Sankt Nicolai Kirke - Kirkeblad 2/2019

SANKT NICOLAI KIRKE

TEMA Hjem/hjemløshed

Information

Kontakt

Kirkebladet udgives af Sankt Nicolai Sogns Menighedsråd.

Sognepræst Martin Rønkilde Kontor: Hyrdestræde 5, tlf.: 61 20 30 39, mrd@km.dk, træffes efter aftale undt. mandag

Redaktion og ansvarshavende Pia Kjær Nielsen, menighedsrådsmedlem Eksternt redaktionsmedlem Chris Fløe Svenningsen, partner i Tegnestuen Mejeriet a/s.

Ansvarshavende: Henriette Bacher Lind, sognepræst, og Birgitte Gadager Simonsen, kirke- og kulturmedarbejder Udgivelse og udsendelse Bladet udkommer fire gange om året. Kontakt kirkekontoret, hvis du ønsker at få kirkebladet tilsendt.

Artikler i dette blad kan indeholde synspunkter og holdninger, der ikke nødvendigvis deles af redaktionen eller hele menighedsrådet.

Fotografering Til arrangementer i Sankt Nicolai Kirke og Jens Holms Hus bliver der taget billeder, som anvendes i kirkens medier. Har du i forbindelse med et arrangement taget et godt billede, som du gerne vil dele, er du meget velkommen til at sende det som mms eller mail til kirke- og kulturmedarbejder Birgitte Gadager Simonsen. Det er også her, du kan give besked, hvis du gerne vil være fri for at optræde i kirkens medier.

Kirkebil Menighedsrådet tilbyder transport til og fra gudstjenester for mennesker i sognet, der ellers har svært ved at komme.

Ring direkte til Taxa senest en time før gudstjenesten begynder og oplys ved bestillingen, at det drejer sig om bil til Sankt Nicolai Kirke.

Forsidebillede: Rune Kählers nøgler i entréen.

Foto: Birgitte Gadager Simonsen 2

Sognepræst Henriette Bacher Lind Kontor: Nicolaiplads 2-4, tlf.: 20 11 50 99, hebl@km.dk, træffes efter aftale undt. mandag Provst og sognepræst Grete Wigh-Poulsen Tlf.: 21 67 92 76, gwp@km.dk, træffes efter aftale undt. mandag Sogne- og ungdomspræst Benjamin T. König Kontor: Nicolaiplads 2-4, tlf.: 21 61 76 74, btk@km.dk, træffes efter aftale Kirkekontor Kordegn Berit Bæk Nicolaiplads 2-4, tlf.: 75 52 02 47, sanktnicolai.sognkolding@km.dk Kirkekontoret ved Sankt Nicolai Kirke er åbent for telefonisk og personlig henvendelse mandag-onsdag kl. 9-15, torsdag 11-16.30, fredag 9-15 og efter aftale.

Kirke- og kulturmedarbejder Birgitte Gadager Simonsen tlf.: 61 61 08 36, birsi@km.dk Kirke- og kulturmedarbejder Kurt Bjerregaard tlf.: 29 66 35 68, kurt@km.dk Kirketjener Stina Gardner tlf.: 30 68 28 17 Organist Hedvig Dobias tlf.: 50 54 33 77, hedvigdobias@yahoo.dk Menighedsrådsformand Hans-Kurt Gade tlf.: 40 18 86 61, h-k.gade@outlook.dk.

Menighedsrådets e-mail: 7927@sogn.dk

Hjem af Chris Fløe Svenningsen, arkitekt og eksternt redaktionsmedlem ”Hjem”... alene ordet smager godt. Af tryghed, af varme, af minder, af familie.

Modsat “hjemløs”, der rummer noget nær det værst tænkelige: ikke at have den trygge base. Da jeg som voksen – jeg har vel været 32 år gammel eller deromkring – oplevede, at mine forældre solgte vores barndomshjem for, meget fornuftigt, at flytte til noget mindre og mere overskueligt, følte jeg mig pludselig hjemløs til trods for, at jeg havde mit eget hjem. Alt, der forbandt mig til mit barndomshjem, forsvandt pludselig, og selvom alle de velkendte ting, der var med til at definere mine forældres hjem, flyttede med, blev det aldrig det samme. Det blev ikke mit på samme måde. Vi oplever, at når vores drenge kommer hjem til os, tager de øjeblikkeligt deres gamle territorium i besiddelse, ligesom deres børn forbinder os og vores hjem som en selvfølgelig tryg base. Jeg er overbevist om, at når vi engang flytter, vil de alle stå med den samme tomhed, som jeg oplevede, da mit barndomshjem pludselig ikke var mit længere. Det handler om fysiske rammer, som fyldes ud af oplevelser og mennesker, og det handler om følelsen af at høre til et bestemt sted, som giver tryghed. Livet igennem følger begrebet os – fra barndomshjem til plejehjem – altid som et udtryk for rammen om det trygge.

Desværre er vi ikke alle lige privilegerede, og for alt for mange er ”hjem” nærmest et fata morgana.

