor, opgivende bevægelse: Og til sidst, det forstår du, havde jeg ikke flere tårer. Jeg var helt tømt, alligevel fortsatte jeg, og jeg gned på isen, jeg sparkede og hamrede på den, jeg satte tungen til og slikkede og spyttede, men tænk dig, det var, som om isen bare blev stærkere og hårdere, som om det jeg gjorde havde den modsatte virkning. Og nu … Så lo hun: Men det er jo ikke is alt sammen. I virkeligheden er der såmænd ikke særlig meget is, og det er ikke spor farligt. Lad os gå lidt sam-

Hun så afventende på mig. Det er flot! sagde jeg. Hun lo. Ikke sandt! Og nu skal du høre godt efter. Det jeg fortæller nu, er meget vigtigt: Som du har set, så ligger Lille Charlotte inden i en isklump, ja, en stor terning. Mærkeligt, ikke sandt? Jeg ved virkelig ikke, hvordan hun er kommet der ind, og jeg er meget ked af det. Og det er jeg, fordi det jo er sket inden i mit slot. Så på den måde har jeg jo et ansvar. Du var vred på mig, sagde jeg. Du ville have, at jeg skulle gå ud? Det passer, sagde hun. Jeg vidste ikke, hvem du var, jeg var bange for, at du ville gøre Charlotte ondt. Der er så frygtelig mange onde mennesker. Og jeg troede, det må du undskylde, at du var én af dem. Men det ved jeg nu. Du vil Charlotte det godt. Derfor er jeg glad for, at du er kommet. Hun holdt en pause, trak vejret gennem næsen, som om hun måtte tænke sig om, og som om hun ville give mig tid til at forstå, hvad hun havde sagt. Som sagt. Jeg er ked af det, men nu er du kommet, og det er jeg vældig glad for, for jeg tror, at du er den rette til at hjælpe Lille Charlotte. Jeg nikkede. Det var sandt. Jeg ville hjælpe hende, virkelig. Hun skulle ikke blive liggende og dø inden i isterningen. Hun fortsatte, nu sådan lidt spørgende, lidt forsigtigt: Og du har jo sagt, du husker ude ved dørvogteren, at kun den, der vil give sit liv for at frelse et menneske, kun han kan komme ind i

men. Der er tid nok. Der er noget, jeg vil vise dig. Jeg gik med, og vi fortsatte sammen dybere ind i Lille Charlottes øje og ind gennem øjets erindringer. De stod på de blanke is stykker, der stod som store spejle, som en allé af spejle, vi vandrede hen igennem. Hvor var det mærkeligt. Den ene erindring afløste den anden. Hér læste Lille Charlotte i en bog. Dér spiste hun, og der legede hun, hun var et lille barn. Mens vi gik, tænkte jeg, at det var mærkeligt, som kvinden lignede Lille Charlotte, men, og det siger jeg uden at jeg vil genere Lille Charlotte, hun var smukkere. Hendes øjne var store, lysende og meget venlige og spørgende, og som om de hele tiden vidste, hvad jeg tænkte, som var de en lille smule foran, og foran mine tanker. Og næsen var vidunderlig. Næser kan nemlig godt være vidunderlige. Der var et lille fint knæk midt på næseryggen. Som var der et svar på alting, der, i knækket. Meget mærkeligt. Og tungen, når hun talte, løftede den sig, som ville den røre og omfavne alt i verden med en stor, grænseløs kærlighed. Der var bølger i hendes hår, der var en sart hvidhed på kindens røde, og der var på hendes fingre noget næsten dronningeagtigt. Den måde hun løftede hånden og fingrene på, havde jeg aldrig før set. Hendes bevægelser understregede hendes ord, og det var næsten, som sagde fingrene, deres negle og deres spidser mere end ordene. Og som sagde de endnu

mere, end jeg kunne forstå. Her, sagde hun. Se engang her. Sid ned. For enden af spejlalléen var en stol og foran stolen et spejl. Ja, stolen er til dig. Sæt dig ned, så skal du bare se. Jeg satte mig. Stolen var blød, men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at der langsomt voksede iskrystaller op ad stolens fire ben. Nu kom der billeder, en hel film, og det var mig, der var hovedpersonen i filmen. Jeg var i skolegården, jeg gik, jeg løb, jeg sad, og jeg så mig omkring, og det var Lille Charlottes øjne jeg så med, og hendes tanker og følelser, jeg oplevede på samme tid. Det var på alle måder en fin film, og først og fremmest selvfølgelig fordi Lille Charlotte var meget optaget af mig. Nu stod jeg stille, jeg vendte mig om, og jeg kiggede lige hen mod Lille Charlotte. Den dag huskede jeg godt. Det var første gang, vi så rigtig på hinanden. Så slog jeg blikket ned, vendte mig og gik. Det fortsatte, billederne strømmede ind over mig, og med dem hendes tanker og følelser. Hun var glad for mig. Hun kunne lide mine blå øjne. Hun holdt af mit hår, og den måde det faldt ned i panden, og den måde jeg skubbede det væk. Jeg kunne ikke løsrive mig fra filmen. Det fortsatte. Det var mig. Det var Lille Charlotte, og det var hendes tanker og følelser, og så meget holdt hun af mig. Det svimlede for mig, og jeg lo højt, og kvinden, den smukke kvinde, lo

med, lige så glad som jeg var. Og endnu flere billeder kom, og nu et hvor Lille Charlotte så på min mund, og i tankerne kyssede mig. Det susede inden i mig, der gik røde og hvide skyer af glæde gennem mit hoved og ud i kroppen, det hele summede elektrisk. Ja, sagde kvinden muntert. Det er alt sammen fint.

