/Beskriv by Simon Kampmann

Projekt Familieliv uden vold, Odense Kommune: Beskrivelse af behandlingsmodel

Målgruppe - Familier med børn i alderen 4-12 år: - hvor børnene enten selv har været udsat for vold eller har oplevet vold i deres familie. - hvor den eller de forældre, som barnet bor sammen med, har et ønske om forandring for børnene.

Effekter -

Øget trivsel og udvikling Mere stabil tilværelse Færre følgevirkninger af vold Brudt voldsspiral og/ eller sundere mestringsstrategier Håb for fremtiden

Uddannelses- og kompetenceprofil hos udøveren Teamet: 2 familiebehandlere, 2 familiepædagoger og 1 psykolog. 1 familiehusleder som er behandlingsansvarlig, 1 projektleder Fælles udgangspunkt: uddannelse og erfaring: Udover grunduddannelser som pædagog, socialrådgiver og psykolog, har alle forskellige terapeutiske efteruddannelser. Alle har et fundamentalt kursusforløb i den systemiske metode, samt viden om - og erfaring med en anerkendende tilgang i familiearbejdet. Alle i behandlerteamet har arbejdet med familiebehandling i imellem 2 – 9 år. Individuel uddannelse og erfaring: Teamets familiepædagoger har erfaring med støttepædagogisk arbejde Teamets familiebehandlere har erfaring med konsultativt arbejde på familieområdet, samt kursusforløb i den narrative metode.

Teamets psykolog har erfaring med traumebehandling, samt en uddannelse i EMDHmetoden. Teamets behandlingsansvarlige familiehusleder har ledelsesmæssig erfaring indenfor både behandlings – og myndighedsområdet B&U, samt en uddannelse i supervision. Hun er på nuværende tidspunkt i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Behandlerteamet og teamets ledelse har færdiggjort et opkvalificeringsforløb i narrativ børnemindmapping. Behandlerteamet har tillige færdiggjort et opkvalificeringsforløb i kunstterapi. Teamets ledelse (familiehusleder og projektleder) har færdiggjort et opkvalificeringsforløb i proceskonsulentarbejde på narrativt grundlag.

Teoretisk grundlag Den teoretiske base udgøres af familieterapeutiske teorier (systemisk/narrativ) og nyere udviklingspsykologi, herunder tilknytningsteorier, samt krise- og traumeteori med fokus på mekanismer bag – og reaktioner på familievold hos børn og voksne. Behandlingsmæssigt er udgangspunktet en helhedsorienteret tilgang, baseret på den systemisk-narrative tænkning. Der arbejdes med koordinering og med relationerne i familien og netværket med henblik på: Koordinering: -

at sikre, at der arbejdes i samme retning i de ofte talrige indsatser og sager omkring familien. Det koordinerende arbejde understøttes af kontaktordninger og samarbejdsaftaler mellem de relevante myndigheder.

Samtaler: - at udvikle barnets forhold til nære og/eller betydningsfulde personer i barnets netværk. - at åbne for forståelse og nærhed imellem familiens medlemmer - at ”befri” barnet for internaliserede tanker og selvforståelser i forhold til det at leve i en familie med vold. - At åbne barnets øjne for positive mestringsstrategier, for alt det, som barnet også er og fremme håb for fremtiden. Helhedsorienteret familiebehandling: fleksibilitet, relation og metode: Traumeteori peger på familievold som en væsentlig risikofaktor for at udvikle komplekse traumer. For både børn og voksne viser følgevirkningerne sig på mange forskellige livsområder - psykisk, fysisk og socialt -, og ofte følger der mange sekundære traumer med i kølvandet. Vi arbejder derfor ud fra et helhedsorienteret syn på behandling, baseret

på centrale værdier som medmenneskelighed, respekt og personlig udvikling. Vi tager udgangspunkt i, hvad traumet betyder for børn og voksnes samlede livssituation og lægger vægt på fleksibilitet og relationskompetencer i behandlingsarbejdet. Det kommer bl.a. til udtryk på følgende måder: -

Der lægges vægt på tæt tværfagligt samarbejde og koordination Tværfagligt samarbejde og koordination understøttes af kontaktordninger og samarbejdsaftaler imellem de relevante myndigheder og forvaltninger. Der opereres med en vifte af behandlingsmuligheder, som løbende kan tilpasses det stadie, som familien befinder sig på i forløbet. Supervision med fokus på både familien og behandlerens egen proces i arbejdet med familien