En af de moderne forfattere, for hvem hjemløsheden og splittelsen mellem flere kulturer og tilhørsforhold er et gennemgående tema, er den indisk-engelske Salman Rushdie. Om begreberne ”hjem” og ”hjemløshed” siger Rushdie bl.a. i et interview i Weekendavisen, 8.-14.3.1996: ”De fleste af os lever ikke længere hele vort liv i det samme fasttømrede samfund, sådan som folk gjorde før i tiden.

Indhold Information og kontaktoplysninger 2 Hjem 3 Hjem, kære hjem

4

At være mor til en hjemløs

6

Altid hjemme - aldrig hjemme

7

Tankestregen 10 At være troende og

hjemløs i folkekirken Om at føle sig hjemløs i eget hjem

12

14

Nyheder 16 Gudstjenestelisten 19

Vi rejser hjemmefra, hvad enten det så er for at rejse fra den ene by til den anden, fra en landsby til storbyen eller til et helt andet land; i den forstand bliver vi alle hjemløse, og det er et vilkår, som er meget centralt for vores måde at leve på.

Man skaber sig et hjem der, hvor man kommer hen, ... det sted, man har forestillet sig, den verden, den tilværelse, man har skabt til sig selv, bliver éns hjem, og så lever man i dette selvskabte hjem, men det er ikke det hjem, man oprindelig blev givet.”

3

Hjem, kære hjem

Tema: Hjem/hjemløshed

af Runa J. Kähler, forfatter, cand.mag.

Der var engang, hvor jeg boede på kollegium, Kvinderegensen i København. Vi privilegerede alumner smuttede virkelig ikke ind og ud hos hinanden. Vi tog det for givet, at en lukket dør betød studietid, måske ligefrem eksamenslæsning eller specialeskrivning. Trængte man til selskabelighed, var såvel køkkenet som dagligstuen til rådighed. Men vist arrangerede vi sammenkomster af og til; stort set altid med en tekande som centrum og samtalen i højsædet. Kvinderegensens festudvalg lå nu heller ikke på den lade side. Så stod det røde hus på gloende pæle; der spistes, der drakkes, og der blev danset, til solen randt op i østerlide.

Og ret morsomt til en afveksling at se dém i skrud, man ellers mest så i morgenkåbe.

Da min mand og jeg flyttede sammen, viste det sig, at vores bohave gik vældigt godt i spand. Og hvad billeder angik, havde vi faktisk hver sit af den samme kunstner. Min mand erkendte sig hurtigt som arg modstander af potteplanter. Så det blev en naturlig ting, at hvor vi end boede, har vi altid haft vindueskarmene fulde af keramik, og det har jeg stadig. Min eneste potteplante, et paradistræ, stammende fra en stikling i mit barndomshjem, har sin plads på gulvet. Hvad er et hjem uden paradistræer?

Da vi så engang kom for skade at flytte i huj og hast, købte vi et forfaldent husmandssted, satte stuehuset i stand til udlejning og nåede lige at få støbt betongulv i den gamle kostald, før vi

selv rykkede ind. Der skulle have været lagt gulvbrædder ovenpå, men så langt nåede vi, helt ærligt, aldrig!

Dette betød, at da en stakkels gallupdame kort efter havde forvildet sig ind i vores hus efter en pligtrunde i parcelhuskvarteret omkring os, gjorde hun brat holdt ved den første forhindring – et manglende dørtrin, erstattet af to-tre mursten – kringkastede skarpe blikke i det store rum, begyndende med brændeovnen videre til min husbond og herres sparkeskive, hans larmende æltemaskine, for derefter at strejfe et udbud af vægreoler af vidt forskellig proveniens, befolket med en uforfærdet blanding af bugnende læderbind og flossede pocketbooks; forbi mit gamle skrivebord, der nu tjente som spisebord og stod flankeret af venlige naboers plastikhavemøbler, holdt i en smuk, mørkegrøn farve, for endelig at nå frem til vort lidt hovedkuldse hjems to hovedklenodier: en synligt ældet dragkiste med noget

Et hjem er der, hvor man kan hvile ...

Foto: Birgitte Gadager Simonsen

På skabet i Runas karnapstue står en smuk samling af Kähler-keramik og keramik fra Herman A. Kählers Keramiske Værksted i Næstved

nær løvefødder og gesvejsninger samt min farmors hjørneskab i mahogni. Hvorpå hun efter en tøven tillod sig en gispen: “Hvor bor I dog........ ANDERLEDES!” Hvad gør et hjem til et hjem?

For mig skal det helst bære præg af at være i brug og i særlig grad gæstevenligt indrettet. Med ledige siddepladser, traktementsmuligheder og toiletadgang, for eksempel. Hvad besøg angår, ser jeg hellere en flok dertil indbudte end tililende uanmeldte (fra sidste regel undtages dog tilfælde af ildebrand eller blindtarmsbetændelse). Når jeg er hjemme, har jeg nemlig altid noget for. Jeg er sandsynligvis i færd med at læse, lytte, skrive eller i færd med IKKE at lave noget og vil gerne have fred til netop dét. Og hvem ved, om jeg ikke af og til sidder hensunket i bøn eller øver mig i at stå på hovedet? Hvis nogen ankommer uden varsko, har de jo allerede vurderet, at deres indtrængen for mig ville være langt at foretrække frem for det, jeg i øvrigt var

i gang med. Med hvilken ret? Replikken “Kig ind!” findes ikke i mit vokabular.