Jeg ville nikke, jeg ville svare, men jeg var på vej væk. Jeg ville sove ind i hendes kys, blive der og altid mærke hendes glæde og forelskelse. Sov kun, sagde kvinden, bliv i kysset, så klarer jeg resten. Jeg forsøgte at svare, men så sov jeg. Og mens jeg sov, men det vidste jeg jo ikke før bagefter, voksede iskrystallerne op ad stolens fire ben, op og ind i sædet, ind i ryglænet, gan-

ske fint, men koldt. Og fra sædet og ryglænet voksede krystallerne ind i min krop, ind i ryggen og ind i mine lår. De var jo allerede inde i mine sko og strømper og på vej ind i fødderne. Var det fortsat på den måde, så var jeg endt som en siddende is skulptur. En dreng af is på en stol af is, og allerinderst i isdrengens hoved lyttede han til en piges tanker og drømme om et kys. Og uden for hovedet blev drengen kysset af isen. Så tæt på at dø. Vågn op! Jeg hørte knap nok ordene. Et råb, udefra. Én skubbede og rystede mig. Vågn op! Vågn op! Jeg ville ikke vågne op. Jeg sad midt i et vidunderligt kys. Mine læber! Lille Charlottes læber. De rørte hinanden, og sådan skulle det fortsætte, altid, det skulle aldrig høre op. Så væltede jeg om på gulvet. Nogen havde skubbet mig ned af stolen. Jeg rejste mig fortumlet op. Jeg var irriteret, jeg var vred, Jeg ville ikke ud af kysset. Det er mig. Du må vågne op. Du skal hjælpe Lille Charlotte. Det var Øje-Pigen. Det var hende, der talte. Det var åbenbart også hende, der havde forsøgt at vække mig, og da det ikke lykkedes for hende, havde hun væltet mig ned af stolen. Forstår du ikke, sagde Øje-Pigen, hun vil have, at du bliver siddende og sove og dø. Kvinden rystede på hovedet: Hende Øje-Pigen må du ikke tro på. Øje-Pigen græd. Kun det ene øje kunne græ-

de, det andet var lukket af is. Tro på mig. Det er sandt. Hun vil ikke dig eller Lille Charlotte det godt. Hun er ond. Hun vil ødelægge alting. Det er mig, du skal tro på. Da ikke på hende! Se hvor elendig hun er. Kvinden gik hen til Øje-Pigen. Skubbede til hende, sparkede hende og væltede hende omkuld. Hun grinede højt: og se nu. Hun går i stykker. Og ganske rigtig Øje-Pigens ene ben brækkede af. Det var is alt sammen. Kvinden sparkede armene af. De splintrede med en høj syngen. Og ørerne, og næsen. Der var kun munden tilbage. Hun åbnede den og hviskede: Hun lyver, hun er ond. Nu troede jeg på Øje-Pigen. Kvinden var jo ond. Hvordan kunne hun mishandle Øje-Pigen og le samtidig. Det er dig! råbte jeg. Dig, der er ond! Og da jeg råbte, at hun var ond, gik det op for mig, at hun ønskede, at også jeg skulle fryse til is. Det var derfor, hun havde lokket mig ned i stolen, og fastholdt mig med kysset og de vidunderlige billeder. Du har narret mig! råbte jeg. Du er dum, svarede hun, og nu greb hun fat i mig og svingede mig rundt og kastede mig gennem luften, og så voldsomt var kastet, at jeg besvimede. Jeg faldt bagover, væk, og da jeg slog øjnene op, lå jeg under den svævende isterning. Oven over mig, højt oppe lå Charlotte inden i isen, nøgen, på maven, ubevægelig, men med åbne øjne, som om hun kiggede ned efter mig.

Tungen

Men det gjorde hun ikke, for nu igen råbte jeg hendes navn igen og igen. Og denne gang løb jeg tilbage til døren, jeg var kommet ind ad. Jeg ville spørge dørvogteren til råd, jeg ville have ham til at hjælpe mig. Han måtte vide noget, men døren var lukket og selvom jeg bankede og råbte, skete der ikke noget. Jeg forsøgte de andre to døre, bankede, råbte og sparkede til dørene. Kun stilhed og mit eget rådvilde åndedræt En stige, sagde jeg til mig selv, en høj stige. Jeg må op til hende. En økse, en hammer, ligegyldigt hvad. Noget der kan smadre isen. Jeg styrtede af sted om på den anden side af isterningen. Jeg ledte, jeg råbte, men der var ingenting. Kun de tre lukkede døre og det enorme spejlgulv. Der så jeg mig selv, ulykkelig, hivende efter vejret, øjnene rådvilde. Så løb jeg tilbage og ind under isterningen. Jeg så op.

Lille Charlotte så ned på mig med sine is fyldte øjne. Åbnede hun læberne ganske let? Ville hun tale ned gennem isen? Jeg hørte ingenting. Der løb ingen dirren af ord gennem isen. Jeg råbte inden i mig selv: Jeg kommer Charlotte, jeg kommer og hjælper dig. Og dybt i mig selv, så dybt, at jeg kun netop anede, at det skete, ønskede jeg at bevæge mig ind på hendes tunge. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men øjeblikket efter var jeg inde på hendes tunge, ligesom jeg før havde været i hendes øje. Langt til alle sider. Højt op. Jeg mærker tungens erindring: Hun smager på en kage. Hun drikker Cola. Hun sutter på sin finger, og i samme øjeblik tænker hun på mig! Det gør mig glad. Hun tænker: Hvordan smager drengen? Hvordan smager hans kys? Vi havde jo aldrig kysset hinanden. Men ligesom jeg havde, havde hun altså også forestillet sig, at vi kyssede hinanden Tungen tænker: Hvordan smager hans kind? Er den sød? Er den salt? Ja, siger tungen, når han sveder bliver kinden salt! Når han løber og farer af sted for at komme hen til mig, så sveder han, så bliver hans kind salt. Tungen tænker: Jeg er vild med at smage ham! Hov! Hun vil smage mig.

Tungen tænker: jeg vil spise ham! Jeg vil spise det hele. Nej, er der en der siger inden i Lille Charlotte: Kun smage ham, slikke ham på kinden, og kysse! Kysse! Kysse! Jeg ler, mens jeg går videre ind over tungen. Jeg er glad. Hun holder af mig. Der er smagsløg. De vokser op af tungen med de særeste blomster. Hvor smukt! Hvor mærkeligt! Og nu vokser et spejl op fra tungen. Jeg ser Lille Charlotte. Og mens jeg ser, hvad hun gør fortæller hun mig, hvad der skete: Scan billedet og hør pigens fortælling

Spejlet gled ned i tungen. Lille Charlotte var væk. Jeg var alene igen, men ikke helt, for nu hørte jeg en stemme bag mig. Er de ikke dejlige? Jeg vender mig om, og der står Tunge-Pigen. Hun er iført tøj af smag. Hun hilser venligt på mig, og jeg fortæller, at også jeg synes, at blomsterne er smukke. Jeg vil hjælpe pigen, siger jeg, Lille Charlotte, hun er lige ved at dø, men jeg tror, at jeg kan redde hende. Ja, gør det, siger Tunge-Pigen. Det er så kedeligt, hvis hun dør, så sker der ingenting. Der kommer ingenting ind i munden. Ingen kager, ingen bolcher, ingen Fanta. Ja, kun dig, du kom jo, og det er fint, og du smager sikkert ok, men det er bedst, at du vil hjælpe hende. Tag cyklen.