Børnemindmapping med bevidning – et teoretisk perspektiv:

Familiesamtalerne i et behandlingsforløb baseres på børnemindmapping med bevidning – en model, som giver barnet mulighed for selv at fortælle om sit liv, uden at de voksnes fortolkninger og definitioner forstyrrer, men med de voksne som vidner. Teoretisk er tre begreber indenfor den systemisk/narrative tænkning særlig vigtige:

Mind: I en systemisk/narrative forståelsesramme opfattes begrebet mind eller ”det mentale” som kontektsafhængigt og relationelt. ( jævnf. antropologen G. Bateson (1904-1980)) I mindmapping betyder det, at det livslandskab, som barnet tegner dels udtrykker kontekster og relationer fra barnets levede liv, dels bliver til i en kontekst og en relation til behandleren og de vidner, som tager del i mappingen. Enhver mapping bliver derved enestående: Der vil aldrig kunne fremstilles to identiske kort. Og enhver mapping afspejler forskellige betydningslag fra barnets livslandskab, som det er behandlerens ansvar åbent og nysgerrigt at undersøge sammen med barnet. Mapping: Mapping eller kortlægning er en metode til at fastholde opmærksomhed og stimulere barnets kreative og udforskende kompetencer. Metoden er udviklet af den engelske lærer Toni Buzan, som opdagede, at børnene bedre kunne huske de mange informationer et tema kan rumme og at børnene blev mere kreative, når de arbejdede med at tegne kort i forskellige farver undervejs i en samtaleproces. I forhold til de voldsramte børn, som ofte har problemer med at fastholde koncentration og opmærksomhed, som følge af volden, er kortlægnings-metoden et nyttigt redskab i samtalen. Disse problemer kan være et af flere udtryk for, at forbindelserne imellem hjernens systemer er blevet forstyrrede. Kortlægningsmetoden, hvor der tegnes og bruges forskellige farver, kan medvirke til at stimulere disse forbindelser på ny, særligt imellem frontallap -systemet og det limbiske system i hjernen.

Bevidning: En Grundtanke i narrativ terapi er, at vores liv og identitet organiseres i fortællinger, og at vidnerne til vores fortællinger kan have en værdifuld terapeutisk effekt, f.eks. når vi har voldsomme oplevelser og tillidsbrud bag os. (Jævnf. familieterapeuten Michael White (1948-2008)) Traumatiske hændelser er netop karakteriseret ved at skabe diskontinuitet i vores oplevelse af livet og os selv- det kan være svært at finde mening i det skete, at tro på sin egen værdi for andre og evne til at bane sig vej videre i tilværelsen. ”Ekstern bevidning” er en praksisform, hvor fortælleren, får mulighed for at høre deres egne ord genfortalt af andre personer, som har betydning for dem, på en måde, som lægger op til anerkendelse af fortælleren i stedet for de vurderinger, domme og hypoteser, som ofte sniger sig ind i vores tilbagemeldinger til hinanden. Som bevidner hæfter man sig i stedet ved det, som personen har sagt og udtrykt og relaterer det til sit eget liv – en proces, som både kan betyde en forandring i perspektiv for fortæller og bevidner, som styrker relationer og som kan bidrage til at genskabe sammenhæng og mening i vores opfattelse af os selv, andre og af livet. Kobling til neuropsykologisk forskning Vi forsøger at videreudvikle den systemisk/narrative ramme på grundlag af Susan Harts neuropsykologiske forskning. Tanken er, at finde en vej til at nå ind omkring de forstyrrelser, som Susan Hart omtaler imellem hjernens tre systemer (frontallap, limbisk og reptil-systemet) – forstyrrelser, som kan være følgevirkninger af vold og overgreb. Som nævnt ovenfor, ligger der overvejelser omkring hjernens neuroaffektive udvikling bag brugen af mappinger i familiesamtalerne. Og den anvendte spørgeteknik modificeres og tilpasses ligeledes ud fra dette perspektiv. Herudover supplerer vi det sproglige udtryk med andre udtryksformer i det terapeutiske arbejde. Vi anvender kunstterapeutiske redskaber, som giver mulighed for at bearbejde oplevelser og følelser, der ikke så nemt lader sig indfange af ord. Og vi arbejder med at inddrage kropslige udtryksformer via familieaktiviteter, og afslapningsøvelser via fantasirejser. Ansvarliggørelse af voldsudøver: I forhold til volden bliver den cirkulære tænkning og spørgeteknik, som kendetegner systemisk behandling, modificeret på en måde, så voldsudøvers ansvar for volden og mor/barns udsathed anerkendes og tydeliggøres.