I et hjem er der nødvendigvis en vært eller flere, og der kan som nævnt komme gæster. Disse bør nøje iagttage husets skik.

Hvis værten således tilkendegiver, at her i huset tager man ikke pludselig skoene af, sidder med albuerne på bordet, propper hele sin suppeske ind i munden, eller undlader at se dén i øjnene, der taler til én eller som rækker en skål til én, så må gæsten rette sig ind for at være velkommen en anden gang.

Det er som bekendt herligt tidsfordriv at betragte dyrenes færden og liv, men menneskelig adfærd er nu heller ikke at foragte.

Gulvplads er forresten en god ting. Det skal ikke på forhånd være udelukket, at nogen tager sig en svingom eller måske finder anledning til livtag? I enhver forstand bør der vel desuden være højt til loftet.

5

At være mor til en hjemløs Interview med Laila Pedersen af sognepræst Henriette Bacher Lind

Der er i Danmark over 6000 hjemløse, dvs. mennesker, der ikke har et sted at bo. Antallet er stigende, især blandt de unge.

Da man i 2017 kortlagde de hjemløses forhold og årsagerne til deres hjemløshed, fremgik det, at 36% boede på gaden på grund af psykisk sygdom, 23% på grund af et stof- eller alkoholmisbrug og 25% på grund af økonomiske årsager, for nu at nævne de væsentligste grunde.

Når man ikke selv kender en hjemløs, er det svært at forstå, hvad det egentlig indebærer ikke at have et hjem.

Derfor spurgte jeg Laila Pedersen, om vi kunne mødes i Café Paraplyen til en snak om hjemløshed. Hun er mor til Pernille, der for nogle år siden udskiftede sin lejlighed i Kolding med en sovepose, fordi hun ramte kontanthjælpsloftet. Pludselig havde hun ikke råd til både at betale husleje og sørge for ordentlig mad til sine tre børn, der kom hver anden weekend.

Det var ikke helt ukendt for Pernille at bo på gaden. Som ung teenager var hun gadebarn. Dengang skyldtes det stoffer. Nu var det et spørgsmål om prioritering. ”Er det ikke frygteligt at tænke på, at ens datter sover rundt omkring i parker, foran stationen og på herberger?” spurgte jeg Laila. Hun svarede: “Jo.” 6

Heldigvis gik der kun et år, før Pernille igen havde en lejlighed.

Denne gang i København, fordi hun blev gift med René, der har været hjemløs i mere end 12 år på grund af en skilsmisse.

René har haft meget svært ved at falde til i den nye lejlighed.

Han trives bedst ude i det fri og bliver hurtigt rastløs indenfor.

Han kalder gaden for sin dagligstue. Også selv om både han og Pernille har været udsat for vold.

Ingen af dem kalder lejligheden i København for et hjem, det er bare et sted, hvor de sover. Laila fortæller, at de opfatter hendes hjem her i Kolding som deres egentlige hjem. Sådan har børnebørnene det også. Mormors hjem er hele familiens hjem.

Laila er samlingspunktet for den spredte familie, der har haft en hel del at slås med. Når de en weekend om måneden samles på hendes 70 kvadratmeter, har hun sørget for, at der er madrasser til alle og rigeligt med mad. Laila hygger om dem og vasker også indimellem alt det skitøj, som er nødvendigt at have på, når man som Pernille og René lever det meste af tiden på gaden. Laila kan ikke lade være med at spekulere på, hvad der sker den dag, hun ikke længere har overskud til at bevare familiens fælles hjem og dermed det sted, hvor de altid kan tage hen og møde hygge, varme og omsorg?

Hvem skal tage over? ”Du må bare holde dig i live, Laila,” siger jeg til hende, og det griner hun ad. Men bekymringen er reel, for ét er at være hjemløs, noget helt andet er at miste hende, man føler sig hjemme hos.

Altid hjemme – aldrig hjemme af Martin Rønkilde, sognepræst

”Man kan ikke skelne de kristne fra resten af menneskeheden, hverken når det gælder lokalitet, tale eller sædvaner. De bor ikke fjernt fra andre i deres egne byer, og de anvender heller ikke et andet sprog og praktiserer ikke en ekstraordinær livsstil … Men samtidig med, at de bor i grækernes eller barbarernes byer, alt efter hvordan hver enkelts lod er faldet, og de følger de lokale sædvaner, både når det gælder påklædning og mad og resten af livsførelsen, er deres statsborgerskab dog af en ganske særlig og paradoksal karakter. De lever i deres egne lande men kun som midlertidigt opholdssted; de deler alle ting som borgere og lider alle ting som fremmede. Ethvert fremmed land er et hjemland for dem, og ethvert hjemland er et fremmed land.”