Men skynd dig. Se selv! Hun peger forskrækket ned på tungen. De smukke løg og blomster forvandles til iskrystaller. Og også jeg, siger hun. Og jeg ser det. Hun begynder at krystallisere. Det er isen, der vokser ind i hende. Det er frygteligt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at le, da jeg får øje på cyklen. Den er lavet af sukker. Lille Charlotte spiser vist meget sukker. Er det derfor, hun er så sød? Jeg springer op på cyklen, vinker farvel og kører længere ind i munden, hen over tungen. Jeg ved det, hun dukker op, kvinden der vil spærre mig vejen. Hende jeg så inden øjet. Hende der narrede mig ned i stolen og fik mig til at glemme, at jeg skulle redde Lille Charlotte, hende der smed mig ud af øjet. Og nu, nu står hun foran mig og spærrer vejen. Jeg springer af cyklen og råber: Jeg elsker Lille Charlotte, og hun elsker mig! Flyt dig! Hun siger ikke noget, men jeg mærker, at hun forsøger at skjule, at det rammer hende hårdt, når jeg siger, at jeg elsker Lille Charlotte. Og endnu hårdere når jeg råber, at Lille Charlotte også elsker mig. Dig! råber hun, er hun lige glad med! Hun vil hellere være inde i isen. Det er for at undgå dig, og andre dumme drenge, at hun frivilligt smeltede ind i isen. Dig, hader hun! Virkelig! Meget! Altid! Først råber hun, så hvisker hun, og hele tiden ser hun hånligt på mig. Jeg er lige ved at tro på

hende, men så husker jeg, hvad øjet fortalte mig: At Lille Charlotte holder lige så meget af mig, som jeg holder af hende. Du lyver! råber jeg Du er den onde dronning. Det har jeg fra et eventyr. Derfor råber jeg det, og jeg tager cyklen og kyler den efter hende, men det rører hende ikke. Jo! råber hun, Hvor dum! Så meget kan man tage fejl, du er en lille skid, en lille lort, en lille dum dreng.

Og så griber hun mig, lægger hænderne om min hals. Hun vil kvæle mig, men hun kan ikke. Og hvorfor ikke? Jeg ved det ikke, men jeg bliver ved at mumle, du lyver! Hun elsker mig. Er det derfor? Det tror jeg. Så svimler det for mig, jeg kastes bag ud, ud gennem munden og ned på gulvet under isblokken. Men hun fik mig ikke. Det var mig, der vandt! Hun lyver. Jeg fortsætter:

Øret Nu var jeg i øret. Det højre eller det venstre? Jeg vidste det ikke, men Jeg havde ønsket det, at komme ind i øret. Øret er lyd, lyd er sang, Lille Charlotte er lyd og sang. Perler der triller på fløjl og staver mit navn. Så ville jeg komme tæt på hende, så ville jeg kunne hjælpe. Havde jeg ventet det? Ja, det havde jeg: Der stod hun: Øre-Pigen. Hun var meget fin og klædt i en slags kåbe, der var lavet af lyde. Det havde jeg aldrig set før, men jeg måtte straks indrømme, og det sagde jeg også til hende, at det så vældig smart ud. Hun lo og sagde tak, og da hun bevægede sig ganske let, og kåben svingede ud fra hende, faldt der lyde ud fra kåben. Det var smart, og jeg sagde det igen. Men lydene stivnede i luften. De blev til små dråber af is og faldt ned for fødderne af mig. Der gik de i stykker, og en bedrøvet og tynd lyd steg op i øregangen, og jeg forstod at også her, i øret, var alting ved at ise til. Så pegede hun frem, og der var i hendes pegen en særlig bestemthed, som om hun vidste, hvad jeg ville, og hvor jeg skulle hen, og uden at spørge mere, for jeg havde jo travlt, ville jeg straks gå af sted i den retning, hun pegede ud for mig: ind i øret og endnu videre, op i Lille Charlottes hjerne. Hvor talte Øre-Pigen fint og glad, selvom jeg

jo kunne se, at hun ikke havde det godt. Hendes ben var to ubevægelige is klodser. Hendes arme gennemsigtige, is fyldte. Og alt det hun holdt af: Lydene, sangene og ordenes lyde og alt det, der kom ind øret, alt det kunne hun snart ikke længere høre, for også Lille Charlottes øre forvandledes hurtigt til is. Tag løbehjulet, sagde hun. Jeg hørte det kun svagt, men ganske rigtig: Der stod et løbehjul op ad øregangens væg, og da jeg trådte nærmere, så jeg, at løbehjulet var lavet af lyde. Jeg måtte igen undre mig og samtidig le: et Lyd-løbehjul, men lige meget, jeg sprang op på løbehjulet, satte af med den ene fod, og da jeg fik fart på, begyndte løbehjulet at udsende lyde fra hjulene. Jeg sparkede til. Jeg havde jo travlt, som du udmærket ved. Jeg skulle jo redde Lille Charlotte. Men skynd dig, råbte Øre-Pigen, ellers dør hun, og det bryder jeg mig ikke om. Jeg elsker lyde, jeg elsker hendes sang, det vil jeg ikke undvære. Jeg skal nok, råbte jeg. Jeg skynder mig Øregangen, det var der, jeg susede af sted på løbehjulet, var en smule rød, og der var små huller, hvorfra en slags musik og ord sivede ud. Det var ørets erindringer. Jeg kunne godt lide lydene, for de fik mig til at tænke på Charlotte, og jeg blev i godt humør over, at der stadig var