Empirisk grundlag 4

Bred forskning i udviklingspsykologi og tilknytningsmønstre, Bowlby, Stern, Fonagy. Særligt for familier med vold er bl.a. følgende grundlæggende viden: -

I voldens kølvand, J. Herman Smertegrænsen, L. Sørensen Affektregulering i udvikling og psykoterapi, J.H. Sørensen, red. Kursusdag ved psykolog Janne Østergaard Kursusdag ved Susan Hart og Ask Elklit. Fra interaktion til relation, Susan Hart og Rikke Schwartz

Viden, anvendt i forhold til behandling, bl.a. - Servicestyrelsens vidensindsamling, ud - og indland. - 10 kursusdage, 4 vejledningsdage - Familieliv uden vold, kursusforløb i narrativ terapi og børnemindmapping. kompendium. - Psykoterapi, teori og forskning, E. Haugaard - Reflekterende processer, Tom Andersen - Erfaringer fra et familieværksted, red. Johs. Thorst og Jan Fog - Reflekterende processer i praksis, red. Helge Eliassen og Jaakko Seikula - 4 kursusdage, 3 vejledningsdage i kunstterapi ved Birthe Hansen. - Familieliv uden vold, Kunstterapi, kompendium v. Birthe Hansen, UCL - Kunstterapi: Idékatalog ved Birthe Hansen, UCL

Pædagogisk psykologisk metode

Behandlingsskabelon: 1. Visitation: 1. Familien visiteres til familiehuset via B&U socialrådgivningen på baggrund af en socialfaglig undersøgelse eller en foreløbig handleplan. 2. Familien overgår fra efterværnsforløbet efter ophold på krisecenter til behandlingsforløbet Overgangen fra delprojekt 1- 2: - Der skal foreligge en indstilling og en handleplan fra B&U socialrådgiveren før familien kan overdrages til delprojekt 2. - Socialrådgiveren varsles om afslutningstidspunktet for delprojekt 1 i så god til som muligt. - Tidspunktet for afslutningen skal fremgå af referat fra indskrivningsmødet (delprojekt 1) - Behandlere (delprojekt 1) forbereder familien på, at de vil blive tilbudt at deltage i delprojekt 2 og på hvad deltagelsen indebærer. 2. Indskrivningsmøde af 1-2 timer Deltagere: forældre, behandlere, B&U socialrådgiver. ( Hvis én af de to behandlere på sagen er forhindret, deltager familiehusleder eller projektleder i stedet)

Mødet forberedes af de to behandlere, som har sagen. Den ene har rollen som mødeleder under mødet. Temaer: o Orientering om socialrådgivers handleplan. o Familien spørges om arbejdspunkter ud fra handleplanen. o Overordnede aftaler o Prioritering af arbejdspunkter De efterfølgende tre måneder inden samarbejdsaftalen endeligt udformes sker i tæt samarbejde med socialrådgiver. 3. Familiesamtale af 1-2 timer Deltagere: forældre og børn, behandlere Temaer:

kontekstafklaring for behandlingsforløbet: I talesætte volden, psykoedukativ tilgang til familien: hvad gør vold ved os, børn og voksne. Kontrakt med familien Møde børnene: vigtigt at børnene føler sig set hurtigt i forløbet (er med) og får en oplevelse af, at behandleren anerkender mor og har et reelt ønske om at hjælpe respektfuldt.