Sådan skrives der i det såkaldte ”Brevet til Diognetus” - et skrift fra det 2. eller 3. århundrede.

Vi ved ikke ret meget om forfatteren eller den konkrete anledning til brevet, men det rummer indsigter i, hvordan kristendommen så ud i en tid, hvor den langsomt var ved at gå fra undergrundsreligion i skjul for myndighedernes forfølgelser til statsreligion i hele det romerske kejserrige. Senere i brevet opregner forfatteren så de steder, hvor han/hun oplever, at de kristne både følger de gældende kulturelle koder og der, hvor de adskiller sig, f.eks. ved at skrive, at ”De gifter sig som alle mennesker og får afkom, men de sætter ikke uønskede børn ud til at dø. De dækker gerne gæstfrit et åbent bord, men ikke en åben seng.”

De kristne skildres som nogle, der både er bevidste om at passe ind i kulturelt bestemte mønstre, men de er også samtidig bundet et andet sted end blot den kulturelle påvirkning. De har kort sagt en slags dobbelt statsborgerskab. Men læg mærke til, at citatet ikke snakker om, at de har hjemme i himmelen og skal udstå en lidelsens tid på jorden – nej, de er godt nok fremmede i deres hjemland, men samtidig også hjemme i ethvert fremmed land, fordi deres liv og virke som kristne ikke kan skilles fra den kultur, de nu engang lever i.

Den amerikanske teolog Gordon Lathrop – der blandt mange andre bedrifter var en af forfatterne til det såkaldte ”Nairobistatement” om kristendom og kultur, ser mange steder, hvor det paradoksale forhold mellem det hjemlige og det fremmede findes i kristendommen. Et sted at se, hvordan balancen mellem kristendom og kultur udleves er, hvordan gudstjenesten udleves og udvikles. De kristne måtte fra begyndelsen kæmpe med at finde balancen mellem det lokale og universelle i deres gudstjeneste. Kristen praksis er altid lokal – den er oversat ved at bruge lokale sprog, lokale mennesker, lokal mad og drikke, lokal arkitektur, lokale måder at samles med andre, lokale kulturelle anliggender – men den er også altid i kontakt med andre, som ikke er her, de og det fremmede i forhold til den lokale kultur.

Gudstjenester på folkets sprog stammer fra denne antagelse: ethvert fremmed land er et hjemland. Og Bibelen selv, en samling bøger fra andre kulturelle tider, som læses med autoritet i forsamlingerne, vidner om antagelsen: ethvert hjemland er et fremmed land.

7

Borgund stavkirke i Norge er et tydeligt eksempel på, hvordan kristendom og kultur mødes. Den er bygget i stedets udbredte byggemateriale træ og formet som et træ – et livets træ, der som metafor findes både i den nordiske mytologi og kristendommen. Samtidig er korset tydeligt til stede i kirkens opbygning, så den skaber forbindelsen mellem den gamle kulturs symbol, Ask Yggdrasil og den nye religion, det kristne livstræ, korset.

8

De mest centrale ting i kristen gudstjeneste – skrifter som læses og prædikes, måltidet som fejres, badet som forsamlingen konstitueres gennem og selve ideen om en forsamling – er i sig selv gamle, kulturelle artefakter, de fleste af dem fra gamle hellenistisk-jødiske (blandede!) kulturelle sammenhænge – ikke vores egne. Og selv om de centrale ting er forbundet med basale, menneskelige, trans-kulturelle handlinger: at forsamles, bade, fortælle og spise sammen og som sådan taler til både os og andre folk på andre steder og til andre tider, så har dette bad, ord, bord og denne forsamling i sig noget af det fremmede land, som skal lære os at være hjemme på ethvert fremmed sted.

Men de centrale ting i gudstjenesten – dåb, ord, bøn og måltid, kan demonstrere måder, hvor kultur ikke bare bydes ind og fejres men også kritiseres. I mange kulturer bruges lokale ord til at fortælle lokale historier med forventelige afslutninger, hvor folk får præcis, hvad de har gjort sig fortjent til.

Men i de fire evangelier får de traditionelle historier overraskende og nådefyldte afslutninger. Fælles måltider er et universalt lokalt kulturelt fænomen, som vores lille gruppe bruger til at forsikre os om vores egen overlevelse og til at videregive vores egen kultur. Men i de fire evangelier og i Paulus’ breve er

samværet med Jesus kombineret med en åben dør mod dem udenfor og med at sende mad til de fattige.

Den kulturelle kritik er i hjertet af kristendommen! De ord og sakramenter, der udgør centrum i kristen gudstjeneste er almindelige, kulturelle anliggender, som kritiseres og genanvendes til at bære evangeliet om Jesus Kristus, og giver os dermed et billede af Gud, som kritiserer og redder vores kulturer. Ethvert hjemland er et fremmed land.

Sådan er kristendommen både hjemmehørende i enhver kulturel sammenhæng og bærer samtidig en konstant og kontant kulturel kritik i sig. Den kristne er så at sige altid hjemme i ethvert land men også altid forpligtet udover de kulturelle mønstre og værdier, som et samfund udlever. Det sværeste af det hele er, at der ikke findes en nøgle til at løse konflikterne, når kultur og kristen tro kolliderer i mennesker, kirker eller hele samfund.