lyde i hendes øre. Og jeg hørte min egen stemme, den kom fra alle sider, og ligesom svøbt ind i forelskelse. Men nu blev den svagere og svagere. Det var, som voksede der iskrystaller hen over min stemme.. Da jeg havde løbet hurtigt frem i ca. 1 minut, fik jeg øje på et stort instrument. Det tårnede sig op lang ude foran mig, og jeg satte farten op, for jeg tænkte, at der kunne jeg måske få hjælp til at komme videre. Jeg kendte ikke sådan et instrument. Det havde hjul på, og var så stort, at jeg knap nok kunne se op til toppen. Der var lemme og luger, døre og vinduer, og jeg kom til at tænke på et orgel,

men det var anderledes. Og mens jeg kiggede op, åbnede et af vinduerne sig, og en meget smuk fugl kom til syne og begyndte at synge. Og nu måtte jeg le, for den sang mit navn, og da den var færdig åbnede de andre vinduer sig, og tusinde fugle fløj ud og sang med hvert sit næb. Sangen var på en og samme melodi, og samtidig var den tusindstemmig. Ret underlig, men meget smukt. Men det mærkeligste var, at det var mit navn, de sang, og i samme øjeblik det havde lydt inden i Charlottes øre, fløj fuglene ned og satte sig på mine skuldre, på mit hoved og på mine hænder, som jeg automatisk holdt frem for jeg tænkte, at så mange fugle var der ikke plads til på mit hoved og på mine skuldre.

Og de fortsatte og fortsatte, og jeg tænkte, at de aldrig ville holde op og jeg måtte le og undre mig, og det ville virkelig ikke holde op for nu bragte sangen mig op i luften. Tænk dig: sangen løftede mig fri af ørets bund, og sammen med løbehjulet og det mærkværdige instrument fløj jeg højt op i ørets røde himmel. Det vidste jeg jo naturligvis ikke, at ørets himmel er rød, men sådan forholder det sig, og, sagde jeg til mig selv, der er jo temmelig mange ting, jeg ikke ved besked med.

Åh, ja! Råbte jeg. Og fuglene sang-svarede: Jo! Jo! Og deres ja opfattede jeg på følgende måde: Det måtte betyde, at Charlotte endnu ikke var død, og at jeg kunne nå at rede hende. Deres sang blev til billeder og ord, og jeg så Lille Charlotte lige foran mig oppe i ørets røde himmel. Hun bevægede sig, og hun talte til mig. Hun fortsatte sin forunderlige fortælling: Scan billedet og hør pigens fortælling

Så hørte fuglenes sang op, Lille Charlotte forsvandt. Fuglene sang en sidste gang mit navn. Denne gang bedrøvet, ligesom opgivende, og en stor, urolig stilhed bredte sig ud i den røde ørehimmel, og så kom hun: Den store kvinde, som jeg første gang så inden i Charlottes øjes isørken. Pludselig, lige med et, uden varsel, tårnede hun sig op foran mig og spærrede mig vej. Hun morede sig over mig. Hun lo hånligt. Det er det rette ord: hånligt og nedladende, som om jeg var sådan et lille insekt, hun bare kunne knipse væk. Men jeg var ikke bange. Jeg forsatte på den røde ørehimmel og løbehjulet lige frem mod hende, men nu greb hun mig, løftede mig højt op og kastede mig af alle kræfter væk fra sig. Det svimlede for mig, og jeg faldt bag over

og ned i min svimlen, jeg tumlede rundt, svingede rundt om mig selv og styrtede ned mod ørets bund og ud af den røde himmel, men jeg var ikke bange, og så hurtigt faldt jeg, at jeg ikke længere kunne se eller høre eller vide, hvor jeg var, før jeg igen lå på gulvet under den store isterning, som Charlotte lå inden i. Stadig på maven og stadig, med sine is fyldte øjne stirrende ned på mig, der lå på gulvet. Og hvorfor ikke, jeg havde været i øjet og tungen og øret og nu, tænkte jeg, går jeg ind i Lille Charlottes næse. Jeg må finde ud af det, jeg må forbi kvinden der spærrer vejen for mig, jeg må frelse Lille Charlotte. Hun elsker mig, råbte jeg helt vild og sprang mindst en halv meter op i luften, og øjeblikket efter var jeg inden i Charlottes ene næsebor.

Næsen Måske tænker du, at næsen er et klamt sted at gå rundt inden i. Så kan jeg fortælle dig, at det er det ikke. I al fald ikke i Lille Charlottes næsebor. Var det hendes højre eller venstre? Jeg ved det ikke, men jeg gik hurtigt fremad, jeg måtte jo hjælpe hende. Det ved du, og jeg tror, at du har det ligesom mig, at det gælder om at komme hurtigt frem og forbi hende den tåbelige kvinde, der hele tiden spærrer mig vejen.

Jeg standsede op. Nogen begyndte at tale bag min ryg. Du har gættet det? Ja, ganske rigtigt. Det var Næse-Pigen. Alt på hende, tøj og krop, var sammensat af lugte og dufte. Hun svingede mærkeligt, lidt frem, lidt tilbage, som om hun havde svært ved at holde styr på sig selv. Som om hun var ved at dufte væk. Det er dig, der vil frelse og redde Lille Charlotte?

Det er det, sagde jeg. Jeg vil gerne hjælpe dig, sagde hun, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kan. Måske … sagde jeg. Jeg ville fortælle, hvordan jeg inden i øjet, tungen og øret havde fået fortalt, hvad der var sket for Lille Charlottes i slottet, men før jeg nåede at sige det, rejste der sig et stort tæppe af dufte og lugte op foran mig, lidt ligesom et lærred i en biograf, og nu så jeg igen Lille Charlotte og hørte hende tale til mig: Scan billedet og hør pigens fortælling