Herefter foretages en vurdering af, hvordan behandlingsforløbet for familien skal sammensættes. Vi vælger imellem en vifte af følgende muligheder i samarbejde med og ud fra en vurdering af den enkelte families behov. Behandlingsplanen indskrives i samarbejdsaftalen, og revideres løbende. Narrative familiesamtaler med børnefokus: Model: Narrativ børnemindmapping og bevidning:

Levet liv

Navn og tema Problem

Barnets stemme bliver hørt Fortællinger som beskriver barnets hverdagsarenaer, fortalt af barnet selv Oplevelser fra hverdagen Håb og ønsker for fremtiden Problemer, som presser barnet Sammenhænge og relationer

forskellige

Håb, ønsker

Barnet fortæller og moderen forbindes til barnet via bevidning. Mappingen udvides efterfølgende til nye mappinger, hvor moderen - med støtte fra behandleren - bidrager via én eller flere af følgende metoder:

Bevidning, som dels styrker barnets identitet og forbinder mor og barn. Eksternalisering af et dominerende problem og med mor som forbundsfælle. Re - membering af betydningsfulde personer i moderens liv og barnet lytter. Moderen gen – forfatter den foretrukne historie frem for den dominerende problemhistorie og barnet lytter til den nye version. Barnet forstørrer det fraværende men implicitte i mappingen, og moderen bekræfter det fraværende men implicitte i mappingen. De større børn støttes til nye positive identitetskonklusioner om sig selv gennem stilladsering.

Kunstterapi og familieaktiviteter: hvor leg, kreative og kropslige udtryk supplerer det sproglige udtryk. Børnegruppe: et narrativt forløb, hvor børnene får mulighed for at dele hverdagens oplevelser og udfordringer med hinanden. Voksensamtaler: praktiske samtaler, narrative samtaler og genogram. Koordinerende arbejde: kontakt til andre relevante myndigheder og fagfolk med henblik på en samlet indsats, hvor alle arbejder i samme retning. Netværksmøde af 1-2 timer ca. hver 3 - 6 måneder. Deltagere: Forældre, evt. børn, behandlere, det professionelle netværk, det private netværk. Formål: Her inddrages/aktiveres det private og offentlige netværk omkring børnene med henblik på: o Øget forståelse for evt. symptomer via psykoedukation o hensigtsmæssige måder at komme børn /forældre i møde på i deres daglige liv. o aflastning/ relationsdannelse i det større netværk omkring forældre/børn. o Koordineret indsats Proces: o mødeindkaldelse og dagsorden til deltagere o mødet ledes af familiehusets medarbejdere o referat udsendes efterfølgende til deltagere.

Konsultativ bistand: Der tilbydes konsultativ bistand til skoler/daginstitutioner og evt. aflastningsfamilier i forhold til at forstå følgevirkninger af vold, samt til afklaring af handlemuligheder i forhold til en mistanke om vold..

Statusmøder: med opfølgning på forløbet og aftaler om justering af behandlingstilbuddet. Første gang efter ¾ dele år, og herefter hver halve år. Uanset sammensætning af forløbet vil familien få tilbudt én kontakt a 1 time ugentligt.

4. Udskrivningsmøde/afslutning

Behandlernes rammer: -

Der vil være tilknyttet to behandlere, som arbejder tæt sammen om behandlingsopgaverne til hver enkelt familie. Projektgruppen modtager supervision 1 gang månedlig. Ud over familiearbejdet, har supervisionen også fokus på at styrke behandleren selv til at kunne være i arbejdet med familievold. Den koordinerede indsats understøttes af kontaktordninger og samarbejdsaftaler med socialcentret, krisecentret, Odense Politi og Statsforvaltningen Syddanmark.

Evaluering: Den løbende evaluering er ikke en del af behandlingsmetoden, men vi antager at den vil have en sekundær effekt på familien. Vi tænker os at supplere Rambølls effektmåling med en afsluttende samtale med familien om deres oplevelse af behandlingsforløbet og samarbejdet med behandlere. Samtalen udformes efter Tom Andersens evalueringsmodel. Den er valgt på baggrund af, at allerede eksisterende forskning på området peger meget stærkt på den terapeutiske kontakt og terapeutens relationskompetencer som helt afgørende faktorer i terapeutisk behandlingsarbejde. (jævnf. E. Hougaard: ” Psykoterapi, teori og Forskning.