I stedet må vi konstant udfordre og udfordres på, om vores kirke og kristendom er både hjemme og fremmed i vores kultur – eller om vi er blevet så sovset ind i den gældende kulturelle praksis, at Gud er et tillægsord til vores måde at gøre og forstå tingene på.

9

Tankestregen Hjem er... her har unge og ældre givet deres bud.

Langelinie 12

Ordet hjem får mig til at tænke på mit barndomshjem. Jeg vil gerne gøre mit hjem lige så trygt for mine børn og børnebørn.

der, hvor der er varme og nærvær

mine faste rammer

min mors mave

10

... hvor hjertet er

hvor mine nære er

hvor jeg er pt. og skaber vores trygge base

der, hvor du tilpasser dig

tryghed og forældre

roen, glæde, indre fred, tryghed, hygge

is

tryghed

der, hvor jeg bor!

hjem

hvor kærligheden findes

ikke et sted – et begreb

der, hvor tøjet ikke strammer!

gaden

det bedste

ved familie

der, hvor jeg pga flytning godt kunne bruge en ekstra hånd

der, hvor man føler sig tryg

at komme hjem til et dejligt hjem

min seng

mit ståsted

stedet altid at kunne vende tilbage til

øst, vest, hjem er bedst!

hvor man føler sig godt tilpas

den trygge base, hvor man finder ro efter en travl dag og samler familie og venner

et sted, hvor man føler sig tryg og som man tænker på med glæde

et sted, som betyder noget

alt

den trygge base

et trygt og godt sted at være

det hus, du bygger i Minecraft

der, hvor du føler dig hjemme

der, hvor mine venner er

der, hvor ens forældre er

et sted, hvor der er tryghed, hvor man hører hjemme

der, hvor Gud er

derfra min verden går

der, hvor der er varmt

der, hvor man bor

hvor jeg kan søge hen nårsomhelst

hvor du kan være dig selv

hygge

et trygt sted

der, hvor jeg ikke kan smides ud

stedet, hvor du kan være dig selv

stedet, hvor man slapper af

rammen om ens liv

der, hvor kærlighed bor

hvor jeg vil have det

det sted, man betaler husleje til

11

At være troende og hjemløs i folkekirken af Dorthe Christiane Zinck Iversen, projektkonsulent og cand.pæd.

Af omverdenen får jeg ofte at vide, at jeg fremstår som en stærk person med overskud. Når det omvendt handler om mit forhold til folkekirken, så forsvinder mit overskud. Sådan var det ikke for over 30 år siden, da jeg som formand for en homoseksuel forening i Odense politisk arbejdede på, at kirkelig velsignelse af homoseksuelle kunne blive mulig. Det var i forbindelse med den daværende lov om registreret partnerskab. På det tidspunkt var jeg fyldt med gå-på-mod i forhold til folkekirkens åbenhed overfor homoseksuelle.

Her mere end 30 år efter overvejer jeg kraftigt at melde mig ud af Den danske Folkekirke. Ét er at betragte folkekirken ud fra et analytisk og historisk perspektiv – noget andet er at være et troende menneske, der gennem årene har oplevet at skulle forsvare sig over for rabiate præster.

Første gang jeg oplevede kirkens fordømmelse var under et foredrag kaldet ”Når kirken fordømmer”, der blev afholdt i min lokale kirke af en akademiker. Efter foredraget var det muligt at stille spørgsmål. Mit spørgsmål lød noget i retning af: ”Hvad er grunden til, at du i dit oplæg ikke er kommet ind på kirkens forhold til homoseksualitet, da jeg som homoseksuel oplever kirkens fordømmelse?” Der bredte sig en ubehagelig tavshed.

Endelig gav oplægsholderen udtryk for, at jeg havde en pointe, hvorefter en indremissionsk præst fortalte, at det var naturligt, at kirken ikke kunne være åben overfor homoseksuelle. Jeg blev meget følelsesmæssigt påvirket af denne oplevelse og kan stadig huske, hvor anderledes og misforstået jeg følte mig.

12

Denne følelse er gennem årene desværre blevet forstærket.

Det skete blandt andet ved et arrangement, hvor et fynsk menighedsråd havde inviteret mig til at komme og holde oplæg, hvilket jeg som udgangspunkt blev meget glad for, da jeg tror på dialogen. Da jeg ankom, var der en mand, der ikke ville give mig hånden. Det viste sig senere, at manden var en indremissionsk præst. Præsten uddelte senere sedler ud med citater fra biblen om, hvor vederstyggeligt homoseksualitet var. Mens han uddelte sedlerne, fortalte han, at man i England havde gode erfaringer med at omvende homoseksuelle, og at han mente, jeg burde tage af sted. Jeg har andre eksempler på ubehagelige oplevelser med offentligt ansatte præster.

Jeg har gennem tiden skrevet kronikker om emnet i et forsøg på at informere, da det oftest er præster, der skriver i debatten.