Så forsvandt duft- og lugttæppet og med det Lille Charlotte. Jeg har travlt, sagde jeg. Og jeg fryser, sagde Næse-Pigen. Hun skuttede sig, trak duftene og lugtene ind omkring sig, men det hjalp ikke, for de var ikke længere noget, der kunne varme. Langsomt forvandlede de sig til is, ligesom hun også selv blev til is, mens jeg talte med hende. Hun klagede sig: Du må virkelig hjælpe. Jeg vil ikke, at hun dør. Jeg vil ikke undvære alt det, der kommer til mig. Det er det bedste, jeg ved: dufte og lugte. Se! Hun pegede. Der voksede iskrystaller ud af næsens sider. De var meget smukke og strålede blåt og hvidt, men det var forkert, at de var i næsen. De skulle være på skøjtebanen og ikke her. Og se: hun pegede på næsen bund. Nu var

den belagt med is, og da jeg trådte et skridt til siden, var jeg lige ved at glide på isen og vælte omkuld. Hun smilede: Jeg tror alligevel, jeg kan hjælpe dig. Tag skøjterne. Og tænk dig. Lige for fødderne af mig stod

der de smarteste skøjter, jeg nogensinde havde set. Sort læder med hvide stjerner og skinnende metal. Skynd dig! Jeg tog dem på, snørede dem fast og satte af ind i næsen og hen over den is belagte bund. Hvor jeg strøg af sted! Hvor jeg satte af med først det ene ben, og så det andet. Og ind gennem dufte og lugte og med ét kørte jeg ind i en sky, og skyen råbte: Dig kender vi, vi er din duft og din lugt. Den har vi gemt, for den holder vi af. Det er det bedste, Lille Charlotte kender. Jeg lo højt. Endnu engang fik jeg fortalt, hvor meget Lille Charlotte holdt af mig, og jeg råbte, mens jeg skøjtede hen gennem skyen, og jeg holder af Lille Charlotte! Åh hvor jeg gør! Åh hvor jeg elsker hende! Da jeg kom ud af skyen, stod hun foran mig: Væk! Gå væk, gå ud, forsvind! Ja, det var hende. Kvinden, den onde kvinde, den dumme kvinde. Forstår du ikke, fortsatte kvinden. Du kommer aldrig forbi mig, du er for dum, for grim, og du er ikke stærk og dygtig nok. Det ved jeg. Det siger de henne i skolen. Ikke sandt! Hun lo drillende. Det havde hun ret i. De siger ikke, at jeg er dum, men de fortæller mig, at jeg skal tage mig sammen ellers kommer jeg ikke med, men altså: jeg kan da sagtens, hvis jeg gider. Er der noget, der interesseret mig, sådan for alvor, så kan jeg godt! Så kan jeg hvad som helst. Og det ved du. Én ting interesserer mig, ja mere end det:

Lille Charlotte. Jeg er ikke bange for dig! Råbte jeg. Det tror jeg, du skal være. Ellers går det galt. Endnu har jeg slet ikke vist dig min styrke, endnu har du ingenting set af det, jeg kan! Du er dum! råbte jeg. Du kan ingenting! råbte hun. Og hvad er det, du vil. Hun er slet ikke interesseret i dig. Jo, hun er! Hun holder af mig. Det så jeg inden i øjet, hørte inden i øret og smagte inden i tungen. Og nu fortale skyen mig det. Pjat. Det er alt sammen noget, du bilder dig ind. Og hvor er det du vil hen? Hvor vil du i grunden hen? Kan du virkelig ikke regne det ud! råbte jeg. Til hjernen selvfølgelig. Der hen. Der vil jeg redde hende og få hende ud af isen. Nu begyndte hun at le, højere og vildere end nogensinde før. Du kan ikke, sagde hun, og ligesom de andre gange greb hun fat i mig, denne gang i mit højre ben og svingede mig rundt, som om jeg var et bundt grøntsager og smed mig med et voldsomt og hånligt skrig ud af næsen og lige ned og ud under den store isterning. Jeg råbte igen: Du har ikke ret! Jeg vækker hende! Vent og se!

Den elskede hånd Tilbage til start. Sagde jeg det til mig selv. Det gjorde jeg, og jeg råbte det højt, men bare for at narre hende. Hvem? Hexen! Samtidig spurgte jeg mig selv? Hvem er hun? Jeg kendte godt lidt til eventyr, og der var tit sådan en temmelig ond dronning, som også var en stedmor. Var det sådan, det hang sammen? Tilbage til start! Råbte jeg, men det var som sagt for at narre hende. For jeg var nemlig ikke helt tilbage. Jeg havde jo set alt, hvad der var sket. Ok, ikke alt, men meget, jeg manglede lige det sidste. Hvorfor var Lille Charlotte inden i is terningen? Det vidste jeg ikke, bortset fra at jeg selvfølgelig var sikker på, at det var hende den hysteriske kvinde, der havde sat hende der ind, men hvorfor? Hvad var ideen? Det forstod jeg ikke, bortset fra at jeg jo allerede havde set og læst og hørt hvor tåbeligt mennesker opførte sig over for hinanden. Hvordan de slog ihjel, narrede hinanden, bagtalte hinanden, gik i krig og så videre. Der var tilsyneladende ingen ende på menneskenes tåbelighed. Absolut ingen ende. Jeg rejste mig og råbte det højt: Absolut ingen ende! Jeg løftede mine hænder og truede lige op i luften, som om kvinden sad der, og det gjorde

hun jo på en måde også: Hun var jo inden i Lille Charlotte. Og da den tanke kom, og den blev stående med temmelig store bogstaver, blev jeg endnu mere forvirret: Inden i Lille Charlotte? Det havde jeg jo set, flere gange, men det var først, da jeg sagde det højt inden i mig selv, at jeg for alvor undrede mig. Var hun Lille Charlotte? Det kunne jeg ikke svare på, og derfor sagde jeg: Nej, hun er selvfølgelig ikke Lille Charlotte, men der sad en tvivl, den sad lige midt mellem mine øjne og gjorde mig både bedrøvet og rasende. Sådan skulle det ikke være, sådan var min Lille Charlotte ikke! Hun havde ingen tåbelig kvinde gående rundt inden i sig. Nej! Og sådan var Lille Charlottes kind ikke, sådan var hendes hænder og fingre ikke. Jeg kendte hendes hænder, den højre, ikke meget, men jeg havde én gang holdt om hendes højre hånd. Vi ville sige goddag til hinanden. Bare sådan almindeligt. Det gjorde vi, men ingen af os kunne bag efter slippe den andens hånd igen. Det var, som om vi var limet sammen, som om verdens stærkeste lim var klistret fast til vores højre hænder. Jeg kunne ikke trække hånden tilbage. Heller ikke Lille Charlotte. De hang fast. Til sidst, jeg ville ikke slippe hende,