Redskaber B&U Socialrådgivningen: § 50 undersøgelse, handleplan og indstilling fra B&U socialrådgivningen. Opfølgning sker efter 3 måneder og herefter hvert halve år. Opfølgningen koordineres med familiehusindsatsen via netværksmøder. Familiehuset: Samarbejdsaftale: En kontrakt med familien, hvor der bl.a. udarbejdes delmål i forhold til socialrådgivningens handleplan. Specifikt i projektet vil samarbejdsaftalen tydeliggøre familiens løbende behandlingsplan og deltagelse i evaluering/registrering. Årlig statusrapport: Opfølgning på den bestilte opgave, evaluering af indsatsen sammen med familie og bestiller, evt. ændring af samarbejdsaftale. Behandling: Netværksmødereferater: Følge op på aftaler, koordinerering, sprogligt at signalere samarbejde - barnet i centrum - til netværket Genogram: Afdække relationer/tilknytningsmønstre Mindmapping: Et fælles tredje som udgangspunkt for børnesamtalen. Video Bordflipover Kunstterapeutiske redskaber CD: fantasirejser og afslapning. NB: Spørgeskemaer og registreringen må medtænkes som materiale, der har en sekundær effekt.

Faser Typiske faser/stadier i deltagernes udvikling: -

Erkendelse Bearbejdning Nyorientering Internalisering

Disse er temaer i den enkeltes udviklingsforløb. Det skal ikke ses som faser, der afløser hinanden i forskellige tidsafgrænsede perioder, men mere sådan, at man kan bevæge sig frem og tilbage imellem dem. På samme måde er det individuelt, hvor lang tid der bruges på de forskellige faser.

Varighed Indkøring: 3 måneder Behandling 1 ½ år Udslusning ½ år.

Lokalitet Som udgangspunkt skal behandlingen foregå i familiehusets lokaler, dels pga. materialer: flipover, video, tegnemateriale. Dels pga. den ramme, som et ”neutralt” lokale hjælper med at danne. Familieaktiviteter o.l. kan foregå, hvor familiens daglige liv er, og en del af den øvrige indsats kan også foregå i familiens hjem, hvis det ønskes.

Omkostninger Der laves kontrakt på hver enkelt familie. Omkostningerne angives som timepris, og vil afhænge af det antal timer, som behandleren forventes at bruge i den konkrete sag. Den gennemsnitlige timepris ligger imellem 650-850 kr. afhængig af opgavens art.

Opfølgende interviews I forbindelse med praktikrapporten "Familieliv uden vold - – Effekten af behandlingsmetoderne i forhold til, at familien igen skal kunne opretholde en normal hverdag", udarbejdet af socialrådgiverstuderende Stephanie Sohindra, er der foretaget en række interviews med fokus på, hvordan mødrene og børnene selv vurderer

behandlingsforløbet og dets betydning for deres hverdag. Det har bl.a. udmøntet sig i følgende vurderinger: Bente, Peters mor, fortæller: "Forholdet mellem os er blevet rigtig godt, jeg har lært at tackle ham, og sætte grænser for ham uden at få dårlig samvittighed og føle mig som en dårlig mor". Bente samler op på forløbet, ved at fortælle om hvordan faren indgår i relation mellem hende og sønnen: "I dag har jeg også lært mig selv at være positiv overfor, hvis Patrick kommer og fortæller han savner sin far. Før kunne jeg godt blive vred over det og finde på at sige til ham, at jeg ikke gad høre på det, hvorefter jeg sommetider begyndte at snakke dårligt om hans far. En anden mor, Sandra, ytrer om forløbet: "Jeg var meget indelukket før, nu er jeg blevet mere udadvendt, og ikke bange for at møde nye mennesker. Min dreng har også god kontakt til andre voksne, og han fungerer fint når vi er ude, han har givet lidt slip på mig, og tør mere selv". Omkring behandlingsmetoden mindmapping, siger Sandra: "Mindmap giver mig indsigt i, hvordan min dreng tænker. Det har gjort os tættere, og jeg ved nu at min dreng sætter pris på de ting jeg gør. Det gør det nemmere for mig, at håndtere konflikter, fordi jeg ved hvordan han tænker".

Sandra fortæller om betydning af samtaleforløbet for sin søn, Kristian: "Før var han en aggressiv dreng, sårbar, blev hurtigt ked af det, var ikke glad for skolen, forvirret/bange, blev negativ hvis han skulle gøre nogle pligter, og så følte han mine følelser. Nu er han en glad dreng der føler sine egne følelser, han er mere udadvendt, glad for skolen, bedre til at snakke om konflikterne, pligtopfyldende på en positiv måde, og han er blevet god til at tage råd til sig".