Senest efter at præster fra Kristkirken udtaler sig meget negativt om homoseksualitet. Jeg er her rasende over, at én profession indenfor det offentlige regi må udtale sig så rabiat om en befolkningsgruppe.

Jeg betaler i princippet præsternes løn. Grunden til, at jeg overvejer at melde mig ud af folkekirken, handler på ingen måde om manglende tro, men derimod om, at jeg til tider føler mig hjemløs og magtesløs.

Afslutningsvis vil jeg benytte lejligheden til at takke de præster, der har kæmpet for folkekirkens åbenhed overfor homoseksuelle sammen med mig.

Jeg håber, I har kræfterne til at blive ved.

Fakta Danmark er blandt de lande, hvor den retlige ligestilling og beskyttelse af homoseksuelle er mest fremskreden.

Den seksuelle lavalder er siden 1967 15 år for både homo- og heteroseksuelle forhold; der findes heller ikke andre forskelle i henseende til strafferetten. I 1987 indførtes en bestemmelse i antidiskriminationsloven, der gør det strafbart at fremføre offentlige trusler, forhånelser eller nedvurderinger af en gruppe personer pga. deres seksuelle orientering; i 1996 gennemførtes en lov, der forbyder forskelsbehandling – dog kun på arbejdsmarkedet – pga. seksuel orientering.

Som det første land i verden indførte Danmark 1989 en lov om registreret partnerskab, hvorefter to personer af samme køn kan opnå næsten de samme rettigheder og forpligtelser, som gælder for ægtepar, bortset fra retten til adoption og til forældremyndighed over partners barn samt til kirkelig vielse.

I 2012 blev også borgerlig og kirkelig vielse – med stort set samme pligter og rettigheder som heteroseksuelle også med hensyn til børn – en mulighed for homoseksuelle og biseksuelle.

Der forekommer imidlertid stadig en del diskrimination, fordomme og undertrykkelse i samfundet.

(Kilde: Gyldendals Leksikon online)

Manu Sareen markerede sig i den politiske debat om såkaldte homovielser og var som kirkeminister i 2012 med til at indføre den nye lov på området. Foto: DR.

13

Om at føle sig hjemløs i eget hjem af Hanne R. McCollin, medarbejder i Kolding Provsti

Når vi føler os hjemme, tænker vi sjældent så meget over det.

Det bliver ofte en selvfølgelighed og dermed ikke noget, vi forholder os bevidst til. Men det er ikke rart, når følelsen af hjem forsvinder fra det sted, hvor vi forventer den. Det er i hvert fald min erfaring.

I løbet af det sidste halve år er mit hus blevet renoveret. Hele stueetagen svarende til ca. 50 % af huset blev til en bygge- og arbejdsplads. Oven på havde jeg møbeldepot i det største loftsværelse og boede i det mindste, mens bryggerset i kælderen gjorde det ud for køkken med et køleskab og to kogeplader.

Det var planen helt fra start, men en ting er den praktiske indretning, noget helt andet er oplevelsen. Som friluftsmenneske er jeg vant til at bo på lidt plads under primitive forhold, så jeg forventede egentlig ikke, at det ville blive en udfordring, men jeg tog fejl. Et hjem er meget mere end et sted.

Et hjem er tryghed Studier af ældre mennesker, der flytter på plejehjem, viser, at oplevelsen af hjem forsvinder, når de som mennesker mister kontrol. Personalet banker måske nok på, men venter ikke med at gå ind, for de skal jo gøre deres arbejde. Måden, de udfører deres opgaver på, er ikke bestemt af beboeren, men af personalet og de regulativer, der styrer deres arbejde. Hvem, der kommer ind ad døren, afhænger af vagtplanen og ikke af, hvem beboeren gerne vil se. Det samme gjorde sig gældende hos mig.

14

Tabet af kontrol udfordrede min oplevelse af hjem. Jeg havde ingen anelse om, hvem der kom og gik hvornår, eller hvad de lavede for den sags skyld. Alle håndværkerne var hyggelige mennesker, så det var ikke dem som personer, der var noget galt med. Det var mere præmisserne. Et hjem er trygt sted.

Forudsætningen for den tryghed er kontrol med døren til omverdenen og kontrol med aktiviteterne i hjemmet. Jeg havde ingen af delene.

Et hjem er privat Et hjem består af forskellige zoner. Nogle zoner er mere private end andre. Vi inviterer gæster ind i stuen, men sjældent ind i soveværelset. Derfor havde jeg også tænkt, at det var ok, at min del af huset skrumpede, så længe der bare var tydelig forskel på, hvem der færdedes hvor. Jeg kunne godt lade håndværkerne arbejde i fred på ”deres” byggeplads, hvis jeg bare kunne få ”mine” rum for mig selv. Det var bare ikke muligt at gennemføre i praksis, i hvert fald ikke hele tiden.

Konsekvensen var, at jeg vågnede hver morgen i alarmberedskab. Uden helt at vide hvornår der kom nogen og låste sig selv ind, stod jeg tidligt op og skyndte mig at gøre mig færdig i husets øvre etager, så jeg var af vejen, når håndværkerne kom.