og hun ville ikke slippe mig, og så gjorde jeg det alligevel, trak min hånd tilbage. Det var i sommerskoven. Det var derfor jeg fortalte om Vinter- og Sommerskoven. Jeg var gået ud i Sommerskoven. Hvorfor? Fordi jeg gik der, hvor jeg troede, at hun gik. Og hvorfor gik hun der? Fordi, det tror jeg nu, fordi hun tænkte, at jeg ville gå en tur i Sommerskoven. Og nu, i det øjeblik jeg huskede dengang vi holdt hinandens hænder i Sommerskoven, fløj jeg op og lige ind gennem isterningen og ind i Charlottes højre hånd. At det var den højre, og ikke den venstre, var jeg ikke i tvivl om, for jeg mærkede, at hånden huskede mig, og nu kom hun: Hånd-Pigen. Hun smilede, hendes smil var sat sammen af små fingre. Det lyder mærkeligt, det indrømmer jeg, men det så faktisk ret smart ud. Hun sagde: Dig kender jeg godt. Min hånd kender dig, og nu begyndte hun at fortælle, om dengang Lille Charlotte og jeg hilste på hinanden, da vi hver især rakte vores højre hånd frem og sagde goddag. Hun kunne næsten ikke slippe dig. Hun ville blive ved og jeg, ja det er mig, der er hånden, ville heller ikke slippe dig. Tænker hænder selv, spurgte jeg mig selv. Og som om hun havde hørt mit spørgsmål svarede hun: Selvfølgelig tænker hænder da. Tror du, de er helt uden tanker? Jeg svarede ikke. Jeg måtte lige tænke mig om. Og før jeg kunne svare, begyndte hun igen

at fortælle, hvor vidunderligt det havde været at holde min hånd i hånden: Det løb igennem mig med både ild og is. Det sitrede i mig, det gøs og knitrede, jeg dinglede og svajede og vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg afbrød hende. Og det var det rigtige tidspunkt, for nu rynkede hun sin pande-hånd, og stod ligesom i tanker hun ikke kunne komme ud af. Jeg husker det på samme måde, sagde jeg. Og så spurgte jeg: Kender du hende kvinden, hende der er her inden i Lille Charlotte? Og jeg fortalte hende hurtigt, hvordan jeg havde mødt hende inden i øjet, i øret, på tungen og inden i næsen. Jeg kender hende godt. Nu skal jeg vise dig hende, og lige i det øjeblik hun sagde det, rejste en stor hånd sig op foran os. Den var som et lærred i en biograf, og nu så jeg kvinden, og jeg så Lille Charlotte, og jeg hørte hende fortælle. Den fremvisende hånd forsvandt. Charlotte og hendes stemme gled væk.

Scan billedet og hĂ¸r pigens fortĂŚlling

Nu vidste jeg det hele. Nu havde jeg set og hørt, hvordan kvinden havde lokket Lille Charlotte ned i is terningen. En heks, hviskede jeg. Hun er en heks. Hånd-Pigen nikkede. Jeg ville spørge om vej, hvordan jeg kom videre fra hånden, op gennem armen og videre op gennem halsen og derfra op i hjernen. Det var dét, jeg skulle, jeg var sikker, jeg skulle op i Lille Charlottes hjerne, og der skulle jeg, men hvordan, genopvække hende. Du skal bare lige ud. Den vej! Hånd-Pigen pegede. Og lige om lidt så møder du hende, der passer på og bor inden i armen. Så kan hun hjælpe dig. Jeg skal nok følge dig på vej. Måske kan det lykkes dig, at snige dig uden om den onde kvinde. Men skynd dig. Der er så koldt! Hun rystede, hun slog sine hænder ind om sin hånd. Ja, der var koldt, der voksede iskrystaller frem omkring os. Og hen mod mig. De var som fingre, der ville gribe mig og holde mig fast. Og først nu mærkede jeg, hvor koldt der var. Du mærker det, sagde den lille Hånd-Pige. Jeg behøvede ikke at nikke. Hun kunne jo se det. Tag fingerskoene, sagde hun, og selvom jeg frøs og mærkede, at jeg skulle skynde mig, kunne jeg ikke lade være med at le, da jeg fik øje på fingerskoene, hun ville låne mig. De var sat sammen af fingre og hænder. Ret smart. Ejendommeligt. Og jeg tænkte, at sådan et par sko ville jeg lave til mig selv, når jeg og Charlotte

var kommet frelste ud af den onde kvindes slot. Og jeg tænkte, at det var en stor fejl, at vi overhovedet var gået ind ad dør nummer 1. Og det var det jo alligevel ikke. Vi var jo begge gået ind i slottet, fordi vi ville møde hinanden. Fordi vi var forelskede. Hun i mig, og jeg i hende. Derfor. Derfor var det ikke forkert, men hvor var det blevet indviklet, og kunne jeg virkelig redde Lille Charlotte? Kunne jeg få hende levende ud af is terningen? Jeg havde endnu ikke rigtig tvivlet. Jeg var vant til at lykkes med det, jeg ville. På en mærkelig måde, så lykkedes det mig altid at gøre det, jeg ville, selvom det så umuligt ud. Men nu tvivlede jeg. Du må prøve, sagde den lille Hånd-Pige. Skynd dig. Hun kunne næsten ikke tale længere. Hendes mund var ved at fryse til. Hun sagde nogle ord, men de blev forvansket af iskrystallerne, der voksede ud af hendes læber og tunge. Jeg skynder mig, sagde jeg. Jeg bøjede mig og tog fingerskoene på. Det var lige min størrelse. De passede fint, og det var, som om de havde ventet på mig og nu ville hjælpe mig med at komme hurtigt frem, og nu sprang og løb jeg hurtigt hen under iskrystallerne, der stod som underlige og syngende vægge i håndens rum. Fem løbende fingre under hver fod. Det var sjovt. Nu var jeg ude af hånden, og der mødte jeg, som Hånd-Pigen havde sagt, Arm-Pigen. Er det dig? Spurgte hun.

Det er mig, sagde jeg. Lige præcis mig, og jeg skal op til Lille Charlottes hoved for at vække hende. Hun ligger inden i en isterning, og hvis hun ikke snart kommer ud, så dør hun. Jeg ved det godt, sagde Arm-Pigen. Og så dør jeg også. Hun var sammensat af arme, små, fine arme. Hendes øjne var brune. Det ene var lukket af is. Engang var det et fint rum, sagde hun. Her var

rødt af blod, her var store floder og fine bakker, her var træer og buske. Her var alting og en himmel med måner og sole. Og altid var der en vidunderlig musik. Og det ved du vel, Lille Charlotte sang jo altid, og når hun ikke sang, så nynnede hun, og når hun ikke nynnede, så stod sangen og det nynnede som et ekko her inden i armen. Hvor mærkeligt, tænkte jeg. Men jeg forstod det godt. Jeg holdt jo også af hendes stemme.