Og det gjorde heller ikke noget, at arbejdsdagene blev lange, for så slap jeg for at være hjemme. I weekender og ferier var der ro (når der altså ikke var håndværkere), men byggepladsen fortsatte med at være byggeplads og ikke mit hjem.

Papirklip af Hanne R. McCollin

Et hjem er handlinger Bestemte aktiviteter hører hjemmet til som fx familieliv, spisning, vask, søvn og afslapning. Men også den måde, vi med krop og sanser bruger vores hjemlige omgivelser på, er rutiner, der gør et sted til et hjem. Selv i mørke kan vi bevæge os ubesværet gennem de fleste af hjemmets rum, fordi vi bevidst og ubevidst kender dem så godt. Under renoveringen var mange af disse

aktiviteter og rutiner ændret, reduceret eller helt sat på standby.

Det var medvirkende til, at min følelse af hjem forsvandt.

Renoveringen af mit hus betød, at jeg kom til at føle mig hjemløs i eget hjem. Den følelse har ikke forladt mig endnu.

Opgaven i den kommende tid bliver derfor at genetablere tryghed, privatliv og dagligdagens rutiner, så jeg kan føle mig hjemme igen.

15

Nyheder Grøn som trinitatis Sankt Nicolai kirke skal have ny messehagel. Den grønne messehagel med billedet af et aks på ryggen er simpelthen slidt op. Det kan ikke komme bag på nogen, for den har været brugt stort set hver eneste søndag i trinitatis-tiden i over fyrre år.

Menighedsrådet besluttede allerede i 2018 at købe en ny, men da en messehagel ikke er en stangvare, tager det et stykke tid, før den er færdig. Men den bliver smuk. Det kan vi se af skitsen.

Det er væver Astrid Skibsted Holm (f. 1982), der skal væve den grønne messehagel. Hun er uddannet på Designskolen Kolding i 2010 og har nu egen virksomhed under navnet Astrid Skibsted.

Hun har besøgt Sankt Nicolai kirke flere gange og er betaget af rummet og farverne fra især glasvinduerne. Det er på baggrund af de indtryk, at hun på godsbanen i Århus har indfarvet de farver, som hun skal væve stoffet med.

Siden skal stoffet sendes til en skrædder, som syer messehagelen færdig.

Vi er et lille udvalg under menighedsrådet, som har fået til opgave at følge arbejdet med den nye messehagel. Det er betagende at opleve Astrid S. Holms passionerede og respektfulde tilgang til opgaven. Hun er bevidst om, at hendes messehagel bliver en del af kirkens udsmykning i al fald halvtreds år frem i tiden. Hun forstår, at rummet, traditionen og teologien skal forenes i et kunstværk, som samtidig er en brugsgenstand, der kan tåle at blive brugt.

Vi præster glæder os til at tage den i brug. Ligesom udvalget håber vi på, at alle kirkegængerne vil nyde synet af de skønne farver og de fine, enkle motiver.

Henriette Bacher Lind

16

Ny kordegn Da jeg blev bekendt med at stillingen som kordegn var ledig ved Sankt Nicolai Kirke, tog jeg til Kolding for ”at mærke stemningen”, og for at finde ud af, om det var et sted, jeg kunne have lyst til at være. Jeg tog til gudstjeneste i Sankt Nicolai, og i den søndags prædiken citeredes teologen Johannes Sløk således: ”I livet tager man bestandigt afsked med livet. Man kan ikke leve videre, uden at forlade det, som man allerede har levet”. De ord tog jeg med mig.

Jeg brugte marts måned på at afrunde og videregive de opgaver, jeg har haft som kordegn i Ringkøbing. En kirke og en arbejdsplads, jeg har været utrolig glad for, og som betyder meget for mig. Jeg har sagt farvel til kolleger, som jeg holder af, og som har været en del af min hverdag siden 2013. Det var ikke let, men mine børn er fløjet fra reden og min ex-mand og jeg blev skilt for snart 3 år siden. Jeg vil jeg gerne bo tæt på noget familie igen, og da min kære søster og svoger bor i Kolding, er det en oplagt by for mig. Jeg håber også på, at jeg kan finde et godt kor, jeg kan synge i. I Ringkøbing har jeg sunget i Vokalensemblet Vokal Vest.

Hvor har jeg glædet mig til at skrive denne præsentation, fordi den markerer min tiltrædelse som kordegn ved Sankt Nikolai Kirke, og fordi jeg glæder mig til at påbegynde et nyt kapitel i min tilværelse. Et kapitel, hvor jeg får lov at samarbejde med de gode kolleger og det menighedsråd, jeg er blevet præsenteret for, og hvor jeg bliver en del af en hverdag, hvor aktivitetsniveauet omkring kirken er højt.

Jeg ser frem til at falde på plads i Kolding - og jeg glæder mig til at møde kolleger, menighedsråd og borgere i Kolding.

Berit Bæk

Frokost i det grønne ... kan vi ikke tilbyde! Men derimod en dejlig frokost på Café Paraplyen efter gudstjenesten Kristi himmelfartsdag den 30. maj kl. 12-13.

Det er meningen, at man går fra kirken og direkte over i caféen, hvor der er forberedt en lille frokostbuffet samt kage og kaffe.

Menighedsrådet betaler, så det er ganske gratis. Alle er velkomne, men tilmelding på kordegnekontoret eller via link på kirkens hjemmeside, senest fredag den 24. maj er nødvendig.

17

Piberne får den rigtige lyd

Henover sommeren vil en vigtig del af kirkens centralnervesystem være ude af drift, idet det 40 år gamle Marcussen & Søn-orgel skal renoveres og renses. Under det tekniske arbejde, som forventes at tage 2 uger, har orgelbyggerne ikke brug for arbejdsro – til gengæld leverer de selv en del støj. Der bliver opstillet stillads bagerst i kirken, og kommer man forbi i denne periode, vil man måske kunne få et glimt af de store piber, når orgelhuset med de 4000 piber skal tømmes. Efter de tekniske udbedringer vil der foregå et større intonationsarbejde, som vil vare ca. 4 uger. I denne periode skal der være mest mulig ro i kirken i hverdagene. Arbejdet påbegyndes d.

3. juni, og forventes afsluttet i uge 34.

Når instrumenternes dronning atter er i topform, vil der blive holdt en præsentationskoncert med organist Hedvig Dobias.

Undervejs vil du kunne følge med iarbejdet på kirkens facebookside

Under huden på gudstjenesten

Søndagens højmesse er kernen af kirkens DNA – det er her, forbindelsen til de første kristne menigheder er tydelig, fordi de også benyttede denne dag til at samles og både mindes fortællingerne om Jesus og aktualisere kristendommen ind i deres egen virkelighed. Det er dybest set også det, der nu sker i højmessen. Vi har fornemmet en stor interesse og nysgerrighed i forhold til, hvordan vi som præster arbejder med gudstjenesteforberedelsen, så nu åbner vi døren til en times tid i værkstedet.

Der vil blive diskuteret tekster og salmer til den kommende gudstjeneste, og et af gudstjenestens faste led bliver behandlet. Man møder blot op med nysgerrighed og lyst til at deltage i debatten – vi kan selvfølgelig ikke love, at alle input bliver realiseret, men vi håber at både præster og deltagere går berigede derfra.

Datoer for gudstjenesteforberedelse bliver: Søndag d. 26. maj 12.00 (der serveres en let frokost) Tirsdag d. 4. juni 16.30 Torsdag d. 8. august 19.30 18

Sogneudflugt Sæt allerede nu kryds i kalenderen onsdag d. 21. august, hvor bussen igen kører afsted på sogneudflugt. Nærmere information om tidspunkter, destination og pris følger.

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke Maj 2019

Tid

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke

Præst

Onsdag den 1.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Søndag den 5.

10.30

2. søndag efter påske

Henriette Bacher Lind

Søndag den 12.

OBS: Ingen højmesse pga konfirmation

Onsdag den 15.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Fredag den 17.

10.30

Bededag

Henriette Bacher Lind

Søndag den 19.

10.30

4. søndag efter påske

Grete Wigh-Poulsen

Søndag den 26.

10.30

5. søndag efter påske

Jacqueline M. Thiesen / Martin Rønkilde

Torsdag den 30.

10.30

Kristi himmelfartsdag

Martin Rønkilde

Fredag den 31.

19.30-23.00

Kolding Natkirke

Benjamin T. König

Juni 2019

Tid

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke

Præst

Søndag den 2.

10.30

6. søndag efter påske

Henriette Bacher Lind

Onsdag den 5.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Søndag den 9.

10.30

Pinsedag

Grete Wigh-Poulsen

Mandag den 10.

10.30

2. pinsedag i det fri

Martin Rønkilde

Søndag den 16.

10.30

Trinitatis søndag

Henriette Bacher Lind

Onsdag den 19.

9.30

Morgenandagt

Henriette Bacher Lind

Søndag den 23.

10.30

1. søndag efter trinitatis

Martin Rønkilde

Fredag den 28.

19.30-23.00

Kolding Natkirke

Benjamin T. König

Søndag den 30.

10.30

2. søndag efter trinitatis

Benjamin T. König

Juli 2019

Tid

Gudstjenester i Sankt Nicolai Kirke

Præst

Onsdag den 3.

9.30

Morgenandagt

Grete Wigh-Poulsen

Søndag den 7.

10.30

3. søndag efter trinitatis

Grete Wigh-Poulsen

Søndag den 14.

10.30

4. søndag efter trinitatis

Martin Rønkilde

Søndag den 21.

10.30

5. søndag efter trinitatis

Martin Rønkilde

Søndag den 28.

10.30

6. søndag efter trinitatis

Henriette Bacher Lind

Læs ugens prædiken

Fik du ikke hørt søndagens prædiken? Eller ønsker du at læse den?

Så find den under ”Ugens prædiken” på www. sanktnicolaikolding.dk.

19

20

Sankt Nicolai Kirke - et hjerte i byen