Det husker du: den er som fine perler, der triller hen mellem hinanden i stadigt vekslende mønstre, og kunne man ikke forstå mønstret, eller hvordan det ville udvikle sig, så var man aldrig i tvivl: det var smukt, det blev smukt. Sådan var det. Og hør: Og nu hørte jeg Lille Charlottes stemme. Den kom fra alle sider, fra hele armen. Men svagere og svagere. Det er isen, sagde Arm-Pigen. Den griber sangen, den æder sangen, den lukker sangen og vokser hen over tonerne. Så bliver der helt stille. Så er hun død. Ikke endnu, sagde jeg. For jeg redder hende, og jeg elsker hende, og jeg vil dø for hende. Og da jeg sagde det, voksede Lille Charlottes stemme i styrke, den trængte kulden tilbage. Mærkeligt, sagde Arm-Pigen. Fordi jeg elsker hende, sagde jeg. Derfor. Og jeg råbte det igen: Jeg elsker dig! Elsker dig! Og sangen svarede, den steg i styrke, og isen i armen stoppede, den så sig om, tvivlede og bredte sig ikke længere. Videre! råbte Arm-Pigen. Jeg svarede ikke, i stedet satte jeg i løb, og skoenes ti fingre satte fart på, og jeg fløj op gennem armen. Var hun væk, den onde heks? Havde hun opgivet at standse mig? Jeg så hende ikke, hørte hende ikke. Jeg fortsatte op gennem skulderen. Mine skofingre var åbenbart utrættelige, de nærmest fløj af sted, som havde de også vinger. Det havde de ikke, men vi susede hen over det is belag-

te kød og blod og jeg fortsatte med at råbe: Jeg kommer! Jeg redder dig! Og Aller tiest råbte jeg: Jeg elsker dig! Og hver gang jeg råbte, tøvede isen. Den standsede op, knitrede som is gør, når den fryser, skælvede, bristede, og jeg råbte igen og igen, for jeg mærkede jo, at lige præcis mine råb holdt Lille Charlotte i live. Halsen var interessant. Der ville jeg godt have haft mere tid til at se mig om, men det var der jo ikke, det forstår du udmærket, ikke tid til, men det var spændende at se og mærke, hvordan halsen huskede alting. Og hvordan spiserøret havde skrevet op på sine vægge alt, hvad Lille Charlotte havde spist. Også her blev jeg genkendt af Hals-Pigen og hun råbte efter mig. Jeg skulle skynde mig. Jeg ved det, råbte jeg, mens jeg og de fingerbårne sko racede af sted. Det var dem og ikke mig, der satte farten, men det var mine tanker, der fik skoene til at flyve hen over isen. Hurtigere og hurtigere, nu op gennem hovedet. Nu stod jeg foran hjernen. Der var en dør. Ja, tænkte jeg, selvfølgelig er der en dør. Hun åbnede døren. Hexen. Hun smilede sit ondskabsfulde smil. Hun lo stille, drejede hovedet drillende og lod sin smukke næse pege ind ad døren. Ind mod hjernen, og sagde: Og du troede det var her? Ja, særlig klog er du jo ikke. Du har vist lyttet for meget efter, hvad de har sagt i skolen: At det foregår oppe i hovedet.

Men kom bare inden for. Ja, jeg inviterer dig. Vær ikke bange, du er velkommen. Jeg løb ind. Der var kun is. Bjerge, sletter, floder, træer, store, lukkede landskaber. Der var meget smukt, men ingen bevægelser, og ingen vind rejste sig, og fik træernes isblade til at klinge, der var kun et koldt ekko af hendes hånende ord. Jeg måtte videre, dybere ind, længere ned, højere op. Hjernens skyer hang stivnede oppe i himlen, store, frosne figurer, de skinnende blåt og hvidt. Det var, som ville de fortælle mig noget, men deres sky-munde var lukkede, deres læber frosset til, og også deres sky-øjne. Jeg løb ned i dal, hvor var her smukt, men alt var frosset og nu fik jeg et chok. Jeg bremsede op. Der var tusinde og atter tusinde figurer i dalen på størrelse med mig selv, og det var mig. Det er ikke svært at genkende sig selv. Jeg stod i alle mulige stillinger, sad, lå løb, men standset midt i et spring. Det var figurer af is. De ville også tale, det mærkede jeg, men deres munde var frosset. Jeg gik helt tæt hen til en af dem. Han så på mig, han forsøgte at åbne munden, men så sprang læberne, is stykkerne fløj ud fra ham, hen gennem luften, og nu skete det mærkeligste, lyden fra hvert af de tusinde stykker is samlede sig til et ord: Hjertet. Jeg havde hele tiden, som du husker, forestillet mig, at jeg skulle op til hjernen for at finde en måde at bringe Lille Charlotte tilbage til sig selv

og ud af isblokken. Det havde jeg jo lært i skolen, at det hele var oppe i hovedet, alle tanker, alle beslutninger, alting var inden i hjernen, og kom jeg først der ind, så ville jeg kunne hjælpe Lille Charlotte, men nu kom jeg i tvivl. Hvorfor? Endnu en drengs læber gik i stykker. En sky splintredes uden lyd over mit hoved, is træerne revnede og i hvert stykke is syntes jeg at høre ordet hjerte. Hjertet, gentog jeg. Jeg satte mig overrasket ned. Og i det øjeblik gik det op for mig: selvfølgelig, det var hjertet. Det var der, jeg skulle hen. Af alle steder var det hjertet. Jeg løb ud, og nu begyndte blodet at tale til mig. Først forstod jeg det ikke, men jeg standsede op, stod stille og lyttede for blodets tale var indtrængende, meget insisterende, men knap nok til at høre: Jeg lyttede, og nu forstod jeg, hvad der blev sagt: Tag med ned til hjertet, men skynd dig! Skynd dig! Og da jeg hørte opfordringen, genkaldte jeg mig alle de eventyr jeg havde hørt og læst, og netop der, i eventyrene, var det jo altid hjertet, der var det vigtige. Hvorfor havde jeg ikke husket det eventyrene fortale? Hvorfor ikke med det samme tænkt, at det var der, jeg skulle hen, for der var kærligheden. Hjertet var centrum. Der gjorde det ondt, når den man holdt af gik sin vej. Der boblede og kildrede det, når den man holdt af strakte sin hånd frem for at sige goddag. Som Lille Charlotte havde gjort.

Blodets tale blev svagere og svagere. Jeg var i blodet. Det strømmede mod hjertet, men langsomt. Det drev af sted som en is fyldt flod, og jeg sprang af sted fra den ene flage til den næste, hurtigere og hurtigere. Men jeg kom for sent. Netop før jeg ville springe fra den sidste isflage og ind i hjertet, standsede blodet. Den sid-

ste svage bevægelse rejste sig som en skælven, blodet rystede, og alting stod stille. Og i stilhed hørte jeg et råb om hjælp ind fra hjertet. Men jeg kunne ikke komme videre, og nu voksede det is fyldte blod ind over mig, og det sidste jeg hørte, var et stort triumferende råb: Hvor er du dum. Drenge som dig taber altid! Tåbe! Tabernar!

Måske Nu vidste jeg ikke længere, hvad jeg skulle gøre. Ligegyldigt hvad jeg havde prøvet, så blev jeg kastet tilbage, ud og ned under den store isterning. Og hjertet. Jeg havde hørt råbet om hjælp, og jeg havde set og mærket, hvordan blodet frøs til is, netop da jeg stod foran hjertets port. Jeg sad igen på gulvet under is terningen. Jeg bøjede hovedet. Jeg græd. Jeg opgav. Jeg kunne ikke hjælpe, men i det øjeblik jeg tænkte, at jeg ikke havde flere kræfter, og at der ikke var flere muligheder, og en og to og tre dråber dryppede fra mine øjne og ned på mine hænder fløj et billede gennem mit hoved. Det var Sommerskoven, jeg så. Det var den dag, jeg trykkede Lille Charlotte i hånden. Den første og eneste gang. Den gang vores hænder ikke kunne slippe hinanden igen. Og jeg tænkte, om det alt sammen var forkert, det jeg havde forsøgt? Skulle jeg bare have fundet en lang stige og en stor økse, kravlet op og knaldet øksen ned i isen, så den var revnet, og Lille Charlotte og jeg var faldet ned på gulvet, så jeg kunne omfavne hende og varme hende, indtil alt isen var smeltet. Var det det, jeg skulle have gjort?

Måske. Men hvad hjalp det, når der ingen stige var, når der ingen økse var, jeg havde jo løbet rundt og ledt. Jeg havde banket på alle tre døre og råbt om hjælp. Der var ingen stiger, ingen økser, og ingen dørvogtere åbnede dørene og spurgte, om de kunne hjælpe. Der var kun mig, isblokken og inde i den Lille Charlotte, og inden i hende den forfærdelige monsterkvinde, der narrede og snød og bedragede og spærrede mig vejen.

Men nu, hvor mærkeligt, dukkede det røde egern op. Ikke her hvor jeg sad, men i mit hoved. Det så på mig, og så sprang det af sted, først hen over sneen i vinterskoven, så op i et træ, det sprang gesvindt, og for hvert spring så det sig tilbage for at se, om jeg stadig holdt øje med det, det gjorde jeg, for på en mærkelig måde trøstede det mig. Jeg vidste ingenting længere, kunne ingenting, havde opgivet det hele, og nu var det, som om det røde egern var sprunget ind i mit hoved og fyldte alt det tomme og bedrøvede ud med

sine fine spring. Og oppe i træet, højest oppe, så det igen ned efter mig, før det satte af og sprang over i et nyt træ. Denne gang, sprang det lige fra Vinterskoven og over i Sommerskoven og forsvandt ind i et træs tætte løvhang. Det var væk. Jeg ville råbe. Jeg ville se det igen. Og nu kom det ned fra træet, løb hen over det grønne græs, hvor små hvide blomster stod og nikkede i vinden. Jeg løb bagefter og nu, hvor mærkeligt: Der stod Lille Charlotte. Lige der, hvor vi første gang holdt hinanden i hånden.

Hun sang. Lille Charlotte sang. Dengang i Sommerskoven sang hun. Det var derfor, jeg fandt hende. Hun stod under et træ, og jeg tror, det sagde jeg til mig selv. Hun synger, så også bladene synger, for det var, som bevægede de sig i takt til Lille Charlottes sang. Som om også dyrenes kroppe bevægede sig rytmisk. Og fuglene, deres næb åbnede og lukkede sig i takt med Lille Charlottes sang. Jeg huskede ikke melodien. Heller ikke ordene, men hvordan min krop og mit hjerte også blev bevæget. Og nu, som var det mit hjerte, der åbnede sig, begyndte jeg at synge. Ikke hendes melodi, ikke hendes ord, men sådan som jeg mente, det måtte være. Jeg vidste slet ikke, at det var det, jeg gjorde. Så lyttede jeg, så forstod jeg, at jeg sang, og nu lyttede jeg til mine ord. De fortalte om vores hænder, om håndtrykket, de fortalte om min heftige forelskelse, og de fortalte, at jeg ville give mit liv for Lille Charlotte. Og nu sang jeg højere og højere. Jeg græd ikke længere, men der dryppede vand ned på mine hænder, ned på mit hoved og ned på mine skuldre, og da jeg kiggede op, blev jeg ramt af tusinde dråber vand. Det kom fra isblokken. Den smeltede. Jeg rejste mig, kiggede op, åbnede munden, vandet dryppede ned i min mund, og jeg sang videre, stadig højere, og nu hviskende, fortællende om vores hænder og det kys, jeg havde drømt om.

Til sidst, nu stod jeg i et iskoldt brusebad, men jeg fortsatte. Store flager faldt fri af isblokken og ned. De lignede spyd og økser, men jeg sprang til side, og da de ramte gulvet, splintrede de og is stykkerne fløj hen over gulvet ud til siderne under en høj, syngende lyd. Og til allersidst smeltede Lille Charlotte ud af isen, og jeg greb hende. Jeg pressede hende ind til mit bryst og varmede hende. Charlottes øjne. Charlottes mund.

VIA Center for Undervisningsmidler